---
title: Den store Strid om det lille “e” i Luthers Catechismus
author: Nicolai Frederik Severin Grundtvig
date: 2025-11-01
publisher: Faculty of Arts, Aarhus University
---
# Den store Strid om det lille “e” i Luthers Cathechismus.
**V**erden og jeg kan kun sjelden enes enten om det Latterlige eller Kiedsommelige, da vi deraf finde langt Mere hos hinanden, end vi, naturligviis, hver for sin Part, har Lyst til at indrømme, men, skiøndt det gaaer ud over mig selv med, kan jeg dog ikke nægte, den store Strid om det lille “e” har baade en meget latterlig og en meget kiedsommelig Side at betragtes fra. Hørde nemlig Hr. Biskop **Mynster,** Hr. **Dr.** **Kalkar,** Hr. Mag. **Lindberg** og min Ubetydelighed allesammen til det “**Ortografiske** Samfund”, der i det Mindste synes fuldt og fast at troe, at **Aanden** sidder i **Retskrivningen,** da var Striden om det lille “e” dog i fin kiedsommelige Orden og kunde, i Sammenligning med Grundsætningen, knap engang kaldes latterlig; men da vi nu Allesammen ivre mod “**Bogstavvæsenet**” i **Aandens** Rige, vilde Striden være latterlig nok, om det end ikke traf saa uheldig, at det er et **Bogstav i Aandens** Navn vi trættes om. Det er imidlertid hardtad Synd at lee ad os, da det ligner
- - - den haarde Skæbne,
Mod hvilken Man omsonst sig stræber at bevæbne; thi vi veed godt selv, det er urimeligt og latterligt hvad vi giør, men kan dog ikke lade det, da **Bogstavernes** uindskrænkede Magt i **Aandens** Verden giennem **Latin-Skolen** er blevet os saa dybt indpræntet, at i samme Øieblik, vi protestere derimod, bøie vi os dog derunder. Saaledes finder Hr. Biskop **Mynster** selv, at denne “**Bogstavstrid**” neppe er mange Ord værd, men mener dog, det lille “e” i Luthers Cathechismus kan i Landsbyskoler **fremtvinge** nogen Eftertanke hos Børnene, der tankeløst udtale Navnet paa den tredie Person i Guddommen, som om det var skrevet “Helligaan,” hvorved den ellers saa klare Tænker synes reent at glemme, at naar Man udtaler **Aandens** Navn **tankeløst,** da kommer det netop af at Man ikke stræber at **udtrykke Tanken** men at **udtale Bogstaver.** Mig gaaer det naturligviis ikke bedre, thi skiøndt jeg i det forrige Slag alt mærkede Uraad og gjorde Mine til at være udenfor Striden, blandede jeg mig dog ligefuldt deri, og giør saa endnu i dette Øieblik, mens jeg staaer og beskriver dens Urimelighed. Vist nok har jeg den Undskyldning paa rede Haand, at jeg skriver kun for at giøre **Aandens og Mundens** Rettigheder giældende mod det lille “e” og mod alle **Bogstaver,** men da jeg dog ligesaalidt som Andre kan føre enten **Aanden** eller **Munden** **Pennen,** bliver netop min Stilling i Striden tilgavns fortvivlet, da jeg falder for mine egne Vaaben. Da jeg nu imidlertid har **besluttet** at skrive om denne Sag, maa jeg ee at hitte paa en Grund, som jeg i det Mindste ei for Øieblikket selv kan giendrive, og det er da, at jeg vil kun **historisk beskrive** Stridens Ophav og Sammenhæng, for at vi Alle desbedre kan see, hvor **urimelig** den er, og vil med det Samme, saa godt jeg kan, pege paa den **Følelse,** der ikke er langt fra Nogen af os, at naar **Pennen** i et **levende** Sprog vil beherske **Munden,** beviser den kun sin Afmagt og giør sig latterlig. Kan nemlig blot denne ligesaa **naturlige** som **ubedragelige** Følelse faae Magt med os, da falder baade Striden om det lille “e” og i det Hele **Pennefeiderne** om **Aanden** bort, og kan en Pen det Allermindste, maa den dog vel kunne bevise sin **egen Afmagt.**
