Sange ved det Danske Missionsselskabs Høitidsmøder 1838. Før Talen. Mel. Nu velan vær frisk tilmode. Hører, Verdens Øer, hører! Hører, lytter alle Mand! Han, som raader, Ordet fører, Røsten lyder vidt om Land! Men om Ingen høre vil, Lyt min Sjæl, dog og hør til! Favn, mit Hjerte, giem den Tale, Som al Verden kan husvale! Hør, hvad Gud mon Zion svare! Ynkelig den Klage lød: Ak, min Herre mig lod fare, Han mig glemde som en Død! – Glemmer nogen Moder fiin, Skiøndt han græder, Sønnen sin, Døver hun sit Hjertes Stemme, Dig skal Jeg dog aldrig glemme! Af din Muur en Mindeskygge Skuer Jeg i allen Stund, Dig Nedbryderne opbygge, Fienden rømmer brat din Grund; Herrens gamle Helligdom! Løft dit Øie, see dig om, Hvor fra alle Kanter nærme Til dit Bjerg sig Folkesværme! Ved mit Liv og ved min Lykke, De skal være dig til Priis, Som en Brud sit Hovedsmykke, Du dem bærer billedviis; Hvor nu i den øde Egn Knap af Liv er Spor og Tegn, Dyrket op som Urtegaarde, Folk for trangt skal Landet vorde! Spørg da kun med Moderglæde: Hvorfra dette Sønnekuld? Eensomt var mit Enkesæde, Al min Afkom under Muld! Hvem har svøbt og vugget dem, Født dem op og ført dem hjem? Hvo i Verden nuomtide Ynkes over Enkens Kvide? Herren svarer høit i Aanden, Herren siger: det giør Jeg, Vinkende med Almagtshaanden Over Bjerg Jeg baner Vei, Byder: vai paa Zions Høi Banner mit som Kirkefløi! Da Øboer i det Fjerne Bøie sig for Jakobs Stjerne. Sønner dine da med Ære Vugges trindt om Land i Skiød, Ømt paa Hænderne de bære Hver en Daatter, dig blev fød, Dronninger dem gave Bryst, Konger fostred dem med Lyst, Kappes til din Høi med Hæder, Kysse Støvet hvor du træder. Taarer tørres, Sorgen glemmes, Sukket døer, i Fødslen kvalt, Øiet funkler, Harpen stemmes, Mens hvert Øieblik er talt, Til det store Folke-Chor Stemmer i fra Syd til Nord: Jesus Christus, vor Forsoner! Nu med Glands dit Værk du kroner! Efter Talen. Mel. Alene Gud i Himmerig. Din Aand, o Gud! har ført dit Ord, Din Finger rørt vort Hjerte, Opløftet Sjæl og Sind fra Jord, Neddulmet Sorg og Smerte, Paamindt os om vor Tro og Daab, Bestyrket os i Livets Haab, Og Lyst til Himmerige! Lad dette Ord ret kjendelig Paa os velsignet være! Vor Lov og Tak lad tækkes dig! Og hør hvad vi begiære: I Jesu Navn og Jesu Tro, Vi bede at dit Ord maa boe Hos os til Verdens Ende! Til Beslutning. Mel. Fra Himlen høit o.s.v. Det lakker nu ad Aften brat, Bliv hos os, Herre, Dag og Nat! Lad Ordets Lys, din Lampe skjøn, Uslukket fryde os i Løn! Vor Tid er ond, som bedst du veed, Giv Du vor Tro Bestandighed, Saa aldrig vorder os fravendt Dit Guddoms-Ord og Sacrament! Ophold din Kirke, Jesus sød! Trods al vor Kulde, Søvn og Død, Saa trindt om Lande Ordet dit, Maa vandre kækt og lyde frit! O Gud, hvor det gaaer daarligt til! Nu Fjenden har paa Jord sit Spil! Saa er din Kirke i Forfald, Paa Secter meer veed Ingen Tal! Nedstyrt de stærke Aanders Trop, Som høit i Luften sværmer op, Thi ellers gammel Christen-Tro For Lærdom ny faaer aldrig Ro! Det gjælder jo dog, Herre Christ! Vor Ære ei, men din forvist, Staae derfor bi den lille Flok, Som i dit Ord har evig Nok! Ja, Ordet af din egen Mund, Det er vort Skjold og Kirkens Grund, O, lad derved, hvad saa end brast, Til Døden troe os holde fast! Ja, lad os leve i dit Ord, Hver Dag, vi see paa denne Jord, Og fare op fra Graadens Dal Med Det til Himlens Fryde-Sal!