Første Kapitel. Durin og Dvalin.

Der var i gamle Dage, foruden Aser og Mennesker, ogsaa Jetter og Dværge i Norden, og det gav Anledning til mange underlige Hændelser, som vel maae synes utroelige nuomstunder, men er ikke desmindre godt værd at fortælle, og hvad det Utroelige angaaer, da siger Odin i Havamaal:

Hver nyde, som han nemmer! Da Ingen skeer Uskjel.

Dværgene var, som Man veed, Bjerg-Puslinger, hvis Høvdinger hedd Durin og Dvalin, og de var meget nævenyttige, saa der fandtes ikke Mage til de Sværd og Ringe og allehaande Smykker, som de kunde smede og lave, ja, ikke Nok med det, men de var ogsaa udlærde Rune-Mestere, og forstod den sorte Konst fra Grunden af, hvorover det Smaatøi kom i stor Anseelse ikke blot hos Jetter, men selv hos Aser og Mennesker! Det lod ogsaa mangen Gang til, som Dværgene holdt hverken med Brud eller Beiler, men passede kun deres Dont, og tjende med lige god Villie Enhver, som skattede deres Konst og vilde fornøie dem for deres Umage, enten paa Fordelens eller paa Ærens Vegne, men i Grunden var de dog altid paa Jetternes Side, som Man ogsaa nok kan slutte sig til af den Daarlighed de havde, saa de kunde aldrig taale, Solen skinnede paa dem, men blev saa til Steen, som de stod. Naar de derfor selv med deres gode Villie gjorde noget Konstværk enten til Aser eller til Mennesker, var der dog gjerne en Hage ved, som ved Skaftet paa Mjølner, gjort saa kort, at Thor knap kunde faae Hold paa det og nødtes til at bukke sig, hvergang han slog til. Man veed jo nok, der er en heel Fortælling om, at det var en slem Spyflues Skyld, der satte sig paa Dværgens Næse, mens Mjølner var i Arbeide, og som han tilsidst ikke kunde bare sig for at smække til, hvorved han tabte et kostbart Øieblik; men det være nu som det vil, saa var der dog en slem Lyde ved alle de Konststykker, Aserne fik af de vittige Dværge, thi selv den berømte Snekke Bladvending, som havde altid Vinden med sig og kunde rumme alle Aser og Valhals Gjæster, skjøndt Man kunde lægge den sammen som en Bog og putte den i Lommen, vil Man sige, havde den Lyde, at hvem der først kom paa den, kom aldrig af den igjen.

Det var derfor intet Under, at hvem der nødte Dværgene til at trælle for sig, fik ogsaa Arbeide derefter, som kunde være baade deiligt og dygtigt nok, men kun til Eiermandens Ulykke, og derpaa er Sværdet Tirfing det største og klareste Beviis Man veed af at sige, saa det kan lære Folk at tage sig i Agt for de dagskye Dværge, og allenfalds ikke sætte dem Stolen for Døren, naar Man tænker at have Gavn af dem.

Der var nemlig en Konge i Garderige, der østerinde, mellem det hvide og det sorte Hav, og han skal gjerne have været en Sønnesøn af den store Hexemester, som i gamle Dage kom herind fra Tyrkiet og gav sig ud for den gamle Odin, der nu var staaet op igjen, og samme Konge i Garderige, de kaldte ham Svafur-Lami, satte engang paa Jagten saalænge efter en Hjort til Soel gik ned, og da han saae sig om, var han kommet til at staae imellem to Dværge og Dørren til deres Steen-Stue. Ha, ha, tænkte han, og gjorde Hammertegn, saa de kunde ikke slippe ind, og spurgte saa, med Sværdet over Hovedet paa dem, hvad de hedd? Det sagde de ham strax og bad for deres Liv, men han vilde have andet end gode Ord for det og kvad:

Velkommen, Dvalin, Dværgenes Fyrste, Velkommen, Durin, Dygtig ved Essen! Klingen I smede Smidig og sei, Hjaltet og Balgen Blusse af Guld! Stene som Klæde Kløve skal Sværdet, Aldrig det ruste, Eggen ei døves, Hvad saa end mødes, Mæles og skeer! Seier det følge Soel-Verden rundt!

Dermed var Kjøbet sluttet, thi Dværgene lovede Alt hvad han forlangde, og de holdt forsaavidt ærlig Ord, at ved næste Stævne-Møde i Mulm og Mørke, stod de for Stue-Døren med et splinternyt, funklende Sværd, som de strax rakde Kongen, da han kom, men imens han stod og betragtede den skjønne Foræring, trak de dem forsigtig tilbage og var allerede forsvundet for hans Øine, da han hørde det hvine ud igjennem Døren.

Hver Gang det blottes, Banehug falde! Niddingsværk tappert Trefold det øve, Hvortil ei Mage Mindes paa Jorden! Banesaar visse Volde det dig!

Dette huede Svafur-Lami saa ilde, at han med stor Fornøielse vilde givet Dværgen Bane-Saar i Brage-Løn, men hvor godt end Sværdet beed paa Steen, stak det dog ei nær saa dybt, som dets Mester, og Man veed ikke, hvis Liv der maatte undgjælde, førstegang Tirfing blev trukket af Skede; men det ved man nok, at, da det enstund havde mesterlig draget Blod i Svafur-Lamis Hænder, gav det ham selv hans Livsbrød, som Dvalin spaade.

Andet Kapitel. Andgrim Bærsærk.

Der boede i de Dage en Bærsærk oppe i Helgeland paa en Øe, som kaldtes Bolm, og selv hedd han Andgrim og var af Jette-Slægten, det vil sige: han nedstammede paa Faders Side oprindelig fra de gamle Jetter eller Hrimthusser, som laae i aaben Feide med Aserne, men En af dem havde gifted sig ind i Menneske-Slægten, saa hans Afkom blev en Blanding, der snart kaldes Jetter, for at give Arten tilkjende, og snart Bærsærker, for den Haardførhed, Dumdristighed og indtændte Arrigheds Skyld, som gjorde dem allevegne til en Gru og Pestilens. De brugde nemlig hverken Brynje eller Hjelm som andre Folk, for de havde saa haard en Hudd, at ingen almindelige Vaaben beed paa dem, og naar de blev arrige, var de ligesom de var bindegale og skyede hverken Ild eller Vand, men rasede frem med Hui i vilden Sky og slog ned for Fode, hvad de traf paa, baade Levende og Dødt, til de styrtede selv, eller deres Stalbrødre indeklemde dem mellem Skjoldene og bandt dem, mens Galskabet eller Bærsærke-Gangen gik over.

Saadan en Bærsærk og Halvtrold var nu Andgrim paa Bolmø, og, som en Viking af Handværk, kom han ogsaa engang til Garderige og holdt Tvekamp med Svafur-Lami, som ellers ogsaa kaldes Volmer, og gav ham hans Bane-Saar. Dermed gik det saaledes til, at da Svafur-Lami svang Tirfing, huggede han saa drøit til Andgrims store jernbundne Skjold, at det ikke blot kløvede Skjoldet midtad, men løb dybt ned i Jorden, og saa passede Andgrim sit Snit, vristede ham Sværdet af Haanden og flakde ham selv midtad.

Saaledes opfyldte da Tirfing sin Mesters Ønske og kom i Jettevold, men Man veed ikke, hvad dermed videre udrettedes, førend Andgrims Sønner blev voxne, som var en heel Tylvt, han avlede med Eivora, hvem Somme sige var Svafur-Lamis, men andre Frode Fredegods Daatter. Andgrim havde naturligviis ypperlige Vaaben i svære Mængde, som han havde taget fra dem, han fældte paa Val og i Kreds, og da han skiftede Arvegods imellem sine Sønner, fik de tre Ældste hver sit berømte Sværd: Seming fik Mistelteen, Hjørvard Hrotte, og Angantyr, som var den Førstefødte, Tirfing.

Disse Andgrims og Eivoras tolv Sønner blev saare navnkundige i hele Nørreleden, ikke for deres Dyds Skyld, men fordi, som det hedder i Hyndlas Sang,

Pine og Plage Pattede med dem, Himmelhøit voxde Vilde Bærsærker, Og som en ond Tid, Ulykkes-Fugle, Foer de om Land.