Hvem der nu gav Anledning til den store Strid om det lille “e”, det tilstaaer Hr. Biskop **Mynster** selv, var **ham,** da han engang, vel for snart hele **femogtive Aar** siden, ved en ny Udgave af **Luthers Cathechismus,** skrev den “**hellige Aand**” istedenfor den “**Hellig** Aand,” da han meende, de tankeløse Børn i Landsbyskoler kunde ved denne “rigtige Orthographi” ligesom tvinges til at bruge lidt Eftertanke og ei sige “Hellig **aan.**” Da nu en tankeløs Udtale af **Troes-Artikler** altid enten reiser sig af Tankeløshed **indvendig,** eller af Mangel paa den til Artiklen svarende **Tro,** som ogsaa er en **indvortes** Skade, saa var det aabenbar et Misgreb at ville giøre den **døde** Udtale **levende** med et **Bogstav,** da Man netop ved at putte os **Bogstaver** i Munden, slaaer Talen ihjel; men jeg er, som Bogmager af Professjon, selv alt for stor en Synder i dette Stykke, til at jeg derom kan gaae i Rette med Hr. Biskop **Mynster**, der har brugt sin Mund meget bedre og sin Pen meget mindre end jeg. Dersom altsaa Hr. **J. P. Mynster,** som vi dengang, da han hverken var **Doctor** eller Andet end en **høiærværdig** Præst og Tænker, kaldte ham til Forskiel, havde søgt at rette Udtalen “Hellig**aan**” ved at skrive “**Hellig**aand,” da vilde neppe Nogen, og i det Mindste ikke jeg, deraf taget mindste Forargelse, men nu skrev han “**hellige Aand,**” hvor det lille “h” viste, han vilde have **eet** Ord gjort til to, og det lille “e” aabenbar gjorde **tre** Stavelser til **Fire,** hvad vel pegede paa en Forøgelse, men kunde **umuelig** tjene til en **Forbedring i** **Udtalen.** Paa den Tid gjaldt nu **Mynster** for **Aandens** og **jeg** for **Bogstavens** bekiendteste **orthodoxe** Præst, og det var da ganske i sin Orden, at M. tog sig en **Frihed** med **Bogstaver,** som forekom mig saare betænkelig, og før jeg endnu vidste, **hvem** der havde besørget den ny anonyme Oversættelse af **Luthers Cathechismus,** skrev jeg et langt **Klagebrev** derover til da værende Biskop **Münter,** hvori det vel ingenlunde var min eneste men dog min vigtigste Udsættelse, at der i den **tredie** **Artikel** stod “**hellige Aand**” istedenfor “**Hellig** Aand.” Hvorfor nu Biskop Münter slet ikke indlod sig paa mine Indvendinger, veed ikke jeg, men Sagens **Ubetydelighed** og den **Dunkelhed,** der formodenlig har hersket i min Jeremiade, **kunde** været Grund nok, og da jeg fik at vide, **hvem** det var, jeg beklagede mig over, undlod jeg al offenlig Anke, thi at to **orthodoxe** Præster, for et i det Hele saare **heterodox** Publicum, skulde trættes om **Luthers Cathechismus,** vilde været et langt større Morskab for Mange end jeg undte dem. Denne **Frygt** for at komme i Pennestrid med **Mynster,** som jeg altid har havt, og som endnu var meget større, da han kun var **Capellan** ved **Frue Kirke,** end den er nu, da han, til **Danmarks** Ære, beklæder **Sællands** Bispestol, denne **Frygt,** som har gjort mig meget Gavn, hindrede mig da, Gudskelov! ogsaa fra at fare i Harnisk over den mig høist anstødelige Skrivemaade, selv da den forplantede sig til **Alterbogen** i sidste Oplag, men da Striden desuagtet er udbrudt og begynder at blive mig langt betænkeligere end Sagen selv, maa jeg dog oplyse, **hvad** det er, der støder **gammeldags** Christne og hvad der stødte mig forskrækkelig, til jeg opdagede, det er **Mundens** egen Skyld, naar den faaer en slem Smag ved at **tygge** paa en **Pen.**
