Den store Strid om det lille “e” i Luthers Cathechismus.

Verden og jeg kan kun sjelden enes enten om det Latterlige eller Kiedsommelige, da vi deraf finde langt Mere hos hinanden, end vi, naturligviis, hver for sin Part, har Lyst til at indrømme, men, skiøndt det gaaer ud over mig selv med, kan jeg dog ikke nægte, den store Strid om det lille “e” har baade en meget latterlig og en meget kiedsommelig Side at betragtes fra. Hørde nemlig Hr. Biskop Mynster, Hr. Dr. Kalkar, Hr. Mag. Lindberg og min Ubetydelighed allesammen til det “Ortografiske Samfund”, der i det Mindste synes fuldt og fast at troe, at Aanden sidder i Retskrivningen, da var Striden om det lille “e” dog i fin kiedsommelige Orden og kunde, i Sammenligning med Grundsætningen, knap engang kaldes latterlig; men da vi nu Allesammen ivre mod “Bogstavvæsenet” i Aandens Rige, vilde Striden være latterlig nok, om det end ikke traf saa uheldig, at det er et Bogstav i Aandens Navn vi trættes om. Det er imidlertid hardtad Synd at lee ad os, da det ligner

- - - den haarde Skæbne,

Mod hvilken Man omsonst sig stræber at bevæbne; thi vi veed godt selv, det er urimeligt og latterligt hvad vi giør, men kan dog ikke lade det, da Bogstavernes uindskrænkede Magt i Aandens Verden giennem Latin-Skolen er blevet os saa dybt indpræntet, at i samme Øieblik, vi protestere derimod, bøie vi os dog derunder. Saaledes finder Hr. Biskop Mynster selv, at denne “Bogstavstrid” neppe er mange Ord værd, men mener dog, det lille “e” i Luthers Cathechismus kan i Landsbyskoler fremtvinge nogen Eftertanke hos Børnene, der tankeløst udtale Navnet paa den tredie Person i Guddommen, som om det var skrevet “Helligaan,” hvorved den ellers saa klare Tænker synes reent at glemme, at naar Man udtaler Aandens Navn tankeløst, da kommer det netop af at Man ikke stræber at udtrykke Tanken men at udtale Bogstaver. Mig gaaer det naturligviis ikke bedre, thi skiøndt jeg i det forrige Slag alt mærkede Uraad og gjorde Mine til at være udenfor Striden, blandede jeg mig dog ligefuldt deri, og giør saa endnu i dette Øieblik, mens jeg staaer og beskriver dens Urimelighed. Vist nok har jeg den Undskyldning paa rede Haand, at jeg skriver kun for at giøre Aandens og Mundens Rettigheder giældende mod det lille “e” og mod alle Bogstaver, men da jeg dog ligesaalidt som Andre kan føre enten Aanden eller Munden Pennen, bliver netop min Stilling i Striden tilgavns fortvivlet, da jeg falder for mine egne Vaaben. Da jeg nu imidlertid har besluttet at skrive om denne Sag, maa jeg ee at hitte paa en Grund, som jeg i det Mindste ei for Øieblikket selv kan giendrive, og det er da, at jeg vil kun historisk beskrive Stridens Ophav og Sammenhæng, for at vi Alle desbedre kan see, hvor urimelig den er, og vil med det Samme, saa godt jeg kan, pege paa den Følelse, der ikke er langt fra Nogen af os, at naar Pennen i et levende Sprog vil beherske Munden, beviser den kun sin Afmagt og giør sig latterlig. Kan nemlig blot denne ligesaa naturlige som ubedragelige Følelse faae Magt med os, da falder baade Striden om det lille “e” og i det Hele Pennefeiderne om Aanden bort, og kan en Pen det Allermindste, maa den dog vel kunne bevise sin egen Afmagt.