Tredie Kapitel. Holmgangen paa Sams.

Paa samme Tid regjerede der En af den ny Odins Følgesvende, som hedd Yngve, i Upsal, og han havde en Daatter ved Navn Ingeborg, af hvis Deilighed der gik Ord i hele Nørreleden. Hendes Roes var da ogsaa kommet Bærsærkerne paa Bolm for Øre, og da de engang holdt Juul og tømde Brage-Bægeret paa deres Viis, da gjorde Hjørvard det Løfte, at han vilde aldrig gifte sig, uden han kunde faae Prindsesse Ingeborg i Upsal, men kæmpe for hende paa Liv og Død. Det varede nu heller ikke længe, før der i Upsal kom selvbudne Gjæster til Kongens Gaard, saa en Dag Kong Yngve sad til Høibords med alle sine Drabanter, traadte plusselig de tolv Brødre fra Bolm ind i Stuen, beilede studs og forlangde Beskeed lige paa Timen. Det smagde nu Kong Yngve paa og vidste ikke selv, hvad han skulde sige til de forvovne Kroppe, som det vel var en Skam at fire for, men ogsaa en farlig Sag at kives med, og hvad han ikke var raadvild, det blev han, da En af hans ypperste Kæmper, Hjalmar Hugprud, reiste sig, regnede sine Fortjenester op og beilede til Ingeborg, med den Anmærkning, at det var dog langt rimeligere at han fik hende, end En af de arge Bærsærker, som gjorde kun Ondt hvor de kom, i Yngves Land saavelsom andensteds. Kongen vidste da ikke bedre end at svare, at da begge Beilerne vare gjæve og høibaarne Herrer, vilde han Ingen af dem nægte sin Daatter, men lade hende selv vælge imellem dem. Da nu Ingeborg kom og skulde skille Trætten ad, gjorde hun kort Beskeed og sagde, det var ligefrem, at naar hendes Fader vilde have hende gift, hun da valgde den Mand, hun kjendte for Ædling, og ikke ham, hun kun kjendte af Rygte og det ikke endda af det Bedste; men saasnart Hjørvard hørde det, udæskede han Hjalmar til Tvekamp paa Sams og erklærede ham for hver Mands Nidding, hvis han ægtede Prindsessen, før Dysten var over! Hjalmar tog ogsaa strax imod Udfordringen og mødte til bestemte Tid paa Sams, som er en af de Danske Øer, fra Hedenold berømt af sære Sammenstød, thi ved Ægers Gjæstebud lader Loke Odin høre, at de i deres unge Dage var stødt sammen paa Sams, hvor de blev Patte-Brødre under eet Koe-Yver, og lovede da, at aldrig skulde den Ene af dem drikke tilpæls nogensteds, hvor den Anden stod med tør Mund. Her løb nu Hjalmar og hans tro Staldbroder Odd hin Vidfarne, eller Orvar-Odd, ind i Yndevaag med to Snekker, og gik strax iland for at udspeide Leiligheden, men imidlertid var Tylvten lagt ind i Mindevaag paa den anden Side af Øen, og da de mærkede, at Bærsærke-Gangen kom over dem, var de sprunget iland for at kjøle deres Hidsighed paa Samsøes Bøge, for det var engang hendtes dem, at de i Raseri havde nedsablet hele deres eget Mandskab. Hvor mange uskyldige Træer der ved denne Leilighed maatte undgjælde, veed Ingen, men da Bærsærkerne kom igjennem Skoven og fik Øie paa de to Snekker i Yndevaag, da huiede de i vilden Skye, beed i Skjoldene, fløi ombord og huggede ned for Fode, saa der blev ikke et levende Øie. Da green Hjørvard og sagde: nu kan jeg mærke, vor Fader gaaer i Barndom, for han vilde bilde os ind, at Hjalmar og Orvar-Odd var Kæmper af første Skuffe, og dog faldt de Alle her som Folk er flest. Hm, sagde Angantyr, Man skal i det Mindste aldrig græde over at man maa lede om sin Lige, og kanskee er Hjalmars og Orvar-Odds Øine ikke heller lukte endnu. Det sidste var et sandt Ord, og nu mødte Fostbrøderne Tylvten i det heldige Øieblik, strax efter Bærsærke-Gangen, da de var matte, men det vidste de endnu ikke dengang, derfor siger Orvar-Odd om sig selv:

Een gang for Alle Angest jeg blev: Da jeg paa Marken Mødtes med Tylvten!

Ogsaa Hjalmar blev lidt beklemt om Hjertet, da han saae Bærsærkerne komme fra Borde med blodige Sværd og rasende Fagter, som der staaer i Visen:

Nidinger djærve Dages derhenne, Springe fra Borde, BlodbestænkteBlodbeskænkteRenskriften har t. Blodbeskænket findes ikke i ordbøgerne.; Tvillinger tappre Tylvten ei magte, Bænken for Begge Bredes i Valhald!

Dertil svarede Odd:

Bedre, den bænkes Bærsærker tolv, Helst saae jeg leve Heltene to! Skoven har Skygge, Skal vi ei flye? Utydsker slige Aldrig jeg saae.

Nei, sagde Hjalmar:

Drages med Døden Døglingen sømmer, Flygte fra Æren Flynderes Æt!

Nu nærmede da Bærsærkerne sig, den Ene større end den Anden, heel overblødte, med dragne Sværd, og blændende straalede Tirfing i Angantyrs Haand, hvorpaa Hjalmar sagde til Odd: hvad vil du nu helst, kæmpe med Angantyr eller med hans elleve Brødre? Med Angantyr, sagde Odd, thi tungt falder Tirfing og jeg troer bedre min Irske Silke-Trøie end din Brynie. Nei, sagde Hjalmar, tykkes Kampen med Angantyr dig den farligste, da maa du vide, jeg er Hoved-Manden her, kongefødt og Beiler til Bruden, saa jeg kan umuelig sætte enten Dig eller Nogen i mit Sted. Der keiser du keitet, sagde Odd, men lod dog Hjalmar raade, og nu begyndte Kreds-Gangen med det Forord, at hvem der vandt Seier skulde jorde de Faldne og lade dem beholde deres fulde Rustning, og det var en Kæmpe-Dyst, som alle de Andre enstund fornøiede sig ved at see paa; men omsider fandt de dog, det var ogsaa Tid for dem at begynde, og da sagde Odd til de Elleve: Een imod Een, om ellers Hjertet sidder paa det rette Sted! Det fandt de rimeligt nok, men de faldt ogsaa ganske ordentlig den Ene efter den Anden: Hjørvard, Hervard, Henne, Seming og hele Resten, uden at noget Vaaben beed paa Odd, men træt og mødig var han tilgavns og kunde knap slæbe sig hen til Hjalmar, som vel omsider havde faaet Magt med sin Modstander, men sad dog selv paa Bane-Tuen, bleg som et Lig! Da sagde Odd:

Hvad skader dig, Hjalmar! Hvi skifter du Farve? Det volder desværre Nok Vunderne dybe, Thi brustet er Hjelmen Og Brynien kløvet, Længe vel neppe Livet du frister!

Hjalmar.

Saar har jeg sexten Og sort seer det ud, Brynie-Ringe Brast under Øe, Dyppet i Edder, Aarlade-Jernet, Tirfing, tveegget, Traf mig i Bryst! Herremand var jeg, Havde i Vange Fem Herregaarde, Fandt dog ei Hvile, Nu uden Livshaab Ligger paa Samsø Jeg stille for stedse, Styrer ei mere Snekke paa Hav! Glimrende sidde, Glade i Hallen, Frimænd til Høibords Hos Fader min, Kæmperne mange Miøden fortumler, Mig gjorde svimmel Sværdslag i Kvel! Huldt mig ledsaged Lilie-Vaanden Alt ud til Pynten Af Agnafid, Sandt mig da spaade Spangenes Dise, Vi saa's under Solen For sidste Gang! Ringen Guldrøde Ryk nu af Blegneb, Bring den til Upsal, Til Ingeborg min! Den skal beseigle Sagnet du fører, Indvie til Kvide Kjæreste min! Munter og lystig Letted jeg Anker, Mildt mig omsused Møernes Sange; Hastværk jeg havde Hisset ved Sota, Sagde da Venner Sidste Farvel! See hvor sig rapper Ravnen fra Trætop, Ørnen at hinde Hid under Sky, Sidste Gang Gilde Gjør jeg for Valravn, Gjør jeg for Ørnen Arveøl dyrt! Bedre mig huger Brage med Harpen, Om min Valkyrie Kvadet i Sal; Salig i Sangen Sammen vi svæve, Møer i Midgaard Mindes os vel!

