Datasets:

alexandrainst

/

lexdk-open

like 2

Follow

Alexandra Institute 25

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Thora_Pedersen

Thora Pedersen

2023-05-03T12:54:30+02:00

fri anvendelse

Thora Pedersens far var førstelærer i Øster Hurup mellem Mariager Fjord og Limfjorden, moderen passede hjem og ti børn. Barndomshjemmet fulgte et traditionelt familiemønster, hvor drengene fik uddannelse, og pigerne blev opdraget til at varetage de huslige sysler. Mod faderens vilje rejste Thora Pedersen imidlertid i 1896 til København for at starte sin uddannelse til lærerinde på N. Zahles Seminarium. Brevvekslingen med familien i denne periode vidner om, at seminarietiden var svær. I længere perioder var Thora Pedersen plaget af alvorlig sygdom, fremkaldt af de ringe sociale og økonomiske vilkår, hun og mange andre studerende levede under. I 1900 afsluttede hun sin uddannelse og flyttede tilbage til Jylland. Fra 1901 og frem til 1945 var hun ansat ved Ålborg kommunale skolevæsen afbrudt af orlovsperioder i forbindelse med sin store aktivitet i Danmarks Lærerforening (DLF). Den sag, der især optog og prægede Thora Pedersens liv, var ligelønskampen, som hun var involveret i fra 1915 til 1919. Under Første Verdenskrig oplevede de offentligt ansatte en reallønsnedgang på mere end 10 %, og bl.a. DLF tog initiativ til iværksættelse af lønreformer. Thora Pedersen blev valgt ind i DLFs bestyrelse i 1916 sammen med Marie Mortensen, Johanne M. Sørensen og Lucie Jensen. Thora Pedersens mærkesag her blev kravet om lige løn for lige arbejde, et synspunkt som bl.a. blev bakket op af Sine Veilgaard, der havde plads i foreningens lønkomité. Men lærerindernes krav blev pure afvist af købstadlærerne med den begrundelse, at DLF ikke burde beskæftige sig med ligelønspolitik, men satse på generel lønfremgang for samtlige lærere. Også forholdet mellem de treårigt uddannede lærerinder og forskolelærerinderne, der kun havde en kortere uddannelse bag sig, skabte problemer i bestyrelsen. Thora Pedersens ønske om at afskaffe den korte forskolelærerindeuddannelse for at stille lærerinderne lige med deres mandlige kolleger, blev mødt med total afvisning af forskolelærerindernes repræsentant, Marie Mortensen. I 1917 nedsatte Rigsdagen en lønningskommission, der skulle arbejde med principperne om tjenestemandslønninger. I den forbindelse indsendte Dansk Kvindesamfund (DK) et andragende til statsminister C.Th. Zahle om at udnævne en kvinde som repræsentant for de kvindelige tjenestemænd. Ministeren besluttede at lade kommissionens eneste kvindelige repræsentant komme fra DLF, og valget faldt på Thora Pedersen, der blev udpeget af DLF og Københavns Kommunelærerindeforening. Men Thora Pedersen gav imidlertid udtryk for, at hun ikke ønskede at være den eneste repræsentant fra DLF. Det ville, skrev hun, være en umulig stilling, da hun samtidig arbejdede for ligeløn, som ikke alle parter inden for DLF var indforstået med, især ikke købstadlærerne. Enden på det blev, at DLF fik to repræsentanter i lønningskommissionen, foruden Thora Pedersen også landsbylærer Carl Dige. Men der var store problemer med DLFs repræsentation i kommissionen, idet de mandlige købstadlærere ikke følte sig repræsenteret hverken af Dige eller Thora Pedersen. Under behandlingen af lønspørgsmålet i kommissionen var der voldsom modstand både mod lærerindernes krav om ligeløn, men også mod Thora Pedersen og hele hendes person. Lærerindernes forslag havde som sin bærende idé det såkaldte forsørgertillæg. Dette tillæg var tænkt som kompensation for den økonomiske belastning, lærere kunne have som familieforsørgere. Især købstadlærerne rasede mod forslaget, som de anså som en slags almisse og en trussel mod lærernes sociale anseelse. Thora Pedersen argumenterede på lærerindernes vegne med, at det var naturligt, at staten overtog en del af ansvaret for familiernes eksistens, når den fungerede som arbejdsgiver. Fronterne mellem lærere og lærerinder blev trukket så hårdt op, at DLF i efteråret 1917 var tæt på en sprængning. Thora Pedersen fastholdt under forhandlingerne, at hun foruden de ca. 4.000 lærerinder også repræsenterede ca. 1.450 andre kvindelige tjenestemænd. DLFs formand H.A. Svane satte imidlertid sit formandskab ind på spørgsmålet og afværgede et brud. I lønningskommissionen var Thora Pedersen med i det såkaldte Udvalg 5, der skulle undersøge påstanden om, hvorvidt kvinder, som det hed, “ikke stod Maal med deres mandlige Kolleger i Tjenesteydelser”. Udvalget endte med tre mindretalsudtalelser. Størst tilslutning vandt den udtalelse, Thora Pedersen bl.a. stod bag, hvor principperne om ligeløn inklusive forsørgertillægget blev fastholdt. Og lønningskommissionens endelige forslag til spørgsmålet om lønreformer, lå særdeles tæt op ad det forslag, Thora Pedersen havde formuleret, og som hun sammen med kvindeorganisationerne var fortaler for. Da det endelige forslag efter to års arbejde blev afleveret til Rigsdagen, havde kommissionen vedtaget det med 15 stemmer imod seks. Det var i sandhed en sejr for Thora Pedersen og ligelønskampen. Da hun startede i kommissionen var kun to for ligeløn, resten imod. Lønningsloven af 1919 indførte ligeløn for mænd og kvinder. Ved DKs ligelønsfest samme år blev Thora Pedersen hyldet, og fra lærerinderne modtog hun en stor pengegave som tak for sin indsats. Efter sit arbejde i lønningskommissionen blev Thora Pedersen 1919-23 medlem af den store skolekommission, hvor hun især arbejdede for at give de praktiske fag en bedre placering, et arbejde, hvis resultater senere viste sig med Skoleloven af 1937. Thora Pedersens erfaringer med ligelønskampen satte på forskellige måder præg på hendes professionelle og personlige livsforløb i årene, der fulgte, bl.a. i hendes kamp for at opnå avancement til skoleinspektør. I 1916 var det blevet muligt for kvinder at søge ledende stillinger i folkeskolen, og samme år opnåede Theodora Deissner og Theodora Müller som de første kvinder uden for København at blive udnævnt til inspektører. I årene efter blev endnu et par kvinder ansat som inspektører, men der skulle gå 13 år, inden Thora Pedersen i 1929 endelig udnævntes som inspektør ved Østermarkens Skole i Ålborg. Thora Pedersen blev mødt med massiv modstand langt de fleste steder, og de hånende bemærkninger angik ikke bare hendes politiske og kvindepolitiske synspunkter, men overhovedet hendes person: “De har ikke den Kvalifikation, som jeg anser for at være nødvendig. De er ingen Mand,” som en lokal præst formulerede det, da hun på et tidspunkt søgte en stilling i Randers. Som kandidat til embedet i Ålborg var også indstillet det socialdemokratiske byrådsmedlem N. Balle. Alligevel endte sagen med, at Thora Pedersen trak det længste strå, idet den socialdemokratiske undervisningsminister F.J. Borgbjerg, der var velvilligt indstillet over for kvindesagen, benyttede sin udnævnelsesret til at afgøre sagen til hendes fordel. Thora Pedersen var som mange af samtidens lærerinder og lærere optaget af de reformpædagogiske tanker, der i midten af 1920’erne var udgangspunkt for meget af det pædagogiske udviklingsarbejde, der fandt sted i den danske folkeskole. Hun oprettede en skolehave, arbejdede for en styrkelse af de praktiske fag, udsmykkede skolen med kunst, så børnene kunne få smukkere rammer at lære i og forsøgte i det hele taget at gøre skolen til “Barnets Hus”, som hun kaldte det, inspireret af den italienske pædagog Maria Montessoris tanker. Allerede i 1914 havde hun besøgt Montessoriskolen i Rom, og 1916 studerede hun småbørnsundervisning i Sverige. I 1925 var hun i Canada og USA, hvor hun bl.a. deltog i et kursus på Columbia University, der omfattede besøg på seminarier, ungdoms- og børneskoler. På rejsen repræsenterede hun Danske Kvinders Nationalråd ved International Council of Women’s (ICW) møde i Washington, hvor hun deltog i forhandlingerne i ICWs Education Committee. Thora Pedersen var bredt optaget af og aktiv i sin samtid. Hun var medlem af Det Radikale Venstre, i hvis hovedbestyrelse hun sad 1918-26. I årene 1918-26 var hun suppleant til Landstinget og 1939-43 byrådsmedlem i Ålborg. Hun var formand for Kvindevalgretsforeningen i Ålborg 1908-15 og gjorde sig også gældende i DK, 1922-38 som medlem af styrelsen. Hun var en uforlignelig taler, der bl.a holdt foredrag om aktuelle emner som Kvindernes Betydning for Freden, Kvindernes Ret til Arbejde og Uddannelse og Kvindelighed og Mandlighed. I talerne fastholdt hun et kritisk blik på sin samtid, industrialiseringen og kapitalismens sociale slagside. Thora Pedersen var en stærk personlighed, men hun stod ikke alene. Med støtte fra forskellige kvindeorganisationer, især DK, og fra kampfæller i DLF som Veilgaard, lykkedes det hende at vinde den historiske sejr, der førte til loven om ligeløn i 1919. Først i 1973 blev der lovgivet om ligeløn på det private arbejdsmarked. Thora Pedersen blev æresmedlem af DK i 1945 og også udnævnt til æresmedlem af Københavns Kommunelærerindeforening. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Henriette_Petersen

Henriette Petersen

2023-04-22T23:24:30+02:00

fri anvendelse

Henriette Petersen stammede fra en københavnsk håndværkerfamilie, der må have givet deres pigebørn lyst til og mod på at gøre karriere: selv blev hun skoleinspektør, mens hendes søster Johanne P. blev forstander for Samfundet og Hjemmet for Vanføre. Som ung arbejdede Henriette Petersen nogle år som privatlærerinde, før hun i 1876 blev elev på N. Zahles lærerindekursus. Året efter tog hun en af de højeste eksaminer nogensinde, hvorefter hun blev ansat i Københavns kommunale skolevæsen. I 1894 blev Henriette Petersen, hvad hun på sine gamle dage kaldte “Forsøgskanin”. Hun udnævntes til Danmarks første kvindelige skoleinspektør, indtil 1911 ved en ren pigeskole, Dronningensgades Skole på Christianshavn, fra 1911 til sin pensionering i 1920 ved Prinsessegades Skole, der i hendes funktionstid blev ren drengeskole. I omtalen af hende som vordende skoleinspektør siges, at hendes evne til at omgås eleverne var præget af mildhed og omhu, hun var “billig tænkende mod dem”, men hun var også afholdt af børnenes forældre, som hun forstod at engagere i skolens arbejde. Det sidste har været værdifuldt, da hun blev sat som leder af en pigeskole, hvis elever for manges vedkommende kom fra belastede hjem. Den nybyggede skole var den første i den kbh.ske kommuneskoles historie, som blev en ren kvindearbejdsplads; man indsatte end ikke en mandlig viceinspektør, og der blev fra skoledirektionens side holdt et skarpt øje med skolen. Og ikke mindst med dens leder. Hun følte sig overvåget, ikke blot personligt, men som repræsentant for danske lærerinder: gik noget galt, ville man ikke blot laste hende, men den samlede stand. Men hun var tilsyneladende meget respekteret blandt kolleger for sin faglige dygtighed og sine forhandlingsevner. Hun sad som Skoleinspektørforeningens ene repræsentant af tre i det stående udvalg til affattelse af nye skoleplaner for byens kommuneskoler, var fra 1904 medlem af Pædagogisk Selskabs bestyrelse og i mange år censor i praktisk undervisningsfærdighed ved lærereksamen. Som leder af en stor skole i et af hovedstadens fattigste brokvarterer lå det i stillingen, at Henriette Petersen måtte engagere sig i filantropisk arbejde, hun var således medlem af forskellige tilsynsråd og sad i bestyrelsen for Landbørns Besøg i København På det personlige plan ydede hun sin indsats ved at tage en lille fattig dreng i pleje. At arbejdet som leder af Dronningensgades Skole har været belastende kom frem, da hun i 1911, efter 17 år på skolen, bad om at blive flyttet til et mindre krævende hverv som leder af Prinsessegades Skole. Det var en institution med både drenge og piger, der kom fra hjem, hvor de sociale problemer var mindre påtrængende. Skolen blev imidlertid et par år efter ombygget og ændret til ren drengeskole. Henriette Petersen fik fra nu lutter mandlige kolleger, men også her blev forholdet mellem det store personale og lederen præget af tillid og solidaritet. Hun lærte, at skoledrenge under Første Verdenskrig nødvendigvis måtte fantasere om flyvemaskiner og undervandsbåde og lege krigslege i frikvartererne, og fik under de urolige forhold bl.a. problemer med stigende vagabondering. I virkeligheden kom hun fra asken og i ilden ved sit skoleskifte. Henriette Petersen var i 1891 medstifter af Københavns Kommunelærerindeforening (KKL), medlem af dens første bestyrelse og formand en kort tid i 1894. Da hun i august tiltrådte skoleinspektørembedet, frasagde hun sig formandskabet og skabte dermed præcedens for, at en lederstilling i det offentlige skolevæsen udelukkede høje tillidsposter i foreningen, formentlig en klog praksis i de første mange kampår. Hun fortsatte foreningsarbejdet som medlem af repræsentantskabet indtil 1911, og hun var tillige i en årrække revisor i Kvindernes Bygning. Henriette Petersen havde et nært samarbejde med nr. to i rækken af kvindelige skoleinspektører Mathea Haunstrup og med lærerinden Augusta Fenger, der i sin tid havde været hendes alvorligste konkurrent til inspektørembedet. De tre afløste hinanden på formandsposten i KKL i årene 1894-1900, og de var alle medlemmer af det stående udvalg, bl.a. i de vigtige år op til 1908, hvor man vedtog læseplaner, der blev anvendt i de næste årtier. Samarbejde, kvindepolitisk som pædagogisk, og et netværk af gode kolleger var en nødvendighed for Henriette Petersen. Som så mange andre af sine kvindelige kolleger på den tid var Henriette Petersen berejst, men hun fandt også tid til at engagere sig i politisk arbejde for Højre, senere Det Konservative Folkeparti. Hun var medlem af Den kommunale Vælgerforenings bestyrelse og var opstillet som kandidat til Borgerrepræsentationen i 1912, 1913 og 1917, men opnåede ikke valg. Henriette Petersen var pioner på en uriaspost som den første leder af en offentlig skole i Danmark. Hun var fremragende fagligt og menneskeligt udrustet til at bestride sin udsatte stilling, og hendes horisont var ikke begrænset til skolens verden. Hendes liv blev initiativrigt, fremsynet og præget af personligt mod, fra hun som medstifter af KKL var med til at lægge en kvindepolitisk linie til forbedring af sine kollegers kår, til hun som ældre skoleinspektør også viste flaget, da kvinder fik mulighed for at deltage i kommunalpolitisk arbejde. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Johanne_Petersen_-_skoleleder

Johanne Petersen

skoleleder

2023-04-22T23:24:31+02:00

fri anvendelse

Samfundet, som antager sig vanføre og lemlæstede Børn (SB) blev stiftet i 1872 af præsten Hans Knudsen. Samfundet var en selvejende institution, hvis økonomi trods nogen offentlig støtte afhang af filantropi, en kombination, der var typisk for 1800-tallets sidste halvdel. Samfundet udvikledes til en af dansk socialforsorgs betydelige institutioner og blev på grund af sin rationelle behandlings- og oplæringspraksis et mønster til efterfølgelse i Europa. I 48 år var Johanne Petersen tilknyttet virksomheden, i de 36 år, fra 1886 til 1922, som dens ubestridte leder. Johanne Petersen kom fra en velstillet håndværkerfamilie. Søsteren Henriette Petersen blev Danmarks første kvindelige skoleinspektør og var livet igennem sin søsters og vanføresagens trofaste forbundsfælle. I modsætning til sin stærke søster var Johanne Petersen svagelig som ung og fik formentlig derfor ingen uddannelse. Under en indlæggelse på Diakonissestiftelsen omkring 1870 traf hun Hans Knudsen, på det tidspunkt stiftelsens præst, og han fattede tillid til den unge pige og indviede hende i sine planer om at skabe en institution for handicappede børn. Det var hans kongstanke, at de vanføre ikke blot skulle hjælpes rent lægeligt, men oplæres til at blive “et virksomt Led i Samfundet og ikke en Byrde for dette”. Da han i 1872 havde stiftet SB, opfordrede han Johanne Petersen til at påtage sig arbejdet som lærerinde for de vanføre børn. Først afslog hun, men en dag sendte han hende en lille enarmet pige, der skulle hilse og sige, at hun gerne ville lære at sy og strikke, og dermed var sagen afgjort. Johanne Petersen begyndte at arbejde for SB i 1874, og da Knudsen døde i 1886, blev hun hans efterfølger som forstander. Den skrøbelige unge kvinde fik med tiden et jernhelbred og en tilsvarende energi. Fra begyndelsen var Johanne Petersens ansvarsområde oplæring af de vanføre, og disse var fra 1880 ikke blot børn, men handicappede i alle aldre. Ved Christian 9.s mellemkomst var det lykkedes at få det beskedne statstilskud på 4.000 kr. fordoblet, og vanføre blev sat i lære hos forskellige håndværksmestre i København, ligesom nogle af børnene blev sendt i skole. Men en svært belastet gruppe kunne ikke hjælpes ad den vej, og Skolen for Enhaandede og Lamme blev Johanne Petersens første pionerindsats, hvor hun fra 1874 i sit eget hjem samlede en lille gruppe piger, og fra 1878, da SB ved Diakonissestiftelsens hjælp fik eget værksted, tillige drenge. Med assistance fra SBs bandagist konstruerede Johanne Petersen en sypult, den første tekniske landvinding i oplæringen af de vanføre børn, senere kom adskillige andre hjælpemidler til. Og hun måtte selv gå i lære. Først hos nogle gamle koner, der lærte hende at sy kludesko og sække, og med tiden skaffede hun sig indsigt i mange håndværk. Hun satte sig ind i talrige produktionsprocesser og det dertil knyttede maskineri, en nødvendig forudsætning for etablering af arbejdsgange og hjælpemidler, der var egnede for handicappede. De forskellige håndværk, der med tiden blev inddraget, afspejlede de voksende forventninger til patienternes oplæring, som den indhentede erfaring muliggjorde. Hvor Knudsens udgangspunkt havde været, at Johanne Petersen skulle lære nogle lamme småpiger at reparere deres eget tøj, tog hun initiativ til talrige nye gøremål, der satte børnene i stand til også at forarbejde salgbare artikler, det første skridt på vejen mod en selvstændig tilværelse. Med sygeplejersken Thora Fiedlers ansættelse i 1894 fik Johanne Petersen en medarbejder, der gennem næsten 25 år i SBs bandageri skabte en række fremragende hjælpemidler til brug i de vanføres hverdag. Gennem sin daglige omgang med SBs patienter indså Johanne Petersen, at et handicappet barn ikke nødvendigvis også var ubegavet. Men alt for mange fik end ikke almindelig skoleundervisning. Mange børn kunne ikke færdes på gaden, adskillige kom fra dårligt stillede hjem, og provinsbørn var udelukket fra antagelse i SB, med mindre der kunne skaffes dem husly i en københavnsk familie. Det var derfor et stort fremskridt, da det i slutningen af 1880’erne lykkedes at åbne et pensionat for udenbys patienter. Der var kun plads til syv, så Johanne Petersen opløste sit hjem og lejede for egen regning to lejligheder i det indre København, den ene til piger, hvor hun selv boede, den anden til en flok drenge. I løbet af kort tid husede hun 45 børn. Denne anden pionerindsats skulle vise sig at blive afgørende for vanførearbejdet: Uden omhu for de vanføres liv i alle detaljer var det umuligt grundlæggende at hjælpe dem. I 1893 stiftedes foreningen Hjemmet for Vanføre, hvis forudsætning var, at hjemmet kun måtte huse børn og unge, der var antaget til behandling eller oplæring i SB. Hjemmet kom dermed i faste rammer og fik fra 1899 statstilskud. Skolespørgsmålet løstes, da lærerinden Thora Constantin- Hansen i 1896 blev ansat til at undervise i de almindelige skolefag. Skolen blev støttet af Københavns kommune fra 1898, og Constantin-Hansen og Johanne Petersen kappedes om at sætte sig stadig højere mål for deres børn og unge. Få år før var nogle af de uddannede vanføre blevet ansat som lærere ved institutionen, der således også blev arbejdsgiver for vanføre. Omkring 1890 arbejdede seks vanføre lærere og 12 udlærte, lønnede vanføre på institutionens værksteder, arbejdsstuer, som de nu kaldtes. I 1896, året før SBs 25-års jubilæum, flyttede institutionen ind i egen bygning på Toldbodvej. Værksteder, poliklinik, bandageri, skole og hjem kom under samme tag, og få år efter kunne en ortopædkirurgisk sengeafdeling åbnes. Et sanatorium og et børnehjem var da allerede inddraget under SBs virksomhed. Fra 1903 modtog man så vidt muligt klinikpatienter af alle aldre og begge køn i hjemmet. Johanne Petersen var i så høj grad drivkraften i arbejdet, at hendes samarbejde med hjemmets bestyrelse nu og da blev belastet af hendes mange “Ideer”. Bestyrelsen kunne med nogen ret hævde, at hun overskred foreningens vedtægter, men efter Johanne Petersens mening var intet for godt til de vanføre, hvis tilværelse i forvejen var byrdefuld. Naturligvis hæmmedes hendes virketrang af de snævre økonomiske bånd, og pengemangel hvilede som et tryk over hendes ellers så lykkelige arbejdsliv. Johanne Petersen havde en sjælden evne til at begejstre medarbejdere for sagen. I adskillige år hed det ved lønudbetaling ikke: “Hvor meget skal De have?” men: “Hvor lidt kan De nøjes med?” Omvendt tålte hun måske ikke, at nogen kom helt op på siden af hende, et par fremragende medarbejdere forlod efter mange års indsats institutionen lidt brat. I 1908 blev Samfundet, som antager sig Vanføre og Lemlæstede omsider sammensluttet med Hjemmet for Vanføre under navnet Samfundet og Hjemmet for Vanføre, og i 1910 indviede man dets udvidede og ombyggede domicil. Både på skrift og i tale deltog Johanne Petersen i debatter om abnormskoleundervisningen, og ved 25- års jubilæet i 1897 modtog hun Fortjenstmedaljen i guld. Med tiden blev hun internationalt hyldet som pioner i vanførearbejdet. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Ludi_Petersen

Ludi Petersen

2023-04-22T23:24:34+02:00

fri anvendelse

Tre barndomsvilkår kom til at præge Ludi Petersen: ni år gammel mistede hun sin fader, der faldt ved Dybbøl i 1864, hun var elev i N. Zahles Skole i ti år, og hun levede dør om dør med Vartov valgmenighed, fra hendes moder som enke flyttede ind i Det Harboeske Enkefruekloster i Stormgade. Kærlighed til det tabte land, trang til at erhverve solide kundskaber for at kunne forsørge sig selv og en lys gudstro var grundpiller i hendes aktive, muntre liv. Som 17-årig blev hun huslærer for latinskolebestyrer Hartvig Frisch’ tre døtre, i et stort, levende hus, der ud over familien også var hjem for en flok gymnasiedrenge. Blandt hendes elever var en lille forfatterspire Gyrithe på seks, og som årene gik, fik Ludi Petersen overbevist hende om, at netop hun burde lære meget, hvilket den voksne Gyrithe Lemche senere mindedes med taknemmelighed. Under huslærerårene videreuddannede Ludi Petersen sig og læste bl.a. fransk og historie. I 1884, efter 12 år som huslærer, meldte hun sig til N. Zahles privatlærerindekursus, tog institutbestyrerprøve med fransk som hovedfag og begyndte at undervise i sin ældre søster Margrethe Dodts pigeskole. Forbindelsen til familien Frisch blev bevaret, Ludi Petersen og Gyrithe forblev nære veninder. Ludi Petersens næste pædagogkarriere blev kort. I sommeren 1885 forlovede hun sig med papirhandler Louis P., og et halvt år efter giftede de sig. Louis P. havde på grund af sin faders formuetab under pengekrisen i 1857 måttet arbejde, fra han var ni. Han kom i lære i sin farbroders beskedne papirhandel, som han senere overtog, sammen med ansvaret for sin talrige familie. Han udviklede forretningen til landets førende, bl.a. med hovedforhandling af statens papirer, og opførte i 1902 den statelige ejendom Hvælvingen på Nikolaj Plads. Han var ikke nogen robust mand og led af en kronisk lungesygdom. Det var to modne mennesker, der i 1886 valgte hinanden, på én gang hinandens modpoler og åndeligt nært beslægtede. Deres ægteskabs sorg var tabet af det eneste barn, en dreng, der døde kort efter fødslen. De var begge musisk begavede og kulturelt interesserede, i deres hjem kom venstreradikale personligheder som Edvard Brandes og Karl Larsen, de følte sig ansvarlige, ikke blot for deres nærmeste, men for samfundsudviklingen. Han var autodidakt, hun veluddannet. Han var en reserveret og depressiv ironiker, hun udadvendt og “sanglærkeglad”, som han skrev i et af de mange kærlighedsdigte, de udvekslede. I fællesskab støttede de den sønderjyske sag og udførte et stort, efter deres død fortsat og videreudviklet, arbejde for enlige mødre med småbørn. Louis P. ønskede at højne det åndelige niveau hos handelsstandens unge og meddelte allerede før ægteskabet Ludi Petersen, at det var hans hensigt at oprette en skole, der kombinerede højskolens almendannelse med et fagligt indhold. Ideen var aktuel i de sidste årtier af 1800-tallet, højskolens betydning for den danske landboungdom var åbenbar. Det blev Ludi Petersen, der kom til at realisere sin mands livsdrøm. Skønt hans formue ikke var så stor som forventet, og hun testamentarisk ikke var forpligtet til at vove forsøget, som Askovforstanderen Ludvig Schrøder for øvrigt havde frarådet, satte hun efter ægtefællens død alle sejl til: “Mit Skib er sprunget læk, og i Lækken har jeg stoppet Højskolen,” skrev hun, kort før hun i november 1905 åbnede Købmandshvile, Den Danske Detailhandler-Højskole på det landsted, som ægteparret i 1890’erne havde bygget i Hørsholm. Skolen var en succes fra starten og kom til at bestå i 70 år. Allerede det første år meldte de 23 kursister sig, som kunne rummes under de snævre pladsforhold. I 1911 rejstes på en tilstødende grund en moderne skolebygning, og 1912-19 afholdtes, ud over mændenes seksmåneders kursus, en tremåneders sommerskole for unge piger. Ludi Petersen fungerede ikke som forstander, den første i rækken af unge grundtvigianske løver, der kom til at bestride posten, var den senere stiftsprovst Johannes Fog-Petersen, der sammen med Ludi Petersen fik skabt skolens rutiner og traditioner og placeret den i lokalbefolkningens bevidsthed. Selv var hun højskolemoder og lærer i en række fag, bl.a. engelsk og tysk. Zahle-eleven, der havde lært at kræve basale forkundskaber, fornægtede sig ikke: Den obligatoriske time mandag morgen var grammatik ved “Fru Ludi”! Skolens åbning blev overværet af adskillige af højskolens dignitarer, og Schrøder stod bag udarbejdelsen af kursusplanerne, alligevel blev Købmandshvile kritiseret i Højskolebladets spalter næsten fra starten. Kredse inden for folkehøjskolen så skævt til et initiativ, der måske ville vægte faglige kundskaber højere end den grundtvigske dannelse. Desuden var Købmandshvile den første højskole, der på landsplan henvendte sig eksplicit til byungdom og specielt detailhandlens unge. Takket være Ludi Petersens klare opfattelse af en højskoles opgave, blev Købmandshvile aldrig en handelsskole, af dens elevflok kom en større procentdel fra provinsbyer end fra København og bemærkelsesværdigt mange fra Færøerne. I Ludi Petersens hænder blev Louis P.s drøm til dåd. Hun døde som han alt for tidligt og blev som han begravet fra Vartov, hvor de i sin tid var blevet viet. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Frederikke_Pio

Frederikke Pio

2023-04-22T23:27:03+02:00

fri anvendelse

Frederikke Pio voksede op som den yngste af en søskendeflok på 17 i det indre København Hendes fader, som var af fransk afstamning og tidligere havde været skuespiller, var danselærer ved kadetskolen. Det var således et miljø meget forskelligt fra de grundtvigske landbokredse, hvor hun gjorde sit navn kendt. Hendes ansættelse som huslærer på herregården Hessel på Djursland bragte hende i forbindelse med den grundtvigske præstefamilie la Cour på egnen. Som 24-årig blev hun lærer for de børn, Asta Grundtvig havde bragt med ind i ægteskabet med N.F.S. Grundtvig, og hun opholdt sig de følgende fire år i deres hjem. I somrene 1866 og 1867 var hun lærer ved Christen Kolds højskole på Fyn, inden hun startede sin egen pigehøjskole i Åle ved Horsens i november 1867 og dermed blev den første kvindelige forstander på en grundtvigsk højskole. Frederikke Pios pigehøjskole blev oprettet med hjælp fra en kreds af egnens grundtvigske mænd, som hun havde fået kontakt med i familien Grundtvigs hjem. Hun ledede skolen og underviste sammen med Charlotte la Cour og sognets lærer Anders J. Dahl. Skolen havde den første vinter 26 elever, men året efter kun otte, hvorfor Frederikke Pio afhændede skolen til ægteparret Dahl, som med held drev den videre. Det synes især at have været Frederikke Pios musikalske evner, der var hendes styrke i højskolearbejdet: “Der var frejdig Sang fra Morgen til Aften og Danselege i det grønne.” Hun komponerede i 1860’erne på N.F.S. Grundtvigs opfordring en melodi til hans digt Ser til Fuglene i Luften. Men ifølge sit eftermæle blandt grundtvigianere var hun mere sværmerisk betaget af det jyske landboliv, end hun var dybtgående kaldet til et folkeligt oplysningsarbejde. Ikke desto mindre fortsatte hun i efteråret 1869 sit arbejde ved en anden pigeskole i Tørskind ved Vejle, hvor hun benævntes bestyrerinde, da hun i 1870 giftede sig med gårdmand Jørgen Olesen. Også sammen med ham søgte hun at holde højskole på gården, men uden tilstrækkelig elevtilgang. Til gengæld fik hun i 1879 præmie for ost på udstillingen i Vejle og understøttelse af landboforeningen til en studierejse til Holland. I 1880 rejste familien til København, hvor de drev en forretning, indtil de i 1892 emigrerede til USA. Frederikke Pio fastholdt der sin tilknytning til dansk og grundtvigsk kultur og skabte sig et smukt eftermæle for sin store hjælpsomhed over for mennesker i nød. Frederikke Pio tilskrives et ildfuldt temperament, havde let til begejstring og hurtige standpunkter, var altid energisk og selvopofrende i kamp for de idéer, hun var optændt af. En rig fantasi og usædvanlig handlekraft, musikalitet og store sproglige evner er de egenskaber, der især er blevet fremhævet som karakteristiske for hende. I de grundtvigske landbokredse har hun på mange måder været en fremmed fugl. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Else_Printz

Else Printz

2023-04-22T23:27:27+02:00

fri anvendelse

Else Printz var en af de mest fremtrædende af de privatpraktiserende musikpædagoger, der indtog en central position i perioden fra statsautorisationen af musikpædagogisk eksamen i 1940 og frem til den store fremvækst af kommunale musikskoler i Danmark fra 1970’erne. Hendes virke blev bestemt af et mangesidet kreativt og organisatorisk talent, og hun blev kendt som den musikpædagog, der integrerede musikforståelse og musikhistorie i instrumentalundervisningen. Else Printz gik på Musikkonservatoriet med klaver som hovedfag 1924-28. Som klaverlærere havde hun Anna Thorup og Dagmar Bendix. Efter konservatorietiden studerede hun bl.a. tonika-do hørelære hos Ida Löppenthien i Frankfurt an der Oder. Hun bidrog til tidens diskussion om skærpelsen af kravene til den musikpædagogiske fagprøve og fik indflydelse på klaverlæreren Olaf Jacobsens tanker om begynderpædagogik. 1934 udgav hun selv, sammen med Christy Bentzon og Anna Veibel, en begynderklaverskole, ... så begynder vi, endvidere i 1946 en Klaverskole sammen med Knud Leopold Nielsen. Her tager forfatterne udgangspunkt i, at eleverne skal synge, før de kan spille, fordi deres rytme- og fraseringsfornemmelse derved skærpes. Klaverskolen inspirerer også til begyndende formlære og musikhistorie. Else Printz, der komponerede til undervisningsbrug og børnekor, lod også sine elever komponere selv og skrev en artikel i Dansk Musiktidsskrift om, hvordan hun systematiserede denne form for undervisning. Else Printz havde en litterær åre og skrev sangtekster, causerier, sketches m.m. til Danmarks Radio, Politiken og Tidens Kvinder. I 1942 skrev hun en pigebog Billet mrk. Sommerferie, der blev rost for sin humor og ukrukkethed. Fra 1947 blev hun fast knyttet til det nystartede ugeblad Alt for damerne og var i en periode medredaktør af bladet. I en årrække skrev hun causerier under rubrikken Bettina funderer og redigerede brevkassen Betro Dem til fru Nini! De indtægter, hun fik som skribent, samt hendes overtagelse i 1947 af forældrenes villa på Zeuthens Allé 5 i Hellerup satte hende i stand til at arbejde hen mod sit musikpædagogiske mål: En musikskole, hvor eleverne ikke alene lærte at spille klaver eller et andet instrument, men også blev opdraget til at blive gode lyttere ved at få en mere bevidst forståelse af musikkens former og historie. Hun underviste både børn, unge og voksne og instruerede også musiklærere i begynderundervisning, tonika-do hørelære, børnepsykologi, undervisningsmaterialer m.m. I 1953 fik Else Printz anledning til at lave en udsendelsesrække Lyt til musikken! i Danmarks Radio. Her gennemgik hun musikalske elementer som fx dynamik, rytme og melodi for voksne begyndere og illustrerede begreberne med musikeksempler. Med sin pædagogiske sans og improvisationsevne skabte hun her en levende undervisningssituation, der også appellerede til et stort antal radiolyttere. Else Printz mente, at det vigtigste musikpædagogiske mål var at uddanne gode musiklyttere, og ca. 2.000 elever, børn og voksne, heriblandt tronfølgeren, den senere Margrethe 2., fik beriget deres forhold til musik på hendes private musikskole. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/K.S.A._Pr%C3%A6stgaard

K.S.A. Præstgaard

2023-04-22T23:27:31+02:00

fri anvendelse

K.S.A. Præstgaard var med sit virke som gymnastiklærerinde i første halvdel af 1900-tallet en af kvindegymnastikkens pionerer. Den eneste formelle uddannelse, hun fik, var korte kurser på N.H. Rasmussens gymnastikinstitut. Her blev hun introduceret til svensk gymnastik, og hun fik hurtigt tildelt ansvar og tillidsposter også i de frivillige idrætsorganisationer. Hendes store villa på Frbg., som hun delte med flere kolleger, blev et centrum i det voksende netværk af gymnastiklærerinder både i Danmark og de øvrige nordiske lande, og herfra blev der også bygget bro mellem gymnastikmiljøet og kvindebevægelsen. K.S.A. Præstgaards arbejdsliv var karakteriseret af tre sideløbende engagementer. Gennem selvstudium kvalificerede hun sig til ansættelse som lærerinde i gymnastik, regning og matematik på Schneekloths Skole, hvortil hun var knyttet i over 40 år fra 1894 til 1938. Hun var en dygtig, myndig og engageret lærerinde, som bag et strengt ydre rummede både varme og humor. Desuden underviste hun 1907-39 på Teilmanns Institut for Sygegymnastik og Massage, en forløber for senere fysioterapeutuddannelser. Endelig var hun fra 1908 og de følgende ca. 20 år ansat i Statens Gymnastikinspektion, hvor hun førte tilsyn med skolernes pigegymnastik uden for København Dette arbejde delte hun med Sigrid Nutzhorn og Else Thomsen, to andre pionerer inden for dansk kvindegymnastik. Til Else Thomsen havde K.S.A. Præstgaard hele sit liv nære faglige og personlige relationer, dels som kollega og bofælle, dels gennem deres fælles engagement i Københavns Kvindelige Gymnastikforening (KKG). I 1891 var K.S.A. Præstgaard begyndt at gå til gymnastik i KKG, der var stiftet af gymnastiklærerinder i 1886 som Danmarks første kvindelige gymnastikforening, og hun fortsatte som leder, først kasserer og siden formand 1898-1902 og 1906-20. Årsagen til afbrækket i den lange formandsperiode var en intern konflikt om den mandlige gymnastiklærer på foreningens førstehold. Hans øvelser var for kraftfulde for de kvindelige gymnaster, mente KKGs ledelse, og K.S.A. Præstgaard valgte at trække sig som formand på grund af uroen omkring dette hold. Da den fløj, der foretrak den mere kraftfulde gymnastik, trådte ud og stiftede Kvindelig Idrætsforening i 1906, vendte hun tilbage til formandsposten i KKG. Samme år inviterede hun den finsk-svenske gymnastikpædagog Elli Björkstén til at afholde et gymnastikkursus for KKGs lærerinder. Ifølge Björkstén var det nødvendigt at udvikle en særlig gymnastik, som var i harmoni med kvindens natur, ligesom hun mente, at kun kvinder burde undervise andre kvinder. Kurset kan ses som en gymnastikpolitisk markering fra K.S.A. Præstgaards side, og det blev startskuddet til indførelsen af den Björksténske kvindegymnastik i Danmark, der både fik fodfæste på Snoghøj Gymnastikhøjskole under ledelse af Jørgine Abildgaard og Anna Krogh og i skolens pigegymnastik. Gymnastisk Selskab stiftedes i 1899 som en interesseorganisation for gymnastiklærere og -ledere, og K.S.A. Præstgaard sad i organisationens hovedbestyrelse 1899-1916, i en periode som formand. 1907-16 var hun desuden redaktør af Gymnastisk Tidsskrift. Hendes medredaktør var professor i gymnastikteori ved Københavns Universitet J. Lindhard, som hun også var kollega med på Teilmanns Institut. Hun havde trods manglende formel uddannelse stor viden om anatomi og fysiologi og fik et jævnbyrdigt samarbejde med Lindhard. Sammen med bl.a. Else Thomsen støttede hun Björksténs initiativ til en formalisering af kontakten mellem Nordens gymnastiklærerinder. Nordisk Forbund for Kvindegymnastik stiftedes i 1922 med det formål at udvikle og udbrede den særlige kvindegymnastik. K.S.A. Præstgaard var næstformand og medredaktør af forbundets tidsskrift Nordisk Kvinnogymnastik 1924-36. Hun var tillige medlem af bestyrelsen for såvel de voksnes som børnenes idrætsmærke, efter at hun havde deltaget som Undervisningsministeriets repræsentant i Idrætsmærkets stiftelsesmøde i Stockholm 1921. Desuden var hun tidligt involveret i kvindesagen som medstifter af Dansk Kvinderaad, det senere Danske Kvinders Nationalråd, i 1899, og hun sad en årrække i bestyrelsen, ligesom hun også blev bestyrelsesmedlem i Kvindernes Bygning. På grund af hendes udprægede retlinethed og sikre dømmekraft benyttede Privatskolernes fagordnede Lærerforening K.S.A. Præstgaard som forhandler. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Hedevig_Quiding

Hedevig Quiding

2023-04-22T23:21:05+02:00

fri anvendelse

Hedevig Quiding var født og opvokset i et jævnt miljø i Adelgadekvarteret i København, og hun udviklede en djærv og direkte replik, der senere blev karakteristisk for hendes journalistik. “Hendes Pen var lige saa rap og ilter som hendes Tunge,” skrev hendes kollega, musikkritikeren Kai Flor i sin nekrolog over hende. Hedevig Quiding gik ikke på Musikkonservatoriet, men fik som ganske ung sangundervisning hos professor Carl Helsted, og det var ham, der anbefalede hende til Det Kgl. Teater, hvor hun 19 år gammel fik sin debut som Philine i A. Thomas’ opera Mignon. Dernæst rejste hun til udlandet og fik undervisning hos den berømte sanglærer Désirée Artôt de Padilla, først i Berlin, siden i Paris, her samtidig med Elisabeth Dons. I en femårig periode gav hun en del koncerter i Tyskland og havde en række engagementer, bl.a. ved den kejserlige opera i Berlin, hofoperaen i München og Nürnbergoperaen. Hendes optræden omfattede omkring 40 roller, især i koloraturfaget, heriblandt Gilda i Verdis Rigoletto og Marie i G. Donizettis Regimentets Datter. Efter sin hjemkomst til København optrådte hun i en periode jævnligt ved koncerter i hovedstaden og provinsen, en af hendes sidste optrædener var i Glassalen i Tivoli i sommersæsonen 1902. Selv om Hedevig Quiding havde en “omfangsrig, usædvanlig god og smidig, høj Sopran” samt en “flot bravourmæssig Syngemaade”, som det hed i Ekko, 1899, blev det imidlertid kun i sine unge år, hun gjorde sig gældende som sanger. Lidt efter århundredskiftet blev hun i stedet optaget af journalistik og sangundervisning. Hun lavede en morsom artikelserie om sine “Vandreaar” i Dannebrog og begyndte sin musikanmeldervirksomhed ved Folkets Avis og i provinspressen. Endvidere skrev hun i forskellige ugeblade, bl.a. Vore Damer. Fra først i 1920’erne var hun musikanmelder i B.T., og det var her, hendes altid uforbeholdne vurdering, udtrykt i et undertiden drastisk sprog, afvekslende kunne såre og opmuntre dem, hun tog under behandling, ofte sangere. Hun besad den sjældne journalistiske evne at kunne skrive 100% mundret, og da hun samtidig havde meget bestemte meninger om alting, var hendes artikler skarpe, impulsive og undertiden begejstrede eller krigslystne. Hedevig Quidings forståelse for samtidsmusikken var ringe, og da I. Stravinsky tiljublet af publikum spillede sin egen klaverkoncert i Tivolis Koncertsal i 1924, karakteriserede hun den som hæslig, “selv om der lurede et sygeligt Talent bagved det hele”. Omtrent samtidig med at Hedevig Quiding begyndte at skrive, afbrød hun sin koncertvirksomhed og kastede sig over sangundervisning. Hun havde allerede en vis praksis bag sig, da hun i 1903 sammen med skuespilleren Anna Ingwersen-Greibe, balletdanseren Agnes Nyrop, der også var lærer i plastik på Musikkonservatoriet, oprettede Københavns dramatiske Konservatorium, hvor unge skuespillerspirer kunne få deres første introduktion til dramatisk teknik. Institutionen blev kun en kort parentes i Hedevig Quidings virke. Hendes private soloundervisning i sang antog derimod et vældigt omfang, og ud over vordende professionelle sangere underviste hun også skuespillerinder, som hun tilbød timer til reduceret pris. Hun havde i perioder ca. 40 elever, blandt dem kan nævnes skuespilleren Amélie Kierkegaard, koncertsangeren Vibeke Edmund og den unge Liva Weel. I sine erindringsartikler i Berlingske Tidende i 1940 beskrev Weel rammende sig selv og den excentriske og energiske Hedevig Quiding med karakteristikken “vi to Originaler”. Lige så entusiastisk Hedevig Quiding kunne være, når hun anbefalede sine elever til teatret, lige så advarende kunne hun udtrykke sig skriftligt om sangkarrierens slidsomme og usikre vej, fx i artiklen Kvindernes Chancer som Opera- og Koncertsangerinder i Kvindernes Aarbog fra 1912. Også i sin undervisning var hun altid engageret, og hun anvendte et bredt musikalsk repertoire, hvor operette- og skuespilmusik indtog en fremtrædende plads. Hun var en habil pianist og akkompagnerede ved sine præsentationskoncerter selv eleverne. Efter at være blevet separeret fra sin anden ægtefælle boede Hedevig Quiding sammen med sin gamle moder i det nedlagte Frederiks Hospital i Amaliegade, hvor der også logerede andre kunstnere og særprægede personligheder. Her havde hun det, der undertiden blev kaldt hendes “Sangerinde-Fabrik”, i et par kæmpestore tidligere sygestuer. Samme sted etablerede hun, der var en passioneret dyreelsker, også sit menageri bestående af katte, hunde, fugle, en abe, en rotte og diverse andre dyr. Da det gamle hospital blev omdannet til Kunstindustrimuseet, flyttede hun 1922 ud i en villa på Rosenvængets Allé med plads til både dyr og undervisning. I sine sidste år led Hedevig Quiding af en alvorlig sukkersyge. Hun havde fået amputeret den ene fod og kunne derfor ikke længere anmelde koncerter, men foranlediget af hendes situation oprettede B.T. som en nyskabelse inden for dagbladsjournalistikken en fast daglig rubrik i avisen til anmeldelse af radioudsendelser. Her kunne Hedevig Quiding fra sit hjem boltre sig med usvækket verbal kraft. Hun var blevet ret velhavende, og da hun døde på Bispebjerg Hospital efter en operation, hvor hun fik amputeret den anden fod, kom hendes originalitet også til udtryk i hendes testamente. Hun efterlod sig 100.000 kr. til et legat, hvis renter bl.a. skulle gå til gamle damer, der havde fodret hjemløse dyr, politibetjente, der havde afværget mishandling af dyr, forhenværende sanglærerinder samt sygeplejersker, der gerne ville gå til opera i Det Kgl. Teater. Hendes bidske og beske væremåde blev ikke mildere med årene, og til hendes “hensynsløst ærlige, alt andet end fornemme Ligefremhed”, som musikkritikeren Axel Kjerulf udtrykte det, kom en rastløs foretagsomhed. Hedevig Quiding helmede aldrig, før det lykkedes hende at hjælpe sine talentfulde elever på vej i en karriere. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Hedvig_Ramsing

Hedvig Ramsing

2023-04-22T23:21:23+02:00

fri anvendelse

Hedvig Ramsing var den næstyngste i en søskendeflok på 13, seks piger og syv drenge, der alle ud over en pige, der døde som spæd, nåede til skelsår og alder. Forældrene var nært knyttet til den danske folkekirke og gav deres børn en kristen opdragelse. Mod deres ønske gik Hedvig Ramsing i sine ældre søstre Margrethe R. og Augusta Utke R.s fodspor og konverterede til katolicismen, en social skandale på den tid. Tilsyneladende var familien dog ikke så fordømmende over for Hedvig Ramsing som over for hendes to søstre, der blev forvist fra hjemmet. Hedvig Ramsing blev uddannet som lærerinde 1907 på N. Zahles Seminarium og underviste som sine søstre på Skt. Joseph Søstrenes pigeskole, der i 1915 flyttede fra Toldbodvej til Østerbro som Institut Saint-Joseph. Dertil var hun meget aktiv inden for den katolske kirke, hvor hun gik ind i ungdoms- og oplysningsarbejde og bl.a udøvede en omfattende foredragsvirksomhed. I 1917, 31 år gammel, besluttede hun sig for at gå i kloster. Ligesom Margrethe R. indtrådte hun i Skt. Joseph Søstrenes Ordenssamfund og påbegyndte sin søsteruddannelse i noviciathuset på Strandvejen. Her fik hun søsternavnet Clara. Da hun gik i kloster, var mange bange for at miste hende i arbejdet med børn og unge, men hun fortsatte, kun afbrudt af nogle år i udlandet. I 1930 afløste Hedvig Ramsing storesøsteren som leder af Institut Saint-Joseph. Hun overtog også ambitionen om, at skolen skulle være en mønsterskole, og det lykkedes i vid udstrækning. Igennem årtiers virke blev hun i katolske kredse kendt som én, der både skabte respekt omkring sin skole og gennemførte en strålende uddannelse for de undervisende søstre. Dertil blev hun kendt som en banebrydende pædagog, specielt inden for religionspædagogik. I 1952 og 1954 var hun initiativtager til de første katolske religionslærermøder, der blev afholdt i Danmark med deltagelse af ordenssøstre og præster fra tre nordiske lande. Hedvig Ramsing var en dygtig skribent, men i lydighed over for klosterreglen om selvudslettelse gav hun længe afkald på at skrive, og af beskedenhed ville hun ikke optræde som forfatter til bøgerne; hendes navn blev først anført på titelbladet efter hendes død. Forfatterskabet omfatter Spredte Træk af Sankt Joseph-Søstrenes Historie, 1923, og en lang række religionsbøger for børn. Dertil kom adskillige salmer uden forfatternavn i den katolske salmebog. Hedvig Ramsing beskrives som en stor begavelse, blid og følsom af sind. Hun kæmpede for sine idéer og måtte derfor overvinde den beskedenhed og tilbageholdenhed, som en ordenssøster ellers er kendetegnet ved. Inden for skoleområdet var hun en pioner, der formåede at forene søsterlivet med en markant personlig karriere. Hun blev et forbillede for niecen Benedicte R, der senere fulgte samme vej. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Sofie_Rasmussen_-_kommunalpolitiker_og_l%C3%A6rer

Sofie Rasmussen

kommunalpolitiker og lærer

2023-04-22T23:24:47+02:00

fri anvendelse

Sofie Rasmussen tog lærerindeeksamen i 1886 fra Beyers, Bohrs og Femmers Kursus, og underviste først i Svendborg og siden som vikar ved Københavns skolevæsen, inden hun rejste til Oslo, hvor hun blev uddannet på det norske statskursus for skolekøkkenlærerinder. I 1898 blev hun fast ansat ved Københavns skolevæsen. I 1900 fik hun stilling som skolekøkkenlærerinde ved Østre Gasværks Skole, samme år var faget blevet indført i de øverste pigeklasser på seks kbh.ske skoler. I årene, der fulgte, var Sofie Rasmussen en central person i den kreds af lærerinder, der for alvor fik skolekøkkenundervisningen etableret. Hun samarbejdede bl.a. med skolekøkkeninspektøren for Danmarks Lærerhøjskole Karen Blicher, og sammen udgav de i 1913 Lærebog i huslig Økonomi for Begyndere, der i generationer havde status som fagets grundbog. Skolekøkkeninspektøren i Københavns kommune Eline Hansen, som Sofie Rasmussen i mange år boede sammen med, var en anden nær samarbejdspartner. Da hun døde i 1919, overtog Sofie Rasmussen hendes stilling og bestred denne indtil 1933. Hun delte sin forgængers opfattelse af skolekøkken som et “centralfag”, der forbandt teori og praksis, og hun understregede sammenhængen mellem fagets undervisning i økonomi, hygiejne og ernæringslære og de traditionelle skolefag som fx regning og naturlære. Gennem sin initiativrige og dygtige ledelse drev hun skolekøkkenet frem til en mønsterinstitution. Ikke alene blev faget indført ved flere af kommunens skoler, undervisningen blev også udvidet til at omfatte flere klassetrin. I 1920 blev husgerning tilbudsfag i 8. klasse, og det følgende år blev det gjort til obligatorisk fag i 6. klasse. 1927 indførtes en ny undervisningsplan for 6.-7. klasse. Den tilstræbte et tættere samarbejde mellem skolens praktiske og boglige fag og var stærkt præget af Sofie Rasmussens tanker om skolekøkken som centralfag. Men også på andre leder slog hendes synspunkter igennem. Den tidlige undervisning i husgerning var baseret på undervisning af eleverne i grupper eller “familier”. Blicher havde imidlertid introduceret laboratorieundervisningen som en ny pædagogisk metode i skolekøkkenet, og i sin tid som inspektør sørgede Sofie Rasmussen for at indføre og organisere denne undervisningsform i faget. De fysiske rammer for skolekøkkenet måtte udstyres herefter med individuelle arbejdspladser m.v., og både undervisningsformen og de særligt indrettede skolekøkkenlokaler blev gennem Sofie Rasmussens indsats kendt langt uden for Danmarks grænser. Gennem studierejser knyttede hun faglige og venskabelige forbindelser til pædagoger i andre lande, og en række af dem blev siden gæster ved de kbh.ske skoler, hvor de studerede hendes fortræffeligt organiserede indsats. Hun var en mester i praktisk arbejde og skabte det faglige grundlag for mange skolekøkkenlærerinder. Hun gav ikke op, før hun havde opnået et fuldt tilfredsstillende resultat, og i samarbejdet med myndigheder og arkitekter forstod hun at overbevise om sit fags store betydning og vigtigheden af at investere i smukke og praktiske skolekøkkener. Under embedet hørte ledelsen af et fortsættelseskursus og en frivillig ungdomsskole i husholdning. Disse kurser, der var gratis, besøgtes af ca. 1.000 elever om året og fandt sted i kommuneskolernes skolekøkkener. 1926-32 ledede Sofie Rasmussen en række husholdningskurser, der tog særligt sigte på gifte kvinder og enlige kvinder i eget hjem. Kurserne blev startet på initiativ af flere af de store kvindeorganisationer, men blev udbudt og betalt af kommunen og kom derfor til at høre under Sofie Rasmussen. Hun tilrettelagde undervisningen efter, hvad der særligt voldte husmødrene problemer, og kurserne fik i hendes tid stadig flere deltagere. Hun havde således hånd i hanke med skolekøkkenundervisningen på alle niveauer i landets største kommune og fik med sin meget veltilrettelagte organisering en omfattende indflydelse på et stort kvindeuddannelsesområde. Sofie Rasmussen var medlem af Dansk Kvindesamfund og fulgte med i kvindesagens spørgsmål. Hun var også politisk engageret og sad i 1919-21 i Borgerrepræsentationen for Det Radikale Venstre. Ved siden af sit daglige virke lagde hun dog især sine kræfter i fagligt og socialt arbejde med tilknytning til lærergerningen. Hun var medlem af Københavns Kommunelærerindeforenings (KKL) bestyrelse fra 1912 og var dens formand 1917-19 efter Mathilde Jensen. Hun havde i rigt mål sine kollegers tillid og bidrog aktivt til den vanskeligt opnåede sejr om ligeløn for statsansatte mænd og kvinder, som blev gennemført 1919 efter en sej indsats fra især Thora Pedersens side. Sammen med Eline Hansen stiftede hun i 1907 KKLs første feriekoloni for svagelige piger, Næs, der kom til at ligge ved Assens, og det blev indledningen til en årelang filantropisk indsats. I årene 1907-25 var hun primus motor for oprettelsen af de mange øvrige kolonier, der siden fulgte, og 1917-25 var hun tillige administrativ leder af foreningens ferie- og svagbørnskolonier. Hun ledede også kommunens skolebespisning, som hun omorganiserede og udvidede i årene under Første Verdenskrig, da mange arbejderfamilier havde trange kår. Sofie Rasmussen var en særdeles dygtig faglærer, pædagog og leder, der også havde en dyb, hjertevarm forståelse for både sine elever og det lærerkorps, hun arbejdede sammen med. Hun var stout og værdig og med en sikker myndighed, som gjorde hende til et respekteret forbillede og var også mere end almindeligt afholdt. I 1931 blev hun belønnet med Fortjenstmedaljen i guld for sin omfattende sociale interesse. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Vibeke_Storm_Rasmussen

Vibeke Storm Rasmussen

2023-04-22T23:15:35+02:00

fri anvendelse

Vibeke Storm Rasmussen blev som den ældste af tre søskende født i en socialdemokratisk familie på Amager. Hun blev student i 1964 fra Skt. Jørgens Gymnasium, dimitteredes fra Emdrupborg Lærerseminarium i 1969 og blev herefter ansat ved skolevæsenet i Ballerup. Det er især indlæring og skolestart, der har haft Vibeke Storm Rasmussens engagement og interesse. Som forfatter til et utal af bøger og pjecer om læse- og begrebsindlæring har hun markeret sig som en stærk fortaler for, at alle børn har ret til en god start og et bedre liv. 1974-93 var hun skolestartskonsulent for Ballerup kommune og fik i denne stilling sat fokus på børn med anden etnisk baggrund og deres særlige problemer med sprog og integration. Dette arbejde blev i begyndelsen opfattet som meget kontroversielt, men har med tiden fået større og større opbakning. Vibeke Storm Rasmussen havde efter studentereksamen meldt sig ind i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom og var i studieårene engageret i det intellektuelt betonede socialdemokratiske debatforum Frit Forum, som har været udklækningssted for mange af samtidens markante politikere, fx Svend Auken og Mogens Lykketoft. I 1974 blev hun indvalgt i Albertslund kommunalbestyrelse som eneste kvinde. Det førte til, at hun stiftede Aktionsgruppen for frihed, lighed og solidaritet mellem kønnene for at få flere kvinder med i det politiske arbejde. Aktionsgruppen, der bl.a. talte Inge Fischer Møller, var en meget aktiv kraft i revitaliseringen af det socialdemokratiske kvinde- og ligestillingsarbejde i 1970’erne. Bl.a. var Vibeke Storm Rasmussen initiativtager til, at der på den første landsdækkende socialdemokratiske kvindekonference i Skovlunde i 1975 blev skabt en tradition for årlige socialdemokratiske kvindekonferencer. Hun har været kandidat til Folketinget i Gentoftekredsen og har i forbindelse hermed siddet i Folketinget i kortere perioder, men det har været i det amts- og kommunalpolitiske arbejde, hun har gjort sig stærkest gældende. Efter at have været medlem af Københavns amtsråd fra 1984 blev hun i 1992 valgt som den første kvindelige amtsborgmester i Københavns amt, en post, hun beholdt ved valget i 1996. Vibeke Storm Rasmussen har ofte placeret sig i situationer, der bedst kan karakteriseres som “orkanens øje”. Hun måtte forlade hvervet som formand for Socialdemokratiets indvandrer- og flygtningeudvalg, da hun i slutningen af 1980’erne krævede stramninger på området. Hendes beslutning om at holde amtet uden for Hovedstadens Sygehusfællesskab i 1995 havde til formål at bevare amtsrådets indflydelse på sundhedspolitikken, men vakte vrede på Christiansborg og var med til at rejse debat om amternes afskaffelse. Som bestyrelsesformand 1994-97 for det nye kunstmuseum Arken i Ishøj blev hun i høj grad skydeskive for den offentlige forargelse efter afsløringen af museumslederen Anna Castbergs bedrag. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Elisabeth_Reinstrup

Elisabeth Reinstrup

2023-04-22T23:25:03+02:00

fri anvendelse

Elisabeth Reinstrup var det næstældste af fire børn i en borgerlig københavnsk familie. Da hendes forældres ægteskab blev opløst, og hendes fader blev alene med tre døtre, fik Elisabeth Reinstrup i nogle år ansvaret for sine to yngre søstre og hjemmet. I 1938 blev hun student fra Nørre Gymnasium og begyndte herefter at læse jura ligesom den beundrede fader. Mens hun endnu studerede, giftede hun sig og fik sit første barn. Hendes mand var også jurist og skilsmissebarn, så de nærede ingen illusioner om ægteskabet, og hun beholdt sit pigenavn, selvom det var ugleset i tiden. Da Elisabeth Reinstrup fik sin juridiske embedseksamen i Besættelsens sidste måneder, var det meget vanskeligt at få arbejde, ikke mindst for kvinder. Men hun havde haft et studenterjob hos Viggo Kampmann i Danmarks Statistik, og på hans anbefaling blev hun som jurist ansat blandt økonomer hos kontorchef Niels Banke i Prisdirektoratet. Direktoratet var blevet oprettet under krigsårenes krise- og forsyningsproblemer, bl.a. for at hindre misbrug af de knappe ressourcer. Her var Elisabeth Reinstrup sekretær l945-53. I begyndelsen arbejdede hun med maksimalpriser og prisskiltning, tekstil og kød. I 1950 blev hun daglig leder af den juridiske afdeling, hvor store prissager skulle afvikles i forhandling med erhvervsadvokater. Med denne baggrund blev hun i 1953 ansat som kontorchef i Statens Husholdningsråd (SHR). Men rådet, hvor Ingefred Juel Andersen havde afløst Karen Braae som formand, var præget af interne stridigheder. Der var desuden tvivl om institutionens fremtidige rolle efter oprettelsen af Forbrugerrådet i 1947, så Elisabeth Reinstrup vendte i 1955 som fuldmægtig tilbage til sin tidligere arbejdsplads, der nu var ændret til Monopoltilsynet. Handelsminister Lis Groes havde i 1955 liberaliseret priskontrolloven til en monopollov, men som noget enestående for forbrugerne havde hun samtidig skaffet mulighed for at kræve færdigpakkede varer mærket med nettovægt. Som fuldmægtig gennemførte Elisabeth Reinstrup de vanskelige forhandlinger med erhvervslivet om nettomærkning af levnedsmidler, rengøringsmidler m.v. I 1960 blev SHR moderniseret, medlemskredsen blev udvidet og ledelsen styrket ved, at der blev oprettet en ny stilling som forstander og institutionens daglige leder til aflastning af formanden. Elisabeth Reinstrup vendte nu tilbage til SHR som forstander, og denne gang blev hun der i 27 år frem til 1987. Sammen med den nye formand Karen Harrekilde Petersen blev det hende, der lagde rådets politik om fra den traditionelle landbrugslinie til en bylinie, hvor oplysningsarbejdet blev opprioriteret i forhold til forsøgsarbejdet, og hvor rådet gik i kritisk dialog med handel og erhverv. Kursændringen i SHR afspejlede sig allerede i 1961 ved udgivelsen af tidsskriftet Råd og resultater, som erstattede det tidligere Faglige meddelelser. Råd og resultater var skrevet til den almindelige forbruger og bragte rådets forsøgsresultater i en populær form sammen med artikler om andre emner af forbrugerinteresse. Bladet nåede et oplag på 70.000 eksemplarer fra ca. 3.000 i 1960. Et utal af populære pjecer blev ligeledes en voksende succes. Et af de første forbrugerpolitiske resultater var den gradvise indførelse af datomærkningen i løbet af 1960’erne. Det var en sej kamp i en tid, hvor man købte fiskehalvkonserves, smør og æg m.v. uden datomærkning eller med en kode, kun producenten kendte. Men det store løft for forbrugersagen kom med nedsættelsen af Forbrugerkommissionen, hvor Elisabeth Reinstrup var et meget aktivt medlem. Kommissionen sad fra 1969 til 1977 og lagde gennem en række betænkninger grunden til moderne forbrugerpolitik. I 1974 kom lov om markedsføring. Den indførte bl.a. erhvervslivets forbrugeroplysningspligt samt en forbrugerombudsmandsinstitution, der kunne sætte ind, hvor god markedsføringsskik var overtrådt. Samtidig blev der oprettet et generelt forbrugerklagenævn, og kort tid efter blev der vedtaget forbrugerbeskyttende regler for forbrugerkøb og postordrekøb. Elisabeth Reinstrup hentede megen inspiration i det nordiske samarbejde om forbrugerspørgsmål, hun var med til at udbygge. Fra sidst i 1940’erne var der kontakt mellem de statslige husholdningsinstitutioner i Norden. Dette samarbejde blev i 1957 på Groes’ forslag institutionaliseret gennem nedsættelsen af Nordisk Komité for Konsumentspørgsmål under Nordisk Råd. Elisabeth Reinstrup blev i 1960 udpeget som Indenrigsministeriets repræsentant i komitéen og var formand for den danske delegation 1962-74. Komitéen fungerede som en forbrugerpolitisk tænketank og har med betydelig succes virket for samordning af lovgivning, forskning og oplysning. Gennem sit medlemskab af en lang række udvalg, råd, nævn og kommissioner, bl.a. Dansk Varedeklarationsnævn og Dansk Standardiseringsråd, hvor hun var næstformand til henholdvis 1989 og 1990, har Elisabeth Reinstrup gjort en stor indsats for at forbedre SHRs forhold til erhvervslivet. I begyndelsen var hun ofte den eneste kvinde og eneste jurist i disse fora, og hun kom med den respekt, der blev skabt om hendes person, til at lette vejen for de kvinder, der fulgte efter. Elisabeth Reinstrup havde sit virke i SHR i næsten 30 år. Hun har stået fadder til mange forbrugerpolitiske forbedringer og haft stor indflydelse som forhandler og inspirator i kraft af sin sikre fornemmelse såvel for forbrugernes situation og behov som for erhvervslivets tanker og hensigter. I 1969 blev Elisabeth Reinstrup ridder af Dannebrogordenen, i 1977 ridder af 1. grad. Hun modtog i 1987 Okholmprisen. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Minna_Ronnefeld