Hvem der nu gav Anledning til den store Strid om det lille “e”, det tilstaaer Hr. Biskop Mynster selv, var ham, da han engang, vel for snart hele femogtive Aar siden, ved en ny Udgave af Luthers Cathechismus, skrev den “hellige Aand” istedenfor den “Hellig Aand,” da han meende, de tankeløse Børn i Landsbyskoler kunde ved denne “rigtige Orthographi” ligesom tvinges til at bruge lidt Eftertanke og ei sige “Hellig aan.” Da nu en tankeløs Udtale af Troes-Artikler altid enten reiser sig af Tankeløshed indvendig, eller af Mangel paa den til Artiklen svarende Tro, som ogsaa er en indvortes Skade, saa var det aabenbar et Misgreb at ville giøre den døde Udtale levende med et Bogstav, da Man netop ved at putte os Bogstaver i Munden, slaaer Talen ihjel; men jeg er, som Bogmager af Professjon, selv alt for stor en Synder i dette Stykke, til at jeg derom kan gaae i Rette med Hr. Biskop Mynster, der har brugt sin Mund meget bedre og sin Pen meget mindre end jeg. Dersom altsaa Hr. J. P. Mynster, som vi dengang, da han hverken var Doctor eller Andet end en høiærværdig Præst og Tænker, kaldte ham til Forskiel, havde søgt at rette Udtalen “Helligaan” ved at skrive “Helligaand,” da vilde neppe Nogen, og i det Mindste ikke jeg, deraf taget mindste Forargelse, men nu skrev han “hellige Aand,” hvor det lille “h” viste, han vilde have eet Ord gjort til to, og det lille “e” aabenbar gjorde tre Stavelser til Fire, hvad vel pegede paa en Forøgelse, men kunde umuelig tjene til en Forbedring i Udtalen. Paa den Tid gjaldt nu Mynster for Aandens og jeg for Bogstavens bekiendteste orthodoxe Præst, og det var da ganske i sin Orden, at M. tog sig en Frihed med Bogstaver, som forekom mig saare betænkelig, og før jeg endnu vidste, hvem der havde besørget den ny anonyme Oversættelse af Luthers Cathechismus, skrev jeg et langt Klagebrev derover til da værende Biskop Münter, hvori det vel ingenlunde var min eneste men dog min vigtigste Udsættelse, at der i den tredie Artikel stod “hellige Aand” istedenfor “Hellig Aand.” Hvorfor nu Biskop Münter slet ikke indlod sig paa mine Indvendinger, veed ikke jeg, men Sagens Ubetydelighed og den Dunkelhed, der formodenlig har hersket i min Jeremiade, kunde været Grund nok, og da jeg fik at vide, hvem det var, jeg beklagede mig over, undlod jeg al offenlig Anke, thi at to orthodoxe Præster, for et i det Hele saare heterodox Publicum, skulde trættes om Luthers Cathechismus, vilde været et langt større Morskab for Mange end jeg undte dem. Denne Frygt for at komme i Pennestrid med Mynster, som jeg altid har havt, og som endnu var meget større, da han kun var Capellan ved Frue Kirke, end den er nu, da han, til Danmarks Ære, beklæder Sællands Bispestol, denne Frygt, som har gjort mig meget Gavn, hindrede mig da, Gudskelov! ogsaa fra at fare i Harnisk over den mig høist anstødelige Skrivemaade, selv da den forplantede sig til Alterbogen i sidste Oplag, men da Striden desuagtet er udbrudt og begynder at blive mig langt betænkeligere end Sagen selv, maa jeg dog oplyse, hvad det er, der støder gammeldags Christne og hvad der stødte mig forskrækkelig, til jeg opdagede, det er Mundens egen Skyld, naar den faaer en slem Smag ved at tygge paa en Pen.