Dermed opgav Hjalmar Aanden, og Orvar-Odd havde nu i fjorten Dage Arbeide Nok med at faae Gravhøie kastede til alle Bærsærkerne, men sin Fostbroders Liig førde han hjem til Sverrig, og da Ingeborg saae hans Lig og hørde hans Svanesang, da sank hun død til Jord, og blev lagt ved hans Side i Hjalmars-Høien ved Upsal!

Dette var da Tirfings første berømte Mester-Stykke, at det i Livet skildte ad, hvad selv i Døden vilde sammen være, men nu laae det selv under Muld og havde intet Nidingsværk øvet, saa det tegnede til, at Dvalin tog mærkelig feil.

Fjerde Kapitel. Tirfings Opstandelse.

Bærsærke-Tylvten havde ingen Sønner efterladt, men Angantyr var dog netop blevet gift før han døde med en Daatter af Bjartmar Jarl i Ladogaborg, som hedd Svave, og hun var frugtsommelig, da Holmgangen stod paa Sams. Det blev nu vel et Pigebarn, der kom til Verden, men saa snart hendes Morfader fæstede Øie paa hende, spaaede han, at blev hun fuldvoxen, vilde Man faae at see, der var Afkom endnu af Andgrim og Eivora, og hun vilde blive Stammoder til store Slægter. Hun blev kaldt Hervor, og Somme raadte vel til at tage Livet af hende, da det var umueligt, der kunde skabes Kvinde-Hjerte i Andgrims Æt, men det vilde Bjartmar ingenlunde tillade, og hos ham voxte hun nu op, deilig som en Kvinde, men stærk og vild som en Jettedreng og gladest, naar det gik ilde til. At sidde stille og sye og baldyre, var ikke Hervors Sag, men hendes Legetøi var Sværd og Bue, som hun ei sjelden gjorde Skade med, og da Jarlen engang revsede hende alvorlig, løb hun til Skovs, gjorde sig en Røverkule og drev Haandtering derefter, saa Jarlen maatte holde Klapjagt og fange hende, som et andet vildt Dyr, hvad dog kostede mangt et Liv, før det lykkedes. Hun kom nu tilbage til Jarlens Gaard, men da hun blev ved at gjøre alle de Ulykker, hun kunde, sagde engang En af Trællene til hende, at hun skulde nødig sætte Næsen saa høit, da hendes Fader ikke var andet end en Svinedriver, hvorpaa hun strax foer ind til Jarlen og kvad:

Pral ikke sømmer Selv Prindsernes Døttre, Kræfterne adle Som Konge saa Træl, Fader dog ahned jeg Ædel af Byrd, Vanraad nu siger, Han vogtede Svin!

Dertil svarede Bjartmar:

Meget Man lyver, Naar Lidt Man kun veed, Talt blandt de Store Og stærk var din Fader, Tækket med Græstørv Grønnes paa Samsø Ham over Hoved dog Høielofts-Salen! Kæmpen Angantyr Kjøbde for Bladet, Gaarden og Grunden, Græsrige Vang, Sover med Tirfing Trygt i sin Stue Mørkt er der altid, Mærk hvad jeg siger!

Hervor.

Noksom opfostret, Fuldvoxen er jeg, Arv efter Fader Fattes mig end, Tog han i Graven Gierrig den med sig, Maa nu hans Daatter Dødningen stævne! Blaane skal LinetLivetLinetOmarbejdet version, teksten er ikke lig med "Sværdet Tirfing" i Idunna (SJ 148A). Brat om min Tinding, Graane skal Særken Som Saxen i Kveld, Hervor i Morgen, Til Hærværk beredt, Daadsti betræde Til Dødninge hjem!

Og da hun kom for sin Moder at staae, kvad hun igjen:

Høibaarne Frue! Hør nu mit Ord! Du mig udstyre Til Daad som en Søn! Her ikke stilles, Stædes jeg kan, Drømmene stærke Drive mig frem!

Hervor lod sig nu Mands Klæder skjære, foer i Harnisk og gav sig i Ledtog med de første Vikinger, hun traf, og holdt sig saa kjækt, at da Høvdingen faldt, blev hun, under Navn af Hervard, hans Eftermand. Om hendes Bedrifter veed man for Resten kun, at hun styrede til Sams og vilde havt Vikingerne til at gjøre Landgang og randsage Kæmpe-HøieneKæmpe HøieneKæmpe-HøjeneOmarbejdet version, teksten er ikke lig med "Sværdet Tirfing" i Idunna (SJ 148A)., hvor hun forsikkrede dem, laae store Skatte begravede, men de var dertil ikke at formaae, for alt det Spøgeries Skyld, som Rygtet sagde, der gik, saa mellem de Høie var det værre at færdes ved høi lys Dag end andensteds ved Midnats-Tide. Hervor fik imidlertid dog Skibet lagt for Anker ved Indløbet til Mindevaag, og roede i Land med Baaden ganske alene i Solebjergs-Laget. Her mødte hun en Kohyrde, som hun udfrittede, men fik kun til Svar:

Fremmede! ihvo du est Frit mig ikke længer! See, du hitter end ved Dag Herberg langt fra Vangen.

Hervor.

Giæstmildhed ikke Gaaer jeg at søge, Af disse Øboer Ingen jeg kjender; Viis du mig bare Bærsærkers Høie, Lær mig at kjende Kæmpernes Huus!

Hyrden.

Spørg ei om Saadant I Spøgelse-Timen! Vovehals er du, Vikinge-Drot! Men lad os løbe Før Lyset gaaer ud, Ingen er dygtig Til Drauger at slaae.

Hervor.

Seer du, jeg byder Dig Brysinga-Men For mig at lede Til Lofdingers Høie!

Hyrden.

Bød du mig, Kæmpe! Klenodier alle, Rygg jeg dig vendte Til Vangen i Kveld! Solen alt dukker, Dønnet alt stiger, Luer i Luften Lege nu brat!

Hervor.

Ikke for Skraldet Skye vorde Kæmper, Bange for Luens Leg under Sky! Lad os ei dirre For Dødning-Helte, Skjælve for Skygger, Skinne de end!

Hyrden.

Vanvittig er han, Den Vikinge Drot, Som vil i Mulmet Mødes med Drauger, Lygtemænd hoppe Høiene revne, Marken og Mosen Mylre af Blus!

Dermed tog Hyrden Benene paa Nakken og løb af alle Livsens Kræfter, uden engang at turde see sig om, til han naaede sin Hytte, men Hervor kvad:

See, hvor den Fæbinder Flyver til Skovs! Saa overtroisk Tossen kan være! Skjold-Møen aldrig Skjælver for Saadant, Modet hos Hervor Sig hæver i Gny!

Dermed gik hun dristig ud paa Næsset, hvor Høiene stod aabne, hver paa fire Ild-Støtter, og ændsede det ikke, at Luen legede om hendes Hæle ved hvert Fjed hun tog, og at kæmpehøie Gienfærd truede paa alle Kanter. Som en Røg skred hun gjennem Ilden midt ind i Kredsen af Bærsærke-Høiene, vendte sig til den Største og kvad:

Vaagn nu, Angantyr! Vækket af Hervor, Din og din Svavas Daatter eenbaarne! Ræk mig fra Høien Hjaltet med Klingen, Døglingers Bane, Dværgenes Konstværk! Hjørvard, Angantyr! Hervard og Hrane! Samtlig I vaagne, Vakte af Dvale! Stiger i Brynje, Med blinkende Hjelme, Buklede Skjolde Og blodige Spyd! Blev under Mulde Saa magtesløse Sønner af Andgrim Og af Eivora, At blandt dem Alle Ingen med Hervor Mægter at tale Ved Mindevaag, Gid saa I pines Og plages indvendig, Som mellem Øgler I Orme-Gaarde, Hvis end I dølge Dvalins-Klingen, Sværdet til Drauger For dyrebart!