Minna Ronnefeld

2023-04-22T23:24:15+02:00

fri anvendelse

Minna Ronnefeld er en af de få danske musikpædagoger, der også har virket i udlandet. En del af hendes arbejde har ligget i Salzburg og Wien, og hun har været foredragsholder og gæstelærer adskillige steder i Europa, USA og Canada. Såvel Minna Ronnefelds moder, der tog en fysioterapeutuddannelse for som enlig at kunne forsørge sine to døtre, som hendes mormoder spillede udmærket klaver, og Minna Ronnefeld selv begyndte at få klaverundervisning som syvårig. Hendes videre uddannelse fandt sted 1948-54 på Musikkonservatoriet, hvor hun tog diplomeksamen i klaver og musikpædagogisk eksamen i klaver og hørelære. Hun kritiserede tidligt fraværet af kropslighed og bevægelse i forbindelse med traditionel børnemusikundervisning og blev i 1953 udpeget til at deltage som repræsentant for de pædagogstuderende i en elevudvekslingsrejse til musikinstituttet Mozarteum i Salzburg. Her mødte hun den tyske komponist og pædagog C. Orff, der har givet inspiration til børnemusikundervisningen over hele verden. I 1955 fortsatte hun sine studier på Mozarteum, hvor hendes lærer blev Gunild Keetman, der var en fremragende repræsentant for den Orffske idé om sammensmeltning af sprog, bevægelse, musik og dramatik. Det følgende år overtog Minna Ronnefeld sin lærers stilling og skulle som sådan undervise i Orffs pædagogik. Det var en kæmpeudfordring for en 24-årig dansker, og Minna Ronnefeld måtte for alvor tilegne sig det Orffske idégrundlag samt improvisation, som aldrig var blevet dyrket på Musikkonservatoriet i København Som 26-årig giftede hun sig med dirigenten Peter R., som dengang var H.v. Karajans assistent ved Salzburgfestspillene. Da ægtefællen i 1959 blev ansat på Statsoperaen i Wien, rykkede familien teltpælene op. Samme år fødtes sønnen Matthias, der senere blev en lovende komponist, men som døde ung på grund af en invaliderende sukkersyge. I Wien var Minna Ronnefeld i 1960-62 gæstelærer ved Hochschule für Musik und darstellende Kunst, og hun holdt kurser om Orffs pædagogik i og uden for Østrig. Hun fulgte sin mand, da han blev operachefdirigent først i Bonn og siden i Kiel. Men efter hans tidlige død i 1965 flyttede hun tilbage til Wien, hvor hun dels blev knyttet til den østrigske radio som kritikerrådgiver, hvilket indebar, at hun gennemlyttede og vurderede allerede udsendte programmer, dels til forlaget Universal som lektør. I 1969 slog hun sig ned i København, hvor hun de første år arbejdede på Danmarks Radio som producer for ny musik og desuden underviste, bl.a. på Danmarks Lærerhøjskole (DLH). I 1975 blev hun fastansat på DLH og etablerede tværfaglige blokkurser i den Orffske pædagogik. Som seniorstipendiat gennemførte hun et storstilet forsøg på en række skoler med det formål at “udvikle en pædagogik med tættest muligt samspil og ligevægt mellem det musiske, det boglige og det praktiske”, som hun har forklaret. Projektet indgik i Minna Ronnefelds ph.d.- afhandling Det førfaglige i æstetisk dannelse, 1990. Senere var hun gæsteprofessor i musikdidaktik i Salzburg, hvor hun virkede 1993-94. Grundlaget for Minna Ronnefelds karriere har været en alsidig praktisk musisk pædagogisk formidling. Hendes forskning, der ud over ph.d.-afhandlingen har udmøntet sig i en række artikler på dansk, tysk og engelsk, er faldet ret sent i hendes liv, men har ligget i forlængelse af de Orffske idéer, hun tidligt stiftede bekendtskab med. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Helene_Rump

Helene Rump

2023-04-22T23:22:36+02:00

fri anvendelse

Helene Rump blev født på Færøerne, hvor hendes fader var sorenskriver 1866-71, hvorefter familien flyttede tilbage til Danmark. Hun blev student fra N. Zahles Skole i 1895 og fortsatte uden dog at tage eksamen med studier på Polyteknisk Læreanstalt, hvor hendes to brødre, Harald og Johannes R. også havde studeret. Hendes pædagogiske karriere begyndte, da hun som 36-årig blev ansat på N. Zahles Skole. I perioden 1904-14 underviste hun endvidere på Ingrid Jespersens Skole og på Leerbech og Milos Pigeskole, og hun var 1913-14 lærer på Femmers Kvindeseminarium og på N. Zahles Faglærerindekursus. Helene Rumps fag var matematik og fysik. 1914 blev Helene Rump bestyrerinde for M. Bobergs Skole, der var blevet dannet i 1908 ved sammenslutning af flere selvstændige pigeskoler. Da hun overtog ledelsen af skolen, rummede bygningen 176 elever samt en børnehave. De problemer, som sammenslutningen af de mange skoler havde betydet, var stort set overstået, og Helene Rump kunne sætte kræfterne ind på arbejdet med at udvide skolen til også at omfatte gymnasieklasser. Hun måtte vejen omkring direktøren for De forenede Pigeskoler, den organisation, skolen var tilsluttet. Forslaget accepteredes under forudsætning af, at der meldte sig mindst to elever. Denne forudsætning kunne først opfyldes i 1916, hvor tre elever begyndte at læse til studentereksamen i Helene Rumps spisestue på Dr. Priemes Vejs Gymnasium, skolens navn, indtil staten i 1919 overtog driften og gav den navnet Falkonergårdens Gymnasium. Et forslag om, at skolen skulle bære Helene Rumps navn, afviste hun selv, da hun fandt det “uheldigt, at Skolens Navn skifter med de vekslende Skoleledere”. Tre piger dimitteredes i 1919 som det første studenterhold. Ti år senere var elevtallet i gymnasiet 53. Med Helene Rump som leder havde skolen betydelig fremgang. Elevtallet steg støt fra 176 i 1914 til 274 i 1924. Uden større begejstring måtte Helene Rump i 1918 acceptere, at Dr. Priemes Vejs Gymnasium overgik til staten som det første statslige pigegymnasium i landet. Overtagelsen betød mindre frihed for den enkelte skole, men den betød også en betydelig nedsættelse af skolebetalingen og var dermed uomgængelig. Forberedelsesskolen fortsatte på Dr. Priemes Vej som privatskole indtil 1924, hvor skolen på grund af pladsmangel måtte deles i to. I årene op til 1924 havde Helene Rump kæmpet for at skaffe gymnasiet en ny og tidssvarende bygning. Hun havde kig på en nærliggende grund, men det lykkedes hende ikke at gennemføre sit ønske, selvom hun havde gode argumenter på hånden, herunder lokaleproblemerne og manglen på udendørsfaciliteter. Hun mente, at bygningen var velegnet til en forberedelsesskole, men ikke til et gymnasium for næsten voksne piger. Men i 1924 måtte hun med sorg se “de smaa Ansigter drage bort” fra skolen. Helene Rump var en dygtig og respekteret lærer i matematik og fysik og en særdeles dynamisk skoleleder med udpræget organisatoriske evner. Hun var næppe helt så tilfreds med at være statsskolerektor som med at være skoleleder for en privat skole. Den voksende administrative byrde forhindrede hende i at undervise så mange timer, som hun gerne ville, og hun havde ikke den frihed til at arbejde for skolens vel, som hun ønskede. Hendes mål var at uddanne “fromme, stærke Kvinder”, som det udtrykkes i Fr. Paludan- Müllers fædrelandssang Brat af Slaget rammet, 1864. Hun valgte dette digts fjerde strofe, der handler om, at piger skal opdrages til at være hjemmets vogtere, som skolens motto. Pligtfølelse, orden og punktlighed var egenskaber, hun satte i højsædet som opdrager for de unge piger, og eleverne i pigeskoleklassen havde i Helene Rumps tid lige så høj status som eleverne i gymnasieklasserne. Hun beklagede sig i skrivelser til ministeriet over, at det på grund af pladsmangel ikke var muligt at tilbyde eleverne undervisning i skolekøkken, et fag, der efter hendes mening var af stor betydning for de unge pigers uddannelse og udvikling. Hun lagde stor vægt på sang- og musikundervisningen, og hun optrådte selv som skolens “husmoder”, der tog sig af de helt praktiske forhold på skolen med lige så stor iver som af de administrative og pædagogiske. Hun arrangerede tekomsammen, julefester og skovture fortrinsvis for de ældste klasser og var samtidig en inspirerende og engageret leder, der altid var parat til at stå sine lærere bi med råd og dåd. I årene efter 1920 havde Helene Rump tilbagevendende sygdomsperioder af varighed op mod et år, og 1926 meddelte hun – kun 57 år gammel – overraskende på et ekstraordinært skolerådsmøde, at hun havde besluttet at opgive sin stilling som skolens rektor. Næste morgen gav hun dybt bevæget hver enkelt lærer og elev et håndtryk til afsked. Helene Rump flyttede efter sin afsked til Charlottenlund, hvor hun boede sammen med en søster, Gerda R. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Dora_Sandal-Jeppesen

Dora Sandal-Jeppesen

2023-04-22T23:11:53+02:00

fri anvendelse

Dora Sandal-Jeppesen tog efter almindelig forberedelseseksamen i Næstved 1897 supplerende kurser i dansk, tysk, svensk og fonetik ved Danmarks Lærerhøjskole. Herefter tog hun 1908 lærerindeeksamen fra N. Zahles Seminarium og i 1917 faglærerindeeksamen i tysk og eksamen som diplomeret talepædagog. I 1908 blev hun ansat ved Frbg. kommunale skolevæsen, med fastansættelse fra 1912. Hele sit faglige virke fik hun på la Courvejens Skole, hvor hun i 1925 blev udnævnt til viceskoleinspektør. Danskundervisningen, herunder især fonetikkens rolle i indlæringsprocessen og den fri stilskrivning, blev hovedinteressen i Dora Sandal-Jeppesens virke. Da hun begyndte sin lærergerning, var fremmedsprogsundervisningen inde i en udvikling, hvor netop udtalen var i centrum, mens danskundervisningen var begyndt at nedtone det fonetiske til fordel for stillelæsning. Hun beklagede den sproglige udvikling, som hun mente gik i retning af et uplejet og forsømt sprog i forhold til tidligere, hvor man havde lagt vægt på klar og tydelig oplæsning med en smuk stemme. Desuden mente hun, at danskundervisningen blev vanskeliggjort af dårligt undervisningsmateriale, der var baseret på synspunktet om, at læsning skulle læres ved hjælp af små sætninger og gentagen brug af samme bogstaver. Selv satsede hun derimod på læseglæde og -lyst, og hun udviklede egne undervisningsmetoder og lærebøger specielt til undervisning i de mindste klasser, bl.a. Lyd- og Taleøvelser, 1920, med tilhørende fonetikplancher. I 1932 udsendte hun sammen med lærer Sigfred Degerbøl og under medvirken af skoleinspektør Margrethe Petersen Svanebogen og Svanemappen. I Svanebogen videreførte forfatterne lærebogsforfatteren Margrethe Marstrands idéer om ordbilledsystemet, der kobler ord og billeder sammen, så barnet lærer at genkende ordet som en helhed og samtidig forstå dets betydning. Hovedpersonerne i bogen var dels en lille middelklassefamilie, dels en enlig moder med en datter, og det var deres normer, dagligdag, små gåder, sange og lege, som formidledes. Dora Sandal-Jeppesen fandt det vigtigt, at børnene kunne genkende dele af deres eget liv i læsestoffet, og illustrationerne af den folkekære tegner Herluf Jensenius indgik som en vigtig del af læseindlæringsprocessen. Selvom Dora Sandal-Jeppesen ikke havde nogen egentlig forbindelse til tidens reformpædagogiske strømninger, var hun tilhænger af en friere undervisningsform som supplement til de gældende undervisningsnormer. Det kom til udtryk i bogen Fri Stilskrivning, 1926. Hun havde første gang mødt den fri stilskivning på en studietur til Sverige i 1919, hvor hun var faldet over en artikel af lærerinden Signhild Höglund. Hun opsøgte derefter Höglund, overværede et undervisningsforløb og indførte herefter metoden som forsøg i sine klasser. Formålet var at udvikle elevernes færdigheder både i tale og skrift, og for Dora Sandal-Jeppesen var det naturligt at lave en sammenhæng mellem stilskrivningen og fonetikken; således læste børnene deres stile højt for hinanden, og efterfølgende var der diskussion af emne og indhold. Fri Stilskrivning var baseret på iagttagelser, som Dora Sandal-Jeppesen havde gjort i forbindelse med, at hun fra 1919 havde indsamlet, sammenlignet og analyseret børnenes stile både aldersmæssigt og udviklingsmæssigt. I 1920’erne var diktat den dominerende metode i skriftlig dansk, og det var ganske opsigtsvækkende at lade eleverne skrive frit med udgangspunkt i deres hverdag, handlinger, oplevelser og følelser. I dag er det primært Svanebogen og fonetikken, Dora Sandal-Jeppesen huskes for, mens hendes indsats for den fri stilskrivning nærmest er glemt, selvom det var inden for dette område, hun ydede en forskningsmæssig og pædagogisk nyskabende indsats. Ud over skolearbejdet oversatte og bearbejdede Dora Sandal-Jeppesen en række svenske børnebøger, bl.a. af Elsa Beskow. I 1949 udgav hun sammen med viceskoleinspektør Thorvald Nørlyng Tyve nordiske fortællinger, og hun medvirkede 1958 ved Dagny Riis’ oversættelse af den engelske forfatter E.E.P. Tisdalls Kejserinde Dagmar. Desuden var hun aktiv i Talepædagogisk Forening, hvor hun som medlem af bestyrelsen fra 1925 og indtil sin død kæmpede for at få taleundervisning indført som fag på seminarierne. I forbindelse med sin 60-års fødselsdag i 1940 blev hun udnævnt til æresmedlem af foreningen. På la Courvejens Skole var hun ualmindelig vellidt og populær på grund af sit faglige virke og sit blide og milde væsen. Efter sin afsked fra skolen fik hun 1948 Den Kgl. Belønningsmedaille i guld for sin banebrydende indsats inden for det danske skolevæsen. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Justine_Saugman

Justine Saugman

2023-04-22T23:12:04+02:00

fri anvendelse

Justine Saugmans fader var en begavet, men særpræget mand. De otte fattige lærerbørn måtte alle tidligt tjene deres eget brød, men flere af dem fik uddannelser. Justine Saugman, der var den yngste, blev uddannet i landhusholdning og virkede i mange år som husjomfru på store landejendomme. Herigennem fik hun idéen om at oprette en skole for unge piger af bondestanden, og i 1877 så den første husholdningsskole i Danmark dagens lys i Toreby på Lolland. Justine Saugman blev støttet af indflydelsesrige godsejere, der i denne periode, hvor landbruget blev omlagt, var optaget af at oplyse landbokvinderne om deres nye opgaver, men hun ofrede også sin egen lille kapital og viede hele sit liv til opgaven. Thoreby Husholdningsskole havde til huse i en fæstegård under Fuglsang Gods og forpagtede 40 tdr. land til avling. Formålet var “at uddanne unge Piger i sparsommelig og ordentlig Husholdning, særligt passende for det mindre Landbrug eller en mindre Husstand”. 12 elever, helst over 18 år, blev optaget på etårige kurser, hvor der foruden husførelse og håndarbejde undervistes i mejeri, havedyrkning og regnskabsføring. Justine Saugman bestræbte sig på at skabe en mønstergård. Hun oprettede et udsalg i det nærliggende Nykøbing F. til afsætning af skolens overskudsproduktion, især slagtevarer og syltede produkter. Varerne blev på grund af deres høje kvalitet hurtigt omsat til højeste pris. Skolen blev anbefalet af Indre Mission, der i 1885 beskrev den som ledet i kristelig ånd. Der var husandagt morgen og aften. Også Højskolebladet var rosende og så skolen som en del af folkehøjskolebevægelsen. I lighed med højskoler kunne der søges tilskud til ophold for mindrebemidlede elever hos amtet. Denne anerkendelse blev senere brugt som argument for statstilskud til de mange husholdningsskoler, som fra 1895 skød frem på initiativ af bl.a. Magdalene Lauridsen. Sammenlignet med dem var Thoreby Husholdningsskole snarere en kvindelig landbrugsskole med et praktisk og kristeligt almendannende sigte. Mens de senere husholdningsskoler kunne nyde godt af samarbejde med husholdnings- og husmoderforeninger, stod Justine Saugmans skole endnu isoleret. Det var lokale godsejeres oplysningsbestræbelser i konservativ og kristelig ånd, der bar den igennem. Justine Saugmans fromme sind og praktiske dygtighed var således hendes bedste kort som skoleleder. Hun drev skolen med omhu og orden, og der var et kærligt og hjerteligt samliv mellem eleverne. I 1897 udgav hun Elevernes Optegnelser fra Thoreby Husholdningsskole, en håndbog i husholdning tilegnet kommende husmødre, som i forordet opfordredes til at kende deres plads som mandens medhjælper. Da Justine Saugman blev ældre, faldt det hende besværligt at drive landbrug, og hun flyttede i 1897 til Guldborg, hvor hun videreførte undervisningen indtil 1902. Sine sidste år tilbragte hun i Nykøbing F. Kloster sammen med sin trofaste medarbejder Elisabeth Nielsen, en tidligere diakonisse, som engang havde plejet hende under en langvarig sygdom. Skolen fortsatte som husholdningsskole til 1904, hvorefter den blev drevet som indremissionsk højskole under navnet Guldborgland Kvindehøjskole til 1918. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Ninon_Schloss

Ninon Schloss

2023-04-22T23:13:14+02:00

fri anvendelse

Ninon Schloss blev født af tyske, jødiske emigranter i Stockholm under Anden Verdenskrig. Efter krigen slog familien sig ned i Danmark, hvor hun blev student fra Gammel Hellerup Gymnasium i 1963. Efter et kibbutzophold i Israel påbegyndte hun studier i tysk og russisk ved Københavns Universitet. Hun var særdeles aktiv i studenteroprør og kvindebevægelse og var medlem af Venstresocialisterne 1968-71. I foråret 1970 startede hun sammen med bl.a. Vibeke Vasbo den første rødstrømpegruppe, og hun er portrætteret på et af de mest kendte billeder fra rødstrømpebevægelsens historie, Strøgaktionen, hvor en gruppe unge kvinder med parykker og bh’er uden på tøjet gik gennem Strøget under paroler som “Hold Danmark ren”. I 1972 forlod Ninon Schloss universitetet og ernærede sig som hjemmehjælper og lærervikar, indtil hun 1976 blev optaget på N. Zahles Seminarium, hvorfra hun dimitteredes som lærer med liniefagene tysk og samtidsorientering 1980. Ninon Schloss gjorde sig især bemærket som skribent og debattør. Hun var medforfatter til kronikken “Something is happening, but you don’t know what it is, do you, Mr. Jones?”, der med afsæt i et Bob Dylan-citat i maj 1970 gav det første samlede bud på rødstrømpernes filosofi. Ved en henvendelse til redaktør Bente Hansen udvirkede Ninon Schloss, at der senere på året blev nedsat en rødstrømpegruppe i tilknytning til venstrefløjstidsskriftet Politisk Revy. Hun engagerede sig også i den økofeministiske bølge og var bl.a. medarbejder på Kirsten Hofstätters bøger om Hønsestrik, der udkom i flere oplag fra 1974. Ninon Schloss, der fik de første af sine fire børn i begyndelsen af 1970’erne, rejste desuden en debat om forholdet mellem kernefamilien og rødstrømpebevægelsen. I 1975 valgte hun at melde sig ind i Socialdemokratiet, fordi som hun senere sagde: “60’erne er døde, de blev dræbt af kapitallogikerne og sværmen af ungdomsoprørere, som holdt kæft og var grimme. Aldrig var jeg havnet i Socialdemokratiet, hvis venstrefløjens reaktioner ikke havde været så fordømmende over for åben tvivl.” I Socialdemokratiet var hun med til at etablere Nina Bang-gruppen, en af partiets første kvindegrupper i kølvandet på rødstrømperne, og hun var med ved den konference i Skovlunde 1975, hvor en stor gruppe af partiets unge kvinder, bl.a. som en reaktion på de manglende kvindevinkler i partiets principprogram, etablerede et netværk, som siden stod bag årligt tilbagevendende kvindekonferencer. Ud over kvinde- og ligestillingspolitiske spørgsmål har EU og miljøpolitik været temaer for Ninon Schloss' skribentvirksomhed. I 1980 flyttede Ninon Schloss med familie til Fyn, hvor hun blev ansat ved Hårby kommunale skolevæsen. Det politiske engagement nedtonedes en smule de følgende år, men 1986 blev hun medlem af Hårby byråd. I 1989 var hun kandidat til Europaparlamentsvalget, men blev ikke valgt, ligesom hun heller ikke fortsatte i kommunalbestyrelsen. Hun havde påbegyndt cand.pæd.-uddannelsen ved Danmarks Lærerhøjskole i 1983, og hun blev herefter en ivrig skribent om emner som seksualundervisning og pædagogik, hvilket bl.a. resulterede i et engagement i redaktionen af bladet Sex og Samfund og i Lærerens bog i seksualundervisning, 1996. Fra 1997 har Ninon Schloss været lærer i pædagogiske fag ved Odense Seminarium. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Athalia_Schwartz

Athalia Schwartz

2023-04-22T23:13:38+02:00

fri anvendelse

Athalia Schwartz voksede op i et usædvanligt hjem, hvor ikke blot den ene søn, men også de fem døtre blev opdraget og uddannet til selvstændige mennesker. Athalia Schwartz gik i de bedste kbh.ske pigeskoler, som datter af en uformuende embedsmand havde hun i seks år friplads i Frk. Lindes Institut, og hun fik samtidig supplerende undervisning fra et par af sin faders officerskammerater. Da hun var knap 16, blev faderen amtsbranddirektør i Hjørring med bopæl i Frederikshavn, fra 1838 i Ålborg, og det blev nu Athalia Schwartz, der som den ældste i børneflokken overtog sine søskendes undervisning. Fra 1843 holdt hun en mindre pigeskole, hun søgte ved selvstudier at videreuddanne sig og påvirkedes varigt af bl.a. Rousseau. Mod familiens ønske tog hun en lille forældreløs pige til sig. I 1847 rejste Athalia Schwartz til København for at forberede sig til institutbestyrerprøven, som hun aflagde året efter. Hun medbragte barnet og bosatte sig sammen med sin studerende broder, og, efter hans død af tuberkulose i 1849, to yngre søstre, som hun underviste. Hun drev indtil 1853 en lille pigeskole, men hendes vigtigste undervisningsindsats var manuduktion af vordende institutbestyrerinder. I samme tidsrum debuterede hun som lærebogsforfatter, som skønlitterær forfatter og som debattør i aviser, tidsskrifter og pjecer. Hendes hovedemner var nu som senere pigeopdragelse og -undervisning og kvindeemancipation. Det har været turbulente og hektisk aktive år for Athalia Schwartz. Treårskrigen 1848-51 berørte hende dybt og bragte hende endnu en personlig sorg, i 1849 faldt hendes forlovede ved Fredericia. Blandt de pædagogiske værker må Haandbog i Underviisningskunsten for unge Lærere og Lærerinder, 1850, nævnes. Athalia Schwartz lægger vægt på udviklingen af lærerpersonligheden, vurderer brugen af “det levende ord” højt og forventer, at det unge demokrati vil bringe skolevæsenet til blomstring. Athalia Schwartz blev en populær skønlitterær forfatter i samtiden, med tiden blev hendes værker oversat til tysk og svensk ved udgivelsen. Størst lykke gjorde Livsbilleder, hvis første bind kom i 1852. Det er novelleagtige skitser, hverdagshistorier, med gode naturbeskrivelser, masser af gys og gru og en tydelig morale. Forfatterskabet er stort og genremæssigt varieret, fra dramatik, opført på Det Kgl. Teater, fx skuespillet Ruth, 1854, med Johanne Luise Heiberg i titelrollen, over religiøst farvet poesi til den sidste af de store romaner Enhver sin Mission, 1870. Heri diskuteres med en for sin tid sjælden åbenhed sociale og religiøse spørgsmål, og bogen konkluderer, at enhver alvorligt tilkæmpet overbevisning fortjener respekt. Romanen brød med den dogmetro, som Athalia Schwartz tidligere havde givet udtryk for, og den nævnes med rette som et af de få prosaværker, der indvarslede naturalismen. Størst er Athalia Schwartzs indsats som polemiker, hun fløj hastigt og ofte i blækhuset. Hendes debut var to små pjecer i 1851, indlæg under pseudonymet Hieronymus i Clara Raphael-fejden, Betragtninger over den grasserende Emancipationsfeber og En Contravisite hos Clara Raphael. Heri angreb hun Mathilde Fibigers idé om det åndelige ægteskab og påpegede, at et flertal af kvinder allerede var emanciperet, det havde “Nøden og Armoden” forlængst sørget for. De senere debatindlæg, alle under eget navn, fx Skal jeg sætte min Datter i Skole?, 1859, beskæftigede sig bl.a. med forholdene i de private kbh.ske pigeskoler, og Athalia Schwartz rettede i stigende grad sit skyts mod Københavns skoledirektør, J. Holbech, for mangelfuldt tilsyn med dem. I 1862 gik hun så vidt som til at antyde, at han ikke var sit embede voksen. Hun tabte den efterfølgende injuriesag og fik en ublid behandling i pressen, hun opgav at være vejleder til institutbestyrerprøven, men underviste i stedet vordende lærerinder og sprogstuderende. Samtidig ernærede hun sig som journalist, hun var tilknyttet Berlingske Tidende som teateranmelder og skrev fra 1859 fast i forskellige af Meïr Goldschmidts skandinavistiske blade, senest som redaktionsmedlem af Norden. I 1862 gjorde hun som den første kvinde herhjemme opmærksom på det udemokratiske i, at det offentlige pålignede de selverhvervende kvinder skat, uden at de havde indsigt i ligningen eller pengenes anvendelse. Det sidste store værk om pigeopdragelse Den nationale Pigeskole, 1867, behandlede især udenlandske forhold. Athalia Schwartz var blevet klog af skade og koncentrerede sig i øvrigt stadig mere om de dårligst stillede kvinder i samfundet. H.C. Andersen skaffede hende Det Anckerske Legat, og hun gennemrejste 1866-67 Storbritannien, Holland og Belgien for at undersøge, hvad der førte kvinder ud i prostitution, og hvad der blev gjort for at hjælpe dem på ret køl igen. Studierejsen resulterede i værket Om Stiftelserne til Sædelighedens Fremme, 1867, en alvorlig kritik af de frie vestlige samfunds “sociale Demoralisation” og “Dans om Guldkalven”. På rejsen pådrog hun sig en øjenlidelse, der gjorde hende næsten blind. Hendes sidste år blev svære, men gode venner, bl.a. institutbestyrerinden Louise Westergaard og søsteren, Frederikke S., i hvis skole Athalia Schwartz ofte underviste, hjalp hende, så hun kunne fortsætte med at skrive til det sidste. Athalia Schwartz var en højt begavet kvinde, hvis usædvanlige udviklingshistorie kan aflæses i hendes forfatterskab. Fra holdninger, der lå den konservative kreds om J.L. Heiberg nær og førte til periodisk omgang med Johanne Louise Heiberg, bevægede hun sig mod venstre, båret af social indignation over udviklingen efter 1849. Hun var en fremragende pædagog, en ilter sjæl, kontroversiel i sin samtid, men altid trofast i sin kamp for kvindernes sag. En af de få, der allerede omkring 1870 indså det demokratisk uværdige i den manglende ligestilling. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Nicoline_H%C3%B8jgaard_Simonsen

Nicoline Højgaard Simonsen

2023-04-22T22:57:35+02:00

fri anvendelse

Nicoline Højgaard Simonsen nedstammede fra de første, der bosatte sig i bygden Rituvík på Færøerne i midten af 1800-tallet. Hun var den ældste i en stor søskendeflok. Miljøet var domineret af handlekraftige kvinder, der stod for arbejdet i husholdningen og jordbruget, mens de arbejdsdygtige mænd var på fiskeri en stor del af året. Nicoline Højgaard Simonsens livsgerning var præget af hendes baggrund i dette miljø og hendes religiøse ståsted i Indre Mission, som hun gik ind i som 17-årig. Kort tid efter fik hun tuberkulose og kom på sanatorium i Tórshavn. Under dette ophold læste hun bøger af den britiske filantrop T.J. Barnardo, der i anden halvdel af 1900-tallet oprettede børnehjem for private velgørenhedsmidler. Nicoline Højgaard Simonsen arbejdede herefter målrettet på at dygtiggøre sig for selv at kunne oprette et børnehjem. Hun var på højskole og husholdningsskole, arbejdede på børnehjem og lærte barnepleje i Danmark og på Færøerne. Allerede mens hun boede hjemme hos sine forældre, havde hun plejebørn. Da hun var blevet gift, flyttede hun til Vestmanna, hvor hendes mand var missionær. I 1928 opnåede det første og eneste børnehjem på Færøerne statsanerkendelse. Det var en selvejende institution med Nicoline Højgaard Simonsen som forstander, og det var placeret i parrets ejendom. Ifølge vedtægten var børnehjemmets formål “at antage sig forældreløse, fattige, hjemløse og paa anden Maade ulykkeligt stillede Børn paa Færøerne for at opdrage dem i den Tro, hvori de er døbte, og derved gøre dem til gode Medlemmer af det borgerlige Samfund”. Børnehjemmet kunne optage ti børn og beholde dem til 14-års alderen. Bestyrelsen blev valgt inden for Indre Mission og var selvsupplerende. Børnehjemmet blev finansieret både med offentlige midler ifølge Værgerådsloven og med private midler. Bygningen i Vestmanna blev efterhånden for lille, og et nyt børnehjem blev i 1955 bygget i Tórshavn med plads til 36 børn. Nicoline Højgaard Simonsens idé var at drive institutionen som en stor familie, og hun tilsidesatte sit eget privatliv, for at børnene kunne betragte hjemmet som et virkeligt hjem med hende som moder. Mange af børnene fortsatte som voksne med at vende tilbage til hjemmet. Efter sin pensionering i 1972 blev hun boende på børnehjemmet, hvor hendes ældste søn var udnævnt til forstander. Ændret sociallovgivning, nye behandlingsformer og moderne ledelsesteorier havde efterhånden ændret børnehjemmet. Dette skabte uoverensstemmelser imellem bestyrelsen og Nicoline Højgaard Simonsen. Sine sidste år boede hun i Danmark. Hun var medlem af menighedsrådet i Vestmanna 1929-56 og blev ridder af Dannebrogordenen i 1968. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Esther_Skriver

Esther Skriver

2023-04-22T23:14:45+02:00

fri anvendelse

Esther Skriver voksede op på Glamsbjerg Fri- og Efterskole som datter af Anna og P.J. S., der var forstanderpar på stedet. Faderen var meget aktiv i det frivillige ungdomsarbejde, og i hjemmet var det folkelige foreningsarbejde en stor del af hverdagen. Det blev det også i Esther Skrivers voksenliv. Hun blev en af de mest anerkendte gymnastikledere fra 1940’erne, til hun døde i 1974. Sommeren 1927 tog Esther Skriver på Snoghøj Gymnastikhøjskole, hvor Anna Krogh og Jørgine Abildgaard var forstandere. Den var startet to år før, bl.a. med hjælp fra Esther Skrivers fader. På det tidspunkt var der to gymnastikhøjskoler i Danmark, Snoghøj og Ollerup, der var ledet af Niels Bukh. De to skoler konkurrerede indbyrdes, og der var livlig debat om, hvilken skoles gymnastik der var bedst. P.J. S. mente som god radikal, at det var værd at se en sag fra to sider, så efter at have været ung lærerinde på Vinding Højskole i et år blev Esther Skriver i 1929 sendt til Ollerup, hvor hun brillerede som gymnast. Herefter fortsatte hun på det etårige kursus på Statens Gymnastikinstitut. I 1931 havde Bukh brug for sin dygtige fløjgymnast til en jordomrejse med eliteholdet fra Ollerup. Efter hjemkomsten underviste Esther Skriver i tre år på Danebod Højskole. Ansættelsen gav lyst til at tage en egentlig uddannelse som lærer, og planen blev, at hun i 1936 skulle begynde på Silkeborg Seminarium. Men en forlovelse greb forstyrrende ind. Hvis hun skulle giftes, var der ingen grund til uddannelse. I stedet blev hun ansat som privatlærerinde for forstander Ejnar Skovrups børn på Kerteminde Højskole og som gymnastiklærerinde for højskolens piger samme sted 1936-42. Forlovelsen gik imidlertid over styr, og Esther Skriver tog til Odense, lejede en lejlighed, bestilte en telefon, satte en annonce i avisen og gav sig til at vente på, at nogen skulle ringe og melde sig til undervisning på hendes nystartede private gymnastikinstitut. Samtidig søgte Esther Skriver arbejde på Skt. Knuds Gymnasium i Odense. Skolens rektor Helga Lund ønskede, at Esther Skriver skulle fastansættes, og så det ikke som et problem, at hun ikke havde anden uddannelse end et ophold på Statens Gymnastikinstitut. Det måtte kunne ordnes. Men Esther Skriver ville ikke ansættes på en særordning, så hun blev i stedet timelærer på fuld tid. I 1944 blev hun gravid og rejste fra Odense til sin broder i København for at føde sit barn dér. 48 timer efter fødslen mødte politiet op og skulle have navnet på barnefaderen. Esther Skriver nægtede at oplyse det trods politiets trusler om arrestation af hende og barnet. Et halvt år efter fødslen vendte hun tilbage til Skt. Knuds Gymnasium efter Lunds ønske. Men en flok forældre mente ikke, at deres døtre skulle undervises af en lærerinde med et barn uden for ægteskab. Lund indkaldte forældrene til møde, hørte på alle, der havde noget på hjerte i den anledning og sluttede mødet med at konstatere, at følgen af mødet måtte blive, at Esther Skriver skulle afskediges, men at hun så samtidig selv ville gå af som rektor. De blev begge. Esther Skrivers private gymnastikinstitut voksede og blev efterhånden også et fuldtidsarbejde. Fire eftermiddage og aftener om ugen underviste hun på instituttet uden pauser. Når det ene hold forlod salen, bød hun velkommen til det næste. Her var børnehold, voksenhold, motionshold og såkaldte elitehold, der hvert forår viste deres kunnen i Fyns Forsamlingshus. Esther Skriver havde ansat en husbestyrerinde til at tage sig af datteren. Hvert år tog hun til torskegilde i kommunen og søgte at overbevise dem om det rimelige i, at hun kunne trække husbestyrerindens løn fra på selvangivelsen, da ansættelsesforholdet var en forudsætning for hendes virksomhed, men forgæves. Der var stor brug for husbestyrerinden også på lørdage og søndage, hvor delingsførermøder bragte Esther Skriver til alle egne af landet. Endvidere var der bud efter hende, når der skulle findes leder til et af de store opvisningshold til landsstævner eller de fællesnordiske Lingiader, opkaldt efter den store svenske gymnastikpædagog P.H. Ling. Esther Skriver fulgte i sin faders fodspor som medlem af De Danske Gymnastikforeningers landsstyrelse 1950-58. Da Snoghøj Gymnastikhøjskole i 1953 blev omdannet til en selvejende institution, blev hun valgt til formand for bestyrelse og repræsentantskab. Tre år senere blev hun selv højskolelærer. Gerlev Idrætshøjskole havde været lukket et par år. I 1956 trådte Martha og Johannes Stræde til som forstanderpar. De kendte begge Esther Skriver og hendes ry som en af sin samtids mest anerkendte gymnastikledere i det folkelige gymnastikarbejde. Det var en stor gevinst for skolen, at hun sagde ja til at stå for pigernes lederuddannelse. Det blev til 18 år på Gerlev, hvor hun gennem uddannelsen af nye gymnastikinstruktører satte sit præg på foreningslivets gymnastik i mange år fremover. Hendes øvelser var enkle og effektive. Gang på gang påpegede hun for de unge delingsførere, at de skulle skrælle øvelserne ned til det enkleste. Men denne enkelhed kunne være en æstetisk nydelse at se på ved de mange opvisninger, som Esther Skriver også kom til at stå for på højskolen. Gymnaster og tilskuere fornemmede, at hun næsten som en kunstner så et billede af sit værk for sig, når hun stod hævet over gymnasterne i den ene ende af salen. Øvelserne var ledsaget af klavermusik eller sang. Esther Skriver blev flere gange opfordret til at skrive sin egen gymnastikteori, men det ville hun ikke, det var praksis, det kom an på. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Elise_Smith

Elise Smith

2023-04-22T23:14:49+02:00

fri anvendelse

Elise Smith blev født som nr. fire og første pige i en veletableret Holbækfamilie, der i alt fik 11 børn. Hendes fader var, som sin fader før ham, købmand og blev direktør for Holbæk Dampmølle, og moderen var datter af byens sognepræst. Elise Smith blev sendt i Sophie Petersens lille, eksklusive skole i hjembyen og fik derefter sin uddannelse i København hos Natalie Zahle, fra hvis lærerindekursus hun tog eksamen i 1888. Efter nogle år som huslærerinde blev hun ansat ved Marie Kruses Skole, drev derefter en lille pigeskole i Hellerup og afløste så i 1897 skolebestyrer Albertine Sørensen som leder af den pigeskole i Århus, der endnu bærer Elise Smiths navn. Skolen var et aktieselskab, så Elise Smith lejede bygningen, opført i 1884, men købte undervisningsmateriel og inventar af Albertine Sørensen. Denne havde været en for sin tid progressiv skoleleder, men Elise Smith var klar over, at hvis en stor privat pigeskole skulle overleve, skulle den følge tidens krav om kvalificering af eleverne og blive eksamensskole. Hun overtalte bestyrelsen til en udvidelse af bygningen, der gav plads til faglokaler, og justerede fag- og timefordelingen, så hendes ansøgning om dimissionsret i 1900 kunne imødekommes. 1901 dimitteredes første gang til almindelig forberedelseseksamen, fra 1909 til realeksamen. Elise Smith havde, ikke uden økonomiske ofre, gennemført en hurtig omkalfatring af et gammelt institut og bragt det på niveau med tidens bedste højere pigeskoler. I 1915 var elevtallet vokset fra 165 i 1897 til ca. 250, for størstepartens vedkommende børn af det bedre borgerskab i Århus. Elise Smith havde en stor lærerstab i sit brød, men altid langt flere lærerinder end lærere. Hendes fremragende pædagogiske evner fik betydning ikke blot for eleverne, men for adskillige unge, uprøvede lærerkræfter. Hendes egne fag var sprogfag, men hendes omhu for alle skolens discipliner var stor, bl.a. fik de naturvidenskabelige fag sjældent gode arbejdsbetingelser. Der blev således meget tidligt anskaffet materiel til elevøvelser i fysik. Blandt lærerne var 1900-08 den nyuddannede Hulda Pedersen, senere pioner på seksualundervisningens område. Det er betegnende for Elise Smiths fremsynethed, at Hulda Pedersen allerede da i de store klasser fik lov at afprøve sine idéer om seksualoplysning i skolen. Elise Smith havde bolig i skolebygningen, hvor hun delte husholdning med kollegaen Ingeborg Langmann, der underviste i dansk, tysk og fransk. De to har på alle måder været modsætninger: Elise Smith var lille, spinkel, lidt svagelig, men elsket og respekteret af alle. Langmann var stor og kraftig, elskede at snedkerere i sit værksted, men som lærer skrap, ja frygtet af mere ængstelige sjæle. Elise Smith bragte i 1897 en ny tids pædagogiske tanker om pigeoplæring og uddannelse til Århus og omsatte dem til praksis i en af landets ældste pigeskoler. Uden hendes betimelige indsats havde skolen formentlig måttet lukke. Hun engagerede sig også fagpolitisk som bestyrelsesesmedlem af foreningen Den danske Pigeskole 1909-18. Allerede i 1919 blev hun af sygdom tvunget til at trække sig tilbage, og hun døde året efter. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Therese_Stamer

Therese Stamer

2023-04-22T23:21:49+02:00

fri anvendelse

Therese Stamer blev uddannet på N. Zahles privatlærerindekursus i 1889 og var herefter huslærerinde i to år. 1891 tog hun tillige en sygeplejeuddannelse i Kiel på Akademische Heilanstalten og virkede i Tyskland for Røde Kors, men måtte efter fem år opgive dette arbejde på grund af sygdom. 1896-97 deltog hun i et kursus for skolekøkkenlærerinder i Kassel. Siden studerede hun videre på egen hånd og foretog studierejser til Norge, Sverige, Belgien og Tyskland. Therese Stamer fik således tidligt en usædvanlig bred uddannelse og europæisk dannelse, der senere kom hende til gode. I 1897 blev hun knyttet til forsøgsundervisning i huslig økonomi på fortsættelsesskolen i Københavns kommune. Da kurset året efter blev permanent, blev hun udnævnt til leder heraf. Hun virkede som sådan 1898-1909 og opnåede ualmindelig stor tilslutning til undervisningen. Therese Stamer mente, at unge arbejderpiger både af økonomiske og sundhedsmæssige årsager burde lære husholdning og arbejdede energisk med dette mål for øje. Et andet projekt var et kursus til uddannelse af skolekøkkenlærerinder, og i 1898 indsendte hun sammen med Eline Hansen og Marie Jespersen et andragende til Undervisningsministeriet om oprettelse af et sådant kursus. Therese Stamer underviste i sygepleje og barnepleje på de to første kurser i disse områder, der blev oprettet ved Danmarks Lærerhøjskole (DLH) 1899-1901 som discipliner under det nye skolekøkkenfag. Hun var således med i inderkedsen af lærerinder bestående af Eline Hansen, Karen Blicher og Sofie Rasmussen, der udarbejdede skolekøkkenets faglige og metodiske grundlag. Som et vigtigt bidrag hertil udgav hun allerede i 1900 sin fremragende, klare og lettilgængelige Lærebog for Skolekøkkener, der var det første større danske forsøg på en systematisk gennemgang af hele husholdningsområdet til brug for skolekøkkenundervisning. Personlig renlighed, barnepleje og sygepleje blev behandlet sammen med ernæring, levnedsmidler og madlavningsteknikker. Bogen vandt stor udbredelse såvel i folkeskoler som på fortsættelseskurser og husholdningsskoler og udkom i 10. oplag 1932. Med denne og sit øvrige arbejde gjorde Therese Stamer sygeplejen til en del af den tidlige husholdningsundervisning. Therese Stamer blev enke i 1911 efter kun otte års ægteskab med den betydeligt ældre sproglærer C.A. Michelsen. De var begge meget pædagogisk interesserede og nåede i et par år at bo på egen skole, da Therese Stamer i 1909 oprettede en husholdningsskole i den smukt beliggende ejendom Bakkely i Gentofte. Arbejderpigerne blev her skiftet ud med elever fra mere velstillede hjem. Også som skoleleder kom hendes store faglige dygtighed, sprogkundskaber og sans for administration til sin ret. Hendes glimrende pædagogiske evner og hendes personligt sikre og ladylike fremtræden gav stedet positiv omtale. Skolen måtte dog nedlægges i 1917 i de vanskelige år under Første Verdenskrig og Therese Stamer, der nu igen blev selvforsørgende, måtte med et svageligt helbred klare sig igennem på andre måder. I 1918 arbejdede Therese Stamer i Horserødlejren for Dansk Røde Kors (DRK) og virkede som “husmoder” for internerede russiske officerer. Da Dansk Kvindesamfund og DRK i 1922 sammen arrangerede kurser i barnepleje, underviste hun her. I sine senere år kombinerede hun sin viden fra sygepleje og husholdning med en interesse for vegetarkost og reformernæring. Hun indrettede i en periode et diæthjem i sit hus, ligesom hun studerede diætkost ved sanatorier i Schweiz og Tyskland i 1929 og skrev om disse emner i et par pjecer med titlerne Kort Anvisning paa Anvendelsen af raa Frugt, Urter og Grønsager til Reformernæring, 1929,og Den ny Vegetarisme, 1935. I 1939 trak hun sig tilbage efter selvstændigt at have udviklet grundlaget for en integration af to vigtige kvindearbejdsområder, sygeplejen og husgerningen i det nye skolekøkkenfag, ligesom hun personligt havde afprøvet de traditionelle kvindebeskæftigelser som sygeplejerske, lærerinde og husmoder på nye måder. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Henriette_Steen

Henriette Steen

2023-04-22T23:22:01+02:00

fri anvendelse

Henriette Steen var på moderens side af Drachmannslægten. Hun var niece af A.G. Drachmann og kusine til bl.a. Holger Drachmann og Erna Juel-Hansen samt til både Viggo og Emma Hørup. Alle fik de stor betydning i hendes liv. Hun voksede op i Fredensborg, hvor hendes fader ejede købmands- og gæstgivergården Prinsen. Efter sin konfirmation kom hun ud som huslærerinde. 1867 tog hun lærerindeeksamen og blev i 1871 ansat i Københavns kommunale skolevæsen, fra 1872 på Hindegades Skole. Hun var en af skolens mest intelligente og kundskabsrige lærerinder og udførte sit arbejde med iver, punktlighed og nøjagtighed. Det var børn fra arbejderklassen, hun underviste, og hun engagerede sig varmt i deres velfærd. Bl.a. var hun i 1880’erne en energisk forkæmper for fattige skolebørns bespisning og beklædning. Efter sommerferien 1890 flyttede hun med en del af skolens klasser og kolleger til den nyoprettede Suhmsgades Skole, hvor hun virkede til sin død. I 1872 indledte hun og Viggo Hørup et livslangt kærlighedsforhold. Han var gift og havde to små børn, hensyn til hendes lærergerning og til hans politiske karriere udelukkede skilsmisse. De måtte derfor holde forholdet skjult, hvad der navnlig pinte hende. I 1873 fødte hun hemmeligt en dreng, som blev bortadopteret. Det var kun de allernærmeste, der kendte til forholdets natur, men det var kendt i en videre kreds, at hun og Viggo Hørup havde været ungdomskærester, og at “Politikens Henriette” havde indflydelse på bladet. I forhold til kvindesagen tilhørte Henriette Steen en kreds af moderne og selverhvervende hovedstadskvinder. De var politisk radikale og engagerede i kampen for kvindernes økonomiske og politiske ligeberettigelse. Som et led i denne kamp tog hun 1878 sammen med Juel-Hansen initiativ til en offentlig fest for den kontroversielle norske forfatter Camilla Collett, og i en brevveksling med den ældre kvindesagsforkæmper Benedicte Arnesen Kall omtalte hun 1879 Madame de Staël, George Sand og Camilla Collett som forbilleder for kvindelig frigjorthed. Politisk tilsluttede hun sig nærmest J.S. Mills standpunkt i Kvindernes Underkuelse, som var blevet oversat til dansk af Georg Brandes 1869. Og hun stod i afgjort opposition til den grundtvigsk dominerede bestyrelse for Dansk Kvindesamfund (DK). Kvindesagen var for hende en kamp mod uretten, og hun så den med tiden mere og mere som et led i det almindelige arbejderspørgsmål, sådan som hun mødte dette i sit skolearbejde med de fattige børn på Østerbro. I 1885 var der blevet dannet en ny og mere aktiv politisk forening, Kvindelig Fremskridtsforening (KF), og i 1887 fik Sædelighedsfejden konflikterne i DK til at blusse op. Henriette Steen hørte til kritikerne af, at foreningen satte det sædelige lighedskrav til debat. Hun mente, at den burde samle kræfterne om mere praktiske reformer. KF har anderledes været efter Henriette Steens hoved. Foreningen skulle ifølge sine vedtægter arbejde for at vække og vedligeholde kvindernes interesse for politiske og sociale spørgsmål, og fra 1888 udgav den kvindebladet Hvad vi vil. Dette blad blev fra 1890 fællesorgan for den nydannede sammenslutning: De samlede Kvindeforeninger, som foruden KF bestod af Kvindevalgretsforeningen fra 1889 og en række kvindelige fagforeninger. Henriette Steen var i en kort periode i sommeren 1890 vikarierende medredaktør af bladet, hvor hun skrev et indlæg om Kvinderne og Dagspressen. Hun slog her til lyd for et kvindedagblad, der skulle behandle alle døgnets begivenheder “lige saa lystigt og paa samme Maade, som nu Mændene tumler med dem, kun med den forandrede Opfattelse og Følemaade, som Kønsforskellen medfører”. Men hun var nok også både for fornem individualistisk i sin smag og for politisk klartskuende til at finde sig til rette i Hvad vi vil. Den helt overvejende del af Henriette Steens bladindlæg skal søges i Viggo Hørups aviser: Morgenbladet indtil 1884 og derefter Politiken. Hun skrev om kvindespørgsmål og om skole- og arbejderforhold. Fra 1885 boede Henriette Steen i en kvistlejlighed på Østersøgade, og her holdt hun hver onsdag åbent hus for byens radikale kvindelige intelligentsia. Her mødtes bl.a. de første kvindelige læger Nielsine Nielsen og Emmy Lange, samt kvinder som Bertha Knudtzon, Ynghild Lorck, Kirstine Frederiksen, Juel-Hansen og Birgitte Møller. De sidste to var, bortset fra Viggo Hørup, der havde sin faste ugedag hos hende, hendes nærmeste fortrolige. Møller, der var hendes lærerkollega og havde lejlighed i samme ejendom, var hende til trøst og hjælp i de sidste år, som var noget præget af sygdom og modgang. Henriette Steen var en kvinde, som gjorde et stærkt indtryk på sine omgivelser ved sit dybe engagement og ved sin skarpe replik. Der var noget fornemt ved hende, som fascinerede og holdt afstand. Holger Drachmann har søgt at fange hendes væsen i romanerne En Overkomplet, 1876, og Forskrevet, 1890, Hørup i breve og i en efterladt novelle Pæglekroen. Hun er sidst blevet skønlitterært portrætteret af Ebbe Kløvedal Reich i romanen Morgendagens mand, 1993. Pia Sigmund: Oldemor Erna, 1991. Torben Krogh: Viggo Hørup, 1984. Karsten Thorborg (red.): Hørup i breve og digte, 1981. Historiske Meddelelser om København, 1993. Historisk Tidsskrift 1981. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Astrid_Stoumann

Astrid Stoumann

2023-04-22T23:15:36+02:00

fri anvendelse

Astrid Stoumann blev født i et embedsmandsmiljø som nummer to af tre søskende. Det var et åbent, gæstfrit, borgerligt hjem, og måske var det den baggrund, der påvirkede den 18-årige Astrid Stoumann til at gå i lære ved statstelegrafen, hvor hun arbejdede nogle år. Efter et års sprogstudier i Genève søgte hun ind på Suhr’s Seminarium og blev husholdningslærer i 1925. Et årstid var hun bestyrerinde på Frederik 7.s Husholdningsskole i Jægerspris, men i 1926 vendte hun tilbage til Suhr, hvor hun var lærer i 13 travle år. Hun fik et tæt, datterligt forhold til forstanderen Ingeborg Suhr Mailand, der livet igennem forblev den højeste autoritet for hende. Der blev også tid til andet. I 1930 var Astrid Stoumann med til at oprette Foreningen af danske Husholdningslærerinder, en udspaltning af Foreningen af Husholdningslærerinder og – lærere, som hun mente i for høj grad repræsenterede skoleledernes interesser på bekostning af lærerindernes. Hun blev foreningens første formand, afløst af Ingefred Juul Andersen i 1933. Det var noget af en udfordring. Den nystartede forening havde intet kontor, ikke en krone i kassen, 105 medlemmer, som var spredt over hele landet og betalte et årskontingent på 10 kr. Men hun tog udfordringen op og gjorde et godt arbejde. I 1955 blev hun æresmedlem, og ved foreningens 50-års jubilæum fik hun Mor Magda-prisen. I 1936, mens Astrid Stoumann endnu var tilknyttet Suhr’s Seminarium, kom hun til Statens Husholdningsråd (SHR) som leder af sekretariatet, der holdt til i beskedne lokaler på Bispetorv. Det var heller ikke noget let job. SHR var en ny institution, hvor arbejdsområder skulle afgrænses, metoder og rutiner fastlægges, bevillingerne var beskedne og medarbejderne få. Det gjorde ikke det hele nemmere, at der fra handel og industri var en vis skepsis over for det nye råd og dets berettigelse. Det var virkelig et pionerarbejde, det lille hold udførte, der foruden Astrid Stoumann bestod af formanden Karen Braae, konsulenten Karen Harrekilde-Petersen og lidt kontorhjælp. I de 30 år frem til 1966, hvor Astrid Stoumann lagde sin store arbejdskraft i SHR, var hun i høj grad med til at skabe de traditioner, der siden har præget rådet: saglighed, grundighed og sikkerhed. Hun var lederen, der stillede store krav til sine medarbejdere og endnu større til sig selv. Astrid Stoumann udbyggede fortsat sin uddannelse. 1929-31 gik hun på Statens Studenterkursus, 1953 rejste hun til USA, hvor hun i et år studerede familiesociologi ved University of Georgia. Familiekundskab var dengang ret ukendt i Danmark, så Astrid Stoumann blev også på det område en pioner. Sammen med ligesindede fik hun skabt opmærksomhed om og accept af faget og indvarslede dermed en ny sociologisk og psykologisk faglighed på husholdningsområdet, hvor sociale og følelsesmæssige relationer i familien hidtil var behandlet ideologisk. Hun underviste i familiekundskab på Suhr’s Seminarium og på kurser ved Danmarks Lærerhøjskole, og faget blev efterhånden en almindelig del af mange uddannelser. Selv udgav hun flere lærebøger, fx Husligt Arbejde, 1935, og Plan i husarbejdet, 1969, og hun sad i redaktionen både af Haandbog for Nutidshjem, 1937-38, og Dansk Husmoderleksikon, 1948-49. Astrid Stoumann havde en udpræget evne til at komme i kontakt med mennesker. Hun kunne lytte, bidrage til en samtale og var en god menneskekender. Det var egenskaber, der sammen med hendes store viden blev værdsat ikke alene i det hjemlige arbejde, men også internationalt, hvor den ene opgave førte den næste med sig. Hun blev præsident for Den danske Nationalkomité for Husholdningsundervisning 1961-69 og fra 1959 medlem af den danske delegation ved FNs fødevareorganisation FAOs konferencer i Rom. Hun var rapportør i husholdningskomitéen under International Council of Women, og hun tog på studierejser i Holland, England, Tyskland, Frankrig og i Norden. Hun elskede det internationale arbejde og fik overalt venner og kontakter. Arbejde og fritid kunne hun aldrig rigtig adskille, og derfor blev hendes smukke hjem i Virum et populært mødested for inden- og udenlandske gæster. Kom der udenlandske gæster for at se på SHR og dets arbejde, så endte de næsten altid i Astrid Stoumanns spisestue. På samme måde var det i det daglige arbejde. Hendes medarbejdere kunne fortælle utallige historier om hendes opmærksomhed og omsorg, om de små hilsener fra haven, sirligt bundet sammen og transporteret til Amager Fælledvej, hvor SHR var flyttet ud 1956. Man kunne måske tro, at Astrid Stoumann var et menneske, der kom let til alting. Men det er ikke hele sandheden. Hun havde sine gode evner, sit kønne ydre og sin store charme, men hun arbejdede hårdt og omhyggeligt for at nå sine resultater. Blandt hendes efterladte papirer lå et citat af den indiske vismand Tagore: “Jeg sov og drømte, at livet var glæde. Jeg vågnede og så, at livet var pligt. Jeg handlede – og se – pligten var glæde.” Astrid Stoumann blev ridder af Dannebrogordenen i 1965. Hun tilbragte sine sidste år i kollektivet Hareskovbo. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Ebba_Strange

Ebba Strange

2023-04-22T23:15:40+02:00

fri anvendelse

Ebba Strange voksede op i et pædagogisk engageret dansksindet miljø i Flensborg, men allerede som ung ville hun lave verden om og gjorde oprør mod hjemmets konservative og religiøse holdninger. Under indtryk af Besættelsen og de særlige problemer i Sønderjylland blev hun tidligt politisk engageret. Efter studentereksamen fra Tønder Statsskole i 1947 uddannede hun sig til børnehavepædagog ved Sofie Rifbjergs kulturradikale Kursus for Småbørnspædagoger. Hun dimitteredes 1950 og arbejdede frem til 1961 på flere daginstitutioner i København Mødet med de forhutlede børn på Vesterbro blev hendes indgang til et socialt og politisk engagement, og ønsket om at gøre noget for de socialt svageste fik hende til at videreuddanne sig til børneforsorgspædagog fra Den Sociale Højskole, hvorfra hun tog eksamen i 1963. Ebba Strange arbejdede på et behandlingshjem i Århus 1964-75 og var samtidig lærer på Socialpædagogisk Børnehaveseminarium i Århus. Der havde hun tæt kontakt med pædagoguddannelsen, der ændrede sig i disse år, hvor institutionerne fra at være rettet mod specifikke sociale problemer blev udvidet til at omfatte alle børn og unge. Hun fik sin første politiske opgave som medlem af Uddannelsesrådet for Børnehave- og Fritidspædagoguddannelserne 1969-70. Da en videreuddannelse for pædagoger skulle etableres ved Danmarks Lærerhøjskoles (DLH) afdeling i Århus, byggede hun den op og arbejdede her som kursusleder 1971-76, derefter 1976-85 som timelærer ved DLH i København på Årskursus for Børnehave- og Fritidspædagoger. Ebba Strange var fagligt aktiv som medlem af Socialpædagogisk Forenings hovedbestyrelse 1968-76 og formand for Århusafdelingen 1969-74. Hun bidrog også til den faglige udvikling som redaktør af Socialpædagogik I og II, 1977, der blev brugt som lærebog på seminarierne, og som forfatter til Pas på børnene bider, 1984. 1972 skrev hun børnebogen To katte bliver til. Ebba Strange er dog især blevet kendt for sit politiske arbejde i Socialistisk Folkeparti (SF). Hun startede som ung i Danmarks Kommunistiske Parti 1950, men fulgte Aksel Larsen over i SF, da partiet blev dannet i 1959. Skuffelsen over Danmarks indmeldelse i EF i 1972 fik hende til at opstille som folketingskandidat. Hun var medlem af Folketinget 1973-94, valgt i Århus amtskreds, hvor hun også havde lokale tillidsposter i partiet og gennem årene kunne regne med et solidt bagland og mange personlige stemmer. Hun skabte sig hurtigt en fremtrædende plads i partiet på landsplan, som medlem af SFs hovedbestyrelse 1974-94 og af forretningsudvalget 1976-91. Efter valget i 1977, hvor folketingsgruppen blev reduceret til syv medlemmer, blev hun valgt til SFs første kvindelige gruppeformand. Af kvinder havde kun tidligere venstresocialisten Hanne Reintoft en kort periode 1968-69 været gruppeformand, og Ebba Strange skrev politisk historie ved at bestride hvervet helt frem til 1991. Med sine pædagogiske evner sikrede hun samarbejdet mellem gruppen og resten af partiet, og gennem løsningen af denne opgave opnåede hun stor respekt, ikke kun i sin egen gruppe. Hun var med til at oprette nye lokale partiforeninger over hele landet og ydede en stor indsats for at få de menige partimedlemmer med i arbejdet. SF havde i 1970’erne en stærk kvindegruppe med tilknytning til den ny kvindebevægelse, og den udvirkede, at partiet vedtog et radikalt ligestillingsprogram og i 1976 tillige kønskvotering til tillidsposter. Ebba Strange arbejdede særligt for ligeløn og for kvinders mulighed for uddannelse og arbejde i traditionelle mandefag. Den markante kvindeprofil førte til en væsentlig fremgang for SF fra valget 1979, hvor kvinder for første gang i dansk politisk historie udgjorde flertallet, syv ud af 11, af en folketingsgruppe. Foruden Ebba Strange selv omfattede kvindegruppen så fremtrædende politikere som Lilli Gyldenkilde og Ingerlise Koefoed. Som et af de fem største partier fik SF en plads i Folketingets præsidium, en post, som Ebba Strange bestred 1979-82, hvorefter den overgik til Gyldenkilde. Ebba Strange var de første år socialpolitisk ordfører, men det blev efterhånden især det retspolitiske område, der kom til at dominere hendes politiske arbejde. Hun kom ind som suppleant i Retsudvalget 1977 og var fast medlem til 1991, 1982-84 som formand. Hun arbejdede bl.a. for samfundstjeneste som afsoning i stedet for fængselsstraffe. Børne- og familiepolitik var et vigtigt emne i 1980’erne, og som medlem af Justitsministeriets ægteskabsudvalg fra 1977 gjorde Ebba Strange en markant indsats for ligestilling af mænd og kvinder som forældre. Bl.a. blev barselsorlov for mænd ved indsats fra et tværpolitisk kvindenetværk gennemført i 1983. Ligeledes gennemførtes fælles forældremyndighed for samlevende forældre, og i 1989 vedtoges den omdiskuterede lov om partnerskab for homoseksuelle. I spørgsmålet om ligestilling for indvandrere og flygtninge kom det til sammenstød med Erik Ninn-Hansen om hans håndtering af Tamilsagen. Ebba Strange var endvidere medlem af Nordisk råd 1979-81. Ved 1990-valget fandt der et generationsskifte sted i partiet. Ebba Strange og den jævnaldrende Gert Petersen trak sig tilbage fra posterne som gruppe- og partiformand for at blive menige medlemmer, men forblev dog i hovedbestyrelsen på opfordring af den nye ledelse. Ebba Strange var i et par år udenrigspolitisk ordfører og medlem af undervisningsudvalget, inden hun gik ud af Folketinget ved valget i 1994. Hun har herefter engageret sig i formidlingsopgaver ved at undervise på daghøjskole, holde foredrag og lave radio. Endvidere har hun fra 1997 været formand for Børnerådet i Århus. Hendes politiske forfatterskab omfatter bidrag til Økonomisk lighed, 1977, Socialistisk sundhedspolitik, 1979, og Socialistisk retspolitik, 1983. Ebba Strange modtog Århus Kommunes Ligestillingspris 1998. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Albertine_S%C3%B8rensen