Hvem der kiender Noget til Kirkehistorien, veed, at de Christne fra Arilds-Tid, skiøndt de i deres Forklaringer paastod Guddommens fuldkomne Eenhed, dog baade ved Daaben og, naar saa skulde være, ved Baalet, bekiendte Tro paa tre guddommelige Personer: Faderen og Sønnen og Aanden, og maatte derfor høre meget ilde af Modstanderne, som erklærede det for en grov Selvmodsigelse og vilde kue dem til enten at lade Eenheden eller Treheden fare; men da det nu er langtfra at alle Danske Læsere ere hjemme i den gamle Kirke - Historie, vil jeg kun beraabe mig paa den Allernyeste og Nærmeste, som lærer os, at vore Fædre bekiendte Tro baade paa den eneste Guddom og de tre Personer i den, hvad de stræbde at udtrykke med Konstordet “Tre-Enigheden.” Dette Konstord, som det maa blive de Lærdes Sag at bestride og forsvare, har vi imidlertid her slet ikke med at giøre, da det ikke findes i vor fælles Troes-Bekiendelse ved Daaben, altsaa ei heller udtrykker den Tro, hvorpaa vi døbes, eller hører til den Daabs-Pagt, som er Vilkaaret for vor Optagelse i Kirken eller det Christelige Troes-Samfund. Navnene derimod paa de tre guddommelige Personer, vi ved Daaben bekiende Tro paa, er naturligviis af høieste kirkelig og christelig Vigtighed, da det er i deres Navn, vi døbes, og en aandelig Personlighed kun ved Navnet kan giøres kiendelig og giældende, saa over disse Navne, som de lød ved Daaben over os og maae da bestandig lyde i vort Troes-Samfund, maae vi nødvendig, saalænge vi vil høre til dette Daabs og Troes-Samfund, holde Hævd og ei deri giøre mindste Forandring. Nu veed vi vel ikke af Alterbogen, der tier bomstille, hvormange Spørgsmaal, vi end giør den, men “af Hørelsen” at den tredie Persons Navn, hvor vi blev født og døbt, var et Trestavelses-Ord, hvis Lyd vi vel ikke kan eftergiøre med Pennen, men finde dog, eftersom vi har lært at stave, rigtig betegnet ved “Helligaand, Hellig-Aand eller Hellig Aand.” Nu har imidlertid i vore Dage mange Præster med Flid vænt sig til ikke blot i Almindelighed men i Særdeleshed ved Daaben, hvor den tredie Person bestemt skal nævnes, istedenfor det velbekiendte Trestavelses-Ord at bruge to Ord, som udgiør fire Stavelser, og lyder ganske anderledes, hvad de ogsaa efter vore Stave-Regler give tilkiende, ved udelukkende at skrive “hellige Aand,” saa det maa nødvendig have en Grund, og vi, som har studeret med dem, veed godt, selv om de ikke sagde os det, hvad Grunden er, nemlig, at de troe ikke, Aanden er en Person, men kun en Egenskab, Kraft, Virksomhed, Sindelag, eller andet Saadant, og at det er denne deres Vantro, de i vor Troes-Bekiendelse vil udtrykke ved de to Ord af fire Stavelser, istedenfor det ene og gamle Ord paa Tre. Hvad nu dem angaaer, som har denne Hensigt, da er Sagen soleklar, thi hvem der giør sig Umage for i Ordet at blive den tredie Person kvit, har ham naturligviis hverken i Hjertet eller i Munden, og om vi, som troe paa Ham, kan fristes til at efterligne dem, der vil fralægge sig Troen, er vel heller intet vanskeligt Spørgsmaal, men derimod kan det vel kaldes dunkelt, hvad Forskiel det i Grunden giør paa Aandens Virksomhed i og efter Daaben, enten saa Døberen siger det Ene eller det Andet. Herom er Meningerne naturligviis deelte, eftersom Man betragter Troes-Bekiendelsen og Daaben mere som et guddommeligt eller et menneskeligt Værk, og overalt, som Man betragter “Naademidlerne” og Guds Ords Virksomhed, saa det maa overlades til Hvers egen Følelse, og vil aabenbar jævne sig selv, naar hver Præst kan sige, som han synes, og Forældre lade deres Børn døbe af hvilken Præst de vil. Fælles og giensidig Frihed i Samvittigheds-Sager vil da ogsaa her, istedenfor al den Splid og Uro, Man deraf spaaer os, netop forebygge eller afbryde en Splid og Tvedragt, der i Tidens Længde maatte blive Livets Undergang. Biskop Mynster tænker, det giør i det Hele ikke synderlig Forskiel, hvad Man siger eller fortier ved Daaben, og slet ingen Forskiel, om Man kalder den tredie Person i Guddommen ved Hans gamle Danske Navn, eller eftersiger hvad vantroe Præster deristeden har hittet paa, og jeg er ikke Dommer over Biskop Mynsters Tanker, men Han er heller ikke Dommer over mine Tanker, thi for Gud er vi alle lige, og jeg tænker, vist nok ikke at Ordet i Munden giør nogen Forskiel, hvor det møder Vantro i Hjertet, men at hvor det møder Tro i Hjertet, der giør Guds-Ordet ved Daaben en aandelig Forskiel som paa Liv og Død, og at dette Ord vilde fattes Aanden, som giør levende, naar vi opgav Hans gamle Navn paa det Maal, vi er fødte i. Hvis Tanker nu heri er de Rette, det veed i Grunden kun vor Herre, naar hver faaer Lov at følge sine, da vil Tiden sagtens vise det, og allenfalds er det klart, at jeg med min Tankegang hverken som Præst kan forrette eller som Fader for mit Barn modtage Daaben under en forandret Skikkelse. Vil vi nemlig ikke for alt det vi veed, være Skyld i, at vore egne eller vore gode Venners Børn skulde komme dødfødte til Verden, da kan vi, som troende Christne, end mindre ville, at de for vor Skyld skulde komme dødfødte til Guds Rige, og selv en overdreven Ængstelighed er her en Dyd i Sammenligning med den mindste Skiødesløshed!

