Det Danske Firkløver var Titelen paa en lille Bog, jeg skrev for et Par Aar siden om “ Konge og Folk, Fædreneland og Modersmaal ” og blev den end, som det synes, læst af Faa og ændset af endnu færre, saa har jeg dog havt den Glæde at erfare, den tækkedes, hvor Hjertet slaaer varmest for det Danske Firkløver, og det er mig til større Opmuntring end Manges Ligegyldighed kan være mig til Mistrøstning, saa jeg vil nu trøstig begynde hvor jeg slap, ved den Danske Høiskole nemlig, som jeg ønsker og haaber skal krone Frederik den Sjettes kongelige Storværk og fuldende hvad der i meer end et halvt Aarhundrede var Hans Hjertes Begiæring og Hans Bestræbelsers Maal: Danmarks Gienfødelse nemlig til et nyt Levnetsløb i den gamle Aand, men i en Skikkelse, som passer til de forandrede Tider. Vel kan jeg umuelig stræbe at vise Nødvendigheden af en Dansk Høiskole, der i alle Henseender er lige det Modsatte af den Latinske, uden frit at yttre min Overbeviisning om denne, og i det Hele om det fremmede, stive, tvungne og døde Skolevæsen fra Middelalderen, der, hvis det nogensinde var levende, dog for længe siden har overlevet sig selv og arbeider nu paa at bringe alle Christenhedens Folkefærd til det Samme; men Man misforstaaer mig dog aldeles, hvis Man tænker, jeg derfor miskiender enten vore høilovlige Kongers eller vore giæve Fædres flittige Bestræbelser for hvad der efter deres Tro eller Skiøn var nyttig Oplysning eller Veien dertil. Fejltagelser og Misgreb kan Man ikke give andre Navne, uden at giøre dem ukiendelige, og ei kalde ubetydelige, naar Man, om mueligt, vil afvende den ubodelige Skade, hvormed de true Menneske og Folke-Livet, men Feiltagelser og Misgreb i Oplysnings-Sagen, der udsprang af dybt indgroede, ved deres Ælde og gudelige Skin ligesom helligede Fordomme, dem kunde Man kun undgaaet ved Ligegyldighed for det store Anliggende, til det under Forsynets Styrelse klarede sig selv, saa de ædle Bestræbelser beholde deres Ære og kan, hvor Feilen rettes, ei engang siges i det Hele at have forfeilet deres Maal. Ligesaalidt maa Man tænke, jeg, om end min Magt dertil var ligesaa fuldstændig, som min Afmagt er, vilde nedrive og forstyrre de gamle Indretninger, som jeg meget mere vilde overlade til Tiden og sig selv, vis paa, at alt Saadant falder kun betimelig, naar det falder af sig selv, fordi det Ny og Hensigtsmæssige har oplyst Alles Øine om sit Fortrin og vundet Hjerterne. Hvad jeg vilde, naar jeg raadte for det, og hvad jeg derfor kalder raadeligt, er blot at bortrydde Hindringerne for en ny Skole-Bygning og arbeide flittig paa den, og da lade falde, hvad ei kan staae paa sine egne Been. Fra vor Almue-Skole ønskede jeg derfor blot Mulcterne og al Tvangen borte, der har gjort den forhadt, thi er den Læsning og Skrivning, Man der kan lære, end neppe meget værd, saa ansees den dog almindelig derfor og er i vore Dage en stor Deel af Almuen nødvendig. Og skiøndt Latin-Skolen, efter min Overbeviisning, ei blot er unødvendig men meget skadelig og en Moder til al vor Elendighed, saa bør den dog blive staaende, saalænge endnu Mange ansee den for Kirkens uundværlige Støtte, en Chinesisk Mur mod Barbariet og et Hyttefad for al historisk Videnskabelighed, thi denne grundløse, men dybt indgroede Fordom vil falde bort af sig selv, saasnart Man seer, at den Danske Skole virkelig giør Kirken langt mere levende og frugtbar for Danske Folk, udbreder langt mere Kiærlighed til Danmark og Forstand paa Dets Tarv, og bliver Vuggen for en historisk Videnskabelighed, der ikke smedder sine Dyrkere i Lænker til de døde Sprog og deres Grave eller Grammatiker, men sammenknytter dem levende med Fortidens Slægter, nærmest med vore Nordiske Fædre. At en saadan Dansk Høiskole maa finde en beskeden Plads i Danmark ved Siden ad den Latinske, og træde i levende Virksomhed, kun det er mit brændende Ønske og naar kun det maa opfyldes, skal jeg ikke have synderligt imod at de Døde begrave deres Døde til Dagenes Ende.