Hvem der kiender Noget til **Kirkehistorien,** veed, at de Christne fra Arilds-Tid, skiøndt de i deres **Forklaringer** paastod **Guddommens** fuldkomne **Eenhed,** dog baade ved **Daaben** og, naar saa skulde være, ved **Baalet,** bekiendte Tro paa **tre** guddommelige **Personer: Faderen** og **Sønnen** og **Aanden,** og maatte derfor høre meget ilde af Modstanderne, som erklærede det for en grov Selvmodsigelse og vilde kue dem til enten at lade **Eenheden** eller **Treheden** fare; men da det nu er langtfra at alle Danske Læsere ere hjemme i den gamle Kirke - Historie, vil jeg kun beraabe mig paa den Allernyeste og Nærmeste, som lærer os, at vore Fædre bekiendte Tro baade paa den **eneste Guddom** og de **tre Personer** i den, hvad de stræbde at udtrykke med Konstordet “**Tre-Enigheden.**” Dette Konstord, som det maa blive de **Lærdes** Sag at bestride og forsvare, har vi imidlertid her slet ikke med at giøre, da det **ikke** findes i vor **fælles** Troes-Bekiendelse ved **Daaben,** altsaa ei heller udtrykker **den** Tro, **hvorpaa** vi **døbes,** eller hører til den **Daabs-Pagt,** som er **Vilkaaret** for vor Optagelse i **Kirken** eller det **Christelige Troes-Samfund.** **Navnene** derimod paa de **tre** guddommelige **Personer,** vi ved **Daaben** bekiende Tro paa, er naturligviis af høieste **kirkelig** og **christelig** Vigtighed, da det er i **deres Navn,** vi **døbes,** og en **aandelig** Personlighed kun ved **Navnet** kan giøres **kiendelig** og **giældende,** saa over disse **Navne,** som de **lød** ved **Daaben** over os og maae da bestandig **lyde i vort** Troes-Samfund, maae vi nødvendig, saalænge vi vil høre til **dette** Daabs og Troes-Samfund, holde Hævd og ei deri giøre mindste Forandring. Nu veed vi vel **ikke** af **Alterbogen,** der **tier** bomstille, hvormange Spørgsmaal, vi end giør den, men “af **Hørelsen**” at den **tredie** Persons **Navn,** hvor vi blev født og døbt, var et **Trestavelses**-Ord, hvis **Lyd** vi vel **ikke** kan **eftergiøre** med **Pennen,** men finde dog, eftersom vi har lært at **stave,** rigtig **beteg**net ved “**Hellig**aand, **Hellig**-Aand eller **Hellig** Aand.” Nu har imidlertid i **vore Dage** mange **Præster** med Flid vænt sig til **ikke** blot i Almindelighed men i Særdeleshed ved **Daaben,** hvor den **tredie** **Person** bestemt skal **nævnes,** istedenfor det velbekiendte **Trestavelses**-Ord at bruge **to** Ord, som udgiør **fire** Stavelser, og **lyder** ganske **anderledes,** hvad de ogsaa efter vore **Stave-Regler** give tilkiende, ved **ude**lukkende at skrive “**hellige** Aand,” saa det maa nødvendig have en **Grund,** og vi, som har **studeret** med dem, veed godt, selv om de ikke sagde os det, **hvad Grunden** er, nemlig, at de troe **ikke, Aanden** er en **Person,** men kun en **Egenskab, Kraft, Virksomhed, Sindelag,** eller andet Saadant, og at det er denne deres **Vantro,** de i vor **Troes-Bekiendelse** vil **udtrykke** ved de **to** Ord af **fire** Stavelser, istedenfor det **ene** og gamle Ord paa Tre. Hvad nu **dem** angaaer, som har denne Hensigt, da er Sagen soleklar, thi hvem der giør sig Umage for i Ordet at blive den **tredie Person** kvit, har ham naturligviis hverken i **Hjertet** eller i **Munden,** og om vi, som troe paa **Ham,** kan fristes til at efterligne dem, der vil fralægge sig Troen, er vel heller intet vanskeligt Spørgsmaal, men derimod kan det vel kaldes **dunkelt,** hvad **Forskiel** det i Grunden giør paa **Aandens Virksomhed** i og efter **Daaben,** enten saa **Døberen siger** det Ene eller det Andet. Herom er Meningerne naturligviis deelte, eftersom Man betragter **Troes-Bekiendelsen** og **Daaben** mere som et guddommeligt eller et menneskeligt Værk, og overalt, som Man betragter “**Naademidlerne**” og **Guds Ords Virksomhed,** saa det maa overlades til Hvers egen **Følelse,** og vil aabenbar jævne sig selv, naar hver **Præst** kan sige, som han synes, og **Forældre** lade