Ving-Thors Hammer

Ving-Thors Hammer.

(Fremsagt af Forfatteren).

Guder gjort med Hænder, Aand af Støvet skabt, Det jeg frit bekiender, Jeg har aldrig havt; Men hos Manden, i hvis Værker Liv og Aand har Mindesmærker, Immer jeg Guds Billed seer Ei i Marmor men i Leer. Ei har jeg mig solet Sydfor Alpefjeld, Ei paa Kapitolet Misundt Rom sit Held; Men at staae blandt dem i Aanden, Som med Munden og med Haanden Storværk øve trindt paa Jord, Det er Skjaldedrift i Nord, Og at følge Nordens Helte, Hvor med Kraft de spænde Belte, Hvor med Glands de vinde Seire, Det var dobbelt Lyst i Leire, Er og saa i Axelstad. Derfor, trods sit snevre Kammer, Skjalden tit stod der i Kveld, Hvor med Thors berømte Hammer Daglig hugged Dal i Fjeld Mod og Magne

Mod og Magne (Mod og Kraft) var, efter en Mythe, Thors Sønner, som skulde arve Mjølner.

, som den arved Efter Ragnarokes Gru, Men ei rød med Blod den farved, Har med Glands forgyldt den nu! Lad det Folk, som yndigst brammer, Stadselig bag Rhin Kvæde om den Karle-Hammer, Frankrig kalder sin: Hammeren fra Oldtids Dage, Som opveiet blev med Guld, Men nedsank, til Gallers Klage, Femten Mile under Muld; Brennus-Kiøllen fra Lombarte, Som stod op med Bonaparte, Knuste Been og Bjerg som Glar, Borgene som braadne Kar, Vandt med Lyn og Tordenbrag Prisen vel i hundred Slag, Før tilsidst, i Kamp med Aanden, Magtesløs den fløi af Haanden, Sank i sine gamle Spor Femten Mile under Jord! Lad den synke tusind Mile, Aldrig meer opstaae! Derad skal som Piger smile Nordens Bølger blaa; Thi vor Hammer, dybt begravet Med det gamle Heltekuld, Den stod op med Lyn paa Havet Og med Glands af sorten Muld! Ja, for aldrig meer at segne, Den stod op i vore Egne, Den fra Fædres Kæmpehøi Deres Æt ihænde fløi, Saa mangfoldig, som i Støvet Storværk er af Aanden øvet; Thi i Norden Præg af Aanden Bær selv Kæmpeværk af Haanden, Vor Stærkodder var med Priis Skjald og Kæmpe skifteviis! Derfor liflig Nordens Tunge Kan om Haandens Idræt sjunge, Juble trindt om Øresund: “Storværks Egn med Haand og Mund!” Derfor og i Skjaldesang Prud sig op af Graven svang Ving-Thors mageløse Hammer Med det gode Ry: Som den sigter, saa den rammer, Altid under Sky, Maa, for Fredens Skyld, tilvisse Stundum ramme Jetters Isse, Men er dog med Konsten gjort Til i Flamme Vist at ramme Alt hvad Aanden kalder Stort, Saa, ved Konst og Kraftens Ord, Storværk reiser sig i Nord, Som den sjunkne Kæmpetrop Stod i Gladhjem herlig op! Ja, da hist bag Alpefjelde, Under klangfuldt Hammerslag, Jason reiste sig med Vælde, Kæmpehøi paa Seirens Dag, Da i Kamp paa Kongedybet, Under Kvad om Age-Thor, Høit sig hæved over Krybet Vætten fra det gamle Nord, Spaaende med Tordenstemme Om Idrætter tusindfold, Som skal Jetter klart beskæmme, Straalekrandse Amlets Skjold, Sanke under Dannebroge Seierstegn fra alle Kroge, Som til Vink om hver Bedrift, Hist de stod i Billedskrift, Klynged sig om Mester-Haanden, Som udmærker Thorvalds Søn, Og afbilder Kæmpe-Aanden Tusindformet, immerskiøn! Derfor, skiøndt, som Eremiten, Jeg kun daarlig fra Graniten Kiender Marmelstenen fiin, Seer i Rune før i Sule Aandens Præg, som gamle Thule Kaldte Kæmpevætte sin; Ei desmindre jeg med Glæde Er et Led af denne Kiæde, Konstens hjemmegiorte Krands, Der sig som et Tonebelte Snoer om alle Nordens Helte, Og ombølger i sin Glands Ham, hvis Navn, naar Støvet blunder, Blive skal vor ny Vaulunder, Vandre saa i Nordens Skove, Vugges saa paa Tidens Vove, Tone saa i Danevang, Giennem mange Skjaldes Sang! Det forkynder denne Aften, Som bebuder meer endnu: Vei sig bryder Kæmpekraften, Kommer Fortids Daad ihu, Vil ei længer, som for længe, Naar den skaber Skjaldekvad, Riste kun om rørte Strænge Paa det stumme Flyveblad, Men i Ordet, som har Vinge, Og i Røsten, som har Klang, Over Isserne sig svinge, Som de gamle Skjaldes Sang, Trylle frem de svundne Dage Og hver Ædling med sin Daad, Som i Fædres Valhald Brage, Brydes kækt med Dødens Braad! Det har Kæmpeaanden villet Og indskudt i Skjaldens Barm, Som vor Konstner har fremstillet Døden skiøn i Livets Arm

Livets og Dødens Genius af Thorvaldsen (hos Thiele CLVI.) seet i det Forhold, som levende Folk maae ønske.

. Ja, naar, med sit Kvad i Haanden, Giennemtrængt af Kæmpeaanden, Skjalden staaer i Frændelag, Med sin Moders Tungeslag, Og udtrykker hvad han tænker, Hvad hans Hjerte kalder sandt; See, da briste Dødens Lænker, Der om Tonerne sig vandt, Som ved Dommedags-Basunen Dødninger af Grav opstaae, Kækt sig hæver Tale-Runen, Svinger sig mod Skyer blaa, Jubler ud, til Gravens Harme, Dødens Bod i Livets Arme!

N. F. S. Grundtvig.