Havde jeg, som Holberg, tjent en Tønde Guld, eller endnu bedre, som Sir Walter, en Million, med mine Skrifter, da satte jeg dem vist nok ikke, som den Sidste, i “Papir” for at vinde Ligesaameget til eller spille af med Boghandleren, men anvendte heller Broderparten paa, med Kongelig allernaadigst Tilladelse, at grunde en Dansk Høiskole, aaben for hele Landets Ungdom, hvor den, blandt Andet, ogsaa kunde faae Smag paa folkelig Sang og Skrift; thi for paa en værdig Maade at more Folket, og naar de var døde, dog levende at mindes i Fædrenelandet, derfor var det, baade Grækenlands og Nordens Skjalde og Sagamænd i gamle Dage anstrængede sig, og med dem føler jeg mig saa nærbeslægtet, at det undrer mig tit, at Virgil og Livius ikke døde af Kiedsommelighed længe før de blev færdig med Mester-Værkerne, ei engang Romere vilde kalde folkelige, men kun glimmersyge Hofmænd beundre, vindtørre Bogorme gotte sig ved og Skoledrenge gabende ophøie. Dog selv om jeg havde Penge Nok til at grunde en Dansk Høiskole efter den største Maalestok, vilde jeg dog meget heller, som Holberg, forære Pengene til Academiet i Soer, naar det blot lignede en Dansk Høiskole efter min Forestilling ligesaa meget, som det i Holbergs Dage lignede en Saadan efter hans; thi baade er der langt mere Rimelighed for, det vil vinde og vare, hvad der i Tidens Løb er ligesom opkommet af sig selv, end hvad Enkeltmanden ligesom vil fremtvinge efter sit Hoved, og derhos ligger det dybt i Nordboens historiske Natur med Kiærlighed og Haab at knytte sig til Steder og Indretninger, som Fortids Minder giør os dyrebare. Kun saare nødig og beklemt om Hjertet vilde jeg derfor række Haand til Reisningen af den Danske Høiskole paa nogen anden Plet end den, hvor Han, som reddede Danmark fra Slaverne og alle dets gamle Helte fra Glemsel, hvor Danmarks Støtte og den Danske Histories Genius i Middelalderen, den høiadelige Helt og høiærværdige Biskop Axel hviler sine Been og grundede Klostret til en evig Sjælemesse for sig og sin i Aand og Sandhed høiadelige Slægt, og hvor Kong Christian den Fjerde, Høilovlig Ihukommelse, da Messen for den gamle Biskop var udsunget, grundede et “Ridderligt Academi” hvor en ny for Danmarks bedste Adelsmand skulde begynde. Nu er det vist nok, at for at faae mine Penge, skal Academiet i Soer ikke ønske at blive paany den Patriotiske Høiskole, hvortil det af Christian den Fjerde blev grundet, og af Ludvig Holberg begavet, thi at i det Mindste nu intet Handværk i Danmark, skiøndt drevet af alle Livsens Kræfter med forsvarligt Anlæg og betydeligt Forskud, mindre kan føde end sige berige sin Mand end Bogmageriet, det veed Ingen bedre end jeg; men netop fordi jeg har hverken “Sølv eller Guld” at give til den Danske Høiskole, som dog for mine Øine er Fædrelandets eneste sikkre Redningsmiddel, just derfor maa jeg desivrigere pege paa Academiet i Soer og sige: der ligger unægtelig Danmarks Patriotiske Høiskole begravet, ved Siden ad Axel og Holberg, og vil, trods Romervagten, staae herlig op, saasnart Kongen udsender en Tjener til at vælte Stenen fra, som, Gud skee Lov ! er ikke meget stor, ikke større end Badens Latinske Grammatik . Hvordan det gik til, at den Patriotiske Høiskole i Soer, der for 70 Aar siden stod i sin feireste Ungdoms-Blomster, fik saa hastig en Død, og saa at sige sin Vugge til sin Grav, det kan Man nogenlunde forklare sig af det Latinske Universitets Misundelse og af Grundfeil i Organismen, men hvordan Stenen, den forstenede Latinske Grammatik, blev væltet for Gravens Mund, i en Konges Dage, der var Danskere endnu end Christjan den Fjerde, det lader sig kun forklare af den sorte Konst, der stikker i Latinen, og lad os see, er ikke maaskee Stenen allerede igien bortvæltet, mens vi, som Kvinderne ved den hellige Grav, spørge ængstelig, hvordan det skal skee? Jo, seer jeg ret i Morgen-Dæmringen, da er Stenen virkelig borte fra Munden og Romervagten daanet, saa naar den staaer op igien er det kun for at flygte; thi har ikke Hans Danske Majestæt høitidelig aabnet Academiet for Ustuderede, det er: for Danske Folk, som kan ikke Latin, og hvad maa den naturlige Følge vel blive, naar Man veed, at Dansk og Latin kan umuelig forliges, hvad Andet end at Latinen flygter og Dansken jubler!

Sværmeri, vil Latinerne sige, idelt Sværmeri, ligesaavel at Latin og Dansk ei skulde kunne forliges, som at Dansken, naar det kom til Strid, ei beskeden maatte vige for Virgils og Ciceros, for det Classiske Roms, for hele den Lærde Verdens Sprog, som kun Dumhed kan trodse, kun Barbarer fordrive og disse Talemaader har saamange Aarhundreders Hævd paa at hedde Viisdom, at skiøndt jeg ingen kan finde i dem, maa jeg dog ikke vente at troes paa mit Ord, men maa bestandig, til de gives Magt, gientage mine Grunde.