deres **Børn** døbe af **hvilken Præst** de vil. Fælles og giensidig Frihed i **Samvittigheds-Sager** vil da ogsaa her, istedenfor al den Splid og Uro, Man deraf spaaer os, netop forebygge eller afbryde en Splid og Tvedragt, der i Tidens Længde maatte blive Livets Undergang. Biskop **Mynster** tænker, det giør i det Hele **ikke** synderlig Forskiel, **hvad** Man siger eller fortier ved **Daaben,** og slet **ingen** Forskiel, om Man kalder den **tredie** Person i Guddommen ved Hans gamle **Danske Navn,** eller eftersiger hvad vantroe Præster deristeden har hittet paa, og jeg er ikke **Dommer over** Biskop **Mynsters** Tanker, men Han er heller ikke Dommer over mine **Tanker,** thi for Gud er vi alle lige, og jeg tænker, vist nok ikke at **Ordet** **i Munden** giør nogen Forskiel, hvor det møder **Vantro i Hjertet,** men at hvor det møder **Tro** i Hjertet, der giør **Guds-Ordet** ved **Daaben** en **aande**lig Forskiel som paa **Liv** og **Død,** og at dette Ord vilde fattes **Aanden,** som giør **levende,** naar vi opgav Hans gamle **Navn** paa det Maal, vi er fødte i. **Hvis** Tanker nu heri er de Rette, det veed i Grunden kun vor Herre, naar hver faaer Lov at følge sine, da vil Tiden sagtens vise det, og allenfalds er det klart, at jeg med min Tankegang hverken som **Præst** kan forrette eller som **Fader** for mit Barn modtage **Daaben** under en **forandret** Skikkelse. Vil vi nemlig ikke for alt det vi veed, være Skyld i, at vore egne eller vore gode Venners Børn skulde komme **dødfødte** til **Verden,** da kan vi, som troende **Christne,** end mindre ville, at de for vor Skyld skulde komme **dødfødte** til **Guds Rige,** og selv en **overdreven** Ængstelighed er her en Dyd i Sammenligning med den mindste Skiødesløshed!
Velan! kan Man svare, men hvad kommer saa alt Dette det lille “e” ved i Luthers **Cathechismus** eller selv i **Alterbogen**?
Lidet eller Intet, svarer jeg strax efter min nærværende Overbeviisning, men det er jo heller ingenlunde for at deeltage i Kampen derimod, men netop for, om mueligt, at ende Striden derom, jeg her fører Pennen, og vil kun historisk oplyse, hvorfor det lille “e” under min **Uklarhed** stødte mig saa saare og støder endnu Mange af mine Venner.
Saalænge jeg nemlig endnu bedrev det mindste Afguderi med **Bogstaver** i Bibel, Alterbog og Cathechismus, og saalænge jeg absolut vilde have **Kirkebøgerne** til at være **orthodoxe,** hvad saa end **Præster** og **Menigheder** var, saalænge var det ogsaa min velfortjente Straf at forbluffes af **Bogstaver** og forivre mig over dem, og al den Forargelse, Vantro og Ugudelighed, jeg drømde, de stakkels døvstumme, kraftløse, steendøde Skabninger af **Menneske-Hænder** kunde frembringe og udbrede. Vel var jeg ikke saa **grov** en Afgudsdyrker, at jeg troede, **Bogstaverne** gjorde Mirakler, naar ikke **Munden** med **Aanden** kom til Hjelp, thi at det var **disse,** der gjorde Gierningen, lærde baade **Kirkehistorien** og min egen Erfaring mig daglig, men jeg indbildte mig dog, at **Aanden** og **Ordet** maatte altid virke “**som skrevet staaer**” saa det gjaldt om at passe paa **Skriften,** som Ordets **Rod** og Aandens **Kilde.** Derfor tænkde jeg: staaer der først “**hellige** Aand” i **Cathechismus** og **Alterbog,** da vil vi snart høre den smukke **Omskrivning** i de fleste **Kirker** og **Skoler,** og kan end vi Ældre hytte os, saa fanges dog Børnene, og den “**Danske** Kirkes” Rettroenhed er i **Historien** forspildt, medens de vantroe Præster vil juble, og naar vi blive ved at **tale** som før, giengiælde Bebreidelsen, at nu følge **vi ikke** Alterbogen, som vi før raabde os hæse paa.