Velan! kan Man svare, men hvad kommer saa alt Dette det lille “e” ved i Luthers Cathechismus eller selv i Alterbogen?

Lidet eller Intet, svarer jeg strax efter min nærværende Overbeviisning, men det er jo heller ingenlunde for at deeltage i Kampen derimod, men netop for, om mueligt, at ende Striden derom, jeg her fører Pennen, og vil kun historisk oplyse, hvorfor det lille “e” under min Uklarhed stødte mig saa saare og støder endnu Mange af mine Venner.

Saalænge jeg nemlig endnu bedrev det mindste Afguderi med Bogstaver i Bibel, Alterbog og Cathechismus, og saalænge jeg absolut vilde have Kirkebøgerne til at være orthodoxe, hvad saa end Præster og Menigheder var, saalænge var det ogsaa min velfortjente Straf at forbluffes af Bogstaver og forivre mig over dem, og al den Forargelse, Vantro og Ugudelighed, jeg drømde, de stakkels døvstumme, kraftløse, steendøde Skabninger af Menneske-Hænder kunde frembringe og udbrede. Vel var jeg ikke saa grov en Afgudsdyrker, at jeg troede, Bogstaverne gjorde Mirakler, naar ikke Munden med Aanden kom til Hjelp, thi at det var disse, der gjorde Gierningen, lærde baade Kirkehistorien og min egen Erfaring mig daglig, men jeg indbildte mig dog, at Aanden og Ordet maatte altid virke “som skrevet staaer” saa det gjaldt om at passe paa Skriften, som Ordets Rod og Aandens Kilde. Derfor tænkde jeg: staaer der først “hellige Aand” i Cathechismus og Alterbog, da vil vi snart høre den smukke Omskrivning i de fleste Kirker og Skoler, og kan end vi Ældre hytte os, saa fanges dog Børnene, og den “Danske Kirkes” Rettroenhed er i Historien forspildt, medens de vantroe Præster vil juble, og naar vi blive ved at tale som før, giengiælde Bebreidelsen, at nu følge vi ikke Alterbogen, som vi før raabde os hæse paa.

See, det var Hovedgrunden til min Forargelse og er det sikkert endnu til mine Venners, til Striden med det lille “e” i Cathechismus, og til Gruen for det Sammei den forventede ny Alterbog, thi vel synes de mig sommetider bange for, at Biskop Mynster, naar det lille “e” kom i Alterbogen, vilde strængelig holde dem til at tygge paa det, men denne Formodning er i mine Øine baade saa latterlig, og, efter Hr. Biskop Mynsters bekiendte Liberalitet og udtrykkelige Erklæringer, saa uforsvarlig, at jeg kun kan ansee det for en af de Flyve-Griller, vi Alle for et Øieblik men ogsaa kun et Øieblik kan hjemsøges og foruroliges af. Forudsat altsaa, at Hr. Biskop Mynster, som han jo selv udtrykkelig har erklæret, anseer Striden om det lille “e” for hvad den ogsaa aabenbar er, en blot “Bogstavstrid,” da er al Ængstelighed hos og, der forsage Bogstavvæsenet, jo latterlig, og enhver Anke over Hr. Biskop Mynster, som om det ikke var Skrivemaaden men Troen, han vilde forandre, uforsvarlig.

Men, siger Man, Saameget er dog vist, at naar der kommer til at staae “hellige Aand” i Alterbogen, da vil de rationalistiske Præster finde det er sødt som Honning i deres Mund, og det vil svide til de gammeldags Christne, da Hr. Biskop Mynster jo ingenlunde vil have Sogne-Baandet løst eller rettere Kirke-Tvangen afskaffet, og sikkert Intet formaaer Modstanderne til at døbe hvad vi kalde rigtig, naar de har Alterbogens Medhold.

