Skiøn Anne Skiøn Anne Nicolai Frederik Severin Grundtvig Stine Mørk Klaus Nielsen Agnete Malene Boye 1.12 1.12 1.12.1 1 KB

© Grundtvig Centeret, Aarhus Universitet

 Faculty of Arts, Aarhus University Grundtvig Centeret, Vartov, København www.grundtvigsværker.dk, version 1.12, 3. april 2018 Læsetekst Punktkommentar Indledning Tekstredegørelse Variant Nordisk Kirke-Tidende Skiøn Anne Nicolai Frederik Severin Grundtvig København Jac. Chr. Lindberg 1838 Førstetrykket 1838 Poetiske Skrifter 6 lyrik folkevisepasticher kristendom

Grundtvig Centeret er oprettet den 1. januar 2009.

Grundtvig Centeret arbejder med:

1. En digital og kommenteret udgave af Grundtvigs værker

2. En forskningsindsats på de felter, hvor Grundtvig særligt markerede sig

2.a. Teologi og kirke

2.b. Demokrati og folkelighed

2.c. Pædagogik og folkeoplysning

3. Videnudveksling, undervisning og formidling

Retningslinjer for punktkommentarer til Grundtvigs Værker

Retningslinjer for indledninger til Grundtvigs Værker

Retningslinjer for transskribering af manuskripter til Grundtvigs Værker

Retningslinjer for litteraturhenvisninger til Grundtvigs Værker

Retningslinjer for gengivelse af typografiske hierarkier i Grundtvigs Værker

Retningslinjer for tekstredegørelser til Grundtvigs Værker

Tekstkritiske retningslinjer for Grundtvigs Værker

Retningslinjer for XML-mærkning af Grundtvigs Værker

 txt2tei 1. kollation indført; GBs ekspl. 2 2. kollation indført; GBs ekspl. 1 Sidste tilpasning påbegyndt; 3. kollation ved KN er indført af SM (nov. 2017) Tilpasning afsluttet; unicodes indsat. Klar til R1 R1 indført
Skiøn Anne. (Efter Engelsk

Efter en lille Bog af Præsten Sharp i London, udkommet 1836 under Titel The Dream of Heaven, a fact and not a fiction: Himmel-Drømmen, intet Digt, men en virkelig Tildragelse fra 1814.

). Skiøn Anne sig speiler og kruser sit Haar, Ei længer hun kan sig det skjule: For Roser, som rødmed i Ungdommens Vaar, Hun seer kun Høstlilier gule; Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel, Hos Verden er dog hendes Hjerte! I Høielofts-Salen er Sang og er Dands, Did stunder Skiøn Anne saa saare, Fordunklet hun sidder af morgenrød Glands, I Øiet da perler en Taare; Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel, Hos Verden er dog hendes Hjerte! Alt Hanen har galet, og Lærken alt slaaer, Skiøn Anne hun blunder og drømmer, Hun drømmer sig ind i den evige Vaar, Hvor Kiærlighed Alt giennemstrømmer; Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel, Hos Verden er dog hendes Hjerte! Hun drømmer, hun er i den hellige By, Hvor hjemme har Freden og Fryden, Hvor Lyset og Livet i Skikkelser nye Dem prise for Evigheds-Dyden; Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel, Hos Verden er dog hendes Hjerte! Hvor Guldet Man træder som Støv under Fod, Juveler tilhugges som Stene, Der vandrer Skiøn Anne i Huen saa mod, Saa fremmed, tungsindig, alene; Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel, Hos Verden der er hendes Hjerte! Med Strømmen hun følger, med Strømmen af dem, Som haste til Herligheds-Borgen, Vidunderlig drevet med Helgene frem, Som Fangen, hun følger med Sorgen; Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel, Hos Verden der er hendes Hjerte! Ved Trappen hun standser, den Trappe saa prud, Saa faur som Guds Bue paa Himlen, Der stiger i Glands som en Stolkonge-Brud, Hver Helgen i Kirkegangs-Vrimlen; Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel, Hos Verden er dog hendes Hjerte! Skiøn Anne staaer længe som naglet til Jord, Hvor Kjærlighed vinker og tvinger, Omsider hun hører saa saligt et Ord, At løftet hun bli'r som paa Vinger; Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel, Hos Verden er dog hendes Hjerte! I Høielofts-Salen er Sang og er Dands, Men ei som i Verden Man kjender, Skiøn Anne sig skjuler for Himmerigs Glands, Afslaaer alle Helgenes Hænder; Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel, Hos Verden der er hendes Hjerte! Al Sang og al Dands er til Ære for Een, Som Alt i sin Kreds overstraaler, Saa deilig, saa kiærlig, men hellig og reen, Som Kiød at beskue ei taaler; Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel, Hos Verden der er hendes Hjerte! Den Store det saae, hvor sig fjæled i Krog, Skiøn Anne, Han kom og Han kaldte: Hvorfor saa afsides? kom nærmere dog Til Sang og til Dands med Udvalgte! Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel, Hos Verden er dog hendes Hjerte! Skiøn Anne hun staaer som Graniten i Glød, Hun brænder, men kan dog ei smelte, Ved Kiærligheds-Blikket og Røsten fuldsød Af Fyrsten for Himmerigs Helte! Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel, Hos Verden der er hendes Hjerte! Skiøn Anne hun er i Fortvivlelsens Magt, Hun svarer som Stormene hvine: Ei kiender jeg Tonen, kan ei holde Takt, Ei synge og dandse med Dine; Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel, Hos Verden der er hendes Hjerte! Som Fugle i Torden, saa tier nu kvær Sangchoret, som lover den Høie, Hvorledes? hvad vil du, hvad gjør du da her? Han tordner med lynende Øie; Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel, Hos Verden der er hendes Hjerte! Da aabner sig Gulvet i Høieloftssal, Hun synker fra Stolkongens Side, Hun synker i Flammer, usigelig Kval, Og vaagner med Angest og Kvide; Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel, Hos Verden er dog hendes Hjerte! Vor Anne! hvi est du saa dødningebleg? Saa mæle nu Søstrene fromme, Blev leed dig al Verden med Lyst og med Leeg? Blev sande dig Tordnerens Domme? Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel, Hos Verden er dog hendes Hjerte! Hun tier, de græde, de tigge: o tal, Vor Anne, fordølg ei din Vaande! Da skildrer hun Glandsen i Høielofts-Sal, Og Lynet, som Skjalden i Aande; Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel, Hos Verden er dog hendes Hjerte! De skælve, de grue, Skiøn Anne hun leer: “Har jeg ikke himmelske Drømme!” Skiøn Anne, hun æder, hun drikker ei meer, Seer stolt kun paa Søstrene ømme; Hos Verden, hos Verden, som byder Farvel, Hos Verden der er hendes Hjerte! En Morgen de mødes ved Sengen med Skrig: Vor Anne! o, kanst du ei høre! Skiøn Anne er borte, der ligger et Liig, Basunen kun naaer til dets Øre! For Verden, for Verden, som byder Farvel, For Verden saa brast hendes Hjerte!

N. F. S. Grundtvig.