At nemlig Dansk og Latin skulde være saa uforligelige, at En af Delene maatte rømme Landet, det har jeg aldrig paastaaet, men finder meget mere, at ikke blot Danmark er stor nok til at rumme endnu langt flere Sprog, men at selv i mit Smule Hoved kan Dansk og Latin til en vis Grad ganske godt rummes og paa en Maade forliges, men allerede i mit Hoved forliges de dog kun som Hunde og Katte, saa jeg fik aldrig et roligt Øieblik, dersom jeg ikke lod En af dem raade og tvang den Anden til at lystre. Gaaer det nu saaledes med mit Hoved, der dog, som en Historikers Studerekammer, er et Slags videnskabeligt Værtshuus, hvor Man gierne, for Profitens Skyld, er høflig mod Enhver, som betaler og vil tage til Takke med Leiligheden; hvordan mener Man da, det gaaer med de arme Skole-Drenges, som, førend de endnu paa Modersmaalet kan videnskabelig tælle til fem, skal efter Grammatikalske Regler lære sig til at skrive og tale som Cicero! Maae de ikke nødes til enten at løbe ud af Skolen paa Halvveien, eller, saa godt de kan, tvinge Dansken til at lystre Latinen, hvorved de vist nok ikke komme til at skrive eller tale Latin men dog til at skrive og tale Dansk omtrent som Cicero, hvad naturligviis bliver omtrent som Ebraisk for Danske Folk og udtørrer den naturlige Livs-Kilde, hvoraf Talen skulde flyde som Tankens og Følelsens rindende Bække og svulmende Aaer. Eller er dette maaskee kun en spidsfindig Slutningsmaade, som Erfaring giendriver? Er det maaskee ikke sandt, at Man i Christen Pedersens og Anders Vedels Dage skrev meget bedre Dansk end hundrede Aar senere, da Man saagodtsom slet ikke kunde skrive det, skiøndt Man netop i denne Tid gik flittigst i Skole, eller gives hertil nogen anden optænkelig Grund, end at Skolen var Latinsk og Latinen i Drenge-Hoveder aldeles uforligelig med Dansk, ja, fandtes i Skolen saa uforligelig dermed, at skiøndt Man priste Reformationen for Latinens Uddrivelse af Kirken og Modersmaalets Indførelse, fandt Man sig dog af Latinen nødt til at udelukke Modersmaalet af Præste-Skolen , som om Man med Romersk Vold og Magt vilde igien indføre Latin i Kirken, vel ikke i sin klosterlige, men i sin classiske, hedenske Skikkelse. At dette nu var splittergalt, indsee og tilstaae jo Alle, men da det unægtelig var langt fra vore Fædres Tanker i det Syttende Aarhundrede enten at indføre Latin eller Hedenskab i Kirken, saa kan jo Intet have bevæget dem til at udelukke Modersmaalet af Præste-Skolen, uden den Indbildning at Latinen ligesom Dyden skulde læres og øves ei for Nyttens men for sin egen Skyld, og den Erfaring, at hverken taalde Latinen, efter Roms gamle Valgsprog ( aut Cæsar aut nihil ) andet end Trældom ved sin Side, heller ikke var noget Sprog, hvor det fik Magt, den Classiske Latin saa fordærveligt som Dansken. Dog, hos os skulde Latinens Forhold til Modersmaalet blive soleklart, hos os skulde Fienden ad alle levende Sprog udspille sin Rolle og ærlig fortjene sin Dødsdom, som han dog, hvis han levede, kunde lee ad, da Ingen tilgavns kan “slaae en Død ihjel.” Det Attende Aarhundrede er i denne som i flere Henseender hos os vel ikke meget fornøieligt men saare lærerigt. Danmark fik nemlig paa Overgangen til dette Aarhundrede, ved et dobbelt Vidunder, sin store Psalmeskjald, Thomas Kingo, og sin endnu større Skiemtedigter, Ludvig Holberg, som nødvendig baade i og udenfor Kirken maatte give den med Modersmaalet uforligelige Latin et Knæk, den, trods alle Rectorers og Magistres forenede Bestræbelser, aldrig forvandt, og da Holberg nu ovenikiøbet i Peer Paars skabde en udødelig Helt til med de skarpeste Vaaben daglig at bestride Afguderiet med de døde Sprog, saa sprængdes naturligviis snart den ligesaa latterlige som sørgelige Skole-Bom for Modersmaalet. Endnu i Holbergs Dage reiste Ridder-Academiet i Soer , der i Løbet af det Syttende Aarhundrede var nedsunket til en Latinsk Drenge-Skole, sig paany, og blev virkelig en Patriotisk Høiskole, hvor Modersmaalet blandt Andet havde den Triumf, at Sønnen af den sidste Latinske Skolemester, Snedorf, blev Danskens ivrige Talsmand. Fra en Lærestol paa denne Danske Høiskole var det Ove Guldberg udgik at fordanske vort Kongehuus, hvor vel ikke Latinen men dog Fransken, under Modersmaalets Forsømmelse havde faaet Overhaand, og denne uforglemmelige Ædling prøvede nu ogsaa paa at fordanske Latin-Skolen, et Herculisk Arbeide, som vel mislykkedes, men aabenbar kun fordi Dansk og Latin er i Drenge-Skolen, som i Drenge-Hovedet, uforligelige, og Vindingen blev dog i Grunden den samme; thi ved den Guldbergske Skole-Reform blev Latinen saa slet og Dansken saa kry, at, kiendte Man ikke de lærde Fordommes Haardnakkenhed, maatte Man finde det aldeles ubegribeligt, hvorledes vi endnu kan have en Latinsk og fattes en Dansk Høiskole; thi med al muelig Beskedenhed tør Man jo dog nok paastaae, at godt Dansk er bedre end slet Latin!