Ja, maa jeg svare, naar saa skeer i alle Maader, da kan det være tungt og fortrædeligt nok, men forebygges det ved at lade, som om vi allerede havde al denne Ulykke paa Halsen, fordi Hr. Biskop Mynster, med særdeles Hensyn paa Skolebørnenes Tankeløshed, foretrækker den Skrivemaade “hellige Aand” i Luthers Cathechismus, eller staae vi ikke meget mere med vore Ulykkes-Prophetier, som de der kæmpe med selvgjorte Skygger, og friste med vor aabenbare Ubillighed og vore krænkende Mistanker Hr. Biskop Mynster til, af menneskelig Svaghed, som vi alle har, at gaae videre og sætte sig fastere til Modværge, end han ellers vilde? Hvem har engang sagt os, at Biskoppen vil indføre sin ny Skrivemaade i Alterbogen, som ikke er for Skolebørn, og hvor den ikke blot ved Daaben men i alle vore Collecter upaatvivlelig vilde støde Mange, eller tænker Man, at Alterbogen fra en Mynsters Haand kunde blive saa skiødesløs, som den sidste Udgave, hvor der staaer “Hellig Aand” i alle Collecterne, og i selve Daabsordet, men “hellige Aand” i Troes-Bekiendelsen, som om Aanden i Troen og Daaben ei skulde være den Samme? Dog, sæt, Man veed, det er Hr. Biskop Mynsters urokkelige Beslutning, enten blot af orthographiske Grunde eller tillige for at føie de rationalistiske Præster, at indføre det lille “e” i Alterbogen, hvem har da sagt, han ikke ogsaa vil føie de gammeldags Præster i at hjelpe os til saamegen Samvittigheds-Frihed, som levende Christne nødvendig maae have, for at blive i Stats-Kirken, eller dog, hvad der skal være os ligesaa kiært, lette os Udgangen af Statskirken! I mine Øine er det umuelig Andet end at Hr. Biskop Mynster maa ville en af Delene, og maa blive mere villig dertil, jo mere Alterbogen læmpes efter Rationalisterne og jo mindre den følgelig kan behage de gammeldags Christne, hvis Stivhed vel kan være ham ubehagelig, men hvis Tro han jo vedkiender sig, og hvis Samvittighed han dog vel ligesaalidt vil tyrannisere, som Rationalisternes! Eller skal jeg nu endelig for en Feils Skyld (for the sake of argument) sætte, han vilde og sætte, han kunde, vilde og kunde give os det tunge Kaar mellem at blive vor Samvittighed utroe eller lide Forfølgelse, da var det jo endnu tidsnok og netop den rette Tid at forandre vore Tanker om Biskop Mynster; og beklage at Evangeliets berømte Talsmand var blevet dets Modstander! Var overalt Daaben det Eneste, der nu gjorde kirkelig Frihed nødvendig, da kunde jeg endnu anbefale mine Jævn-Christne, som havde det Uheld at være bundne til en modsat Sognepræst, det simple Huusraad selv at hjemmedøbe deres Børn, thi Nøddaab har jo altid været tilladt, og der er aabenbar ingen Nød-Daab, der saa godt svarer til sit Navn, som den, vi foretage for at skaffe vore Børn den ægte Daab, de ellers maatte savne. Vor Herre har overalt sørget saa godt for sine Troendes Frihed, at naar vi knn har Sind til at betale den efter sit Værd, kan jo ingen Magt i Verden berøve os den, saa vi maae skamme os dybt ved at ængstes enten over et lille “e” eller over alle de Forandringer, der kan giøres med “Pen og Blæk” i hvad der aabenbar kun beroer paa “Ordet i vor Mund og i vort Hjerte” saavelsom ved Guds Høire Haand, end sige da ængstes for de Forandringer, vi kan tiltroe en Biskop, der har viist langt mere Kiærlighed til det Oldchristelige og Forstand derpaa end Biskop Balle! Vi, som har Forjættelsen af Sandheds egen Mund, at vi skal aldrig prøves “over Evne,” har dog vist ikke lært af Ham at vente det Værste, mens Han beklæder Sællands Bispestol, som jeg formoder, vi har Alle ønsket paa den, og som er desmere stikket til at beklæde den værdig i vore Dage, jo mere upartisk han veier de modsatte Partiers Krav paa Fred og Frihed i Stats-Kirken. Langt tidligere end jeg, har Mynster indseet, at de gamle kirkelige Tvangs-Love havde altid noget Uretfærdigt ved sig og passe slet ikke til vore Tider, og kommer han da end lidt sildigere end jeg til at see, Friheden maa være giensidig, naar ikke Menigheden ved Præsternes Frihed skal komme under et utaaleligt Præsteherskab, maa jeg dog finde det langt rimeligere, Han snart vil komme dertil, end at jeg nogensinde skulde kommet til den Klarhed, jeg nu har vundet. Er det sandt, som Man siger, og som jeg selv troer, at Biskop Mynster, ulykkeligviis, har en stærk Fordom mod mig og mod Alt hvad der enten udgaaer fra mig eller slutter sig til mig, da kan det, eftersom de Dødeliges Vilkaar er, vist nok forsinke vor Enighed selv om Frihedens nødvendige Udstrækning, men i det mindste saamegen Enighed vil den fælles Herre dog sikkert betimelig bringe tilveie mellem to af sine Tjenere, som, hvor langt de end staae fra hinanden, dog af Ham er ordnede til at sammenvirke, og som veed, de baade af Efterslægten og af Ham vil kræves strængt til Regnskab, hvis de lade deres Personlighed giøre Splid i den Virke-Kreds, de sendtes til at bringe Fred!