Albertine Sørensen

2023-04-22T23:19:17+02:00

fri anvendelse

Albertine Sørensen voksede op i København, hvor hendes forældre sørgede for, at hun fik en god uddannelse. Under sin forberedelse til institutbestyrerprøven fik hun et tilbud om at overtage en privat dansk skole i Tønder, og hun drev et mindre pigeinstitut her fra 1855 til 1864. Derefter rejste hun til Århus og opbyggede byens førende pigeskole, den senere Elise Smiths Skole. Allerede i Tønder havde Albertine Sørensen lagt fremragende pædagogiske evner for dagen og skabt et godt og nært forhold til sine elever. Men hun blev nødt til at forlade byen, da de østrigsk-preussiske myndigheder efter det danske nederlag i 1864 lukkede hendes skole. I Århus overtog hun i 1865 Jomfru Starckes Pigeinstitut, der på dette tidspunkt havde til huse i lejede lokaler i Vestergade. Under ledelse af Albertine Sørensen voksede skolen hurtigt og måtte flere gange flytte til større lokaler. Da skolen i begyndelsen af 1880'erne var nået op på 100 elever, besluttede hun at bygge selv. For at skaffe den nødvendige kapital fik hun dannet et aktieselskab, en ret ny foreteelse dengang, primært med forældrene som aktionærer. En byggegrund fandt man uden for det egentlige byområde i Nørre Allé, og i 1884 indviede man så den nye bygning, der af samtiden blev betegnet som den bedste skolebygning i byen. Den indeholdt ni klasselokaler, en lejlighed til Albertine Sørensen og en mindre gymnastiksal. Desuden var der en legeplads, latriner til eleverne og en have til skolelederen. Typisk for Albertine Sørensen og for tiden valgte man til indvielsen af bygningen en sang med slutlinierne: "en tugtig Mø, en Hustru god, en Kvinde from og reen". Til held for Albertine Sørensen blev en anden privatskole, Frk. Lassens Pigeskole, nedlagt samme år og dens elever overflyttet til Albertine Sørensens skole, så elevtallet voksede efter få år til 190. Skolen hed nu Aarhus højere Pigeskole. Som de fleste af sin generations skoleledere havde Albertine Sørensen Natalie Zahle som forbillede, og Zahle støttede hende også økonomisk ved at købe nogle aktier i skolen. Hun indførte nye fag, var fx den første med gymnastikundervisning i Århus, og de mest moderne metoder i småbørnsundervisning, skrivning og håndarbejde. Og så havde hun evne til at knytte gode lærerkræfter til skolen, bl.a. den senere skolekøkkeninspektør, Eline Hansen. Albertine Sørensen beskrives som en statelig kvinde, altid i sort, konventionspræget og myndig. Hendes ideal var en skole, der uden eksamenspres kunne bibringe eleverne gode kundskaber. Selv underviste hun i de små klasser og i håndarbejde og sprog. I 1897, da det blev uomgængeligt at indføre almindelig forberedelseseksamen, overlod hun skolen til Elise Smith, og flyttede sammen med sin mangeårige kollega, veninde og husfælle Caroline Schibbye til Helsingør. Deres sidste år tilbragte de to kvinder i København KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Marence_Tarp

Marence Tarp

2023-04-22T23:07:23+02:00

fri anvendelse

Marence Tarp stammer fra Koldingegnen, hvor forældrene drev en mindre gård. Hun var den ældste af i alt fem børn. Som ung havde hun forskellige pladser i huset og var elev på Vestbirk Højskole, inden hun som 21-årig blev uddannet som vandrelærerinde på Ankerhus Husholdningsseminarium i 1906. Vandrelærerindekurserne var oprettet i 1900 for at skaffe undervisere til de aftenskolekurser for husmødre, landboforeningerne arrangerede. I de næste par år kørte Marence Tarp med sit undervisningsmateriale fra sogn til sogn i Ribe amt og underviste mere end 700 voksne kvinder. Her fik hun kontakt med Rebekka la Cour Madsen, der i 1908 havde oprettet landets første husholdningsforening. Siden engageredes hun af Det kgl. danske Haveselskab som vandrelærer i hele Jylland og på Fyn, og hun blev leder af Korinth Landbrugsskoles husholdningsafdeling 1910-13. Hun bevarede tilknytningen til Ankerhus, hvor hun deltog i fortsættelseskurser i 1907 og 1909, og i 1913 blev hun ansat på seminariet, hvor hun fik sit virke de næste 42 år. Marence Tarp blev en legendarisk leder af den praktiske undervisning, især i køkkenet, hvor fx hendes forevisning i partering nærmede sig en kunstnerisk oplevelse. Hun var i de år, Ankerhus var drivkraften i husholdningssagen, forstanderen Magdalene Lauridsens højre hånd, den, der holdt hjemmefronten, når Magdalene Lauridsen var ude i sine mange ærinder. Da seminariets hovedbygning blev opført i 1923, indtog Marence Tarp helt naturligt stillingen som bestyrerinde med kontor ved hallen og lejlighed på første sal. Allerede fra 1933 blev hun udpeget som formand for et lærerråd på Ankerhus, som foruden hende bestod af Folmer Dam og Johanne Wille Jørgensen. Dette triumvirat overtog ved Magdalene Lauridsens afgang i 1943 den daglige ledelse af seminariet. Ved siden af arbejdet på Ankerhus deltog Marence Tarp i en række organisatoriske opgaver på husholdningsområdet. Hun redigerede sammen med la Cour Madsen Tidsskrift for Husholdning, som De Samvirkende Danske Husholdningsforeninger udgav fra 1922. 1921-31 og igen 1933-56 var hun medlem af bestyrelsen for Foreningen af Husholdningsskoler, og hun forfattede jubilæumsskriftet Husholdningsskolernes Forenings Historie 1906-1956. Som skribent beskæftigede hun sig derudover især med ernærings- og levnedsmiddelforhold, afprøvning og anvendelse af husholdningsmaskiner. Hun foretog studierejser i Sverige, Norge, Tyskland og Schweitz. Da hun i 1955 fyldte 70 år, tog Marence Tarp sin afsked og indledte en aktiv pensionisttilværelse, hvor hun foruden rejser og forfattervirksomhed passede sin psykisk handicappede søster Julie T., som også havde boet hos hende på Ankerhus. Marence Tarp modtog Den Kgl. Belønningsmedaille i guld i 1952. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Anna_Thalbitzer

Anna Thalbitzer

2023-04-22T23:07:30+02:00

fri anvendelse

Anna Thalbitzer voksede op i garnisonsbyer på Fyn og i Sønderjylland. Som oberst kæmpede hendes fader på dansk side i både Treårskrigen 1848-51 og i krigen 1864. For den da 17-årige Anna Thalbitzer forblev nederlaget i 1864 et sår, som Genforeningen i 1920 ikke til fulde kunne læge. I forbindelse med Pragerfreden 1866 efter den preussisk-østrigske krig blev det i den berømte paragraf 5 besluttet at gennemføre en afstemning om grænsedragningen i Sønderjylland. Men i 1878 ophævede tyskerne og østrigerne paragraffen. Da meddelelsen herom året efter kom til den danske offentligheds kendskab, resulterede den i både mismod og harme. Familien Thalbitzer var flyttet til Frbg. efter faderens pensionering. Under et besøg hos barndomsvenner i Nyborg blev Anna Thalbitzer vundet for tanken om dannelse af sønderjyske foreninger, og da hun vendte tilbage til København, begyndte hun straks at arbejde for sagen. Et tidligere initiativ havde lidt skibbrud, men i 1884 blev Sønderjysk Samfund (SS), der fik sæde i København, stiftet med Anna Thalbitzer som primus motor. Hun blev bestyrelsesmedlem, mens malermester Ernst Schmiegelow blev formand. På Anna Thalbitzers initiativ arrangeredes senere på året et gæstebesøg af 300 sønderjyske piger i København Besøget gav stærk genlyd i offentligheden og bidrog i høj grad til at vække interessen for sønderjydernes sag i den danske hovedstad. Interessen bredte sig også ud i landet, hvor der mange steder blev oprettet lokale afdelinger af SS. Denne effekt og betydningen af Anna Thalbitzers virksomhed skal navnlig ses i lyset af den håbløshed, som ophævelsen af Pragerfredens paragraf 5 umiddelbart havde afstedkommet. Nu blev sønderjydernes sag tværtimod holdt levende. Anna Thalbitzer fungerede samtidig som sygeplejerske og lærerinde. Omkring 1889 havde hun sit virke i den sønderjyske by Bovlund, hvor hun knyttede varige, personlige bånd til befolkningen. I 1891 blev Anna Thalbitzer forstanderinde for Lindevangshjemmet i København, et hjem for straffede unge kvinder, som Regitze Barner havde oprettet i 1877. Efter Børneloven i 1905 blev hjemmet statsanerkendt som opdragelsesanstalt for unge piger mellem 14 og 18 år. Anna Thalbitzer overtog hjemmet i en mådelig forfatning, men fik hurtigt sat skik på det. Høj og statelig, som officersdatteren var, kunne der i hendes fremtræden være en vis strenghed. Der stod respekt om hende. Men under den lidt barske overflade var hun den kærlige plejemoder, der fulgte levende med i elevernes videre færden, når de forlod hjemmet. For nogle af pigerne forblev hun også efter den tid deres “Moder”. Led de siden nederlag, tog hun sig det meget nær, og det kunne resultere i personlige kriser, som fik hende til at tvivle på sin egen gerning og formåen. I 1911 var et uheldigt fald skyld i et benbrud, som medførte, at hun måtte tilbringe otte måneder på Diakonissestiftelsen. Hun kom sig aldrig rigtigt igen, og i 1913 trak den 66-årige Anna Thalbitzer trak sig tilbage fra gerningen som forstanderinde for Lindevangshjemmet og bosatte sig sammen med søsteren Charlotte T. i en villa på Frbg. Den store opgave som forstanderinde på Lindevangshjemmet havde ikke fået Anna Thalbitzer til at glemme Sønderjylland. Hun var stadig bestyrelsesmedlem i SS, som i 1903 udnævnte hende til æresmedlem, stod i direkte kontakt med de danske nordslesvigeres vælgerforening og var særdeles velorienteret om hele det politiske miljø i Sønderjylland. En af hendes venner var den sønderjyske politiker Jens Jessen, som også var redaktør for Flensborg Avis. Hans og hustruen Marie Jessens hjem i Kollund ved Flensborg fjord var undertiden base for Anna Thalbitzers virksomhed i Sønderjylland. Samtidig tjente hun Jens Jessen til støtte, bl.a.ved at skaffe penge til hans avis via en komité, der gik under hendes navn. Under Første Verdenskrig påtog Anna Thalbitzer sig nye opgaver. Henved 30.000 danske sønderjyder blev indkaldt til tysk krigstjeneste, og en del endte i engelske, franske og russiske fangelejre. Mange danske kvinder skrev breve og sendte pakker til fangerne, og Anna Thalbitzer var en af de flittigste. Med smalkosten i fangelejrene var pakkerne med fødevarer af stor betydning, og brevene bar vidnesbyrd til de ellers så isolerede fanger om, at de ikke var glemt. Ved afstemningen i 1920, hvor den nordlige del af Sønderjylland stemte sig tilbage til Danmark, kunne Anna Thalbitzer føle sin indsats belønnet. Med sit ihærdige og stædige arbejde for danskheden kan hun tilskrives en del af æren for, at sønderjyderne fandt den støtte til deres sprog og kulturelle virksomhed, som var så nødvendig i de 56 år under tysk styre. Det var dog en sorg for hende, at der ikke var dansk flertal i Flensborg, og trods sin høje alder fortsatte hun i 1920’erne med at arbejde for de dansksindede, der boede her og andre steder syd for den nye grænse. Hun indsamlede midler, dels i eget, dels i SSs regi, til udsmykning af festsalen og lærerværelset på Duborgskolen i Flensborg og til at udstyre menighedssale i Harreslev og ved Kobbermølle med alterkar, statuetter og harmonium. Anna Thalbitzer forblev medlem af SSs bestyrelse til sin død i 1932. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Elise_Thomsen_-_l%C3%A6rer_og_kv%C3%A6ker

Elise Thomsen

lærer og kvæker

2023-04-22T23:13:43+02:00

fri anvendelse

Efter eksamen fra Milos Pigeskole og et år som privatlærerinde hos en dansk familie i den endnu tyske del af Sønderjylland fortsatte Elise Thomsen sin uddannelse på Købmandsskolen med eksamen 1922. Hun var i et par år ansat som kontorassistent i statsadministrationen og rejste i 1925 til Frankrig for at dygtiggøre sig i sproget. Derefter var hun 1928-34 først elev, senere lærer på Den Internationale Højskole i Helsingør, samtidig med at hun tog faglærereksamen i fransk og tysk. Hun underviste på Den Sociale Højskole og på Borups Højskole, bl.a. tyske emigranter på flugt fra Hitlers Tyskland. 1936 var hun elev på den engelske kvækerhøjskole Woodbrooke College nær Birmingham og blev det følgende år medlem af kvækernes danske afdeling, Vennernes Samfund. Under Den Spanske Borgerkrig var hun 1937-38 udsendt til Barcelona for at oprette og lede et børnehjem for hjemløse børn. I den forbindelse oprettede Danske Kvinders Nationalråd en komité til støtte for hendes arbejde i Catalonien. Efter hjemkomsten blev Elise Thomsen sekretær for det skandinaviske kvækercenter i København og dets arbejde for jødiske og politiske flygtninge fra Centraleuropa. Det var et arbejde, der i nogen grad vanskeliggjordes af den danske regerings vrangvillige holdning. Med sin udprægede kvindelighed og en umådelig, om end stilfærdig stædighed, var Elise Thomsen som få i stand til at åbne døre, der for andre kunne synes tæt tillukkede. Denne egenskab fik hun endnu mere brug for i 1945, da det store efterkrigshjælpearbejde skulle sættes i værk, ofte på trods af officielle myndigheders mistro. Arbejdet med rekruttering af frivillige tog fart i 1944, da organisationen Fredsvenners Hjælpearbejde (FH) blev oprettet. Formålet var at uddanne og udsende frivillige hjælpearbejdere til det krigshærgede Europa, når Anden Verdenskrig var slut, samt at skabe et netværk for indsamling af midler til arbejdet. Selvom organisationen blev stiftet illegalt under Besættelsen, så spredtes oplysningerne om arbejdet i stilhed, og ved Befrielsen i 1945 stod der flere hundrede navne på frivillige i kartotekerne. Bag arbejdet stod en kreds af fredsorganisationer, bl.a. Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, Aldrig mere Krig og kvækersamfundet. Elise Thomsen var veludrustet til at lede det nyoprettede FH-kontor i kvækersamfundets lokaler i København Den første opgave blev afsendelsen af et hold på 20 sygeplejersker til Norge, hvor de skulle hjælpe med plejen af et hold russiske krigsfanger i en af tyskernes fangelejre. Elise Thomsen nåede at se hjælpearbejdet tage form i Nordnorge, Holland, Finland, Polen, Østrig og Tyskland, inden hun i 1947 som den første modtager af Ingrid Jespersens Legat “for en særlig Indsats i Fredens Tjeneste” rejste på studieophold hos de amerikanske kvækere og deres hjælpeorganisation American Friends Service Committee i Philadelphia. Efter tilbagekomsten til Danmark var Elise Thomsen indtil 1953 sekretær for den europæiske afdeling af kvækernes verdenskomité og med til at genrejse denne sektion efter krigsårene. Såvel skriftligt som mundtligt medvirkede hun til at skabe interesse i offentligheden for hjælpearbejdet. FH ændrede i 1949 målsætning i retning af kursusvirksomhed og personudveksling over grænserne. Samtidig ændredes navnet til Mellemfolkeligt Samvirke. Elise Thomsen var medlem af repræsentantskabet frem til 1981. Efter at hun for sit vedkommende havde afsluttet hjælpearbejdet, gennemførte hun en uddannelse til ordblindepædagog 1956 og virkede som sådan ved Ordblindeinstituttet til 1968. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Else_Thomsen

Else Thomsen

2023-04-22T23:13:46+02:00

fri anvendelse

Else Thomsen var inspireret af den finsk-svenske gymnastikpædagog Elli Björkstén, som hun havde et årelangt samarbejde og venskab med. Ifølge Björkstén var det nødvendigt at udvikle kvindegymnastikken henimod en større harmoni med kvinders natur. Den svenske, rationelle stillingsgymnastik, som blev udøvet af både kvinder og mænd, var for maskulin og kraftbetonet. Else Thomsens livsværk var at udbrede den Björksténske kvindegymnastik i Danmark, og hun virkede bredt som lærerinde og gymnastikinspektør igennem 27 år og som frivillig leder i både en lokal gymnastikforening og i idrættens top. Else Thomsen voksede op som fjerde barn i en søskendeflok på efterhånden 12 på en gård i Høm lidt nord for 1864-grænsen. Faderen var blevet tvunget til at forlade sin gamle slægtsgård, som lå lige syd for den nye grænse, og kærligheden til Sønderjylland samt en stærk kristen tro var Else Thomsens inspirationskilder, når hun senere i livet skrev digte. Det var på den tid almindeligt blandt gårdmandsbørn at tage et år på efterskole eller højskole, og på Vester Vedsted Efterskole besluttede Else Thomsen, at hun ville være lærerinde. Hun blev optaget på det nystartede Ribe Seminariums første hold i 1899 og tog lærereksamen i 1902 som den eneste kvindelige elev i sin klasse. På seminariet havde hun sit første møde med gymnastikken, som hun, hvad der var ganske usædvanligt, deltog i sammen med de mandlige elever. Efter lærereksamen rejste Else Thomsen til København Hun havde fået interesse for gymnastik og uddannede sig 1903-04 på Statens etårige Gymnastikkursus, det senere Statens Gymnastikinstitut, som tilbød den højeste uddannelse i faget. Efter et par år som vikar i Københavns kommunes skolevæsen blev hun i 1907 ansat som timelærerinde. Selvom det var gymnastikken, som havde hendes største interesse, fik hun ikke lov at undervise i dette fag i de første år. Københavns kommune havde indført pigegymnastik som obligatorisk fag i 1886, men langt op i 1900-tallet led skolerne under mangel på gymnastiksale. For trods alt at sikre fysisk aktivitet skabte Else Thomsen en skolestuegymnastik, som indgik i den almindelige skoleundervisning, og hun udgav artikler og småbøger om skolestuegymnastik. Fra 1908 arbejdede hun ca. en måned om året som medhjælper i Statens Gymnastikinspektion, hvor hun førte tilsyn med pigegymnastikken uden for København Arbejdet delte hun med kollegerne Sigrid Nutzhorn og K.S.A. Præstgaard, som hun havde nære faglige og personlige relationer til. Else Thomsen og Præstgaard var begge ledere i Københavns Kvindelige Gymnastikforening (KKG), og Else Thomsen boede i mange år i Præstgaards store hus på Frbg. sammen med gymnastiklærerinden Hansine Andersen. 1911-12 havde Else Thomsen orlov for at undervise i gymnastik på en dansk højskole i Nebraska, USA. Under endnu en orlov 1916-19 udførte hun et meget stort arbejde med at inspicere pigegymnastikken i hele landet og holdt utallige instruktionskurser for gymnastiklærerinderne. Sit mangeårige virke fik hun som inspektør for pigegymnastikken i de kbh.ske skoler 1919-46. Efter en diskussion i Borgerrepræsentationen, og på opfordring af Dansk Kvindesamfund, blev hun ansat som gymnastikinspektør i Københavns kommunes skolevæsen på lige vilkår med sin mandlige kollega xH.P. Langkilde, der tiltrådte samtidig med hende. Hun holdt opsyn med pigegymnastikken på skolerne, afholdt kurser for gymnastiklærerinderne, arrangerede stævner og deltog i tidens idrætsdebatter. Desuden var hun censor på Statens Gymnastikinstitut, hvor hun 1913-14 havde vikarieret som lærerinde. Også den frivillige foreningsidræt var Else Thomsen hele sit liv dybt engageret i. Hun meldte sig ind i KKG 1906, fra 1914 og resten af sit liv var hun medlem af bestyrelsen, 1920-24 som formand. Hun spillede en central rolle da Nordisk Forbund for Kvindegymnastik blev etableret på Björksténs foranledning i 1922. Formålet var at udvikle samarbejdet mellem Nordens gymnastiklærerinder samt at udbrede den Björksténske kvindegymnastik. Else Thomsen deltog i den danske redaktion af forbundets tidsskrift Nordisk Kvinnogymnastik og var hovedredaktør fra 1941. Hun ønskede at udvikle en kvindegymnastik, der tog hensyn til kvindens fysiologiske og psykiske særart, og støttede sig også til fysiologen xJ. Lindhard, som mente, at “Kvindegymnastiken skal overholde den særligt kvindelige Bevægelsesform, ikke skarpe og markerede Bevægelser men jævne og plastiske. Stillingerne skal være rene og smukke men ikke have Præg af den concentrerede Energi, som udmærker Mandens.” Denne videnskabelige og æstetiske tilgang betød, at Else Thomsens normer for kvinders gymnastik- og idrætsudøvelse var både emanciperende og restriktive. Gymnastik kunne virke frigørende for kvinderne, hvis den blev udøvet på den rette måde, men hun mente, at konkurrenceidræt og især atletik var degenererende for kvinders kroppe, og at der burde være strenge og indskrænkende regler for deres deltagelse i konkurrencer. Dette synspunkt forsvarede hun i Dansk Idræts-Forbunds (DIF) bestyrelse 1928-32. På trods af en lang debat, et udvalgsarbejde og en betænkning lykkedes det hende ikke at vinde gehør for sine synspunkter i DIF, som i 1934 konkluderede, at et forbud mod kvindeatletik ikke var berettiget. Kvinder havde haft adgang til DIFs bestyrelse siden 1921, men Else Thomsen var den første, der markerede sig, og hun trak sig, da hun erkendte, at hendes idéer om ledelse og udvikling af kvindegymnastikken ikke harmonerede med de mandlige lederes holdning. Else Thomsen var også aktiv uden for det idrætsfaglige arbejdsområde, bl.a. som medlem af bestyrelsen for Foreningen til Skolehygiejnens Fremme 1924-42, formand for Københavns Legepladsforening 1926-46 og medlem af Danske Kvinders Beredskab 1939-45. I 1936 modtog hun Fortjenstmedaljen i guld for sit banebrydende arbejde for dansk kvindegymnastik og sin store betydning for pigegymnastikken i de kbh.ske skoler. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Mariane_Thomsen

Mariane Thomsen

2023-04-22T23:13:49+02:00

fri anvendelse

Mariane Thomsen voksede op i et borgerligt miljø i Århus. Fra hun var fire år, boede familien i Århus Hospital, også kaldet Vor Frue Kloster, hvor faderen var forstander. Som 19-årig rejste hun til Lausanne, Schweiz, hvor hun 1888-89 gennemgik École supérieure og tog eksamen i fransk. Derefter rejste hun til Italien for at studere arkitektur. 1889-97 underviste hun på Elise Smiths Skole i fransk, regning og tegning. Hendes største ønske var at blive arkitekt, og hun søgte to gange ind på Kunstakademiet, men blev efter egne udtalelser afvist, fordi direktøren ikke ønskede kvindelige elever. I 1900 tog hun tegnelærereksamen fra Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder. At hun var en fremragende tegner, ses af de tegninger, hun fremstillede af Århus Hospitals bygninger og have samt af forskellige karikaturtegninger, som hun udførte, bl.a. til Dansk Kvindesamfund. I 1901 blev Mariane Thomsen kaldt hjem, da faderen var blevet svagelig og behøvede hjælp på klosterkontoret. Efter hans død i 1909 blev hun konstitueret forstander, men der var betænkeligheder ved at fastansætte hende i stillingen. Det skyldtes dels, at hun ikke som de tidligere forstandere var jurist, og dels at der ikke før havde været kvinder på posten. Der kom derfor til at gå to år, før Mariane Thomsen i 1911 blev udnævnt som den første kvindelige klosterforstander i Danmark, bl.a. efter ansøgning fra hospitalets beboere om, at embedet blev besat med Mariane Thomsen. Oprindelig havde hospitalet været et dominikanerkloster, senere hospital for syge og fattige, men fra 1856 var det blevet en stiftelse for knap 50 ældre beboere, især kvinder. Det blev drevet med midler fra den jord, der havde tilhørt Sortebrødrene, og gennem legater og gaver. Ved beboernes død arvede stiftelsen alt, hvad vedkommende efterlod sig. Mariane Thomsen viste sig at være en administrativ begavelse. Skønt hun ikke var jurist, klarede hun arbejdet med de mange spidsfindigheder i arvesager godt, og hun handlede ud fra en stor retfærdighedsfølelse i forhold til beboerne. Under sin opvækst på klosteret havde hun set de ringe sociale forhold, mange gamle levede under, og det prægede hele hendes voksenliv, hvor hun var dybt engageret i at skabe bedre vilkår for ældre og svage. Mariane Thomsen var meget afholdt af beboerne, der omtalte hende som mild og myndig. Hun forestod en omfattende renovering af hospitalskirken, og ved indvielsen meddelte hun folk i byen, at da hospitalskirken først og fremmest var beboernes kirke, var der ud over de officielle gæster kun plads til, at beboerne kunne komme med. Ved hospitalets 400-års jubilæum i 1941 modtog hun Den Kgl. Belønningsmedaille i guld. Sammen med en broder udgav hun den historiske fremstilling Aarhus Hospital, 1942. I 1944 gik hun på pension efter 33 år som forstander. Da Mariane Thomsen blev forstander, blev hun samtidig bestyrelsesmedlem af Velgørenhedsselskabet i Århus (VSÅ), hvor hun sad indtil 1944. VSÅs formål var at hjælpe “trængende, der uden egen Grund af Alder og Skrøbelighed var økonomisk ulykkeligt stillede.” Hendes langvarige engagement i VSÅ rettede sig særligt mod enker og andre enlige, som man søgte at hjælpe både økonomisk og ved at formidle arbejde. Mariane Thomsens 25-års jubilæum som forstander i 1936 var samtidig et 25-års jubilæum som kasserer i VSÅ. Også i Louiseforeningen i Århus, der rettede sig mod enlige kvinder, sad Mariane Thomsen i bestyrelsen. Hun var desuden aktiv i Dansk Kvindesamfund (DK) og fungerede som kasserer i Århuskredsen fra 1912 og indtil 1928, hvor hun trak sig, angiveligt af helbredsmæssige årsager. Også her havde man glæde af hendes administrative evner, fx var det Mariane Thomsen, der påtog sig hele organiseringen, da DK 1916 holdt sit store landsmøde i Århus med 400 deltagere. I 1913 blev Mariane Thomsen valgt til Århus Byråd for partiet Højre, senere Det Konservative Folkeparti, anbefalet af DKs Århuskreds og Århus Kvindevalgretsforening. Her sad hun indtil 1925 som ene kvinde blandt 18 mænd. De udvalgsposter, hun fik i årenes løb, viser, at hendes interesse for sociale problemer varede ved. Men hendes hjertesag var kvindesagen. Hun rejste sager om ligeløn for kommunens kvindelige kontorassistenter og lærere 1915-17 og måtte her kæmpe mod sit eget partis holdning. Sammen med kvindeorganisationerne og efter et stort lobbyarbejde fik hun stemningen vendt, så kontorassistenterne fik samme avancementsmuligheder som deres mandlige kolleger. Da hun senere rejste krav om ligeløn for kvindelige lærere, stod hun derimod helt alene og blev nedstemt efter en lang og heftig debat. Også ansættelse af kvindelige politibetjente, et anliggende, DK havde taget op i 1908, kæmpede hun for uden støtte fra sit eget parti. I 1914 blev Johanne Berg dog ansat som den første kvindelige politibetjent i Århus og antageligt som den første kvinde overhovedet med egentligt politimæssigt arbejde. Berg blev siden selv medlem af byrådet for Socialdemokratiet. Til gengæld havde Mariane Thomsen et tæt samarbejde med kvindeorganisationerne, der bakkede hende op med idéer og argumenter. Ingen i byrådet kunne være i tvivl om hendes holdning til kvindesagen. Hendes synspunkter vandt sjældent gehør hos flertallet, men takket være sin saglighed, fasthed og flid skabte hun alligevel stor respekt om sit arbejde, som hun sjældent forsømte. De første syv år var hun kun fraværende fra byrådsmøderne to gange. 1915-23 sad hun som den første kvinde i bestyrelsen for Den Konservative Vælgerforening, og ved rigsdagsvalgene 1920 og 1928 blev hun valgt som suppleant til Landstinget. I 1918 udkastede hun en ide til et Kvindernes Hus i Århus og fandt også en egnet grund. På grund af manglende kapital blev planerne ikke til noget, før DK med Hulda Pedersen i spidsen i slutningen af 1920’erne tog initiativ til at føre dem ud i livet. Byggeriet blev nærmeste nabo til Vor Frue kloster, og det faldt Mariane Thomsen for brystet, fordi bygningen derved kom til at skjule de gamle klosterbygninger, og hun skrev mange læserbreve mod planerne. Da grundstenen til Kvindernes Bygning blev lagt i 1928, fratrådte hun sine hverv i DK, men forblev medlem. Mariane Thomsen fik stor betydning ved sit pionerarbejde både som første kvindelige klosterforstander og som eneste kvindelige byrådsmedlem i Århus gennem 12 år. Hun forenede kvindesagsarbejde med sit politiske arbejde på forbilledlig vis i en tid, hvor meget få kvinder var aktive i politik. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Jette_Tikj%C3%B8b

Jette Tikjøb

2023-04-22T23:14:09+02:00

fri anvendelse

Jette Tikjøbs fader, der var landmand, måtte af helbredsgrunde opgive en påbegyndt konservatorieuddannelse med violin som hovedfag, men han forstod at fylde hjemmet med musik og videregive glæden ved den til sine tre døtre, der også fik deres første musikundervisning af ham. Senere fik Jette Tikjøb klaverundervisning af musikpædagogen Theodor Nielsen i Horsens, og da hun var 12 år, blev hun elev i byens folkemusikskole, der netop var startet af pianisten C.M. Savery. Efter tysk forbillede sigtede folkemusikskolerne i den tidlige udviklingsfase mod den brede, folkelige musikundervisning af såvel voksne som børn. Den musikpædagogiske bredde, der senere kom til at blive et af Jette Tikjøbs kendemærker, blev grundlagt her i de unge år hos Savery. Han gav nemlig ikke bare sine elever en ugentlig spilletime, han sørgede også for, at de kom til at spille kammermusik og fik musik- og kulturhistorisk inspiration. 1934 overtog Jette Tikjøb ledelsen af Horsens Folkemusikskole sammen med violinisten Hans Erik Knudsen. Ligesom hun selv var han gammel elev på skolen, hvor de bl.a. havde spillet kammermusik sammen. Ved siden af arbejdet i Horsens underviste de begge på Århus Folkemusikskole (ÅF), der var grundlagt af Savery i 1932, og fra 1946 ledede de i fællesskab skolen frem til 1958, hvor Hans Erik Knudsen søgte nye græsgange. Jette Tikjøb fortsatte som leder til 1976, fra 1970 sammen med musikpædagogen Claus Jørgensen. I 1962 overgik Det Jyske Musikkonservatorium, der var begyndt som en privat institution i 1927, til staten, og Jette Tikjøb blev leder af konservatoriets nyoprettede musikpædagogiske afdeling. Samtidig lukkedes ÅFs overbygning Jydsk Musikakademi, der siden 1943 havde uddannet folkemusikskolelærere. Fra 1965 havde Jette Tikjøb titel af docent, og 1974 blev hun konservatoriets prorektor. Det var karakteristisk for Jette Tikjøb, der 1941 havde aflagt musikpædagogisk eksamen i klaver på Musikkonservatoriet i København, at hun vedblivende søgte uddannelse og inspiration, først og fremmest i udlandet. Størst pædagogisk betydning fik hendes deltagelse i to kurser hos den eminente tyske musikpædagog F. Jöde på Silja-skolan i Sverige i 1937 og 1939. Af Jöde lærte hun tonika-do-hørelæresystemet, hvor man ved hjælp af håndtegn kan vise en melodis forløb, og hun brugte herefter begejstret systemet i sin undervisning. Senere rejste hun til en række europæiske storbyer, bl.a. London, Hamburg og Salzburg, og studerede, hvordan man dér formidlede koncertmusik og opera til børn og voksne. I 1966 var hun på studieophold i USA, bl.a. ved National Music Camp og Interlochen Arts Academy Michigan. Jette Tikjøb vendte altid hjem fyldt til bristepunktet af inspiration og idéer, som kom hendes forventningsfulde elever til gode. I forlængelse af sin hørelæreundervisning på musikskolen udviklede hun sin egen form for formidling af musikalske mesterværker, og hendes “operahold” bestod i ca. 30 år fra 1947. I hundredevis af børn på Århus Folkemusikskole blev tryllebundet af hendes smittende musikglæde, når hun gennemgik værker sammen med dem. Hun havde et særligt talent for at aktivisere sine tilhørere, og børnene både lyttede til og sang sig igennem bl.a. C.M. von Webers Jægerbruden, G. Bizets Carmen, Carl Nielsens Maskarade og Mozarts operaer. Jette Tikjøbs ry som musikformidler af Guds nåde bredte sig, og hun blev headhuntet til Danmarks Radio, hvor hun lavede fjernsynsprogrammet Syng med Jette og radioudsendelserne Sang og bevægelse og Vi hører opera. Hun samarbejdede med en række dygtige producere, i radioen bl.a. med forfatteren Karl Bjarnhof. Jette Tikjøb var selv var en flittig koncertgænger; sammen med sin mand Addi Krüger, der var bredt engageret i kunst og støttede hende i enhver henseende, overværede hun alle koncerter med Aarhus Symfoniorkester og alle nye forestillinger på Den Jyske Opera. Ægtefællen ledsagede hende også til International Society of Music Educations kongresser rundt om i verden, hvor hun holdt foredrag om sin pædagogik. Det var i høj grad Jette Tikjøbs fortjeneste, at Århus Folkemusikskole kom til at fungere som leverandør af publikum til såvel Aarhus Symfoniorkesters koncerter som Den Jyske Operas forestillinger. Musikerne fra orkestret underviste på musikskolen, og den efterstræbelsesværdige sammenhæng mellem det musikalske vækstlag og det professionelle musikliv blev i udstrakt grad virkeliggjort i Århus. Det var ikke for ingenting, at hun i mindeord blev kaldt “det århusianske musiklivs moder”, og musikere, der fik deres tidlige musikundervisning af hende, har understreget hendes forståelse for hver enkelt elevs særpræg. Fx skriver sangeren og komponisten Anne Linnet i sine erindringer, at Jette Tikjøb var den eneste, der forstod, at man kunne kigge ud ad vinduet, samtidig med at man kiggede ind i sig selv. Jette Tikjøb bredte sig over hele spektret: fra småbørnsundervisning til undervisning i musikpædagogik på højeste niveau, og det er betegnende for sammenhængen i hendes virke, at hun ud over sit arbejde på Århus Folkemusikskole og Det jyske Musikkonservatorium også fungerede som medlem af bestyrelserne for De Danske Folkemusikskoler, Musikpædagogisk Forening Århus, Århus Philharmoniske Selskab, Operafonden for Den Jyske Opera og fra 1983 Aarhus Symfoniorkester. Jette Tikjøb fik Århus Bys Ærespris i 1950 og var 1966 den første modtager af Jacob Gade-Prisen. Endvidere blev hun udnævnt til æresmedlem af Foreningen af Lærere ved Det Jyske Musikkonservatorium 1979 og af Dansk Musikpædagogisk Forening i 1991. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Ragnhild_Toft

Ragnhild Toft

2023-04-22T23:14:12+02:00

fri anvendelse

Ragnhild Toft udformede som privatlærer sin egen metode til klaverundervisning af små børn. Hun modtog børnene, når de var fire-fem år, samlede dem i hold og gav dem basisundervisning i hørelære og rytmik. Først når de blev seks-syv år, indledte hun den egentlige og individuelle klaverundervisning, samtidig med at hun stadig gav børnene supplerende hørelæreundervisning i grupper. Denne tætte forbindelse af klaver- og hørelæreundervisning fremmer børnenes evner til at høre musikken indvendigt, orientere sig på klaveret og transponere, endvidere styrker den deres lyst til at øve sig og eksperimentere musikalsk. Ragnhild Toft kom fra Lolland til København i 1934 efter at have taget studentereksamen året før på Katedralskolen i Nykøbing F. I gymnasietiden havde hun været med i en operaklub sammen med den senere komponist Svend S. Schultz, og hun ønskede selv at uddanne sin stemme. Hun tog sangundervisning hos Holger Bruusgaard og klaver- og teoriundervisning hos sin farbroder, komponisten Ludolf Nielsen. På grund af en kronisk bihulebetændelse måtte hun imidlertid sadle om, og i 1938 begyndte hun at uddanne sig som klaverpædagog på Musikkonservatoriet. Her blev Finn Høffdings undervisning i tonika-do-hørelære, harmoni- og formlære skelsættende for hende. Sammenhænge, funktioner og former i musikken gik op for hende på en helt ny måde. Sideløbende supplerede hun konservatorieundervisningen med rytmikerfaringer, indhøstet som elev af Gerda von Bülow, der bl.a. senere skabte Nordisk Rytmik i København Umiddelbart efter sin musikpædagogiske eksamen i 1941 blev Ragnhild Toft ansat som lærer i hørelære på Københavns Folkemusikskole. Samtidig udviklede hun sin basisundervisningsmetode og kom senere til at lave et utal af kurser i Norden, hvor hun præsenterede sine idéer. Ragnhild Toft havde flere jern i ilden. Under Anden Verdenskrig var hun sammen med bratschisten Ejvin Andersen og dirigenten Lavard Friisholm med til at starte foreningen Frit Forum for Musik i 1944. Den var uden censur og hermed et alternativ til Det Unge Tonekunstnerselskab (DUT). Foreningens koncerter med ny musik blev afholdt i kunsthandlen ved siden af den nyåbnede restaurant Tokanten, som blev koncertarrangørernes tilholdssted. En stor del af kunstnerne, bl.a. Ragnhild Toft, var kommunister, og det samme var hendes senere mand, der blev arresteret og sad i koncentrationslejr en stor del af krigen. Foreningen Frit Forum for Musik samarbejdede med bildende kunstnere, og Ragnhild Toft var den, der stod for det praktiske. Da foreningen blev nedlagt i 1947, havde Ragnhild Toft bevist sine organisatoriske evner, og Valdemar Wolsing fik hende til som den første kvinde at gå ind i DUTs bestyrelse, hvor hun sad i ca. ti år og specielt stod for arrangementet af koncerterne under titlen Unge Aftener. Det blev kutyme, at bestyrelsen og DUTs udenlandske gæster kom hjem til hende privat og spiste; en tradition, der holdt sig helt frem til 1986, da Ragnhild Toft for længst var trådt ud af bestyrelsen. Ragnhild Toft kom i bestyrelsen for Dansk Musikpædagogisk Forening (DMPF) i 1972, men allerede året før begyndte hun at arrangere faglige medlemsmøder, hvor komponister eller pædagoger kom og præsenterede deres værker og idéer. Hun har deltaget i alle Nordisk Musikpædagogisk Unions (NMPU) kongresser, og fra 1970 arrangerede hun grupperejserne for medlemmerne, bl.a. til Sovjetunionen, Norge, Canada og Australien. Ragnhild Toft sad i DMPFs bestyrelse i 12 år, og som en udløber af bestyrelsesarbejdet fungerede hun i 20 år i bedømmelseskomitéen ved Berlingske Tidendes musikkonkurrencer. Ragnhild Toft blev udnævnt til æresmedlem af DMPF i 1989 og af NMPU i 1991. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Marie_Trier

Marie Trier

2023-04-22T23:14:18+02:00

fri anvendelse

Marie Trier voksede op som den sidste af tolv børn i en rationalistisk præget præstefamilie i Dalum på Fyn. Hendes fader provst Leonhard Abel brød sig ikke om de nye skoletanker, der med Christen Kold fik indpas på Fyn i disse år, og søgte ud fra sit statsskoleideal at modarbejde dem. Han opgav dog snart og blev tavs og indesluttet, hvilket prægede familielivet. I dette stillestående miljø blev den unge feltdegn Ernst T. indkvarteret under krigen 1864. Han bragte munterhed, engagement i politik og litteratur og ikke mindst i den grundtvigske bevægelse med sig. Det blev til forelskelse og forlovelse mellem de unge, der havde provst Abels billigelse. Hvad provsten ikke billigede, var svigersønnens ønske om selv at oprette en folkehøjskole i Grundtvig-Koldsk ånd. Han krævede, at Ernst T. først beviste sin evne til at få en højskole i gang, før ægteskab kom på tale. Vinteren 1866 tilbragte Marie Trier hos sin forlovedes forældre i København, hvor hun kom i forbindelse med åbne og engagerede mennesker. Selv blev hun mere livlig. Menighedslivet omkring Vartov, hvor N.F.S. Grundtvig prædikede, optog hende stærkt. Efter at have overvundet sin faders modvilje blev hun den følgende sommer elev på Askov Højskole, som var ledet af Ernst T.s venner Charlotte og Ludvig Schrøder. For i sin fritid at lære, hvad hun senere skulle bruge som leder af en stor husholdning, blev hun indkvarteret på en gård nær skolen. Og undervisningen og samværet på højskolen gav hende lyst og mod til at tage et lignende arbejde op. Men selv med de nye kundskaber var det en stor opgave for hende efter brylluppet i 1867 pludselig at skulle klare arbejdet som husmoder og lærer på den højskole i Vallekilde på Sjælland, hendes mand under store vanskeligheder havde fået rejst året før. Som provstedatter og med en opvækst uden for det grundtvigske miljø blev hun i nogle kredse mødt med en del skepsis. Denne ændredes hurtigt til beundring, da det viste sig, at hun med selvstændighed, dygtighed og humør formåede at udskifte sin hidtil beskyttede og økonomisk sikre tilværelse med dette nye nøjsomme, usikre og meget arbejdsomme liv som højskolemoder på en nyoprettet skole. Ved siden af skolehusholdningen underviste hun på sommerskolen i håndarbejde, sang, retskrivning og oplæsning. Omsorgen for syge elever, senere tillige for sognets svagere stillede, tog hun også på sig. Netop som det unge par efter de første fem år glædede sig over, at nu var arbejdet for alvor ved at lykkes, blev hun alvorligt syg, smittet af en elev, hun havde plejet. Da hun døde, efterlod hun fire små børn og var gravid med det femte. Marie Trier hører til de kvindelige pionerer inden for højskolebevægelsen. Trods sin korte levetid var hun med til at skabe fundamentet for Vallekilde Højskole, idet hun i dens første vigtige fase ydede sit væsentlige bidrag til højskolehelheden. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Clara_Tybjerg

Clara Tybjerg

2023-04-22T23:14:31+02:00

fri anvendelse

Clara Tybjerg voksede op i en gammel embedsmandsslægt på Sydsjælland. En lillesøster var den senere kvindesagsforkæmper og radikale politiker Elna Munch. Efter faderens død flyttede Clara Tybjerg til København, hvor hun 1887-90 blev lærerinde ved Den Kellerske Åndssvageanstalt, der antog dannede unge kvinder til undervisning for en beskeden løn. I disse år arbejdede hun under Christian Keller, der udviklede en ny skabende måde at undervise og institutionalisere åndssvage eller handicappede børn på. Han ville gøre anstalten til et hjem og undgå unødvendig indhegning og afspærring. Herefter rejste Clara Tybjerg til USA, hvor hun arbejdede og videreuddannede sig ved Pennsylvania Training School for Feebleminded Children indtil 1892. Efter giftermål blev hun 1894 ansat som engelsklærer ved H. Adlers Fællesskole, der var oprettet året før. Skolen var den første fællesskole i Danmark, og Clara Tybjerg var fra starten med til at gennemføre, at piger og drenge fik den samme undervisning. Skolen arbejdede endvidere for at modgå sociale skel. Også skolens rektor H. Adler var inspireret af amerikansk pædagogik og havde studeret den amerikanske fællesskole, og de to kvinder havde således et fælles udgangspunkt. Clara Tybjerg underviste på skolen til 1915, men vedblev også efter sin afgang at interessere sig for pædagogiske og filantropiske tiltag over for børn, bl.a. som bestyrelsesmedlem for Foreningen til Værn for svagt begavet Ungdom og for Barnets Hus. Hun var desuden medlem af skolekommissionen for værneskolen fra 1914 og beskikket tilsynsværge under værgerådet. Clara Tybjergs anden store indsats lå inden for det internationale kvindearbejde og fredssagen, hvor hun fik brug for sine gode sprogkundskaber. Fra 1913 var hun udlandssekretær for paraplyorganisationen Danske Kvinders Nationalråd (DKN), og i årene op til kvinders valgret 1915 arbejdede hun sammen med søsteren Elna Munch, ligesom hun var aktiv i Kvindelig Læseforening. I DKN koordinerede hun rådets arbejde i International Council of Women. Under indtryk af Første Verdenskrigs udbrud 1914 blev mange kvinder, der ellers arbejdede for kvinders borgerlige rettigheder, enige om at forsøge at fremme mellemfolkelig forståelse og at arbejde for, at stridigheder blev afgjort ved voldgift i stedet for krig. I 1915 var Clara Tybjerg repræsentant for DKN ved den internationale kvindefredskongres i Haag. Kongressen var en erstatning for International Woman Suffrage Alliance’s planlagte kongres i Berlin, der blev aflyst ved krigsudbruddet. Deltagerne på kongressen i Haag var både repræsentanter for kvindeorganisationer og enkeltpersoner. I forlængelse af kongressens hovedtema, hvordan kvinder kunne medvirke til at standse krigen, blev Women’s International League for Peace and Freedom (WILPF) stiftet. Sammen med Thora Daugaard, Eline Hansen, Louise Wright og Eva Moltesen dannede Clara Tybjerg ved hjemkomsten en dansk sektion af WILPF, som 1916 fik navnet Danske Kvinders Fredskæde (DKF), fra 1925 Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed. De fem kvinder ønskede først at etablere den danske sektion inden for Dansk Kvindesamfund (DK). Men forslaget mødte for stor modstand, om end DK havde sympati for kvindernes fredsarbejde. Allerede vinteren 1915-16 forberedte en gruppe på ca. 30 sprogkyndige DKF-kvinder sig på deltagelse i næste kvindekongres gennem studier i folkeretslige, økonomiske og politiske emner. På kongressen i Haag var det blevet aftalt, at den næste kongres skulle afholdes straks efter Første Verdenskrigs afslutning. Clara Tybjerg var ansvarlig for organiseringen af studiekredsene, hvor bl.a. juristen C.C. Heilesen underviste i internationale retsforhold. De 30 kvinder, der deltog i studiekredsene, bl.a. Gyrithe Lemche, Henni Forchhammer, Estrid Hein, Matilde Bajer og Ellen Hørup, blev på Clara Tybjergs initiativ del af et netværk, der skulle rejse rundt i Danmark og oplyse om fredssagen. I sommeren 1916 udsendte foreningen en redegørelse for kongressen i Haag og en opfordring til danske kvinder om at træde ind i DKF ved at betale en “Fredskrone” og underskrive lister, som krævede “Retfærd fremfor Magt”. Listerne blev sendt til International Council of Women’s hovedkvarter. På denne måde ønskede man at give danske kvinder mulighed for at tilkendegive deres økonomiske og moralske støtte til fred mellem nationerne og således bidrage til at rejse en folkestemning for en retfærdig fredsslutning efter Første Verdenskrig. I 1918 afholdt DKF for første gang Kvindernes Fredsdag, hvor der bl.a. blev samlet penge ind. Initiativet gav problemer i forhold til Dansk Fredsforening (DF), stiftet af Fredrik Bajer i 1882. I DF så man med vrede på det store beløb, som det lykkedes kvinderne at indsamle og den medlemsflugt fra DF, som man frygtede ville blive konsekvensen af den nye forening. Clara Tybjerg, der indtil sin død var medlem af begge foreninger, forsøgte bl.a. i DFs organ Fredsbladet at skabe velvilje for et godt samarbejde mellem de to foreninger. I 1918 var DKF også arrangør af et stort møde i Paladsteatret, det såkaldte Wilson-møde, der havde en række kvindeorganisationer som anbefalere, bl.a. DK, DKN, Københavns Kommunelærerindeforening og Kvindernes Handels- og Kontoristforening, Hegnet. På mødet, hvor bl.a. Lemche og professor Viggo Bentzon talte, diskuteredes den fredsplan, som den amerikanske præsident Wilson havde fremsat. Clara Tybjerg var formand for DKF 1915-20 og blev ved sin afgang efterfulgt af Daugaard. Under Clara Tybjergs formandstid var foreningen vokset til omkring 10.000 medlemmer. Da DKF 1919-21 efterhånden udviklede sig til en landsorganisation med lokalafdelinger, gled hun over i Københavns-kredsen, hvor hun 1921-25 var formand. Efter Første Verdenskrig arbejdede WILPF primært inden for det sociale og humanitære område, for kvinders og børns rettigheder og for at bevare freden. Organisationen støttede kraftigt dannelsen af Folkeforbundet efter Versaillesfreden i 1919 og arbejdede for kvinders repræsentation heri. Efter fredsslutningen kunne WILPF 1919 endelig afholde sin anden kongres i Zürich. I den danske sektion var Clara Tybjerg særligt optaget af de aktiviteter, der havde med opdragelsen af børn og unge at gøre. Da Wien efter Første Verdenskrig blev ramt af en hungerblokade, var hun omkring 1921 meget aktiv i Wienerbørnshjælpen og medlem af bestyrelsen for Wienerbørns Ophold i Danmark. 1930-33 var hun som repræsentant for DKF og DF medlem af et udvalg vedrørende revision af skolebøger, nedsat af Undervisningsministeriet. Udvalget arbejdede på en ændring af indholdet i undervisningsbøger om andre folkeslag på baggrund af en amerikansk undersøgelse af skolebøgers bidrag til had og foragt mellem folkene. Clara Tybjerg var desuden medlem af hovedbestyrelsen for Dansk Røde Kors samt aktiv i Røde Kors’ Ungdom. Clara Tybjergs gæstfrie hjem på Østerbro dannede i årenes løb ramme om mange udenlandske freds- og kvindesagsforkæmperes besøg, bl.a. WILPFs stifter, den senere modtager af Nobels Fredspris Jane Addams, der tilbragte juleaften 1922 i det Tybergske hjem. På internationale kongresser var den statelige Clara Tybjerg en fyldestgørende repræsentant for den danske afdeling, sprogsikker og imødekommende som hun var. Efter ægtefællens død 1925 levede hun nogle år i Hillerød og deltog til det sidste i fredsarbejdet. Hun var en varmhjertet humanist, for hvem idéen var alt. Som koordinator i mange kvindeforeninger og internationale kontaktnet, der blev udbygget i århundredets første årtier, undlod hun at markere sig klart partipolitisk og kvindepolitisk. Hun var klog, åben og lyttede til sine medmenneskers problemer og havde viljen til at hjælpe dem. Modigt sagde hun altid sin mening, idet hun vidste, at “man kan ikke være Forkæmper og Forsigtigper paa en Gang.” KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Elisabeth_Vestergaard

Elisabeth Vestergaard

2023-04-22T23:20:23+02:00

fri anvendelse

Efter at have været på Askov Højskole og Vældegaard Husholdningsskole tog Elisabeth Vestergaard i 1904 eksamen som skolekøkkenlærerinde på Danmarks Lærerhøjskole. I de næste 13 år virkede hun som lærerinde ved Københavns kommunes fortsættelseskursus i husgerning, samtidig med at hun var gæstelærer ved Ankerhus Husholdningsseminarium i Sorø, hvor hun underviste i skolekøkkenpraktik. Hun introducerede her bl.a. laboratorieundervisning, hvor eleverne umiddelbart afprøvede de færdigheder, læreren demonstrerede. Forstanderen Magdalene Lauridsen forsøgte at knytte Elisabeth Vestergaard som fast lærer til Ankerhus, men hun ville selv være skoleleder. Da Eline Eriksens arvinger i 1917 satte Sorø Husholdningsskole til salg, overtog Elisabeth Vestergaard skolen og indledte hermed en skolevirksomhed, der skulle blive af 47 års varighed. Skolen blev udbygget 1929 og 1942 med festsal og ny elevfløj. Elisabeth Vestergaard gik, som hun bl.a. redegjorde for i radioforedraget Kønsmoral for Mand og Kvinde, 1933, og artiklen Moderen – Hustruen – Familien i Kvinden i Danmark, 1942, ind for ligestilling, forstået som opvurdering af kvinders arbejde i hjemmet både som husmødre og som mødre. Derfor indførte hun som den første barnepleje i husholdningsskolen, da hun i 1927 købte en nabovilla, som hun indrettede til børnehjem, så husholdningseleverne også kunne lære at passe børn. Skolen havde i alle årene meget store elevantal, og især efter at elevfløjen i 1942 kom til, var der helt op til 100 elever på både sommer- og vinterhold. Elisabeth Vestergaard blev kendt som en dygtig pædagog og især for sine daglige forevisninger for samtlige elever i festsalen. Hun var en god fortæller, foredragsholder og forsanger. Hendes praktiske dygtighed, hendes principfasthed og medfødte selvstændighed medførte, at hun kunne virke meget dominerende. Hertil kom, at hun holdt yderst streng disciplin på skolen. Hendes lærerinder skulle være på skolen hele døgnet og hele tiden opdrage eleverne. I sine erindringer anklager Lise Nørgaard Elisabeth Vestergaard for at forskelsbehandle sine elever efter social status, men den store tilslutning til elevmøderne tyder på, at de fleste havde glæde af deres ophold. Elisabeth Vestergaard betragtede arbejde som et kald og kunne ikke bekvemme sig til at gå på pension, selv ikke efter at hun kom alvorligt til skade ved et færdselsuheld omkring 1960. Hun blev ridder af Dannebrogordenen i 1954 og modtog en islandsk og en norsk orden som påskønnelse for sin indsats for de mange nordiske elever. Efter hendes død blev skolen drevet videre som en selvejende institution. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Martha_Werther

Martha Werther

2023-04-22T23:20:10+02:00

fri anvendelse

Martha Werther voksede op i Tønder som det næstældste barn ud af seks. Begge forældre var tilflyttere sydfra. Familien var velsitueret. Datteren kunne derfor få en uddannelse på det tyske kvindeseminarium på Augustenborg Slot og efter sin eksamen i 1900 opholde sig forskellige steder i Tyskland og andre lande i ti år. I disse år tog hun en længere videreuddannelse i Weimar og sprogkurser i Paris og London. Indimellem underviste hun bl.a. i Westfalen og Sverige. I 1910 blev hun ansat ved den tyske folkehøjskole i Tinglev, de to første år som lærer og derefter som forstander. Hun kom her til at præge flere generationer af hjemmetyske og udenlandske unge piger, indtil hun blev pensioneret i 1945. I 1935 tog hun sin forældreløse niece Lotte W. til sig. Volkshochschule Tingleff var blevet grundlagt i 1905 som den første tyske højskole, der blev drevet efter grundtvigiansk mønster. Der blev kun optaget piger på skolen, der med undtagelse af et par timelærere også kun havde kvindeligt personale. Med sin særlige baggrund i grænselandet og sine ti “vandreår” kunne Martha Werther åbne elevernes sind for kulturel påvirkning fra hele Europa. Det internationale islæt understøttedes af, at hun også optog elever fra Danmark, Norge og Island. Efter 1920, hvor Volkshochschule Tingleff kom til at ligge i Danmark, blev der optaget elever fra Slesvig-Holsten, det øvrige Tyskland og de baltiske stater. Martha Werther så helst, at ca. halvdelen af eleverne kom fra syd for den nye grænse, for at den gensidige kulturelle påvirkning kunne blive størst mulig. Hendes mål var at opdrage dem til selvbevidste, nationalt tyske, socialt og kulturelt åbne, kristne kvinder, der viste respekt over for fremmede nationaliteter og kulturer og var sikre i det praktiske arbejde som hustruer og mødre. Den strenge tugt og orden, som Martha Werther var blevet opdraget med på Augustenborg, prægede også dagsordenen i Tinglev, som var bestemt af en fast timeplan, der markeredes af en gongong. En del af eleverne har følt hustugten som en belastning, men de er alle blevet præget af de stærke og positive påvirkninger, de blev udsat for: de æstetiske i forbindelse med udsmykning og vedligeholdelse af hus og have, de vidensmæssige i undervisningen og de sociale i deres daglige samliv. Hertil kom elevrejsernes oplevelser, særlig på den store sommerrejse, som indtil 1940 altid havde Weimar med Schillerfestspillene som mål. Tidens politiske begivenheder blev årsag til, at Martha Werther i det daglige fik mange problemer at kæmpe med: Fremskaffelse af mad og brændsel, beslaglæggelse af skolen til militære formål under krigene, mangel på elever i de økonomiske nedgangstider efter Første Verdenskrig og i 1930’erne. Hverdagen var også præget af kamp om tilskud og stipendier, efter at grænsen var flyttet, trusler om nedlæggelse af skolen, kamp for at opnå indrejsetilladelse for elever sydfra i Nazitiden og tilladelse til at overføre gaver og penge over grænsen. De fleste forhandlinger førte Martha Werther selv, dog altid med en god opbakning fra bestyrelsen, som kun bestod af mænd. De finansielle stramninger var så alvorlige, at skolen først fik en skrivemaskine i 1930, og lærerlønningerne lå sædvanligvis på laveste plan. Trods disse vanskeligheder havde Martha Werther og skolen en væsentlig andel i, at Tinglev mellem 1920 og 1945 havde ry for at være det tyske mindretals kulturelle højborg. Hvert år blev der på højskolen gennemført et ungdomsstævne, som varede i flere dage og dannede optakt til det følgende års arbejde. Skolen dannede også rammen om overregionale møder, foredrag, menighedsaftener og tysk gudstjeneste, og eleverne turnerede med teaterspil, sang og folkedans. Martha Werther stillede sig selv og skolen fuldstændig i den tyske folkegruppes tjeneste. Hun blev en overbevist, men dog ikke fanatisk nazist og deltog således ikke i politiske agitationer. Hun kæmpede for et samarbejde mellem de nationalsocialistiske og de upolitiske tyske kvindeforeninger, dog forgæves og med det resultat, at der blev nægtet skolen tilskud fra tysk side. Martha Werther kunne ikke forhindre, at skolen i 1942 blev lagt under Schulamt, som blev ledet af Jens Møller, der var formand for det tyske mindretals nazistparti. I 1944 tog hun sammen med alle elever og lærere del i skansearbejderne ved Toftlund, hvor der blev oprettet et værn mod et forventet engelsk angreb fra nord, og i sine ferier drog hun til Fredericia for at hjælpe med at uddele forplejning til tyske soldater. Hun holdt fast ved at starte dagen med salmesang og afslutte den med en andagt om aftenen, og hun protesterede voldsomt, da nogle kvinder i en besøgsgruppe fra Tyskland i 1937 udtalte sig kritisk om de bøger, der stod på reolen, bl.a. en bog om Goethe og to bibler. I foråret 1945 blev skolen på foranledning af besættelsesmagten lukket og omdannet til lazaret for flygtninge, og efter kapitulationen blev Martha Werther arresteret, men to uger senere løsladt igen. Hun oplevede derefter nogle omtumlede år. Det første år boede hun sammen med sin niece og den 20 år yngre Therese Stüben, der havde været hendes kollega siden 1928. Da både niecen og Stüben var tyske statsborgere, blev de sendt i flygtningelejr og i 1947 udvist til Tyskland. Martha Werther var derimod dansk statsborger og kunne ikke få udrejsetilladelse til Tyskland før først i 1950’erne. Da flyttede hun igen sammen med Stüben, men bofællesskabet blev ikke lykkeligt. Et lyspunkt i disse år var den kontakt, nogle af hendes elever holdt til hende. Hun deltog også i sammenkomster på Tinglevs nye tyske efterskole, som blev oprettet i 1951. De sidste leveår tilbragte hun på et plejehjem i Tyskland. Hun døde i 1972 og blev stedt til hvile i familiegravstedet i Tønder. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Louise_Westergaard

Louise Westergaard

2023-04-22T23:19:28+02:00

fri anvendelse

Louise Westergaard mistede sin fader som treårig, og hun og moderen flyttede derefter til København Her fik hun en grundig skoleoplæring i Frk. Zeuthens Institut, hvor hun gik i ti år. Efter sin konfirmation som 17-årig var hun i nogle år lærerinde i Kalundborg, men vendte i 1848 tilbage til København og begyndte at forberede sig til institutbestyrerprøven hos pædagogen og forfatteren Athalia Schwartz og på Annestine Beyers Højere Dannelsesanstalt for Damer. Blandt hendes medstuderende var Natalie Zahle. I 1851 bestod de begge prøven. Louise Westergaard var derefter beskæftiget dels ved undervisningsarbejde, dels ved forskellige former for skribentvirksomhed. I 1851 udgav hun en Veileder for de Besøgende i Thorvaldsens Museum og året efter en børnebog, Verdensmarkedet, der beskrev Industriudstillingen i London 1851, som hun selv havde besøgt. Samtidig havde hun arbejdet videre på sin egen uddannelse. Hun indleverede i 1852 en besvarelse af Universitetets prisopgave Den franske Tragedies national-poetiske Charakteer, og Grunden til den ringeagtende Bedømmelse, som den til en Tid har været underkastet. Louise Westergaard modtog accessit for den og var dermed formentlig den første kvinde, og den første ikke-akademisk uddannede, der fik en afhandling således bedømt. Prisopgaven blev året efter publiceret og modtog nydelige anmeldelser. I 1858 overtog Louise Westergaard fru M. Gøtzsches højere pigeskole, som hun i løbet af et par år fik gjort til en af Københavns velanskrevne, progressive privatskoler, bl.a. indførte hun i 1860 som den første gymnastik i en pigeskole, ca. 40 år før det offentlige skolevæsen tog faget op. Hun lagde i sin undervisning i øvrigt vægt på moderne sprog, historie og naturfag, de to sidste discipliner i et omfang, der ikke var sædvane i pigeundervisningen. Hun var ikke mindst interesseret i engelskundervisningen, der på den tid var ny i de højere pigeskoler, og skrev selv nogle læse- og lærebøger i engelsk, ligesom hun påtog sig en del oversætterarbejde. Samtidig skabte hun i tilknytning til sin skole en efteruddannelse, der var almendannende, men også henvendte sig til unge kvinder, der ønskede at uddanne sig til lærerinder. Louise Westergaard var bevidst emancipatorisk i sin planlægning af pigeundervisningen og deltog i den tidlige kvindebevægelse som en meget aktiv medstifter af Kvindelig Læseforening i 1872 og næstformand i den første bestyrelse 1872-73. For hende, der kom fra et hjem, hvor forsørgeren tidligt var faldet fra, var den personlige frigørelse, den indre emancipation, og den økonomiske uafhængighed, den ydre, to sider af samme sag. Hun var kvindesagligt stærkt påvirket af Athalia Schwartz, der periodisk underviste på hendes skole, og var fra ungdommen nært knyttet til hende og hendes lidt yngre søster, institutbestyrerinde Frederikke Schwartz. I årene efter institutbestyrerprøvens indførelse i 1845 udklækkedes et stort antal veludrustede kvindelige skoleledere, der for manges vedkommende placerede sig som kvindefrigørelsens forposter, og Louise Westergaard var vel, bortset fra Athalia Schwartz, den intellektuelt bedst skolede. Hun var i højere grad i stand til at forholde sig teoretisk til indlæring og undervisning, end de fleste af sine samtidige, der alle sloges med den traditionelle pige- og kvindeundervisnings usystematiske, sporadiske karakter. Måske var hun forud for sin tid. Hvor en af hendes lærere, litteraturhistorikeren H. Schwanenflügel, berømmede hendes intelligens og intellektuelle skoling, fandt en af hendes elever fra 1870’erne, den senere skolebygger Th. Lang, hendes videregående undervisning alt for teoretisk for en lille 16-års elev. Louise Westergaards skole fik ufortjent en omtumlet skæbne. Da Københavns skoledirektør, J. Holbech, i 1861 anlagde injuriesag mod Athalia Schwartz for hendes offentlige og gentagne angreb på hans, efter hendes mening, mangelfulde tilsyn med byens privatskoler og vandt sagen, kølnedes Louise Westergaards forhold til skoledirektionen til under frysepunktet. Louise Westergaard, der vitterlig periodisk blev udsat for chikanelignende behandling, foretrak at flytte skolen over grænsen til Frbg. kommune. Med datidens manglende kommunikationsmidler flyttede selv en velanskreven skole imidlertid ikke ustraffet bort fra sin virkekreds, og hun måtte nogle år senere rykke tilbage til bymidten, hvor de fleste privatskoler trivedes bedst. Hendes usvækkede loyalitet mod veninden kom til at koste hende en del, men varede livet ud. Da Athalia Schwartz de sidste svære år af sit liv blev næsten blind, tog Louise Westergaard ophold hos hende og sørgede for, at hun trods sit handicap kunne fortsætte sit forfatterskab. Louise Westergaards skole blev efter hendes ret pludselige død i 1880 overtaget af Frederikke Schwartz. Louise Westergaard var en af de relativt få af datidens kvindelige skoleledere, der indså vigtigheden af at gøre omverdenen opmærksom på sine skoletanker, og hun udsendte årligt i hele sin funktionsperiode trykte programmer om skolens virke. Hun var en højt begavet ener med et bredt interessefelt og store vanskeligheder med at affinde sig med datidens ydmyge kvinderolle. Hun satte sit progressive præg på det kbh.ske pigeskolevæsen, og gennem sin indsats der og i Kvindelig Læseforening placerede hun sig i den gryende kvindesags periferi. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Louise_Winteler

