Sang-Værk til den Danske Kirke

Den Christne Kirke.

No. 1. Jeg er saa underfuld en Magt, Hvor ret jeg kom tillive, At Pennen, selv med Aand i Pagt, Ei klart det kan beskrive. Usynlig er jeg frem for alt, Og dog saa nem at kiende, Som om i himmelhøi Gestalt Jeg saaes til Verdens Ende. Vel fremmed paa hver Plet af Jord Man fundet har min Stemme, Dog overalt hvor Sandhed boer, Jeg har i Grunden hjemme. Som den Eenbaarne, jeg af Muld Kun Tidsel har og Nælde, Og trindt om Land til Korsets Bul Mit Hoved jeg maa hælde; Men overalt, hvor gode Ord Kan gode Steder finde, Jeg skaber Mark i Syd og Nord, Hvor Mælk og Honning rinde; Og naar jeg misted hvad af Jord Jeg syndes kun at have, Da blev min Magt og Ære stor Ved mine Venners Grave! Jeg Verden altid var forhadt, Og bar kun Torne-Krone, Men aldrig stod jeg dog forladt, Og aldrig faldt min Throne. Med Sølv og Guld min Kæmpe-Trop Jeg frister ei og fæster, Men siger blot: Guds Fred! stat op Og sid blandt Kongens Giæster! Dermed i attenhundred Aar Befolked jeg mit Rige, Skiøndt altid i min Borge-Gaard Et Kors var Ærens Stige. Min Gaade er et Guddoms-Ord, Som skaber hvad det nævner, Som fylder Dale trindt paa Jord Og Klipperne udjævner! Med Det indvier jeg min Daab, Velsigner jeg mit Bæger, Saa hist udspringer Livets Haab Og her det vederkvæger! Med Det jeg skaber gode Kaar For mine Kæmper lave, Saa de kan lee ad Bane-Saar Og springe over Grave! Med Det jeg skaber Viin af Vand Og Paradis af Ørke! Med Det jeg skaber Lys om Land, Mens Verden raaber: Mørke! Mit Rige kaldes Christenhed, Og Herren kiender Sine, Skiøndt ingen Mand paa Jorden veed hvormange ret er mine; Kun det er klart, De er det ei, Som selv sig det fralægge, Om end de sige: Ja og Nei Og halte mellem Begge! Da Lys i Troens dybe Sag Sig klarer ikkun silde, For Over-Tro til Domme-Dag Jeg maa vel høre ilde; Men dog saavist, som Sandhed kun Med Ord kan Alt beseire, Er Sandhed Ordet i min Mund Og Gud i mine Leire! Jeg trodsed Dumhed, trodsed Kløgt Og Verdens Aand i Vælde, Og Kiødets Lyst og Dødens Frygt, Jeg trodser Aar og Ælde! Jeg laae i Dvale mangen Gang, Men blev ei Orme-Føde, Og aldrig bølged nogen Vang, Hvis ikke Sæden døde. Lad hvisle kun i Orme-Gaard, At nu jeg er lagt øde, Jeg kroner ligefuldt mit Aar Med Frugtbarhed og Grøde. Ja, op jeg staaer, som Ax i Vang, Som Mai i Bøge-Skove, Ja prægtig, under Fugle-Sang, Som Gylden-Soel af Vove! At Lyset er mit Klædebon, At Korset er min Ære, Og at mit Ord er Liv og Aand, Det skal nu Verden lære! Det kiendes skal, naar som en Soel Jeg straaler brat i Størke, Adspredende fra Pol til Pol Alt Hedenskabets Mørke; Opvækkende de tørre Been Til Liv af Jakobs Grave, Fremlokkende af Stok og Steen En deilig Blomster-Have; Udstraalende min Herres Glands Som aabenbar kun døde, For at med Livets Rosen-Krands Jord-Klimpen Ham kan møde! Ja, naar Han kommer i det Blaa, Da er mit Værk tilende: Hvad Troende i Speilet saae, Skal Salige erkiende! Om Han end tøver, troe Ham dog! Han Ingen har bedraget, Som, trods al Prat om Billed-Sprog Paa Ordet Ham har taget! Ja, komme skal Han som et Lyn, For Alt at aabenbare, Af Guddoms-Glands for Sagn da Syn Skal faae min Helgen-Skare! Ja, Christenhed! syng du kun frit: For Vid jeg vælger Lykken, Thi som Hans Ord er over mit, Han selv er over Skyggen!

No. 2. Der ligger en Stad i det Tyrkiske Land, Som Christne bør ei at forglemme, Derfra gik vor Tro over bølgende Strand, Og der har vort Døbe-Navn hjemme, Den Stad ligger deilig og svinger sig op Ad Bjerget, fra Floden til Borgen paa Top, Afbilder hvad Christne skal giøre. Ja, saa er den bygget, den hellige Stad, Som Gud kalder Byen paa Bjerget, Som Floden giør frugtbar og vandrig og glad, Som Aanden med Almagt har værget! Som Taarnet paa Tind ligger Huset paa Hald, Der synes at hælde og true med Fald, Men trodser dog Helvedes Porte! Den hellige Stad, med sin Løve i Skjold, Og Vægtere som ikke slumme, Ei vindes med List og ei tages med Vold Af Fienderne mange og grumme, Den tæller nu godt attenhundrede Aar Og lovsynger Ham, der i Dag som i Gaar Kan Døden og Djævelen tvinge! Vor Hjelm er vort Haab og vort Skjold er vor Tro, Guds Ord baade Sværdet og Luren, Vor Bøn i den Eenbaarnes Navn er vor Bro, Taalmodighed kalde vi Muren, Vor Daab er vor Flod, ja vor Nil-Strøm saa fiin, Paa Bordet vi fattes ei Brød eller Viin, Saa trodse vi Hungerens Plage! Lad Vittighed spille og glimre paa Skjold! Det slukker dog gloende Pile! Lad Grumheden rase mod Lavgiærde-Vold! Den lader sig ei overile! Lad Hjelmen nedsænkes til Stor-Havets Bund! Ja, lad den nedmanes til Helvedes Grund! Den himler dog ikke desmindre! O, hvem kan vel døve det lynende Sværd, Der klinger, som Skyerne brage! Og hvem kan vel slaae den usynlige Hær Der kæmper for Kirkens de Svage! Ja, hvem er Hans Lige i Styrke og Mod, Som throner i Himlen, til under Hans Fod Af Fienderne lægges den Sidste! Besmitte kan Tyrker den deilige Stad, Hvor Christendom havde sin Vugge, Men aldrig for Grumhed, for Haan eller Had Dog “Byen paa Bjerget” skal bukke, Vor Tro og vort Haab, med Guds levende Ord, Trods Helvedes Porte skal throne paa Jord Til Himmerigs Porte oplades!

No. 3.

Fri Fordanskning af Luthers “Ein feste Burg ist unser Gott.”

Guds Kirke er vor Klippe-Borg, Den staaer paa Zions Bjerge! Kast kun, min Sjæl, paa Gud al Sorg! Han er vor Kirke-Værge! Som fordum, saa og nu Han kommer grant ihu, Den trænger til Hans Vagt, Omringet og belagt Af Mørkets Helved-Skare! Vor egen Kraft og Helte-Mod De er ei værd at nævne, Men derfor os en Kæmpe god Han gav med Guddoms-Evne; Med Verden ei forgaaer Hans Priis, Hans Jubel-Aar, Det i al Evighed Skal tone: Jesus streed Og Seier har Han vundet! Ja, mylred Djævle end paa Jord Og stormed Kirkens Volde, Vi stole dog paa Herrens Ord, Han Marken skal beholde! Lad fnyse Verdens Aand! Al Magt er i Guds Haand! Lad rase Mørkets Drot Med Løgn og Mord og Spot! Et Guds Ord kan ham binde! Han Ordet nok skal lade gaae, Og Utak dertil have, Det skal til Verdens Ende staae Paa sine Fienders Grave! Med List, med Vold og Mord Vort Gods og Liv paa Jord Os Verden røve kan, I Christnes Fædreland Vi Kronen dog beholde. Guds Ord, det er vort Arve-Gods, Det skal vor Afkoms være; Gud giv os i vor Grav den Roes, Vi holdt det høit i Ære! Det er vor Hjelp i Nød, Vor Trøst i Liv og Død; O, Gud! ihvor det gaaer, Lad dog, mens Verden staaer, Det i vor Æt nedarves!

No. 4. Som den gyldne Soel udbryder Giennem den kulsorte Sky, Og sin Straale-Glands udskyder, Saa alt Mulm og Mørke flye, Saa igiennem Løgn og Tant, Da Guds Herre-Dag oprandt, Ordet brød med Lys og Ære, Herrens Navn velsignet være! Lover Gud, I Christne fromme, Giæster ved Hans Naade-Bord! Lad i Sang os ihukomme Herrens Gierninger paa Jord! Alter-Bordets klare Guld Var som sjunket under Muld, Men, trods Keiser, Band og Pave, Herren lod sit Guld opgrave! Herrens Bog var lagt paa Hylden, Æventyr i Kirken lød, For en Krone, for en Gylden Himmerig tilfals De bød, Sandheds Lys og Korsets Ord Var som sunket ned i Jord, At de skulde ei fordømme Pave-Løgn og Munke-Drømme. Stærke dog er Herrens Domme, Liv og Aand er Herrens Ord, Lover Gud, I Christne fromme! Lover Gud, I Engle-Chor! Lyset kom og Mørket svandt, Paven tabde, Ordet vandt, Læs af Løgn, som Bjerg at skue, Vælted Biblens Myre-Tue! Herrens Raad ei Støv udgrunder, Verden aldrig dem forstaaer, I Guds Haand giør Smaating Under, Tigger-Munk giør Jubel-Aar; Morten Luther med Guds Ord Tændte Lys igien paa Jord, Saa hans Navn skal gaae med Solen, Straale undernnder Naade-Stolen! Lover Gud, I Folk, og sjunger: Guds Apostler trindt paa Jord Nu igien med vore Tunger Tale klart Guds rene Ord! Hjerte-Sproget nu paany Lyde skal i høien Sky, Tunger gløde, Hjerter brænde, Ved Guds Ord til Verdens Ende! Tak, vor Fader i det Høie! Tak i Jesu Christi Navn! Naade for dit Guddoms-Øie Fandt vor ringe Føde-Stavn, Ordet over Bølgen blaa Bød i Aandens Kraft Du gaae, Lod til Salighed det virke Jærtegn i vor lave Kirke! Aldrig, Gud, du det forandre! Lad i fromme Fædres Fjed, I dit Ansigts Lys os vandre, Lyses hjem til dig i Fred! Dagen hælder, hos os bliv, Du som er vort Lys og Liv! Mæt du os med Sjæle-Føde! Giør en liflig Aften-Røde!

No. 5.

Omarbeidelse af den gammeldanske Reformations-Psalme: Lover Gud I Christne fromme.

Velmødt, I Christne fromme! Lad høres nu vort Kvad! Vor Lov-Sang lad opkomme Til Gud fra allen Stad, Fordi Hans Ord mon klinge Saa vidt nu over Land, Og alle Klokker ringe For Christ, vor Frelsermand! Gud haver af sin Naade Opvakt en Christen Mand, Som lader Guds Ord raade, Dermed beviser han, At vi som kaldes ChristneChrisne, For vore Præsters Skyld, Var kun som Blomster visne, Har længe faret vild. Det ringer for vort Øre, At kløgt og Mande-Vid Har Fienden vidst at føre Imod Guds Ord altid, Med falske Tegn og Drømme Han os bedaared saa, At Guds Ord gik ad Glemme, Det kan vi nu forstaae. Han har og ladet skrive Mod Guds Ord Lærdom ny, Dermed os at forgive, Saa Ordets Lys vi skye, Og slaae vor Lid til Andet End Christi Kors og Død, Og glemme Fædre-Landet, Hvor Hvilen hun er sød. Derpaa Man dem skal kiende, Som ei vil ære Gud, Hvortidt de sig omvende Det gaaer paa Selv-Roes ud, Dem selv de vil og raade Og staae paa Retten fast, Saa Ordet om Guds Naade Er dem fuldbeesk og hvast. Thi lade vi dem fare, Som troe paa egen Kraft, For Mestre vel os vare Som dem, vi nu har havt; Trods Paven og hans Præster Vi sjunge dristelig: Kun Christus er vor Mester, Han giver Himmerig! Med Christus Seier vindes Nu og i allen Stund, I ham al Sandhed findes, Al Naade og Miskund, Ret Vei til Himmerige Er Ingen uden han, Tør Nogen det modsige, Dem sætter Gud i Band! Det er og Skriftens Lære, Som efter Guds Behag, Til Jesu Christi Ære, Kom atter for en Dag; Naar med vor Herres Øie Vi grandske ud dens Grund, Den lærer os fuldnøie Guds Raad i allen Stund. Vi havde os forsovet, Og drømde kun om Tant, Men Herren være lovet! Den rette Vei vi fandt. Gid, uden Gift og Galde, Vi nu kun Alle maae Vor Frelser fast paakalde, Og Saligheden naae!

No. 6.

Omarbeidelse af Hans Thomesens Reformations-Psalme: Den christelige Kirkes skiønne Navn.

Den hellige Kirkes skiønne Navn Mangfoldige Folk vil bære, Uagtet der ganger Syn for Savn, Slet ikke de vil det være: Papisten og selv den grumme Tyrk, Samt Jøder og Græker med Lærdom mørk, Guds Eiendoms-Folk sig kalde! Den hellige Kirke kaldes ret Almindelig, tag det vare! Saa alleslags Folk og Tanke-Sæt Befinde sig i den Skare: Til Hyrden sig flokke Hjordens Faar Fra Hjørnerne alle, mens Verden staaer, Trods, Nogen det kan forhindre! Den hellige Kirke dog er een, Den samme i allen Stunde, I Zion er lagt en Hjørne-Steen, Den kaster sig ingenlunde, Saa een er vor Herre, Tro og Daab, Og eet er tillige vort store Haab, I Himmerig det opfyldes. Den hellige Kirkes første Tegn Det levende Ord mon være, Der falder paa Jord som Dugg og Regn, Til Frelserens Priis og Ære; Thi der er i Kraft Guds Høire-Haand, Det Ord, hvori Jesus er Liv og Aand, Det vender ei tomt tilbage! Hvor Frelseren lever, giv kun Agt, Du sikkerlig skal befinde, Der er uforvansket Daabens Pagt Og Kalken til Jesu Minde, Men slutte vi tør fuldvist og trygt, At hvor Man nedbryder hvad Gud har bygt, Man dømmer sig selv tildøde. Et gudeligt Liv i Jesu Tro Kan Verden ei velbehage, Saa Kirken hun faaer ei Fred og Ro I alle sit Levnets Dage, Og Korset er Kirkens Kiende-Tegn Paa Jorderig under hver Himmel-Egn, Som Herren det forudsagde. Thi takke vi dig, O Jesu Christ! Til din og Gud Faders Ære, Den hellige Kirke kan forvist Bevises blandt os at være; Ved Luther Du tændte Lys paany, O, lad, til Du kommer med Glands i Sky, Det skinne hvor nu vi sjunge!

No. 7. Her er Guds Huus og Himlens Dør, Og ellers ingensteder, I Øst og Vest, i Syd og Nør, Det er min Arilds-Hæder; Thi Herren vidner: her er Jeg, Guds Huses Dør, den rette Vei Til Himlens Høie-Lofte! Den Dør oplades i min Daab, Og hvem derad indganger, Dem møder Herlighedens Haab, Og Paradisets Sanger, Men Dørren er slet ingen Port, Den efter Barne-Maal er gjort, Saa smal, saa lav og lille! Thi smiler englesødt, I Smaa! Hvor Sandhed selv mon sige, At kun paa Barne-Fod indgaae Man kan i Himmerige! I Store! vorder smaa paany, Saa op til Herren over Sky I voxe kan med Ære! Ja, lær det dog, o Menighed! Dig dybt for Ham at bøie, Som trykker kun det Tomme ned, For rigtig at ophøie, Sig kalder selv en Konge-Ørn, Som bær paa Vinger sine Børn Op til sit høie Sæde! Ei skal I bævende, som før, I Pagtens gamle Dage, See til Guds Huus og Himlens Dør, Mismodige forsage; Thi de Gienfødte er Guds Æt, Og Han, der gav dem Børne-Ret, Er mægtig i de Svage! Nu i Hans Huus ei truer Død, Men evigt Liv tilbydes, Nu skal Hans Alters Skue-Brød Af hele Folket nydes, Og knæle I ved Kongens Bord, Med Barne-Tro paa Sandheds Ord, Da vorde I Hans Lige! Udstammer da ved Himlens Dør Vor Herres Priis, I Spæde! Udtryk, Guds Folk, som aldrig før, Nu klart Hans Huses Glæde! Thi aldrig før saa klart det blev, At skrevet har et Himmel-Brev Guds Finger i dit Hjerte! Guds Rige lignes ved et Frø, Det Mindste Man kan finde, Nedlagt i Muld ei til at døe, Men Død at overvinde, Opvoxende saa til et Træ, Som alle Fugle skiænker Læ Og Lyst til sødt at sjunge! O Christenhed! kom det ihu! Troe Herren til det Bedste! Og beed, at Han sit Løfte nu Ved Aanden vil stadfæste; Saa det maa høres paa vort Chor, At Himlens Fugle paa Guds Jord For Vuggerne har sjunget!

No. 8. I Vittenberg, i Sachsen-Land Der er en Grav tilskue, Der hviler sig en from Guds-Mand Alt under Kirke-Bue; Hvad her han hedd, det veed Enhver, Som har sin Gud og Bibel kiær, Men hvad han hedder nu hos Gud, Skal Engle for os sjunge ud, Naar vi med ham forsamles. Han lukked op den Herrens Bog, Som var saa fast forseiglet, Han saae, paa Herrens Syner klog, Guds Herlighed i Speilet, Med Mund og Pen paa Moders-Maal Han trodsed Band og Staal og Baal, Men hvad der trodsed Herrens Ord, Det sank i Aske, sank i Jord, For Herrens Torden-Kiler! Trods List og Vold, trods Band og Baal, Gik Ordet vidt om Lande, Med Liv paa Folkets Tunge-Maal Alt op til Nørre-Strande: Det lød ved Donaus Kilde-Væld, Det høit gienlød fra Dovre-Fjeld, Ved Bloksbjerg og ved Hekla klang Det liflig sødt i Kirke-Sang, Da var det Lyst at leve! Der han gik hjem, den fromme Mand, Til Fader i det Høie, Da sørged Christne vidt om Land, Saa vaadt var mangt et Øie, Han fulgdes til sit Hvile-Sted Af lærde Mænd og Læge med, Ja, mangen Ridder, giæv og bold, Med Taarer salved da sit Skjold, Dog Herrens Ord dem trøsted! Naar Herren saaer sin gode Sæd, Sig Fienden ei forsømmer, Han Klinte strøer paa samme Sted, Mens Folket rolig drømmer: Mens Folket sov, de lærde Mænd Om Bogen streed med Mund og Pen, Da gik det, som det maatte gaae, At Klinten voxde høit paa Straa, Og Kornet krøb i Jorden. Trehundred Aar hinanden jog, Og daglig blev det værre, Saa Fiendens Tal hvert Aar tiltog, Og Vennerne blev færre! Den Bibel Synden tugter haardt, Den piner os, o, tag den bort! Saa hvisked det i mangen Vraa, Og deres Børn, som hvisked saa, De raabde høit det Samme. Der gik saa stadseligt et Tog, Af Høie og af Lave, De agtede vor Herres Bog Hos Luther at begrave, De To, saa raabde vilde Flok, Til Fædrene var gode nok, Men vi har Kraft og Dyd og Kløgt, Kom ei til os med Herrens Frygt! Vi voxet er fra Riset! Der gik fuldmange lærde Mænd I Spidsen af den Skare, De spotted kiækt med Mund og Pen Guds Ord det dyrebare, Det var fuldynkelig en Gang, Forlorne Skjalde glade sang, Og Klerkene paa Skrømt kun lod, Som om de stod den Flok imod, De flygted eller fulgde! Lutherus! paa det høie Nord Prophetisk du har peget! Der, sagde du, skal boe Guds Ord, Naar det fra os er veget! Ak, vil dit Folk Guds Ord forsmaae, Da gid det sees, du kunde spaae! Bli'r Ordet huusvildt trindt om Land, Gid aldrig dog af Bøg og Gran Det fattes her en Hytte!

No. 9.

Efter den 137te Davids-Psalme.

) Ved Babylons Floder Vi sørgende sad, Og græd for vor Moder, Den hellige Stad, Lod Harperne hænge, Med springende Strænge, I Pilenes Top. Da maned' for Sange Os Kæmper med Flid, Som tog os tilfange, Og førde os hid, Med Gammen og Glæde, De bad os at kvæde Jerusalems Sang. Ak, hvad skal vi sjunge? Kan, Zion, din Sang Faae Tone paa Tunge I Babylons Vang! Udlændigheds Dage Til Suk og til Klage Kun røre vort Sind. O, kunde jeg glemme, Jerusalem, dig, Min Høire sig glemme, Henvisne paa mig! Og mens jeg dig mindes, O Zion, der findes Kun Sorg i min Sang. Ja, hvad skal jeg kvæde Og komme ihu? Min høieste Glæde, O Zion, er du, Vil Andet jeg sjunge, Da voxer min Tunge Til Ganen mig fast. O, husk dog, vor Herre, Forstyrrelsens Dag! Da Ondt gjordes værre Til Edoms Behag. Udsletter, udjevner, Saa lød det, og levner Ei Steen over Støv! Ja, Babylons Daatter, Med bangeste Kaar! Den Tanke mig gotter, Din Time dog slaaer, Du undgaaer det ikke Den Skaal at uddrikke, Du skiænkde for os! Med Helvedes Glæde, Det husker du nok, Du slog vore Spæde Mod Steen og mod Stok; Fra Israels Dommer Giengiældelsen kommer, Til Lykke med den!

No. 10.

Efter den 74de Davids-Psalme.

Hvor er dog din Naade! Retfærdige Gud! Med Vreden hold Maade! Sluk Tanden ei ud! Lad Ulven ei øde Den Hjord, Du gav Føde, De Lam, Du gav Mælk! En livegen Stamme Forhvervede Du, Bestandig den samme, O, kom det ihu! Gienløs, som Du pleier, Du store Selv-Eier, Din Odel nu brat! Løft Haanden, du Stærke, Og knyt den paany! Du maa jo dog mærke, Hvor Fienden blev kry, Du hørde hans Pralen I Høielofts-Salen, Du saae hans Udaad. Ja, see, hvor sit Stempel Den Onde har sat Paa Kiærligheds Tempel, Af Kraften forladt; Hvor Øxen forvoven Har gjort, som i Skoven, I Kirken Beskeed! De hugged med Larmen Dit Vaaben-Huus ned, Og Dørren fra Karmen Som Djævle de sleed, Med Øxe og Hammer De svovelblaa Flammer Da legde omkap. Saa opgik i Luer Dit hellige Huus! De dristige Buer Sank alle i Gruus! Skal Verden nu glemme, Hvor Navnet har hjemme, De hvælvedes i? Og De, som til Aske Forvandled din Pragt, O, hør, hvor de braske, Med Døden i Pagt! Saa mæle de Mider: Hans store Høitider Afskaffede vi! Forgiæves i Veer Vi vented paa Tegn, Der er ingen Seer I Morias Egn, Men fiendtlige Skjalde Vor Tempel-Brand kalde Oplysningens Gry! O Herre! hvorlænge Skal Krage og Ravn Forhaane og Vrænge, Bespotte dit Navn! Lad Retten faae Gænger! Sid dog ikke længer Med Hænder i Skiød! Du Gamle af Dage! Vor Gud og vor Drot! Som pleier at mage For Dine det godt; O giør, som Du pleier, Saa vidt overveier, Din Frelse vor Nød! Du kan overvinde Det vildende Hav, Lod Sø-Dragen finde I Dybet sin Grav, Men baned paa Bunden I Livsfare-Stunden, En Vei for dit Folk! Du Nat kalder Terne, Og Dag er din Træl, Dig hylder hver Stjerne I Dagning og Kveld, Af Soel skinner Maane, Men Solen maa laane Hver Straale af Dig! Ja, Foraarets Ynde, Og Sommerens Pragt, Din Almagt forkynde, Med Godhed i Pagt, Du Rigerne stifter, Du Jorden udskifterndskifter, Blandt Menneskens Børn! Lad derfor ei haane Dit hellige Navn! Lad Fienderne daane, Til FrændernesVennernesIntet meningssammenbrud, derfor blot en add-note.VennernesFrændernesFrændernes Gavn! Lad Hjerterne fromme Ei knuses, ei komme I Dyrenes Vold! O, Du, som har Magten Og evig er stor, Glem dog ikke Pagten, Du gjorde med Jord! Du seer, hvor det mulmer, Lad Gnisten, som ulmer I Asken ei døe! O, reis Dig i Vælde Og rust Dig paa Stand, Til dem at giengjælde, Som hærged dit Land! O, glem dog ei Spotten Med Folket og Drotten: Vor daglige Drik! Som Torden høirøstet Er Fiendernes Hær, Modfalden, utrøstet, Dit Folk tier kvær, Vend Sorgen til Glæde, Og lær dem at kvæde Et Halleluja!

No. 11. O, havde jeg Vinger, og var jeg en Fugl, Da flyve jeg vilde og bygge i Skjul, Hvor Lyng gav Ly, Ja, bygge min Rede Paa vildende Hede, Langt borte fra Bulder og Gny. For længe jeg bygged', hvor Taarnene staae, Og Murene Kreds om Paladserne slaae, I stor Uro, Hvor Fienderne fnyse, Hvor Hjerterne fryse, Hvor pralende Blomster kun groe. O, vee mig, for Venskab og Troskab, jeg fandt! Med Taarer for Perler mit Time-Glas randt, Til Haar blev graat; Mig svege de Svorne, Mig svege de Baarne, Og Vennerne bøde mig Spot. Du Kongernes Konge, som boer over Sky! Giør nu efter Næde ei længer du Ny Med Skaber-Magt! Er Tant det med Trøsten, Med Glæden om Høsten, Hvor Sæden med Graad er nedlagt? Saa sukker i Støvet den fremmede Giæst, Som haver paa Jorden for glædelig Fest Kun Faste-Dag, Har bygt over Bjerge For Kæmper og Dværge, Har selv over Hoved ei Tag. Fra Himmelen høit kom den Engel herned, Paa Tungen ham ligger den evige Fred, I Livets Ord, Men Faa den kun fatte, Og Færre den skatte, Thi Død er nu Trøsten paa Jord! Ja, hører det, Himle, og væmmes derved! Den Høiestes Afkom nu søger sin Fred I Tomheds Skiød: Dem laaner kun Størke Det yderste Mørke, Dem trøster den evige Død! Dog, Engel med Ordet om Saligheds Ja! O, giør dig ei Vinger at flyve herfra! Nei, løft din Røst! End Gnisterne ulme, End Hjerterne svulme, End savnes den evige Trøst. Lad straale, lad sjunge det himmelske Sværd! Lad mægtig det lyne mod Døden især, Som Livets Ord! Med Lov-Sang i Munden Sig maier da Lunden, Og Klipper end smelte i Nord. Ja, høit skal det lyde, som hviskes i Løn: Hvorhen skal vi gaae fra Guds eenbaarne Søn, Vor Frelser bold, Som Fred os har givet, Som raader for Livet: Vor Livs-Kraft, vor Soel og vort Skjold!

No. 12. Stille, stille, Zions Døttre smaa! Græder ei saa stride, bittre Taarer! Vrider dog Smaa-Hænderne ei saa! Ligner dog ei Verdens usle Daarer! Mindes dog, til Trøst i bange Kaar: Lægedom har Gud for alle Saar! Ligger bleg hun end paa Sotte-Sengen, Eders Moder under hvide Haar, Voxer end der ei paa Blomster-Engen Nogen Urt for hendes Bane-Saar, Hjertet dog I kan for Ham udøse, Som er Fader til de Moderløse! Derfor, jamrer eder ikke saa! Dæmper, dysser dog de høie Klager! I en Fader har at stole paa, Som giør Alt, giør kun hvad Ham behager; Skulde nu vel for Hans egne Smaa Ei den bedste Faders Hjerte slaae! Eders Moder prøved' mange Læger, Alt sit Gods har hun paa dem tilsat, Drak kun Sot af hvert et Sundheds-Bæger, Er af Konsten uden Haab forladt, Men hos Ham, til Hvem hun blev opgivet, Er ei Død, men Kilderne til Livet! Systre kiære! mon I ikke veed, Hvad os trøste kan i al vor Kummer? Om endog i Dødens kolde Sveed Øiet brister, Tungen slet forstummer, Hjertet nynner dog: var Jesus her, Ei hun døde, som er Herren kiær! Og hvorfor er Jesus her da ikke? Er vel nu hans Løfte blevet Tant, At hvor To i Bønnen Ham beskikke, Være brat Han vil der midt iblandt; Eller kan i Kirken meer ei Tvende Enes om til Himlen Bud at sende! Jo, Han kommer, hist som Morgen-Gry, Rødmer, lysner det saa blidt i Norden, Brat vi see ham i en Rosen-Sky Yndefuld hensvæve over Jorden; Hvo Ham møder paa Hans Konge-Vei, Liv og Lægedom forfeiler ei. Sid da op, du alderstegne Kvinde! Brug til Krykker dine Døttre smaa! Kan et Skridt du kun fra Sengen vinde, Herren brat dig skal for Øine staae, Rører du blot Sømmen af Hans Klæde, Karsk igien du reiser dig med Glæde! Derfor smiler, Zions Døttre smaa! Smiler sødt igjennem Taare-Duggen! Snart med Glæde I skal Harpen slaae, Zions Sang skal klinge over Vuggen, Tone skal det under klaren Sky: Guddoms-Barnet er os født paany! Ja, den Gamle skal med Moder-Glæde Snart forglemme al sin Angst og Nød, Naar i Høie-Loft paa Dronning-Sæde Børne-Børn hun vugger i sit Skjød, Synger jublende med Fryd: tilvisse, Det var Herren selv, som gav mig Disse!

No. 13. Tør end Nogen ihukomme Hjertets søde Morgen-Drøm, Mindes, trods al Verdens Domme, Zion med en Taare-Strøm! Mægter Nogen end at stemme Harpen dybt til Orgel-Klang, Vover Nogen end at nemme, End at kvæde Zions Sang? Ja, saalænge Hjertet banker Kiærlig i en Christen-Barm, Rinder og med Himmel-Tanker Over Zion Taaren varm, Og saalænge for Guds Throne Høres Seraf-Harpens Klang, Skal i Christi Kirke tone Taareblandet Zions Sang. Trodser kun, I Kirke-Fiender! Larmer kun, I Edoms Børn! Lover kun, mens Taaren rinder, Giæstebud til Ulv og Ørn! Tone over eders Grave Skal dog Zions Fryde-Sang, Og er Harpen i Ulave, Læmpes til Basune-Klang! Samler eder tæt om Bjerget, Alle Zions Døttre smaa! Har end Fienden Sletten hærget, Herrens Bjerg han lod dog staae; Blev end Steen paa Steen ei levnet, Hjørne-Stenen laae dog fast, Er urokket og urevnet, Mod den alle Vaaben brast! Taare-Sky! ei saa du hænge Over Bjerget sortegraa! Skil dig ad, lad Straalen trænge Ud dog under dunkle Braa, Saa vi skue den Skyklædte, Med sin favre Regnbu-Krands! I et Øie bedre stædte Herren aldrig Sole-Glands. Da skal løses brat vor Tunge, Som forstummed under Graad, Sødt om Ædel-Stenen sjunge, Som det var Guds vise Raad Til en Grundvold god at lægge I det stolte Zions-Slot, Som har Himlen til sit Dække, Guds Eenbaarne til sin Drot! Ja, paa Ham vi kaste Sorgen, Som og Synden for os bar, Høit om Syllen og om Borgen Sjunge vi med Stemme klar, Og i Herrens Vingers Skygge, I en gylden Aften-Stund, Under Sang vi atter bygge Paa den gamle Klippe-Grund! Ei skal Zions Borg sig høine Denne Gang med Spir og Taarn, Hyttelavt, i Verdens Øine, Bygges nu imod tilforn, Saa os efter Ham vi føie, Som har sagt, Han vilde boe, Hvor sig Stjerner for Ham bøie, Og hvor blye Kiær-Minder groe. Huset med de høie Sale Tømres kun af Skaber-Haand, Maa fra Himmelen neddale, Som til Støvet Herrens Aand! Vi af bløde Bøge-Stammer, Under Nattergale-Sang, Bygge kun et Giæste-Kammer Til en himmelsk Alter-Gang! Verdens Vise, Jordens Bolde, Vil vor Hytte vel forsmaae, Men den Største vil dog holde Nadver i den ringe Vraa; Tidlig Han sig myg har krummet Barneglad i Moder-Skiød, Han som laae i Krybbe-Rummet, Bryde vil i Hytten Brød! Thi skal Herligheden vorde Større i vort Bonde-Huus, End i Det med Borge-Gaarde, Som nu sjunket er i Gruus! Hans er Sølvet, Hans er Guldet, Meer end Guld er Herrens Fred, Den er Himmel-Glands i Muldet, Den skal vi forklares ved!

No. 14. O store Gud! vi love Dig Af Hjertens Grund evindelig! I Naade seer Du til os ned, Og evig er din Miskundhed! Lov-Sangen fra den frelste Jord Sig blande med dit Engle-Chor! Ja, Adams Æt istemmer glad Cherubers og Serafers Kvad: Hellig, Kiærlig, Stærk og Viis! Evig Ære, Lov og Priis, Alle vide Vegne fra, Være Dig! Halleluja! Du skabde Himlen underskiøn, Og i dit Billed Støvets Søn! Du styrted Aanden stolt i Hu, Det faldne Støv opreiste Du! Propheters og Apostlers Chor Lovsynger høit dit Naades-Ord, Martyrer vidne uden Svig, Det saligt er at døe for Dig! Og al den ganske Christenhed Velsigner Dig for Liv og Fred! Ja, evig Tak, Gud Fader from! Med Fred Din Søn til Verden kom! Din Hellig-Aand med Guddoms-Røst I Kirken skaber Liv og Trøst! Du Ærens Drot! vor Frelser kiær! Velkommen og velsignet vær! Du lagde ned Dit Herredom I Kvinde-Skiød og Krybbe-Rum! Du vied ind vor Tjener-Dragt Til Straale-Glands og Himmel-Pragt! Vor Synd DuDn bar, vort Aag Du brød, Vor Straf Du leed i Korsets Død! Du seierrig af Grav opstod Og dæmped Dødens Overmod! Til Himmels aabenlyst Du foer Og throner høit i Engle-Chor! Du sidder ved Guds høire Haand, Men i Din Kirke boer Din Aand! O Hellig-Aand, vort Hjerte kiær! Velkommen og velsignet vær! Du steg med Lue-Tunger ned At tale om Guds Kiærlighed! Du vækker op til Liv og Lyst Alt Sandt og Godt i Christnes Bryst! Du samler Folket i din Favn, Og skaber Fred i Jesu Navn! I Dig vi har Guds Seigl og Pant Paa Naadens Ord, at det er sandt! Du er det store Guddoms-Bliv, Som skaber evigt Lys og Liv! Halleluja! vor Sorg er slukt Os Eden er igjen oplukt! Halleluja! vor Fryd er stor, Guds Aand i Støvets Hytte boer. Halleluja! evindelig Gud glæder os i Himmerig! O store Gud! vi love Dig Af Hjertens Grund evindelig! Ja, Adams Æt istemmer glad Cherubers og Serafers Kvad: Hellig, Kiærlig, Stærk og Viis! Evig Ære, Lov og Priis, Alle vide Vegne fra, Være Dig! Halleluja!

No. 15. Mel. Som den gyldne Soel udbryder. Tusind Aar stod Christi Kirke Paa sin Klippe blandt os trygt! Tusind Aar vort Dannevirke Var den mod al Fiendens Frygt! Stormen sused, Vandløb kom, Styrted dog ei Huset om, Mesteren var af de Vise, Derfor skal Hans Værk Ham prise! Gud! for Dig, som aldrig ældes, Tiden som en Time gled, Men for Blad i Skov, som fældes, Aaret er en Evighed; Ogsaa vi bag Sommer blid Alle har en Løvfalds-Tid, Thi er tusind Aar os lange, Vaar og Høst for Slægter mange. For hvert Kuld af Christne Fædre Tak, vor Fader over Sky! Skiøndt Dig selv de takke bedre I dit Huus med Tunger nye! Tak for hver en Draabe god Vi fik af det Hjerte-Blod, Som livsalig gjennemrinder Danne-Mænd og Danne-Kvinder! Tak for alle gode Gaver Paa vor Mark i tusind Aar! Tak, fordi, trods alle Paver, Ordet lever, Skriften staaer! Lad i Jesu Christi Navn, Dig til Ære, os til Gavn, Ordet lyse, Hjertet brænde I vor Æt til Verdens Ende! Tak for disse grønne Lunde, Du os gav i Folke-Vang! Tak for alle Fugle-Munde, Du oplod til Psalme-Sang, For hver Læbe, som med Flid Løfted Røst i Naadens Tid! Tak, vor Fader! for dem Alle, Fra Ansgarius til Balle! Tak for mange Konger gode, Som blev under Kronen graa, Ja, for hver en Skjold og Frode, Igjenfødt Du lod opstaae, Siden Daab og Christendom Med Kong Harald til os kom! Tusind Tak for Christjan-Stammen, Groet af dem alle sammen! Ja, for os faldt Maale-Snore Liflig mellem Bølger blaa, Klart det blev, den evig Store Elsker meest paa Jord de Smaa, Lader her, til deres Tarv, Konge-Hjertet gaae i Arv, Lader sig i Fred forbinde Christians og Fredriks Minde! Tak da, hundredtusind Gange, Fader-Vor i Jesu Navn! Saa dig takke Slægter mange End i Daners Føde-Stavn, Til i Dit Jerusalem, Hvor vi glemme Kiødets Hjem, Nyaars-Psalmen Christne sjunge Alle med hverandres Tunge!

No. 16.

En Omarbeidelse af den gammeldanske Dag-Vise.

Den signede Dag, som vi nu seer Med Blide til os opkomme, Den lyse paa Himlen meer og meer, Os alle til Lyst og Fromme; Det kiendes paa os, som Barnet leer, At Natten hun er nu omme! Den salige Stund, den Midnats-Tid, Vor Herre han lod sig føde, Da klared det op i Øster-Lid Til deiligste Morgen-Røde, Da Solen oprandt, saa mild og blid, Som vækker os op af Døde! Om levende blev hvert Træ i Skov, Og var saa hvert Blad en Tunge, De kunde dog ei Guds Naades Lov Med værdelig Røst udsjunge; Thi evig skinner nu Livets Lys For Gamle og saa for Unge. Forgiæves det er med liden Magt At ville mod Bjerg opspringe, Men Ørnen er snild, han naaer sin Agt, Naar Veiret ham bær paa Vinge, Og Lærken hun er en lille Fugl Kan lystig i Sky sig svinge! Med Suus og med Bruus den stride Aa Nedfuser fra Klippe-Tinde, Saa lydt ei mæle de Bække smaa Men risle dog fort og rinde, Saa frydelig snoe de sig i Vraa Op under de grønne Linde! Saa takke vi Gud, vor Fader god, Som Lærken i Morgen-Røde, For Gylden-Aaret, Han dages lod, For Livet, Han gav af Døde, For Alt hvad paa Mark af Himmel-Rod Der voxde til Sjæle-Føde! Nu sagtelig skrid, vor Høitids-Dag, Med Straaler i Krands om Tinde! Hver Time til Herrens Velbehag Som Bækkene smaa henrinde, Til frydelig de sig snoe i Mag Op under de grønne Linde! Som aldrig saa lang er Dag i Nord, Det mørknes jo dog omsider, Saa haver det sig og trindt paa Jord, Med blomstrende Aar og Tider, Men sødest klinger dog Livets Ord, Naar det imod Aften lider! Som Guld er den aarle Morgen-Stund, Naar Dagen opstaaer af Døde, Dog kysser os og med Guld i Mund Den liflige Aften-Røde, Da smelter og Malm i Hjerte-Grund, Saa blegnede Kinder gløde! Saa reise vi til vort Fædreland, Der ligger ei Dag i Dvale, Der stander en Borg saa prud og grand, Med Throner og gyldne Sale, Saa frydelig der i Livets Land Med Venner om Død vi tale!

No. 17.

En Omarbeidelse af Brorsons: “Op al den Ting som Gud har gjort”.

For al den Deel, som Gud har gjort, Op, Sjæl, Ham at lovsjunge! Thi Alt hvad Han har skabt er stort, Og mindst er ei din Tunge! Gik alle Konger end paa Rad, Med Pral, i Glands og Vælde, De satte dog ei mindste Blad Paa Rose eller Nælde; I Tusind-Tal vor Skabers Haand Dog skiænker alle Dage Hver Blomst saa favert Klædebon, At Konger fik ei Mage! Al Verden ei den Viisdom har Fuldklart ikkun at tale, Om mindste Kryb, som Jorden bar Paa Bjerge og i Dale; Hvad skal vi sige, naar vi see Guds Mester-Værk paa Jorden: See Kvinden græde, Barnet lee, Og høre Tungens Torden! Hvad skal vi sige om den Jord, Som Himlens Herre ligner, Som fører stolt det store Ord, Forbander og velsigner! Hvad skal vi sige om de Smaa, Som bygge Babels-Taarne, Som, skiøndt de til Hans Knæ ei naae, Tør trodse den Eenbaarne! Bryd ud, min Sjæl! o Rigdoms Dyb Paa Viisdom, Magt og Naade! I AandensAandersIntet meningssammenbrud, derfor blot en add-note. Førstetrykket SJ 438 (1826) har også 'Aanders'. Renskriften har 'Aandens'.AandersAanders Kreds er jeg et Kryb, Mig selv er jeg en Gaade! Og tak saa Ham, som du kan bedst, Den Drot i Himmel-Sale, Der vilde som en fremmed Giæst Til Jorderig neddale! Guds egen Søn, o glem det ei! Sank til de Dødes Rige, Kun for at du paa Livets Vei Til Lysets Hjem kan stige! O priis din Fader! Søn af Muld! Han skabde Nyt paa Jorden: Et Himmerig, hvor høitidsfuld Kun ruller Lovens Torden! O kald dig stolt, trods Verdens Spot, En Borger i Guds Rige! Lovsyng med Fryd Dets milde Drot Som Gud sin Faders Lige! Lovsyng det Navn, Ham Fader gav, Langt over alle Navne, Som over Hav og Bjerg og Dal Kom og til Danske Havne! Lovsyng det Navn, hvori hvert Knæ For Sønnen sig skal bøie, Det Navn, hver Fugl paa Livets Træ Skal jublende ophøie! Lovsyng det Navn, Guds Almagts Haand Har straalende forklaret, Hvis Dyder Kiærlighedens Aand I Daad har aabenbaret! O hør, hvor Folk og Tunge-Maal Det Frelser-Navn lovsjunge! Ja, hør Dets Priis fra Blok og Baal, Fra piinte Vidners Tunge! Ja, hør den Lov-Sang, der alt naaer Fra Hav til Hav paa Jorden, Og toned over tusind Aar Paa Daners Mark i Norden! Syng høit i Sky, at for det Navn, Som Snekken bar saa vide, Maa tones Flag i hver en Stavn, Som skal lyksalig skride! Udraab det frit om hver en Stavn, Hvor stoltelig den bygges, Er Jesus glemt, til Himlens Havn Dens Færd kan aldrig lykkes! Læg i dit Kvad et nyt Beviis Til Fædres Høitids-Sange, Som vidne høit, at Jesu Priis Slog Rod i Dane-Vange! Ja, i vor gamle Psalme-Bog, Som paa hver Baad og Snekke, Med Korset vaied Dannebrog, Trods Fiendens Odd og Egge! Saa vaie Den i tusind Aar, Om Verden staaer saa længe, Mens Nattergal i Lunden slaaer, Kiærminden groer i Enge!

No. 18. Mel. Nu nærmer sig vor Pindsefest. Oprundet er vor Jubel-Fest, Gud Hellig-Aand! vær du vor Giæst, Saa Bod vi faae for alle Savn Og leve høit i Jesu Navn! Din Guddom er os velbekjendt, Thi til vor Trøst er du udsendt, Som Livets Lys og Ordets Tolk, At saliggiøre Herrens Folk! Du os gjenfødte i vor Daab, Til Børne-Ret og Helgen-Haab, Og voxe skal ved dig de Smaa, Til Engles Hoved de opnaae! Du Mælk os gav i Moder-Skiød, Du mætter os med Livets Brød, Og, som en Foster-Fader fiin, Du skiænker os med Glædens Viin! Du tænder Lyset i Guds Ord Paa Christi Kirkes Alter-Bord, Og for Dets Klarhed vi faae Syn, Kun naar du rører os som Lyn! Du lægger Ordet i vor Mund, Som uden dig er Bogstav kun, Kun du kan løse Dødens Baand, Thi evig Eet er Liv og Aand! Du er Hans RøstRøstdelvist fremhævet i A, som raaber: kom Til Fristed mit for Død og Dom! Du sammenknytter, som Guds Haand, Hans Menighed med Hjerte-Baand! Du river ned hver Mellem-Væg, Som giør splidagtig Lærd og Læg, Du tugter Øie, Fod og Haand Til Enighed i Fredens Baand! Du skaber i os den Forstand, At Christus boer saa vidt om Land, Som i Hans Navn der knæles ned Med Tro og Haab og Kiærlighed! Kom, Sandheds Aand! og Vidne giv, At Jesus Christus er vort Liv, Saa aldrig vi af Andet veed, End Ham til Fred og Salighed! Paa Klarheds-Veien leed os saa, At ei vi Glip ad Maalet gaae, Ei fra vor Troes Klippe-Grund Et Haars-Bred vige nogen Stund! Kom, Fredens, Kiærlighedens Aand, Almægtig, som Guds Høire-Haand, Og gjør til Eet os fjern og nær, Som have Liv og Sandhed kiær! Med-Vider i Guds Fader-Raad! Du har begyndt den store Daad, Fuldend du den med Velbehag, Med Kraft i os til Christi Dag! Gjenfød os saa med Livets Ord, Ved Daabens Bad og Naadens Bord, At selv sig priser Støvets Kaar I Christi Kirkes Gylden-Aar!

No. 19. Kirken er som Himmerige, Meget kan den lignes ved, Skiøndt paa Jord den har ei Lige, Som Guds Naade og Guds Fred! Mest dog lig en Barne-Moder, Herren kalder den sin Brud, Ved dens Mælk opvoxe Poder, Som ved Bække Pile-Skud! Kirkens Favn og derfor kaldes Rettelig et Moder-Skiød, Naar der sørges, naar der faldes, Altid der er Hvilen sød! Kastes Vrag paa Kirkens Goder Af den Sjæl, som dem har smagt, Da forhaaner Søn sin Moder, Og hans Dom er forudsagt. Angres det med ærlig Smerte, Vendes om med ydmyg Bøn, Kirken dog med Moder-Hjerte Favner den forlorne Søn!

No. 20.

En af Kingos bekiendte Psalmer efter Es. 60, lidt forandret.

Vær trøstig, Zion, Jesu Brud! Nok har du grædt og grundet: O giør dig rede, see herud! Dit Lys er nu oprundet, Ja, Glandsen af Guds Herlighed Er med din Jesus kommet ned, Nu har du Naade fundet. Vanvittighedens Mulm og Mørk' Er stort paa Jorderige, Folk gaae som i en taaget Ørk, Veed lidt af Gud at sige; Men Jesus, Verdens rette Soel, Opstod, da Morgen-Hanen goel, Nu maa al Mørkhed vige! Han vil for dem, som nu i Slum Og Sjæle-Blindhed vanke, Med Livets Evangelium Oplyse Sind og Tanke, Saa Hedninger paany attraae I Skin af Herrens Lys at gaae, Og salig Trøst opsanke. Luk Øine op, giv nøie Agt, See, flokkeviis de komme Til Herrens store Naade-Pagt, At dele med de Fromme, Som Sønner og som Døttre de, Skal Adgang faae til Gud at see, O dybe Herrens Domme! Stem op, o Zion! og bryd ud I Lov-Sang med det Samme! Thi see du skal en christen Brud Af Hedensk Herre-Stamme, Hun skal med Virak og med Guld For Herren knæle dybt i Muld Og glad Hans Smaa opamme! O Jesus! Du, som Manddom tog, Lær os at see og kiende, At Du os skrev i Livsens Bog! Gid vi og vel anvende Vort Guld og Gods, vor Fattigdom, Til Alt hvad bedst Du synes om, Til vore Dages Ende!

No. 21.

Omarbeidelse af den gammeldanske “vor Herres Brude-Vise” efter den 45de Davids-Psalme.

Nu lader os sjunge en Vise, I Glædens Stund, Vor Drot og vor Dronning at prise Ret udaf Hjertens Grund! Saa være nu Drotten vort Skjold I Vee og i Vaade! Saa deilig Man saae ingen Kvinde, Saa mild og blid, Thi skal hun og Kiærlighed vinde, Alt indtil evig Tid! Saa være nu Drotten &c. Du vældige Fyrste og prude! Bind om dit Sværd, Og kæmp for den Bedste af Brude! Hun er fuldvel det værd. Saa være nu Drotten &c. Gak mandelig frem med din Lykke, I Sandheds Aand! Da øver et mesterligt Stykke Din høire Kæmpe-Haand! Saa være nu Drotten &c. Ei Nogen har skarpere Pile, Til Kæmpe-Dyst, Lad alle dem først finde Hvile I Fiendens Barm og Bryst! Saa være nu Drotten &c. I Himmelen stander Din Throne, Til evig Tid, Paa Jorden for Spir og for Krone Med Æren giør din Flid! Saa være nu Drotten &c. Al Uret er langt fra dit Sæde, Dit Raad er godt, Thi salved din Gud Dig med Glæde Til alle Kongers Drot! Saa være nu Drotten &c. Af dandsende Jomfruer blide Er Salen fuld, Og Dronningen staaer ved din Side I Perlestik og Guld! Saa være nu Drotten &c. Til Dronningen lyder en Stemme, Som Klokken slaaer: Skiøn Jomfru! du maa nu forglemme Dit Folk og Faders Gaard! Saa være nu Drotten &c. Den ypperste Konge dig fæster Til Dronning sin, Thi skiænker Han for sine Giæster I Kalk den klare Viin! Saa være nu Drotten &c. Ja, vær nu din Herre og Konning Saa tro som Guld! Da lever paa Jord ingen Dronning Saa prud og ærefuld! Saa være nu Drotten &c. For Kongen sig kaste de Rige I Støv og Muld, For dig de sig neie tillige Alt med det røde Guld! Saa være nu Drotten &c. De favreste Møer dig følge I Kongens Gaard, Hvor Skarlagens-Kaaberne bølge, For Styret prud du staaer! Saa være nu Drotten &c. Dig Sønner opvoxe med Ære, I Fædres Sted, Og Kroner de Alle skal bære, Det er din Herre med! Saa være nu Drotten &c. Livsaligt da bliver dit Minde, I mange Ledd, Ja, Ord af den skiønne Fyrstinde Der gaaer i Evighed! Saa være nu Drotten vort Skjold I Vee og i Vaade!

No. 22. Kirken det er et gammelt Huus, Staaer, om end Taarnene falde, Taarne fuldmange sank i Gruus, Klokker end kime og kalde, Kalde paa Gammel og paa Ung, Mest dog paa Sjælen, træt og tung, Syg for den evige Hvile. Herren vor Gud vist ei beboer Huse, som Hænder mon bygge, Arke-Paulunet var paa Jord Kun af Hans Tempel en Skygge, Dog sig en Bolig underfuld Bygde Han selv af Støv og Muld, Reiste af Gruset i Naade! Vi er Hans Huus og Kirke nu, Bygget af levende Stene, Som under Kors med ærlig Hu Troen og Daaben forene, Var vi paa Jord ei meer end To, Bygge dog vilde Han og boe Hos os i hele sin Vælde! Hvor vi end mødes trindt paa Jord, Frelserens Navn vi paakalde, Flux Han med Lyd af Livets Ord Kommer, som Aand over Skjalde, Nær som sit Ord, i allen Stund, Han er vort Hjerte og vor Mund, Drot over Tiden og Rummet! Samles vi kan da med vor Drot Selv i den laveste Hytte, Finde med Peder: der er godt, Tog ei al Verden i Bytte; Kirken og vi, som ærlig troe, Altid er Eet saavelsom To, Eet med vor Drot og hinanden! Husene dog med Kirke-Navn, Bygte til Frelserens Ære, Hvor Han de Smaa tog tit i Favn, Er os som Hjemmet saa kiære, Deilige Ting i dem er sagt, Sluttet har der med os sin Pagt Han som os Himmerig skiænker! Funten os minder om vor Daab, Altret om Nadverens Glæde, Hvor skulde før i Tro og Haab Herren vi ønskefindeIntet meningssammenbrud, derfor blot en add-note.findefindeønske tilstæde, End hvor det for os præntet staaer: Herren i Dag er som i Gaar, Saa er og Troen og Daaben! Give da Gud, at hvor vi boe, Altid, naar Klokkerne ringe, Folket forsamles i Jesu Tro, Der hvor det pleied at klinge: Verden vel ei, men I mig seer, Alt hvad jeg siger, see, det skeer, Fred være med eder alle! Aldrig dog glemmes meer i Nord Kirken af levende Stene, Dem som i Kraften af Guds Ord Troen og Daaben forene! Selv bygger Aanden Kirke bedst, Trænger saalidt til Drot som Præst, Ordet kun helliger Huset!

No. 23. Herren han har besøgt sit Folk, Natten hun blev til Morgen, Menneskens Søn, Gud Faders Tolk, Slukket nu har al Sorgen! Med Guds Søn, med Livets Drot, Som giør Alting sødt og godt, Vi har Moder sammen, Christus, Herlighedens Glands, Han er vores, vi er Hans, Engle svare Amen! Kirken hun sad i Enke-Stand, Sørged for den Eenbaarne, Glemde, at Han i Gravens Land Stormede Dødens Taarne! Ja, vor Moder, syg i Sind, Under Korset græd sig blind, Blind for Guddoms-Glandsen, Livets Fyrste, som et Liig, Hun udbar med Graad og Skrig Under Dødning-Krandsen! Frelseren laae i sorten Jord Nætter, saavelsom Dage, Men det opstandne Livsens Ord Døden ei meer kan smage; Som et Legem uden Aand Ligger dog i Dødens Baand Ordet som det skrives, Fæster Man til det sin Lid, Aldrig dog af Mande-Vid Guds Ord kan oplives. Deraf udsprang den bittre Sorg, Liig-Færd med Graad og Klage, Hulken for Sang paa Zions Borg, Nætter saavelsom Dage! Ja, vor Herre syndes død, Som et Barn i Moders Skiød, Som et Liig paa Baare, Troen græd for Livets Savn, Og med Over-Kongens Navn Spotted hver en Daare! Herren han er dog Sine tro, Ogsaa naar de fortvi'le, Roser han lod paa Torne groe, Lærde os saa at smile! Hvor Guds Ord de bar til Grav, Trøsteren, som Han os gav, Var med Kraft tilstæde, Vendte Bladet herlig om, Sagde til vor Moder from: Hvorfor vil du græde! Gloende Kul den Hellig-Aand Sanked saa paa vort Hoved, Embedet Hans paa egen Haand Vores at troe vi voved. Han for Uraad vidste Raad, Stillede vor Moders Graad, Vakde op det Døde, Sagde: hør mig, Unger-Svend! Evig ung stat op igjen, Himlens Morgen-Røde! Levende blev i samme Stund, Lydelig hørt at tale, Ordet fra Herrens egen Mund, Laae ikke meer i Dvale! Det er et Vidunder stort, Større end ved Nains Port, Det vi veed tilvisse, Som han selv, der bød det skee, Fordum sagde: I skal see Større Ting end Disse! Sjunger da nu i høien Sky: Ordet stod op af Døde, Lyder i Aandens Kraft paa Ny, Tænder, saa Tunger gløde! Nu med Ordet er os nær Herren over Himlens Hær, I vor Mund og Hjerte; Hvor vi knæle i Hans Navn, Med vor Moder i Hans Favn, Døer al Sorg og Smerte! Lever nu op, I Christne smaa! Nu er her godt at være, Alle Guds Engle med os staae, Vil jer paa Hænder bære! Ei med Ferle, ei med Riis, Lære Børn vi Herrens Priis, Men med Paaske-Sange, Som en Fugl stod Ordet op, Svang sig over Bøge-Top Glad i Dane-Vange!

No. 24. Var I ikke Galilæer, Kaldte eder Pharisæer Ei med Haan ulærde Mænd, I, som bragde først paa Tale Hvad vel nys laae dybt i Dvale, Men stod herlig op igien? Jødelands Apostel-Skare! Hvad i Verden kan forklare Kraften i dit gamle Ord, Som endnu giør Under-Værker, Har til stolte Mindes-Mærker Kirker alle trindt paa Jord? Hvor kan vi med eder stemme, Som har dybt i Østen hjemme, Eders Billeder forstaae? Hvor kan vi, i fjerne Egne, Vidne om, paa eders Vegne, Hvad I hørde, hvad I saae? Ja, hvor kan, skiøndt I er døde, Eders Ord paa Tunger gløde, Trodse Vidd og Blok og Baal! Hvor kan eders Aand i Norden, Ja, i hver en Vraa paa Jorden, Tale Folkets Moders-Maal! Ei udlokke, ei udpine Lader sig af søde Vine Slig en Kraft med nogen Konst; Den hver Folke-Aand paa Jorden, Ogsaa Kæmpernes i Norden, Ønskede sig kun omsonst! Herrens Ord og Pindse-Dagen, Ikkun de forklare Sagen, Gav jer alle Tungers Aand, Aanden, som kan Alt udvirke, Som i Jesu Christi Kirke Løser alle Tunge-Baand! Ikke jer det er, som tale, Siger Han, som kan befale, Men det er min Faders Aand! Derfor, skiøndt I tidlig døde, Ordet lever, Tunger gløde, Jærtegn giør Guds Høire-Haand. Sandelig, det var Guds Finger, Som gav Bruden Ørne-Vinger, Midt i Ørken Huus og Gaard, Som gav Korsets Ord fra Østen Kæmpe-Kraften, Kvinde-Røsten, Her blandt os i tusind Aar! Døde Ordet i Latinen, Vaanded sig i Skiærsilds-Pinen Hjertet, som for Himlen slog; I en Paaske-Morgenrøde Ordet stod dog op af Døde, Engle Djævlene forjog! Giennemboret er nu Øret, Løftet er nu Taage-Sløret, Som tildækked Herrens Bog; Nu i Nord forstaae vi, bedre Selv end Kvad af vore Fædre, Østens høie Billed-Sprog! Moders-Maalet dybt sig bøier, Let og liflig det sig føier Efter fremmed Tanke-Gang, Yndigt selv, men blødt derefter, Laaner Aand og Ild og Kræfter Det af Zions Helte-Sang! Hvoraf gløde vore Tunger? Hvad er det, som i os sjunger, Naar vi prise Jesu Navn? Hvad hensmelter os i Ordet, Saa vor Sjæl ved Naade-Bordet Synker sødt i Jesu Favn! Hvad kan mægte, hvad kan virke Det der skeer i Christi Kirke, Alt Umuelighed for os? Kun Hans Aand, som skabde Solen, Som paa Almagts-Kongestolen Byder Død og Djævel Trods!

No. 25.

Efter den 124de og 126de Davids-Psalme.

Er det mueligt, er det sandt, Overstod vi Faren? Slap vor Sjæl, foruden Tant, Som en Fugl af Snaren? Blev til Drøm al Fiendens Daad, Stranded Achitofels Raad Paa vor skjulte Klippe? Ja, saavist som Fugl er fri, Sidder meer ei fangen, Naar i Sky den, Skov forbi, Svinger sig med Sangen; Nu vor Sjæl i Fugle-Spor Svinger sig med Herrens Ord Over Stjerner alle! Ordet laae i Bogstav-Baand, Drillet af hver Daare, Ordet nu, som Liv og Aand, Leer ad Orme-Gaar'e, Smutter giennem Hænder let, Bryder, som Guds Aande-Dræt, Alle Baand og Lænker! Endt er Zions Fangenskab, Endt er Dødens Dage, Smil for Graad os Herren gav, Sang for Suk og Klage; Hvad vor Gud for os har gjort Hedninger skal kalde stort, Christne aldrig glemme! For de store Ting vor Gud Glade vi tilbede, Kilder Han lod springe ud Paa den vilde Hede: Sjæle-Badet i Guds Ord, Samfunds-Kalken paa Hans Bord, Det er Livets Kilder! Matte vi bag Ploven gik, Sukkende vi saa'de, Voved knap til Sky et Blik, Lod dog Herren raade; Eiegode er Guds Raad, Saaed vi med Suk og Graad, Høste vi med Glæde. Lyd da høit, vor Fryde-Sang, Mens vi Negen binde! Frydelig i Dane-Vang Ordets Bække rinde, Sjunge sødt med Barne-Røst: Vaar og Sommer, gylden Høst, Vinter aldrig mere!

No. 26. Hos Herren paa det Høie Stod Simon Jonæ-Søn,Som Solen var hans Øie, Som Lys hans Klædning skiøn. Det klang, som fjerne Toner Af Sang og Fløite-Lyd: Min Søn med Glands Jeg kroner, Adlyder ham med Fryd! Med Venner fra Guds Bolig Da Herren skifted Ord, Om Kors og Død fuldrolig, Om Seng i sorten Jord! O hør mig, Drot, du Kiære! Udbrød da Simon glad, O, her er godt at være, Vi aldrigLad os eiIntet meningssammenbrud, derfor blot en add-note.Lad os eiVi aldrigVi aldrig skilles ad! O, havde vi kun Skygge, Var himmelsk her at boe, Lad Hytter tre os bygge Til Dig og Venner to! Vi sidde i det Lave, Vor Herre over Sol, Vi sidde mellem Grave, Han paa sin Faders Stol! Dog godt er her at være, Det volder Herrens Ord, Som virker til Hans Ære Vidunderlig paa Jord! Det lyder for vort Øre, Gienlyder i Vort Bryst, Da kan vort Hjerte høre Med Fryd Guds Fader-Røst! Da see med Sjælens Øie Vi Herren i Hans Glands, See Englene sig bøie For Ham med Straale-Krands! Med Venner i Guds Bolig Vor Aand da skifter Ord, Om Kors og Død fuldrolig, Om Seng i sorten Jord! Vort Kors er uden Jammer, Vor Død er uden Brodd, Vor Grav et Sove-Kammer, Og Herrens Liv vor Lodd! Med Ham vi Alle døde, I Daabens dybe Flod, Med Himlens Morgen-Røde Nyfødte vi opstod! Thi vilde ei vi bytte Med Bjerg og Sole-Glands, Vor lave Tempel-Hytte Og Herrens Seiers-Krands! Hans Aand er i vor Kiæde, Hans Ord er i vor Mund, Ham Selv vi see med Glæde Nu om en liden Stund! Til Jesu Christi Ære, Det tone høit i Sky: Ja, her er godt at være I Herrens Kirke-By!

No. 27. Kom, lader os bygge Paa Slette en Stad, Med Mure fuldtykke, Med Huse paa Rad, Og lad, som Høibaarne, Os Blokke paa Blokke, Som Bølger ei rokke, Til Himlen optaarne, OsOsindryk i A til et udødeligt Navn! Saa mæled de Jetter, Fuldstolte i Hu, Paa Babylons Sletter, En Udørken nu! Af Stenene strøgne I Tegl-Ovne bagte, Med Liim sammenlagte, I Dagene søgne, SigSigindryk i A hæved og Taarnet paa Trods. Men Herren i Himlen, Som ene er stærk, Nedfoer over Vrimlen, At syne det Værk, Da Forskiel Han skabde Paa Menneske-Mæle, Paa Ord som paa Sjæle, De Fatningen tabde, AdspredtesAdspredtesindryk i A som Avner i Blæst. Kom, lader os bygge Paa Bjerget en Stad, Med Mure fuldtykke, Og Huse paa Rad, Og lad, som Høibaarne, Os Blokke paa Blokke, Som Bølger ei rokke, Til Himlen optaarne, OsOsindryk i A til et udødeligt Navn! Saa mæled de Trende, Som evig giør Eet, Og Magt har i Hænde Til mere end Det; Den Stad uden Mage, Af levende Stene, Som frit sig forene, Paa hellige Dage, OpbyggesOpbyggesindryk i A med Kiærligheds Kalk! Ja, Kiærligheds-Aanden, Som Alting formaaer, Det giør efterhaanden, Som godt Han forstaaer; Den store Sprog-Mester, I Ildtunge-Flammen, Igien smelter sammen, Med Bisper og Præster, SomSomindryk i A Sjæle saa Munde paa Jord! Vel Helvedes-Hunden, Den Død-Bider stærk, Opfoer fra Afgrunden, At spilde Guds Værk, Han ærlig forsøgde, Hvad Splid og hvad Trætte Kan dertil udrette, Og tit gik det Rygte, Guds Stad sank i Aske og Gruus! Men Staden paa Bjerget, Som Aanden har bygt, Ubrændt og uhærget, Derpaa lider trygt, Gud raader for Lykken, Saa mødes skal Byen Med Herren i Skyen, Kun Skinnet og Skyggen Kan falde i Dødbider-Haand. Naar Paver og Præster, Med Rør og med Straa, Den store Byg-Mester Vil tjene paa Skraa, Da Aanden bedrøves, Da bygges til Flammen Og Fiendernes Gammen, Da Værktøiet sløves, Og Navnet forhaanes paa Jord; Dog deres er Skaden, Hvem Skylden er paa, Thi Taarnet og Staden Urokkelig staae! Hvad Aanden udretter, Kan aldrig forsvinde Undtagen for Blinde, Det selv sig fortsætter, Og vist kroner Herren sit Værk!

No. 28.

Omarbeidelse af Kingos med samme Begyndelse.

Hvor deilig skal Guds Kirke staae Og Yndest for Hans Øine faae, Naar alle Hjerter i Hans Haand Fuldkommenhedens Rosen-Baand Forbinder meer end Mange veed, Forener sødt i Kiærlighed! I Verdens Vold er Sjæl og Sind, Vor Tro er tom, som Veir og Vind, Og dødt vort Haab, og mørk vor Vei, Naar Kiærlighed os følger ei, Thi, som vi alle troer og veed, Gud Fader selv er Kiærlighed! Fra Den udgaaer det Guddoms-Bliv, Som skaber baade Lys og Liv, Ja skaber selv paa denne Jord Et Himmerig ved Herrens Bord, Saa ene Den paa Helgen-Fjeld Er Salighedens Kilde-Væld! Bort Had og Nag og Nid og Harm! I kan ei næres i den Barm, Hvor Gud i Fred og salig Ro Med sin Velsignelse vil boe! Til Helvede, hvor I kom fra, Ei passer vort Halleluja! Til Gode Alt maa tjene Den, Som Himlens Herre har til Ven, Saa glad, trods alle Saar og Savn, Vi knæle kan i Jesu Navn, Naar Kiærlighed, som Han har sagt, Beseigler kun vor Daabes Pagt. Han, som aftørrer da vor Graad, Er mageløs i Raad og Daad, Ham sniger Ingen sig forbi Paa Ondskabs hemmelige Sti, Og naar i Nød Han Fromhed seer, Om Hjelp Han taler, saa det skeer! O søde Gud! lad da kun saa Vort Hjerte høit for Himlen slaae! Da lavt du boer hos os i Løn, Til hisset, i din Hald saa skiøn, Vi see dig klart og synge da Vort evige Halleluja!

No. 29. Det Ord, som bestaaer, Naar Verden forgaaer, Den Flod, som aftvætter Vor Synde-Skylds Pletter, Ja, Urten mod Døden Og Evigheds-Føden, Hvor finder Man dem? Paa Frelserens Grund, I Sandhedens Mund, I Huset og Gaarden Af høiere Orden: I Kirken i Aanden, I Kiærligheds-Haanden,flyttet fra verslinje tre i A; således også A2 og BOmbryderfejl. Rettelsen er nødvendig aht. rimfølgen og indholdet i det hele taget. Understøttes af samtlige senere udgaver. Der kan ikke rettes efter renskriften, da lægget med denne salme mangler. Der findes det Alt!

No. 30.

Omarbeidelse af Luthers “Nun bitten wir den Heil'gen Geist.”

Nu bede vi den Hellig-Aand, Som Gud Faders Høire-Haand, Kirken at bevare, Vel til Verdens Ende, I al Nød og Fare Skaden at afvende! Hjelpe os Gud! O Livets Lys! opklar os saa, At i sin Glands kan for os staae Herren, vi tilbede, Han, den Elskelige, Som os vil indlede I Gud Faders Rige! Hjelpe os Gud! O Kiærlighedens Kraft! indgyd Os Helgen-Livets høie Fryd, Saa vi glade vandre Med vor Drot hin fine, Elskende hverandre, Som Han elsker Sine! Hjelpe os Gud! O Tals-Mand! lad os finde Trøst, Som Barnet ved sin Moders Bryst, I din søde Stemme, Saa al vor Elende Smilende vi glemme, Over salig Ende! Hjelpe os Gud! Ja, Sandheds Aand! sværg du os paa, At vi er af Gud Faders Smaa! Da er Sorgen slukket, Da er Perlen fundet, Paradis oplukket, Døden overvundet! Hjelpe os Gud!

No. 31.

Efter den 85de Davids-Psalme.

Som Foraars-Solen mild og blid, Vor Trøster-Mand fra Arilds-Tid, Naar tit vi faldt i Fiende-Haand, Du løfted Aag, Du løste Baand, Saa brat sig Bladet vendte! Ja, Herre! Du var from og god, Du skjulde Brøst og Synd forlod, Du dæmped selv din Vredes Ild, Din Varme blev som Solens mild, Saa brat sig Bladet vendte! Som godt Du har begyndt, bliv ved! Vor Frelser-Mand! giv os din Fred! Vær dog ei vreed fra Slægt til Slægt! Lad Miskundhed faae Over-Vægt, Saa brat sig Bladet vender! Tilgiv os, som en gammel Ven, Og giør os levende igien! Lad Folket dit med Fryd paany Lovsynge dig i høien Sky, For brat sig Bladet vendte! Ja, fri og frels os, Herre kiær! Beviis, Du er vor Tillid værd! Lad høres det i allen Stad, Hvor Du dit Folk giør sjæleglad, Naar brat sig Bladet vender! Nu tys! lad ret os lytte til! Thi Herren med os tale vil; Ja, til sin hele Menighed, Med Hjerte-Rum, Han taler Fred, Saa brat sig Bladet vender! Ja, nu Hans Salighed er nær Det Hjerte-Folk, som har Ham kiær; For Skammen skjulde os som Vand, Skal Æren bølge i vort Land, Naar brat sig Bladet vender! O Sandhed! hvor det klinger sødt! Til Naaden siger du: velmødt! Retfærdighed da kysser Fred, Saa Hjerter smelte maae derved, Mens brat sig Bladet vender! Retfærdighed fra Himmerig Sig bukker dybt og yndelig, For Sandhed af det mindste Frø Sig skyder op paa Verdens Øe, Naar brat sig Bladet vender! Ja,DaIntet meningssammenbrud, derfor blot en add-note. Førstetrykket, SJ 567, har dog 'Ja,'. Skal det oplyses?DaJa med vor Herre stiger ned Til Jorden Guds Retfærdighed, Da blomstrer Haab, da voxer Trøst, Og vi faae en velsignet Høst, Naar brat sig Bladet vender!

No. 32.

Efter den 84de Davids-Psalme.

Herren, Han sagde til Herre min: Thron ved min Side i Høihed din, Mens Jeg lægger Dig under Fod Hver en Jette, Dig staaer imod! For Du er Mig kiær over Alle. Spiret af Zion, det er Dig bragt, Thron mellem Fienderne uforsagt! Stor er Du paa din Kraftes Dag, Vidner mine giør klar din Sag, For Du er Mig kiær over Alle. Svoret Jeg har, og giør ei det om: Evigt er og dit Præstedom; Morgen-Stjernen er gammel nu, Før den skabdes, dog født er Du, Saa Du er Mig kiær over Alle. Herren i Kraft ved din høire Haand Kæmperne tæmmer som Almagts Aand, Bli'r med Rette Han harmefuld, Konger blæser Han brat omkuld, For Du er Ham kiær over Alle. Folkenes Dommer er Han paa Jord, Hoveder bryder Han med sit Ord, Heltens Hoved dog synker ei, Kilden lædsker Ham paa Hans Vei, For Han er Dig kiær over Alle. Konge og Biskop til evig Tid! Sid paa din Throne, som Solen blid! Retfærds Konge, det er dit Navn, Fredens By er din Føde-Stavn; Saa Du er Mig kiær over Alle.

No. 33. Stene for mig raabe skal, Sagde den Eenbaarne; Saa de giør i Stjerne-Tal, Med og uden Taarne. Stod de Alle Dør om Dør, Kirkerne paa Tue, Slig en Stor-Stad aldrig før Skinned under Bue. Raabde fra hvert Kirke-Taarn Klokke til sin Grande, Hørt ei var paa Jord tilforn Sligt et Hosianne! Stod den Kirke-Stad paa Jord Nu end tom og øde, Klart dog viiste Livets Spor, Stort i den uddøde! Derfor end saa høit i Rom, Ligest Kirke-Staden, Raaber ud for Christendom Hver en Steen paa Gaden! Alle Kirker da paa Jord Byg i Tanken sammen! Fyld dem saa med Livets Ord, Og med Folkets Amen! Da det ny Jerusalem, Bygt paa Edens Høie, Som det Christne Folke-Hjem Svæver dig for Øie! Kalk og Steen er Skygge-Værk, Saa ei Tro og Tanke, Naar i Aanden, evig stærk, De sig kiærlig sanke. Hvad da favnes, er i Aand Virkelig tilstæde, Om det sine Rosen-Baand Hjertet snoer med Glæde. Saa Man i hver Christen-Favn, Bedst hos fromme Kvinder, Bygt af Aand i Jesu Navn, Kirke-Staden finder!

No. 34. Hvad har Kirken her tilbage, Som er værdt at sjunge om? Kalk og Disk og Lyse-Stage, Nøgne Vægge, Blokken tom; Sjelden Spir og høie Gavle, Døbe-Funt og Alter-Tavle, Som engang er Synet værd! Selv i Syden, hvor Man svimler Over Peders-Kirkens Tag, Selv i Kirken, hvor Man himler Konstig med den fine Smag, Hvor er Kirkens Gods og Værge? Hvor den Tro, som flytter Bjerge? Hvor den Konst, som skaber Guld? Før, da med trefoldig Krone Paven sad paa Kapitol, Og saa høi var ingen Throne, Som Sanct Peders Bispe-Stol, Da Choral og Kæmpe-Vise Kunde vel ei noksom prise Korsets Glands og Kirkens Drot! Men nu har jo Pavens Lykke Tøfler, som ei kysses, paa, Kirkens Sværd er kun en Skygge, Spir og Krone ligesaa, Stodder-Konge, Tigger-Munke, Dødning-Been og Bulle-Bunke, Er det værdt at kvæde om? Groe nu selv paa Træer grønne Skygger kun af Frugtens Guld, Hvor kan da de Tørre lønne Sangens Fugl i Nordens Kuld! Hvor kan da en Harpe tone Her om Kirkens Gylden-Krone, Spir og Sværd og Moder-Skiød! Blev det her saavidt ei drevet, At af Alt, hvad Kirkens var, Kun Optegnelsen og Brevet Vi beholdt til Kirke-Kar! Blomstre da, trods Band og Pave, Her nu Kirkens Rune-Stave: Skyggerne af Arons Stav! BilledligBilledligdelvist fremhævet i A ta'r Skriften Svaret: “Hvo mon tro'r, hvad vi har hørt, Og for hvem er aabenbaret Herrens Haand, som os har ført? Søn bebuded vi, som Kviste, Sprungne frem, før Nogen vidste, Jordens Tørke-Baand til Trods. Verden finder ei ham fager, Savner Smil og Rosen-Kind, Men vor Skyld han paa sig tager, Taaler Sting i stille Sind, Taaler Spot og Tugt beskeden, Mægler os til Bedste Freden, Kiøber Læge-Konst med Saar!”

Efter Esa. 53.

Ja, i Colossenser-Brevet, Frugtbart, naar det pløies vaadt, Til vort Svar staaer atter skrevet, Klart, naar Øiet kun er godt: Stod, i Paaske-Morgenrøde, I med Christus op af Døde, Husk da paa Hans Himmel-Fart! Eders Hjerte, eders Øie, Ile did, trods Jordens Baand, Hvor Han sidder i det Høie, Ved Gud Faders høire Haand! Søger det, som er foroven, Over Sky, som over Skoven, Ei hvad kiønt er kun paa Jord! Endelig dertil og Grunden, I et andet Sende-Brev

2 Cor. 4.

, Fløi Apostelen af Munden, Da han til Hellener skrev: Synligt har sin Tid og Time, Evigt kan dermed sig rime, Kom, dog ei tilsyne her! Bundet blev den store Drage, Rugende paa Kirke-Guld, Hver sig skyndte da at tage Hvad dem huged, Haanden fuld, Vi og tog hvad os behaged, Først og sidst hvad Andre vraged': Morten Luthers Barne-Tro! Kirken her da har til Bedste Barne-Tro af Hjertens Grund, Lid tør vi til Løftet fæste, Herren gav med Haand og Mund, Vi Ham tør paa Ordet tage: Jeg er med jer alle Dage, Er I To, saa giør det Tre! Derfor godt vi har i Grunden, Alle gode Ting er tre, Sang har immer Barne-Munden, Kan og ret af Hjertet lee; Lod engang vi os besnakke, Tog med Steen for Brød tiltakke, Det giør Herren godt igjen. Haand og Mund hos Skiøde-Barnet Hardtad ei kan skilles ad, Neppe mærked vi, at Skarnet Mellem dem indskiød sit Had; Selv i Bog for “det betyder” Sagde vi “som Ordet lyder,” Herrens Ord af Haand i Mund! Bagvendt jo det var tilvisse, Ordet lød dog om de Smaa: Ringeagter aldrig disse! Høiest deres Engle staae. Som i Kiødet, saa i Aanden, Om end bagvendt, Barne-Haanden Bringer let dog Mad til Mund! Skriften, læst med Øine vaade, Herrens Bog med Barne-Tro, Den er rig paa Lys og Naade, Den er fuld af Fred og Ro; Her, som hist i Blomster-Haven, Sidder hos Guds Ord i Graven Engle-Vagt med Himmel-Nyn! Dunkelt klang det for vort Øre, Som de sang “her ligger Han,” Let ei falder det at høre Lydt i Gravens Taage-Land; Som vi hørde, saa vi tro'de, Tog, alt som de skrevet stode, Stavene for Herrens Ord! Det os kosted bittre Taarer, Thi Bog-Staven slaaer ihjel, For Hvis Skyld Man bliver Daarer, Det giør dog en stor Forskjel; Engle hjalp, saagodt de kunde, Han, som slap os ingenlunde, Hjalp os ud af Dødning-Drøm! Øret Han os gjennembored, Skabde saa os gode Kaar, Lydt det nu fra Engle-Choret Klang omtrent som skrevet staaer: Søger ei iblandt de Døde Ham som ei blev Orme-Føde! Pas kun paa hvad Han har sagt! Vi forstod halvkvæden Vise, Fandt i Kirken brat Guds Ord, Fatted Mod til høit at prise Hvad kun Barne-Hjertet tro'r, Fandt i Ordet, som det lyder, Alt hvad Skriften kun betyder, Evig Nok at kvæde om! Nu vi see: til Punkt og Prikke, Sandt det er, som skrevet staaer, Fik du Mindst, dig fattes ikke, Meer end Nok slet Ingen faaer; Arve-Ret til Himmel-Guldet Følger hele Børne-Kuldet: Hver, som tro'r og bliver døbt! Om Opstandnes Første-Grøde Altid Sagn maa gaae for Syn, Til de Levende og Døde See Hans Blik som Himmel-Lyn, Da vi skal i Skyen møde Evighedens Morgen-Røde, See i Glands hvad Han har sagt! Lad kun Elementer smelte! Herrens Ord skal ei forgaae, Over os Det hvælver Telte Stjernestrø'de, himmelblaa, Under dem med Hjertens-Glæde Ordets Priis vi evig kvæde, Ordets, som er Liv og Aand! Hvad gav Støvet Livets Krone? Spørges lydt i Engle-Chor; Svares i den samme Tone: Barne-Tro paa Herrens Ord, Den har Støv fra Jordens Dale Hævet op i Himmel-Sale, Gjort til Alt hvad Gud har sagt!

No. 35. Jesus! hvor er Du dog henne? Hjertet søger Dig omsonst, Selv hvor Dig Apostel-Penne Tegned af med himmelsk Konst, Som Du gik og stod hernede, Nem at finde, god at bede, Trofast Ven og Taler sød, Herre over Liv og Død! Alle Dage, har Du lovet, Være vil med dine Du, Paa dit Ord jeg Alt har vovet, Ak, men hvor er Du da nu? Lød det ude, lød det inde: Leder kun, saa skal I finde! Du, som høit i Himlen boer! Ak, jeg fandt dog kun dit Spor! Naar jeg lydt dit Navn bekiender, Guddoms-Navnet, paa dit Bud, Verden spodsk mig Ryggen vender, Spørger: hvor er nu din Gud? Har du Ham i Guddoms-Fylden? Staaer Han i din Bog paa Hylden? Taler der Han himmelsk sødt? Blæser der Han Liv i Dødt? Hørt jeg har af Kvinder fromme, Fabel var det sikkert ei, At til dem Du pleied komme Tit paa deres Kirke-Vei, Tit, hvor ikkun Hjertet flammer, I det dunkle Bede-Kammer, Selv jeg mindes dunkel sødt, Mig som Lille Du har mødt! Ja, der gaaer en deilig Sage Om dit Møde trindt paa Jord, Som i hine Mellem-Dage, Før til Himmels Du opfoer, Da, ei mindre eller større, Du gik gjennem lukte Dørre, Lydt Guds Fred i Kredsen bød, Kjendtes, naar Du Brødet brød! Ak! men som en Fabel klinger Selv for mig den Sage nu, Sværmer-Flok paa Flue-Vinger Kommer brat min Sjæl ihu, Og vil jeg paa Bogstav bygge, Jeg omfavner kun din Skygge, Soleklar og englefrom, Men for Hjertet taus og tom! Engel ved min høire Side! Hvorfor skiænder Du saa smaat? Hvad er det, jeg selv maa vide, Naar jeg tro'r paa Kirkens Drot? Hvad var det, Han selv mig sagde, Da Han mig i Vuggen lagde? Hvad er det, jeg selv har sagt, Da med Ham jeg gik i Pagt? Pagt! ja Pagt med Hjertens Glæde, Nu et Lys for mig opgaaer, Jesus! Du var selv tilstæde, Nu jeg veed det hvor og naar, Haand Du paa mit Hoved lagde, Grandt jeg veed nu hvad Du sagde, Hvor jeg døbdes med dit Ord, Hvor Du bød mig til dit Bord! Ja, med Ordet, som os døber, Og bespiser ved dit Bord, Naar for Alt vi Perlen kiøber, Dig vi har: Gud Faders Ord, Og med dig din Aand og Tale, Plads og i din Faders Sale, Døden da har tabt sin Brodd, Evigt Liv er Ordets Lodd! Lyd er Legem, Skrift er Skygge, Ei i Bøger Aanden boer, Det var Børns og Kvinders Lykke, Naar de tog Dig paa dit Ord, Det var vores Skam og Skade: For din Mund vi trykde Blade, Hørde ei din Guddoms-Røst, Savned derfor Liv og Trøst! Nu staaer Sjælen op af Døde, For os lyser Christus nu, Daglig kan vi Herren møde, Kommende Hans Røst ihu, Og naar Klokken ringer sammen, Dybt vi føle da med Gammen: Jesus er, hvor To og Tre Troe hvad kun Guds Engle see! Jesus! ja, nu har jeg vundet, Du er min og jeg er din! Nu jeg har din Bolig fundet Mellem os saa faur og fiin; Du er med os alle Dage, Naar vi Dig paa Ordet tage, Som det lever, Død til Trods, Som det lyder, sagt til os!

No. 36.

Efter den 45de Davids-Psalme og vor Lutherske “Bryllups-Vise om Christo og hans aandelige Brud”, begyndende: Mit Hjerte opgav et lystigt Ord.