Saameget om Uforligeligheden, og tabde nu den Latinske Drenge-Skole i Soer Slaget med Dansken midt i det Attende Aarhundrede, hvad da i det Nittende! Jupiter være lovet, sige Latinerne, i det nittende Aarhundrede har Man i det Mindste herinde angret Forsømmelsen af den Latinske Stil i det Attende, da Man saae, at derved forsvandt den “grundige Lærdom,” og har du ikke seet, at Academiet i Soer har selv foreslaaet, at de Ustuderende skal dog ogsaa lære Latin i de tre nederste Classer og fries fra at glemme det i de tre Øverste, saa, skal Noget tabe Slaget der, maa det dog vel blive Dansken, der kun har Adgang paa Latinske Vilkaar! Siger Altsammen Intet, svarer imidlertid jeg, undtagen hvad vi har længe vidst, at Latinen er noget forhexet Tøi at blive kvit; thi hvad det Første angaaer, da er det vel, desværre, kun alt for sandt, at Man hos os har stræbt i det Nittende Aarhundrede at indhente hvad Man ved den Latinske Stil forsømde i det Attende, ja at Man til dens Ære har faaet de “Danske Jurister” halvt og haaber at faae de “Danske Læger” heelt udryddede; men at den “grundige Lærdom” Intet vandt derved, er soleklart, thi selv naar Man slutter i den smukke Latinske Cirkel: med den Latinske Stil forsvinder al grundig Lærdom, fordi den Latinske Stil er Grunden til al grundig Lærdom, saa er dog ligefuldt den Latinske Stil nu meget slettere end ved det Nittende Aarhundredes Begyndelse, og Reactionen har følgelig kun frembragt en Krebsgang, der vist snart vil føre Latinen giennem “Philosoph-Gangen” fra Soer til Krebshuset! Kun naar den Latinske Grammatik er Skolens Alpha og Omega, saa Man radbrækker kun Dansken for at slippe fra den, oversætter baade Græsk og Ebraisk og lærer Alt hvad Man lærer paa Latin, kun da, som i det Syttende Aarhundrede, lader Naturen sig saavidt underkue af Optugtelsen, at de, der intet levende Sprog kiender, synes, Man skriver og snakker det Døde godt; saa naar Universitets-Directionen ikke tør tilraade Kæmpeskridtet baglænds til det Syttende Aarhundrede, men maa tvertimod fordre at Dansken ikke poffres eller forsømmes for Latinen, da vil den Latinske Stil, trods alle Konster, daglig blive slettere i Drenge-Skolen, hvor Erfaringen nødvendig maa vise at den Latinske Grammatik er for haard en Nød at knække, naar Man ei paa den maa bide sine Danske Tænder reent istykker, eller, reent ud sagt, hvor saadanne to Skrift-Sprog, som Dansk og Latin, maae findes uforligelige.

Men nu Forslaget fra Academiet selv, at selv de, der vil benytte sig af Majestætens allernaadigste Tilladelse at besøge Skolen og Academiet i Soer uden alt Latineri, skal dog, ligesom de Sorte paa Jamaica, udstaae en Lærlingtid, før de kan gives fri, eller skal, paa gammel Romersk, “gaae under Aaget,” aabner det ogsaa lyse Udsigter for Dansken i Soer? Nei, det var Synd at sige, saa, fandt jeg det endogsaa blot mueligt, at det kunde være Academiets Alvor, da maatte jeg tilstaae, at Stenen, som den velsignede Kongehaand væltede fra, var væltet for igien, og alt Haab ude om, at Academiet i vor Tid, uden at rives ned og bygges om, kunde blive en Dansk Høiskole. Men jeg siger trøstig: det er umueligt, thi, hvad Hemmelighed der end stikker under det ubegribelige Forslag til at forbittre Dansken Frugterne af Majestætens Naade, saa veed vi jo dog Alle, der er ikke mindre end tre Danske Digtere mellem Academiets Professorer, og at de skulde ønske Dansken under Aaget, maatte jeg kalde umueligt, om jeg end slet Intet kiendte til Ingemann, Hauch og Wilster, hvis afgjorte Danskhed dog er mig velbekiendt. Og nu Professor Lütken, Latinens erklærede Avindsmand, saavelsom jeg selv, kunde han maaskee spille under Dække med Fienden?! Eller er maaskee begge Tyge Rothes Sønnesønner pludselig blevet bange for at Dansken skulde blive dem for mægtig! Eller nu endelig Professor Waage, over hvis Forkiærlighed for Dansken jeg alt for næsten tredive Aar siden glædede mig, og som aabenbar vandt baade sit Navn og sin Stilling ved Modersmaalets levende Brug, skulde han nu have svoret til Ørnebanneret uden at ændse, at “ Hjerterne ” blødte derved! Nei, umueligt, maa jeg gientage, saa det hænge nu sammen med Forslaget, som det vil, det er mig dog lige klart, at Forsynet har vidunderlig samlet Professorer til den Danske Høiskole i Soer, saa den kunde aabnes i Morgen med en Glands, den Latinske Drenge-Skole aabenbar fattes, og kan umuelig vinde i Soer, hvor de fædrelandske Minder gjorde Pagt mod Latinen med den deilige Danske Natur, ja, hvor Man frit kan sige, Danmarks Genius svæver huusvild over Fædrenes Grave, og lader ingen fremmed Plante end sige det Latinske Ukrud blomstre paa dem, men sukker og klager til den Kongelig Danske Høiskole reiser sig som det levende, udødelige Mindesmærke, der med alle Danske Ædlinger skal bevare Jubelkongerne Christian den Fjerde og Frederik den Sjettes høilovlige Ihukommelse til Verdens Ende, med det Vidnesbyrd at deres Kroner var af Rosen-Torne!