Louise Winteler

2023-04-22T23:19:52+02:00

fri anvendelse

Louise Winteler voksede op som det ældste af 13 børn i et håndværkerhjem i Sydslesvig og blev ikke mindst knyttet til sin dygtige, arbejdsomme fader. Grunden til hendes kærlighed til hjemstavnen blev lagt i barndommens skole, hvor den senere professor i Kiel, den plattyske digter Klaus Groth, fik betydning for hende og sammen med det blomstrende familieliv i hjemmet og de mange søskende for altid bandt hende til Heide. Som 16-årig blev hun sendt i en pigeskole, men trods faderens helhjertede opbakning bag hendes planer om at uddanne sig til lærerinde kunne hjemmet kun dårligt støtte hende økonomisk. Det lykkedes hende at opnå hjælp ad privat vej, hun modtog undervisning i et par år og forsøgte sig derefter som lærer, dels i en drengeskole i Hamburg, dels som huslærer, men fandt sig ikke til rette. I 1853 kom hun i huset hos en fjern slægtning i Odense. Som mange andre kvindelige pædagoger i sin generation følte hun sig utilstrækkeligt uddannet og var utilfreds med sin undervisning. I Odense kom hun til at undervise tre piger, først på tysk, men da der hurtigt kom flere elever til, blev undervisningen dansksproget. Elevtallet voksede, og grunden var lagt til Louise Wintelers skole, der i løbet af få år blev en velanskrevet, progressiv pigeskole. Krigen i 1864 bragte hende en del vanskeligheder, men da ingen kunne betvivle hendes danske sindelag, blev de relativt hurtigt overvundet. Mere modgang mødte hun fra grundtvigsk hold, da der i byen blev oprettet en friskole, der lededes efter “det levende ords” princip, så Louise Wintelers ønske om en mere faglig pigeundervisning i folks bevidsthed fik karakter af sort skole. Ikke desto mindre blev hun i 1880 i stand til at bygge eget skolehus, i 1887 fik skolen dimissionsret til højere forberedelseseksamen og i 1908 til studentereksamen. Hun var da forlængst blevet en forgrundsfigur i det højere danske pigeskolevæsen. Louise Winteler videreuddannede sig livet igennem ved selvstudium og på studierejser, bl.a. flere gange i England. I 1889 foretog hun støttet af Kultusministeriet sammen med den langt yngre skolebestyrer Th. Lang fra Silkeborg den første længere studierejse til Tyskland og Schweiz, hvor Louise Winteler studerede især geografi og pædagogik. Rejsen blev indledningen til et livslangt venskab og et ideelt samarbejde mellem Louise Winteler og Lang. I 1893 grundlagde de foreningen Den danske Pigeskole (DDP), hvis formand Louise Winteler var indtil 1910. Foreningen blev gennem sit medlemsblad Bog og Naal et anerkendt nordisk debatforum for alle emner vedrørende pigers skolegang og lærerindeuddannelse. Bladet blev fra starten redigeret af Lang og Ida Falbe-Hansen med Louise Winteler som uundværlig medarbejder. Fra 1899 havde bladet desuden en svensk og en norsk redaktør, medlemstallet steg, og foreningen fik indflydelse på skolelovgivning i de nordiske lande. Forbindelsen til de offentlige skolevæsener, såvel til folkeskole som til latinskolerne, var frugtbar og præget af tillid, og fra omkring århundredskiftet blev DDPs årsmøder afholdt i forbindelse med de store nordiske skolemøder. Det må bl.a. tilskrives Louise Wintelers kloge, diplomatiske ledelse, at forholdet til myndigheder og skolefolk udviklede sig så gnidningsløst. Hun var ikke blot en god og myndig administrator, hun var en på én gang elskværdig og smidig forhandler. I 1905 var Louise Winteler som formand for DDP primus motor i oprettelsen af Pigeskolernes Faglærerindeeksamen, der fik lokaler stillet til rådighed på N. Zahles Skole. Foruden en bedre uddannelse af lærerinder til de højere pigeskoler var Louise Wintelers hovedinteresse forbedrede sociale forhold for de private skolers lærerkræfter. Hun var i 1912 medstifter af og i mange år formand for DDPs hvile- og rekreationshjem Sixtus ved Middelfart og medstifter af og bestyrelsesmedlem i Pigeskolernes, senere De private Realskolers Pensionskasse, i samarbejde med Lang og hendes broder, kursusbestyrer C.F. Linderstrøm-Lang. I 1898 havde Louise Winteler på en kombineret studie- og rekreationsrejse i Norge sat sig ind i den norske skolekøkkenundervisning og den statslige uddannelse af faglærerinder til undervisningen. Samme år indførte hun som den første i Danmark faget i sin skole og blev gennem foreningen aktiv i arbejdet for dets videre udbredelse i vort skolevæsen. Hun var ligeledes pioner i sprogundervisning, hvor hun i højere grad, end samtiden ellers gjorde, lagde vægt på, at eleverne lærte at udtrykke sig mundtligt, og hun udvidede sin geografiundervisning med erhvervsgeografi og var i mange år censor i faget til realeksamen. Louise Winteler var tillige censor i tysk, engelsk og geografi, fra 1888 den første kvindelige, ministerielt udnævnte censor i Danmark. Men Danmarkshistorie var hendes yndlingsfag, gennem det formidlede hun sin stærke nationalfølelse til eleverne. I slutningen af 1890’erne kom to af Louise Wintelers niecer efter deres forældres død til Odense og fik deres hjem hos hende. Her levede efter faderens død i 1882 også hendes gamle moder. Til Louise Wintelers store glæde blev niecen Margarethe Hoffmann hendes efterfølger, da hun i 1912 valgte at gå af som leder. I 1920, da staten overtog Louise Wintelers Skole under navnet Skt. Knuds Gymnasium, fortsatte Hoffmann som skolens rektor. Ved skolens 50-års jubilæum i 1903 modtog Louise Winteler Fortjenstmedaljen i guld. Hendes erindringer Minder fra et langt Liv udkom i 1925. Louise Winteler var ubestridt nestor blandt provinsens pigeskoleledere og højt respekteret for sin fremsynede skolepolitiske indsats. Hun var personligt uambitiøs, et klogt og elskeligt menneske med fremragende pædagogiske evner, og hun foretrak, hvor hun kunne, at trække i trådene bag kulisserne og lade de yngre træde offentligt frem. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Caroline_Wroblewsky

Caroline Wroblewsky

2023-04-22T23:23:56+02:00

fri anvendelse

Caroline Wroblewskys fader var indvandrer fra det nuværende Polen, en dygtig, velstillet instrumentmager. Imidlertid mistede han sin formue på grund af Københavns brand i 1795 og englændernes bombardement i 1807. For at kunne underholde sig selv og en ældre tante søgte Caroline Wroblewsky efter faderens død i 1818 om tilladelse til at oprette en “Dannelses Anstalt”. Muligheden forelå, efter at Skoleanordningen af 1814 havde indført undervisningspligt for begge køn. Hendes anbefalinger fra anerkendte borgere viser, at hun var veloplært, i besiddelse af de fornødne kundskaber og havde undervisningserfaring. Hun bestod den lovbefalede prøve for skolekommissionen med ros, men opnåede i første omgang ikke tilladelse til skolehold i det indre København, hvor der var tilstrækkeligt med skoler. Efter fornyet ansøgning fik hun imidlertid på sin 26-års fødselsdag ret til at oprette en skole for “conditionerede Familier” på Nørrebro, dengang en forstad uden for Københavns volde. Sammen med sin broder, kontorchef i Rentekammeret Johan Daniel W., som hun var nært knyttet til, flyttede hun til Nørrebrogade 49, hvor hun i 1818 åbnede en skole for små piger. I de første seks år var elevtallet lille, og hun underviste alene kun bistået af sin broder. Caroline Wroblewsky må imidlertid både have vundet tillid i sin forældrekreds og følt sig kvalificeret til andet og mere end at undervise småbørn, for i 1824 indstillede hun sig til en mere krævende prøve. Efter ansøgning fik hun tilladelse til at holde skole for pigebørn op til 16 år. Selvom Nørrebro på det tidspunkt var et nybyggerkvarter, var befolkningstallet stigende og dermed også behovet for skoler. Elevtallet voksede efterhånden til ca. 60 elever, hun fik en lærerstab på syv lærere og to lærerinder og myndighederne skønnede, at hun arbejdede med “særdeles Held” og “fortjente Opmuntring”. Caroline Wroblewsky og hendes skole var blevet en faktor af betydning i en ny bydel. Bortset fra kontakten til broderen levede Caroline Wroblewsky i en kvindeverden. Hun havde en større husholdning, hvor der altid boede elever som pensionærer. En af disse var hendes efterfølger Emilie Løbner, der var kommet i huset hos hende som syvårig, og som hun overlod skolen til i 1858. Da havde Caroline Wroblewsky styret sin skole i 40 år og grundlagt en tradition, der skulle vise sig særdeles levedygtig. Skolen eksisterer endnu i dag og er landets ældste eksisterende pigeskole, videreført som gymnasium, nu Nørre Gymnasium, udflyttet til Mørkhøj 1971. Caroline Wroblewsky levede og underviste på sin skole til sin død i 1875. Hun havde da i et halvt århundrede udført et vellykket pionerarbejde inden for opbygningen af det danske pigeskolevæsen. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Anna_Wulff

Anna Wulff

2023-04-22T23:23:59+02:00

fri anvendelse

Anna Wulff var sammen med Hedevig Bagger pioner inden for uddannelsen af børnehavelærerinder i Danmark. Hun voksede op som ældste barn i en søskendeflok på syv. Forældrene var indvandret fra Tyskland, og faderen havde arbejdet sig op fra cigarruller til sit firmas filialleder i København Han etablerede siden egen virksomhed P. Wulffs Cigarer, hvis mærker stadig eksisterer. Anna Wulffs moder var optaget af de tyske pædagoger J.H. Pestalozzis og F. Fröbels idéer, og de to ældste børn blev sendt i børnehave. Da søskendeflokken blev større, antog familien en Fröbeluddannet pædagog, der holdt børnehave i hjemmet sammen med nogle af naboens børn. Familien bevarede tysk som indbyrdes sprog. Børnenes høje uddannelsesniveau var et udslag af moderens pædagogiske interesse, men også et udtryk for, at familien forstod, at den letteste vej til integration i et nyt land gik gennem uddannelse. En af Anna Wulffs søskende var den senere sprogforsker Kurt W. og en anden Bertha W., der siden blev hendes nærmeste medarbejder. Anna Wulff havde sin skolegang på Frk. Schou og Trolles Skole i Hellerup, og hun tog almindelig forberedelseseksamen på N. Zahles Skole. Selvom Bagger fra 1885 var begyndt at uddanne børnehavelærerinder, valgte Anna Wulff at rejse til Fröbelstiftung i Dresden, hvor hun 1896-97 tog børnehavelærerindeeksamen og stiftede bekendtskab med folkebørnehaveidéen. Allerede inden sin afrejse var hun blevet udset til at skulle lede en nyoprettet børnehave ved Schou og Trolles Skole. Ved sin ansættelse 1897 sagde hun også ja til at oprette en uddannelsesplads i børnehaven, men på betingelse af, at den studerende ville bruge mindst et år. Småbørnspædagogik blev på dette tidspunkt professionaliseret, og med sin insisteren på en etårig uddannelse markerede Anna Wulff et kritisk modspil til de mange kortvarige uddannelsestilbud på området. I 1898 vovede hun sig ud i et minefelt, da hun i tidsskriftet Bog og Naal påpegede, at opdragelse var noget, der skulle læres, og at børn ofte led skade ved at være prøveklude for forældrene i det stykke. I stedet ønskede hun at opbygge en dialog med forældrene og arbejde for barnets ret til udfoldelse. 1897-1906 uddannede Anna Wulff 15 kvinder, og på pædagogen Kirstine Frederiksens opfordring afholdt hun 1900-04 tillige kursus for barnepiger. Efterhånden erkendte Anna Wulff, at hun måtte etablere en mere formaliseret uddannelse, hvis hun ville vinde gehør og påvirke børnehavedebatten. Hun dygtiggjorde sig ved et grundigt selvstudium og tog på studierejser til England og Tyskland. I 1906 udskilte hun seminariet som en selvstændig enhed og flyttede det til lejede lokaler på Karen Kjærs Skole på Nørrebro. Tidligere havde hun selv undervist i alle fag, men nu ansatte hun seks faglærere til de første to studerende. 1909 forlængede hun uddannelsen til halvandet år for dem, der ville uddanne sig til børnehaveledere. Året efter gav hun seminariet navnet Fröbel-Højskolen (FH). Navnet var velvalgt, idet det ikke bare signaliserede forbindelsen til Fröbel og hans tanker om kvinden som opdrager, men også til højskoleidéen om, at uddannelse både skulle være personlighedsdannende, vækkende og en skole for livet. For Anna Wulff var børnehavelærerindeuddannelsen således både almendannende og faguddannende. På FH blev der endvidere afholdt velbesøgte kurser for folkeskolelærere i værksteds- og musikaktiviteter for småbørn, ligesom der var enkeltfagsstuderende. I 1918 blev uddannelsen forlænget til to år, og antallet af studerende passerede for første gang 20. Ved sin død i 1935 havde Anna Wulff i alt uddannet 544 pædagoger, mere end dobbelt så mange, som der var uddannet hos Bagger på Frøbelseminariet. Hovedparten af 1930’ernes børnehavelærere var uddannet på FH, hvilket kom til at præge den faglige organisation og børnehavens profil i disse år. Anna Wulffs syn på børnehaven som en forebyggende institution og en social foranstaltning satte også præg på den lovgivningsmæssige side af sagen. Med loven om forebyggende børneværn fra 1919 blev det muligt for børnehaver at opnå statstilskud formidlet af Undervisningsministeriet, og ved socialreformen i 1933 blev børnehaven som område lagt ind under Socialministeriet. Samtidig med at uddannelsen blev toårig i 1918, fik Anna Wulff efter ansøgning det første statstilskud til FH. Indtil da havde seminariet været drevet for hendes egne midler samt elevbetaling. Hun lagde vægt på, at den sociale fordeling ikke blev for skæv ved at oprette hele og halve fripladser. Men på trods af statstilskuddet vedblev økonomien at være anstrengt, og man søgte tilskud, hvor man kunne, fx i forbindelse med studierejser. I 1920 blev Anna Wulffs søster Bertha W. medforstander for seminariet efter at have undervist på stedet siden 1906. I 1928 oprettede de to søstre i samarbejde med forstanderen Thora Justesen fra Saxoly en fritidshjemsuddannelse på FH, den første af sin art i Danmark. Fritidshjemsuddannelsen ophørte i 1950, da der på dette tidspunkt var blevet etableret selvstændige fritidshjemsseminarier. Sideløbende med sit virke som seminarieforstander var Anna Wulff brændende optaget af at virkeliggøre folkebørnehaveidéen, der forholdt sig kritisk til 1800-tallets småbørnsinstitutioner, asylerne, hvis hovedopgave havde været at opbevare og disciplinere børnene. I folkebørnehaven ville man ikke blot opbevare børnene, men også arbejde pædagogisk med dem. Sigtet var at rejse de svagest stillede i samfundet gennem opdragelses- og uddannelsestilbud. I 1914 rejste hun til Tyskland og Sverige, hvor hun bl.a. studerede settlementer og andre pædagogiske tiltag for svage grupper. Hendes Rejsebreve fra Sverige blev offentliggjort i bladet Hovedstaden. I 1915 fik hun ved bl.a. skoleinspektør Helga Sahlertzs hjælp mulighed for at realisere sine folkebørnehaveplaner på Christianshavn, hvor Anna Wulffs Folkebørnehave åbnede i Prinsessegade. Samtidig flyttede FH til Christianshavn, bl.a. til Dronningensgades Skole og Christianshavns Døtreskole. Også Anna Wulff flyttede til området, da hun ville bo blandt de familier, hun samarbejdede med. Her mødte hun kommunelægen R. Kjer-Petersen, og dette møde blev skelsættende for begge. De var fælles om indignationen over samfundsskabt nød som arbejdsløshed og elendige boligforhold, og hun fik ham til at indse, hvordan børnehaven kunne være en støtte til arbejderbefolkningen. Det førte til stiftelsen af Folkebørnehaveforeningen af 1915, der senere skiftede navn til Menighedsbørnehaverne, da Kjer-Petersen fik held med at appellere til menighederne om at stille lokaler til rådighed for det socialpædagogiske arbejde. I modsætning til asylerne, hvor arbejdskraften ikke var uddannet, satsede Anna Wulff udelukkende på uddannede pædagoger. Ønsket var at give familierne et heldagstilbud, og der måtte højst være 30 børn pr. pædagog. Da kravene var betydelige, blev der kun oprettet børnehaver i takt med, at uddannet personale og lokaler kunne skaffes. I perioden 1915-36 blev der oprettet omkring 25 børnehaver i dette regi. Anna Wulffs krav til børnehavernes normering byggede på Fröbels tanker. Ifølge ham skulle den voksne møde barnet med ydmyghed og respekt, og derfor måtte der ikke være flere børn, end at pædagogen kunne forholde sig til dem enkeltvis og have kontakt med forældrene. Det var Anna Wulffs ønske at skabe et miljø i børnehaven, hvor barnet kunne få nogle nære menneskelige relationer, blive selvhjulpent og opleve naturen, hvor det var muligt. Gennem fælles oplevelser ville hun give forældrene en ny indsigt i deres børn. Børnehavens familieudflugter rummede ofte op til 200 personer. Hun lejede et stykke jord på Amager Fælled og indrettede børnehavens have, hvor familierne også kunne opholde sig om søndagen. I børnehaven, der lå på tredje sal, holdt man fugle, hvide mus og duer. Gennem det pædagogiske arbejde ønskede Anna Wulff at opbygge grundlæggende selvværd samt en opmærksomhed og nysgerrighed over for verden både hos forældre og børn fra den socialt belastede del af befolkningen. Anna Wulff kom efterhånden til at se dag- og døgnområdet som en fælles sag, børnesagen. Hun deltog i børneforsorgsdebatten og skrev i Børnesagens Tidende. Et nært samarbejde med skolehjemsforstander L. Beck førte til realisering af hans første uddannelsestiltag for døgnområdets personale i 1934. Støtterne bag Anna Wulffs og seminariets social-radikalistiske linie på et kristent grundlag talte foruden Kjer-Petersen bl.a. præsten Hans Koch og hans hustru, sygeplejerske Margrethe Koch, sygeplejeforstander Charlotte Munck samt skolebestyrer Karen Bagge. Også nordiske og europæiske pædagoger knyttede Anna Wulff forbindelse til, bl.a. de svenske børnehavepionerer Ellen og Maria Moberg i Norrköping og den finske Elisabeth Alander i Helsingfors. I dette “syskonvänskap” udvekslede de faglige og personlige erfaringer, og heraf voksede de nordiske konferencer, der blev centrale for udviklingen af børnehaven i Norden. Seminariet Pestalozzi-Fröbel-Haus i Berlin inspirerede Anna Wulff i hendes arbejde, ligeså den tyske seminarieleder Henriette Goldschmidt, der bl.a. oprettede Tysklands første kvindeuniversitet, og som var fortaler for de kvindelige værdiers plads i opdragelsen. Anna Wulff var medlem af det tyske Allgemeiner Kindergärtnerinnen Verein, der havde en stærk kvindeprofil. Først i 1925 meldte hun sig ind i Dansk Kvindesamfund. Foruden at skrive artikler om børneopdragelse og børnesagen udgav Anna Wulff Sange og Sanglege for Smaabørn I-II, 1911-12, og i 1931 Fröbel-Højskolen gennem 25 Aar. Anna Wulff formåede at skabe en kultur på FH, der nåede ud over undervisningens rammer og fik bevægelsens karakter. Hendes kristne livsholdning gav hende en åndelig ballast til at mødes med både børn og voksne på en direkte og frimodig måde. Ved hendes død i 1935 blev der ved begravelsen sagt, at hun ikke prædikede, men at hendes liv var en prædiken. Anna Wulffs to børnehaver eksisterer stadig, ligeså FH, der siden 1976 har ligget i Roskilde. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Bertha_Wulff

Bertha Wulff

2023-04-22T23:24:00+02:00

fri anvendelse

Bertha Wulffs forældre var tyske indvandrere. Faderen var cigarruller, blev sendt til Danmark for at oprette en filial og startede senere sit eget firma, P. Wulffs Cigarer, hvis mærker stadig eksisterer. Der blev talt tysk i hjemmet, hvor Bertha Wulff var det fjerde barn i en søskendeflok på syv. En broder var den senere sprogforsker Kurt W. og en søster seminarieforstander Anna W., hvis nære medarbejder Bertha Wulff blev. I 1906 tog hun lærerindeeksamen fra N. Zahles Seminarium, samme år blev hun medarbejder ved Fröbel-Højskolen (FH), som søsteren havde grundlagt, og i 1920 medforstander på skolen. Samtidig med at Bertha Wulff i stigende grad overtog tilrettelæggelsen af det daglige arbejde, underviste hun i psykologi og pædagogikkens historie. Hun blev kendt som en dygtig lærerinde, der formåede at levendegøre sit stof og inspirere eleverne til selvtænkning. Hendes liv og virke var stærkt knyttet til søsterens, og i perioden 1906-35 delte de også hjem. Samarbejdet mellem disse to meget forskellige personligheder var godt og frugtbart og af stor betydning for seminariets udvikling. I forhold til søsterens direkte og frimodige omgang med mennesker, var Bertha Wulff mere korrekt og grublende af natur. Da søsteren døde i 1935, ønskede hun ikke at overtage ledelsen af FH, men påtog sig alligevel opgaven på bestyrelsens opfordring indtil 1938, hvor Inge Oldenburg blev ny forstander. Også i samarbejdet med børnehavepædagoger i ind- og udland, kom Bertha Wulff til at sætte sig spor. Allerede i 1921 blev der ved en studierejse knyttet kontakt mellem forkæmperne for den danske børnehavesag i Sydslesvig og FH. Sydslesvigs ældste danske børnehave i Flensborg fra 1921 bærer således Bertha Wulffs navn, og i 1952 nedlagde hun grundstenen til Fröbel-Børnehaven i Flensborg. I det nordiske samarbejde blev hun en central person. Ved det første nordiske møde, som hun arrangerede sammen med søsteren i 1925 i København, deltog omkring 250 pædagoger. Møderne blev afholdt ca. hvert fjerde år frem til 1972. Formålet med samarbejdet var at udvikle en fælles nordisk indstilling til den tysk inspirerede børnehavetanke. Man diskuterede først og fremmest pædagogiske spørgsmål, børneopdragelse og uddannelse, og fra møderne udgik resolutioner og materiale, hvorigennem man søgte at skabe en offentlig debat om børnehavens placering i samfundet. Kontakten med de øvrige kvindelige børnehavepionerer i Norden fik stor betydning som et forum, hvor personlige oplevelser og faglige problemstillinger kunne drøftes og udvikles. Særlig til grundlæggerne af Frøbelinstitutet i Norrköping, søstrene Ellen og Maria Moberg, knyttede søstrene Wulff tætte venskabsbånd. Bertha Wulff stod tillige i tæt kontakt med seminariet Pestalozzi-Fröbel-Haus i Berlin og med de tyske børnehaveorganisationer. Men da nazisterne omfortolkede og annekterede de Fröbelske tanker og Anden Verdenskrig brød ud, måtte denne kontakt ophøre. Endelig var Bertha Wulff med i støttekredsen bag L. og Sara Marie Beck, der blev pionerer inden for døgninstitutionsområdet. Kredsen ønskede at oprette et uddannelsessted for personale inden for døgninstitutionsforsorgen, hvilket lykkedes i 1934. Sammen med L. Beck deltog hun aktivt i oprettelsen af Børneforsorgens Martskursus, som fandt sted hvert år helt op til 1960’erne. I sit forfatterskab søgte Bertha Wulff at belyse Fröbelbevægelsens filosofiske og pædagogiske grundlag, bl.a. i bøgerne om Anna Wulff, 1937, og Friedrich Fröbel, 1945. Til forskel fra Hedevig Baggers Fröbelbiografi fra 1916 var Bertha Wulffs mere filosofisk-pædagogisk anlagt. Med den bredt orienterende Tidehverv og personligheder i opdragelsens historie, 1950, skrev hun en lærebog i pædagogikkens historie, der er blevet flittigt benyttet på børnehaveseminarierne og kom i 4. udg. i 1970. Efter sin pensionering bevarede hun kontakten med seminariet, bl.a. som gæstelærer for fritidshjemseleverne og som bestyrelsesmedlem. Helt indtil 1974 forærede hun hver afgangselev et sølvemblem med seminariets bomærke. Bertha Wulff modtog Den Kgl. Belønningsmedaille i guld i 1939 og var æresmedlem af Dansk Børnehaveråd. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Bodil_%C3%98sterbye

Bodil Østerbye

2023-04-22T23:23:14+02:00

fri anvendelse

Efter mellemskoleeksamen og et år i huset tog Bodil Østerbye en kontoruddannelse i et kolonialfirma. 1937-39 uddannede hun sig til børnehavepædagog på Fröbel-Højskolen (FH) under Bertha Wulff og senere Inge Oldenburgs ledelse. I årene 1944-46 tog hun deltidsårskursus og kurser i psykologi og psykiatri på Danmarks Lærerhøjskole. Efter sin uddannelse blev Bodil Østerbye ansat i Samuel Sogns Børnehave og Fritidshjem på Nørrebro, hvorfra hun i 1944 flyttede til Dronning Louises Asyl på Bjelkes Allé. Her skulle hun sammen med den nyudnævnte leder Asta Jensen og andre uddannede pædagoger omdanne institutionen fra asyl til børnehave. Det betød mange forandringer, bl.a. ansattes uddannet personale, og børnene blev delt op i mindre grupper. Samarbejdet med forældrene fik form af studiekredse og gruppeforældremøder, hvad der var nyt og avanceret på det tidspunkt. I anledning af 100-året for grundlæggelsen skænkede Carlsberg Bryggerierne 1947 medarbejderne en vuggestue og børnehave, hvis fysiske og økonomiske rammer lå ud over almindelig standard. Bodil Østerbye blev leder af børnehaven og skabte et forbilledligt samarbejde med både personale, forældre og bryggeriets ledelse, som ad denne vej fik større forståelse for deres ansattes livsvilkår. Fabriksbørnehaver var på det tidspunkt i deres vorden, og Carlsberg Bryggeriernes Børnehave blev på mange måder en mønsterinstitution. Bygningen var rummelig, der var to stuer til hver gruppe børn, et overnatningsrum til personalet samt en tandlægeklinik, og så havde vuggestuens mødre mulighed for at komme over og amme i frokostpausen. Hans Scherfig malede junglebilleder på stuernes vægge, og gæster fra ind- og udland aflagde institutionen besøg. Bodil Østerbye modsatte sig stærkt forældrenes ønske om natåbning, også senere som bestyrelsesmedlem, da hun ikke mente, det tjente barnets tarv. Bodil Østerbye blev i 1950 leder af det nyoprettede børnehaveseminarium i Odense, hvor hun gjorde en stor indsats i opbygningen af undervisningen og praktiksamarbejdet med de lokale institutioner. I 1959 tog hun imod en opfordring til at overtage ledelsen af FH, hvor hun fungerede som rektor til sin død i 1975. Bodil Østerbye, der selv var uddannet på skolen, mødte den med en kritisk holdning. Ligesom i de øvrige institutioner, hun havde stået i spidsen for, lagde hun vægt på åbenhed, demokrati og ligeværdighed. Hun var endvidere i stand til at bløde op på de noget fordomsfulde holdninger, børnehaveseminarierne havde til hinanden, og FH åbnede sig under hendes ledelse både indadtil og udadtil. Det tætte samarbejde mellem Bodil Østerbye og hendes tidligere kollega, praktikforstander Asta Jensen, betød, at skolen blev præget af to meget forskellige personligheder. I denne periode blev FH udvidet og udflytning til nye bygninger i Roskilde, der fandt sted 1976, planlagt. Med sin varme interesse for mennesker og stor tillid til, at lærere og studerende handlede ansvarligt, skabte Bodil Østerbye et frugtbart studiemiljø. Hun havde et nøgternt og selvstændigt forhold til myndighederne og blev som leder et forbillede for kolleger og studerende. Også fagforeningsarbejde tog hun del i som formand for Dansk Børnehaveråds Københavns-kreds, repræsentantskabsmedlem og en overgang foreningens repræsentant i Danske Kvinders Nationalråd. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Agnes_Adler

Agnes Adler

2023-04-22T22:54:02+02:00

fri anvendelse

Agnes Adler kan betragtes som den første danske rollemodel for kvindelige pianister. Hun optrådte offentligt i næsten 60 år, underviste i over 30, og hendes forhold til kolleger, elever, publikum og presse var frit for mislyde. Hendes fader var cellist i Musikforeningens orkester, og hans søster Amalie Hansen var den “stærkt feterede og vidtberejste Pianistinde og Violinistinde,” der bl.a. optrådte ved koncerter på Det Kgl. Teater 1848-49. Faderen opdrog to af sine børn til musikere. Agnes Adler prægede det kbh.ske musikliv som kammermusiker og pædagog i en menneskealder, mens broderen Emil Robert Hansen blev en fremtrædende cellist. Agnes Adler debuterede som otteårig i 1873 i Studenterforeningens Festsal ved en koncert, hvor også hendes fader og hendes broder medvirkede, og “hun behandlede sit Instrument med en saa beroligende Overlegenhed, at man kunde fristes til at tro, at hun havde lært at spille lige saa let som at gaa og tale”, hed det i en samtidig avisomtale. Agnes Adler og broderen fik prædikatet vidunderbørn og gav i de efterfølgende år en del koncerter, heraf flere på Kungliga Theatern i Stockholm og nogle sammen med violinisten, professor Anton Svendsen. Før Agnes Adler fyldte ti år, havde hun optrådt op mod 50 gange. Edmund Neupert underviste Agnes Adler i et års tid, inden hun som 14-årig fik friplads på Musikkonservatoriet, hvor hun studerede i to år med Edvard Helsted som klaverlærer. Som færdiguddannet optrådte hun i Musikforeningen i 1882 med Felix Mendelssohns klaverkoncert og Niels W. Gade som dirigent. Endvidere spillede hun i Koncertforeningen under Otto Malling, og fra 1890 optrådte hun jævnligt i Kammermusikforeningen og senere i Privat Kammermusikforening. Som ung spillede hun for den russiske pianist Anton Rubinstein på et af hans koncertbesøg i København, men tog ikke imod hans tilbud om at hjælpe sig i gang med en international karriere. Fra at have optrådt solistisk i sine unge år blev hendes koncertaktivitet mere og mere præget af kammermusik. Hendes glæde ved at spille denne musik var legendarisk, og hendes musikalske færdigheder syntes uden grænser. Selv vanskelige klaverstemmer spillede hun fejlfrit fra bladet. Komponisten Fini Henriques karakteriserede hende som den største udøvende musiker, han havde mødt i sit liv. Som ung solist kunne hun virke lidt kølig og reserveret, men i kammermusikken gav hun efterhånden mere og mere udtryk for det levende temperament og de varme menneskelige kvaliteter, hun besad. I 1914 begyndte Agnes Adler at spille sammen med cellisten Louis Jensen og violinisten Peder Møller i en trio, der blev kendt under hendes navn. På det tidspunkt fandtes der ingen faste professionelle kammermusikensembler i Danmark, og Agnes Adler-trioen blev den første af sin art. Trioen havde ingen ambitioner om en international karriere, så bortset fra optræden i Sverige var det alene det danske musikliv, der nød godt af dens store kapacitet. Agnes Adler spillede også i mange andre kammermusikalske sammenhænge, og hun var hyppigt brugt som akkompagnatør ved solistkoncerter. Det var almindeligt i den sammenhæng at opføre solokoncerter med orkesterledsagelsen skrevet ud som klaverpartitur, og hun blev i anmeldelser beskrevet som det bedste “Orkester” i København Da klaverfirmaet Hornung & Møller fejrede sin 100-års fødselsdag i 1927 ved en stor koncert i Odd Fellow Palæets store sal med Det Kgl. Kapel, dirigeret af Georg Høeberg, var de to fremtrædende pianister Agnes Adler og Johanne Stockmarr blandt dem, der trakterede flyglerne. En lige så vigtig side af Agnes Adlers musikalske virke som koncerterne var hendes undervisning. Hun var ansat som lærer på Musikkonservatoriet 1900-32, og frem til dannelsen af Agnes Adler-trioen var hendes koncertvirksomhed trængt lidt i baggrunden. Hun underviste ca. 20 timer om ugen med tre elever pr. time; herudover havde hun mange privatelever og uddannede således flere hundrede pianister, hvoraf mange kom til at præge koncertlivet og endnu flere den almindelige klaverpædagogik for børn. Agnes Adler holdt meget af at undervise, og ud over det store klassiske repertoire brugte hun megen ny nordisk musik i sin undervisning, bl.a. af Niels W. Gade, Grieg, Malling, E. Sjögren, A. Hurum og V. Sommerfelt. Blandt hendes mest fremtrædende elever var Ellen Margrethe Jørgensen, Sara Gilbert, Esther Vagning, Rudolph Simonsen og Ove Peters. I 1923, da Agnes Adler havde været koncertaktiv i 50 år, blev hun æresmedlem af Kammermusikforeningen og Privat Kammermusikforening. Da hun i 1931 fik en hjerneblødning og derfor måtte holde op med at optræde, kom hun som tilhører fast til Kammermusikforeningens koncerter. Kvindelige æresmedlemmer havde nemlig adgang, selvom medlemskab i foreningen ellers var forbeholdt mænd, og musikken var så fast en bestanddel af Agnes Adlers liv, at hun ikke kunne undvære den, selvom hun ikke længere selv spillede. Hun fik Ingenio et arti i 1923. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Birgitte_Alsted

Birgitte Alsted

2023-04-22T22:54:16+02:00

fri anvendelse

Birgitte Alsted, der voksede op i Odense, begyndte allerede som fireårig at improvisere på klaveret, delvis inspireret af moderens klaverundervisning. Da hun var otte år, begyndte hun at spille violin. I 1962 kom hun ind på Musikkonservatoriet med violin som hovedfag og debuterede herfra i 1971. I årene 1967-69 studerede hun i Warszawa hos professor Irena Dubiska. Gruppen for Alternativ Musik, der blev dannet i 1970, fik stor betydning for Birgitte Alsteds løbebane som komponist. Gruppen eksperimenterede med alternative koncertformer som happenings og kollektiv improvisation og opførte medlemmernes egne kompositioner på usædvanlige steder, fx på Nørreport Station og i Zoologisk Have. I 1971 fik Birgitte Alsted opført sit første værk Klumpe for baryton og kammerensemble i gruppens regi. Samme år begyndte hun at undervise ved Hørsholm kommunale Musikskole, senere på Skt. Annæ Gymnasium og i Københavns Musikskole. Hun fungerede også som assistent i Radiosymfoniorkestret og Radiounderholdningsorkestret. Allerede tidligt i sin karriere kom Birgitte Alsted i kontakt med scenisk kunst. Således skrev hun i 1975 musik til et skuespil af Iljitsch Johannsen Smedierne i Granada. Værket, der i sin koncertversion fik mange opførelser, bl.a. i Rom, førte til en del bestillingsarbejder for teatret. Til Marie Lalander og Corona Danseteater skrev Birgitte Alsted musik til tre forestillinger Tredie tilstand, 1979, Timileskoven, 1980, og Turning Point, 1985. Andre teateropgaver var Antigone på Gladsaxe Teater i 1983, Frokost i det grønne, 1985, og Drømmespil, 1987-88, i samarbejde med Brigitte Kolerus på Teatret ved Sorte Hest. Birgitte Alsted arbejdede også sammen med Rimfaxe Teater og Fønix Teater. I forbindelse med scenemusikken kom Birgitte Alsted i kontakt med et medium, som fik stor betydning for hende, nemlig elektroakustisk musik, hvis byggeelementer helt eller delvist består af elektronisk bearbejdet lyd. Et af de vigtigste værker i den forbindelse er Vækst fra 1989, første gang opført sammen med et lysbilledshow af fotografen Helle Nørregård og en violinstemme spillet live. Vækst kom til at repræsentere Danmark ved Internationalt Forum for Elektroakustisk Musik og blev også sendt i Danmarks Radios (DR) tv-program. Værket, der består af fire dele, er konciperet ud fra menneskets fire manifestationstrin, det fysiske, det emotionelle, det mentale og det spirituelle, og kan ses som et udtryk for Birgitte Alsteds mangeårige beskæftigelse med dybdepsykologi. Fordybelsen i de spirituelle inspirationskilder førte naturligt til, at Birgitte Alsted vendte sig mod tekster fra Bibelen, hvor specielt Jobs Bog kom til at få betydning. Den dannede grundlag for et storslået elektroakustisk værk Sorgsang, der blev bestilt af DR i et teknisk samarbejde med Dansk Institut for Elektroakustisk Musik og udsendt i 1995. I Sorgsang bruger Birgitte Alsted elektronisk bearbejdede lyde af forskellig herkomst som byggesten i kompositionsprocessen, fx den menneskelige stemme i form af recitation og sang, naturlyde som frøer samt kulturlyde som klokker. En ny version af værket Sorgsang II blev uropført på Steno Planetarium i Århus i 1995 under ledsagelse af en diaskomposition af Nørregård. Værket blev endvidere opført på International Society for Contemporary Music i København i 1996 og udsendt på cd året efter. Ved en portrætkoncert af Birgitte Alsted i Vor Frelsers Kirke i 1996 kunne man opleve Sorgsang II med deltagelse af den butoh-inspirerede danser Kitt Johnson. Ved samme koncert fik Sorgsang III for baryton og orgel til tekster fra Klagesangene fra Det Gamle Testamente sin uropførelse. Siden er der kommet tre andre værker med samme titel til tekster bl.a. af komponisten selv. Blandt Birgitte Alsteds seneste værker er To sange til døden for akkordeon, 1990, Imitaopposition for orgel, 1992, Spring I for damekor, 1994, skrevet i anledning af 50-året for Anden Verdenskrigs afslutning, Haiku-Wärme, 1995, bestilt af Wärme-Kvartetten, samt Hun Askepot, en performanceopera opført af Boxiganga Teater under Århus Festuge i 1996. Et vigtigt forum for opførelsen af Birgitte Alsteds værker har været foreningen Kvinder i Musik (KIM), som hun var medstifter af i 1980, og i hvis bestyrelse hun siden har siddet. I dette regi er hendes værker bl.a. blevet opført i Frankrig, Norge og Italien. Birgitte Alsteds komponistkarriere er forløbet stort set parallelt med udviklingen i den europæiske avantgardemusik fra 1950’erne og fremover. Fra en fascination af nye klangmuligheder samt sporadisk brug af improvisatoriske fremgangsmåder i 1970’erne, over en større melodisk følsomhed i 1980’erne for endelig at søge mod en spirituel udvidelse af musikkens inspirationskilder i 1990’erne. Men Birgitte Alsted har dog altid gået sine egne veje i overensstemmelse med sin intuition og grundlæggende klangfølsomhed. Ofte har hun arbejdet tæt sammen med andre kunstarter, fx eksperimenterende dans og billedkunst, og hun har skrevet musik til egne digte og omvendt. Hun har arbejdet både med akustiske instrumenter og med computer og bånd. Ud over komposition og udøvende musikergerning har hun arbejdet med kollektiv improvisation, ikke mindst med børn, fx i forbindelse med Det Unge Tonekunstnerselskabs børnemusikuger. Birgitte Alsted har i tidens løb modtaget en række legater og priser, bl.a. et treårigt arbejdslegat fra Statens Kunstfond i 1980 og Komponistforeningens Jubilæumspris i 1996. Hun har været medlem af Komponistforeningen siden 1974 og har haft mange tillidshverv, bl.a. i Statens Kunstfond, Københavns Kommunes Musikudvalg, Københavns Kommunes Musikskole og i Dansk Kunstnerråd. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Lisbeth_Balslev

Lisbeth Balslev

2023-04-22T22:47:44+02:00

fri anvendelse

Lisbeth Balslev voksede op i Århus i et musikinteresseret og socialt engageret hjem. Begge forældre havde glimrende sangstemmer, og man musicerede ofte i familiens skød. Under sin uddannelse til sygeplejerske sang Lisbeth Balslev ved forskellige arrangementer, hvor hun vakte opmærksomhed med sit rige stemmemateriale. Hun blev rådet til at videreudvikle sit talent, men valgte at gøre sin sygeplejerskeuddannelse færdig først, og i 1968 tog hun sin eksamen fra Århus Amtssygehus og fik arbejde i Esbjerg. Sideløbende tog hun undervisning på en musikskole i musikteori og klaver, og i 1969 blev hun optaget på Vestjysk Musikkonservatorium. Her studerede hun med Vagn Thordal som sanglærer indtil 1973, da hun kom ind på Det Kgl. Teaters Operaskole. Tre år senere forlod hun definitivt sygeplejegerningen efter sin opsigtsvækkende debut som Jaroslavna i Fyrst Igor i 1976 på Det Kgl. Teater. Efter debuten blev hun engageret ved teatret for de næste tre år, men forlod det allerede i 1978 i protest mod dets kunstneriske linie. Mens Lisbeth Balslev endnu var ved nationalscenen, sang hun bl.a. Senta i Den flyvende Hollænder, og denne præstation blev den indirekte årsag til hendes internationale gennembrud ved Wagnerfestspillene i Bayreuth 1978. Her sang hun Senta i østtyskeren H. Kupfers iscenesættelse af operaen, et parti, der var som skabt til hendes stærke sceniske udstråling. Gennembruddet i Bayreuth førte til et engagement på statsoperaen i Hamburg 1979-83, og siden har Lisbeth Balslev virket som freelancesanger, bl.a. ved Den Jyske Opera (DJO). Her har hun sunget mange af operarepertoirets tungere, højdramatiske partier, fx Isolde og Sieglinde, og da DJO i 1996 genopførte hele den omfattende Nibelungens Ring, var det med Lisbeth Balslev som Brünnhilde. En præstation ingen ville have forudsagt, da hun som ung sang koloratur- og bel cantopartier. Med sin intense nerve i spillet og en stemme af højdramatisk kraft, krydret med en varm lyrisk klang og klokkerene toptoner, har hun tilført enhver rolle en ekstra dimension, der har gjort hendes præstationer unikke. Hun har sunget næsten alle højdramatiske partier i operaer af Wagner og Richard Strauss, herunder Elsa i Lohengrin, Chrysothemis og titelpartiet i Elektra, kejserinden og farverkonen i Kvinden uden skygge og Kundry i Parsifal, ligesom repertoiret også omfatter fx titelpartiet i Puccinis Tosca. Ildsjælen Lisbeth Balslev har gennem hele karrieren fundet uvurderlig støtte hos både ægtefælle og nære venner. Det menneskelige og sociale aspekt er blevet prioriteret højt, og familien har tillige haft overskud til at engagere sig i humanitært arbejde, bl.a. ved fra 1990 at tage imod og arbejde for rumænske børnehjemsbørn. Lisbeth Balslev modtog i 1996 Operaens Venners Pris for sin fremragende præstation i DJOs opsætning af Nibelungens Ring og har desuden modtaget andre hædersbevisninger og legater, deriblandt Elisabeth Dons’ Mindelegat 1976 og Tagea Brandts Rejselegat 1989. I 1993 blev hun udnævnt til ridder af Dannebrogordenen, og i 1999 var hun den første modtager af den nyindstiftede hæderspris Årets Reumert. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Elisabeth_Boisen

Elisabeth Boisen

2023-04-22T22:53:07+02:00

fri anvendelse

Komponisten og lærerinden Elisabeth Boisen voksede op i København i et dybt religiøst hjem, der var naturligt præget af, at begge forældre tilhørte nogle af landets kendteste præsteslægter. Moderen, N.F.S. Grundtvigs ældste datter, måtte tilbringe sine sidste 30 år på sygelejet, men formåede ikke desto mindre at være familien en stærk støtte i troen. Elisabeth Boisens fader, en søn af biskop P.O. B., var ansat på Dronning Caroline Amalies Asylskole på Vestervold, først som lærer og fra 1851 som bestyrer. Grundtvig var skolens direktør. Fra 1854 fungerede faderen tillige som Grundtvigs kapellan i Vartov Kirke. Elisabeth Boisen selv stod sin morfader meget nær og lignede ham af både sind og trosopfattelse. Indtil faderens død i 1862 boede familien i en lejlighed på selve asylskolen. Elisabeth Boisen havde derfor fra barnsben en tæt kontakt til stedet, og som 18-årig begyndte hun at undervise på skolen og virkede her frem til midten af 1886, bl.a. under forstanderinden Susette Mariboes ledelse. Elisabeth Boisen tog sin afsked på grund af et svagt nervesystem, sandsynligvis forårsaget af en kronisk søvnløshed, der plagede hende livet igennem. Efter lærergerningen fastholdt hun frem til sin død kontakten til asylet som besøgs- og komitédame. Fra barndommen spillede Elisabeth Boisen meget klaver og gik en årrække til undervisning hos komponisten Emil Hornemann. Hun begyndte at komponere i 30-års alderen og udgav 30 hefter med egne kompositioner i perioden 1893-1918. De fleste indeholdt dog kun en enkelt sang eller to. Hertil kommer et hefte med 18 Romancer og Sange med Pianoforte, trykt som manuskript i 1893. Nogle få af disse blev senere genudgivet i let ændrede versioner. Blandt de tekster, Elisabeth Boisen benyttede, var flere forfattet af Thor Lange, hvis folkeviseagtige sange var meget yndede blandt samtidens kvindelige komponister. Den overvejende del af meloditeksterne var dog skrevet af Ingeborg Kristiane Rosenørn-Teilmann, stamhusbesidderen til godset Nørholm ved Varde, som Elisabeth Boisen delte hjem med i mere end tre årtier fra moderens død i 1887 til sin egen død i 1919. Deres kunstneriske samarbejde var meget nært og resulterede bl.a. i Fra Lunden, 1901, en gruppe naturlyriske sange, komponerede i højromantisk dansk romancestil. Senere fællesudgivelser er Tre Sange, 1913, og Sommerdag, 1914. Elisabeth Boisen udgav også et mindre antal vuggeviser og børnesange, hvoraf hun selv skrev teksterne til de fem. Formodentlig drog hun her god nytte af sin erfaring med børn fra asylskolen. Både i form og indhold er sangene fint afstemt til den særlige målgruppe, Maanen gaar aldrig i Seng, 1908, og Lille Erik, 1918, er således enkle deklamatoriske sange, fortællende en lille historie, der egner sig til at berolige et lille barn. Elisabeth Boisens kompositioner er karakteriseret af en forholdsvis tilbageholdt melodik uden den store udvikling. Klaversatsen er stram og enkel, og tonesproget konservativt og harmonisk. Den traditionelle stil kan have medvirket til, at hun aldrig blev anmeldt, selvom hun havde en vis kontakt med det offentlige musikliv via et par professionelle sangere, fx Sophie Keller, der optrådte med hendes værker. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Dagmar_Borup

Dagmar Borup

2023-04-22T22:52:30+02:00

fri anvendelse

Dagmar Borup blev født i 1867, året for oprettelsen af Musikkonservatoriet. Da hun blev optaget her i 1886, var der på hendes årgang i alt 18 kvinder og to mænd. Næsten alle kvinderne havde klaver som hovedfag. Konservatoriets formål var ikke alene at uddanne fagmusikere, men også at give amatører et solidt musikalsk grundlag til støtte for musikken i hjemmet og uddannelsen af det gode publikum. Sidstnævnte var især møntet på kvinder, alligevel brugte op mod halvdelen af dem musikken som profession i kortere eller længere tid, og langt de fleste var musikpædagoger. Heriblandt var Dagmar Borup, der fik stor indflydelse på faget solfège, hørelære, ved at foranledige, at det blev indført som fagdisciplin på en række videregående musikinstitutioner, og ved at forestå uddannelsen af pædagoger. Dagmar Borup kom fra et solidt, småborgerligt miljø i Horsens. Faderen var malermester og lidt af en kunstner, der også havde udstillet på Charlottenborg. Hun havde to søstre, og det kristne hjem var præget af humor og en varm atmosfære. Da Dagmar Borup startede på Musikkonservatoriet, var det endnu de gamle koryfæer Niels W. Gade, J.P.E. Hartmann og H.S. Paulli, der regerede. Med sin ligefremhed og jyske selvsikkerhed tiltalte hun alle med “du”. Det fik Gade til at gøre hende opmærksom på, at det var i orden, når det gjaldt ham selv. Men Hartmann måtte hun endelig ikke “dutte”. Dagmar Borup blev konservatoriekammerat med sin senere ægtefælle Julius B., violinist i Det Kgl. Kapel. Også komponisten Carl Nielsen blev hun bekendt med på Musikkonservatoriet, og han og hustruen billedhuggeren Anne Marie (Carl) Nielsen blev hendes nære venner. 1901 uropførte Dagmar Borup Carl Nielsens Fest-Præludium ved Aarhundredskiftet, og han skrev sin Chaconne for Klaver, 1916, til hende. Dagmar Borup var en fin pianist, som i en del år koncerterede, især sammen med sin mand. Desuden repeterede hun med flere unge sangere, bl.a. Vilhelm Herold og Einar Nørby, og fungerede som lyttende problemløser for dem og mange andre. Økonomisk var hun aldrig velbeslået, men hendes gavmildhed var legendarisk, og hendes kreativitet hævede hende over småborgerlige konventioner. Hun gik fx ikke af vejen for at invitere gæster på øllebrød, ej heller for i sin høje alderdom at tage turen ned fra fjerde sal på gelænderet for at skåne sine gigtplagede knæ. I 1900-tallets første tiår drev hun en dannelsespension for unge piger i sit hjem. Der var tale om kurser, der varede fra syv til ni måneder. Hun underviste selv i klaver, harmonilære, firhændig kammermusik og ottehændig symfonispil. Emilie Ulrich og Ida Møller underviste i sang, Niels Kristian Pedersen Sandby i violin, ægtefællen i sammenspil, Carl Nielsen i musikteori og P.S. Rung-Keller i musikhistorie. I tillæg fik pigerne undervisning i en række dannelsesfag og blev hver uge taget med på museer og til andre seværdigheder. To gange om måneden var der åbent hus med musik og oplæsning. Ikke kun fra Danmark, men også fra Norge, Sverige og Tyskland kom pigerne til pensionen, og Dagmar Borup bevarede ofte en livslang kontakt med dem. Dagmar Borup fik en nervelidelse i armene og måtte holde op med at spille. Hun rejste som 58-årig til Paris, hvor hun overværede solfègeundervisningen på konservatoriet. I solfège beskæftiger man sig med nodelæsningsteknik og færdigheden i at kunne omsætte hørt musik til et nodebillede. Den tidligere direktør for Pariserkonservatoriet A. Lavignac havde udgivet en stor samling undervisningsmateriale Solfège des solfèges, som Dagmar Borup tog udgangspunkt i, da hun satte sig for at indføre faget i Danmark. Her havde det i forvejen en tradition i skolesammenhæng, men fandtes ikke på de videregående musikuddannelser. Med sine mange forbindelser lykkedes det hende at indføre faget på Opera-Akademiet i 1927, på Musikkonservatoriet i 1930 og på Det Kgl. Teaters balletskole i 1932. Hun etablerede hurtigt en solfègelæreruddannelse og uddannede i alt mellem 30 og 40 pædagoger, flest kvinder. Dagmar Borup startede også Solfègelærerforeningen, hvor der blev holdt foredrag, møder og seminarer. Man diskuterede bl.a. emnet nodeblindhed på en række møder og studiekredse i 1950’erne. Dagmar Borups pædagogiske metode var inspireret af fransk tradition, men tillempet hendes egne idéer og personlighed. Over for hendes metode, der overvejende er en absolut nodelæsningsmetode, stod tonika-do-metoden, der medfører en relativ nodelæsning, og som i Danmark især blev varetaget af komponisten Finn Høffding. Dagmar Borup var en højt værdsat pædagog og glimrende organisator. Hun udbredte sin undervisningsmetode ved at udgive lærebogsmateriale og ved at rejse rundt med studerende og demonstrere den, dels i den danske provins, dels i Stockholm, Göteborg, Haag og Amsterdam. Elever af Dagmar Borup kom til at præge hørelæreundervisningen på konservatorierne og seminarierne i København og i provinsen. Det er ikke tilfældigt, at to af de meget få kvindelige professorer på danske konservatorier organisten Ebba Nielsen og pianisten Merete Westergaard har fået deres udnævnelser inden for hørelærefaget. Dagmar Borup afsluttede sin virksomhed som lærer på Musikkonservatoriet, da hun fyldte 70 år, men hun fortsatte med at give privatundervisning og uddanne solfègepædagoger i mange år efter. Livet igennem havde hun en vennekreds af usædvanlig stort omfang. Hun modtog den Kgl. Belønningsmedaille i guld 1947. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Gunna_Breuning-Storm

Gunna Breuning-Storm

2023-04-22T22:54:27+02:00

fri anvendelse

Gunna Breuning-Storm var den første kvinde, der, bortset fra harpenistinder, spillede i Det Kgl. Kapel. Kvindelige harpenister havde en særstilling som orkestermusikere og kunne, som Agnes Dahl, Marie Kjeldskov og Valborg Poulsen, spille i Det Kgl. Kapel og Tivolis Koncertsals Orkester uden at være medlemmer af Københavns Orkesterforening, som først gav adgang for kvinder i 1919. Dirigenten Victor Bendix søgte i 1915 om dispensation, fordi han gerne ville have Gunna Breuning-Storm til at spille ved opførelsen af Don Carlos på Det Ny Teater, men orkesterforeningen afslog ansøgningen. Ud over harpen blev strygeinstrumenterne, især violin og bratsch, efterhånden anset for acceptable for kvindelige orkestermusikere, men helt op til omkring 1970 var der kun få kvinder i symfoniorkestrene. Blandt 24 ansøgere vandt Gunna Breuning-Storm i 1926 kapelkonkurrencen om violinistpladsen efter Julius Borup. Da havde hun allerede i 19 år optrådt i Nordens og Tysklands koncertsale. Gunna Breuning-Storm studerede violin i en ung alder hos Johannes Schiørring og Anton Svendsen. Hun debuterede i 1907 i Odd Fellow Palæets store sal ved en koncert med orkester under ledelse af Bendix og med kongeparret i logen. De store forventninger til hende blev indfriet, og en journalist sammenlignede hendes debut med Frida Schyttes i 1889 og udtrykte sit håb om, at hun ikke som Schytte ville gå tabt for koncertlivet på grund af ægteskab. Efter koncerten videreuddannede Gunna Breuning-Storm sig i Berlin hos violinisten og dirigenten professor H. Marteau. I 1910 fik hun også her en bemærkelsesværdig debut og slog sig ned i den tyske hovedstad, hvor hun fik en stor elevkreds. Hun skabte sig samtidig et navn som solist og gav koncerter i alle Tysklands store byer. Hun optrådte med Berlinerfilharmonikerne under A. Nikisch, ved kompositionsaftener med M. Reger og F. Weingartner, og hun spillede ved hoffet for kejserinde Auguste Viktoria. Ved Første Verdenskrigs udbrud i 1914 flyttede hun tilbage til Danmark og fortsatte her med at undervise og afholde koncerter. I 1916 gav hun flere koncerter i Sverige, hvor hun og komponisten E. Sjögren opførte hans sonater for violin og klaver. Endvidere spillede hun meget sammen med hofpianistinden Johanne Stockmarr og blev i 1918 selv udnævnt til hofviolinistinde som den eneste nogensinde. Hun var en engageret pædagog og var efter sin tilbagekomst til Danmark først ansat ved C.F.E. Hornemans konservatorium, siden på Musikkonservatoriet 1919-23. Gunna Breuning-Storm var en alsidig musiker, og hun spillede klaverpartiturer af orkestermusik for indgående at kunne studere musikken. Ligesom sin berlinske lærer begyndte hun også at dirigere og stiftede omkring 1920 sit eget kammerorkester, der i 1925 indgik i det 50-årige amatørorkester Euphrosyne. Året efter blev Gunna Breuning-Storm under pressens store bevågenhed dirigent for Euphrosyne, og den funktion beholdt hun i næsten 30 år. Ved sit 25-års jubilæum som dirigent spurgte en journalist hende om, hvorfor der fandtes så få kvindelige dirigenter. “Dirigentstillinger er førerstillinger, og en kvinde er stadig kun et ribben; hun bliver endnu ikke betragtet som et helt normalt individ,” svarede hun. De specielle dirigentevner, der skal til for at lede et amatørorkester, besad Gunna Breuning-Storm i fuldt mål og hendes pædagogiske energi var med til at holde orkestret levende. Hun havde kontakt til kongehuset, og kronprins Frederik, den senere kong Frederik 9., var protektor for flere af orkestrets store koncerter. Hendes dirigentvirksomhed hang sammen med bredden i hendes musikalske færdigheder, men samtidig havde hun med sin langvarige solistiske koncerterfaring et stort kendskab til violinens repertoire, og i midten af 1940’erne vakte hun furore ved at spille ni af violinlitteraturens største koncerter over tre aftener. Også som kammermusiker gjorde Gunna Breuning-Storm sig markant gældende. Hun spillede 1. violin i Breuning-Bache-Kvartetten, der gav sin første koncert i 1919 og bestod indtil 1956. Fra 1920 optrådte den under navnet Kvartetselskabet Breuning-Bache, mens den i udlandet, hvor den hurtigt fik et smukt omdømme, blev kaldt Københavnerkvartetten. Den havde i de første år Gerhard Rafn som 2. violinist, Ella Faber som bratschist, og Paulus Bache, som Gunna Breuning-Storm havde spillet sammen med i Berlin, havde cellopladsen. Kvartetten indtog en førende stilling i det kbh.ske musikliv og turnerede hyppigt, både i Danmark og udlandet. Gruppen spillede ud over det klassiske repertoire også meget ny dansk musik. Den markerede sig endvidere ved i begyndelsen af 1920’erne at opføre en række kammermusikværker af tolvtonemusikkens skaber Arnold Schönberg for et ikke særlig forstående publikum. Gunna Breuning-Storm havde brede interesser ud over musikken, fx var hun kendt for sin udsøgte madlavning, og hun dyrkede passioneret sin sommerhushave ved Buresø ved Slangerup. Hun giftede sig ikke, men havde en stor vennekreds og boede i det sidste halve år af Stockmarrs levetid sammen med hende. Gunna Breuning-Storm var medlem af bestyrelserne i Kvartetselskabet Breuning-Bache, Dansk Tonekunstnerforening 1919-24, Dansk Koncertforening 1924-27 og Østerbro Kammermusikforening 1936-40. Ved Euphrosynes 60-års jubilæumskoncert i 1935 modtog hun Ingenio et arti. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Else_Marie_Bruun

Else Marie Bruun

2023-04-22T22:54:44+02:00

fri anvendelse

Else Marie Bruun, der stammer fra Fyn, havde påfaldende let ved at lære at spille violin. Hendes barndoms lærer Nanny Raffenberg var en glimrende pædagog, og da Else Marie Bruun efter hendes død fik organist Kai Senstius som lærer, erkendte han hurtigt, at hun måtte til København for at videreudvikle sit talent. Her forberedte Anton Svendsen hende til optagelsesprøven på Musikkonservatoriet og fortsatte med at undervise hende, da hun var blevet optaget. Else Marie Bruun studerede på konservatoriet 1928-31, de sidste to år med Peder Møller som lærer efter Anton Svendsens død. Endnu inden hun havde afsluttet uddannelsen, gik hun til konkurrence i Københavns Filharmoniske Orkester og vandt pladsen. Her spillede hun 1932-36 og blev dernæst optaget i Det Kgl. Kapel. Hun var højgravid, da kapellets konkurrence fandt sted, og havde været nervøs for, om det ville influere på hendes ansættelsesmuligheder. Men dommerne var ikke i tvivl om afgørelsen. Else Marie Bruuns mand, violinisten Julius Koppel, var allerede blevet ansat i kapellet i 1934, og de to kom til at køre et sjældent parløb. Ikke bare sad de ved samme pult i kapellet frem til 1979, men de spillede også sammen i deres egen kvartet, Koppel-Kvartetten, i næsten lige så lang tid. Foruden Else Marie Bruun på 1. violin og hendes mand, der i kvartetsammenhæng spillede bratsch, bestod den af Andreas Thyregod, 2. violin, og Torben Anton Svendsen, cello. Kvartetten virkede i 40 år, dog med udskiftninger på 2. violin og cello, og den turnerede i store dele af Europa. Else Marie Bruun var endvidere koncertmester i såvel Unge Tonekunstneres Orkester som Mogens Wöldikes kammerorkester, der medvirkede ved Københavns Drengekors koncerter i Slotskirken hver fredag. Under Besættelsen måtte parret i 1943 flygte til Sverige, men her var deres navne i forvejen kendte, og de blev hurtigt inviteret til at spille i Göteborg Symfoniorkester. Else Marie Bruun spillede utallige gange i Kammermusikforeningen, der ikke optog kvindelige medlemmer. Kvinderne måtte gerne optræde i foreningen, men kun de få kvindelige musikere, der var blevet udnævnt til æresmedlemmer, måtte opholde sig blandt publikum. Else Marie Bruun blev en af de få; i 1953 blev hun æresmedlem her og i 1981 også æresmedlem af Kammermusikforeningen af 1911. De årlige kammermusikdage på Hindsgavl Slot var endnu et af musikerparrets virkefelter. De to kom til at deltage i samtlige 25 års festligheder, og de sidste 12-13 år var det også dem, der stod for tilrettelæggelsen af musikprogrammerne. Else Marie Bruun har fået adskillige hædersbevisninger, bl.a. Ove Christensens ærespris 1950, Tagea Brandts Rejselegat 1957 og Breuning-Bache-Kvartettens Mindelegat 1967. Hun blev ridder af Dannebrogordenen i 1961. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Gerda_B%C3%BClow