Mig rinder i Hu et lystigt Ord, Det kvæde jeg vil for Kongens Bord, Thi spørges det skal i Kongens Gaard, At Christi Kirke fik Gylden-Aar, Ja, tone det skal over Skoven i Sky: Det ældgamle Folk er som født paa ny, Hvad kan vor Glæde ligne! Vor Sorg er slukt, vor Bøn opfyldt, Vort Kors er let, vor Kalk forgyldt, Saa vilde os Gud velsigne! Nu sige vi til vor Herre kiær: Du deilige Helt! bind om dit Sværd! Paa Læberne dine yndig boer Al Naadens Fylde, med Sandheds Ord, Saa deilig og diærv ingen Menneske-Søn Er fundet, din Lige, af Adams Kiøn, Du “Kvindens Sæd” alene! Dit Ord er Liv, din Daad er Dyd, Din Lyst er Fred, din Lov er Fryd, Og Tanker Du har fuldrene! Du ruster Dig kun og gaaer i Slag For Sandheds og Mildheds gode Sag, Thi høres med Fryd i Fruer-Bur Dit Skjolde-Brag og din Kæmpe-Lur Ja, alle smaa Piger, ved Belt og ved Sund, Skal synge med Fuglen i grønne Lund, Din favre Kæmpe-Vise; Med Seir i Haand og Seir i Fod, Og Seir i hvert et Ledemod, Du skinner, fuldværd at prise. Til Sværd Du bruger et vinget Ord, Dit Spyd er en Pen, som deraf groer, Din Hjelm er din Høihed aabenbar, Dit blanke Skjold er din Reenhed klar, Og Pilene dine er Sandhedens Lyn, Da times i Mørke fuldstolt et Syn, Naar Folk de gjennemfare! Dit Spir er Almagt underfuld, Din Krone Kiærlighedens Guld, Evindelig skal de vare! Du hader kun Løgn og elsker Godt, Thi salved, o Gud! din Gud Dig flot Af Glædskabens Olje-Krus forvist, Med Æren kaldes Du deraf Christ, Og hvor Du færdes, i Kveld eller Gry, Dig altid omdufter en Virak-Sky, Det kan ei mindre være; Dit Huus er ei af Kalk og Steen, Men af det skære Elfenbeen, Det skinner din Smag til Ære! Stor Glæde og Fryd er i din Hald, Prindsesser Man seer i Snese-Tal, Og Dronningen selv i Purpur reen Med Straale-Krandse af Ædelsteen, Til Hende det lyder, som Toner fra Sky: Dit Bryllup, det holdes i Dag paany, Med Giæster englerene; Betænk din Pagt og Dronning-Kaar! Forglem dit Folk og Faders Gaard, Og flam for din Drot alene! Da kommer fra Zor et Jomfru-Kuld, Med Gaver i Skiød, med Sølv og Guld, For Kongen paa Knæ ydmygelig, Saa bønlig skue de op til dig! I Spidsen af dem majestætisk fremgaaer Prindsessen fra Hesbon, vel svøbt i Maar Med yndig Gylden-Bræmme; Som Liljen hvid, som Rosen rød, De synge for dig med Stemme sød, De finde hos dig sig hjemme! I Fædrenes Sted, som du har mist, Dig skiænkes et Sønne-Kuld forvist, Som arte sig godt i Høiheds-Stand, Og Drotter vorde fuldvidt om Land! Dit Dronninge-Navn gaaer fra Slægt til Slægt, Med det farer Solen i Konge-Ægt, Og Himlens Hær det prise, Og Adams Kiøn, mens Verden staaer, Udraaber høit dit Gylden-Aar Og synger din Bryllups-Vise!

No. 37.

Efter Propheten Esaias 61.

Christus er vores, med Ham har vi Alt, Alt, hvad med Sandhed er ypperlig kaldt! Himmel og Jord Er jo skabt af Guds Ord, Løfterne Guds allesammen Ja er i Jesus og Amen! Høit skal det lyde, mod Latter paa Trods: Alle Propheter har spaaet om os! Stolkonge-Brud! I dit Purpur saa prud, Løft nu din deilige Stemme! Syng om hvad du har i Gjemme! Over mig svæver den Høiestes Aand, Salvet mig haver og Kiærligheds Haand; Ærende mit Derfor siger jeg frit, Børnene Guds allesammen Det er til Fryd og til Gammen! Læge kan jeg alle Hjerternes Saar, Jeg udbasuner et Frihedens Aar, Gyldent og stort, Sprænger Fængselets Port, Lydt mig velsigne de Blinde, Som sad i Lænker derinde! Sorgen i Zion jeg slukker fuldsødt, Ligklæde sort bliver Skarlagen rødt! Lystig i Sky Lyder Sangen paany! Stæderne, som lagdes øde, Atter opstaae fra de Døde! Sønnerne mine faae kongeligt Kaar, Fremmede Folk vogte Israels Faar, Vingaard iflæng Nu med Ager og Eng Grønnes og blomstre og bære, Det giør Philisternes Hære! Sønnerne mine, som Herren har sagt, Præster skal kaldes, med kongelig Magt, Hedningers Marv Er dem givet til Arv, Guldet i Grav og i Vange, Dermed de glimre og prange! Døttrene mine, mens Orglerne gaae, Krandsene binde og Harperne slaae, Synge i Chor Om den gienfødte Jord, Lære af Engle at kvæde Liflig om Himmerigs Glæde! Døttrene mine, med Øinene blaa, Gladelig skal om Guds Herlighed spaae, Pryde i Løn Deres Bryst for Guds Søn, Dandse paa Roser til Graven, Bæres paa Hænder til Haven

Eller ogsaa:

Dandse paa Roser herneden, Bæres paa Hænder til Eden!

! Saaledes vender nu Bladet sig om, Saa fælder Aanden paa Jorderig Dom! Hver tager Sit, Og det Bedste er mit: Løfterne Guds allesammen, Dermed den evige Gammen! Glæden hos mig skal nu bygge og boe, Hjerte, i Herren vær lystig og fro! Thi som sin Brud Han nu smykker mig ud, Brat skal, som Kroner og Krandse, Straaler i Kreds mig omdandse! Børnene mine skal flokkes paa Jord, Som i en Have staae Blomster i Flor, Splittes de ad, Kan ei dufte paa Rad, Øiet hver Enkelt oplede Skal dog som Blomsten paa Hede! Gud være lovet for saadanne Kaar! Melder, Herolder, mit Guldbryllups-Aar! Lystig paany Lad det tone i Sky, Kiendes paa Røsten og Livet, Ei har jeg Aanden opgivet!

No. 38. Christne, med Skiel, Kaldes de vel, Alle, som Troen bekjender, Og som i Daab Saligheds Haab Fik paa den Eenbaarnes Hænder; Christne for Gud, Børn af Hans Brud, Er dog kun Kiærligheds-Kuldet, Thi ikkun de Troe, til de see Gyldnere Skatte end Guldet! Christne paa Skrømt Ordet har dømt, Selv de sig kalde uægte, Troe til en Tid, Svigte i Strid Christus omsider fornægte!

No. 39. Christendom i Verdens Mund Er hvad Man behager, Kun ei Tro af Hjertens-Grund, Den al Verden vrager, Kræves dog i Daabens Pagt, Har og, trods al Verdens Magt, Himmel-Haabet til os bragt, Jesu Navn forklaret! Christendom i Kirkens Mund Er da, som den lyder, Christen Tro af Hjertens-Grund, Og hvad deraf flyder: Daab i Jesu Christi Navn, Styrelse til Himlens Havn, Barne-Smil i JesuHerrensIntet meningssammenbrud, derfor blot en add-note.HerrensJesuJesu Favn, Salighed af Naade!

No. 40. Verden er, som Man den tager, Herlig stor og saare fager, Som den kom fra Herrens Haand, Vild og vanskabt efter Faldet, Fuul og fæl med Rette kaldet, Som den staaer mod Herrens Aand! Derfor i de sande Skrifter Verdens-Navnet Mening skifter, Efter hvad der tales om; Som sig vende Bibel-Blade, Verden elske, Verden hade Siges Han, som har al Dom! Ja, i Bogen der staaer skrevet, Verden, som den vild er blevet, Elsked dog Gud-Fader saa, At sin Søn Han gav til Bedste, Saa hvad Lid til Ham vil fæste Skal forklares, ei forgaae! Ondt er sagtens her det Meste, Alt for verdslige de Fleste, Herrens Ord dog høre Hver, At i Verden Han er kommen Kun til Redning, ei til Dommen, Og som Han er vi og her! Ond er Verden, meer og mindre, Værst for os dog i vort Indre, Rense Hver sin egen Deel, Fægte ei med Verdens-Skyggen, Afsie ei med Omhu Myggen, Mens Kamelen sluges heel! Munke saa i gamle Dage Meende Verden at forsage, Naar de krøb bag Kloster-Mur, Drømde Fred og ingen Fare, Faldt da brat i Fiendens Snare, Verden værst blev Munke-Bur! SaaTitIntet meningssammenbrud, derfor blot en add-note.TitTitSaa end troes al Verden hænge Hisset i Fiolens Strænge, Her i Mundens Ukvems-Ord, Mangengang kun ved den Finger, Som sig rører, mens det ringer: Lille Part af Verden stor! O, du blinde Pharisæer! Seer ei Skoven du for Træer? Grib dog i din egen Barm! See, hvorpaa dit Hjerte heier! See, hvorom sig Tanken dreier! Brug mod Verden der din Arm! Først forinden, saa foruden! Huset først, derefter Ruden! Det er Herrens gyldne Raad; Først dig selv og saa din Næste See at blanke med de Bedste, Det er Christnes Kæmpe-Daad! Meget da dig Verden plager, Men ei meer den dig bedrager Dysset ind i verdslig Ro, Og tilsidst du glad befinder, Een er Verdens Overvinder, Det er Jesu Christi Tro! Hvad Man giør og hvad Man læser, Verden er, som Vinden blæser, Smuk og grim og mild og vreed; Som sin høie Herre-Stamme, Christen-Tro, altid den samme, Af Omskiftelse ei veed! Thi skal den trofaste Kvinde Vindspil-Kæmpen overvinde, Glimmer slaae med ægte Glands, Giennem Fiendens røde Pile Indgaae til den store Hvile, Med en evig Straale-Krands! Derfor, Sjæl, ei meer du bruse! Sid hos Kvinden from tilhuse! Tag saa Verden, som den faldt! Hvad i Verden du skal lide, Den har dog sin gode Side, Ondt er kun i Helved Alt!

No. 41. Tvang til Tro er Snak i Taaget, Hjertet værger sig med Fynd, Tvang til Skrømt, som Pave-Aaget, Det er Tvang til Løgn og Synd; Kun til Helved kan Man tvinges, Mens til Himlen blot der ringes, Frihed følger Sandheds Aand! Fienden byder Baand og Lænker, Truer os med Død og Dom, Frelseren os Livet skiænker, Bryder for os Mur og Bom, Kommer for at løse Fanger, Kvæder som en kronet Sanger Høit om Friheds Gylden-Aar! Jesus, som den gode Hyrde, Leder om fortabte Faar, Vinker hver, som under Byrde Syg i Sind nedbøiet gaaer, Beder dem til sig at ile, Byder dem den sande Hvile, Gavnligt Aag og Byrde let! Nægtes end Hans Ord og Tale Indpas, Sted og Hjerte-Rum, Ei vil Ondt med Ondt betale Fredens Evangelium, Kalder aldrig Ild fra Skyen, Gaaer som Han fra Uvens-Byen Stille til et bedre Sted! Og, saavidt som Rygter fare, Ei for Sjæle-Friheds Sag Kæmped nogen Helte-Skare Boldt som, under Korsets Flag, Den fra Stephanus til Luther, Som med Krandsen Kiæden slutter, Triumferer over Rom! Ak! at Herren skal behøve Til sit Folk at raabe end: Seer, I Blinde! hører, Døve! Frelseren er Friheds Ven! Hvem er det, som Mig forvandler, Trods mit Navn, til Slave-Handler? Det er Fienden, jag ham ud! At hos Mig er godt at være, Millioner sang tilforn, Af mit Huus, Mig til Vanære, I har gjort et Fange-Taarn; Lukker op og lader løbe Hver, som ei har Lyst at kiøbe Guld hos Mig for alt sit Gods! Lukker op og lader fare! Nøle I, saa farer Jeg, Siger til min Engle-Skare: Op nu! lad os gaae vor Vei! Længe nok vi gjorde Prøve, Længe nok for Øren døve Sødt I sang om Himmerig!

No. 42. Hvo kan troe, som har ei hørt! Det er Aandens Tale, Herrens Ord i Pennen ført, Det er Aand i Dvale; Troens Ord er Tale dyr, Det er Hjertets Vidnesbyrd Gjennem Tunge-Maalet! Hvo vil troe, hvad vi har hørt, Underligt at sige, Har ham ei en Stemme rørt Som fra Himmerige, Har en ærlig Sjæl ham ei Mundtlig mødt paa Livets Vei, Vidnet for hans Hjerte? Turde vel paa Jesu Ord, Verden du forsage, Hvis kun paa Papiret Spor Var af Ham tilbage, Hvis det lød ei fra Hans Flok: Herrens Naade os er Nok, Stærk er Han i Svage! Troskabs-Pantet trindt paa Jord Er jo Troskabs-Eden, Derfor vi om Troens Ord Høre Menigheden, Hører Nogen ikke den, Var han og vor bedste Ven, Kirkens er han ikke! Himmel skabde Gud og Jord, Ei med Pen i Haanden, Men med sine Læbers Ord, Som er Eet med Aanden! Som det Gamle, saa det Ny Skaber Gud da under Sky Kun som Ordet lyder! Dødninger med Blæk og Pen Prise deres Døde, Aanden fra vort Hjertes Ven Kom med Tunger røde, Aandens Kraft er Ordets Marv, Gaaer paa Tungen kun i Arv Til Guds Børne-Skare! Kjender du de døde Sprog End til Punkt og Prikke, Ei forstaaer du Herrens Bog, Har du Aanden ikke, Han ei boer i Bog og Blad, Ham kun bær fra Stad til Stad Aande-Drættets Vinger! Snakked Paven udenom, Skal vi derfor glemme: Om den ægte Christendom Giælder Kirkens Stemme, Var det ret og var det galt, Hvad den troet har og talt, Aanden var og Livet! Spurgde Man om Kirkens Ord Ei ved Sjæle-Badet, Og ved Herrens Naade-Bord, Men ved Pave-Bladet, Maae ei derfor Tro og Daab Være Eet, som Livets Haab, Alle Kirkens Dage! Foer med Snak og Løgn og Tant Fordum Klerke-Munde, Er det derfor mindre sandt, Vi vor Tro skal grunde Paa hvad meer end skrevet staaer: Hvad i attenhundred Aar Gjorde Under-Værker! Det var Troen velbekjendt, Som end Ordet lyder, Det var Tungen velanvendt, Som end Hjertet fryder, Naar i Tale og i Sang, Sat af Aanden ret i Gang, Christus den forkynder!

No. 43.

Ændring af: Mit Barn frygt den sande Gud.

Frygt, mit Barn, den sande Gud! Misbrug ei Hans Navn og Bud! Hellighold vor Herres Dag! Ær Forældre uden Nag! Sky Utugt og Vold og Mord! Stjæl ei, vær ei falsk i Ord! Flye Begiærlighed paa Jord! Vi paa Gud Alfader troer, Som Alt skabde med sit Ord, Og paa Sønnen, Gud og Mand, Præst, Prophet og Konge sand, Og paa Aanden, al vor Trøst, Som os læger for al Brøst, Reiser op til Livets Lyst! Fader-Vor i Himmel-Havn! Helligt være os dit Navn! Lad os ret dit Rige see! Lad i os din Vilje skee! Giv os Brød og vær ei vreed! Os i Fristelse ei leed! Fri os fra hvad Ondt Du veed! Du, som os af Naade stor Har gienfødt med Vand og Ord! Hjelp, vi bær vort Christen-Navn Dig til Ære, os til Gavn: Holde troe vor Daabes Pagt, Staae mod Fjenden godt paa Vagt, Faae med Synd og Døden Magt! Mæt vor Sjæl, o Jesus sød! Med dit Legem, Livets Brød! Vederkvæg os, Frelser god, Med Livs-Kalken i dit Blod! Brød og Viin med Ordets Lyd Skiænke Deel os i din Dyd, Og i Salighedens Fryd!

No. 44. Vor Kirke-Dør vel lukkes op For hver en Sjæl, som banker, Dog ind ei fares i Gallop, Der kræves Alvors-Tanker: Dør-Vogteren, med stadig Hu, Adspørger først: forsager du, Med alt hans Ude og hans Inde, Vor Herres og vor Troes Fiende! Dernæst vi spørge: troer du, Som vi og vore Fædre? Hvis ei, da er det Tid endnu, Gak, hvor du troer det bedre! Men Fiendens Væsen: Løgn og Svig Ei taales kan i Himmerig, Ei Jaognei er hos vor Herre, Og Hykleri giør Ondt kun værre! Men kan og vil vor Tro og Daab Som ærlig Mand du dele, Vi borge dig for Himlens Haab, Og Herren for det Hele, Han borger dig, som Ordet lød, For Seier over Synd og Død, For evigt Liv, og det vil sige: Guds Salighed i Himmerige!

No. 45. Vi troe paa Gud Fader, Som Alt har i Vold, Som Himmelen skabde Og Jorderigs Bold! Af Ham haver Navnet Al Faderlighed, Paa Kiærligheds-Savnet Han bødte derved, Og gav os Fortabte, Af Fienden forskabte, Til Frelser sin eenbaarne Søn! Vi troe paa vor Herre, Guds eenbaarne Søn, Paa Jesus, den Christus, Undfanget i Løn, Af Høihellig-Aanden, Men aabenbar fød Af Jomfru Marie, Thi Ordet blev Kiød, Af Pine og giæstet, Og under Pilatus korsfæstet. Ja, død, lagt i Jord, Til Helved Han nedfoer, Men tredie Dag Han opstod, Og traadte saa Død under Fod! Til Himmels opdraget, Han Sæde har taget, Mens Fienderne lægges i Baand, Til Høire ved Faderens Haand, Og derfra Han kommer Igien som en Dommer, I Faderens Sted, For Døde og Levende med! Vi troe og paa Aanden, Paa Høihellig-Aanden, Udsendt af Guds Lam, Og Allemands-Kirken, Høihellig i Ham, Og Helgen-Samfundet, I Aanden forbundet, Ved Synders Forladelse reent; Opreisning af Kiødet, Som Kornet først dødet, Det evige Liv for os Alle tilsammen, Ja, Amen, I Jesu Navn, Amen!

No. 46. Vi troe, som vi ved Daaben svor, Paa Dig, Gud Fader, Livets Kilde, Hvis Hænder dannede vor Jord, Og hvælved Himlen, som Du vilde! Som Fader-Navn i Barne-Mund, Er Kiærlighed din Guddoms-Grund, Du Livet heller gav end tog, Derfor Du til din Søn os drog, Kun Satan, som vi har undsagt, Er Fiende ad Algodheds Magt! Vi troe paa din eenbaarne Søn, Som lod til Offer sig indvie, Undfanget af din Aand i Løn, Ham fødte her Jomfru Marie! Det er vor Herre Jesus Christ, En plaget Mand fra Først til Sidst, Korsfæstet, død og lagt i Jord Han og til Helvede nedfoer; Men klarede dog al vor Sag, Stod herlig op den tredje Dag, Til Himmels foer og satte sig, Gud Fader! som Du bød, hos Dig, Vi see igien vor Herre from Ved Levendes og Dødes Dom! Vi troe og paa den Hellig-Aand, Som helliger vor Fælles-Kirke! Vort Helgen-Samfunds Hjerte-Baand Det er Hans Guddoms-Konst at virke! Hvor Han dit Seigl paa Støv har sat, Er Sorgen slukt og Synd forladt, Og hvor Hans Kirke-Klokker gaae, Skal Kiød i Aandens Kraft opstaae, Til evigt Liv, i Fred og Ro, Saa kroner Du vor Christne Tro!

No. 47. Til Helvede vor Drot nedfoer, Da Han var død og lagt i Jord, En Prædikant paa Aanders Sprog, Lyslevende var Herren dog, Og som en Frelser did Han kom, At styrte Dødens Throne om, Ja, Fængselet Han fangen tog, Fra Helved i Triumf Han drog Med Fanger sjæleglade! Du Ledd af Troen, sært forhadt, Som Livets Lys af Dødens Nat, Kom til vort Hjerte! der endnu Er Nok af Nat og Dødens Gru. Neddæmp den stærke Fiendes Spot! Udløs hvad skiønne vil paa Godt, Naar frelst og frit, saa gladelig, Fra Helvede til Himmerig, Det i Triumf Dig følger! Om Troens Ord fra Arilds-Tid Man pruttet har med Kiætter-Vid, Og budt os snart “en Neder-Deel” Og snart et Hul for Hel-Hjem heel, Ja byder nu, med Overlæg, Os for vor Herres Nedfart Præk; Men Han “til Helvede nedfoer”, Og før afknappes skal et Ord, Til Himmels vi vil fare! Her spørges ei, hvad vi forstaae, Men kun, hvad vi er døbte paa, Som ærlig bygge paa vor Daab Vor Børne-Ret med Himmel-Haab! Her giælder det: beviis os klart, At Ham paaløiet er den Fart! Hvis ei, saa lad os smukt i Ro, Som med vor Daab, saa med vor Tro, Kun Herrens og vort Eget!

No. 48. Jesus, Dødens Overvinder! Du, hvis Ord er Liv og Aand, Stat os bi mod Livets Fiender, Fri os ud af deres Haand, Høilig til en Helt vi trænge, Som kan Dødens Lænker sprænge! See vi til Vort eget Hjerte, Templet for din Aand paa Jord, Flux vi føle det med Smerte, Daanet der er Livets Ord, Øine Løfter, Skygger lige, Flagre i de Dødes Rige! Søge Kirken vi hernede, Legem dit med Guddoms-Kaar, Trindt vi see sig kun udbrede Sørgelig din Kirke-Gaard, Dødens Herredømme sander Stenen der med Hoved-Pander! Rører i vort Hjerte-Kammer Livet stundum sig endnu, Rører Læben sig og stammer: Jesus, i dit Ord er Du, Skogrende os Fienden haaner, Lyden døer og Læben blaaner! Derfor see til os i Naade, Herre ved Guds Høire-Haand? Løs dog snart den store Gaade, At dit Ord er Liv og Aand! Hos det Par, som for Dig græde, Viis, at Du er selv tilstæde! See, dit Ord er lagt i Graven, Muret ind med Kalk og Steen, Trindt omkring i Dødning-Haven Smuldre Helgen-Folkets Been, Vove Seiglet vi at bryde, Romer-Spyd os Spidsen byde! Selv Du veed, vi er ei Helte, Som de fordum saaes paa Jord, Stenen ei kan vi bortvælte, Ak, thi den er saare stor, Vel som Dværge vi, ei større, Stønne maae for Klippe-Dørre! Derfor lad en Engel dale, Alt somsom Straaler gaae fra Soel, Lægge Vagten dybt i Dvale, Giøre Stenen til sin Stol, Mens sig brat paa Lynets Vinger Ordet fra sin Grav udsvinger!! Ja, lad opstaae fra de Døde Ordets Tugt og Ordets Trøst, Og lad Hjertet i os gløde, Mens vi lytte til din Røst! Lad os, naar Du Brødet bryder, See, det er, som Ordet lyder! Frit vi da skal drage Aande, Løst er da vort Tunge-Baand, Bod vi har da for al Vaande, Høit sig fryder Sjæl og Aand, Bryder ud med Toner søde: Vær velkommen fra de Døde! Ja, velkommen, sødt det klinger, Guddoms-Ordet, født paa Ny! Som paa Aande-Drættets Vinger Farer, naar Du vil, i Sky, Kommer dog, som himmelfaldet, Overalt, som Du er kaldet! Aldrig meer Du os forlader, Jorden fik i Grav Du kiær, Vel gaaer hiem Du til din Fader, Men er os dog lige nær, Kalder frem i Sjæl og Kirke Alt hvad Liv og Aand kan virke! Jesus! ja, vi troe og haabe, Selv i Dødens Skygge-Dal, At Du hører, før vi raabe, Svarer, før vi bede: tal! Blev, til Liv for mange Døde, De Opstandnes Første-Grøde! Ja, vi troe, men Tvivl sig klæber Som en Øgle til vor Tro, Døden spiller os paa Læber, Hvor vi mellem Skygger boe, Haabet er, som mat det glimter, Naar bag Sky vi Maanen skimter! O, lad Troen sig nedsænke Dybt i Jordans rene Flod! Lad os ei med Naman tænke: Hver en Strøm er lige god! Lad ei Fienden os indskyde, Lidt det er dit Ord at lyde! Da gienfødes Tro saa fage, I det store Trilling-Navn, Vender moderlig tilbage, Med en Gudsøn i sin Favn, Som skal aldrig smage Døden: Haabet, Guddoms-Morgenrøden! Hans er Smilet, som udsmelter Hjerte-Suk til Harpe-Klang! Han er Kæmpen, som bortvælter Stenen under Engle-Sang! Han har Lyset, han har Aanden, Derfor Alt kan Barne-Haanden! Jesus! ja, Du vil jo være I os Herlighedens Haab, Fødes, til Gud Faders Ære, Hos os i hver Barne-Daab, Voxe hos os allesammen Op i Sky med Fryd og Gammen!

No. 49. Enhver, som tro'er og bliver døbt, Gaaer frit ind i Guds Rige, For de i Christen-Tøi er svøbt, Som giør Guds Søn dem Lige; Thi giælder det om Troens Ord Og Daabens godt at gjemme, Men først og sidst: om Troen boer Hos dig, som hun var hjemme! Da skilles ad den tykke Sky, Som trued Myre-Tuen, Da Solen bryder frem paany, Og af den straaler Buen; Sig Hjertet føler glad i Pagt Med Ham, som Alt mon raade, Forventer vel sin Himmel-Dragt, Men nøies med Guds Naade! Saalænge derfor Tro og Daab I Kirken er de samme, Med Herlighedens store Haab Vi ei skal staae tilskamme, Men Vaar og Høst skal følges ad, I Christi Konge-Rige, Saa Oldingen er barneglad, Men engleklog tillige! Til Psalmen er vor Røst for lav, Dog vil vi Herren prise, Med Fugle-Nebbet, Han os gav, Til Kvad og Kæmpe-Vise! Vi Jule-Vinter har i Nord, Og kime, til Han kommer, Os venter paa gjenfødte Jord Med Ham en evig Sommer!

No. 50. O, kjender du Daaben, Lidt bedre end Hoben, Som Porten til Zions den hellige Stad, Da aldrig du slipper Det Ord, som ei glipper: “Velsignelsen evig i himmelske Bad!” O himmelske Tone! Som Pant paa den Krone, Vor Gud har til Børnene alle henlagt, Det aldrig kan feile, Vor Herre beseigle Med dig vil den dybe, den deilige Pagt! Ja, Herren du ligner, Med dig Han velsigner I Badet for evig de troende Smaa; Med dig Han indgyder Dem Livet, som fryder, O langt over det, vi i Støvet forstaae! O Christne! af Minde Lad aldrig forsvinde Det Løsen, os aabner den herlige Stad! Derind gaae med Glæde Vi kun, som vi kvæde: “Velsignelsen evig i himmelske Bad!”

No. 51.

2 Kong. B. 5.

Der var en Kæmpe, stor og stærk, Engang i gamle Dage, I Krig han gjorde Under-Værk, Bar dog Spedalskheds Plage, Til i en sær lyksalig Stund Han hørde Ord af Barne-Mund Om Jøde-Folkets Læge. Elisa hedd den Seer from, Iført Elias-Aanden, Deri var Kraft til Lægedom, Med Munden og med Haanden, Og Naman, Syrer-Kæmpen stolt, Til Vogns for Seer-Porten holdt, Med Bøn om Gunst og Naade. Prophetens Ord til Kæmpen lød: I Jordan du dig bade! Da brat fornyer sig dit Kiød, Saa reent som Rosen-Blade. Jo vist! gjenmæled Kæmpen graa, Som om ei Floder himmelblaa, Trods Jordan, vi har hjemme! Med Hest og Vogn, i Hu fuldgram, Nu hjemad drog den Kæmpe, Han tygged Drøv paa Ord og Skam, Lod Tid dog Vreden dæmpe, Og da han gav godt Ord igjen, Det mærked brat hans Kiøre-Svend, Han var fuldsnild i Tale! God Herre stræng! er det ei saa, (Tog Kiøre-Svend til Orde) Om svare Ting dig lagdes paa, Du Alt for Sundhed gjorde! Hvi da ei hvad er barnelet? O prøv i Jordans Flod den Tvæt, Guds-Manden dig tilraadte! Som sagt, saa gjort, den stolte Mand Nu axled Barne-Skrudet, Og baded sig i Jordans Vand, Syvfold paa Seer-Budet, Og brat han fik, som Ordet lød, For sin Spedalskhed Barne-Kiød, Saa reent som Rosen-Blade! Spedalskhed er for Sjælen Synd, Hos Kæmper og hos Dværge, Og læges kun den kan med Fynd Af Ham fra Zions Bjerge, Han siger: deel med mig min Daab I Jordans Flod, da Barne-Haab Du faaer om Himmerige! Da tænker mangen Daare stolt: Hvad nytter Vie-Vandet! Ja, vender brat sig stødt og koldt, Og siger: intet Andet? Kan Vandet i min egen Brønd Ei fuldt saa godt aftvætte Synd, Som det i Døbe-Funten! Thi lyder det i Folke-Ring, Som Svenden tog til Orde: Om Herren kræved svare Ting, Du Synder det vel gjorde; Hvi da ei hvad er barnelet? O prøv dog Jordans Sjæle-Tvæt, Paa Ordet, som det lyder! Ved Funten mangen Kæmpe god Har axlet Barne-Skrudet, Og badet, som i Jordans Flod, Sig der paa Herre-Budet, Og glad fornummet, Barne-Daab Kan døde Synd og føde Haab, Og skiænke Himmerige! Lad derfor Naman for os staae, Naar Stolthed os vil friste! Lad ydmyg os til Jordan gaae Med Ham, som Alting vidste! Lad daglig os, paa Barne-Fod, Neddukke dybt i Daabens Flod, I Guddoms-Trillingnavnet!

No. 52.

Omarbeidelse af Kingos: Mig lyster nu at træde, Hen ned til Jordans Vand.

Kom med til Jordans Flod! Mig lyster nu at træde, Hvor Herrens Fødder stod, Og vente paa den Glæde Hvorom mig fødtes Haab, Da Herren selv mig tvætted, Og med mig Pagt opretted Om Himlen i min Daab! Gud Fader her i Løn Forkyndte over Daaben: Du er min kiære Søn, Ja, Himmelen stod aaben, Og i den dybe Dal, I Ly af Due-Vinger, Sig hvælvede Guds Finger En herlig Ridder-Sal! Den Største, Øiet saae, Sig vilde her nedbøie, Johannes! du derpaa Forundrer dig med Føie, At Han, af hvem du selv, Endskiøndt du er en Døber, At tvættes høit behøver, Kom saa til Jordans Elv! Ja, store Frelser-Mand! Vil Reenhed sig nu tvætte, Som Verdens-Hav i Spand? Er Du da ei “den Rette!” Mon Døberen saae feil, Da han i dig opdaged Kun Alt hvad Gud behaged, Det sande Dydens Speil! Nei, Du i Jordans Flod Vil ydmyg kun dig bade For Kraft, som giver Bod Os der at efterlade: Af Vandet med Guds Ord Et Sjæle-Bad at blande, Som tvætter trindt om Lande Til Sæde ved Guds Bord!

No. 53. Herrens Røst er over Vandet, Sjæle-Badet i Guds Ord, Vand og Aand har sammenblandet Himmel-Skaberen paa Jord: Han, som haver Alt at sige, Han har sagt: til Himmerige Fødes kun af Vand og Aand! Herrens Aand er over Vandet, Støv ei følge kan Hans Fart, Ordets Lyd og intet Andet Mærkes der af Himmel-Art; Men i Kuldet, som gienfødes, Kiødet med dets Lyster dødes, Aandens Frugt er Aandens Seigl! Herrens Ord er lagt til Vandet, Ordets Dyb er Sjælens Daab, Af den Røst fra Fædre-Landet Fødes Borgerskabets Haab; Saa af Vand og Aand tillige Indføds-Ret i Himmerige Døbte faae, som Ordet troe!

No. 54. Er Aand kun Luft, er Ord kun Lyd, Og Skrift et Tvistens Æble, Er Tro kun Tant, er Død kun Dyd, Vi Alle arme Djævle, Er Jorden Alt, er Himlen Damp, Er seierrig kun Dødens Kamp; O vee, at jeg saae Lyset! Saa klager vor betrængte Sjæl, I den Opklarings Dage, Som blev i Kiødet os en Pæl, Vor Gud vil ei borttage; Men fat kun Mod, du lille Flok! Guds Naade er os Alle Nok, Og stærkest i de Svage! Var Aand kun Luft og Ord kun Lyd, Og Skrift et Tvistens Æble, Og Tro kun Tant, og Død kun Dyd, Vi Alle arme Djævle; Hvem har da bygt vor Klippe-Borg? Og hvad har slukket Hjerte-Sorg Fra Slægt til Slægt paa Jorden? Var Zions Borg et Luft-Kastel, Som Rigerne paa Jorden Kun rysted for med samme Skiel, Som Troldene for Torden; Mon tom da ogsaa var den Røst, Som lagde Staal i Kvinde-Bryst, Og smelted Nordens Kæmper! Er virkelig da ei den Aand, Hvis Værk er uden Mage, Fordi ei med sin grove Haand Vort Kiød derpaa kan tage! Ja, er for Øret Aandens Ord Ei nok saa klart, som sorten Jord For Krops de bedste Øine! Kan Nogen slaae Guds Ord ihjel, Og Sandheds Aand forknytte? Hvis ei, da reises atter vel Til Borg vor lave Hytte! I Aandens Kraft et vinget Ord Vel Prisen vinde tør paa Jord Igien fra Gaase-Øine! Sig drømmer Verden alt saa klog, Som nogen Gud kan være, Endnu med Tiden sikkert dog Den Lidt af Gud kan lære, Ja, lære af Guds Høire-Haand, Den selv er skabt af Ord og Aand, Med alle sine Sandser! Ja, Verden, med Forundring stor, Skal see, Dens Gud: Fornuften Naar ei den fatter Livets Ord, Er kun et Greb i Luften, Er, selv med Tro paa Sandheds Aand, Dog kun en Pen i Dværge-Haand Mod Ord, som flytte Bjerge!

No. 55. Ordet var fra Arilds-Tid, Var og er og bliver, Hvad vor Sjæl giør vred og blid, Knuser og opliver: Ordet, som et Torden-Slag, Ordet, som et Favne-Tag, Ordet, som det lyder! Tungen ligger Hjertet nær, Talen i Dets Tone, Det er Aandens Liv og Sværd, Det er Støvets Krone, Ordet, som et Harpe-Slag, Ordet, som et Vaaben-Brag, Ordet, som det lyder! Talens Strøm er Livets Flod, Som den her kan rinde, Risle-Bæk ved Blomster-Fod, Fos fra Klippe-Tinde, Ordet, som en Bølge-Gang, Ordet, som en Havfru-Sang, Ordet, som det lyder! Ord ei blot fra Mund til Mund Gaaer til Verdens Ende, Farer og i allen Stund Mellem Verdner tvende, Ordet, som et Herre-Bud, Ordet, som en Bøn til Gud, Ordet, som det lyder! Livets Brød i allen Stund, Ogsaa midt i Ørken, Det er Ordet af Guds Mund, Det giør Sjæle-Styrken, Ordet, som et Ære-Skud, Ordet, som et Engle-Bud, Ordet, som det lyder! Af Guds Ord blev Jorden grøn, Af Det Bølger blaane, Af Guds Ord blev Himlen skiøn, Skinner Soel og Maane, Ordet, som er Lys og Liv, Ordet, som et Guddoms-Bliv, Ordet, som det lyder! Af Guds ord en Efter-Klang Alle Fugle sjunge, Af Det lagdes Ord og Sang Paa vor bløde Tunge: Ordet, som en Bølge-Gang, Ordet, som en Havfru-Sang, Ordet, som det lyder! Om sig selv Oplysning skiøn Har Guds Ord os givet: Det er Guds eenbaarne Søn, Sandheden og Livet: Ordet, som Guds Ja med Liv, Ordet, som et Almagts-Bliv, Ordet, som det lyder! Aandens Røst kun raader Gud, Hjertets, halv vor egen, Lyder med i Jule-Bud, Ligner Strænge-Legen, Svarer, som en Efter-Klang Til Guds Engles Jule-Sang, Alt som Ordet lyder! Sødt det klinger da: gak ind Til din Herres Glæde; Hvor ei falmer Rosen-Kind, Hvor Serafer kvæde, Hvor det levende Guds Ord, Som paa Veirets Vinger foer, Evig Hjertet fryder!

No. 56. I Begyndelsen var Ordet, Var hos Gud og Gud med Ham, Var med Aandens Kraft omgjordet, Foer i Lysets Fjeder-Ham, I det Høie, paa det Jævne, Skabde Alt, hvad Ord kan nævne, Skabde af sig selv forvist Lyset først, og allersidst Lyden paa vor Læbe! Kiød engang blev Guddoms-Ordet, Dog Dets Røst var Liv og Aand, Lød, selv da Dets Mund var jordet, Sidder ved Guds høire Haand, Vandrer om paa Veirets Vinger, Giør Mirakler med Guds Finger, Skaber Liv og Fred og Fryd, Immer af sin egen Dyd, Og Gud Faders Naade! I Begyndelsen var Ordet, Bliver sidst, hvad først det var, Altid med Guds Kraft omgjordet, Knuser Konger Det som Kar, Kommer end engang tilskue, Straaleklædt paa Himlens Bue, Dømmer Alt hvad Det har skabt, Samler op hvad Det har tabt, Binder hvad Det kaster! Os for dyb er Ordets Gaade, Som det paa vor Tunge groer, Dog vor Sjæl vilVil vor Sjæl daIntet meningssammenbrud, derfor blot en add-note.Vil vor Sjæl daDog vor Sjæl vilDog vor Sjæl vil for Det raade, Som Det i Guds Hjerte boer! Kiødets Sands, som Støv-Fornuften, Gribe Aandens Drot i Luften, Sønderlemme paa sit Bord Baade Guds og Folkets Ord, Mestre det med Pennen! I Begyndelsen herneden Kiendtes Ordets Skaber-Haand, Skjaldens Ord om Evigheden, Var hos Aanden og var Aand; Nu korsfæstet, dødt og jordet, Er i Verden Skjalde-OrdetBilled-OrdetIntet meningssammenbrud, derfor blot en add-note.Billed-OrdetSkjalde-OrdetSkjalde-Ordet, Foer i Aanden og til Hel, Staaer dog op og himler vel, Ved sin Skabers Naade! Ja, saavist som Gaade-Ordet I Begyndelsen var Gud, Al Dets Odel, om end jordet, Skal opstaae paa Torden-Bud! Som Dets Himmel-Røst er Torden, Saa er Sang Dets Røst paa Jorden, Vist i Evighedens Gry Begge mødes høit i Sky, Smelte kiærlig sammen!

No. 57. Dig rumme ei Himle, Og Himlenes Himle, Vor Skaber fuldstor! Saa ei er at tale Om Høielofts-SaleHøieloftsSaleDer skal enten indsættes mellemrum her eller bindestreg. Vi finder bindestreg mest oplagt, da samme ord optræder med bindestreg i salmens strofe 4. Desuden er der 5 øvrige forekomster af ordet med bindestreg i Sang-Værk 1, og ingen med blot mellemrum. Og det endelige argument: Der er en bindestreg i R.Høielofts SaleHøielofts SaleHøielofts Sale For Dig paa vor Jord. Du rører kun Støvet, Som Vind-Pust i Løvet, Du himmelske Giæst! Og Hytten i Barmen, Med Kiærligheds-Varmen, Behager Dig bedst! Men kneise paa Tue, Med Piller og Bue, Paladser for Jord, Er Mand dog kun Bæver, Hvis ikke sig hæver Palads for Guds Ord! Og har Du os givet, Til Redning, til Livet, Et Almagtens Ord, Til det at udtale Maae Høielofts-Sale Opmylre paa Jord! Hvem vil ikke prise, Med Psalme og Vise, Din Kiærligheds-Røst! Hvor er dog det Øre, Som ikke vil høre Den evige Trøst! Thi bygge vi Kirker, Hvor Guds-Ordet virker, I Lys og i Løn, Hvor Hjertet sig fryder, Naar Hallen gienlyder Af Tak for Guds Søn! Ja, lægges de øde, Det volder de Døde, Som spøge i dem, Thi Alle medgivet Er Lysten til Livet I Glædernes Hjem! Ja, dødfødte Sange Og Taler, fuldmange, Din Kirke har tømt; Kald Ordet tillive! Da Kirken skal blive Som fordum berømt! De slet Dig forstode, Som ei med det Gode Bød Sjæle til Giæst: Med Svøbe og Tøile, Med Baand og med Bøile, Man giør ingen Fest! Lad Dødninger Grave Til Dødninger lave, Og true med Hel! Dit Ord at forkynde Med Liv og med Ynde, Det tækkes Dig vel! Du leve os lader Med Dig, som med Fader Du lever i Løn; Saa leve vi lade Tilhørerne glade Med os og Guds Søn! Saa Tungen vi bruge Med Aanden hver Uge, Til Glæde og Gavn, Saa Graat vi forgylde, Saa Huset vi fylde, Opbygt i dit Navn! Naar Øie Du fæster Da paa dine Giæster, Og syner dit Bord, Hvis Klædning Du laster Din Engel udkaster, Men kun paa dit Ord! Skiøndt Du er den Rene, Du Ingen vil stene, For Loven han brød, Du Giæsten kun vrager, Som ikke modtager Det Purpur, Du bød!

No. 58. Som Hønen klukker mindelig, Saa Kirke-Klokken ringer: O kommer, Smaae, nu brat til mig! See, hvor jeg breder Vinger, At vogte jer med Kraft og Flid, For Høg og Ræv til evig Tid, Som Hønen sine Spæde! Det Herren er, som kalder saa, Med klare Klokke-Toner, O, lad omkap til Ham os gaae, Vor kiærlige Forsoner! Hos Ham er Fred og Hvile ret, Hans Aag er godt, Hans Byrde let, Som Hønens for de Spæde!

No. 59. Som Hjertet slaaer i Glædens Stund, Saa kimer det fra Taarne, Hvor opladt er en Præste-Mund, Til Priis for den Eenbaarne; Af Himmel-Ordets Orgel-Klang Undfanges der en Fryde-Sang Paa Menighedens Tunge! Og naar Guds Kirke-Folk af Jord Paa Engle-Tonen stammer, Da kimer det for Engle-Chor I Hjertets Bede-Kammer, Da flyve de til Kirke brat, Og synge som i Jule-Nat For Menighedens Øre!

No. 60.

Efter Romer-Brevets 10de.

Trods Længselens Smerte, Siig ei i dit Hjerte: Hvo farer i Afgrunden ned, Min Frelser, den Søde, Mig op fra de Døde At hente til Fryd og til Fred? Det kiønnere klinger: Hvo vil dog paa Vinger Opfare til Himmerigs Slot, For os at nedhente Den Herre, vi vente! Det klæder dog Christne ei godt. Vi ere, vi bleve, Vi røres, vi leve I Sønnen, Guds Ord og Guds Lam; Tag Ordet i Munden, Og elsk det fra Grunden! Saa har og saa finder du Ham! Ja,ThiIntet meningssammenbrud, derfor blot en add-note.ThiJa,Ja, naar du med Munden, Som Saligheds-Grunden, Bekiender vor hellige Tro, Og har den i Hjerte, Da Længselens Smerte Dig leder til Himmelens Ro! Ja, troe og bekiende, Til Dagenes Ende, Det er Saliggiørelsens Vei, Paa den lad os sjunge, Med Hjerte og Tunge: Vi har Ham, vi slippe Ham ei! Ja, saa lad os sjunge! Thi Hjerte og Tunge Er Herren som Ordet saa nær, Som Ordet, der høres, Saa Hjerterne røres Af Jesus, vor Herre saa kiær! Han ligger paa Tunge, Hvor tale og sjunge Vil troende Hjerter om Ham, Som stærk, i Dag-Røde, Opstod fra de Døde, Guds Søn og Guds Ord og Guds Lam! Han Hjertet husvaler, Som Tungen tiltaler, Der priser med Varme Hans Navn, Og slynge vi Arme Om Ordet med Varme, Vor Herre vi tage i Favn!

No. 61.

Efter den 84de Davids-Psalme.

Hyggelig, rolig, Gud! er din Bolig, Inderlig skiøn! O, hvor mit Hjerte Længes med Smerte, Sukker i Løn, Efter at giæste din Helligdom prud, Efter at boe hos den levende Gud! Godhedens Kilde! Aarle og silde Giæstmild er Du! Ved dine Sale Spurv møder Svale, Kom det ihu! Som ved dit Alter den kvidrende Fugl, Und dog i Templet din Tjener et Skjul! Hos Dig at bygge, Høieste Lykke Kaldes med Ret, Der lyster Tunge Altid at sjunge, Vorder ei træt, Til ikke lægger og tager ei fra Glædens det evige Halleluja! Alt dog hernede Lykkelig hede Skal hvo Dig tro'r; I Himmerige Tør han indkige Frit paa dit Ord, Ja, i hans Hjerte fra Taarernes Dal Trappe Du bygger til Himmerigs Sal! Lykkes og trives, Styrkes, oplives, Skal dine Smaa, Voxe i Kræfter, Stige derefter, Høieloft naae, Himle, hvor Øiet, som græder ei meer, Gudernes Gud i sin Herlighed seer! Tusinde Døgne, Verdslige, søgne, Gyldne for Kiød, Kan de vel ligne Een Dag af dine, Som vi dem nød, Naar under Sang, med dit vingede Ord, Sjælen afby over Stjernerne foer? Ei vil jeg bytte, Gud, i din Hytte, Betlerens Plads Bort for det Sæde, Stolte beklæde, Høit i Palads! Godt ikke fattes hvem Gud haver kiær! Lavt er ei bænket, hvem Du sidder nær! Sandhed og Naade, Det er din Gaade, Stor-Herre bold! Salig at prise Er den Retvise, Du er hans Skjold, Øie Du holder med salvede Smaa, Til for dit Ansigt de kronede staae!

No. 62.

Efter den 92de Davids-Psalme.

Giv mig, Gud, en Psalme-Tunge, Saa for Dig jeg ret kan sjunge, Høit og lydelig! Saa jeg føle kan med Glæde, Sødt det er om Dig at kvæde Uden Skrømt og Svig! Himlene din Glands forkynde, Lad hver Morgen mig begynde Dagen med din Priis! Og naar Aften-Klokken ringer, Lad min Sang paa Lærke-Vinger Stige ligerviis! Aldrig noksom Dig kan love Mand paa Mark og Fugl i Skove For din Miskundhed, Lige god i Ny og Næde, Giør Du, os til Gavn og Glæde, Meer end Engle veed! Hvert dit Værk er stort Vidunder, I din Viisdom Ingen bunder, Som af den har øst, Kun en Daare tør det nægte, At hos Dig er Alting ægte, Alting mageløst! Græsset liig er hver en Synder, Ender, før han ret begynder, Visner i sin Vaar, Himle selv forgaae af Ælde, Men i grundfast Guddoms-Vælde Evig Du bestaaer! Dine Fiender gaae tilgrunde, Ja, som Avner skal de Onde Hvirvles, veires hen, Mens i Alderdommens Dage Herlig Kræfterne tiltage Hos din gode Ven! Fiender styrte, før de rave, Glade over deres Grave Høre vi dit Ord: Som en Palme, som en Ceder, Rank opgroer og sig udbreder Retviished paa Jord! Om end giennem Dage haarde, Blomstre skal i dine Gaarde Hvert et Hjerte-Skud, Bære Frugt paa gamle Dage, Medens Bjerg og Skov gientage: Eiegod er Gud!

No. 63.

Efter den 96de Davids-Psalme.

Paradis-Gaard og Folke-Vang! Synger vor Drot en Nyaars-Sang! Kvæder for Herren, velsigner Hans Navn! Melder i Skynding, med Bud og med Bavn: Nær er den Frelse, Han sendte, Nær, ja, hver Time ivente! Ordet, som er Hans Æres Tolk, Fare som Lyn fra Folk til Folk! Lad det basunes blandt Hedninger ud: Underlig stor er den Gudernes Gud! Blæse med Afgude-Vrimlen! Herren, vor Gud, gjorde Himlen! Forløber Hans er Deilighed, Seier og Ære gaae i Hans Fjed! Hedninge-Stammer! med Gaver i Favn, Kommer og priser Hans hellige Navn! Iler, Hans Tempel at giæste! Offrer Ham Alle det Bedste! Vider, Han er en Herre stor! Verden Han skabde ved sit Ord! Afgrunden bæver, naar Han bliver vred, Kaster for Herren i Støvet jer ned! Knæler, før Regnskabet kommer! Han er al Jorderigs Dommer! Synger omkap, I Engle-Chor! Jubler med Fryd, I Folk paa Jord! Bølgerne rulle, som Klokkerne gaae! Blomsterne dufte, som Røg-Offre smaa! Løv-Træer alle med Kroner! Bruser med Vind-Harpetoner!

No. 64.

Efter den 103die Davids-Psalme.

Lovsynger Herren, min Mund og mit Indre! Sjungende, Hjerte, tag Aanden i Favn! Tonerne spille, som Stjernerne tindre, Trindt om Jehovahs høihellige Navn! Sjæl! kom ihu, at Hans Pris du forkynder, Tidlig og seent, for Han evig er god, Han, som forlader i Skok dine Synder, Raader paa al din Elendighed Bod! Løskiøbt har Han dig blandt Helvedes Fanger, Krandser dig yndig, som Kongen sin Ven, Skiænker dig Alt hvad dit Hjerte forlanger, Sol-Fuglen lig, bliver ung du igjen! Høit, som til Himlen der findes fra Jorden, Voxe vor Herre lod Naaden i Hast! Langt, som fra Syden der maales til Norden, Skildte fra os Han vor Skam og vor Last! Faderen tager vel Barnet til Naade, Saa tager trælbaarne Syndere Du! Gud! for Du kiender vor Skabelses Gaade, Støvtraade-Værket Du kommer ihu! Menneske-Liv er som Græssets i Enge, Blomsten vi ligne, som Mælk og som Blod, Stormene hvine og Bladene hænge, Visnet Man veed ikke meer hvor den stod! Evigheds-Blomst derimod er din Naade, Fryder dem alle, som frygte din Magt, Bliver end seent deres Afkom til Baade, Som holde hardt ved dit Bud og din Pagt! Herren, vor Herre, Han throner i Himlen, Enevolds-Konge er Han overalt! Stjernernes lig er om Høi-Sædet Vrimlen, Høvdinge-Skaren, blandt Tjenere talt! Lover Ham, Engle! som herlig udrette Ærende Hans, alt som Ordene lød! Priser Ham, Kræfter! som flux iværksætte Hvad med et Vink kun den Vældige bød! Lovsynger Herren, Hans Værker i Klynge, Verdener alle! thi Riget er Hans! Glæd dig, min Sjæl! til for evig at synge Skaberens Priis, hvor Han throner i Glands!

No. 65.

Kingos “Op, op med Himmel-Stemme” forandret og forkortet.

Giv Himlen nu din Stemme, Mit Hjerte, Sjæl og Sind! Lad Verdens Sorger hjemme! Slaae dem i Veir og Vind! Mit Hjerte! slaae i Takt Med Klokken, som den ringer! Da rører dig Guds Finger, Ja, da faaer Aanden Magt! Kun alt for tit du giæster Den Verdens Kirke-Gaard, Hvor Lysterne er Præster, Og Gud bag Dørren staaer, Da gaaer det lystig frem, Da kan som Fugl du flyve, Mens neppe du kan krybe Til Guds Jerusalem! Har du ei Grunden mærket, Har du endnu ei lært, At Lysten driver Værket, At kiønt er Alt som kiært? Er Verdens-Lyst din Skat, Velan, saa følg med Vrimlen! Men har du Lyst til Himlen, Saa vaagne den nu brat! Ja, kom! lad dybt os sukke Til Herrens gode Aand, Som Øren kan oplukke, Og løse Tunge-Baand! Han løfter Sjælen op, Saa den paa Fugle-Vinger Fra Tuen sig opsvinger Til Himmel-Bjergets Top! Ja, Aand! giv Sjælen Vinger, Laan den din Fjeder-Ham! Saa let den sig opsvinger Fra Verdens Brask og Bram! Giv den det rette Sving, Saa Skyen den kan bryde, Og til Brænd-Offer byde Mit Hjertes skjulte Ting! Saa standse da og hvile Alt Verdens Tanke-Tøi, Mens jeg til Gud mon ile, Tilfjelds paa Himling-Høi! Forsvind, al Hang til Synd, Som Sjælens Maal forrykker, Og Støvet dybt nedtrykker I Verdens Hænge-Dynd! Bort, Avind, Had og Vrede! Bort Alt hvad hindre kan, Hvor Aanden er tilrede Med Andagts Blus og Brand! O, drag engang dog hjem Til Himmerig, min Tanke! Ei meer du vild omvanke! Guds Aand dig hjelper frem!

No. 66.

Efter Kingos: O Gud, hvor jammerlig, din Kirke-Ager sig, I disse Tider finder.

Din Kirke-Mark, o Gud! Hvor daarlig den seer ud! Alt Ukrud stolt oprinder, Det tegner til, det vinder, Paa Mark saavelsom Hede, Og overgroer din Hvede! Ja, alt sit Klinte-Frø Fik Fienden Lov at strøe, Hvor Du hos os i Naade Dit Himmel-Byg udsaaede, Til Markens Frugt og Smykke, Til Folkets Fryd og Lykke! See, Klinten skyder op Sin purpurkroned Top! See, hvor de Stilke brammer, Som det var Herre-Stammer, Vil knap ved deres Side Nu længer Kornet lide! Dit Tjenerskab sov trygt, Ja, drømde, sovesygt, Om Fred og ingen Fare, Tog ei paa Marken vare, Ak, har nu, mens de blunded, Ei Klinte-Kongen vundet! Fuldtykt han strøede ud Et Kiætter-Klintekrud, Som glimrer og som praler, Fulddeilig sig udmaler, Og mangen Siæl forvender, Som Guds Ords Sæd ei kiender! Sin Sæk han rysted ud Med Frø som Rotte-Krud, Med Laster og med Lyder, Opsminkede til Dyder, Med hule Dødning-Pander Bag deilige Gevander! Der kommer vel den Dag, Sig klare skal din Sag, Indhøstes godt din Hvede, Mens Klinte-Knipper hede, Og lyse op med Lue, I Helveds mørke Stue! Men tænker vi os om, Hvad er vor Christendom? Mens vi af Troen sprade, Hvad har vi meer end Blade? Sig Blomster vel udfolde, Men Axene er golde! Ei bølger Ret og Skiel Som før, paa Mark og Fjeld, Og Kiærlighedens Dyder Knap sees for Hjertets Lyder, Og Gud! hvor er din Ære? Ak! hvor mon den dog være! Hist voxer Hovmod frem, Her Nedrighed fuldslem, Snart veed ei meer en Pige, Hvad Ærbarhed vil sige, Al Synd, mod Tro og Love, Groer op som Naale-Skove! Vor Gud! saa viis, som god! Raad paa vor Jammer Bod! Betænk, din Kirke-Ager Var paa vor Mark saa fager, Men nu af Steen og Tjørne Der vrimler i hvert Hjørne! O, store Ager-Mand! O, giør dog hvad Du kan! Alt paa din gamle Maade, Tal blot et Ord i Naade! Sig vælte alle Stene Da selv til Ager-Reene! Da gaaer i Bøge-Skov Som fordum godt din Plov, Da rulle flux de Bølger, Som Frugtbarheden følger, Og snart paa Mark og Hede Da bølger stolt din Hvede! Ja, Gud! befri dit Ord Fra Fiendens Løgn og Mord! Tag Brodden fra al Lære, Som røver Dig din Ære! Lad os Guds Ord bekiende Med Fynd til Verdens Ende!

No. 67.

Efter Kingos “Guds Naade og Aarvaagenhed.”

Guds Naade-Soels Aarvaagenhed, Dens Omhu og dens Møie, Fra den stod op, til den gaaer ned, Kun seer Hans Forsyns Øie, Men i Hans Vingaard, trindt paa Jord, De Kaldte see dogOplyste see dogOplyser sineIntet meningssammenbrud, derfor blot en add-note. NB! Her er forskel på 2. deloplag og B.Oplyser sineDe Kaldte see dogDe Kaldte see dog Straale-Spor AfDogB's læsemåde er nødvendig at bringe her, da B's rettelse i linjen ovenfor ellers bliver uforståelig. Solen i det Høie! I Verdens Morgen-Stund opgik Det Lys, vi Livet skylde, Sin Middags-Glands og Kraft det fik Dog først i Tidens Fylde, Da Morgen-Røden, evig from, Ved Midnats-Tid til Verden kom, Paany den at forgylde! Da planted sig en Vingaard ny Gud Fader paa det Lave, Og Arbeids-Folk i Morgen-Gry Han leied til sin Have, Men leier immer Fleer og Fleer, Som ledig Han paa Torvet seer, Dem lover Gunst og Gave! Det lakked alt mod Aften brat, Da ogsaa os han leide, Vel snart vi har den sorte Nat, Da Ingen kan arbeide; Vi ledig stod den hele Dag, Til Tidsfordriv vi sov i Mag, Naar ei vi laae i Feide! End er der dog paa Nattens Rand En Times-Tid tilbage, Og giør vi kun det Lidt, vi kan, Som gamle Folk og svage, Da faae vi hvad Han kalder Ret, Som, gavmild, sig forregner let, Vil heller gi'e end tage! Ja, Vingaards-Manden, hovedrig, Og fremfor Alt paa Naade, Den Sidste giør den Første liig, Det er en herlig Gaade, De Lærde ei den løse kan, Men alle Smaa har den Forstand, At Nøglen er Guds Naade! Ja, Gud! hvad er dog al vor Daad, Vor Tanke og vor Tale, Vort Anslag og vort Hjertes Raad, Naar deiligst vi dem male? Naar Du os i dit Lys beseer, Forvandles strax til Støv og Leer Det Guld, hvoraf vi prale! Og hvem har saa vel gjort det Leer? Og Hvem gav det Guld-Farve? Kan uden Liv vi flytte Fjer, End sige Plov og Harve? Kan af os selv med Kraft og Held, Vi slaae vor Synd og Død ihjel, Med Selv-Tægt Himlen arve! O Gud! vi er jo først og sidst Et Værk kun af din Naade, Thi maa den baade her og hist For vore Kaar vel raade, Og har til Redskab Den os brugt, Vi høste jo Dens Arbeids Frugt, Naar vi faae Løn af Naade!

No. 68.

Efter Kingos med samme Begyndelse.

O Jesus, Præst i Evighed, Af Melchisedeks Orden! O, kom igien og lys din Fred Med Fynd i Præste-Gaarden! See, Dørren er nu fast tillukt, Af Sorg er Nok herinde, Men Verdens Lys er dog ei slukt, Naar Du kun vil oprinde! Saa randt Du op i Øster-Lid, Alt som et Lys af Graven, Og bragde Liv ved Aftens-Tid Med Dig fra Dødning-Haven; Ja,DuIntet meningssammenbrud, derfor blot en add-note.DuJa, kom med Liv og Lys saa brat, Hvor dine Faa sad inde, Og giemde som en stjaalet Skat Dit dyrebare Minde! O, det er sødt at dvæle ved, Her under Laas og Lukke, Hvor pludselig med dit “Guds Fred!” Du Livet kiøs af Sukke, Og vakde op hvad længe dødt Støv-Hjertet bar i Vaande: Guds Billed blegt, som rosenrødt Du giorde med din Aande! Du blæste paa de bange Mænd Da blev de Kæmper stærke, Da tog de stolt, med Dig til Ven, Dit Kors til Skjolde-Mærke; Det gjorde Alt din Faders Aand, Som med din Fred dem giæsted, Kun i Gud Faders Høire-Haand Til Korset Lid de fæsted! O, blæs dog saa engang endnu! Det kan vist hardt behøves, Thi hvo end kommer Dig ihu, Ved Korset dybt bedrøves, Seer ei det i din Faders Haand, Med Kalken, Du udtømde, Og rører ham din Faders Aand, Han tænker selv, han drømde! Dog hvad er det, du drømmer om, Min Sjæl, i Aften-Stunden? Skal atter nu den Herre from Opstige fra Afgrunden? Dengang Han sprængde Dødens Port, Og tændte Livets Flamme, Har ikke da Han fyldestgiort For hver en Slægt og Stamme! Er ei Guds Aande i Hans Ord, Naar det kun ei forties, Som i vor Daab og ved Hans Bord, Saa, naar Hans Præster vies! Er Herrens Fred ei længer Guds, Og fik Hans Kors afstraalet, Da det med Præsten Johan Huss Til Himmels foer fra Baalet! O nei, det er vor Mistro kun, Til Røsten, Ordets Vinge, Naar ei Hans Ord i Aften-Stund Os alle Freden bringe, Og naar Hans Tjenerskab ei meer Opklaret af Hans Aande, Guld-Kronen over Korset seer, Til Fryd i Dødens Vaande!

No. 69.

Efter No. 371 i den Ny Psalmebog.

Din Aand, o Gud! har ført dit Ord, Din Finger rørt vort Hjerte, Opløftet Sjæl og Sind fra Jord, Neddulmet Sorg og Smerte, Paamindt os om vor Tro og Daab, Bestyrket os i Livets Haab, Og Lyst til Himmerige! Lad dette Ord ret kiendelig Paa os velsignet være! Vor Lov og Tak lad tækkes dig! Og hør hvad vi begiære: I Jesu Navn og Jesu Tro, Vi bede at dit Ord maa boe Hos os til Verdens Ende!

No. 70. Er du skriftklog paa Guds Rige, Underviist af Herrens Aand, Du af Ham dig lader sige, Vogter paa Hans milde Haand, Trøstig Bord i Ørken dækker, Tager Alt hvad Han dig rækker: Nyt og Gammelt, Surt og Sødt, Høit og Lavt og Haardt og Blødt, Rammer saa det Rette! Er du skriftklog kun paa Tanker, Som i Hjernen de gaae rundt, I det Smulle kast da Anker! Tal om Verden smukt og sundt! Men tie stille med Guds Rige, Du ei veed hvad Det vil sige! Tal ei om et evigt Liv! Det Guds Dyb, alt som Hans Bliv, Kun Guds Aand randsager!

No. 71. Bladet fra Munden! Du, som ei tjener, paa Høi og i Lunden, Afguders brogede Vrimmel, Men i den hellige Kirke paa Jord Faderens levende Ord: Skaber af dig og den stjernede Himmel! Tidlig og seent lad dig ringe for Øre: Tal ikke saa, at du glemmer at høre! Glem ei, at høre og lyde er Eet! Granskning i Skriften Tjener til Rustning, men er ei Bedriften! Spørgsmaal giør ei til de Døde, Men til den Aand, som ei Skrifterne blot Kiender vidunderlig godt, Men ogsaa Dybet i Græker og Jøde, Aanden, som alle Guds Løndomme kiender, Vier os ind under Brødrenes Hænder, Naar deres Amen er Ja til Guds Ord! Bladet fra Munden! Det er med Aanden din Lov-Bog i Grunden! Ordet kan du ikke føre, Aanden er Christi Statholder paa Jord, Han kun kan føre Guds Ord, Sjælene gribe og Hjerterne røre! Giv Ham dit Hjerte og laan Ham din Tunge! Høie og Lave og Gamle og Unge Lytte da, som de har Sandheden kiær. Røsten kan skingre, Naar du kan Bladene paa dine Fingre, Giælde kan du for en Taler; Men hvis ei selv dig bedrage du vil, Husk, at det er din Postil, Som Intet bygger, hvad end den afmaler! Pen er en Prøver, Man neppe kan miste, Altid en Pind dog til Talens Ligkiste, Taget paa Tunge, dens Helsot og Død! Bladet fra Munden! Glem ei, hvad Tale betyder i Grunden, At det er Hjertet paa Tungen! Glemme sig selv over Gavnet, Man giør, Det giør Man helst, naar Man tør, Texten Man læser sig selv kun nødtvungen! Tidlig og seent lad dig ringe for Øre: Tal ikke saa, at du glemmer at høre! Glem ei: at høre og lyde er Eet! Tindre som Stjerne, Evig paa Himlen, det lyster vor Hjerne, Jubler, naar Daniel vinker; Renses af Herren til Lighed med Ham, Dele Hans Kalk og hans Skam, Vil vi kun nødig og synes, det sinker! Tro ham dog ikke, den Helvedes Frister! Skyer du Korset, og Kronen du mister, Hvor den dig vented, du kommer for seent!

No. 72.

Den Gamle opfrisket.

I Jesu Navn Maa al vor Gierning skee, Om den skal være til vort sande Gavn, Og ei sidst til Spot og Spee. Al den Idræt, Som begyndes i det Godt Held og Fremgang faaer, Indtil den Maalet naaer, Saa den Gud til Ære skeer, Munden synger, Hjertet leerGavner, glæder meer og meerIntet meningssammenbrud, derfor blot en add-note.Gavner, glæder meer og meerMunden synger, Hjertet leer, Hvori SalighedVinding vorDeri VindingenIntet meningssammenbrud, derfor blot en add-note. NB! Her er forskel på 2. deloplag og B.Deri VindingenHvori Salighed bestaaer! I Jesu Navn Vi alle prise Gud, For i Hans Kirkes Skiød, i Herrens Navn, Hans Aand til os gaaer ud! Storværk paa Jord Øver daglig Guds Ord, Almægtig er Hans Arm, Miskundelig Hans Barm, Derfor vi i allen Stund Offre Ham af Hjertens Grund Lov og Tak og Taare varm! I Jesu Navn Vi leve vil og døe, Thi evigt Liv vi finde i Hans Favn: Aanden lader Sjæl ei døe; Og ved Hans Røst, Til vor evige Trøst, Skal Støvet klart opstaae, Til Herlighed indgaae! Da vi skal, med Lyst og Fryd, Psalmen give Røst og Lyd, Som vi nu kun stamme paa!

No. 73. Vort Løsen er vor Tro og Daab, Det er vor Samfunds-Kiæde, Deraf udspringer al vort Haab, Oprinder al vor Glæde, Og Ordet af vor Herres Mund, Det er vor Kirkes Klippe-Grund, Og Hellig-Aandens Sæde! Som Aanden vil, saa aander Han, Og Røsten kan du høre, Men ubemærket farer Han, Som Ordet har at føre, Han skjuler sig i Læbe-Lyd, Skiøndt Han er Ordets Kraft og Dyd, Som klinger i vort Øre! Kun Verdens Aand er stolt i Sind, Guds Aand sig dybt nedbøier, Sig ligner selv ved Veir og Vind, Mens Ordet Han ophøier! Dog født af Aand var selv Guds Ord, Som her Han gik og stod paa Jord, Og det Ham selv fornøier! Af Aanden fødes vi, som Han, Skiøndt syndige i Kiødet, Vi leve op, veed ei hvordan, I Kirke-Moderskiødet! Om Fødselen af Vand og Aand Vi tale kun med Tunge-Baand, Til det er overglødet! Men Alt er og paa rede Haand, For ret det hængde sammen, Saa vi i Daaben fik den Aand, Som bader sig i Flammen, Skiøndt Alt var der saa grumme smaat, Og Ordet tørt og Haaret vaadt, Og kun et Degne-Amen! Ja Han, som svæved over Hav, Hvor Alt var tomt og øde, Og Vandet Føde-Kraften gav, I Verdens Morgen-Røde, I Herrens andet Føde-Land Gaaer gierne giennem Ild og Vand For Jordens Himmel-Grøde! Han elsker meer den sagte Lyd, End Storm og Torden-Braget, Opflammer dem med Hjertens Fryd, Som Tegnet har modtaget, Og med Johannes barnebly Har i den sagte Lyd fra Sky Gud-Faders Røst opdaget! Lad Verdens Aand kun spids og stoltLad spids og stolt kun Verdens AandHer er et sammenbrud i rimskemaet. Der kan ikke rettes efter renskriften, da lægget med denne salme mangler. Vi supplerer blot med 2. deloplag og B's læsemåde.Lad spids og stolt kun Verdens AandLad Verdens Aand kun spids og stoltLad Verdens Aand kun spids og stolt Om Vanddaabs-Aanden tale, Slaae hykkelsk Vrag paa Kiød og Haand, Og af sin Ild-Daab prale! Hvad skader det, naar “Han i os” Dog byder “ham i Verden” Trods, Som Klippen Knold i Dale? Hvad skader det, naar Herrens Aand Til stolte Mindes-Mærker, Af Gud vor Faders Høire-Haand, End føier Mester-Værker, Saa vi med Sang kan døve Staal, Og stige lukt i Sky fra Baal, Som glade Aften-Lærker! Hvad skader os al Spee og Spot, Naar vi, med fromme Fædre, Det har paa Jorden lyst og godt, I Paradis langt bedre! Naar vi som Solen straale der, Vi mindes knap, vi kaldtes her Guds Faar og Lammets Vædre! Alt hvad da Præst og Menighed End sukker for af Aanden, Naar Tro og Daab vi holde ved, Oprinder efter Haanden, For Kys-Haand blot i Jordans Bad Med Ridder-Slag i Davids Stad Os adler Guddoms-Aanden! Guds Aand er end saa rund og riig, Som Første-Pindsedagen, Men dagligdags sparsommelig, Og taaler ingen Vragen, Saa, takke vi for Vand og Brød, Os Vinen skiænkes himmelsød, Vi smagde aldrig Magen! Thi dyrke vi den Hellig-Aand, Med Faderen og Sønnen, Og kysse ydmyg Ham paa Haand, I Psalmen og i Bønnen; Med Haand og Mund, skiøndt det er sært, Han skiænker Alt hvad os er kiært, Ja, evigt Liv er Lønnen!

No. 74. Vor Herres Røst er Kirkens Aand, Dens Sjæl er Barne-Troen, Bekiendelsen med Mund og Haand Er Bygningen og Broen, Er Legemet og Herrens Stad, Og kun ved Døden skilles ad Hvad Han med Forsyns-Øiet Har konstig sammenføiet! Usynlige for Kiød og Been Er Sjæl og Aand hernede, For Tro og Tale Kalk og Steen Vi dog os maae frabede; Derfor det sig naturlig faldt, At Kirken blev usynlig kaldt, Men Daarer det forvende, Som Den var ei at kiende! Af Legemet, som Mund og Haand Forenes om at virke, Det Meste er, med Sjæl og Aand, Usynligt i Guds Kirke; Thi inderligst af Alt paa Jord Er Hjertets Slag og Mundens Ord, Dog mødes Aand i disse Med Legemet tilvisse! Kun Lidt giør Haand i denne Egn, Og endnu Mindre Armen, Usynligt er selv Korsets Tegn Paa Panden og paa Barmen, Og Alt hvad giøre kan for Aand I Herrens Huus en synlig Haand, Er, tro, paa Mundens Vegne, Guds-Ordet at betegne! Saa korser Haand vor Herres Smaa, Og saa dem Haanden væder, Med Brød og Kalk den ligesaa De Voxne sammenkiæder, Og naar sig Haanden bruger bedst, Indvier den vor Bisp og Præst, Men tjener dog kun Munden, Hvis Røst giør Alt i Grunden! Ja, lyder ei det store Ord, Os Gud har lagt i Munden, Ved Daaben og ved Herrens Bord, For Hyrden og for Hunden, Da nytter baade Viin og Vand Og Haandens Fagter ei et Gran, Men Værket, nemt at fatte, Er Fjas af Abekatte! En Tegning reen med Blæk og Pen, Som har paa Jord ei Lige, Besørget har vor Herres Ven, Af Alt hvad Han vil sige: Af Bispens og af Præstens Ord, Som de med Aanden lød ifjor, Skal lyde, trods hver Daare, Iaar og end adaare! Den Tegning os er dyrebar, Thi den for os afbilder Alt hvad, vi i Guds Rige har, Af begge Naadens Kilder, Men havde ei vi Ord og Aand, Ei hjalp os noget Værk af Haand; Thi Han, som Alt fuldender, Ei boer i Huus af Hænder! Til hele Kirken hører dog, Med Bispen og med Præsten, Mund-Tegningen i Herrens Bog, En Tviste-Punkt for Resten: Hver seer sig selv i Kirkens Speil, Men kun Guds Aand seer ikke feil, Med Ham et Lys med Styrke Foruden: hvilket Mørke! Thi bede vi den Hellig-Aand, At Han vil hos os blive, Omslynge os med Livets Baand, Til Sandheds-Maalet drive, Som Faderens og Sønnens Røst, Vort Tunge-Maal, vor Sjæle-Trøst, Vort Abba-Raab herneden, Vort Liv i Evigheden!

No. 75. Vor Herres Røst Er skjult i Troens Ord, Men bryder frem i Daaben til vor Trøst, Lyder klart ved Herrens Bord! Dunkel og klar, Liv og Aand den dog har, Saa, høre vi ei blot, Men gjemme den fuldgodt, Engle synge lydt derom: “Barnet, svøbt i Krybbe-Rum, Det er Christus Engle-Drot!” Vor Herres Røst, Det er den Klippe-Grund, Hvorpaa Guds Huus, trods alle vore Brøst, Hviler fast i allen Stund; Helvedes Port Husker, hvad den har gjort, Forfølger den paa Krig, Med alskens Vold og Svig, Porten dog ei skal opnaae Med vor Kirke Bugt at faae, Herrens Røst giør seierrig! Vor Herres Røst Velsigner os med Fred, Den Fred, som over Strid er evig Trøst! Fryder eder dog derved! Syng, lille Flok: Herrens Fred er mig Nok! Den Fred, som overgaaer Alt hvad min Sjæl forstaaer, Fred, som aldrig skal gaae tabt, Fred i Ham, som mig har skabt, Jesu Christi Hvile-Aar!

No. 76. Kommer hid kun med de Smaa, Som ei Godt og Ondt forstaae, I hvis Mund ei findes Svig! Just for dem er Himmerig, Deres Sjæl er i Guds Haand, De bedrøve ei Hans Aand! Født af Kiødet er dog Kiød, Frugt af Synd og Sæd til Død; Fødsel kun af Vand og Aand Løser Synds og Dødens Baand, Kun i den oplukker sig Dørren til Guds Himmerig! Døbe kan paa egen Haand Jordklimp ei med Vand og Aand, Derfor kun i Jesu Navn Tage vi de Smaa i Favn, Døbe paa og med Hans Ord! Nyde hver, som det han troer! Bærer da de Smaa til Ham, Som borttog vor Synd og Skam, Som har Livet i sin Haand, Døber med den Hellig-Aand, Har fra Døden dyrekiøbt Hver som troer og bliver døbt! Hvo tør dem i Veien staae! Selv Han kalder ad de Smaa, Aabner i sin Faders Navn For de Smaa sin Frelser-Favn, Lukker i sit Himmerig For Enhver, ei dem er lig! Han, vor Moders Søn saa fiin, Har kun Gud til Fader sin, Har til Himlen Arve-Ret, Deler med sin Moders Æt, Skiænker Troen i sin Daab Herlighedens store Haab! Himmel! luk da op din Favn For de Smaa, i Jesu Navn! Due! dal til evig Trøst, Med Gud Faders egen Røst: Christus-Barnet, født i Dag! Jeg i dig har Velbehag. Fader, Søn og Hellig-Aand! Eet for os i Troens Baand! Gak Du med de Smaa i Pagt Imod Synds og Dødens Magt! Sænk dem i dit Trilling-Navn! Før dem frelst til Fredens Havn!

No. 77. Siig kun et Ord, Du, paa Hvem jeg troer! Da er Sygdommen hævet, Hvor for min Elskedes Liv jeg har bævet; Thi kan der selv af min daglige Snak, Af mit “kom” og mit “gak” Og mit “giør det,” en Gierning udbryde; Hvad ikke da af dit Ord, Herre fuldstor! Du, hvem selv Vinden og Voven adlyde! Saadan en Tro Var der knap hos To, Da i Jødeland søgde Mange til Herren, som hørde Hans Rygte, Thi, sagde selv ikke Viisdommen sand, Om den hedenske Mand, Som i ypperste Strid havde vundet, Slog sig hos Jesus til Ro: Saadan en Tro End har jeg ikke hos Israel fundet! Saadan en Tro Dog hos Fleer end To Har vor Herre vist fundet, Hvor paa det Jævne vor Slægt er oprundet, Thi kan endnu i vor selvkloge Tid Herren drage os did, Hvad ei da i den barnlige Alder! Ja, at hos Faderen boer Almagtens Ord, Børnene fromme høistrimeligt falder! Siig kun et Ord, Du, paa Hvem vi troer! Da er Frygten og hævet For hendes Liv, som i Fare har svævet! Siig kun om Kirken i Fædrenes Land, At Du giør hvad Du kan For Dens Liv, for Dens Frihed og Lykke! Da paa dit Ord vi med Tro Slaae os til Ro; Hvem kan nedbryde, hvor Du vil opbygge!

No. 78. Menneskens Søn og Troens Aand Er al vor Trøst hernede, Faderens Mund og Høire-Haand Dem tør vi godt tilbede, Vi Gud, som det sig hører til, I “Aand og Sandhed” dyrke vil, Og Ordet, tør vi sige, Er Sandhed Selv tillige! Menneskens Søn og Troens Aand, De hjelpes ad med Glæde, Menneskens Kiøn i gyldne Baand Med Gud at sammenkiæde: I Fødselen af Vand og Aand Os rækker Gud sin Fader-Haand, Indlemmede i Ordet, Han kysser os ved Bordet! Menneskens Søn og Troens Aand, De flette saa herneden Kiærligheds Snor og Rosen-Baand, Indskyde Himmel-Freden, Og inderlig De frydes ved At i Gud-Faders Kiærlighed Med Ham, som Guddoms Helte, De evig sammensmelte! Menneskens Søn og Troens Aand Os byde Selv at kalde Kiærligheds Snor det Rosen-Baand, Som aldrig skal affalde, Indprænte os det kongelig Med: Fader-Vor i Himmerig! Al Rigets Magt og Ære For evig Dit skal være!

No. 79. Hvad nytter den Raaben Paa Troen og Daaben, Fra Dagning til Kveld? Mon deri sig dølger, Med lydende Bølger, Et Livets og Viisdommens Væld? Er Troen og Daaben Det ypperste Vaaben Til Christendoms Værn; Velan! lad til Prøve Dem Sværdene døve Af bidhvasse Ord, som af Jern! Er Troen og Daaben En Himmel-Dør aaben, Til Lys og til Liv; Velan da! saa stimler Til Dørren og himler, Og spilder ei Tiden med Kiv! Saa lyder en Stemme, Hvor end den har hjemme, Ei uden al Grund, Men Røsten sin Raaben Paa Troen og Daaben Forsvare dog tør med sin Mund! At Hjelme og Skjolde, Som Mure og Volde, Maae prøves i Strid, Kun Daarer kan nægte, Men var da uægte Ild-Prøven i Romernes Tid? Hvis Nogen sig kryer Af Dørre, han skyer, Han farer med Vind, Men maa i Guds Rige Man derfor ei sige: See! Dørren staaer aaben, kom ind! Og maa du ei lytte, Og Dørren benytte, Som Udraabet lød, Før du det opdager, Om Salen er fager, Hvortil dig Herolden indbød! Og stræbde Man længe I Sal at indtrænge, Hvor Dørren var ei, Maa den, som har Brystet, Ei raabe høirøstet: Kom her! jeg skal vise jer Vei! Og prales af Seier, Mens Kampen sig dreier Om Skygger i Vraa, Maa da ei med Luren Man kalde til Muren, Udraabe, hvor Slaget skal staae? Jo, vel maae vi raabe, Og godt tør vi haabe Den Vinding ei fiin, At endes skal Spasen Med Bileams Asen, Og med Gadarenernes Sviin! Det end er en Større, At ei Man om Dørre Skal lede i Vraa, Mens Barnet iblinde Kan Indgangen finde, Hvor Orglet og Klokkerne gaae! Dog er, uden Mage, Den Største tilbage, For dem som indgaae, Naar Troen og Daaben Er Himmel-Dør aaben, Som Herren os gav at forstaae! Ei meer vi da kives Om hvad der beskrives, Men komme og see, Ja, lære af Livet, Hvad Gud os har givet, Af Aanden hvad end bør at skee! See, derfor vi raabe, Til Viismand og Taabe, Saa høit vi formaae: Troe selv hvad jer huer! Men om I end truer, Vor Tro vi ei heller fragaae! Og hvis eder lyster, Til Kys eller Dyster, At kiende vor Tro, Da spørg ei de Døde, Ei Tyrk eller Jøde! Søg Skoven hvor Træerne groe! Ja, hør til den Ende Hvad høit vi bekiende, Besvare med Ja, Hvor Borgerskab vindes, Hvor Borgen der findes For hvad vi vil aldrig gaae fra! Kun der kan I lære, Hvad vi maae begiære Af Brødre for Gud, Hvad de maae anfægte, Som kalde uægte Vor Tro og vor Konge saa prud! Kun det, vi besværge, Vi samtlig skal værge, Vi Alle maae troe, Mens Bispen og Præsten Maa svare for Resten, Ei giøre dermed os Uro! For Bogen De raade, Men ei for Guds Naade, Og ei for vor Tro, Saa, løfte De Vaaben Mod Troen og Daaben, Vi følge de himmelske To! Ja, Bispen og Paven, Med Kronen og Staven, Er Christus, vor Drot, Som Troen og Daaben, Sin Himmel-Dør aaben, End mægter at værge fuldgodt. Og Præsten med Skriften, Med Tunge-Bedriften, Og Kalken saa skiær, Vor Trøster i Vaanden, Det er Hellig-Aanden, Som fører det flammende Sværd. See, derfor vi raabe, Og derfor vi haabe, Ja seire forvist; Thi vindes herneden Ei fuldelig Freden, Os vinker dog Palmerne hist! For Freden at stride, For Palmen at lide, Med Kiærligheds Ord, Det lærer os Præsten, Paa Ny-Pindsefesten, I Hyrdens velsignede Spor!

No. 80. Guds Ord blev aldrig bundet, End ikke i den Nat, Da Mørket havde vundet Sin største Seir og Skat, Da Judas hjalp vor Fiende Vor Herre selv at binde I Dødens Urtegaard! Midt i den mørke Time, Hvis Mage Ingen saae, Som Kirke-Klokker kime, Det klang “lad Disse gaae!” Og Ordet havde Kræfter, De retted sig derefter, Som Stænger bar og Blus! Ja, selv da Døden trængde Sig ind til Hjerte-Rod, Da Han paa Korset hængde, Det farved med sit Blod, Guds Ord var dog ei bundet, Det blev paa Tungen fundet End lige stærkt og sødt! Ei Kirke-Klokker kime Om Jule-Morgen saa, Som i den sidste Time Det klang fra Læber blaa: Idag, trods al Vanære, Du sandelig skal være Med mig i Paradis! Omvendte Røver kiære! Naar vi dig møde hist, Din Lovsang os vil lære, Hvad alt vi troe forvist, At hvor du maatte rødme, Ei mindre Kraft end Sødme Du fandt i Herrens Ord! O, hvor vil I da tænke, I Magter! hvosomhelst, At lægge Det i Lænke, Som har paa Korset frelst, Og stod saa op af Døde, I Paaske-Morgenrøde, Trods Romer-Sværd og Spyd! Er Mund ei Ordets Kilde, Nu og i allen Stund! Og hvem tør sig indbilde, At binde for den Mund, Som end, trods Døden, Mæle Beholdt for arme Sjæle I Helveds Orme-Gaard! Selv her paa Jorden lukke Hver Mund kan ingen Haand, Saa ei engang i Sukke Fik Luft betrængte Aand, Men sæt endog, I kunde; Sig skabde Barne-Munde Da Gud af Stok og Steen! Thi raser ei iblinde, I Mægtige paa Jord! Ei mægte I at binde Den store Konges Ord! Nei, for den Samson briste Maae Reeb og seie Kviste, Som Traad og Siv og Straa! Hvad Fængslerne fuldtætte, Med firedobbelt Vagt, Mod Munde kan udrette, Der staae med Gud i Pagt; Som Paulus, saa og Peder! Det lærde Herren Eder, Og I al Jordens Kreds! Gud haver Bud at sende Til sine Tunger brat, Som, uden Lys at tænde, Opklare sorten Nat, Han haver Fiil og Dirke, Til Laas for Mund og Kirke, Foruden Hammer-Slag! Thi skal paa Baand og Lænke, For Tanke, Tro og Ord, En Christen aldrig tænke Med Frygt og Angest stor, Det har slet ingen Fare, At Gud jo vil bevare Den Frihed, Han har skabt! Og hvad Han selv i Naade Har talt til Sjæle-Trøst, Paa ingen muelig Maade Kan fattes Kraft og Røst, Thi selv i Helved findes Ei Lænken, hvormed bindes Kan Haand og Mund paa Gud! Som Paulus i sin Lænke, Ved Satans Stol i Rom, Vi sige skal og tænke, Med Tak til Gud, derom: Guds Ord er ikke bundet, Men har i Lænken fundet Sin bedste Lede-Traad!