Angantyr.

Hervor! Hervor Høit du spiller, Runer ramme Rister du! Gal, dumdristig, Daatter min, Mænd af Mulde Du maner op! Viking paa Vildspor Venter sig Bytte, Mig ikke Fader Og Frænder begrov; Tænker du, Tirfing To vilde miste, Drabsmænd det unde Drauger i Fred!

Hervor.

Lurifas lyver, Lade dig Odin, Har du ei Værget, Hvile i Fred! Odel maa kræves, Krymp dig ei længer! Retmæssig Arving Er den Eenbaarne!

Angantyr.

Gloende Suler Salhuset bære, Helgrind er Navnet Paa Høienes Dør, Gjenfærd paa Gløder Gaae under Ildregn; Skynd dig til Skibet, Skjoldmø i Kveld!

Hervor.

Kornmodn kalde Kæmper de Blus, Som over Grønsvær Gjøgle om Natten, Hervor ei kyse Helvedes Porte! Skjælve lad Kryster For Skygger i Kveld!

Angantyr.

Hør da min Tale, Hervor hin kloge! Vrag ikke Spaadom I Spøgelse-Timen! Bidhvas er Tirfing, Bane det volder, Udrydder hartad Hele din Æt! Barn skal du føde, Bred over Skulder, Hedrik den Store, Stolt af sin Vælde, Under Skytelten Skabt til at glimre, Han sig for Tirfing Tage i Agt!

Hervor.

Urdas Runer: Rist og Ro, Overskjærer Skarp min Preen For jer Alle, Andgrims Sønner, Faaer ei Hervor Hjalmars Bane, Brynjers Pest!

Angantyr.

Mø, du ei ligner Menneske-Børn, Pusler om Natten Med Nagrinds Laas, Graver med Spydet Guderuner, Maner og tryller Trodsende Alt!

Hervor.

Syng med de Fugle, Du færdes iblandt! Menneske ligner Blandt Mennesker jeg, Drauger blandt Døde, Og dølg nu ei længer, Røb mig og ræk mig Rødspætten din!

Angantyr.

Mig under Skuldre Skarp ligger Tirfing, Gloende gnistrer Grebet og Knappen, Mø over Mulde Møder du aldrig, Som har til Fæstet Fingre af Staal!

Hervor.

Mø jeg dog kjender, Mødt har du hende, Som ikke blegner For blodige Sværd! Lygtemands-Luer Lidt kun jeg regner, Spytter Man ad dem, Slukkes de brat!

Angantyr.

Djærv er min Daatter, Dristig med Vanvid, Skyer ei Ilden, Skoggrer ad Døden! Bliv dog fra Høien! Heller jeg rækker Møen hin unge Mændenes Skræk!

Med det Samme fløi Tirfing Hervor i Haanden, som hun stod, hvorover hun blev sjæleglad og sagde:

Velmødt i Kvelde, Vikinge-Fader! Tak nu for Tirfing Tusinde Gange! Rigere blev jeg, Bragning! ved Gaven, End om al Norge Var Odelen min!

Angantyr.

Tand dog for Tunge Med Taler forfløine! Godt veed nok Gaas, hvad Hun glæder sig over! Troe, om du mægter: Trædsk er den Klinge, Udrydder hartad Hele din Æt!

Hervor.

Dands nu, som Hilde, Hervor, paa Tilje! Græs nu i Gudhjem Din gyngende Havhest! Lidt mig kun rager, Lofdung i Høien, Hvad Efter-Slægten Slaaes om i Midgaard!

Angantyr.

Ei du nu Tirfing! Ældes med Gammen! Glem ei Giembelte, Giem den i Balg! Rør ei dens Egge, Edderlud hærded Den Menneske-Flækker Mageløs! Vel du nu fare, Faderlig aflagt, Om du kan troe mig, Med tolv Mands Styrke, Djærvhed og Livskraft, Dyderne alle Hos Andgrims Ætten Til Arvegang!

Hervor.

Hilsen og Venskab, Høilagte Kæmper! Lidt mig kun huge Luerne vilde, Maatte en Verden Mellem os være, Det var just Dyden, Det saae jeg helst!

Nu skyndte Hervor sig da ned til Stranden, men borte var Snekken, thi da Vikingerne hørde Dønnet og saae Ilden, var de blevet bange og havde lettet, saa Hervor maatte blive paa Sams, til der kom Skibs-Leilighed, og Man hører nu ikke mere til hende før hun befandt sig hos Kong Godmund paa Glæsmarken, hvor hun ogsaa gav sig ud for et Mandfolk og kaldte sig Hervard.

Om samme Kong Godmund paa Glæsmarken har der gaaet mange besynderlige Rygter baade i Danmark og Norge, saa Man veed snart ikke, hvad Man egenlig skal troe og tænke om ham. Somme vil sige, han boede oppe i Helgeland paa Hindøen, men efter Alt hvad der ellers fortælles om ham, er det rimeligere hvad Andre sige, at han boede paa Grundet, lige ved Guldbroen mellem Midgaard og Jetteverden og var en Slags Færgemand imellem Begge, immer ved Haanden og meget høflig imod alle Folk, saa det gjaldt kun om, naar Man gjæstede ham, ikke at tage mod alle hans gode Tilbud. Han skal nemlig have havt den deiligste Urtegaard, Man kan tænke sig, og tolv Døttre, Allesammen store Skjønheder, og hver af sine Gjæster tilbød han En af sine Døttre til Kone, og beskrev dem sin Urtegaard, som et sandt Paradis, saa hvem der kom ind, blev strax al Sygdom kvit og behøvede aldrig siden at frygte for Døden; men aldenstund de tolv Døttre var immer tilfals, maa han dog enten have havt en forskrækkelig Hob af dem, eller der har været noget Skielmeri under, og siden han selv omsider døde, hængde det allenfalds ikke rigtig sammen med hans Paradis eller Odainsager, som det kaldtes. Desuden har Man ogsaa ymtet om, at hvem der giftede sig med En af Godmunds Døttre, glemde paa Timen baade Fædreneland, Slægt og Venner, og i Haven glemde de sagtens, hvad de selv hedd, saa der har nok været en slem Hage for ordenlige Folk ved Godmunds som ved alle Jetters Gunst og Gave.

Dermed lade vi den Fugl flyve, og tage fat hvor vi slap, da Hervor kom til Godmund, som dengang skal have fyldt sine hundrede Aar, men var endnu rask og rørig. Her spillede hun da Kæmpe, og en Dag, da Godmund sad ved Tavle-Bordet og spurgde, om Nogen kunde give ham et godt Raad, for han var nær ved at blive skakmat, da var Hervor strax ved Haanden og vidste med et Par Mester-Træk at sætte Kongen i Sikkerhed og bringe Spillet i Ligevægt; men imidlertid havde En af Godmunds Hirdmænd for Løiers Skyld trukket Tirfing ud, som laae paa Hervors Sæde, og havde sin store Morskab af at see, hvor det glimrede. Det blev ham imidlertid en dyr Fornøielse, thi saasnart Hervor mærkede, at Mandsbane var blottet, foer hun hen og snappede Tirfing fra Hirdmanden og jog det igjennem ham. Dermed gik hun sin Vei, og vel vilde de andre Hirdmænd været ud efter hende, men Godmund bad dem slaae sig til Ro, dels fordi den saakaldte Hervard kun var en Kvinde, man ingen Ære havde af at fælde, og dels fordi hun, med saa ypperligt et Værge, sikkerlig kun solgde sit Liv i dyre Domme. Saaledes slap Hervor da fra det, og efter igien enstund at have tumlet sig tilsøes med Vikinger, drog hun hjem til sin Morfader, Bjartmar Jarl, og faldt i Stilhed ved Kvinde-Syssel og blev snart kaldt en Brud, mange Beilere værd baade for Skiønhed, Rigdom og Livsalighed. Derfor, da Kong Godmunds Søn, Høvind, gik paa Raad med sin Fader om et godt Giftermaal, gav Godmund ham Anslag paa Hervor, hvem han da ogsaa strax lod beile til og fik Ja paa af Bjartmar, uden at Hervor sagde enten fra eller til, men lod sin Morfader raade. Saaledes blev hun da gift og hjemført til Glæsmarken og havde siden to Sønner med Høvind, af hvilke den Ældste, Angantyr, var spag og stille, godmodig og livsalig, sin Fader op ad Dage, men den Yngste, Hedrik, slægtede Moderen og de gamle Bærsærker paa, saa han gjorde i sin Opvext ikke Andet end Fortræd.