See, det var Hovedgrunden til min Forargelse og er det sikkert endnu til mine Venners, til Striden med det lille “e” i Cathechismus, og til Gruen for det Sammei den forventede ny **Alterbog,** thi vel synes de mig sommetider bange for, at Biskop **Mynster**, naar det lille “e” kom i **Alterbogen,** vilde strængelig holde dem til at tygge paa det, men denne Formodning er i mine Øine baade saa latterlig, og, efter Hr. Biskop **Mynsters** bekiendte Liberalitet og udtrykkelige Erklæringer, saa uforsvarlig, at jeg kun kan ansee det for en af de Flyve-Griller, vi Alle for et Øieblik men ogsaa kun et Øieblik kan hjemsøges og foruroliges af. Forudsat altsaa, at Hr. Biskop **Mynster,** som han jo selv udtrykkelig har erklæret, anseer Striden om det lille “e” for hvad den ogsaa aabenbar er, en blot “**Bogstavstrid,**” da er al Ængstelighed hos og, der **forsage Bogstavvæsenet,** jo latterlig, og enhver Anke over Hr. Biskop **Mynster,** som om det **ikke** var **Skrivemaaden** men **Troen,** han vilde **forandre,** uforsvarlig.
Men, siger Man, Saameget er dog vist, at naar der kommer til at staae “**hellige** Aand” i **Alterbogen,** da vil de **rationalistiske** Præster finde det er sødt som Honning i deres Mund, og det vil svide til de **gammeldags** Christne, da Hr. Biskop **Mynster** jo **ingenlunde** vil have Sogne-Baandet løst eller rettere **Kirke-Tvangen afskaffet,** og sikkert Intet formaaer Modstanderne til at døbe hvad vi kalde rigtig, naar de har **Alterbogens Medhold.**
Ja, maa jeg svare, **naar** saa **skeer** i **alle** Maader, da kan det være tungt og fortrædeligt nok, men **forebygges** det ved at lade, som om vi allerede havde al denne Ulykke paa Halsen, fordi Hr. Biskop **Mynster,** med særdeles Hensyn paa **Skolebørnenes** Tankeløshed, foretrækker den **Skrivemaade** “hellige Aand” i Luthers **Cathechismus,** eller staae vi ikke meget mere med vore Ulykkes-Prophetier, som de der kæmpe med selvgjorte Skygger, og friste med vor aabenbare Ubillighed og vore krænkende Mistanker Hr. Biskop **Mynster** til, af menneskelig Svaghed, som vi alle har, at gaae videre og sætte sig fastere til Modværge, end han ellers vilde? Hvem har engang sagt os, at **Biskoppen** vil indføre **sin** ny Skrivemaade i **Alterbogen,** som **ikke** er for **Skolebørn,** og hvor den ikke blot ved **Daaben** men i **alle** vore **Collecter** upaatvivlelig vilde støde Mange, eller tænker Man, at Alterbogen fra en **Mynsters** Haand kunde blive saa skiødesløs, som den **sidste** Udgave, hvor der staaer “**Hellig** Aand” i **alle** Collecterne, og i selve **Daabsordet,** men “**hellige** Aand” i **Troes-Bekiendelsen,** som om **Aanden** i Troen og Daaben ei skulde være den Samme? Dog, sæt, Man veed, det er Hr. Biskop **Mynsters** urokkelige Beslutning, enten blot af orthographiske Grunde eller tillige for at føie de rationalistiske Præster, at indføre det lille “e” i Alterbogen, hvem har da sagt, han ikke ogsaa vil føie de **gammeldags** Præster i at hjelpe os til saamegen **Samvittigheds-Frihed,** som **levende** Christne nødvendig maae have, for at blive i **Stats-Kirken,** eller dog, hvad der skal være os ligesaa kiært, lette os **Udgangen** af **Statskirken**! I mine Øine er det umuelig Andet end at Hr. Biskop **Mynster** maa ville **en** af Delene, og maa blive mere villig dertil, jo mere Alterbogen