No. 81. Gud taler, saa det skeer: Ved Ordet Alt er blevet, Af Det al Daad er drevet, Af Det al Skrift er skrevet! Min Sjæl! hvad vil du meer? Det er ei bart og blot, Al Magt er Ordet givet, I Det er Lys og Livet! Fra Solen indtil Sivet Dets Værk er saare godt! Thi leve af Guds Ord, Som er hvad Det vil være, Og lyse til Dets Ære, Med alle Himlens Hære, Vi Smaafolk paa Guds Jord! Ja, Ordet af Guds Mund Er Alt, hvad sit Det nævner, Det stædes, hvor Det stævner, Og Aander er Dets Evner, Nu og i allen Stund! Før Morgen-Stjernen fød, Det er den Underfulde, For Fjender Vinter-Kulde, Men Varme for de Hulde, Er baade Aand og Kiød! Ældgammelt, dog ei graat, Bespottet, Sig til Ære, For Kiødet tungt at lære, For Aanden let at bære, Skiøndt alle Aanders Drot! Ja, Ordet er Guds Mund, Og Røsten er Hans Aande, Som Ordet gaaer tilhaande, Og trøster i Dets Vaande, Dets Ven af Hjertens-Grund! Gud-Faders Veir og Vind Man godt kan Aanden nævne, Som farer paa det Jævne, Men holder Kirke-Stævne Paa Himmel-Bjergets Tind! Den Vind er Ordets Lyd, Og Veiret er de Vinger, Hvorpaa sig Ordet svinger, Og Aanden er Guds Finger, I den er Almagts Dyd! Saa enes Aand og Ord, Og til Gud-Faders Ære De godt hinanden bære, Vil altid sammen være, I Himmel og paa Jord! Saa speiler sig i Muld, Paa hver en Støvets Tunge, Som tale kan og sjunge, Den Gamle, Evig-Unge, Hvis Navn er Underfuld! Saa fra vor Hjerte-Grund, Med Ordet, naar Det klinger, Og kraftig sig udsvinger Paa Aande-Drættets Vinger, Gaaer Aand ud af vor Mund! Det kommer af, at Gud, Som vi i Skriften læse, Saa naadig var at blæse Livs-Aande i vor Næse, Den gik af Munden ud! Da klang det lille Ord, Som Herren bød at stævne Og stige efter Evne, Og nøies med at nævne Hvad mærkes kan paa Jord! Udsender Gud sin Aand, Da lyder Guddoms-Blivet, Da aabenbares Livet; Men hvad os Gud har givet Er altid i Hans Haand! Ja, kræver Sit igien Af Støvet Skaber-Haanden, Opgive maa Det Aanden, Og i Skilsmisse-Vaanden Det trøster ingen Ven! Ak! Død er Syndens Sold! Og selv i Livets Dage Blev Ordets Kræfter svage, Saa Støvet sank tilbage I Elementers Vold! Dog Ordet ei omsonst, Til evig sig at græmme, Gav Støvet Liv og Stemme, Han aldrig kunde glemme Det Stor-Værk af sin Konst; I Aand med sagte Lyd Han ringed for det Øre, Han skabde til at høre, Og lod saa Læben røre Ved Naadens Dyb og Dyd! Da klang et Spaadoms-Ord Om Guddoms-Ordets Gaade, Som Alting har at raade, Om Sandhed og om Naade, Velmødt paa faldne Jord. Som Vinter-Solen smukt Det styred Vandrings-Staven, Og kasted Lys paa Graven, Gienfødte dog ei Haven Med Livets Træ og Frugt! Som Solen i sin Glands, Det Ord, som Engle hylde, Dog vilde Graat forgylde, Kom selv i Tidens Fylde, Blev Kiød med Straale-Krands! Da sødt i Jule-Nat Sang Himlens Natter-Gale, Om Honning-Dugg i Dale, Mod Ordets egen Tale Den Sang var dog kun mat! Ei glemmes kan paa Jord, Og ei i Himmel-Sale, Hvor sært fra dybe Dale, I Bøn og Sang og Tale, Nu klang det store Ord! Ved Munden faur og fiin Fik Jorden Bryllups-Dage, Og for dens Kys at smage Selv Vandet sig saa fage Forædlede til Viin! Slog Han til Lyd ombord, Kun med sin lille Finger, Hvor underlig det klinger, Dog sænked Stormen Vinger, Og lytted til Hans Ord! Da fik de Blinde Syn, Og Hørelse de Døve, Opmærksomhed de Sløve, Thi Eet var Lam og Løve Og Soel og Dugg og Lyn! Da lærdes det paa Jord: Til Hjerterne at smelte, Som til at skabe Helte, Og Bjergene omvælte, Behøves kun Guds Ord! Hvor Guddoms-Røsten klang, Der blev den Folke-Føde, Der blomstrede det Øde, Der reiste sig de Døde At skue Livets Gang! Og hvor den blev til Bøn, Til Venne-Graad og Klagen, En Gravlagt, Fjerde-Dagen, Kom, svøbt i Jorde-Lagen, At knæle for Guds Søn! Ny Viin de gamle Kar, Og overspændte Strænge Sig selv, maa snarlig sprænge, Stor-Ordet derfor længe I Støvets Mund ei var! Thi sagde og Guds Ord: Slet Ingen mig henretter, Jeg selv mit Liv tilsætter! Den Tro os ei aftrætter Hans Saar og Nagle-Spor! Dog Soel bar Sørge-Dragt Da Skaberen i Kiødet Hudflettet, overblødet, Korsfæstet, skiændt og dødet, I Jordens Skiød blev lagt! Og Jordens Moder-Skjød Da bølged som et Lagen, Og indtil Tredje-Dagen Maria-Jammerklagen I Engle-Chor gienlød! I Helved hørdes Fryd, Dog kort i Djævle-Krogen, Thi Sandhed var lysvaagen, Og Porten brat med Laagen Fløi op ved Ordets Lyd! Ja, sprængt blev Dødens Port, Fløi op og sprang af Hængsel! Saa fanger Man et Fængsel, Og stiller Gravens Længsel, Selv dødt var Ordet stort! Til Helved Ordet foer, Men kom dog brat tilbage, Med Seier uden Mage, Til mange Herre-Dage Det løfted sig fra Jord! Tilhimmels Ordet foer, Men til vor Trøst i Vaanden Med Munden og med Haanden, Som Støvets Pant paa Aanden, Velsigned Han vor Jord! Paa Første-Pindsedag Tiljords, paa Lynilds-Tunger, Den Røst, i Kirken runger, Den Røst, i Hjertet sjunger, Nedfoer med Torden-Brag! Nu er der Fred paa Jord! Som Vind i Æspe-Løvet, Guds Aande boer i Støvet, I Guld, syvgange prøvet, I Troens lille Ord! Ja, see Guds Underværk! Som Kiærligheden vilde, Det store Ord blev lille, Trods Døden Livets Kilde, En Barne-Gud fuldstærk! Den Store og de Smaa, Til alle Engles Gammen, I Kirken voxe sammen, Til Alt er Ja og Amen Paa Skyer himmelblaa!

No. 82.

Den Gamle, nænsom ændret.

Fryd dig, du Christi Brud, Imod din Drot og Gud! Forhaanden er Hans Naade, Som dig Propheten spaa'de! Hosjanna! Hæder og Ære Skal denne vor Konning være! Gak ud af dit Paulun, Med Fløite og Basun, Vær glad, du Zions Dronning! Her rider Ærens Konning! Hosjanna! Hæder og Ære Skal denne vor Konning være! Et Asen Ham vel bær, Dog er det Herre-Færd! Hans Rustning synes ringe, Dog kan Han Døden tvinge! Hosjanna! Hæder og Ære Skal denne vor Konning være! Sagtmodig, from og god Er Han i Sind og Mod, Har Salighed at føre, Som Bruden skal tilhøre! Hosjanna! Hæder og Ære Skal denne vor Konning være! Lad op nu Port og Dør Saa høit som aldrig før! Dig agter nu at giæste Den Største og den Bedste! Hosjanna! Hæder og Ære Skal denne vor Konning være! Strø Mai paa Kongens Vei Og spar din Silke ei! Lad Folket bære Palmer, Og sjunge Takke-Psalmer! Hosjanna! Hæder og Ære Skal denne vor Konning være! Umyndige og Smaa Lad giøre ligesaa! Den hele Folke-Skare Med Fryd og Gammen svare: Hosjanna! Hæder og Ære Skal denne vor Konning være! Hos Gud i Himmerig Der sjunger visselig, For det skal evig vare, Den hele Engle-Skare: Triumf og Hæder og Ære Skal denne vor Konning være!

No. 83. Kong Christus den Første regierer endnu, Som Enevolds-Drot af Guds Naade, Hans Navn vorde atter hans Fiender en Gru, Hans Venner en Trøst i al Vaade! Ja, atter det kiendes: ei skuffe Hans Ord, Et Himmerigs-Rige Han stifted paa Jord, Hvor frit kun adlydes, Hvor Freden ei brydes, Hvor Glæden ei døer! Opreist fra de Døde, til Himmels Han foer, Gud-Fader Ham Selv vilde krone, Og atten Aarhundreder skifted paa Jord, End sidder Han fast paa sin Throne, Og synes opløst nu Hans Rige om Land, Det kommer kun af, Man har ingen Forstand Paa hvad uden Hinder Hans Christne forbinder I Tro og i Haab! Det er ikke Lænker af Guld eller Staal, Det er ikke Paver og Præster, Er Bøger saalidet som Band eller Baal, Fra Skolen ei Dreng eller Mester, Det prøvedes Alt femtenhundrede Aar, Men løsere blev kun i Dag end i Gaar De Baand, som alene Kan Christne forene I Tro og i Haab! Nu styrkes de atter, de himmelske Baand, Som os med vor Konge forene, I Grunden forvist kun Ham selv og Hans Aand, Men dog, hvad end Tvivlere mene, Vor Pagt og vor Daab med det vingede Ord, Som bærer Guds Aand mellem Himmel og Jord, Som Hierterne vinder, Og Sjæle forbinder I Tro og i Haab! De Første forbandt den Almægtiges Haand, Og saa vil Han binde de Sidste, Med Pagtens og Daabens de levende Baand, Der ei skal med Øinene briste! Da atter det kiendes: ei skuffe Guds Ord, Et Himmerigs-Rige Han stifted paa Jord, Hvor frit kun adlydes, Hvor Freden ei brydes, Hvor Glæden ei døer! Eet Baand vel er bedre, det som ved Guds Bord Os ret skal med Herren forene, Det knytter Han selv i Indstiftelsens Ord, Men, hvad end de Skriftkloge mene, Han binder dog kun med Fuldkommenheds Baand De Hjerter, som alt var forbundet i Aand, Saa Kiærligheds-Kaaben Om Troen og Daaben Sig svøber i Ham! Saa lad det fra Tungen nu tone i Sky, Vor Enevolds-Konge til Glæde: Med Tro paa din Tale vi Pagten fornye, Kom, døb os til Himmerigs Spæde, Og lad os saa voxe med Aand og med Ord, Til Sæde med Æren vi faae ved dit Bord, Som værdige Giæster, Som Konger og Præster, Som Eet med vor Drot! Da skal blandt de Sidste det kommes ihu, Ja, kiendes paa Lyset og Livet, At Christus den Første regierer endnu, Har aldrig sit Støv-Folk opgivet, Har Hjertet endnu paa det selvsamme Sted, Som Sine til Enden Han elskede med, OgOguden indryk i A er, alle Dage, SaaSaauden indryk i ASaa stærk i de Svage, SomSomuden indryk i ASom Tro paa Hans Ord!

No. 84. Hvad forklarer Rigets Gaade, Vel usynligt, dog fuldstort? Det Guds Sandhed giør og Naade, Som har Selv det herliggjort, Det giør Drotters Drot alene, Som nedsteg kun for at tjene, Throner evig dog hos Gud! Ja, i Tjener-Dragt herneden Gaaer om Land Gud-Faders Ord, Over-Drot for Evigheden Som i Himmel, saa paa Jord, Og med Ordet Aanden følger, I Dets Lyd sig ydmyg dølger, I Dets Lys forklarer Alt! Derfor Jesu Christi Rige Er af denne Verden ei, Voxer ei ved Penne-Krige, Findes kun paa Fredens Vei, Værges ei med Sværd og Bue, Blomstrer ei som Jordens Tue, Styrkes ei af Mande-Vid! Ei Det er, hvor Fingren peger, Men kun hvor Guds Villje skeer, Selv i Aandens Penne-Streger Øiet kun Dets Skygge seer; Kun i Ordet, som det lyder, Og forplanter Kongens Dyder, Kun i det er Riget selv! I, som Troskab svor ved Daaben Faders Ord og Faders Aand! Kaster bort nu alle Vaaben, Som kan sees i Kæmpe-Haand! Aandens Sværd er Guddoms-Ordet, Drages kun mod Sjæle-Mordet, Og til Hjerte-Friheds Værn! Vaabenløs mod Verdens-Magten Sandhed, skiøndt en Konge stor, Vandrer her i Tjener-Dragten, Hersker kun med Naadens Ord, Lader taalig sig bekrige, Værner kun om Naadens Rige Med “Guds Fred” i allen Stund! Derfor blues, alle Paver, Som, trods Herrens Tjener-Dragt, Ham til Konge over Slaver Raabde ud med Verdens-Magt! Blues hver, som fik i Sinde Med en Sy-Traad kun at binde Nogen Krop til Aandens Kreds! Sandheds Aand med Korsets Banner Fra sig skyder hver en Træl, Frit sig kun til Kæmpe danner Hvem der vil sit eget Vel, Byder Fred og skiænker Naade, Vidner: Frihed er min Gaade, Dens Opløsning Kiærlighed! Ja, i Sandhed sig ombelter Herrens Aand med Kiærlighed, Saa Retfærdigheden smelter Sammen i et Kys med Fred, Og deraf undfanges Glæde: Daatter fiin til Dronning-Sæde I Guds Rige her og hist! Vov da aldrig meer at sige, Mund, som haver Sandhed kiær, At udbrede kan Guds Rige Verdslig Arm og Lovens Sværd! Aldrig voxe kan derved Guds Retfærdighed og Fred, Himmeriges Glæde!

No. 85. Fader, Søn og Hellig-Aand! Tør om Eder Støvet sjunge? Kan de løses her, de Baand, Som indvikle Støvets Tunge, Naar den vil, med Kløgt af Kryb, Maale Evighedens Dyb, Skielne klart fra Skygge-Dalen Konge-Lys Stjerne-Salen? Ei udgrunder nogen Tid Støv, som stolt derpaa vil stile, Aandens Værk og Sønnens Vid, Mindre da Gud-Faders Hvile; Dog, med Engle uden Tal, Støvet derom sjunge skal, Her, som trofast aabenbaret, Hist, som fuldelig forklaret! Frihed Sjælen er i Daad, Støv begriber kun dens Skygge, Aanden i Guds skjulte Raad Fatter kun Dens fulde Lykke, Han er fri, men from og god, Vil ei giøre Gud imod, Men almægtig sammenkiæde Alting til Gud-Faders Glæde! Sandhed er den gyldne Soel, Over-Drot i Aandens Rige, Vilde fra sin Konge-Stol Ydmyg dog til os nedstige, Bær sin Herlighed i Løn, Vidner vel, Han er Guds Søn, Men, som Navnet os skal lære, Søger kun Gud-Faders Ære! Kiærlighed er Livets Væld, Overalt hvor Liv sig rører, For al Daad og Glands og Held, Æren evig den tilhører, Kilden dyb til Kræfters Elv, Det er Kiærligheden Selv, Ja, Gud-Fader, evig Ære Ham “i Aand og Sandhed” være! Friheds Tid er nu paa Jord, Det er Aandens Dage, Salig kun, hvo paa Hans Ord Ham vil troe og tage! Tvivle kan Enhver som vil, Tænke, Aand er ikke til, Tro kun, naar den kaldes Fabel, Græder Blod paa Jord som Abel! Sandheds Tid har bedre Kaar, Sønnen da har seiret, Med sin Hær i Magle-Gaard Troens Drot sig leiret, Tusind-Aaret, i en Sum, Kaldes Haabets Mellem-Rum, Da det groer fra Skygge-Dale Op til Himlens Ridder-Sale! Saa er Tidens Dage talt Til Gud-Faders Rige, Da er Kiærligheden Alt, All i Alt tillige, Da er død al Sorg og Nød, Udelukt al Synd og Død, Og hvor Ingen meer kan græde, Der er evig Lyst og Glæde! Evig, som vi da skal see, Trods al Daare-Vrimlen, Guddom sig bevidste Tre Vidne bær i Himlen, Mens Guds Aand, som Lysets Liv, Røsten af Gud-Faders Bliv, Kun med Vand og Blod herneden Vidner om Tre-Enigheden! Derfor synge vi: hilsæl, Herrens Aand i Støvet! Gud med os Immanuel! Daaden Du har øvet! Med Gud-Fader og Guds Søn Du forbinder os i Løn, Og naar Du giør Folke-Fester, I dit Tempel De os giæster! Ja, med Almagt Du i Løn, Under Daabens Naade, Os indpoder i Guds Søn, Efter Troens Maade, Leder os i Jesu Navn Varlig til Gud-Faders Favn, Hvor den sig ved Naade-Bordet Aabner mild for Guddoms-Ordet! Du er Troens Liv og Lyst, Haab dit Liv i Sønnen, Livet dit i Fader-Bryst, Kiærlighed, er Lønnen! Saa vi, til din Guddoms Priis, Himlen kiende stykkeviis, Maae med Dig dog efterhige Heel den i Gud Faders Rige!

No. 86.

Den Velbekjendte, næsten uforandret.

Gud Hellig-Aand! i Tro os lær Vor Frelser-Mand alene Af Hjertet ret at have kiær, Og Hannem saa at tjene, At vi fra Dødens Grumhed maae I Herrens Liv den Redning faae, Hans Død os dyrt fortjende! Giv, at din sunde Lærdoms Kraft I Hjertet ret fornemmes! Af Ordets Brød og søde Saft Vor Salighed lad fremmes, Ja, giør vor Siæl fra Synden død, Og ny igjen til Himlen fød, I Troen Frugt at bære! Naar Liv og Aande vil forgaae, I Dødens bittre Stunde, O, at vi da din Virkning saa I Hjertet føle kunde, At glade vi vor Sjæl og Aand Befale maae i Jesu Haand, I Himmerig at gjemmes!

No. 87. I vor Herres Jesu Navn Alt vi skal begynde, Da kun Godt vi giør og Gavn, Da kan ei vi synde, Da vor Sjæl er i Guds Haand, Ærlig kun den Hellig-Aand Kalder Jesus Herre! I den Herres Jesu Navn Vore Knæ vi bøie, Da kun til sin Fader-Favn Gud os vil ophøie! Krye vi os, det er kun Spot, Om vi kalde Jesus Drot Til Gud-Faders Ære! I vor Herres Jesu Navn Naade vi begiære, Da Han i sin Faders Favn Vil vor Talsmand være, Da Han, med sin Faders Magt, Giøre vil, som Han har sagt, Alt hvad vi forlange! I vor Herres Jesu Navn Vi skal sammensmelte, Da Han i sin Føde-Stavn Over os slaaer Telte! Da vi kan i Liv og Død Sjunge: vi har ingen Nød, Herren er vor Hyrde! I den Herres Jesu Navn Os et Haar ei krummes, Det er Sandheds store Favn, Hvori Alt kan rummes, Alt hvad ægte er og sandt, Alt undtagen Løgn og Tant, Ingenting i Grunden! Ja, vor Herres Jesu Navn Er en himmelsk Gaade, Sønnen i Guds Fader-Favn Sandhed er og NaadeNaadedelvist fremhævet i A, Saa Han til vor Føde-Stavn Daled i sin Faders Navn, Kom ei i sit Eget. Ja, i Kiærlighedens Navn Sandhed bød os Naade, Saa i Herrens Frelser-Favn Løser sig vor Gaade, Klart vi see, det glipper ei, Sandhed er den rette Vei Til Gud-Faders Naade! I vor Herres Jesu Navn, Søg, min Sjæl, din Hvile! Hjertet da i Livets Favn Leer ad Dødens Pile! Stol paa Frelser-Navnet trygt! Naadens Huus, paa Sandhed bygt, Trodser Helveds Porte! I vor Herres Jesu Navn, Raab det ud med Blide: Vil I til Guds Fader-Favn Løngangs-Stien vide, Graver ei i Skole-Gruus, Men gaaer op til Herrens Huus! Hører Fryde-Sangen! I vor Herres Jesu Navn Sandhed du berømme, Kommet fra sin Faders Favn Ei for Støv at dømme, Men for i sin Faders Aand, Med almægtig Frelser-Haand, Støvet at forklare! I vor Herres Jesu Navn Beed nu alle Dage Hellig-Aanden, til dit Gavn, Det med dig saa mage, At du luttres meer og meer, Klares, til du klarlig seer Gud sin Søn omfavne!

No. 88. Børne-Lærdoms Parter femfrem'frem' giver ikke mening; der må skulle stå 'fem' (børnelærdommens fem dele). Der rettes efter renskriften. 2.-udgaven har også 'fem'.femfem! Aandens Sandser see i dem! Kom dem ikke blot ihu, Som vel og de huskes nu, Men indprænt dem i dit Bryst! Stav dem der med Hjertens Lyst! Læg dem sammen i Guds Røst! Ørkens Røst med Torden-Brag Ruller frem til Domme-Dag, Den forskrækker Christne ei, Men bereder Herrens Vei, Giennemborer Øret godt, Giennemryster Fiendens Slot, Giennemlyner Stort og Smaat! Kun hvad du i Grunden veed, Ængster hver Samvittighed, Og hvad vi forsage maae, Naar med Gud i Pagt vi gaae, I Jehovas Konge-Bud, Under Skyens Ære-Skud, Raabes for Hans Throne ud! Luren drøner saa til Strid Imod Fienden og hans Iid, Alt hans Væsen her paa Jord, Som er Gud for Løgn og Mord, Falsknerens og Tyvens Haand, Døds og Unaturens Aand, Aare-Kræft for Blodets Baand. Troen er den anden Part, Følger af den Første snart, Som af Kamp paa Liv og Død Længsel efter Hvile sød, Som, i Strid med Overmagt, Lyst til brat at see fuldbragt Med den Stærkeste sin Pagt! Derfor Tro er Hjertets Sag, Lysten blev dog alt for svag, Om ei Gud med Fader-Magt Drog os til den dyre Pagt, Vidned for vor Sjæl i Løn: Jesus Christus er min Søn, Og min Aand er Troens Løn! Prut ei med den Guders Gud Om Hans Tro og om Hans Bud! Han har sin bestemte Priis, Slaaer ei af paa Kræmmer-Viis! Pagten vinder du kun ved, Til at skiænke Liv og Fred Søger Han kun Leilighed! Daaben er den næste Part, Der det bliver aabenbart, Sprængt er Dødens Torden-Sky, Livets Soel brudt frem paany, Fødselen af Vand og Aand, Pagtens Seigl med Mund og Haand, Løser Synds og Dødens Baand! Fadder-Gaven i vor Daab, Aflad sand og saligt Haab, Bringer, fra Gud-Faders Favn, Aanden Hans i Sønnens Navn, Synger under Kirke-Tag: Søn og Daatter, født i Dag! Jeg i dig har Velbehag! Ja, til Himlens Børne-Kaar, Og til evigt Gylden-Aar, Hvor de Tre Personer boe, Paa den gamle Christne Tro, Døbes, fødes vi, paa Trods Mod Guds Fiende og vor Klods, Synge trøstig: Gud med os! Fjerde Part af Lærdom skiøn Er vor Herres Jesu Bøn, Giort af Ham, som kunde spaae, Til ufødte Syskne smaa, Kort og kiøn og sød og rar, Himmeldyb og dog saa klar, Som knap Engle Røsten har! Barne-Troen før sin Daab Stammer vel paa Abba-Raab, Finder, uden Barne-Kaar, Dog for dristigt Fader-Vor, Fattes og den Tillid stor, Som er Sjælen i det Ord: Skee din Vilje med vor Jord! Først naar Fader-Aanden god Sætter os paa Barne-Fod, Med den Guders Gud og Drot, Som giør Alting saare godt, Hjertet kan med Stemme fiin Efternynne Herre sin: Skee din Vilje, ikke min! Født af Troen i vor Daab, Herlighedens store Haab Voxer, under Herrens Bøn, Op i Aanden til Guds Søn, Og naar Sønnen bliver stor, Alt som Prindserne paa Jord, Spiser han ved Kongens Bord! Bordet er den femte Part, Kalk og Krone mødes snart, Har du først ædt Livets Brød, Dig ihjel slaaer ingen Død, Har i Livets Kalk du smagt Kiærlighedens Guddoms-Magt, Da Farvel, al Verdens Pragt! Saa er baade her og hist, Kiærligheden først og sidst, Kiærligheden, Fader kaldt, I Guds Rige Eet og Alt, Kiærlighed til Liv og Fred, Som i Sandhed bliver ved, Kiærlighed til Kiærlighed! Hvilken Kiæde, lille Flok! Kort og godt og evig Nok: Herrens Ord og Herrens Fred, Tro og Haab og Kiærlighed, Fødselen af Vand og Aand, Førelsen ved Fader-Haand, Seier over Synd og Død, Livets Krone, Hvile sød Med Guds Søn i Faders Skiød! Med den Lærdom, Himlens Smaa! Smukt I nu til Kirke gaae! Der det Hele, Part for Part, Klares op i Hjertet snart, Saa, fra Støvets Aande-Bad, Under Sang med Hjerte glad, Vi tilbords kan følges ad!

No. 89.

Luthers “Vater Unser im Himmelreich” frit oversat.

Vor Fader god i Himmerig, Som bød os leve broderlig, Og Dig med Flid at kalde paa, Du loved os at høre saa, Naar ei allene bad vor Mund, Men og vor Sjæl af Hjertens Grund! Os helligt være Navnet dit! Lad Ordet lyde reent og frit, Og lad med Levnet christelig Os ære smukt dit Navn og Dig! Fordærv den falske Lærdoms Spil! Omvend din Hjord, som farer vild! Dit Rige komme til os her, Og lad os evig blive der! Din Hellig-Aand, vor Trøster bold, Med sine Gaver mangefold, Indprænte os dit Riges Dyd: Retfærdighed og Fred og Fryd! Din Vilje skee saa fuldelig Paa Jorden, som i Himmerig! I Ham, som for os Døden leed, Giv os en god Taalmodighed, Og Hjerte til at bede mod Vor egen Lyst: vort Kjød og Blod! Giv du os dagligt Brød i Dag Og paa din Godhed rigtig Smag! Fri os fra Nærighed og Nid, Fra Hunger og den dyre Tid, Fra Gierrighed: al Ondskabs Rod! Ja, giør vor Time fredegod! Forlad os, Herre, al vor Skyld, Og tryk ei paa den ømme Byld, Som vore Skyldnere og vi Vil lade mildt gaae Ram forbi! Hver Time lad os frydes ved, At evig er din Miskundhed! I Fristelse, o Fader mild! Os ikke leed, os ikke hild! Paa høire og paa venstre Haand Beskiærme os din Hellig-Aand! Med Troens Skjold og Haabets Hjelm Tilskamme giør den gamle Skielm! Fri os fra Ondt i allen Stund, Og kom ihu, vor Tid er ond! Opreis os Fader, naar vi faldt! Og fra det Værste, fremfor Alt, Os fri og frels i Liv og Død; Til Himlens Fred, til Hvilen sød! Da, Fader i det Høie! da Vi sjunge klart Halleluja! Dit Riget er i Evighed, Med Magt og Ære, Fryd og Fred! Ja, Amen! frelst er hvad der faldt, Og Kiærlighed er Alt i Alt!

No. 90. Fader-Vor i Himmerig! Bede vi saa mindelig, Som din Aand os rører! Fader-Vor i Himmel-Havn! I vor Herres Jesu Navn, Vi det troe, Du hører! Helligt være os dit Navn: Sandheds Gud med Fader-Favn, Som dig Aanden kalder! Lad os komme godt ihu, At kun Sandhed elsker Du, Hader Løgn og Skvalder! Til os komme Rige dit, Sødt og saligt, godt og frit, Kiærlighedens Rige, Her i Aanden, som det kan, Hist i Livets Fædreland Aabenlyst tillige! Skee din Vilje paa dit Ord, Som i Himmel, saa paa Jord! Paa al Splid giør Ende! Alle Mennesker med Fred Lære da af Salighed Sandhed din at kiende! Til det skeer, vor Fader from! Dan os i din Helligdom Til vort Kors at bære, Giøre Godt og lide Ondt, Smile, naar din Kalk gaaer rundt, Til vor Frelsers Ære! Giv i Dag os dagligt Brød, Med den Trøst, det ingen Nød Have skal i Morgen! Mæt vor Sjæl med Livets Brød! Kirke-Vinen, stærk og sød, Slukke Hjerte-Sorgen! Al vor Giæld Du eftergav, Kasted bag din Rygg i Hav Dommen, som ugyldig, Lagde dog det Vilkaar til: Om vi eftergive vil Hvad Man os er skyldig! Ak! vort Hjerte er saa haardt, Kiære Fader, tag det bort, Skab i os dit Eget! Det er eiegodt og blødt, Det er reent og det er sødt, Det har aldrig sveget! I den Fristelse, Du veed, Vi maae falde, os ei leed! Ryk os før tilbage! For den Store, fremfor Alt, Som din Søn den Selv har kaldt, Skaan os Smaa og Svage! Fra det Onde Du os fri, Og fra Fienden midt deri! Stor engang er Nøden! Hjelp os ind, hvor der er godt, Hvor af Livets faste Slot Udelukt er Døden! Giør det Alt i Herrens Navn: Veien til din Fader-Favn, Kun for Sønnen aaben! Drag os med dit Lede-Baand! Giør det ved den Hellig-Aand, Du os gav i Daaben! Begge To de sige frit: Riget er for evig dit, Med al Magt og Ære! Dem er al vor Lærdom fra, Derfor: Amen, Amen! ja, Ja, det skal saa være!

No. 91. Venner! lad os ihukomme Hvede-Kornet, i os saa't, Og vor Frelsers Bønner fromme I den Nat, Han blev forraadt! Svane-Sangen paa Hans Tunge Venner! lad os eftersjunge! Endt var Herrens Afskeds-Tale, Pagtens gamle Aar forbi, Giennem Grav til Himmel-Sale Gik Hans Rosentorne-Sti, Kun hvo den vil kiækt betræde, Indgaaer til vor Herres Glæde. Sat paa Fod var Konge-Bordet, Til den store Minde-Fest, Hvor med Drotten, død og jordet, Hjertet sidder end til Giæst, Og, hvor sært end Røsten lyder, Æder, drikker, hvad Han byder! Da opløfted Han sit Øie, Did, hvor Kronen straaled klar, For sin Fader i det Høie, Bønne-Offer Han frembar, End paa Jorden ei udbrændte Den Guds Ild, som det antændte! I Hans Navn vi eftersige, Som vi kan, vor Herres Bøn: Fader-Min i Himmerige! Herliggiør du nu din Søn! Timen slog, betænk min Ære, Som og evig din skal være! Skiænket har Du mig at raade Over Alt, saa giv nu mig Alt at skiænke af din Naade Hvad i Løn jeg fik af Dig, Saa de Troende, med Livet, Faae Alt hvad Du mig har givet! Evigt Liv er hvad de vente, Hvad jeg loved i dit Navn! Kiende Dig og Ham, Du sendte, Som Vi ere, Favn i Favn, Det, Du veed, kun det er Livet, Som Du mild har mig det givet! Dig har jeg rakt Straale-Krandsen, Endt det Værk, Du foreskrev, Giv til Mine mig nu Glandsen, Som var min, før Verden blev! Fader! i dit Huus de finde Alt hvad Skiønt Du har derinde! Jeg dit Navn har aabenbaret Dem fra Verden, Du gav mig, Og dit Ord de har bevaret, Troe, at Alt jeg fik af Dig; Lad det kiendes da paa Mine, De oprindelig var dine! Ordet, som til Tro dem rørde, Var og det, som Du mig gav, Jeg kun taled, hvad jeg hørde, For min egen Part jeg tav, Paa dit Ord, som jeg bekiendte, Fast de troe, Du mig udsendte! Hjem til Dig igien jeg vender, Vandrer ei i Verden meer, Vogt Du dem, som bedst Du kiender, Dem, hvis Tro paa mig Du seer, Lad dem føle veltilmode: Vi om Alt er lige gode! Mens jeg var hos dem paa Jor'en, I dit Navn jeg vogted dem, Ingen af dem gik forloren, Uden han fra Fiendens Hjem, Ham, jeg kun til Skriftens Ære Lod, skiøndt fremmed, hos mig være! Før jeg gaaer at tage Sæde Hos Dig, løfter jeg min Røst, Beder, at min fulde Glæde Bygge maa i deres Bryst, Der, som vi, til fælles Gammen, I mit Navn vil smelte sammen! De, saavelsom jeg, min Fader! Er af denne Verden ei, Giennem Verden, som os hader, Tornefuld er deres Vei; Død dem ønskes ingenlunde, Men bevar dem fra det Onde! Fader! hellig er din Flamme, Sandhed er dit eget Ord, Helliggiør dem i den Samme, Klar dem i din Sandheds Spor! Som Du mig paa Vidne-Færden, Saa jeg dem har sendt til Verden! Helliggiort paa deres Vegne, Beder jeg, de ogsaa maae Helligheden sig tilegne, Og i Sandhed den opnaae, De ei blot, hvem nu jeg sender, Men hvert Kuld, til Rækken ender! Ja, jeg beder i det Hele For dem Alle, trindt paa Jord, Som Apostel-Troen dele, Fæste Lid til Mines Ord, Dem, trods alle Anstøds-Stene, Du i Kiærlighed forene! O, lad Eet med os dem være, Eet som vi, o før det ud, Saa dog Verdens Folk maae lære, At jeg var dit Sende-Bud, Og at dem Du har saa kiære, Som mig selv det kunde være! Fader, ja, lad, som mig huer, Hvor jeg er, dem være der, Saa hvert Øie klarlig skuer, Hvad Du agtede mig værd, Seer, at Du, før Verdens-Aaret, Kiærlighed til mig har baaret! I dit Navn jeg dem kundgjorde Fader-Navnet evig blidt, Sidst jeg tager nu til Orde, Dem at aabenbare frit, At, for jeg i dem vil være, Dem som mig Du haver kiære! Venner! vi er langt tilbage, Har endnu kun lidt Forstand Paa de ægte Barne-Dage I Forkrænkeligheds Land, Mindre da paa Barne-Sproget Under Guddoms-Øielaaget. Hvad dog falder flux i Øie, Al vor Stærblindhed til Trods, Er Hans Ydmyghed, den Høie, Og Hans Kiærlighed til os, Til de Faldne, for hvis Brøde Han blev Kiød og leed og døde! Hvad Han stræber at forgiætte, Er hvad Han for os har gjort, Hvad Han vilde Selv tilsætte: Livet saligt, reent og stort! Bliv os dog, som Intet, ringe Hvert et Offer, vi kan bringe! Hvad Hans Hjerte efterhiger, Hvad Hans Tanke dvæler ved, Tungen himmelsødt udsiger, Det er kun vor Salighed, Kun den himmeldybe Gaade, Støv i Guddoms-Glands af Naade! Ingen Naade, Gunst og Hyldest, Ingen evig Miskundhed, Giør for os hans Hjerte fyldest, Er hvad Han kan æres ved, Naar sin Herlighed, den Hele, Ei Han maa med Støvet dele! Har da Hjerter vi saa kolde, Er saa jordet vor Forstand, At vi for os selv beholde Vil af Vort det mindste Gran; Vil vort Legem ei opgive, For et Lem paa Hans at blive! Nei, som Børne-Kuldet ægte Af den Fader, Ham har født, Med os selv vi vil fornægte Alt vort Eget, frit, unødt, Saa vi ret tilgavns kan lære, Hvad det er med Ham at være! Ja, hvergang ved Naade-Bordet, Livets Træ i Dødens Land, Til os lyder Gaade-Ordet Fra vor Frelser, Gud og Mand, Vi med himmelsk Egen-Nytte Giøre vil det gode Bytte! Da vi, end før Støvet falder, Føle skal med Glæde sød, At hvad svækkes kan af Alder, Og hvad trues kan af Død, Det er Hans paa egen Fare, Vort det Visse, evig Klare! Naar med Troen, vel bevaret, Da vort Levnets-Løb er endt, Vi, som os er aabenbaret, Gaae til Ham, som os har sendt, Over Alt hvad der er inde Vist vort Støv os gaaer af Minde! Men Hans Aand, som os udsendte, Byder os, før vi gaae hjem, Med den Ild som i Ham brændte, Bønnen Hans at bære frem, For det Støv, som smuldrer fage, Og for dem, som er tilbage! Da i himmelsk Aften-Svale, I vor Herres Jesu Navn, Skal vi med Gud-Fader tale Om Støv-Hjertet i vor Favn, Om det Øie og den Tunge, Som os hjalp Hans Priis at sjunge! For det Støv, vel fordum Vores, Nu Hans Søns, men evig Hans, Bede vi, hvor end det aares, Det forynges maa i Glands: Al den Glands, det kan udkræve Med vor Aand at sammensvæve! Ogsaa de, vi her forlade, Verden fremmede som vi, Giør dem, Fader, sjæleglade Mens dem Verden gaaer forbi, Til vi samles med Guds-Freden Hos vor Drot i Herligheden!

No. 92. Fader-Vor er Herrens Bøn, Passer sig kun for Guds Søn, Som Sig os tilregner, Og for Brødre, Systre smaa, Som, med Barne-Tro derpaa, Ham sig kiækt tilegner! Men hvor er nu Tro og Haab, Som de lyde ved vor Daab, Hvem har dem nu inde? Fattes ei de Liv og Aand, Selv hvor de med Barne-Haand Drages end til Minde! Derfor læses Fader-Vor, Som i Bog det skrevet staaer, Sjelden kun det bedes, Sættes lavt mod egne Ord, Regnes knap ved Herrens Bord, Naar til Fest der redes! Som det gaaer med Herrens Bøn, Saa med Navnet paa Guds Søn, Rod til Bønnens Dyder: Faa kun lyder saa i Favn Nu vor Herres Jesu Navn, At det Hjertet fryder! Vel hver Bøn med ærligt Sind Kommer for Guds Throne ind, Engle den frembære, Undres selv dog høilig paa, At ei længer nu de Smaa Fader-Vor kan lære! Lederen paa Livets Vei, Herrens Aand dog undres ei, Dybt Han kun bedrøves, Sukker: hvi kom jeg herned Til den hele Menighed, Hvis jeg ei behøves! O Du gode Hellig-Aand! Aldrig kan dit Lede-Baand Herrens Folk undvære, Ei til Himmels fare Børn, Hvis paa Vinger ei som Ørn Du os did vil bære! Bliv ei vreed, vi sov saa haardt, Kirke-Livet sov vi bort, Og med Livet Trøsten, Aar for Aar blev Hjertet sløvt, Dag for Dag blev Øret døvt Da for Himmel-Røsten! Men nu vaagned vi igjen, Som en Død, hvis bedste Ven Ved hans Baare sukked, Da dit Suk blev Hjertets Trøst, Atter for din Guddoms-Røst Øret sig oplukked! Herrens Bøn og Troens Grund Hørde af din egen Mund Vi da brat med Gammen, Hørde saa og Herrens Ord, Ved vor Daab og ved Hans Bord, Sagde Alle Amen! Op vi med det Amen fik Munden, som i Baglaas gik, Mens vi sov paa Bogen, Var maaskee det lidt for høit, Lød vort Amen lidt for drøit, Saa kun bli'r man vaagen! Nu vi komme grandt ihu, At vor Talsmand kaldtes Du, Før vi randt af Rode, Talsmand i vor Herres Navn, Ham til Ære, os til Gavn, Faders Aand, den Gode! Derfor sagte nynne vi: Talsmand! staae os kraftig bi! Lær Du os at bede, Som Guds Søn, der, uden Bog, Himlens rette Barne-Sprog Husked godt hernede! Trøstens Aand paa Jorderig! Troen lever kun af Dig, Giv den Mod og Evne, Saa i Navnet af Guds Søn Vi kan bede Herrens Bøn, Gud vor Fader nævne! Uden Dig det klinger dødt, Haardt og stivt, ei blødt og sødt, Jesus Drot at kalde, Lær os Smaa nu, i din Favn, I vor Herres Jesu Navn Ret paa Knæ at falde! Slaae et Kors med Herrens Røst For vort Ansigt og vort Bryst, Saa vi kan fornemme, At vor Jesus, det er Ham, Som, trods Korsets Død og Skam, Har Gud-Faders Stemme! Da vi hørde Troens Ord, Vel med Ja og Amen svor Vi til Korsets Fane, Men kun paa det Vilkaar godt, Vei til vor og Korsets Drot Du os vilde bane! Der var Himmel-Vidner Tre Til vor Daab, vel ei at see, Alle dog at høre; Med din egen Mund de To Dig i Pant til Moder Tro Satte for vort Øre! Ja, det er en afgjort Sag, Dig pantsatte til sin Dag Herren i sin Kirke; Godt begyndt er halv fuldendt, Saa det Værk, Du er udsendtudsendManglende rim. Der rettes efter renskriften, som har et tydeligt t, se desuden andenudgaven, B.udsendtudsendtudsendtTil som Gud at virke! Selv den store Snog at slaae, Selv til Paradis at gaae, Os er over Magten, Havde derfor Herren glemt, Hvad Han loved os bestemt, Selv Han brød jo Pagten! Men kan Moder glemme Søn, Os ei glemmer Han i Løn, Som os dyrekiøbde, Som os, til en evig Trøst, Med sin Faders Aand og Røst Korsede og døbde! Skiøndt vi brød den gode Pagt, Stod mod Fienden slet paa Vagt, Sov fra al vor Glæde, Han til Enden elsked dog Dem, Han skrev i Livets Bog, Elskede som Spæde! Han os kaldte med sit Kluk, Han os vakde med dit Suk, Trøster med din Tale, Bøier i sit Frelser-Navn, Løfter til sin Faders Favn Høit i Himmel-Sale! End vi stamme paa den Bøn, Der kun passer paa Guds Søn, Som Sig os tilregner, Og paa Brødre, Systre smaa, Som, med Barne-Tro derpaa, Ham sig kiækt tilegner! Væxt vi alle har behov, Levende dog, Gud skee Lov! Stamme vi i Aanden! Kommer Tid, da kommer Raad, Stemmen giennem Sang og Graad Styrkes efterhaanden. Da Guds Aand af Hjertens Grund Lægger Bønnen i vor Mund, Fader-Vor vi sige, I vor Herres Jesu Navn, Saa os i Hans Faders Favn Aabnes Himmerige!

No. 93.

Efter 1 Cor. 13.

Til klart Guds Ansigt vi skal see, Og ret Hans Hjerte kiende, Paa Jorden, som i Himlen, Tre Guds Gierninger fuldende, I Naade kom de ovenned, Og Tro og Haab og Kiærlighed Er Navnet paa de Trende! I Verden tales vidt og bredt Om Grund-Forskielligheden, I Kirken immer de giør Eet, Fra Oven og fra Neden; Thi vi gienfødes i vor Daab Med Peders Tro til Pauli Haab, Johannes-Kiærligheden! Vor Tro er ei paa hvadsomhelst, Man Christendom vil nævne, Men kunKun paaMen paaIntet meningssammenbrud, derfor blot en add-note. NB! Her er forskel på 2. deloplag og B.Men paaMen kunMen kun Hvad os har skabt og frelst Og fører paa det Jævne, Og saa paa Alt hvad TroensSandhedsIntet meningssammenbrud, derfor blot en add-note.SandhedsTroensTroens Aand Os leder til med kiærlig Haand, Alt efter Hjertets Evne! Vort Haab er ei paa Drømme bygt, I Luften ei det svæver, Men hviler paa Guds-Ordet trygt, Og paa hvad Hjertet kræver: Om evigt Liv for Sjæl og Krop Det reiser til vort Hoved op, Det os til HimlenSaa Kraftens Aand detIntet meningssammenbrud, derfor blot en add-note.Saa Kraftens Aand detDet os til HimlenDet os til Himlen hæver! Vor Kiærlighed ei blusser vild, I Røg sig ei indsvøber, Men brænder lyst med Lue mild, For Ham, som dyrt os kiøber: Med Ja og Amen til Hans Ord, Den følger fromt Hans lyse Spor Og i Hans Dyd sig øver! Det klinger sært, at Kiærlighed Skal ene evigEvindelig skalIntet meningssammenbrud, derfor blot en add-note.Evindelig skalSkal ene evigSkal ene evig vare, Vort Hjerte ømmer sig derved At lade Haabet fare, Og selv den fromme Barne-Tro Til Evighedens Fryd og Ro Vil kiækt sin Ret forsvare! Men Aanden smiler ad de Smaa, Og siger: hør mig nøie! Mon Nogen troer og haaber paa Hvad klart ham staaer for Øie? Og tykkes end det Hjernen sært, Vort Hjerte er dog Svaret kiært, Saa det sig lader nøie! Men voxe vi en Smule til, Saa vi lidt meer kan fatte, Han gierne os meddele vil Af sine Viisdoms-Skatte: Vort Hjertes Øine, trods vor Krop, Han lukker og Han lyser op, Er de end her kun matte! Da skimte vi, at naar vor Tro Har Verden overvundet, Og Støv er, efter Gravens Ro, Med Aanden klart forbundet, Da, til Triumf for Troen just! Er, som Guds dunkle Aande-Pust, Dens Time-Glas udrundet! Paa Jord, som vor Gudmoder blind, Hun gaaer kun efter Røsten, Og bærer os i Kirken ind, Til Daaben og til Trøsten, Men, skiøndt hun selv det ikke veed, I Grunden Tro er Kiærlighed, Thi Værket driver Lysten! Vor Kiærlighed, den Blomme fiin, Gud-Faders yngste Daatter, Som kaldes alt i Vugge sin En Dronning over Drotter, Med himmelsk Ild i Jomfru-Bryst Hun følger blindt sin Brudgoms Røst, Skiøndt Vantro leer og spotter! Hun favner ømt det lyse Haab, Kun som sin Tvilling-Broder, For Begge Tro holdt under Daab, De Troen kalde Moder, Forklaret dog hun seer det hist, At Haabet var den lille Christ, Vor store Kirke-Broder! Om Julen synger Troen bedst Med Engle-Toner søde, Mens Haabet har sin høie Fest I Paaske-Morgenrøde, Og Kiærlighed i Bølge-Gang Sig fryder høit med Pindse-Sang, Naar vore Tunger gløde!

No. 94.

Efter Ephes. 1.

Vil du Kirkens Spir forgylde, Kom ihu, at den er kaldt Herrens Legem, Ordets Fylde, Som opfylder Alt i Alt, Nævnet saa af Sandheds Mund, Paa den soleklare Grund: Høvdingen for hele Livet Er til Hoved Kirken givet. Derfor Kirken ei aflader Her og hist at prise Dig, Gud, vor Herres Jesu Fader, Fader-Vor i Himmerig! Dig, som, førend Aar blev talt, I din Søn har os udvalgt Til din Helgen-Slægt i Daaben, Rene under Purpur-Kaaben! Ja, det var din gamle Tanke, End før Bjergene blev skabt, I din Søn Du vilde sanke Ogsaa hvad der gjaldt for tabt, Sanke i dit Hoved-Ord Alt i Himmel og paa Jord; Ene vi det Forsæt skylde Naadens Værk i Tidens Fylde! Du, som haver Alt at raade, Raadte paa vor Jammer Bod! Du gienløste os i Naade, Med din Søns det dyre Blod, Lyste os med Dig i Æt, Gav i Ham os Børne-Ret: Ret til Naadens Væld herneden, Ret til Fader-Kiærligheden! Ja, i Ham osDu i Ham kunIntet meningssammenbrud, derfor blot en add-note.Du i Ham kunJa, i Ham osJa, i Ham os Dyden mødte, Som er Kiærligheden værd, Han for os paa Korset blødte, Lagt i Baand af Mørkets Hær, Kiøbde os med Livs Forliis! Derfor skee Ham evig Priis! Priis af Dig og alt det Skabte, Dobbelt Priis af os Fortabte! Han, den fuldtro Ven i Nøden, Giæsted os paa faldne Jord, Hilste os som Morgen-Røden, Da vi hørde Pagtens Ord: Fader-Røsten fra vor Gud, Salighedens Jule-Bud, Hørde hvad kun Engle skued, Troed hvad os prægtig hued! Ja, med Fryd den store Gaade Troed vi, som Ordet lød: Synds-Forladelse af Naade, Seier over Sorg og Død, Lige Vilkaar med Guds Søn, Arve-Ret til Himlen skiøn, Død for Støv kun Vinter-Dvale, Evigt Liv i Himmel-Sale! Paa det Løfte trykde Seiglet Gud, Du med din Fader-Haand, Som vi saae i Gaade-Speilet, Født paany af Vand og Aand, Ja, din Aand vi fik i Pant Paa dit Løfte vist og sandt, At, din Søn til evig Ære, Ogsaa vi skal Kronen bære! Fader til al Herligheden! Fader til vor Frelser-Mand! Lad os voxe nu herneden Ved din Aand i ret Forstand! Med din Salve, med dit Lyn, Skiærp du ret vort Hjertes Syn, Saa sig for dets Øine klare Kiærlighed kan aabenbare! Da først ret vi kan opdage Herligheden i vort Haab, Rigdoms-Dybet uden Mage, I vor Arv, som i vor Daab, Almagts-Kraften i dit Ord, Lønlig men dog lige stor, Hvormed i den sande Kirke Aanden din mon Alting virke! Ja, i Tidens Aften-Røde Klares skal det Under-Værk, At vor Drot stod op af Døde, Bandt den sidste Fiende stærk, Satte Sig paa Konge-Stol, Hos Dig over Sky og Soel, Med et Navn, som faaer ei Mage, Selv i Evighedens Dage! Saa vil Troen Du ophøie Over Viisdom og Forstand, Skiænke den det bedste Øie, Som var blind i Støvets Land, Fulgde blindt din Fader-Røst, Favned blindt din Himmel-Trøst, Fatted, blind og lam herneden, Haab om Guddoms-Herligheden!

No. 95. Kiender du Bordet, Hvor Man af Ordet Æder og drikker for evig sig mæt; Lad paa “det Sande” Falskheden strande! Sandhed har altid guddommelig Ret! Brødet, Man bryder, Altid betyder Sjælenes Føde: det himmelske Brød; Af alle Bægte Himmel-Brød ægte Er dog kun Ordet, som end bliver Kiød! Skjuler ei Skalken! Saligheds-Kalken Vinen betyder saa vide om Land, Er det dog ikke, Uden vi drikke Blod af det Ord, som er Vin-Stokken sand! At os for Taaber Verden udraaber, Er i sin Orden, som Verden og vi, Men lod vi bare Sandheden fare, Sandhed blev Raabet, thi den foer deri!

No. 96. Dækker Gud nu Bord i Ørken, Som det før i Psalmen lød! FølerDelerIntet meningssammenbrud, derfor blot en add-note.DelerFøler Støv nu Aande-Styrken? Smager Jord nu Himmel-Brød? Ja, thi Han, som Støvet byder Til sit Bord, som Ordet lyder, Han er Himmel-Brødet selv! Skiænkes Viin der nu i Bæger, Som giør Jordens Møie let, Viin, som himmelsk vederkvæger, Slukker Hjerte-Sorgen ret? Ja, thi her er Drue-Saften, Hvoraf Livets Træ fik Kraften, Det er Skaber-Ordets Blod! Ja,NaarIntet meningssammenbrud, derfor blot en add-note.Naar vor Drot, som Skaber-Ordet, Selv velsigner Brød og Viin, Herrens Røst er Sjæle-Bordet, Selv for Engle Spise fiin, Ordet dog, som os har vundet, Til vort Legems Tarv forbundet Har sin Kraft med Brød og Viin!

No. 97. Smuler under Herrens Bord Hunde smaa opsanke, Det er, efter Herrens Ord, Bedste Hedning-Tanke, Og den Hedning-Kvinde from, Som med den til Herren kom, Kiendte vore Fædre, Ligned Ingen bedre! Ja, med Hedning-Kvindens Ord, Vore fromme Fædre Knæled under Herrens Bord, Loved sig at bedre, Takked for hver Smule fiin, Og hver Draabe Kirke-Viin, Sukked, saa det mindes: Hvo kan værdig findes! Stor er Troen, Kvindelil! Det er Hjerte-Dyden, Gid det gaae dig, som du vil! Det er Hjertens-Fryden. Samme Herrens gode Ord Aldrig faldt i bedre Jord, End i hendes Hjerte, Som os bar med Smerte! Gaaer det, Herre, som jeg vil, Maa mit Hjerte raade, Da, saalænge jeg er til, Trøster mig din Naade, Siden i dit Himmerig Sidder jeg til Bords med Dig, Og hos Dig og Dine Glemmer Død og Pine! Det var Moders gode Ord, Som os bar med Smerte, Naar hun gik fra Herrens Bord, Trøstet i sit Hjerte, Naar hun gik fra Herrens Huus I en salig Glædes-Ruus, For hun kunde mærke, Naadig er den Stærke! Moders Tro end i os boer, Derfor vi ei vrage Smuler under Herrens Bord, Men til Takke tage, Bede kun vor Himmel-Ven, Tage saa med os igien, Og med sine Dyder Skjule vore Lyder! Men vor Moders dybe Lyst Til i Himme-Rige, Hvilende ved Herrens Bryst, Værdig Tak at sige, Den forstærke Herrens Aand, Saa den sprænger alle Baand Herlig overvinder Hvad end er til Hinder! Da os vinke rundt om Bord Davids-Borgens Stole, Da i Glandsen af Guds Ord Skal sig Støvet sole, Hjertet, med Forundring stor, Lære alt paa denne Jord, Naar Han er hos Sine, Glemmes Død og Pine!

No. 98.

Af Kingos “O Jesu, søde Jesu, dig.”

Bryd ud, min Sjæl, med Tak, og siig: O hvor er nu jeg blevet riig! Min Jesus i mit Hjerte boer! Et Himmerig er det paa Jord!

No. 99.

Efter No. 398 i den Ny Psalmebog.

Jesus Christ! Du gav mig Livet, Dødens Magt Du overvandt! Ved dit Bord Du mig har givet Salighedens visse Pant; Styrk mig nu i Bøn og Tro, Saa med Fryd og Sjæle-Ro Kiærlig jeg din Ære fremmer, Over Dig al Verden glemmer!

No. 100.

Efter Joh. 6.

Herre! hvor skal vi gaae hen! Gaae fra Dig, vor Sjæle-Ven, Fra den levende Guds Søn, Fra vor Troes den store Løn, Fra den Eneste paa Jord, I hvis Mund er Livets Ord! Nei, om end det klinger haardt, Ei dit Ord os kyser bort, Dybt vi føle, at paa Jord Døden er det haarde Ord, Hvad der giør det let og blødt, Er kun stærkt og sært og sødt! Lad da kun de Andre gaae! Lad os være faa og smaa! Vi ophøie ved dit Bord Dog dit stærke Guddoms-Ord, Som er baade Liv og Aand, Sprænger alle Dødens Baand! Æd mit Kiød og drik mit Blod! Siger Du, vor Herre god, Frelser bold og Broder fiin! Da, som jeg med Fader min, Leve skal og du med mig I mit søde Himmerig! Lyt, min Sjæl, din Lænke brast! Slip dig selv og hold Ham fast! Glem al Verdens Sorg og Nød! Glem dig selv med Synd og Død! Fryd dig, Lille, i Guds Ord! Bliv i Herren evig stor! Evigt Liv i Himmerig! Sang Man det i Svøb for dig? Guddoms-Liv med Sønnen fiin, Som Han har med Fader sin! Tænker du, det er et Rov? Har da Gud vel dig behov? Æd mit Kiød og drik mit Blod! Siger Livets Fyrste god. Nyd mit Ord med Brød og Viin! Da for dig var Døden min, Og for dig af sorten Jord Jeg opstod, til Himmels foer! Hør det, Hjerte, hvor du slaaer I mit Bryst med bange Kaar! Byt dit Kiød ved Herrens Bord! Da opstaaer du paa Hans Ord! Skynd dig, bland med Herren Blod! Da med Ham du alt opstod! Ja, tag Sandheds Ord i Pant, Hans, som Døden overvandt! Da i Aanden alt du har Bolig fast med Rude klar, Smager, hvad end rives ned, Aldrig Dødens Bitterhed! Sjæl og Legem, begge To! Enes kiønt i Hjertets Tro! Enes om at troe Guds Ord, Hvori legemlig Han boer, Guders Gud og Fader kaldt, Som er evig Alt i Alt! Da som Eet, i Glæde stor, Leve skal I med Guds Ord, Som, hvad Alt der end forgaaer, Salig, seierrig bestaaer, Straaler i den Guddoms-Glands, Som fra Evighed er Hans! Herre, Frelser, Sjæle-Ven! Ja, vi veed, hvor Du gik hen, Veien kiender vi og godt Til din Faders høie Slot: Veien er som Livet Du, Den med Dig i os er nu!

No. 101.

Den Gamle opfrisket.

Jeg veed et evigt Himmerig, Hvor ei for Guld det røde Man græder meer, men fryder sig Kun ved Guds Ord det søde! Der boer vor allerbedste Ven, Os beer til Sig at komme, O lad os alle gaae derhen Til Ham, Guds Søn den Fromme! Vi er jo Pillegrimme her, Og Skumpel-Skud, hvad Andet! Ei fares kan en bedre Færd, End hjem til Fædre-Landet! Vort Pas Guds Søn os med sit Blod Har løst i dyre Domme, Og for Hans Skyld en Fader god I Gud har alle Fromme! Vi vil ei slaae os selv ihjel, For vi maae Ingen myrde; Men Verden sige vi Farvel, Og følges med vor Hyrde! Med Ham vi hos den gode Gud, Endnu vel kun i Aanden, Dog virkelig gaae ind og ud; Han føder os af Haanden! Og om en saare liden Stund Os Verden seer ei mere, Med Foden fast paa Himlens Grund, Vi da skal triumfere!

No. 102. Der stander et Træ i vor Guds Paradis, Det haver saa deilige Blade, Og alle smaa Fugle de sjunge dets Priis, Kun Perle-Dugdraaber det bade, Og aldrig har Løvfald det yndige Træ, Som blomstrer og bærer i Ly og i Læ Af skytakde, grønklædte Bjerge! Langt mere end Bjerge, det volder den Flod, Som rinder mod himmelblaa Vande, Den haver sin Kilde i Livs-Træets Rod, Og aldrig den løber til Strande, Men syv Gange slaaer den om Træet sin Bugt, Afbilder dets Krone med Blomster og Frugt, Indløber saa hvor den udspringer! En Ceder saa høi og saa rank over Muld, End ei har paa Libanon Stade, Der er ingen Eeg med saa vældig en Bul, Ei Bøg med saa yndige Blade! Sig Blomsterne snoe til en syvfoldig Krands Og Farverne alle har Regnbue-GIands, Og Frugten er himmelske Druer! Og alle Smaa-Fugle i Guds Paradis De klækkedes ud i dets Grene, De kviddre, de fløite, de slaae til dets Pris, I smeltende Toner og rene, De bruge ei Søvn og de bære ei Had, De leve af Perle-Dugdraaber paa Blad, De skade ei Blomst eller Drue! I Skyggen sig fryder en Dyre-Flok tam, Blandt Blomster af alle de Bedste, Men der uden Skrømt leger Løve med Lam, Og der lege Ulve med Heste, De smage ei Græs, thi de leve af Luft: Af alle Smaa-Blomsters den liflige Duft, Og Flodens de rindende Bække! O, Hvem kan os vise til Paradis Vei! Herolderne kun, som udraabe: Saa siger vor Herre: Vin-Træet er Jeg: I er mine Grene tilhobe Og Faderen Selv er den Urtegaards-Mand, Som lover at giøre hvad Almagten kan, Og “lyve” er hvad Han kan ikke! O Brødre og Systre, saa mange, saa faa, Som troe det, hvorpaa vi er døbte, Og vil i Guds Rige indgaae med de Smaa, Vor Moder i Christen-Tøi svøbde! O, tre Gange Naade og syv Gange Held! Vi drak af det dybe, det himmelblaa Væld, Hvoraf stiger Solen den klare! Med Aanden vi er i vor Guds Paradis, Almægtige Ord er ei tomme, Og leger vort Hjerte til Faderens Priis, Med Legemet skal vi der komme! Hvad dunkelt men sødt vi i Støvet fornam Da Ansigt til Ansigt vi skue med Ham, Som virker alt Godt i os Alle!

No. 103. Hyrder, som paa Marken her, Over Hjorden himmelkiær, Natte-Vagten holde, Tælle trindt om Davids By, Under Høsttids vaade Sky, Ævret-Nætter kolde! Lytter til den lille Fugl, Der end kviddrer smaat i Skjul Om hvad Nat mon volde! Nyaars-Dagen, sommervarm, Brudgom bold for Jordens Barm, Drot i høie Sale, Er oprundet med det Navn, At dens Soel i Bølge-Favn Aldrig meer skal dale, Men for Jorden aabenbar, Speile sig i Bølgen klar, Der sin Glands afmale! Hvoraf kommer da paa Jord, Trods det klare Guddoms-Ord, Nat i Aandens Rige? Hvoraf hos den lille Hjord, Tidligfødt til Sommer-Kaar, Vinter-Kuld tillige, Saa fra Mark for munter Sang, Fløite-Spil og Harpe-Klang, Suk der kun opstige! Ak, det giør den gamle Skielm, Skarnet under Skygge-Hjelm, Drot for Død og Mørke! Konstig han forvandler brat Sommer-Dag til Vinter-Nat, Paradis til Ørke, Men hos Folk med Christen BlodChristen-BlodMangler der mpske en bindestreg her? Ellers skal 'christen' være med lille. Vi kan ikke rigtig rette efter R, for bindestregen er meget svag her, hvis den overhovedet er der (i forlængelse af n'et, måske). Måske er der en metrisk grund til, at der ikke er sat bindestreg: Der skal være bitryk på 'christen' og hovedtryk på 'blod'? Vi supplerer blot med Bs læsemåde.Christen-BlodChristen BlodChristen Blod Søvnen kun ham giver Mod, Vantro Kraft og Styrke! Aanden sagde: vogt dig vel! Viid at skiønne paa dit Held, Jomfru i det Grønne! Anderledes vil den Snog, Som paa Ondt og Godt er klog, Lære dig at skiønne, Saa han lærde Adams Viv, Men det kosted Manges Liv, Død maa Synd belønne! At i Vidskab, ei i Tro Aanden vil hos Støvet boe, Aabne Livets Kilde, Det var tidlig Slangens Ord, Dødens Sæd paa denne Jord, Bliver det end silde, Det i Kirkens Moder-Skiød Ogsaa fødte Søvn og Død, Ak, hvor det var ilde! Barnet svøbt, i Krybben lagt, Engle-Ord til Hyrder sagt, Det er Kiende-Tegnet! Barnet der for Barne-Tro Har til Øine Sole to, Nemt det er udregnet, De giør under Kirke-Tag Brat en dobbelt Sommer-Dag, Himmerig tilegnet! Krybben først er Troens Ord, Som fra Mund til Mund paa Jord, Det har fulgt med Daaben, Favn du den med Barne-Tro, Beed den smukt hos dig at boe, Put den under Kaaben! Er den i dit Hjerte sat, Livets Kilde vidner brat: Himlen staaer dig aaben! Det er Barne-Sværmeri, Skammeligt at gribes i, Hvidsler Arild-Snogen, Mener du, den store Aand Ligge vil i Troens Baand Og i Hjerte-Krogen? Nei, i Himmel og paa Jord Viisdoms Aand i Vidskab boer, Læs i Viisdoms-Bogen! Hyrder, det har I jo gjort, Sprængde dog ei Dødens Port, Fandt ei Rosen-Haven, Fandt kun i den kolde Nat Helligdommens Lampe mat Over Helgen-Graven! Mellem Skyggerne af Alt Tungt det Virkelige faldt, Det var Hyrde-Staven! Fandt I ved et sjeldent Held I jert Indre Livets Væld, Krybberum med Barnet, Det dog maatte græde Blod, Lam paa Haand og halt paa Fod, Under Snære-Garnet, Halv til Latter, hvor Det kom, Som en Kiælling-Christendom, Ynket stolt af Skarnet! Var I kiække end og troe, Slog jer ei med Skin til Ro, Vaaged over Hjorden, Sommer-Dagen kom dog ei, For I spærred selv dens Vei, Med en bagvendt Orden, Søgde Herlighedens Haab Ei i Barne-Tro og Daab, Men paa Kirke-Gaarden! Selv med Barnet i mit Bryst, Tunghør dog for Herrens Røst, Saa jeg halted længe, Fryded mig, naar Barnet sang, Saa det lød med Himmel-Klang Giennem Harpe-Strænge, Men forstod dog Sangen ei, Spærred immer Livets Vei Over Mark og Enge! Det var en Guds Engel vist, Som jeg ret skal takke hist, Barne-Troens Værge, Som, da jeg sad mod i Hu, Hvisked: glemmer ogsaa du, Hvad der flytted Bjerge, Hvad det er, vor Herres Smaa For i Himlen at indgaae, Love maae og sværge! Da jeg saae, i Himmel-Glands, Engelen med Straale-Krands Mellem Hyrder blinde, Hørde ret, hvad tit var sagt, Barnesvøbt, i Krybbe lagt, Herren I skal finde, Søgde da og Davids Hjem Flux i Kirkens Bethlehem, Fandt hans Søn derinde! Ja, i Barne-Troens Ord Fandt jeg Ham, som ogsaa boer Lønlig i mit Hjerte, Ham, som er min faste Borg, Ham, der slukked al min Sorg, Dulmede min Smerte, Frygter, trættes, skuffes ei, Er paa Livets Konge-Vei Kraft og Stav og Kierte! Af mit Hjerte vil og kan Ei min Gud og Frelsermand Jeg med Magt udrive, Kun et Billed af Guds Ord, Som Det i mit Hjerte boer, Ordet mit kan give, Vidnesbyrd om Liv og Aand, Spor kun af Guds Høire-Haand, Bringe ei tillive! Anderledes Troens Grund, Ordet af Guds egen Mund, Det har Liv at føre! Tag det, som det til os kom, Talt i Herrens Helligdom, For hvert aabent Øre! Det er Christus i en Sum, Giv med Tro Ham Hjerte-Rum! Brat Han sig vil røre. Saa, I Hyrder! Dag og Vaar Fødes til et Gylden-Aar, Som vor Jord forynger! Da vi Hjorden lædske kan Med det klare Kilde-Vand, Hvori Livet gynger, Da med Liv og Lys i Skjul, Som ved Pindse, saa ved Jul, Natter-Galen synger!

No. 104. Klynke og klage, Nætter og Dage, Maa hvem der vaagner paa Afgrundens Rand, Hører kun Loven Tordne fra Oven: Døe eller giør hvad en Synder ei kan! Sjunge og kvæde, Græde af Glæde, Maa hvem der Hviler i Frelserens Favn, Finder sig trøstet, Føler i Brystet Naade for Naade og Bod for alt Savn! Smilende døie Trængsel og Møie, Juble ved Korset i Frelserens Spor, Det efterhaanden Lærer os Aanden, Lærer os Mund-Smag af Himlen paa Jord!

No. 105.

Af Thomas Hygoms Svanesang “Herre, jeg er nu gammel og graa.”

Christi Kirkes Alderdom Vi flittig maae betænke, Alders Brøst og den paakom Og truer at forkrænke, I denne Verdens sidste Tid, Da Fienden bruger al sin Flid, Med Vold og Magt og Rænke! Voldsmænd, Kætteri og Svig, Med slemme Synder mange, Troen giorde skrøbelig, Ja tog hardtad til Fange, Hun fik en daarlig Støtte-Stav, Saa daglig meer for Død og Grav Blev Kirke-Folket bange! Alvor glemde over Tant Som Herrer saa og Svende, Gammel Kraft og Styrke svandt, Og svag er Verdens Ende, Ja svag er Strid og svag er Fred, Og svag er Tro og Kiærlighed, Det kan Man klarlig kiende! Du dog loved, Herre from! At støtte og at bære Kirken i sin Alderdom, Hvor graa hun saa mon være, Og holde saa for hende Vagt, At Helveds-Porten ei faaer Magt; Det giælder og din Ære! Jesus Christ, som Mand saa Gud, Af Hjertet vi Dig bede: See dog til din gamle Brud, Har hun end Rynker lede! Den megen Graad tilgode hold, Og over Brøst din Kaabe bold Miskundelig Du brede! Varm Du hende med din Mund, Saa godt dit Ord hun giemmer, From i Sind, i Troen sund, Ei Kiærlighed forglemmer, Men takker kiønt, og med godt Taal Giør Skiel i Lægens bittre Skaal, Til Sødmen hun fornemmer! Brudgom, Herre! Gud forvist! O hør, hvad vi begiære! Udfri din Brud, trods Fiendens List Og Vold og Kiætter-Lære! Lad Trøsten groe i Graadens Dal! Hjemfør din Brud til Himlens Sal Til evig Fryd og Ære!

No. 106. Kan gamle Folk gienfødes I Christi Kirke-By, Den gamle Adam dødes, Afløses af den Ny, Af Ham, Hvem det er givet I Sig at finde Livet, Livs-Kilden i sig Selv? Vor Herre, Ja og Amen, Han klarlig siger ja, Vor Mening allesammen, Den giør ei til, ei fra; Er end, som tit desværre, Vor Mening mod vor Herre, Han giør dog hvad Han vil! Som Vinden reiser Bølger, Skiøndt Øiet seer den ei, I Tale-Strømmen dølger Sig Aandens Konge-Vei, Dog giennem Øre-Sundet Er Aanden nær forbundet Med Hjertets Konge-Dyb! Det er et stort Vid-Under At fødes anden Gang, Men naar derpaa Man grunder, Med Barne-Tro i Vang, Det soleklart dog bliver, Ei bedre Man begriber, Hvordan Man først blev til! Vil Gud paany velsigne, Paany og fødes Alt, Vi fødes til at ligne Den Første, før han faldt, Vi vinde, hvad han tabde, Hvem i sit Billed skabde Vor Gud af Støv og Muld! Det er jo vist en Gaade, Vidunderligst derved Dog er vor Skabers Naade, Og ei Hans skjulte Fjed, Hvis Vei i Røstens Bølger Sig kun som Skibets dølger, Som Kiølens Fjed paa Hav! Er Sønnen Ja og Amen, Det levende Guds Ord, Hvorved det blev Altsammen I Himmel og paa Jord, Det Brudte dog vel bøde, Det Tabte vel gienføde Kan samme Skaber-Ord! Kun Synder vi paa Rente Har hos den sande Gud, Kun Død og Dom ivente Af alle Lovens Bud, For Ret Han lover Naade, Det er den store Gaade, Som vi skal undres paa! For Herrens Tro og Love Har Borgen vi fuldstærk, Hvi skulde vi ei vove At troe et Under-Værk, Som klarlig er fornøden, Om Syndere, for Døden, Skal times evigt Liv! Gienfødes og fornyes, Det er vor sande Tarv, Om Helved skal undflyes, Og vi faae Himmel-Arv, Thi Arv er Børne-Retten, Vi blive maae af Ætten, Før vi har mindste Krav! Hvordan nu Gud det mager Med sin eenbaarne Søn, Saa Han i Favn os tager Til Deel i Arven skiøn, Det er jo vist en Gaade, Langt større dog Guds Naade Og Christi Kiærlighed! Paa dem vort Haab vi grunde, Og Haabet skuffer ei: Naar vi kun nogenlunde Vil følge Faders Vei, Vi finde alt herneden Saa himmelsk Kiærligheden, At Haab slaaer Frygt ihjel!

No. 107. Vor Alderdoms Trøst og Støtte-Stav, Det er den Aand alene, Som Frelseren os til Trøster gav, Med stærke Ord og rene, Han over Verdens stolte Aand Os giver Trøst og Overhaand, Hvad vil vi meer forlange? Ham Tidernes Tand ei bider paa, Hans Kræfter aldrig svækkes, I Barndom vel vi selv kan gaae, Men det just Aanden tækkes: Han immer kiæler for de Smaa, Langt bedre Ord end de forstaae Han lægger dem i Munden! Trods Fiendernes Ynk og bittre Spot, Han veed det saa at mage, Den hellige Kirke har det godt Paa sine gamle Dage: Et himmelsk-kiærligt Brude-Sind, I Hjertet Fred, og Smil paa Kind, Med Paradis for Øine! Af Tummelen her i Grunden kied, Men trøstet over Møden, Hvi Brudgommen tøver, godt Hun veed, Og ønsker sig ei Døden, Men handler smukt og taler frit, Og sukker smaat og græder lidt, Med Himlen i sit Hjerte! I Døttrene sine, from og bold, Sig speiled tit vor Dronning, Hvis Brodd er, som Biens, Spyd for Skjold, Hvis Værk er Vox og Honning, Som Bølgen dyb, som Perlen klar, Som Blomsten fiin, som Fuglen snar, Som Kiærlighed elskværdig! Hun speiled sig tit paa Jorden saa I alderstegne Kvinder, Med Øinene klare, himmelblaa, Med store Ungdoms-Minder, Med Hjerte varmt og Hoved lyst, Med prøvet Tro, med Væsen tyst, Med Mildheds-Majestæten! Lyslevende skal Hun vandre saa I Tusind-Tal herefter, Med Øinene sorte, blaa og graa, Ja selv med Kæmpe-Kræfter, I Ungt og Gammelt, Stort og Smaat, I Stærkt og Svagt men Eiegodt, I Mænd saavelsom Kvinder! Den dannede Verden, fiin og klog, Dem kalder spids de Fromme, Men hemmelig dem beundrer dog, Som lee ad Verdens Domme, Ei for de fattes Vidd og Smag, Men for de vente Herrens Dag, Og troe paa Himme-Rige! Saa graaner da kun, I gule Haar! Og kiølnes, Sommer-Dage! Udmatter os kun, I Efter-Aar! I skal os vel behage; Thi mens det Gamle tæres hen, Da voxer op der Nyt igien, Og det er meget bedre! For Svendene faa af Kæmpe-Art Det er vel lidt til Hinder, Kun nødig de taale aabenbart At skiældes ud for Kvinder, Men nærme vi os Jordens Skiød, Vi tænke paa vor Moder sød, Og kysse Kiærling-Navnet! Saa hjelpes de ad, den stærke Aand, Som Børnene velsigner, Og Mødrene-Hjertet i Hans Haand, Som hver en Kæmpe ligner, Af Løve-Sæd at skabe Lam, Hvis Stolthed er at ligne Ham, Som bar al Verdens Synder!

No. 108.

Kingos med samme Begyndelse omarbeidet.

O søde Gud! din Kiærlighed Den haver ingen Lige, Min Sjæl og Mund og Tunge veed Kun lidt deraf at sige; Skiøndt soleklar, jeg mægter ei Den meer at giennemskue, End Havets Dyb paa Hvalens Vei Og Himlens hvalvte Bue! Ja, Du har elsket Verden saa, Som Sandheds Mund forkynder, At før den skulde undergaae Til Straf for store Synder, Din Søn Du Selv i Døden gav, For Verdens Skyld at bløde, Saa Uskyld sank med Sorg i Grav For min og Manges Brøde! O, hvad mon dog bevæged dig Til, hjerteGud og Fader, Saa inderlig at elske mig, Endskiøndt min Synd Du hader? Hvad var der i vor Hytte lav At skue og at finde, Som derpaa havde mindste Krav, Din Kiærlighed at vinde! Det ikke var vor Deilighed, Den er som Blomster-Blade, Og, som vort eget Hjerte veed, Den giør kun Daarer glade! Af Dig er ikke Øiens-Lyst, Det skal og Ingen nægte, At tit var i en Krøblings Bryst Din Kiærlighed just ægte! Det nytter ei at tale om Vor høie Byrd og Stamme, Thi vel fra Dig vor Aande kom, Men dybt vi os maae skamme, Vi sank ei blot i Støvet ned, Vi blanded os med Skarnet, Saa al din Fader-Kiærlighed Forspildte Adams-Barnet! Paa Jorden vel det røde Guld Kan Hjerter saa besnære, At Grimhed synes yndefuld, Og Skændsel kaldes Ære, Men eied vi af Guld hvert Grand, Du er den Hoved-Rige, Som ei al Verden friste kan Til efter Meer at hige! Det lære ogsaa trindt om Land De Ringe og de Arme, At ei Du efter Byrd og Stand Uddeler Lys og Varme, Din Naade-Soel giør Sommer blid I Hytterne fuldofte, Mens bælgmørk Nat og Vinters Tid Det er i Høie-Lofte! Af Dyd og gode Gierninger Tør Verdens Folk nok bramme, Alligevel ved dem især Med Føie vi os skamme; Hvem er vel god undtagen Du, Et Lys foruden Mørke! Og hvad er Dyd med ureen Hu! Hvad Forsæt uden Størke! Din kiære Søn, som kom herned, Desuden ei forkynder Retfærdige din Kiærlighed, Men just den arme Synder, Som blues ved hans Liv og Lyst, Og bryder ud tvivlraadig, Idet han slaaer sig for sit Bryst: Gud vær mig Synder naadig! Ja, hvis ei Naade gik for Ret, Af Faldet hjalp paa Fode, Slet ingen Mand i Adams Æt Blev elsket af den Gode, Det ene var din Miskundhed, Dit bundløs gode Hjerte, Som saae i Naade til os ned, Og Fryd os gav for Smerte! O Glæde over Glæde her! O Naade uden Ende! Du har den største Synder kiær, Vil han sig kun omvende; Vil han, der stak i bundløs Giæld, Kun ret paa Naaden skiønne, Med Kalken sød af Livets Væld Du Naaden vil belønne! Ja, det er ikke Drøm og Tant, Hvorved han da sig glæder, Nei, det er baade vist og sandt Ham Jesu Uskyld klæder, Vor Dom, vor Død, vor Synd saa leed Sig Jesus lod tilregne, Kun for at Hans Retfærdighed Vi skulde os tilegne! Lad os kun elske Ham igien, Der gik for os i Døden, Vi da med Ham, vor fuldtro Ven, Opstaae som Morgen-Røden, Og vandre med Ham, født paa Ny, Ad Livets Vei hin trange, Men høre med Ham over Sky Hærskarens Seier-Sange!

No. 109.

Den gamle, kiære Psalme “Herre Jesu Christ, Min Frelser du est” læmpelig omsat.

O Helt allerbedst! Vor Frelser Du est, Paa Dig haabe vi alene! Vor Hjelper saa rig! Du veed, uden Svig Vi troer paa Dig, Os trøste dit Ord det rene! Som selv Du det vil, Vor Sag du bestil, Du Israels Lys i Mørke! Du Mester saa prud! Lær os dine Bud, Og lad, som vor Gud, Os Dig, Herre Jesus, dyrke! Vi høre Dig til, Og være vi vil, Hvor selv Du os helst vil have; Med Kiærlighed blind, Vi lukke Dig ind, I Hjerte og Sind, Med Naaden, din Fæstens-Gave! Saa inderlig godt Vi troe Dig, vor Drot! Og stole saa paa din Naade, Som Vennen i Nød; For os, Herre sød! Fuldhaard var din Død, Du frelser af alskens Vaade! Ja, nu og altid, Vor faste Tillid Vi have hos os tilstæde: I Fare og Brøst Dit Ord er vor Trøst, Din levende Røst Vi høre med Hjertens-Glæde! Gaaer Sorgen os paa, Dit Hjertes Attraa Er altid os at husvale; Hvad Fare er der, Hvor Du sidder nær, Og Sjæl tør sig Dig befale! Nu veed vi det vist, Velsignede Christ! Du aldrig vil os forlade! Ja, det er vor Pagt, Og Selv har Du sagt, Du haver al Magt, Saa kan os ei Døden skade! O, give det Gud, Vi, efter dit Bud, Saa voxe med Dig tilsammen, At oplades kan, For Kvinde og Mand, De Levendes Land, Hvor Glæden er evig, Amen!

No. 110

Efter den Gamle “Hvad kan os komme til for Nød” og den 23de Davids-Psalme.

. Med os det har slet ingen Nød, Mens Herren er vor Hyrde, Bespiser os med Himmel-Brød, Og letter al vor Byrde; Vor Sjæle-Tørst og lædsker Han Med Livets klare Kilde-Vand: Med Hellig-Aandens Naade! Ja, gode Gud! din Hellig-Aand For os med Suk fremtræder, Og holder over os sin Haand, I Sorger og i Glæder, Derfor vi har saa frit et Mod, Om end for Øine Døden stod, Thi Du est med os, Herre! Er Kiødets Gang end tung tilsidst, I Dødens Skygge-Dale, Din Hyrde-Kiep og Stav forvist Dog skal vor Sjæl husvale; Thi med din Kiep er og din Haand, Din Kraft, dit Lys, din gode Aand, Som leder paa det Jævne! Naar Sorg og Modgang er for Haand, Naar alle Djævle true, Da taler sødt den Hellig-Aand Om Himlens Lege-Stue, Og af al Fare, som en Gud, Uventet river Han os ud, Trods dem, det vil forhindre! Du har og dækket os et Bord, Som os maa vel behage, Thi der, i Troen paa dit Ord, Din Salighed vi smage; Da tier hver en Trængers Røst, Da hvile vi ved Herrens Bryst, Da kan vi Døden taale! Din Kalk er meer end honningsød, Den Hjertet vederkvæger, Den trøster over Synd og Død, For Bane-Saar den læger! Du salver ei til Dødens Dal, Men kongelig til Himlens Sal, Med Glædens Olje-Strømme! Saa med din Tale, mild og blid, Du holder os ilive, Fra nu og indtil evig Tid I Herrens Huus vi blive: Her i din Kirkes Lys og Fred, Og, efter Dødens Usselhed, I Himmerig med Ære!

No. 111.

Efter Gammel-Græske Paaske-Vers.

Trods den beseiglede Steen, Trods alle Spyde og Skjolde, Hvormed de Kæmper saa bolde. Vogted den Helliges Been, Christus opstod af sin Grav, Dødninger Livet Han gav, Derfor de Himmelske alle Ham den Livsalige kalde; Saa giør hver Menneske-Tunge, Alle med Glæden vi sjunge: Jesus! mod Døden vort Skjold! Ære fra Old og til Old Med din Opstandelse bold! Ære, vi sjunge tillige, Menneske-Ven! med dit Rige!

No. 112

Efter det berømte Latinske Vers “Veni Sancte Spiritus.”

. Gud Hellig-Aand! opfyld med Lyst Din troende Forsamlings Bryst! Med Himlens Ild du os antænde, Af Christ i Kiærlighed at brænde! For Hjerterne Dig aabenbar! Oplys dem med din Lampe klar! Saa alle Tunger trindt paa Jord Eenstemmig prise Troens Ord, Og sjunge som i Engle-Chor: Halleluja, Halleluja, Halleluja!

No. 113. Min Mund og mit Hjerte De gjorde en Pagt, I Fryd og i Smerte, Af al deres Magt, Hinanden at følge, Og aldrig fordølge, Hvad i dem er levende lagt! I Hjerter og Munde, Paa Mark og paa Fjeld, Er mest af det Onde, Det mærker Man vel, Og hver faaer det Hele, Naar Alt de vil dele Oprigtig fra Dagning til Kveld! Men i vore Munde, Med Tungen saa rød, Har Han, som det kunde, Har Faderen sød, Lagt Bod for al Vaande, Med Kiærligheds Aande, Lagt Ordet, som frelser fra Død! Thi frydes ved Pagten Nu Hjerte og Mund, Og mødes i Takten Af Sang allen Stund, Opmuntre hinanden Til over Forstanden At prise vor Saligheds Grund! Guddommelig Ære, Med Fader i Løn, Af Hjertet da være Guds eenbaarne Søn, Og saa Hellig-Aanden, Vor Trøster i Vaanden, Vor Kraft og vort Liv og vor Løn!