Gerda Bülow

2023-04-22T22:53:46+02:00

fri anvendelse

Gerda Bülow var som sine tre søstre født tysk baronesse, men hendes evner og interesser faldt ikke sammen med miljøet og opdragelsen. Hverken ridning eller dans tiltalte hende, hendes lyst gik i stedet i retning af møbelsnedkeri og violinspil. Efter faderens død vendte hendes danske moder tilbage til Danmark sammen med de fire døtre. Gerda Bülow begyndte at spille violin, og som lærere i København fik hun Gerhard Rafn, der blev hendes første ægtefælle, og Emil Telmányi. I udlandet supplerede hun sine studier hos F. Touche i Paris, G. Kuhlenkampff i Berlin samt M. Rostal og C. Flesch i London. Hun debuterede med M. Bruchs violinkoncert i Tivolis Koncertsal i 1929 og fik smukke anmeldelser. Livet som koncertmusiker var imidlertid for opslidende for hende, og hun vendte sig mere og mere mod pædagogikken. I 1932 tog hun musikpædagogisk eksamen med violin som hovedfag, og året efter aflagde hun eksamen i hørelærepædagogik hos Dagmar Borup. Gerda Bülow arbejdede i 1940’erne organisatorisk inden for Dansk Musikpædagogisk Forening. Hun var sekretær i foreningens bestyrelse 1940-50, men allerede i 1939 startede hun flere aktiviteter, bl.a. medlemsaftener i sit eget hjem. Det var også Gerda Bülow, der, 22 år efter at det første nordiske musikpædagogiske møde havde fundet sted, tog initiativet til etableringen af interskandinaviske musikpædagogiske kongresser, hvoraf den første løb af stablen i København i 1946. Kongresserne blev indtil 1977 afholdt hvert tredje og derefter hvert andet år. Hun var selv en flittig foredragsholder og kursusgiver inden for violinpædagogikken og udgav en violinskole i 1945 og Moderne Violinteknik og dens systematiske Opbygning i 1946. Samme år fik hun sønnen Gert i sit andet ægteskab. Hendes interesse for rytmik førte hende til Tyskland, da der ikke fandtes en rytmikuddannelse i Danmark, og i 1957 tog hun ved Akademie für Theater und Musik i Hannover tysk statseksamen i rytmik. Rytmikken, der blev udviklet af schweizeren E. Jaques-Dalcroze i begyndelsen af 1900-tallet, er en personlighedsdannende musikpædagogik med det kropslige som udgangspunkt. Dens officielle navn er nu RMO, Rytmisk-Musikalsk Opdragelse. I 1961 stiftede Gerda Bülow Nordisk Rytmik, et seminarium for uddannelse af rytmikpædagoger, der havde til huse i hendes hjem i Lyngby. Det var en selvejende institution, der både tilbød en treårig fuldtidsuddannelse og suppleringskurser. Seminariet blev siden statsstøttet og videreført under navnet Instituttet for Rytmik. Ud over seminarieundervisningen og sine rytmik- og violintimer på skolen i Lyngby, holdt Gerda Bülow et utal af rytmikkurser i hele Skandinavien. Denne udstrakte aktivitet var kun mulig, fordi hun i hjemmelivet havde stor praktisk opbakning af sin mand, der virkede som lærer. Parrets søn blev en internationalt berømt koncertcellist, fra 1995 professor ved Hochschule für Musik und Theater Rostock. Strenghed og orden prægede Gerda Bülows målrettede undervisning. I modsætning til musikpædagogen Astrid Gøssel, der tog jazzmusikken til sig og inddrog den i sin pædagogik, accepterede Gerda Bülow ikke den rytmiske musik i undervisningen. Alligevel havde de to pædagoger bevægelse som undervisningsgrundlag til fælles. Også på rytmikområdet udgav hun en del undervisningslitteratur, og centralt står bogen Hvad er rytmik? fra 1972, der rummer den grundlæggende fremstilling af emnet på dansk. Ud over arbejdet i Dansk Musikpædagogisk Forening bestred Gerda Bülow en lang række andre organisatoriske tillidshverv, bl.a. var hun formand for Danmarks Hørelæreforening 1952-67, og hun stiftede Forbundet for RMO og var dets formand 1970-78. I 1978 blev hun æresmedlem af forbundet. Gerda Bülow modtog Københavns Amts Kulturpris i 1980, og i 1969 og 1983 var hun pristager i to prisopgaver. Den første var udskrevet af Danske Arkitekters Landsforbund og drejede sig om udvikling af børns muligheder for at opleve rum og form. Den anden var udskrevet af Samrådet for Musikundervisning og vedrørte samspillet mellem skolernes obligatoriske musikundervisning og den, der gives i fritiden. Besvarelsen af førstnævnte opgave blev udgivet under titlen Børn, rum, form, 1971. Med sin tidlige forståelse af rytmikkens betydning blev Gerda Bülow en pioner inden for sit felt. Takket være sine glimrende organisatoriske evner formåede hun at etablere den formelle ramme for rytmikpædagogikkens udvikling i Danmark og skabte sig herigennem et navn i musikundervisningens historie. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Margrethe_Chonowitsch

Margrethe Chonowitsch

2023-04-22T23:00:24+02:00

fri anvendelse

Margrethe Chonowitschs fader var apoteker, først i Vesterborg på Lolland og senere i Odense, hvor han snart blev kendt som en farverig person. Han var en nevø af digteren Emil Aarestrup, moderen var beslægtet med forfatteren Harald Kidde, og familien var alsidigt kulturelt interesseret. Margrethe Chonowitsch viste tidligt talent for at spille klaver. Hun gik til spil i Nakskov i tre år, indtil familien flyttede til Odense 1904. Her fik hun en seriøs, videregående uddannelse hos pianisten Else Marie Rosendal, og i 1908 optrådte Margrethe Chonowitsch første gang offentligt. I de følgende år arbejdede hun sig op og blev en meget værdsat og hyppigt anvendt akkompagnatør og drev samtidig en omfattende undervisningsvirksomhed. Hun overtog Rosendals rolle som byens førende pianist og blev anmeldt i begejstrede vendinger. Især i Odense, men også ved koncerter i andre fynske byer akkompagnerede Margrethe Chonowitsch sangere, skuespillere og violinister, ofte vekslende med solistisk optræden. I 1915 modtog hun 200 kr. i rejseunderstøttelse fra Undervisningsministeriet. Pengene kan være brugt til et studieophold i København, sikkert er det, at hun omkring dette tidspunkt tog timer hos den østrigske pianist W. Klasen, der optrådte en del i Danmark. Frem til 1942, hvor hun som jødisk gift måtte skjule sig for den tyske besættelsesmagt, var hun den akkompagnatør, Odense Musikforening hyppigst benyttede ved koncerter til at ledsage de danske og udenlandske solister. 1919 mødte Margrethe Chonowitsch den kbh.ske presse ved to koncerter på Casino. Kritikken fremhævede hendes pianistiske føling og roste hendes klangsans, teknik og virkemidler i den flot anlagte klavermusik af S. Rachmaninov og den polske pianist og komponist I. Friedman, mens man fandt, at hun fortolkede værker af Beethoven og C. Debussy vel følelsesfuldt. 1919 var også året, da Margrethe Chonowitsch mødte sin senere ægtemand, den østeuropæiske violinvirtuos og professor Julius C., der stammede fra Vilnius i det nuværende Litauen, dengang en del af Rusland. Han var flygtet fra sit hjemland i forbindelse med revolutionen og havde bosat sig i Danmark i 1918, hvor han gav koncerter landet over. Med sit store, afvekslende repertoire og sin overlegne tekniske dygtighed havde han hurtigt formået at slå sit navn fast i den danske offentlighed. Efter vielsen 1920 indledte parret et både kunstnerisk og musikpædagogisk samarbejde, fx afholdt de 1921-23 11 koncerter i tilknytning til en række musikhistoriske foredrag af museumsinspektør Chr. M.K. Petersen. Festkoncerten i anledning af Carl Nielsens 60-årsdag i 1925, hvor komponisten selv dirigerede sin Lille Suite for Strygeorkester, mens Margrethe Chonowitsch bl.a. akkompagnerede ved opførelsen af hans violinkoncert, er et vigtigt eksempel på parrets mangeårige samarbejde med Odense Musikforening. Allerede fra begyndelsen af 1920’erne havde Margrethe Chonowitsch og hendes mand et musikpædagogisk samarbejde med en cellist, og 1930 stiftede ægteparret Odense Musikkonservatorium som en privat institution. Det kom til at fungere frem til 1960 og havde i 1930’erne gennemsnitligt 80-85 elever, både børn, unge og voksne. Repertoiret var især klassisk og romantisk, inklusive nordisk musik, men rummede senere foruden Ravel og Debussy også værker af moderne komponister som B. Bartók og D. Sjostakovitj. Der knyttedes yderligere lærerkræfter til konservatoriet, hvor man tilbød undervisning i klaver, violin, cello, klarinet, obo, orgel, sang og musikteori. De mest markante lærere var dog fortsat Margrethe Chonowitsch selv og hendes mand. De førte de bedste elever frem til debutkoncert i København, men ifølge Margrethe Chonowitsch kun, hvis de havde ikke blot særligt talent, men også besad flid og en ubetvingelig lyst til et liv som professionelle musikere. Indtil 1960 optrådte ægteparret sammen med nogle af de gode elever både til de halvårlige elevsoiréer og på 34 “Kulturelle Folke-Musikaftener” i Fyns Forsamlingshus. Efter den tvungne pause under Besættelsen genoptog ægteparret driften af konservatoriet, nu dog kun med dem selv som lærere. Indtil blot tre uger før sin død i 1972 fungerede Margrethe Chonowitsch som “Odenses gode lærerinde”, som hun blev kaldt af en af sine senere elever, klaverpædagogen Jette Borch. Ved siden af sin egentlige undervisningsvirksomhed virkede hun især i de senere år også som vejleder for de elever, der havde valgt en karriere som musikpædagoger. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/France_Ellegaard

France Ellegaard

2023-04-22T23:04:37+02:00

fri anvendelse

Som datter af den verdensberømte cykelrytter Thorvald E. voksede France Ellegaard op i Paris under og efter Første Verdenskrig. Faderens karriere varede i mere end 25 år, fra han vandt sit første verdensmesterskab i 1901. Familien tog fast bopæl i den franske hovedstad i 1912, fordi byen var et praktisk centrum for hans mange rejser. Siden blev familien boende, for at France Ellegaard kunne gennemføre sin musikalske uddannelse i verdensbyen. Allerede da hun var fem år, optrådte hun ved velgørenhedskoncerter, og kun ni år gammel indledte hun sin uddannelse på Pariserkonservatoriet efter at have fået en aldersdispensation. Hendes konservatoriestudier, der varede til 1932, omfattede ikke bare klaver, men også teori, komposition, musikhistorie og slagtøj, og hun viste et så overordentligt talent på alle områder, at hun i løbet af konservatorietiden indkasserede 12 førstepriser. Som en tyvstart debuterede hun som knapt 14-årig i København med et fornemt resultat. To år efter kom hendes parisiske debut, hvor hun afsluttede sin klaveruddannelse ved at spille N. Rimskij-Korsakovs klaverkoncert med l’Orchestre des Concerts Lamoureux dirigeret af A.Wolff. Sine musikteoretiske studier færdiggjorde France Ellegaard fire år senere, og herefter indledte hun et omfattende turnéliv, som gjorde hende berømt over hele Europa. Hun blev straks beskrevet som en åbenbaring med alle de egenskaber, en pianist kan ønske sig. En fransk anmelder gav udtryk for, at hun havde ynde, en fuld og rig tone, udtalt følelse for nuancer og endelig en fuldkommen teknik. Den impressionistiske musik stod hende nær, og hendes meget roste Chopinspil kan føres i en lige linie tilbage til komponisten selv: spanieren S. Riéra, der var hendes klaverlærer på konservatoriet, var elev af G.A. Mathias, der selv havde været en af F. Chopins elever. Men også France Ellegaards tolkning af fx J.S. Bach, D. Scarlatti, Mozart og Beethoven føltes stilrigtig. Da hun var opdraget i fransk tradition, var der sider af tysk musik, hun ikke var blevet præsenteret for under studierne, og det var dirigenten Fritz Busch, der bevægede hende til at tage Brahms’ 2. klaverkoncert på programmet i Stockholm i 1939. Senere i sin karriere spillede hun med succes flere af Carl Nielsens klaverstykker i udlandet, bl.a. Tema med Variationer og Chaconne. France Ellegaard blev med årene meget bevidst om sit repertoire, og ud over den musik, publikum elskede på forhånd, spillede hun også mindre kendte værker som fx sonater af de spanske 1700-tals komponister N. Casanovas og A. Soler. France Ellegaards moder, der gennem hele datterens opvækst nøje havde styret hendes øvning og øvrige uddannelse, fortsatte med at være chaperone for hende på alle turnéerne, der førte hende til Skandinavien, Finland, de baltiske lande og størstedelen af det øvrige Europa. Først efter at France Ellegaard var fyldt 30 år, begyndte hun at organisere sin karriere selv. Familien boede i Danmark ved Anden Verdenskrigs udbrud, og France Ellegaard forsøgte at fortsætte sit koncertliv trods krigen. Da hun i 1943 fik en måneds udrejsetilladelse til Sverige, valgte hun at blive der, og hun boede i Stockholm under resten af krigen. Hun var en flittig koncertgiver, og hendes kapacitet, også repertoiremæssigt, var utrolig. Hun havde mindst 12 klaverkoncerter præsent og præsterede at spille Chopins koncert i e-mol, Mozarts 18. i c- mol, Ravels venstrehåndskoncert, Schumanns og Griegs koncerter samt Brahms’ 2. klaverkoncert i løbet af en periode på 14 dage, samtidig med at hun også gav solokoncerter, hvor hun spillede Beethoven, Chopin, Ravel, Rimskij-Korsakov, A. Skrjabin og I. Stravinsky. Hun trivedes i Sverige og fik mange kontakter, bl.a. med den store ungarske pianist Annie Fischer, som hun gav flere duo-koncerter med. France Ellegaard var specielt glad for at spille i Finland. Hun optrådte der første gang i 1933, og det blev siden til mange koncertbesøg. Hun spillede ved flere velgørenhedskoncerter til fordel for Finland i forbindelse med Vinterkrigen 1939-40, og general G. Mannerheim overværede hendes koncert i Helsingfors i 1940 og opsøgte hende bagefter for at komplimentere hende. I 1948 traf hun sin kommende mand, der var en af Finlands første og førende nonfigurative malere. Året efter giftede de sig, og France Ellegaard flyttede ind i sin mands store kunstnerbolig i Mattby noget uden for Helsingfors. De to kom til at danne et celebert par, der havde den franske tilknytning til fælles, og som inspirerede hinanden kunstnerisk. Fx er et af ægtefællens berømte malerier La Cathédrale engloutie skabt under indtryk af France Ellegaards udførelse af Debussys præludium af samme navn, og selv tog hun O. Messiaens Vingt regards sur l’enfant Jésus på repertoiret på sin mands opfordring. France Ellegaard fik flere hædersbevisninger, bl.a. den franske medalje Arts, Sciences et Lettres i 1933 og Tagea Brandts Rejselegat i 1936. I 1960’erne begyndte hendes koncertvirksomhed at ebbe ud. Hun fik det treårige finske statsstipendium i 1965 og underviste på Sibeliusakademiet 1969-75. På trods af France Ellegaards tekniske perfektion syntes hendes klaverspil at være udtryk for en indtagende spontanitet, og til den ynde og rytmiske klarhed, der fra starten var hendes kendemærke, kom efterhånden et nærmest troldsk temperament, hvormed hun skabte sublime tolkninger. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Johanne_Fenger_-_komponist

Johanne Fenger

komponist

2023-04-22T23:04:08+02:00

fri anvendelse

Johanne Fenger, der forblev ugift og levede hele sit liv i familiens skød, voksede op i en stor søskendeflok i Lynge præstegård. Hendes fader var en af tidens kendte teologer, belæst og begavet og med et så veludviklet talent for sang, at han som ung havde fået tilbud om en ansættelse som operasanger. Interessen for sang førte siden til flere salmebogsudgivelser. N.F.S. Grundtvig var kapellan hos hendes farfader Rasmus F., og faderen var en af Grundtvigs disciple på en del områder, men havde en anden holdning til bl.a. missionssagen. Familien havde også tilknytning til tidens litterære miljø, bl.a. via digteren B.S. Ingemann, der boede i det nærliggende Sorø og var en god ven af faderen. Børnene lærte at spille klaver, og Johanne Fenger akkompagnerede ofte sin fader, bl.a. når han ville præsentere en udenlandsk sang for Ingemann, som denne så blev opfordret til at digte en dansk tekst til. Johanne Fengers liv ændrede sig radikalt, da faderen i 1854 fik et nyt præstekald i Høje Tåstrup. Nu kunne hun, der som barn havde levet i landlige omgivelser langt væk fra hovedstaden, let rejse med toget til København, hvor hun modtog undervisning i komposition, sang og klaver af Leopold Rosenfeld og Edvard Helsted. Størst påvirkning modtog hun dog fra slægtningen, komponisten Christian Barnekow, der var formand for Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik. At hun abonnerede på udgivelsen, vidner om hendes seriøse interesse for komposition. Johanne Fenger komponerede og udgav i alt 46 sange og to klaverstykker mellem 1866 og 1911, de fleste i egne samlinger á seks-otte stykker. Flere blev desuden optaget i samtidens sangbøger, fx i Danmarks Melodibog. At hun var inspireret af grundtvigianismen afspejlede sig i hendes valg af tekster, der i de første år i reglen havde enten et åndeligt eller folkeligt-historisk indhold. Typisk er i denne henseende hendes første udgivelse Sex danske Sange, 1866. Som flere af tidens komponister blev Johanne Fenger inspireret af Ingemanns digtkreds Ahasverus og komponerede i 1871 en cyklus af seks sange med tekster fra denne. Efter 1881 udviklede hendes sange sig musikalsk, og hun valgte nu oftest tekster af naturlyrisk karakter. Repræsentative kompositioner for denne periode er Lyriske Sange, 1881, og Digte af Helene Nyblom fra 1884, sidstnævnte til tekster af den svensk-danske forfatter. Akkompagnementerne varieredes her yderligere, forskellige figurer understøttede teksten deskriptivt, meget ofte i livlige, boblende, næsten længselsfuldt stræbende bevægelser. I sin musik fik Johanne Fenger måske udtrykt et følelsesregister, hun ellers ikke fik brugt. Efter forældrenes død boede Johanne Fenger hos farbroderen, den fremtrædende læge og politiker C.E. F. i København Hun har formodentlig undervist hans børn, men drev ved siden af også sin egen undervisningsvirksomhed i korsang og klaver. Hun fik imidlertid i denne periode tid et apoplektisk anfald, der fik vidtrækkende følger. Hun blev delvist blind og begyndte at lide af vrangforestillinger, og mellem 1885 og 1896 var hun indlagt på et sindssygehospital. Søsteren Sofie tog hende senere til sig, og Johanne Fenger blev med tiden så rask, at hun igen kunne dyrke musik, om end hun efter sygdomstiden kun udgav en enkelt komposition Menneskets Engle i 1904. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Ellen_Gilberg

Ellen Gilberg

2023-04-22T23:15:20+02:00

fri anvendelse

Fra hun var seks til ti år, lærte Ellen Gilberg grundlæggende klaver- og nodelæsningsteknik hos komponisten Tekla Griebel Wandall. Imidlertid havde Ellen Gilberg allerede fra fireårsalderen spillet efter gehør og improviseret, og hun havde et skarpt absolut gehør. Hun lærte også orgelspil hos sin fader, der var organist, og vikarierede undertiden for ham i Fredensborg Slotskirke. Hendes anden klaverlærer blev Max Rytter, der førte hende op til en lovende debutkoncert i 1933, og med mellemrum fik hun også undervisning og opbakning af pianisten og vennen Georg Vásárhelyi. Det lykkedes hende i Paris at blive elev hos den verdensberømte I. Philipp, som hun studerede hos hver vinter frem til 1939, og hun optrådte i disse år såvel i Danmark som i Frankrig. Under Anden Verdenskrig spillede hun med Tivolis Koncertsals Orkester og var solist ved flere torsdagskoncerter. Hun nåede endvidere et meget bredt publikum, da hun et utal af gange spillede R. Addinsells Warszawakoncert, der var uhyre populær i 1940’erne. Efter krigens afslutning i 1945 satsede Ellen Gilberg for alvor på at erobre en position i udlandet og optrådte i Norden, Frankrig og Tyskland, ofte med dansk musik på programmet. Hun fik sin engelske debut i Wigmore Hall i London i 1950 og spillede i BBC. I 1950’erne gennemførte hun flere turnéer i USA og Canada, og hun optrådte to gange i Carnegie Hall i New York. Her havde hun allerede under sit første besøg truffet Philipp, der under krigen var flygtet fra Frankrig, og som nu var gammel og svækket. Hun tog sig af ham og hjalp ham med at forsøge at vende tilbage til Frankrig, hvor han imidlertid ikke længere kunne trives. Samtidig vikarierede hun for ham på et konservatorium i Montreal og fandt ud af, at hun kunne lide at undervise og havde evner for det. I Danmark var hun docent ved Det Jyske Musikkonservatorium 1964-74 og engagerede sig i flere lovende unge kunstneres karrierer, bl.a. akkompagnerede hun sangeren E. Islandi i Europa og USA. I 1983 fejrede hun sit 50-års jubilæum som pianist, dels med en koncert i Århus til fordel for Red Barnet, dels med en koncert i Odd Fellow Palæet i København samt en timelang radioudsendelse. Ellen Gilbergs spil var lyrisk, klangskønt og syngende. Hendes improvisatoriske evner kom bl.a. til udtryk ved en koncert i Falkonercentret, hvor hun uden forudgående planlægning spillede sammen med jazzpianisten Duke Ellington. Ellen Gilberg fik endvidere stor betydning som pædagog, og med sin internationale koncertvirksomhed og udbredelse af interessen for dansk musik medvirkede hun til at sætte Danmark på det musikalske verdenskort. Hun fik Ingrid Jespersens Legat i 1954 og Tagea Brandts Rejselegat i 1958. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Tutter_Givskov

Tutter Givskov

2023-04-22T23:15:23+02:00

fri anvendelse

Tutter Givskov fik en violin, da hun var seks år, og blev som barn først koncertmester i sin skoles orkester, dernæst i Statsradiofoniens Juniorensemble, som blev dirigeret af Emil Reesen. Som 14-årig kom hun på Musikkonservatoriet og fik Thorvald Nielsen og senere Erling Bloch som violinlærere. Tutter Givskov havde også oplagte evner som pianist, hvilket hun siden fik god brug for, når hun skulle akkompagnere sine violinelever. Tutter Givskov tog afgangseksamen i 1947 og studerede siden i London hos Henry Holst i to vinterhalvår. Den mellemliggende sommer 1951 benyttede hun til at konkurrere sig ind som koncertmester i Tivolis Symfoniorkester. Orkestret spillede tre gange hver aften, og Tutter Givskov fik ofte anledning til at spille populære violinkoncerter. Hun var senere solist i mange af Mozarts violinkoncerter og specielt hyppigt i A. Vivaldis De fire årstider. Kendetegnende for hendes spil var teknisk præcision parret med en flot, karakterfuld tone, og det kunne være såvel medrivende temperamentsfuldt som bevægende poetisk. Tutter Givskov blev i 1954 medlem af Det Kgl. Kapel og var 1957-58 den første kvinde i kapellets bestyrelse. Tutter Givskov var i 1957 med til at stifte Københavns Strygekvartet, et af tidens mest gedigne kammermusikensembler. Kvartetten bestod af musikere fra Det Kgl. Kapel, og den havde Tutter Givskov på 1. violin, Mogens Lüdolph, senere Mogens Durholm, på 2. violin, og Mogens Bruun på bratsch. Initiativtageren Asger Lund Christiansen var gruppens cellist, og han styrede inspirerende og dominerende kvartetten i dens 37-årige levetid. Musikerne opbyggede et repertoire på 122 kvartetter, som de kunne spille med kort varsel. Beethovens 16 kvartetter spillede de samlet fire gange. Alle Vagn Holmboes kvartetter havde de på programmet, og en del af dem blev dediceret strygekvartetten, som uropførte dem. Kvartetten spillede også værker af andre danske komponister fra såvel 1800- som 1900-tallet, fx Frederik Kuhlau, Niels W. Gade, Ole Schmidt og Per Nørgård. Stilistisk spændte kvartetten således vidt, og den myreflittige Tutter Givskov var i musikalsk henseende toneangivende. Strygekvartetten havde adskillige turnéer i udlandet, og den indspillede en lang række plader, hvoraf flere er blevet overført til cd. Efterhånden blev kvartetarbejdet så omfattende, at Tutter Givskov i 1969 sluttede i kapellet. I 1971 begyndte Tutter Givskov at undervise på Det Jyske Musikkonservatorium, hvor hun i 1980 blev docent. Otte år senere blev hun, som den første kvinde herhjemme, professor i violin og kammermusik samme sted og virkede som sådan indtil sin pensionering 1999. Hun har uddannet adskillige fremragende violinister, bl.a. Radiosymfoniorkestrets koncertmester Christina Åstrand. Åstrand har også været koncertmester i eliteorkestret Collegium Musicum, hvor Tutter Givskov begyndte at spille, efter at kvartetarbejdet sluttede, og nedtrapningen fra undervisningen begyndte. Tutter Givskov blev æresmedlem af Kammermusikforeningen i 1967 og har, alene eller sammen med kvartetmedlemmerne, modtaget en lang række hædersbevisninger, bl.a. Musikanmelderringens Kunstnerpris i 1960, Tagea Brandts Rejselegat i 1962, Breuning-Bache-Kvartettens Mindelegat 1971 og Ingrid Jespersens legat 1976. Københavns Strygekvartet fik International Critic’s Award 1985. I 1981 blev hun ridder af Dannebrogordenen. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Edith_Guillaume

Edith Guillaume

2023-04-22T23:08:32+02:00

fri anvendelse

Edith Guillaume tilbragte sine første år i Frankrig, Peru og Sverige og tilegnede sig derfor allerede som barn flere sprog, hvad der senere kom hende til gode som sanger. Efter faderens død da Edith Guillaume var ganske lille, giftede moderen sig med civilingeniør Julius Worm, der ligesom hendes første ægtefælle arbejdede i udlandet. I 1955 flyttede familien til Danmark, hvor Edith Guillaume fuldførte sin skolegang på den franske skole. Som 18-årig kom hun ind på Musikkonservatoriet og fik professor Thyge Thygesen som sanglærer. Debutkoncerten i 1969 blev overværet af komponisten Ib Nørholm, der tilbød hende et parti i sit nykomponerede kammerværk Syv tavler til Orfeus. Hun havde dengang ingen erfaring med musikdramatik, men instruktøren Harry Katlev var hende til uvurderlig hjælp og rådede bod på hendes manglende scenerutine. Syv tavler til Orfeus blev både Edith Guillaumes afgørende gennembrud og indledningen til hendes store arbejde med ny musikdramatik. Forestillingen, der vakte stor opmærksomhed, turnerede i Europa og blev også optaget til tv, hvilket førte til, at Edith Guillaume blev engageret på Den Jyske Opera. Her debuterede hun i 1970 i titelrollen i den danske førsteopførelse af L.J. Werles Drømmen om Therese. Det blev begyndelsen til et langt og frugtbart samarbejde med Den Jyske Opera, hvor hun markerede sig både i det klassiske og det moderne repertoire, bl.a. som Frøken Julie i A. Bibalos opera af samme navn. 1974-94 var Edith Guillaume ansat på Det Kgl. Teater, hvor hun som førende mezzosopran fik mulighed for at synge mange store partier. Såvel her som på Den Jyske Opera har hun sunget et bredt og alsidigt repertoire, fx Dorabella i Così fan tutte, Clorinde i Tancred, Octavian i Rosenkavaleren, Jeanne i Djævlene fra Loudon, Orfeus i Orfeus og Euridyke, Dido i Dido og Æneas og titelpartiet i Carmen. Ved siden af sine engagementer på operaerne herhjemme har hun haft en omfattende koncertvirksomhed i udlandet. Edith Guillaume er til stadighed blevet støttet af både sin moder og stedfader, ligesom hendes ægtefælle altid har bakket hende op og i perioder har nedtonet sit eget arbejde for kunne yde Edith Guillaume praktisk hjælp i hendes krævende karriere. Hun har både mestret de klassiske karakterroller og med sit omfattende engagement i moderne musikdramatik i høj grad også været med til at formidle ny musik til et bredere publikum. Bl.a. hendes præstationer i A. Papes Houdini den Store og L. Klits værker Den sidste virtuos og Anatomisk opera i 1990’erne har vist hendes dramatiske og sanglige alsidighed. Edith Guillaume har fået tildelt flere store legater og hædersbevisninger, herunder Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsens Legat 1969, Elisabeth Dons’ Mindelegat 1970, Musikanmelderringens Kunstnerpris 1970, Tagea Brandts Rejselegat 1977 og Aksel Schiøtz-Prisen 1980. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Margaret_Hamerik

Margaret Hamerik

2023-04-22T22:48:43+02:00

fri anvendelse

Margaret Hamerik gik i skole på Columbia Athenæum High School, hvor musikundervisningen var højt prioriteret, og hun blev som 17- årig optaget på Peabody Conservatory of Music i Baltimore med klaver som hovedfag og violin og musikteori som bifag. Direktøren for konservatoriet, den højt ansete danske komponist Asger H., blev hendes teorilærer og senere hendes mand. Margaret Hamerik fortsatte efter sin afgangseksamen i 1888 med at studere musikteori/ komposition og tog tre år efter diplomeksamen. Hendes hovedopgave var en koncertouverture, som indbragte hende fakultetets sjældne udmærkelse Diploma for Distinguished Musicianship. Ved diplomkoncerten i 1891 fik hun opført sin String-Quartet in A-major, Piano Sonata in C-minor og tre sange. Efter sin eksamen koncerterede Margaret Hamerik i flere byer i sin hjemstat Tennessee. Hun underviste privat i klaver, holdt elevkoncerter og var endvidere ansat som klaverlærer på Peabody Conservatory. I 1893 vandt hun i New York en førstepris for sin strygekvartet. Inden da havde hun i 1880’erne påbegyndt operaen Columbus,der dog aldrig blev færdiggjort. Dens Introduction and Mermaids’ Chorus findes både i partitur og stemmer og blev opført i 1893. P. Tjajkovskij, der i 1891 besøgte Peabody på en USA-rejse, så partituret og udtalte sig rosende om det. I 1894 blev hun og Asger H. gift, og fire år senere rejste de til Danmark. Parret fik i alt fire børn. De to døtre Gerda Hammerich og Valdis H. blev begge operasangere, mens Ebbe H. blev komponist og dirigent. Ved sit giftermål lagde Margaret Hamerik musikken på hylden, og først efter hendes død, da børnene fandt hendes scrapbog, fik de en fornemmelse af, hvor talentfuld hun havde været. Valdis H. antog, at der ikke havde været plads til to komponister i ét ægteskab. Men Margaret Hamerik havde andre talenter, der kom til udfoldelse, efter at hun havde slået sig ned i Danmark. I Baltimore havde hun givet koncerter i The Woman’s Literary Club of Baltimore og var blevet æresmedlem af klubben. I København blev hun medlem af bestyrelsen i Kvindelig Læseforening, hvor hun gennemlæste engelsksproget litteratur for at vurdere, hvad der burde oversættes og indgå i foreningens repertoire. Selv oversatte hun musikvidenskabelige værker af danskere til engelsk, bl.a. i 1912 svogeren Angul Hammerichs Musik-Mindesmærker fra Middelalderen i Danmark og i 1927 Knud Jeppesens doktordisputats Der Palestrinastil und die Dissonanz. Herudover var hun medlem af repræsentantskabet for Dansk Koncertforening i 25 år. Margaret Hamerik var dybt respekteret og havde stor myndighed. Hun havde også et indgående kendskab til urtemedicin og var med sine musikalske, litterære og organisatoriske færdigheder i et og alt familiens kloge kone. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Dagmar_Hansen

Dagmar Hansen

2023-04-22T22:51:56+02:00

fri anvendelse

Dagmar Hansen blev født i et arbejderhjem på Frbg. Faderen var smed og blev senere mester på Holmen. Allerede tidligt viste Dagmar Hansen talent for scenen. Da hun var 10 år, forsøgte balletmester Daniel Krum at få hende til Det Kgl. Teaters ballet, men faderen satte sig imod. Alligevel fik hun sin sceniske debut, før hun var fyldt 12 år, på Casino i Amaliegade. Hun debuterede i en rolle som general over en børnehær i et fransk eventyrstykke Tommeliden. Endvidere sang hun fra 13-års alderen i Skt. Stefans Kirkes kor på Nørrebro. Dagmar Hansen var meget tidligt fysisk udviklet og måtte konfirmeres et år før sine jævnaldrende. Denne tidlige modning var med til at sætte fart i hendes karriere, og som 14-årig kom hun til Frbg. Morskabstheater, hvor hun medvirkede i en sommerrevy. Her blev hun gunstigt bemærket af pressen for en nydelig lille sangstemme, et indtagende væsen og en veludviklet figur. I en periode herefter var hun tilknyttet Maria Spiers teaterselskab, hvor hun spillede ungdomsroller, eller som det hed dengang, backfischroller, bl.a. Palle i Gøngehøvdingen. Karrieren led et forbigående knæk, fordi hendes alder kom frem i et avisinterview. Det vakte stor skandale, at et kun 15-årigt pigebarn kunne vække kbh.ske herrers begær. Dagmar Hansen valgte at tage til Sverige i et års tid for at komme væk fra virakken. I 1890 var Dagmar Hansen igen på Frbg. Morskabstheater og siden i Nationals vinterrevy, hvor hun sang et repertoire, der var specielt skrevet til hende. Hun var iført en diminutiv trikot, som hun selv havde syet, og hendes optræden gav genlyd i byen. Avisen København skrev bl.a., at man ikke længe “havde set en saa fristende forbuden Frugt”, og de små trikoter blev betegnet som “ingenting hæftet op med Roser.” Gennem 1890’erne var Dagmar Hansen Københavns ubestridte varietédronning. På National lancerede hun flere af sine meget populære pikante viser, især Oh Dagmar fra 1895, der var skrevet af Olfert Jespersen. Den blev så yndet, at turister troede, den var Danmarks nationalsang. Dagmar Hansens viseforfattere gemte sig i øvrigt altid bag anonymiteten, da hendes tekster skulle fremstå som hendes egne små erotiske oplevelser, som hun charmerende, uskyldigt og intimt betroede sit publikum. Dagmar Hansen stillede sig gerne til skue i sine små kostumer. Hun blev Danmarks første “pin-up girl”, da hun lod sig fotografere til serier af pikante postkort og albums, fx Dagmar-Album i 31 Billeder, 1899, og Dagmar-Album i 49 Billeder, 1910. Flere af tidens store kunstnere havde øje for hendes klassiske skønhed. Hun stod bl.a. nøgenmodel til Julius Paulsens maleri Adam og Eva, 1887, og til Vilhelm Bissens smukke skulptur En Jægerinde, 1890. Det bragte hende i konflikt med den offentlige moral. Da hun senere byggede en villa på A.N. Hansens Allé i Hellerup i 1900, forsøgte naboerne at forhindre det gennem en underskriftsindsamling. Der gik allehånde rygter om hendes privatliv, og hun fik 1899 forbud mod at optræde i hovedstaden. Gennem forbindelser ved hoffet, især til den senere Frederik 8., fik hun i 1900 lov til at optræde i etablissementet Over Stalden i Charlottenlund. Herefter blev der ligefrem talt om “Charlottenlunds Dagmar-Epoke”, og der blev indsat særlige “Dagmar-Tog” og “Dagmar-Sporvogne”, der kunne transportere det begejstrede publikum. Samtidig havde hun stor succes i provinsen og i udlandet. Fra 1897 gæsteoptrådte hun bl.a. i Hamburg, Berlin, Paris, Skt. Petersborg, Helsingfors, Holland, Ungarn og Stockholm. I 1906 blev Dagmar Hansen gift i London med den tyske forretningsmand Fritz Heinemann og hed herefter Dagmar Heinemann. Da hun var 14 år ældre end sin ægtemand, løj hun sig konsekvent syv år yngre resten af livet. Hun slog sig nu ned i Hamburg, men havde flere gæstespil i Danmark, bl.a. i Kasino i Århus. Ved udbruddet af Første Verdenskrig blev ægtemanden indkaldt og sendt til Vestfronten. Dagmar Hansen returnerede til Danmark, hvor hun atter fik succes, bl.a. i Over Stalden. Hun forsøgte sig også som operettesangerinde og blev trods sit spinkle talent umådelig populær. Hendes personlige beskedenhed og charme fik efterhånden kritikken til at forstumme. I Over Stalden optrådte hun bl.a. med søsteren Agnes Johansen. Efter Første Verdenskrig sad ægtemanden, syg af krigsgas, i Berlin, og Dagmar Hansen måtte benytte alle sine forbindelser for at få et dansk statsborgerskab til ham. I 1925 døde søsteren, og Dagmar Hansen, der aldrig selv fik børn, tog hendes halvvoksne børn til sig som sine egne. Sæsonen 1928 blev hendes sidste. I den optrådte hun bl.a. sammen med en ung Osvald Helmuth. Hun holdt ikke helt op med at synge og indspillede flere grammofonplader. I 1954 døde ægtemanden, og hun tog ophold på plejehjemmet Hannelund i Rungsted, hvor hun boede til sin død. Dagmar Hansen kom til at præge en hel generation af varietésangerinder med sin blanding af borgerlig elskværdighed og pikanteri, der gjorde hende til den lette underholdnings først forkætrede, men siden alment respekterede og elskede dronning. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Ella_Heiberg

Ella Heiberg

2023-04-22T22:56:30+02:00

fri anvendelse

Den svenskfødte Ella Heiberg blev uddannet på Stockholms musikkonservatorium, hvor hun på grund af sin omfattende musikalitet blev betragtet som vidunderbarn. Hun studerede klaver, sang, musikhistorie og kontrapunkt, og allerede som ganske ung løste hun kompositionsopgaver med forbløffende modenhed og originalitet. Nogle af hendes smukkeste sange stammer fra elevtiden på konservatoriet. Ella Heiberg havde fra sin tidligste barndom interesse for det danske sprog og for danske vers og eventyr. Det faldt derfor naturligt, at København blev hendes første rejsemål i 1913 efter konservatorietiden. Her gav hun en koncert i marmorhaven i Palace Hotel med sange af C.M. Bellman og G. Fröding, og senere spillede hun Anna i A. Randels syngespil Värmlänningarna i Dyrehaven. En aften besøgte hun privat Lorry Feilbergs litterære kabaret i Allégade. En gæst opfordrede hende til at give et par Bellman-numre, og denne uskyldige spøg ændrede Ella Heibergs liv. Hun opgav en planlagt studierejse til Paris, skrev kontrakt med Feilberg og levede herefter som kabaretkunstner. Når man ser på Ella Heibergs repertoire, kan man få indtryk af en vis kunstnerisk begrænsning. Hun havde ingen satiriske viser eller dramatiske sange, og hendes foredrag savnede den tvetydighed, der karakteriserede stilen i samtidens tyske kabaretter. Hendes speciale var den lille, sentimentale sang, foredraget med en livsglad og rørende tone. Hun var øjeblikkets kunstner, der hævede det sødladne til individualiseret menneskelighed. Personlig udstråling og atmosfære skabte en særlig stemning, specielt når hun akkompagnerede sig selv ved klaveret. Stemmeteknikken er overgået af mange, men Ella Heiberg bevægede og havde en naturlighed i foredraget og en særlig magt over publikum. Hun hævede den danske kabaret fra simpel underholdning til en særlig kunstart. Ella Heiberg fik sine viser udgivet, og hun komponerede og dirigerede selv en kantate, der blev opført ved Det Kvindelige Velgørende Selskabs 100-års fest i 1915. Sommeren 1917 medvirkede hun i Tivoli Revyen sammen med den svenske revykonge E. Rolf, som hun havde turneret med i Sverige, ligesom hun også var med i Frede Skaarups overdådige Scalarevyer i årene 1922, 1923 og 1925. Her i de brølende 1920’ere var hun tillige med i Josephine Baker-revyen på Dagmar Teatret, og 1930 sang hun H.C. Andersen-sange i 5 Damer og 6 Herrer på Betty Nansen Teatret. Det følgende år skrev hun musik til Poul Henningsens Pæn og høflig på Riddersalen. I 1920’erne turnerede hun desuden mellem de danske provinsbyer sammen med skuespilleren Holger Gabrielsen og i 1930’erne sammen med Liva Weel. Ella Heiberg medvirkede i Weels opsætning af En Buket Kvinder i Tivoli i 1941, og 1947 var hun med i en moderniseret udgave af Ludvig Holbergs Maskarade på Frbg. Teater. 1948-50 havde hun sin egen kabaret Blue Star i København Mange af Ella Heibergs kompositioner er glemte i dag, men nogle har overlevet og spilles stadig, fx Valse viennoise, 1928 og Københavnervals, 1929. Anemoner i November, 1944, der havde tekst af Susanne Palsbo, blev meget populær. Det samme gjorde Naar Kastanjen staar i Blomst paa Raadhuspladsen og Mødes og skilles. Ella Heiberg har desuden komponeret nogle få klassiske værker, således kendes der en violinromance fra 1915 og en balletsuite fra 1950. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Elvi_Henriksen

Elvi Henriksen

2023-04-22T22:57:01+02:00

fri anvendelse

Elvi Henriksens liv har med hendes egne ord været delt mellem manegen, tribunen og teatret i nævnte rækkefølge. Hendes barndom får man et indtryk af i Margrethe Spies’ bog Det var dengang, 1976. Elvi Henriksen og hendes yngre søster Carli er på mødrene side femte generation af artistfamilien Braatz Barra, og hendes forældre, der var musikartister, optrådte i deres unge dage sammen med morforældrene. Da Elvi Henriksen nærmede sig skolealderen, ønskede forældrene at blive stationære, og familien slog sig ned på Nørrebro. Børnene fik en opdragelse, der var rettet mod artistlivet og indbefattede ballet- og musikundervisning. Forældrene spillede mange instrumenter, bl.a. concertina. Elvi Henriksen fik klaverundervisning af sin moder, der var en meget habil pianist. Som 11-årig deltog hun i Ekstrabladets klaverkonkurrence for børn og kom med i slutrunden. Pianisten Esther Vagning, der overværede konkurrencen, anbefalede forældrene at lade hende få videregående undervisning uden for hjemmet, og organist Frantz Klæbel blev hendes næste lærer. Som 13-årig debuterede hun i Tivoli på en matine for unge talenter, hvor hun spillede Schumanns Carnaval og en Chopin-afdeling. Anmelderne mente, at der her var et navn, man skulle lægge mærke til, og Elvi Henriksen fortsatte sine studier indtil 1932. Både hun og hendes søster var nu ude over skolealderen, og forældrene havde forberedt et varietéprogram, som de rejste rundt med i store dele af Europa i de næste syv år. Familiesammenholdet var så stærkt, at Elvi Henriksen på trods af Klæbels modstand valgte at tage med ud at rejse frem for at blive i København og stile mod en pianistkarriere. I programmet spillede hun firehændigt med moderen, havde en soloafdeling med underholdningsmusik og optrådte desuden på altsaxofon. Hun fortsatte ved siden af med at øve på det klassiske repertoire og lavede endvidere sine egne virtuose parafraser over de underholdningsnumre, hun optrådte med. I 1939 vendte familien hjem til København, hvor Elvi Henriksen efter at have optrådt i endnu en periode i provinsen sammen med faderen genoptog sine klaverstudier, nu hos Alexander Stoffregen, der måtte pille varietéunoderne ud af hende. Hun fik sin voksendebut 1944 med uropførelsen af Svend S. Schultz’ 1. klaverkoncert i Tivoli under Sv. Chr. Felumbs direktion, og anmeldelserne var overvældende positive. Elvi Henriksen blev koncertsalens sidste solist, idet den natten efter debuten blev ødelagt af danske nazister, en stor nodesamling brændte, og hun måtte hjælpe Schultz med at rekonstruere klaverkoncerten. I 1947 uropførte hun Schultz’ 2. klaverkoncert og i 1948 hans Capriccio for klaver og orkester ved en torsdagskoncert. Hun spillede en del i radioen og blev i det hele taget efterspurgt som pianist. Inden da havde hun i 1943 haft sin første kontakt med Den Kgl. Ballet, idet hun blev akkompagnatør for Harald og Margot Lander, dels i forbindelse med en rejse til Spanien, dels i Stockholm. Her akkompagnerede hun også violinisten Mogens Heimann, der levede som flygtning i den svenske hovedstad. I 1950 koreograferede Nini Theilade Schumanns klaverkoncert, og hun ønskede, at Elvi Henriksen skulle spille solostemmen ved opførelsen. Teaterledelsen stillede sig positivt, og denne optræden blev indledningen til 25 års arbejde som ballettens klaversolist i Det Kgl. Kapel. Som sådan var hun bl.a. med til at opføre P. Tjajkovskijs trio i a-mol, A. Skrjabins klaverkoncert, P. Hindemiths Fire Temperamenter for klaver og orkester, S. Prokofjevs 3. klaverkoncert og A. Schönbergs Pierrot Lunaire. I 1961 begyndte Elvi Henriksen at undervise teatrets balletbørn i rytmik. Hun interesserede sig meget for den musikalske frasering i August Bournonvilles trin. Inspireret af og i samarbejde med sin datter balletdanseren Dinna Bjørn oversatte hun Bournonvilles danserytmer til rytmeværdier og skabte musikalske modeller for de enkelte trin. I 1979 indspillede hun musik til verdens ældste balletfilm, optaget af Peter Elfelt 1903-06. Som rytmiklærer for balletbørnene stiftede Elvi Henriksen i 1965 elevmånedsbladet Takt og Tone. Det udkom fast frem til 1985 under hendes redaktion og med hende selv som næsten ene-bidragyder. Allerede mens Elvi Henriksen var elev hos Stoffregen, tog hun timer i komposition hos Sv. Erik Tarp, men efter nogle års studier lagde hun dette arbejde på hylden til fordel for klaverspillet. Hun har skrevet musik til enkelte balletter og film og desuden en række klaverkompositioner, der blev optaget og udsendt af Danmarks Radio. I 1993 havde hun en foredragsserie på Deutsche Oper i Berlin. Den gentoges året efter på Baron Bolten i København Elvi Henriksen var en klassisk pianist, der havde en utraditionel baggrund og fik en broget karriere. Hun profiterede både menneskeligt og musikalsk af sin periode som musikartist, men det var det seriøse musikrepertoire, der stod hendes hjerte nærmest. Af hædersbevisninger har Elvi Henriksen bl.a. fået Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums Rejselegat 1947 og Den Kulturelle Fonds Hæderspris 1972. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Grete_Jespersen

Grete Jespersen

2023-04-22T23:05:04+02:00

fri anvendelse

Grete Jespersen blev den første kvindelige cellist i et professionelt symfoniorkester. I 1949, da hun konkurrerede sig ind i Det Kgl. Kapel, kunne man endnu støde på fordomme om, at en cellists spillestilling var upassende for kvinder, så ansættelsen af hende var skelsættende. Hun og hendes to søstre Gudrun og Rata voksede op i New Zealand i en dansk udvandrerfamilie, hvor faderen spillede bratsch og havde en ambition om at etablere en strygekvartet i hjemmet. Hun begyndte at få celloundervisning, da hun var ca. ni år, og hendes søstre kom til at spille violin. Grete Jespersen optrådte offentligt fra 11-års alderen, og da hun var 13 år, indstillede hendes lærer hende til optagelsesprøve til Royal Academy of Music i London. Som noget helt exceptionelt fik hun tilbudt en treårig friplads, men forældrene opgav at udnytte tilbudet. I stedet flyttede familien tilbage til Danmark og slog sig i 1930 ned i København, hvor døtrene fortsatte deres musikundervisning, Grete Jespersen hos cellisten Louis Jensen. Allerede året efter havde hun sin første optræden i hovedstaden, og fx i 1935 spillede hun Haydns cellokoncert med Tivolis Koncertsals Orkester under Sv. Chr. Felumb. Faderen døde få år efter hjemkomsten til Danmark, og moderen og de tre døtre måtte forsørge sig selv. Grete Jespersen havde sommerengagementer på forskellige badehoteller, hvor hun spillede middags- og dansemusik. Ved en stor nordisk musikerkonkurrence i København i 1936 var Grete Jespersen blandt de ti, der modtog diplom. I 1940 videreuddannede hun sig i Paris hos den hollandske cellist G. Hekking, men vendte hjem efter et halvt års tid på grund af Besættelsen. Et af de ensembler, hun spillede i både før og efter opholdet i Paris, var Kvindestrygekvartetten, der eksisterede 1938-43. Den fik stor succes og blev landskendt, men dens internationale karriere blev stoppet af krigen. Foruden af Grete Jespersen bestod den af Else Marie Bruun, Minna Nyegaard og Ellen Marquard. Et andet kvindeensemble var Jespersen-Trioen, hvor Grete Jespersen optrådte sammen med sine to søstre. Rata J. var efter faderens død gået over til klaver, mens Gudrun J. fortsat spillede violin. Alle tre søstre var glimrende musikere, og trioen spillede over hele landet. Den havde officiel debut i 1945 og bestod i fem år. Grete Jespersen brød sig ikke om at undervise, men som kammer- og orkestermusiker fik hun en lang og fremtrædende karriere, før hun i overensstemmelse med kapellets pensionsregler måtte slutte i 1980. Hun blev ridder af Dannebrogordenen i 1975. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Karen_J%C3%B8nsson

Karen Jønsson

2023-04-22T23:09:25+02:00

fri anvendelse

Karen Jønssons bedsteforældre indvandrede i 1884 fra Skåne til Nørrebro, hvor Karen Jønsson voksede op i en musikalsk håndværkerfamilie. Allerede inden skolen spillede hun populærmusik efter gehør. Som tiårig begyndte hun at komponere og fik klaverundervisning hos nogle af tidens kapaciteter med henblik på optagelse på Musikkonservatoriet. Skønt hun senere vendte tilbage til den klassiske musik, følte hun, at jazzen var hendes “naturlige Rytme”, og sprang fra undervisningen som 15-årig. Hun kom i huset og senere i forretning, men spillede samtidig til selskaber, og efterhånden blev den rytmiske musik hendes levevej. Hele sit liv var hun uhyre flittig, og foruden barengagementer tog hun klaverelever og komponerede. I 1929 blev Karen Jønsson gift og koncentrerede sig et par år om hjemmet. Men kunstnerlivet trak, og hun opsøgte komponisten Kai Normann Andersen. Han fandt hendes melodier for amerikanske og rådede hende til at skrive mere folkeligt, men hjalp hende til scenen. 1930-33 optrådte hun på forskellige kbh.ske teatre, hvor hun begejstrede anmelderne med sin blanding af skyhed og “djævleblændt Rytme”. Ægtefællen billigede ikke hendes ambitioner, og de blev skilt. I 1933 udkom sangen Lille Pige, vil du jazze med mig?, der blev uhyre populær, i 1934 Femøresvalsen, Jeg maa for Ma’ men ikke for Papa og Kærlighed, og i 1935 kom Hvorfor er Lykken saa lunefuld som nodeblad, fuldstændig upåagtet. 1933-34 turnerede hun i de store provinsbyer, og i 1935 blev hun pianist og komponist i den antinazistiske kabaret Maa vi være her? Den fik dårlige anmeldelser, men Karen Jønsson blev rost til skyerne, hun fik bl.a. B.T.s Gyldne Spore og fortsatte i flere kabaretforestillinger. Samme år blev Karen Jønsson gift med en kendt motorsportsmand og dandy, og nu fulgte de festligste og mest succesombruste år i hendes korte tilværelse. De melodier, der endnu forbindes med hendes navn: I Aften, Han kommer og banker og Hvorfor er de saa besværlige var alle med i Hornbækrevyen 1936, hvor Børge Rosenbaum og Karen Jønsson sad ved klaveret. Ved premieren engagerede filminstruktøren Alice O’Fredericks hende som komponist og skuespiller til filmselskabet ASA Film. Men da filmen En fuldendt Gentleman i 1937 fik premiere, fik den en hård kritik, den nye stjerne en lunken modtagelse, og en anmelder skrev, at ikke én eneste melodi ville blive en landeplage – men endnu 60 år senere spilles Hvorfor er Lykken saa lunefuld hver dag et eller andet sted i Europa. Til filmen Frøken Møllers Jubilæum, 1937, skrev Karen Jønsson Vi skal ud paa Eventyr i Sneen og Would You Miss One Little Kiss, hun medvirkede i Alarm, 1938, og skrev musikken til I Dag begynder Livet, 1939. Som filmskuespiller og slagerkomponist blev hun landskendt og figurerede ofte i medierne, i sin sportsvogn, under flyvetimer, chik og altid på vej til noget. Hun optrådte i Stockholm og Oslo, i radioen, fik nye filmtilbud og indspillede talrige plader, også med andres numre, og skrev kontrakt med Polyphon. Din Melodi og Garbo, bare jeg var dig udkom i 1938, og Tante Rikke blev samme års landeplage, angiveligt fordi den var “100 pCt.s dansk”. I 1938 blev en jazzrapsodi af Karen Jønsson købt i England, men hun fulgte det ikke op, idet endnu en skilsmisse tog hårdt på hende, og hun drog igen til provinsen. Imens angreb bladet Jazz hende for at mangle talent, og en længere polemik nåede dagspressen. Næsten et år senere kom en afdæmpet Karen Jønsson tilbage til København Hun fulgte signalet fra Tante Rikke-succesen, skrev marcher og vandresange og lod sig ofte interviewe i forklæde som for at lægge afstand til det smarte image. Men der kom ingen acceptable tilbud, og hun åbnede en pianobar i Brolæggerstræde, der endte i stor gæld. Med et engagement som barpianist i Stockholm forlod hun nytårsaften 1939 endegyldigt Danmark og udtrykte lettelse over at slippe for misundelsen i København Hun faldt til på den elegante bar, hvor hun især spillede variationer over de svenske valse og viser, hun havde lært som barn, optrådte flere gange i radioen og fik udgivet både gamle og nye numre. I 1940 blev hun gift med en svensker, men de blev skilt to år efter. Karen Jønsson havde ikke set familien i Danmark siden 1939 og glædede sig derfor til at optræde på National-Scala i december 1942. Kontrakt og visum var i orden, men hun fik galopperende lungebetændelse kort før afrejsen og døde efter et par døgns bevidstløshed. Vedholdende rygter ville vide, at hun drak og begik selvmord af ulykkelig kærlighed til en kvinde. Intet peger i den retning, men hendes pikante udseende og ukonventionelle privatliv kan have virket dekadent på samtiden. Karen Jønsson var meget samvittighedsfuld og prøvede at yde sit bedste i alle roller, som pianist, komponist, skuespiller, danser og husmoder, og det distraherede hendes uomtvistelige musikalske talent. Hun var tidens mest fremtrædende kvindelige populærmusikkomponist i København, og hendes melodier var rappe og iørefaldende. Men hendes popularitet skyldtes først og fremmest en udstråling, der ikke kommer til udtryk hverken på lærredet eller på pladeindspilninger, men opstod, når hun sad over for sit publikum. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Birthe_Kj%C3%A6r

Birthe Kjær

2023-04-22T22:49:44+02:00

fri anvendelse

Birthe Kjær voksede op med sin fire år ældre søster i et hjem, hvor faderen spillede harmonika, og hvor man ofte musicerede. Teatret lærte Birthe Kjær at kende gennem moderen, der arbejdede på Århus Teater og modtog fribilletter til familien. Forældrene bakkede op om datterens tidlige musikinteresse, men der var aldrig tale om noget pres hjemmefra. Som 11-årig begyndte hun at deltage i amatørkonkurrencer og traf herigennem to jævnaldrende drenge, der spillede harmonika og guitar. De dannede Sunshine Trioen, hvor hun fik sin debut som 12-årig og optrådte gennem fem år. Det lykkedes Birthe Kjær at spare penge sammen til et klaver, der gjorde det muligt for hende at modtage musikundervisning. Efter sin realeksamen fik hun en læreplads i Arbejdernes Spare- og Lånekasse, som hun forlod i 1968, da plademanden og popsangeren Johnny Reimar tilbød hende en kontrakt. Gennembruddet kom samme år med debutpladen Arrivederci Franz, der røg ind på Dansktoppens førsteplads. Efter denne succes stod vejen åben for en karriere i den danske popverden, hvor det siden er blevet til mange store hits, bl.a. Sommer og Sol, Tennessee Waltz, og Den knaldrøde gummibåd. I 1989 vandt Birthe Kjær det danske Melodi Grand Prix med Søren Bundgaards og Kjeld Heicks Vi maler byen rød, der opnåede en tredjeplads ved det internationale Melodi Grand Prix. Også revyscenerne har haft blik for den succesrige sanger, der med sin ligefremme væremåde altid har haft en tæt kontakt til publikum. I 1972 debuterede hun på Sans Souci i Kolding med Jeg går aldrig til bal uden trusser, og året efter hentede Sejr Volmer-Sørensen hende til Revykøbing, Nykøbing F.s årlige sommerrevy, som hun var tilknyttet frem til 1976. Siden samarbejdede de to igen i Amagerscenens vinterrevy 1980-81, og i 1990 deltog Birthe Kjær i Cirkusrevyen. Samme år medvirkede hun i Kai Normann Andersens Landmandsliv på Amagerscenen og 1995 i Harry og kammertjeneren på Folketeatret. Med sin positive og professionelle indstilling til arbejdet i et fag, hvor de fleste kunstnere forsvinder meget hurtigt, har Birthe Kjær fortsat formået at udfordre sig selv og sit publikum og samtidig bevaret et karakteristisk udtryk i en stærk og naturlig stemme. I 1989 indledte hun et spændende samarbejde med violinisten Kim Sjøgren og guitaristen Lars Hannibal, der resulterede i udgivelsen af cd’en På en anden måde. Samarbejdet var i mere end én forstand med til at bygge bro mellem klassisk musik og underholdning, og i 1997 udgav trioen endnu en cd På vores måde. På fjernsynet har Birthe Kjær vist nye sider af sit talent i show- og konkurrenceprogrammerne Med kjærlig hilsen, 1991, og Vildt forelsket, 1995-96. Hendes livsglade og venlige væsen er blevet påskønnet af Simon Spies Fonden, der i 1991 tildelte hende Livsglædens Pris, og samme år blev hun udnævnt til Årets Sangerinde af de danske lokalradioer. I 1996 fik hun en guld-cd for dobbeltalbummet Birthe Kjær gennem tiden med sange fra hele karrieren. Sidst i 1990’erne besluttede hun sig for at prøve noget helt andet. Hun tog et år ud af kalenderen og arbejdede bl.a. på et børnehjem i Thailand, inden hun kort før årtusindeskiftet vendte tilbage til scenen. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Elisabeth_Klein

Elisabeth Klein

2023-04-22T22:59:36+02:00

fri anvendelse

Elisabeth Klein har fra begyndelsen af 1960’erne været en utrættelig forkæmper for ny musik og har holdt utallige, især danske og nordiske, klaverværker over dåben. Hendes indføling med og udførelse af ny musik er unik, og højt oppe i årene indstuderer hun stadig nyt stof og indspiller plader. En lang række eksperimenterende komponister har dediceret hende op mod 50 værker. Elisabeth Klein blev født i Slovakiet, men da hun var tre år, flyttede familien til Budapest og fik ungarsk statsborgerskab. Faderen, der var musikmæcen og en passioneret samler af ny malerkunst, tog hende med til udstillinger og koncerter, og som seksårig begyndte Elisabeth Klein som “kanin” for vordende klaverpædagoger på det berømte Franz Liszt Akademi. Senere blev hun selv klaverstuderende på akademiet og tog afgangseksamen med en radiotransmitteret koncert i 1932, fulgte dernæst den toårige kunstnerlinie, der blev afsluttet med diplom, og til sidst, efter faderens ønske, byggede hun en etårig musikpædagogisk uddannelse ovenpå. Elisabeth Klein søgte nu komponisten B. Bartók, der havde været ugleset på akademiet og derfor forlod det i 1934, som privat klaverlærer. Han underviste hende 1934-36, og hun spillede al hans klavermusik under hans vejledning. Hitler rykkede tættere på, Ungarn fik en nazistisk regering, og Bartók opfordrede sine elever til at rejse væk. Ved en tilfældighed kom Elisabeth Klein til Danmark, som hun så at sige intet kendte til, ud over at en tidligere studiekammerat i forvejen opholdt sig i landet. Elisabeth Kleins engagementer på Vinhuset i Næstved, siden hoteller i Århus og Rønne, fungerede godt, selvom hun kun kunne spille koncert-, ikke underholdningsmusik. Hun havde arbejdstilladelse for tre måneder, men da hun efter gængs praksis meldte sig hos kriminalpolitiet i København før hjemrejsen til Budapest, udvirkede en omsorgsfuld kriminalassistent, at hun fik lov til at forlænge sit ophold i Danmark. Hun fortsatte nu sine engagementer i provinsen og mødte i Horsens sin kommende mand, der var dansk søofficer. Ved de dramatiske begivenheder i 1943, da søofficererne sprængte den danske flåde i luften for at undgå, at den faldt i hænderne på den tyske besættelsesmagt, blev ægtefællen arresteret og interneret i KB-Hallen. Elisabeth Klein bragte civilt tøj til ham, da hun besøgte ham med deres nyfødte søn, og det lykkedes ham og fem andre at flygte. Resten af krigen vidste hun ikke noget om hans skæbne. Hans løn blev standset, men Elisabeth Klein fik arbejde som akkompagnatør for sangere og klarede sig. Efter Befrielsen i 1945 vendte hendes mand, der havde gjort ubådstjeneste for englænderne, tilbage til Danmark, og de fik deres andet barn. Herefter flyttede hun med ham til hans udstationeringer i Kiel og Oslo. Forinden arbejdede hun som repetitør på Det Kgl. Teater. Mens ægteparret skiftevis havde deres hjem i Oslo og København, pendlede Elisabeth Klein mellem de to hovedstæder, idet hun havde ansættelse begge steder samtidig. 1966-80 underviste hun på Musikkonservatoriet, i 1972 blev hun amanuensis på Norges Musikhøgskole i Oslo og i 1978 førsteamanuensis samme sted. Parret slog sig definitivt ned i Oslo i 1980. Elisabeth Klein sluttede på Musikhøgskolen, da hun fyldte 70, men fortsatte også herefter sin omfattende koncert-, indspilnings- og seminarvirksomhed. I Danmark opførte Elisabeth Klein al Bartóks klavermusik, bl.a. i Danmarks Radio, og i 1964 spillede hun ved en koncert i Det Unge Tonekunstnerselskab P. Boulez’ vanskelige værk Structures I for to klaverer sammen med sin kollega fra Det Kgl. Teater Hans Meyer Petersen. Bekendtskabet med Boulez’ værk gav hende den afgørende impuls til fremover at koncentrere sig om ny musik. Efterfølgende indstuderede hun Boulez’ 2. klaversonate og førsteopførte den i Danmark i 1965. Hun spillede den igen ved flere koncerter i Israel, hvor hun fik så stor succes, at hun blev inviteret derned yderligere fem-seks gange, altid med ny musik, og især ny dansk musik, på programmet. Israel-succesen satte også gang i hendes karriere i både det øvrige udland og herhjemme. Fra den lange liste over moderne klaverværker, der indgik i hendes repertoire, kan bl.a. nævnes Ib Nørholms markante op. 33 Strofer og marker. Også sin søn Niels Holger Petersens værker har hun haft på programmet. Ny musik kan være vanskelig at forstå og påskønne for utrænede lyttere, og Elisabeth Klein har, som den fortræffelige pædagog, hun er, oparbejdet en praksis for kommenterede koncerter, hvor hun indleder hvert værk med korte mundtlige forklaringer. Da hun i 1971 spillede i BBC og holdt forelæsninger i bl.a. Wales, Edinburgh og London om komponisten C. Ives, fik hun kontakt med den engelske komponist Elizabeth Maconchy, der introducerede hende til et stort antal af yngre kvindelige komponister, bl.a. Nicola LeFanu, Thea Musgrave, Kerstin Jeppsson og Elizabeth Lutyens. Maconchy sendte hende efterfølgende en stak af deres kompositioner, og siden har Elisabeth Klein gjort et stort arbejde for at åbne publikums øren for, at gode komponister også kan være kvinder. Elisabeth Klein har givet koncerter i Europa, USA og Kina, hun har spillet ved International Congress of Women in Music i USA og Paris, medvirket ved Wiener Festwochen 1988, ved FNs internationale kvindekonferencer og ved Nordisk Forum i Oslo 1988 og Åbo 1994. Hun har skrevet artikler i danske og norske musiktidsskrifter om ny musik og har indtil nu indspillet ca. 20 lp’er og cd’er med samtidsmusik. Elisabeth Klein modtog i 1966 Danmarks Radios musikpris og blev i 1976 Norsk Komponistforenings æreskunstner. Hun blev i 1992 æresmedlem af Kvinder i Musik, og i 1993 nomineredes hun i Cambridge til Woman of the Year. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Grethe_Kolbe