Og hvilken Trolddom skulde nu vel forhindre dette Mindesmærke fra at reise sig paa den dertil giennem Aarhundreder indviede Grund, eller hvilken Haand i Danmark kan lukke den Dør igien, som Kongens Nøgel har opladt, eller hvilken Mund tør sige, at Kongens og Folkets Modersmaal maa i Danmark ingen Høiskole faae for at den store Romerske Tyrans, alle Folks og Kongers arrigste Fjendes Sprog ikke derved skal miste sin Dyrkelse og savne de Menneske-Offere, der giennem saa mange Aarhundreder blødte paa dets Alter!

Det Sidste vist nok Ingen, men at der, det være sig nu i Latinen selv eller i Skolen for den, er en vis Trolddom, der hidtil berøvede Modersmaalet den Dronning-Stol i Fædrenelandet, hvortil det unægtelig er odelsbaaret, det er en Kiendsgierning, og skal virkelig de, der komme til Soer for at dannes paa Dansk, først trælle for Latinen saa de tabe Lysten eller tilsætte Kræfterne, da maae vi bekiende, den Trolddom er kun alt for mægtig endnu, da den kan indtage og forblinde selv Danskens erklærede Venner. Ja, det er ved denne Leilighed blevet mig soleklart so eklarttekstkritik er afhandlet i ACCESS, at saalænge Academiet i Soer skal dele Bestyrelse med Latin-Skolen og det latiniserende Universitet, saalænge kan Dansken umuelig blomstre der, fordi Dansk og Latin er uforligelige; thi selv naar Directionen, som nu, bestaaer af Tyge Rothes Søn, af en Nordisk Historiker og en Practisk Hædersmand, der dog umuelig, hver for sig, kan foretrække Latin for Modersmaalet eller den Classiske Jordbund for Fædrenelandet, maae de dog nok, som et Collegium, holde det for deres Pligt, fordi det især er Latin-Skolen (efter et Kapitolinsk Orakel-Sprog: Viisdommens Sæde og al grundig Lærdoms Vugge), der betroedes til deres Omhu og Varetægt, og de dog sagtens har den samme Følelse som vi Andre, at ligesom Latinen var Modersmaalets saaledes vil Modersmaalet være Latinens Grav. Saasnart det derimod maatte behage Majestæten at give Academiet i Soer sin Hofmester, under hvilketsomhelst Navn, igien, der intet Ansvar havde for Latinen men Fuldmagt til at giøre Alt hvad der kunde tjene til Academiets Blomstring, som en Danmarks Rosengaard, da troer jeg, Resten vilde saa godt som følge af sig selv, og en Patriotisk Høiskole i en Haandevending danne sig til de Fremmedes Efterligning og, hvad der er Hovedsagen, til Fædrelandets ubeskrivelige Gavn og vor landsfaderlige Enevoldskonges usigelige Glæde!

Her maa jeg standse, thi vel er det ganske rimeligt at Latinerne vil fordre, jeg ikke alene skal nøiagtig beskrive den Kongelig Danske Høiskole i Soer, jeg sukker for, men ogsaa bevise, at den Keiserlig Latinske Høiskole i Kiøbenhavn derved intet taber enten i Anseelse eller Rettigheder; men paa ingen af Delene kan jeg indlade mig. Jeg kan ikke indlade mig paa det Sidste, thi skiøndt jeg, naar Danmark kunde være tjent dermed, gierne paa den Danske Høiskoles Vegne overlod den Latinske, med alle Chinesiske Examiner, Udsigten til alle de “ visse Levebrød ” paa offenlig Bekostning, saa kan jeg dog ligesaalidt tænke mig, at Latinen, naar Modersmaalet hæver sig, skulde beholde overtroisk Dyrkelse og tyrannisk Overmagt, som at en magtesløs Romersk Besætning skulde have beholdt sin Myndighed og keiserlige Anseelse i et Land, hvor Folket reiste sig og afkastede Aaget. Det er imidlertid mit oprigtige Ønske, at naar den Kongelig Danske Høiskole reiser sig, naturligviis aldeles uafhængig af Latinen, det da maatte overlades til det Latinske Universitet, ikke blot at beholde alt det Latineri, det end har vedligeholdt, men, om det behagede, for Classiskhedens Skyld, at vende tilbage til sin velbehagelige Skikkelse, der især fra Guldbergs Dage har lidt saa meget, at det nu ligner meer en Ruin end en ordenlig Bygning i nogensomhelst videnskabelig Stil. Jeg er nemlig vis paa, at saasnart den Danske Høiskole begynder at virke, da vil hele vort Universitet selv finde, hvad det Halve alt bekiender, at det trænger til en Reformation, hvorved det kan tilbagevinde Folkets Hjerte og tilfredstille Tidens Fordringer, og da først og fremmerst til at lade den “ Latinske Stil ” ved første og den Mundfuld Blæklatin til sidste Examen fare, for at Man dog ikke skal sige, at i Kiøbenhavn kunde hverken Plato eller Aristoteles blevet Student, og især for at Dansken kan drives med noget Eftertryk i den Lærde Skole, hvad, saalænge den Latinske Stil kræves, er aldeles umueligt. Det gaaer nemlig med Modersmaalets Frigivelse (Emancipation) ligesom Canning meget rigtig sagde om de Irske Katholikers: det er ikke længer Grundsætningen, det giælder om, thi, det være nu galt eller klogt, den har Modstanderne indrømmet for længe siden, men Spørgsmaalet er kun, om vi i Udførelsen skal standse paa Halvveien, saa Trældommen, om end kun halv saa grusom, bliver dobbelt forhadt, uden paa mindste Maade at gavne Tyrannen. Latinerne har nemlig for længe siden maattet indrømme, at Modersmaalet har fuldelig Ret til at herske i Landet og til at uddanne sig aldeles uafhængig af Latinen, men dog holde de paa den Latinske Stil og paa Dørren til den Danske Høiskole, saa Modersmaalets fri Uddannelse og Herredømme kun staaer paa Papiret, mens Munden er bundet med slet Latin hos de Studerende og bliver ved at være i Baglaas hos Folket. At nu selv Afskaffelsen af den Latinske Stil, som en tvungen Sag for Danske Embedsmænd, der vil giøre Universitetet taaleligt, dog ingenlunde vil tilfredstille Tidsaandens retmæssige Fordringer, men at hele den bagvendte Drenge-Videnskabelighed og de dermed sammenhængende Overhøringer, snart vil gaae samme Vei, Regieringen foretrække hensigtsmæssige Planteskoler for de forskjellige Slags Embedsmænd, og den Lærde Høiskole overlades til dem, der har baade Anlæg og Alder til virkelig at blive Videnskabsmænd, det forudseer jeg vist nok og glæder mig til, men ogsaa uden at see det, kan jeg døe rolig, naar blot Dansken har faaet sin Høiskole og den Latinske Stil sit Løbepas!