No. 114. Som Høielofts-Sale, Hvis Buer hensmuldre, Kun reist til at prale, Mens Hamrene buldre, Saa skryller al Tale Paa Munds-Veirets Skuldre, Naar Aanden ei, den Levende, Besjæler Tunge-Maalet! Som Hvælvinger øde, Med Spøgelse-Skygger Af Kongerne døde, Af Dronninge-Smykker, Af Tonerne søde, Af Alt hvad henrykker, Er Sang af Aand, den Levende, Som staaer kun paa Papiret! At Døds og Livs-Lyden, At Skiæl-Blink og Flamme, At Skinnet og Dyden, Er Eet og det Samme, Udraaber med Skryden, Sin Tomhed til Skamme, Al Sang, naar ei den Levende Besjæler Tunge-Maalet! Dog værst under Buer For Evigheds-Tonen, For Kiærligheds Luer, For Hjertelivs-Kronen, Sig Lyden opskruer Paa Tungemaals-Thronen, Naar Kongen ei, den Levende, Har Lyd til Dronning kaaretDronningkaaretVi retter som GV, da det er en banal fejl, men rettelsen understøttes af både førstetrykket, SJ 1837_572, og af Gr.s håndskrevne noter i Thorkelins gaveekspl., KB! I Syden og Vesten, I Østen og Norden, Med Rime-Helhesten, Med Trolde i Torden, Med Ordgyder-Pesten, Nedsynk da i Jorden, Al Sang, som ei den Levende Indskyder og besjæler! Men vaagner, I Røster, Som længe har blundet, I Menneske-Bryster, Men Hvile ei fundet! Nu Himlen jer trøster: I Helvede bundet Er Dragen, som Dødbidere Til Røgsky-Sang antændte! Opvaagnet er Røsten Af Evigheds-Ordet, Til Glæden om Høsten I Vaaren kun jordet; Opvaagnet med Trøsten Ved Kilden og Bordet, Er Aanden selv, den Levende, Som skabde Tunge-Maalet! Nu brat sig gienføde, Med Kirke-Høisangen, De Aandelig-Døde I Menneske-Vangen, Sang-Røster, som løde Med Hjertelivs-Klangen, Da Folke-Aander levende Behersked Folke-Tunger! Som Høielofts-Sale, Af Fienden lagt øde, Med Buer og Svale, Opstaae fra de Døde, Saa gienfødes Tale, Paa Tungerne røde, Ved Aandens Kraft, den Levende, Som skabde Tunge-Maalet! Lad Bog-Orme hvæse, Og mumle i Støvet, Naar Gud kun vil blæse, Hvad os var berøvet, Paany i vor Næse, Som Vind-Pust i Løvet, Et Pust af Aand, den Levende, Som skabde Tunge-Maalet! Med Psalme og Vise, Med Hjerte og Tunge, Til Glæde og Lise, Vi tale, vi sjunge, Vi love og prise Den Gamle, den Unge, Sang-Mesteren, den Levende, Som skabde Tunge-Maalet! Ja, Engen og Skoven, Og Bjerget og Vangen, Og Søen og Voven, Og Tiden forgangen, Og Himlen foroven, Sig fryde ved Sangen Til Priis for Aand, den Levende, Som skabde Tunge-Maalet!

No. 115.

Efter No. 123 i den Ny Psalme-Bog.

Med høi og festlig Jubel-Klang Skal de Gienløstes Fryde-Sang Dig, Jesus Christus! ære; Du sank fra Himlens Herlighed Til Jordens faldne Slægter ned, Dit Navn velsignet være! Dybt Du Daled, Lod dig føde, Leed og døde, For din hele Herlighed med os at dele! Oplysning foer med Dig herned, Du Guddoms-Lys fra Evighed, Du Himlens Morgen-Røde! Ja, Mørket veeg for Lyset brat, Som høilys Dag blev Midje-Nat, Saasnart Du Dig lod føde! Soel-Skin, Lys-Hav, Mat kun male Lysets Tale, Himmel-Glandsen Af hver Dyd i Straale-Krandsen! Vel herlig under Fugle-Sang Fra Vaar til Høst er Solens Gang, Som varmer og velsigner, Dog Banen din, til Kors og Grav, Og over Tidens vilde Hav, Kun skyggeviis den ligner! Glandsfuldt, Frugtbart, Levnets-Løbet Dit iDitai Støvet Svagt udtrykke, Det har skabt os evig Lykke! Din Faders store Øiemed, Med Guddoms-Kraft og Kiærlighed, Standhaftig Du opfyldte! Ja, Livets Fyrste, from og god, For Dødninger Du Livet lod, Og leed hvad vi forskyldte; Blod-Sveed, Kors-Død, Helved-Kvaler, Luemaler Kiærligheden, Som os kiøbde Himmel-Freden! Med høi og festlig Jubel-Klang Skal de Gienløstes Fryde-Sang Dig, Jesus Christus, ære; Du opfoer til din Herlighed, Men bliver dog i Aanden ved Iblandt dit Folk at være! Lyn-Snar, Soel-Klar, Verdens Dommer! Hid Du kommer, Fra det Høie, Alles Knæ for Dig sig bøie!

No. 116

DenDeu Gamle forandret saa lidt som mueligt.

. Af Høiheden oprundet er En Morgen-Røde klar og skiær, Guds Sandhed og Guds Naade! Du Himlens Morgen-Røde skiøn, Gud Faders og Marias Søn, Mig fryder overmaade, Liflig, Venlig, Stor og herlig, Hjertens-kiærlig, Med Du haver Lys og Liv til Nyaars-Gaver! Du Kvindens Sæd og Davids Søn, Som bær Almægtighed i Løn, O Du høibaarne Konning! En Throne er dit Krybbe-Rum, Dit Riges Evangelium Er sødt som Mælk og Honning! Herre, Kiære! Hjertets Manna! Hosianna! Dig til Ære Glad i Aanden vil jeg være! Du Soel, som smelter Hjertets Iis, Lad Livets Flod nu til din Priis I Brystet mit udspringe, Saa, Jesus, Dig i allen Stund Jeg elsker ret af Hjertens Grund, Din Kiærlighed mig tvinge, Saa jeg Evig Dig maa bære Tak og Ære, For du vilde Lædske mig af Livets Kilde! Ja, i min Gud jeg fryder mig, Naar Du til mig seer mildelig, Med din Miskundheds Øie, O Jesu Christ, min Frelser god! Dit Ord, med Aand og Vand og Blod, Mig til dit Bryst ophøie! Tag mig! Favn mig! Aand i Barmen Himmel-Varmen, Saa din Naade Er mig Nok i alskens Vaade! Gud-Fader! Du, min Skaber blid, I Sønnen din fra evig Tid Saa inderlig mig elskte; Du med din Søn troloved mig, Jeg er Hans Brud forunderlig, Han mig fra Døden frelste! Eia! Eia! Som jeg hører, Han hjemfører Mig med Glæde I dit Huus til Dronning-Sæde! Frisk op med Instrumenters Lyd, Trompet, Basun til Lyst og Fryd! For Dronning jeg skal være! Trolovet har mig sandelig Med Kongens Søn af Himmerig Guds Aand i Tugt og Ære! Høi-Sang! Bryd ud! Jubilerer! Triumferer! Himlens Hære! Alle til min Brudgoms Ære! O Gud skee Lov! jeg skal ei døe! Min Frelsermand er A og Ø, Begyndelse og Ende! Han fører mig paa Brudgoms-Viis Til Himmerig, til Paradis, Fra Jammer og Elende! Amen! Amen! Kom, Du Milde, Ei for silde! Kom, Du Kiære! KunKunuden indryk i A hos Dig er godt at være!

No. 117. Stol-Kongen over Himlens Hær Uddraget er i Herre-Færd, Den Soel, som ei skal dale, Som overstraaler Bjerg og Vang, Og liver op hver Fugl til Sang I Skovens grønne Sale! Seer du! Syng nu, Fugle-Unge! Fik du Tunge, Nyaars-Sangen, Klart i Takt med Orgel-Klangen! Du Blomster-Flor med Duften sød! Hvi sover du i Jordens Skiød; Vaagn op ved Jule-Tider! Kom Rose rød! kom blaa Fiol! Skiær-Sommer giør den Vinter-Soel, Som nu paa Himlen skrider! Pryd dig! Fryd dig! Herrens Have! Helgen-Grave! Jer omvinder Jul med himmelblaa Kiærminder! Ja Lys, som Gud har sagt, er godt, Naar deilig det ei skinner blot, Men varmer og opliver, Saa giør det Lys, som brænder nu, Kom, Hjerte, glad med Tak ihu, At evigt Liv Det giver! Soel-Brud! Bryd ud! Priis med Sange, Tusind Gange, Lysets Dyder, Livets Lys, som evig fryder! Det Lys, med Livets Kraft i Løn, O, det er Guds eenbaarne Søn, Marias dog tillige, Ja, det er Gud i Himmerig, Et Moders-Barn, som alle vi, Foruden Synd at sige! Jesus Christus, Guddoms-Manden, Ingen Anden, Til os kommer Jule-Nat med Dag og Sommer! Med Engle-Chor fra Lysets Hjem, For Barnet født i Bethlehem, Til Jordens Lyst og Gammen, Vi synge: Ære være Gud, Som førde os fra Mørket ud! Halleluja og Amen! Jesus, Christus, Skal med Ære Prisen bære, Lys med Livet, Som Han er, Han os har givet! Vor Jul, vort Lys, vort Liv, vor Fryd, Trompeters og Basuners Lyd Med os skal høit forkynde; Det kimed sødt i Morgen-Gry, Med Sang og Klang i høien Sky Vort Nyaar vi begynde! Hil dig! Hæv dig! Skiøn og herlig, Klar og kiærlig, Morgen-Røde, Som i os vil evig gløde! Ja, Du med Himlens Rosen-Krands! Vor Moders Søn med Guddoms-Glands! Vor Midler i det Høie! Med Lys og Liv Du kom herned, For os i Tid og Evighed Med Dig at sammenføie! Held os! Vel os! Fra det Lave, Op af Grave, Høit vi stige, Høit med Dig til Himmerige!

No. 118. Vaagner op, I Folk, som sove! Vaagn, du gamle Christenhed! Lille Fugl i Bøge-Skove Sjunger om den sande Fred, Som er ei i Søvn og Død, Ei i Jordens Favn og Skiød, Men i Himlens Morgen-Røde, Som paany stod op af Døde! Ak, I Arme! hardt I sove, Hyllet ned i Herrens Grav! Ingen Fugl i Palme-Skove, Trindt det store Middel-Hav, Hvor for Hyrder Engle sang, Og hvor Davids-Harpen klang, Hvor Guds Ord blev født og baaret, Bod os bragt for Bane-Saaret! O! I favre Rosen-Lunde, Viet ind til Jubel-Sang, Høre nu i Folke-Munde Kun den døde Efter-Klang! Under Saracen og Tyrk Paradiset blev en Ørk! Marken, rig paa Viin og Hvede, Under Romer-Aag en Hede! Skal kun Syn for os udbryde, Zion! af din Billed-Bog? Skal ei Hellas meer gienlyde Af Apostlers Yndlings-Sprog? Er nu der, hvor Paven boer, Evig glemt Sanct Povels Ord? Glemt i Mailand og Hippone Hver en Hjertets Psalme-Tone? Nei, saalænge Stene-Raabet End forkynder Herrens Priis, End i Løn dog lever Haabet, Lever Christus skyggeviis, Maa den gamle Christen-Tro End i mangt et Hjerte boe, Ulmer under Aske Ilden, Lædsker i det Skjulte Kilden! Lyde skal i Morgen-Røde Det da vist, som skrevet staaer: Vaagner, ja, staaer op af Døde! Jorsal, Rom og Maglegaard! Livets Lys, trods Dødens Sky, Klarlig bryde frem paany! Kun de Sidste kan forklare, Af hvad Art de Første vare! Vaagne først dog Hvad kun daaned Hist paa Vester-Havets Øe, Og hvad Pestilensen skaaned Paa din Strand-Bredd, Øster-Sø! Vaagne først hvad slumred sidst! Det er Herrens Orden vist. Vaagner I, som skal opvække Kirkens gamle Folke-Række! Sover I? hvor kan I sove! I, som hørde end i Kveld Eders Mødre Herren love, Saa det klang i Skov og Fjeld, I som, trods hver Romer-Trop, Stod med Luther tidlig op, Daaned kun og blev som Døde, For I fik kun Fugle-Føde! Ja, vi sære Fugle-Unger, Som kom senest ud af Skal, For hvis Øren det end sjunger, Som for Morten Bibel-Skjald, Vi, hvor Blomst og Bøge groe, Nøies kan med Lidt i Kro, Og, med Syn for Himlens Palmer, Leve hardtad blot af Psalmer! Saa det er, for vi paa Vinger Jorden skue ovenfra, Og for os i Øret klinger Skabningens Halleluja! Skrift for os er halvveis Ord, Vinge-Slag af Engle-Chor, Som i Jesus-Navnet stige Op og ned fra Himmerige! Ikke saa dog med de Andre, Bundne til den sorte Jord, Uden Vinger maae de vandre, Mærke lidt til Engle-Chor, Bære Troen som et Aag, Sove ind ved Herrens Bog, Hvis ei daglig dem mon føde Han, som opstod fra de Døde! Men nu er Han atter fundet I det lille Troens Ord, Hvor Han, fast med Aand forbundet, Alle Dage hos os boer, Føder, styrker os i Løn, Svarer til hver Hjerte-Bøn! Rygtes lad det rundt paa Kloden: Der ved Kilden ligger Roden! Ja, vor Drot, Hvem Djævle frygte, Engle tjene med al Flid! Lad udbrede sig det Rygte Trindt om Land med Sangværks-Lyd, Finde Vei til hver en Vraa, Hvor for Himlen Hjerter slaae, Vække, fryde alle Sjæle, Som i Navnet dit end knæle! Da ad Fiendens Lue-Pile, Under Troens Demant-Skjold, Som de Gamle vi kan smile, Give glad os Gud i Vold, For vi veed vort Blive-Sted, For vi føle, Du er med, For vi staae paa Klippe-Blokke, Hele Helved ei kan rokke! Da vi see Dig, som Du svæver Mellem os i Troens Ord! Da det sees, at for Dig bæver Han som haaner Lysets Spor! Da vi trindt paa Jorderig Leve samtlig op i Dig, Smelte til dit Legem sammen I din Aand, som Ja og Amen!

No. 119. Syng, Guds Folk! med Hjertens Glæde! Verden see, Han er tilstæde, Som kan trøste over den! Atter det paa Jorden kiendes: Som Han vinker, Alting vendes, Zions Konge, Christnes Ven! Grønnes lad en visnet Palme! Syng hver gammel Kirke-Psalme, Som den først var gjort i Gaar! Derpaa Verden bedst kan mærke, For din Aand, den evig Stærke, Som en Dag er tusind Aar! Tak din Gud med gamle Taler For hvad Nyt din Sjæl husvaler, For hvad først blev skabt i Dag! Dermed endes Trætter lange Om de gamle Kirke-Sange Og Kong Davids Harpe-Slag! Ja, udbryd, som nys befriet: Efter Herren har jeg biet, Og til mig Han sig nedlod! Han har hørt min Bøn fra Hulen, Trak mig op af Rakker-Kulen, Og den fule Mødding-Flod!

Af den 40de Davids-Psalme.

Paa en Klippe Han mig satte, Styrked mine Fødder matte, Styred dem til sikker Gang, Lagde nu i Aften-Stunden Mig et Nyaars-Vers i Munden, For vor Gud en Høitids-Sang! Mange det skal see og frygte, Voxe skal vor Herres Rygte, Verden see, det er dog sandt: Held den Mand, som paa Ham stoler, Som med ingen Afgud boler, Blæser kun ad Løgn og Tant! Ja, vor Herre! hvem udgrunder Hvem kan tælle de Vidunder, Du har gjort saa mangelund! Blandt de Unge, blandt de Gamle, Hvem kan dine Tanker samle; Spørger frit din Tjeners Mund. Ei Du vil, vi Dig skal hædre Nu med Kid og Lam og Vædre, Offer-Meel og Skue-Brød; Men, hvorom Du før lod skrive, Legem bragde Du tillive, Som udretter hvad Du bød! Jeg din Lyst mig har tilegnet, I mit Bryst din Lov er tegnet, Har sin Bog i Hjerte mit; Læben aldrig jeg vil hindre Fra din Sandhed i mit Indre At udtale høit og frit! Intet vil af Dit jeg skjule, Aldrig nogen Røver-Kule Giør jeg af mit Hjerte-Rum, Aldrig om din Sandheds Gaade, Din Retfærdighed og Naade, Findes skal din Tjener stum! Ja, Guds Folk, lad saa det lyde Og læg til: det skal betyde Jesus Christus, Ærens Drot, Han som Sandhed er og Naade, Han som løste Livets Gaade, Han, som Alting gjorde godt!

No. 120.

Af den 19de Davids-Psalme.

Himlene, Herre, fortælle din Ære, Mesteren priser det hvælvede Blaa, Solen og Maanen og Stjernernes Hære Vise os, hvad dine Hænder formaae, Men i dit Huus, i din Kirke paa Jorden, Der tale Dage med Dage om Dig, Der sig forklare din Soel og din Torden, Der paa Oplysning selv Natten er rig! Ei er i Sandhed der Ord eller Tanke, Som i dit Huus jo fik Mæle og Røst, Og alt saa vide, som Stjernerne vanke, Bringe paa Jord de Oplysning og Trøst, Ordet med Solen i skiftende Tider Udgaaer som Brudgom i morgenrød Glands, Straalende frem ad sin Bane det skrider, Krones som Helten med aftenrød Krands! Saa paa sin Bane din Soel i det Høie, Lyset i Sandhed, omreiser vor Jord, Intet i Verden er skjult for dens Øie, Aldrig udslettes dens straalende Spor, Reen som et Guld er den Lov, Du har givet, Omvender Sjæle, som agte derpaa, Trofast dit Vidnesbyrd fører til Livet, Viismænd det giør af vankundige Smaa!

No. 121.

Af Math. 5. som i den gamle Kirke hørde til hver Søndag.

I Herrens Huus det toner Paa hver Forsamlings Dag, Fra Sønnen, vor Forsoner, Med Aandens Tunge-Slag: Frygt ei, du lille Hjord! Saa siger Fader-Vor: Det Folk med Korsets Farve Mit Himmerig skal arve! Held dem, som fattig finde Paa Aand sig uden Mig! For dem er Aand herinde, Med hele Himmerig! Held dem, som komme her Med Hjerte-Sorgen svær! For dem i Guddoms-Røsten Er bundløs Himmel-Trøsten! Held dem, som blye og spage Med Lidt vil nøies her! De skal for Intet tage Til Arv min Jord især! Held dem, som finde slet Selv deres bedste Ret! Dem lædsker Jeg og mætter Med mine Herre-Retter! Held dem med Hjerter ømme, Som ynkes over Nød! For dem Jeg Naade-Strømme Paa Korsets Træ udgiød! Held dem, som uden Svig Vil Hjertet offre Mig! De skal, naar Fiender true, Guds milde Ansigt skue! Held dem, som fredegode Guds-Fred gaaer over Alt! De føle veltilmode Sig efter Mig opkaldt! Held dem, som lønnes slet For Sandhed og for Ret! I Himlen, til mig bundet, De Borgerskab har vundet! Held eder, naar af Hine I høste Ondt for Godt, For I er Venner mine, Og taale Had og Spot! Jo meer I lyves paa, Desmeer I frydes maae, Des større vorder Lønnen Hos Gud, hvor Jeg er Sønnen! Lad i mit Huus indgange, Lad til Mig komme nær, Hver fattig Sjæl og bange, Som søger Hjelpen her! Med Naade dem for Ret Jeg giver Byrden let, Og i min søde Hvile De græde skal og smile! Nu synger Ære-Være For Gud vor Fader god, Og Sønnen Hans, den Kiære, Som kom med Vand og Blod, Og Aanden, Talsmand kaldt, Som virker Alt i Alt, Hist oppe, som herneden! Hil Guds-Treenigheden!

No. 122.

Denne ældgamle Græske Kirke-Levning anseer jeg for en Vexel-Sang ved Børnenes Confirmation og har afdeelt den derefter.

Menigheden.

Du Tøile paa Folerne vilde! Du Vinge for Fuglene stille! Du Barnligheds trofaste Styre! Du Konge-Lams kiærlige Hyrde! Med alle de Unge og Gamle Du Børnene fromme forsamle, For Barnet, som Faderen kroner, Vor Børne-Floks himmelske Drot, Med hellige Tunger og Toner At love og prise fuldgodt!

Børnene.

Helgen-Drot stor, Faders almægtige Ord, Viisdommens Rod, Lidelsens Mod, Frelsende Dyd, Evigheds Fryd, Læge for Dødningers Gru, Jesus! er Du! Du og Tømme er og Roer, Dyrker af den gode Jord, Vinge for den lille Fugl, Hjordens Kraft og Lyst og Skjul, Fisker midt i Fiende-Strand, Fisker i det falske Vand! Livets Sødme paa din Krog Rene Fiske fanger dog, Tunge-Fisk i Øre-Sund, Salig hver, Du tog i Mund!

Menigheden.

Du Fanger af Fiske med Sjæle! Du Hyrde for Hjord, som har Mæle! Du Konge for Børnene søde, Som Løftet og Pagten ei brøde! Du Hellige! tag dem ved Haanden! Ledsag dem i Christ-Barnets Spor! Vær hos dem, som Lyset i Aanden, Du Faderens levende Ord!

Børnene.

Himmel-Vei sand! Ordet, som rindende Vand! Tid, som er aldrig fuldendt! Lys, som er aldrig udbrændt! Miskundheds Væld! Frelser! hilsæl! Liv uden Feil! Dydernes Speil I din Menighed prud, Naar den lovsynger Gud! Mælken fuldsød Vi, som Du bød, Suged med Lyst Af den Yndiges Bryst, Som Du, Viisdommens Hav! Til vor Moder os gav! Vi umyndige Smaa, Der som Diende laae Ved et Jomfru-Bryst, Med en faderlig Røst, Med et moderligt Kluk, Med en aandelig Dugg, Nu uden Svig Lovsynge Dig, Jesus! vor Drot! Tag Du for godt Vor oprigtige Sang, Som en Takoffer-Klang, Som en Løn for det Ord, Hvori Livs-Aande boer! Eenstemmig lyd da, vor Sang, Simpel med hjertelig Klang, Høisang for Helten i Aand, Med den barnlige Haand! Synge-Chor med Herrens Fred! Al den ganske Christenhed! Viisdoms-Folk! med os bryd ud: Ære være Fredens Gud!

No. 123.

Gammel-Græsk Søndags-Psalme, frit fordansket.

Ved Kundskabs-Træet, uretviis, Vor Fiende ud af Paradis Vor Fader fik forjaget; Fra Korsets Træ, ved Herrens Gunst, I Paradis igien omsonst Er Røveren inddraget! O, tænk paa os, Korsfæstede! nu er Du i dit Rige! Vi knæle under Korset dit, For Verden vi bekiende frit, Vi troe, Du er opstanden, Med Røveren og Adam vi Af Hjertets Fylde stemme i Til Dig, som Frelser-Manden: O, tænk paa os, Korsfæstede! nu er Du i dit Rige! Korsfæstet blev Du uden Sag Og holdt i Graven Hvile-Dag, Men kun for selv Du vilde, Og da paany Du klar opstod, For Døden Du gav Adam Bod, Med Drik af Livets Kilde! O, tænk paa os, Korsfæstede! nu er Du i dit Rige! Dit Legems Tempel, tredje Dag, Var færdig bygt med Tag og Fag, Som Du det forudsagde, Med Adam hele Adams Kiøn Du, Christus, Guds eenbaarne Søn, Opstandelsen tillagde! O, tænk paa os, Korsfæstede! nu er Du i dit Rige! Med Salve fiin, med Suk og Graad, Ukiendte med Guds skjulte Raad, Kom Kvinderne til Graven, Der raabde Englen, klædt i Hvidt: Nu græder ei! jeg siger frit, Han nys gik ud af Haven! O, lad til os, som Kvinderne, saa mildt din Engel tale! Apostlerne paa Bjergets Top, Da til din Fader Du foer op, Dig skued og tilbade, Og gik i Herlighedens Haab Til Verden ud med Tro og Daab, som Du dem bød, fuldglade! O, lad os med Apostlerne din Himmelfart forkynde! O, Du som indgiød himmelsk Trøst I den omvendte Røvers Bryst, Gav Kvinder Engle-Glæde, O, tænk paa os med Tro og Daab! Ja, Christus! Herlighedens Haab! Vær selv hos os tilstæde! O, hør Du os, Korsfæstede! Opstandne, Himmelfarne! Far, Verden, vel med Sorg og Fryd, Med Jammers og med Glædskabs Lyd! Vaagn op, vor Psalme-Tone! Vi Christne, efter Sandheds Ord, Skal ligne Cherubim paa Jord, Med Lov-Sang for Guds Throne! Ja, tregang Hellig synge vi nu for Treenigheden! Den Ærens Konge, from og god, Lad værdig nu os tage mod Med “lovet Herren være!” Halleluja, Halleluja! Usynlig drager til og fra Vor Drot med Engle-Hære! Ja, Ærens Drot fra Himlene, vor Frelser, lovet være!

No. 124.

Af den Angel-Sachsiske Messiade i Exeter-Bogen.

Høiere end Huus og Hald, Drot i Himmel-Sale! Mærk vor Nød og hør vort Kald! Vi os Dig befale! See i Naade til dit Huus! Ynkes over Tempel-Gruus, Lov-Sang lagt i Dvale! Selv er Du den Ædel-Steen, Som i gamle Dage Mestrene med Hjerne-Meen Vovede at vrage; Viis det nu, o vær saa blid, Nu det er den høie Tid, Du er uden Mage! Lad nu brat sig Kridt og Flint Konstig sammenføie, Kirke-Væg som Klippe-Klint Staae for Verdens Øie! Saa det mærker Hver og Een, Du som Hoved-Hjørnesteen Kan dit Huus ophøie! Ja, paa Spil din Ære staaer, Sanddru uden Lige! Viis, i Dag er som i Gaar Du den Seierrige! Trods dit gamle gode Lov, Nu det giøres hardt behov, Du maa selv nedstige! Saa forfaldent er dit Huus, Ingen det kan lave, Uden Du, som kan af Gruus Hele Verden skabe, Du med Kæmpe-Armen stærk, Som har gjort det Mester-Værk, Kan ei Magten tabe! Kom da Selv, Du Livsens Drot! Giør os Arme glade! Lad med Skaden høste Spot Alle, som os hade! Nøgel har Du til hver Dør, Viis, Du kan endnu som før Lukke og oplade! Haabet vel for Andre brast, Drages vi til Minde, Vi dog troe det fuldt og fast, Vi skal Seier vinde; Selv Du sagde, Sorg og Nød Kaste maae vi i dit Skiød, Saa skal de forsvinde! Vi i Fængsels mørke Nat See ei Soel og Maane, Som paa Himlen Du har sat, Til os Lys at laane, Dog vi haabe paa dit Ord, Som med Himmel og med Jord Skal ei døe og daane! Du er Evighedens Soel, Livets Morgen-Røde, Og da Morgen-Hanen goel, Du stod op af Døde; Lad nu af din Straale-Krands Vore Øine laane Glands, Vore Tunger gløde! Da er Nat og Nød forbi, Da er Sorgen slukket, Vi er stærke, vi er frie, Fængslets Dør oplukket! Da er Kirken reist paany! Sig med Lov-Sang høit i Sky Svinger Hjerte-Sukket!

No. 125.

Den Engelske Søndags-Sang “Awake, ye Saints, awake” frit fordansket.

Vaagn op, du Helgen-Kiæde! Velsign vor Herres Dag! Bryd ud med hellig Glæde Christ-Kirkens Venne-Lag: Velkommen, Morgen, med Guds Fred, Til Hvilens Dag i Evighed! I Søndags-Morgenrøden Stod Livets Herre op, Med Seier over Døden Og Mørkets hele Trop, Og skiøndt Han i det Høie boer Hans Øie hviler dog paa Jord! Hil være Dig, Forsoner! Lad det Halleluja, Som Himlen giennemtoner, Gienlyde nedenfra! Din Helte-Daad i Herrefærd Er evig Priis og Ære værd! Drag Sværdet nu af Skede! Bestig din høie Hest! Lær Kæmperne hernede, Dem Freden tjener bedst! Lad mange Vaaben lægges ned For Almagts Fod i Kiærlighed!

No. 126.

Oprindelig den Tydske “Liebster Jesu, wir sind hier.”

Søde Jesus! vi er her, Af din Mund dit Ord at høre, Forbereed Du og omskiær Selv vort Hjerte og vort Øre, Saa os falde maa paa Sinde Hvert dit Ord og Bifald vinde! Vor Forstand i Mørkets Baand Aldrig kan Guds Sandhed kiende, Uden din den gode Aand Vil for os sit Lys antænde, Sjæl kun lyder Dig og ligner, Som Du selv dit Ord velsigner. O Du Herlighedens Glands! Skin da vort Hjerte-Kammer! Lad fordunkles Kiødets Sands, Medens Aandens høit opflammer! Bøn og Sang lad liflig klinge! Fugle-Neb dem giv og Vinge!

No. 127.

Den Tydske “Ach bleib bey uns, Herr Jesu Christ, Weil es nun Abend worden ist.”

Det lakker nu ad Aften brat, Bliv hos os, Herre, Dag og Nat! Lad Ordets Lys, din Lampe skiøn, Uslukket fryde os i Løn! Vor Tid er ond, som bedst Du veed, Giv Du vor Tro Bestandighed, Saa aldrig vorder os fravendt Dit Guddoms-Ord og Sakrament! Ophold din Kirke, Jesus sød! Trods al vor Kulde, Søvn og Død, Saa trindt om Lande Ordet dit Maa vandre kækt og lyde frit! O Gud, hvor det gaaer daarlig til! Nu Fienden har paa Jord sit Spil! Saa er din Kirke i Forfald, Paa Secter meer veed Ingen Tal! Nedstyrt de stærke Aanders Trop, Som høit i Luften sværmer op, Thi ellers gammel Christen-Tro For Lærdom ny faaer aldrig Ro! Det giælder jo dog, Herre Christ! Vor Ære ei, men din forvist, Staae derfor bi den lille Flok, Som i dit Ord har evig Nok! Ja, Ordet af din egen Mund, Det er vort Skjold og Kirkens Grund, O, lad derved, hvad saa end brast, Til Døden troe os holde fast! Ja, lad os leve i dit Ord, Hver Dag, vi see paa denne Jord, Og fare op fra Graadens Dal Med Det til Himlens Fryde-Sal!

No. 128.

Luthers “Erhalt uns, Herr, bey deinem Wort.”

Ophold os Herre, ved dit Ord, Trods Pavens Løgn og Tyrkens Mord, Som styrte vil fra Thronen ned Dig, Kongen i al Evighed! Beviis dem klart, med Liv og Aand, Du sidder ved Guds høire Haand! Og lær din arme Christenhed, Du raader ene for Guds Fred! Ja, Trøster from, Gud Hellig-Aand, Foreen Guds Folk i Fredens Baand! Vær os en trofast Ven i Nød! Hold os i Live trods vor Død!

No. 129.

Efter No. 374 i den Ny Psalmebog.

Vi samles for dit Aasyn her, Stol-Kongen over Alle! Du selv har sagt, Du dem er nær, Som ærlig Dig paakalde, Kom, Herre Jesus! det ihu! Vi samtlig kalde paa Dig nu, Vær Selv blandt os tilstæde!

No. 130.

Af den 41de og 42de Davids-Psalme.

Som Hjorten, med Tørst befangen, Sig vaander ved Tungens Brand, Saa skriger i Aften-Sangen Min Sjæl efter Livets Vand. Ja, hør mig, Du levende Gud! O, hør din elendige Brud! Naar skal jeg for Øine Dig træde Og skue dit Ansigt med Glæde! Med modige Taarer, stride, Jeg mætter mig Nat og Dag, Min Herre, Du maa dog vide, Til Dig har jeg skudt min Sag! Hver Dag Man basuner det ud: Skiøn Jomfru! hvor er nu din Gud; Hvor er nu din Brudgom hin bolde, Som alle Ting haver i Volde? Det være dog uforgiættet, Og give jeg maa det Røst, Hvad Du haver mig forjættet, Det være mit Hjertes Trøst! Ad Løn-Gange føres jeg skal, Min Gud! til din Høielofts-Hald, Som Bryllupper holdes i Vange, Med Fryd og med festlige Sange! Hvi er da min Sjæl saa bange? Hvi bruser mit Hjerte saa? Hvad kan jeg dog meer forlange, End Sandhed at stole paa? Naar Han paa Almægtigheds Stol, Naar Gud er mit Ansigtes Soel, Hvor kan nogen Time jeg tvivle Derpaa, at jeg evig skal smile? O Gud! hvor saa mildt de trille, De Bølger i Jordans Flod, Og saa paa dit Bjerg, det lille, Hvor ofte jeg henrykt stod, Der fryder dit Løfte mig vel, Dog visner mit Hjerte i Kveld, Naar Stor-Havets brusende Vover Mig true og skylle mig over. Naar Afgrund til Afgrund brøler, Det er, som din Miskundhed, Den godt jeg om Dagen føler, Med Solen i Hav gik ned! Om Natten da sukker din Brud: O hør mig, Du levende Gud! Omringet af Fienderne slemme, Min Hjelper! hvor kan Du mig glemme! O, saae Du, min Gud, da ikke, Hvad Sjælen saa dybt nedslog: Den Haanhed, jeg maatte drikke, Hvergang kun et Suk jeg drog, At Fienden basuned det ud, Og raabde: hvor er nu din Gud? Lod Dage det raabe til Dage, Saa Lemmerne maatte vel knage! Dit Lys og din Sandhed ledte Mig før til din Bolig hen, O send mig dem nu, Tilbedte! Min Gud og min Ungdoms Ven! Da skal for dit Alter jeg staae, Guld-Harpen saa gladelig slaae, Med Tonerne klare og milde Lovsynge Dig aarle og silde! Ja, Du paa dit høie Sæde Ei glemmer din ringe Brud, Saa prise jeg skal med Glæde Mit Ansigtes Soel, min Gud! Saa stol da, min Sjæl, nu paa Ham! Med Frygt giør ei Frelseren Skam! O, bruus ikke længer, mit Hjerte! Hans Kiærlighed dulme din Smerte!

No. 131.

Efter Propheten Sacharias 4.

Foragter ei de ringe Dage! Saa klang det over Tempel-Gruus, Fra Herrens Mund, da Hænder svage Arbeided paa det andet Huus, En Hytte kun at ligne ved Kong Salomons i Herlighed! Foragter ei de ringe Dage! Her Intet skeer ved Kæmpe-Haand, Her virkes ei med Bulder fage, Men Alt i Stilhed af min Aand! Saa siger Herren, stærk og bold, Som ene Alting har i Vold! Forskrækkes ei for Bjerge høie, Som Kæmper selv maae studse ved! Thi end for Sorobabels Øie De synke skal til Sletten ned, Og selv giør Jeg til Grundvold reen Den gamle Hoved-Hjørnesteen! Foragter ei de ringe Dage! I Vandrings-Mænd paa Kirke-Gruus! Foragter ei de Hænder svage, Som bygge op paa Herrens Huus! Foragter ei den Hytte lav, Vi danne over Herrens Grav! Foragter ei de Midler ringe! Her Intet skeer ved Kæmpe-Haand, Her Intet lader sig fremtvinge, I Stilhed virker her Guds Aand! Her lavt er Alt og seent det gaaer, Som Hjertet sidder, Hjertet slaaer! De høie Bjerge, som vor Hytte End true stolt med Undergang, Dem vil ei Aanden for os flytte, Men jævne lig den grønne Vang, Som Havets Bjerge tit vi saae Sig jævne ud til Bølger blaa! Alt som det dunkle Hjerte-Kammer, Saa er vor Kirke-Hytte lav, Dog Marmor skiønt, med lyse Flammer, Til Kirke-Væg os Aanden gav, Og, til en Grundvold fast og reen, Den gamle Hoved-Hjørnesteen! Og Lampen med de syv Guld-Arme, Det er en herlig Kirke-Skat, Den skiænker baade Lys og Varme, Den brænder baade Dag og Nat, Sig bøier ned, med Fedme reen, Til hver en Arm en Olje-Green! Ja, som dem Aanden bød at svæve For Seer-Øiet, Lampen nær, Sig i vor lille Kirke hæve Til Piller tvende Olje-Træ'r, De nære Lampen Nat og Dag, Og Kronen er vort Kirke-Tag! Det er de Naade-Midler tvende, Hver Barne-Mund at nævne veed, Hvis Dyder give sig tilkiende I Tro og Haab og Kiærlighed, Og Lampen, Livets Lys i Svøb, Det er Guds Kirkes Levnets-Løb! Foragter ei de ringe Dage! Det lykkes stal, som skrevet staaer: Velsignes skal de Hænder svage, Som lagde Grund med bange Kaar, De sætte skal paa Taget Krands, Og folde sig i Lampens Glands!

No. 132.

Efter Propheten Esaias 35.

Blomstre som en Rosen-Gaard Skal de øde Vange, Blomstre i et Gylden-Aar, Under Fugle-Sange! Mødes skal i Straale-Dands Libanons og Karmels Glands, Sarons Yndigheder! Prises skal fra Strand til Strand Jordans øde Slette, Hæders-Krandse trindt om Land Skal til den Man flette, For med Guddoms-Herlighed Der den Høie daled ned, Lod sig klart tilsyne. Ryste meer ei noget Knæ! Lad ei Hænder synke! Skyde hvert udgaaet Træ! Glatte sig hver Rynke! Reise sig det faldne Mod! Rinde let uroligt Blod! Frygt og Sorg forsvinde! Herren kommer, Gud med os! Troen paa Ham bier! Byde vil Han Fienden Trods, Som sit Folks Befrier, Alt betales paa eet Bret: Fienden skeer sin fulde Ret, Folket times Naade! Skiæres for den sorte Stær Skal da Øine mange, Døve Øren fjern og nær Høre Fryde-Sange! Som en Hind da springer Halt, Stammer, som for maalløs gjaldt, Løfter klart sin Stemme! Saa i Herrens Helligdom Esaias spaa'de, Tiden randt og Dagen kom Med Guds Lys og Naade, Ja, med Guds og Davids Søn, Som giør end i Lys og Løn Paradis af Ørke! Vidtberømt da gjorde Han Jordans øde Slette, End til den vi trindt om Land Hæders-Krandse flette: Der vor Gud, i Bad og Bøn, Fandt sin elskelige Søn, Favned Ham i Aanden! Da tilgavns fik Blinde Syn, Stumme Røst og Mæle, Springe, fare, kan som Lyn Nu vanføre Sjæle, Hvad engang paa Støv blev seet, Tusindfold i Aand er skeet, Skeer til Verdens Ende! Ja, vor Frelser og vor Drot, Jesus, den Eenbaarne, Alting gjorde nyt og godt, Selv hos Uomskaarne: Aand Han blæser i vort Støv, Lydhør bliver da hver Døv, Stamihak en Taler! Nys vel syndes Naadens Tid Paa vor Jord udrundet, Herrens Aand af Mandevid Klarlig overvundet; Trindt i Kirken, hvor Man saae, Daglig gik en Mund i Staa, Blev to Øren døve! Mode blev det, trindt paa Jord, Herren at fornægte, Og af alle Jesu Ord Eet kun syndes ægte, Eet kun lagt i Sandheds Mund, Ordet: om en liden Stund Seer Man mig ei længer! Hurtig dog sig vendte Blad, Slukket er nu Sorgen, Det i hver en christen Stad Aften blev og Morgen, Medens vi, som tale end, Troed, tvivled, traf igien Herrens Aand i Støvet! Ære med vor høie Drot! Med Hans Aand tillige! Begge de giør Alting godt I vort Himme-Rige, Døve, selv paa Gravsens Bredd, Øren faae at høre med, Stumme Læber sjunge! Ja, det store “Hephata” Atter kraftig lyder! Daglig vort Halleluja Stærkere udbryder! Halte Been giør sikkre Trin! Op sig lukker Sjæl og Sind For Guds-Mundens Aande! Høit bebude Gylden-Aar Glade Nyaars-Sange! Blomstre som en Rosen-Gaard Skal de øde Vange! Mødes skal i Straale-Dands Libanons og Karmels Glands Sarons Yndigheder!

No. 133. Søndag-Morgen fra de Døde Jesus seierrig opstod! Hver en Søndags Morgen-Røde Bringer nu for Døden Bod, Kalder underfuld tilbage Alle Herrens Leve-Dage! Tusindtunget Herrens Tale Da gienfødes vidt om Land: Vaagn nu op af Søvn og Dvale Øre hvert, som høre kan! Stander, Sjæle, op af Døde! Hilser Paaske-Morgenrøde! Hver en Søndag Døden gyser, Mørket skælver under Jord, For med Glands da Christus lyser, Kæmpe-Røst har Livets Ord, Seiersalig de bekrige Dødens Drot og Mørkets Rige!

No. 134. Denne er Dagen, som Herren har gjort! Den skal Hans Tjenere fryde, Op Han i Dag lukked Himmerigs Port, Saa skal hver Søndag det lyde; Thi i dens hellige Timer Herlig af Graven opstod Guds Ord, Naadig fra Himlen Guds Aand nedfoer! Veed I nu, hvorfor det kimer? Frels da nu, Herre, giv Lykke og Held! Værket i Dag er dit eget! Lad Millioner Dig takke i Kveld, For Du dem har vederkvæget! Ja, lad dem prise med Glæde Aanden, som taler og trøster frit, Folket velsigner i Navnet dit, Viser, din Fred er tilstæde! Herre, vor Gud, ja besøg os i Glands, Hvor i din Kirke vi mødes! Tungerne binde dig Krands over Krands, Alt som vort Hjerte opglødes! Høitiden voxe med Dagen! Paaske og Pindse udsprang af Juul, Saa lad og Glæden af Tro i Skjul Spørge forgæves om Magen! Ja, lad saa virke dit Bad og dit Bord, Med de indviede Tunger, At det kan høres, din Aand og dit Ord Er det, som taler og sjunger! Lad os det føle og smage: Aanden er bedre end Kiød og Blod, Herren er liflig og eiegod, Christne har kronede Dage!

No. 135. Den første Dag paa Jord Hver Søndag er tilstæde! Det første Herrens Ord: Bliv Lys! til Gavn og Glæde, Opfyldes end hver Gang, I Prædiken og Sang, Paa Aande-Drættets Vinger, Et Ord for Dagen bringer, Fra dybe Dunkelhed, Hvad før kun Aanden veed! Gud-Faders Hjerte-Lag, Som Aanden kun randsager, Paa hver en Herrens Dag Af Ordet Lys modtager, Hvor høit det raabes ud: Miskundelig er Gud, Sin Søn Han os har givet, I Sønnen Guddoms-Livet, Saa vi, trods Synd og Død, Skal finde Hvilen sød! Støv-Hjertets Løndom stor, Dets Nød i Mørkets Fængsel, Guds dybe Finger-Spor, Dets underlige Længsel, Dets Tro og Lue-Daab, Dets igienfødte Haab, Dets Smeltning ved Guds Naade, Med hele Livets Gaade, Det kommer for en Dag, I lydt Mund-Harpeslag!

No. 136. Søndag er vor Herres Dag, Ei, som Daarer mene, Fordi Salighedens Sag Er den Dags alene, Men for eet Vidunder stort Er af To i Søndags gjort: Bragt for Lyset Guddoms-Livet, Sprængt af Ordet, Guddoms-Blivet, Mørkets Mur og Dødens Port! Ja, i Søndags Himlens Gud Talede og sagde: Lys, hvor est du? spring herud! Lys for Dagen lagde! Sagde og til Engel reen: Vælt du bort den store Steen, Under Seigl i Blomster-Haven, Over Liv og Lys i Graven, Over Guddoms-Mandens Been! Dog end meer, ei Nok med det, Kronet blev først Værket, Da af Tre Han gjorde Eet: Søndags-Mindesmærket, Rakde os sin Fader-Haand, Udgiød over Støv sin Aand, Sendte Jorden Tunger røde, Af hvis Lue Hjerter gløde, Skar sit Folk for Tunge-Baand! Syng det, Himmel! føl det, Jord! Mal det, Alter-Flamme! Tunger skabde sig Guds Ord, Herberg med det Samme, Paa den store Pindse-Fest, Da Guds Aand blev Støvets Giæst, Da til Verden kom den Kirke, Som hos Gud kan Alt udvirke, Med den Hellig-Aand til Præst! Far nu brat til Himmels, Jord! Syng i Sky din Psalme! I dit Skiød er Livets Ord, Evighedens Palme! Ja, Guds Tunge er paa Jord, Og paa den Guds Skaber-Ord! Lyset, Livet, Himmel-Freden, Aanden, Ordet, Kiærligheden, Gud, i Støvets Hytte boer! Almind-Kirke! bær da Blus! Lad dit Spir forgylde! Gud er med dig, Alt er Guds, Jorden og dens Fylde! Hver en Søndag trindt om Land Han i dig giør Viin af Vand, Samler Alt i Jesus-Navnet, Giør til Eet hvad Han har favnet, Skænker Kiærlighed Forstand! Kunde Glimt af Herrens Dag Patriarken fryde, Hvad da Herrens Venne-Lag, Som Ham selv kan nyde! Hvad da Herrens egen Brud, I hvis Huus gaaer ind og ud Hver en Søndag Guddoms-Ordet, Skjult i Bad og klart ved Bordet Skænker Fællesskab med Gud! Derfor vaie Konge-Flag Høit fra alle Kirke-Taarne, Paa vor store Høitids-Dag, Mageløs, som den Eenbaarne! Lyset paa sin Konge-Stol, Herren, er dens gyldne Soel! Hvor Propheter kom til Orde, For “den Dag, som Herren gjorde” Aand som Morgen-Hane goel! Derfor paa vor Herres Dag Menighedens Lov-Sang tone, Som en Engle-Stemme svag, Børne-Psalme for Guds Throne, For vor Drot i Glands og Skjul, Som for Paaske, saa for Juul, Sidst og bedst for Hellig-Aanden, Pindse-Giæst med Bod for Vaanden: Livets Kraft og Lysets Fugl!

No. 137. Jeg veed et lille Himmerig, Det er saa nemt at finde, Hvor Tro og Daab ei fuldelig Gik Hjerterne af Minde! Det findes under Hytte-Tag, Som under Høie-Lofte, Hvor Christne sig paa Herrens Dag Forsamle tit og ofte! Thi Han, om Hvem Guds Engle sang, I Kraft er Selv tilstæde, Guds Børne-Flok med liflig Klang Der raaber høit af Glæde! Der hører Man Guds eget Ord, Men ei med Torden-Stemme, En sagte Lyd, med Guddoms-Spor, Vi gladelig fornemme! Det er Gud-Faders Jule-Bud, Til alle Smaa hernede, Om Sønnen Hans, den lille Gud, I Krybben at oplede! Det bli'r vi aldrig kiede ad, At høre og at føre, Det Bethlehem, den Davids Stad, Er himmelsk for vort Øre! Det er de Christnes Føde-By, Paa Grændsen af Guds Rige, Thi der er født den Adam ny, Som skal til Himlen stige! Vi fandt Ham svøbt, i Krybbe lagt, Foruden og forinden, Og gjorde med den Lille Pagt Mod Døden og mod Fienden! Vi saae det nok, at Verden loe, Men blev dog ei ret bange, Thi rundt omkring vor Barne-Tro Vi hørde Engle-Sange! Og Han, som fødtes i en Stald, Blev tidlig stærk i Aanden, Tog til med Vext i Dage-Tal, Blev vittig efterhaanden! Har ei han fyldt sit tolvte Aar, Forvindelig er Sorgen, For hvad Han ei har fyldt i Gaar, Det fylder Han i Morgen! Derfor det er vor store Lyst, Hvor efter Troen tales, Naar Herren ved sin Tjeners Røst Lyslevende afmales! Det himmelsk er at høre paa, Hvordan Guds Søn i Støvet, Som spæd engang i Krybbe laae, Udførde Levnets-Løbet! Det himmelsk er at tænke paa, At Han, som dyrt os kiøbde, Guddommelig vil vandre saa I alle sine Døbte! Det er slet intet Hjerne-Spind, Det kan vi godt fornemme, I Daaben finder Troen blind En himmelsk Barne-Stemme! Det “Ordet” er, Guds egen Søn, I Jesu spæde Alder, Og Hjertets “Haab” i Lys og Løn, Sin Gudsøn Tro ham kalder! Han kalder Tro sin Moder sød, Hun kiender Ham paa Røsten, Og føler dybt i Liv og Død, Hans Ord er Himmel-Trøsten! Ved hvert et Herrens Skridt paa Jord, Han hvisker til sin Amme: Ja, Moder, naar jeg bliver stor, Jeg giøre vil det Samme! Ved hver en Gierning, stor og god, Den Lille det gientager, Og sukker selv ved Korsets Fod Kun over Syndens Plager! Kun naar vor Frelser bryder ud: Hvi vil mig Gud undfalde! Han hvisker: lovet være Gud, Det een Gang var for Alle! Og naar det lyder: Han opstod, Og Fængslet tog Han fangen, Den Lille raaber: Moder god! Istem nu Seiers-Sangen! Den Barne-Stemme, himmelsk sød, Det saligt er at høre, Thi er ved Herrens Liv og Død Og Troen lutter Øre! Dermed og Haabet voxer bedst, Men det er Søndags Klage, Den tit er en Marie-Fest Kun efter Marthe-Dage!

No. 138. Herrens Dag, paa Aandens Sprog, Dommens er tillige, Meget meer den Naadens dog Er paa Jorderige, Har af Domme-Dag hardtad Kun hvad der giør Hjertet glad: Vækkelsen af Dødens Dvale, Reisen op til Stjerne-Sale, Borgerskab i Herrens Stad! Alt som i en Sommer-Nat, Efter Regn og Torden, Blomsterne i Enge brat Mylre op af Jorden, Saa skal Christne, trods al Død, Mylre op af Jordens Skiød, Fugleviis i Skyen møde Himlens rette Morgen-Røde, Som Bælgmørket giennembrød! Saa hver Herrens Dag paa Jord, Naar Basunen lyder, Findes og i Kirken Spor Af dens Vække-Dyder: Dødninger fra Hjerte-Grav, Reist ved Troens Kiep og Stav, Fjedres brat paa Tunger røde, Flyve Herren glad imøde, Smelte Sky til Tone-Hav!

No. 139. Lyset og Livet er Tvillinger bolde, Døden alene kan skille dem ad! Lyset fra Oven og Livet i Trolde Kun til hinanden bær dødeligt Had, For de tilhøre to fiendtlige Riger, Som i al Evighed Ingen forliger, Himmel og Helved, og Sandhed og Løgn! Lyset og Livet, som de er tilskue, Mødes hver Morgen, naar Solen opstaaer, Yndigst, naar høit under Himmelens Bue Lærken sig svinger og Trillerne slaaer; Rigtig herneden, som Glandsen og Varmen, Mødes de dog kun i Menneske-Barmen, Og paa de glødende Tunger i Mund! Lyset og Livet, som trøste i Vaanden, Det er Guds Naades det levende Ord, Det er guddommelig Sønnen og Aanden, Hjerternes Midler og Trøster paa Jord, Og hvad end Døden adskiller herneden, De kun adskildtes Lang-Fredag forleden, Kun da den Eenbaarne opgav sin Aand! Lyset og Livet i Frelserens Kirke, Som de giør Eet i Guds mundtlige Ord, Tidlig opstod, for end sildig at virke, Og med de glødende Tunger nedfoer! Begge forener, som Glandsen og Varmen, Faderens Aand nu i Menneske-Barmen, Og paa de glødende Tunger i Mund! Lyset og Livet, hvor Tungerne gløde, Fødsels-Dag holde hver Uge paa Jord, Søndag det var, de opstod fra de Døde, Søndag det var, de med Aanden nedfoer, Søndag det var, da de sammen paa Jorden Vandred fra Østen i Vest og til Norden, Lys-Dag og Liv-Dag er Ingen som Den! Lyset og Livet, som Pennen og Munden, Tit vel adskilles paa Jorderig end, Men kun hvor Døden regierer i Grunden, Trofaste Venner adskiller kun Den, Ellers fuldkonstig, til Kirke-Bedriften, Aanden som Eet bruger Røsten og Skriften, Bringer saa Livet for Lyset i Daad! Lyset og Livet, i Frelserens Kirke, Mødes hver Søndag, som Tale og Sang! Saa skal i Aanden med Præst sammenvirke Menighed frit, uden Knur eller Tvang: Lyset skal tale, med Livet for Øie, Livet i Sangen skal Lyset ophøieoyhøie; Begge skal ære den levende Gud! Lyset og Livet, i Dagene søgne, Synes adskildte, men er det dog ei, Læse og skrive med Livet for Øine, Det lære Præster paa Bibelens Vei; Vandre i Lyset, og lysende virke, Det lære Alle i Frelserens Kirke, Kiærligheds Aand er de Levendes Lys! Lyset og Livet vi glade velsigne, Ydmyg tilbede Guds Søn og Guds Aand, Som os vil lære Gud-Fader at ligne, Knytte til Ham med Fuldkommenheds Baand, Lære med Kys og Formaninger milde, Hvad der er Glandsens og Kræfternes Kilde: Evigheds-Lyset i Kiærligheds Dyb!

No. 140. Soel gaaer ned i Vester-Hav, Kæmpende med Døden, Staaer dog op foruden Stav, Stærk i Morgen-Røden, Som en Brudgom glad og varm, Som en Helt med Kæmpe-Arm, Straalekrandst med Hevn i Hu, Dødens Skræk og Mørkets Gru! Verdens Lys, vor Frelsermand, Lukked Sole-Øiet, Ødelagde Dødens Land, Sidder, høit ophøiet, Over alle Sole nu, Dødens Skræk og Mørkets Gru, Livets Fyrste, Lysets Væld, Himlens Fryd og Jordens Held! Livets Ord om Lysets Drot, Herren selv i Aanden, Som i Kirken har sit Slot, Mod sig Verdens-Haanden, Synker tit i Vaaben-Brag, Staaer dog op hver Herrens Dag, Er, som Herren, og endnu Dødens Skræk og Mørkets Gru!

No. 141. Jesus, Moses og Elias, I Sky-Telten soleklar, Talde høit om hvad Messias Taalde og paa Korset bar, Talde klart paa Thabors Høie Om hvad dem kun stod for Øie: Sorgen dyb og Kampen svar, Seiren vis og Glæden klar, Der var godt at være! Saa i Kirken falder Løvet Af det store Livets Træ, Saa paa Jord forklares Støvet I Sky-Støttens Ly og Læ, Saa i Glands, ved Konge-Bordet, Synker, stiger Himmel-Ordet, Trøstes af vor Herre from Kirken i sin Alderdom! Der er godt at være! Jesus, Moses og Elias Vandrer under grønne Lind, Menigheden, som Tobias, Blev i Alderdommen blind, Saae ei paa de store Fester Sine høie Himmel-Giæster! Nys fra Øiet faldt dog Skiæl, Alt vi see i Maane-Kveld: Her er godt at være! Moses, draget op af Vandet, Han fik Syn paa Herrens Ild, Grov Ægypteren i Sandet, Foer med Gud i Ørken vild, Skulde Ham paa Bjerget giæste, Som en syndig Mand sin Næste, Under Skyggen af Guds Haand Skimte Ham i Støvets Baand! Det er godt at giemme! Fast sig paa Hans Pande satte Glands af hvad for Øine stod, Aldrig blev de Øine matte, Aldrig ham hans Kraft forlod! Himmelsk sød i Svane-Sangen Af Guds Røst var Efter-Klangen, Mellem Skyer kun i Grav Lagde han sin Vandrings-Stav! Det er godt at giemme! Himmelfalden stod Elias Mellem Afguds-Altre op, Stort Forbilled af Messias: Daleren fra Stjerne-Top! Vand og Brød ham Engle bragde, Æd og drik, Guds Engel sagde, Lang er Veien, du skal gaae, Høi er Toppen, du skal naae! Der er godt at være! Frem han gik i Faste-Tiden, Smagde Mad ei i sin Mund, Til han stod paa Klippe-Siden, Moses-Bjerget, hellig Grund! Storm og Lyn-Ild, Luftens Helte, Tordneren paa Flugten meldte, Jorden skjalv, mens Himlens Fryd Afbrudt klang med “sagte Lyd!” Det var godt at høre! Godt at høre, for Udøbte End dog ingen Fader-Røst, Hoved sit i Kappen svøbde Han med Frygt i Barne-Bryst; Kongens Vogn og Ridder-Skare Dog med ham til Himmels fare, Paa et Ord af Kongens Mund, Skulde om en liden Stund! Det er godt at giemme! Jesus dog er Hoved-Manden, Gud og Mand i een Person! Jesus Christus, ingen Anden, Arilds-Kirkens Skyts-Patron, Ordet kun kan daglig fare Op og ned med Engle-Skare, Som i Himmel, saa paa Jord, Sidde ved sin Faders Bord! Der er godt at være! Ordet elsker, som sin Næste, Hver som tro'r og bliver døbt, Vil os og ved Bordet giæste, I sin Faders Aande svøbt! Aanden godt Ham kan beværte Med et Suk fra Brudens Hjerte, Træder og i Alles Sted Guddomsdristig frem dermed! Det er godt at høre! Jesus, Moses og Elias, De vil aldrig skilles ad, Med Herolderne Messias Rider ind i Zions Stad, Peger paa dem for vort Øre, Som to Vidner, vi skal høre, Om hvor let Man sig fra Jord Deilig svinger med Guds Ord! Det er godt at høre! Godt at høre for de Svøbte, Sammenvugget med Guds Ord For de Troende og Døbte, Giæsterne ved Herrens Bord, At, har Sind vi til at lide Korsets Død ved Kongens Side, Han os krone vil med Priis Samme Dag i Paradis! Der er godt at være! Død for Liv og Kors for Kronen, Det er Herrens Røver-Kiøb, Jord-Vei saa til Himmel-Thronen Banet har Hans Levnets-Løb, Og som Han, paa Himmel-Færden, Er og vi i denne Verden: Voxe, vandre vil Guds Ord Hos os i sit eget Spor! Det er godt at høre! Lidelser kan ei behage, Støv kun lider, hvad det maa; Leve og see gode Dage Det er dog vor Sjæls Attraa! Skaalen er og efter Evne, Lidt kun vilde Jesus levne, Lidt af Helved lære maa Himmerig at skiønne paa! Der er godt at være! Ingen kan til Himmels fare, Uden hvo derfra nedfoer, Og selv Himlens Engle-Skare Vinge laaner af Guds Ord, Men i Badet og ved Bordet Vi blev Eet med Guddoms-Ordet, Blev af Bruden hver en Lem Hende fører Kongen hjem! Der er godt at være!

No. 142.

Omarbeidelse af Kingos “O Herre Gud, din Lære, din Sæd, dit rene Ord.”

Ved Sæden, som den falder, Sig ligner selv Guds Ord, Og Folke-Hjerter kalder Det med al Føie Jord, Beklager at det finder, Hvor det sig lader strøe, Saameget tit til Hinder, At det omsonst maa døe! Som Fugle-Neb det meie, Og føre ind i Kro, Hvad vel paa slagne Veie Kan saaes men ei groe; Saa Helved-Ravne rane Hvad Gud i Hjerter saaer, Hvor Ondskabs Rende-Bane Som Alfarvei er haard! I Jord-Lag tyndt paa Stene Vel Sæden spirer strax, Dog skal Man aldrig mene Der voxer Korn i Ax, Saa gaaer det tit med Grøde I Tro og Christendom, Opdyrket men dog øde, Afmægtig, tør og tom! Naar Torne Kraften stjæle Fra ellers frugtbar Jord, Omsider reent de kvæle Hvad Godt imellem groer, Saa denne Verdens Lyster, Det slemme Tjørne-Krat, Har kvalt i mange Bryster Hvad alt var kiernesat! Trods Tjørne, Steen og Klipper, Dog af den gode Jord Opskyde Ax og Vipper, Med Kierne fast og stor, Trods hvad der er til Hinder, Paa Kirkens Agre med, Det gode Ord dog finder Endnu sit gode Sted! Ved Himlens Dugg og Væde, Og Naade-Solens Kraft, Da voxer op til Glæde Guds Sæd med Hjerte-Saft, Da bære Kirkens Vange Selv midt paa Hede gold, Ei immer lige mange Men altid mange Fold!

No. 143.

Kingos “Ak, lader eder minde” efter 2 Cor. 6. omarbeidet.

I eder selv paaminde, Som tugte med Guds Ord, Da skal og Trøst I finde, Som den i Himlen boer, Da vil jer Aanden lære, I Gud er til Behag, Da skal I Kronen bære Paa Salighedens Dag! Ja, nøies med Guds Naade, Taalmodige i Nød, I Trængsel, Vee og Vaade, I Baand og Slag og Stød, I Arbeid, Flid og Møie, Staaer altid som paa Vagt! Til alskens Ondt at døie Gav Christus eder Magt! I aldrig Løn forlange! Guds Kraft er eders Sold! Og værer aldrig bange, Naar I har Troens Skjold! Et Haars-Breed ei I vige Fra hvad for Gud er sandt! Da kan og Trods I sige Med Fynd til Løgn og Tant! Hvad Ære og Vanære Man lægger eder paa, I skal som Smaating bære, Gud prøver eder saa! Det uforskyldte Rygte, Hvor fælt det lyde kan, Ei mere I skal frygte, End Skygge-Spil i Vand! Om Løgnens Brænde-Mærke Man vil paa eder slaae, I kan dog lige stærke I Sandheds Rustning staae! I hugges og I stødes, Men holder godt det ud, Om end I daglig dødes, I lever dog med Gud! Har I just ei saa lige Hver Time dagligt Brød, I giør dog Mange rige, Og Gavmildhed er sød, Og Aanden Jer vil lære, For ingen Ting, omsonst, I Sorgen glad at være; Det er en Guddoms-Konst! Vor Mester os hernede Har laant sin Vandrings-Stav, Ei lovet Fugle-Rede, End sige Ræve-Grav; Men Svende! tør I bolde Kun følge Herrens Spor, Med Ham I Alt beholde I Himmel og paa Jord!

No. 144.

Ændring af Kingos, med samme Begyndelse, efter 1 Cor. 4.

Herre Gud! hvor agtes ringe Nu dit Kirke-Tjenerskab, Som ei meer din Røst og Vinge Kald og Kraft og Ly dem gav, Skiøndt Du selv dem har indsat Til at vogte Himlens Skat, Og, dem ei til liden Ære, Troe Husholdere at være! Søde Jesus! Over-Hyrde! Ræk dem dog din Høire-Haand! Giør dem let den tunge Byrde Ved din Faders gode Aand, Saa det klarlig findes maa, I de store Ting og smaa, At, trods Verdens vrange Domme, Til Velsignelse de komme! Omendskiøndt de ikke bære Paa en ond Samvittighed, Rene kan de ikke være, Det med Fryd al Verden veed, Herre! Du, som Alting seer, Kiender godt vort Støv og Leer, Lad din Menighed dog lære Dig i Tjenerne at ære! Lad dem ei for hastig dømme Mellem Veien smal og breed, Laste her og hist berømme, Før de vide ret Beskeed, Bie heller paa den Dag, Som skal klare Kirkens Sag, Blotte Alt hvad Mørket dølger, Lønne hver, som Lys han følger! Dog, I, Herrens Kierte-Svende, Viede til Troens Ord, Som end skal til Verdens Ende Lyset holde ved Hans Bord! Bryder jer kun lidet om Ubesindig Folke-Dom! I, som skal for Andre svare, Værer frie paa egen Fare!

No. 145. Vingaards-Røgt og Ager-Dyrkning Skaffe Mennesker paa Jord Leve-Brød og Hjerte-Styrkning Fremforalt paa Herrens Bord; Thi hvor under Ordets Telte Jord og Himmel sammensmelte, Hvo paa Ordet, som det lyder, Herren tager, salig nyder Nektar og Ambrosia! Hvede-Kornet og Vin-Ranken Selv sig kalder Herre min, Saa med Flid Han fører Tanken Hen til Bordets Brød og Viin, Hvor det Himmelske i Aanden, Og det Jordiske i Haanden, Sammensmelte, Eet i Grunden, Som i Ordet, saa i Munden, Til vor Sjæls og Legems Tarv! Hvede-Kagen, Drue-Saften, Findes paa hver Konges Bord, Men paa Herrens kun med Kraften, Som er i Guds Aand og Ord! Ikkun der, ved Kirke-Mødet, Eviggiøres Leve-Brødet! Ikkun der har Drue-Saften Himmel-Smag og Guddoms-Kraften, Virker salig Hjertens-Fryd!

No. 146. En Sæde-Mand gik ud at saae, Og strøede rundt med begge Hænder, For overalt det skulde naae, Imellem begge Ager-Ender! Der faldt Endeel paa Alfar-Vei, Hvor ingen Sæd kan fæste Rødder, Hvad Luftens Fugle raned ei, Det traadtes under Heste-Fødder! Der faldt Endeel i Jord-Lag tyndt, Som Solen alt i Blad forbrændte, Saa Vexten, pludselig begyndt, Med Visning hovedkulds sig endte! Der faldt Endeel i Tjørne-Krat, Kom op, men havde Kaar fuldtrange, Thi i sin Vext blev Straa forsat, Og Axene blev hardtad svange! Men Resten faldt i Venne-Vold, I Muld-Jord god, den favnedybe, Den Ypperste gav hundred Fold, Den Voveste gav ti og tyve! Den samme Skæbne og Guds Ord Har under alle Himmel-Egne, Saamange Slags, som der er Jord, Er der og Hjerter allevegne! Hvor Hjertet er som Alfarvei, Saa steenhaardt og saa ligegyldigt, Der Troen sig indfinder ei, Men Ordet er deri uskyldigt. Hvor Hjertet vel som Vox er blødt, Men dog til Verden solgt i Grunden, Naar Verden truer, flux er dødt Det Haab, der leved kun i Munden! Hvor Hjertet vel er halvveis godt, Men deelt foroven og forneden, Der tornekrones Ærens Drot, Thi halte kan ei Kiærligheden! Hvor Hjertets Lyst er Liv og Fred, Som Perlen, der for Alt maa kiøbes, I Tro og Haab og Kiærlighed Det Maal opnaaes, hvortil der løbes! Med Grad-Forskiel i Herlighed, Vor Faders Huus har Sale mange, Men overalt er Liv og Fred, Og evigsøde Fryde-Sange!

No. 147.

Efter den 72de Davids-Psalme.

Kron-Prinds i Himlen og Konge paa Jorden! Hil Dig! fra Gud kom Du retviis herned, Bringer dit Rige i skiønneste Orden, Bringer det Bjerge og Høie af Fred, Dømmer dit Folk efter Billigheds Maade, Saa for den Fattige Byrden er let, Seer til de Smaa og de Ringe i Naade, Men lader Blod-Igler skee deres Ret! Solen og Maanen paa Himmelens Bue Skinne for Slægter fuldmange i Tal, Altid de skal Dig paa Thronen dog skue, Liflig som Duggen i deiligste Fald, Ja, som den sildige Regn over Enge, Du bringer Grøde og Blomster paany, Retten og Freden, i Mark og i Vænge, Blomstre og frugte i Septerets Ly! Jorderig dit skal Man regne fra Floden Indtil det yderste, brusende Hav, Ja, overalt skal Du herske paa Kloden, Hyldes med Sølv og med Guld og med Rav! Øer som Fastland, og Sorte som Hvide, Konger med Trælle, og Fiende med Ven, Knælende seer Man da Side om Side, Hvor til din Gunst beile Kvinder og Mænd! Prise Dig høit skal de Usle og Arme, Dyrebar er Dig den Ringe især, Over Betrængte Du vil Dig forbarme, Frie dem fra Plage, fra Lænker og Sværd! Hjelpeløs aldrig forgiæves Dig søger, Altid hos Dig findes Vennen i Nød, Derfor hver Time din Ære forøger, Trindt Du velsignes i Liv og i Død! Grunde Du skal Dig en Fæstning paa Klippe, Bygge Dig og en berømmelig Stad, Begge som Agre med Ax og med Vippe, Enge og Skove med Blomster og Blad! Høit over Libanon Frugten skal stige, Saa er din Magt paa Velsignelse riig, Evig velsignes dit Navn og dit Rige, Ja, alle Folk sig velsigne i Dig! Du, som alene giør ægte Vidunder, Herre og Konge! ja, Israels Gud! For hvad Du bygger, og for hvad Du grunder, Lovet og priset gak ind og gak ud! Lovet og priset evindelig være Du og dit store, dit herlige Navn! Jorderig vorde for trang for din Ære, Fredegod Fyrste, med Bod for alt Savn!

No. 148.

Af Esaias i det 7de, 9de og 11te, sammenføiet.

Hedenskabets Galilæer, Sabulon og Naphtali! Midt iblandt afhugne Træer Eet endnu er Grøde i: Jesse Stub og Davids Rod Fange skal og give Bod! Fryder eder Alle! Vaagner I, som boe og bygge Trindt omkring den lille Strand, Sidde midt i Dødens Skygge, Fattig-Folk i Mørkets Land! Seer I Straale-Skiær paa Kyst! Deilig brat det vorder lyst! Fryder eder Alle! Trindt skal Glæde nu oprinde, Strand-Kant! ved dit store Lys, Som i Høst, naar Piger binde, Traver rulle rask tilbyes; Som naar Bytte rigt i Vang Deles under Seier-Sang! Fryder eder Alle! Som paa Midjans Dag henflyde Fienden skal, i Hjertet skudt! Trindt om Lande skal det lyde: Knust er Aaget, Svøben brudt! I sin Knibe hver en Flig Fienden gav til godt Forlig! Fryder eder Alle! Derfor sødt mon Barnet smile, Født til meer end Laurbær-Krands, Throner paa Hans Skuldre hvile, Underfuldt er Navnet Hans: Guds Raadgiver fredegod, Tidens Fader, Folke-Bod! Fryder eder Alle! Saa stormægtig er den Bolde, Saa retviis den Davids Søn, At for evig Han beholde Spiret skal, som Dydens Løn! Ja, Hans Throne og Hans Fred Varer i al Evighed! Fryder eder Alle! Han paa Jord ei finder Mage, Jomfru fødte Ham i Kveld, Nævnes skal Han alle Dage Gud med os, Immanuel! Før om Ondt Ham blev fortalt, Har det Gode Han udvalt! Fryder eder Alle! Paa Ham skal Guds Aand neddale, Hvile paa Hans Isse glad, Der opbygge Viisdoms-Sale, Raads og Styrkes Hoved-Stad, Fylde Ham, den Guddoms-Mand, Med al Kundskab og Forstand! Fryder eder Alle! Lyset ei behøver Lygte, Vidnesbyrd ei Davids Søn, Han ei straffer efter Rygte, Han ei dømmer efter Skiøn, Ham beklæder op og ned Sandhed og Retfærdighed! Fryder eder Alle! Gylden Fred, derpaa I lide, Blomstre skal i Sandheds Tid, Spag gaaer Ulv ved Lammets Side, Parder græsse skal med Kid, Løve gaaer med Kalv i Eng, Drives af en lille Dreng! Fryder eder Alle! Bjørn og Ko er Perle-Venner, Lege smukt skal deres Smaa, Fare om skal Børne-Hænder Lystig mellem Øgler graa, Ja de Spæde kækt til Væg Trille Basiliskens Æg! Fryder eder Alle! Saa fra Gud skal Ordet lyde, Høres godt og følges vel: Intet Væsen Freden bryde, Ondt ei skee paa Helgen-Fjeld! Jeg min Kundskab Jorden gav, Sagde: skjul den som et Hav! Fryder eder Alle!

No. 149.

Af Propheten Michas det 5te.

Bethlehem Ephrata! Synes du end mellem Sydskende ringe, Dog skal om dig over Jorden det klinge: Israels Konge udgik derfra, Udspringet Hans gaaer dog langt tilbage, Ophav fra Evigheds Dage! Zion! Jerusalem! Falde I maae vel i Fiendernes Hænder, Dog med en Fødsels-Dag Bladet sig vender, Ja, med det Barsel i Bethlehem! Da skal til Israels Børn saa fage Brødrene vende tilbage! Hyrden fra Bethlehem! Hjorden af Ham som af Herren oplives, Ja, i Guds Herligheds Navn skal den trives! Mandelig vogter den Stærke dem, Saa deres Priis under Hyrdens Hænder Rækker til Jorderigs Ender!

No. 150.

Den Gammel-Græske Juleaftens-Sang.

Forudsigelsen Christ! af dit Komme til Verdens Øe, Kiøds-Paatagelsen, Fødselen din af den hellige Mø, Fødselen din, som er Altings Begyndelse, Fødsel til vor Igienfødelse: Spaadommen ved Esaias Om vor Messias, Det var den Hellig-Aands Røst! Jødefolks-Stjernen Hellig-Trekongerne kiendte grandt, Pillegrims-Staven Standsed da ei, før de Frelseren fandt! Østerlands Vise saa saare da ilede, Ikke de sov eller hvilede, Før de for Ham fra det Høie Kunde sig bøie, Saae Ham i Bethlehem født! Hele Skabningen Synge da med os vor Aften-Sang, Jule-Meldelsen, Barnet til Priis, som er Solens Opgang! Gaadefuld han, af en Jomfru oprindende, Født af sin Fader før Stjernerne, Kommer nu til os i Kiødet, Vugget i Skiødet! Synger Guds Miskundheds Priis!

No. 151.

Efterligning af det Græske Indgangs-Kvad paa Jule-Festen, med den 112te Davids-Psalme.

Held den Mand, som frygter Gud, Og hvis Lyst er Herrens Bud! Mægtig vorder Slægten hans, Straale skal hans Æt i Glands! Til ham regner Guldet ned, Ret han faaer i Evighed! Søn af Gud i Barne-Dragt, Verden ved en Jomfru bragt! Frels os, Herre Jesus Christ! Nu de Fromme Seier vandt, Lys i Mørket nu oprandt, Ei som Lynet grumt og vildt, Men oprigtig, blidt og mildt, Født før Morgen-Stjernen klar, Naade-Solen aabenbar! Søn af Gud i Barne-Dragt, Verden ved en Jomfru bragt! Frels os, Herre Jesus Christ! Dig, Retfærdighedens Soel, Rundet op, før Hanen goel, De som tjende Himlens Hær Af din Stjerne, Synet værd, Lærde at tilbede godt, Lærde, Du er Lysets Drot! Søn af Gud i Barne-Dragt, Verden ved en Jomfru bragt! Frels os, Herre Jesus Christ!

No. 152.

Sammensat efter Græske Jule-Vers.

Mens i Krybben spæd Du laae, Dig fra Marken øde Bragde snild Guds Himmel blaa Dog en Første-Grøde, Vinked, med et Morgen-Skær, Dem, der tjende Himlens Hær, Jesus! til din Vugge! Østens Vise paa den Færd Fandt ei Spir og Krone, Konge-Moder havde der Gulvet kun til Throne, Verdens Skaber laae i Svøb, Dog igiennem Jordens Støv Glimted Himmel-Glandsen! Til den sorte Armod kun Syndes skabt den Hule, Dog sig Rigdom uden Bund Vilde i den skjule! Her laae Han i Stodder-Dragt, Som gav Himlen al dens Pragt, Engle Røst og Vinger! Viismænd gik i Stjerne-Spor, Solen at oplede, Engle-Skaren fløi til Jord, Barnet at tilbede! Ære være Ham i Svøb, Som for vores Skyld i Støv Svøbde Guddoms-Glandsen! Lyd, Halleluja, for Ham, For Guds Søn, den Spæde! Skjule vilde Han vor Skam, Skiænke Straale-Klæde! Vi, som knæle i Hans Navn, Føres til Gud-Faders Favn I Hans Svøb med Ære!

No. 153.

Ligeledes sammensat efter Græske Julevers.

Bethlehem i Juda-Egne! Vær nu stolt og sjæleglad! Himlens Engle dig betegne Som vor Herres Hoved-Stad! Ei med Stjerner Ære bytte Kan nu Davids faldne Hytte; Han med Stjernerne i Haand, Cherubim til Skulder-Baand, Christus, Guddoms-Ære værd, Himlen hellig, Jorden kiær, Fødtes af din Jomfru skiær! Hvad er Morgen-Stjernens Alder, Om end tidligfødt i Løn, Vel mod Hans, Gud Fader kalder Evig sin eenbaarne Søn! Han, i Fader-Favn opglødet, Trang ei har til Moder-Skiødet, Der dog spæd Han krummer sig, Faderløs paa Jorderig; Det beundrer Himlens Hær, Kalder dobbelt Ære værd Barnet af den Jomfru skiær! Lidt er Ydmyghed i Støvet, Lignet ved et Stjerne-Skud, Men her ligger Han i Svøbet, Som er alle Stjerners Gud! Han, som skal al Verden dømme, Holder Himlens Hær i Tømme, Lagde nu, i Svøbet krum, Tømmen ned i Krybbe-Rum, Lod nu af en Jomfru skiær Sig taalmodig binde her, Evig Priis og Ære værd! Men hvad løser dog den Gaade! Hvad vil Gud med Barne-Haand? Løse vil Guds Søn af Naade Alle Synds og Dødens Baand; Derfor lader Han sig binde, Lader sig med Svøb omvinde, Som i trange Krybbe-Rum, Saa i Graven mørk og tom! Derfor toner fjern og nær: Frelser og Gienløser kiær! I vort Støv velkommen vær! Jordens Adam, hvem Livs-Aanden Gav i Guddoms-Ordet Lodd, Gled og faldt ved Kvinde-Haanden, Ramdes dybt af Dødens Brodd, Finder nu i Moder-Skiødet Guddoms-Ordet, svøbt i Kiødet, Kvindens Sæd med Guddoms-Magt, Dommer sin med Støv i Pagt, Jubler høit: velkommen vær, Herre hellig, Frelser kiær! Naadens Balg om Rettens Sværd! Himlens Adam, som ved Kiødet Deeltog i vort Leerfads Kaar, Viedes i Moder-Skiødet Ind til Gravens Orme-Gaard, Aanded, som det Ham var givet, Dog i Støvet Guddoms-Livet, Bygged Hytten op paany Til Guds Borg med Spir i Sky! Juble derfor En og Hver: Herre hellig, Frelser kiær! Gud med os! velkommen vær! Jubler, alle Dødens Fanger! Reis dig, faldne Adams Kiøn! Blive nu hvert Barn en Sanger Om sin Broder, om Guds Søn! Faldt vor Moder hist i Haven, Drog vor Fader med i Graven, Født har hun nu Søn i Dag, Som kan klare Støvets Sag! Held dig, Moder, Jomfru skiær! Held os alle, fjern og nær! Gud med os! velkommen vær! Ja, Velsignede blandt Kvinder! Du som Naade fandt for Gud, Af hvis Moder-Skiød oprinder Livets Træ med Himmel-Skud! Dig velsigne, som du sjunger, Alle Slægter, alle Tunger, For indpode det sig lod I din dybe Hjerte-Rod, Træet over alle Træer, Som er evig Ære værd, Salighedens Frugter bær! Bethlehem! i dig et Eden Planted Gud igien fra Øst! Støv med Aand paany herneden Høre kan med Fryd Guds Røst! Nøgne er ei meer de Døbte, Herren os i sig indsvøbde, Da Cherub med Palme-Kvist Lokkede os Smaa til Christ, Lærde os med Flid især: Hosianna! Herre kiær! Gud med os! velkommen vær! Født er Barnet af vor Moder, Af den gamle Adams Kiøn! Alle dem, som troe, til Broder Givet er Marias Søn, Han, som Fyrste er og Fader For den Tid, som ei aflader, Er, i Raad og Daad og Bud Alt det Skabtes Drot og Gud, Baaret af en Jomfru skiær, Herre hellig, Frelser kiær, Evig Priis og Ære værd!

No. 154.

Den gamle Latinske Jule-Sang “A solis ortus cardine” som laae til Grund for Luthers “Christum wir sollen loben schon.”

Fra Solens Vugge til Solens Grav, Fra Øster-Lide til Vester-Hav, Skal Lov-Sang stige Til Himmerige, For Jesus Christus, vor Moders Søn, Vor Gud i Løn! I Kiød sig klædte vor Skaber-Mand Og lod sig finde i Trælle-Stand, Til selv at bøde For Kiødets Brøde, Saa vindes kunde vor tabte Sag Paa Domme-Dag! Undfanget blev da i Moders-Liv Guds Ord, det evige Almagts-Bliv, Af Engle-Munden, Guds Aand i Grunden, Og under Hjerte den Løndom svar En Jomfru bar! Saa gav i Hænder os Gud den Tro, At Han i Naade hos Kiød vil boe, Nu Gude-Virke, Den gamle Kirke, Det faldne Tempel i Hjerte-By, Er reist paany! I Engle-Munden kom hid Guds Ord, Og før tilsyne Han blev paa Jord, I Honning-Kuben, I Hjerte-Gruben, Johannes-Barnet, for spæd til Sang, Af Glæde sprang! Dog Stald og Krybbe og Svøb og Straa Den Store vilde ei her forsmaae, Og Han, som mader Selv Høg og Skader, Nu ydmyg died med Barne-Lyst Sin Moders Bryst! Det saae Guds Engle med Hjertens Fryd, Og dybt beundred vor Herres Dyd, I Blomster-Vange, Med Ære-Sange, De Hyrder meldte, sig føde lod Nu Hyrden god! Med Sang da prise vi trindt om Land Den Hyrde-Skaber, den Gud og Mand Som ei forsmaa'de Vor Leve-Maade, For os at bænke engang hos Sig I Himmerig!

No. 155.

Den Latinske “Corde natus ex parentis” paa Gammeldansk, uden Riim “Christus af Gud Faders Hjerte.”

Sønnen af Guds Fader-Hjerte, Født før Tid og Verden blev, Som den Første, er den Sidste, Hjulet, som Storværket drev; For det Gamle, for det Ny Han er Kveld og Morgen-Gry, Ophav, Maal og Ende! Hil dig, fromme Barsel-Kvinde, Frugtbar af den Hellig-Aand! Som har Verdens Frelser baaret, Hil dig, favre Lilje-Vaand! Som i en lyksalig Stund Har til Verden født Guds Mund, Fuld af Naade-Strømme! Syng med Fryd, du Himmel-Hvælving! Synger, alle Engle-Chor! Synge Alt, hvad synge mægter, For Gud-Fader og Hans Ord! Alle Munde her som een Sjunge Priis med Stemme reen! Tungen Taus forbryder! Han, om Hvem for gamle Slægter Spaamænd sang fra Arilds-Tid, Han, paa Hvem i Hellig-Skriften Aanden peged med stor Flid, Længe ventet, kom nu brat, Kvindefødt i Jule-Nat! Jubler Ham imøde! Ja, de Unge med de Gamle, Rollinger, som knap kan gaae, Enken med de ømme Mødre, Jomfruer og Piger smaa, Stemme op samdrægtelig, Synge, Jesus Christus, Dig, Lov og Tak og Ære!

No. 156.

Den Ambrosianske “Conditor alme siderum” paa Gammel-Dansk “O Stjerners Skaber i himmelske Huus.”

Stjernernes Skaber og Himmelens Drot! Evige Lys-Hav trods Vantroens Spot! Christus! som haver os alle gienløst, Hør dine Troendes bønlige Røst! Inderlig rørdes af Medynk du ved Menneske-Livets Forkrænkelighed; Spilled os Døden paa Læberne end, Levendegjorde din Konst os igien! Verden var gammel og raved i Kveld, Du kom med Lyset, med Kraft og med Held, Kom som en Brudgom, saa hvid og saa rød, Herlig udsprunget af Jomfruens Skiød! Ære Dig times, som vel Du er værd, Bøie sig maae i dit Navn alle Knæ'r, Himmel og Jord har nu selvsamme Skik, Vogte med Flid paa dit Vink og dit Nik! Bleg vorder Maane og rød vorder Soel, Naar de Dig skue paa Herligheds Stoel, Aldrig Planeter omvanke saa vidt, At med din Vilje de holde jo Skridt! Hellige Konge og Herre saa from, Du som af Faderen haver al Dom! Glæd Du vor Sjæl med dit salige Smiil! Vogt os for Djævelens gloende Piil! Hæder og Ære og Lovsang med Fryd Være, vor Herre! dit Navn og din Dyd; For, med Gud-Faders og din Hellig-Aand, Os saliggiør din almægtige Haand!

No. 157.

Den Ambrosianske “Veni redemtor gentium” eller “Kom Hedningers Frelser sand.”

Hedenskabets Frelser-Mand, Født af Mø i Jødeland, Saa “eenbaaren” er Guds Ord, Som i Himmel, saa paa Jord! Vær velkommen til os Smaa, Fra det Blaa! Ja, lad Vantro holde Styr! Som din Æt er og din Byrd, Livsens Frugt i Hjerte-Grund Er Guds Ord af Engle-Mund! Vær velkommen til os Smaa, Fra det Blaa! Ord blev Kiød, men Kiød ei Ord, Moder kun har Aand paa Jord, Føde maatte under Sky Søn af Gud en Jomfru bly! Vær velkommen til os Smaa, Fra det Blaa! Solen stiger morgenrød, Som en Helt af Jomfru-Skiød, Saa af Bølgen himmelblaa Maatte ogsaa Du opstaae! Vær velkommen til os Smaa, Fra det Blaa! Paa sin Bane, prud og væn, Soel gaaer ned, staaer op igien, Saa og Du vidunderlig Fra og til dit Himmerig! Vær velkommen til os Smaa, Fra det Blaa! Evig Aanders Fader lig, Du vort Kiød tilegned Dig, Lagde i det Aandens Kraft, Gav til Blod os Livets Saft, Vær velkommen til os Smaa, Fra det Blaa! Hvi har Krybben Sole-Glands? Hvi fik Natten Straale-Krands? For Du vil i Nat og Nød Være Troens Morgen rød! Vær velkommen til os Smaa, Fra det Blaa! Du, som her paa Verdens Øe Fødtes af Maria Mø, Søn af Jordens Lilje-Vaand! Gud med Fader og med Aand! Vær velkommen til os Smaa, Fra det Blaa!