Grethe Kolbe

2023-04-22T22:58:57+02:00

fri anvendelse

Grethe Kolbe skabte sig en unik karriere som Danmarks første kvindelige professionelle orkesterdirigent. Hun måtte opleve at blive afvist fra en koncert i Holland, hvor arrangørerne ikke på forhånd vidste, at det var en kvinde, de havde engageret; men samtidig fik hun også en entusiastisk opbakning fra de mennesker, der troede på hendes talent. Grethe Kolbe fik violinundervisning, fra hun var seks år gammel. Faderen sang, moderen spillede fremragende klaver, og der var ofte musiksammenkomster i hjemmet. Hun fik imidlertid ikke lov til at begynde på seriøse musikstudier, før hun efter sin realeksamen fra Anna Barfods Skole havde gennemgået et husmoderkursus på Frbg. kommunale Fortsættelseskursus (FKFK). Men som 19-årig kom hun på Musikkonservatoriet med violin som hovedfag. Her gik hun i fire år og blev bl.a. undervist af Thorvald Nielsen i violin, Sara Møller i klaver og Andrea Basedow i sang. Hun fik imidlertid problemer med violinspillet på grund af sine små hænder, og allerede i 1930 blev hun interesseret i at dirigere og startede et amatørorkester på FKFK, hvor hun i forvejen ledede et sangkor. Som dirigent var Grethe Kolbe i hovedsagen autodidakt, men hun fik dog vejledning hos komponist Poul Schierbeck og deltog sammen med bl.a. kapelmester John Frandsen i et etårigt direktionskursus hos Sv. Chr. Felumb. Efter konservatorieuddannelsen fortsatte hun sine violinstudier hos Peder Møller og efter hans død hos Ludvig Gunder. Da Grethe Kolbe på et langt senere tidspunkt var blevet dirigent for Danmarks Radios Underholdningsorkester (DRU), fattede dirigent Nicolaj Malko interesse for hende. Han overværede flere af hendes prøver og gav hende kritik. Endvidere skærpede han hendes opmærksomhed ved at kræve, at hun i detaljer skulle kommentere optagelserne af hans egne prøver med orkestret. Om nogen har hun betragtet Malko som sin læremester. Grethe Kolbe udviklede sit amatørorkester FKFKs Orkester, senere GKO, Grethe Kolbes Orkester, så det blev til en institution i Københavns musikliv. Det fik symfoniorkesterstørrelse, 70 musikere, og det holdt fra 1936 årlige koncerter i Odd Fellow Palæet med berømte professionelle solister som Peder Møller, Fritz Dietzmann og Johanne Stockmarr. Det spillede endvidere ved mange arrangementer, bl.a. ved Berlingske Tidendes Danmarksaftener, ved forevisningen af Danmarksfilmen i anledning af Christian 10.s 70-års fødselsdag, under De danske Hjems uge i 1941 i KB-Hallen, ved Folkevirkes møde i Rådhushallen i 1945 og ved Nordiske Kvinders Samorganisations Kongres i 1946. Repertoiret var bredt og spændte fra de klassiske og romantiske symfonier og koncerter til lettere, mere salonprægede numre. Orkestret kom til at nyde kronprins Frederiks bevågenhed. Kronprinsen, den senere Frederik 9., var protektor ved en koncert i 1942, og han og andre medlemmer af kongehuset overværede ofte koncerterne. Selvom Frbg. kommune efterhånden dækkede forskellige af orkestrets udgifter, måtte Grethe Kolbe for at kunne forsørge sig selv og moderen, som hun boede sammen med, efter at faderen havde forladt hjemmet, kaste sig ud i mange musikalske gøremål. Hun assisterede som violinist i Det Kgl. Kapel, spillede freelance i kammermusiksammenhænge, til gymnastik på forskellige skoler, underviste i violin og deltog i 1935 i et professionelt “dameorkester”, ledet af sangerinden Carmen Suria Bang. I 1942 engagerede sangerinden Vibeke Edmund Grethe Kolbe til at dirigere et operaensemble i to enaktsoperaer af August Enna på Det ny Teater, også opført i Odense og senere i Oslo. Musikerne kom fra Det Kgl. Kapel og Unge Tonekunstneres Orkester, og det var første gang, Grethe Kolbe dirigerede et orkester bestående af professionelle musikere. Anmelderne var gennemgående meget positive over for “det store Eksperiment med en kvindelig Orkesterleder”. Efter samarbejdet med Edmund bakkede Grethe Kolbes venner og beundrere økonomisk op om hendes store projekt: for 10.000 kr. at købe sig mulighed for at give en koncert med Det Kgl. Kapel. Kapellet indvilligede, og koncerten fandt efter tre prøver sted i 1945. Programmet bestod af Mozarts Jupiter symfoni, C.M. von Webers Oberonouverture og P. Tjajkovskijs 5. symfoni. Det var første gang, en dansk kvinde dirigerede Det Kgl. Kapel, og i anmeldelserne blev hun rost, især for sin Tjajkovskij. I de første år efter krigen gav hun flere koncerter i Oslo, bl.a. med Oslofilharmonikerne, men først i 1951 lykkedes det hende efter 20 års dirigentvirksomhed at få en fast ansættelse som dirigent for et professionelt orkester, DRU, hvis musikere efter ansøgernes prøvespilningsperioder pegede på hende. Herefter måtte hun af tidsmæssige grunde opgive at videreføre sit amatørorkester. Hun ledede DRU indtil 1978 og var derefter tilknyttet som konsulent, indtil hun fyldte 70 år. Under Grethe Kolbes ledelse voksede orkestret fra ca. 20 til 60 musikere. Da hun blev ansat, satsede hun al sin energi på at studere og leve sig ind i den lette musik, og hun blev en fremragende fortolker af musik af fx H.C. Lumbye, J. Strauss, F. Léhar og E. Kálman. Hun gav selv udtryk for, at det er vanskeligt at dirigere underholdningsmusik, fordi den i modsætning til den klassiske musik, der logisk bygges op sten for sten, er meget mere springende i følelse og udtryk. I 1954 og 1955 foretog hun studierejser til to af wienermusikkens store mænd, P. Burkhard i Schweiz og M. Schönherr i Wien. Grethe Kolbe havde et nært samarbejde med underholdningsafdelingens programsekretær Johannes Mulvad. I forbindelse med hans radioudsendelser, især Musik for alle, fik hun lejlighed til at dirigere orkestret i såvel den lette som den mere seriøse populære musik. Mulvad arrangerede også en række dirigentudvekslinger for underholdningsorkestrene i København og udenlandske byer som London, Wien og München. Ud over udvekslingsrejserne gav Grethe Kolbe også enkelte gange koncert i udlandet med DRU, fx 1967 i München. Grethe Kolbe havde den musikalske ledelse af tvs opførelse i 1960 af komponisten Emil Reesens operette Farinelli med Poul Bundgaard i hovedrollen. Med sin præcise slagteknik, gode tempofornemmelse og tydelige indsatser fik hun sangerne til at føle sig trygge, og selv havde hun en uopfyldt drøm om at blive operakapelmester. Da hun måtte forlade Danmarks Radio, kom hun bl.a. til at lede et amatørorkester i Gladsakse samt starte et pensionistkor på Frbg. Grethe Kolbe optrådte endvidere i sine senere år som gæstedirigent i flere amatørorkestersammenhænge, bl.a. var hun en elsket og værdsat gæst i det estimerede brassband Baldur. I 1992 fik Grethe Kolbe Emil Reesens Mindelegat på 40.000 kr. I 1995 ebbede hendes musikalske virke ud på grund af sygdom. Efter aftale med Grethe Kolbe indstiftede familien efter hendes død Kapelmester Grethe Kolbes Pris. Den har til formål at yde støtte til danske, fortrinsvis kvindelige kapelmestre og blev første gang i 1997 givet til den estisk fødte, men dansk uddannede Kaisa Roose. Grethe Kolbe spåede i et interview i 1945, at “Om 50 Aar er der sikkert mange Kvinder her i Landet, som dirigerer.” Hendes spådom gik ikke i opfyldelse, og hendes egen enestående indsats vækker i dette lys yderligere beundring. Selvom den svenske komponist Elfrida Andrée dirigerede orkester allerede i 1800-tallet, er Grethe Kolbe en af de få kvinder i verden, der har bestridt en orkesterdirigentstilling på højt plan og i en lang periode. Samtidig er hun ligesom den amerikanske dirigent Antonia Brico, en af de meget få kvinder, der har stået i spidsen for orkestre med både mænd og kvinder. I 1940’erne fik Grethe Kolbe Jutta Bojsen-Møllers Legat, Marie Illums Legat og Ingrid Jespersens Legat. Hun blev ridder af Dannebrogordenen i 1967. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Grethe_Krogh

Grethe Krogh

2023-04-22T22:59:18+02:00

fri anvendelse

Grethe Krogh blev født i Viborg og voksede op i et musikerhjem, hvor faderen underviste i klaverspil, og moderen også spillede klaver. Det var derfor naturligt, at Grethe Krogh selv begyndte at spille som femårig og fortsatte med klaverundervisningen i skolen. Her fik hun også kendskab til orglet gennem sin lærer Bodil Helsted, der var organist i Søndre Sogns Kirke, hvor Grethe Krogh fungerede som hendes vikar. I 1948 startede hun på Musikkonservatoriet med klaver som hovedfag og fik senere orgel som tillægsfag. I 1951 bestod hun diplomeksamen i klaver, den store organisteksamen og afgangseksamen i cembalo, og i 1953 debuterede hun med kun to ugers mellemrum på både klaver og orgel. Efter eksamen fortsatte Grethe Krogh med orgelstudier hos Finn Viderø sideløbende med, at hun fik sit første embede som organist i Nykøbing M. i 1954 og begyndte at undervise. Allerede på dette tidspunkt var Grethe Krogh en fremragende organist med en eminent teknik og en flittig koncertgiver, der bl.a. spillede nye værker af danske komponister, fx Svend-Ove Møller. Repertoiret blev udvidet med franske komponister fra baroktiden, F. Couperin og L.N. Clérambault, og fra romantikken og nyere tid, herunder O. Messiaen. Kendskabet til nyere fransk orgelmusik, som på det tidspunkt var beskedent i Danmark, udbyggede Grethe Krogh under studier i Paris 1955-56, der var muliggjort af et fransk statslegat. I Paris blev hun undervist i orgelspil af A. Marchal og i klaver af A. Reboulot, mens hun sideløbende fortsatte sin koncertvirksomhed og bl.a. spillede ved indvielsen af den danske kirke i Paris. 1958-59 blev Grethe Krogh inviteret til USA, hvor hun underviste ved University of Arkansas, studerede amerikansk musik og gav koncerter med ikke mindst dansk orgelmusik på programmet. I årene 1960-64 var Grethe Krogh ansat som organist ved Christianskirken i Århus. Det var et dynamisk embede med mange koncertmuligheder, som hun forstod at udnytte fuldt ud, bl.a. ved som den første i byen at spille Messiaens store cyklus La Nativité du Seigneur. Fra 1964 til 1969 var Grethe Krogh ansat i et af de mest eftertragtede organistembeder i Danmark ved Holmens Kirke, hvor både Niels W. Gade og Thomas Laub havde virket. Aldrig tidligere havde en kvindelig organist bestridt så fornem en stilling. Det blev en tid med mange udfordringer for Grethe Krogh, takket være de mange koncerter og de spændende opgaver, stillingen indebar, fx tronfølgerens bryllup i 1967. Året efter sin ansættelse ved Holmens Kirke begyndte Grethe Krogh at undervise på Musikkonservatoriet, hvor hun i 1969 blev ansat som professor i orgelspil. Her viste hun sig som en inspirerende pædagog, der fostrede mange dygtige elever, bl.a. Inge Bønnerup, Jens E. Christensen og Flemming Dreisig. Ud over danske elever, blev hun også meget søgt af udenlandske studerende, ikke mindst fra USA. Grethe Kroghs imponerende karriere både som koncerterende organist og som professor ved landets førende musikinstitution har virket yderst inspirerende på unge danske organister, ikke mindst kvinder, der i hende har kunnet se et fornemt forbillede. På konservatoriet blev hun kendt som en entusiastisk lærer, der knyttede stærke bånd til sine elever, hvis liv og virke hun fulgte også efter deres afgang. Det var derfor et tab for dansk musikliv, da Grethe Krogh i protest mod de store administrative byrder i 1990 sagde farvel til sit pædagogiske virke for helt og holdent at hellige sig sin koncertvirksomhed i ind- og udland. Grethe Krogh har været en meget aktiv koncertgiver, der er blevet kendt for sit store repertoire med vægt på danske værker og nye eller hidtil ukendte orgelværker. Hun har givet koncerter i de fleste europæiske lande samt i det tidligere Sovjetunionen og i USA. Ofte har hun uropført nye orgelværker, bl.a. af Svend-Ove Møller, Bernhard Christensen, Knud Høgenhaven, Niels la Cour, Leif Thybo og Tore Bjørn Larsen, og hun har indspillet en række plader og cd’er, bl.a. alle Møllers orgelværker i 1971, Høgenhavens i 1978, ligesom hun medvirkede på Thybos cd i 1994. Men også ældre danske komponister har hun virket for at udbrede kendskabet til, det gælder fx Gade, J.P.E. Hartmann, Gottfred Matthison-Hansen og ikke mindst Carl Nielsen, hvis Commotio hun flere gange har indspillet, sidst i 1996. Grethe Krogh er ofte blevet tilkaldt, når et nyt orgel skulle indvies både i Danmark og i andre lande, og hun har været solist ved en række fornemme festspil, ligesom hun ofte har været dommer ved internationale orgelkonkurrencer, fx i Chartres og Nürnberg og formand for dommerkomitéen ved den internationale orgelkonkurrence i Odense. Grethe Krogh har haft mange tillidshverv i dansk musikliv, bl.a. i bestyrelsen for Dansk Organist- og Kantorsamfund, i Udvalget for Dansk Kirkesang og i Heinrich Schütz’ Selskabet. Hun har modtaget en række priser og legater, bl.a. Musikanmelderringens Kunstnerpris 1968, Tagea Brandts Rejselegat 1972, og professor Ove Christensens Mindelegat 1978. Grethe Krogh blev ridder af 1. grad af Dannebrogordenen 1982. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Nanna_Liebmann

Nanna Liebmann

2023-04-22T23:26:10+02:00

fri anvendelse

Nanna Liebmann voksede op i en stor og levende familie med ni børn i et borgerligt københavnermiljø. En broder var den senere filantrop og politiker Carl Lehmann, en anden religionshistorikeren Edvard Lehmann, mens søsteren Signe Lehmann i lighed med Nanna Liebmann var musikuddannet. Faderen, som var broder til politikeren Orla Lehmann, var en kendt øjenlæge, men også en meget aktiv amatørmusiker, og han sørgede for musikuddannelse til døtrene. I 1868 begyndte Nanna Liebmann på Musikkonservatoriet, der var grundlagt året før. Foruden undervisning i sang og klaver modtog hun også undervisning i teori af tidens betydeligste lærere, bl.a. J.C. Gebauer, J.P.E. Hartmann og Niels W. Gade. Allerede fra 1869 findes et lille undervisningsskema, som vidner om, hvor tidligt hun var i gang med sin egentlige og vigtigste levevej som lærer i klaver og sang, dels i sit hjem, men for en sæson også på godset Hellerup på Fyn. På Musikkonservatoriet mødte Nanna Liebmann sin kommende ægtemand, komponisten Axel L. De var jævnaldrende, og deres forhold var præget af et kammeratligt fællesskab omkring musikudøvelse. Han akkompagnerede hendes sang ved privat optræden, og de komponerede små romantiske sange til hinanden, fx skrev hun musik til to digte af Goethe Der Goldschmiedsgesell og Der Rattenfänger, som tryktes i Syv Sange, 1885. I komponistægteparret Emma og J.P.E. Hartmann så Nanna Liebmann et forbillede, men hendes eget ægteskab kom dog kun til at vare halvandet år, idet ægtefællen pludselig døde af lungebetændelse i 1876, kun et halvt år efter sønnen Pouls fødsel. Efter dødsfaldet overtog hun et par af ægtefællens beskæftigelser, dels som sanglærer på N. Zahles Skole 1876-80, dels som musikskribent ved dagbladet Fædrelandet. Nanna Liebmann var på flere studieophold i Paris. Under det første i 1880 studerede hun, ligesom senere komponisten Hilda Sehested, klaver hos den berømte pianistinde Louise Aglaé Massart. Siden optrådte Nanna Liebmann som akkompagnatør, fx ved en kammermusiksoire med Det Kgl. Kapel. Fra midten af 1890’erne bestred hun flere poster som koncertarrangør, hvor hun i kraft af sin lederposition blev repræsentant for kvindelige kunstnere. På dette tidspunkt var sønnen næsten voksen, hvilket gav hende tid og energi til at hellige sig de mange gøremål. På Kvindernes Udstilling i 1895 var hun fungerende formand for musikudvalget. Hun arrangerede konkurrencen om åbningskantaten, hvor Elisabeth Meyers musik blev valgt til opførelse, og otte matinéer med kvindelige kunstnere samt to soiréer udelukkende med kvinders musik på programmet. Hun optrådte ikke selv, men lod dog sin lille romance Die Sennin trykke i udstillingens Sang-Album. Som Dansk Kvindesamfunds blad Kvinden og Samfundet bemærkede, så stillede hun sig taktfuldt i skyggen for at lade andre træde frem. Selv udtrykte hun i forbindelse med Kvindernes Udstilling en vis skepsis i forhold til, hvorvidt kvinder overhovedet kunne komponere. Hun fandt kvinders kompositioner middelmådige og mente, at kvinder først måtte lære det teoretiske håndværk og at være åbne for upartisk og opdragende kritik. Alligevel gik hun efter udstillingen ind i arbejdet med at indsamle midler til opførelse af en Kvindernes Bygning i København ved at afholde støttekoncerter med sine elever, hvor hun selv akkompagnerede. Fra 1898 til 1906 var hun tilmed formand for bestyrelsen for Kvindernes Bygning. Musikalsk aftenunderholdning arrangerede hun gennem 25 år for Hegnet, Kvindernes Handels- og Kontoristforening. Også i Musikpædagogisk Forening (MPF), stiftet 1898 af musikhistorikeren Hortense Panum og komponisten og musikpædagogen Louis Glass, gjorde hun sig gældende som medlem af bestyrelsen 1901-05, i øvrigt sammen med søsteren Signe. I endnu flere år sad hun i MPFs sangfaglige bedømmelsesudvalg, bl.a. sammen med operasangerinden Sophie Keller. Udvalget skulle sikre medlemmernes faglige niveau, idet langtfra alle havde en konservatorieuddannelse. Sit eget faglige niveau havde Nanna Liebmann 1901 videreudviklet i Paris hos sangpædagogen Devillier, som underviste flere af tidens berømte danske sangere, fx Vilhelm Herold og Peter Cornelius. I 1902 afholdt hun en sangaften i Odd Fellow Palæets lille sal efter mange års pause som optrædende sanger. Hun rostes for sin musikalske intelligens, sin smagfuldhed og dannelse, især i de romantiske sange, mens hun ikke helt syntes at have magtet de høje toner i et par operaarier. Fra 1890’erne og frem til omkring 1925 fungerede hun udelukkende som sangpædagog, også for professionelle sangere. Sideløbende med undervisning og koncerter udgav hun i alt tre sanghefter samt et klaverstykke. I 1904 optrådte sangeren Vilhelm Michelsen med uddrag af hendes to sidste sangkompositioner Minnelieder og Fem Sange. Disse adskiller sig fra hendes første Schubert-inspirerede sange i kraft af en tydelig afsmitning fra bl.a. forfatteren Thor Langes folkevisedigtning. I årene herefter øgedes hendes interesse for komposition, som hun studerede 1910-12 hos cand.mag. Aage Nording. Hun forelagde desuden sine værker for komponisten Carl Nielsen. I 1911 lod hun et klaverstykke Thème passioneé et variations udgive. Ligesom for sangenes vedkommende komponerede hun også her i en ret enkel, folkevisepræget stil, men med utvetydigt udgangspunkt i højromantisk harmonik, rytme og form. Hendes egentlige kompositoriske virke faldt sent i livet og standsede ved Første Verdenskrigs udbrud. I 1913 meldte hun sig ind i den nystiftede Dansk Komponist-Forening, hvilket må ses som et klart tegn på, at hun oplevede sig selv som komponist. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Anne_Linnet

Anne Linnet

2023-04-22T23:28:13+02:00

fri anvendelse

Anne Linnets karriere har mange facetter: som komponist, sanger og digter var hun en af drivkræfterne i udviklingen af 1970’ernes danske rytmiske kvindemusik, som den første kvinde gennemførte hun et studium med komposition som hovedfag ved et dansk konservatorium, og som forretningskvinde oprettede hun et pladeselskab PladeCompagniet, som hun drev frem til omkring 1994, da det blev købt af det multinationale firma Sony. Med en tryg og fri barndom i et akademikerhjem blev Anne Linnet tidligt selvstændig, allerede som 16-årig optrådte hun med sit eget materiale i folkemusikstil, og fra 1971 sang hun med bl.a. Radioens Big Band i arrangementer af sin senere ægtemand Holger Laumann. Sideløbende med musikken gik hun i gymnasiet og blev 1972 student fra Statsgymnasiet i Århus. Først i 1970’erne var hun som sanger, guitarist og pianist medlem af gruppen Tears og indspillede tre plader med den, men det var som medlem af den skelsættende kvindegruppe Shit og Chanel, at hun for alvor markerede sig. Gruppen, der havde base i Århus, dannede Anne Linnet i 1974 sammen med Lis Sørensen, Astrid Elbæk, Ulla T. Eriksen og Lone Poulsen. Sammen med den et år yngre kbh.ske gruppe Hos Anna, der bestod af søstrene Hanne og Lotte Rømer, Irene Becker og Karen Mortensen, repræsenterede Shit og Chanel fortroppen i kvindernes indtog på den professionelle rytmiske musikscene i Danmark. Ud over en stor del af musikken skrev Anne Linnet hovedparten af gruppens tekster, der fremlagde en ny forståelse af kvindeliv og således lå på linie med rødstrømpebevægelsen, som flittigt brugte flere af Shit og Chanels sange. Allerede i den kollektive Shit og Chanel-periode trådte Anne Linnet i forgrunden med flere soloudgivelser, bl.a. pladen Kvindesind ,1977, en overbevisende musikalsk fortolkning af Tove Ditlevsen s digtsamling fra 1955. Såvel Kvindesind som en anden soloplade Go’ søndag mor’n , lavet i 1980 for børn i forbindelse med en række fjernsynsudsendelser, opnåede stor popularitet. Anne Linnets indlevelse i Tove Ditlevsens univers kom igen til udtryk på pladen Barndommens gade ,1986, der føjede nye numre til den musik, Anne Linnet i forvejen havde skabt til filmen af samme navn. Den sidste af de fem Shit og Chanel-plader, der var en opsamlingsplade, blev udgivet i 1982, året efter at hendes nye kvindegruppe havde udsendt sit første album, Anne Linnet Band. Med sine 65.000 solgte eksemplarer, næsten lige så mange som de fem Shit og Chanel-plader tilsammen, demonstrerede Anne Linnet Band hendes stadig solidere fodfæste inden for dansk rockmusik. Blandt de betydningsfulde musikere, Anne Linnet har samarbejdet med, er sangeren Sanne Salomonsen . Hun udgjorde sammen med Anne Linnet og Lis Sørensen Anne Linnet Band, og hun var medskaber af de to rockmusicals Berlin 84 ,1984, og Gøngehøvdingen , 1989. Anne Linnet har desuden lavet to andre musicals, Roserne bryder ud ,1982,og Tiggeroperaen , 1984, der begge blev opført på Folketeatret. Som pioner inden for kvindemusikken har det for Anne Linnet været en nødvendighed at lade sit privat- og seksualliv være en integreret del af sangproduktionen. Hun har slået sin biseksualitet fast, og hendes optagethed i begyndelsen af 1980’erne af sadomasochisme resulterede i temaet for hendes næste gruppe Marquis de Sade, der trådte frem med sit første album i 1983. Pladen vakte furore og demonstrativ modstand, bl.a. i kvindepolitiske miljøer, men Anne Linnet blev dog også karakteriseret som den, der markerede “en subjektiv realisme, der er forfriskende åbenhjertig”. Musikken er her mere funky og hårdtslående end Anne Linnets tidligere ofte balladedominerede musik, og noget af inspirationen til den kom efter besøg i rock- og discomiljøer i New York og Berlin. På gruppens to næste udgivelser Hvid magi,1985, og En elsker,1986, var den rå atmosfære veget for lysere kærlighedssange. De følgende soloplader Jeg er jo lige her,1988, og Min sang, 1989, sidstnævnte komponeret til tekster af præsten og forfatteren Johannes Møllehave, opnåede helt forrygende salgstal. Her fik publikum den Anne Linnet, det elskede: enkel, direkte, inderlig og usentimental. Teksttalentet har også givet sig udslag i to velskrevne bøger, digtsamlingen Glimt, 1983, og erindringerne Hvor kommer drømmene fra,1999. I 1997 så endnu et nyt Anne Linnet-band dagens lys, Bitch Boys. På Det Jyske Musikkonservatorium fik Anne Linnet både en musikpædagogisk uddannelse og en komponistuddannelse, den sidste med bl.a. komponisterne Per Nørgård og Hans Abrahamsen som lærere. Studietiden, der forløb i perioden 1973-85 sideløbende med Anne Linnets populærmusikalske karriere, resulterede i en række klassiske værker, herunder strygekvartetten Quatuor brutale, indspillet i 1985 på plade af Kontra Kvartetten og det symfoniske værk Spring Capricious, 1989, tilegnet Aarhus Symfoniorkester. Anne Linnet har også været repræsenteret på de hæderkronede Århus festivals for ny musik, Numus, med såvel klassiske som populærmusikalske værker. Endvidere komponerede hun en kammeropera Thorvaldsen i 1996. Spændvidden i Anne Linnets omfangsrige musikalske produktion er stor. Men det er inden for populærmusikken, at hun har været en fornyer. Hun har været med til at præge den danske rock- og populærmusiks udvikling med en aldrig svigtende fornemmelse for de internationale strømninger, og hun har hele tiden evnet at forny sit klangunivers, hvilket afspejler sig i hendes valg af fremtrædende danske og udenlandske musikere og producere. Hendes uortodokse, lidt kantede kompositoriske stil bærer et umiskendeligt Anne Linnet-præg, og essentielt i hendes succes er evnen til at artikulere en tekst musikalsk i en sådan frasering, at dens budskab trænger rent ind og huskes. Anne Linnet fik 1985 Preben Harris’ rejselegat for yngre dramatikere, en påskønnelse af hendes daværende tre forsøg i musicalgenren. Året efter blev hun tildelt en portion af LOs Kulturpris, i 1996 Gentofte Kommunes Kulturpris, i 1997 Ingrid Jespersens Legat og i 1998 den livsvarige ydelse fra Statens Kunstfond. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Gudrun_Lund

Gudrun Lund

2023-04-22T23:26:16+02:00

fri anvendelse

Gudrun Lund blev født i Ålborg, men voksede op i bl.a. Ribe og Nyborg. Musikken kom tidligt ind i hendes liv, allerede som fire-femårig lærte hun at spille klaver, senere også violin og bratsch. I 1949 begyndte hun at studere musik, tysk og engelsk ved Københavns. Universitet, afsluttende med en cand.mag.-grad i 1955. Parallelt hermed studerede hun klaver ved Musikkonservatoriet, hvorfra hun tog musikpædagogisk diplomeksamen i 1953. Efter giftermål flyttede hun til USA 1956-66, hvor ægtefællen fik arbejde, og Gudrun Lund passede hjem og børn. Der var dog også overskud til beskæftigelse med musikken, bl.a. underviste hun i klaver og spillede ved private koncerter. I USA blev hendes interesse for moderne musik vakt. Efter hjemkomsten til Danmark fik hun ansættelse som seminarielektor ved Københavns Dag- og Aftenseminarium i Skovlunde, en stilling, hun bevarede indtil 1995. På seminariet underviste hun i musik og senere i engelsk. Det var i forbindelse med undervisningen på seminariet, at hun opdagede sine evner som komponist, bl.a. ved at komponere egne musikdiktater. Gudrun Lund begyndte at komponere i 1976 og kastede sig med stor energi og lidenskab ud i sin nye metier, som hun umiddelbart følte sig hjemme i. Hun skrev hurtigt, brugte ca. en måned på hvert nyt værk, mens hun sideløbende havde fuldtidsarbejde og hjemlige pligter at passe. I et år var hun elev hos Svend S. Schultz og senere et år hos Mogens Winkel Holm. I starten skrev hun værker for mange forskellige besætninger, hvor hun afprøvede instrumenternes muligheder. I dette arbejde fik hun støtte af sine mange musikervenner, der vejledte hende og spillede hendes værker. I 1978 blev hun medlem af Komponistforeningen, og omkring årtusindeskiftet havde hun skrevet 145 opus. 1983-84 rejste hun til USA med støtte fra Komponistforeningens legat for at studere komposition ved Hartt College of Music. Her fik hun bl.a. bestilling på et værk for brass band, Negotiations, uropført af The Harvard University Wind Ensemble i 1984. I Danmark blev hun støttet af foreningen Kvinder i Musik, der både bestilte værker hos hende og dannede forum for mange førsteopførelser. Således blev Walking Along for klarinet og orkester uropført under Nordisk Kvindemusik Festival i Oslo i 1988. Mange af Gudrun Lunds værker er skrevet for usædvanlige besætninger som et resultat af bestillinger fra diverse ensembler: Fløjtekvartetten blev bestilt af Con Anima-ensemblet, Ti tankevækkende udsagn for mezzosopran, fløjte, cello og akkordeon og til tekst af Søren Kierkegaard af Wärme-Kvartetten, der også har indspillet værket på cd, og Talks af Trio Divertimento. Talks opus 136 for fløjte, klarinet og fagot består af fire satser, hvis titler angiver inspirationskilden til musikken. I 2. satsen Politicians fastholder hvert instrument fx sit eget forløb uden at bøje sig efter de andre. Tonesproget i værket er atonalt, men kontinuerligt, til tider let og diverterende. I sidste sats, Solving Problems, benyttes kvasi-slagtøjsmæssige “støj”-effekter fra pusten i instrumenternes rør. Talks er udgivet på cd. Da Gudrun Lund startede sin komponistkarriere forholdsvis sent, blev hun ikke som en selvfølge en del af det danske komponistmiljø, hvad der både har rummet fordele og ulemper. Fordelene har været en uafhængighed af diverse lokale traditioner og en større frihed til at gå egne veje, mens ulemperne har været vanskeligheder med at få værker opført og underkastet konstruktiv kritik. Gudrun Lund har derfor arrangeret egne portrætkoncerter, bl.a. i Skt. Nicolai Kirkebygning og på Hofteatret. Mere forståelse har hun mødt i udlandet, hvor hendes værker bl.a. er blevet opført i de nordiske lande, USA, England, Spanien og i Kina. Selv ville Gudrun Lund gerne have skrevet mere orkestermusik og kammermusik, hvis hun havde haft muligheden for at få den opført. Af kammermusik er det dog blevet til fem strygekvartetter, to blæserkvintetter og mange andre værker, bl.a. en del dramatisk musik. I 1991 blev sceneværket Prinsessen på ærten, frit efter H.C. Andersens eventyr, opført med stor succes ved Nordisk Musikfest i Göteborg. Hun har desuden skrevet minioperaen Klodshans og familieoperaen Den stundesløse, sidstnævnte et Kulturby-96 projekt støttet bl.a. af Kulturfonden. Til mange af sine vokalværker har Gudrun Lund selv skrevet eller tilrettelagt teksten. Gudrun Lunds musik tager afsæt i den neoklassiske tradition efter P. Hindemith og I. Stravinsky og den danske klangtone fra Carl Nielsen. Herfra har hun bevæget sig frem mod en mere eksperimenterende skrivemåde, bl.a. fri rækketeknik, uden at miste den klarhed og melodiske følsomhed, som kendetegner hendes musik. Gudrun Lunds værker udstråler skaberglæde og viser dyb indsigt i håndværkets detaljer. I kammermusikalske værker interesserer hun sig for samspillet mellem instrumenterne, som hun betragter som selvstændige individer, fx i Sounds in the Park, 1988, for otte instrumenter og sopran, der blev uropført ved Nordiske Musikdage 1990 i Helsingfors. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Elisabeth_Meyer

Elisabeth Meyer

2023-04-22T23:18:12+02:00

fri anvendelse

Elisabeth Meyer voksede op i Svendborg i en familie med rige traditioner for musik på mødrene side. Mormoderen var operasangerinden Catharine Simonsen, og morfaderen Sophus S. var kgl. kapelmusicus med rødder i Fyns rige musikliv. Også moderen og flere af hendes søskende beskæftigede sig professionelt med musik som sangere og undervisere, ligesom Elisabeth Meyers søster Marie English blev sanger. Faderen derimod var oprindelig søofficer, og hendes ægtemand arbejdede ved telegrafen. I de unge år blev Elisabeth Meyer sandsynligvis undervist i sang af moderen, der spillede en ledende rolle i byens musikliv, bl.a. som koncertarrangør. Som voksen virkede Elisabeth Meyer ind imellem som sanger, dels som ung i fødebyen, hvor hun typisk optrådte ved velgørenhedskoncerter, dels i Århus, hvor hun og hendes mand boede i en længere årrække efter giftermålet i 1883. Når hun huskes af en eftertid, er det imidlertid for sit virke som komponist. Mellem 1884 og 1890 fik hun fire børn, den sidste datter døde endnu som spæd i 1891. Trods dette tab og den travlhed i hverdagen, tre mindre børn må have medført, formåede hun at kombinere sit daglige liv som moder og hustru med sit behov for at komponere. Den overvejende del af hendes produktion stammer således fra 1890’erne. Af de knap 60 sange fra hendes hånd, der findes i manuskript, blev de 23 udgivne i syv sanghefter i årene 1892-95. Kun enkelte instrumentalstykker kendes, i 1900 udgav hun Berceuse for klaver og violin og i 1913 klaverstykket Naar Duggen falder. To sange blev trykt i Sangalbum af nordiske Kvinder, udgivet i anledning af Kvindernes Udstilling i 1895. Ved samme begivenhed vandt hun en delt førstepræmie i konkurrencen om en kantate, som skulle opføres under åbningen af udstillingen. Selvom juryen savnede de kendteste navne blandt de skandinaviske “Komponistinder”, blev Elisabeth Meyers kantate for to solister, damekor og to klaverer udvalgt til opførelse på grund af “en vis tiltalende Fordringsløshed og Naturlighed”. Teksten var af Jenny Blicher-Clausen og beskrev kvindeliv i oldtid og middelalder. Elisabeth Meyers kompositioner nød generelt en vis omtale i disse år i kraft af, at såvel hendes morbroder operasanger Niels Juel Simonsen som hendes søster, der var blevet koncertsanger, ofte optrådte med et par af hendes sange. Kendtest blev Lærken, der blev indsunget på plade af Peter Cornelius. Når det så absolut var sangene, hyppigst med tekst af Thor Lange eller J.P. Jacobsen, der kom til at dominere hendes produktion, skyldtes det måske, at det især var det melodiske, der havde hendes opmærksomhed. Hendes sange var iørefaldende, i folketone og flere steder med hang til romantisk svulmen. Formen var ofte strofisk, akkompagnementerne var underordnede, enkle og bestod overvejende af forskellige typer akkordfigurer. To gange, i 1895 og 1896, ansøgte Elisabeth Meyer, øjensynlig forgæves, om statslig understøttelse for at kunne rejse til København og videreuddanne sig i komposition. Hun havde da i et par år studeret teori hos organist Arthur Allin i Århus og begrundede ansøgningerne med, at ægteparrets midler ikke strakte til sådanne ekstraudgifter. I 1899 flyttede familien til København som følge af ægtemandens avancement til telegrafdirektør og bosatte sig i Hellerup, men da havde Elisabeth Meyer øjensynlig opgivet at søge yderligere uddannelse, ligesom hun siden kun udgav et enkelt værk. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Benna_Moe

Benna Moe

2023-04-22T23:18:30+02:00

fri anvendelse

Benna Moe fik en lang karriere som organist, pianist, kinoorganist, sanger og komponist. Hendes force var melodisk opfindsomhed og et overlegent improvisationstalent; ydermere havde hun en smuk og velskolet mezzosopranstemme. Hendes formelle, musikalske uddannelse var ret begrænset. Hun fik klaverundervisning som barn hos Dagmar Walsøe fra C.F.E. Hornemans Musik-Institut, men herudover modtog hun kun privatundervisning i halvandet år hos organist E. Thuner, før hun i 1915 indstillede sig som privatist til organisteksamen på Musikkonservatoriet. Hun bestod eksamen med et smukt resultat, og censorerne udtrykte anerkendelse af hendes evner for fri fantaseren ved orglet. Benna Moe gik i Th. Moltkes Borgerskole for Pigebørn, og her blev hendes specielle musikalske evner stimuleret på en måde, der satte sig spor i hendes senere musikalske virksomhed. Hun spillede ved alle skolens festarrangementer, og hun komponerede allerede fra 12-års alderen, både sange og lidt større kompositioner, fx en ouverture til opførelsen af En Søndag på Amager ved fejringen i 1913 af 100-året for Johanne Luise Heibergs fødsel. Hun vedligeholdt kontakten med skolen længe efter, at hun var blevet voksen, og ved Th. Moltkes begravelse i 1928, spillede hun sin Elegi på Frederikskirkens orgel. Denne funktion som lejlighedsmusiker og -komponist kom hun aldrig senere til at distancere sig fra. Hun spillede ved utallige velgørenhedsarrangementer før, under og efter Anden Verdenskrig, og ud over at komponere til familiefester skrev hun musik til festlige begivenheder i de danske og svenske kongehuse, fx en hyldestmarch til kong Gustav 5. af Sverige og en bryllupsvals til tronfølgeren prinsesse Margrethe af Danmark. Benna Moe voksede op i et solidt, borgerligt middelklassemiljø, og hendes ældre brødre støttede hendes musiktalent. En af dem, Olaf Edvard M., var boghandler og forlægger, og han sørgede for, at flere af hendes tidlige kompositioner blev trykt. Endvidere skabte han kontakt til det amerikanske forlag Arthur P. Schmidt, som udgav flere af hendes værker, bl.a. Alpine Suite for orgel i 1929. Benna Moe lærte aldrig selv at instrumentere, og da hun som en af de yderst få kvindelige komponister, der har fået spillet sin musik på Det Kgl. Teater, i 1930 fik opført sin ballet Hybris, var det med en instrumentation af den finske dirigent L. Funtek. Benna Moe var i 1930’erne særdeles aktiv både som komponist og musiker. Hun skrev ca. 75 af sine i alt godt og vel 200 sange i denne periode, endvidere en stor mængde underholdningsmusik i form af marcher, valse, tangoer og foxtrotter. Hendes sange, der er i den romantiske stil, er melodisk velformede og iørefaldende og spænder fra det enkle og intime til det stort anlagte og delvis gennemkomponerede. I 1933 optrådte hun for første gang i dansk radio, hvor hun sang egne sange. Senere blev det til mange udsendelser. Sin eneste strygekvartet skrev hun i 1934. Den blev spillet i Wien af en østrigsk kvindestrygekvartet, ledet af violinisten Anita Ast. I 1937 havde hun et engagement i Holberghaven i National-Scala i København, og en anmelder i Nationaltidende skrev i den anledning om “Komponistinden Benna Moe, som med fin Musiksans og ladylike Holdning dirigerer egne Kompositioner.” Også på et langt senere tidspunkt fik hun anledning til at dirigere, nemlig i 1950, hvor hun i Stockholm ledede et militærorkester, der spillede hendes Orphée Marche. Benna Moes tilknytning til Sverige blev for alvor etableret i 1930’erne. Hun havde tidligere fået spillet flere kompositioner i svensk radio og ved folkekoncerter i bl.a. Göteborg og Hälsingborg. I 1937 lavede hun et program i svensk radio sammen med cellisten C. Cöster, og hendes sange herfra fik en positiv modtagelse. Hun sang også ved en orkesterkoncert i Ystad i 1938, hvor hendes “välskolade mezzosopran” og “livfulla föredrag” blev berømmet. Hun fik mange venner i Sverige, bl.a. komponisten H. Alfvén, organisten O. Olsson og malerinden Gerda Höglund. I størsteparten af perioden 1941-48 opholdt hun sig i Sverige, hvor hun gav et væld af koncerter, bl.a. havde hun en turné i 1944, Västkusttournéen, hvor hun optrådte ved kirkekoncerter 22 dage i træk. Siden slog hun sig ned i byen Mora som stadskomponist og musikpædagog og komponerede bl.a. en kantate til Odd Fellow Logens jubilæum samt et passionsspil. Palladiumbiografen i København havde i 1938 anskaffet et kinoorgel, og Mogens Kilde bestred jobbet som kinoorganist indtil 1948. Benna Moe, der i 1938 havde været blandt ansøgerne til stillingen, fik den nu tilbudt og sagde ja tak. Imidlertid fik Kilde lyst til at få stillingen tilbage allerede i 1950, og Benna Moe blev manøvreret ud, hvilket skabte en bitterhed hos hende, som hun aldrig siden forvandt. Hun fortsatte nu sin orgelkoncertvirksomhed og komponerede stadig, især orgelmusik, bl.a. Koncert-Suite, 1971, og Legend, 1980. Hendes sidste større koncertturné fandt sted i Sverige, da hun var 84 år gammel, og hun spillede helt til sin død. Benna Moe var ugift og levede det meste af sit voksenliv sammen med veninden, sproglærer Karla Aagaard, der førte hus for hende og støttede hende i hendes omkringrejsende tilværelse. Benna Moes musik er kun sjældent blevet opført efter hendes død. Men der eksisterer pladeoptagelser på mærkerne Tono og Musica med hende som kinoorganist og på Det Kgl. Bibliotek ligger der amatørbåndoptagelser fra 1950’erne og 1960’erne, hvor man bl.a. kan danne sig et indtryk af hendes smukke og varme sangstemme. Man kan måske sige, at Benna Moe spredte sin musikalitet over for mange felter: sang, orgel, kinoorgel, klaver, seriøs musik, underholdningsmusik og sågar direktion. Men hun var først og fremmest brugsmusiker, og som sådan var hun dybt seriøs og utrættelig. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Amanda_Nielsen

Amanda Nielsen

2023-04-22T23:06:01+02:00

fri anvendelse

Amanda Nielsen blev født i et beskedent arbejdsmandshjem på Vesterbro som den yngste af tre søstre. Da faderen kom ud for en arbejdsulykke, måtte hun tage job som syerske. Som 18-årig fik hun ansættelse som sangerinde i etablissementet Alleenberg på Frbg. til det dobbelte af, hvad hun kunne tjene som syerske. Tribunesangerinderne leverede en underholdning, der var uhyre populær i tiden, men samtidig var erhvervet omgærdet af stor offentlig forargelse og kontrol. Efter en turné i Finland blev den slanke, askeblonde Amanda Nielsen i 1885 ansat som stjerne på Café Chantant i det nuværende Lorry. Dér mødte hun i 1887 digteren Holger Drachmann, der var gift og dobbelt så gammel som hun, og blev hans kæreste og muse. Amanda Nielsen var litterært interesseret, gik meget i teatret, og med sit demokratiske sindelag kom hun til at præge Drachmanns liv og produktion. Særlig romanen Forskrevet, 1890, er en hyldest til sangerinden, som han gav navnet Edith. Det fik tusindvis af arbejderfamilier til at opkalde deres døtre efter bogens heltinde. Da Amanda Nielsen begyndte at synge i Kisten i Tivoli var publikumsinteressen stor. Journalisten Carl Muusmann beskrev hende som et virkeligt talent, der aldrig gjorde væsen af sit forhold til den berømte digter. I 1891 forlod parret Danmark for at undgå sladderen. De slog sig ned i Hamburg, hvor Amanda Nielsen fik egen lejlighed og tjente til livets ophold som sangerinde i Skt. Pauli. Hun ville ikke være en holdt kvinde. Herefter boede de sammen i Wildhusen ved Lübeck. Amanda Nielsen oplevede nogle lykkelige år med Drachmann, indtil hun i 1897 brød forholdet på grund af digterens affære med en anden ung kvinde. Det skabte stor skandale, da Drachmann efter førsteopførelsen på Det Kgl. Teater af Vølund Smed i 1898, udbragte et leve for “den store noble Kvinde”, der havde inspireret ham til værket. København kogte af forargelse over, at en simpel tribunesangerinde var blevet hyldet på nationalscenen. I 1898 giftede Amanda Nielsen sig med en tysk forretningsmand, Bernhard Gerlach, og fik et lykkeligt ægteskab. De bosatte sig i Hamburg, hvor hun blev boende med børnene efter mandens død. Så vidt vides, optrådte hun aldrig siden. Som ældre flyttede hun ind i byens danske asyl Stift Rosenborg og oplevede her Anden Verdenskrigs rædsler. I 1947 sendte hun alle Drachmanns breve til Det Kgl. Bibliotek, også “de slemme”, da hun ikke ønskede, at den glorie, digteren havde udstyret “Edith” med, skulle stå som hendes eftermæle. Amanda Nielsen døde 87 år gammel, men lever stadig i “Ediths” skikkelse gennem Drachmanns værker. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Ebba_Nielsen

Ebba Nielsen

2023-04-22T23:10:33+02:00

fri anvendelse

Ebba Nielsens moder var en glimrende pianist, men det kom ikke på tale, at hun skulle optræde professionelt. Ebba Nielsen selv derimod var ikke på noget tidspunkt i tvivl om, at hun ville gå musikvejen. Hun fik som barn både klaver- og violinundervisning, og efter studentereksamen fra Marie Kruses Skole begyndte hun at studere musik og engelsk på Københavns Universitet. Giftermål og to børnefødsler fik hende imidlertid til at holde pause i studierne, men i 1948 blev lysten til at blive musiker så stærk, at hun startede på Musikkonservatoriet. Forinden var hun begyndt at spille orgel hos Fin Ditlevsen i Lyngby, og på konservatoriet fik hun orgel som hovedfag. Hun havde P.S. Rung-Keller, der var organist i Vor Frelsers Kirke, som lærer, også i de teoretiske fag, mens hun fik undervisning af komponisten Jørgen Jersild i musikhistorie og hørelære. Jersild opfordrede hende til at blive hørelærepædagog, og efter at have taget organisteksamen i 1949 aflagde hun hørelærepædagogisk eksamen det følgende år. På det tidspunkt eksisterede konservatoriets diplomeksamen med mulighed for solistklasse og debutkoncert ikke for organister, idet organisteksamen mere var rettet mod arbejdet som kirkemusiker end mod det kunstneriske. Men på Ebba Nielsens anmodning åbnedes nu diplomuddannelsen for organister, og som den første fik hun orgeldiplomeksamen i 1951 og blev tildelt solistklassedebut i Vor Frelsers Kirke i 1952. Anmelderne slog straks fast, at hun var en orgelspiller af “virkeligt format”, med en “velgørende ro og sikkerhed” i sit spil og teknikken “i den skønneste orden”. Da hun søgte en 2. organiststilling i Vor Frue Kirke, blev hun da også indstillet som nr. 1, men den residerende domorganist satte sig imod, at en kvinde skulle bestride den prestigebetonede post, og hun fik ikke stillingen. Heller ikke en sagsbehandling i Kirkeministeriet medførte en omstødning af afgørelsen. Samtidig med at Ebba Nielsen spillede såvel på koncertplan i ind- og udland som i organiststillinger ved Vedbæk Kirke 1956-66, Nærum Kirke 1966-70 og Skælskør Kirke 1970-81, underviste hun i konservatorieregi, de første år i København, hvor hun var timelærer fra 1954 og fra 1960 docent i hørelære, siden også i orgel. 1969 kom hun til Århus som hørelæredocent ved Det Jyske Musikkonservatorium, og i 1976 vendte hun tilbage til København, hvor hun var professor i hørelære til 1990. Ebba Nielsen var også aktiv på det organisatoriske plan, bl.a. i Konservatoriernes Lærerforenings bestyrelse. Her deltog hun under sin første periode i København i forhandlingerne om oprettelsen af docenturer. Også i Århus arbejdede hun i fagforeningsregi med nyskabende ligestillingsprojekter. Hun var således med til at få gennemført, at børn af såvel kvindelige som mandlige docenter blev pensionsberettigede ved den pågældende forælders død, og at ægtefæller efter kvindelige docenter skal tildeles enkemandspension. Hun var Det Jyske Musikkonservatoriums repræsentant i rektorkollegiet under Århus Universitets humanistiske fakultet 1971-75, kulturministerielt udpeget medlem af repræsentantskabet for Statens Musikråd 1979 og 1988-90 musikkonservatoriernes repræsentant i Det Danske Selskab, fra 1989 kaldet Det Danske Kulturinstitut. Med sine sikre pædagogiske evner dyrkede Ebba Nielsen hørelæreundervisningen op til det højeste niveau, og hun forstod at udvikle sine elevers kreative ressourcer som et element i de professionelle færdigheder. Ebba Nielsens hørelærepædagogiske vitalitet havde grobund i hendes virke som den fremragende musiker, hun er, og hendes pædagogik havde som mål “formation musicale”, musikalsk dannelse, både i færdigheds- og forståelsesmæssig forstand. Ebba Nielsen blev ridder af Dannebrogordenen i 1976 og ridder af 1. grad i 1987. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Inga_Nielsen

Inga Nielsen

2023-04-22T23:10:39+02:00

fri anvendelse

Inga Nielsen har dybe rødder i Danmark, selvom hendes opvækst og uddannelse for størstedelen er foregået i udlandet. Det var også i international sammenhæng, hun slog igennem, og hun er senere blevet en af verdensscenens mest efterspurgte operasangere. Hendes sanglyst blev tidligt støttet af forældrene, især hendes fader var meget interesseret i musik. Under et flerårigt ophold i USA holdt han foredrag om Danmark, og her optrådte den kun fireårige Inga Nielsen med danske folkesange, akkompagneret af faderen. Inga Nielsen tog musiksproglig studentereksamen i 1965 på Aurehøj Gymnasium, hvor man havde lagt mærke til hendes usædvanlige stemme med den præcise intonation. En videre uddannelse inden for sangerfaget var oplagt. Med en østrigsk moder faldt det naturligt, at Inga Nielsen fik en stor del af sin uddannelse i Wien, hvor hun i årene 1965-67 studerede musik og sang på Akademie für Musik und darstellende Kunst. Derefter studerede hun på Musikhochschule i Stuttgart og hos professor J. Sipos i Budapest. Mens hun studerede i Wien, gik hun til koncert næsten hver aften og fik et bredt kendskab til både opera og orkestermusik. Inga Nielsen fik sine første engagementer i Tyskland og Schweiz, hvor hun fortrinsvis sang operette og fik den nødvendige scenerutine. 1975-80 var hun fastansat ved operaen i Frankfurt og tilegnede sig et stort repertoire inden for det lyriske rollefag. Her mødte hun også sin senere ægtefælle, basbarytonen Robert Hale. Parret bosatte sig i Frankfurt og senere i Zürich. Inga Nielsens ry, især som en fremragende Mozartsangerinde, bredte sig hurtigt, og hun modtog så mange tilbud, at hun i 1980 besluttede at arbejde freelance. Siden har hun sunget på de fleste store operascener, bl.a. i Berlin, Hamburg, München, Zürich, Milano, Paris, London og New York samt ved alle de store europæiske operafestspil. Gæstespil har endvidere ført hende til Sydamerika og Japan. Det var en milepæl i karrieren, da Inga Nielsen sang Constance i Mozarts Bortførelsen fra Seraillet ved festspillene i Salzburg i 1987. Samme rolle indbragte hende international anerkendelse ved en nyopsætning på Covent Garden i London med den ungarske dirigent G. Solti i 1987, og et nyt, stort publikum lærte hende at kende, da forestillingen blev optaget til tv og udsendt i en lang række lande, herunder Danmark. Efterhånden som Inga Nielsens stemme er blevet bredere og mere dramatisk, har hun udviklet et tungere repertoire. Soubretterollerne er et for længst overstået kapitel, Mozart- og koloraturpartier er forladt til fordel for partier i det dramatiske rollefag. Her fik Inga Nielsen det store gennembrud som Salome i Richard Strauss’ opera af samme navn. Derpå fulgte Strauss-rollerne Crysothemis i Elektra og Kejserinden i Kvinden uden skygge, titelrollen i Beethovens Fidelio samt de lyriske Wagnerpartier som Elsa i Lohengrin og Elisabeth i Tannhäuser. Først i sæsonen 1983-84 fik det danske operapublikum lejlighed til at opleve Inga Nielsen på Det Kgl. Teater som Sophie i Strauss’ Rosenkavaleren og som Violetta i Verdis La Traviata. Siden har hun optrådt samme sted som G. Donizettis Norina i Don Pasquale, Donna Elvira i Don Giovanni og som Marskalinden i Rosenkavaleren samt i titelpartierne i G. Puccinis Tosca og Madame Butterfly. Den berømte sopran har dog oftere kunnet opleves i landets koncertsale. Her har hun ved flere lejligheder markeret sin store alsidighed og begejstret både anmeldere og publikum, fx da hun sang titelpartiet i Donizettis Lucia di Lammermoor ved en koncertopførelse i 1989 arrangeret af Danmarks Radio. To år efter gentog hun succesen ved endnu en koncertopførelse, denne gang som Elektra i Idomeneo. I 1993 fik hun sit folkelige gennembrud herhjemme ved en koncert i Idrætsparken sammen med den spanske verdenstenor Placido Domingo. Koncerten blev en stor personlig succes for Inga Nielsen. Den senere tv-transmission gav hende tillige en berømmelse, der sjældent opnås af en sanger i det klassiske operafag. Viljen til at glæde et bredere publikum har Inga Nielsen også demonstreret i andre sammenhænge, bl.a. har hun sammen med sin ægtefælle indsunget en cd med evergreens og musicalsange. I 1995 kunne hele Danmark igen opleve hende i fjernsynet, da hun sang ved prins Joachims og prinsesse Alexandras bryllup. I 1998 optrådte hun ved Storebæltsbroens indvielse. Inga Nielsen har altid været perfektionist med en meget stor arbejdsdisciplin, der har været med til at fastholde hendes position i verdenseliten. Med tiden er rollefaget blevet mere dramatisk, men stemmen besidder stadig den fleksibilitet, der grundlagde hendes ry som en af verdens bedste Mozartsangere. Hendes usædvanlige stemmepotentiale har givet hende mulighed for at synge et meget alsidigt repertoire, og hun har konstant formået at overraske sit publikum. Hendes vokale evner og brede interesse for musik har således også ført hende til moderne opera. I 1983 sang hun titelpartiet i H.W. Henzes opera The English Cat, en rolle, som var skrevet specielt til Inga Nielsen. Hendes præstation vakte international opsigt, hvilket også var tilfældet, da hun sang Ursula i P. Hindemiths Mathis der Maler i 1995 på Covent Garden. Inga Nielsen har bl.a. modtaget Musikanmelderringens Kunstnerpris 1980, Aksel Schiøtz-Prisen 1984, Tagea Brandts Rejselegat 1984 og Elisabeth Dons’ Mindelegat 1987. Hun udgav sin første soloplade i 1985 og har siden medvirket ved flere pladeindspilninger, bl.a. af Salome og Fidelio. I 1992 blev hun ridder af Dannebrogordenen og i 1998 udnævnt til kgl. kammersangerinde. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Minna_Nyegaard

Minna Nyegaard

2023-04-22T23:10:07+02:00

fri anvendelse

Den første store udvidelse af Radiosymfoniorkestret fandt sted i 1931. Ved den lejlighed blev violingruppen forøget med otte musikere, blandt dem Margrethe Kjældgaard og Minna Nyegaard. Før dem havde violinisten Ulla Koppel, der døde 1931, som den eneste kvinde været med i orkestrets opbygningsfase fra 1926. Minna Nyegaard var tidligt begyndt at spille. Hun havde talent for at improvisere på klaver og skrev også musik til nogle sange, der dog aldrig blev trykt. Hun fik violinundervisning fra syvårs alderen hos Christian Madsen, der var violinist i Københavns Filharmoniske Orkester. Da hun blev optaget på Musikkonservatoriet som 15-årig, fik hun Niels Kristian Pedersen Sandby som lærer. Han førte hende op til hendes debutkoncert i 1930, der afsluttede hendes uddannelse, og bevarede i øvrigt en livslang interesse for hendes karriere. Hun havde dog optrådt som musiker længe før denne officielle debut. Allerede som 11-årig spillede hun offentligt, og fra 13-års alderen var hun med i Akademisk Orkester. Minna Nyegaard var en meget benyttet musiker. Hun virkede som orkestersolist, i adskillige kammermusikalske konstellationer, ved egne solistkoncerter, velgørenhedsforestillinger og kirkekoncerter og i et utal af musikforeninger i København og provinsen. Hendes repertoire var bredt og spændte fra barokmusik til uropførelser af ny dansk musik, men det var som Mozart-fortolker, at hun leverede sine fineste præstationer. I flere kammermusiksammenhænge indtog hun den ledende position, fx i Minna Nyegaard-Kvartetten, som hun grundlagde i 1952, og som ud over hende selv på violin bestod af pianisten Ragnhild Norup, bratschisten Henry Jensen og cellisten Svend Nielsen. Hun spillede også i et andet interessant og lovende ensemble, Kvindestrygekvartetten, som eksisterede 1938-43. Fire unge kvindelige strygere Else Marie Bruun, Minna Nyegaard, Ellen Marquard og Grethe Jespersen havde her fundet sammen, og en anmelder kaldte dem “Kammermusikere af Himlens Naade”. Kvartettens Mozart-spil blev beskrevet som enestående, men sammen med det klassiske repertoire spillede de fire kvinder også mindre kendt dansk musik som kvartetter af Hakon Børresen, Aage Oxenvad og Peder Gram, og de uropførte Herman D. Koppels 2. strygekvartet. Kvartetten var tæt på en international karriere, men krigen satte en stopper for dens videre virksomhed, der ophørte helt, da Bruun i 1943 flygtede til Sverige sammen med sin mand, violinisten Julius Koppel. Minna Nyegaard sluttede i Radiosymfoniorkestret, da hun blev 70 år, men fortsatte sin musikervirksomhed som pensionist i endnu 10-15 år. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Michala_Petri