Femte Kapitel. Det første Nidingsværk med Tirfing.

Kong Høvind, som ikke kunde døie Hedriks Kaadhed, lod ham opfostre uden Huset hos en Mand, der hedd Gissur, og bød ikke engang ham med, naar han gjorde Gilde, hvad Hedrik ærgrede sig over og kom derfor engang, da han var blevet voxen, selvbuden med det Forsæt at gjøre al den Fortræd, han kunde faa Lykke og Leilighed til. Han gjorde derfor sit Bedste ved Drikkebordet med at sætte Splid imellem Folk, og sagde reent ud, det var et daarligt Gilde, hvor der ikke blev spildt en Taar rød Vin paa Dugen, og det lykkedes ham saa vel, at En af Giæsterne tilsidst dræbde sin Sidemand. Kong Høvind, som satte sin Ære i den strængeste Retfærdighed, vilde ingenlunde for Hedriks Skyld bøie Retten, hvormeget end Hervor bad ham derom, men gjorde sin balstyrige Søn fredløs for Bane-Raad i Kongens Gaard. Paa Moderens Forbøn gav han imidlertidimidlertdimidlertidOmarbejdet version, teksten er ikke lig med "Sværdet Tirfing" i Idunna (SJ 148A). Hedrik endeel gode Raad med paa Reisen, sigende:

Aldrig hjelpe du den Svend, Som sin Hosbond sviger! Aldrig du benaade ham, Som sin Næste myrder! Ikke lad du Hustru din Hjemmet tit besøge! Siig du aldrig Frille din Hvad ei Folk maae vide! Rid ei paa din bedste Hest Paa en Hastværks Reise! For en Prinds med Krone-Haab Vær ei Pleie-Fader, Bryd ei Freden du besvor! Frygt for Trælle-Følge!

Høvind ventede imidlertid slet ikke at Hedrik vilde følge hans gode Raad, og da Hedrik hørde dem, gav han ogsaa strax at forstaae, han havde Andet i Sinde, men Tirfing tog han derimod af sin kiære Moder med Kyshaand. Han havde heller ikke gaaet ret langt før han følde en uimodstaaelig Lyst til at trække det af Skeden, hvorpaa Bærsærke-Gangen strax kom over ham, og da der ingen Anden var for hans Haand, end hans Broder Angantyr, som havde fulgt ham paa Vei, foer han til og myrdede ham, hvorved Tirfing øvede sit første Nidingsværk. Det fortrød nu vel Hedrik bitterlig, da han kom til sig selv igien, men han slog sig dog til Ro med den Tanke, at Tirfing maatte blive Mands Bane, hvergang det blottedes, og at gjort Gjerning staaer ikke til Ændring. Hervor magede det og saaledes, at der blev ikke sat efter Hedrik, før han var i Sikkerhed, og det Første Man saa hører til ham, er at han, paa Trods mod sin Faders gode Raad, løskiøbde to Misdædere, hvoraf den Ene havde forraadt sin Hosbond og den Anden dræbt sin Stalbroder, men han var dog klog nok til Ingen af dem at tage i sin Tjeneste.

Sjette Kapitel. Det andet Nidings-Værk med Tirfing.

I Reid-Gotland var paa den Tid en Kong Harald, der paa sin Alderdom maatte skatte til et Par af sine egne Jarler, som havde gjort Oprør og slaaet ham af Marken. Til ham kom Hedrik efter enstund at have drevet Sørøveri og vundet Navnkundighed, og de bleve enige med hinanden om, at naar Hedrik kunde undertvinge de oprørske Jarler, skulde han have Kongens Daatter Helga og Hælvten af Riget i Medgift. Det vandt de ogsaa Begge ved, thi Hedrik gav ganske rigtig Jarlerne deres Baanesaar, men endeel Aar efter kom der Misvext i Landet, og da Spaamændene sagde, at Man for at forsone Guderne maatte offre den ædleste Ungersvend i Landet, gav det Anledning til en sær Trætte imellem Hedrik og Harald; thi de havde hver en eneste Søn, Harald Halvdan og Hedrik Angantyr, og nu vilde Ingen af dem have sin Søn anseet for den ædleste Ungersvend. Omsider blev de dog enige om at tage Kong Høvind paa Glæsmarken til Voldgiftsmand, da han havde Ord for aldrig enten for Vild eller Venskab at bøie Retten. Der afgik desaarsag et Gesandtskab til ham, som Hedrik selv stod i Spidsen for, og ved sin Moders Mægling blev han paa denne Reise ikke blot forligt med sin Fader, men fik ogsaa et Raad af ham, som han havde Lyst til at følge. For ret glimrende at bevise sin strænge Retfærdighed, dømde nemlig Høvind, at Hedriks Søn var den ædleste Ungersvend, men raadte ham saa i Hemmelighed, at naar det kom til Stykket med Offringen, skulde han staae fast paa, til Sikkerhed for sig som en sønneløs Udlænding, først at hyldes af hveranden Mand i Kongens Hær, og saa, sagde Høvind, forstaaer du vel en halvkvæden Vise. Det var dog engang et Raad, Hedrik fandt værdt at følge, og da Hælvden af Haralds Folk havde svoret ham Huldskab og Troskab mod Alle og Enhver, reiste han sit BannerBanuerBannerOmarbejdet version, teksten er ikke lig med "Sværdet Tirfing" i Idunna (SJ 148A). og gjorde vitterligt, at Odin havde Intet at klage, naar han, istedenfor Angantyr, fik baade Harald og Halvdan og alle de Kæmper, der faldt i et ordenligt Slag. Her hjalp nu ingen Indvendinger, og skiøndt Harald og Halvdan, da de omsider mærkede Uraad, kæmpede fortvivlet, faldt de dog Begge for Tirfing, og det var Dværge-Sværdets andet Nidingsværk.

Syvende Kapitel. Hedrik og Blinde-Giæst.

Hedrik blev nu en vældig Herre, saa hans Lige fandtes ei i Nørreleden, men immer gjorde han heller Ondt end Godt og gjorde paa Trods Alt hvad hans Fader havde raadt ham fra, endskjøndt han derved tit kom i Vaade og Livsfare. Omsider blev han dog kied ad Krig og Orlog, slog sig til Ro i Aarhjem og gjorde det Løfte ved Børsterne af Julegrisen, at Ingen skulde fortørne ham saa meget, han jo kunde løse sit Liv med en Gaade, der overgik Hedriks Forstand. Det Løfte er blevet meget berømt, ikke saa meget fordi Mange prøvede deres Lykke og kom tilkort, som fordi Hedrik dog tilsidst fandt sin Overmand.