Saameget om den Sikkerhed, der kan gives slet Latin for at Den ikke skal fortrænges af godt Dansk, hvor den midt i Danmark, til Folkets og Landets hardtad ubodelige Skade, har anmasset sig Kundskabs Nøgel og beholdt den giennem Aarhundreder, og jeg kan kun tilføie, at er det Latinen en Trøst til Verdens Ende at radbrækkes i Folke-Munde, da er det til Italien, Spanien, Frankrig og i det Høieste England, den maa henvende sig, da den, ved i sexhundrede Aar, deels klosterlig og deels classisk, at arbeide paa Nordens Romanisering, kun har gjort sig ligesaa latterlig som forhadt, og taber derfor ei det Mindste ved at overlade os som haardnakkede Syndere til vort naturlige Barbari. Frygter Latinen derimod for, hvad den maatte ønske, at vi aldeles skal glemme den, da kan den være ganske rolig, thi det vil vor historiske Natur og verdenshistoriske Videnskabelighed aldrig tillade os, og det maa derom være den et “lykkeligt Forvarsel” at jeg, med al min gruelige Forkiærlighed for Dansken og mit endnu grueligere Had til Latinen, dog som “ Saxos Oversætter ” har viist mere Flid og Taalmodighed i Latinlæsning end de Fleste, der endnu løfte Latiums Tungemaal til Skyerne. Som historisk oplyste Folk veed vi nemlig godt, at Fienden er farligere, jo mindre vi kiende til ham, og lee ret hjertelig ad det blinde Had, der Intet vil lære af sine Fiender, skiøndt det er den eneste baade Nytte og Fornøielse, Man har af dem, saa Sagen er kun den, at ligesom vore Bønder unægtelig giør klogest i at holde dem til den Danske Saxo, saaledes vil Nordboen ogsaa først ret drage Fordeel af Latinen, naar Ingen træller for den, men nogle Faa ad Gangen beherske den og nøde den til at trælle for os.

Hvad nu Indretningen af den Danske Høiskole angaaer, da kan jeg egenlig slet ikke indlade mig derpaa, da det gaaer med alt levende Menneskeligt, som med os, der maa fødes først, før Man veed, hvilken Hue der vil passe til vort Hoved, end sige da, hvor høit et Maal vi vil faae, og hvad vi med Tiden kan lære, saa jeg skulde ikke engang nævnet det, naar vi ikke, ved Skolerne for Døden var blevet saa forvænte, at vi næsten slet ikke kan tænke os en Skole, hvis hele saakaldte Levnetsløb ei er beskrevet før det begynder, hvad ypperlig lader sig giøre med den “boglige Konst” der bestaaer i at lære et vist Antal Gloser og Regler udenad, og paa sit Høieste i at randsage og efterligne saa faste og steendøde Ting, som Bøgerne ere; men lader sig umuelig anvende ved Livs-Udviklingen, der udelukker Stilstand og kan ei følge andre Regler end Naturlovene, eller ved Livs-Oplysningen, der maa rette sig efter Livet, som det virkelig forefindes. Man kan derfor nok sige, at ved en folkelig og borgerlig Høiskole i vore og vore Børns Dage, burde, saavidt mueligt, findes Leilighed til at lære baade fremmede Sprog, Mathematik, Historie og Alt hvad Enkeltmanden enten for Nyttens eller Fornøielsens Skyld, fandt Lyst og Stunder til at lægge sig efter, og at ved en Kongelig Dansk Høiskole i Soer vilde det omtrent følge af sig selv; men Hovedsagen, det Levende, det Fælles og Almindelige, der maa være en saadan Høiskoles Sjæl og Øiemed: Folke-Naturens hensigtmæssige Udvikling og Oplysning paa Modersmaalet til Fædrenelandets Gavn og Kongens Glæde, denne “indbyrdes Underviisning” og levende Vexelvirkning, som det er Ledernes Opgave og udødelige Ære efter Omstændighederne paa alle Sider at fremme, den vil det allerede være en stor Konst historisk at beskrive, saa mathematisk udregne eller schematisk foreskrive lader denne Livs-Yttring, Lys-Udvikling og Varme-Ledning sig ingenlunde. Poetisk ane og formode kan Man vist nok en stor Deel, naar Man selv har en Broderlodd i Folke-Naturen og Modersmaalet, men om jeg ogsaa turde tilegne mig en Saadan, og lignede ei snarere en taalelig fordansket Friser eller Angelsachser, end en Arilds-Dannemand, saa vilde