Man maatte vist heller have alle de Feil, en ærlig Mand kan have, end anonym sværte en navngiven Mand, saa “Foreningen” kunde, efter mine Tanker, aldrig faaet et uheldigere Forsvar end det i “Dagen” (No 45) om Anonymen end ei med sin forulykkede Vittighed havde berømt Foreningen for en Overholdelse af Principer, som jeg lastede, altsaa af et Princip, “som Godt vil hemme”.

Naar det imidlertid er ganske nøiagtigt, hvad “Foreningen” har kundgjort om Hr. Jetsmarks og Sammes Mellemværende, da har han vist nok Uret i at ville have Andres Nød afhjulpet ved dendeu, saalængesaalæuge der endnu ere Mødre med spæde Børn uhjulpne, men Foreningen har aabenbar ligesaamegen Uret i ei at ville hjelpe saamange Mødre med spæde Børn, som de kan for Øieblikket, da det jo fra Begyndelsen var deres paatagne hæderlige Hverv, uden Spørgsmaal om, hvorlænge de milde Gaver vilde sætte dem istand dertil. Foreningen har nemlig derved, langtfra strængt at følge det Princip, der ligger i Sagens Natur, vilkaarlig bestemt, at de, der traf til at melde sig først, skulde sikkres en varig Understøttelse paa deres Bekostning, der meldte sig efter “Tusindtallet” var fuldt, istedenfor at alle trængende Mødre med spæde Børn som for Øieblikket kunde hjelpes, skulde være hjulpne, i det Haab, at Gavmildheden vilde være ligesaa varig som Vinteren. Naar imidlertid kun denne Feil rettes i samme Øieblik den opdages, da er den lovlig undskyldt ved den skæve Tankegang, der nødvendig udbredes ved det sørgelige tvungne Fattigvæsen, hvis erkiendte Princip er den Umuelighed at sikkre alle dem, Man indskriver i Protokollen deres Ophold for Livstid, og medens vi nu Allesammen, uden at kives eller bebreide hinanden Noget, skulde gjøre vort Bedste for at afhjelpe Øieblikkets Nød, tør vi haabe, denne Vinter vil blive det tvungne Fattigvæsens Sidste i Kjøbenhavn. I saa Fald vil vi have dobbelt Aarsag til at takke Gud for en Frost, hvorunder Hjertet tøede op i mangen Barm, da det blev øiensynligt, at det tvungne Fattigvæsen, istedenfor at giøre Gavmildheden overflødig, har gjort Nøden saa stor, at den er uoverkommelig.

N. F. S. Grundtvig.