Der var nemlig i Gothland en Herse, de kaldte Blinde-Giæst, som var faldet i høieste Unaade hos Kong Hedrik og blev indstævnet af ham til at møde og enten holde Slag eller lide Dom, men Giæst havde ingen Lyst til nogen af Delene og søgde derfor med mange Bønner og store Løfter Odin paa Haand. Da hændte det sig, en Aften silde, at der blev banket paa Dørren hos Blinde-Giæst, og da han selv gik hen og lukkede op, traadte der en Fremmed ind, som ogsaa kaldte sig Giæst, og spurgde sin Vært, hvad det var han gik og grublede over? Da nu Blinde-Giæst aabenhiertig klagede sin Nød, sagde den Fremmede: vil du skifte Ham og Dragt med mig, saa vil jeg gjæste Kongen i dit Sted og prøve min Lykke. Det fik han gjerne Lov til, saa det Bytte var snart gjort, og Blinde-Giæst legede Skjul, mens den Fremmede gik og gjaldt for ham baade i og uden Huset, saa mesterlig vidste han at efterligne alle hans Manerer. Han indfandt sig da ogsaa til rette Tid i Kongens Gaard, og skiøndt Hedrik gloede ilde til ham, tabde han dog ikke Fatningen, men sagde meget frimodig: Herre, jeg kom hid for at blive forligt med Dig. Ja, sagde Kongen, vil du da underkaste dig mine Viismænds Dom? Hm, svarede den Fremmede, er der ellers ingen Redning? Jo vist er der, sagde Kongen, naar du kan sige mig en Gaade, som jeg ikke kan løse. Det er jeg kun daarlig skikket til, svarede Giæst, men det er ligemeget, før jeg vil lide Dom, vil jeg dog heller see til at hitte paa en Gaade.GaadeGaade.Omarbejdet version, teksten er ikke lig med "Sværdet Tirfing" i Idunna (SJ 148A).

Der blev nu sat to Stole til dem midt paa Gulvet, og Folk slog Kreds om dem og spidsede Øren for at høre Vidskab.

Giæst.

Jeg gad havt i Dag Hvad jeg havde i Gaar, Veed du hvad det var, Vittige Hedrik?

Hedrik.

God er din Gaade Giæst hin blinde! Mosten jeg kiender, Munde den huger, Lukker dem enten Op eller i.

Giæst.

Hid underveis Veie Nok saae jeg, Den Ene for høi, Og den Anden for lav, Vei allevegne, Vittige Hedrik!

Hedrik.

God er din Gaade, Giæst hin blinde! Bro gik du over, Brugde dit Øie, Fisken i Floden, Fuglen i Luften, Vel finde Veie, Veed du saa meer?

Giæst.

Drages til Minde: Hvad drak jeg i Gaar? Vand var det ikke, Vin ikke heller, Hverken Øl eller Mjød, Eller Mosten af Frugt, Og dog blev jeg ledsket, Løs du mig det!

Hedrik.

God er din Gaade, Giæst hin blinde! Alt som i Skove Skygge du søgde, Kiøled din Læbe, Leiret i Græsset, Kystes paa Munden Af Morgen-Dugg.

Giæst.

Der gik en Høirøstet I Rykke-Tal Den slagne Vei Og den slidte Sti, Og hvad han traadte Han trofast kyste Paa deiligste Kind, Med dobbelt Mund.

Hedrik.

God er din Gaade, Giæst hin blinde! Hammeren gaaer Over Guldet saa, Naar det paa Ambolt Overfares, Drøit den kysser Og kvæder høit!

Giæst.

Stort Vidunder Jeg stirred paa, To om Budet, Begge døde, Aandeløse, Laae og pusted, Kogde Gift Til gamle Kæmper!

Hedrik.

God er din Gaade, Giæst hin blinde! Blæse-Bælgen Er bleg om Næse, Liv og Aande Den aldrig fik, Dog til Krigen Med Kraft den puster, Volder med Beenbrud Bane-Saar!

Giæst.

Stort Vidunder Jeg stirred paa, For Dellings Dørre Et Dyr jeg saae, Med Fødder otte, Med fire Øine, Og over Hofte Sig hæved Knæ.

Hedrik.

God er din Gaade, Giæst hin blinde! Du kom fra Østen, Hvor op gaaer Solen, Og Edder-Koppen Med Konster sorte Af egne Tarme Sig Traade spandt!

Giæst.

Stort Vidunder Jeg stirred paa: For Dellings Dørre Sig dreied sært Hoved til Hel, Til Himlen Fod.

Hedrik.

God er din Gaade, Giæst hin blinde! Lilie saae du Med Løg i Jorden, Stilken med Blade Dog stak i Sky.

Giæst.

Stort Vidunder Jeg stirred paa, Som Stenen haardt, Som Skjoldet blank, Som Ravnen sort, Som Speilet klart; Veed du min Mening, Vittige Hedrik?

Hedrik.

Svart det nu minker Med Mandevid, En Lava-Skive Laae dig for Øie, Hvor Solen skinned Fra Skyhjem klar.

Giæst.

Kvinderne tvende Med kridhvidt Haar Bar under Aaget Æde til Hjemmet, Ei Maden og Huset Med Hænder var gjort, Men Konstneren bygger Paa Kryds under Øe.

Hedrik.

God er din Gaade, Giæst hin blinde, Kridhvide Svaner Krydsed i Luften, Hænder ei havde, Huse dog bygde, Bar saa til Rede Blommer i Æg.

Giæst.

Var det ei Hexe, Hunnerne tvende, Som mellem Fjelde Faldt mig i Øie, Mand de ei havde, Møer de vare, Nikked dog daglig Til Daatteren fiin.

Hedrik.

God er din Gaade, Giæst hin blinde, Kvinder ei saae du, Men Kvanner tvende, Mindst stod i Midten Hos Mødrene to.

Giæst.

Søn af Blød-Hjerte Forhærdet jeg saae Farende stile Til Strandkant ifjor, Dødning bar Dødning, Og deiligt det gik, Blindebuk reed og Paa Blindebuk stiv, Aldrig en Hest havde Haardere Kaar.

Hedrik.

God er din Gaade, Giæst hin blinde! Ørn sad paa Aadsel Iiskold og blind, Dødninger begge Bar en Iis-Kage, Fulgde med Strømmen, Stiled mod Kysten.

Giæst.

Hvem er de Drotter, Som drage i Striden, Naar deres Bønder I Bøigden de sprede, Men Fællesskab giøre, Naar Folkene samles?

Hedrik.

God er din Gaade, Giæst hin blinde! Det er Kong Irak Og Andot i Skak, Paa Brettet de kæmpe, Naar Brikkerne spredes I Posen de enes, Naar Alle forsamles.

Giæst.

Hvem er den Askefis, Eensom i Vraa, Fader og moderløs, Født af en Steen, Fuldherlig en Tjener, Som Herre Tyran?

Hedrik.

God er din Gaade, Giæst hin blinde? Saa under Aske Ulmer jo Gnist, Fødtes af Flinten, Fænger paa Jord, En Perle i Lænker, Men løsladt en Gru.

Giæst.

Hvem er den Sorte, Som Solen fordunkler, Søer og Skove I Skumring opsluger, Trodser al Verden, Paa Vindspillet nær?

Hedrik.

Taagen opstiger Fra Strand og fra Jord, Skjuler sin Vugge, Og skygger for Solen, Mørk er dens Vei, Og kun Vinde den skyer, Men meer end jeg troede En Træring est du.

Giæst.

Kiender du Dyret, Som Dansken værger, Blank under Bugen, Blodig paa Ryggen, Udsætter Livet, Naar Luren gjalder, Ligger i Leir Paa Lofdungs Haand?

Hedrik.

God er din Gaade, Giæst hin blinde! Skjoldet du mener, Skiærmen paa Val.

Giæst.

Dandserinder I Dugg jeg saae Frit sig svinge Og svæve let, Sorte Skjolde Om Sommer-Dage, Men mælkehvide Om Vinter-Nætter Alle de bare, Hvad er saa det?

Hedrik.

God er din Gaade, Giæst hin blinde! Ryper de kaldes Paa Rommerige, Fjederne sortne Om Sommerdage, Vingerne hvidne I Vinterlag.

Giæst.

Møer jeg mødte, Mange i Flok, Med søegrønne Huer, Og snehvide Liin, Fader dem spored Til Speideri, For dem sig vogte Kan Vægter ei.

Hedrik.

God er din Gaade, Giæst hin blinde! Rans og Ægers De raske Døttre, Som ei sig vare Kan Viking for, Bølger kaldes Og Brændinger.

Giæst.

Børnekiær fordum Bygde sig Hytte, Ligned en Gaas Som en Giæsling omtrent, Af Drøvtyggers Skjolde Beskiærmet hun blev, Havde til Høieloft Hjerneskal hans.

Hedrik.

God er din Gaade, Giæst hin blinde! And gjorde Rede I Oxe-Hoved, Mellem dets Kæber Den kurede Æg.