Michala Petri

2023-04-22T23:24:43+02:00

fri anvendelse

Michala Petri var vidunderbarn, og hendes karriere stod meget tidligt skrevet i stjernerne. Forældrene var begge musikere og blev hurtigt klar over, at hun havde usædvanlige evner, fx kunne hun allerede som toårig høre forskel på de klaverværker af Händel, Mozart, Beethoven og P. Hindemith, som moderen spillede på flyglet. Som treårig fik Michala Petri en billig blokfløjte, som hun kunne lege med, men talentet udviklede sig hurtigt, og som femårig optrådte hun for første gang offentligt ved en musikkonkurrence for børn. Efter nogle års studier hos blokfløjtenisten Lothar Brockmann modtog hun som 11-årig og absolut yngste modtager nogensinde Jacob Gade-Prisen, der gav hende mulighed for at blive videreuddannet. På dispensation fra den normale aldersgrænse blev hun optaget på Staatliche Hochschule für Musik und Theater i Hannover hos professor F. Conrad, som hun studerede hos 1969-76. Sin videre musikalske udvikling har hun bl.a. fået i Michala Petri Trio, der foruden hende selv bestod af hendes moder, klaver og cembalo, og hendes yngre broder David, cello. Trioen blev dannet i 1972. Som vidunderbarn har Michala Petri ikke haft en normal barn- og ungdom, men opvæksten i musikkens tjeneste ville hun ikke have undværet. Hverdagen har for en stor del bestået i øvning, sammenspil, planlægning af koncerter og en udstrakt turnévirksomhed. I begyndelsen var det vanskeligt for hende at stille krav til koncertarrangørerne, men efterhånden fik hun mere mod til at sige fra og få respekteret sine betingelser. Hun har lagt alverdens koncertsale for sine fødder, og hendes gennemførte professionelle holdning til musikken har sat hende i forbindelse med verdens førende musikere. Hun har bl.a. spillet sammen med fløjtenisten J. Galway, violinisten P. Zukerman, oboisten H. Holliger og jazzpianisten K. Jarrett, med hvem hun har indspillet to cd’er. Derudover har hun optrådt som solist sammen med bl.a. Academy of St. Martin-in-the Fields og English Chamber Orchestra. Michala Petri har sammen med andre fremragende blokfløjtesolister i sidste halvdel af 1900-tallet givet blokfløjten en renæssance, den ikke har oplevet siden instrumentets storhedstid i barokken. Blokfløjtens anden rolle har været som pædagogisk børneinstrument, men Michala Petri har med sin virtuose kunst løftet det både elskede og hadede instrument op blandt de fineste solo- og ensembleinstrumenter. Hendes enorme tekniske kunnen har åbnet for virtuost artisteri, der har inspireret komponister som Vagn Holmboe og Aksel Borup-Jørgensen til at komponere værker direkte til hende. Hun har således bidraget til, at både ny og gammel musik er kommet ud til et bredere koncertpublikum. Hendes mange succeser i Danmark og udlandet har på intet tidspunkt truet med at spolere hendes vindende væsen og umiddelbare medmenneskelighed. Støtten har hun fået i familien, men sin egen indre styrke fandt hun på de mange rejser rundt i verden. Michala Petri havde længe rollen som den lille pige med blokfløjten, og hun opnåede tidligt en folkelig succes, der i høj grad udsprang af begejstringen for vidunderbarnet. Den tekniske overlegenhed havde i mange år tendens til at dominere hendes spil og var indirekte med til at gøre det vanskeligt for hende at træde ud af pigerollen. I forbindelse med overgangen til et nyt pladeselskab i 1988 oplevede man imidlertid en ny Michala Petri, der i det ydre var i bedre overensstemmelse med sin alder. På omslaget til den første cd hos pladeselskabet RCA kunne man se en ung, moderne kvinde. Selv udtalte Michala Petri, at hun ønskede at ryste det puritanske image af sig og være sig selv. Forandringen indvarslede tillige en ændring i repertoiret, der begyndte at omfatte flere moderne værker. Hendes tekniske kunnen og store musikalske engagement forandrede sig ikke, men alligevel gav modningsprocessen en ekstra dimension til hendes i forvejen unikke kunstneriske formåen. I 1992 blev Michala Petri gift med guitaristen Lars Hannibal, med hvem hun også har en omfattende koncertvirksomhed. Hun har indspillet langt over 30 plader og har på forlaget Wilhelm Hansen fået udgivet blokfløjtetransskriptioner af flere af barokmusikkens populæreste værker. Michala Petri har modtaget et utal af hædersbevisninger, deriblandt Jacob Gade-Prisen for anden gang i 1975, Musikanmelderringens Kunstnerpris 1976, Tagea Brandts Rejselegat 1981, Niels Matthiasens Mindelegat 1982 og Louis Halberstadts Æreslegat 1991. I 1995 blev hun ridder af Dannebrogordenen. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Hilda_Sehested

Hilda Sehested

2023-04-22T23:20:34+02:00

fri anvendelse

Hilda Sehested fik en privilegeret opvækst på godset Broholm ved Gudme på Fyn, idet hun undervistes hjemme og fik lov til at dyrke sine interesser, opmuntret af forældrene og flere af de 13 søskende, hvoraf Thyra S. senere blev historisk forfatter, Hannibal S. og Knud S. politikere. Hjemmet var musikalsk, og moderen og de mange børn spillede kammermusik sammen med de musikere, som gæstede Broholm. Allerede i 1873 som 15-årig rejste Hilda Sehested til København for frem til 1879 at tage klaverundervisning hos C.F.E. Hornemann, der var komponist og lærer i klaver og teori. I en livlig korrespondance mellem Hilda Sehested og hendes søskende fremskaffedes ny musik på noder, og hun fortalte om koncertoplevelser, fx G. Bizets opera Carmen, som hun 1880 hørte i Berlin. I 1883 modtog hun klaverundervisning hos den berømte, franske pianistinde og musikpædagog Louise Aglaé Massart i Paris, som også komponisten og sangeren Nanna Liebmann havde frekventeret. I 1886 påbegyndte Hilda Sehested et studium i teori og komposition hos Orla Rosenhoff, komponist og teorilærer ved Musikkonservatoriet, et studium, der først afsluttedes året før lærerens død i 1905. Teoriundervisningen udfriede en længsel hos Hilda Sehested efter en bestemmelse med livet. Rosenhoff agtede og respekterede hun som en fader, og han anerkendte på sin side hende som et usædvanligt musikalsk talent. Hendes musikalske sans opfattede han som værende “hyper-Romantisk, blid og blød”, og han kritiserede hende, når hun brugte hårde klange i sine kompositioner. Frem til 1896 komponerede hun flere kammermusikværker i en senromantisk stil, dels præget af tysk romantik, dels af dansk nationalromantik. Blandt de trykte værker gælder dette fx hendes opus 1 Fantasistykker, 1891, samt Sonate for Pianoforte, 1896. Da moderen døde i 1894, flyttede Hilda Sehested permanent fra barndomshjemmet og ind hos søsteren Thyra S. i København Søsteren var en god støtte, menneskeligt og økonomisk, bl.a. skød hun penge i Hilda Sehesteds koncertopførelser. I 1896 blev Hilda Sehesteds virke imidlertid afbrudt. Hun forlovede sig med arkæolog og museumsdirektør Henry Petersen. Lykkelig koncentrerede hun sig om det forestående bryllup, men da Henry Petersen blev syg og døde en måned før brylluppet, fik hun et chok, der satte en stopper for trangen til at komponere og fik hende til at afskære forbindelsen til musiklivet og til Rosenhoff og hans elever, bl.a. Carl Nielsen. Efter en kort tid som sygeplejerske søgte hun atter ind på det musikalske område og fik i 1899 et privat afgangsbevis hos organist i Frederikskirken Ludvig Birkedal-Barfod. Som organist kom hun dog kun til at virke som vikar. Beskæftigelsen med orgelspillet blev imidlertid et led i hendes musikalske udvikling, og hun vendte tilbage til kompositionsstudier hos Rosenhoff med en ny beslutsomhed. I de næste 30 år virkede hun som fuldtidsbeskæftiget komponist, aktivt deltagende i det kbh.ske musikliv. At hun kunne realisere sit betydelige kompositionstalent og leve et uafhængigt liv som skabende kunstner, skyldtes bl.a., at hun fik en solid uddannelse, hvilket der var en tradition for i hendes miljø, ligesom familieformuen bidrog til, at hun ikke behøvede at arbejde for andre. Som ældre underviste hun dog i mindre målestok. Det genoptagne kompositionsstudium hos Rosenhoff kom til at bære præg af forstyrrende misforståelser. Hilda Sehested havde svært ved igen at falde ind i rollen som elev, og hun fandt, at læreren var alt for kritisk i sine bedømmelser. Rosenhoff hjalp hende dog med udgivelsen af Sonate for Pianoforte i 1904. Sammen med Intermezzi for Klavertrio blev sonaten opført ved en privat koncert i 1904, muligvis hos broderen Holger S., der ofte afholdt kammermusikaftener med Hilda Sehested som deltager. Flere gange bad hun andre komponister eller musikere om kritik af sine værker. I 1906 skrev hun til musikhistorikeren Angul Hammerich om den inspiration og energi, hun fik ved at skrive for trompet. Stykket, hun sendte ham, var Suite für Cornet in B und Klavier, hvoraf to satser blev opført i Kammermusikforeningen i 1905. I en anmeldelse af suiten i et tysk militærmusikerblad i 1912 studsede en anmelder over, hvor sjældent kvinder skrev for messinginstrumenter og endda så fremragende. Hilda Sehested tog selv initiativer til at få sin musik opført, 1907 afholdt hun fx to kompositionsmatinéer. Sangeren Vilhelm Michelsen optrådte flere gange med hendes sange, bl.a. ved en matiné i Kvindelig Læseforening. At hun fortrinsvis skrev sange var et tidstypisk vilkår for de kvindelige komponister, idet det var lettest at få udgivet sangkompositioner. Syv ud af hendes i alt 19 udgivelser var således sanghefter. I 1911 var hun medstifter af Østerbro Kammermusikforening og i en årrække bestyrelsesmedlem i foreningen. I 1914 indsendte Hilda Sehested en opera med titlen Agnete og Havmanden til Det Kgl. Teater. Librettoen over folkevisen var skrevet af forfatteren Sophus Michaëlis på opfordring af hende. Operaen, en enakter i tre scener, var inspireret af dansk natur og digtning og komponeret i et mere moderne tonesprog. Den blev antaget til opførelse, omtalt i pressen og vel modtaget af venner og kolleger, men trods protester aldrig opført. I 1918 begrundede Det Kgl. Teater afslaget med henvisning til krigsforholdene, der ikke tillod økonomisk risikable nyopsætninger. I 1915 og 1916 finansierede Hilda Sehested selv to offentlige kompositionsaftener med økonomisk støtte fra broderen Hannibal S. i form af en livrente. 1915 opførtes bl.a. en orkesterversion af Suite für Cornet in B und Klavier, Miniaturer for Orkester samt Rhapsodi. Både fra tilfredse musikere og fra dirigenten Peder Gram fik hun opbakning, og dagbladskritikken gav hende ikke den sædvanlige damebehandling, men kommenterede det nye i at en kvindelig komponist trådte frem med orkesterværker, der både viste nytænkning og grundig skoling. Ved kompositionsaftenen i 1916 hørtes foruden sange og Kvartet i G for strygere et eksempel på Hilda Sehesteds utraditionelle instrumentsammensætning, nemlig to fantasistykker for engelsk horn og strygekvintet Ensomme Hyrdedrømme. Især hendes ægte talent på det lyriske område blev fremhævet af anmelderne. En komposition for basun og orkester Morceau pathétique opnåede 1923 at blive trykt på et fransk forlag. Hilda Sehested troede ikke på kvindeemancipation. Da Kvindernes Udstilling i 1895 blev afholdt, syntes hun på den ene side, at hun var selvskreven til at være med, da alle hendes veninder og jævnaldrende kunstnere deltog. På den anden side kunne hun ikke se “det fornuftige i at skille Mænds og Kvinders Arbejde ad”, og hun renoncerede på at deltage i konkurrencen og i koncerter og lod blot en enkelt sang trykke i udstillingens sangalbum. I 1916 komponerede og dirigerede hun en kantate for orkester, klaver, kvindekor og solo til Dansk Kvindesamfunds fællesmøde. Hendes tidstypiske holdning til kønnene afspejledes musikalsk i Sange med Klaver, 1907, hvor teksterne skildrer kvinden som enkel og naiv, manden som besindig og fuld af styrke. Blandt de mange kammer- og orkesterværker, hun fik opført i 1920’erne, kan nævnes Fire Fantasistykker for fløjte og klaver, 1927, hvor hun var inspireret af nye tendenser og strømninger særligt på det harmoniske plan. Her anvendes en impressionistisk harmonik, som giver værket en stemning og atmosfære baseret på det klanglige element. Den franske impressionistiske komponist Debussy var et af hendes forbilleder. Hilda Sehesteds musik har en stor spændvidde, fra startens ekspressive, spændingsfyldte senromantiske stil, bl.a. med brug af farvede harmoniforbindelser, til den senere impressionistiske, enklere og mere statiske og spændingsløse stil. Selvom hun ikke fik et markant gennembrud, opnåede Hilda Sehested at blive anerkendt og respekteret som komponist i sin samtid. Udvalgte værker af Hilda Sehested blev 1996-97 indspillet på tre cd’ere med fremtrædende danske musikere. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Liselotte_Selbiger

Liselotte Selbiger

2023-04-22T23:20:40+02:00

fri anvendelse

Liselotte Selbiger voksede op som enebarn i et velhavende og kunstinteresseret miljø. Moderen tegnede, fotograferede og lavede kunsthåndværk, og Liselotte Selbiger blev selv en fin amatørfotograf. Mormoderen var en fremragende pianistinde, og faderen spillede violin og havde en smuk sangstemme. Liselotte Selbiger fik, fra hun var barn, undervisning i klaver og cello, og hendes cellospil gennem 20 år gav hende musikalske erfaringer på kammermusik- og orkesterplan, først og fremmest sammen med ægtefællen, musikhistoriker Herbert Rosenberg, og i det anerkendte amatørsymfoniorkester Ärzteorchester, hvor bl.a. fysikeren Albert Einstein spillede bratsch. Hun tog musikpædagogisk eksamen i klaver på Hochschule für Musik i 1933 efter at have forberedt sig ved privatundervisning hos professor Leonid Kreutzer. Hendes eksamensopgave om ornamentik hos Bach inspirerede hende til at gå i gang med cembalotimer hos C. Bittner. Det førte til, at det blev som cembalist og Bachfortolker, at hun især kom til at gøre sig gældende. Liselotte Selbiger var af jødisk slægt, og som en konsekvens af nazisternes forfølgelse modtog hun i 1935 et brev fra Reichsmusikkammer om, at hun “med øjeblikkelig virkning” var blevet frataget retten til at praktisere som musikpædagog. Hendes mand, der var konservatorielærer, havde som såkaldt “halvjøde” også mistet sit arbejde, og parret flygtede til Danmark. Her skulle de have deres opholdstilladelse fornyet hver tredje måned, og det var uhyre vanskeligt for dem at få arbejdstilladelse. Ægteparret havde en 24-timers udvisningstrussel hængende over hovedet, fordi han havde modtaget honorar for nogle foredrag i Musikpædagogisk Forening. Det førte til en politianmeldelse. Det var således under vanskelige betingelser, at Liselotte Selbiger begyndte at opbygge sin karriere som cembalist. Cembaloet var på det tidspunkt et nyligt genopdaget instrument i Danmark. Det havde fået en renæssance med den øgede interesse for at opføre ældre musik på historiske instrumenter. Selvom der kom andre, der spillede på cembalo, var Liselotte Selbiger den første og i mange år den eneste i Danmark, der helt koncentrerede sig om at være cembalist. I 1938 tog hun til Paris for at få cembalolektioner hos den polske Wanda Landowska, en af pionererne ved genindførelsen af instrumentet. Året efter havde Liselotte Selbiger sin koncertdebut i København I 1943 måtte hun flygte til Sverige, hvor hun gav flere koncerter, bl.a. en afskedskoncert på Drottningholms Slottsteater i 1945, før hun efter Befrielsen vendte tilbage til København Liselotte Selbigers karriere varede til midten af 1970’erne og kom til at omfatte koncert-, foredrags- og skribentvirksomhed samt pladeindspilninger. Hun blev specialist i opførelsen af Bachs musik og var en flittigt benyttet solist i Danmarks Radio, hvor hun bl. a. flere gange spillede hans Wohltemperiertes Klavier. Også i adskillige andre landes radiofonier optrådte hun med jævne mellemrum, fx optrådte hun i en årrække i Oslo. Efter krigen koncerterede hun adskillige steder i Europa, især i Skandinavien. De franske cembalokomponister fra 1600- og 1700-tallet stod hendes hjerte nær, og ved siden af Bach og D. Scarlatti har hun indspillet kompositioner af F. Couperin og J.-Ph. Rameau. I 1957 fik hun Dansk Discophilpris for en lp med Kromatisk fantasi og fuga samt Italiensk koncert af Bach, og hun lavede en plade med Bachs to cembalokoncerter i f-mol og A-dur, hvor hun både spillede solostemmen og dirigerede Statsradiofoniens Kammerorkester. Egentlig var det Mogens Wöldike, der skulle have dirigeret koncerterne, men da de var uenige om musikkens udførelse, lykkedes det Liselotte Selbiger at få lov til selv at dirigere. Dengang blev en kvindelig dirigent nærmest opfattet som en selvmodsigelse, og det var en stor sejr for Liselotte Selbiger, at de skeptiske orkestermedlemmer med koncertmester Leo Hansen i spidsen bagefter uforbeholdent roste resultatet. Pladeindspilningen førte til flere koncerter, hvor Liselotte Selbiger fik anledning til at dirigere, og hun havde måske kunnet følge dette spor op, hvis ikke sygdom havde skabt et midlertidigt, men længerevarende stop i koncertvirksomheden. Liselotte Selbiger fungerede ofte som konsulent, når skandinaviske radiofonier og koncertsteder skulle anskaffe et cembalo. Hun indviede bl.a. cembaloet i Kristiansands domkirke ved en koncert i 1966. Hendes formidling af musik havde sammen med et kunstnerisk aspekt også en analytisk dybde, og fra midten af 1940’erne holdt hun en lang række kurser og foredrag i Norden og Tyskland. Inspireret af Landowska arbejdede hun bl.a. med analyser, der viste, hvordan man kunne opløse et Bachsk nodebillede i en grundstruktur, forsynet med udskrevne forsiringer, og hun opererede med begrebet “komponerede improvisationer”. Hendes musikformidling har udmøntet sig i en række artikler om cembalospil, bl.a. i Dansk Musiktidsskrift. Liselotte Selbiger fik som regel fine anmeldelser for sine koncerter såvel i Danmark som i udlandet, og 1964 modtog hun Tagea Brandts Rejselegat. Hun var censor i faget cembalo på Musikkonservatoriet. At hun aldrig fik den konservatoriestilling som cembalolærer, som hun burde have været selvskreven til, kan måske forklares ved tidens modvilje mod “fremmede” i det kbh.ske musikmiljø. Selv sagde hun: “Det er vanskeligt at være musiker, især cembalist, og at være kvinde – og jøde! Men der har også været lykkelige stunder.” KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Elisabeth_Sigurdsson

Elisabeth Sigurdsson

2023-04-22T23:20:50+02:00

fri anvendelse

Elisabeth Sigurdssons forældre var højtanerkendte musikere, men de strittede imod, da deres musikbegavede datter i 13-års alderen fik lyst til at spille klarinet, et på den tid helt usædvanligt instrument for en kvindelig klassisk musiker. Hendes viljefasthed gav dog resultat, og i efteråret 1945 begyndte hun at få klarinetundervisning hos kgl. kapelmusiker Palle Nehammer. Klaver havde hun spillet fra seksårsalderen. Hendes alsidige musikalske anlæg var så åbenbare, at hun blev taget ud af skolen for at kunne begynde på Musikkonservatoriet 1947. Hun havde klaver som hovedfag og klarinet som bifag, men prioriterede instrumenterne lige højt. Sommeren efter sin konservatoriestart var hun sammen med forældrene i Island, hvor faderen stammede fra. Her gav familien en Schubertkoncert sammen, og Elisabeth Sigurdsson selv afholdt sin første soloklaveraften, hvor hun spillede Bach, Beethoven, Chopin og Ravel. Efter diplomeksamen i 1950 foregik hendes videre studier i Paris; her fik hun i et par år undervisning af to verdensberømte musikere, pianisten Marguerite Long og klarinettisten L. Cahuzac. Allerede Nehammer havde indført hende i den franske træblæsertradition, der dyrker den fintslebne teknik og den klangskønne bløde tone i alle registre, og denne teknik blev videreudviklet hos hendes konservatorielærer Julius Thomsen, siden hos Cahuzac. Elisabeth Sigurdsson var landets første professionelle kvindelige blæser inden for klassisk musik. Hendes officielle debut fandt sted i Tivoli i 1951 og vakte berettiget opsigt: ikke alene debuterede hun på to instrumenter ved samme koncert, hun spillede Mozarts klaverkoncert i B-dur K. 450 og Mozarts klarinetkoncert, men hendes spil var så gennemmusikalsk og modent, at anmelderne helt overgav sig. Sin første solokoncert på klaver i København gav hun i 1953. Elisabeth Sigurdsson søgte først sent ind i et orkester. Chefen for radioens musikafdeling Vagn Kappel opfordrede hende ellers tidligt til at søge ind i Radiosymfoniorkestret, da det på et tidspunkt stod uden soloklarinettist. Årsagen var måske, at hun i 1954 giftede sig og efterfølgende fik tre børn; familielivet kunne vanskeligt kombineres med et fast prøvearbejde. Men måske var grunden lige så meget den, at hun trivedes bedst som solist. Hun fik mange solistopgaver såvel herhjemme som i Sverige, Norge og Vesttyskland. Først og fremmest spillede hun meget i dansk radio, hvor hun havde programmer ca. en gang om måneden i mange år. Hun spillede i en trio, som ud over hende selv bestod af Anker Blyme på klaver og Erling Bløndal Bengtsson på cello. De præsterede kammermusik på et meget højt niveau, og flere danske komponister skrev trioer til dem. I det hele taget har Elisabeth Sigurdsson spillet meget ny musik, fx var hun den første i Danmark, der spillede Alban Bergs Four Pieces for klarinet, og hun var i tre-fire år med i gruppen Elsinore Players, der udelukkende opførte ny musik. I øvrigt har hun spillet det gængse solistiske og kammermusikalske repertoire for klarinet; dog har hun på grund af sin manglende orkestertilknytning kun få gange spillet i blæserkvintet. Men hun spillede klarinetkvintetter sammen med de førende danske strygekvartetter, især Københavns Strygekvartet med studiekammeraten og kollegaen Tutter Givskov på 1. violin, og fx Mozarts klarinetkoncert har hun spillet utallige gange. Efter sin skilsmisse i 1970 flyttede Elisabeth Sigurdsson med de to yngste børn til Århus, hvor hun boede i 24 år og spillede to år som soloklarinettist i symfoniorkestret der, før hun i 1972 blev fastansat på konservatoriet som docent. I 1974 blev hun professor, og fra 1983 til 1992 var hun konservatoriets rektor. Den lidt strenge, disciplinerede musiker blev en glimrende leder, der prægede konservatoriet med en åben holdning til den musikalske udvikling. På det pædagogiske plan arbejdede hun for den nye konservatoriestudiestruktur, hvorefter en større del af de studerende uddanner sig til musiklærere frem for orkestermusikere eller solister, og hun holdt kontakt til byens musikskoler for at have fingeren på pulsen, når det gjaldt børneundervisning. Populærmusikken var heller ikke tabu i konservatoriets klassiske regi, og hun gav tidligt plads for gæstelærere fra det rytmiske miljø. Hendes egen datter Gitte Naur er blevet en anerkendt rocksanger. Før rektortiden havde Elisabeth Sigurdsson i en anden sammenhæng demonstreret sine pædagogiske og musikalske lederevner, nemlig som dirigent for amatørsymfoniorkestre dels i Århus, dels i Odense. Da hun blev rektor, ophørte hun samtidig med at give koncerter og genoptog heller ikke senere sit klarinetspil. Elisabeth Sigurdsson fik i 1959 Musikanmelderringens Kunstnerpris og var bl.a. medlem af bestyrelsen for KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Johanne_Stockmarr

Johanne Stockmarr

2023-04-22T23:15:30+02:00

fri anvendelse

Johanne Stockmarrs slægt talte musikere i flere led tilbage, og såvel hendes fader som hendes onkel var medlemmer af Det Kgl. Kapel. Hendes 12 år ældre kusine Anna S. var pianist, mens fætteren Sophus S. var violinist. Johanne Stockmarrs første lærere var hendes onkel og hendes kusine, men 1885-87 gik hun på Musikkonservatoriet og havde Edvard Helsted som klaverlærer. Hun optrådte med stor succes i Casino ved en kapelsoire i 1889 og fik derefter legater, så hun kunne studere et år i Paris hos pianisten A.H. Fissot. Da hun vendte tilbage, blev hun elev af professor Franz Neruda, der bl.a. havde stiftet Kammermusikforeningen, og som var en søgt klaverlærer, selvom han først og fremmest var cellist, dirigent og komponist. Ved en filharmonisk koncert, dirigeret af Franz Neruda, spillede Johanne Stockmarr i 1892 C. Saint-Saëns’ 2. klaverkoncert, og ved to koncerter i Musikforeningen i 1898 udmærkede hun sig ved at være den første, der opførte P. Tjajkovskijs 2. klaverkoncert i G-dur i København I 1890’erne foretog hun desuden flere koncertrejser sammen med sin barndomsveninde violinisten Frida Schytte, der var berømt under navnet F. Scotta. Johanne Stockmarr blev en god bekendt af Franz Nerudas fire søstre, der alle var musikere. Fra omkring 1900 koncerterede hun i Skandinavien, England og Tyskland med den ene af dem, den internationalt berømte violinist Wilhelmina Neruda, kendt som Lady Hallé. Lady Hallé var bosat i London og kendte den engelske dronning Alexandra, der var datter af Christian 9. Sammen med Lady Hallé spillede hun for det danske hof under et af den engelske dronnings besøg på Bernstorff Slot, og hun blev inviteret til London for at spille ved hoffet dér. Dronning Alexandra overværede hendes første offentlige koncert i London og bidrog derved til straks at slå hendes navn fast hos det britiske publikum. Den engelske dronning var selv en dygtig pianist, og Johanne Stockmarr spillede firehændigt med hende, hver gang hun var i London. Johanne Stockmarr udviklede også sin forbindelse med det danske hof og blev klaverlærer for dronning Alexandrine og prinsesse Dagmar. Senere var hun ofte solist, når kronprins Frederik, den senere kong Frederik 9., dirigerede Radiosymfoniorkestret eller Det Kgl. Kapel. I 1909 blev hun udnævnt til kgl. hofpianistinde. Da Johanne Stockmarr i 1906 for første gang optrådte med orkester i Queens Hall i London, spillede hun Griegs klaverkoncert under komponistens ledelse, og han omtaler hende med stor respekt i sine dagbøger. Johanne Stockmarr fremførte ofte hans musik, således spillede hun i 1928 hver aften i en uge Griegkompositioner i den engelske radio, og i 100-året for Griegs fødsel i 1943 spillede hun hans klaverkoncert i Tivolis Koncertsal. I modsætning til sin samtidige pianisten Agnes Adler, der i størstedelen af sin karriere koncentrerede sig om kammermusik, var Johanne Stockmarr mest solisten, der gav egne koncerter eller spillede med orkester. Dog huskes hun også for fremragende kammermusikspil bl.a. sammen med sangeren Ellen Beck og violinisterne Anton Svendsen og Gunna Breuning-Storm. I London spillede hun adskillige gange under H. Woods ledelse, og hun var med til at formidle den berømte dirigents besøg i København i 1933, da han dirigerede Det Kgl. Kapel med Johanne Stockmarr som solist i Schumanns klaverkoncert. Koncerten blev transmitteret i radioen, og hermed vandt hun i det skjulte en lille sejr over radiochefen, kammersanger Emil Holm. Han tillod normalt ikke brugen af Hornung & Møller-flygler i radioen, mens Johanne Stockmarr af principielle grunde insisterede på at spille på det danskproducerede flygelmærke og også gjorde det ved denne lejlighed. Johanne Stockmarr havde også en lang karriere som underviser. Allerede i 1899 blev hun tilbudt stillingen som klaverlærer på Musikkonservatoriet efter professor Aug. Winding, men efter kort tid indså hun, at den på det tidspunkt ikke kunne forenes med hendes mange koncertturnéer, og Adler overtog i stedet stillingen. Men fra 1914 til sin død underviste Johanne Stockmarr på konservatoriet og uddannede her såvel som privat en lang række pianister, bl.a. Marie Haller Larsen, Gerda Harbom, Bodil Gjødwad og Arne Skjold Rasmussen. Karakteristisk for Johanne Stockmarrs eget spil var dets klangskønhed, og hun var berømt for sin frasering af langsomme satser. Hendes force var den romantiske musik, selvom hendes rubatospil undertiden kunne virke overdrevent. Hendes repertoire inden for den wienerklassiske og romantiske musik var enormt, og hun havde alle de store klaverkoncerter i fingrene. Alderdommen svækkede ikke hendes koncertaktivitet. I 1944 spillede hun Beethovensonater for et udsolgt hus i Odd Fellow Palæet i tilknytning til et foredrag af musikhistorikeren Erik Abrahamsen, og ved hendes død kort tid efter var endnu en koncert programsat. Johanne Stockmarr modtog Ingenio et arti i 1918, Den Kgl. Belønningsmedaille i guld i 1939 samt den Mecklenburgske Fortjenstmedalje i guld. I 1943 blev hun den tredje modtager af den Kulturelle Fonds Hædersstipendium. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Esther_Vagning

Esther Vagning

2023-04-22T23:16:31+02:00

fri anvendelse

Da Esther Vagning var et par år gammel, flyttede familien, der ud over hende bestod af forældrene og seks ældre søskende, til Middelfart. Hun spillede klaver fra treårs alderen og fik senere sin første undervisning hos en lokal musikpædagog. Som teenager kom hun videre til Mary Tauber i Nørre Åby, der var en dygtig og disciplinkrævende lærer. Esther Vagning havde lige så let ved at læse noder som ved at improvisere, og som 14-15-årig spillede hun til stumfilm i Middelfarts biograf. Det musikalske miljø på Fyn var særdeles rigt, og Esther Vagning spillede her i de unge år sammen med flere glimrende fynske musikere, som hun også senere fik et udstrakt sammenspil med, bl.a. violinisterne Peder Møller, Leo Hansen, Niels Simon Christiansen og Christian Esbensen samt sangerinden Else Schøtt. Som 17-årig begyndte hun at få privatundervisning i København hos Agnes Adler, og det var som hendes elev, hun 1928 debuterede i Tivoli med Beethovens 3. klaverkoncert. Esther Vagning gik ikke på Musikkonservatoriet, men tog ud over klaverundervisningen hos Adler også privatundervisning i musikhistorie hos Hortense Panum. Inden sin første soloaften i 1929 med Beethoven, Chopin og Debussy på programmet studerede Esther Vagning nogle måneder i Paris hos spanieren S. Riera, der også var France Ellegaards lærer. Senere blev det til endnu et studieophold i Paris 1930-31, inden hun flyttede til København, hvor hun med flid og glubende musikalsk appetit skabte sig en karriere. Esther Vagning studerede også et par måneder hos E. Fischer i Berlin i 1933. Som for Adlers vedkommende kom Esther Vagnings karriere også til overvejende at bestå af kammermusik og undervisning, og som læremesteren var hendes engagement ligeligt fordelt på begge områder. Fra 1932 frem til midt i 1940’erne arbejdede Esther Vagning som repetitør i radioen, bl.a. 1936-44 for Radiokoret, hvor hun stiftede bekendtskab med storværker som Bachs Messe i h-mol og Matthæuspassionen i et samarbejde med dirigenter som Fritz Busch og Nicolaj Malko. Her fik hun yderligere rutine i at spille fra bladet, spille efter partitur og spille i orkester, og hun nød det alsidige musikerskab, hun blev afkrævet. I øvrigt havde hun også en lang række selvstændige radioudsendelser som solist og kammermusiker. Esther Vagnings djærve, glædesfyldte musiceren kunne publikum opleve på mange soloaftener og i klaverkoncerter med orkester, fx ved Torsdagskoncerter, men det var som kammermusiker, hun for alvor foldede sig ud, og langt hovedparten af de mange koncerter, hun gav i sin godt 50-årige karriere, var i sammenspil med en række af dansk musiklivs bedste instrumentalister. Fremhæves må især det mangeårige triospil med violinisten Henry Holst og cellisten Erling Bløndal Bengtsson. Rækken af hendes medspillere talte også violintroldmanden Wandy Tworek og cellisten og dirigenten Johan Hye-Knudsen. Af blæsere spillede hun mest sammen med Kammerkvintetten, der bestod af fem musikere fra Det Kgl. Kapel. Esther Vagning optrådte fra 1940 hyppigt i Kammermusikforeningen, og ved dennes 90-års jubilæum i 1958 blev hun udnævnt til æresmedlem og fik dermed mulighed for også at overvære foreningens koncerter fra tilhørerpladserne, som kvinder ellers ikke havde adgang til. Esther Vagning giftede sig i 1950 med sparekassedirektør Christian Torp-Pedersen, der havde fire voksne sønner og en datter på 12-13 år. Indtil hans død i 1954 tilbragte hun weekenderne hos ham i Nyborg, resten af ugen fortsatte hun sit liv i København, hvor hun boede sammen med sin fynske ungdomsveninde Else Tauber, datter af hendes tidligere lærer og selv violinist og klaverpædagog. Fra 1950 delte de to veninder lejligheden med Esther Vagnings niece Karen Margrethe Nielsen, der agerede praktisk gris og bl.a. optog radioudsendelser på bånd og minutiøst ajourførte i alt 12 scrapbøger for sin tante. Esther Vagning blev ansat på Musikkonservatoriet i 1960 og var 1961-75 docent samme sted. Såvel her som privat uddannede hun stribevis af fremragende pianister, fx Jutta Rohard, Merete Westergaard, Elisabeth Westenholz og Dorthe Kirkeskov. Men også hendes arbejde i de menige musikpædagogers miljø var suverænt. I den fælles lejlighed underviste Esther Vagning og Tauber en hærskare af børn og voksne i klaver i en mere end 40-årig periode. Ikke bare havde de to indbyrdes et samarbejde, der også omfattede elevkoncerter, de indgik endvidere i et større kontaktnet mellem de statsprøvede musikpædagoger på Amager. Kredsen holdt fagmøder, hvor de diskuterede ny undervisningslitteratur eller inviterede foredragsgæster, og Esther Vagning spillede gerne ved festlige lejligheder. Intet var for højt eller for lavt for hende, og hun blev kendt som den, der ikke alene sagde ja til opgaver, men også ja tak. Hun var en musiker i balance, med et stort menneskeligt og musikalsk overskud, der afspejlede sig i hendes spil. Hendes pædagogiske virksomhed forhindrede hende således ikke i at føre et rigt koncertliv. Ved 25-års jubilæet i 1954 optalte niecen hendes indtil da 1289 koncerter, 49 i udlandet, 327 i København, 308 i provinsen og ikke færre end 605 i radioen. Så sent som i 1970 brugte hun Tagea Brandts Rejselegat til et besøg hos den ungarskfødte pianist G. Andas kursus i Schweiz og havde stadig sin evne til blive begejstret og lade sig inspirere i behold. Anda udnyttede her hendes fabelagtige bladspilsfærdigheder og lod hende spille “orkester”, når hans elever skulle spille solostemmen i en klaverkoncert. Hun nåede at holde sin 50-års jubilæumskoncert i 1979. Musikalsk set holdt hun sig på toppen indtil få år før sin død, og efter at være flyttet på plejehjem gav hun koncerter for sine medbeboere. Mærkeligt nok findes der kun forholdsvis få pladeindspilninger med Esther Vagning, men en lang række radiooptagelser dokumenterer hendes glimrende klaverspil. Ud over Tagea Brandts Rejselegat modtog hun, i øvrigt som den første, Anna Schyttes Legat i 1962. Hun blev ridder af Dannebrogordenen 1966 og ridder af 1. grad 1974. Efter hendes død blev der oprettet et legat i hendes navn, Pianistinden Esther VagningsFond, hvis afkast uddeles til danske musikstuderende, fortrinsvis pianister, der søger videreuddannelse. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Adda_Varnung

Adda Varnung

2023-04-22T23:17:00+02:00

fri anvendelse

Adda Varnung var den anden kvinde, der konkurrerede sig ind i Det Kgl. Kapel. Hun blev optaget i bratschgruppen i 1929, tre år efter at Gunna Breuning-Storm havde fået en plads blandt kapellets violinister. Adda Varnung og hendes storesøster Lillian voksede op i et musisk hjem. Faderen var violinist i middagsorkestret på restaurant Wivex, og moderen underviste i klaver. Lillian V. kom på Louis Glass’ konservatorium med klaver som instrument, og Adda Varnung fik violinundervisning af kgl. kapelmusicus Anton Bloch, fra hun var otte, og blev som 15-årig optaget på Musikkonservatoriet, hvor hun fik Axel W. Gade som violinlærer. I 1920 var hun og søsteren sammen med en stor gruppe unge musikere med pianisten Helge Bonnén i spidsen med til at danne Unge Tonekunstneres Selskab, senere Det Unge Tonekunstnerselskab (DUT). I 1921 videreuddannede Adda Varnung sig hos violinpædagogen Willy Hess i Berlin, men i forbindelse med en forlovelse afbrød hun musikstudierne og uddannede sig 1924-27 som sygeplejerske i Berlin og på Bispebjerg Hospital. Siden gik forlovelsen over styr, og hun begyndte igen at tage violinundervisning, denne gang hos Breuning-Storm, som hun senere fik et nært samarbejde med. Hun valgte nu helt at koncentrere sig om musikken. I 1929 studerede Adda Varnung i Wien hos professor G. Feist og forberedte sig til kapelkonkurrencen, som hun vandt foran 17 mandlige aspiranter. Frem til slutningen af 1940’erne gennemførte hun en solistisk og kammermusikalsk karriere, som regel på violin, ved siden af orkesterarbejdet. Hun spillede Brahms’ violinkoncert med Tivolis Koncertsals Orkester og Fr. Schnedler-Petersen som dirigent, rejste i provinsen med forskellige kammermusikensembler og assisterede ved en række pianisters soloaftener. Altid fik hun fremragende anmeldelser, hvor hendes “tekniske Talent” og “friske og rene Tone” blev rost. Det blev også til enkelte koncerter med søsteren, hvis karriere ellers var sat i stå af giftermål og børnefødsler. I slutningen af 1930’erne dannede Adda Varnung sammen med Karen Fridericia, Breuning-Storm, og Erling Lösekraut en strygekvartet, hvor hun selv spillede 1. violin. Kvartetten fik hurtigt succes, men da Fridericia måtte flygte til Sverige under Anden Verdenskrig, fik den kun kort levetid. Adda Varnung blev solobratschist i 1947 og fortsatte i kapellet til 1970. Fra 1962 boede hun sammen med søsteren, som da var blevet enke. Som pensionist assisterede Adda Varnung i forskellige orkestre og forsatte desuden med at spille kammermusik, til hun var højt oppe i årene. Hun blev ridder af Dannebrogordenen i 1955 og af 1. grad i 1969. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Tekla_Griebel_Wandall

Tekla Griebel Wandall

2023-04-22T23:08:07+02:00

fri anvendelse

Som sin holstenske fader måtte Tekla Griebel Wandall ernære sig som musikunderviser, skønt hendes største interesse var komposition. Efter at være blevet undervist hjemme blev hun som 15-årig optaget på Tegneskolen for Kvinder, hvor hun i løbet af de næste fem år uddannede sig som figurtegner, men snart vendte hun sig helt mod sin musikinteresse. Fra hun var omkring syv år, havde faderen givet hende lidt klaverundervisning og spillet kammermusik med hende, og senere modtog hun sangundervisning af operasanger J.L. Nyrop. 19 år gammel hørte hun italieneren A. Boitos opera Mefistofeles, en oplevelse, der blev skelsættende og gav hende lyst til selv at komponere operaer. I første omgang satte hun i 1886 musik til Don Juan de Marana, en tekst fra 1830’erne af den franske forfatter P. Mérimée. Faderen hjalp med klaverudtoget. Mange år senere opførtes operaen 1931 i Fredensborg i en koncertudgave og høstede her kritikerroser for sin vellyd og dramatik. Allerede som 16-årig havde Tekla Griebel Wandall klaverelever, og siden forberedte hun sig selv til Musikkonservatoriets optagelsesprøve, som hun bestod med så godt et resultat, at hun havde friplads i årene 1889-91. Hun var meget flittig og opnåede høje karakterer i fagene sang, klaver, komposition og teori. Hun fik prøveopført flere kompositioner i studietiden, hvor hun studerede komposition hos Jørgen Malling, mens Orla Rosenhoff, der ifølge hende selv var periodens mest tidssvarende og inspirerende lærer, underviste hende i musikteori. Senere fortsatte hun sine musikstudier på privat basis, bl.a. tog hun sangundervisning hos operasangeren Algot Lange, som hun var håbløst forelsket i. Hun opgav siden både ham og sangen, men inspireret af hans undervisning udgav hun dog Musikteori for Sangere, 1905. Efter konservatorietiden blev det vanskeligere for hende at finde tid til at komponere. Moderen døde, og Tekla Griebel Wandall overtog ansvaret for husførelsen i barndomshjemmet. For også at tjene penge måtte hun have mange klaverelever, et arbejde, hun tog meget seriøst. Et vidnesbyrd er hendes klaverskole Musikalsk Børnehave, 1898, som kom i flere oplag. Blandt Tekla Griebel Wandalls elever var sangeren Peter Cornelius, som hun også akkompagnerede. Sammen optrådte de til selskaber hos Eugenie Alberti, indtil 1898 gift med politikeren P.A. Alberti, siden med Cornelius, og her fik Tekla Griebel Wandall kontakt til Henrik Hennings, der dengang var direktør ved Kgl. Hofmusikforlag, det senere Nordisk Musikforlag. Han støttede hende, bl.a. ved i 1893 at udgive fem af hendes sanghefter. Hennings bestilte desuden en opera hos hende til Einar Christiansens tekst Skjøn Karen, der bygger på en svensk folkevise. Harmonikken i operaen følger den dramatiske handling og veksler mellem enkel dur-mol-harmonik i de passager, hvor folkevisetemaet dukker op, og en langt mere spændingsfyldt, senromantisk harmonik til bl.a. ariepartier. Operaen blev komponeret og trykt som klaverudtog 1894, instrumenteret af faderen, og opført første gang i Breslau 1895. Trods en meget rosende omtale i Politiken, der fremhævede Tekla Griebel Wandalls talent, den yndefulde udnyttelse af folkevisemotivet og det ulastelige tekniske niveau, blev operaen dog først opført på Det Kgl. Teater i 1899. Forinden havde hun selv bearbejdet orkestersatsen under et studieophold i 1896 i Dresden hos konservatorielæreren F. Draeseke, et ophold, der var finansieret af veninden og komponisten Nicoline Leth. Tekla Griebel Wandall optrådte med succes i forskellige kvindesammenhænge. Første gang var under Kvindernes Udstilling i 1895, hvor hun komponerede balletmusik i rokokostil, I Rosentiden, trykt samme år i en klaverudgave. Ved Kvindernes Fredsmøde i 1899 opførtes hendes kantate Fred til tekst af Bjørnstjerne Bjørnson. Den sidste af hendes i alt fire kantater for kvindestemmer dirigerede hun selv i 1920 ved genforeningsfesten for sønderjyske kvinder; her var det kvindesagsforkæmperen og forfatteren Gyrithe Lemche, der stod for teksten. Tekla Griebel Wandall giftede sig 1902 med den 16 år ældre teolog Frederik W. Efter ti år som kateket var han blevet fritænker og radikal og havde derfor forladt Folkekirken. Han tjente lidt penge som digter og oversætter, men umiddelbart inden brylluppet mistede han det undervisningsjob, som skulle have været familiens egentlige eksistensgrundlag. Derfor fortsatte hun sin undervisning, forestod husholdningen ved siden af og prøvede indimellem at stjæle sig tid til musikken. Umiddelbart inden sønnen Svends fødsel i 1904 fuldendte hun et første udkast til operaen Hrane på grundlag af Adam Oehlenschlägers Kong Hroars Skjalde. Operaen afsluttedes først i 1925, hvorpå den sendtes til Det Kgl. Teater. Kapelmester Georg Høeberg tog vel imod den, men formåede ikke at overbevise teatrets ledelse om, at den burde opføres. Efter fødslen fik Tekla Griebel Wandall en stofskiftesygdom, der bevirkede, at hun ikke magtede at have sønnen i hjemmet i hans første leveår, senere var hun meget plaget af gigt. 1902-04 sendte hun flere kompositioner til sin forlægger, som afviste dem med den begrundelse, at de ikke var salgbare. Her i århundredets første år skrev hun også en symfonisk komposition, der var tænkt som ledsagemusik til Henrik Ibsens skuespil Naar vi døde vaagner, 1899. Trods anbefalinger fra flere komponister, bl.a. Grieg, og forskellige henvendelser til Det Kgl.Teater er værket aldrig blevet opført. 1910 flyttede familien til Fredensborg. Tekla Griebel Wandall fortsatte som hovedforsørger og arrangerede årlige koncerter og musikhistoriske foredrag med sine klaverelever, heriblandt Ellen Gilberg. Tekla Griebel Wandall optrådte selv med egne kompositioner, mens hendes mand læste op. Et lyspunkt i de sene år blev den meget varme og venskabelige kontakt til den velhavende Alice Shaw, der var en af hendes elever og i et vist omfang også blev hendes mæcen. Shaw finansierede i 1928 udgivelsen af fire hefter med hendes kompositioner, og i de følgende år optrådte Tekla Griebel Wandall med egne værker til koncerter i Shaws hjem. Bortset fra enkelte værker, hvor Tekla Griebel Wandall bevidst anvendte bestemte kompositionsteknikker og stilarter som klassikken i balletten I Rosentiden og impressionismen i klaverstykket Nat fra Klaverkompositioner I, 1928, komponerede hun livet igennem i et nærmest senromantisk tonesprog. Hendes styrke og forkærlighed var den dramatiske musik. Størstedelen af hendes musik er vokalmusik, og ikke blot operaerne, men også hendes første sange viser en trang til at understrege teksten ekspressivt-dramatisk, hvor også akkompagnementet karakteriserer de hyppigt vekslende stemninger, både med hensyn til tempo, dynamik, vekslende figurer og farverig harmonik. Et godt eksempel på dette er Fem Sange fra ca. 1893. I manuskriptet til hendes personlige harmonilære Tonernes Mikrokosmos har hun selv fortalt om sin musikopfattelse, der bygger på den esoteriske lære, hvor alle sanser manifesterer sig tredelt, fx svarer en bestemt farve og en bestemt følelse til en bestemt tone i en treklang, defineret ud fra en naturskala. Tekla Griebel Wandalls 103 kompositioner afspejler en komponist med store ambitioner og færdigheder. Hun opnåede imidlertid ikke den anerkendelse, der kunne have hjulpet hende frem i et musikmiljø, hvor hun kunne have udviklet sig, muligvis i en mere tidssvarende retning. Måske bundede hendes skæbne primært i en kombination af beskedenhed og fattigdom. Dilemmaet i Tekla Griebel Wandalls kærlighedsliv beskrev hun selv i romanen Rigmor Vording, 1915. Som tredjeperson i hele to trekantsdramaer finder bogens hovedperson, en kvindelig kunstner, aldrig sin rette plads hverken i forhold til kærligheden eller kunsten. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Galina_Werschenska

Galina Werschenska

2023-04-22T23:20:08+02:00

fri anvendelse

Galina Werschenska stammede fra Skt. Petersborgs borgerskab og slog sig ned i Danmark som 23-årig. Hendes fader kom fra Polen, mens moderen var russiskfødt. Faderen gjorde krigstjeneste som læge ved fronten i Polen under Første Verdenskrig, og Galina Werschenska oplevede i forbindelse med den russiske revolution, hvordan hendes familie fik konfiskeret sin ejendom og måtte flytte ud på landet for at undgå sulten i storbyen. På eget initiativ blev hun som 12-årig klaverelev af Nadesjda Golubowskaja, først på Silotis musikskole og siden på konservatoriet i sin fødeby, og hun afsluttede 1924 sine studier med udmærkelse. Hun nåede at indlede en koncertkarriere i Rusland, hvor hun blev boende i de første år af sit ægteskab med danskeren Karl Plesner. I 1929 rejste hun og hendes mand til Danmark, og hun nu måtte tilpasse sig det kbh.ske musikliv. Allerede et år efter sin ankomst holdt Galina Werschenska den første solokoncert i sit nye fædreland. Forinden havde hun for at få musikalske kontakter opsøgt to af Københavns førende pianister Agnes Adler og Johanne Stockmarr, der begge tog godt imod hende. Endvidere havde hendes mand, som livet igennem arbejdede for at fremme hendes karriere, udvirket en invitation fra konservatoriedirektør Anton Svendsen, der ligeledes gav hende stor opbakning. Koncerten var velbesøgt, og hun fik fine anmeldelser. Allerede her understregede anmelderne hendes pletfrie teknik og evne til at forme den romantiske musik poetisk og klangskønt. Hendes koncertvirksomhed i 1930’erne kom dog først og fremmest til at ligge inden for kammermusikken. Cellisten Louis Jensen fra den berømte Agnes Adler Trio, hørte hende og satte så stor pris på hendes spil, at han valgte hende som sin personlige akkompagnatør. Det bragte ham siden i konflikt med radioens chef kammersanger Emil Holm, der i forbindelse med en optagelse i 1933 ønskede, at han skulle bruge Folmer Jensen som akkompagnatør, mens han selv insisterede på Galina Werschenska. Striden førte til, at Holm udelukkede Louis Jensen fra optræden i radioen. Adler måtte i 1931 opgive sin koncertvirksomhed på grund af sygdom, Galina Werschenska overtog hendes plads som trioens pianist, og fra da af fik hendes karriere vind i sejlene. Hendes forgænger var forgudet af både publikum og anmeldere, og det var en stor præstation, at hun på kort tid klarede at glide ind på Adlers plads og oven i købet sætte sit eget personlige præg på den musikalske helhed. Galina Werschenska spillede også i adskillige andre kammermusikalske sammenhænge, bl.a. i to andre trioer med Louis Jensen og i kvintet sammen med fire strygere fra Det Kgl. Kapel. Der var grøde i kammermusikforeningerne i Danmark, og musikerne rejste landet tyndt for at optræde. Galina Werschenskas virksomhed som solopianist blev efterhånden mere og mere omfattende. Hun spillede i nordiske samt Berlins og Warszawas radiofonier, og i 1937 opførte hun P. Tjajkovskijs første klaverkoncert i Helsingborg, Oslo og ved en torsdagskoncert i København under Nicolaj Malko. Senere kom hun også til at spille klaverkoncerter af Mozart, Beethoven, Felix Mendelssohn-Bartholdy og Grieg under såvel danske som udenlandske dirigenter, bl.a. Thomas Jensen, Egisto Tango og Paul van Kempen. Galina Werschenska udviste stor energi, når det gjaldt om at glide ind i det danske musikliv og tilpasse sig danske vilkår, men undertrykte ikke sin russisk-polske identitet. Den kommer ikke mindst til udtryk i de fire bøger, hun har udgivet. De to er selvbiografiske Mit russiske forår, 1970, og Mit samliv med Doré, 1973. I Brogede akkorder, 1981, portrætterer hun bl.a. store russiske komponister og musikere, og i bogen Glimt af sælsomhed, 1980, skriver hun om sit engagement i parapsykologi; en interesse, hun delte med forfatteren Thit Jensen, som hun kendte og fortæller om i bogen. Hun oversatte også fra russisk til dansk, bl.a. I. Turgenjev. I 1950 blev Galina Werschenskas mand dræbt ved en bilulykke, og hun fik efterfølgende en alvorlig nervebetændelse, der for en tid invaliderede hendes hænder. Hun blev dog rask og kom igen i gang med at spille. Galina Werschenska involverede sig i denne sene del af karrieren i de såkaldte SORU-koncerter, Syges og Rekonvalescenters Underholdning. De foregik på institutioner som hospitaler, åndssvageanstalter, sanatorier og fængsler. I 1930’erne havde hun sammen med lektor Gunnar Heerup taget initiativ til gymnasiekoncerter, og hun kommunikerede godt med børn og unge. Galina Werschenska har indspillet en hel del 78-plader. Nogle af dem er blevet overført til cd-antologien Three Great Danish Women Pianists, hvor hun er i selskab med France Ellegaard og Stockmarr. Galina Werschenskas favoritrepertoire var den romantiske musik, og hendes slaviske blanding af sensitivitet og disciplin kommer på pladeoptagelserne især til sin ret i hendes fortolkning af Chopin og de russiske komponister A. Skrjabin, S. Rakhmaninov og S. Prokofjev. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Elisabeth_Westenholz

Elisabeth Westenholz

2023-04-22T23:20:18+02:00

fri anvendelse

Elisabeth Westenholzs vuggegaver, der ud over musikaliteten indbefattede en opvækst i et trygt, velstående miljø, er blevet udnyttet til fulde. Begge forældre spillede klaver, og hendes fader lærte hende de første stykker af Mozart og Bach, da hun som fireårig selv pressede på. Umiddelbart herefter fik hun professionel undervisning, først af den lokale klaverpædagog Harriet Østergaard-Andersen og fra 12-års alderen af Esther Vagning. Musikstudierne var for Elisabeth Westenholz klart mere lystbetonede end skolearbejdet, men hun bed tænderne sammen og blev student fra Næstved Gymnasium i 1962. I 1959 holdt hun dog på Vagnings opfordring en pause fra skolen og boede i tre måneder i Cardiff i Wales, hvor hun tog undervisning hos pianisten P. Piggott og spillede sammen med førsteviolinisten i byens strygekvartet. Under dette tidlige udenlandsophold optrådte hun også i walisisk fjernsyn. 1962-63 oplevede hun endvidere at få timer i Oxford hos den da mere end 90-årige pianist Leonie Gombrich, der personligt havde kendt musikalske berømtheder som Brahms, G. Mahler og A. Bruckner. I skoletiden tog Elisabeth Westenholz orgeltimer i Næstved hos organisten Carl Johan Grum, og for at have et sikkert levebrød, men også fordi hun syntes, det var dejligt at spille orgel, gennemgik hun Musikkonservatoriets organistuddannelse hos professor Aksel Andersen og aflagde diplomeksamen i 1967. Samtidig dyrkede hun stadig klaveret og fik 1967-68 undervisning hos B. Seidlhofer i Wien. Programmet til klaverdebuten i 1968 indstuderede hun med Seidlhofer, og bagefter spillede hun i 11-12 år hos Arne Skjold Rasmussen, der dog betragtede hende som kollega, ikke som elev. I 1969 kom orgeldebuten. Allerede fra året før fungerede hun som 2. organist, i 1968 ved Garnisons Kirke, dernæst gennem 19 år ved Holmens Kirke, hvor hun også spillede ved store begivenheder i kongehuset, fx prinsesse Margarethas begravelse i 1977. Sit orgelspil pudsede hun yderligere af i Wien hos A. Heiller 1970-71. Men Elisabeth Westenholz har først og fremmest følt sig som pianist, og det er ved klaveret, som solist og kammermusiker, hun har ydet det usædvanlige. Hendes formidling rummer en dybtgående analyse af de klassiske værker fra Bach til B. Bartók og bremses ikke af nogen form for tekniske barrierer. Klaverteknikken er styret af en klippefast tempofornemmelse, der tillader en fraseringsmæssig frihed. Som Politikens musikanmelder Jan Jacoby har udtrykt det, har hun en “evne til at give hvert moment liv og føje det ind i én samlet energistrøm med subtile overgange”. Elisabeth Westenholz har været en flittig koncertgiver, såvel i Danmark som i udlandet. Hun er lige efterspurgt som solist og som kammermusiker, men den særlige udveksling af intuitive her-og-nu tolkninger, som findes i kammermusikken, har fået hende til at sætte denne højest. Elisabeth Westenholz spillede i perioden 1975-80 i Trio pro Arte sammen med den ungarsk fødte violinist Milan Vitek og den danske cellist Pierre René Honnens. 1985-90 havde hun atter et triosamarbejde, denne gang med den franske violinist G. Poulet og den tyske cellist C. Henckel. Af andre udenlandske musikere har hun optrådt en del sammen med den engelske cellist R. Kirshbaum, der tidligere havde spillet sammen med pianisten Merete Westergaard, og af danske med bl.a. fløjtenisten Toke Lund Christiansen, klarinettisten Niels Thomsen, bratschisten Tim Frederiksen og endvidere med Den Danske Blæserkvintet. Siden 1995 har hun ofte dannet trio med to unge musikere, violinisten Nikolaj Madojan fra Armenien og den danske cellist Kim Bak Dinitzen. Som pianist kan Elisabeth Westenholz betragtes som en værdig efterfølger til både sin egen lærer Vagning og dennes lærer Agnes Adler. På mange punkter ligner de tre hinanden musikalsk, men hvor Vagning og Adler begge brugte en stor del af deres energi på at undervise, har Elisabeth Westenholz indtil videre ikke følt trang til at tage elever. Hun har indspillet en lang række plader, bl.a. alle Beethovens klaverkoncerter med Collegium Musicum, flere af Mozarts klaverkoncerter, alle Carl Nielsens klaver- og orgelværker samt kammermusikværker af Haydn, Frederik Kuhlau, Brahms, Schumann og Fauré. Fra listen over legater og hædersbevisninger kan nævnes Carl Nielsens Rejselegat 1969, Gladsaxe Musikpris 1970, Musikanmelderringens Kunstnerpris 1971, Tagea Brandts Rejselegat 1982 og Højesteretssagfører C.L. Davids Fødselsdagslegat 1992. I 1984 udnævntes hun til æresmedlem af Kammermusikforeningen. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Merete_Westergaard

Merete Westergaard

2023-04-22T23:19:29+02:00

fri anvendelse

Begge forældre underviste i musik, moderen privat og faderen i skolen, og Merete Westergaard, der tidligt viste sig tindrende musikalsk, var kun et par år gammel, da hun begyndte at spille efter gehør på klaveret. Hun blev et såkaldt vidunderbarn og havde optrådt adskillige gange offentligt, dels i Odense, dels i radioprogrammer og ved en stor World Friendship Association-koncert i Stockholm i 1947, før hun fik sin egentlige debut som 12-årig med Tivolis Koncertsals Orkester og en vellykket opførelse af Mozarts klaverkoncert K. 488. I 1950 kom hun som elev til Esther Vagning, der både musikalsk og menneskeligt kom til at betyde meget for hendes udvikling. Merete Westergaard holdt sin første soloklaveraften i 1954, og som knap 18-årig studerede hun videre i Paris, senere i Salzburg og Rom. Hun var imidlertid ikke for alvor indstillet på en international karriere og tog musikpædagogisk eksamen i klaver 1961 og i hørelære og nodelæsning 1963 på Musikkonservatoriet. Hun underviste samme sted fra 1964, fra 1966 som docent. Selvom undervisningssystemet nærmest kaprede hende som pædagog, videreførte hun sin koncertvirksomhed både som solist og som kammermusiker. I den sidste egenskab kom hun til at spille med adskillige fremragende musikere, bl.a. de to cellister, danskeren Gert von Bülow og den amerikansk-engelske R. Kirshbaum, og den ungarsk-svenske violinist E. Wolf. En del af hendes pianistiske virksomhed var knyttet til Musikhistorisk Museum, hvor hun spillede på dets historiske instrumenter; i den forbindelse lavede hun flere pladeindspilninger, hvor bl.a. hendes udsøgte klangbehandling og rytmiske vitalitet kom til sin ret. Med sin skarpe logiske sans og intellektuelle evner fik Merete Westergaard tidligt politisk-administrative poster på Musikkonservatoriet og havde bl.a. været prorektor i to perioder, inden hun i 1989 overtog rektorstillingen. Hun bestred stillingen i godt tre år, og i en turbulent periode med problemer med det administrative personale og økonomiske nedgangstider stod hun stærkt som de studerendes og flertallet af kollegernes rektor. Hun blev den sidste rektor, der var demokratisk valgt i henhold til den gamle styrelseslov fra 1974. Efter en ny bekendtgørelse er konservatorierektorerne fra efteråret 1992 blevet ansat af Kulturministeriet efter opslag. Merete Westergaard blev udnævnt til professor i hørelære og nodelæsning i 1990, og hun har bl.a. udført et pædagogisk udviklingsarbejde i forbindelse med indstuderingsteknik. Også udlandet har haft bud efter hende som pædagog. 1995 til 1998 var hun gæsteprofessor ved Høgskolen i Tromsø, hvor hun skulle gøde jordbunden for oprettelsen af en hørelærepædagoguddannelse. Merete Westergaard har også uden for Musikkonservatoriets mure markeret sig i administrativ sammenhæng, bl.a. som medlem af bestyrelserne for Musikhistorisk Museum og Carl Claudius’ Samling og for Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat samt som medlem af repræsentantskabet for Det Danske Kulturinstitut. I 1975 blev hun tildelt Tagea Brandts Rejselegat. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Julie_Westermann

Julie Westermann

2023-04-22T23:19:31+02:00

fri anvendelse

Julie Westermann kom fra Assens, hvor faderen var toldassistent. Hun var knap fyldt 16 år, da hun debuterede hos den såkaldte Humorist-Christensen, der ejede etablissementet Pantheon i Odense. Efter at have optrådt i Århus kom hun til København, hvor hun sang i Kælderen på Kultorvet. Hun tillagde sig tidligt en karakteristisk kortklippet og krøllet drengefrisure. En samtidig beskrev hendes fremtræden: “hun havde et rundt, sundt Ansigt, en god Figur, og der var noget friskt og freidigt over hele hendes Optræden, der virkede meget tiltalende.” I øvrigt blev hun kendt for at ryge cigarer og drikke øl af store krus. Da krigen i 1864 brød ud, var Julie Westermann 21 år, og hun iførte sig marineuniform og sang med Dannebrog i hånden nationalistiske sange til stor jubel. Matrostøjet skulle følge hende resten af livet, og denne kostumetradition lever stadig i Danmarks sidste sangerindepavillon, Bakkens Hvile. Julie Westermann blev gift med en kontorist i statsadministrationen, men fortsatte med at optræde. På visedigteren Wilhelm Rantzaus pavillon i Bolthusgade gjorde hun stor lykke, og hun fulgte med, da han i 1867 flyttede til Kisten i Tivoli. Rantzau skrev flere af sine “døgnfluer” specielt til hende. Herefter fulgte en omskiftelig periode i Julie Westermanns liv. Hun blev skilt, etablerede et konditori i Gothersgade, blev gift igen med den østrigske forretningsfører Frey fra Cirkus Antoni, siden Cirkus Herz og Schumann i Berlin, hvor også Julie Westermann fik arbejde. Parret kom dernæst til Cirkus Renz i Wien, men ægtemanden døde, og hun vendte 1877 tilbage til København og fik atter ansættelse i Kisten. Endnu en gang jublede publikum, når hun slog smut med øjnene og sang sine lystige viser. Men alderen halede ind på hende, og efter en cirkusturné i Danmark måtte hun tage til takke med små forstadsvarietéer og syngepigernes endestation, Dyrehavsbakken. Her stod hun i sangerindepavillonen Sans-Souci, stadig iført matrostøj og med Dannebrog i hånden, medens hun sang sine patriotiske sange, sømandsviser og rantzauske døgnfluer. Den ældre og humørfyldte kvinde blev en legende på Bakken. I 1903 ramtes Julie Westermann af et slagtilfælde og døde, 59 år gammel. Pressen var overbærende, da den tog afsked med den gamle syngepige. En avis udnævnte hende til “Bakkens berømteste Syngepige overhovedet gennem Tiderne”. Et stort følge af syngepiger, beundrere og gøglere fulgte kisten fra Bakken til Assistens Kirkegård i respekt for Julie Westermann, der havde skabt den muntre, joviale sangerindetype i dansk populærmusik. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Lulu_Ziegler