No. 158.

Af den Angel-Sachsiske Messiade i Exeter-Bogen.

Sanddru og Fredegod! Frelser med Gudoms-Blod! Alle Kongers Konning! Christus! vor Drot forsand! Fyrste i Fredens Land, Fuldt af Mælk og Honning! Hvordan i Himmerig Hemmelig fødte Dig Evigheds Alfader, Jordbo ei grunder ud, Høster af Hoved-Brudd Haar i tomme Lader! Ordet fra Arilds-Tid, Aarsag til Mande-Vid, Gaaer det længst tilbage, Lidt dog kun her forslaaer, Skielner kun Verdens-Aar Efter Skaber-Dage! Frasagnet, først af Alt Fyndig paa Jord fortalt, Om den Gud, vi dyrke, Grundherren, Livets Væld, Er Han: i Gry som Kveld, Kløved Lys og Mørke! See, førend Stjerner sang, Søn var Du alt dengang, Skabde med din Fader! Skorte paa Livs-Forstand Maa det i Dødning-Land Mat den os forlader! Kan nu din Fader-Æt Kiendes paa Jorden ret Kun af Dig, Alvise; Dølg ei din Moder-Slægt, Læg paa den Løndom Vægt, Lær os den at prise! Vidunder, saare stort, Vel er den gyldne Port, Vei for dig alene, Vantro giør Hjertet ræd, Mægtig den spotter med Mø den himmelrene! Vantro er Fiendens Værk, Var-Ulvens, jettestærk, Som din Hjord skambider, Hjorden, som, Hyrde god! Kosted dit Hjerte-Blod, Kaad han sønderslider! Taal ei den Overlast! Tru ham, den lede Gast, Kys ham med din Torden! Kiør ham i Helved ned! Bind ham, som bedst Du veed! Bod da faaer al Jorden! Er vi den Fule kvit, Aande paany vi frit, Da skal Troen kvæde, Krands for Maria Mø Binde paa Bjerg og Sø, Bære frem med Glæde! Mø! ja, med Hjertens-Fryd, Mønster paa Kvinde-Dyd! Lykke størst at ligne, Løser din Søn os brat, Dronning! vi Dag og Nat Dig skal lydt velsigne! Om dig en stor Profet Syn har i Aanden seet, Spaaet langt tilbage: Spærret med Bom og Slaa Porten af Guld han saae, Prægtig uden Mage! Der, sagde Jule-Bud, Ikkun vor Drot og Gud Giennem-Gang skal finde,

Ezechiel 44.

Færdes skal sikkert ei Kækt paa den Konge-Vei Kæmper nogensinde! Talt var det Ord med Skiel, Thi, sagde Gabriel: Fager i Guds Øie, Føde skal du Guds Søn, Frugtbar dig giør i Løn Fader i det Høie!

No. 159.

Den Engelske Kirkes Jule-Sang “Hark, the herald angels sing.”

Engle-Herolder, hør du dem! Kongen er født i Bethlehem! Nu er der Fred paa Jorderig, Gud har med Synd're gjort Forlig! Jubler, I Folk, i Morgen-Gry! Synger med Engle høit i Sky: Ære nu være Guders Gud, Med vor nyfødte Konning prud! Engle-Herolder, hør du dem! Kongen er født i Bethlehem! Christus, tilbedt i Stjerne-Slot, Christus, evindelig vor Drot, Kom nu i Kveld til Verdens Øe, Moderen Hans fuldskiær en Mø! Hil være Ordet, som blev Kiød, Guddommen, svøbt i Jomfru-Skiød, Jesus, vor Drot, Immanuel! Mennesket tækkes Gud nu vel! Engle-Herolder, hør du dem! Kongen er født i Bethlehem! Hil være Ham, Freds-Fyrsten skiøn, Sandhedens Soel, den Godes Søn! Vingede Ord fra Ham giør sund, Lyset med Liv er i Hans Mund! Dulgt haver Han sit Dommer-Sværd, Døe skal ei den, som Ham har kiær! Fødes skal Folk med Ham paany! Mødes skal Folk med Ham i Sky! Engle-Herolder, hør du dem! Kongen er født i Bethlehem!

No. 160.

En ny Fordanskning af Luthers “Vom Himmel hoch da komm ich her” læmpet efter den Gamle.

Fra Himlen høit kom jeg nu her Med Nyt til Slægter, fjern og nær, Med Nyt og Godt saa mangefold, Til Lyst og Fryd paa Jordens Bold! Guds Søn, den Lille, hvid og rød, Han ligger nu i Jomfru-Skiød, Den Konning spæd, saa faur og fiin, Vil være Lyst og Glæde din! Det er vor Gud og Herre sød, Som dig vil frie af al din Nød, Han være vil din Frelser-Mand, Og løse dig af Lovens Band! Hvad Gud dig før beredte til Hans Søn dig Selv nu bringe vil, Saa du med os i Himmerig Skal leve godt evindelig! Saa giver nu vel Agt derpaa, At strax til Bethlehem I gaae, Hvor Han, som Alt har i sin Magt, Er som et Barn i Krybben lagt! Saa kvæder sødt om Jule-Nat Guds Engel klar, og hos ham brat Fra Engle smaa i Tusind-Viis Gienlyder høit vor Herres Priis! Som Hyrderne med Barne-Sind, Kom, lad os gaae til Barnet ind, Og see den Jule-Gave skiøn, Gud-Faders Skænk, Hans egen Søn! O see, hvor spæd Han til os kom, Hvor fattig svøbt i Krybbe-Rum! Og husk, vor Frelser hedder Han, Vor Jesus Christus, Gud og Mand! O, vær velkommen, ædle Giæst! For Synd'res Skyld Du kommen est, I Stodder-Dragt herned til mig O, naar kan jeg fuldtakke Dig! Hvorfor, al Verdens Skaber god, Kom Du til os i sort Armod, I Stalden født, at lægges ned Paa Hø og Straa i Usselhed? Var Verden nok saa vid og lang, Hun Dig var dog en Vugge trang, Og Dig ei værd, var hun og fuld Af Perler, Ædelsteen og Guld! Ei Fløiel dyrt, ei Silke fiin, En Pjalt er Vugge-Pude din, Dog Naadens Glands, som følger Dig, Giør Krybben til et Himmerig! Saaledes det behaged Dig Den Sandhed at forkynde mig, At Verdens Ære, Guld og Pragt Guds Børn er kun til dyb Foragt! Nu kiære Herre Jesus Christ! Giør Dig en Vugge i mit Bryst, Saa under Hjerte-Kamrets Tag Du er at finde Nat og Dag! Om mig bedrøver nogen Ting, Jeg har da Glædens Kilde-Spring, Din Priis er altid i min Mund, Med lystig Sang af Hjertens-Grund! O Gud skee Lov til evig Tid! Guds Søn er nu vor Broder blid; Thi lover Engle-Sang i Sky Os Himmerig med Nyaars-Ny!

No. 161.

Luthers “Gelobet seyst du, Jesu Christ.”

Lovet være Du, Jesus Christ, At Du Menneske vorden est Født af en Jomfru reen og skiær, Gladelig hilst af Himlens Hær, O, Gud skee Lov! Du, Gud-Faders eenbaarne Søn, Mand i Lys men dog Gud i Løn, Underlig skjult af Kiød og Blod, Kom paa vor Brøst at raade Bod! O, Gud skee Lov! Verden gaaer i dit Lede-Baand, Dig dog svøber en Jomfru-Haand! Du, som har skabt og styrer Alt, Blev dog paa Jord Barnlille kaldt! O, Gud skee Lov! Himlens Lys kom til Jord i Dig, Alt i Samme forandrer sig, Nu vi kan selv ved Midnats-Tid Kiende som Børn vor Fader blid! O, Gud skee Lov! Konning er Du af Arten bedst, Blev paa Jord dog en fremmed Giæst, Fører os hjem fra Graadens Dal, Op til din lyse Konge-Sal! O, Gud skee Lov! Fattig kom Du til Jorden ned, Os at trøste i Usselhed, Fattig Du gjorde Dig med Flid, Rige blev vi til evig Tid! O, Gud skee Lov!

No. 162.

Luthers “Vom Himmel kam der Engel-Schaar.”

Fra Himlen kom en Engel klar, For Hyrders Øine aabenbar, Han sang saa sødt: nu giver Agt Paa Barnet svøbt, i Krybben lagt! I Bethlehem, i Davids Stad, Som skrevet stod paa Spaadoms-Blad, Der fødtes nu den Herre bold, Som være vil jer Soel og Skjold! Det er den Herre Jesus Christ, Og juble maae I ganske vist, Thi Eet er blevet Gud og Mand, Saa eders Broder er nu Han! Hvad mægter nu vel Synd og Død, Naar Hjertet er Guds Moder-Skjød! Lad storme nu al Helveds Magt! Guds Søn med eder staaer i Pagt! Slaaer nu til Ham kun al jer Lid, Han svigter ei til evig Tid! Byd dem kun Trods, som prøve paa Imellem Bark og Træ at gaae! Lad fnyse her, lad rase hist! Guds Slægt dog seire maa tilsidst! O, tak da Gud af Hjertens Grund, Taalmodig, glad i allen Stund! End toner sødt den Efter-Klang Af Engle-Skarens Jule-Sang, Gud! glæd hans Sjæl i Himmerig, Som sang for os saa frydelig!

No. 163.

Ny Bearbeidelse af vor gamle Jule-Sang, oprindelig paa Munke-Latin “Puer, natus in Bethlehem.”

Et Barn er født i Bethlehem, Bethlehem, Thi glæde sig Jerusalem! Halleluja, Halleluja! En fattig Jomfru sad i Løn, sad i Løn, Og fødte Himlens Konge-Søn! Halleluja, Halleluja! Han lagdes i et Krybbe-Rum, Krybbe-Rum, Guds Engle sang med Fryd derom: Halleluja, Halleluja! Og Østens Vise offred der, offred der, Guld, Røgelse og Myrrha skiær, Halleluja, Halleluja! Forvundet er nu al vor Nød, al vor Nød, Os er i Dag en Frelser fød! Halleluja, Halleluja! I Kiød og Blod blev Han os lig, Han os lig, Og giør os til Guds Børn med sig! Halleluja, Halleluja! Guds kiære Børn vi blev paany, blev paany, Skal lege Jul i Himmel-By! Halleluja, Halleluja! Paa Stjerne-Tepper lyseblaa, lyseblaa, Skal glade vi til Kirke gaae, Halleluja, Halleluja! Guds Engle der os lære brat, lære brat, At sjunge, som de sang inat: Halleluja, Halleluja! Da vorde Engle vi som de, vi som de, Gud-Faders Ansigt vi skal see, Halleluja, Halleluja! For Frelser bold og Broder blid, Broder blid, Vi synge da til evig Tid: Halleluja, Halleluja!

No. 164.

Den i Norden fordum saa yndede Jule-Sang “Dies est lætitiæ,” frit fordansket.

Glæden, hun er født i Dag, Himmeriges Glæde, Nu Gud-Fader Velbehag Har til Jordens Spæde! Han, som var frygtelig, Og utilgiængelig, I sin høie Bolig, Han nu i Barne-Dragt Har sig i Krybben lagt, Blev med Støv fortrolig! Undres Alle, fjern og nær, Gud sig føde lader! Moder hun er Daatter her, Født har hun sin Fader! Drot over Herrerne Tjener nu Trællene, Af sin Gunst og Naade! Nærved og langt herfra Er Han, Halleluja! Det er Julens Gaade! Han er født ved Midnats-Tid, Skabde Soel og Maane! Han som eier Verden vid, Huus i Stald vil laane! Han, som paa Skyerne Ager blandt Stjernerne, Svøbes nu som Spæde! Han, som til Domme-Dag Taler med Torden-Brag, Nu man hører græde! Født er af en Jomfru skiær Søn med Guddoms-Vilje, Til Forundring springer her Rose ud af Lilje! Her af en Pigelil Fødes Begyndelsen, Han som Alting volder! Mælken af Kvinde-Bryst Er nu Hans Liv og Lyst, Som alt Liv opholder! Solen gaaer igiennem Glar, Giør det ingen Skade, Saa det med Hans Fødsel var, Som os giør saa glade, Almagten virkede, Aand giennemstraalede Støvet saa herneden, Fader kun over Sky Havde vor Adam ny, Alt som han i Eden! Hyrder, som paa Natte-Vagt Laae i Blomster-Vange, Bud der blev fra Himlen bragt Mildt med Engle-Sange: Født var paa Jorderig Kongen af Himmerig, Skiøn som Morgen-Røden, Laae med sit Herredom Ussel i Krybbe-Rum Dog som Pjalte-Jøden! Saa Han fødtes i en Stald, Blev i Mand-Tal skrevet, Som paa Plads i Engle-Tal Gav os Konge-Brevet! Engle dog sjungende Røbed den Herlige Med et Ære-Være Ham som i Miskundhed Jorden gav Fryd og Fred, Med Hans Søn den kiære! Herre! dine Hænders Værk Er vi allesammen, Vi er svage, Du er stærk, Du er Ja og Amen; For os Du dalede, For os Du blegnede, Lad os ei forfare! Blod Du for os udgiød, Lær Du os Sangen sød Med din Engle-Skare!

No. 165.

Luthers Vers “Ein Kindelein so löbelich.”

Et lidet Barn saa lystelig Er født for os paa Jorden, Af Moder-Mø saa yndelig, Han er vor Frelser vorden! Var ei den Søn af Jomfru reen, Vi gik forloren, hver og Een, Paa Ham alt Haab vi grunde! O søde Herre Jesu Christ! Du, som er Gud og Mand forvist! O fri os fra den Onde!

No. 166.

Efter det Latinske Jule-Vers “Resonet in laudibus.”

Lad det klinge sødt i Sky: Længe leve Kongen ny, Zions Konge, barnebly! Nu er skeet til Jordens Held Hvad os meldte Gabriel! Eia, Eia! Født er Herren af en Mø! Vi ei fødes til at døe! Gud med os, Immanuel! Synger med os, alle Smaa! Børn i Vugge! stammer paa Hvad selv Engle knap forstaae! Nu er skeet til Jordens Held Hvad os meldte Gabriel! Eia, Eia! Født er Herren af en Mø! Vi ei fødes til at døe! Gud med os, Immanuel! Lad det spørges trindt om Land: Født er os en Frelser-Mand, Jesus Christus hedder Han! Nu er skeet til Jordens Held Hvad os meldte Gabriel! Eia, Eia! Født er Herren af en Mø! Vi ei fødes til at døe! Gud med os, Immanuel!

No. 167.

Efter den Tydsk-Latinske Jule-Sang “In dulci jubilo, Nun singet und seyd froh.”

En sød og liflig Klang Er i vor Jule-Sang, Vor Trøst og Hjelp i Nøden, Vor Gud med Frelser-Navn, Med Glands som Morgen-Røden, Er i vor Moders Favn, Os Smaa til evigt Gavn! O lille Jesus min! Saa faver og saa fiin! Om Dig Guds Engle kvæde I Himlen Dag og Nat, Vær Du min Lyst og Glæde! Vær Du mit Hjertes Skat! Saa faaer jeg Kronen fat! O store Kiærlighed, At Du kom til os ned! Vi var jo reent fortabte, Ved Fald og slem Udyd, Nu bringer Den os skabde Dog Fred med Engle-Lyd! O det er Hjertens-Fryd! O hvor er Glæden sand? I Jesu Fædreland, Hvor Engle-Skarer mange Ophøie Gud især, Med glade Takke-Sange, For Han de Smaa har kiær! O, var vi Alle der!

No. 168.

Vor Dansk-Latinske Jule-Sang “Priis og Ære og Dyd, ganske meget, Summo Jesu Christo, pro isto.”

Ære og Priis og Dyd! Vi med Fryd Os barnlig paa Gud-Fader Forlader: Vi var i Nød saa længe, Dog hørde Han vor Bøn, Og som Han saae os trænge, Han sendte os sin Søn! Thi ville vi nu sjunge Med Hjerte og med Tunge Hans Priis, saa godt vi kan! Sjunger, alle Mand! Engelen bar os Trøst, Med sin Røst, Guds-Fred han bød i Stuen Jomfruen, Han sagde: med dig være Vor Herre, Jomfru skiøn! Undfang i Dyd og Ære Og fød Guds egen Søn! Det vilde Eva gierne, Men havde ei den Stjerne! Nu op fløi Naadens Dør, Lukket var den før! Himmel er skabt og Jord Af Guds Ord, Dog voldte under Hjerte Ei Smerte Den himmelhøie Kæmpe, Da Ham en Jomfru bar; Saa veed Han sig at læmpe, Er aldrig Byrde svar, For Han fra Himmerige Kom til os, som vor Lige, Kom hid paa Barneviis! Gud skee Lov og Priis! Ret i en salig Tid Kom Han hid, Da glemde deres Møde De Døde, For de fik det at vide, At født var Folkets Ven, Som tog vor Sorg og Kvide, Og gav os Fryd igien, Paatog sig Verdens-Møden Og kom med Raad for Døden! Det Barn af Hjertens-Grund Priser allenstund! Vel os, at vi er skabt, Ufortabt, Nu Bod paa Alt mon raade Guds Naade, Thi love vi saa gierne Vor Drot fra Bethlehem, Som vil os mægtig værne Og føre salig hjem, Lovsynge Morgen-Røden, Som frelste os fra Døden! Med Ham fra Stjerne-Top Livets Soel stod op! Sorg er til Glæde vendt, Klagen endt, I Lov-Sang kiendes Fryden Paa Lyden; Var Han ei født og baaret, Guds Søn i Moder-Skiød, Os Arme var beskaaret Den bittre, haarde Død, Ved Jomfruen benaadet Paa Vaanden Bod er raadet, Nu takker gladelig Gud i Himmerig! Født haver Mø en Søn, Faur og skiøn, Gienfødt blev Yndigheden, Herneden, Ved Sang af Engle-Skare Om Herrens Fødsels-Dag, Om Verden frelst af Fare, Guds Fred og Velbehag, Som vilde Sorgen vende Til Glæde uden Ende, Os bær paa Barneviis Ind i Paradis!

No. 169.

Vor bekiendte Jule-Sang “O Jesu Christ, som Manddom tog.”

O Jesu Christ, som Manddom reen Paatog i Jomfru-Livet, Som En af os med Kiød og Been, Til Haab og Trøst os givet, Stor Kiærlighed Dig saa neddrog, For Synd os lokked, Død os tog, Og Helved stod os aaben! Derover Du forbarmed Dig, Og vilde det ei lide, At Djævelen os tog til sig, Men tappert ham bestride, Begav Dig saa i Verden ned, Og kiøbde os en evig Fred Alt med din Død og Pine! I Naade Du os siger til, Saa vidt som Skyer blaane, At Du, vor Herre god og mild, Os frelse vil og skaane, Naar vi vor Tro kun sætte paa, At det med os skal være saa, Som dine Ord de lyde! Du blevet er vor Broder kiær, Os til stor Pris og Ære, Og altid vil os være nær, Hvad kan vi meer begiære! Saa liflig er vor Lodd og skiøn, Vi Broderskab har med Guds Søn! Hvad kan os nu fordærve? Dig være Pris evindelig, O kiære Broder, Christe! For vi har Brev paa Himmerig, Naar Dig vi ei vil miste! Ved Dig Guds Børn i allen Stad Vi takke Ham nu sjæleglad, Han er vor kiære Fader! See, derfor er paa Jorden Jul Den rette Glædens Moder, Hun bringer os i Troens Skjul En Fader og en Broder, Som aldrig døe, men naadelig Os leve lade godt med sig I Himmeriges Rige!

No. 170

Ogsaa et gammeldansk Jule-Vers, lidt forandret.

. Nu glæder eder, Adams Børn, allesammen, Og lader ei Hjertet grue! En Kæmpe har vi faa't til Fryd og til Gammen, Han Djævelen godt kan kue! Vor Angest er endt, Vor Fiende er skiændt, For Ret er os Naade bragt, Guds Venskab er os vist tilsagt; Thi staaer vor Hu Til Lov-Sang nu! O Jesu Christ! Vor Broder vist! Du vilde Dig kiærlig forbarme! Du varst saa from, Al din Rigdom Du skænked os Usle og Arme!

No. 171.

Ogsaa et gammelt Jule-Vers.

Alle Christne sig fryde nu, Og glædes denne Tid, For Gud-Faders eenbaarne Søn Til os er kommet hid! Glæde og Fred Kom herned, Med din Søn, Jomfru skiøn! Os til Fromme Ham lod komme Gud i Himlen, Mens vi sov! Gud skee Lov!

No. 172.

Jule-Sangen “Dine Øine, o Christendom” ændret og afkortet.

Luk op dit Borge-Led, Dit Øie, Christenhed! Byd ind Guds Søn den fromme, Som vilde til dig komme: Velkommen, Jesus lille! For os Du fødes vilde! Det var en Jule-Nat, Da fødtes Han saa brat, Som Verden kan ei rumme, I Stalden hos de Stumme! Velkommen, Jesus lille! For os Du fødes vilde! En Oxe derhos stod, Den faldt Ham flux til Fod, Kun Asnet vil ei vige For Gud fra Himmerige! Velkommen, Jesus lille! For os Du fødes vilde! Stor Kummer, Frost og Kuld Du leed, vor Broder huld, Landflygtig vilde blive, For Himlen os at give! Velkommen, Jesus lille! For os Du fødes vilde! Stor Kiærlighed Dig drog, Du Aaget Dig paatog, Og for vor Last og Brøde Udgiød dit Blod det røde! Velkommen, Jesus lille! For os Du fødes vilde! Til Christi Fødsels-Fest Bereed dig paa den Giæst, Saa ei din Jul udbære Skal han, hvem Engle ære! Velkommen, Jesus lille! For os Du fødes vilde! Hans Vugge er en Barm, Af Kiærligheden varm, Det Svøb, Han i vil sove, Er Hjertets Tro og Love! Velkommen, Jesus lille! For os Du fødes vilde! Hans Kammer-Dør med Pind, Det er et ærligt Sind! Hans Silke-Overklæde, Det er vor Jule-Glæde! Velkommen, Jesus lille! For os Du fødes vilde! End blive ei forgiæt Hans Konge-Lov og Ret, Med Lovsangs-Toner søde At kommes brat imøde! Velkommen, Jesus lille! For os Du fødes vilde! Os Engle-Chorets Lyd Forkynder Himlens Fryd; Maae da ei meget mere Vi Syndere hovere: Velkommen, Jesus lille! For os Du fødes vilde! Nu i al Evighed, I Himmeriges Fred, Vi juble vil og sjunge, Med Hjerte, Mund og Tunge: Tak skee dig, Jesus milde! Som blev for os den Lille!

No. 173.

En gammel Marie-Vise, fordum og nu “christelig forvendt.”

Marie hun var en Jomfru skiær, Som Kirken mon bevise, Hun fødte en Søn, al Ære værd, Og Hannem vil vi prise; Han har for os alle sit Blod udøst, Fra Døden gienløst, Og giver os evig Lise! Stod Mestrene alle paa en Plet, Det var saa faur en Skare, De kunde dog ei med Klogskab ret Hans Godhed aabenbare, Af Sandhed og Naade er Han saa fuld, Han være os huld, Naar vi skal af Verden fare! Propheterne, udaf Aandens Drift, Langt meer end selv de vidste, Forkyndte med Ord og hellig Skrift: Sin Brodd skal Døden miste, Og finde skal Livet i Herrens Navn, I Frelserens Favn, De Troende, som ei tviste! Af Isais Stub den rette Kvist, Og Jakobs klare Stjerne, O Jesus, vor Drot, er Du forvist, Dig priser jeg saa gierne, For naadelig reiste af Adams Fald Du Skabningen al, Du vogte os vil og værne! O kunde jeg alskens Tunge-Maal Og Skriftens Dyb udfinde, Og var saa min Tunge gjort af Staal, Var Engle-Røst derinde, Da vilde din Godhed og Viisdom stor Jeg klare med Ord, Og drages det Alt til Minde!

No. 174.

Kingos, efter Propheten Esaias i det 7de, lidt forandret.

Alt hvad Fornuften overgaaer Ei skal utroeligt være, Thi Alt den store Gud formaaer, Det er Hans Skaber-Ære, Og vi, som af Hans sanddrue Ord, Saa af Hans Gjerninger paa Jord, Hans Herlighed skal lære! Naar Achas ei vil Herren troe, At Han ham kan udføre Af Angest, Trængsel og Uro, Da faaer han flux at høre, At han et Tegn begiære maa, Fra Lysets Hjem, fra Mørkets Vraa, Saa vil hans Gud det giøre! Og troes end Guds Løfter slet, Hvad saa Propheter sige, Ei bli'r dog Gud af Under træt, Vil fra sin Skik ei vige, Men vidner: Tegn Jeg giøre vil, Som aldrig hørdes Magen til, Og finder aldrig Lige! Thi see! en Jomfru uden Mand Undfange skal og føde, Ja, Blomsten fin i Herrens Land, Som Træ skal bære Grøde, Da fødes skal Immanuel, Med hvem det skal gaae Alle vel, Som ei sig paa Ham støde! O vær velkommen i vort Kiød! Vi ønske høit til Lykke Det Jomfru-Liv og Moder-Skiød, Guds Aand vil overskygge! Vi takke for det Naades-Tegn, Som under hver en Himmel-Egn Gienføder Fred og Lykke!

No. 175.

Kingos, med samme Begyndelse, forandret.

Nu kom her Bud fra Engle-Chor, Opgangen vil nedstige, Guds Søn, som i det Høie boer, Sin kiære Faders Lige, Vor Skabning sig vil tage paa, Og som de Smaa Besøge Jorde-Rige! Til Nazareth det Bud udgaaer, Som Gud sin Engel byder, En Jomfru der en Hilsen faaer, Vidunderlig den lyder; Som Lyn indtræder Gabriel Med et Hilsæl, Som skrækker, skiøndt det fryder! Velsignede af Evas Kiøn! Gud seer til dig i Naade, Du føde skal Hans egen Søn, Alt Adams Kiøn til Baade, Og sidde dog i Jomfru-Bur Fuldreen og pur, Det er en himmelsk Gaade! Udgrunde kan ei Støv Guds Spor, Begriber ei Hans Vælde, Dog aldrig glippe skal Guds Ord, Men evig gaae og giælde, Guds Søn vil hvile i din Favn, Med Jesus-Navn, Det har jeg dig at melde! Den Hellig-Aand dig vier ind, Med Kraften fra det Høie, Med Rose rød paa Lilje-Kind, Og Soel-Glands i det Høie; Guds Søn og din, med Septer godt, Er evig Drot, Sig Engle for Ham bøie! O søde Gud! din Høire-Haand Mit Hjerte overskygge, Et Tempel der den Hellig-Aand I Naade sig opbygge, Saa aandelig undfanges kan, Som Gud og Mand, Min Frelser, mig til Lykke! Ja, lad din Himmel hos mig her I Aandens Kraft begynde, Saa Hjertet taber sin Begiær Til med mit Kiød at synde! Min Sjæl, en Barne-Engel lig, Til Himmerig Saa frydelig sig skynde!

No. 176.

Kingos “Fryd dig i Guds Behag,” lidt forandret.

Fryd dig ved Guds Behag, Paa Jesu Fødsels-Dag, Du Zions Brude-Skare! Dit Ansigt lad opklare! Din Soel er nu tilstæde, Udstraaler Jule-Glæde! I Gaader taled' Gud, Ved mange Sende-Bud, Til vore gamle Fædre, Om Støvets Kaar at bedre, Nu Hjelpen er tilstæde: Guds Søn med Jule-Glæde! Kun billedlig bekiendt I gamle Testament, Han nu er født og baaret, Nu har vi Gylden-Aaret, Nu er hos os tilstæde Guds Ord med Jule-Glæde! I sidste Verdens Tid Var os vor Gud saa blid, Vort Hjerte at husvale Med Jesu Mund og Tale, Som, hvor de er tilstæde, Giør altid Jule-Glæde! Det spæde Jomfru-Noer Er dog en Herre stor, Almagten Ham er givet, Og os Han skænker Livet, Saa vi med Jule-Glæde, Kan Døden undertræde! O, vor Immanuel! Oplys nu Sind og Sjæl, Saa vi til Krybben gange, I Aanden dig undfange, Af Hjertet dig omkvæde Med evig Jule-Glæde!

No. 177.

Taget af Kingos “Store Gud og Frelsermand” med lidt Forandring.

Søde Jesus, Davids Rod! Kæmpestærk og Barnegod! Høvding stor i Englehjem! Barnefødt i Bethlehem! Du, som giver Nyaar bedst! Kom herind og vær vor Giæst! Giør en liflig Jule-Fest!

No. 178.

Kingos, forandret og forkortet.

Op, Hjerte, op med fyrig Tro, Lev op i Aandens Fryd og Ro! Bort, Verdens Vee og Vaande! Det store Seigl, det er nu brudt! Den visne Stub paany har skudt! Stort Nyt er nu forhaande! Jorden Vorden Er din Lige, Himmerige! Det udretted' Barnet, som os var forjættet! O Under-Barn med Guddoms-Kraft! Du fordum har din Moder skabt, Er nu dit Fosters Pode! Ad Dig som Gud jeg Ære giør, Og ærer hende, som jeg bør, Der fødte Verdens Gode! Helligt, Saligt Moders-Livet, Som har givet Dig at die! Jomfru-Dronning stor Marie! Saa est Du da, vor Frelser, fød, Da Verden droges med sin Død, Sig kunde selv ei redde, Da Trængsel, Sorg og Længsels Nød For Herrens Folk i Skaalen flød, Snart over alle Bredde! Bud kom Fra Rom, Folk at skatte Og udmatte, Da blev funden Himlens Skat paa Krybbe-Bunden! Klag nu, Guds Folk! end ikke da, Naar Verden klart dig falder fra, Din Armod daglig stiger! Her er den Store dalet ned, Som Raad for alle Uraad veed, Hans Armod dig beriger! Føi dig! Bøi dig! Ham til Ære Arm Du være! Ham du eier, Hvem al Verden ei opveier! Nu evig Priis og Ære skee, Vor Gud, den Aller-Høieste, Som vilde Sig forbinde Med Jorden til en evig Fred, Sin egen Søn i Kiærlighed Til Moder gav en Kvinde! Til Moder gav en Kvinde! Hjertet, Ydmygt, Tro hengivet, Moders-Livet Nu med Ære Skal for Herren altid være!

No. 179.

Kingos, noget anderledes.

Alle Ting er underlige, Ingen kan det granske ud, At Gud vil til Jord nedstige, For at fæste sig en Brud! Han fra Himlens Konge-Sal Synker ned til Graadens Dal, Der hos Støv i Dødens Skygge Livets Lys vil boe og bygge! Himlen sank til Jord i Naade, Kvindefødt og barnesvøbt, Det er Salighedens Gaade, Hvor Man troer og bliver døbt, Lys oprinder paa hvert Sted, Hvor Han sætter sine Fjed, Og en Himmel Hjertet bliver Som sig til Hans Bolig giver! Fædrene var snart forgræmmed, Inden Du, Messias! kom, Der Du kom, Du blevst dog fremmed, Saadan vendtes Bladet om; Dig dit eget Folk forskiød, Og slet ingen Ære bød, Neppe fikst Du Lov at ligge Som hvem der gaaer om at tigge! Naade-Solen fra dit Øie Aldrig før paa Jorden stak, End Forfølgelse og Møie Blev paa Jord din første Tak; Løgneren om Lande løb, Vilde i dit Barne-Svøb Om han kunde, Sandhed kvæle, Før den ret fik Røst og Mæle. I din Hjem-Stavn var der ikke Een af Ti, som kiendte Dig, Men de Fleste vilde stikke Efter Dig forræderlig! Myrde vilde en Tyran Hele Verdens Frelser-Mand, Bethlehem! med dine Spæde, Hele Jordens Jule-Glæde! Du som Kvindens Sæd Dig lagde I det rene Jomfru-Skiød, Der Du Frænderne mishagde, Haan og Spot de Dig kun bød! Alskens Sygdom, Sorg og Synd Lægde Du med Ordets Fynd, Men din Løn blev Steen og Avind, Svøber, Torne, Kors og Glavind! Ræven i sin Røver-Kule Haver bedre Leilighed, Og paa Kvisten vilde Fugle, End paa Jorden af Du veed! Af dit eget Folke-Færd Agtes Du kun Døden værd, Kaldes kun paa Korsets Throne Konge under Torne-Krone! Søde Jesus! er din Lykke Hos dit eget Folk saa slet, Værdiges hos mig at bygge! Jeg vil afstaae al min Ret Til mig selv og give Dig Hjerte-Rum evindelig, Ja, alt Mit vil jeg Dig give, Naar Du min igien vil blive! Sjælen er jo og din egen, Kroppen dannede din Haand, Derfor er din Ret saamegen Til mit Støv og til min Aand, Tag mig da, besid mig heel, Men vær Du mit Hjertes Deel! Mig til Fryd og Dig til Ære Lad mig din Livegen være!

No. 180.

Kingos “Min Soel, min Lyst, min Glæde” forandret.

Min Soel, min Lyst og Glæde! Min Drot i Barne-Dragt! Lad mig til Krybben træde, Hvor Du i Svøb er lagt! Jeg har en Jule-Sang I Hjertet til din Ære, Lad Tungen den frembære Med liflig Harpe-Klang! Man siger, Du som ligger Saa lavt paa Hø og Straa, Er Barnet af en Tigger, Som skal med Staven gaae, En Lyd fra Livets Land Mig tykkes dog at høre, Det ringer for mit Øre, Du er af bedre Stand! Saa underlig det klinger, Hvor end jeg gaaer og staaer, Som Lyd af Engle-Vinger, Om dine Konge-Kaar, Da hvisker det i Løn: Lad Krybben dig ei støde! Den stakkels lille Jøde Er Guds eenbaarne Søn! Man siger, Kors Dig følger, Med al Elendighed, I Modgangs dybe Bølger Er dine Fode-Fjed, Saa hvo Dig følge vil, Sig giver selv i Fare Mod Verdens Kæmpe-Skare, Mod Død og Helved til; Det tit mig vel forhindrer, Det isner i mit Blod, Dog er der Lidt, som lindrer I Hjertets dybe Rod, Jeg veed ei, hvad det er, Som føder Lyst og Længsel Til, trods al Verdens Trængsel, Dig ret at komme nær! Du seer nok, hvad mig strækker, O, raad Du Bod derpaa! Min egen Kraft ei strækker Til i dit Spor at gaae! O drag mig efter Dig! Jeg troer dog, uden Svøbe Jeg efter Dig vil løbe, Naar Du kun hjelper mig! Man ved din Haand vist glemmer Som Smaating Blok og Baal, Ja, Satan og hans Lemmer, Med Bulder, Skrig og Skraal! Det siger jo ei stort Med Sorg som føder Glæde! Hvo vil til Liv ei træde Igiennem Dødens Port! Imens Du da er Lille, Lad saa os blande Blod, At ei os kan adskille Selv Helveds Lue-Flod! Da skal i Himmerig, Med Aands og Hjertes Glæde, Jeg Jule-Psalmer kvæde For Fader og for Dig!

No. 181.

Brorsons med samme Begyndelse, ændret og forkortet.

Op, thi Dagen nu frembryder, Som den hele Verden fryder! Op, thi Naadens Gylden-Aar Nu med Lys og Liv indgaaer, Som Forfædrene saa saare Vented paa med Længsels Taare! Klart nu skinner Nyaars-Ny! Det, som Fortids Majestæter, Fromme Præster og Propheter, Vilde nok saa gierne seet, See, hvert Øie! det er skeet: Herlig, yndig til os kommer Naadens Soel med Vaar og Sommer! Klart nu skinner Nyaars-Ny! Han som fordum kun var lovet, Menighedens Drot og Hoved, Jakobs Stjerne, Soel og Lyst, Hele Hedenskabets Trøst, See, Han dagedes omsider, Sagtelig til Zion skrider! Klart nu skinner Nyaars-Ny! Skygger nu sig maa bortvende, Nu har Billed-Værket Ende, Nu af Lilje-Knoppen ud Sprang det ranke Palme-Skud! Hvad har Pagtens Ark at sige Midt i Naadens Himmerige! Klart nu skinner Nyaars-Ny! Frydefuld i Naade-Solen, Ei Man savner Naade-Stolen; Virak, Lampe, Manna-Kruus, Løvværk trindt i Herrens Huus, Nu, da Herren selv oprinder, Flux som Dugg for Solen svinder! Klart nu skinner Nyaars-Ny! Mose-Loven nu ophører, Frihed Aanden med sig fører, Far nu vel, al Trældoms-Frygt! Vi paa Naaden lide trygt, Naar, som Aanden os mon lære, Fader vi og Moder ære! Klart nu skinner Nyaars-Ny! Derfor, Zion, op at sjunge, Som med Hjerte, saa med Tunge! Kongen, som du hører til, Thronen med dig dele vil, Som Hans Brud, med Dronning-Kaaret, Priis du Ham i Gylden-Aaret! Klart nu skinner Nyaars-Ny!

No. 182.

Brorsons Velbekiendte, næsten uforandret.

I denne søde Jule-Tid Maae vi os ret fornøie, Og bruge al vor Konst og Flid Guds Naade at ophøie! Ved Ham, som er i Krybben lagt Vi hjertelig af al vor Magt I Aanden os forlyste, Din Priis skal lyde, Frelser-Mand, Saa vidt og bredt i alle Land, At Bjergene maae ryste! Det lille Skud af Davids Rod, Det er Guds Søn tillige, Som for vor Jammers Skyld forlod Sit søde Himmerige; Det var Ham svart at tænke paa, Al Verden skulde undergaae, Det skar Ham i Hans Hjerte, Og af sin store Kiærlighed, Han kom til os paa Jorden ned, At lindre al vor Smerte! Vor Tak vi vil frembære da, Endskiøndt den er kun ringe, Hosjanna og Halleluja Skal allevegne klinge; Guds Ark er kommet i vor Leir, Thi sjunge vi med Fryd om Seir, Mens Tungen sig kan røre, Vi sjunge om den søde Fred, Saa Helvede maa skælve ved Vor Jule-Sang at høre! Gud er nu ikke længer vred, Det kan vi deraf vide, At Han har sendt sin Søn herned, For Verdens Synd at lide; Ja, Gud har hørt de Frommes Bøn, Og sendt os sin eenbaarne Søn, At frelse os af Vaade, Hvem vilde nu ei være fro Og trøstig lade Alt beroe Paa Guds vor Faders Naade! Som Natten aldrig er saa sort, Den jo for Solen svinder, Saa farer al min Kummer bort, Naar jeg mig ret besinder, Og tænker paa, hvor inderlig Guds egen Søn har elsket mig Og er min Broder vorden; Fuldt trygt jeg stoler paa det Ord, Som klang i Julens Engle-Chor: Nu er der Fred paa Jorden! Vel blandes end min Fryde-Sang Med Graad og hule Sukke, Dog skal om Julen Korsets Tvang Mig aldrig Munden lukke, Naar Hjertet sidder mest beklemt, Da bliver Frydens Harpe stemt, Saa den kan bedre klinge, Og knuste Hjerter føle bedst, At Julens store Børne-Fest Har Lægedom at bringe! Halleluja! vor Strid er endt, Hvo vilde mere klage! Hvo vilde mere gaae bespændt I disse Fryde-Dage! Syng høit i Sky, Guds Kirke-Flok! Halleluja! nu har jeg Nok Den Lyst er uden Lige! Halleluja, Halleluja! Guds Søn er min, jeg gaaer herfra Med Ham til Himmerige!

No. 183.

Taget af Brorsons “Mit Hjerte altid vanker.”

Hvad maa mit Hjerte sige, Naar ret jeg tænker paa At Gud af Himmerige I Krybben ligge maa, At Himlens Fryd og Ære, Det store Skaber-Ord, Skal saa foragtet være Paa denne usle Jord! En Perle ei forgiættes, Men ledes smaalig op, Den blanke Demant sættes I Kronens gyldne Top, Man kaster ei en Drue Blandt visne Grene ned; Skal jeg min Gud da skue I slig en Usselhed! Hvi skulde Herre-Sale Ei for Dig prydet staae? Du havde at befale, Hvor kun Du peged paa! Hvi lod Du Dig ei svøbe I Morgen-Rødens Baand, Saa Konger maatte løbe At kysse Dig paa Haand! Hvi lod Du ei udspænde En Himmel til din Telt, Og Straale-Fakler brænde For Evighedens Helt, Hvi ei engang opdukke Af Jordens rige Skiød En gylden Barne-Vugge, Med Roser overstrø'd! Selv Tiggere dog pleie, Nu i den glade Juul, At finde bedre Leie, End Du i Krybbe-Skjul, Det gjaldt ei for dit Eget Det Hø, hvori Du laae, Du havde ei saa meget, Du kunde hvile paa! O kom, jeg vil oplukke Mit Hjerte, Sjæl og Sind, O hør de Længsels Sukke, O Jesus! kom herind! Det er Din egen Bolig, Du har den skabt og kiøbt, Der skal Du hvile rolig I Tro og Tak indsvøbt!

No. 184.

Brorsons, lidt mere udarbeidet.

Den yndigste Rose er fundet Blandt stiveste Torne oprundet, Ja, Himlens den deiligste Pode I Jorderigs Vildernis groede! Alt længe henvisnet med Eden Var Livs-Træets Spire herneden, Til Vinter gav Sommer kun Føden, Saa gyldent kun høstede Døden! Da lod Gud en Rose opskyde, Hvis Duft kan oplive og fryde, Hvis Saft kan for Døden helbrede, Gienføde Livs-Træet hernede! Nu blomstrer Guds Kirke med Ære, Og Saligheds Frugter mon bære, Thi Jesus dens Grøde opliver, Naar Sjælen i Alle Han bliver! Al Verden nu burde sig fryde, I Lov-Sang om Julen henflyde, Men Mange har aldrig fornummet, At Rosen til Verden er kommet! Forhærdede Tidsel-Gemytter! Saa stive som Torne og Støtter! Hvi holde I eder saa ranke I Hovmods den Helvedes Tanke? I Hjerner som Bobble og Blære, Hvor kan I saa daarlige være? Kan eder vel lære Fornuften At finde Livs-Træet i Luften? O søger de lavlændte Steder! Der smile de barnlige Glæder! Der faae I Guds-Barnet i Tale, Thi Roserne voxe i Dale! O Jesus! for immer Du være Min Rose, mit Liv og min Ære! Din Deilighed Hjertet indtage! Din Sødme selv Tungerne smage! Maa Verden mig Alting betage, Skal Tornene rive og nage, Maa Hjertet end bugne og briste, Kun aldrig min Rose jeg miste! Omsonst Man da kaster mig Graven, Jeg gaaer med min Rose til Haven, Og hører selv i Paradiset Af alle Smaa-Blomster den priset!

No. 185.

Brorsons, omgjort for Tonens og Begyndelsens Skyld.

Vor Jesus kan ei noget Herberg finde I Bethlehem, sin Konge-Faders By! O, gik Kong David da saa reent af Minde, At til Hans Søn er kun i Stalden Ly? Maria! ja, du maa vel sukke: For Davids Søn og Guds En Krybbe kun til Vugge! At Ærens Vei er steil paa Jorde-Rige, Blandt alle Kæmper lærde David bedst; Men dybt at dale, for tilgavns at stige, Os lærde først den underfulde Giæst, Som var med Krybbe-Rum fornøiet, Og ved Guds høire Haand Nu sidder høit ophøiet! Af mig, Han siger, lærer Ydmygheden, Den Ærens Drot, i Stalden barnefød, Og Navnet værd er Høihed ei herneden, Mod Hans, som evig Guddoms-Ære nød! Vil derfor Støv sig selv ophøie, Til Hel det synker ned I Barne-Gudens Øie! Men vil kun Mand fra drømte Bjerge-Toppe Neddale til sin Bedste-Moders Skiød, Og være for vor Herre en Græshoppe, Og troe paa Navnet, som fra Himlen lød, Da regner Gud det ei saa nøie, Vil til sin høire Haand Med Jesus ham ophøie! Saa kan i Himlen vi et Herberg finde, Langt bedre end i Fader-Huus paa Jord, Naar Sønnen os berede vil derinde Et Sted, og derfor Han til Himmels foer! Vor Gud i os vil Sønnen ære! O, huusvildt lad Hans Navn Da aldrig blandt os være!

No. 186.

Fru Boies, i den Guldbergske Psalme-Bog No. 16, gjort lidt istand.

Davids faldefærdig' Hytte! Synker du nu reent i Gruus? Konge-Spir! skal du nu flytte Evig bort fra Juda-Huus? Nei, da glipped jo Guds Ord! Bethlehem! saa bliv da stor! Lad det kiendes paa din Fyrste, At af Smaat udsprang det Største! Glade Aander! Engle-Hære! I, som med Forundring saae Soel og Maane fordum lære Vei og Sti paa Himlens Blaa, Saae al Stjerne-Hallens Pragt Ved Guds Ord og Bliv frembragt, Nu I see dog Nyt i Svøbet, Mere sært end Himmel-Løbet! Skabningen I har omvanket, Saae ved Tidens Fødsel godt Støvet i Guds Hænder sanket, Af Hans Aand til Jordens Drot! Manden faldt og Engle græd, Haabed dog paa Kvindens Sæd, Synge nu: Guds Søn forblummet Ligger svøbt i Krybbe-Rummet! Skue-Plads for ny Mirakler Blevet er den faldne Jord! Engle der nu bære Fakler For et Barn ved Navn: Guds Ord! Guddoms-Blivet anden Gang Priser Morgen-Stjerners Sang! Nu paa Marken samme Tone Lyder sødt, som for Guds Throne! Reist er Davids faldne Hytte Nu af Gabriel i Løn! Aldrig skal nu Spiret flytte, Evig throner Davids Søn! Bethlehem! din Giæste-Stald Er, som Himlens Stjerne-Hald, Uden Gylden-Spir og Taarne, Throne-Sal for den Eenbaarne!

No. 187.

Nordahl Bruns Jule-Vers “Stat op, bliv klar! dit Lys er runden,” lidt forandret.

Stat op, bliv klar, i Soel oprunden! Nu skinner Herrens Herlighed! Med Hjertens-Fryd, med Jul i Munden, Modtag, min Sjæl, nu Herrens Fred! En Engel klar godt Budskab fører! Enhver, som Øren har, nu hører!

No. 188.

Nordahl Bruns “Keiseren Augustus byder” lidt forandret.

Hører I, Tyrannen byder, Davids Huus skal svare Skat! Svaghed Over-Magten lyder, Septret Juda har forladt; Men den Skat, Marie bar, Vægtig til Gienløsning var, Styrted og Tyranners Throner! Det var Christus, vor Forsoner! Just da Herrens Arv maa klage: Trældoms Aag er Sjælen svart, Rinder op i vore Dage Friheds Lys med Jesus klart, Som en Jule-Dag fuldskiøn, Natlig født med Møens Søn! Folket Jule-Morgen kiender! Den i Møde Hjertet brænder! I Herberget der var Trængsel, Hvor Guds Søn til Verden kom; Hjerte med den dybe Længsel! Giv Ham i dit Kammer Rum! Fattig fødes, svøbes Han, Alle Sjæles Frelser-Mand; Mød med Fattigdom i Aanden! Naadens Rigdom er for Haanden! Hyrder! I som vogted Hjorden I det klare Maane-Skin, Hørde Himlens Ridder-Orden Synge Jule-Festen ind! Skal dog ikke jeg engang Ogsaa høre Engle-Sang, Og i Himmel-Aanders Kiæde Finde salig Jule-Glæde! Jo, min Frelser! denne Glæde Er i Dag og blevet min! I vor Dragt Du Dig lod klæde, Kun for os at skænke din! Derfor, meer end Engle lig, Frelser! jeg skal ligne Dig, Dele med Dig Fryd og Ære, Naar Dig love Himlens Hære! Tak, o Tak fra lave Stade, Du som i det Høie boer! Fred paa Jorden! Olje-Blade Trindt om Ærens Krone groer! I os Smaa fra Jule-Dag Har Gud Fader Velbehag! Ham og Dig og Aanden være Lov og Tak og evig Ære!

No. 189.

Nordahl Bruns Jule-Vers “Min Sjæl er frelst fra Synd og Død” lidt anderledes.

Nu Bod vi fik for Synd og Død, Med Engle vi istemme: Os er i Dag en Frelser fød! Hans Navn vi ei kan glemme! En Fader har og vi nu der, Hvor liflig sjunger Himlens Hær! Guds Søn er nu vor Broder! Hans Himmel er vort Fædre-Land, Hans Aand vor Fred og Trøster-Mand; Hans Kirke er vor Moder!

No. 190.

Efter No. 138 i den Ny Psalmebog.

O Jesus! vor Forsoner! Guds Søn fra Himmerig! Med glade Velkomst-Toner Vi hilse, prise Dig! O store Kiærlighed! Selv Klipper det maa bøie: Fra Thronen i det Høie Du sank i Krybben ned! Gaaer ud i Verdens Riger, I Himlens Jule-Bud! Til alle Sjæle siger, Hvad os er skeet af Gud! Os er en Frelser fød, En Kæmpe uden Mage, Han bringer Fred tilbage: Guds Fred i Liv og Død! O Glæde uden Lige! O Morgen himmelskiøn! I Herlighedens Rige Lovsynges Støvets Søn! Ei ruller nu Guds Torden, Men Chor fra Engle-Hjem Lovsynge høit paa Jorden Et Barn i Bethlehem! O, vær os da velkommen, Du Herrens Salvede! Du oplod Helligdommen, Da Du blev Menneske! Velkommen, Gud og Mand! Histoppe og herneden Med Dig vi har, som Freden, Saa fælles Føde-Land! Lov, Tak og Priis og Ære Dig skee evindelig! Vor Stolthed nu det være At tækkes, ligne Dig! Ja, lad os, her og hist, Dig tækkes, love, ligne, Af Hjertens Grund velsigne, Vor Herre Jesus Christ!

No. 191.

Brudstykke af en verdslig Jule-Sang fra 1809.

Høit udi Gudernes hvælvede Sal Stjernerne tindred saa vilde, Sne-Kongen raadte i Eng og i Dal, Dræbde Smaa-Blomsterne milde, Bølgerne rulled saa tungt under Iis, Stjernerne dem ikke funde, Klipperne gjalded af Kæmpernes Priis, Blodige Bækkene runde! Stjernerne blinked paa lysere Grund, Hisset i Sommerens Rige, Blomsten sig aabned i Midnattens Stund, Himlen sig aabned tillige; Klarlig fra Skyen nedsused en Røst, Ei var det rullende Torden, Salige Aander forkyndte med Lyst: Freden skal bygge paa Jorden! Tiderne randt, paa den hellige Dag Toned i dybeste Norden: Gud har i Mennesket fundet Behag, Freden skal bygge paa Jorden, Hjertet ei vidste hvad Læberne kvad Høit om den store Forsoner, Brødre sig tvætted i blodige Bad, Midt under Lov-Sangens Toner! Fredsælle Drotter har Vaabnenes Brag Blidelig stillet i Norden, Glade vi sjunge paa hellige Dag: Freden skal bygge paa Jorden! Maae end de Lande i Syd og i Vest Bæve for Menneske-Torden, Kiærlig skal Sangen paa hellige Fest Tone hos Brødre i Norden!

No. 192.

Forsøg paa en Jule-Sang 1810, forkortet.

Op, alle Christne, stemmer i! Om Christus vil vi sjunge, Med Sjæl og Hjerte sjunge vi, Alt som med Mund og Tunge, Og prise Herrens Kiærlighed, Som sendte os fra Himlen ned Sin elskede Eenbaarne! Naar saae Man før det Underværk, At Stjerner maae nedskride, For Soel opgaaer saa klar og stærk Ved dybe Midnats-Tide! O Midnat! lysere du er, End nogen Dag med Straale-Skiær, Fra Verdens første Morgen! O Foraars-Soel! din Magt er stor, Naar Sneen du mon smelte, Du løser ud den fangne Jord Af Isens haarde Bælte, Alt paa din Straales Venne-Bud Af Kvisten springer Knoppen ud, Og Blomsten op af Jorden; Dog aldrig med den Vinter-Soel Du vove dig at maale, Som klar, da Midnats-Hanen goel, Opgik med Gylden-Straale! Kun Billed er din stolte Pragt, Kun Skygge er din store Magt, Af Jule-Midnatsolens! Den Soel er Du, o Jesus sød! Dig fulgde Guddoms-Styrke, Med den Du Syndens Lænker brød, Adsplitted Satans Mørke, Og Dødens Iis, saa stærk og bold, Den onde Fiendes Herre-Skjold, Du med din Naade smelted! Der er slet ingen Vraa saa mørk, Du kan den jo oplyse, Saa vildsom er slet ingen Ørk, At Vei jo Du kan vise, Saa lys er ingen Konge-Hald, Saa lys er ingen Hjerne-Skal, At Dig de kan undvære! Saa skin da, Gylden-Soel fuldklar, Foruden Aar og Alder! Din Straale og den Styrke har, At Blomster den opkalder; Thi Kiærlighed og Haab og Tro, Det er den Blomst, som nu mon groe Trefoldig, høit mod Himlen! Saa hav da Tak, o Herre from! For Lys og Blomst tillige, Ja, for Du som en Frelser kom Til faldne Jorderige! O, lad os paa din Fødsels-Fest Dig takke, som Du takkes bedst, Med Tro i rene Hjerter! Og, Frelser! naar saamangen Gang I Midnats-Mulm vi vanke, Forført af Lysters Trolddoms-Sang, Forvildet af vor Tanke; O, fødes da hos os paany! Forsmaa ei Hjertets ringe Ly! Tilgiv hver daarlig Tanke! Ja, derfor Du, o Frelser-Mand! Dig lod i Krybben lægge, Imellem Dyr med Uforstand, Alt inden ringe Vægge; Dit Tegn det var i svundne Tid, Hvergang Du Dig gienfødte blid! Du altid saa vil fødes!

No. 193.

Jule-Sang fra 1817, efter Luther, forkortet.

Det kimer nu til Jule-Fest, Det kimer for den høie Giæst, Som steg til lave Hytter ned, Med Nyaars-Gaver: Fryd og Fred! O, kommer med til Davids By, Hvor Engle kvæde høit i Sky! O følger med paa Marken ud, Hvor Hyrder høre Nyt fra Gud! See hist i Lysets Klædebon Blandt Hytte-Børn en Himmel-Aand! Hør Paradisets Nattergal Slaae Jubel-Slag i Graadens Dal! Hvor Rachel græd for sine Smaa, Det klinger nu, som Orgler gaae: Vær glad i Gud og græd ei saa! De Døde skal igien opstaae! Hvor David gik i Ungdoms Aar Som salvet Drot og vogted Faar, Der aabenbares Hyrder nu Hvad Aanden David skiød i Hu! Ved Natte-Tid i Hyrde-Lag Forkynde Engle Herrens Dag; Hør efter, hør, og føl i Bryst, Nu Støvet skal faae Engle-Røst! O, hør den store Glædes Tolk, Som vederfares skal Guds Folk: I Bethlehem, i Davids By, Giør Naade-Solen Morgen-Gry! I Bethlehem er Christus fød, Vor Frelser-Mand fra Synd og Død! Nu kom den store Løvsals-Fest, Nu blev Jehovah Hyttens Giæst! I Klude svøbt, i Krybbe lagt, Er Han, som giver Lys til Dragt! O, ton fra Himmel, ton fra Jord Halleluja i fulde Chor! Her prises af Ufaldnes Chor Guds Naade mod den faldne Jord; Den Synder, som vil tie her, Er Naaden ei men Dommen værd! O, vær velkommen, ædle Giæst! Fra Himlen høit Du kommen est! Giv Selv min Tak en værdig Tolk, Du Naade-Soel for Gravens Folk! O Rigmands Søn af Evighed! Hvor komst Du fattig dog herned, For mig utro, giældbundne Svend At giøre hovedrig igien! Al Verden, nok saa vid og lang, Til Vugge var jo Dig for trang, For ringe, om med Guld tilredt, Og perlestukket, silkebredt! Men for af Smaat at giøre Stort, Af Stort Du her saa Lidt har gjort, I Krybbe lagt, i Klude svøbt, En Himmel-Seng Du mig har kiøbt! Velan, min Sjæl, saa vær nu glad, Og hold din Jul i Davids Stad! Ja, priis din Gud i allen Stund Med liflig Sang af Hjertens Grund! O, fryd dig, Mark, syng høit du Skov! I Muldet gaaer nu Herrens Plov, Og selv Han lægger Sæd i Jord Til Himmel-Brød paa Alter-Bord! Ja, sjunge hver, som stamme kan: Nu tændtes Lys i Skyggers Land, Og ret som Midnats-Hanen goel, Blev Jakobs Stjerne til en Soel! Nu kom Han, Patriarkers Haab, Med Nyaars-Vers og Himmel-Daab, Og Barnet tyder nu i Vang Hvad David dunkelt saae og sang! Kom Jesus! vær vor Hytte-Giæst! Hold selv i os din Jule-Fest! Da skal med Davids Harpe-Klang Dig takke høit vor Nyaars-Sang!

No. 194.

En Kæmpe-Vise om Julen fra 1823.

Der kneiser et Træ paa Norges Fjeld, Det groer og paa Dannemarks Sletter, Med Lys det smykkes til Jule-Kveld, Som Hugen, jeg har, mig forjætter! Vi takke maae Gud for Vinter-Grønt, Naar Bjelder i Skoven kun lyde, For Hjertet er det dog aldrig kiønt, Naar meer det ei har at betyde! Vi støbe af Vox de Kierter smaae, Og sætte dem vittig paa Naale, Dog selv, naar Konsten vi bedst forstaae, Ei støbes den levende Straale! Sang-Fluer vi giør med Fjeder-Ham, Som Stemme kan faae efter Haanden, Men Fugl i Haand er dog alt for tam, Og Lyd er kun Legem for Aanden! Hvo Hjerte kun har for Skue-Spil, Med Skinnet vel lader sig nøie, Men meer hos Daner staaer Hugen til End hvad der kun stikker i Øie! Saa komme da med, hvo dybt i Bryst End savner den levende Glæde! Lad did os drage, hvor Liv og Lyst I straalende Glands er tilstæde! Det deilige Land i Øster-Leed Vel dybt sig bag Taagerne dølger, Dog did, o Venner! en Vei jeg veed Alt over de brusende Bølger! Der ligger et Skib i Isse-Fjord, I Læ under venlige Skove, Og Styr-Mand god har det Skib ombord, Gaaer aldrig for Vind og for Vove! Der vaier i Top et deiligt Flag, Som Dannebrog er det at skue, Men Korset straaler der Nat og Dag I Glands af saa lønlig en Lue! Den Snekke har Bør mod Vind og Strøm, Hvor Styr-Manden lyster at fare, Saa her opfyldes den gamle Drøm Om Gudernes Skib aabenbare! Den Snekke har Rum til Folk i Flok, Saamange som helst det skal være, Men skiøndt den aldrig fik Ladning Nok, Kun Smaa-Folk den lyster at bære! For, stiler en Kæmpe stolt om Bord, Det lyder fra Oven saa fage: Du kanst vel vade saa godt som Thor, Om Vandet end gaaer til din Hage! Men kommer et Barn i Lede-Baand, Da toner saa kiærlig en Stemme: Kom, sæt, du Lille, dig paa min Haand! Jeg haver i Paradis hjemme! Saa komme da, hvo til Moders Bryst Vemodig sig ønsker tilbage, For ret at nyde med Liv og Lyst De smilende, deilige Dage! Vi Frænder af Muld maae vel forstaae, Kun Drøm er vor Storhed i Aanden, Saa vaagne maae vi som Dværge smaae, Om voxe vi vil efterhaanden! Det lærde os Han, der var saa stor, Som Gudernes Gud kan udtrykke, Og Selv stadfæsted Han klart sit Ord, Da lille Han blev til vor Lykke! Da lille Han blev, da fik vi Jul, Ja, da blev der Glæde paa Jorden, Da Stolthed tabde sit Skalke-Skjul, Det følde selv Kæmper i Norden! Sig skjuler det Smaa bag store Ord, Men er nu alt Paaskud berøvet, Da Han, som er over Stjerner stor, Sig skjulde saa smaalig i Svøbet! Saa komme da med, hvo Jul har kiær, Og ønsker den Største at ligne! Os Aanden vinker til Pilgrims-Færd, De Smaa vil Han alle velsigne! Han fører os frit paa Snekke sin, Alt over den brusende Bølge, Og Nok Han haver af Brød og Vin Til hele sit fattige Følge! Han fører os frit til Jøde-Land, Han lærer os deilige Sange, Og Fjeder-Hamme vi faae paa Stand, Saa aldrig kan Tyrken os fange! Saa fare vi flux til Bethlehem, Langt borte fra Afgude-Vrimlen, Der i Paulunet vi gaae til Sem, Og see med Hans Øie til Himlen! Da sender os Gud et Jule-Træ, Det selv sig rodfæster i Jorden, Og brat vi sande med bøiet Knæ, At Østen er bedre end Norden! Vi skue, for Gran, en Palme skiøn Omslynget af Roser og Ranker, Ei er saa faver, saa liflig grøn Selv Bøgen i Dannemænds Tanker! Der sidder et Lys paa hvert et Blad, Det sidder slet ikke paa Naale, Man paa den Klarhed kan see sig glad, Thi det er en levende Straale! Der sidder en Fugl paa hvert et Blad, I Paradis have de hjemme, Og Hjertet hører saa barneglad, De sjunge med Englenes Stemme! De sjunge Hans Priis, Hvem over Sky Velsigner den evige Psalme, For, god, Han planted til Vext paany I Støvet en Paradis-Palme! Saa kom da, hver Søn af Fredegod, Hvem Sandhedens Lys er det bedste! Og kom, hver Daatter af Dannebod, Som Tro tør til Kiærlighed fæste! Saa løse vi nu vort Fæste brat, Og see os slet ikke tilbage, Hvor Engle sjunge om Jule-Nat, Giør Frelseren kronede Dage!

No. 195.

Af Ingemanns “Glæd dig Zion, glæd dig Jord.”

Bøi dig for din Konge, Sjæl! Verdens Konger! bøier eder! Stolte Magt og Høihed! knæl! Thronen for Guds Søn bereder! See, i Aanders store Land Konge-Spiret fører Han; Mørkets Magter for Ham vige, Hans er Salighedens Rige! Over de Gienløstes Land Han paa Naadens Stol er Dommer! Evig lovet være Han! I Gud-Faders Navn Han kommer! Sjung, hver Sjæl, med Tak og Bøn: Hosianna, Davids Søn! Sjung, mens alle Knæ sig bøie, Hosianna i det Høie!

No. 196.

Ingemanns Jule-Sang med et Par Smaa-Ændringer.

Jeg som et Barn mig glæde vil, Og sjunge i det Høie: Idag ei Sorg paa Jord er til, Som kan min Sjæl nedbøie! Idag er fattigst Betler rig! Et Paradis er Jorden mig, Guds Engle til mig kvæde: Idag er dig en Frelser fød! Idag al Jordens Sorg er død, Og født al Jordens Glæde! Ei Synd og Død i Verden meer Mig knuge skal og kyse: Jeg Naadens Sol oprundet seer, Og den skal evig lyse! En Konge er idag mig fød: Det lidet Barn paa Moders Skiød Al Verdens Nød betvinger! Hans Rige Himmel er og Jord; Den Konge evig Tro jeg svor, Og Han min Sjæl gav Vinger! Flyv høit, min Sjæl, da barnefro! Forlyst dig i Hans Rige, Med Kiærlighed, med Haab og Tro! Hans Ord skal aldrig svige! I Klude svøbt, i Krybbe lagt, Det Barn har over Stormen Magt, Og over Havets Bølger; Ei Jord, ei Luft, ei Ild, ei Vand, Ei Mørkets Magter skade kan Den Sjæl, som Barnet følger! Ei Verdens Glands og Klogskab meer Forblinde skal mit Øie: Hvor Østens Vise Stjernen seer, Vil jeg mig dybt nedbøie: Mig ei forarge skal det Straa, Hvor Kongen spæd i Stalden laae, Som stifted Naadens Rige! O, viis er den, som troer paa Ham! Enfoldig Hyrde først fornam, Hvad Engle kun udsige! Kom, Høie, Lave, Store, Smaa, Enfoldige og Vise! Lad os til Jesu Krybbe gaae, Og Verdens Frelser prise! Forgiæves lyse Stjernen ei! See, Konger følge Hyrdens Vei! Hør, Himlens Engle kvæde! Idag er os en Frelser fød! Idag al Jordens Sorg er død Og født al Jordens Glæde!

No. 197. Velkommen igien, Guds Engle smaa, Fra høie Himmel-Sale, Med deilige Solskins-Klæder paa, I Jordens Skygge-Dale! Trods klingrende Frost godt Aar I spaae For Fugl og Sæd i Dvale! Velmødt under Sky paa Kirke-Sti, Paa Sne ved Midnats-Tide! Udbære vor Jul ei nænner I, Derpaa tør vi nok lide, O ganger dog ei vor Dør forbi, Os volder ei den Kvide! Vor Hytte er lav og saa vor Dør, Kun Armod er derinde, Men giæstet I har en Hytte før, Det drages vi til Minde, Er Kruset af Leer og Kagen tør, Deri sig Engle finde! Med venlige Øine himmelblaa, I Vugger og i Senge, Vi Rollinger har i hver en Vraa, Som Blomster groe i Enge; O, synger for dem, som Lærker slaae, Som hørt de har ei længe! Saa drømme de sødt om Bethlehem, Og er det end forblummet, De drømme dog sandt om Barnets Hjem, Som laae i Krybbe-Rummet, I Drømme de lege Jul med dem, Hvis Sang de har fornummet! Da vaagne de mildt i Morgen-Gry, Og tælle meer ei Timer, Da nynne de Jule-Sang paany, Der sig med Hjertet rimer, Da klinger det sødt fra Morgen-Sky, Naar Kirke-Klokken kimer! Da vandre Guds Engle op og ned Paa Psalmens Tone-Stige, Da siger vor Herre Selv “Guds Fred” Til dem, den efterhige, Da aabner sig Himlens Borge-Led, Da kommer ret Guds Rige! O, maatte vi kun den Glæde see, Før vore Øine lukkes! Da skal, som en Barne-Moders Vee, Vor Smerte sødt bortvugges! Vor Fader i Himlen! lad det skee! Lad Jule-Sorgen slukkes!

No. 198. Et Drømme-Syn for Hedninger oprandt om Dagens Moder: Ham føder Nat, den himmelske, til mange Dunkles Broder! Den Drøm var af de Lyseste i Dødens Skygge-Dale, Saa bedre Ingen billedlig kan Christi Fødsel male! Han Dagen er fra Evighed, den sande Morgen-Røde, Dog lod Han til en Dødelig i Dunkelhed sig føde! Med Ham oprandt og kiendelig en Nyaars-Dag paa Jorden, Med Morgen rød i Østerled og Aften sød i Norden! Den Nyaars-Dag guddommelig, hvis Glands maa Støv forgylde, Som Søn af Jord, den natlige, blev født i Tidens Fylde! Den Dag, som Engle frydes ved, i Kraft skal evig funkle, Da Broder blev paa Jorderig til Millioner Dunkle! Som Jule-DagJule-Dagdelvist fremhævet i A er Broder til de Mørkeste i Norden, Saa Herren selv til Mennesket, det Dunkleste paa Jorden! Ei nogen Nat var skumlere for Aanden paa vor Klode, End Keiser-Dagen glimrende, for Helved kun den Gode; Hvor Lampen, den guldarmede, i Helligdommen brændte, Sig Dagens Lys, det himmelske, i Løn dog selv antændte! Hvor Gienlyd af Propheterne end hvidsked Trøst i Vaanden, Der Moder-Hjertet Frelseren undfangede af Aanden! Den Barne-Moder lykkelig, hos hvem i Løn Han hviled, Af Skjalde maa og lignes ved en Nat med Dagning-Smilet! Og som en Dronning smilende, med sammenlagde Hænder, Hun Kongers Konge billedlig i Barne-Svøb omspænder! Saa giennemklinge Tiderne Marias Lovsangs-Toner, Hvor hun med Hjerte-Straalerne sit Hoved ydmyg kroner! Og for at Alt sig lystelig med Drømmen kunde rime, I dunkle Vraa ved Nattetid slog Herrens Fødsels-Time! Da gjordes alle vitterlig af himmelske Herolder, At Nattens Slør nu svøbde sig om Dag i lyse Folder! Brat i en Engels Skikkelse blev Morgen-Gry tilskue, Som Lyn i Mulm, saa Hyrderne paa Marken maatte grue! Dog grue kun, til glædelig det klang fra Tone-Skyen: I Dag en Frelser hemmelig er født i Davids-Byen! Det Herren er, Guds Salvede, den Ranke sig har krummet, I Barne-Svøb, i Bethlehem, ham favner Krybbe-Rummet. Saa Herrens Byrd høitidelig hans Fader lod forklare, Og om Herolden straalende sang lydt en Engle-Skare! Til Ære for den Høieste, nu er der Fred paa Jorden, Nu er der Fryd i Mennesket, som Soelskin efter Torden! Et Tone-Hav opbrusende, det ligned fra det Fjerne, Fra Dagning-Skyer hvidlige omkring en Morgen-Stjerne! I Norden-Skov vidunderlig gientages Tone-Mødet, Og melder Nyaars-Dagningen i Jule-Moderskiødet! Her atter i en Lignelse, det lyder nu forblummet: Sig skjuler Straale-Skyderen i Svøb i Krybbe-Rummet! Hvor Hjertet favner brændende Guds Ord i Kirke-Vangen, Der toner og for Hyrderne i Dag-Skiær Engle-Sangen! Saa Dagen, født i Bethlehem, ved Jule-Midnatstide, End svøber Nat, den himmelske, i Morgen-Skyer hvide! Saa svæver Han for Tankerne, til alle Skyer gløde, Da vi skal see grandgivelig den gyldne Morgen-Røde!

No. 199. Frygter ikke! thi Fryd jeg bringer, Sanddru forkynder Glæde stor, Folket at times trindt paa Jord! Rygtet farer paa Engle-Vinger: Han, som giør evig sjæleglad, Jesus er født i Davids Stad! Hyrder! har I min Røst fornummet, Mærker da vel det Kiende-Tegn: Under hver Julens Himmel-Egn Barnet ligger i Krybbe-Rummet! Seer i den Lille Herren stor, Stemmer saa i med Engle-Chor! Ære være nu, i det Høie, Fader og Søn og Hellig-Aand, Eet i Fuldkommenhedens Baand! Fred paa Jorden med al dens Møie! Trods alle Taarer Livets Lyst, Glæde og Fryd i Mande-Bryst!

No. 200. Guds Engle sang i Stjerne-Tal, Stjerne-Tal: Nu Gud skee Lov i høien Hald! Halleluja, Halleluja! Fuldsødt det klang i Engle-Chor, Engle-Chor: Guds Fred! Guds Fred! Guds Fred paa Jord! Halleluja, Halleluja! Nu Adams Børn skal lege Jul, Lege Jul, Guds Søn i Svøbet leger Skjul! Halleluja, Halleluja! Tak, Engle-Chor, for Jule-Bud, Jule-Bud! Med eder vi vil love Gud: Halleluja, Halleluja! O, Gud skee Lov for Jule-Nat, Jule-Nat! Nu kommer Nyaars-Morgen brat! Halleluja, Halleluja! Saa voxe vi i Lys og Løn, Lys og Løn, Til Guds Behag med Davids Søn! Halleluja, Halleluja! Og som Guds Engle kom til Mænd, kom til Mænd, Saa komme vi til dem igien, Halleluja, Halleluja! Fra Bethlehem til Stjerne-Slot, Stjerne-Slot, Vi kiende Engle-Veien godt! Halleluja, Halleluja! Thi Jesus er den Himmel-Vei, Himmel-Vei, Som skinner klart og sviger ei! Halleluja, Halleluja! Den førde Engle ned til Jord, ned til Jord! Den fører os til Engle-Chor! Halleluja, Halleluja! Der deilige Guld-Kroner smaa, Kroner smaa, Vi af Guds Søn, vor Broder, faae Halleluja, Halleluja! Thi skee Gud-Fader Lov og Priis, Lov og Priis! Guds Søn og Aanden ligerviis Halleluja, Halleluja!

No. 201. Nazareth og Bethlehem! Jesu Vugge, Christi Hjem! Bethlehem og Nazareth! Foster-By og Føde-Plet For vor Drot fra Himmel-Sale, Naadens Soel i Duggens Dale! Har af eder og af den Vi kun Skyggerne igien? Er det Tyrke-Rygte sandt, At med Tiden I forsvandt! Kalde derfor allerbedst Julen vi en Barne-Fest, For det er kun Hjerner spæde Blændværk skuffer, Skygger glæde, Til Forstanden slaaer en Streg Over Barnets Jule-Leg? Nei, det er ei Hjerne-Spind, Fabel Børn at bilde ind, At end under Himmel-Blaa Sjunge Jule-Engle smaa, At end her i Duggens Dale Falder Lys fra Himmel-Sale, At end paa vor usle Jord Findes lagt i Svøb Guds Ord! Hvergang, ved vort Jule-Bud, Hjertet hører Nyt fra Gud, Da indtræder Gabriel, Med sit himmelske Hilsæl! Aandens Kraft dig overskygge! Fød en Søn med Konge-Lykke! Kald ham Jesus, faur og fiin, Sønnen Guds og Sønnen din! Hvergang Hjertet jubler ved Lysningen af “Herrens Fred,” Hører det fra Engle-Chor: Gud til Ære, Fred paa Jord! Finder da, om før ei fundet, Frelseren med Svøb omvundet, Finder “Herlighedens Haab” Født og svøbt i Tro og Daab! Nazareth og Bethlehem, Jesu Vugge, Christi Hjem, Moder Hans og Engle-Chor, Følge Troen og Guds Ord! Med Hans Aand og i Hans Kirke, Som de nyde, saa de virke Jule-Glæde, Hjerte-Fred, Himmel-Haab og Salighed! Saa det sandes, som det lød Fra din Læbe, Herre sød! Thi, med Hænder vidtudstrakt, Sanddru, kiærlig har du sagt: I dem Alle er min Moder, Er min Syster og min Broder, I dem Alle, som paa Jord Høre, elske Faders Ord!

No. 202. Glædelig Fest! Glædelig Fest! Glædelig Jul og lyksaligt Nyaar, Det faae de bedst, Som paa den Tidende lide, Gud haver ladet os vide; Hver den, som hører og troer: Engelens lønlige Ord! Fare med Fred, Fare med Fred, Fare med Fred, som dem Aanden har meldt, Trøstes derved, Født er den Himmelske Helt, Skal de, som Hovedet bøie For hvad de Prøvedes Øie, Annas og Simeons, saae, Tvivlene dermed nedslaae! Stjernen i Øst, Stjernen i Øst, Stjernen i Øst over Jødernes Drot, Vidskabens Røst, Rimer med Bøgerne godt, Derved dog Liv kun formodes, Frygter og fnyser Herodes, Den giver Hjertet ei Bod, Den koster Børnenes Blod! Glædelig Fest, Glædelig Fest, Glædelig Jul og lyksaligt Nyaar, Engelen bedst Byder med Hyrdernes Kaar, Naar, med Fornuften til Fange, Flux vi til Bethlehem gange, Og i den barnlige Tro Søge vor Drot og vor Ro!

No. 203. Dagene stækkes og mørkne i Nord, Til knap der er Dag-Skiær tilbage, Alt som det gik paa vor syndige Jord, I Heden-Olds Efteraars-Dage; Heltene døde og Guderne med, Røvere saaes med Spøgelser lege, Sygelig kun paa “det hellige Sted” Glimted en Lampe med døende Væge, Svæved en Skygge af Dag-Kongens Glands! Selv dog naar Solen forsvinder i Nord, Kan Seier dog Mørket ei vinde, Mælke-Vei mister ei Dag-Kongens Spor, Og Nord-Lys om Soel-Glandsen minde, Mindet i Norden er Moder til Haab, Mørket i Norden som Helvede hadet, Gammelt som Bavnen og Julen det Raab: Velkommen Lys-Helt fra Iiskampe-Badet! Velkommen Soel-Hverv i Steen-Bukkens Tegn! Her da fra Heden-Old legedes Jul, I Norden har Lys-Glæden hjemme, Børnene her har med Solen legt Skjul, Da Engle gav Jule-Nat Stemme, Derfor hver Tale om Lyset i Løn Altid i Norden saa gierne Man hører, Derfor hver Sang om den lille Guds Søn, Soel-Gud i Svøb, os saa inderlig rører, Skille vi kan ikke Glæde fra Jul! Kom da den Dag, nei, den bælgmørke Nat, Da meer vi ei hørde med Glæde, Hvordan ved Mid-Nat det lysned saa brat, At Fuglene tog til at kvæde, Himmelen sang: nu er Frelseren fød, Ønskede Jorden med Lyset til Lykke; Nattergal da var i Norden uddød, Bøge-Blad meer ei paa Klinten et Smykke, Kiærlighed meer os ei Lyset i Løn! Krøb da end Evigheds-Solen i Skjul, Fortørnet af Døgnets Unoder, Immer i Nord Man dog legede Jul, Og Glæde den kaldte sin Moder! Vinter-Soelhverven i tusinde Aar Signede Dagen, som fødtes i Østen, Og selv da Jul havde knappeste Kaar, Svang sig fra Bjerg over Slette dog Røsten: “Lys er oprundet, stat op og bliv klar!” Lys er oprundet, stat op og bliv klar! Som fordum det toned fra Bavne, Høiest i Nord, naar Man Budskabet bar, Ei Solen de meer skulde savne; Som det gienlød i den mørkeste Tid, Julen har fristet paa Fjeld og i Dale, Nu, da i Vente er Vaaren saa blid, Høit skal udsjunges i Hytter og Sale, Hjerterne bringe en glædelig Fest! Lys er oprundet, stat op og bliv klar! Ja, det er vort Løsen i Norden! Vor Jul og vor Glæde af Lyset vi har, Oplysning skal voxe paa Jorden, Voxe, som Barnet i Krybben nedlagt, Evigheds-Solen i Støvtraade-Svøbet, Langsomt udvikle sin himmelske Pragt, Klare med sig baade Bølgen og Støvet, Klarheden naae paa Forklarelsens Vei! Velkommen, Lys! som har Liv, som har Aand, Guds Ord, som har Tunge og Mæle! Velkommen, Gud med den barnlige Haand! Sig fryde nu Menneske-Sjæle! Lys i dit Lys, Herre Jesus! vi see: Solen, som steeg for ei mere at dale! Kiækt kan ad Natten nu Børnene lee, Oldingen glad hilse Vinterens Svale, Jule-Leg kun er nu Dødninge-Dands!

No. 204.

Med Hensyn paa Esaias 66.

Alle Christne Fødsels-Dag Har med Christus sammen, Derfor i Hans Venne-Lag Stor er Julens Gammen, Ja, det hele Folke-Færd, Nyt og Gammelt, fjern og nær, Fødtes med sin Konge! Esaias! nu er skeet Hvad i gamle Dage Kun Propheter havde seet: Under uden Mage! Zion, fik Man nu at see, Fødte uden Fødsels-Vee Børn som Stjerner mange! Fordum vel med Noah fød Blev fuldstor en Skare, Dem dog immer Synd og Død Holdt i Frygt og Fare, Og fra Babels Dag til nu Ei sin fælles Byrd ihu Meer kom Noa-Folket! Men da, ved sit Engle-Bud, Fader i det Høie Fæsted sig paa Jord en Brud, Yndig for Hans Øie, Da, ved Aandens Kraft i Løn, Mø undfanged med Guds Søn Hele Christen-Folket! Hver af os sin Fødsels-Dag Har til Verdens-Møden, Har til Kamp og Nederlag, Først og sidst til Døden, Men til Liv og Fred og Fryd Jule-Nat med Engle-Lyd Er vor Fødsels-Time! Derfor, efter Herrens Ord, Som vor Tvilling-Broder, Fader ei vi har paa Jord, Men, som Han, kun Moder, Kun Hans Moder, Jomfru skiær, Underlig Gud-Fader kiær, Frugtbar af Hans Naade! Hun er som den lette Sky, Skiønt til Dugg udsmeltet, Hun i Ørken er paany Ark med Himmel-Teltet, Hun er Tempel-Porten skiøn, Aaben kun for Davids Søn, Som er Guds tillige! Haanlige er Vantroes Ord Om den faure Kvinde, Overtro deraf paa Jord Skaber en Gudinde, Troen bær taalmodig Spot, Trøster sig ved Naadens Drot, Er den store Moder! Brat nu klarer sig den Sag, Som var dunkel længe, At vor Herre Fødsels-Dag Har med Blomst i Enge, Har med os, som Frelser huld, Moder sin i Støv og Muld, Evas Kvinde-Hjerte! Hjerte ømt, som troer Gud, Er fra Skaber-Dage Konge-Moder, Keiser-Brud, Dronning uden Mage, Jomfru skiær i Bethlehem, Zion og Jerusalem, Alles vores Moder! Høiest Hjertet slog paa Jord, Himmelvendt, og blødte, Da fra Himlen med Guds Ord Gabriel det mødte, Da undfanged det i Løn Baade Guds og Davids Søn, Aandelig trolovet! Nu det er paa Jorderig Kirkens Moder-Hjerte, Som forglemmer hastelig Al sin Sorg og Smerte, Naar Guds-Mennesket er fød, Skiøn som Livets Morgen rød, Født til Himmerige! Hvor nu hos en Moder fiin, Snart som hos Marie, Meer til Gud end Manden sin Hjertet sig lod vie, Der med sødt og saligt Haab Sønnen, christenfødt i Daab, Hun som Jesus favner! Derfor Kvinde-Hjertet ømt, Som paa Gud mon bie, Vorde skal paa Jord berømt, Hardtad som Marie, Og med hendes Dronning-Navn Tage skal de Smaa i Favn Kirken alle Dage!

No. 205.

Efter Propheten Esaias 53.

Al den ganske Christenhed Priser Guds Barmhjertighed, Af Hans store Kiærlighed Det er nu skeet, som spaaet havde Esaias! Engle har os Budskab ført, Aanden har vort Hjerte rørt, Troens Ord har Sjælen hørt, Det er nu skeet, som spaaet havde Esaias! Barnlig kom til os Guds Ord, Af den tørre, sprukne Jord Livets Træ i Kveld opfoer! Det er nu skeet, som spaaet havde Esaias! Verden saae Guds lille Søn, Fandt ham dog ei faur og skiøn, Lasted Ham i Lys og Løn! Det er nu skeet, som spaaet havde Esaias! Ei var Han til Øiens-Lyst, Verden hørde ei Hans Røst, Vraged Tale Hans og Trøst! Det er nu skeet, som spaaet havde Esaias! Han, den Mand saa pinefuld, Glimred ei af Sølv og Guld, Var kun de Ydmyge huld! Det er nu skeet, som spaaet havde Esaias! Hen i Veir Hans Ord Man slog, Men vor Frelser blev han dog, Al vor Sot Han paa sig tog! Det er nu skeet, som spaaet havde Esaias! Ved Hans Vunder vi fik Bod, Han for os sig plage lod, For vor Synd udgiød sit Blod! Det er nu skeet, som spaaet havde Esaias! For os hyrdeløse Faar Han forlod sin Faders Gaard, Lægde os med sine Saar! Det er nu skeet, som spaaet havde Esaias! Som et Faar og som et Lam Man til Slagter-Bænken Ham Førde taus og spag og tam! Det er nu skeet, som spaaet havde Esaias! For Ham gjaldt ei Slaa og Bom, Sært Han gik og sært Han kom! Hvo kan tale ret derom? Det er nu skeet, som spaaet havde Esaias! Svig ei fandtes i Hans Mund, God var Han af Hjertens-Grund, Englereen i allen Stund! Det er nu skeet, som spaaet havde Esaias! Døden leed den Herre bold For sit Folk, som Syndens Sold, Saae sin Grav i Fiendens Vold! Det er nu skeet, som spaaet havde Esaias! En Misdæder blev Han kaldt, Blandt de Værste blev Han talt, For de Mange leed Han Alt! Det er nu skeet, som spaaet havde Esaias! Helten med de sære Kaar, Revet bort i Ungdoms-Aar, Æt dog har, som ei forgaaer! Det er nu skeet, som spaaet havde Esaias! I sit Ansigts Purpur-Sved Tjende meer end Mange veed Herren, vor Retfærdighed! Det er nu skeet, som spaaet havde Esaias! Arven Hans er stor og skiøn, Lys og Liv Han fik til Løn For det hele Adams-Kiøn! Det er nu skeet, som spaaet havde Esaias! Jesus Christus! Frelser god! Tvæt os rene i dit Blod! Raad paa al vor Vaande Bod! Det er nu skeet, som spaaet havde Esaias!