Giæst.

Stor saae jeg styre Større endda, Selv paa Helveien Hjelper han Folk, Naar ham ei svigter Hans svorne Ven, Men Jorden han giver Dog Hjerte-Saar.

Hedrik.

God er din Gaade, Giæst hin blinde! Ankeret helder Til Hel forvist, Saarer med Grenen Grønt og Sort, Bjerger dog tit, Med Toug i Pagt, Havets Heste Og Høgens Ven. Snuere dog Har ei Snakker jeg fundet, Vel er du drevet I vittige Ordspil.

Giæst.

Lens er nu ganske Paa Gaader jeg snart, Alt Man dog vover, Naar Alt er paa Spil. Brude jeg mødte Paa Bredden af Havet, Ved Klipperne steile, Ved Klinter og Skiær, Leierne haarde Dem lyster at prøve, Munterhed miste I Mags-Veir de let; Vittige Konge! Kiender du dem?

Hedrik.

God er din Gaade, Giæst hin blinde! Havfruer dandse, Paa Høielofts-Bølger, Stille de vorde, Naar Stormene tie, Lavt under Lide De ligge paa Steen!

Giæst.

Hvad saae jeg i Sommer Paa Soelbjerggaard? Ungdommen munter Med Mundgodt sig bælled, Bomstille dog de Ved Bægeret tav, Mens Drikke-Karret Gav Drøn og Suk!

Hedrik.

God er din Gaade, Giæst hin blinde! Grisene patted Den gryntende So.

Giæst.

Hvem bygger høiest I Bjergeland? Hvem daler dybest I Danemark? Hvem lever foruden Aandedræt? Hvem tier aldrig I Torden-Veir?

Hedrik.

God er din Gaade, Giæst hin blinde! Ørnen bygger Paa Bjergetind, Dugg fra Himlen Har dybest Fald, Fiske-Lunger Man leder om, Fosse-Tungen Ei tie kan!

Giæst.

Møer jeg skued Ved Muldet at ligne, I Sengen hos Soelskiær Sortsmutte laae, Glimrende Afkom De glæded sig til.

Hedrik.

God er din Gaade, Giæst hin blinde, Blegrøde Gløder Gloed i Asken, Glimrende Luer Loved de sig.

Giæst.

Fire var i Gang, Og Fire derved hang, To viste Vei, Og To stod paa Vagt, Skitmads een, Skrinkelbeen, Drev alle Dage Drattende bagefter.

Hedrik.

God er din Gaade, Giæst hin blinde! Ko havde Øine Aabne som du, Firbenet gik den Med fire Patter, Hornet i Panden, Med Hale for lang.

Giæst.

Stort Vidunder Stirred jeg paa, For Dellings Dørre, En Dag i Høst, Ti var dets Tunger, Tyve dets Øine, Fyrretive Dets Fødder tillige, Vrikkende dermed, Det vralted afsted.

Hedrik.

Hvis ikke Skilfing Skinnet bedrager, Meer end jeg vented, Vittig du est, Gaader om Grynte Og Grise ufødte, So, før hun fared Med Sydskende ni.

Giæst.

Hvem er de tvende Thingløber-Mønstre, Som har i Alt Kun Øine tre, Hjelpe sig begge Med Hale een, Men ei med Fødder Færre end ti?

Hedrik.

God er din Gaade, Giæst hin blinde! Odin rider Fuldrap til Things, Eenøiet er han Og uden Hale, Ottebenet Er Odins Hest.

Giæst.

Eengang endnu Og aldrig mere Vove jeg vil Dit Vid at prøve: Hvad sagde vel Odin Sagte til Balder, Førend den Bolde Paa Baal var lagt?

Hedrik.

Galder og Seid Og Gand og Tant Slider-Sladder, Du Sludder-Mads, Men Ordene dine Dog Ingen veed, Dig selv undtagen, Utyske leed!

Ved disse Ord gik Jette-Naturen saa aldeles over Optugtelsen, at Hedrik, uden nogen anden Tanke, trak blank og huggede med Tirfing efter Odin, der imidlertid havde forvandlet sig til en Falk og fløi ud ad Lyren, men mistede dog de yderste Fjer af Halen, hvorfor Falken er stumprumpet endnu den Dag i Dag. En Hirdmand, der ulykkeligviis var nærmest ved Haanden, maatte for Resten betale Gildet med sit Hjerteblod, da Tirfing skulde være Mands Bane, hvergang det blottedes, og Odin raabde til Farvel:

Vee dig, Kong Hedrik, Som du hugger løs! Bryder du Løfte, Saa bryder jeg Stav, Nappes nu, Trælle! Om Nidingens Liv!

Det varede nu heller ikke længe, førend Hedrik fik sit Livsbrød, og dertil maatte det bidrage, at han trodsede alle sin Faders gode Raad og havde derfor ogsaa bestandig krigsfangne Trælle om sig, thi engang, da han reiste om og holdt Thing, og havde en Aftenstund, med et ringe Følge, slaaet Leir under Havadsfjeld, rottede ni fornemme Skotske Krigsfanger sig sammen, overrumplede ham om Natten i hans Telt og dræbde ham med hans eget Sværd. Det kalde Somme Tirfings tredie Nidingsværk, men de er aabenbar i Vildfarelse, baade for den Sags Skyld, at fribaaren Mand i Fangenskab er som Fuglen i Bure og frelser sig, som han kan bedst, og tillige fordi, som vi siden skal høre, Tirfing gjorde endnu meget værre Ting end det. Vel tog nemlig Fangerne det med sig paa Flugten, men saasnart Angantyr spurgde sin Faders Død, gjorde han det Løfte, aldrig at bestige Høisædet, før den var hevnet, og eenlig drog han omkring i den vide Verden, til han en Aftenstund, han gik langs med Gripsaa, saae tre Mænd i en Baad, og hørde at den Ene, i det han med et Sværd skar Hovedet af en Fisk, kvad saa smaat:

Det maa ved Gripsaa Gedden undgiælde, At under Havad Hedrik blegned!

Det var Ord Nok for Angantyr, og han passede nu Fiskerne op, overfaldt dem om Natten hvor de laae under Telt med deres Stalbrødre, slog dem alle Ni og førde Tirfing hjem i Triumf. Derpaa gjorde han sin Faders Arveøl med stort Bram i Dampstad, og vil Nogen vide, hvilke Konger, der paa den Tid var for Orde, da staaer der i Visen:

Humle da raadte For Hunelandet, Og mellem Gother Gissur throned, I Danmark Valder, Hos Valer Kjar, Og Alfrik hin djærve Hos Anglefolket!

Ottende Kapitel. Tirfings sidste Nidingsværk.

Foruden Angantyr havde Hedrik efterladt sig en Frillesøn ved Navn Hløder, med Kong Humles Daatter Sifka, men som fødtes op hos sin Morfader i Huneland, hvor han fra Vuggen af ikke havde andet Legetøi end hvad der hører til Krig og Blodbad, som det lyder i Visen:

Født var Hløder I Huneland Med Kniv i Belte, Og Klinge hvas, Med Ringe-Brynje Og Rytter-Hest!

Saasnart nu Hløder spurgde sin Faders Død, gav han sig paa Vei til Aarhjem for med det Gode at giøre sin Arveret gjældende, og han kom der just da der blev drukket Arveøl, holdt stille i Gaarden, sagde hvem han var og bad en Tjener melde sig hos Angantyr. Tjeneren gik da strax ind, bukkede for Kongen og sagde:

Garderhøi I Gaarden holder, Langveisfra Kom Hløder nu, Arv at æske, Ord at skifte, Brynje-Kløver, Med sin Broder, Har til Stævne Stunder knappe.

Aldrig saasnart kom det for Kongens Øren, før han lod Kniven falde, sprang fra Sæde, foer i Harnisk, og gik ud med Freds-Skjold i den ene Haand og Tirfing i den Anden. Der blev da Oprør i Leiren, og alle Mand kom paa Benene for at høre hvad Ord og Tale der vilde falde.

Angantyr.

Vær velkommen, Vel undfanget! Stands i Farten! Stig af Hesten! Kom, sid hos, Hvor Kæmper drikke Æres-Øl Til Arve-Gilde, Faders Priis Og fælles Tarv!