jeg dog ikke her beskrive mine søde Drømme, deels fordi selv det tydeligste Billedsprog for Øieblikket falder de fleste Danske Læsere uforstaaeligt, og deels fordi det naturligviis altid bliver Idealet, Man poetisk beskriver, hvorfra dog en levende Skole-Indretning i sin Begyndelse maa være i det Mindste saa langt som hele Levnets-Løbet. Paa den ene Side er det nemlig klart nok, at Bøger og Alt hvad der ligner dem skulde spille saa liden og underordnet en Rolle, som mueligt, paa den Folkelige Høiskole, hvor Maalet slet ikke kan være “Examen og Levebrød” men maa være en Dannelse og Oplysning, der bliver Enhvers egen Sag og er sin egen Belønning, og en Dannelse og Oplysning for Livet, som vi kan faae den tydeligste Forestilling om, naar vi spørge, hvad Medlemmerne af det Folkelige Statsraad behøve, for at være deres Stilling voxne og deres Hverv mægtige, hvortil unægtelig hører en levende Forestilling om det Borgerlige Selskab til fælles Bedste, en levende Følelse af deres Folks Eiendommelighed, inderlig Hengivenhed til “Konge og Fædreneland”, Styrke i Modersmaalet til at udtrykke sig mundtlig med Liv og Lethed, Frihed og Sømmelighed, og endelig et klart Overblik af hvad vi har og hvad vi fattes, bygget paa sikkre Efterretninger om Landets Tilstand. Men paa den anden Side er det ligesaa klart, at Bøger og Bog-Lighed vil i Begyndelsen spille en meget uforholdsmæssig Rolle, deels fordi selv de bedste Ledere, Man end kan finde, har deres meste Kundskab og Viisdom af Bøger og er kun blevet dem alt for lige, og deels fordi Skolen i det Hele giennem Aarhundreder med Flid befæstede et svælgende Dyb mellem Livet og Lyset, saa Livet blev bestandig mørkere og Lyset luftigere, hvorfor det nødvendig vil kræve baade Tid og Flid paa begge Sider at slaae den gyldne Bro over Svælget, som er Skolens Bestemmelse og, naar det lykkes, dens udødelige Ære. Vi skulde derfor aldrig spørge, enten hvad folkelige Høiskoler i det Hele eller hvad den Kongelig Danske i Særdeleshed for Øieblikket kan udrette eller hvorvidt det vil lykkes; thi deels beroer begge Dele paa tusinde uberegnelige Omstændigheder, og deels skulde, som i alle fortvivlede Sygdomme, det eneste muelige Rednings-Middel gribes, om det end sandsynlig vilde mislykkes. Fortsætter Man nemlig et Skolevæsen, der bestandig videre adskiller Livet og Lærdommen, bestandig mere fortærer vor Fædrelands-Kiærlighed, mere og mere opløser alle de levende Baand, der sammenknytte os med det og hinanden, stedse mere dræber og forkvakler Modersmaalet, vore Tankers og Følelsers eneste naturlige Udtryk, stedse mere udvikler og opelsker den drengeagtige Selvklogskab og Selvraadighed, alskens Forfængelighed, Glimmersyge og Gridskhed paa saakaldte “visse Levebrød, ” giør Man det, da graver Man jo med Flid sin egen Grav, og da maa Ulykken snart blive for stor til at overvindes, det bundløse Svælg for bredt ei blot til Bro, men selv til at overflyves af nogen Fugl, nogen folkelig Skjald i Fjederham. Kunde altsaa en Folkelig Høiskole endog blot, hvad den efter Menneske-Naturens Love allevegne maa, standse det gruelige Væddeløb til Død og Undergang, da var jo Vindingen allerede ubeskrivelig stor, og hvor den virkede mindst, vilde den dog virke langt mere, ved at skabe et Væddeløb om end nok saa mat for Folkeliv og borgerlig Lyksalighed. Dette siger jeg ingenlunde, fordi jeg nærer mindste Tvivl om, at jo de folkelige Høiskoler netop i Norden vil giøre Vidunder, og at især den Kongelig Danske vil i Tidens Løb vise vel ikke hvad Verden kalder de største, men dog hvad Danske kalde de bedste, mest velgiørende og velsignede Virkninger; men fordi Mistro til eget Skiøn og egne Kræfter og en dermed sammenhængende Blødagtighed og Beundring af alt Fremmed, som er den Danske Folkefeil, vil ligesaavel for en Tid svække Høiskolens Virksomhed, som den har forsinket Oprettelsen.