læmpes efter **Rationalisterne** og jo mindre den følgelig kan behage de **gammeldags Christne,** hvis Stivhed vel kan være ham ubehagelig, men hvis **Tro** han jo vedkiender sig, og hvis **Samvittighed** han dog vel ligesaalidt vil tyrannisere, som **Rationalisternes**! Eller skal jeg nu endelig for en Feils Skyld (**for the sake of argument**) sætte, han **vilde** og sætte, han **kunde,** vilde og kunde give os det tunge Kaar mellem at blive vor Samvittighed utroe eller lide Forfølgelse, da var det jo endnu tidsnok og netop den rette Tid at forandre vore Tanker om Biskop **Mynster**; og beklage at **Evangeliets** berømte Talsmand var blevet dets Modstander! Var overalt **Daaben** det Eneste, der nu gjorde kirkelig **Frihed nødvendig,** da kunde jeg endnu anbefale mine Jævn-Christne, som havde det Uheld at være bundne til en modsat Sognepræst, det simple **Huusraad** selv at **hjemmedøbe** deres Børn, thi **Nøddaab** har jo altid været tilladt, og der er aabenbar ingen **Nød-Daab,** der saa godt svarer til sit Navn, som den, vi foretage for at skaffe vore Børn den ægte Daab, de ellers maatte savne. Vor Herre har overalt sørget saa godt for sine **Troendes Frihed,** at naar vi knn har Sind til at betale den efter sit Værd, kan jo ingen Magt i Verden berøve os den, saa vi maae skamme os dybt ved at ængstes enten over et lille “e” eller over alle de Forandringer, der kan giøres med “Pen og Blæk” i hvad der aabenbar kun beroer paa “**Ordet** i vor **Mund** og i vort **Hjerte**” saavelsom ved **Guds Høire Haand,** end sige da ængstes for de Forandringer, vi kan tiltroe **en Biskop,** der har viist langt mere Kiærlighed til det Oldchristelige og Forstand derpaa end Biskop **Balle**! Vi, som har Forjættelsen af **Sandheds** egen Mund, at vi skal **aldrig** prøves “**over** Evne,” har dog vist ikke lært af Ham at vente det Værste, mens **Han** beklæder Sællands **Bispestol,** som jeg formoder, vi har Alle ønsket paa den, og som er desmere stikket til at beklæde den værdig i vore Dage, jo mere **upartisk** han veier de modsatte Partiers Krav paa **Fred** og**Frihed** i Stats-Kirken. Langt tidligere end jeg, har **Mynster** indseet, at de gamle kirkelige **Tvangs-Love** havde altid noget Uretfærdigt ved sig og passe slet ikke til vore Tider, og kommer han da end lidt sildigere end jeg til at see, **Friheden** maa være **giensidig,** naar ikke **Menigheden** ved Præsternes **Frihed** skal komme under et utaaleligt **Præsteherskab,** maa jeg dog finde det langt rimeligere, Han snart vil komme dertil, end at jeg nogensinde skulde kommet til den Klarhed, jeg nu har vundet. Er det sandt, som Man siger, og som jeg selv troer, at Biskop **Mynster,** ulykkeligviis, har en stærk **Fordom mod** mig og mod Alt hvad der enten udgaaer fra mig eller slutter sig til mig, da kan det, eftersom de Dødeliges Vilkaar er, vist nok forsinke vor Enighed selv om **Frihedens nødvendige Udstrækning,** men i det mindste **saamegen Enighed** vil den **fælles** **Herre** dog sikkert betimelig bringe tilveie mellem to af sine Tjenere, som, hvor langt de end staae fra hinanden, dog af Ham er ordnede til at sammenvirke, og som veed, de baade af Efterslægten og af **Ham** vil kræves strængt til Regnskab, hvis de lade deres **Personlighed** giøre **Splid** i den Virke-Kreds, de sendtes til at bringe **Fred**!