Her hvisker jo nok En til mig, at det er Storagtigheden, som forblinder mig, saa jeg ikke seer, at fremfor Alt i denne Sammenhæng er saadanne Pennestrøg, som uden Noder vil angive en høitidelig Tone, et aabenbart Misgreb; men dette Slags Misgreb høre nu engang til min Stil, saa hvor de ganske fattedes, vilde jeg enten tvivle om, jeg havde selv ført Pennen eller finde Tvang anvendt, saa Rettelsen, ligesom tit i de Latinske Stile, var værre end Feilen. Derfor lader jeg Feilen staae, som et Vidne mod mig selv, at jeg godt veed, hvad jeg for længe siden vilde sagt til Biskop Mynster, naar jeg ikke dagligdags var ligesaa stor en Kryster i Munden, som Vovehals ved Pennen; thi det klarer sig efterhaanden for mig, hvad jeg altid har følt, at vore aabenbare Naturfeil stræbe vi kun som Narre at skjule, og miste derved den Undskyldning, de, ærlig vedgaaede, hos alle billige Folk vilde finde.

Efter nu, saa keitet, som det engang er min anden Natur, men netop derfor saa ærlig, som nogen syndig Mand, at have fralagt mig al Deel i Striden med Biskop Mynster om det lille “e,” og al Behag i de Mistanker, der vel stundum kan friste men aldrig beherske mig, vil jeg dog kortelig sige min Mening om det orthographiske Spørgsmaal, som ved Omstændighederne virkelig har faaet en Vigtighed, det i sig selv paa ingen Maade fortjende.