No. 206.

Efter den 16de Davids-Psalme.

I de gyldne Himmel-Sale Holdes Raad om Jordens Nød, Lytter til den dybe Tale, Som den giennem Støvet lød, Giennem Støvet, ført af Aanden, Fordum til at lindre Vaanden, Nu til Fryd og Takke-Sang! Aandernes og Støvets Fader Raadslaaer eiegod i Løn, Siger: Jeg mig trygt forlader Paa din Bistand, Drot og Søn! Herre-Navnet er din Gaade, Du ei trænger til min Naade, Jeg nu trænger til din Hjelp! Helgen-Folket i det Lave Kan ei frelses, uden Du Underfuld dem vil begave Med min Lyst i Sind og Hu, Daarlig deres Sag de stiled, Sørgelig sig overiled, Sank til Jord i Afmagt ned! Blod-Skyld ved dem alle klæber, Jeg kan dem ei bænke her, Og at boe paa mine Læber Deres Navne er ei værd, Du kun er min Arv, mit Bæger, Herre, Du Mig vederkvæger, Du gienløser Mig mit Folk! Rose vil Jeg da mit Rige, Kalde Arven liflig, skiøn, Rose vil Jeg da tillige Min Raadgiver, Drot og Søn, Ja, Jeg forudseer i Aanden Herre, Dig ved Høire-Haanden, Hjelper min og Støtte-Stav! Sønnen svarer: Fryd og Glæde Gløder, synger i mit Bryst, Tungen skal din Priis og kvæde, Du i Kiødet er min Trøst, Ei min Sjæl i Hel Du glemmer, Lader ei din Helgens Lemmer See Forraadnelse i Grav! Giennem Dødens Skygge-Dale Du har viist mig Livets Sti, Saa i dine gyldne Sale Atter glade mødes Vi, Mætte vil Du mig med Glæde, Skikke lystelig til Sæde Evig ved din Høire-Haand!

No. 207.

Den 22de Davids-Psalme, frit oversat.

O Gud, min Gud og Fader! O bliv dog hos mig nu! O vee, Du mig forlader, Mig kommer ei ihu! O Gud! hvor jeg er bange! Det er de Synder mange, Som skille vidt os ad! O, kan Du dog ei høre, Jeg raaber Dag og Nat? Nei, Du har intet Øre For mig, i Nød forladt, Skiøndt Vidnesbyrd langt bedre Dig gav de gamle Fædre, Du Miskundhedens Gud! Da holdt Du Dig ei fremmed, Hvor Hjertet sig udgiød, Du Haabet ei beskiæmmed, Men frelste brat af Nød; Men ak! ei meer hernede Jeg Menneske kan hede, Kun Orm er jeg i Støv! Slet Ingen mig vil skaane, Saamange som mig see, De Alle mig forhaane Og spotte med min Vee, De lee ad den Forladte, Fordi sit Haab Han satte Til Dig, Du Guders Gud! Ja, Hoveder de ryste, Og sige: see nu til, Om det din Gud mon lyste, Om Han dig frelse vil! Det er paa høie Tide, Nu faae vi brat at vide, Hvor ømt Han elsker Dig! Min Gud fra Moders Hjerte! Ved Moders Bryst mit Haab! O, see dog til min Smerte, O, hør mit Angest-Raab! Blandt Hundene uhyre, Og de uvane Tyre, Hvi har Du mig forladt? Omkring mig Løver brøle, Vil sluge mig paa Stand, Kun Afmagt kan jeg føle, Opløst jeg er som Vand, Hvert Been, som sammenæltet, Mit Hjerte som hensmeltet Forsmægter i mit Bryst! Saa bastet er min Læbe, Som Grydens sorte Bund, Til Ganen fast mon klæbe Min Tunge i min Mund, Saa yderlig er Nøden, Jeg drages alt med Døden, Det sortner for mit Blik! Hvor jeg mit Øie vender, Jeg seer kun Skam og Last, Med Fødder og med Hænder Jeg gjordes nagelfast! De deelde efter Tykke Alt hvert mit Klædning-Stykke, Trak Lod om Kjortel min! O Gud, kom fra det Fjerne, Kom til min Bistand nær! Thi kløve vil min Hjerne Den grumme Fiendes Sværd, O frels mig fra den Tørning Med Løve og Enhjørning! O frels min arme Sjæl! Da vil dit Navn jeg mindes I Brødre-Flokken stor, Da skal din Lov-Sang findes Hos mig i Kirke-Chor! O hører mig, I Fromme! Lovsynger Herrens Domme! Ær Ham, al Jakobs Sæd! Nu frygter Gud tilhobe! Han ei foragter Bøn, De Ringe, naar de raabe, Han hører blid i Løn! Ei kom jeg Ham af Øie, Han svared fra det Høie Nu paa mit Angest-Raab! Nu vil jeg Gud betale De Løfter, jeg har gjort, Og lydt fra Kirke-Svale, I Selskab saare stort, Blandt alle dem, Ham frygte, Hans gode Fader-Rygte Udbrede med min Sang! De Hungrige skal æde Og mættes visselig, Og love ham med Glæde Hver Dyrker uden Svig, De Frommes Hjerter ømme Skal Livet giennemstrømme End i al Evighed! Nu skal til Verdens Ende, Fra hver en Himmel-Egn, Sig Folk til Gud omvende, Og mærke paa Hans Tegn, Saa alle Folke-Stammer I lønligt Bede-Kammer Skal for Ham knæle ned! Ja, falde Ham til Fode Skal Folk i deres Glands, Bekiende med det Gode, At Riget er dog Hans! Hans Brød de skal nu æde, Og Sjælen min med Glæde Skal leve i Hans Aand! Min Æt Ham tro skal tjene, Den fjerne Efter-Slægt Sig til Hans Navn skal læne, Og paa det lægge Vægt, Hans Ret med Flid indprænte Det Folk, som er ivente, Hans egne Hænders Værk!

No. 208.

Efter en Græsk Faste-Sang.

Op til Jerusalem vi gaae, Saa sagde Han til Sine, Og der I skal med Mig forstaae, Mig venter Død og Pine; Forraades i Løn, Hudstryges, korsfæstes for Spotternes Øie, Skal Menneskens Søn, Som Skriften afbilder fuldnøie! O, lad os alle gaae med Ham Til Korset og til Graven, At dele med Ham Korsets Skam, Afdøe fra Vellyst-Haven! Den herligste Løn, Som Støvet kan nyde, os møder da fage: Med Menneskens Søn Opstaae vi til kronede Dage! Op til Jerusalem vi gaae, Han siger da til Sine, Men der I skal med mig forstaae, Ei findes Død og Pine; Til Staden i Løn, Gud-Faders, opfarer med eder til Glæde Nu Menneskens Søn, Sin Throne med Glands at beklæde!

No. 209.

Den 68de Davids-Psalme, christelig benyttet.

Stat op i Gry, min Gud! stat op! Adspredes, flygt, du Fiende-Trop! Lær, hvad det er at grue! Forsvind som Røg i Luftens Skiød! Hensmelt som Vox for Ild og Glød! Kan du Guds Ansigt skue? Op, glædes Alle, glædes nu, Og kommer Sorg ei meer ihu, Retsindige og Fromme! O, bryder flux i Lov-Sang ud, For eders Herre, eders Gud Ved Navn at ihukomme! Saa Haand paa Værket! nøler ei, Men baner for den Konge Vei, Som farer paa det Jævne, Han er de Faderløses Trøst, Han hører naadig Enkens Røst, Og Han har Guddoms-Evne! Han laaner Huus til hver Forladt, Af Lænker Han udløser brat, Og hjelper op af Grave; Til Marken gold den Herre god Udspringe bød en Naade-Flod, Nu bli'r den som Guds Have! Den fylder Han med Liv og Lyst, Og planter for de Arme Trøst, Som de har længdes efter, Og dem, som bære Jule-Bud Indskyder Du, al Naadens Gud! Et Ord med Kæmpe-Kræfter! I Herrens Lyst-Huus Bytte godt Man deler ud, til Fiendens Spot, Sig Smaa til Stort nu sove; Og Due-Vingen yndefuld, Som Sølvet, sprængt med røden Guld, Den er fuldværd at love! Skiønt sammenflydt af lutter Smaat, Dog Herrens Bjerg er ogsaa godt, Og frugtbart overmaade! O skeler ei, I Klipper, saa! Det Bjerg, vor Drot vil bygge paa, Er Bjerget af Guds Naade! Med Vogne i Titusind-Tal Vor Drot opfoer til høien Hald, Med Fængslet til sin Fange, Og hvad Han vandt i Mande-Skrud, Til Mennesker han deelde ud, Til Vantroe selv fuldmange! Velsignet være Gud, vor Drot! Med Salighed, af Naade blot, Det har nu gode Veie; Thi hos vor Gud og Herre sød Er Udvei fra den bittre Død, Fra Gravens mørke Leie! Fuldmajestætisk er Hans Gang, Med Følge-Skaren prud og lang, Igiennem Helligdommen! Imellem Sang og Harpe-Slag Smaa-Piger reise Torden-Brag, De røre Kæmpe-Trommen! Lovsynger Ham i Gry og Kveld, Med Livets Strøm af Jakobs Væld, I Kirker allesammen! Istem for Ham, vor Gud, vor Drot, Hvert Folk paa Jorden, stort og smaat, Halleluja og Amen! O, jubler for Ham! seer I ei, Igiennem Himle gaaer Hans Vei, Med Solens Løb fra Østen! En Strøm af Lys er Heltens Spor, Og Guddoms-Kraft er i Hans Ord, O, lytter dog til Røsten! Og stirrer vist paa Øster-Leed! Der skinner Herrens Herlighed, I Skyerne Han svæver! Israels Gud, saa vennehuld, I hver sin Helgen underfuld, Sit Folk op til Sig hæver!

No. 210.

Samlet af Græske Faste-Vers.

Troende Sjæle! Kom, lad os dvæle Fromt ved Forsonerens Lidelses-Minde, Trøsten at finde! Ei vil vi Pinen og Døden begræde, Som os har skiænket det salige Haab, Men vi vil ære vor Frelser og kvæde: Tak for den dybe, den hellige Daab, Hvor vi korsfæstes og døe og begraves Med Dig, for af Dig med Liv at begaves, Du, som opstod fra de Døde igien! Menneske-Ven! Vi som vor Gud og vor Herre Dig ære, Evig velsignet, høilovet Du være, For af Medlidenhed Døden Du leed, Vil os af Syndefalds-Døden oplive, Himmerig give, Døde for os, saa vi leve med Dig!

No. 211.

Efter den Græske Sang i Dimmel-Ugen.

Med sin Alabaster-Krukke, Fuld af Salve dyrebar, Hun som maatte skamfuld sukke: Herre, ynkes! Herre, spar! Kom, med Hjertet sønderknuset, Ind i Pharisæer-Huset, Hvor tilbords den Rene sad! Synderinden kom med Rødme, Krukken brat hun sønderbrød, Salven dyrebar med Sødme Over Herren hun udgiød, Lod og sine Taare-Strømme Herrens Fødder oversvømme, Tørred med sit Hoved-Haar! I min Barm, som denne Kvinde, Hjertet føler Banghed stor, Sniger, som den Synderinde, Sig til Dig ved Naadens Bord, Rødmer, blegner, føler Vaanden, Eftergiør det Alt i Aanden, Sukker: Herre, ynkes, spar! Som min Gud jeg Dig vil dyrke, Som en Soel for mig oprind! I min Sjæl er Mulm og Mørke, Midnat uden Maane-Skin, See dog til mig fra det Høie! Speile sig dit Sole-Øie I min stille Taare-Flod! Himlen sig til Jorden bukked, Dengang Du blev Støvets Søn, Bøi Dig nu til Hjerte-Sukket, Øre dit til Angers Bøn! Dine Fødder jeg med Glæde Vil i dine Fodspor væde, Tørre med mit Hoved-Haar! For din Røst i Kveld fuldbange, Skjulde sig, i Paradis, Eva med de Lokker lange, Jeg dem giver nu til Priis, Mig ei meer jeg vil undskylde, Men med al min Konst forgylde Korset paa din Konge-Vei! Mine Synder, dine Domme, Bundløst Dyb at tænke paa, Lad din Naade til dem komme, Og i Dybde overgaae, Naar af den jeg er oplivet, Hun, som Meget er tilgivet, Elske vil Dig evig ømt! Laae Du under Moder-Hjerte, Har Du diet Moder-Bryst, Kiender Du og Kvindens Smerte, Kvinde-Hjertets Liv og Lyst! O, Marias Søn, du Bolde, Døm mig ei med Læber kolde! Skjul mig i din Kiærlighed!

No. 212.

Efterligning af de Græske Vers om Judas.

Skiændige Judas, som fandt det uhyre, Ikke at skiønne paa Salven hin dyre, Skatted du den Uskatteerlige da? Solgde du Ham for de tredive Penge, For at de Fattige skulde ei trænge? Store Guds Under, vi maae svare Ja; Dog sagde jo Han, som i Hjertet os seer: O, vee ham, den Niding, som giør at det skeer! Skiændige Judas, som saae for dit Øie Kvinden for Sandhed til Jord sig nedbøie, Kysse Hans Fødder saa bange og bly, Du vil, med Falskhedens Fyrste forbunden, Kysse din Ven og din Herre paa Munden, Af dit Bekiendskab og Trædskheden kry! Hil være dig, Mester! uskyldig det lød, Ham ønsked til Lykke, indvied til Død! Skiændige Judas, som drak af Hans Bæger, Aad af det Brød, som vor Sjæl vederkvæger, Du Ham forraadte! O Helvedes Skam! Han vilde ydmyg dig Fødderne tvætte, Du med din Falskhed den Rene besætte, Skyde med Kysset al Skylden paa Ham! Til Falskhedens Skam, men til Sandhedens Ære, O store Guds Under! Han vilde den bære! Skiændige Judas, som Kiærligheds-Tegnet Havde paa Sandhedens Værste beregnet, Tænkde at skuffe Alvidenhed selv! Meensvorne Biskop! forræderske Pave! Du maatte ønsket, med Steen til din Krave, Før du var sænket i dybeste Elv! O, Sjælenes Frelser! Dig anraabe vi: Fra Falskhedens Afgrund os Alle Du frie!

No. 213.

Et Græsk Vers.

Søn var Judas af de Øgle-Unger, Som bagtalde Gud med deres Tunger, Mens Hans Manna var i deres Mund, Thi, med Himmel-Brødets Smag i Munden, Gik han ud med Dragen fra Afgrunden, Solgde Herren i den samme Stund! Lad os Du, som Mennesket har skabt, Med Umennesket ei gaae fortabt!

No. 214.

Ligeledes.

For at dømme Verdens Dommer, Raadet hurtig sammenkommer! Han som dømmer paa sin Dag Baade Levende og Døde, Skal nu, uden Skyld og Sag, For Pilati Domstol møde! Vantro rækker Ulov Haand, Lægger Retfærd selv i Baand! Ære være, Frelser, Dig! Sande maa den hele Jord, Din Langmodighed er stor! Vær Du os miskundelig!

No. 215.

Efter Græske Vers.

For den soleklare Gud Adam blind miskiendte, Dreves han af Eden ud, Som han det fortjende! Atter kom i Paradis Røveren, for han retviis Kiendte Gud i Taage! Lukt ved Kundskabs-Træets Rod, Sprang saa op ved Korsets Fod Paradisets Laage! Slangen spyed hist i Læ Gift i Evas Øre, Kvindens Sæd paa Korsets Træ Lærde Støv at høre, Lod udstrømme over Jord Vand og Blod i Naadens Ord, Lærde Folk tillige, Med den Røver lykkelig, At udraabe: tænk paa mig, Herre i dit Rige! Før dit Sole-Øie brast, Ypperste blandt Helte! Nagled Du til Korset fast Dommen, som os fældte: Naglen, med din rene Haand, Giennembored Lovens Baand, Helveds Hold og Skiøde! Ja, korsfæstet blev med Dig, I Hvis Mund ei fandtes Svig, Lovens Band, og døde! Som et stille Offer-Lam Gik vor Drot i Døden, Ændsed ikke Korsets Skam, Bar uskyldig Brøden, Vendte ei sit Ansigt bort Fra al Verdens Vee og Tort, Vilde Alt udsone; Gjorde i et Gylden-Aar Jorden til en Rosen-Gaard, Under Torne-Krone! Moses, underviist af Gud, Gjorde, som Han vilde, Strakde begge Arme ud, Korset at afbilde! Da om Himlens Hjelp det gjaldt, Under Kors Amalek faldt, Steg kun, naar det daled; Staae og falde maae paa Jord Kirken saa med Korsets Ord, Det blev der afmalet! Christne! derfor Alle her Samle eder Røsten! Ei af plumret Brønd og Kiær Meer I øse Trøsten, Men af Naadens klare Flod, Sprunget ud ved Korsets Fod, Og af Klippe-Graven! Korsets Ord er Syndens Død, Livets Røst fra Graven lød, Lukked op Guds-Haven!

No. 216.

Ligeledes efter det Græske.

Tie, alt Kiød, for Aasyn Hans, Som paa Korset blegner! Solen mistet har sin Glands, For Hans Hoved segner, Jorden bæver, Dødelige! Jordisk Lyst fra Hjertet vige Her for Himmelsk Ære-Frygt! Kongers Konge, Drotters Drot, Selv er Offer-Lammet, Giæstebudet, evig godt, Er idag berammet, Thi Hans Kiød er Siæle-Føde, Og Hans Blod er Liv af Døde, Herrens Bord er Himmerig! Hvor til Altret under Krands Det Guds Lam mon fare, Foran gaaer, med Sky om Glands, Himlens Engle-Skare, Cherubim med Øine blide, Seraphim med Vinger hvide, Dæmpet, dybt Halleluja! Øine lukke ved det Syn Soel og Seraphimer, Tør ei see paa Vredens Lyn, I de mørke Timer; Giøre saa og frelste Sjæle, Øine lukke, troe og knæle, Sukke dybt Halleluja! Viisdom blev forvendt paa Jord, Fandt Guds Viisdom ringe, Derfor nu Guds Naades Ord Maa som Daarskab klinge; Hvo ei Himmerig vil savne, Gud maa i Hans Daarskab favne, Sukke dybt Halleluja!

No. 217.

Græker-Sangen Paaske-Løverdag.

Hør vor Hellig-Aftens Bøn! Hør os, Guds eenbaarne Søn! Hør Du os i Paaske-Kveld! Eftergiv os al vor Giæld; Saa, opstandne fra de Døde, Glad vor Mester vi kan møde! Christenhed! stat op, vær glad! Gak nu rundt i Zions Stad, Lovsyng Herren, from og god, For Han døde og opstod, Døde for hvad vi bedreve, Og opstod, for vi skal leve! Kom da, lad os ret engang Prøve paa en Takke-Sang, Knæle dybt i Jesu Navn, Som os rev af Dødens Favn, Som forsoned al vor Brøde, Stod med Naaden op af Døde! Hellighold, Guds Venne-Lag, Herrens store Hvile-Dag, Hvilen efter Storm og Strid, Efter fuldendt Frelser-Id! Med Udødelighed kroner Seierrig os vor Forsoner! Christus! Ære være Dig! Takke-Sang evindelig! Ved Korsfæstelsen i Gaar Lægde Du vort Bane-Saar! Ved Opstandelsen i Morgen Slukker Du al Dødning-Sorgen!

No. 218.

En Græsk Sang, frit oversat.

I Dag sukker Helved og klager: O, gid Han dog aldrig var fød, Den Søn af Marie, min Plager! O gid Han dog aldrig var død! Hvor er mine Kæmper saa bolde? Hvor er mine Porte og Volde! Hvor er nu min Styrke saa prud! Han sprængde det Alt som en Gud! Ære være Guddoms-Manden, Korsfæstet og opstanden! I Dag sukker Helved og klager: O vee, at jeg tog Ham i Favn! O vee, hvor dog Skinnet bedrager, Hans Taarer, Hans Farve, Hans Navn! Han kaldte sig Menneske-Sønnen, Jeg troed Ham, høster nu Lønnen! Som Fuglen til Buret Han kom, Nu fløi Han og Reden er tom! Ære være Guddoms-Manden, Korsfæstet og opstanden! I Dag sukker Helved og klager: Jeg før var saa rund og saa feed, Nu blev jeg en Beenrad fuldmager, Hvorfor, den “Lyslevende” veed, Min Mad i utallige Dage Jeg maatte nu give tilbage! Her sidder jeg nøgen og krum, O vee, hvor den Kæmpe var grum! Ære være Guddoms-Manden, Korsfæstet og opstanden! I Dag sukker Helved og klager: Ak, Adam og hele hans Kiøn Nu trodsig i Skare uddrager, Gienløst af den skjulte Guds Søn! Jeg sanked dem smaalig med Gammen, Nu røved Han dem Allesammen, Nu, paa den Korsfæstedes Ord, Fra Helved til Himmels de foer! Ære være Guddoms-Manden, Korsfæstet og opstanden! I Dag sukker Helved og klager: O Død, du min eenbaarne Søn! Hvad nytter det, du dig umager! Kun Spot er dit Arbeides Løn! De lee, naar du Haanden udstrækker, De veed, Han dem alle opvækker! O vee mig! paa Krogen jeg beed! O vee mig, at Han kom herned! Ære være Guddoms-Manden, Korsfæstet og opstanden!

No. 219. Herren af Søvne opvaagned, opsprang, Hører du, Helved, vor Morgen-Sang: Christus opstod fra de Døde! Op stod nu Gud og Hans Fiender adspredtes, Kraften som Vox over Gløderne bredtes! Christus opstod fra de Døde! Denne er Dagen, som Herren har gjort, Lover Ham, Christne! Hans Værk er stort, Christus opstod fra de Døde! Kirkerne alle velsigne den Milde, Drikke med Fryd nu af Israels Kilde, Kilden til Liv fra de Døde! Dandser for Herren! Lovsynger Hans Navn! Herlig vor Frelser, med Bod for Savn, Christus opstod fra de Døde! Kommer, I Hedninger alle, og kiender Saligheds-Veien til Jorderigs Ender: Jesus opstod fra de Døde! Det var for Engle et lysteligt Syn, Helvede sprængdes af Himlens Lyn, Christus opstod fra de Døde! Da i Hans Spor de saae Dødninge-Hære, Alle de raabde: velkommen med Ære, Livs-Aander god fra de Døde! Det er hvert dødeligt Menneskes Fryd Det er paa Jorden en himmelsk Lyd: Christus opstod fra de Døde! Han i sin Død traadte Døden paa Nakke, Hvem der med Naaden vil tage til Takke, Reiser Han op fra de Døde! Derfor Halleluja tusindefold Følger det Budskab, fra Old til Old: Christus opstod fra de Døde! Og, før Han tog i det Høie sit Sæde, Saaed paa Jord Han den evige Glæde: Vi skal opstaae fra de Døde!

No. 220.

En Græsk Paaske-Sang, frit oversat.

Kom, lad os tømme et Bæger paany, Ei af det Væld, som udsprang under Staven, Men af den levende Kilde fra Graven, Saligheds-Kilden, som springer i Sky: Jesus, vor Livs-Kraft, som Hjerterne styrker! Lys overalt nu i Fylde opgaaer, Himlen og Jorden og Helvede klares, Alle Tings Grundvold i Hast aabenbares, Paaske-Fest nu hele Skabningen faaer, Føler ved Ordets Opreisning sig styrket! Christus, vor Frelser, som Gud saa og Mand! Med Dig korsfæstet, begravet forleden, Skal vi opstaae, og som Lys alt herneden Skinne med Dig i de Levendes Land, Du for vort Hjerte er Klippen og Styrken! Pludselig, Herre, blandt Dine Du stod, Bød dem Guds Fred og gav Trøst dem i Vaanden, Nyskabde i dem et Tempel for Aanden, Skiænked dem Livet, hvormed Du opstod! Stor er din Naade, vort Lys og vor Styrke! Som Du begyndte, vor Frelser, bliv ved! Kom og til os giennem Dørrene lukte! Bliv ved den Skik, Du indførde og brugde: Lov os din Glæde og giv os din Fred, Naadig indblæs os dit Liv og din Styrke! Vige det Gamle da skal for det Ny, Som Du paa Korset os vandt og har givet, Saa vi fornyes til Evigheds-Livet, Vandre derefter og møde i Sky Dig, som er evig vort Liv og vor Styrke!

No. 221.

Et Græsk Paaske-Vers.

Engelen som Lynet, Frygtelig for Synet, Havde Ord at tale Alt som Dugg i Dale, Sagde: Kvinder fromme! I med Salver komme, Søge blandt de Døde Livets Morgen-Røde; Hulen Han forlod, Herlig Han opstod! Døden for Ham rømde, Gravene Han tømde, Den Udødelige I de Dødes Rige! Siger: det er stort, Hvad vor Gud har gjort, Adams faldne Kiøn Reiste nu Guds Søn!

No. 222.

Ligeledes.

Frydelig Himmel og Jord Synger i Chor: Han med den vældige Arm Styred paa Døden sin Harm! Første-Født i Dødens Rige, Han gienfødte os tillige, Gjorde ved et Almagts-Bliv Svælget til et Moders-Liv, Afgrund til et Naadens Dyb!

No. 223.

Sammensat af Græske Paaske-Vers.

Herrens Veninder! Apostelinder! Salige prise vi eder i Dag: Lys fra Graven, Rosen fra Dødninge-Haven, Bragde først I under Sørgehus-Tag! Gyldneste Tale Klang da i Sale, Det var Opstandelsens levende Røst: Frelser-Manden, Jesus, vor Ven, er opstanden! Jubled I lydt til al Jorderigs Trøst! Engle jer røbed Glæden i Svøbet, Selv lagde Herren jer Glæden i Favn, Den paa Vinge, Brat til Apostler at bringe: Glæden fra Grav i den Levendes Navn! Aldrig vi glemme, Kvindernes Stemme Laae paa Apostlernes Tunger til Grund, Første-Grøde Var den af Liv fra de Døde, Kvindefødt er da Opstandelsens Mund! Herrens Veninder! Salige Kvinder! I bad Apostler udraabe paa Stand Paaske-Dagen, Smilet ad Sorgen og Klagen, Vidnesbyrd stort fra Forglemmelsens Land!

No. 224.

Et Græsk Paaske-Vers.

Menneske-Bolig! Bæve du maatte, da Frelseren døde; Men i Opstandelsens Morgen-Røde Da blev du rolig! Ja, ved Opstandelsens levende Ord, Blev du beroliget, Jord, Der, hvor du bæved saalænge med Smerte, Dybt i det blødende Hjerte! Halleluja!

No. 225.

Efter Græske Himmelfarts-Vers.

Klapper i Haand, alle Folke-Færd! Synger med Fryd, baade fjern og nær: Himmelfaren er Menneske-Sønnen! Kongernes Konge og Drotters Drot Jesus nu hedder i Himlens Slot, Himmelfaren er Menneske-Sønnen! Gud i det Høie opfoer med Fryd, Herren opfoer med Basuners Lyd! Himmelfaren er Menneske-Sønnen! Kalder nu Jesus al Jordens Gud! Lover og priser vor Drot saa prud! Himmelfaren er Menneske-Sønnen!

No. 226.

Ligeledes.

Optaget er i Herlighed Du, som i Naade kom herned, Vor Gud og Frelser kiære! Velsignelsen Du efterlod, Med Løftet om den Trøster god, Som evig her skal være! Fuldendt er nu dit store Værk, Vor Frelser god og Kæmpe stærk, Selv Døden overvundet! Du Guddoms-Helt, med Ære stor, Nu har den mørke, faldne Jord Med Himmelen forbundet! Du til din Herlighed opfoer, Men raaber til dit Folk paa Jord Fra Himlens Konge-Sæde: Paakalder Mig af Hjertens Grund! Jeg er hos eder allenstund, Med Lys, med Fred og Glæde! Du gik og os beredte Sted, Ja, Du til Himmels tog os med, Nu kom vort Støv til Ære, Nu herliggjort blev Adams Kiøn, Vort Kiød og Been nu med Guds Søn Skal Kronen evig bære! Guds Engle saae Dig stige op, I Støvets Dragt, med Sjæl og Krop, Det var dem sært at skue, Beundrende Guds skjulte Raad, De lydt besang din Helte-Daad Paa Jordens Myre-Tue! I Skyer! lad i Evighed Velsignelsen nu dryppe ned Paa Eng og Mark og Skove! Som Cherubimer foer paa Sky Vor Moders Søn med Konsten ny! Med Engle I Ham love!

No. 227.

Et Græsk Himmelfarts-Vers.

Hvi er dine Klæder saa røde! Det Omkvæd fløi Herren imøde Fra alle de himmelske Chor, Da Vagten fra Himmelborgs-Tinden Ham skued med Rose paa Kinden Opfare til Himmels fra Jord! Hvi er dine Klæder saa røde! Saa Englene raabde imøde Guds Søn i Hans Menneske-Dragt, Da Han, efter endte Storværker, Med Legem og Lidelses-Mærker, Indgik til den himmelske Pragt!

No. 228.

Den Latinske “Vexilla Regis prodeunt” omarbeidet.

Lad vaie høit vort Konge-Flag! Lad flyve Korsets Banner! Til Helte-Død paa Seirens Dag Det sine Kæmper danner! Paamind os kun, vort Seiers-Tegn, Om Herrens Død og Pine! Thi under hver en Himmel-Egn Derved Han frelste Sine! Afbild os kun det Korsets Træ, Hvorpaa vor Frelser hængde! Derunder kun det Ly og Læ Vi fandt, hvortil vi trængde! Paa Dødens Hovedpande-Fjeld, Alt med Hans Hænder rene, Vor Haand-Skrift for en bundløs Gield Blev naglet til dets Grene! Og da med Vand udrandt Hans Blod, Af giennemboret Side, Det Væld udsprang af Træets Rod, Hvori vi tvættes hvide! Korsfæstelsen af Synd og Død Er Helte-Daad til Livet, Til Trøst og Haab i al vor Nød Er Tro derpaa os givet! Saa vai da høit, vort Konge-Flag! Spred Vinge, Korsets Banner! Til Helte-Død paa Seirens Dag Du dine Kæmper danner!

No. 229.

Den Latinske “Eia, recolamus laudibus” ændret.

Helten, som os hjalp af Nød, Høilig vi berømme, Ham, som fra den bittre Død Tog dens Herredømme! For vor Kæmpe, Kvindens Sæd, Afgrund skjalv og Døden græd, Helved faldt til Føie! Varsel for Hans Daad der gik, Thi ved Midnats-Tide, I Hans Fødsels Øieblik, Lys fra Øster-Lide Steg med meer end Sole-Glands, Spredte sig til Straale-Dands, Sang med Engle-Stemme! Han til Helveds Orme-Gaard Gik med Lys og Lygte, Der sin “Penning” og sit “Faar” Flittig Han opsøgde, Mørket tabde, Lyset vandt, Hvad Han ledte om, Han fandt, Kom med Fryd tilbage! Helten under Straale-Hjelm Giæsted Mørkhjems-Drotten, Skuffet blev den gamle Skjelm, Skaden fulgde Spotten; Bundet blev den Jette stærk, Løst hans Hjelm og Brynje-Særk, Plyndret blev hans Bolig! Fanget i sit eget Garn, Tabt har han al Vinding, Kvindens Sæd, Marias Barn, Knuste Slangens Tinding, Deelde Byttet blandt de Smaa, Vinker til sin Himmel blaa Os med Seiers-Tegnet!

No. 230.

Af den Latinske “Salve crux arbor.”

Hil dig, vor Fane! Kors-Banner hvidt! Holde paa Bane Med dig vi Skridt, Vis er os Glandsen, Evigheds-Krandsen, Liv for Bekymringer frit! Fienderne grue, Meer end for Sværd, Ved dig at skue, Plantet dem nær; Hvor du dig hæver, Seier omsvæver Kors-Herrens signede Hær! Høit dig at bære, Gav Constantin Hæder og Ære, Guld-Krone fin; Dog i Guds Rige Høiere stige Skal end Berømmelse din! Stærkere Fiender, Kors! i dit Fjed, Støv overvinder, Studser derved, Vinder tillige Himmerigs Rige, Har under Kors det med Fred!

No. 231.

Af den berømte “Stabat mater dolorosa” efterlignet.

Under Korset stod med Smerte, Stod med giennemboret Hjerte, Jesu Moder, dødningbleg! Solen sortned, da Han daaned, Sorte Hjerter Ham forhaaned, Pine Hans var dem en Leg. Rumme kan en Moders Smerte Kun det ømme Moder-Hjerte, Som begribes kun af Gud, Dog er det kun Djævle-Øie, Den kan ei til Taarer bøie, Før endnu den bryder ud! Kirken, med sit Moder-Hjerte, Kiender bedst Marias Smerte, Under Kors og Verdens Spot, Men Eens Død for Alles Brøde Galden nu dog kan forsøde, Alting gjorde Jesus godt! Grandt Han saae sin Moders Smerte, Før den knuste hendes Hjerte, Saae med Ynk det knakte Rør, Har paa Korset hende givet Søn, som ei skal miste Livet: Den Discipel, som ei døer! Ja, for Kirkens Moder-Hjerte Fryd i Sorg og Trøst i Smerte, Er det Guddoms-Ord især: Leve skal, til herlig kommer Zions Brudgom, Verdens Dommer, Den Discipel, Han har kiær! Brist da aldrig, Moder-Hjerte! Drukne kan du al din Smerte I din Frelsers Kiærlighed! Hvad end Sønnerne maae lide, En Guds Søn er ved din Side, Og Hans Brødre døe i Fred! Saa har i sin Moders Hjerte Jesus dulmet Dødens Smerte, Med sin dybe Kiærlighed, Derfor kun Han vilde bløde, Derfor stod Han op af Døde, Efterlod paa Jord sin Fred! Freden til sin Moders Hjerte Jesus vandt ved Dødens Smerte, Den er Kirkens Skat og Priis, For den Fred Hans Kæmper strede, Med den Fred Hans Vidner lede, Gaae med den til Paradis! Vær velsignet, Moder-Hjerte! Vær velsignet, Moder-Smerte! Vær velsignet, Kvinde-Bryst! I for Gud har fundet Naade, Vandt, ved Christi Korses Gaade, Hvad I savned: evig Trøst!

No. 232.

Den hellige Bernhards “Salve mundi salutare” frit oversat.

Hil dig, Frelser og Forsoner! Verden Dig med Torne kroner, Du det seer, jeg har isinde Rosen-Krands om Kors at vinde, Giv dertil mig Mod og Held! For Dit Ansigt vil jeg træde, Thi jeg troer, Du er tilstæde; Jeg tilbeder Dig i Støvet, Fordi reen, som Guldet prøvet, Du er dog miskundelig! I Dit røde Hav jeg havner, Øine Fødder jeg omfavner, Thi ei stolt Du mig foragter, Mig fra Korsets Træ betragter Du med dyb Medlidenhed! Ak, hvor fattig! ak, hvor nøgen! Gruelig er med Dig Spøgen! Men jeg veed, for det at lide, Født Du blev ved Midnats-Tide, Selv Du valgde Korsets Skam! Hvad har Dig hos Gud bedrøvet? Og hvad elsked Du hos Støvet, At Du vilde Alt opgive, For at holde os ilive, Os Dig at meddele heel? Kiærligheden, Hjerte-Gløden, Stærkere var her end Døden, Heller giver Du end tager, Ene derfor Dig behager Korsets Død i vores Sted! Ak! nu føler jeg tilfulde Hjertets Haardhed, Hjertets Kulde! Hvad udsprang af disse Fjelde, Navnet værdt, til at giengælde Frelser-Mand, din Kiærlighed? Dog jeg troer, af dine Vunder Væld udsprang til stort Vidunder, Mægtig til hver Steen at vælte, Til Iis-Bjerge selv at smelte, Til at tvætte Hjertet reent! Derfor beder jeg med Taarer: Leed den ind i mine Aarer, Floden, som kan Klipper vælte, Floden, som kan Iis-Bjerg smelte, Som kan Blod-Skyld tvætte af! Du, som har Dig selv mig givet, Lad i Dig mig elske Livet, Saa for Dig kun Hjertet banker, Saa kun Du i mine Tanker Er den dybe Sammenhæng! Skiøndt jeg maa som Blomsten visne, Skiøndt min Haand og Barm maa isne, Du, jeg troer, kan det saa mage, At jeg Døden ei skal smage, Du betalde Syndens Sold! Ja, jeg troer paa Korsets Gaade, Giør det, Frelser, af din Naade! Staae mig bi, naar Fienden frister! Ræk mig Haand, naar Øiet brister! Siig: vi gaae til Paradis!

No. 233.

Den Latinske “Chorus novæ Jerusalem.”

Gienlyd, du ny Jerusalem, Som Livets Land og Glædens Hjem, Af Psalmer nye, i Takt paa Jord Med alle Himles Engle-Chor! Thi Christ stod op af Døde! O! Himmel-Helten, Løvemod, Nu Slangen traadte under Fod, Ved Livets Røst i Dødens Land De Døde reiste sig paa Stand, Stod op med Livets Fyrste! Vor Frelser Dødens Fange-Bur Nu sprængde med sin Kæmpe-Lur, Gienløste flux i Tusind-Tal Ham fulgde til den høie Hald, Da Han stod op af Døde! Triumphen Hans har Sole-Glands, Den er Ham værd, Hans Helte-Krands, Han Døden har tillive bragt, Den hele Jord til Himlen lagt, Det er Hans Konge-Rige! Thi bede, paa Hans Æres-Dag, Vi Helten bold om Ridder-Slag, Og, som Drabanter, om en Plads I Himlens herlige Palads, Hvor Engle-Skarer sjunge! Han sidder ved Guds Høire-Haand! Han sendte os sin Faders Aand, I Liv og Død vor Sjæle-Ven, Og naar Han kommer selv igien, Vort Støv staaer op af Døde!

No. 234.

Den Latinske Paaske-Sang “Vita sanctorum” frit oversat.

Paaske vi holde Alle vide vegne; Varme og kolde, Lune Himmel-Egne Samtlig berømme som bedst Opstandelsens Fest! Thi, med hinanden, Alle vi maae hade Helved-Tyrannen, Som giør Orme glade, Ham under Muld, Herre Christ! Du fældte forvist! Udraab fra Taget, Rygte tusindmundet: Død tabde Slaget, Liv har Seier vundet, Han, der saa eenlig sov hen, Kom talrig igien! Han sig har svunget Fra, hvor Orme vrimle, Evig besjunget, Over alle Himle, Dødninger mange i Grav Han Livet og gav! Nu fra Hans Øie Straaler Guddoms-Glandsen, Og fra det Høie Han, med Seiers-Krandsen, Dages som Dommer paany, I guldbræmmet Sky! Christ! fra dit Sæde, Høire-Haandens Throne, Send Du os Glæde, Sang med Engle-Tone! Livet for os Du jo lod, For os Du opstod! Doms-Hornet lyder Sikkert paa det Sidste, Og, som Du byder, Alle Grave briste, Men ak, desværre, ei Faa Til Doms kun opstaae! Flyv da til Himlen, Hjerte, Rod at fæste, Saa ei med Vrimlen Helved du skal giæste, Synke, med Afgrundens Kryb, I bundløse Dyb!

No. 235.

Efter det Latinske Paaske-Vers “Victimæ Paschali” i vor gamle Oversættelse “Jesus Christus, for os offret.”

Paaske-Lammet fra Urte-Gaarden Christne offre Lov igien, Det Guds Lam gienløste Hjorden, Gav Gud-Fader os til Ven! Død og Liv i Kredsen gik, Bane-Saar vel Livet fik, Over Død dog Seier vandt, Og med Paaske-Soel oprandt! Siig, Marie Magdalene, Mens du stod ved Graven ene, Hvad saae du, i Morgen-Stunden, Siig os det, med Guld i Munden! Jeg saae Grav og Jordelin, Engel klar og Engel fin, Jeg saae Jesus, som var død, Liljehvid og rosenrød, Jesus, som paa Korset leed, Klart opreist i Herlighed! Han, vort Haab, stod op med Priis! Møder jer i Paradis! Sanddru Marie! Hvad er Vagtens Løgn, som flyer, Tør ei Lyset oppebie, Mod dit ægte Vidnesbyrd! Vist opstanden er vort Haab, Som det vidnes ved vor Daab, Jesus, Guds og Davids Søn, Lever hos os nu i Løn, Synlig vi med Lov og Pris Møde Ham i Paradis! Trods al Jøde-Løgn og Snak, Gud skee evig Lov og Tak! Jesus er opstanden!

No. 236.

Af den Latinske Paaske-Sang “Mane prima sabbathi.”

O, saligt dog det Øine-Par, som først saae Lys i Graven, Saae Livets Træ vidunderlig opskudt i Dødning-Haven, Saae Ham, som nys paa Korset leed, Oplivet af Guds Herlighed! O, det var din Lyksalighed, Marie Magdalene! Men var maaskee oprindelig du af de Engle-Rene, Med Gud for Øine, hvor de gaae, Som vi paa Jord kan aldrig naae? Nei, til vor Trøst, evindelig, du var en Synderinde, Saa gruelig vildfarende, som nogen kiærlig Kvinde, Kun ved din Tro, paa Ham som leed, Fik Syn du for Guds Herlighed! Kun som Hans Efterfølgerske, af Hjertet angergiven, Kom nær du i Lyksalighed Maria, Jomfru-Viven, Saa alle Slægter prise maae Dig salig for hvad først du saae! Ja, ydmyg Frelser-Moderens din Ære efterstræber, For Ordet om Opstandelsen blev født paa dine Læber; Hun fødte Ham, som Liv kom fra, Du Skabningens Halleluja!

No. 237.

Den Latinske Paaske-Sang “Mundi renovatio.”

Verdens Igienfødelse Glæden igienføder, Skiønt forynget, Skabningen den Opstandne møder! Øst og Vest og Syd og Nord, Ild og Vand og Luft og Jord, Sjunge Paaske-Psalmer! Seer du op til Hvælvingen, Skyerne sig klare, Lytter du til Bølgerne, blidelig de svare, Mellem Begge morgenglad Tumler sig, med muntert Kvad, Hele Fugle-Choret! Seer du, hvor i Skovene alle Træer skyde! Mærker du, hvor Engene sig i Vaaren fryde! Nu det Visne vorder grønt, Nu det Stygge vorder skiønt, Det giør Paaske-Morgen! Livets Varme, seirende over Dødens Kulde, Priser Ham, som straalende reiste sig af Mulde; Dødens Fyrste Ham tog heel, Havde i Ham ingen Deel, Misted hvad han havde! Fundet har nu Mennesket Bod for alt Forliset, Sværdet nu, det lynende, svandt fra Paradiset, Der Cheruben løfter glad Olje-Green med Palme-Blad, Vinker os til Haven!

No. 238.

Den Latinske Paaske-Sang “Zyma vetus expurgetur” efterlignet.

Gamle Surdei! ud af Huset! Bort alt Surt og Skarpt og Dødt! Hvede-Meel af Enke-Kruset Bage vi til Brødet sødt, Paaske-Brød til Fryd i Livet, Til den Vin, som os er givet, Det er Salighedens Kalk! Far nu vel, Ægyptens Gryder, Pharaoners Trældoms-Aag! Øver selv nu Slave-Dyder, Efter eders Kaage-Bog: Dyd i Dynd og Dyd paa Straa, Dyd paa Tværs og Dyd paa Skraa, Dyd i Pyramider! Skyggeviis alt Moses-Haanden Har betegnet Herrens Daad, Virkelig os Christus-Aanden Aabenbarer Himlens Raad, Bryder vore Slave-Kiæder, Skaber Sjæle-Friheds Glæder, Lægger Jubel i vor Mund! Frelse hver fra Aag og Plage, Naade hver og Lægedom, Som Guds Folk i gamle Dage Studsed ved og kvæded om, Nu i Aand og Sandhed møder Hedninger saavelsom Jøder, Hele Christi Menighed! Isak laae paa Vedden bundet, Livet hængde i et Haar, Dog blev Offer-Lammet fundet, Han gienløst til Fyrste-Kaar! Saa Guds Lam, vor Trøst i Nøden, Gik for os i Offer-Døden, Har til Kronen os gienløst! Joseph var en ussel Fange, Blev dog Kongens Høire-Haand, Tilgav Synd, holdt Liv i Mange, Med sin Gunst og Viisdoms-Aand! Saa udgaaer, med Viisdoms-Aanden, Liv fra Guddoms-Høirehaanden, Før i Dødens Fangenskab! Jonas selv sig lod udkaste, Leviathan slugde ham, Maatte dog ham paa det Faste Kaste op igien med Skam! Jesus, hvad kun Ham var givet, Af sig selv tilsatte Livet, Tog fra Døden det igien! Samson i Philister-Fælde Fængsels-Porten rykde op, Bar den i sin Kæmpe-Vælde Magelig til Bjerge-Top; Men til Bjerget over Skyen Porten svar fra Helved-Byen Bar vor Frelser i Triumf! Mageløst var Kæmpe-Slaget: Livet seired under Muld! Glædeligt var Nederlaget, Død kun styrtedes omkuld! Sjunger, alle Paaske-Dage: Natten randt med Graad og Klage, Soel opstod med Fryde-Sang!

No. 239.

Paaske-Sangen “Ecce dies celebris” frit oversat.

Dag uden Mage! Evigheds Morgen! Bane for Sorgen! Helvedes Plage! Himmelens Ære! Hilset Du være! Hilset med Fryd, Sang-Klokkers Lyd, Smeltende Hjerters Halleluja! Natten er omme, Mørket forsvinder, Lyset oprinder, Liflig opkomme Straaler guldrøde, Bjergene gløde, Livet opstaaer, Døden forgaaer, Skyggerne flygte for Straale-Skud! Nyt er paa Færde, Fortiden viger, Fremtiden stiger, Lynende Sværde Blegne ved Freden, Ruste i Skeden, Blomsterne bly Stræbe i Sky, Fuglene vinke ad Systre smaa! Helvede bæver, Gravene græde, Dødninger kvæde, Hoved sig hæver, Haabet dets Lemmer Aldrig beskæmmer, Kraftig, urædd, Hver følger med, Christus, vort Hoved, os baner Vei! Solkæmpe-Navnet Samson har fundet, Jesus har vundet Straalende favnet! “Fraadser gav Føde, Bomstærk det Søde” Fiendens Forliis, Det er Hans Priis, Fuldkomment blev ved Hans Helte-Død! Elskelig kaldtes David i Vrimlen, Jesus i Himlen, Folket ei taltes, Bjørne og Løver Lam Han berøver, Og da det gjaldt, Goliath faldt, Bethlehemiten har frelst sit Folk! Canaans Druer Speiderne priste, Korset os viiste, Godt de os huer, Presset, os kvæger Mosten i Bæger, Sorgerne flye, Vinen den ny Ørken omskaber til Paradis! Grav-Steen for Hule Opsatte Haanden, Gjorde Lys-Aanden Om til en Sule, Sig til et Sæde, Derfra med Glæde Raaber han lydt: Helvede! pyt! Hvor er nu Seiren, du praled af? Fienden er fældet, Seiren er vundet, Freden er fundet, Og for Giengieldet Morderen frygter, Morderen flygter, Haabløs i Hu, Mærket til Gru, Tegnet som Kain til langsom Kval! Menneske-Gielden, Naglet til Brettet, Christus udsletted, Men dog, trods Ælden, Blomstrer den samme Menneske-Stamme, Top er og Rod Frelseren god, Gammelt og Nyt er i Christus Eet! Haand sig oprører, Maa det dog lære, Hæder og Ære Hoved tilhører! Smukt alle Dele Tjene det Hele! Da, skiøndt vi faldt, Alle har Alt, Alle opreiste i Adam ny!

No. 240.

Himmelfarts-Sangen “Festum nunc celebre, magnaque Gaudia” frit oversat og forkortet.

Høitids-Dagen, Høiheds-Gangen, Vække, hæve Fryde-Sangen, Høi er Thronen, Han bestiger, Som forener begge Riger: Stjerne-Land og Blomster-Vang! Jesus i det Høie throner, Ham lovsynge Millioner, Som paa Jorden, saa i Himlen, Engle-Chor med Folke-Vrimlen, Seier-Herren fredegod! Milde Drot! igien Du kommer, Som al Verdens strænge Dommer, Alle Skyer Flammer sprude, Da er Naadens Time ude, Alle Engle raabe Vee! Hør os nu i Naadens Fylde! Straf os ei som vi forskylde! Vogt vor Sjæl fra Skam og Skade! Rør os, bøi os, giør os glade! Lad os see din Herlighed!

No. 241.

Himmelfarts-Sangen “Æterne Rex altissime” frit oversat.

Stol-Konning i al Evighed, Veileder for de Blinde! Du daled fra det Høie ned, Besteg nu Ærens Tinde! De store Konge-Riger tre, Med selvbevidste Sjæle, Ja, Himmel, Jord og Helvede, I Jesus-Navnet knæle! Herefter Kiød i Engle-Chor Skal Aander ei beskæmme, Vort Kiød sig med Forundring stor I Himlen finder hjemme! O Du med Naadens milde Dyd, Paa Herlighedens Sæde, Lad i vort Hjerte Himlens Fryd Fordunkle Verdens Glæde! Og lad i Domme-Dagens Gry, Naar alle Kæmper daane, Os rødme under Rosen-Sky, Ei under Lynild blaane! Lad da, ved Verdens Undergang, Os finde Livets Krone, Og ære Dig med Takke-Sang Paa Fader-Rigets Throne!

No. 242.

Af den Latinske “Summi triumphum Regis proseqvamur” med Hensyn paa Høisangens 2det.

Kæmpe-Skridt, som ingen Anden, Tager Christus, Guddoms-Manden, Alle Bjerge som paa Vinger Drabelig Han overspringer, Evig deraf bærer Spor Himmel, Helvede og Jord! Først fra Solbjerg, over Skyen, Sprang Han ned til Davids-Byen, Sprang fra Guddoms-Herligheden Til et Barne-Svøb herneden, Det med Engle kalde frit Adams Børn et Kæmpe-Skridt! Saa Han sprang fra Blomster-Tuen Dristig ned i Mørke-Stuen, Brød ei Hals, ei Been og Arme, Kom til Hel med Liv og Varme, Det med Suk selv Djævle tit Kalde maae et Kæmpe-Skridt! Sidst Han sprang fra Djævle-Krogen, Lukt igiennem Helved-Taagen, Jord forbi, op over Solen, Op paa Himmel-Kongestolen, Og med Gud vi kalde frit Mageløst det Kæmpe-Skridt!

No. 243.

Efter Angel-Sachseren hos Cædmon.

I Kveld blev der banket paa Helvedes Port, Saa dundrer den rullende Torden, Herolden var stærk og Hans Budskab fuldstort, Thi lyttede Alt under Jorden! Fra Himlen jeg melder nu Helvedes Kryb: Fra Jorden nedstiger en Kæmpe, Han springer i Gry over svælgende Dyb, For Graad selv i Helved at dæmpe! Han vandrer paa Gløder som Jomfru paa Gulv, Han tramper paa Øgler og Drager, Hug-Ormen Han knuser, og Helvedes Ulv Han binder, mens Afgrunden brager! Paa Albu sig reiste hver Fange saa brat, Det kunde ei Djævle afværge, Som Storme de hyled i bælgmørke Nat, Og fnøs som ildsprudende Bjerge! Paa Albu sig reiste hver Fange saa brat, Ei før blev i Helvede lyttet, De lured om Dag og de lured om Nat, De ændsed ei Ilddrage-Spyttet! Og Tredie-Dagen, da Hel-Hanen goel, Og Gienfærd kom alle tilbage, Da skinned i Helvede Himmerigs Soel, I Drømme slet ingen saae Mage! Som Skyerne hvide med Stjerne-Hob bleg, Gik Englene foran den Bolde, Og brat som en Soel Han fra Dybet opsteg, Med guldrøde Skyer til Skjolde. I Helvede skinned Guds Herligheds Glands, Guldfarved de Djævle kulsorte, Men Murene revned for Straaler i Dands, Af Hængsel fløi Helvedes Porte! Sig reiste de Fanger nu alle paa Stand, Men dog kun for dybt at nedknæle, Velkommen, velsignet, vor Frelser-Mand! Det lød fra utallige Sjæle! Nu “Adam, hvor er du?” blev hørt med en Røst, Som Lærkens en Pindsedags-Morgen, Da fødtes i Helved den evige Trøst, Sin Hel-Sot fik Menneske-Sorgen! Da Eva tog Ordet, gik Frelseren nær, Og sagde: min Søn og min Herre! Jeg ene det voldte, at vi ligge her, For jeg lod mig daare, desværre! Den Slange, som krymper i Flammer sig nu, Sig bugted om Kløgt-Træets Grene, Den glimred som Guld, og den skiød mig i Hu: Vi raadte for Verden alene! I raade for Himmel, I raade for Jord, Saa hvidsled den smigrende Stemme; Da blege og blaa vi til Helvede foer, Langt andet vi fik at fornemme! Men est Du den Sæd, mig blev lovet til Bod, Undfanget og født af en Kvinde, Da falder ei Moder omsonst Dig til Fod, Forlades ei grusom herinde! Fra Soel-Øine milde to Taarer nu faldt, Og underfuldt var det at skue, Med deilige Farver i Krone-Gestalt Sig danned om Eva en Bue! Saa kyssed sin Moder Guds Herligheds Glands, Til Under for alle de Døde, Og op stod, som Dronning, med Regnbue-Krands Skiøn Eva, som angred sin Brøde. Titusinde Mile end dybere ned Sank Djævle, da Eva sig hæved, De turde ei hyle, i Læbe sig beed, Og sittred, saa Jorderig bæved! Fra Helvede steg nu den Herre saa bold, Ham fulgde saa faver en Skare, Som Solen paa Skyer, Han sattes paa Skjold, Propheterne alle Ham bare! Triumph blev der nu, hvor kun Graad hørdes før, Kun Død sad i Helved bedrøvet, Cheruben oplod den forseiglede Dør, Skjold-Vagten sig kasted i Støvet! Saa herlig opstod paa den tredie Dag Vor Frelser, uskyldig korsfæstet, Thi er det paa Jord nu en Saligheds-Sag: Guds Søn haver Helvede giæstet!

No. 244.

Af den Angelsachsiske Messiade i Exeter-Bogen.

Kommer Sjæle, dyrekiøbte, Og til meer end Engle døbte, Sydskende til Davids Søn! Lad os med Guds Engle-Skare Og med Ham til Himmels fare, See den Frommes store Løn! Hører I de Toner søde, Stigende som Liv af Døde, Himmel-Hærens Velkomst-Sang Til den ædle Straale-Skytte, Som med Seier, Priis og Bytte, Kom fra Hel og Blomster-Vang! Trindt det lyder Ham i Møde: Vær velkommen fra de Døde, Alle Djævles Skræk og Gru! Over dem gaae Flamme-Bølger, Folket igienløst Dig følger, Før fortabt, men fundet nu! Kæmper, I, som Borgen værne, Borgen over Sky og Stjerne, Aabner brat den høie Port! Seierrig fra Dybet kommer Verdens Skaber, Verdens Dommer, Navnet Hans er evig stort! Møder Ham med gyldne Kroner, Ham og mange Millioner, Dyrekiøbte med Hans Blod, Stigende fra Jammer-Dale Nu med Ham til Fryde-Sale! Takker Ham, for Han er god! Mellem Engle Mænd nu tælles, Har med Herren Alt tilfælles: Aand og Støv og Liv og Blod, Troen, Haabet, Kiærligheden, Lyset, Glandsen, Glæden, Freden, Livets Træ og Livets Flod! Vælge kan igien og vrage Jordens Slægter, alle Dage, Vælge mellem Liv og Død, Dagens Lys og Nattens Mørke, Paradis og vilde Ørke, Helved hedt og Himmel sød! Ære være Frelser-Manden, Med et Navn, som ingen Anden, Løseren af Dødens Baand! Lov og Tak og evig Ære I Tre-Enigheden være Fader, Søn og Hellig-Aand!

No. 245.

Af Messiaden i Exeter-Bogen, med Hensyn paa Høisangens 2det.

Himmel-Farten saae i Løn Salomon, Kong Davids Søn, Havde den for Øie, Da han sang: alt som en Hind Springer Han fra Tind til Tind, Hist paa Bethels Høie! Ogsaa vi vil synge frit Om Hans Spring og Kæmpe-Skridt, Over Bjerg og Dale, Afgrunds-Svælg og Klippe-Top, For os Smaa at hente op Til de høie Sale! Fra sin Throne, morgenrød, Sprang Han ned i Jomfru-Skiød, Og i Krybbe-Rummet, Deraf Folk i Blomster-Vang, Som Guds Barne-Engel sang, Glæde har fornummet! Saa Han sprang fra Verdens Hav Op paa Kors og ned i Grav, Evig det skal mindes, Om fra Liv til Død Hans Skridt Synes kort og glemmes tit, Kostbart maa det findes! Skik det er paa Verdens Øe, Hvad der fødes, skal og døe, Død ved Synden hefter, Men paa Korset døde Han, Som er Drot i Livets Land, Hvo giør Ham det efter! Endt var dog ei Heltens Færd, Og det sidste Spring især Viste Guddoms-Evne; Thi fra Helved sprang paany Lukt Han over Jord og Sky, Det er værdt at nævne! Saa kom Helten atter hjem, Og i Guds Jerusalem Blev der Fryd og Gammen, Om Hans Kæmpe-Skridt og Spring Sang om Kap og sang i Ring Engle allesammen! Høit vi sjunge og Hans Priis, For vi skal paa Smaa-Folks Viis Springet efterligne, Trin for Trin fra dyben Dal Stige op til Stjerne-Sal, Og vor Drot velsigne! Med vort Legem foer Han op Over Himmel-Bjergets Top, Fylder saa Guld-Thronen; Saa og vi med Aanden Hans Stige skal fra Glands til Glands, Til vi naae Guld-Kronen!

No. 246.

Den Engelske “By thy birth and early years” frit oversat.

For den store Fattigdom, Hvormed Du til Verden kom, For din lange Faste-Tid, For din svare Kamp og Strid, For din Seir i Ørken vild Over Fristeren saa snild, Jesus, Guds og Davids Søn! Skaan os, hør vor Suk og Bøn! For paa Korset nagelfast Du holdt ud, til Hjertet brast, For Slagt-Offeret fuldbragt, Seiglet paa den nye Pagt, For Du bold i Jordens Skiød Overvandt den grumme Død, Jesus, Guds og Davids Søn! Skaan os, hør vor Suk og Bøn!

No. 247.

Montgomerys “Go to dark Gethsemane” frit oversat.

Følger med til Urtegaarden, I som fristedes og faldt! See, hvor drabelig for Hjorden Hyrden stred, da ret det gjaldt! See Hans Kval og hør Hans Bøn! Lær at bede af Guds Søn! Følger med og seer paa Thinget Verdens Dommer, skiændt og skiældt, Trindt af Avinds-Mænd omringet, Døds-Dom over Sandhed fældt! Væn dig, Sjæl, til Verdens Løn! Lær at lide af Guds Søn! Følger med til Retter-Stedet! Seer Hans Kors og seer Hans Blik! Seer Hans tørre Læbe vædet Ynkelig med Galde-Drik! See Ham rolig, mild og skiøn! Lær at døe af Davids Søn! Følger med til Klippe-Graven, I den aarle Morgen-Stund! Mørkt der er i Dødning-Haven, Lysner dog om Engle-Mund: Rødt stod op hvad blegnet laae, Lær os, Herre, at opstaae!

No. 248.

Montgomerys “The world in condemnation lay” frit oversat.

Al Verden under Død og Dom Blev lagt ved Adams Brøde, Indtil den store Løser kom, Uskyldig leed og døde, Da misted Synd og Død sin Magt, Med os vor Dommer gjorde Pagt, Giv, Synder, Ham din Sag i Hænde! Han for din Tro vil dig frikiende! Lad os til Ham i Krybben gaae, Og følge Ham i Ørken! Lad Kors Ham kun os lægge paa, Thi med det følger Styrken! Lad Ham os kun ei vige fra Paa Olje-Bjerg og Golgatha: Paa Zion skiænker Han os Hvile, Saa vi ad Død kan evig smile!

No. 249.

Sammes “The days of Paradise were few” lidt anderledes.

Kun faa var Paradisets Dage, Fuldkort Uskyldighedens Stand, Vi synded, sank i Støv tilbage, Vi hjemme fik i Gravens Land! Vort Hjerte blev en Røver-Kule, Den gamle Adam i os boer, Vi for vor Skabers Aasyn skule, I Skjul vi krybe for Guds Ord! Til Enden Han dog elsker Sine, Vor Skaber vi skal see med Fryd, Thi Han for os leed Død og Pine, Os klæder op med al sin Dyd! Han søgde smaalig det Forlorne, Han lægde os med sine Saar, Han kroned sig med Jordens Torne, Og gav os Himlens Rosengaard! Gud-Fader! af din store Naade Du os gav din eenbaarne Søn, O, drag os paa al mulig Maade, Og giv Ham os, det er vor Bøn! Er vi kun Hans, er vi og Dine, Hans Lodd er vores ligerviis, Da røres ei vor Sjæl af Pine, Da er vort Hjem i Paradis!

No. 250.

Watts “I sing my Saviour's wondrous death” frit oversat.

Syng høit, min Sjæl, om Jesu Død! Han faldt ei seierløs, Thi Hans “fuldbragt” saa mægtig lød, At Helved skjalv og giøs! Den er fuldført, det feiler ei, Den Naadens Verden ny, Og banet er Hans Konge-Vei Til Thronen over Sky! Det Kors, der rødmer af Hans Blod, Som vidste ei af Svig, En Trappe er til Thronens Fod, Som staaer urokkelig! Syng høit, Guds Folk: det er fuldbragt, Min Frelser Prisen vandt, Al Verden Ham er underlagt, Hvis Blod paa Korset randt! For Jesu Navn Hans Fiender flye, Og styrte for Hans Sværd, Mens Kronen vinker over Sky Den Mindste, Ham har kiær!

No. 251.

Watts “Dearest of all the names above” frit oversat.

Navnet over alle Navne, Jesus, baade Gud og Mand! Før mig, til i Dig at havne, Over Verdens vilde Strand! Hvor Du throner i det Høie, Fader-Smilet er dit Værk, Og hvor lavt vi Knæ mon bøie, Kun din Aand giør fri og stærk! Til som En af os vi skue Himlens Gud i jordisk Dragt, For den Hellige vi grue, Dommeren, som har al Magt! Men som Knop paa Kvist udspringer, Saa vor Fred, vort Haab og Held, Naar det i vort Hjerte klinger: Gud med os, Immanuel! Lad kun derfor Jøder fnyse! Lad kun Græker drive Spot! Ei fra Jesus de os kyse, Korsets Ord giør Alting godt!

No. 252.

Den Engelske “Angels, roll the rock away” frit oversat.

Ruller, Engle, Stenen bort! Død i Slaget kom tilkort: Han, som dødbleg var i Gaar Morgenrød i Dag opstaaer! Frelst er nu den faldne Jord! Jubler, alle Engle-Chor! Svar, istem, gienlyd deraf, Jordens Bold og Verdens Hav! See, Han stiger op af Muld, Reen og klar, som prøvet Guld! Engle-Skarer, fjern og nær, Sjunge om Hans Herre-Færd! Over Solens Kreds opfløi Ære-Porten vid og høi, Ag nu ind paa Rosen-Sky, Guddoms-Helt, i Gammens-By! Med Guld-Harperne i Hald, Engle-Tunger, uden Tal, Tone ud med evig Klang For Dig Livets Seier-Sang!

No. 253.

Den Engelske “Come thou mighty King of kings.”

Reis Dig, alle Drotters Drot, Som med Døden driver Spot, Bringer op fra Orme-Gaard Lægedom for Bane-Saar! Øst og Vest og Syd og Nord Længes efter Livets Ord, Fredens Fyrste, Livets Drot! Med et Ord giør Alting godt! Prises skal paa Jordens Bold Da dit Navn fra Old til Old, Alle Sjæle frydes ved Herren: vor Retfærdighed! Kiære Frelser! kron dit Værk! Send os Aanden guddomsstærk! Uden Ham, trods Vid og Konst, Al vor Gierning er omsonst!

No. 254.

Watts “Hosanna to the Prince of Light.”

Halleluja for Lysets Drot! Hans Kæmpe-Værk er stort: Han giæsted Dødning-Kongens Slot, Og sprængde Helveds Port! I Mørket skinned Livets Soel, Og Frelseren opstod, Da styrted Dødens Konge-Stol, Da faldt Tyrannens Mod! Med Helte-Fryd, i Straale-Skrud, Med Arr af lægte Saar, Da stævned Seier-Herren prud Op til sin Faders Gaard! Der høit ophøiet throner Han, Vor Frelser og vor Gud, Velsignelserne trindt om Land Rundhaandet strøer Han ud! I Støvets Børn med Bane-Saar! Lovsynger Livets Drot! Hans Gave er et Gylden-Aar, Livsaligt, evig godt! I Lysets Aander, Engle-Chor! Lovsynger “Gud med os,” Som reiste op den faldne Jord, Al Mørkheds Magt til Trods!

No. 255.

Wesley's “Our Lord is risen from the dead” lidt anderledes.

Vor Frelser opstod fra de Døde, Vor Herre til Himmels opfoer, Fordærvelsens Hjem er lagt øde, Gienfødt er den frugtbare Jord! Triumphen, o, hvor den er fager! Hvor det er et lysteligt Syn: Paa Solstraale-Karmen Han ager, Guds Engle Ham følge som Lyn! I skyhøie Toner de sjunge: Opspringer, I Porte, paa Stand! Thi her ager Herligheds Konge, Med Byttet fra Dødninge-Land! Hvem er vel den Herligheds Konge, Som iler til Faderens Favn? Det Himlen og Jorden udsjunge, Sig bøier hvert Knæ i Hans Navn! Hans Navn skal de Diende lære, Og Oldinger prise i Bøn, Thi Herren til Faderens Ære Er Jesus, er Menneskens Søn!

No. 256.

Den Engelske Kirkes Paaske-Sang “Since Christ, our passover, is slain.”

For Alle slagtet er Guds Lam, Vort Paaske-Lam det bolde, Lad derfor nu, med Tak til Ham, Os alle Høitid holde, Ei med den gamle Surdei rød, Med Hykleri og Tant, Men med et Hvidt, usyret Brød, Saa Alt er reent og sandt! Gud-Faders Majestæt opvakt Har Christus fra de Døde, Nu smiler kun ad Dødens Magt Opstandnes Første-Grøde; Een Gang for Alle døde Han, For os til Sjæle-Fred, Men lever nu i Glædens Land For Gud i Evighed! Saa skal og vi fra Synden døe, Opreises af Guds Naade, Og leve, skiøndt vort Kiød er Hø, For Gud iligemaade! Gud-Fader, Søn og Hellig-Aand, Som brækked Vredens Riis, Og løste for os Dødens Baand, Skee evig Lov og Priis!

No. 257.

Morten Luthers “Nun freut euch, lieben Christen g'mein” frit oversat.

Nu fryde sig hver Christen Mand, Og springe høit af Glæde! Ja, lad os Alle, trindt om Land, Med Liv og Lyst nu kvæde, For Gud, saa god, som Han er stærk, Har gjort et herligt Underværk, Ei regnet, hvad det kosted! Jeg faldet var i Fiendens Vold, I Synden født og baaret, Mig knuged Død, den grumme Trold, Og gav mig Bane-Saaret, Ak, med mig selv jeg laae i Kiv, Jo meer jeg kæmped for mit Liv, Des haardere blev Døden! Min Dyd ei hjalp mig for et Haar, Den var ei værd en Hægte, Min gode Vilje laae paa Baar, Og kun min Synd var ægte, Det lærde mig min Fjende klog, Og trak mig ned i Djævle-Krog, Der evig at fortvivle! Det saae min Gud i Himmerig, Den Gode og den Fromme, Og kiøbde fri, miskundelig, Min Sjæl i dyre Domme, Det var for Ham slet ingen Skiemt, Han kostede paa mig bestemt Det Kiæreste, Han havde! Til Frelser min Han taled saa: Vi faaer os dog forbarme, Far ned, min Søn, og Hjelp de Smaa, De Usle og de Arme! Gienløs Du dem fra Synd og Nød, Og slaae ihjel den bittre Død! Lad dem med Dig saa leve! Alt som Du vil, min Fader kiær! Det svared Søn med Blide, Og fødtes af en Jomfru skiær, Ved Jule-Midnatstide, Som En af os, Marias Søn Sin Guddoms-Vælde bar i Løn, Den gamle Ræv at fange! Hold dig til Mig, nu sagde Han, Saa har det ingen Fare, Alt hvad Jeg vil, Jeg ogsaa kan, Og Jeg for dig vil klare, Vær du kun min, saa er Jeg din, Og Eet er Jeg med Fader min, Trods den, os kan adskille! For dig Jeg lade vil mit Liv, Og med mit Blod dig kiøbe, Mit Kors du paa dit Bryst kun skriv, Fat Tro og lad dig døbe! Da er din Synd og Død du kvit, Din Død er min, mit Liv er dit, Min Salighed tillige! Saa gaaer Jeg til min Fader hjem, Med Bytte stort i Hænde, For i det ny Jerusalem Min Aand dig at tilsende, I alskens Nød din Trøster-Mand, Han giver dig paa Liv Forstand, Til Himlen dig ledsager! Som Jeg i denne Verden var, Saa skal og du nu være, Klenodiet i Leerjords-Kar Skal bæres til Guds Ære! Lad fare Angst og Trældoms-Frygt, Men vogt dig vel for Verdens Kløgt! Det er min sidste Vilje!

No. 258.

Den Tydske “Weg, Welt, mit deinen Freuden” frit oversat og forkortet.

Bort, Verden, med din Glæde Og al din Lystighed! Jeg vil til Korset træde, Hvor Jesus for mig leed; I rette Følge-Svende Man Herren skal gienkiende. O see, hvor Han sig vaander I Lystens Urtegaard! O hør, hvor tungt Han aander, For Døden er saa haard! Dog vil, for os det kvæger, Han tømme Smertens Bæger! Ham solgde en Forræder, Det var Hans egen Svend, Og smeddet har Hans Kiæder Enhver Hans falske Ven; For os dog, from i Sinde, Sig lader Sandhed binde! Høimodige Forsoner, Som giver bort din Ret! Med Torne Man Dig kroner, O, hvor Du takkes slet! Ak, tit, selv under Knælen Dig spotter Daare-Sjælen! O, store Lære-Mester I ret Sagtmodighed! Den Haand, som Dig korsfæster, Selv den giør Dig ei vreed, Du beder, from i Sinde: Tilgive Gud de Blinde! Dig elsked ømt din Fader, Før Bjergene opkom, Dog her Han dig forlader, Dig knuser Vredens Dom, Fordi, al Dyds Begynder, Du bærer Verdens Synder! Saa rødmer Du og blegner For hvad jeg giør saa tit, Dit skiønne Hoved segner Kun for at reise mit; Med vidtudstrakte Arme Nu Gud vil sig forbarme! Velsignet være Munden, Som sagde “det er skeet!” Igiennem Side-Vunden Dit Hjerte jeg har seet; Lad mig paa Torne-Veie Det faae til Arv og Eie!

No. 259.

Efter det Gamle “Agnus Dei” og “Christe, du Lamm Gottes.”

O, Du Guds Lam! Med Korsets Skam, Du bar al Verdens Synder, Derfra al Trøst begynder; Miskundelig, Forbarm Du Dig! O, Du Guds Lam! Med Korsets Skam, Du bar al Verdens Synder, Dermed al Fred begynder; Af Kiærlighed Giv os din Fred! O, Du Guds Lam! Med Korsets Skam, Du bar al Verdens Synder, Derfra vort Liv begynder; Vor Død til Trods, Opliv Du os!

No. 260.

De Bøhmiske Brødres “Christus, der uns selig macht” frit oversat og afkortet.

Christus, vor Gienløser blid, Uden Synd begangen, Dog for os ved Natte-Tid Som en Tyv blev fangen, Dømdes, uden Skyld og Sag, Mellem Djævel-Unger, Taalde Haan og Hug og Slag, Spot af onde Tunger! I den aarle Morgen-Stund De Ham, uforskammet, Førde til en hedensk Hund, Taus Han gik som Lammet, Vel uskyldig blev Han kaldt, Han dog ei løslodes, Sendtes, for at prøve Alt, Ogsaa til Herodes! Klokken ni, med Riis og Vaand, Lod Han sig hudflette, Og af raa Soldaters Haand Krone tung paasætte; Purpurklædt, til Spee og Spot, Ryggesløse Svende Hilsed Ham, som Jøde-Drot, Med et Rør i Hænde! Klokken tolv Han, bar og blot, Blev til Korset naglet, Der Han Galde drak og Spot, Duggen rød nedhagled, Hovedet var bidt af Skam, Røver-Pak Ham haaned, Soel dog, ved at see paa Ham, Sortnede og daaned! Klokken tre Han gav et Skrig, Han sin Fader savned, Fandt af Ham dog faderlig Brat sin Sjæl omfavnet; Afgrund skjalv og Klipper brast, Sonen var fuldkommen, Teppet revned i en Hast Da for Helligdommen! Lær os Frelser, Livets Væld, Hvad din Død betyder, Saa vi til dit Kors med Skiel Nagle vore Lyder! Lær i Aanden os at saae Grædende herneden, Saa Du Lov-Sang høste maae, Naar vi fare heden!

No. 261.

Heermans ogsaa hos os velbekiendte “Jesu, deine tiefe Wunden,” frit oversat.

Jesus! dine dybe Vunder Og din smertefulde Død, Som din Kiærligheds Vidunder, Trøster mig i al min Nød, Og naar Synd mig falder ind, Strax den støder i mit Sind Paa din Pine, som forbyder Mig at skiemte med Udyder! Vil med Vellyst sig fornøie Mit forvendte Kiød og Blod, Strax dit Kors mig staaer for Øie, Hjertet røres og giør Bod; Sætter Satan an paa mig, Som mit Skjold jeg viser Dig, Dine Suk og Taare-Strømme, Snart maa han da Marken rømme! Vil mig Verdens Aand udlokke Paa den rosenstrø'de Vei, Hvor Man under Blomster-Flokke Seer de skjulte Slanger ei, Paa din Torne-Sti jeg tænker Giennem Verdens Urtegaard, Da sig blotte Fiendens Rænker, Vinke mig min Frelsers Kaar! Saa mod Alt hvad Hjertet krænker Give dine Vunder Kraft, Naar min Sjæl sig i dem sænker, Drager den ny Leve-Saft, Deler jeg Din Kval og Død, Da forsvinder al min Nød, Naar dit Blod i mig indflyder, Glædens Kilde-Spring udbryder! Paa dit Kors mit Haab er grundet, I din Grav jeg Hvile faaer, Thi din Død har Døden bundet, Den har lægt mit Bane-Saar, Deel i Dig er evig Trøst, Freden boer i Dines Bryst, Og med Dig det os er givet, At staae op til Lys og Livet! Har kun Dig jeg i mit Hjerte, Salighedens Kilde-Spring, Da jeg føler ingen Smerte, Selv ved Dødens Edder-Sting, Skjuler jeg mig kun hos Dig, Røre kan ei Fienden mig, Døden har i Dig jeg fundet Sødt af Livet overvundet!

No. 262.

Af Stockman's “Jesu Leiden, Pein und Tod.”

Ind i Haven Jesus gik, Sørgelig tilmode, Faldt saa med et Himmel-Blik Fader sin tilfode; Mærk det, Christen, vaag og beed! Far ei til forvoven! Kun til hvem der knæler ned, Daler Kraft fra Oven! Tages maa og tømmes ud Lidelsernes Bæger, Men et himmelsk Sende-Bud Hjertet vederkvæger; Christen! saa i Dødens Strid Himmelen dig vinker, Saa din Sjæl kun higer did, Kaster hvad den sinker! Jesus, uden Skyld og Sag, Blev i Haven bundet, Dertil Synden, Nat og Dag, Rebet havde spundet; Men vil nu den fule Aand Mig for Synden binde, Han i Jesu bundne Haand Skal min Løser finde! Mellem Djævle og Udyr Jesus staaer taalmodig, Under falske Vidnesbyrd Slaaes Han blaa og blodig; Vil da som min Herre huld Verden mig begegne, For en Tjener syndefuld Hvad er det at regne! Peder! saae du, hvor det gik? Vi er ingen Helte, Os kun Herrens Frelser-Blik Styrke kan og smelte, Derfor, Herre, tab mig ei Nogentid af Syne, Og gaaer jeg paa Vantroes Vei, Mig dit Blik nedlyne! Christi Kors kun nødig bar Simon af Cyrene, Herrens Byrde tykkes svar, Ei for ham alene, Men naar jeg betænker ret, Hvem mig Korset rækker, Som en Palme-Green det let Sig mod Himlen strækker! Paa sit Kors blev nagelfast Himmerigs Fribaarne, Da for mange Trælle brast Bolt og Fange-Taarne, Igienløste kan nu vi Os med Ham forbinde, Som giør Sine evig fri, Hvor Guds Søn er inde! Til dit Folk, Du Jøde-Drot, Vil jeg mig da regne, Skiønt Dig times Kval og Spot Mest af dine Egne, Jeg mig føler vis derpaa, At naar Stjerner falde, Skal din Throne dog bestaae, Du mig Broder kalde! I dit Ord “det er fuldbragt” Har min Sjæl sig hvilet, Havde ei det Ord Du sagt, Længst var jeg fortvi'let, Men det Ord i Sandheds Mund Sige vil saameget: Tro og haab og elsk Mig kun! Regningen er streget! Sortnet var den gyldne Soel, Da min Frelser, rolig, Gud i Vold sin Aand befoel, Som en Søn fortrolig; Saa skal jeg i Jesu Navn, Hvad end før jeg frister, Siælen lægge Gud i Favn, Naar mit Øie brister! Da det sidste Suk Han gav, Hele Jorden bæved, Klipper revned, og i Grav Dødninger sig hæved; Giør Hans Suk det Underværk, Hvad da Hersker-Tonen! Er paa Korset Han saa stærk, Hvad da ei paa Thronen! Ned Han sank vel under Muld, Blev dog ufortæret, Throner nu paa meer end Guld, Som Gud-Fader æret, Derfor, Christen, krymp dig ei Nu ved Orme-Gaarden! God er Jesu Konge-Vei, Christ-Naturens Orden! Jesu Pine, Kors og Død, Er min Lyst og Glæde, Derom jeg i al min Nød Vil som Fuglen kvæde, Thi jeg veed, hvor Herren er, Skal Hans Tjener være, Og hvem Sønnen haver kiær, Vil Gud-Fader ære! Uvist synes det mig tit, Om jeg elsker, Herre! At jeg elsker Dig for lidt, Vist er det, desværre! Men om end al Verden leer Ad mit Lidt ivente, Aldrig jeg mig ønsker meer End Du mig fortjende!

No. 263.

Luthers Paaske-Sang “Christ lag in Todes Banden” paany fordansket.

I Dødens Baand vor Frelser laae, For vores Skyld hengivet, Men herlig kunde Han opstaae, Og skænked mild os Livet, Thi er Hans Folk nu sjæleglad, Og takker Gud i allen Stad, Og synger for Jesus Christus: Halleluja! Det var fuldstort et Kæmpe-Værk Den Død at overvinde, For Syndens Skyld ei før saa stærk Var Mand paa Jord at finde; Thi traadte Død os under Fod, Men Jesus gav den Bod for Mod, Forstyrret har Han dens Rige! Halleluja! Som En af os vor Synd Han bar, Men Han var selv uskyldig, Dermed Han Døden fældet har, Gjort al dens Krav ugyldig, For os, som Jesus har til Drot, Den er sit eget Gienfærd blot, Sin Brodd Haver Død forloret! Halleluja! Det var en Tvekamp underfuld, Da Liv og Død de brødes, Og Kredsen skreves under Muld, Hvor Riget var de Dødes, Men Livet fik dog Overhaand, Saa, fængslet i sit eget Baand, Til Spot er nu Døden blevet! Halleluja! Det gik, som det var forudspaa'd, Skiøndt det er sært at sige: Den ene Død den Anden aad, Det Lige var for Lige; Den store Fraadser kom tilkort, Vor Herres Kiød var alt for haardt, Det kunde han ei fordøie! Halleluja! Thi fryde vi os ved Livets Fest, Som Død har overvundet, Og prise den Kæmpe allerbedst, Som har den Stærke bundet, Han sidder nu paa Ærens Stoel, Og er for os den gyldne Soel, Døds-Natten, hun er forgangen! Halleluja!

No. 264.

Udtaget af den Foregaaende.

Nu kom det rette Paaske-Lam, Hvis Been ei maatte brydes, Og ihvor grumt de slagted Ham, Vi ved Hans Død dog frydes, Thi nu vort Hjertes Kammer-Dør, For Morder-Englen aaben før, Guds Lam med sit Blod forseigled! Halleluja! I Sandhed Mad er Lammets Kiød, Til evigt Liv og Glæde, Naar vi med ret usyret Brød I Kiærlighed det æde; Thi fei den gamle Surdei ud, Bag Paaske-Brød, du Christi Brud! Syng evig til Lammets Ære: Halleluja!

No. 265.

Franck's “Dieses ist der Tag der Wonne” med lidt Omstilling, frit oversat.

Salighedens Morgen-Røde, Steget op af sorten Jord! De Opstandnes Første-Grøde! Livets Soel med Straale-Spor! Jesus, Dødens Overvinder! Thron nu tryg blandt dine Fiender! I, som vilde Graven spærre Med Steen-Lukke, Seigl og Vagt, Blinde-Bukke! seer, vor Herre Har og over eder Magt, Blæser bort, naar Vei Han savner, Kampe-Steen, som Straa og Avner! Grumme Død! skær du kun Tænder Brøl kun, Løve, i dit Bur! Hyl kun, Helved, og vrid Hænder Over Gruset af din Mur! Trøster, om I kan, hinanden Over Frelseren opstanden! Død! hvor er din Brodd nu henne? Helvede! hvor er din Seir? Aldrig var en Dag som denne Lys-Triumf i Livets Leir; Aldrig kom saa klart for Dagen: Guders Gud har dømt i Sagen! Kun Forvarsel, I Philistre! Var for Dette Samsons Færd, Og at Goliath hin bistre Blødte for sit eget Sværd; Dødbleg Davids-Sønnen fældte Faderen til eders Helte! Pharao paa Lynilds-Karmen, Med sin Hær i Morgen-Gry, Rørt af Almagts-Kæmpearmen, Sank til Havsens Bund som Bly, Men i Paaske-Morgenstunden Dragen drukned i Afgrunden! Store Høitid! vær velkommen! Vær velsignet, Paaske-Soel! Over Død faldt nu Døds-Dommen, Faldt Lys-Fiendens Konge-Stol! Dræbt er Døden, har opgivet Med sin Aand sin Strid mod Livet!

No. 266.

Oprindelig paa Munke-Latin “Surrexit Christus hodie” hos os “Fra Døde opstod den Herre Christ.”

Idag opstod den Herre Christ, Herre Christ, Til alle Slægters Trøst forvist! Halleluja, Halleluja! Han døde først i Overgaar, Overgaar, Ei tælles kan Hans Leve-Aar! Halleluja, Halleluja! I Kvinder kom med Sorg i Hu, Sorg i Hu, Men værer sjæleglade nu! Halleluja, Halleluja! Gaaer til Hans Venner skyndelig, skyndelig, Forkynder: Herren reiste Sig! Halleluja, Halleluja! Nu Herren er vor Soel og Skjold, Soel og Skjold, Velsignet være Helten bold! Halleluja, Halleluja! Gud-Fader, Søn og Hellig-Aand, Hellig-Aand, Nu løste os af Dødens Baand! Halleluja, Halleluja!

No. 267.

Den gamle “Cælos ascendit hodie” lidt udvidet.

Til Himmels foer den Ærens Drot, Ærens Drot, Som gjorde Alt paa Jorden godt, Halleluja, Halleluja! Hvad er Hans Navn, den Kæmpe skiøn, Kæmpe skiøn? Det Jesus er, Marias Søn! Halleluja, Halleluja! Med Kiød og Been, som Gud og Mand, Gud og Mand, Opstod, opfoer og throner Han! Halleluja, Halleluja! Nu er opfyldt Kong Davids Sang, Davids Sang! Hans Søn paa Thronen sig opsvang! Halleluja, Halleluja! Høilovet være Herren god, Herren god, Med Død og Djævel under Fod! Halleluja, Halleluja! Han ved Gud-Faders Høire-Haand, Høire-Haand, Tilsender Støv den Hellig-Aand! Halleluja, Halleluja! Guds Engle stige op og ned, Op og ned, Med Folkets Sang og Kongens Fred! Halleluja, Halleluja! Imorgen kommer Han paany, Han paany, Med Straale-Krands paa Rosen-Sky! Halleluja, Halleluja!