Naar imidlertid Oprettelsen kun ikke derved forhales, til det gunstige Øieblik er forsvundet, da vil det netop bidrage til Høiskolens hensigtsmæssige Dannelse og Fremtids Flor, at Man i Førstningen kun venter Lidt eller Intet deraf og benytter den sparsomt, thi des vissere vil den ligefra Begyndelsen overgaae alle Forventninger, og des lettere vil en passende Frihed og en rigtig Takt grundfæste sig, hvad der ved en saadan Nyhed, hvor Fuskeri og Misgreb i Begyndelsen aldrig kan undgaaes, er af særdeles Vigtighed.

Til Slutning kun et Ord om den hos os sædvanlige Grille, at skiøndt Grækerne, uden at kiende noget andet Sprog end deres eget, opnaaede ikke alene en borgerlig men ogsaa en videnskabelig Dannelse, som de Lærdeste endnu beundre, saa skulde dog Danske ei uden fremmede Sprog kunne naae selv den borgerlige Dannelse, der dog efter Naturens Love maa sammensmelte med Modersmaalet!! Uden her at ville gaae ind i en philosophisk Undersøgelse om Daarskaben i en saadan Paastand, vil jeg kun sige, at efter temmelig godt Bekiendtskab med den Danske Literatur, endogsaa blot fra Holbergs Peder Paars til Ingemanns Holger Danske, betænker jeg mig intet Øieblik paa den Erklæring, at de fleste af vore studerede Folk er langt fra at have saamegen Dannelse, som de, uden at forstaae et græsk eller latinsk Ord, kunde faaet, blot ved at tilegne sig hvad der er skrevet paa Dansk, og hermed lader jeg den vel overveiede Paastand følge, at medens Livs-Stillingen naturligviis for Enkeltmanden kan giøre Bekiendtskab med et eller flere fremmede Sprog nødvendig eller dog nyttig, er der til enhver Tid kun yderst Faa, som derved vinde i virkelig Dannelse, kun de Faa nemlig, som have Anlæg, Lyst og Leilighed til videnskabelig at omfatte Menneske-Livet i dets Heelhed, der ingenlunde udelukker men indbefatter Folkelivet! Sagen er da kun den, at i ingen Deel af den saakaldte dannede Verden kiende de studeerte Folk, som naturligviis i Skolesager føre Ordet, saalidt til Modersmaalet og hvad derpaa er skrevet, som i Danmark, og det er intet Under, thi naar Børnene, der skal dyrke Videnskaberne, blot er 9, 10 Aar gamle, anseer Man dem jo sædvanlig for saa udlærte paa Modersmaalet, at Man neppe veed, hvormange fremmede Sprog de nu maae være dygtige til at lære, og anseer det troskyldig for Fattigdom hos Modersmaalet, naar de usle, vankundige Drenge ei deri kan finde Ord til at udtrykke deres fremmede Viisdom. Med Stumper af to, tre døde og et Par levende Sprog, især af deres Grammatiker, og, saavidt Skolen raader, uden at have hvad Man kalder spildt Tiden paa at læse en eneste Dansk Forfatters Værker, komme nu Drengene til Universitetet, og Man anseer det naturligviis for en Udskeielse, som kan have de farligste Følger, om Studenten lægger sig efter hvad der ligger os Alle baade som Mennesker og Dannemænd nærmest, istedenfor at læse til Examen og atter og atter til Examen, hvor Spørgsmaalet ikke er om Modersmaal og naturlig Udvikling, men om hvad der staaer skrevet i allehaande deels fremmede, deels gierne forskrækkelig danske Bøger. Naar nu saaledes det Academiske Cursus er udløbet og Candidaten har Sort paa Hvidt for at have ei blot al den Dannelse, han selv behøver, men en god Deel at meddele Andre, hvor Faa vil da endog kun tænke paa, at dem fattes Andet end i det Høieste en Kiæreste til Bod for al Vidskabs Kiedsommelighed og et “Levebrød” til Løn for langt Slid, og hvor langt Færre vil have baade Lyst og Mod og Kraft til at blive smaa igien for at voxe naturlig, hvad de dog aabenbar maae, om de nogensinde skal lære enten hvad Modersmaalet duer til, eller hvad Man kan finde i Danske Bøger! Langtfra at ville overdrive, lægger jeg gierne til: Gudskelov! det gaaer ikke slet saa galt, som Latin-Skolen stiler paa, lidt Dansk, baade af Mund og Bog indsmugles dog hos mangen En, og jeg mindes endnu med Fornøielse, hvordan jeg, som Latinsk Skoledreng læste gamle Danske Krøniker om Aftenen paa et Skomager-Værksted, men Sligt hører dog nødvendig til Undtagelserne, og at Regelen desværre fulgdes bedre end Nogen selv i den Latinske Grammatik, har jeg som Dansk Forfatter i tredive Aar havt overflødig Leilighed saavel til at bemærke som til at beklage. Hvor fortvivlet en Sag det derfor end kan synes i Danmark at skrive om Ønskeligheden af en Dansk Høiskole, saa er dog Nødvendigheden af en Anstalt til Modersmaalets Dyrkelse og til Opdagelsen af hvad derpaa er skrevet, ingensteds under Solen, hvor Skoler findes, saa stor eller soleklar som her, og da det aabenbar kun er Haabet om, at en saadan Anstalt vilde føies i betimelig Tid, der har kunnet give baade mig og hver Dansk Skribent med mindste Dybde og Alvor Mod til under saa fortvivlede Omstændigheder at være det, hvorfor skulde jeg da ikke haabe, det nu paa den høie Tid, hvad saa end Latinerne sige, omsider vil lykkes!!