Saavidt jeg forstaaer Dansk, er det ingenlunde en Sprogfeil, at Aandens Navn hos os er blevet til et sammensat Trestavelses-Ord, der, efter vore Stave-Regler skal skrives sammen enten “Helligaand” eller “Hellig-Aand,” og er dannet ligesom Helligtrekonger, Hellig-Aften, Helliggiørelse, Helligdom og Helligbrøde, men Feilen ligger deri, at vi, efter Engelsken og Tydsken, har beholdt den bestemte Artikel “den” foran, som vort Sprog krævede bagved, saa Landsby-Børnene har vel i Grunden Ret, da “Helligaanden” sikkert ligesom “Helligaften” vilde have Tonen paa tredie Stavelse. Hvorvidt nu denne Sprogfeil i “Troesbekiendelsen” skal eller kan rettes, derom kan Meningerne være forskiellige, men vist er det, at den hverken kan eller skal rettes ved en indtvunget Skrivemaade i Cathechismus og Alterbog, men kun ifald den retter sig selv i de Troendes Mund, og intet Forsøg paa Rettelse kunde synes mig uheldigere end Hr. Biskop Mynsters, hvorved Navne-Ordet “Hellig-Aand” skulde opløses i sine Bestanddele “hellige Aand,” ligesom vi for “Gyldenløve” vilde skrive “gyldne Løve” hvorved vi vel kunde spille paa Navnet men betegnede det ikke. Det nytter derfor slet ikke med alle de Exempler, enten Dr. Kalkar eller Andre kan opdage paa en saadan Skrivemaade i fordum Tid, thi deels er det jo ikke dem, der har bevæget Mynster til Forandringen, og deels har de jo orthographisk slet intet at betyde mod den almindelige Brug og mod den store “Danske Ordbog,” som ifølge deraf vidner, at “Helligaand” er i Bibelen og Theologien Navnet paa “den tredie Person i Guddommen,” saa, hvis vi aflagde det Ord, maatte der i en ny Udgave af Ordbogen staae: “Helligaand” det aflagde Navn paa en tredie Person i Guddommen, som nu intet Navn har. Kommer nu hertil, at Rationalisternes Fif ikke vel kan være Hr. Biskop Mynster ubekiendt, saa maa han vel indsee, Man selv med den bedste Villie har ondt ved at troe, det blot er af “orthographiske” Grunde, han saa afgiørende foretrækker en Skrivemaade, der, efter vore Staveregler, slet ikke svarer til Lyden, men betegner to Ord, der kun ved Sammensmeltning danne Aandens Danske Navn. Det nytter her slet ikke at beraabe sig paa Tydsk eller Græsk, thi hvert Tungemaal har sine Egenheder, og jeg tvivler ingenlunde paa, at overalt hvor Man har troet paa den tredie Person i Guddommen, har Han ogsaa i Munden havt et eget Navn, enten det saa med Bogstaver lod sig bestegne eller ikke, og at Man aldrig opgav dette Navn førend Troen, men beholdt det snarere lidt længere. Saaledes har Man i den Engelske Kirke vist kun en meget vaklende Tro paa Aandens Personlighed, men holder dog fast paa Hans Engelske Navn (The Holy Ghost) ved Daaben, og vilde Nogen rette dette forældede Navn til de gængse Ord the Holy Spirit, eller blot skrive det som andre Ord med “smaa Bogstaver” da vilde Alle deri see en Opgivelse af Personligheden. Saalænge imidlertid Hr. Biskop Mynster erklærer, det hos ham er slet ikke andet end en orthographisk Særhed at skrive “hellige Aand” og bruge en tilsvarende Udtale, da skal vi troe ham paa hans Ord, saavidt vi kan, og saavidt han kan faae eet Ord paa Tre og to Ord paa fire Stavelser til at lyde eens; men selv naar vi ikke kan forklare os Kiendsgierningen uden af en om end uvitterlig Vaklen i Troen paa Aandens Personlighed, maae vi dog aldrig ophøie vort Skiøn til en afgjort Sag, eller giøre Skrivemaaden til en kirkelig Tvistepunkt. Med det “lydelige Ord” er det vist nok anderledes, men saalænge Hr. Biskop Mynster erklærer begge Lydene i sin Mund for eenstydige og bruger dem iflæng, da er dette dog ogsaa kun en Særhed, vi skal taale og tage i den bedste Mening, naar vi kun, baade Lærde og Læge, beholde den samme Frihed til at blive ved det Gamle, som Hr. Biskoppen paastaaer til at bruge det Ny. Al ægte Frihed kiendes nemlig derpaa, at Næstens Frihed kan bestaae dermed, thi kan den ikke det, da nytter det ei, vi kalde vor Herskesyge Frihed, den bliver dog ligefuldt hvad den er, og da vi nuomstunder hardtad Alle har den Svaghed, at ville have Verden til at gaae efter vort Hoved, maae vi vel, saa vidt mueligt, bære over med den hos hverandre, men fremforalt stræbe at helbrede den hos os selv, hvortil jeg har fundet det et ypperligt Huusraad, ved hvert Anfald at spørge mig selv, om jeg heller vilde leve i en Kreds, hvor jeg ene havde et virkeligt Hoved og alle Andre kun Skygger af mit, end hvor hver havde sit Hoved, og Lov til paa eget Ansvar at følge det ligesaa frit, som jeg vil følge mit? Da vore Læger, saavidt jeg veed, slet ikke befatte dem med at helbrede denne ligesaa contagiøse som epidemiske Sygdom, haaber jeg ikke at blive tiltalt som Kvaksalver for denne lille Recept, der ikke kommer paa Apotheket, og som, hvor den følges, vil hos alle ædle Gemytter forebygge langt større Stridigheder end den om det lille “e” i Luthers Catechismus.

N. F. S. Grundtvig.