Her hvisker jo nok En til mig, at det er Storagtigheden, som forblinder mig, saa jeg ikke seer, at fremfor Alt i **denne** Sammenhæng er saadanne Pennestrøg, som uden Noder vil angive en **høitidelig** Tone, et aabenbart Misgreb; men dette Slags Misgreb høre nu engang til min Stil, saa hvor de ganske fattedes, vilde jeg enten tvivle om, jeg havde selv ført Pennen eller finde Tvang anvendt, saa Rettelsen, ligesom tit i de Latinske Stile, var værre end Feilen. Derfor lader jeg Feilen staae, som et Vidne mod mig selv, at jeg godt veed, hvad jeg for længe siden vilde **sagt** til Biskop **Mynster,** naar jeg ikke dagligdags var ligesaa stor en **Kryster** i **Munden,** som **Vovehals** ved *Pennen*; thi det klarer sig efterhaanden for mig, hvad jeg altid har følt, at vore aabenbare **Naturfeil** stræbe vi kun som Narre at skjule, og miste derved den Undskyldning, de, ærlig vedgaaede, hos alle billige Folk vilde finde.
Efter nu, saa keitet, som det engang er min anden Natur, men netop derfor saa ærlig, som nogen syndig Mand, at have fralagt mig al Deel i Striden med Biskop **Mynster** om det lille “e,” og al Behag i de Mistanker, der vel stundum kan friste men aldrig beherske mig, vil jeg dog kortelig sige min Mening om det **orthographiske** Spørgsmaal, som ved Omstændighederne virkelig har faaet en Vigtighed, det i sig selv paa ingen Maade fortjende.
Saavidt jeg forstaaer **Dansk,** er det ingenlunde en Sprogfeil, at **Aandens Navn**hos os er blevet til et sammensat **Tre**stavelses-Ord, der, efter vore Stave-Regler skal skrives sammen enten “Helligaand” eller “Hellig-Aand,” og er dannet ligesom **Helligtrekonger,** Hellig-Aften, Helliggiørelse, Helligdom og Helligbrøde, men Feilen ligger deri, at vi, efter **Engelsken** og **Tydsken,** har beholdt den **bestemte** Artikel “**den**” foran, som vort Sprog krævede bagved, saa Landsby-Børnene har vel i Grunden Ret, da “Helligaanden” sikkert ligesom “Helligaften” vilde have Tonen paa **tredie** Stavelse. Hvorvidt nu **denne** Sprogfeil i “Troesbekiendelsen” skal eller kan rettes, derom kan Meningerne være forskiellige, men vist er det, at den hverken kan eller skal rettes ved en **indtvunget** Skrivemaade i **Cathechismus** og **Alterbog,** men kun ifald den retter sig selv i de **Troendes Mund,** og intet Forsøg paa Rettelse kunde synes mig uheldigere end Hr. Biskop **Mynsters**, hvorved **Navne-Ordet** “Hellig-Aand” skulde opløses i sine Bestanddele “hellige Aand,” ligesom vi for “**Gyldenløve**” vilde skrive “**gyldne** Løve” hvorved vi vel kunde spille paa Navnet men betegnede det ikke. Det nytter derfor slet ikke med alle de Exempler, enten **Dr.** **Kalkar** eller Andre kan opdage paa en saadan Skrivemaade i fordum Tid, thi deels er det jo **ikke** dem, der har bevæget **Mynster** til Forandringen, og deels har de jo orthographisk slet intet at betyde mod den **almindelige Brug** og mod den store “**Danske Ordbog,**” som ifølge deraf vidner, at “**Helligaand**” er i Bibelen og Theologien **Navnet** paa “den tredie Person i Guddommen,” saa, hvis vi aflagde **det Ord,** maatte der i en ny Udgave af Ordbogen staae: “**Helligaand**” det **aflagde Navn** paa en tredie Person i Guddommen, som nu intet Navn har. Kommer nu hertil, at **Rationalisternes** Fif ikke vel kan være Hr. Biskop **Mynster** ubekiendt, saa maa han vel indsee, Man selv med den bedste Villie har ondt ved at troe, det **blot** er af “**orthographiske**” Grunde, han saa afgiørende foretrækker en Skrivemaade, der, efter vore Staveregler, slet ikke svarer til Lyden, men betegner **to** Ord, der kun ved Sammensmeltning danne Aandens **Danske Navn.