God Save The QUEEN!
     
  
     
     
     
Konge-Tiden med sin Straalekrands, 
I Hytten og paa Borgen, 
Brat forgaaer med al sin Kraft og Glands, 
Det trindt om Land er Sorgen; 
Men Dronning-Tiden med sit Brysingmon, 
Med Hjerte-Smykket fiint i Perlebaand, 
Den svinder ei, den varer ved 
Som Kjærlighed.
 


Ungdoms-Tiden saa for hver en Skjald 
Som Diademet funkler, 
Efter Soelhverv klar i Dagetal 
Hans Verden sig fordunkler: 
Men hvad der var ham meer end Öineslyst, 
Hvad tonefuldt bevæged södt hans Bryst, 
Det throner bag nedgangne Soel 
Paa Dronningstol.
 


Falke-Syner times mig ei nu 
Som för paa Fjelde-Tinder, 
Dybe Indtryk rinde dog ihu 
Som Krandse af Kjærminder, 
Saa hvad jeg sang med Fryd i Ungdomsaar 
Om Thyra Danebod i Kongens Gaard 
Det gjennemtoner end med Lyst 
Mit Skjaldebryst.
 



Födsels-Dagen under Himmelblaa 
Ombölge Orgel-Toner, 
Danmarks Dronning vil dog ei forsmaae 
Et Hjerte, hvor Hun throner, 
Et Nyn, hvori til Ham i Lön 
Sig svinger op en stille Bön 
Om Frydesang og Gyldenaar 
I Kongens Gaard! 

       N. F. S. Grundtvig.