Lulu Ziegler

2023-04-22T23:23:04+02:00

fri anvendelse

Visekunstneren og teatermennesket Lulu Ziegler voksede op i et borgerligt miljø i Sorø sammen med søsteren Aase Z., der også blev sanger og instruktør. Efter at have taget klassisksproglig studentereksamen i 1921 fra byens akademi læste hun engelsk og sang på Københavns Universitet, men teatret trak mere og mere, og 1926 opgav hun studierne. Den første optræden var på Støvring Kro, hvor hun læste Holger Drachmanns Dyvekes Sange. Hendes personlige stil og fremtræden lagde allerede her grundlaget til hendes fornyelse og videreførelse af den litterære kabaret. I slutningen af 1920’erne blev hun elev hos instruktøren Svend Methling på Det Ny Teater. Det blev til nogle mindre roller, inden hun i 1930 fik sin egentlige debut som luderen Jenny i Bertolt Brechts og K. Weils Laser og Pjalter med Osvald Helmuth som MacHeath. En anden interessant opgave var rollen som majorinden i en dramatisering af Selma Lagerlöfs roman Gösta Berlings Saga. I nogle sæsoner var Lulu Ziegler knyttet til Betty Nansen Teatret, men uden at få rigtig gang i en karriere som skuespiller. I begyndelsen af 1930’erne besøgte Lulu Ziegler Berlin og lærte Brecht og hans teaterstil at kende. De havde nær kontakt, og da Brecht i 1934-35 kom til Danmark på flugt fra det nazistiske Tyskland, boede han i en periode i hendes hjem. Hans stykke Rundhoveder og Spidshoveder fik en sønderlemmende kritik ved premieren. Det danske publikums afvisning af Brecht gjorde et stort indtryk og prægede Lulu Zieglers kunstneriske virke i de kommende år. Kunst og politik var to uadskillelige størrelser. Kunsten var det våben, der skulle fortælle et forstokket borgerskab sandheden. Både politisk og kulturelt var hun radikal, hun sympatiserede med kommunismen og færdedes i det kbh.ske bohememiljø, hvor hun blev venner med sin tids digtere Jens August Schade, Harald H. Lund, Sigfred Pedersen og Kjeld Abell. Lulu Zieglers anden mand, sceneinstruktøren Per Knutzon fik afgørende betydning for hendes forhold til kabaretten. “Du skal være alene på en scene, så er der ingen, som bemærker, du ser underlig ud,” sagde han. Det egentlige gennembrud kom i 1933, hvor hun optrådte ved en visematine i Riddersalen, som hendes ægtefælle to år efter blev direktør for. En anmeldelse indfangede hendes særpræg: “Det skarptskaarne Hoved, de ejendommelige Øjne, der spejler et Dyb af Storbyskæbner, og som kan spille af ætsende Vid og vild Lystighed, en Stemme med Maskinalderens haarde, hensynsløse Klang. En udpræget artistisk Evne, et Herredømme over Virkemidlerne, der ikke svigtede en eneste gang. En fuldt færdig Kunstnerinde på sit Felt.” Lulu Ziegler havde et omfattende sprogtalent, hun beherskede svensk og norsk perfekt og talte desuden tysk, engelsk og fransk. Som kunstner havde hun sin egen stil. Den var kort og koncentreret og lå langt fra det lavmælte og underforståede, der ofte forstås som typisk dansk, tværtimod grænsede hendes stil til det manierede. Hun var let at parodiere og blev det ofte, hvad der irriterede hende grænseløst. “Jeg bli’r så sur, når man si’r, jeg er krukket (...) Jeg vil ikke fremstilles som et vrængbillede, når jeg blot er ærlig mod mig selv,” sagde hun i et interview i 1965. Kunstnerisk følte hun sig mere hjemme i Stockholm, Göteborg og Oslo, hvor hun jævnligt optrådte helt frem til sin død i 1973. I 1935 satte Ludvig Brandstrup Cabaret med varmt op på Riddersalen, hvor man kunne opleve Liva Weel og Lulu Ziegler i samme forestilling. Inden Anden Verdenskrigs udbrud medvirkede Lulu Ziegler i to revyer Poul Henningsens Op og ned med Jeppe,1937,og Abells Mars på Weekend, begge instruerede af Knutzon. Forestillingerne var inspirerede af Brechts dialektiske teaterform og vakte opmærksomhed. Besættelsen satte imidlertid hurtigt en stopper for sådanne kulturradikale eksperimenter. Kort før krigsudbruddet nåede Lulu Ziegler i 1939 at synge visen Night and Day på Le Boeuf sur le Toit, den fornemste kabaret i Paris. Hjemme i København åbnede hun året efter sin egen scene på Kongens Nytorv, hvor hendes politiske kabaret i de følgende år blev et åndeligt fristed. Der herskede en næsten international atmosfære i det lille teater, hvor værtinden selv, iført en enkel, sort kjole med små guldstjerner, tog imod gæsterne og overrakte dem en rød rose, inden hun gik på scenen og sagde de ting, der ikke kunne siges, men blev det alligevel. De sidste besættelsesår tilbragte Lulu Ziegler i Sverige, hvor hun optrådte i Stockholm. Efter Befrielsen vendte hun tilbage til Danmark og var i denne tid på gæstespil i Oslo. Først 1948 genoptog hun arbejdet i sin kabaret, og allerede næste år opgav hun ledelsen af stedet. I løbet af 1950’erne optrådte hun på de mange kabaretter, der opstod i København i dette årti. På sigøjnervis rejste hun fra sted til sted, ikke blot i Danmark, men også til bl.a. Stockholm, Oslo og Paris; hendes særpræg var så stort, at det let kunne blive for meget af det gode, hvis hun blev for længe et enkelt sted, vurderede hun, antageligt med rette. I 1958 kunne hun fejre sit 25-års jubilæum i forestillingen Slabang på Det Ny Scala. 1960-64 spillede hun revy i Lulus Lysthus på Gilleleje Strandhotel. De sidste år af sit liv helligede Lulu Ziegler sig instruktørrollen og viste sig her at have en særlig evne til at arbejde med yngre skuespillere. Debuten skete på Odense Teaters studioscene i 1963 med englænderen J. Saunders Næste gang synger jeg for dig. Derefter fulgte en række opgaver på teatre i Göteborg og Oslo. Også Ålborg Teater havde bud efter hende, og i 1968 satte hun, som den første herhjemme, musicalen Cabaret op på Odense Teater. Her i musicalens verden følte Lulu Ziegler sig virkelig hjemme. Det Danske Teater bad hende nyopsætte Laser og pjalter, og på Gladsaxe Teater iscenesatte hun Your own Thing. De sidste instruktøropgaver blev C. E. Soyas Parasitterne og amerikaneren Eugene O’Neills Alverdens rigdomme. I 1972 spillede hun en rolle i Finn Methlings Den vidunderlige hermafrodit på Hvidovre Teater. I sine sidste år iscenesatte hun en række radio- og tv-spil. Lulu Zieglers viser er i udstrakt grad bevaret på grammofonplader. I 1990’erne har man fundet en række optagelser i den norske radio, der lykkeligt udvider billedet og dokumenterer en række sange, der ikke blev indspillet kommercielt. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Christina_%C3%85strand

Christina Åstrand

2023-04-22T23:23:25+02:00

fri anvendelse

Christina Åstrand voksede op i en musikalsk aktiv familie. Hendes mormoder var pianist, faderen trompetist i Århus Symfoniorkester. Christina Åstrand begyndte selv at spille violin som fireårig på Århus Folkemusikskole, hvor violinisten Tove Detreköy netop havde etableret et hold, der undervistes efter Suzuki-metoden. Hun gik først to år hos Tove Detreköy og fortsatte samme sted hos hendes mand Bela Detreköy, der også spillede ungarsk musik med sine elever. Efter Suzuki-metodens pædagogik, hvor eleverne lærer at spille efter gehør ved at gentage små melodier efter læreren, opøvede Christina Åstrand gode evner for koncentration, klang og kvalitetssans og lærte at gennemføre de opgaver, hun satte sig for. Sammenspillet og samværet med de andre elever blev et væsentligt element til forståelsen af musikken. Flere af hendes jævnaldrende blev senere hendes kolleger, fx Lars Bjørnkjær, der blev koncertmester i Det Kgl. Kapel, og Johannes Søe Hansen, der blev hendes kollega i Radiosymfoniorkestret. For at fremme sammenspillet dannede Christina Åstrands fader et børneorkester, der også havde mindre turnéer til udlandet. Herved blev der mulighed for, at hun også kunne spille sammen med sin yngre søster Therese Å., der senere blev cellist. Allerede da Christina Åstrand var 13 år, blev hun optaget på Det Jyske Musikkonservatorium i Århus. Året efter afsluttede hun folkeskolen. På konservatoriet blev Tutter Givskov en central violinlærer og inspirator for hende gennem mange år. Ved siden af studierne spillede Christina Åstrand i mange mindre ensembler, assisterede i orkestre m.v. Efter diplomeksamen i 1988 rejste hun et år til Paris og studerede som privatelev hos G. Poulet, et ophold, der både udvidede hendes repertoire og udviklede hende kunstnerisk og personligt. Efter sin hjemkomst sprang hun 1990 på et afbud ind som solist i Aarhus Symfoniorkesters opførelse af den russiske komponist Sofia Gubaidulinas violinkoncert Offertorium, 1980-86. Opførelsen af det store værk, der er bygget over temaet fra Bachs Musikalisches Opfer, var en skandinavisk førsteopførelse og vakte stor opmærksomhed. Den følgende uge afholdt det nystiftede ensemble Århus Sinfonietta sin første offentlige koncert. Her var Christina Åstrand koncertmester, og i samarbejde med dirigenterne Søren K. Hansen og E. Howarth samt komponisten Hans Abrahamsen udvikledes et spændende samarbejde, hvor ny dansk og udenlandsk musik opførtes på et meget højt kunstnerisk niveau. Endnu samme år afholdt hun sin egentlige debutkoncert fra konservatoriets solistklasse. Som 24-årig vandt Christina Åstrand i 1993 i fællesskab med Johannes Søe Hansen pladsen som koncertmester i Radiosymfoniorkestret. Den formidlende rolle mellem dirigent og orkester passede hende godt. Ved siden af koncertmesterstillingen optrådte hun som solist, bl.a. spillede hun med Radiosymfoniorkestret i 1999 G. Ligetis violinkoncert og Per Nørgårds violinkoncert Helle Nacht. Begge blev efterfølgende indspillet på cd. Christina Åstrand har i kortere perioder også deltaget i andre ensembler, bl.a. i en tidlig periode i Århus Strygekvartet og senere to sæsoner i eliteorkestret Collegium Musicum. Sammen med ægtemanden Per Salo, der er pianist i Radiosymfoniorkesteret, dannede hun en duo, der også har lavet flere cd-indspilninger, bl.a. horntrioer af Ligeti og Brahms i samarbejde med hornisten Jakob Keiding. Med sit sikre og klare violinspil er Christina Åstrand blevet kendt for sit arbejde med samtidens kompositionsmusik og sin evne til både at lede og indgå i sammenspil med andre. Hun blev 1988 tildelt Jacob Gade-Prisen og er desuden hædret med Reinh. van Hauen-Prisen, Hafnia-Prisen, Musikanmelderringens Kunstnerpris, og Tagea Brandts Rejselegat, den sidste i 2000. Sammen med resten af Radiosymfoniorkestret modtog hun Kong Frederik IX’s Fortjenstmedalje ved en mindekoncert i 1999 for den musikelskende konge. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Sophie_Alberti

Sophie Alberti

2023-04-22T22:54:09+02:00

fri anvendelse

Sophie Albertis fader var en respekteret Venstrepolitiker, og moderen var søster til orientalisten N.L. Westergaard. Sophie Alberti var det ældste af fire børn, af hvilke lillebroderen, den senere justitsminister P.A. Alberti, blev berygtet som en af Danmarkshistoriens største økonomiske svindlere. Afsløringen i 1908 kom som et chok for Sophie Alberti, der hele sit liv var tæt knyttet til slægten. Især beundrede hun sin fader, og hun boede i København sammen med sine forældre til deres død. De lod hende som 16-årig rejse på studieophold til Paris med veninden Tagea Rovsing (g. Brandt), en datter af kvindesagspioneren Marie Rovsing. Sammen med initiativtageren Sophie Petersen var Rovsing med til at stifte Kvindelig Læseforening (KL) i 1872, hvor Sophie Alberti 1874 blev medlem. Hun kom i dens bestyrelse 1878-81 og ydede sit livsværk som formand for foreningen 1891-1929. I hendes formandstid steg foreningens medlemstal fra ca. 820 i 1891 til omkring 4.600 i 1918-19, og bogbestanden voksede til ca. 74.000 bind med både dansk og udenlandsk litteratur. Hun udvidede bibliotekets rammer og gjorde foreningen til et tidssvarende og smukt opholdssted for det store dannede damepublikum. I 1901 indførte hun amerikaneren M. Deweys decimalklassesystem til inddeling af bogbestanden efter emner. KL blev således det første bibliotek i Danmark, der brugte det system, der i dag findes i tillempet form på alle landets folkebiblioteker. Sophie Alberti var medlem af flere kvindelige valgretsforeninger, kasserer i den kvindelige kunstnersammenslutning Cirklen, stiftet 1897, medstifter af Danske Kvinders Fredsforening i 1906 og i repræsentantskabet for Kvindernes Bygning. Fondet til sidstnævnte var oprettet 1896 på overskuddet fra Kvindernes Udstilling året før, og det var hensigten, at en fremtidig Kvindernes Bygning skulle rumme bl.a. kvindeforeninger, foredragssal, læsestue, gæstehjem og undervisningslokaler. KL skulle eventuelt leje sig ind i bygningen, men Sophie Alberti ønskede allerede i 1897 et selvstændigt hus til foreningen. Trods stor opposition imod huset fra KLs medlemmer lykkedes det hende i 1910 at få opført KLs egen store bygning i Gammel Mønt 1 med ovennævnte faciliteter. Huset rummede også det første damehotel i Norden. Det var inspireret af Martha Washington Hotel i New York, der stadig kun modtager kvinder. Sophie Alberti havde formodentlig set det på en rejse til USA i 1904. Med sit repræsentative og rolige væsen skabte hun mange kontakter i andre lande, hvis kvindekongresser hun gerne besøgte. Hun havde især varme forbindelser til nordiske kvinder og var veninde med den svenske forfatter Selma Lagerlöf. De mange internationale gæster roste læseforeningens bygning, noget tilsvarende fandtes ikke i andre lande. Det var specielt, at foreningen for et billigt kontingent kunne tilbyde kvinderne et meget stort bibliotek i smukke rammer. Sophie Alberti boede i en lille lejlighed i huset. Hun drev selv hotel og restaurant med stor økonomisk sans og dygtighed, hvilket gavnede foreningens kasse. Ved de mange sammenkomster, fx efter foredrag, fungerede hun som en betænksom værtinde, der førte folk sammen ved tebordene. Medlemmerne kunne i Sophie Albertis formandstid deltage i KLs mange stilfulde fester og arrangementer med så betydelige internationale berømtheder som Lagerlöf og den norske dramatiker Henrik Ibsen samt den østrigske fredsforkæmper Bertha von Suttner. Sophie Alberti hjalp mennesker i nød og støttede de første kvindelige studenter og håndværkere. Ulempen ved hendes ledelsesstil var, at hun havde svært ved at uddelegere ansvar. Foreningens opposition var rasende over hendes enevælde. Gang på gang trumfede hun sin vilje igennem ved at true med mandatnedlæggelse. Oppositionens kvinder var yngre, veluddannede og parlamentarisk bevidste, og flere af Danmarks første kvindelige politikere kom i foreningen. Hendes varmeste tilhængere var de gamle kvindesagspionerer, der støttede idéen om KLs eget hus og havde tillid til Sophie Alberti som en fremragende leder. Sophie Alberti formåede at skabe et alsidigt bibliotek og et stort arrangementprogram for medlemmerne i en tid, hvor folkebibliotekerne endnu ikke var udviklede. Desuden tilbød huset trygge rammer for kvinder, og især enlige fandt et andet hjem i bygningen, hvor de fik både åndelig og materiel stimulans. Sophie Alberti var et dynamisk handlingsmenneske, der udførte sine idéer i praksis. Hun ville udvikle kvinderne og skabe et fristed for dem. Hun støttede kvindesagen med sin arbejdskraft, men ytrede sig ikke meget om den i teoretisk form. I 1926 modtog hun Fortjenstmedaljen i guld, og blev 1929 ærespræsident i KL. Sophie Alberti blev 100 år og var vital og åndsfrisk til det sidste. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Charlotte_Ammundsen

Charlotte Ammundsen

2023-04-22T22:54:17+02:00

fri anvendelse

Charlotte Ammundsen voksede op i et akademikerhjem i den indre by i København Faderen var direktør i Dansk Arbejdsgiverforening, moderen overbibliotekar. Hun har selv beskrevet sit hjem som følelseskoldt og uden kærtegn og omsorg. Kun i kraft af intellektuel kunnen blev børnene accepteret. Alle tre børn blev studenter, og Charlotte Ammundsens to brødre blev akademikere. Denne opvækst gjorde Charlotte Ammundsen, som var den yngste, meget sårbar og fik hende til at holde sig på afstand af andre mennesker med en ironisk distance. Hun var godt begavet, gik i den lokale kommuneskole Nyboder Skole, men kunne ikke indordne sig og pjækkede meget. Tiden brugte hun til at læse bøger. Hun oplevede senere, at mens hun på det nærmeste blev båret frem til studentereksamen, kom hendes skolekammerater fra baggårdene ikke længere end 7. klasse. Det gjorde hende bevidst om social uretfærdighed og skabte hos hende en indignation, der senere blev hendes drivkraft i politik. Selv begyndte hun at læse litteraturvidenskab ved Københavns Universitet og var 1973-80 ansat på Det Kgl. Bibliotek som studentermedhjælper. Men hun gennemførte aldrig sine studier, for hun blev engageret i politisk arbejde, først i beboersammenhænge, senere i Socialistisk Folkeparti (SF). Hun blev valgt ind i Borgerrepræsentationen i 1978 og gjorde lynkarriere. Efter at hun med stort stemmetal blev genvalgt i 1982, blev hun borgmester for 5. afdeling, der foruden energiforsyning også omfattede miljø- og levnedsmiddelkontrol. På rådhuset blev Charlotte Ammundsen hurtigt vellidt som et meget flittigt og engageret menneske, som man kunne være tryg ved. Samarbejdet med den socialdemokratiske overborgmester Egon Weidekamp var de første år vanskeligt, men hun var en dygtig forhandler, og det lykkedes hende efterhånden at vinde hans respekt, og hun opnåede i denne periode mange politiske sejre. Med Weidekamps efterfølger Jens Kramer Mikkelsen havde hun et fortrinligt og politisk frugtbart samarbejde. Samtidig var hun en af de bedste talere i Borgerrepræsentationen, hvor tonen kunne være skarp, især vendt mod de kvindelige medlemmer på venstrefløjen. Selv som ny, ung 34-årig miljøborgmester var hun ikke bange for at blive upopulær. Et eksempel findes i hendes kamp for at få Dansk Sojakagefabrik på Islands Brygge til at standse sin farlige udledning af klor. Da hun ikke kom igennem med dette politisk, fortsatte hun sin kamp ved sammen med beboerkredse at skrive og argumentere mod klorudledningen, indtil folkestemningen fik banet vejen for et forbud, og fabrikken blev lukket. Det lå hende også meget på sinde at holde liv i atomkraftdebatten, ikke mindst på grund af det svenske atomkraftværk Barsebäcks placering mindre end 25 km fra Københavns centrum. I sit politiske arbejde tabte hun aldrig forbindelsen til sin basis, som var de græsrodsgrupper, der kæmpede for et bedre miljø, for grøn politik og for mere indflydelse på livsvilkårene i storbyen. Kvindepolitisk var hendes holdning, at det var et tilbageslag, når man diskuterede, hvordan kvinder fik magt uden samtidig at sætte spørgsmålstegn ved indholdet i de ledende stillinger. Hun fastholdt, at kvinder ikke blev holdt borte fra topjob, men selv sagde nej, fordi jobbene var strikket sammen til mænd, som kun havde ét liv, arbejdslivet. Kombinationen af styrke og sårbarhed har medvirket til at give Charlotte Ammundsen et godt karriereforløb som borgmester gennem 16 år. Hun vil blive husket og respekteret som en dygtig og vedholdende politiker og ikke mindst en seriøs og flittig miljøborgmester, der med sine mange gode initiativer gjorde en stor indsats for miljøet i København Hendes popularitet gav hende i 1985 landsrekord i personlige stemmer ved et kommunalvalg, idet hun opnåede over 20.000. Ved den lejlighed blev hun oven i købet bragt på bane som overborgmester. I 1998 trak hun sig tilbage fra borgmesterposten og opgav samtidig sine tillidsposter. Hun havde bl.a. været formand for bestyrelsen for Amagerforbrænding og for Storkbh.s Modtagestation for Olie- og Kemikalieaffald, næstformand for ELKRAFT og medlem af forretningsudvalget for Kommunekemi. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Alvilda_Andersen

Alvilda Andersen

2023-04-22T22:54:49+02:00

fri anvendelse

Alvilda Andersen overkom det utrolige: moder til ni børn, som hun i en ung alder blev alene med, og samtidig dybt engageret i fagbevægelse og parti. Hun blev gift som 20-årig, og da hun blev skilt 13 år senere, stod hun selv med ansvaret for den store børneflok. Som ganske ung kom hun ud som fabriksarbejderske og var siden blevet ansat på hærens våbenfabrik på Amager. I 1917 dannede de kvinder, der arbejdede under Krigsministeriet, en afdeling under Kvindeligt Arbejderforbund (KAD). Den kaldte sig Fagforeningen af kvindelige Arbejdere under Krigsministeriet og blev den fjerde Københavns-afdeling under KAD. Alvilda Andersen var med i det faglige arbejde fra starten, og fra 1918 var hun afdelingens formand og i perioder frem til 1920 også kasserer. Allerede ved KADs kongres i 1918 havde hun gjort sig bemærket ved sit dygtige og engagerede organisationsarbejde, og hun valgtes ind i KADs hovedbestyrelse. Senere på året foreslog den siddende forbundsformand Sofie Rasmussen, at man ansatte en ekstra hjælp på forbundskontoret, der kunne assistere med andet end egentligt kontorarbejde. Alvilda Andersen havde vist interesse for stillingen, og hovedbestyrelsen ansatte hende uden tøven. Herefter var det bl.a. hende, der førte forhandlingsprotokollen. På kongressen i 1921 vedtog man at udvide staben med en forbundssekretær, og Alvilda Andersen valgtes med akklamation. 1923 trådte Sofie Rasmussen tilbage som forbundsformand, og Alvilda Andersen valgtes enstemmigt til hendes efterfølger, en post, hun bestred med stor dygtighed til sin død i 1937. 1925-37 var hun medlem af De samvirkende Fagforbunds forretningsudvalg. Mellemkrigstiden blev for KAD og for fagbevægelsen i det hele taget præget af arbejdsløshed og konflikter på arbejdsmarkedet. Især de to store lockouter i 1925 og 1936 ramte KADs medlemmer. Storlockouten i 1925, der havde omfattet ca. 3.500 medlemmer, gav ikke helt de ønskede resultater for arbejderne, men Alvilda Andersen kunne alligevel efter konflikten udtale sin tilfredshed med “Arbejderklassens stærke Modstandskraft overfor Arbejdsgivernes brutale Overfald” og med offerviljen og sammenholdet blandt kvinderne. Internt i KAD var perioden dog også præget af konflikter. I 1925 stiftedes det kommunistiske Arbejderkvindernes Oplysningsforbund. Blandt initiativtagerne var Inger Gamburg, der i 1926 blev formand for KADs Københavns-afdeling 5, kvinderne fra metalindustrien, de såkaldte jernkvinder. Denne afdeling blev nu udgangspunkt for oppositionen mod den socialdemokratisk orienterede forbundsledelse. Stærkest kom denne konflikt til udtryk i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i jern- og metalindustrien i 1930, hvor KAD som eneste forbund kom ud i en strejke, der omfattede 3.000 af forbundets medlemmer og varede godt 14 dage. Et af afdeling 5.s hovedkrav var, at overenskomsten også skulle omfatte kvinder mellem 14 og 16 år. Arbejdsgivernes endelige tilbud blev, foruden visse løntillæg, en erklæring om ikke i fremtiden at ansætte kvinder under 16 år, og på den baggrund vedtog hovedbestyrelsen at afblæse strejken. I afdeling 5 var man imidlertid stærkt utilfreds med, at minimallønningerne ikke var blevet højere, og på et afdelingsmøde, hvor Alvilda Andersen forelagde hovedbestyrelsens beslutning, kom det til voldsomme ordvekslinger. Hun blev ikke alene beskyldt for at være forræder, men blev ligefrem korporligt overfaldet. Ved en efterfølgende ekstraordinær kongres blev Gamburg frataget sit mandat i hovedbestyrelsen. Der blev i perioden indgået mange overenskomster, og medlemstallet steg støt. Af væsentlig betydning blev de kollektive overenskomster, der afsluttedes i 1931 efter lange og seje forhandlinger, og hvor der for første gang fastsattes sommerferieordninger for en stor del af KADs medlemmer. At gifte kvinder og kvinder med børn nu i stigende tal kom ud på arbejdsmarkedet, afspejlede sig i den fremsynede resolution, KADs kongres vedtog i 1932. Regering og Rigsdag opfordredes til at gennemføre en lovgivning, der sikrede de arbejdende kvinder seks ugers barselshvile med fuld lønkompensation. I 1936 fulgte resolutionen om opførelse af flere vuggestuer i Københavns kommune. Alvilda Andersens liv var først og sidst fagbevægelsen, og uanset i hvilken sammenhæng hun ytrede sig, lagde hun ikke skjul på, at den arbejdende kvinde og fagbevægelsen stod hendes hjerte nærmest. Hendes engagement afspejler sig også i, at hun selv forfattede jubilæumsskriftet Kvindeligt Arbejderforbund 1901 – 3. marts 1926. Men som mange andre af fagbevægelsens kvindelige personligheder var hun som overbevist socialdemokrat også aktiv partipolitisk. Omkring 1929 tog hun del i arbejdet i Socialdemokratiets Bispeengkreds sammen med bl.a. Nelly Hansen og Astrid Skjoldbo. Da vælgerforeningens bestyrelse så tidligt som 1929 vedtog at oprette et kvindeudvalg, valgtes Alvilda Andersen ind i dette, og efter at Socialdemokratiske Kvinders Fællesudvalg var dannet i 1934 med Margrethe Høst Neerup som formand, optrådte Alvilda Andersen ofte som taler ved dets møder. I 1929 blev hun medlem af Borgerrepræsentationen, hvor hun sad samtidig med fremtrædende faglige kvinder som Anna Johansen, Anna Jensen, Helga Larsen og Andrea Brochmann. Alvilda Andersen beskæftigede sig især med de fattiges og gamles boligforhold, og hun anbefalede oprettelse af kommunale fødeklinikker. Hun var borgerrepræsentant til sin død. Fra 1932 var hun endvidere medlem af Svangerskabskommissionen og fra 1935 af Befolkningskommissionen. 1930 var hun kommet i vælgerforeningens bestyrelse. Hun måtte dog ofte melde afbud, da arbejdspresset i forbundet netop i disse år var stort. I 1935, efter at der var rejst kritik af hendes hyppige fravær, valgte hun ikke at genopstille til bestyrelsesvalget. Samme år blev hun opstillet til Socialdemokratiets hovedbestyrelse, hvor hun kom ind sammen med Nina Andersen, de to eneste kvinder. 1933-37 var Alvilda Andersen som den første kvinde medlem af AOFs (Arbejdernes Oplysningsforbund) bestyrelse. Når Alvilda Andersen forhandlede eller stod på talerstolen, var hun rolig og stærk og forstod at bide fra sig. Men da to af hendes nærmeste medarbejdere gjorde sig skyldige i bedrageri over for forbundet, ramte det hende hårdt. Det kom frem, at Johanne Jensen, formanden for afdeling 1 og næstformand i forbundet, samt forbundets hovedkasserer Kirstine Haagensen havde bedraget arbejdsløshedskassen for 25.000 kr. Disse tillidsbrud inden for hendes nærmeste kreds, kombineret med en voldsom arbejdsbyrde, har antageligt været medvirkende årsag til det hjerteslag, der ramte hende, da hun i 1937 deltog i en international faglig kvindekongres i Paris. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Else_Winther_Andersen

Else Winther Andersen

2023-04-22T23:23:32+02:00

fri anvendelse

Else Winther Andersen blev født i 1941 i et grundtvigsk landbohjem i Støvring. Efter syv års skolegang og i ungdomstiden bl.a. ophold på ungdomsskole og højskole blev hun som 21-årig gift med Preben Wittrup, der var gårdejer. Sammen drev de et landbrug ved Nibe gennem en årrække og fik to børn, men begges helbred svigtede, og gården blev afhændet. Else Winther Andersen begyndte derfor at læse enkeltfag på HF og uddanne sig til socialrådgiver ved Ålborg Universitetscenter. Denne uddannelse afsluttede hun i 1983, og samme år fik hun ansættelse som socialrådgiver ved Randers kommune. I 1985 tog Else Winther Andersen initiativ til at starte en rådgivning for landmænd ved Landbrugscenteret i Randers. Hun arbejdede i et halvt år som ulønnet medarbejder ved projektet, siden fik ordningen tilført fondsmidler, så det kunne fortsætte. Som tidligere selvstændig landmand lå de selvstændige erhvervsdrivendes forhold hende meget på sinde, og hun har været meget optaget af, hvordan “selvstændighedskulturen” kunne styrkes. Interesse for landbrugets forhold var også baggrund for hendes engagement i Danmarks Landboungdoms Landsledelse 1968-76. Som medlem af landsledelsen medvirkede hun ved udformningen af den første ikke-akademiske landbrugsuddannelse, der førte til en eksamen, det grønne bevis. Hun deltog på lokalt plan i børne- og ungdomsarbejde som formand for ungdomsskolenævnet og som medlem af skolekommissionen i Nibe 1972-80. Partipolitisk arbejde havde også den tidligere landbokones interesse, og i 1985 blev Else Winther Andersen Venstres folketingskandidat i Randerskredsen. Hun var stedfortræder i flere perioder, før hun blev valgt i 1990, denne gang opstillet i Grenåkredsen, som hun havde været kandidat for siden 1988. Få dage efter valget fik hun tilbudt socialministerposten i VK-regeringen, en post, som hun bestred til 1993, da statsminister Poul Schlüter gik af som følge af Tamilsagen, og Socialdemokratiet overtog regeringsmagten. Som socialminister var den rolige og stilfærdige politiker optaget af at sikre aktivering af de unge i bistandssystemet og af at decentralisere socialpolitikken. Else Winther Andersen har også deltaget i partipolitisk arbejde på lokalt plan som medlem af Randers byråd i 1990 og igen fra 1993. Hun har fortsat sit socialpolitiske engagement som medlem af bestyrelsen for OK-Fonden, der administrerer plejehjem og plejeboliger, og Jysk Børneforsorg. 1991 blev hun kommandør af Dannebrogordenen. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Johanne_Andersen_-_fagforeningskvinde

Johanne Andersen

fagforeningskvinde

2023-04-22T22:54:58+02:00

fri anvendelse

Johanne Andersen var uddannet kontormedhjælper og arbejdede som assistent på et kontor i København Hun var tidligt meget aktiv inden for den kbh.ske afdeling af Centralorganisationen af danske Handels- og Kontormedhjælperforeninger, det senere HK, som var blevet oprettet omkring århundredskiftet. Hun var en ofte benyttet taler og agitator. Således var hun i 1910 en af hovedkræfterne i den store kvindeagitation, der ved virksomheds- og hjemmebesøg samt ved særlige møder for kvinder søgte at få disse til at organisere sig. Ved et stort sommerstævne i 1911 var hun en af talerne, og i 1913 var hun på agitationsrejse i provinsen. I 1911 blev hun medlem af Københavns-afdelingens bestyrelse og fungerede tillige som bestyrelsens sekretær. Allerede fra 1907 havde hun sammen med centralorganisationens daværende forretningsfører Jens Johansen udført et stort og værdifuldt arbejde for at få organisationens arbejdsløshedskasse statsanerkendt. Dette lykkedes i 1915. I 1912 valgtes Johanne Andersen ind i forbundets hovedbestyrelse, og hun slog hermed Ålborgafdelingens energiske Johanne Berg, der i 1908 som den første kvinde blev ordinært hovedbestyrelsesmedlem. Kvindepolitisk var hun på linie med sin forgænger, der frem for alt argumenterede for ligeløn. Valget af Johanne Andersen skyldtes da heller ikke krav om en ændret kvindepolitik, men ønsket fra mange kbh.ske medlemmer om, at hovedbestyrelsen skulle melde mere klassepolitisk ud, en holdning, Johanne Andersen netop stod som talskvinde for. Da Københavns-afdelingen i 1915 meldte sig ind i Arbejdernes Fællesorganisation, den lokale sammenslutning af fagorganisationer, og dermed markerede medhjælpernes fællesskab med de egentlige arbejdere, måtte hun forsvare afdelingen i hovedbestyrelsen. Repræsentanterne for København og provinsen kom til at stå skarpt over for hinanden i dette spørgsmål. Der var både i hovedbestyrelsen og i repræsentantskabet flertal for krav om, at Københavns-afdelingen meldte sig ud af fællesorganisationen igen. Efter udbruddet af Første Verdenskrig var det vanskeligt at indkalde til kongres, så indmeldelsen blev opretholdt. Endnu flere protester lød dog, da afdelingen i 1917 åbent opfordrede medlemmerne til at stemme på Socialdemokratiet ved kommunalvalgene. Også dette skridt stod Johanne Andersen bag, og hun måtte igen forsvare sig. Et flertal af afdelingerne erklærede Københavns-afdelingens holdning for lovstridig. Striden mellem de to standpunkter blev først bilagt på kongresserne efter krigen. HK bekendte dog ikke politisk kulør før i 1928, og som Johanne Andersen allerede havde forudsagt, standsede dette ikke medlemstilgangen. Johanne Andersen var aldrig bange for at stå alene med sit standpunkt, men samtidig forstod hun at samarbejde. Hun blev i 1915 medlem af et udvalg, der skulle udarbejde forslag til lærlingelovens revision. Hun var en velskrivende og velargumenteret fast medarbejder ved medlemsbladet Dansk Handels- og Kontormedhjælper Tidende. Af sine samtidige ansås hun for at være en af HKs dygtigste og mest indsigtsfulde medarbejdere. Desværre måtte hun af personlige grunde nedtrappe sit faglige arbejde, og hun genopstillede ikke til hovedbestyrelsen ved kongressen i 1918. I nekrologen om Johanne Andersen i medlemsbladet betegnedes hendes navn i årene fra 1910 til 1918 som “et af de virkelig store indenfor den på det tidspunkt lille gruppe af medhjælpere, der kaldte til samling for det nye sociale lag, der var ved at bryde frem”. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Johanne_Andersen_-_kvindesagsfork%C3%A6mper

Johanne Andersen

kvindesagsforkæmper

2023-04-22T22:54:57+02:00

fri anvendelse

Johanne Andersen blev født samme år, som den fynske slægtsgård Mosegård ved Ejby blev bygget, og levede hele sit liv på gården som del af en samfundsengageret slægt. Hendes moder døde, da hun var ti år, og Johanne Andersen måtte tidligt påtage sig den store opgave som husholderske, som hun på smukkeste vis forvaltede. Hun længtes ud, men kom først i huset hos provst H.G.S. Sabroe i nærheden. Senere kom hun på kvindehøjskolen Vældegaard hos Juliane Blicher-Hansen og fik i dette miljø åbnet øjnene for kvindesagen. Særlig betydningsfuldt blev et foredrag af den unge baronesse Astrid Stampe (g. Feddersen), der talte om kvinders ret og pligt. I 1897 blev Johanne Andersen gift efter at have arbejdet nogle år som lærerinde. Sammen med ægtefællen førte hun sin fødegård videre, og deres smukke hjem blev et elsket samlingssted for både familie og venner. Ægtefællerne var særdeles engagerede i egnens liv, og Johanne Andersen fik af sin mand stor støtte og opbakning, så hun kunne bruge sine evner både ude og hjemme. I sognet var hun engageret i børnetilsyn og værgeråd og sammen med sin mand medstifter af Nørre Åby Børnehjem. Hun var desuden aktiv i bl.a. menighedsrådet, skolekommissionen og landboforeningen. I 1908 var Johanne Andersen med til at stifte Balslev-Ejbykredsen af Dansk Kvindesamfund (DK), hvor hun blev en uerstattelig formand. Kredsen havde fra starten kvinders valgret på programmet og arbejdede for at få kvinder valgt ved det første kommunevalg med kvindelig deltagelse i 1909. Desuden arrangeredes kurser i samfundslære og børnesag. Fra 1910 var Johanne Andersen med i DKs fællesstyrelse, fra 1919 som næstformand, indtil hun 1922 måtte trække sig tilbage på grund af svageligt helbred. I DK repræsenterede hun i hele perioden landet og landboerne. Hun fandt det værdifuldt, at kvinder fra land og by og med forskelligt livssyn og af forskellig politisk observans mødte hinanden, ligesom hun betonede, at kvinder og mænd skulle arbejde sammen, også om kvindesagen. I DK gjorde Johanne Andersen især sin indflydelse gældende inden for familieområdet og skole- og husholdningssagen. Allerede 1912 var hun med i DKs udvalg, der samarbejdede med den danske afdeling af de nordiske familieretskommissioner, der var nedsat 1910. I 1912 deltog hun i et udvalg, der overvejede ungdomsskolespørgsmålet, hvilket for kvinder særlig drejede sig om huslig uddannelse. Spørgsmålet om kvindelig værnepligt, dvs. tvungen huslig uddannelse for alle kvinder, skabte uenighed i DK. Der var ikke stemning for tvang, men for at der skulle gives let adgang til undervisning i en husmoders og moders gerning. 1913 blev Johanne Andersen formand for et underudvalg, der skulle søge at finde egnede hjem for unge kvinder, der ville uddanne sig i husholdning. I 1919 blev en ordning herom, som Johanne Andersen havde været aktiv i forarbejdet til, fremlagt i DK. På DKs initiativ fik Johanne Andersen sæde i Husholdningskommissionen af 1918 under ledelse af Johanne Blom. Kommissionen skulle overveje uddannelsen af husholdningslærerinder og -ledere samt beskikkelse af et fagligt kvindeligt tilsyn med skolekøkkenerne landet over. Johanne Andersen beklagede dybt, at det ikke lykkedes at få etableret en statslig husholdningshøjskole, der for kvinderne skulle være, hvad Landbohøjskolen var for landmændene. Johanne Andersen var også meget politisk interesseret. Da kvinder fik valgret til Rigsdagen i 1915, blev hun opstillet af Venstre til det første valg med kvindelig deltagelse 1918, men opnåede kun valg til Landstingssuppleant. I kvindekredse beklagedes det dybt, at Johanne Andersen ikke fik chancen for at blive aktiv politiker. Husholdningsforstander Magdalene Lauridsen mente, at Johanne Andersen kunne være blevet husmødrenes upartiske repræsentant i Landstinget, som den dygtige husmoder og begavede politiker hun var. I partiet havde Johanne Andersen selvstændige meninger på mange områder, og så stærk og retlinet var hun, at hun kunne lade sin mening komme til orde, selv når den gik imod partilinien. Da landbokvinderne begyndte at organisere sig som husmødre i begyndelsen af 1920’erne, var Johanne Andersen stadig aktiv. Det er ingen tilfældighed, at der i året for hendes død blev etableret en husholdningsafdeling af landboforeningen med 400 medlemmer i hendes kreds. I 1920 var hun ligeledes i et udvalg om uddannelse af husholdningselever nedsat af Det Kgl. danske Landhusholdningsselskab. Børnene fulgte i hendes fodspor, sønnen Sigurd blev højskolelærer, og datteren Ingefred husholdningslærerinde og formand for Statens Husholdningsråd. Ingefred førte desuden gården videre og kom i Landstinget for Venstre. Johanne Andersen var en personlighed, og hendes ord havde vægt. I få og tydelige sætninger kunne hun fremsætte sin mening og ramme lige i plet. Ikke bare inderkredsen i DK og husholdningskredse havde hun forbindelse med, men også en række personligheder landet over, som hun bl.a. holdt kontakt med via en omfattende korrespondance. Hun var et kærligt og forstående menneske, som altid var rede til at hjælpe småfolk. Ved sin død blev hun karakteriseret som en af landets bedste og betydeligste kvinder, klog, vågen og interesseret. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Grethe_Bartram

Grethe Bartram

2023-04-22T22:47:54+02:00

fri anvendelse

Grethe Bartram og Anna Lund Lorentzen var de eneste kvinder, der under retsopgøret efter den tyske besættelse af Danmark blev idømt dødsstraf. Grethe Bartram voksede op i en fattig arbejderfamilie i Århus. Forældrene var medlemmer af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), og hele familien og dens omgangskreds var meget aktive kommunister og under Besættelsen involveret i illegalt arbejde. Selv var hun under opvæksten medlem af DKPs børne- og ungdomsorganisationer, og hun gennemførte i flere år et dobbeltspil, hvor hun deltog i illegalt arbejde og samtidig fungerede som stikker for det tyske politi Gestapo. Allerede som 13-årig forlod Grethe Bartram skolen og fik arbejde først som barnepige og siden som fabriksarbejder. Som 17-årig blev hun gravid og gift med en ung kommunistisk maskinarbejder, men ægteskabet holdt kun i kort tid. Sønnen blev sat i pleje. Hun flyttede sammen med en ny kæreste, tog forskellige pladser som husassistent og sad en overgang model for kunstnere. Hendes angiverier begyndte i efteråret 1942. Dansk politi havde udlovet en dusør på op til 1.000 kr. for oplysninger, der kunne føre til opklaring af en formodet sabotagebrand i Århus. Gennem sin kommunistiske broder fik hun kendskab til flere af de involverede. Hun videregav oplysningerne til det danske politi, der anholdt sabotørerne. Først herefter overtog tysk politi sagen. Det var altså på opfordring af dansk politi, at Grethe Bartram startede sin karriere som stikker. Mens hun på skrømt deltog i illegalt arbejde, fik hun i foråret 1944 kontakt med Gestapo i Århus og blev knyttet til korpset som fast angiver mod et vederlag på 500-700 kr. om måneden. Hendes kontaktperson var den tyske politimand H. Rothenberg, som hun ifølge egen forklaring opsøgte i et forsøg på at få frigivet broderen, der var blevet idømt to års tugthus i Tyskland for illegalt arbejde. Hun har tillige forklaret, at Rothenberg havde fortalt hende, at formanden for DKP Aksel Larsen under forhør havde videregivet udførlige oplysninger om kommunister og illegal virksomhed, og at hun derfor mente at kunne gøre ligeså. Under retssagen blev disse forklaringer ikke fundet tilstrækkeligt bevist eller at være formildende omstændigheder. Med sine mange kontakter i det kommunistiske og illegale miljø var Grethe Bartram en meget aktiv og nyttig stikker for Gestapo. Hele den lokale ledelse af det kommunistiske illegale arbejde blev i sommeren 1943 trævlet op som følge af hendes angiverier, men der blev stadig ikke fattet mistanke til hendes dobbeltspil. Tilliden til hende var så stor, at hun i efteråret 1944 blev sendt til København som repræsentant for modstandsbevægelsen med den opgave at søge at etablere en ny Århusledelse. I denne periode modtog hun penge fra både Gestapo og DKP, og de mange penge var medvirkende til, at flere efterhånden fattede mistanke til hende. Da hun vendte tilbage til Århus, arrangerede hun derfor en skinanholdelse af sig selv og sad indtil december arresteret i Frøslevlejren i Sønderjylland. Modstandsbevægelsen havde nu fået klarhed over hendes dobbeltspil og forsøgte at likvidere hende, men hun overlevede et attentat, hvor hun blev skudt gennem hovedet. Under det efterfølgende lazaretophold virkede hun som angiver. Efter at være blevet rask blev hun sendt til Flensborg, hvor hun fik til opgave at spionere blandt tyske marinere, som man frygtede oprør fra. Fra marts 1945 til Befrielsen var hun ansat ved Gestapo i Kolding, hvor hun bl.a. fungerede som cellestikker. I befrielsesdagene forsøgte Grethe Bartram at flygte og skjule sig, men blev opdaget og anholdt 10. maj. I alt havde hun angivet ca. 50 personer, hvoraf 15 blev udsat for tortur og ca. 35 blev ført til koncentrationslejre i Tyskland. Otte døde her eller blev meldt savnet. Under retssagen tilstod hun de fleste forhold, og hun blev i kriminalretten i Århus 1946 idømt dødsstraf. Dommen blev året efter stadfæstet først af landsretten og siden af Højesteret, hvor dog tre af 11 dommere voterede for livsvarigt fængsel. Ingen kvinde var siden 1861 blevet henrettet i Danmark, og spørgsmålet om benådning eller eksekvering af dødsdommen var omdiskuteret og voldte retssystemet vanskeligheder. På den ene side ville en kønsbegrundet benådning være udtryk for forskelsbehandling, men på den anden side mente man, at henrettelsen af en kvinde ville føles stødende i store dele af befolkningen og være pinlig og ubehagelig for dem, der skulle udføre eksekutionen. Grethe Bartram blev benådet i december 1947 med henvisning til hendes unge alder og hendes opdragelse i “en antireligiøs, kommunistisk og materalistisk ånd”, og hun idømtes i stedet livsvarigt fængsel. I lighed med andre livsvarigt dømte under retsopgøret blev hun benådet efter en række års afsoning. Hun blev løsladt i 1956 og udvandrede herefter til Sverige, hvor hun startede en virksomhed. Retssagen mod hende vakte stor opmærksomhed, og især var offentligheden optaget af hendes motiver til det omfattende stikkeri, der også ramte familiemedlemmer og venner. Trods hendes egne forklaringer, mentalundersøgelser og de mange spekulationer i samtiden er motiverne aldrig blevet afdækket. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Anny_Bengtsson

Anny Bengtsson

2023-04-22T22:48:28+02:00

fri anvendelse

Anny Bengtsson voksede op i et godt socialdemokratisk hjem, og allerede som fireårig bar hun sin første socialdemokratiske valgplakat. Den nære tilknytning til arbejderbevægelsen bevarede hun gennem et langt arbejdsliv. Hun blev uddannet som syerske i damekonfektionsindustrien og fik arbejde i Tilskærernes Aktieselskab, et kooperativt foretagende, der var blevet oprettet i 1929 med bl.a. Dansk Skrædderforbund, siden Dansk Beklædningsarbejderforbund (DBF), som parthaver, indtil virksomheden lukkede i slutningen af 1960’erne. Hendes faglige løbebane startede, da hun i 1952 blev valgt til tillidsrepræsentant og senere klubformand for kollegerne i Tilskærernes Aktieselskab. I disse år gennemførtes den afgørende ændring fra håndværk til industri inden for beklædningsindustrien, og Anny Bengtsson var som tillidskvinde med til at formidle den gennemgribende omlægning af hele produktionsprocessen på sin arbejdsplads. I 1956 blev hun medlem af bestyrelsen for Konfektionssyerskernes Fagforening af 1909, og siden blev hun næstformand. 1963 valgtes hun til foreningens formand og trådte samtidig tilbage som tillidsrepræsentant. Nu tog Anny Bengtssons faglige karriere fart. Allerede i 1961 var hun blevet medlem af DBFs hovedbestyrelse, og da den hidtidige forbundssekretær Inga Olsen i 1967 blev sekretær i LO, valgtes Anny Bengtsson til hendes efterfølger, et valg, der bekræftedes på forbundskongressen i 1969. Da Anny Bengtsson 1967 valgtes til forbundssekretær, forlod hun posten som formand for Konfektionssyerskernes Fagforening. I 1973 skrev hun sig ind i DBFs historie, da forbundet, hvor 90% af medlemmerne var kvinder, valgte hende som formand og dermed for første gang siden sin stiftelse i 1887 fik en kvindelig leder. Hun brød yderligere med traditionen ved ikke at være uddannet som skrædder, men som syerske inden for damekonfektionsindustrien. Året før var hun blevet konstitueret som formand ved den hidtidige formands død. 1970’erne blev skelsættende for den faglige organisering inden for både tekstil- og beklædningsindustrien. I slutningen af 1960’erne opstod tanken om en sammenslutning af de to store forbund, DBF og Dansk Tekstilarbejderforbund (DTF). Anny Bengtsson og formanden for DTF John Olsen var arkitekterne bag sammenslutningen, der ville gøre det nye forbund med tilsammen over 30.000 medlemmer til et af de største inden for LO. I 1977 blev sammenslutningen en realitet, og Anny Bengtsson valgtes til formand for det nye forbund, Dansk Beklædnings- og Tekstilarbejderforbund (DBTF). Det var et forbund med store problemer, Anny Bengtsson blev formand for. Især blandt kvinder var arbejdsløsheden høj, og det kvindedominerede DBTF havde en arbejdsløshed på 20-25%. Det skyldtes først og fremmest import af billige udenlandske tekstiler, en import, der var baseret på underbetalt arbejdskraft, hvad der dog ikke slog igennem på udsalgspriserne her i landet. Blandt Anny Bengtssons kæpheste var nationalitetsmærkning af tøj, så forbrugerne fik en mulighed for at vælge dansk, og hun gik ikke af vejen for at bede folk om at åbne jakker eller frakker, så hun ved selvsyn kunne konstatere, hvor deres tøj kom fra. Også kommunerne lagde hun pres på for at få dem til at købe dansk. I 1972 blev hun medlem af både LOs forretningsudvalg og af det snævre forhandlingsudvalg, og hun var således med til at forhandle ligelønnen igennem som en del af overenskomsten det følgende år. Da regeringen i 1976 nedsatte Lavindkomstkommissionen med det formål at kortlægge indkomster og levevilkår i Danmark, blev Anny Bengtsson medlem. Ikke blot var hun den eneste kvindelige LO-repræsentant, men bortset fra Birthe Holm, der en tid repræsenterede Skatteministeriet, var hun den eneste kvinde. Lavindkomstkommissionen arbejdede til 1981, og Anny Bengtsson var medlem i hele perioden. En anden af hendes mærkesager var det internationale samarbejde inden for tekstil- og beklædningssektoren, og trods manglende sprogkundskaber skabte hun også i disse kredse respekt om sin person og knyttede bånd især til den europæiske fagbevægelse. Anny Bengtsson bestred posten som forbundsformand indtil 1982, hvor hun fratrådte i overensstemmelse med forbundets 65-års grænse. Hun var en af fagbevægelsens stærke kvinder, en velforberedt og kompetent forhandler, men frem for alt engageret i de kvindelige arbejderes løn- og arbejdsforhold. Udfordringerne i den mandsdominerede LO-verden havde hærdet hende og styrket dette engagement. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Oda_Bj%C3%B8rnholt

Oda Bjørnholt

2023-04-22T22:51:18+02:00

fri anvendelse

Oda Bjørnholt voksede op i et fattigt arbejderhjem på Nørrebro. Familien var børnerig, hun var nummer syv i rækken. Efter 7. klasse kom hun i lære som cigarrullerske, og hun arbejdede livet igennem i tobaksbranchen. 24 år gammel blev hun gift med Anker B., der var maler, og sammen fik de en datter. Selvom hverdagen var fyldt ud med familie og arbejde, fandt hun dog tid til at fordybe sig i litteraturens verden, hvor særlig historiske bøger fangede hendes interesse. Herigennem fik hun social indsigt og klassebevidsthed, og på en rejse til Hamburg i begyndelsen af 1930’erne blev den politiske interesse for alvor vakt ved mødet med de tyske kommunister. Hjemme igen meldte hun sig 1931 ind i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Hun blev hurtigt engageret i partiarbejde og deltog bl.a. i studiekredse. Ægtefællen var også DKP-er, begge fik tillidsposter, og snart blev det Bjørnholtske hjem brugt som mødested for DKPs Frbg.-afdeling. Men hun var tillige stærkt internationalt orienteret. Ud over at deltage i hjælpearbejdet for de flygtninge, der blev forfulgt af det nazistiske styre i 1930’ernes Tyskland, og i tøjindsamlingen i forbindelse med Den Spanske Borgerkrig begav hun sig på flere politisk motiverede ture til udlandet. I 1932 rejste hun på egen hånd til Berlin for at følge det afgørende valg, der førte til Hitlers magtovertagelse, og i 1937 tog hun ligeledes alene til Sovjetunionen, som hun var meget optaget af. Oda Bjørnholt var i slutningen af 1930’erne tillidskvinde på sin arbejdsplads, og hun var tillige 1939-45 medlem af bestyrelsen for sin fagforening Enigheden, Tobaksarbejderforbundets afdeling i København Oda Bjørnholts hverdag påvirkedes ikke nævneværdigt, da Danmark i 1940 blev besat af tyske tropper, blot gjorde hele krigssituationen det med tiden vanskeligere at skaffe tobak til fabrikken, hvor hun var ansat. I juni 1941, da Tyskland angreb Sovjetunionen, ændredes situationen med ét for de danske kommunister. DKP blev illegalt og adskillige af hendes partifæller arresteret. Selv undgik hun arrestation, men blev snart efter fyret med den begrundelse, at lageret af tobak var sluppet op. At afskedigelsen var politisk motiveret understregedes af, at hun ikke blev genansat, da fabrikken atter modtog tobak. I efteråret 1941 indledte Oda Bjørnholt sin modstandskamp, idet hun deltog i trykning af Land og Folk, DKPs illegale avis. Rigtig fart tog illegaliteten imidlertid, da familien i sensommeren 1942 blev opsøgt af deres partikammerat Eigil Larsen, der havde fået til opgave at organisere sabotagen. Oda Bjørnholts mand startede derefter som kurer for Eigil Larsen, men hvervet blev kort efter overdraget til hende. Som kurer for en af modstandsbevægelsens centrale skikkelser fik Oda Bjørnholt indflydelse og ansvar ud over det sædvanlige, og opgaven optog snart al hendes tid. Hun transporterede fx mikrofilm, pakker og breve, skaffede logi til folk, der var gået under jorden, samt diskuterede og planlagde aktioner med Eigil Larsen. Fra august 1943 og resten af krigen levede hun selv illegalt, efterlyst af den tyske værnemagt. Selvom hun udsatte sig selv for et stort nervepres ved at være kurer, kom det aldrig på tale, at hun kunne trække sig ud af modstandsarbejdet, dertil var hendes viden alt for omfattende. Det illegale liv var på mange måder rædselsfuldt og ydmygende. Det tærede på kræfterne hele tiden at være på farten og lede efter nye logier, særlig efter 1943, da værnemagten indførte dødsstraf for at huse illegale. Oda Bjørnholt var medlem af en ventegruppe, der skulle træde i aktivitet ved krigens slutning, og i den første tid efter Befrielsen gjorde hun tjeneste ved Domhuset. Efter krigen var det vanskeligt for Oda Bjørnholt at vende tilbage til et almindeligt liv som tobaksarbejderske. Hverdagen virkede som en indholdsløs kliché. I 1947 blev hun opstillet som folketingskandidat for DKP i Østre Storkreds, men blev ikke valgt. Resten af livet levede hun med forskellige fysiske skavanker, som hun selv mente var en konsekvens af det psykiske pres i besættelsesårene. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Andrea_Brochmann

Andrea Brochmann

2023-04-22T22:54:31+02:00

fri anvendelse

Andrea Brochmann fik det fagpolitiske, det kvindepolitiske og det socialdemokratiske ind med modermælken. Selv har hun beskrevet sit barndomshjem som et “godt og vaagent Arbejderhjem”. Faderen var glødende socialdemokrat, og i hjemmet kom bl.a. partiets stiftere Louis Pio, Harald Brix og Povl Geleff samt den socialistiske feminist Jaquette Liljencrantz. Moderen Anna Nielsen var 1890-92 formand for De kvindelige Herreskrædderes Fagforening (KHF), den ældste selvstændige kvindelige fagforening, og således en af fagbevægelsens kvindelige pionerer. Som en af de ret få arbejderkvinder var moderen også aktiv i kvindebevægelsen, sad i komitéen for De samlede Kvindeforeninger og var en af initiativtagerne til udgivelsen af kvindeforeningernes tidsskrift Hvad vi vil. Hun var endvidere medlem af et udvalg under Dansk Kvindesamfund. Andrea Brochmann fik en god skoleuddannelse, 1875-83 gik hun i Mathilde Borums pigeskole på Nørrebrogade. Hendes store ønske var at blive lærer, men det var der ikke råd til, så hun lærte at sy og blev herreskrædder som sin moder. De urimelige arbejdsforhold, kombineret med barndomshjemmets bagage, gjorde hende tidligt aktiv i KHF. Kvinderne var i 1889 blevet optaget i Dansk Skrædderforbund (DS), men de mødte stor uvilje hos mange af de mandlige svende. Da Andrea Brochmann i 1896 mødte op til et agitationsmøde for skræddere fra en af de kbh.ske systuer, udtalte den daværende formand for skrædderforbundet sin forundring, for “han havde rigtignok ikke tænkt sig, at der skulde komme Kvinder”. Dette barske møde med skrædderfagets mandlige udøvere kunne dog ikke sætte en stopper for Andrea Brochmann. I 1897 blev hun formand for KHF. Foreningen talte dengang kun godt 35 medlemmer, men bestyrelsen var ung og optændt af ildhu. De satte nu alle kræfter ind på agitationsarbejdet og på udarbejdelse af en fælles prisaftale for at få ensartede lønninger. Det sidste blev dog hånligt afvist af arbejdsgiverne. I 1897 var Villiam P. Arup blevet valgt til forretningsfører for DS, og i ham fik kvinderne en forstående medspiller. Hans løfte om over for forbundsbestyrelsen at anbefale en strejke, hvis kvindernes forening kunne nå op på 500 medlemmer, satte yderligere skub i agitationsarbejdet. Ved årsskiftet 1898-99 havde KHF over 1.200 medlemmer, og skrædderforbundet iværksatte strejke. Arbejdsnedlæggelsen, der varede 14 dage, gav genlyd i samtiden. Ca. 1.000 kvinder mødtes hver dag til kontrol, og der blev holdt opildnende taler om sammenholdets betydning af både fagforeningsledere og kendte kvindesagskvinder som Louise Nørlund og Birgitte Berg Nielsen. Sammenholdet førte da også til en sejr for kvinderne og indgåelse af den første prisaftale. Andrea Brochmann blev på posten som formand til 1909. 1899-1909 var hun tillige medlem af DSs og De samvirkende Fagforbunds forretningsudvalg. 1909 trak hun sig tilbage fra sine faglige tillidsposter, dels fordi hun, som hun selv sagde, følte sig “nervøs og træt”, dels fordi hun efter sit giftermål ikke var i faget længere. I en periode var hun ligesom sin ægtefælle journalist ved Social-Demokraten. Men mange andre opgaver trængte sig også på. Andrea Brochmann var kvindesagsforkæmper og blandt de ledende i kampen for kvinders valgret, og hun var samtidig overbevist socialdemokrat. 1899 var der for første gang kvindelige talere ved en 1. majdemonstration på Fælleden. Andrea Brochmann talte her om kvindernes organisering og om den netop afsluttede strejke. Den anden kvindelige taler var formanden for Kvindeligt Arbejderforbund Olivia Nielsen. Fra 1898 deltog Andrea Brochmann som repræsentant for de kvindelige herreskræddere i Danske Kvindeforeningers Valgretsudvalg. Men da de socialdemokratiske kvinder i 1907 på baggrund af den første internationale socialistiske kvindekonference besluttede at trække sig ud af valgretsforbundet, deltog hun i dannelsen samme år af Socialdemokratisk Kvindevalgretsforening og blev foreningens formand. Socialdemokratiets hovedbestyrelse afslog at optage foreningen i partiet med den begrundelse, at man ikke ønskede at optage særskilte kvindeorganisationer. Da loven om kvinders valgret til de kommunale råd blev vedtaget i 1908, diskuteredes kvindernes organisering i partiet på Socialdemokratiets kongres samme år, og man fastholdt den tidligere modstand mod særskilt kvindeorganisering. Andrea Brochmann var nu at finde blandt de socialdemokratiske kvinder, der i forbitrelse over partiets lunkne kvindepolitik i 1908 stiftede Socialdemokratisk Kvindeforening (SK) med Elisabeth Mac som den første formand. I 1912 overtog Andrea Brochmann selv formandsposten. SK opfattede sig som en del af Socialdemokratiet, om end foreningen i forhold til partiet forblev den mest selvstændige kvindeorganisering. I partiledelsen var der stor utilfredshed med disse “separatistiske Tilbøjeligheder”, som Th. Stauning udtrykte det. SK fik efterhånden aflæggere i bl.a. Ålborg, Århus og Kolding. I 1929 oprettedes på Sylvia Pios initiativ socialdemokratiske kvindeudvalg, og derefter sygnede SK hen. Medlemmerne var ældre kvinder, der havde været aktive i mange år. Andrea Brochmann var skeptisk over for kvindeudvalgene, selvom hun loyalt støttede dem, men hun havde efterhånden opgivet at kæmpe mod partiets modstand mod SK. I 1935 tog en gruppe yngre socialdemokratiske kvinder magten i foreningen, og Thea Tønder trådte til som formand. SK eksisterede frem til 1958, kvindeudvalgene blev nedlagt i 1969. Andrea Brochmanns kamp for kvinders valgret førte hende selv ind i det politiske liv. Hun var 1917-43 medlem af Borgerrepræsentationen og sad her sammen med en række af fagbevægelsens kvinder, bl.a. Anna Johansen, Andrea Brochmanns efterfølger som formand for KHF, Helga Larsen, formand for Det kvindelige Bryggeriarbejderforbund, og Alvilda Andersen, formand for Kvindeligt Arbejderforbund. I Borgerrepræsentationen hørte Andrea Brochmann ikke til de stille eksistenser. I lange og velformulerede indlæg med skarpe udfald mod de borgerlige talte hun sine standsfællers sag. Hun argumenterede for arbejdernes berettigede lønkrav, for arbejdsløshedsunderstøttelse, folkekøkkener og brændselshjælp. Hendes kvindepolitiske holdning kom til udtryk i indlæg om opførelse af kvindehuse til enlige og selverhvervende kvinder og husmoderferiehjem, og ud fra sin forståelse for mødrenes behov indså hun også nødvendigheden af vuggestuer og fritidshjem og forebyggende børneforsorg. Den iver, de socialdemokratiske kvinder lagde for dagen, blev ikke bakket op af partiets ledelse. Da kvindestemmeretten skulle stå sin første prøve ved valget i 1918, opstillede Socialdemokratiet kun to kvinder til Folketinget, nemlig Andrea Brochmann og Helga Larsen, mens fx Det Radikale Venstre havde ni kvindelige kandidater. Andrea Brochmann opnåede ikke valg. Det blev Helga Larsen, der i mange år var Socialdemokratiets eneste kvindelige folketingsmedlem. Andrea Brochmann stillede dog ufortrødent op til Landstinget og blev medlem af dette 1926-32 og 1933-40. Det var hendes opfattelse, at kvinderne trods deres talmæssigt beskedne repræsentation i både Rigsdag og de kommunale råd alligevel havde været i stand til at sætte deres præg på det politiske arbejde og fået gennemført sager, der tjente ikke blot kvinderne, men samfundet som helhed. I lighed med sin moder var Andrea Brochmann en engageret og vidtspændende aktør i kvindesagen. 1922-32 var hun medlem af Dansk Kvindesamfunds (DK) fællesstyrelse og forretningsudvalg. Hun lagde i DK-sammenhæng ikke skjul på sin baggrund i arbejderbevægelsen, og hendes åbenhjertige beskrivelser af den hårdt arbejdende, altid kæmpende arbejderkvinde gjorde dybt indtryk på den “Skare af Mødedeltagere, for hvem Dagen og Vejen trods alle elskværdige Nik mod Dybet ikke har den brutale Realisme og Kamp for Livet som Arbejderkvindens”, som det hed i et samtidigt avisportræt af Andrea Brochmann. Hendes betydning beroede ikke mindst på hendes evne til at bygge bro mellem samfundets forskellige kvindegrupperinger. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.