No. 268.

Vor egen Gamle, med samme Begyndelse gjort i Fængsel, nu læmpelig ændret.

Hjelp Gud, at jeg nu kunde, Du ædle Skaber min, Forkynde nogenlunde Miskundelighed din! Jeg gladelig begynde vil Med Sang af Hjertens Grunde, Din Aand vil hjelpe til! Derved saa skal det blive, Som Du lod fordum spaae, Lod Esaias skrive, At før skal plat forgaae Din Himmel skiøn og saa vor Jord, End Nogen skal giendrive Det mindste Guddoms-Ord! Din Søn kom hid til Verden, Han var Guds-Ordet boldt, Al Dyd var Levnets-Færden, Men nedrig blev Han solgt, Af Judas, som aad Brød med Ham, Saa gik det her i Verden Det lydesløse Lam! Saasnart i Urtegaarden Han havde gjort sin Bøn, De satte Hellebaarden For Brystet paa Guds Søn, Gud hjelpe os, for Ret Han nød, Uskyldig, mod al Orden, De dømde Ham til Død! Paa Korsets Træ ophængdes Nu den høibaarne Drot, Derefter Han forlængdes At giøre Alting godt, At tjene os en salig Løn, Derfor af Tørst Han trængdes, Han var vor Moders Søn! Sit Hoved Han nedbøied Og saa opgav sin Aand, Han, som det saae med Øiet, Gav os derpaa sin Haand. Steendød Han blev i Graven lagt, Men skiød dog Jorde-Tøiet, Som før Han havde sagt. Kun indtil Tredje-Dagen Han laae i Jorde-Lin, Da hist Man saae Hans Lagen, Her Svede-Dugen fiin, Men Herren selv var ikke der, Han opstod, det er Sagen, Trods Vagtens Spyd og Sværd! Nu lærde sine Svende Vor Herre Livets Ord, Som skal til Verdens Ende Gaae rundt paa denne Jord, Enhver som tro'r og bliver døbt, Naar han sig vil omvende, Til Liv er dyrekiøbt! Hvad Lukas end mon skrive Om Christi Himmelfart, Dog vil hos os Han blive, Med sin den bedste Part, Det er alt med sit Guddoms-Ord, Som Ingen kan giendrive Og slaae ihjel paa Jord! En Trøster Han os sendte, Det er den Hellig-Aand, Med Ham vi har ivente Alt Godt fra Fader-Haand, Naar Ham vi trolig holde paa, Hvad Frelseren fortjende, Altsammen vi skal faae!

No. 269.

Gammel-Dansk fra Middel-Alderen, ændret paany.

Det hellige Kors, vor Herre, Han bar, Hans blodige Saar og Pine, Hans bittre Død uden Lak og Lyde Deraf allene vi Godt skal nyde! Var Jomfru Marie Moder til Christ, Med alle Guds Helgen hun forvist Kun himled salig paa samme Maade, For Jesu Skyld af Gud-Faders Naade! Du værdige Hellig-Aand, som Guds Tolk, Opliv og oplys det Christne Folk, Og leed os Alle paa Herrens Bane, Fra Verdens Kløgt og vor gamle Vane! Al Ære og Priis den eneste Gud, Som sendte sin Søn til Verden ud! Han styr' og raade os allesammen, Saa vi ham frygte og elske, Amen!

No. 270.

Sammensat af Hr. Mikkels Rim i Korthed, hvad før blev langt i den gamle “Nu lader os af Hjertens Grund.”

En Ædel-Steen er rosenrød, I Troens Krone, Christi Død, Med Pine svar og Plage, Sæt du den høit af Hjertens-Grund, Og see dertil i allen Stund, Vil du Hans Sødhed smage! Han hang paa Korset bleg og rød, For dig Han leed den store Nød, Hudstrøget, tornekronet, Der svæved mellem Himmel og Jord, Han, dem har skabt, Gud-Faders Ord, Saa blev din Synd afsonet! Stor Harm det var og Ynk at see, De slog Ham fast med Nagler tre, De ændsed ei Hans Pine, Da mægtig Han stod op af Grav, Han bar endda de Naglegab, Og teede dem for Sine! Fuldkommet blev til Mande-Bod Bogstavelig hvad skrevet stod, Og spaaet var forleden, Han leed al Syndens Straf og Tvang, Ham Pinen gjorde Fredag lang, Til os saa vandt Han Freden! Da Han sit Hoved bøied ned, Al Verden gav sig svart derved, Gav Suk for Synder sine, Mens Jorden skjalv, ved Middags-Tid Blev mørk som Nat al Verden vid, For Jesu Død og Pine! Han sagde: Fader, i din Haand Befaler jeg min Manddoms-Aand, Hos Dig hun tør vel blive, Hvad Du mig bød, det har jeg gjort, Fuldført dit Værk og holdt dit Ord, Denstund jeg var ilive! I Paradis den Mand af Jord, Os avled, brød vor Herres Ord, Os alle til stor Kvide; Betænk, hver Sjæl, da Jesu Død! Den frelste dig af evig Nød, Som var din Dom at lide! Saa hav da Tak til evig Tid, Min Jesus, for Du tog saa blid Fra mig de Kaar fuldtunge! Helbred mig nu med dine Saar! Giv Glæden mig, som ei forgaaer! Saa vil jeg Dig lovsjunge!

No. 271.

Et Vers af Palladius efter det Latinske “Laus tibi Christe.”

Den bittre Død Dig trængde, Vor Herre Jesus Christ! Da Du paa Korset hængde, Al Pine havde frist; Nu sidder hos din Fader Du høit i Himmel-Chor, Og Synderne forlader Paa denne usle Jord! O, lad din Aand forbinde Vor Sjæl med Himmerig! Lad føle Mand og Kvinde: Gud har forbarmet Sig!

No. 272.

Kingos med samme Begyndelse, i Udtryk endeel forandret.

Hører til, I høie Himle! Hører til, I Engle-Chor! Lytter, alle Folke-Vrimle, Hvor I bygge, trindt paa Jord! Standser, Storm og Bølge-Gang! Ton ei længer, Fugle-Sang! Tier kvær, selv Engle-Tunger! Lytter Alle, Jesus sjunger! O du Guds Apostel-Skare! Himmelsødt din Hjerte-Grund Røres maatte til at svare Paa den Sang af Jesu Mund, Trindt det Helligaftens-Bord, Med Halleluja i Chor, For Udgangen fra de Døde, Frelst i Paaske-Morgenrøde! Thi, o søde Himmel-Sanger! Tone maatte i din Røst For de arme Dødens Fanger, Underlig den store Trøst, At de Frihed skulde faae, I Guds Canaan indgaae, For dit Kors og for din Smerte, Sone-Blodet fra dit Hjerte! O, hvem kan det Dyb udgrunde, Naadens Dyb i Frelser-Bryst? Da for os Du gik tilgrunde, Kvad en Lov-Sang Du med Lyst; Af Guds-Haven gik med Graad Adam, ramt af Dødens Braad, Du igien med Sang oplukker Paradis, kun Slangen sukker! Rør nu, Frelser, selv mit Hjerte, Rør min Tunge, Sjæl og Aand, Til at smelte ved din Smerte! Stem mig med din Guddoms Haand! Saa din Lov-Sang blive maa Alt hvad Sjælen nynner paa, Saa jeg, med din Død paa Læbe, Min Døds-Angest kækt kan dræbe! Syng da Sjæl, saa Man kan høre Der er Glæde i din Graad, For dig hvisket har i Øre Jesu Aand Guds skjulte Raad! Syng om Ham, som for dig leed Meer end nogen Engel veed! Døe med Sang, saa du kan stige Op med Sang til Himmerige!

No. 273.

Holger Paulis “Solen udi mørke Klæder” omgjort.

Solen vel i sorte Klæder Følger os til Korset hen, Men til Flokken, Ham begræder, Siger dog vor Sjæle-Ven: Græde Ingen over Mig! Græde heller hver for sig! Speiler eder, visne Stammer, I hvad her den Grønne rammer! See vi hen til Herrens Fiender, De kan aldrig græde nok, Thi naar Vredens Dag oprinder, Raabe skal den hele Flok: Hvo kan byde Almagt Trods! Falder, Bjerge, skjuler os! Men hvor hardt de Øiet lukke, See de skal, i Hvem de stukke! Planter kun for dem Cypresser, Alle I, som elske Gud! Skiønt al Verdens Sjæle-Messer Ei af Helved fri'r dem ud; Men begræder ei den Helt, Der, som Aanden havde meldt, Trods hvert Edder-Sting i Hæle, Skulde for os Slangen kvæle! Hvo som vil sin Frelser følge, Viske da kun Taaren af, Hvorfor skal vi Glæden dølge Ved Hans Kors og ved Hans Grav? Da kun vorde Smil til Graad, Naar vort Ord er uden Daad! Kun naar Verden har vort Hjerte, Christi Kors os volde Smerte! Korsets Træ er Naadens Throne, Thi det Blod, som der udrandt, For al Verdens Synd en Sone, Død og Helved overvandt, Der, for Liget som var mit, Herren gav mig Legem sit, Saa skal jeg ved Korset græde, Græde kun jeg kan af Glæde!

No. 274.

Kingos Velbekiendte, med lidt Sprog-Forandring.

Gak under Jesu Kors at staae, O kiære Sjæl, og med Attraa Kys Ham paa Foden og giv Agt Paa hvad Han har til Afsked sagt: Han først for sine Fiender bad: O kiære Fader! dem forlad! Thi hvad de giør, det veed de ei, Gaae blinde paa den brede Vei. Dernæst Han til sin Moder saae, Hvor sorrigfuld hun monne staae, Som stødt igiennem Sjæl og Liv Med Morder-Sværd og Offer-Kniv! En anden Søn Han hende gav Til Lindring, Trøst og Støtte-Stav: Johannes, tag dig hendes Sag, Som Moders, an fra denne Dag! Naar jeg, min Jesus, og skal staae Forladt, forhadt, med Korset paa, Som Moder din i Enke-Stand, Send et Guds Barn, som ta'r mig an! Den Røver, som i Dødens Strid Til Jesu Naade slog sin Lid, Og æred Ham paa Konge-Viis, Han fast tilsagde Paradis! O Frelser, i min sidste Stund, Lad mig og høre af din Mund: Du være skal i Dag med Mig I Paradis, i Himmerig! Det fjerde Ord var gyseligt, Og aldrig hørde Himlen Sligt: Min Gud, min Gud! hvi haver Du I al den Kval forladt mig nu? For vor Skyld kun Du blev forladt En liden Stund, i Nød og Nat, Dermed Du vandt os Fryd i Kval Og Lys i Dødens Skygge-Dal! Al Verdens Synd bar det Guds Lam, Og Vredens Ild udtæred Ham, Mig tørster, sagde Han, men fik Af Verden kun en Malurt-Drik! Saa tømde i den bittre Skaal Du Kalken ud med bredfuldt Maal, Den søde Gift drak Adam først, Og Du fik Galden i din Tørst! Da sagde Han: det er fuldbragt! Et bedre Ord blev aldrig sagt: Opfyldt er Lov og Propheti, Forbandelsen er nu forbi! Det sidste Suk, min Jesus gav, Det stiller Storm paa Verdens Hav, Han sagde: Fader! i din Haand Befaler jeg min Sjæl og Aand! Det Afskeds-Ord sig trænge ind Med Liv og Aand i Sjæl og Sind, Saa ogsaa mit det sidste Ord Det blive maa paa denne Jord!

No. 275.

“O hjertekiære Jesu Christ” forkortet og nænsom ændret.

O hjertenskiære Jesus Christ, Som skuffed Slangens Argelist, Du som et fromt, uskyldigt Lam, Leed Hjerte-Angst og Verdens Skam, Og endelig ved Korsets Død Forløste mig fra evig Nød! Lad, sødeste Immanuel, Din Død ei spildes paa min Sjæl! Lad dine rene Lemmers Baand Mig frie af mine Fienders Haand! Din Døds-Kamp og din Angest-Sveed Mig give Seir til Salighed! Lad mig betænke al min Tid Din Død, og takke Dig med Flid, Saa sødt det kan husvale mig At Du mig frelste naadelig, Og kaldte mig med Sjæle-Fred Til Himmeriges Herlighed! Og naar den Time kommer da, At jeg skal nøgen gaae herfra, Da lad min Sjæl, som dyrekiøbt, Sig føle i din Kaabe svøbt, Saa Dødens Kulde, Mørkets Gru, Jeg kommer aldrig meer ihu! Jeg er din Eiendom og Arv, Du kiender bedst min Trang og Tarv, Min Afmagt og mit Vankelmod, Og har Du kiøbt mig med dit Blod, Saa vil Du ei bortkaste mig, Al min Fortrøstning staaer til Dig! Til Dig vil jeg betroe min Sjæl, O Frelser, giem du hende vel! Tag hende altid godt i Agt For Slangens List og Helveds Magt! Giør hendes Afskeds-Time sød, Som Barnets i sin Moders Skiød! O da fra denne Jammer-Dal, Hjembaaret til din Fryde-Sal, Hvor ei er Tvang og Kiedsomhed, Men Fred og Fryd og Herlighed, Hun for din Fod og i din Favn Velsigner evig JesuJesudelvist fremhævet i A Navn!

No. 276.

Brorsons “Her seer jeg da et Lam at gaae” forkortet og omsat.

Hvem seer jeg hist som Lammet gaae Til Slagter-Bænk spagfærdig, Vist ei det Kors, Han bærer paa, Men Spir og Krone værdig? Er det den Kæmpe, tro og huld, Er det den Frelser underfuld, Propheterne forkynder? Er det Messias, er det Ham, Johannes kaldte det Guds Lam, Som bær al Verdens Synder? Det er vor Herre, from og stærk, Ja, Gud og Mand forbundet, Som af sin Fader til det Værk Blev ene dygtig fundet; Gak, sagde Han, min Søn, og lid Hvad Adams Kiøn til evig Tid For Synden skulde smage! Det er et Helved at udstaae, Men Verdens Vel beroer derpaa, Vil Du saa Kalken tage? Ja, kiære Fader! paa dit Ord, Var Sønnens Svar tilrede, Jeg daler til den faldne Jord, Og ærer Dig dernede, Jeg giør Alt hvad der giøres kan, I Ydmyghed, af Gud og Mand, Af Sønnen, Du udsender, Jeg lider Alt hvad lides maa, For Kronen glad at sætte paa Det Værk af dine Hænder! Hvem kiendte før slig Kiærlighed, Og maalde Helligdommen, Saa høi og dyb, saa lang og breed, Med Skikkelse fuldkommen! Hvem tænkde, Gud kan svinde ind Til Patte-Barn med Rosen-Kind, Vor Smaahed sig tilegne, End sige, friste Fange-Kaar, Paa Korsets Træ, med Suk og Saar, I Røver-Selskab blegne! O Frelser-Mand! hvad skal jeg dog For min Gienløsning give? For fattigt er mit Billed-Sprog, Dit Offer at beskrive, Det er og mig, som vinder ved At være din i Evighed, Din Ven i Fryd og Smerte! Men Selv har Du i Naade sagt: Jeg slutte vil med dig en Pagt, For Alt giv Mig dit Hjerte! Din Helte-Daad jeg Dag og Nat Med Fryde-Sang vil love, Din Naade være skal min Skat, Mit Guld og grønne Skove! Min Tanke, Ord og Gierning skal I dine Fodspors Rosen-Dal Som stille Bække rinde, Og i mit Bryst en hellig Ild, Som Lampe klar med Lue mild, Skal brænde til dit Minde! Min Purpur-Kaabe er dit Blod, Deri jeg mig vil klæde, Og sidde stolt ved Korsets Fod, Som paa et Konge-Sæde, Til Du mig naadig kalder did, Hvorfra Du kom til Verden hid, Mig vinker med Guld-Kronen, Da jeg skal med Forundring see At der endnu til Fleer end Tre Er Rum paa Himmel-Thronen.

No. 277.

No. 422 i den Guldbergske Psalmebog, sparsomt ændret.

Naglet til et Kors paa Jorden, Hænger under Lovens Torden Himlens Herre og Guds Søn, Selv Hans eiegode Fader Ham i bittrest Kval forlader, Tier til Hans Suk og Bøn! O, hvor ængstet, Trøst berøvet, Og til Døden dybt bedrøvet, Er min Frelsers ømme Sjæl, Vredens fulde Kalk uddrikke Maa Han, vil Han, ellers ikke Frelses kan min arme Sjæl! Hvo kan tænke paa den Smerte Uden med et saaret Hjerte, Om endog en Synder leed, Men her leed den Evighøie, Smelt, mit Hjerte, græd, mit Øie! For os lider Hellighed! For al Verdens Feil og Brøde Grusomt maatte Jesus bøde, Nagelfast med Fod og Haand, Skille ad sig maatte, vilde, Livets Flod og Livets Kilde, Og Guds Søn opgav sin Aand! Kiære Frelser! kan jeg taale Kraften af en Guddoms-Straale, O, saa skyd den ovenned! Giennemglød og smelt mig Barmen, Saa jeg føler Guddoms-Varmen, Deler Himlens Kiærlighed! Aldrig skal da nogensinde Korsets Træ mig gaae af Minde, Pinen din og Byrde svar, Men dit Kors, din Død og Smerte, Altid sjunge for mit Hjerte Hvad min Frelse kostet har! I dit Fodspor da jeg træder, Og mig stedse varsom glæder Ved min Fred og Salighed, Kiøbt jeg blev dit Navn til Ære, Dyrekiøbt, o, lad det være Tanken ved hvert Fode-Fjed! Giv mig Hjertelag og Kræfter, Saa jeg skikker mig derefter, Elsker, følger, lever Dig! Daglig hendøe Synder-Livet! Voxe det, Du mig har givet: Det som glad opoffrer sig! Ja, Forsoner! lad mig være Offret Dig til Tak og Ære, Leve Dig til Velbehag! Da jeg smile skal ad Døden, For jeg skuer Morgen-Røden Af en evig høilys Dag!

No. 278.

Nordahl Bruns “Ømme Taarer, bange Toner” lidt ændret og afkortet.

Ømme Taarer, Hjerte-Toner, Vemodblandet Glædes-Røst, Offrer jeg Dig, min Forsoner! Kilden min til evig Trøst! Egenkiærlig! hør og skiælv! Han opoffrede sig Selv! Haarde Hjerter, vorder bløde! Af Medlidenhed Han døde, Her er det en Lyst at græde, Thi her mødes Gud og Mand, Strid og Seier, Sorg og Glæde, Liv og Død i Støvets Land! Med min Frelsers Øie lukt Synes Lyset for mig slukt, Klar dog straaler i det Høie Naade-Solen fra Hans Øie! Gyse maa jeg, naar jeg tænker Paa min velforskyldte Løn, Paa de grumme Dødens Lænker, Sprængte for mig af Guds Søn, Tænker paa, at uden Ham Skulde Mørkheds Fyrste gram, Kæmpestærk ved Støvets Brøde, Hele Jorderig lagt øde! Men ved Jesu Død vi leve! Knust er Slangens Hoved nu! Alle vore Pante-Breve, Frelser-Mand, indløste Du! Vor Forsoner er vor Gud, Kiærlighed er kun Hans Bud, Saligt er hvert Christen-Hjerte, Som slaaer ømt ved Næstens Smerte!

No. 279.

Efter No. 150 i den Ny Psalmebog.

O Held os, at vi kiende Dig, Korsfæstede Forsoner! Som Døden leed paa Jorderig, Og nu i Himlen throner! For os Du døde og opstod, O lad os nu, trods Kiød og Blod, Med Dig kun døe og leve! Naar da vi lide, skal der ei Os fattes Mod og Styrke, Thi paa din egen Himmel-Vei Er Du et Lys i Mørke, Du er vort Skjold mod Fiendens Piil, I Smertens Stund er Du vort Smiil, Vort Liv er Du i Døden!

No. 280.

Efter No. 163 i Samme.

Jesus, i din Død er Livet, I dit Liv er Salighed, Din Forsonings-Død har givet Sjælen Kraft og Hjertet Fred! Brudt er Syndens Slaveri, Dødens Rædsel er forbi! Sinai! du Skræk-Udbreder! Golgatha dit Lyn afleder! Naar sig Graven nu oplader, Jesus tager mig i Favn, Og jeg raaber til Gud-Fader: Fader-Vor i Jesu Navn! I din milde Almagts-Haand Jeg opgiver Sjæl og Aand! Det da læses i hver Mine: I Guds Haand er ingen Pine!

No. 281.

Aandelig Kæmpe-Vise fra 1812.

I Verden mon være de Sygdomme to, Som Verden kan aldrig helbrede, Og den, som de pine, dog Rist eller Ro Ei har, mens han færdes hernede, Og mindre forsand I Dødninge-Land, Thi Synden og Døden de hede! Den Første er Moder, den Anden er Søn, De ere fuldgamle af Alder, Dog synes den Kvinde saa ung og saa skiøn, Hun kurrer, Hun lokker og kalder, Hun reder saa blødt, Og smiler saa sødt, Hver Kæmpe som flyer ei, han falder! Heel listig den Skiøge forvender sit Navn, Hun kalder sig Gammen og Glæde, Sin Slave hun kryster og kiærlig i Favn, Paa Roser hun byder ham træde, Hvert Kys er en Piil Med Helvedes Smiil, Det er paa Guds Roser han træder! Med blegnede Kinder og rynkede Bryn Da vorder den Synder saa bange, Thi for ham sig løfter et grueligt Syn, En Beenrad han seer at fremgange! See, det er min Søn, Hun hvisker i Løn, Giør Knæfald, for du er hans Fange! Han haver ei Bue, han haver ei Sværd, Hans Vaaben er Fingrene kolde, Men komme de Fingre til Hjerterne nær, Da bæve de Kæmper saa bolde, Og ham til Foragt Er keiserlig Vagt, Han leer kun ad Mure og Volde! Den Synder han byder det rødeste Guld, For Lægedom i sin Elende, Til Øinene briste, han stirrer paa Muld, Hvor Ormen sig kalder hans Frænde, Mod Døden dog groer Ei Urter paa Jord, Det maae alle Læger bekiende! O Synder! du maa da for Beenraden flye, Men ikkun omsonst er din Møie, Han følger dig fast, naar du reiser af By, Du seer ham med lukkede Øie! Dog hør, om du vil, Et underligt Spil, Med ham, som ei Taarer kan bøie! Ja, troe mig, jeg veed dog, hvor Urter mon groe, Med synderlig Styrke og Evne, Som mægte at læge de Sygdomme to, Kun maa til det Fjerne du stævne, Thi de voxe ei Paa Alfare-Vei, Ei heller paa Marken hin jævne! Paa skaldede Hede der stander et Træ Med Grene fuldtørre og tunge, Der spirer og blomstrer en Urt i dets Læ, Hvis Kræfter Guds Engle besjunge! Dog er den ei sød, Den Valmue rød, Den bider og brænder paa Tunge! Men lad den kun brænde og bide fuldhvast, Rod-Saften giør Tungerne rene, Paa Golgathas Hede oprandt den i Hast, Ved Duggen fra Kors-Træets Grene, Som Purpur saa skiøn, Ved Blod af Guds Søn, Som Helbred os vilde forlene! Det er dog ei Urten, som brænder dig saa, Men Giften fra forrige Dage, Med Synd er den kommet, med Sorg maa den gaae, O, lad dig kun ikke bedrage! Det hvisker fuldtit: Den Urt, du har bidt, Udspyt den, saa stilles din Plage! Vær døv, om du ellers din Sjæl haver kiær! De Stemmer fra Afgrunden komme! Ved Golgatha ligger en Urtegaard nær, Der voxer den lifligste Blomme! Ydmyget i Sind, Gak med mig derind! Det dages, Døds-Natten er omme! See vist paa den Grav! den er hugget i Steen! Mon Blomster kan voxe derinde? Det klinger heel sært, mellem Dødninge-Been En Urt imod Døden at finde; Dog, tvivl ei, men troe! I Grav maa den groe, Om Livet skal Død overvinde! I Graven sig hviled en Herre saa bold, Fra Korset paa Golgathas Hede, Han for vore Synder tog Døden i Sold, Og planted Livs-Urten hernede: Da klar Han opstod, Sig under Hans Fod Kors-Lilien saaes udbrede! Dens Duft over Blomsternes alle er sød, Dens Blade, o see, hvor de prange! De straale, saa huusvild den dagskye Død Er vorden i Skyggedals-Vange; Tag Blomsten i Haand Med haabefuld Aand, Da hører du Paradis-Sange!

No. 282. Hvor er nu de gamle Stier, Kirke-Stierne, som før Dristig selv om Bjørne-Hier Slynged sig til Kirke-Dør, Dristig over Bjerg og Dale, Elve-Mund og Havmands-Hale, Yndig giennem Mark og Enge, Fugle-Reder, Blomster-Senge, Banede som Haand er bag, Vrimlende hver Hellig-Dag? Hvor er nu den gamle Faste, Med sin dybe Ærbarhed, Da selv de, der ellers raste, Sank i Sæk og Aske ned? Dimmel-Ugen, Gravens Billed, Da kun Død paa Læben spilled, Hvor, histude og herinde Er den med Langfredags-Minde, Pilgrims-Gangen til og fra Olje-Bjerg og Golgatha? Hvor er nu de gamle Præster, Torden-Slag og Torden-Regn? Hvor er nu de store Fester, Under hver en Himmel-Egn: Julen med sin Barne-Glæde, Leg i Flok og Sang i Kiæde, Paasken med sin Helte-Mine, Kæmpe-Trods mod Død og Pine, Pindse med sin dybe Fred, Som selv Graven blomstred ved! Hvor er nu de gamle Psalmer, Som de sang med Hjertens-Fryd, Der nu under Edens Palmer Prise Gud med Engle-Lyd? Hvor er nu hvad selv de Fromme Kun med Skaansel ihukomme: Kirkens gamle Bryllups-Klæder, Christen-Folkets Kirke-Sæder? Giør ei nybagt Christendom Hjertet koldt og Kirken tom! Det var før mit Hjertes Klage, Til mig ret i Hu det randt, Hvor nu er de gamle Dage, Som i Tidens Strøm forsvandt, Til jeg saae, al Herligheden Som er Folke-Værk herneden, Om den ei med Løvet falder, Har som Træet dog sin Alder, Og naar den er visnet hen, Blomstrer aldrig op igien! Nu jeg seer med roligt Øie Paa den gamle Kirke-Gaard, Som paa Fædres Kæmpe-Høie, Og paa Slægtens Blomster-Kaar; Thi hvad Gud har skabt herneden, Det er skabt for Evigheden, Skifter ikkun Dragt og Farve, Til det fuldt kan Glandsen arve, Klares ved hvert Svøb, som faldt, Vinder ved hver ny Gestalt! Lad paa vore Kirke-Stier Mos kun groe fra Nord til Syd! Lad forstumme Litanier, Faste-Dag faae Fløite-Lyd! Lad kun med de gamle Præster Jordes Kirke-Aarets Fester, Psalme-Bøger, Bønne-Kiæder, Kirke-Skikke, Kloster-Sæder, Messe-Hagel, Messe-Særk, Alt hvad kun er Folke-Værk! Kirke-Veien er den samme, Jesus Christus, Livets Vei! Kirkens Lamper altid flamme, Hvor kun Olje fattes ei, Aanden brat dem Alle tænder, Lægger Kraft i Dværge-Hænder, Saa med Konst i Christi Kirke De kan meer end Kæmper virke, Kan saa vende Alt med Vid, Det med Æren staaer sin Tid! Alt sig vender, Paaske-Maane Nu er Kirkens Nyaars-Ny, Kvinder juble, Kæmper daane, I det store Morgen-Gry! Hil dig, gyldne Morgen-Røde! Ordet opstod fra de Døde, Engle-Sang for Kvinde-Klage Klinger alle Herrens Dage, Søndag hver den store Præst Døber til en Paaske-Fest! Har nu ret kun Straale-Skytten Jorden ramt med Pilen sin, Brat og smykker Have-Hytten Sig med Pindse-Lilje fiin, Mens sig over Bøgen svinger Sangfugl hver paa lette Vinger, Lover høit i Jubel-Toner Alle Blomsternes Forsoner, Som dem, trods den sorte Død, Kaldte op af Jordens Skiød! Saa udvikler Kirke-Sommer Sig nu brat af Kirke-Vaar, Menigheden ihukommer Kun det gamle Kirke-Aar, For at prise Aandens Styrke, Himmel-Lys i Midnats-Mørke, Varmer under Vinters-Hjerte, Trøster over Dødens Smerte, Som har selv i Gravens Nat Christi Legem ei forladt! Alt som her ved Pindse-Tide Mylre op de Blomster smaa, Saa i Klæder liljehvide, Under Øine himmelblaa, Voxe op ved Livets Kilde Sydskende nu til den Milde, Som i sine Barne-Dage Kunde Verden selv indtage, Fyldte med sin Yndes Priis Galilæas Paradis! Derved Menigheden times, Aaret om, en varig Jul, Da Guds-Barnet, mens der times, Leger tusindfoldig Skjul, Lader ei de Ældste hvile, Før de sødt som Barnet smile, Og i tusind Rim og Kvæder Mindes deres Barne-Glæder, Slynge dermed Tone-Krands Om Smaa-Engles Jule-Dands! Christne af Erfaring kiende Meer ei nogen Advents-Nat, Thi ved Æble-Høstens Ende Sluttes Kirke-Aaret brat, Med de Allehelgens-Dage, Da hver maa sit Kors optage, Vandre langs med Tørve-Graven Ad den smalle Sti til Haven, Under Bøn og Faste-Sang Drive Sviin af Kirke-Vang! Førend Fasten da herefter Længe kommer Paaske-Dag, Giver Dværge Kæmpe-Kræfter, Giver Jord-Klimp Himmel-Smag; Længe og med Pindse-Tunger Hjertet gløder, Aanden sjunger, Før Skiær-Thorsdag maa oprinde, Med et sødt Langfredags-Minde, Som giør Purpur-Kaaben klar, Torne-Kronen dyrebar!

No. 283. Over Krybben Korset svæver, Som ved Daaben Korsets Tegn, Kiød og Blod det seer, og bæver Under hver en Himmel-Egn, Men beseet med Liv og Aand, Korset er en Konge-Vaand, Rettens Spir til Jordens Ender, Nagelfast i Jesu Hænder! For med Spiret Kronen følger, Korset giver paa den Brev, Konge-Navnet ei sig dølger, Staae skal hvad Pilatus skrev, Kongelig skal tages op Korset med sin Krone-Top; Christi Aand vil Støvet lære Sømmelig Hans Spir at bære! Kongelig paa Tungen bære Alle Christne “Korsets Ord,” Den Korsfæstede til Ære, Knælende ved “Herrens Bord,” Og naar virkelig vi Blod Blande med vor Konning god, I vor Sjæl, som i vor Mine, Kronen adler Korsets Pine!

No. 284.

Vor Gamle “Guds Engel sidder hos Graven” lidt udvidet.

Guds Engel sidder paa Gravens Bredd, I Hvidt med Straale-Krandsen, Og Kvinde-Skaren da studser rædd, Forfærdet over Glandsen, Men Engelen tager til Orde brat: I lade Frygten fare! Den Herre, som her sig har hviilt i Nat, Opstod nu aabenbare, Afstrøget er nu al Korsets Skam, For Menneskens Kiøn stod op med Ham, Halleluja! Paa Korset død og i Graven lagt Den Herre var for eder; Thi lover Herren nu af al Magt, Velsigner og tilbeder! Tilbeder med Glæde den Herre prud, Som opstod fra de Døde, Evindelig er Han al Jordens Gud Og Himlens Morgen-Røde, Som Menneskens Søn nu op Han stod, Gav Menneskens Kiøn for Døden Bod! Halleluja!

No. 285.

Vort ældgamle Paaske-Vers “Christ have Lov.”

Christus fuldstrag, Keiser høi over alle Konger, Han er opstanden, Christne sjunger: Lovet være vor Herres Dag! Christ raade for os! Christ være med os! Halleluja!

No. 286.

Den Gamle efterlignet.

Christ stod op af Døde, Vi gaae Ham i Møde, Menigheden, sjæleglad, Lover Ham i allen Stad, Vi har Seier vundet! Blev Han hos de Døde, Lagdes Verden øde, Men da Han af Grav opstod, Da for Bane vi fik Bod! Vi har Naade fundet! Sjunger Allesammen: Nu er Ja og Amen, Død og Helvede til Trods, Alt hvad Han har lovet os! Vi har Seier vundet!

No. 287.

Søren Jonesøns Velbekiendte, lidt ændret.

I Døden Jesus blunded', I Graven lagdes ned, Har nu dog overvundet Al Dødens Bitterhed; Nu rinder op saa klar Den Soel med Lys og Glæde, Som i sit Jorde-Klæde Saa slet formørket var! I Gry, ved Engle-Styrke, Er Stenen væltet hen, Af Gravens Vraa, den mørke, Opstod vor Sjæle-Ven! Seer I med Had i Hu, Som Jesum nys ombragde, Som Ham paa Korset strakde, Han lever dog endnu! Vor Lovsang kæk udbryde Om Jesu Herlighed! Den hele Jord sig fryde, Som skælved, da Han leed! Hans Løfte er nu vist, Thi sjunger, alle Munde, Af dybe Hjertens-Grunde: Tak skee Dig, Herre Christ! Nu fik Man det at vide: Den Skam og Død, Du leed, Din Sjæle-Angst og Kvide Var for vor Salighed, Vi Seier fik ved Dig, Thi vil vi Dig nu møde, I Paaske-Morgenrøde, Med Sang og Seiers-Skrig! Almægtig Seier-Herre, Som Fiendens hele Magt, Dit Frelser-Navn til Ære, Har under Fødder lagt! Lær os at kæmpe saa, At naar vor Strid har Ende, Vi Palmer kan ihænde Med Livets Krone faae!

No. 288.

Kingos Udmærkede, lidt omsat.

Op, Sjæl, bryd Søvnen af, Og see til Jesu Grav, Hvor Han fra Himmel-Sale Nedsank i Dødens Dvale, Men staaer dog op med Ære! Hans Navn velsignet være! Bort, du beseigled Steen, Som gienner Jesu Been! Du kanst Ham ei indlukke, Guds Søn ei saa vil bukke, At springe til Hans Ære Guds Engel dig skal lære! Hver Hjerte-Steen og Stød Skal nu ved Jesu Død Og Livets Seier vige, Thi Død og Satans Rige Er ødelagt med Ære, Guds Navn velsignet være! O, prægtig Morgen-Glands, Som overgaaer al Sands! Guds Søn, vor Soel, er oppe, Og giennem Dødens Troppe Har kæmpet sig med Ære, Hans Navn velsignet være! O salig Paaske-Dag! Nu vi har vundet Sag! Lang-Fredags bittre Minde Maa nu saa sødt hensvinde, Thi Jesus vandt med Ære, Hans Navn velsignet være! Trods dig, du Dødens Brodd, Nu har du mist din Odd! Trods, alle Romer-Vagter! Trods, alle Mørkets Magter! I tabde med Vanære, Guds Navn velsignet være! Ei frygter jeg nu Død, Ei Gravens kolde Skiød, Mit Støv vil Jesus vække, Og herlig overdække Med Himmel-Glands og Ære, Hans Navn velsignet være! Op, kiære Sjæl, stig op Til Himlens Stjerne-Top, Triumph og Lov at sjunge, Med Hjerte, Mund og Tunge! Dig, Jesus! Dig skee Ære! Dit Navn velsignet være!

No. 289.

Kingos Berømte, for en Deel omsat.

Som den gyldne Soel frembryder Giennem den kulsorte Sky, Og sin Straale-Glands udskyder, Medens Mørk og Mulm maa flye, Saa min Jesus af sin Grav, Af det ravnesorte Hav, Opstod herlig fra de Døde I en Paaske-Morgenrøde! Tak, Du store Seier-Herre! Tak, Du Livets Himmel-Helt, Som ei lod dit Støv indspærre I det helvedmørke Telt! Tak, for tidlig op Du stod, Traadte Døden under Fod! Ei min Tunge kan den Glæde Med tilbørlig Lov udkvæde! Jeg kan finde i mit Hjerte, At min Sjæl har Trøst deraf, Som kan læge al min Smerte, Naar jeg mindes kun den Grav, Hvor med Engle-Vagt Du laae, Tændte Lys i mørke Vraa, Og stod op med Kraft og Ære! Hvad kan større Glæde være! Snubler jeg paa glatte Veie, Synker jeg i Armod ned, Ligger jeg paa Syge-Leie, Vaandes jeg i Usselhed, Ligger jeg fortrængt, forhadt, Og af Verden slet forladt, Skal jeg Huus i Graven tage, O, der er dog Haab tilbage! Synd og Død og alle Pile, Som fra Helved skydes kan, Ligge brudte ved din Hvile I det skumle Dødens Land, Der begrov Du dem, og gav Mig en sikker Støtte-Stav, Thi til din Opreisnings Ære Palmer jeg skal evig bære! Som min Frelser jeg Dig kiender, Og seer Din Almægtighed, Din Opstandelse indspænder Hvad jeg troer og hvad jeg veed, Sprunget ud af den min Daab Bringer Salighedens Haab, Saa af den til mig udspringer Evigt Liv med Engle-Vinger! Lad kun Muldet mig bedække, Lad kun smuldre mine Been! Dog mig skal din Røst opvække, Reise op foruden Meen; Selv i Fiendens Orme-Gaard Talt er mine Hoved-Haar, Og forklaret denne Tunge Evig skal din Priis udsjunge! Tak da for al Jule-Glæde! Tak for hvert dit Guddoms-Ord! Tak for Daabens Himmel-Væde! Tak for Sædet ved dit Bord! Tak for Dødens bittre Vee! Tak for din Opstandelse! Tak, for Dig i Himlen inde Salig jeg skal see og finde!

No. 290.

Kingos, lidt ændret.

O, kiæreste Siæl, op at vaage! Thi Dødens og Helvedes Taage Ved Solens Opgang er forsvundet, Og Seiren for evig er vundet! Bort, Synder og Laster og Lyder! Fremskinner, I hellige Dyder! Sig Jesus i Dødninge-Have Lod med vore Synder begrave! Et Offer-Lam for os er blevet Til Slagter-Bænk ynkelig drevet, Vor Christus, vor Glæde og Ære, Han vilde vort Paaske-Lam være! Hver rense sin Surdei af Hjerte! Kun kort er den tidlige Smerte, Og sødt er hvad Herren behager, Det kaldes usyrede Kager! Med dem skal da kække og bolde Vi Paaske-Fest gladelig holde, Med Psalme og aandelig Vise Vort Paaske-Lam ære og prise! Ja, Reenhed vort Hjerte skal smykke, Sig Sandhed i Sjælen aftrykke, Da Spot kan med Døden vi drive, For vi er med Jesus ilive!

No. 291.

Brorsons med samme Begyndelse, sammentrukket og omsat.

Hvor er dog Paaske sød og blid For dem der kiende Naadens Tid Og elske Korsets Minde! I Jesu aabne Grav vi see, At alle Engle til os lee Og Seiers-Krandse binde, Den Dag vor Sag Og Elende fik god Ende; Op af Døde Jesus stod i Morgen-Røde! For vore Synder var Han død, For vor Retfærdighed Han brød De stærke Dødens Porte, At Han opstod, det viser grandt, At selv i Helved overvandt Den hvide Helt de Sorte! Den Helt har fældt Fiender vore, stolte, store, Op af Døde Jesus stod i Morgen-Røde! Han er opstanden, det er stort, Thi dermed Han har Ende gjort Paa Dødens Keiser-Rige! Han er opstanden, det er godt, Vor Frelser-Mand er Livets Drot, Hvo vil os nu bekrige! I Kveld: Farvel, Død! vi sige, Grav! tillige, Op af Døde Jesus stod i Morgen-Røde! Han er opstanden, det er Nok, Vor Vei gaaer over Steen og Stok Til Paradisets Have, Vi hjemme har i Livets Land, Og Han har viist, Han vil og kan Opreise Kiød af Grave! Spot, Spee, Værk, Vee, Dødens Fagter, vi foragter, Op af Døde Jesus stod i Morgen-Røde!

No. 292.

Brorsons med samme Begyndelse, tildeels omarbeidet.

Hører, I, som græde, Og med Taarer væde Jesu Hvile-Sted! Bort med Graad og Klage! Her er gode Dage, Her er Fryd og Fred, Jesus alt har brugt Gevalt, Kløvet alle Fiendens Skjolde, Stormet Mur og Volde! Standet op af Døde, Brat Han jer vil møde, Helten ærefuld, Engle kun I finde, Hvor Han lukdes inde, I det sorte Muld; Hvor Han laae, nu Engle smaa Nynne venlig for hinanden: Jesus er opstanden! Lader Sorgen hvile, Hvor Guds Engle smile, Ved Hans Jorde-Tøi! Iler bort fra Graven! Svæver ud af Haven! Farer, som I fløi! Siger Hver, som Ham har kiær, Hans Discipler, ingen Anden: Jesus er opstanden! Verden har sin Nykke, Verden har sin Lykke, Gaaer sin skiæve Gang, Har ei Tid og Stunder Til om Guds Vidunder Nu at høre Sang, Skib og Plov, og Fugl i Skov, Bringe, hvor de er tilstæde, VerdenVerdenuden indryk i A Foraars-Glæde! Men de ømme Kvinder, Som med søde Minder Søge Paradis, Og de Mænd, som grue, For de klarlig skue Himmerigs Forliis, Bring dem Nyt, og sjunger lydt: Liflig Vaar og evig Sommer, Den Opstandne kommer! Tager det til Hjerte! Glemmer eders Smerte! Det har ingen Nød, Jesus, Guddoms-Manden, Er for os opstanden, Trods al Synd og Død! Dem med Skiel Han bar til Hel, Hvor de Afskum havde hjemme, GudGududen indryk i A vil dem nu glemme! Livet allevegne Kan vi os tilegne, Med Hans Kiød og Blod, Som for os har vundet, Som for os har blundet, Som for os opstod! Jesu Navn er nu en Favn, Hvor vi alle, Mand og Kvinde, Paradiset finde! Grav! hvor er din Fælde, Helvede, din Nælde? Død! hvor er din Brodd? Synden er afsonet, Døden har afthronet, Skiøn er Støvets Lodd! Synger da Halleluja, Jord og Himmel med hinanden! Jesus er opstanden!

No. 293.

Af Brorsons med samme Begyndelse og Tanke-Gang.

Triumf! Triumf! vor Soel er nu oprunden, Med Foraars-Kraft og Morgen-Skiær! Om Ham, som laae i Jorde-Linet bunden, Nu siger Grav: Han er ei her! Han er opstanden! Du maa for Ham vige, Blev du end gal og sprang i Flint, Du Drot i alle sorte Konsters Rige! Af Thronen ned! afsted, gesvindt! Han er opstanden! tør endnu I bramme, I, som i Graven Ham har lagt! Her staae I nu med eders List til Skamme, Hvor blev nu de, der stod paa Vagt! Hvad blev der nu af Stenen og af Seiglet, Hvormed I Ham til Mørket bandt! Hvad er nu ved Opstandelsen forfeilet? Hvad kan nu ikke være sandt? Var Han ei rigtig død, laae kun i Dvale, Og sneg sig ud mens Vagten sov? Lad Verden saa kun hen i Veiret tale! Vor Frelser lever, Gud skee Lov! Han lever rigtig, det er Hoved-Sagen, Og blæser nu ad List og Vold, Han spøger ikke i sit Jorde-Lagen, Men virker i os tusindfold! Triumf! Triumf! vor Frelser er opstanden, Vi har Ham, skiøndt Han gik herfra, Vi leve høit med Ham og med hinanden, Triumf! Triumf! Victoria!

No. 294.

No. 187 i den Guldbergske Psalmebog, sparsom ændret.

O Helt, som undertvang al Død, Og Gravens Fæstning giennembrød, For dødningblege Hære, I Aanden ved dit Hvile-Sted Jeg henrykt seer de Kæmpe-Fjed, Som straale, Dig til Ære! Glandsfuld fra Muld Du Dig hæved, Jorden bæved, Romer-Vagten Daaned mat for Overmagten! Som Lynild slog din Engel ned, Og baned Konge-Veien breed, Skiød Steen og Vagt til Side, Som Solen fra det stille Hav Stod morgenrød Du op af Grav, Udgik som Straaler skride! Som sagt, fuldbragt Blev nu Ordet af en Jordet: Jeg, hengivet, Er Opstandelsen og Livet! Opstandne! ja, jeg nu for Dig Tilbedende nedkaster mig, Thi Du med Kraft beviiste, At Du er Guds eenbaarne Søn, Som leed for Adams faldne Kiøn En Død, som Himlen priste! SkiøndtSkiøndtuden indryk i A død, Du bød Døden vige, Helveds Rige Slippe Rovet! Evig være Du høilovet! Fuldreen er nu min Borgens Fod, Som sagde for al Verden god, Og blev for Giælden hæftet; Gud-Fader Selv har løst Hans Baand, Og med Retfærdighedens Haand Afskrivningen bekræftet! Reent ud har Gud Os tilgivet, skænket Livet, Sødt forsonet, Selv Han har vor Frelser kronet! Ved Dig, Du Dødens Overmand, Hos Dig i Troen jeg nu kan Faae Bod for al min Jammer, Jeg øiner Havn paa Dødens Hav, Jeg seer en Udgang af min Grav, Som af et Sove-Kammer! O Trøst! din Røst Støvet rækker, og opvækker, Som dit Eget, Kun til Glands i Graven bleget! O stolt udførte Naadens Raad! Hvor er nu, grumme Død, din Braad, Hvor, Helvede, din Seier? Jeg er forløst af al min Nød, Ved Helveds Suk og Dødens Død, Jeg Livets Fyrste eier! Mig sin, Sig min Trods al Skvalder, Jesus kalder! Evig Ære! Hvad kan Sjælen meer begiære! Forlyst dig da, min Sjæl, i Gud, Som førde din Forløser ud Af Gravens skumle Fængsel! Ved Siden ad den Herlighed, Som alle Christne vandt derved, Forsvinder Verdens Trængsel, Liv hist, fuldvist, Vi begiære; Liv og Ære Jesus skænker, Meer end Verden seer og tænker!

No. 295.

Nordahl Bruns, lidt ændret.

Jesus lever, Graven brast, Han stod op med Guddoms-Vælde! Trøsten nu er klippefast, At Hans Kors og Død skal giælde! Lynet blinked, Jorden bæved, Seierrig sig Jesus hæved! For os Alle Jesus vandt, Vores Liv er Heltens Seier, Lyset Mørkheds Fyrste bandt, Fri er den, som Herren eier, Aaben har vi Himlen fundet, Jesus vandt og vi har vundet!

No. 296.

No. 177 i den Ny Psalmebog.

Al Verdens Synd er sonet ud, Thi, som en kiærlig Fader, Gud Sig lod med os forlige; Vor Jesus har fuldkommet Alt, Opreist al Skabningen som faldt, Og kiøbt os Himmerige! Døds-Hav! Orm-Grav! I kan true, vi ei grue, Hans vi bleve, Som med Sig bød Sine leve!

No. 297.

Paaske-Lørdagssang fra 1817.

Lilje guul, hvad vil du her? Bonde-Blomst fra Landsby-Have, Uden Duft og Pragt og Skær! Hvem est du velkommen Gave? Hvem mon, tænker du, har Lyst Dig at trykke ømt til Bryst! Mener du, en Fugl tør vove Sang om dig i Danmarks Skove? Mener du, om Harpe-Stræng End jeg slaaer med dig for Øie, Nogen vil fra Blomster-Eng Øre til de Toner bøie! Veedst du ei, at her i Havn Du er kun et Øge-Navn? Mener du, at jeg har Vilje Til at kaldes “Paaske-Lilje!” Ja, du veed, til hvem du kom, Vær velkommen, Paaske-Minde! Du mit Hjertes Helligdom Aldrig skal tillukket finde; Tone skal med Klokke-Klang Over dig min bedste Sang! Tone skal den i min Hytte, Døve sig, hvo ei vil lytte! Lever op i Sind og Hu, Stander op af eders Grave, Barne-Dage, følger nu Med mig ud i Faders Have! Lad mig under Paaske-Sang, Kirke-Klokkens Høitids-Klang, Liljen til mit Hjerte trykke, Bryst og Hoved med den smykke! Vinter-Blomst! du melder Vaar, Fold dig ud i stille Kammer! Ved Guds Værk og egne Kaar Sig kun Verdens Daare skammer, Spottes end din ringe Dragt, Uden Glands og Farve-Pragt, Jeg dog paa den sorte Tilje Selv mig kalder Paaske-Lilje! Ei i liflig Sommer-Luft Spired jeg paa Blomster-Stade, Ei saa fik jeg Rosen-Duft, Og ei Liljens Sølver-Blade; Under Vinter-Storm og Regn Frem jeg sprang til Foraars-Tegn, Ved mit Syn kun den sig fryder, Som har kiær hvad jeg betyder! Paaske-Blomst! men er det sandt, Har vi noget at betyde? Er vort Billed-Sprog ei Tant! Kan de Døde Graven bryde? Stod “Han” op, som Ordet gaaer? Mon “Hans Ord” igien opstaaer! Springer klart af gule Lagen Livet ud med Paaske-Dagen? Kan de Døde ei opstaae, Intet har vi at betyde, Visne brat da hen i Vraa, Skal ei nogen Have pryde; Glemmes maae vi under Muld, Vil ei Voxet underfuld Smelte, støbes i det Dunkle Og som Lys paa Graven funkle! Paaske-Blomst! en Draabe stærk Drak jeg af dit gule Bæger, Og som ved et Underværk, Den mig hæver, vederkvæger, Svane-Vinge, Svane-Sang, Synes mig af den udsprang, Vaagnende jeg seer de Døde I en Paaske-Morgenrøde! Sværmer jeg? ja, sværmer du, Havfru over Tidens Bølger? Dig det var, jeg kom ihu, Flyver kun, naar dig jeg følger. Dronning over Gravens Folk! Er ei du den Dødes Tolk, Saa hvis Døde ei opvækkes, Maa med Spot dit Spir og brækkes! Har du ei din Borg saa bold Under sorte Marmor-Tilje! Fører selv ei i dit Skjold Du den gule Paaske-Lilje! Ligger ei din Glands, dit Guld, Og din Fjeder-Ham i Muld! Kan ei brat de Graven bryde, Intet har du at betyde. Hvis sig over denne Nat Ei en Paaske-Morgen hæver, Som et Gienfærd, tomt og mat, Du paa Kirke-Gaarden svæver, Snart og skal Afgrundens Trold Blæse bort dit Arilds-Skjold, Mane dig med al din Længsel Ned i evigt Mørkes Fængsel! Havfru! men du saae jo grandt Frelseren staae op af Døde, Det er hver Lang-Fredags Pant Paa en Paaske-Morgenrøde: Hvad er Seigl og Sværd og Skjold Mod den Herre kæk og bold? Avner kun, naar Han vil aande, Han, som svor os Bod for Vaande. Hviil da, Blomst, ved dette Bryst, Som endnu dig barnlig mindes! Deel med mig den søde Trøst: Verdens Spot skal overvindes! Kan ei her vi Dagen naae, Da det Døde skal opstaae, Nu, vi gaae dog glade heden Og staae herlig op i Eden! Dog, hvad siger jeg! opnaae? Har ei Dagen jeg opnaaet! Er som en Kærminde blaa Ikke Dødt i mig opstaaet! Føler ei jeg i mit Bryst, Hvordan, under salig Lyst, Fædrene staae op derinde, Vaagne i livsaligt Minde!

No. 298.

Drømme-Kvad ved Graven Paaske-Morgen 1817.

Gabriel.

Herren sig hæver! Hedninger! bæver! Graven er aaben, Griber til Vaaben, Stridsvante Knegte! Staaer, om I mægte! Styrter i Støvet! Sværdet er døvet, Døden er nær! Flygter, I Helte! Giemmer i Belte Blinkende Sværd! Lysten I dæmpe Til at bekæmpe Stol-Kongen her! Gaaer og forkynder, Hvem der er Synder, Hvem der er Gud! Men tørrer, I Kvinder, Kun Taare af Kinder, Thi Herren er nær, Er der, hvor Han sagde! Ei hvor de Ham lagde, Kun Graven er der! Opstanden af Døde Er Frelseren Christ, Paa Veien I møde Vor Herre forvist! Blikket fra Jorden, Op i det Blaa! Jer skal i Norden Lyset opgaae!

Engle-Chor.

Dragen er bundet, Døden har mistet sin Brodd, Løven har vundet, Liv er de Troendes Lodd! Vaagner, I Fromme! Ugen er omme, Natten er endt, Lys var jer Længsel, Sprænger jert Fængsel, Lyset er tændt! Dybt giennemgløde Lyset de Døde Nu paa Guds Bud! Brat sig forsamle Been af de Gamle! Christus er Gud! Revner, I Stene! Hvad tør formene Livet sin Gang? Gud er i Haven, Ton nu fra Graven, Takkende Sang! Priser, I Fromme, Miskundheds Domme! Vidner paa Jord! Troer, I Slægter! Trods ikkun nægter Grav-Folkets Ord. Store Forsoner, Faderen lig! Dybt alle Throner Synke for Dig! Lyd nu fra Syden til Norden, Ton over Jorden, Frelserens hellige Navn! Gienlyd fra Norden til Syden! Hjertet hensmelte i Lyden, Leve i Frelserens Navn! Jesus, den Rene, Jesus, som offred for Jorden sit Blod, Jesus nu herlig af Graven opstod! Jesus er Navnet, som ene Kan give Hjerterne Fred, Himmelens Fred! Morgen-Røde! Lys og Liv fra de Døde! Sjungende love vi Dig! Glade paa lyslette Vinge Sjungende did vi os svinge, Hvor Du er Faderen lig! Brudt er nu, Død, dine Vaaben, Graven er aaben, Vidner det, Himle, og troe det, du Jord! Jesus har sandet sit Ord, Svang sig fra Graven paa lyslette Vinge, Som vi os svinge Did, hvor Han boer, Høit i det hellige Chor! Tid, paa din Bølge, Talrige Tusinder følge Kiækt i Hans Spor, Svinge sig glade Op til vort Stade, Høit i det hellige Chor; Derfor med Jubel vi flyve herfra, Sjunge i Skyen vort Halleluja, Halleluja! Af Døde opstod den Herre Christ, Herre Christ, Hans Troende skal see Ham hist, Halleluja! Syng, Adams Kiøn, o, syng med os: Halleluja! Byd Graven Spot og Døden Trods I Jesu Navn og syng med os: Halleluja!

No. 299.

Af Ingemans Paaske-Sang uforandret.

Lyse Morgen er oprunden, Endt er Verdens-Dødens Nat, See, i Paaske-Morgenstunden Solen har sin Grav forladt! Hæv dig, Aand, med Priis til Gud! Gak fra Dødens Skygger ud! Drag mod Øst til Urte-Haven! Følg med Kvinderne til Graven! Salve vil de Herren bringe, Vil Ham ære i Hans Grav, Medens skjulte Hymner klinge Giennem Himmel, Jord og Hav!

Mens Han alt paa Lysets VingeOverfarer Jord og Hav!

Gravens Steen er stor og svær, Den opløfter Ingen her, O, men see, den er borttagen, Graven skinner lys som Dagen! Englen i de hvide Klæder Lyser fra den tomme Grav! Glæd dig nu, hver Sjæl, som græder! Glæd dig, Himmel, Jord og Hav! Bryd i store Lovsang ud! Frelste Verden, priis din Gud! Priis din Frelser og Forsoner! Engle-Røst fra Graven toner!

No. 300.

Ogsaa IngemansIugemans uforandret.

Hørt det har jeg, Han opstod, Graven ei min Frelser giemmer, Tvivl ei, Sjæl, med sjunkne Mod! Herren ei dit Haab beskiæmmer! Med Hans Vidner vil jeg følge, Dagens Lys kan ei sig dølge. Herren lyser paa min Vei, Ei forblindet Sjæl Ham kiender, Vankelmodig vakler jeg, Ordets store Lys Han tænder, Han mig Skrifterne oplader, Haabets Straale Sjælen bader. Hvad jeg hører, veed jeg ei, Sælsomt dog sig Hjertet rører, Underfuld paa Herrens Vei Jeg Forjættelserne hører, Mægtigt Hjertet i mig brænder, Til jeg den Opstandne kiender. Herre, lad i hellig Stund Taagen falde fra mit Øie! Aande-Synet mig forund, Aande-Synet fra det Høie! Staae for Sjælen aabenbaret, Salig, hellig og forklaret!

No. 301.

Ogsaa af Ingemans uforandret.

Har Sorg og Frygt mit Lys udslukt, Og er for Glæde Døren lukt I mørke Hjerte-Kammer, O Frelser, til bekymret Sind, Du gaaer ad lukte Dørre ind, Du ender al min Jammer. Du bringer Lys, Du bringer Fred, Du bringer Haab og Kiærlighed, Du bringer Trøst i Nøden, Korsnaglet Haand udrækker Du, Jeg troer, og kommer Dig ihu I Livet og i Døden! Opstandne, naar jeg Dig kun seer, Ei sørger jeg og frygter meer, Hvad end jeg her skal lide, De største Sorger blev mig smaa, Naar dine Naglegab jeg saae, Og Vunden i din Side! Men ak, er Lyset længe slukt, Ak, er fra Dig jeg udelukt, Og skuer ei dit Komme, O, lær mig troe hvad ei jeg saae! Dit Ord jeg trøstig lide paa,

Lær mig at troe hvad ei jeg saae,Og Vidnesbyrd at lide paa.

Til Savnets Tid er omme!

No. 302. Tag det sorte Kors fra Graven! Plant en Lilje, hvor det stod! Ved hvert Skridt i Dødning-Haven Blomster spire for vor Fod! Engle-Vinger paa vor Grav For den brudte Vandrings-Stav! Palme-Fugl for Aske-Krukke! Fryde-Sang for hule Sukke! Solen sortned, da Han blegned, Som os kiøbde med sit Blod, Graven skinned, Mørket segned, Da forklaret Han opstod; Ton, vor Lovsang, høit i Sky, Sødt i Paaske-Morgengry: Jesus Christus er opstanden! Evig lever Guddoms-Manden! See Marie Magdalene! Hænder nys hun vred i Gru, Sukked til at røre Stene: Hvor, ak, hvor er Herren nu? See, af Øiets Taare-Flod Morgen-Solen mildt opstod! I den Grav, hvor Han har hvilet, Hun har fundet Engle-Smilet! Brister, alle Helgen-Grave! Herrens Røst, i Dæmring sval, Lyder i de Dødes Have, Skaber Lys i Skygge-Dal! Herren kalder, men ei nu: Synder! Adam! hvor er du? Sødt det toner, Engle tie, “Her er Frelseren, Marie!” Ja, Han er her, Guddoms-Manden, Sprængde er nu Dødens Baand! Han er visselig opstanden, Hvert Hans Ord er Liv og Aand! Bod vi fik for alle Savn; Staaer nu op i Jesu Navn, Alle Herrens Dvale-Døde, Med den gyldne Morgenrøde! Stander op og seer Guds Finger I den klare Vidne-Krands! Iler did paa Ørne-Vinger, Hvor Han straaler i sin Glands! Iler did i Herrens Fjed, Hvor Han os beredte Sted, Hvor sig aabner i det Høie Himlens Dyb for Støvets Øie! Jord, som af din Vinter-Dvale Vaagner i den milde Vaar! Nu du aarlig skal afmale Dine Barne-Hjerters Kaar, I din Kjortel lysegrøn, Virket, som vort Haab, i Løn, Med din Duft, hvor Roser vrimle, Med din Røst, hvor Lærker himle!

No. 303. Dødning-Gud er ei vor Drot, Han er Livets Herre, Graven, gjort af Ham til Spot, Ei Ham kan indspærre, Den, da Morgen-Hanen goel, Brast for Ham, som Sky for Soel, Fængslet Han tog fangen! Derfor skyder nu kun til Alle Kirke-Grave! Giører kun, som Verden vil, Kirke-Gaard til Have! Bygt er over Dødning-Been Kirken ei til Bauta-Steen, Men til Seiers-Bue! Op i Klokke-Taarnet svang Malmen sig fra Gruben, Der, med sin nyfødte Klang, Raaber den af Struben: Kirkens Aand er trindt paa Jord Det opstandne Livets Ord, Dødens Overvinder! Livet trods den bittre Død, Trods al Stumhed Mæle, Priste høit, som Klokken lød, Igienfødte Sjæle; Derom taler Nat med Dag, I de høie Bede-Slag, Aarle end og silde! Venner! hvor vil I da hen Med skrinlagte Præster? Grav-Skrift jo den bedste Pen Over Ordet fæster; Kun i Livets Haand af Grav Reiser sig den døde Stav, Som en Seiers-Palme! Hund med Liv er Kæmpe stor Mod den døde Løve, Saa er Aandens mindste Ord Mod hver Penne-Prøve; Mod al Malm i Klippe-Skiød, Klokken, ihvor lavt den lød, Stærk er dog at nævne! Og saalidt som kime kan Klokke-Malm i Gruben, Tro forplante kan om Land Ord af Penne-Struben, Kirken, sig til Kraft og Trøst, Laane af det Stumme Røst, Laane Liv af Døden! Tændte med en Pen paa Jord Lys og Ild vor Mester, Og betroed vel sit Ord Han til stumme Præster! Flød ei Talen fra Hans Mund! Lagde til sit Huus ei Grund Han med Lue-Tunger! Har af Folk og Tungemaal Han da bygt sin Kirke, Pen saalidt som Guld og Staal, Daad deri kan virke, Følger kun i Herrefærd, Som dets Skygge, Aandens Sværd, Daaden at beskrive! Lad da, Venner, os som troe, Tale Folk tillive! Da skal Daad paa Jord opgroe, Værdig at beskrive, Vise klart og lære godt: Livets Fyrste er vor Drot, Laande os sin Tunge! Brat for Liv af Døde da Hjerte-Klokkemalmen Kimer sit Halleluja, Klart i Kirke-Psalmen, Mangen Tone og ved Stav Reiser sig af skumle Grav, For den Lyst at dele! Dog, langt meer end det formaaer Kirkens Lue-Tunge, Som, trods Sjælens Bane-Saar, Lærer den at sjunge; Vaagne skal ved Livets Ord Dødens Fanger trindt paa Jord, Jesu Priis istemme! Ja, som Storken over Hav Lydelig sig svinger, Fare skal foruden Stav Aand paa Tone-Vinger, Verden rundt, og Ordets Dyd Sjunge ud til Folke-Fryd, Døden dybt beskiæmme! Derfor lovet være Du, Som stod op af Døde, Kalder Dig, til Gravens Gru, Kun dens Første-Grøde, Vil engang, som nu i Aand, Synlig løse Dødens Baand Paa den hele Klode!

No. 304. Guddommelige Tvillinger, som deelde Sorg og Gammen, I Himmerig og Helvede, kun for at blive sammen! Er Skygger I af ingen Ting, Kun Spindel-Væv af Løgne, Hvi flagred I saa vidt omkring, Alt Millioner Døgne? Hvi staae I end saa glimrende for Millioners Øine? Hvi sattes I blandt Stjernerne, til Lykken uden Mage, At huse Straale-Skyderen i høi Skiær-Sommers Dage; Hvi gaaer han Krebs-Gang end, saasnart I To ei meer ham favne? Hvi raabde under Snekke-Fart Man mest paa eders Navne, Hvis ikke I er Skyggerne af hvad der mest kan gavne! Guddommelige Tvillinger, som styre Lykke-Skibet, Hos Guder og hos Mennesker, I Lyset er og Livet: Som Tvillinger I følges ad Paa Bjerge og i Dale, Men Venne-Laget, lige glad I Hytter og i Sale, Dog findes brudt bedrøvelig i Tanke og i Tale! Dem fødte Munden ligerviis, som Tvillinger i Støvet, Men Tanken, som en Dødelig, fik Bane-Saar i Svøbet; Thi Syndens allerførste Sold Var Død i Tankens Rige, Saa Lyset kom i Mørkets Vold, Skiøndt det er sært at sige, Og Talen om alt Aandeligt en Dødning blev tillige! Men derved netop straalende det saaes, til Begges Ære, At Lys og Liv evindelig vil med hinanden være; Thi Guddoms-Lys og Liv i Pagt, Som evig Sammen-Svorne, Med Straale-Krands i Støvets Dragt Til Korset gik paa Torne, Gik under Eet til Helvede at søge det Forlorne! Ja, Guddoms-Lyset, Frelseren, gik for vort Liv i Døden, Og Guddoms-Livet, Trøsteren, stod trolig bi i Nøden; Saa Sønnen og den Hellig-Aand, Skiøndt det er sært at sige, Som Tvilling-Brødre, Haand i Haand, Gik til de Dødes Rige, For brat igien fra Helvede til Himmels at opstige! Og fra den Time, Trøsteren i Jesu Navn udsendtes, Af Livet Lys vidunderlig fra Skyggedal ophentes, Saa nu hver hellig Dag og søgn Mon glimrende stadfæste: Det var ei Tant, end sige Løgn, Men Billed-Sprog det bedste, At skifteviis to Tvillinger mon Hel og Himmel giæste! Saa sidde vi forstummede, skiøndt levende i Aanden, I Himmel-Lysets Helvede, med Bøgerne i Haanden, Men mødes vi paa Herrens Dag I Kirkens Himmerige, Da, under glade Tunge-Slag, Fra Helvede opstige, Som himmelbaarne Tvillinger, flux Lys og Liv tillige! Saa gaaer det og med Tankerne, som fødes i vor Hjerne, Den Bedste og den Lyseste er kun en Dødning-Stjerne, Men giver den sig Gud i Vold, Til Daab i Frelser-Navnet, Den vorder ei i Graven kold, Men faaer hvad den har savnet, Og røber brat, lyslevende, at Livet den har favnet!

No. 305. Du, som i Paaske-Dagningen stod herlig op af Døde, Du er den rosenfingrede, aarvaagne Morgen-Røde; Ja, Du er Morgenrøden sand, Neddalet fra det Høie, Saa deilig, som til dyben Strand Sig ingen Soel kan bøie, Du Lyset er i Livets Land Og Evighedens Øie! Dengang Du, Selv udødelig, kom fra de Dødes Rige, Hvor Døden Du udplyndrede, gav Bane-Saar tillige, Som Blomster i den milde Vaar Af Jordens Skiød opvrimle, Man ud af Dybets Orme-Gaard Livs-Fangerne saae stimle, For i det store Gylden-Aar Med Frelseren at himle! Da studsed alle Stjernerne, og Himlene gienløde: Hil være Dig, Liv-Salige! velkommen med de Døde! Saa raabdes ud med Fynd og Klem Hvad evig Du skal hede: Livsalig, ja, istem, istem, Hver Tunge det hernede, For Ham, der selv i Dødens Hjem Er god om Liv at bede! Syng høit med Fryd, du hvælvede, du stjernestrøede Himmel, Og dands paa Roser duftende, du Adams Børne-Vrimmel, Fordi almægtig, eiegod, Kun evig at fuldtakke, Vor Frelser med sin Kæmpe-Fod Har Døden traadt paa Nakke, Og givet os for Afgrund Bod Paa Livets Kirke-Bakke! Din Lynilds-Dragt var frygtelig, Du Bud fra Himmel-Sale, Som Morgen-Duggen kvægende Dog var din Straffe-Tale: Hvi løbe vild om Livets Drot I her i Dødning-Haven? Han Dødens Brodd har gjort til Spot, Stod op og tømde Graven! I brat Ham see, og Alt er godt, Thi Liv er Nyaars-Gaven! Som Fugle smaa i Dagningen, en deilig Sommer-Morgen, Kom Græde-Kvinder sjungende fra Grav, med Bod for Sorgen, Og tykdes end for tidlig født Den Sang Apostel-Skaren, Det var dog sandt, som det var sødt: Forsvundet var Døds-Faren, Det leved Alt, som før var dødt, Udplyndret var Barbaren! Velsignet være Kvinderne, hvis Ord end Kæmper fryde! De altid er lettroende, hvor Engle-Stemmer lyde, Og Skinnet stundum skuffer vel, Som hist i Rosen-Haven, Men Jomfruen af Gabriel Fik Bod med Fæstens-Gaven, Og stort var siden Kvinde-Held Ved Vuggen og ved Graven! De see hver Aften, sukkende, Bundløset Glandsen favne, Og altid mellem Skyggerne De Lys og Liv mon savne; Derfor dem Glæden mangen Gang Har mødt i Morgen-Stunden: Naar kækt de fulgde Hjertets Trang, At salve Bane-Vunden, Dem lærde Himlens Fugle-Sang, At Solen var oprunden!

No. 306. I Graven laae den Herre Christ, Herre Christ, Men Han opstanden er forvist! Halleluja, Halleluja! Hans Grav-Høi var en Klippe-Green, Klippe-Green, Dog stødte Fod Han ei paa Steen! Halleluja, Halleluja! Guds Engle bar Ham ind og ud, ind og ud, For Han var baade Mand og Gud! Halleluja, Halleluja! Iveien laae en Steen fuldsvar, Steen fuldsvar, Den vælted bort en Engel klar, Halleluja, Halleluja! Der stod en Vagt for Gud i Muld, Gud i Muld, Den blæste Engelen omkuld, Halleluja, Halleluja! Som Straale-Skytten morgenrød, morgenrød, Saa stod Han op af Jordens Skiød, Halleluja, Halleluja! I Graven blev Hans Jorde-Lin, Jorde-Lin, Det er os en Lig-Skjorte fiin, Halleluja, Halleluja! Alt Kiød, som axler Jesu Skrud, Jesu Skrud, Det bærer Engle ind og ud, Halleluja, Halleluja! Vi leve vil og døe med Christ, døe med Christ, Som Sole vi opstaae forvist, Halleluja, Halleluja!

No. 307. Daniel i Løver-Kulen Slumred under Kongens Seigl, Og uskadt han steg af Hulen, For hos ham ei fandtes Feil, Lukkede var Løvers Munde, Bide, brøle ei de kunde, En Guds Engel saa dem bandt! Han opstod, da sank hans Fiender, Og opladt var Løvers Mund, Den dem slugde uden Hinder, De kom ei til Hulens Bund; Vidt om Land gik med det Rygte Kongens Lov, den Gud at frygte, Som beskærmed Daniel! Frelseren i Orme-Gaarden Slumred under Fiendens Seigl, Men mod Synd-Naturens Orden Fri var Han for alle Feil, Derfor Ham ei Orme-Munde, Ei Opløsning røre kunde, Sødt udhviilt, stod faur Han op! Jorden rundt paa Rygtets Vinger Gik og gaaer det Naadens Ord, Engle-Muren saa omringer Jesu Venner under Jord, Sødt i Orme-Gaard de hvile, Kan i Kveld ad Døden smile, Skal i Gry opstaae med Glands!

No. 308. Anden Gang opstod i Aanden, Dødning kaldt, vor Kæmpe stærk, Anden Gang Gud lagde Haanden Paa sin Godheds Mester-Værk: Paradis i Ørkens Øde, Lys af Mørke, Liv af Døde, I vor Herres Jesu Navn! Troens Ord om Guddoms-Manden, Om Hans Fader og Hans Aand, Yderlig paa Læbe-Randen Altid true Dødens Baand, Det paa spinkle Due-Vinger Mellem Verdner to sig svinger Dristig dog i Jesu Navn! Mens Det lever i Hans Kirke, Kiækt det lyder: her er Han, For langt større Ting at virke End i sin Fornedrings-Stand, Kommer, Døde! her i Daaben, Herrens Grav, staaer Dørren aaben Til Guds Rige, Livets Land! Døer Guds Ord paa Praste-Læbe, Dødt det lyder: her Han var, Syndere! jer selv I dræbe! Da godt Haab om Liv I har; Thi engang, som der staaer skrevet, Klarlig i Korinther-Brevet, Han jer vækker op igien! Saa i mange Herrens Tider Koldt og dødt var Livets Ord, Alt som Vinter-Solen skrider Alderstegen over Jord, Har af Liv kun Efter-Glandsen, Peger kun med Glimmer-Landsen Paa sin Helte-Daad i Vaar! Men naar Præste-Læben tier Om den store Gud og Mand, Og de smalle Kirke-Stier Over Grav til Livets Land, Da er steendødt Kirke-Ordet; Dog, korsfæstet, dødt og jordet, Stod blandt os Det op igien! I de fromme Kvinders Hjerte Laae begravet Troens Ord, Paverne, til deres Smerte, Høit Opstandelsen forsvor, Rusted ud med spidse Penne Tusinde Latiner-Svende Til en Vagt ved Ordets Grav! Værst dog lukked Kampe-Stenen, Kaldt Guds Huus af Kalk og Steen, Under Seigl med Palme-Grenen Over tørre Helgen-Been; Seiglet bryde, Stenen rokke, Strides med Latiner-Flokke, Tænkde Kiød, kan ingen Aand! Jesus, i din Død er Livet! Sukked Kvinderne endnu, Neppe dem det blev tilgivet, At de kom Hans Navn ihu, Men hvor Kvinde-Tro hin store For Guds Aasyn er at spore, Livets Ord staaer altid op! Væltet er nu Kampe-Stenen, I et helligt Morgen-Gry! Engelen med Palme-Grenen Peger paa den Rosen-Sky, Der skal Herren aabenbare, Ligesom Han saaes opfare: Skyen, vi skal rødme i! Kvinder, I, som taareblændte Under-Værket saae ved Lyn, Hjem fra Graven trøstig vendte, For jer mødte Engle-Syn, Er Disciplerne end træge Til at troe hvad jer mon kvæge, Sjunger dog Halleluja! Vaagnet op af Dødens Dvale, Staaet op i Aandens Kraft, Er, med Herrens egen Tale, Han, som har vort Samfund skabt, For lyslevende at virke Alle Dage i sin Kirke Himmelsk Lys og evigt Liv!

No. 309. Vaar i Guds Rige, velkommen paany, Sjæle-Opstandelsens liflige Time! Om dig skal Lærkerne sjunge i Sky, For dig til Pindse skal Klokkerne kime, Af dig udspringe skal Myrthe og Mai! Paasken om Land kommer tidlig i Aar, Kort gjorde Herren os Faste hin lange, Verden har Vinter, mens Kirken har Vaar, Ørnene sukke ved Lærkernes Sange, Stormene hyle ved Klokkernes Klang! Tykt i Guds Have Fiolerne staae, Træerne grønnes og Roserne skyde, Godt er paa Veie Kiærminderne blaa, Alle smaa Fugle med Kvidren sig fryde, Mens over Verden det hagler og sneer! Paaske-Fest kiær under korsdannet Flag! Liflige Vaar under Vinterens Hjerte! Varsler du saa for den yderste Dag, Evigheds Fryd under Øiebliks Smerte, Haabets Triumf over Vantroens Hyl? Ja, naar du dages, du Evigheds-Vaar! Legems-Opstandelsens liflige Time, Da times Verden de bangeste Kaar, Mens under Kors alle Klokkerne kime, Verden har Suk, medens Kirken har Sang! Lykkelig, hvo med de Første opstaaer! Han ingenlunde skal døe med de Sidste, Sjæl, som oplevet har Evigheds Vaar, Ei skal sit Liv men sit Fængsel kun miste, Flyver fra Vintren som Storken i Høst!

No. 310. Vuggens Engel kom til Jord Store Jule-Aften, Dunkle er den Frommes Spor, Lønlig bær hun Kraften, Naar hun synger for de Smaa, Blidt de lukke Øine blaa, Smile sødt i Drømme! Gravens Engel brat nedfoer Store Paaske-Morgen, Klipper revne i hans Spor, Slukt er Dødning-Sorgen; Hvor han kaster ind sit Lyn, Der faaer Sjælen Falke-Syn, Hjertet Kæmpe-Styrke! Herrens Aand modtog paa Jord Pindse-Middagsstunden, Over Tungen gaae hans Spor Dybt til Hjerte-Grunden; Naadens Fylde er Hans Ret, Evigt Liv Hans Aande-Dræt, Himmerig Hans Glæde!

No. 311. Engel, hvor jeg har dig kiær, Du som i det Dunkle Daled, svøbt i Morgen-Skiær, For i Grav at funkle, Og at vælte bort den Steen Over mine Dødning-Been, Som mit Hjerte knuste! Engel, ja, du er det værd, Vi om dig skal kvæde, For du tog som Morgen-Skiær Paa vor Lig-Steen Sæde, Slaaer i Graven ned som Lyn, Saa, trods Mørket, vi faae Syn Paa Guds Vei i Dybet! Engel, ja, dit Morgen-Skiær Lægger det for Dagen, At vi er slet ikke der, Hos vort Jorde-Lagen, Thi hos Ham, som bød for os Kors og Grav og Helved Trods, Er vi alle Dage!

No. 312. Korsets hvide Seiers-Fane, Som kan Helved byde Trods! Syndens Læge, Dødens Bane, Midler mellem Gud og os! Gud og Mand, for Støv at hæve Did, hvor Lysets Aander svæve! Himlen kiædet saa til Jord, Hvilken Tanke, guddomsstor! Var den Tro ei mod Fornuften, Og al sand Oplysnings Grav, Var ei grebet Alt af Luften, Hvad I sige, Himlen gav; Alle vilde vi med eder Troe paa ham, som I tilbeder, Men at troe, hvad Tant Man veed, Det er klar Umuelighed. Mageløst er Christus-Livet, Stort og skiønt og underfuldt, Som af Gud til Mønster givet, Opad vinker det saa huldt; Men skal Livets Krone vindes, Maa Forløberen og hindes, Skal vi naae til Ærens Top, Selv vi stige maae derop! Hvad har I med Ham at skifte, Som blev hængt paa Korsets Træ? Gaaer til Alters, gaaer til Skrifte, Korser jer og bøier Knæ! Aldrig, tør vi dog vel mene, I kan virkelig forene Jer med Ham i Sind og Skind, Og hvad nytter Hjernespind! I de spæde Barne-Dage Dunkelt vi maae stole paa, Sødt at tænke sig tilbage, Hvor ved Moders Bryst Man laae, Men sig voxen der at lægge, Sømmer dog sig kun for Giække, Som, i vor oplyste Tid, Barne-Tro med fast Tillid! Det er Verdens-Kløgtens Stemme, Naar den finest klinger nu, Og det Verden skal fornemme, Ei den fylder os med Gru, Slige Pile nuomtide Ned som Straa ad Skjoldet glide, For vi veed, paa Hvem vi troer, Liv og Aand er Jesu Ord! Til mig sagde Han i Daaben: Dødning! ved min Haand stat op! Og ved Konge-Bordet aaben: Din er Jeg med Sjæl og Krop, Saa, naar jeg skal Sandhed skrifte, Alt jeg har med Ham at skifte, Og hvad selv mig hører til, Han maa tage, naar Han vil! Ja, jeg veed, Han har det taget, Sank ved Byrden dybt i Knæ, Skyed dog ei Nederlaget, Bar det fromt paa Korsets Træ, Bar det ned til Løgnens Fader, Som at lyve ei aflader, Siger trodsig: naar jeg vil, Jeg mig selv kun hører til! Og jeg veed, for mig opstanden Er den Bolde reen og klar, Thi ved Tro paa Guddoms-Manden, Fred og Liv og Lys jeg har: Født med Ham ved Jule-Tide, Groer jeg op, for Ham at lide, Ei med Angest, Suk og Graad, Men med Smil ad Dødens Braad! Christne! saa det nu skal være, Op vi stande i vor Daab, I os, til Gud-Faders Ære, Voxer Herlighedens Haab, I sin Favn ved Naade-Bordet Os forener Guddoms-Ordet, Da er Verden os korsfæst, Dens Farvel os huger bedst! Derfor Ingen Korset gribe, Før med Herren han opstod! Være maa Man først ilive, Før Man føler Kraft og Mod! Kiøbe skal vi ogsaa Tiden, Voxe først og kæmpe siden, Herren selv, med Støvets Kaar, Voxde ti og tyve Aar! Giør vi det, da kan vi skrifte, Selv, som Stephanus, paa Knæ, Hvad vi har med Ham at skifte, Som blev hængt paa Korsets Træ, Men os vinker nu med Blide, Til Sig ved Guds høire Side, Skrifte det med Ord som Lyn; Thi for Sagnet da gaaer Syn!

No. 313. Aften rød giør Morgen sød, Derfor, Christne, bort med Sorgen! Var Lang-Fredags Aften rød, Himmelsød var Paaske-Morgen; Saa fra Slægt til Slægt det gaaer, I Guds Huus, mens Verden staaer, Til, bag sidste Aften-Røde, Stiger Immer-Dag hin søde! Under hver en Himmel-Egn Saa, i Billed-Skrift paa Bue, Christus-Tidens Himmel-Tegn, Straale-Korset, kan vi skue, Siden Christus af sin Grav Steg som Gylden-Soel af Hav, Tændte, til som den at virke, Lyse-Kronen i sin Kirke! Skjult er Jesu Konge-Stol, Skiøndt Han throner i det Høie, Skjult den gyldne Kirke-Soel Skrider og fra Verdens Øie, Som Han sagde: ikke meer Lyset i mig Verden seer; Dog for Sine ei sig dølger Lyset, som med Livet følger! Livets Ord i Jesu Navn Tænder Lys i Mulm og Mørke, Som en Dugg i Straale-Favn Skaber Mark det midt i Ørke; Vidt i Vest og høit i Nord, Gik med Solen Troens Ord, Danned, alt som det blev favnet, Straale-Krands om Frelser-Navnet! Kun med Kors, med Ild og Sværd, Bringes kan Det til at rødme, Breder ud da fjern og nær Rosen-Duft med Himmel-Sødme, Stiger af det røde Hav, Som vor Herre af sin Grav, Og fra Middags-Stedet sender Straaler ud til Jordens Ender! Kom da kun, Langfredag rød, Store Allehelgen-Prøve! Paaske-Dagen i dit Skiød Slumrer som en bjergfødt Løve, Reiser sig med Harm i Hu, Skygge-Dal til Skam og Gru, Evig toner Fugle-Sangen: Fryd dig, Natten er forgangen!

No. 314.

Himmelfarts-Verset “Postqvam resurrexit” eller “Christ til Himmels mon fare.”

Seierrig opstanden, Himler Frelser-Manden, Sender os i allen Stund Venne-Gaver mangelund; Gud skee Lov og Takke!

No. 315.

Fordum “den ypperste Høitid og stor aandelig Glæde” efter “Festum nunc celebre.”

Ypperlig Høitid, med aandelig Glæde, Tvinger vor Tunge til lystig at kvæde, Thi Christ med Sjæl og Krop Nu foer til Himmels op, Vor Fyrste og Frelser at være! Kongelig saaes den Herre opfare, Helgene fulgde Ham glade i Skare Og alle Engle-Chor Modtog med Ære stor Den Helt, som har Døden betvunget! Høit Han opfoer med det fangede Fængsel, Trøster nu Sine i al deres Trængsel, Og kommer snart igien, Som deres fuldtroe Ven Det Verden skal faae at fornemme! Da naar Han kommer i Skyerne klare Hemmelighederne at aabenbare, Da Lykken vi har fat, Vor Synd er os forladt, I Glemselens Afgrund begravet!

No. 316.

Den gamle “Triumf-Sang” som før begyndte “Til Himmels foer den Herre sand.”

Til Himmels foer, som Gud og Mand, Gud og Mand, Vor Herre from, vor Mester sand, Halleluja, Halleluja! Han sidder ved Guds høire Haand, høire Haand, For Ham kun Bast er Dødens Baand, Halleluja, Halleluja! Hvad Konning David kvæder om, kvæder om, Fuldherlig nu for Dagen kom, Halleluja, Halleluja! Nu sagde Drot til Drotten min, Drotten min: Ved Side min staaer Throne din! Halleluja, Halleluja! Ja, ved vor Herres Himmelfærd, Himmelfærd, Vi sjunge Alle, fjern og nær: Halleluja, Halleluja! Gud-Fader, Søn og Hellig-Aand, Hellig-Aand, Eet i Fuldkommenhedens Baand! Halleluja, Halleluja!

No. 317.

Kingos “Min Sjæl og Aand, opmuntre dig.”

Min Sjæl og Aand! opsving du dig I Haabet til det Himmerig, Hvor Frelser din opstiger! Det være hvad du mest attraaer, Da Engle-Vinger snart du faaer, Hvormed du efterhiger Og i Hans Glands indkiger. Du Sky, som Ham af Syne tog, Dig skimter jeg, og tænker dog, Du skal Ham ei bedække, Kan ei jeg til Ham trænge ind, Med Tro og Haab i Sjæl og Sind, Han vil sin Haand udstrække Og giennem Sky mig række! Sneehvide Par af Engle-Kuld! I vidne, at igien til Muld Min Frelser skal nedfare, Da skal af Graven jeg opstaae Som I, med hvide Klæder paa, Thi Han vil mig forklare Som Himlens Engle-Skare! Til Himlen foer mit Hoved op, Og som en Lem paa Jesu Krop Jeg sjæleglad maa være, Thi ogsaa mig indfører Han I Canaans det skiønne Land, Til Kronen der at bære Med evig Fryd og Ære! Velsignet vær, du Engle-Ord: Som synlig Han til Himmels foer, Saa skal Han atter komme! O kom da, søde Jesus, kom, At aabne Himlens Helligdom For alle dine Fromme! Gid Længslens Tid var omme!