Hløder.

Andet end Ruus Min Reise giælder, Hælvten af Alt Hvad Hedrik eied, Med Egg og med Odd Med Øel og Hank, Af Kiør og Kalve Og Kildevæld, Af Trælle-Kvinder Og Kværne med, Af Smalt og Bredt, Af Smaat og Stort, Af Magle-Skoven Med Mørkveds Navn, Af Jettestuer Ved Adelvei, Af Dampstad-Sulen For Deilighed, Af Borg og Fæste, Af Bjerg og Dal, Af Gyldensmykker Og gode Ting, Af Alt hvad Kongen Har efterladt!

Angantyr.

Nei, før med Humling Halvt jeg deler, Og før itu jeg Tirfing hugger, Kryster isønder jeg Kridhvidt Skjold, Lader i Græsset Grammer bide, Byder dig, Broder! Brodden kold! Først jeg dog byder Faure Smykker, Dressel megen Og dyrebar, Tusind Svende, Og tusind Heste, Godt udstyret Med Guld og Staal; Mø skal følge Hver Mand, jeg sender, Med gyldne Kiæder Og Klædebon; Og hvor du sidder, Dig Sølv omskinne, Og hvor du ganger Dig Guld omgloe! Thron saa over Tredie Parten Af Gøtaland!

Det syndes den gamle Gissur Gyrting var for stor Gavmildhed og raabde:

Tag det med Kyshaand, Trælkvinde-Søn, Hælvten Høvding Og hælvten Træl! Adelbørn Skal Odel skifte. Slegfred-Sønner Skal slikke Spid.

Da Hløder nu hørde, at han skulde hedde Trælkvinde-Søn og Slegfredbarn, naar han tog mod sin Broders Tilbud, da blev han saa forbittret, at han paa Timen dreiede sin Hest og foer tilbage til Huneland, hvor Kong Humle blev ikke mindre bister ved at høre, Man kaldte hans Daatter Slavinde, og da kvad han:

Lystig nu leve Lad os i Vinter, Dobble og drikke Dyrebar Vin, Hunnerne lære Luren at følge, Alt opbydes For Arvegangen, Tolvaars Drenge Og toaars Klodde! Her vi sanke Som Havets Sand!

Det blev heller ingen Løgn, thi alle Mand fra tolv Aar til Treds, som kunde bære Vaaben, kom paa Benene, saa der blev ikke mindre end tre og tredive Fylkinger, hver under sit Banner, og Femtusind i hver Fylking, men hvert Tusinde var Trettenhundrede, og hvert Hundrede var otte Snese. Med denne umaadelige Hær drog Humle og Hløder giennem Mørkved, som er den store Skov, der gør Skiel mellem Hunner og Gother, og her var bygt en Grændse-Fæstning, hvor Hedriks Daatter, Hervor, laae med en talrig Hær til Landeværn. Det var en Kvinde med Mands Mod og Hjerte, ligesom hendes Bedstemoder, saa hun veeg ikke af Pletten, men forsvarede sig til sidste Blods-Draabe. Hun og hendes Trop maatte imidlertid dog bukke for Overmagten, og da hun selv var faldet, tog Resten Flugten med hendes Fosterfader, Orm, i Spidsen, og da de naaede Aarhjem, sagde Orm Angantyr kort Beskeed i følgende Vers:

Sydfra jeg kommer, Sandsagn at føre, Lyst gjør i Mørkved Luerne vilde, Gothland svømmer I Sværdebad! — Segne maatte Og Syster din, Dog ei blegned Rosens Blommen, Meer ei rødmer Mø om Kinder, Naar med Beiler Bly hun taler, Rækker Mund I Maaneskin!

Da Angantyr hørde det, skiftede han Farve og kom seent til Orde, men sagde saa: grueligt Broderskab med saa gæv en Syster! og i det han saae ud over Hirden, slet ikke talrig, kvad han:

Mange nok var vi Om Mjøden at drikke, Færre vi er nu Hvor Flere behøves! Lover mig Nogen, For Løn eller Bøn, Rank at ride Med rødmusset Skjold, Hunner at æske Til Hovedslag?

Da svarede Gissur hin Gamle:

Ei dine Skillinger Skiøtter jeg om, Regner og ei paa Det røde Guld, Dog som Herolder Djærvt at mæle Glemde paa Bænke End Gissur ei; Siig du mig, Konning! Kun hvor dig huger Fienden at stævne Til Styrke-Prøve I aaben Mark!

Angantyr.

Stævn ham til Dynge Og Dynehede, Egnen omgiærdet Af Jossar-Fjelde! Der ligger Gothers Gamle Valplads, Seirene mange De mindes der.

Med den Beskeed foer Gissur afsted, til han kom Hunnehæren saa nær, at han kunde raabe til den og da kvad han:

Fylkingen raver, Fanen synker, Viseren blegner Vred er Odin! Jeg eder stevner Til Styrke-Prøve Paa Dynge-Aas Og paa Dyne-Hede, I aaben Mark Under Jossar-Fjelde! Saa styre Odin Odde-Flugten, Spyde-LegenSpyde LegenSpyde-LegenOmarbejdet version, teksten er ikke lig med "Sværdet Tirfing" i Idunna (SJ 148A)., Som spaaet her!

Hløder vilde havt Gissur taget til Fange, men det vilde Humle ikke tilstæde, og Gissur gav nu sin Hest af Sporerne med de Ord: Blæse være med alle Hunners Hornbuer! Da nu Gissur kom tilbage og fortalde hvad han havde seet, satte Angantyr Budstikken i Gang til alle Sider og sankede en vældig Hær, dog neppe halv saa stor som Hunnernes og med den mødte han Fienden paa Dyneheden.

Her stod da nu det blodigste Slag, Man i Nørreleden veed af at sige, og det varede i ni samfulde Dage, thi Hunnerne vidste, der var ingen Redning for dem, om de tabte, og Gotherne streed for Frihed og Fædreneland. Den niende Dag var endnu alle Høvdinger ilive, men da brød Angantyr sin Skjoldborg og gik selv i Spidsen med Tirfing, som da, blandt Andet, gav baade Humle og Hløder Banesaar. Da vendte Hunnerne Rygg og faldt som Fluer, men da Angantyr lod Dagen efter Valen randsage og fandt sin Broders Liig paa en Knold, blev han dog underlig tilmode og kvad:

Broder! jeg bød dig Borg og Fæste, Røden Guld Og grønne Skove, Meer du kræved, Misted Alt, Livets Lys Med Land og Folk! Broder-Bane Blev jeg nødig, Mindes maa Hvad mindst mig huger; Saa giør Ulykken Last og Skam, Skylden maa skydes Paa Skæbnens Dom!

Derpaa lod Angantyr sin Broder begrave hvor han laae, og var siden en vældig Konge til sin Dødsdag, og han var Tipolderfader til Kong Ivar Vidfadme, som regjerede baade over Danmark og Sverrig, Esthland og Kurland lige ud til Garderige. Somme vil imidlertid sige, at hvad der i gamle Dage kaldtes Reid-Gothland og Hunneland, det hedder nu Tydskland og er tolv Gange saa stort som hele Norge.

Hermed ender det gamle Sagn om Sværdet Tirfing, og Ingen veed, hvor det blev af, da det havde endt sit Nidingsværk, saa det maa regnes for en Fabel, hvad Man siden har fortalt, at mange hundrede Aar derefter blev Odden af det fundet ved en Høi midt ude i Tydskland, og deraf blev gjort en Penne-Kniv, som endnu gaaer i Arv der sønderude i al Hemmelighed, og har den Egenskab, at alle de Penne, der skiæres med den, giør stor Ulykke i Verden og giver paa en skjult Maade mangen Mand sit Banesaar. Der er endogsaa dem, der vil paastaae, at de veed tre store Nidingsværker af de samme Tirfings-Penne, hvoraf Man kan see, de er ægte; men alt Saadant er aabenbar ikke andet end en skjelmsk Udtydning af det gamle Sagn og kan ingenlunde komme i Betragtning som nogen ordenlig Fortsættelse deraf.