** Det nytter her slet ikke at beraabe sig paa **Tydsk** eller **Græsk,** thi hvert Tungemaal har sine Egenheder, og jeg tvivler ingenlunde paa, at overalt hvor Man har troet paa den tredie Person i Guddommen, har Han ogsaa i **Munden** havt et eget **Navn,** enten det saa med **Bogstaver** lod sig bestegne eller ikke, og at Man aldrig opgav dette Navn **førend** Troen, men beholdt det snarere lidt længere. Saaledes har Man i den **Engelske** Kirke vist kun en meget vaklende Tro paa Aandens **Personlighed,** men holder dog fast paa Hans **Engelske** Navn (**The Holy Ghost**) ved **Daaben,** og vilde Nogen rette dette **forældede** Navn til de gængse Ord **the Holy Spirit,** eller blot skrive det som andre Ord med “**smaa** Bogstaver” da vilde Alle deri see en Opgivelse af **Personligheden.** Saalænge imidlertid Hr. Biskop **Mynster** erklærer, det hos ham er slet ikke andet end en **orthographisk** Særhed at skrive “hellige Aand” og bruge en tilsvarende **Udtale,** da skal vi troe ham paa hans Ord, **saavidt** vi **kan,** og saavidt **han kan** faae **eet** Ord paa **Tre** og to Ord paa **fire** Stavelser til at **lyde eens**; men selv naar vi ikke kan forklare os **Kiendsgierningen** uden af en om end uvitterlig Vaklen i Troen paa **Aandens Personlighed,** maae vi dog aldrig ophøie vort Skiøn til en afgjort Sag, eller giøre **Skrivemaaden** til en **kirkelig** Tvistepunkt. Med det “**lydelige Ord**” er det vist nok anderledes, men saalænge Hr. Biskop **Mynster** erklærer begge Lydene i sin Mund for eenstydige og bruger dem iflæng, da er dette dog ogsaa kun en **Særhed,** vi skal taale og tage i den bedste Mening, naar vi kun, baade **Lærde** og **Læge,** beholde den samme **Frihed** til at blive ved **det Gamle,** som Hr. Biskoppen paastaaer til at bruge **det Ny**. Al **ægte** Frihed kiendes nemlig derpaa, at **Næstens Frihed** kan bestaae dermed, thi kan den ikke det, da nytter det ei, vi kalde vor **Herskesyge Frihed,** den bliver dog ligefuldt hvad den er, og da vi nuomstunder hardtad Alle har den Svaghed, at ville have Verden til at gaae efter **vort Hoved,** maae vi vel, saa vidt mueligt, bære over med den hos hverandre, men fremforalt stræbe at helbrede den hos os selv, hvortil jeg har fundet det et ypperligt **Huusraad,** ved hvert Anfald at spørge mig selv, om jeg heller vilde leve i en Kreds, hvor jeg ene havde et **virkeligt Hoved** og alle Andre kun **Skygger** af **mit,** end hvor **hver** havde **sit** Hoved, og Lov til paa eget Ansvar at følge det ligesaa frit, som jeg vil følge mit? Da vore Læger, saavidt jeg veed, slet ikke befatte dem med at helbrede denne ligesaa contagiøse som epidemiske Sygdom, haaber jeg ikke at blive tiltalt som Kvaksalver for denne lille Recept, der ikke kommer paa Apotheket, og som, hvor den følges, vil hos alle **ædle** Gemytter forebygge langt større Stridigheder end den om det lille “e” i Luthers Catechismus.
*N. F. S. Grundtvig.*