No. 318.

Kingos velbekiendte, lidt anderledes, med Tilsætning af Slutnings-Verset i “Som den gyldne Soel frembryder.”

Lov og Tak og evig Ære Skee Dig, Guds eenbaarne Søn, Som en Tjener vilde være For det arme Adams Kiøn! Søde Jesus, lær Du mig Tro igien at tjene Dig! Lad mig i dit Fod-Spor træde, Indgaae til min Herres Glæde! Lad mig aldrig Dig forsage, Om end Kors og Kummer mig Maa i denne Verden plage, Men ret hjertens inderlig Elske Dig indtil min Død, Og forsøde al min Nød Med dit Navn og med din Naade, Daglig Trøst og evig Baade! Tak for Julens Barne-Glæde! Tak for Livets Guddoms-Ord! Tak for Daabens Himmel-Væde! Tak for Mad ved Naadens Bord! Tak for Dødens bittre Vee! Tak for din Opstandelse! Tak for, hvor Du nu er inde, Jeg i Himlen Dig skal finde!

No. 319.

Brorsons med samme Begyndelse, saa smaat forandret.

Drag, Jesus, mig Op efter Dig, Alt som Du seer min Længsel Stige efter at undflye Verdens Lyst og Trængsel! Drag, Jesus, mig Op efter Dig, Fra Verdens Myre-Tue! Lad mit Øie aldrig meer Til dens Glimmer skue! Drag, Jesus, mig Op efter Dig Til Himlens faste Bolig! Verden er for dine Smaa Vildsom og urolig. Drag, Jesus, mig Op efter Dig, Med Zions Brude-Skare! Aldrig meer til Skygge-Dal Jeg med Sorg nedfare! Drag, Jesus, mig Op efter Dig, Alt som Du saaes opfare! Disse mine Øine see, Støv Du kan forklare!

No. 320.

No. 234 i den Guldbergske Psalmebog, sparsomt ændret.

Bort, Verden, af mit Sind og Øie! Din Herlighed ei staaer mig an, Og mig ei mere kan fornøie, End Lege-Tøi en sindig Mand! Hver elske hvad hans Hu staaer til! Jeg kun min Jesus elske vil. Han er min Rigdom og min Ære, Min Videnskab og Hjertens Lyst, Med Ham jeg veltilfreds mon være Og trænger ei til Verdens Trøst. Hver elske hvad hans Hu staaer til! Jeg kun min Jesus elske vil. Naar Munden Smag og Smilet mister, Og mumler kun om mørken Grav, Naar Læben blaaner, Øiet brister, Hvor bliver Verdens Lyst da af? Hver elske hvad hans Hu staaer til! Jeg kun min Jesus elske vil. I Svaghed føler jeg Hans Styrke, Han giør al Jordens Møie sød! Han er mit Lys i Nattens Mørke, Han sviger ei i Liv og Død! Hver elske hvad hans Hu staaer til! Jeg kun min Jesus elske vil. Saavidt som Kreaturer vrimle, Hans Herredom og Septer naaer, For Ham sig bøie alle Himle Og evig fast Hans Throne staaer. Hver elske hvad hans Hu staaer til! Jeg kun min Jesus elske vil. Hans Borg kan ingen Magt nedbryde, Den staaer paa Sandheds Klippe-Grund, Tør Nogen Trods den Stærke byde, Ham fælder Sværdet af Hans Mund! Hver elske hvad hans Hu staaer til! Jeg kun min Jesus elske vil. Hans Herlighed er uden Lige, Han har Alt hvad Han ønske vil, Og al Hans Rigdom, sært at sige, Den hører og Hans Venner til. Hver elske hvad hans Hu staaer til! Jeg kun min Jesus elske vil. Lad mig kun her foragtet være, Som Han i sin Fornedrings Stand! I Himlen kommer jeg til Ære Og Høihed med min Frelser-Mand! Hver elske hvad hans Hu staaer til! Jeg kun min Jesus elske vil.

No. 321.

Af Fru Boies “Saa knuste Christus Dødens Magt.”

Den Helt, som knuste Dødens Magt, Han gik, alt som Han havde sagt, Til Faderen tilbage, Da efter Paaske-Morgengry Han vandret havde her paany I fyrretive Dage; Kom, Sjæl! troe! knæl For den største Seiers-Fyrste! See Ham stige Op til Herlighedens Rige! Følg Ham til Bjergets Top, urædd, Som Elisæus fulgde med Den elskede Elias! Beed saa indstændig, som han bad, O lad os aldrig skilles ad, Forklarede Messias! Hans Svar du har: Vær kun rolig! følg kun trolig! Spar din Klage! Jeg er med dig alle Dage!

No. 322.

Nordahl Bruns “Min Harpe Leeg om Oljebjerg istemmer.”

Min Harpe jeg til Sang om Bjerget stemmer, Den Syners Høi, hvor jeg al Jorden glemmer, Mens Himlens Dyb jeg staaer og stirrer paa. Her Jesus stod den sidste Gang med Sine, Og svang herfra sig med forklaret Mine Op i det Blaa! Al Magt har Jeg, histoppe og hernede, Saa sagde Han, som trøstig vi tilbede, Gaaer til al Verden ud med Livets Ord! Gud-Fader, Søn og Hellig-Aand til Ære, I Deres Navn I døbe skal og lære Mit Folk paa Jord! Guds Aand med Kraft skal giennem eder tale, Opvække Slægt paa Slægt af Dødens Dvale, Og skiøndt ei meer mit Ansigt skues her, Naar Aanden taler, skal dog Hjertet brænde Og føle dybt, at Jeg til Verdens Ende Er eder nær! Saa taler Han, og løfter op de Hænder, Hvor Nagle-Gabene endnu Man kiender, Mens Skyen daler over Bjerge-Top, Til sidste Glimt Sig selv vor Frelser ligner, Ham Skyen hæver, Sine Han velsigner, Og farer op! Man seer saa langt, som Øiesyn kan række, Men intet Syn sig kan til Dybet strække, Hvor Han, som er vort Lys og Liv, forsvandt; Dog, Gud skee Lov! Ham Tankerne kan følge, Og trods hver Sky, som vil vor Frelser dølge, Ham Hjertet fandt! Saa stig, min Aand, da op til Guddoms-Thronen, Hvor Jordens Kæmpe bærer Seiers-Kronen, Hvor Himle sjunge om den Guddoms-Mand, Om Jesu Kors og Død, Hans Kamp og Seier, Og om den Arv, du paa hans Regning eier I Glædens Land! Bort, Verden, bort med hvad du kalder Glæde! Jeg heller vil den trange Sti betræde Og tage Korset af min Frelsers Haand! Og Jesus da, naar Døden jeg skal friste, Da frels min Sjæl! bønhør mit Ord det sidste: Annam min Aand! Da ogsaa jeg skal glad til Himmels fare Og see Dig der, og see den Engle-Skare, Som tjener Dig, og tælle mig blandt dem, Og see den Stad, som bygdes ei med Hænder, Og see det Lys, som klart og evig brænder I Glædens Hjem!

No. 323.

No. 180 i den Ny Psalmebog.

Det er fuldbragt, til Himmels foer Min Frelser og Forsoner, Der over alle Engle-Chor I Herlighed Han throner! O syng med dem, forløste Aand: Han sidder ved Guds høire Haand, Tilbedt af Himlens Hære! Al Verden er Ham underlagt, Ham være Priis, som Han har Magt, Taksigelse og Ære!

No. 324.

Efter No. 188 i Samme.

Jesus Christ! vi offre Dig Lov og Priis evindelig; Kiærlig kom Du til os ned, Vinker til din Herlighed, For Du, fattig, barnesvøbt, Død paa Korset, dyrt har kiøbt Hver som troer og bliver døbt! For dit Septer bøie sig Hvert et Knæ ydmygelig! Verdens Riger skal forgaae, Men din Throne skal bestaae, Selv naar Stjerner falde ned, Og dit Venne-Lag, jeg veed, Dele skal din Herlighed.

No. 325.

Ingemanns Himmelfarts-Sang “Fuldendt er Naadens store Værk” med Udeladelse af første Vers.

Hos Gud, før Verdens Grund blev lagt, I Lys og Herlighed og Magt, Han Tiden giennemskued, Han Verden saae, før den blev fød, Han saae dens Fald, Han saae dens Nød, Og Døden, som os trued. Store, dybe Frelser-Naade! Retfærds Gaade Er udgrundet, Frelsens Vei er seet, er fundet! Det er fuldendt: fra Jordens Nød, Fra Trængsel, Armod, Kors og Død, Gaaer Herren til Guds Ære! Den Haand, som trued Storm og Hav,

Den Haand, som tæmmed Storm og Hav.

Den Haand, som sprængde Verdens Grav, Skal Himmel-Spiret bære! Salig, Frelser, Du opstiger, Jorden viger, Himlen blinker, Herlighedens Krone vinker!

Himlen vinker, Herlighedens Krone blinker.

Alt Skyens Glands omstraaler Dig, Du end Velsigner Jorderig, Og mægtig Arm udbreder!

Velsignelse paa Jorderig endnu din Haand udbreder.

Bebudet har du os Din Aand,

Forjættet har Du os din Aand.

Naar ved din Faders høire Haand Dig Engles Hær tilbeder! Herre! stig Du til din Throne!

Herre! stig da paa din Throne.

Salig tone Engle-Stemmer: Jesus Christus os ei glemmer!

Jesus aldrig Jorden glemmer.

No. 326. Vai nu, Dannebrog, paa Vove! Rul nu, Bølge himmelblaa! Spring nu ud, hver Bøg i Skove! Sjunger, alle Fugle smaa! Lilier i Dronning-Dragt, Som fordunkler Kongers Pragt! Samler eder, som vi sjunge, Som i Enge, saa paa Tunge! Han, der under Vinters-Hjerte Fødtes under Hytte-Tag, Han, der vaanded sig i Smerte, Under Jævndøgn-Stormens Brag, Støvets Søn med Kiød og Blod, Han af Jordens Skiød opstod, Ja opstod, som Blomst udspringer, Stak i Sky paa Ørne-Vinger! Glæd dig, Jord, af al din Styrke! Syng for Herren høit i Sky: Alle Himlens Engle dyrke Barnet, født i Davids By! Evig throner Støv med Aand Salig ved Guds høire Haand, Sender fra sit Herre-Sæde Moder-Jorden Himmel-Glæde! Han, som var paa Jorden lille, Sidder nu Gud-Fader næst, Derfor skal hvert Sang-Værk spille Paa den store Pindse-Fest! Alle Tunger stemme da Sammen i Halleluja, For den Ild, som, naar de gløde, Skaber Himmel-Flammer søde! Føle skal det Folke-Vrimlen, Ja og Amen er Guds Ord, Jorden løftet er til Himlen, Himlen dalet er til Jord, Stigen reist til Engle-Gang Under Støvets Fryde-Sang: Tone-Stigen fra vor Tunge Didop, hvor Serafer sjunge! See, vort Hoved er deroppe! Jesus Christ, vor Moders Søn, Over alle Stjerne-Toppe Throner høit i Lys og Løn, Kalder os, som troe Hans Ord, Legem sit og Lys paa Jord! Lydt blandt Engle det fortælles: Støv med Gud har Aand tilfælles! Derfor kommer Han tilbage Aabenlyst, som Han opfoer, Kroner herlig sine Dage, Kalder Støvet op af Jord, Vinker mildt, med Kalken ny, Legem sit til Sig i Sky, Peger paa sit Ære-Sæde, Siger: deel din Herres Glæde!

No. 327. Gud-Fader udsendte sit Naadens-Ord, Og Menneske blev den Eenbaarne, Da skabdes og spurgdes der Nyt paa Jord, Vidunder selv for de Omskaarne; I Hebrons og Jordans og Karmels Egn Fordunkledes alle de gamle Tegn Af Menneske-Sønnens Dage! Gud-Fader Han kroned en Mand af Muld, Og gav ham guddommelig Ære, Den Nyhed tykdes saa underfuld For alle de himmelske Hære; Den forrige Verden, med Soel og Sky, Af Englene glemdes da for den Ny, Hvor Lammet er Lys alene! Gud-Fader udsendte sin Hellig-Aand, Til Himmel og Jord at forbinde, Og daglig nu væves der gyldne Baand Af Traade, som Engle dem spinde, Alt Himlen og Jorden blandt os og dem Lovsynges nu som den Eenbaarnes Hjem, Hans Fødeland er de Begge! Vi søge vort Hjem over høien Sky, Og Englene deres derunder, Og Begge forvente den Verden ny, Guds Aand kun alene udgrunder, Da Alting er samlet, som i en Sum, I Barnet, som lagdes i Krybbe-Rum, I Himmels og Jords Eenbaarne!

No. 328.

Propheten Ezechiel i det 17de, christelig forklaret.

Libanons de høie Cedre, Vidtberømte paa vor Jord! Og du Fugl med lange Fjedre! Sært om eder lød Guds Ord, Dunkel falder Billed-Talen Om den Ceder-Top i Dalen, Som til Vinstok blev omskabt. Men vor Drot, som boer histoppe, Over Bjerg, som over Dal, Siger: see af Ceder-Toppe Jeg vil bryde uden Pral Hjerte-Skud, det allerbedste, Paa mit Bjerg det at rodfæste Til et herligt Ceder-Træ. Have skal det med sig Lykke, Skyde Krone himmelhøi, Saa ei der skal savne Skygge Nogen Fugl, i Luften fløi! Varigt skal det ogsaa vorde, Frister end det Vintre haarde, Altid fryde sig i Vaar! Saa skal Slægter alle skiønne: Mig al Magten hører til; Jeg giør visne Stammer grønne, Lader visne hvad Jeg vil; Jeg fra Sky til Jord nedbøier, Jeg fra Jord til Sky ophøier, Alt hos Mig som sagt, saa gjort! Sjunger liflig, alle Fugle, Om vor Herres Ceder-Træ, Som, fra Maglegaard til Thule, Gav for Storme Ly og Læ! Lover Herren, alle Slægter, For Han vil, som godt Han mægter, Frede om vort Stamme-Træ! Salomons de bedste Klæder Var mod Liljens Vadmel kun, Templet Hans af glatte Bræder Fra den gamle Ceder-Lund Mindre dog endnu kan taale Med den Ceder sig at maale, Som er Christnes Kirke-Tag! Under Livets Træ vi bygge, Paa Guds Kirke-Bjerg, det Ny, Der er baade Lys og Skygge, Der er Kiølighed og Ly, Der er Udsigt i det Fjerne, Over Hav og over Stjerne, Til det evige Palads! Israel den gamle Ceder Var paa Herrens Libanon, Den, som nu sig vidt udbreder, Og som selv er Liv og Aand, Nyt og Gammelt godt forliger, Thi med Frelseren nedstiger Ogsaa Den fra Abraham!

No. 329.

Propheten Joels Spaadom i det 2det og 3die, forklaret efter Ap. G. 2det.

Fat Mod, du Jord, vær frisk og glad! Nu skifter Tid, nu vendes Blad, Nu vil dig Gud velsigne, Nu Mark og Skov, med Ax og Træ, Skal blomstre op i Kirke-Læ, Guds Have du skal ligne! Op, Zions Børn, lad Glædskabs-Lyd Udtrykke eders Sjæle-Fryd, I Herren, eders Glæde! I mættes skal med Brød fuldhvidt; Med Himmel-Dug og Regn fuldtit Vil Gud sin Ager væde! Nu sees det skal paa eders Lo, Hvor deilig Hveden her kan groe Og fylde skiønt i Lade, Og Perserne til Most og Viin, Med Perserne til Olje fiin, Skal kappes sjæleglade! Den Grøde giennem mange Aar, Som Orme-Flokken, Plage haard, Kun deelde med Græs-Hoppen, Den kræver, skænker Jeg igien Til Folket, der som Dugg svandt hen. Lad faste Orme-Troppen! Thi skal, med Bod for alle Savn, I love høit mit Herre-Navn For mine Under-Værker! At Æres-Redning god I fandt, For eder Jeg staaer midt iblandt, Det er, hvad nu I mærker! Ja Herren, eders Gud, er Jeg, Og uden Mig der herskes ei, Mit Folk skal ei beskæmmes, See, nu oplader Jeg min Haand, See, nu udgyder Jeg min Aand, Saa det skal aldrig glemmes! Alt Kiød min Aand skal falde paa, Som Sønner skal og Døttre spaae, Om hvad der er for Haanden, De Gamle times Drømme-Syn, De Unge Lysning, som af Lyn, Og Alt er det af Aanden! Endogsaa de af Trælle-Æt, Som Naade min for Himmel-Ret, Min Tro for Sandhed tage, Ja, Slave-Folk af begge Kiøn I Aandens Mynt faae Naade-Løn I Gavmildhedens Dage! Paa Himlen Tegn, paa Jorden Kamp, Paa Vandet Ild, i Luften Damp, Skal Domme-Dag bebude; Men sortne skal dog Soel som Sod, Og Maane males rød som Blod, Før Tidens Løb er ude! Og finde skal en Rednings-Havn Paakalder hver af Herrens Navn: Jerusalem staaer aaben; Paa Zion throner Frelsens Gud, Og Han med sine visse Bud, Dem tager under Kaaben!

No. 330.

Propheten Esaias Spaadom i det 61de, forklaret efter Lucas i det 4de.

Hvilende paa mig er Guds Aand, Salvet har mig Hans høire Haand, Sendt mig Han har med Glædens Røst Fattige Folk til Hjelp og Trøst, Læge god for dem især, Som har Sting og Hjertefærd! Prædiken min giør Fanger frie, Blinde jeg staaer med Syn og bi, Sørgende spaaer jeg gode Kaar: Glædelig Fest og Gylden-Aar, Hvidt for Sort og Sang for Graad, Salve skiøn for Dødens Braad! Riig er min Trøst for Zions Smaa: Kapper dem skiæres himmelblaa, Kaldes de skal, med Adels-Kaar, Planter i Herrens Urtegaard, Og for god Bestandighed Egen de skal lignes ved! Over det gamle Tempels Gruus Bygge de skal et nyt Guds Huus, Ved deres Hænder skal opstaae Stæder igien, som øde laae: Øde laae fra Old til Old, Staae nu op med Port og Vold! Israel! i dit Gylden-Aar Fremmede Folk lad vogte Faar! Overlad til Philister trygt Pløining og Sæd og Vingaards-Rygt! Mætte eder Hedning-Marv! Præste-Kald er eders Arv! Arve skal Jorden I paany, Løftes af Hedning-Folk i Sky, Kosteligt Smykke: evig Fryd, Have I skal til Hoved-Pryd, Derom Den, som har al Magt, Giør med eder evig Pagt! Det er den Herre Zebaoth, Det er vor Frelser og vor Drot, Han, der i Dag er som i Gaar, Og som i attenhundred Aar Løfte sit med Mund og Haand Løste ind med Ord og Aand!

No. 331.

Af Græske Pindse-Vers, knyttede til den 19de Davids-Psalme.

Himlene, Talsmand! fortælle din Ære, Og den udstrakte Befæstning din Magt, Dagene alle den Tidende bære: Nætter din Viisdom for Lyset har bragt! Evige Trøster! o viig ikke fra, Hvor Sangen Dig bringer Halleluja! Sandhedens Udtryk i Skrift og i Tale Giver Du Stemme og laaner Du Røst, Over al Verden i Hytter og Sale Ordet blev hørt med den evige Trøst! Evige Trøster! o viig ikke fra, Hvor Sangen dig bringer Halleluja! Hellig-Aand! Du, som med glødende Tunger, Folkene deler og samler paany, Væk Du og stil alle Sjælenes Hunger, Som strømme hid ved dit herlige Ry! Evige Trøster! o viig ikke fra, Hvor Sangen Dig bringer Halleluja! Menneske-Fiskere kaldes Saamange, Faa dog paa Dybet kan drage en Dræt, Lær vore Præster med Livet at fange Folke-Havs Fiske, opdrage dem ret! Evige Trøster! o viig ikke fra, Hvor Sangen Dig bringer Halleluja! Hellig-Aand! Du med guddommelig Evne Giør hvad Du vil, og din Vilje er god, Leed til det Høie Du os paa det Jævne, Nyskab vort Hjerte og ophold vort Mod! Evige Trøster! o viig ikke fra, Hvor Sangen Dig bringer Halleluja! Herligheds-Kraften! fra Jorderigs Ender Sanker, som Skyer, Du Folk til Guds Stad, Lad, medens Evigheds-Nyet sig tænder, Rolige, klare, dem skille sig ad! Evige Trøster! o viig ikke fra, Hvor Sangen dig bringer Halleluja!

No. 332.

Efter det Græske.

Sidder rolig i Jerusalem, Sagde, Herre, Du til Dine, Til Jeg sender jer fra Lysets Hjem Saalerne og Klæder mine Med en Trøster, som til mig er Mage, Og som jer til Enden skal ledsage, Være eders Soel og Skjold! Kom, Du Faderens og Sønnens Aand! Reis afby og giæst vor Hytte, Sammenknyt igien med Lue-Baand, Medens alle Stammer lytte, Tungerne, som før Du maatte dele, For sin Vei fordærvede det Hele! Skab et stort Halleluja! Skab et Apostolisk Tungemaal, Glødende af Guddoms-Ordet, Blødt som Olie og haardt som Staal, Hjerteligt, med Kraft omgjordet, Saa forstumme maae de tomme Triller, Tonesatte efter Hedning-Griller, Ved vort Chors Halleluja!

No. 333.

En Græsk Allehelgens-Sang, efterlignet.

Bisper og Præster, som axled ved Daaben Helligdags-Kjortlen og Altergangs-Kaaben, Tjenende Herren ved Badet og Bordet, Prisende Aanden og prydende Ordet, Alle, som gik i Apostlernes Spor, Mindes, velsigne vi Christne i Chor! Blomstrende Skiønhed af Kiærligheds Kilde Eder omstraalede aarle og silde, Tindrende Stjerner, som aldrig misledte, Vinked til Duen, som Vinger udbredte, Svandt I, saa staaer Ihukommelsen dog Med eders Navn i de Levendes Bog! Frelserens Kirke til Skyen I hæved, Og mens I talde, os Engle omsvæved, Himlene lytted, thi Englenes Mester Tungerne rørde hos Frelserens Præster; Glæde jer Gud i den evige Ro, For i Hans Huus I arbeidede troe! Stenen I fandt, som de Selvkloge vraged, Men som til Grundvold Gud-Fader behaged, Paa den I stræbde, som udvalgte Stene, Eder med Folket til Eet at forene; I Eders Svaghed den Store var stærk, Luen fortærer ei Ild-Tungers Værk! Ved det omskabes, med Vandet og Aanden, Og med det Blod, som udrandt i Guds-Vaanden, Jorden paa Kirkens de hellige Agre, Saa den bær Evigheds-Blomster guldfagre; Deilige Krandse vi binde deraf, Aldrig de visne paa Tungernes Grav! Vidner i Skare om Guds-Ordets Kræfter, Vidner om Freden og Livet derefter, Klædte i Purpur, som aldrig affalmer, Salige Kæmper med Evigheds Palmer! Rødmer som Skyer om Solen i Vest! Aftenrød er alle Helgenes Fest! Vidnerne alle i Purpur det røde De er den hellige første Afgrøde, Som Dig dit Folk, ved de ypperste Præster, Offrer, velsignede Herre og Mester! For den velsign med din levende Røst Hele din Menigheds evige Høst! Du dine Præster har lovt at iklæde Saligheds-Kaaben, den evige Glæde, Og Du har lovt alle Helgene dine Fryde-Sang ny med Forklarelsens Mine, Hold da i Himlenes Himle dit Ord! Giør deres Minde velsignet paa Jord!

No. 334.

Samlet af Græske Vers paa Kirke-Festen i September.

Herre! vi elske dit Straale-Palads, Din majestætiske Borg i det Høie, Og dit Paulun paa den lavlændte Plads, Deiligt i dit og din Menigheds Øie, Fienden det truer med Vold og med Svig, Fæst det med Kiærligheds-Snorer til Dig! Over din Kirke, med Himmerigs Dør, Fnyse vel maae de usalige Aander, Dog under Veerne mere end før Guds-Barnets Moder slet ikke sig vaander, For hendes Hytte, hun veed, er Dig kiær, Og hendes Kors ei din Herlighed værd! Ikke paa Sand men paa Evigheds Fjeld Bygdes, hvad Du paa dit Ord haver grundet, Og med dit Kors Du beskærmer fuldvel Hytten, som Naade for Dig haver fundet, Ja, i den Høiestes Skygge staaer trygt Templet, som Du til din Aand har opbygt! Ogsaa den Bue, Du hvælved i Løn Over dit Tempel i Menneske-Vange, Som den udstrakte Befæstning er skiøn, Tindrer og funkler af Himmel-Lys mange, Og som en Dronning Du pryder din Brud: Ædelsteens-Smykket giør Skiønheden prud! Derfor, du Hedninge-Kirke, hilsæl! Herren dig elsker og aldrig forlader, I dig gienfødes fuldmangen en Træl, Som kalder evig den Høieste Fader, For Han har løst alle Trældommens Baand, Skiænket os sønlig Udkaarelses Aand!

No. 335.

Af Græske Vers paa Christi Daabs-Fest i Januar.

Fordum sønneløs og gold, Nu en frugtbar Konge-Moder, Zion! priis din Brudgom bold Og dit Børne-Kulds Gud-Broder, Syng ved Daaben: ikkun Een, Herren min er god og reen! Fryd dig, favre Lilje-Vaand! Børne-Flokke, Herren lige, Fødes dig af Vand og Aand Til at arve Himmerige! Syng ved Daaben: Under stort, Herrens Huus og Himlens Port! Trods Søløvens Overvold, Jonas kom igien til Live, For Gienfødelsens Herold Skulde han paa Jorden blive! Syng ved Daaben: født paany Adam blev i Davids By!

No. 336.

En Græsk Sang om Kirke-Fædrene “christelig forvendt.”

Til vor Forsamlings Paulun Komme Enhver, som Livet har kiær, Høre den store Basun, Skue den Soel, der omvanker Ligesaavidt som Guds Tanker, Favne det levendegiørende Ord: Himlenes Himle i Hytter af Jord! Her er, med Liv og med Aand, Ypperlig Daad, og Saligheds Raad, Her er Fuldkommenheds Baand, Sole saamange som Stjerner, Hjerter oplyste som Hjerner, Her er det levendegiørende Ord: Himlenes Himle i Hytter af Jord! Her i Paulunet for Gud Opfriskes Alt, af Jordens Salt, Her springer Livs-Træet ud, Bær, hvor sig Livs-Strømmen bugter, Og paradisiske Frugter! Her er det levendegiørende Ord: Himlenes Himle i Hytter af Jord! I som forkynde Guds Ord, Frelseren sand, saa vide om Land, Kiækt i Apostlernes Spor! Tjener vor Herre med Glæde! Trøster dem alle, som græde! Lyser med levendegiørende Ord Herrens Velsignelse, Freden, paa Jord! Seer til den evige Løn, I, som med Ild udtrykke kun vil Hvad I har hørt af Guds Søn! Kongelig Han, naar det kvelder, Off'ret med Krandsen giengiælder, I Sig, det levendegiørende Ord, Samler de Tunger, Ham tjende paa Jord! Herlighed, Glands over Glands, Solstraale-Pragt og Saligheds Dragt, Kaldes Guds Helgenes Krands, Og, triumferer, I Præster! Tjeneren er som hans Mester, Tungen i Himmel som Tungen paa Jord Eet med det levendegiørende Ord!

No. 337.

Efter det Græske.

Kvinden saae, din Frugt var skiøn, Du Kundskabs-Træ hint gamle! Deraf døer hver Adams Søn, Hvad Kløgt han end mon samle! Bedraget saa af Viisdoms Skin, Hun lukked Død i Verden ind! O Moder! det var ilde! Kvinden troer, dit Ord er sandt, Vor Frelser i det Høie! Du som Døden overvandt Vil os Dig selv tilføie! Hun ændser ikke Viisdoms Skin, Men lukker Liv i Hjertet ind! O Moder! det er Snilde! Frelser! er den Frugt ei skiøn, Du ved dit Bord os byder! Livets Træ er Du i Løn, Det lærer hvo Dig nyder; Den Frugt giør og hver Daare klog Paa meer end Himlens Løb og Bog: Paa Livet fra de Døde! Paa den Dag, du æder, døe! Det var Guds Ord i Haven; Frugten trindt paa Verdens Øe Blev Steen paa Hjerte-Graven! Ak, Liv paa Jord kun blev et Skin, Da Døden kom i Verden ind, For Mand som Blomst i Enge! Paa den Dag, du æder, lev! Var Herrens Ord ved Bordet; Stenen da afvæltet blev For hver, som troed Ordet! Nu Død paa Jord er kun et Skin, For hvem, der lukker Livet ind, Med Jesus, den Opstandne!

No. 338.

Et Græsk Altergangs-Vers, efterlignet.

Engle i Skare Glade nedfare, Knæle med os omkring Bordet, Hvergang i Ordet Ypperste-Præsten i Choret indgaaer, Hyrden opoffrer sig selv for sin Hjord; Med os istemme de lystelig da: Gud være lovet! Halleluja! Troende Sjæle! Lad os da knæle Tidig til Maden paa Bordet: Herren i Ordet, Æde og drikke Hans Kiød og Hans Blod, Saa vi kan smage at Herren er god! Alle vi sjunge med Engle da: Gud være lovet! Halleluja! Ham vi velsigne, Salig at ligne, Altid os ligger paa Tunge Hvad vi nu sjunge: Smagt har vi alle at Herren er god, Drukket vi har af Guds Saligheds Flod, Alle med Engle vi fare herfra! Gud være lovet! Halleluja!

No. 339.

Et Græsk Vers.

I dine Helgenes straalende Kiæde Hvor kan jeg Usling indtræde, Komme med Himmelens Konge til Ords? Vover jeg ind over Tærskel at skride, Sætter endog jeg mig nederst til Bords; Ak, mine Klæder, de er ikke hvide! Maa da ei Læben forstumme for Gud! Vil ikke Englene kaste mig ud! Rens mig, o Herre, imens det er Tid! Tvæt mig min Kjortel som Lyset saa hvid! Bænk mig saa naadig ved Bordet igien, Menneske-Ven!

No. 340.

Et Græsk Vers.

Himmelske Brudgom! ak, jeg var i Senge, Har i min Dorskhed vist sovet for længe! Slukket er Lampen, ak, hvor skal jeg hen? Skal nu omsonst, for mig Olje at kiøbe, Jeg med de daarlige Jomfruer løbe, Staae udelukt, naar jeg kommer igien? Nei dog, o nei, barmhjertige Herre! Ei vil for mig Du dit Himmerig spærre! Ryst mig og væk mig, imens det er Tid, Saa med de Jomfruer kloge, som gløde, Jeg med min Lampe kan Brudgommen møde, Indgaae i Salen til Glæden saa blid, Hvor i de rene, de festlige Toner Evig det lyder: vor store Forsoner! Ære Dig være med Fader og Aand! Du os gienløste af Fjendernes Haand, Halleluja! Halleluja! Halleluja!

No. 341.

Ligeledes.

Hvad skal den unyttige Tjener med Pundet! Tag bort hvad han skiønner ei paa, Og kaster, I Engle, den Usling bagbundet Histud i den bælgmørke Vraa! O hør det, min Sjæl, og bliv bange! O skjul ei din Tro paa det himmelske Ord! Forkynd det med glade Lov-Sange, At Herren er underfuld stor, Saa Naaden kan groe baade ude og inde, Saa Herren kan Offer paa Læberne finde, Saa du til din Herres den evige Glæde Kan salig indtræde!

No. 342.

Det Latinske Pindse-VersLatinskePindse-Vers “Christus nos revisit.”

Christus kom tilbage, Er her alle Dage, Med den Hellig-Aand, Kalder Gud sin Fader, Paradis oplader Med sin skjulte Haand!

No. 343.

Den Latinske Søndags-Sang “Omnes una celebremus.”

Samtlig her vi helligholde Christnes Høitids-Dag hin bolde, Bøie Knæ i Jesu Navn; Denne er Guds Dag, den Store, Som med Lys og Liv Han gjorde, Sig til Ære, os til Gavn! Søndag blev i Tider fjerne Alle Dages Morgen-Stjerne, Thi paa den er Lyset skabt! Den Udødeligheds-Krandsen Bragde os med Morgen-Glandsen, Thi paa den gav Døden tabt! Hvor Apostel-Skaren sukked, Hjerteangst sig indelukked, Søndag bragde Herrens Fred, Den og bragde Tunger røde, Som af Naadens Luer gløde; Thi paa den foer Aanden ned! Den os bringer Kirke-Røsten, Hjerte-Freden, Himmel-Trøsten, Med Kong Davids Harpe-Slag! Kun paa den og ingen Anden Aanden vier Opsyns-Manden, Bispelig er Herrens Dag! Herre! hvor Du selv er inde, Lad din Kirke-Røst os minde Om din Dommedags Basun, Saa, naar Verdens Kæmper græde, Vi den høre kan med Glæde I dit rolige Paulun!

No. 344.

Den Latinske Pindse-Sang “Lux jucunda, lux insignis” i Korthed efterlignet.

Dag med Ære, Dag med Ynde! Rosen-Krands om Lilje-Vaand! Paa dig vilde skiønt begynde Værket sit den Hellig-Aand: Tunger tænde, Hjerter smelte, Slynge Kiærlighedens Bælte Om al Jordens Folkefærd! Nu sin Brud til Livets Dronning Gjorde Han, som holder Ord, Udaf Klippen Jomfru-Honning Sprang i Kilde-Vældets Spor! Fæstens-Gaven med det Samme: Himmel-Templets Alter-Flamme, Sænked sig i Brudens Skiød! Loven kom med Lyn og Torden, Blegne maatte hvo den brød! Jule-Budet kom til Jorden Som en Vaar-Soel morgenrød, Gjorde blege Kinder røde, Aanded Livs-Kraft i de Døde, Og beseired Ondt med Godt! O, taalmodig oppebiet, Hvilken liflig Høitids-Dag, Da Guds Kirke blev indviet, Ei med rædsom Torden-Brag, Men som tusind Harper suse, Tone-Havets Bølger bruse, Stjerner kvæde lydt i Chor! Offret af den første Grøde Straaled nu i Middags-Glands: Hvede-Kornet, som nys døde Bar alt frem sin Axe-Krands, Jorden god, foruden Mage, Paa halvtredsindstyve Dage Bar alt Frugt: tretusind Fold! Jordens Vin-Træ, himmelsk podet Af den store Vingaards-Mand, Nu udøste Drue-Blodet Over Christi Føde-Land! Som sig bør til nye Vine, Skabdes Kar der ny og fine Til den ædle Drue-Saft! Til den Vin, som os henrykker, Skabdes Kiærlighedens Skaal, Og den Aand, som Alt udtrykker, Samled alle Tungemaal, Skabde deraf, stjernebroget, Himmelfarvet, Kirke-Sproget, Christen-Folkets Moders-Maal! Derfor vi kun værdig nyde Vinen stærk og sød og reen, Naar vi alle sammenflyde I Guld-Bægeret til Een, Saa med alle Christnes Tunger Moder-Hjertet sødt udsjunger Eet og samme Guddoms-Ord! Bæger, som og selv er Haanden, Dan os alle efter dig! Tunge, som og selv er Aanden, Skab os om guddommelig! Hellig-Aand! i dine Arme, Med din Røst, med Liv og Varme, Lad os love Guders Gud!

No. 345.

Den Latinske Pindse-Sang “Veni creator, Spiritus” tillagt Karl den Store, og os velbekiendt, efter Luthers Bearbeidelse, som “Kom, Gud Skaber, o Hellig-Aand,” nu frit oversat og forkortet.

Kom, skab os om, Gud-Helligaand! Du kiender Hjertets dybe Grund! Vær gavmild som Guds runde Haand, Saa Lov-Sang bølger i vor Mund! Du er vor Trøster, gæv og gild, Du er den ægte Livets Flod, Du er den rene Alter-Ild, Og Glædens Olje, fiin og god! Syvfoldigt virker Du paa Jord Guds Naades store Underværk, Du altid er i Livets Ord Ild-Tungen sød og kæmpestærk! Vær Du i os den Tunge god, Som taler Liv og Aand og Fred! Giv os vor Herres Kiød og Blod! Giv os Gud-Faders Kiærlighed! Besjæl os alle Mand som Een! Da kiende vi de store Tre, Og Hun af Herrens Kiød og Been, Hans Brud, har samme Aand som De!

No. 346.

Den Latinske Pindse-Sang “Beata nobis gaudia” efterlignet.

Tider skifte, atter kom Til os Himlens Glæde! Hos Discipler Aanden from Med den tager Sæde! Aandens Gave tunget ud Var som Lys og Lue, Livets Strøm fra Lysets Gud Lod deri sig skue! Hvo som i den Drikke-Skaal Vædet har sin Tunge, Han paa alle Tungemaal Tale kan og sjunge! Kom da, Ordets Over-Præst, Med de Tunger røde! Moders-Maalet kan Du bedst, Tal det, saa vi gløde! Lær os paa vor Pindse-Fest, Hvordan Aanden kvæder! Væn os, vise Himmel-Giæst, Til de stille Glæder!

No. 347.

Den Latinske Pindse-Sang “Veni, Sancte Spiritus, et emitte cælitus” efterlignet.

Kom, o Hellig-Aand, kom brat! Giennembryd den mørke Nat Med Guds Morgen-Røde! I vort Hjerte Lærke-Slag Hilse Herrens klare Dag! Vore Tunger gløde! Sjæle-Sørger allerbedst! Hjerte-Kamrets ædle Giæst! Vær hos os tilstæde Med Guds Fred i Storm og Strid, Evig Trøst i Trængsels Tid! Sluk vor Sorg med Glæde! Saligheden, Tvivl til Trods, Giør indlysende for os, Som ved Aand os trøste, Føle dybt, at uden Dig Tomt er Alt paa Jorderig, Avner kun at høste. Styrk og bøi os med din Arm! Giør den kolde Kundskab varm! Dæmp og Luer vilde! Rens os med dit Hjerte-Suk! Lædsk os med din Morgen-Dugg: Vemods-Taarer milde! Lad for os, som paa Dig troe, Livets Blomster overgroe Gravens mørke Tilje; Og ved Kirke-Gaardens Port Vift fra os hver Skygge sort Med din hvide Lilje!

No. 348.

Den Latinske Pindse-Sang “Qui procedis ab utroqve” omsat og forkortet.

Kiærligheds og Sandheds Aand! Jords og Himmels Hjerte-Baand Knytter Du alene; Os forlene deilig Røst, Os opgløde, dybt i Bryst, Dine Flammer rene! Lad det kiendes aabenbart: Lyset dit er mildt og klart, Det er Hjerte-Glandsen, Du er Kiærligheds Forstand, Dyden din er Reenhed sand, Salighed er Krandsen! Kun den Fromme Du giør snild, Kalder kun den Gode gild, Styrker kun den Spage; Thi din Konge-Vei er Fred, Al din Færd Retfærdighed, List og Vold din Plage! Hvor Du lyser, Mørket flyer, Al Uteerlighed Dig skyer, Spotter med din Naade; Sandhed, som den klare Dag, Krandser i dit Venne-Lag Kiærlighedens Gaade! I det store Sjæle-Bad, Og i Hjertets Drik og Mad, Du er Guddoms-Kraften, I hver Green og i hver Kvist Paa det sande Vin-Træ: Christ, Du er Leve-Saften! Med en god Samvittighed Til de Smaa Du daler ned, Skaber rene Glæder, Lyser op og renser ud, Til de staae for Lysets Gud I snehvide Klæder! Aldrig tænder Baal din Ild, Blusser ei med Lue vild Op til Hoved-Heden, Gløder, flammer, smelter kun, Mildt i Hjerte, sødt i Mund, Som Guds-Kiærligheden! Du, som af den “liden Flok,” Svag og bly og bange nok, Gjorde Kæmper stærke, Skab nu og af os en Hær, Som tør svinge Aandens Sværd, Under Korsets Mærke! Kiærlighed til denne Jord Seer du, ak, er saare stor, Vildt dens Lue brænder; Sluk den ud med Duggen mild, Lad os blusse af den Ild, Du for Himlen tænder! Paa vort Eget Nat og Dag Stirre vi med Velbehag, Det forstyrrer Freden; Lad os Jesus Een og Hver Som vort Liv og Lys faae kiær! Det giør Enigheden!

No. 349.

Den Latinske Sang ved Kirke-Vielse “Urbs beata Jerusalem” blanket op.

Paa Jerusalem det ny, Paa den store Konges By, Lad os alle bygge, Med Guds Aand og med Guds Søn, Under Sang og Suk og Bøn, I Guds Vingers Skygge! Stadens Grundvold fast og reen, Kirkens Hoved-Hjørnesteen, Prise vi saa gierne, Det er Herren Jesus Christ, Som urokket staaer forvist, Falder end hver Stjerne! Baade Sandhed, Liv og Vei, Steendød er den Grundvold ei, Dødt vil den ei bære, Huus af Syll, som Træ af Rod, Og af Væld den klare Flod, Voxer op med Ære! Marmor godt har Kongen kiøbt, Huset staaer, som det var støbt, Liv og Aand er Balken, Trængsler gaae for Rasp og Fiil, Blanke-Tøi er Engle-Smiil, Alt forener Kalken! Konge-Staden underfuld Brolagt er med røden Guld, Som et Speil at skue, Trindt sig snoer foruden Meen Mur af Guld og Ædelsteen, Perle-Port og Bue! Sammen stemme Mur og By Til med Tone-Flugt i Sky Skaberen at love, Strenge-Leg og Orgel-Klang Sammensmelte her med Sang Fra al Jordens Skove! Lad det kiendes, Herre god! Huset her staaer saa i Fod Paa den sande Klippe! Leve lad dets Blomster-Krands, Straale lad det i din Glands! Aldrig lad det glippe! Regn os til dit Venne-Lag, Under vort det ringe Tag Værdiges at træde! Hør vor Bøn og hør vor Sang! Giv “din Fred” sin rette Klang, Os vor Herres Glæde!

No. 350.

“Psallat ecclesia, mater illibata” ligeledes.

Christi Kirke! lydt du kvæde, Som en Barne-Moder prud! Sagte nynne du med Glæde, Som den unge Brud! Stærk og gammel, ung og viis, Det er du til Herrens Priis: Evig Drot, som Engle hylde, Født i Tidens Fylde! Dig berømme vi i Støvet, Helgene i Hvilen sød, Som med Glands fuldendte Løbet, Prise end dit Skiød; Saa du med vor Herre boer Høit i Himmel, lavt paa Jord, Knæler som den Mindstes Lige, Krones i Guds Rige! Som Maria Jomfru-Moder, Hjertereen som prøvet Guld, Føder Aand du unge Poder, Christne, Kuld paa Kuld! Fra det Høie Engle-Bud Kalder dig din Herres Brud, Alt og favner du med Ordet Ham ved Naade-Bordet! Under alle Himmel-Egne Hvad du beder om, du faaer! Hvad du lover paa Hans Vegne Som Hans Throne staaer! Han ved dig forlader Synd, Taler Naadens Ord med Fynd, Lyser Fred og skaber Glæde, Med sin Aand tilstæde!

No. 351.

Af den Latinske Kirke-Sang “Jerusalem & Sion filiæ.”

Eenlighed er ei det Bedste! Paa det Ord, mens Adam sov, Gud ham skabde Brud at fæste, Adam sang da: Gud skee Lov! Af sit Kiød og Been en Kvinde Har nu Manden til Veninde, Moder sød Al min Afkom hjerteblød! Længe, Moder kun til Døde, Eva for sin Afkom græd, Saae Opreisning dog imøde, Haabende paa “Kvindens Sæd,” Gud nu og med Ham har givet Os en Moder sød til Livet, Gud skee Lov! Skabt hun blev, mens Herren sov! Alle Christne det skal vide, Skabt igien har Guders Gud Eva fiin af Adams Side, Det er Kirken, Christi Brud, Sært men sandt det er at sige: Dronning er hun i Guds Rige, SkiærSkiæruden indryk i A og reen, Skabt af Herrens Kiød og Been! Hør det, Syster, hør det, Broder, Hør det, Herrens Israel! Ær din Fader og din Moder, For at det kan gaae dig vel, Du kan leve, boe og bygge Evig i Guds Vingers Skygge, Ham til Priis, Som dig skiænked Paradis!

No. 352.

Af den Latinske Kirke-Sang “Qvam dilecta Tabernacula.”

Virkeligt det nu er blevet Alt hvad der var forudskrevet Og betegnet billedlig; Alt hvad fordum saaes forblummet, Nu udsprang af Krybberummet, Daadfuldt nu opklarer sig! Arken var et stort Mirakel, Arken i Guds Tabernakel, Arken paa det vilde Hav, Dog den sande Ark er Daaben, Himlens Havn for den staaer aaben, Udvei god fra Syndflods Grav! Verden vel umuelig kalder Barsel i saa høi en Alder, Som da Sara Moder blev, Ung var hun dog mod den Kvinde, Som i Hjerte-Kamret inde, Har paa mange Sønner Brev! Hvergang hun, med Piger sine, Gaaer at bade Lemmer fine I den himmelfaldne Strøm, Sig forklarer Moses-Navnet: Frelst af Vandet, kiærlig favnet, Finder Spæd en Moder øm! I de længst henfarne Tider Som en Mur paa begge Sider Reiste sig det røde Hav, Frelste Israel af Faren, Skabde til Ægypter-Skaren I sit Skiød en aaben Grav! Saa gaaer Troen giennem Daaben: Livets Dør til Himlen aaben, I den store Leders Fjed, Medens Vantro, som forfølger, Drukner i de dybe Bølger, Synker i Afgrunden ned! Dronningen fra Verdens Ende Kom, med Gylden-Skiænk i Hænde, For at høre Salomon, Saa det ædle Hedning-Hjerte Kiøber dyrt sig nu til Kierte Ordet, som er Liv og Aand! Salomons Jehova-Tempel, Med al jordisk Høiheds Stempel, Sank i Aske vel og Gruus, Men da Christus kom med Freden, Himmelsk blev dog Herligheden I det lave Bede-Huus! Kirken med de høie Taarne, Verdslig talt, for den Eenbaarne, Smuldred efter Støvets Art, Men i Hytten til Hans Ære Alle Jule-Mærker lære, I sin Glands Han kommer snart! Klart Hans Herlighed skal kiendes, Naar alt Vand til Viin omvendes Paa den store Bryllups-Fest, Grændseløs er Brudens Glæde, Thi som Brudgom tager Sæde Han, der var i Cana Giæst!

No. 353.

Den Latinske Daabs-Sang “Veterem hominem renovans Salvator” efterlignet.

Frelser! under aaben Sky Ved din Daab Dig saaes at giæste Han som vil til Alles Bedste Jordens Skikkelse fornye! Du opnaaed din Forløber, Ved dit Lys da blegned hans, Vær Du, sagde han, min Døber! Lad mig smelte i din Glands! Alt igien var skjult med Vand, Men derover Aanden svæved, Op sig Verdens-Lyset hæved Brat i Jesus, Gud og Mand, Himlens Due kom at bygge Hvor dens Soel holdt Morgen-Bøn, Og Gud-Fader Sig til Lykke Ønsked med Marias Søn! Reent blev Vandet da paany; Under Due-Fod tilvisse Vie-Vand fra Herrens Isse Sammenrandt med Røst fra Sky, Da udsprang den Sundheds-Kilde Fra Guds Huus paa høire Haand, Som i sine Bølger milde Giemmer himmelsk Liv og Aand!

No. 354.

Efter den Latinske Altergangs-Sang “Pange lingva gloriosi.”

Sin Eenbaarne Gud hengivet Har for Adams faldne Kiøn, Os for evig skiænket Livet, Guddoms-Livet i Hans Søn, Ubegribelig er Naaden, Glæden mageløs som Gaaden! Selv Guds Søn har Sig hengivet Som et Korn i Jorden saa't, Med Sig Selv Han gav os Livet I den Nat, Han blev forraadt, Saa Han vidste Sig at dele, Troen altid faaer det Hele! Ordet er hvad Det vil være, Kiød og Blod og Vin og Brød, Herren til Gud Faders Ære, Aand og Støv og Liv og Død, Og for os paa Naade-Bordet Evigt Liv er Guddoms-Ordet!

No. 355.

Af den Angel-Sachsiske Messiade i Exeter-Bogen.

Takker den Herre, som Sorgen omvendte Naadig til Glæde og Sukket til Sang, Sukket, hvormed sig saa sørgelig endte Mai-Lærkeslaget i Paradis-Vang! Muld er din Moder, til Muld skal du vorde, Orme til Føde og Fiender til Spot, Saa over Adam faldt Dommen den haarde, Herren dog gjorde det Altsammen godt! Aand er din Fader, til Aand skal du blive, Engle til Glæde og Fiender til Trods, Saa kalder Herren nu Støvet tillive, Saa siger Han til sin Kirke med os! Solen og Maanen, som skinne paa Bue, Skamme sig maae nu i Dagning og Kveld, Skiønnere Klarhed og stærkere Lue Fødtes til Verden af Kiærligheds Væld! Evigheds-Solen er Herren med Ære, Stjerner som Han er og Tjenere Hans, Evigheds-Maane Han kalder sin Kiære, Kirken af Ham laaner evig sin Glands! Herren opfoer, men sin Glands Han nedsendte, Den, med Hans Aand, haver Kirken i Skiød, Dermed et Lys Han til Nætterne tændte, Tungernes Flamme og Hjerternes Glød! Fienderne Maanen med Blod overstænke, Farlig er Trængslen, men Trøsten er sød: Laugværge god haver Lys-Kongens Enke, Stiger af Blod-Bad som Aften-Soel rød!

No. 356.

En Engelsk Pindse-Sang “Come Holy Spirit, come” frit oversat.

Gud-Helligaand! o kom Med Klarhed fra det Høie! Driv Sorgen fra vor Sjæl Og Taagen fra vort Øie! Lys op vor Synd som Lyn, Guds Naades Dyb som Solen! Veileed som Maane-Skin Os blid til Naade-Stolen! Alt som en Due hvid Du bragde Himmel-Brevet, Med Jesu Rosen-Blod Paa Folke-Tunger skrevet; Neddæmp hos os al Tvivl Om Jesu Tro og Love! Indgyd den Kiærlighed, Som aldrig skal hensove! Du, som til Abraham Kan skabe Børn af Stene, Indplant i os hans Sæd, Og skab os Hjerter rene! Ja, byg og boe hos os! Thi vilde Du bortflytte, Da var vor Fred forbi, Og vi blev Fiendens Bytte!

No. 357.

Pindse-Sangen “Holy Ghost, dispel our sadness” frit oversat og forkortet.

Hellig-Aand! vor Sorg Du slukke! Al vor Dunkelhed giør klar! Livets Kilde Du oplukke! Davids-Nøgelen Du har. Giv os, Trøster i al Nød, Lys for Mørke, Liv for Død! Du, den nye Verdens Skaber! Viis i os hvad Du formaaer! Kæmp, saa Verdens Fyrste taber! Kæmp, saa Christi Kirke staaer! Fyld Guds Huus med Himmel-Lyst! Byg dit Tempel i vort Bryst!

No. 358.

Montgomerys “Lord God, the Holy Ghost” frit oversat.

Hellig-Aand! med Velbehag Lad i Kraft nu træde, Som den store Pindse-Dag, Løftet, os til Glæde, At i Aanden med sit Ord Være vil vor Drot paa Jord, Aabenbare Guddoms-Kræfter, Virke Helte-Daad derefter! Som sig efter Veir og Vind Rette Bølger svale, Efter Driften din vort Sind Stige lad og dale! Tændte af din Lue mild, Lad os tale Sandt med Ild! Giv de Gamle med de Unge Barne-Tro og Viismands-Tunge! Himmel-Barnlighedens Aand, Som Du selv Dig kalder! Dan vort Hjerte i din Haand Til hver Livets Alder! Kiendes lad paa Herrens Folk: Sandheds Aand er Christi Tolk, Lysets Aand, som aabenbarer, Og fra Glands til Glands forklarer!

No. 359.

Bathurst's “Ere the world with light invested” efterlignet.

Fordum Alt var tomt og øde, Hyllet ind i Mulm og Stank, Under Vande, dorske, døde, Arilds-Bjerge sammensank, Stort fra Smaat var ei at kiende, Virvar uden Maal og Ende! Da udfoer Guds Aand og svæved, Som en vinget Guddoms-Røst, Vandet bølged, Klipper bæved, Hjertet slog i Dybets Bryst, Lys og Liv, deri begravet, Skiønhed ny opsteg af Havet! Saa i Mennesket, fordærvet, Er en Verden ødelagt, Men ved Jesu Dyd forhvervet Er Guds Aand med Skaber-Magt, Hvor Han svæver, som paa Vinger, Lys med Liv sig brat opsvinger! Hellig-Aand! derfor vi bede Trøstig nu i Jesu Navn: Over os Du Vinger sprede, Raade Bod paa alle Savn, Vække Liv med Lys og Styrke, Hvor kun før var Død og Mørke! Aldrig trindt paa Jorderige Meer forvirret saae det ud, Jord og Himmel dog opstige Skal af Dybet paa dit Bud, I det Blanke og det Bolde Ægte Skiønhed sig udfolde!

No. 360.

Montgomerys “O Spirit of the Living God” efterlignet.

Du, som gaaer ud fra den levende Gud, Aandernes Aand i det Høie! Menneskens Kiøn mod Guds eenbaarne Søn Stridende staaer Dig for Øie, Men for din Naade, o bliv dog her! Natten er skummel og den er nær! Tunger af Ild, og dog Prædiken mild, Giv dem, Du salver og sender! Saligheds Ord, i Apostlernes Spor, Vandre til Jorderigs Ender, Saa ingen Menneske-Fod har rørt Pletten, hvor ikke dets Røst blev hørt! Glæde og Lys med dem komme tilbyes, Blomstre lad Muld, hvor de træde! Styrke og Mod bringe Svaghed paa Fod! Trøst finde Alle som græde! Ved Evangeliets milde Røst Miskundhed vaagne i hvert et Bryst! Skin over Vang, som en Morgen med Sang, Morgen i Mai naar det grønnes! Liflighed Magt giøre Dorskhed opvakt, Saa paa Guds Naade der skiønnes! Tonerne dybe i Gry og Kveld Røre selv Hjertet, saa haardt som Fjeld! Pindselig Daab, til Guds Herligheds Haab, Folkefærd alle gienføde! Tale og Skrift om vor Frelsers Bedrift Blomstre som Roserne røde! Livstræet skyde af Korsets Rod! Smage lad Alle, vor Drot er god! Saligheds Fryd, for Gienløserens Dyd, Times lad Mennesker alle! Faderens Raad og den Hellig-Aands Daad Sammen i Frelseren falde! Saa af det Hele, som Gud har skabt, Gaaer kun Fortabelsens Æt fortabt!

No. 361.

Kirke-Sangen “Glorious things of thee are spoken” frit oversat.

Herlige Ting er talt om dig, Zions Stad i Guds Vingers Skygge! Herren, som ei fortaler Sig, Sagde: her vil Jeg boe og bygge. Grundvold din har Sandheds Dyd, Ringmur din er Fred og Fryd! Levende Vand i Strømme gaaer Til hver Hytte fra Livets Kilde, Kongeligt er hver Indfødts Kaar, Sjæle-Glæde er dagligt Gilde; Herren har fuldgod en Skik, Skiænker evig Lædske-Drik! Har vi kun vundet Borgerskab, Zion, indenfor dine Volde, Os er al Verden intet Tab, Prægtig kan vi dens Spot udholde, Ægte Guld og evigt Ry Findes kun i Herrens By!

No. 362.

Moore's “Sound the loud timbrel o'er Egypt's dark sea” efterlignet.

Tusinde Hvirvler paa Tromme vi slaae, Pharao bunded i Bølgerne blaa, Heste og Vogne forgik med den Praler, Vor Konge har vundet og Folket er frit, Kæmper i Flok mod den himmelske Taler, De mægte ei meget, de mægte ei lidt! Ære med Helten, som Ære er værd! Lyn var Hans Pil og Hans Ordsprog et Sværd, Plads! var Hans Ord til de brusende Bølger, Og Konge-Vei blev der i Hav paa Hans Bud! Lynblik fra Ham, som med Israel følger, I Dybet nedhvirvled Hærskaren saa prud!

No. 363.

Montgomerys “Hark, the song of jubilee” efterlignet.

Gylden-Aaret! hør, det runger, Høit som mange Tordners Brag! Gylden-Aaret! hør, det sjunger, Som mod Klippen Bølge-Slag! Folke-Kredsen, Stjerne-Vrimlen, Verdens-Havet, Jorden, Himlen, Synge Chor: Halleluja! Christi Kors! Halleluja! Korsets Banner! see, det funkler Liljehvidt i Rosen-Sky! Kroner alle det fordunkler Med sin Straale-Krands paany! Ordet lød, sig Bjerget bøied, Ordet lød, sig Dal ophøied, Sangen toner trindt om Land: Jesus Christus, Gud og Mand! Jesus Christus, Sønnen, Ordet, Verdens-Lyset, Livets Soel, Himlet er Han, som var jordet, Holder Dom paa Naadens Stol! Himle skal som Bøger lukkes, Blus for Ham dog aldrig slukkes, Folke-Ven er evig Han, Jesus, Dødens Bane-Mand!

No. 364.

Ch. Wesleys “The saints on earth and those above” frit oversat og forøget.

Helgen her og Helgen hisset Er i samme Menighed, Derom haver os forvisset Han, som alle Dybder veed! Helgen-Samfund af Guds Naade Er vi i Hans Kiærlighed, Her og hist er Sønnens Gaade Steget op og dalet ned! Sammen boe vi i Guds-Haven, Skildt kun ved det lille Belt, Til at flyve over Graven Vinge laaner os vor Helt! Hæren, som vor Høvding danner, Talrig af det samme Blod, Stammeviis med Korsets Banner Sætter over Jordans Flod! Millioner alt bebygge Ønske-Landets Palme-Stad, Vi end gaae i Basans Skygge, Herrens Folk i Gilead! Næste Gang vor Flok dog følger, Josva brat os kalder ad, Hvor sig aabne Jordans Bølger, Banet see vi Arke-Vad! Til vi samles efter Haanden, Ret i Livets Kilde-Vang, Mødes her og hist i Aanden Daglig vi med Moses Sang!

No. 365.

Decourcys “Head of the church triumphant” fordansket og klaret.

Seier-Kirkens Høvding bold! Til vi Dig mon skue, Vi med dem i Ærens Hjem Sjunge under Bue, Løfte paa de Glades Viis Hænderne som Vinger, Løfte Stemmen til din Priis, Som i Sky det klinger! Skiøndt vi er i Trængsels Ovn, Gaae igiennem Ilden, Uforbrændt, med Engel sendt, Love vi Livs-Kilden: Som de Tre i Babels Land, Fire med den Fine, Sjunge om vor Frelsermand Vi med Engle-Mine! Giennem Ild og giennem Vand Gaaer for Dig med Glæde, Afgrunds Bredd, naar Du er med, Trøstig vi betræde; Ogsaa i det røde Hav Jævn er Giennem-Gangen, Over Pharaoners Grav Toner Moses-Sangen! Veien over Stok og Steen Gaaer i øde Egne, Men om end vi skulde see Stene paa os regne, Skiønne var dog Stephans Kaar, Og derpaa vi stole, Da vi see Dig, hvor Du staaer, Over alle Sole!

No. 366.

Cowper's “As birds their infant brood protect”proteet” fordansket og forlænget.

Vor Gud, som Moder-Fugl i Lund, Om Unger smaa i Rede, Med Vinge-Slag i allen Stund Om Zions By vil frede! Og hvor er nu vel Zions By, Som har saa god en Værge, Hvor er Jerusalem det ny, Guds Stad paa Juda-Bjerge? Hvor Herrens Huus staaer ret i Fod, Paa Hoved-Hjørnestenen, Med Stolen rød af Lammets Blod, Derover Palme-Grenen; Her er det ny Jerusalem, Stol-Kongens Stad herneden, Her er de Lykkeliges Hjem, Som Naaden gav Guds-Freden! Lad flokkes Fiender trindtomkring! Her Hvide staae mod Sorte, Om Kirken slaae Guds Engle Ring Og sprænge Helveds Porte! Fortvivl da, Helved! Jord, vend om! Ei Almagt du bekrige! Vor Drot sagtmodig er og from, Lyksaligt er Hans Rige! Guds Værelse er Stadens Navn, Hvor Christne boe og bygge, Med Udsigt skiøn til Fredens Havn, Med Løfte paa Guds Lykke.

No. 367.

En Engelsk Daabs-Sang “Come, Holy Ghost, descend from high.”

Kom, Hellig-Aand, med Skaber-Magt! Her hjelper intet Andet, Sæt Kongens Seigl paa Daabens Pagt Til Vidnesbyrd med Vandet! Beviis din Kraft, Guds Høire-Haand! Forny, med Christ, den Spæde, Til Fader, Søn og Hellig-Aand For Øine glad at træde!

No. 368.

Ligeledes “Welcome to the Saviours breast.”

Herren strækker ud sin Arm, Smaa vil Han velsigne, Kommer, Smaa, til Jesu Barm, Lærer Ham at ligne! Døb, gienfød dem, Herre from, Dybt i Livets Kilde! Aldrig de til Død og Dom Sig fra Dig forvilde!

No. 369.

Ligeledes “Jesus, we lift our souls to Thee.”

O lad din Aand nu med os være, Vor Jesus Christus, Herre sød, Saa Børnene, vi til Dig bære, Maae døbes til din Seier-Død! Vi efter Dig dem her opkalde, O lad dem i dit Navn opstaae! Om end de snuble, ei de falde, Men fare fort og Maalet naae! Er Løbet langt, lad dem ei mattes! Graahærdet Tjener kom ihu! Er Løbet kort, lad ei dem fattes En Plads, hvor hjemme Selv er Du! O skriv dit Navn i deres Hjerte, Og deres i din høire Haand, Saa de med Dig har Fryd og Smerte Tilfælles i den Hellig-Aand! For Vuggen lyde Engle-Toner, Lad dem ei døe paa Gravens Bredd: Alt som Du korser, saa Du kroner, I Skygge-Dalen Du gaaer med!

No. 370.

Doddridge's “Lord Jesus, is thy table spread.”

Vor Frelser! ved dit Naade-Bord Hver christen Sjæl sig fryde, Og lad vort Bæger paa dit Ord Af Glæde overflyde! Du Fremmede fra Øst og Vest, Fra Syd og Nord indbyde, Og lad enhver ynkværdig Giæst Hvad evig mætter nyde! Opliv hvad nu er Døden nær, Dit Kirke-Folk det gamle! Lad af dit Blod til Herre-Færd Paany os Kræfter samle! Ja, lad sig i vor Svaghed tee Din Kraft, din Fred og Glæde, Og lad paa os al Verden see, At Selv Du er tilstæde!

No. 371.

Efter Mason's “Today the Lord of hosts invites.”

I Dag med Haand og Mund til Giæst Os Himlens Konge byder, Det er ved Jesu Kronings-Fest Den Ære Støvet nyder! Min Sjæl, lad staae ved Bjergets Fod, Lad fare Nærings-Sorgen, Og troe: sit eget Kiød og Blod Ei glemmer Gud i Morgen! Ved Kongens Bord, til Lykke din, Du drager Himmel-Aande, Og ved Hans Christitaare-Viin Du glemmer al din Vaande! Nu, Tro og Haab og Kiærlighed, Opvaagner! Røsten kalder, Tiltænkt mig Kongen har, jeg veed, En Krands, som ei affalder!

No. 372.

Efter “If human kindness meets return.”

Mindes vi en fuldtro Ven I det Fjerne alle Dage, Ønskende, han snart igien Vende maa med Fryd tilbage; Frelser, i dit Venne-Lag Mindet er en Hovedsag. For vor Trang Du sank til Jord, Gik for vores Skyld i Døden, Til vort Gavn Du høit opfoer, Kommer os til Hjelp i Nøden, Bad os Selv udtrykkelig: Venner mine! mindes Mig! Naar da om dit Nadver-Bord Trindt og tæt vi tage Sæde, Med den Tro, at i dit Ord Du er sandelig tilstæde, Minde dit er Glød i Bryst, Har paa Læben Engle-Røst! Jesus Christus! fuldtro Ven! Skab da i os Hjerter fromme, Som, til snart vi sees igien, Saa Dig altid ihukomme, Søge Livet i dit Navn, Finde Glæden i din Favn!

No. 373.

En Engelsk Sang “Oh for the eye of faith divine” efterlignet.

O himmelske Udsigt fra Kirke-Bjerg! Du rækker til Saligheds-Byen, Og Døden, han er kun en liden Dværg Mod Kæmpen histoppe i Skyen! Den Kæmpe ledsager mig i min Grav, Af Kiærlighed kan ikke andet, I Badet vi gjorde Fostbroderskab, Og Blod vi har visselig blandet! Naar Dværgen det seer, at vi følges ad, Han synker med Hyl i Afgrunden, I Løngangen vandrer jeg sjæleglad Med Kæmpen til Paradis-Lunden! Mit Støv sig udhviler i Ro og Mag, For Kors over Knoklerne svæver, Det reiser sig klart paa den yderste Dag, I Sky sig til Frelseren hæver!

No. 374.

Mason's “My Saviour is gone up to heaven.”

Gud-Faders Søn gik hjem til Sit, Os at berede Sted, Thi hvor Han boer, for evig frit Hans Tjenere boe med! For Troens Øine er vor Grav En Smelte-Digel rar, Hvor Gruus og Sindre falder af, Saa Malmen vorder klar! Jeg har de bedste Venner hist, Jeg døer for dem at see, Og de, mig elske her i Christ, Det Samme giør og de! Frygt ei Basunens Tordenlyd, Frygt ei for Domme-Dag! Thi venter Herren du med Fryd, Du vundet har din Sag!

No. 375.

Efter Wesley's “Ye virgin souls, arise.”

Forventningsfulde Sjæle, Det er en afgjort Sag: Som Tyve sig indstjæle, Saa kommer Herrens Dag; Med Lampen klar, i lette Blund, Til Hane-Gal og Morgen-Stund, De lure og de lytte! Naar da Basunen lyder, For Kongen, Han er nær, Som Brude-Pigen fryder Sig Sjæl til Høitids-Færd; Lad bæve dem i Morgen-Gry Som ei med Bruden sang i Sky: Kom, Frelser, med det Første! Hans Venner, længselsfulde! Op til Ham i det Blaa! Der er ei Morgen-Kulde, Hvor Solene opstaae! Der uden Taage, uden Slør, I see Hans Ansigt, som ei døer, Hans Glands, som I skal dele! I Døren see opspringe Paa Evigheds Palads, Slet Ingen var saa ringe, Han finder jo sin Plads; Med Fryde-Sang, i Sole-Dragt, I skal, som Sandheds Mund har sagt, Indgaae til Herrens Glæde!

No. 376.

Biskop Kenn's berømte Ærevers “Praise God, from whom all blessings flow.”

Synger, Himmel, Jord og Hav! Priser Ham, som Alt os gav: Kiærlighed med Mund og Haand, Fader, Søn og Hellig-Aand!

No. 377.

Alber's Pindse-Sang “Ein neues Lied dem Herrn Christ.”

Nu syng for Herren Psalmer ny, Af Hjertens Grund syng høit i Sky! Paa Aandens Fest, i Hjertets Ruus, Med Lovsang fylder Herrens Huus! Os sender fra Guds Høire-Haand Nu Frelseren den Hellig-Aand, Som giver Ordet Ild og Røst, Og giver Hjertet evig Trøst! Af Ham faaer Troen Liv og Kraft, Han er det sande Vintræes Saft, Taalmodigheds og Trøstens Gud, Han giver Haab, som holder ud! Thi lover høit vor Herre kiær, I Kiødet fjern, i Aanden nær! Lovsynger Ham paa Jorden saa, At det i Himlen høres maa!

No. 378.

Alber's “Gar manche schöne Gottes-Gab” lidt klaret.

Gud-Faders runde, milde Haand I Sandhed er den Hellig-Aand, Guds gode Gaver mangelund Uddeler Han i allen Stund! Sin Søn Gud-Fader os har sendt, Men aldrig vorder Sønnen kiendt, Om ei Guds Aand vor Sjæl fornyer, Og giver Troen Vidnesbyrd! Guds Børne-Flok opdrager Han, Vor Foster-Fader sød og sand, Hvad Jesus tjende med sin Død, I Ham Han over os udgiød! O Himmel-Ven for Herrens Brud, Guds Aande-Dræt, som selv er Gud! Gienfød, opelsk, hos os i Løn Gud-Faders elskelige Søn!

No. 379.

Schirmer's “O heilger Geist, kehr bey uns ein” frit fordansket.

O Hellig-Aand! som Pindse-Dag, Gak naadig under lave Tag Ind i vort Hjerte-Kammer, Og tænd der med din Straale mild Et Alter-Lys, en Offer-Ild, Som himmelsk os opflammer! Herlig, kiærlig, uden Ende, Luen brænde, Mens du træder Frem for os i Præste-Klæder! Giv Ordet Liv og Kraft og Fynd, I Tungens Raab og Hjertets Nyn, Saa glade vi tilbede Gud-Fader og Hans kiære Søn, Og Dig, vort Pant, vor store Løn, Alvirkeren hernede! Troen, Roen, Himmel-Freden, Kiærligheden, Du grundfæste, Sjæle-Sørger allerbedste! Kun Du paa hele Jordens Ring Er Viisdoms rette Kilde-Spring; O, giør Du os retvise, Saa vi den samme Tro og Daab, Og samme Herlighedens Haab, Bevare og lovprise, Brede, sprede, trindt om Lande, Tro den sande, Til dens Ære, Elske ømt og overbære! Staae Du os bi med gode Raad! Kom os til Hjelp med Helte-Daad, Saa, hvad vi end skal lide, Med Ordet, Troens faste Grund, Guds Ord i Hjerte og i Mund, For Kronen kiækt vi stride! Templet, stemplet med Ild-Tunge, Som kan sjunge Mellem Luer, Reis igien med Himmel-Buer! Giv under Korsets hvide Flag I Kongens Navn os Ridder-Slag, Og Rustning god derefter, Og Himlens Balsom, der formaaer At læge alle Bane-Saar, Gienføde alle Kræfter! Lystig, trøstig, lad os lide! Lad os stride! Lad os vinde Helte-Krands og Helgen-Minde! Udlok af Herrens Kirke-Fjeld Til os det honningsøde Væld, De sande Glæders Kilde, Saa for al Verdens Gods og Magt, Dens Ære, Viisdom, Lyst og Pragt, Vi Dig ei miste vilde! Tone, throne, lad i Barmen Guddoms-Varmen, Fast omfavnet Med din Ild i Jesus-Navnet! Alt hvad i Jesu Navn vi saae, Lad Naade-Solen skinne paa Og Himmel-Duggen væde, Saa det, skiøndt Jorden før var gold, Maa groe og give mange Fold Af Frihed, Lys og Glæde! Lydig, dydig, kiær ad Freden, Menigheden, Med din Styrke, Skinne som et Lys i Mørke! Lad Sandhed os for Øine staae, Og Barne-Hjertet kiærlig slaae Ved Alt hvad vi begynde! Giv kiendelig hvert Christen-Værk, Som vidner om, vor Aand er stærk, Beskedenhedens Ynde! Rør os, før os, lad os stævne Efter Evne! Lad os stige Sagte op til Himmerige!

No. 380.

P. Gerhard's “Zeuch ein zu meinen Thoren” forkortet og frit fordansket.

Drag ind ad disse Porte, Vor høie Pindse-Giæst! Forjag de Skygger sorte, Som skjule vil din Fest, Og giør det soleklart, At Hedninger som Jøder, I Daaben Du gienføder Til Støvets Himmelfart! Kom ind og lad mig smage Hvad Engle kalde Viin, Med Sødhed uden Mage, Med Guddoms-Kraften din, Den Drik saa underfuld, Der Synderne forgiver, Men Dyderne opliver, Som lagdes under Muld! Da skal Man Druer sanke, Som Støv giør sjæleglad, Paa Skovens vilde Ranke, Hvor før kun voxde Blad, Skiøndt i Vin-Stokken, Christ, Den, under Himmel aaben, Mens den var spæd, i Daaben, Indpodet er forvist! Kom og med Olje-Krukken Og salv mig, syg i Sind, Til hvad Du alt i Vuggen Mig aarle vied ind, Og ymted om i Løn: Til Præst, Prophet og Konning, Som født af Zions Dronning, Heel-Broder til Guds Søn! Da nemmer jeg at tale, Da lærer jeg at spaae, Og Bjerget at befale, Saa det adlyde maa! Da lærer jeg den Bøn, Som naaer Gud-Faders Øre, Som kan Hans Hjerte røre, Som Han har lært sin Søn! Da faaer jeg ret at vide, Hvoraf det kommer sig, Du Klynken ei kan lide, Naar Man har fundet Dig; Da seer jeg Nøglen fiin, Hvormed, saa tit Du sukker, Du glædelig oplukker Udødeligheds Land! Da lærer jeg tillige, Hvad daarlig kun jeg veed, Hvad Gud i Himmerige Forstaaer ved Kiærlighed, Hvor dyb, hvor høi og vid, Langt over Himmel-Buen, Sig hvælver Hjerte-Luen, Grund-Solen, evig blid! Da lærer jeg at virke, Med Dig, Gud-Helligaand, I Jesu Christi Kirke, Fuldkommenhedens Baand, Som slynge skal paany Sig tæt om alle Sjæle, Der end paa Jorden knæle For Herren over Sky! Ja, styrter, alle Vægge, Som skille Christne ad! Forener jer, I Bække, Og glæder Herrens Stad! Foreen dem, Hellig-Aand! Thi Hjerterne saamange, Som offre Dig Lov-Sange, Er Bække i din Haand!

No. 381.

Af Starck's “Ihr Christen kommt herbey,” og “So lang die Sonne scheint.”

Guds Huus med Livets Ord, Du skal slet ikke mene, Man finde kan paa Jord, Opbygt af Kalk og Stene, Guds Kirke er Hans Folk, Og kun sin Hellig-Aand Han har til Præst og Tolk! Derfor den Sag er reen, Som Gud og som Hans Aand, Hans Kirke er kun een, I Broderskabets Baand, Een Herre, Tro og Daab, Eet Himmerig paa Jord, Eet Herlighedens Haab! Fra Aanden kom herned, Guds Gierning god at virke, Med Jesu Christi Fred Urokket stod Guds Kirke, Naar mindst var Herrens Flok, Mod Verden og dens Drot, Den dog var mægtig nok! Det Huus, Guds Aand beboer, Usynligt her Man kalder, For Støv ei seer Guds Ord, Før Skiæl fra Øiet falder, Og Aanden ene veed Med Tro af Hjertens Grund Og Bolig sin Beskeed! Det er dog synligt nok, Og bli'r til Verdens Ende: Der er en lille Flok, Som Jesus tør bekiende, Som elske Troens Ord, Som prise Aandens Bad, Lovsynge Herrens Bord!

No. 382.

Luther's “Christ unser Herr zum Jordan kam” frit fordansket.

Vor Herre kom til Jordans Flod, Alt som Gud-Fader vilde, Og af Sanct Hans Sig døbe lod, Da udsprang Livets Kilde, Da blanded Han et Sjæle-Bad, Som Synd og Død i allen Stad Kan herlig oversvømme; I Daaben vi gienfødes! Saa lægger nu ret Mærke til Guds eget Ord om Daaben, Saa I fordærve Fiendens Spil Og undflye Kiætter-Hoben! Udtrykkelig vor Gud og Drot Til Daaben Vand udkræver, Men Vandet er ei bart og blot, Hvor Hellig-Aanden svæver, Guds Aand det er, os døber! Fra Jordan spurgde himmelsk Nyt Man trindt paa Jorderige, Gud-Faders Stemme aabenlydt Man hørde der udsige, Hvad hidtil hos Sig selv i Løn Han holdt fra gamle Dage: Du er min elskelige Søn, Som Mig mon velbehage! Med Jesu Daab vi døbes! Guds egen Søn i Støvets Baand Ved Jordan var at skue, Der sig nedlod den Hellig-Aand, Alt som Gud-Faders Due, Saa, skiøndt kun Vand og Støv vi see, Vi lære skal med Glæde, De Himmelske Personer tre I Aanden er tilstæde, Vil hos os boe og bygge! Vor Herre sagde til de Tolv, Hans visse Bud hernede: Gaaer ud, gaaer trindt paa Jordens Bold, Fortabte at oplede, Og døber i Guds Trilling-Navn Dem med min Faders Stemme, Og lærer dem i kiærlig Favn Mit Vidnesbyrd at giemme! Jeg følger med til Enden! Ja, Salighedens store Haab, Som vinde kan og vare, Han bundet har til Tro og Daab Med visse Ord og klare: Kun født paany af Vand og Aand, Gud-Fader vi behage, Men naar vor Sjæl er i Guds Haand, Vi Døden ei kan smage, Thi Himmerig vi arve! Hvor Støvets Øie seer kun Vand, Guds Ord dog Øret hører, Og Jesus Christus, Gud og Mand, Med Aanden Vandet rører, Da Sjælen seer en Purpur-Flod Med Korsets ægte Farve, Som skiænker den for Døden Bod Og Ret til Gud at arve! Godt Pant er Hellig-Aanden!

No. 383.

Af P. Gerhard's “Du Volk das du getaufet bist” med lidt Ændring.

O Storværk skiønt af Herrens Haand, Som opstod fra de Døde: I Daabens Bad med Vand og Aand, Til Livet at gienføde! Til evigt Liv i Himmerig, Som os forkynder uden Svig, Hans Mund, som ei kan lyve! Tænk ei, det er et Vandbad kun, Som Mennesker kan blande, Men see paa Herrens Skaber-Mund, Hvis Ord er Livsens Vande! Nedsænk dig i Guds Trilling Navn! Da finder du i Aandens Favn Det Liv, din Frelser loved! Saa hold det Bad al Ære værd, Som din Spedalskhed læger, Og muntrer op dit Sind især, Naar intet Andet kvæger, I Dødens Strid og bange Stund, Da kun et Ord af Herrens Mund Til dig kan Hjertet trøste! Hvo badet er, skal tvætte Fod! Hvo Øren har, han høre! Saa efter Daab en Vandring god Os skal til Maalet føre, Hvor Han, Hvem givet er al Magt, Til Sine giemmer Straale-Dragt, Og rækker Livets Krone!

No. 384.

Luthers “Jesus Christus, unser Heyland” frit fordansket.

Jesus Christus har afvendt Vredens Lyn, af Synden tændt, Korset, farvet med Hans Blod, Er en Torden-Leder god! For at i al Evighed Os kan hjelpe hvad Han leed, Skiænker Han med Brød og Viin Ved sit Bord os Manddom sin! Naar du gaaer til Herrens Bord, Husk da paa Sanct Povels Ord, At hvo did uværdig kom, Aad og drak sig selv til Dom! Offre saa Gud-Fader Priis, For det lukte Paradis Han, som er alene god, Dig miskundelig oplod! Troe saa uden Tvivl og Skrømt: Sønnen elsked dig saa ømt, At for dig sin Aand opgav Han paa Kors og sank i Grav! Føl, det gjordes hardt behov, For din Sjæl var Fiendens Rov! Thi til Læge trænger kun Farlig Syg, ei Frisk og Sund! Synes om dig selv du godt, Driv da ei med Frelsen Spot, Bliv fra Ham, Hvis Hu jo staaer Kun til de fortabte Faar! Troe da, du er Et af dem, Ønsk dig til din Hyrde hjem Og bekiend den Hyrde god, Som dig kiøbde med sit Blod! Da er du en værdig Giæst Ved den store Offer-Fest, Kræfter, som kan trodse Død, Faaer du da af Livets Brød! Kiærlighed du drikker ind, Herren lig i Sjæl og Sind, Sætter, naar din Frelser vil, Gierne for Ham Livet til.

No. 385.

Den Gamle “Kom Hellig-Aand o Herre Gud”, klaret.

Kom, Gud-Faders Aand fuldgod! Kom med Lys, med Kraft og Mod, Himmelsk Smil og salig Graad! Stat os bi med Raad og Daad! Talsmand, Trøster allerbedst! Til den store Bryllups-Fest Med Guds Viisdom os bereed, Voxende i Kiærlighed! Byg dit Tempel i vort Bryst! Giør med Flid det Mørke lyst, Haardhed blød og Kulde varm, Døden husvild i vor Barm! Lad det kiendes hos os nu: Alle Tungemaal kan Du, Og, som Guldet regner ned, Himmelsk er din Gavmildhed! Fiender vore tæm Du saa, At vi Freden nyde maa, Herrens Fred, den store Skat, Helten os har efterladt! Giør Gud-Faders Hjerte-Lag For os som den klare Dag, Sønnen paa sin Konge-Stol Straalende som Livets Soel! Giv os, med din Ydmyghed, Om Dig Selv og ret Beskeed, Prænt os levende i Hu: Som Du vil, saa virker Du!

No. 386.

Kingos med samme Begyndelse, lidt ændret og forkortet.

Nu nærmer sig vor Pindse-Fest, Gud-Helligaand! vær Du vor Giæst, Som kraftig i hvert Kirke-Aar Fra Gud-Fader og Søn udgaaer! O kom, Guds Aand, og Vidne giv I os, at Jesus er vort Liv, Som de, der ei af Andet veed End Jesu Navn til Salighed! Kom, Sandheds Aand, og leed os saa, At vi paa Klarheds Veie gaae, Men aldrig dog fra Troens Grund Et Haarsbred vige nogen Stund! I Kors og Kummer, Trang og Nød, I Fare, Fristelse og Død, Til Trøster Du os given est, Vor Tarv Du kiender ogsaa bedst! Om derfor end, med Korset paa, Vi Torne-Stien træde maae, Dog vinde vi til Livsens Land, For Du er med, vor Trøster-Mand! O Hellig-Aand, o søde Gud! Styrk os, saa vi kan holde ud! Opvarm os med din Naades Glød, Og giør os trøstig i vor Død! Er Nøden haard og Kampen svær, Da lad os see, din Hjelp er nær, Og lad os see den Krone skiøn, Som er i Himlen Troskabs Løn!

No. 387.

Kingos med samme Begyndelse, lidt ændret.

Klar op, mit Hjerte, Sjæl og Sind! Det er Gud-Faders Veir og Vind Som suser og som bruser nu, Og skyder Herrens Folk i Hu, At Ja og Amen er det Ord, Hvormed Han løfterig opfoer! O Hellig-Aand! hvor Du gaaer ud, Der lever Støv, der lyser Gud, Og sendt af den eenbaarne Søn, Du tændte Pindse-Ild saa skiøn, At hele Jorderig derved Oplysning fik til Salighed! I Tungers brændende Gestalt Du paa Apostel-Skaren faldt, Strax Jesus dem paa Tungen laae, De kunde tale og forstaae Hvert Tungemaal, hvorhen de kom At brede ud Hans Herredom! Almægtig Lue, fald og ned, Og tænd os an i Kiærlighed, Saa Hjertet gløder i vor Barm, For evig Sandhed luevarm, Og Tungen gløder i vor Mund Til Jesu Priis i allen Stund! Vor gamle Sjæl, som født af Kiød, Til Aandens Værk er kold og død, Men, Guddoms-Lue, brænd den ud! Da bli'r paany den skiær og prud, Da skyder op fra Hjerte-Rod Sig bedre Ting end Kiød og Blod! Da skal i Guddoms-Solens Glands Vi vandre frem med Aandens Sands, Saa ved hvert Skridt det mærkes kan, At Du har klaret vor Forstand, Og at med Dig i Jesu Spor Er baade Liv og Lys Guds Ord! Om Fristelse os kommer paa, Naar vi af Verden skal udgaae, Og Helvedes urene Aand Staaer trodsig ved vor høire Haand, O, lys da over os Guds Fred, Og skjul os med din Hellighed! Lad ei os i vor sidste Stund Fortale os, men lad vor Mund Og Tunge da bestyrkes af Velsignelsen, Du Selv os gav, Dengang vi døbdes i dit Navn! Tænk paa det Forbund os til Gavn! Oplys i Dødens Nat vor Grav, Og ræk vor Sjæl den Kiep og Stav, Hvormed den giennem Skygge-Land Til Paradis hensvæve kan, Hvor i Guds Haand den Hvile faaer Til Evighedens Gylden-Aar! Da skal Høitiden ret angaae, Naar Sjæl og Legem sammen naae, Og med Guds Øine klart vi see Een Guddom i Personer tre, Istemme evig glade da Al Skabningens Halleluja!

No. 388.

Af Nordahl Bruns med samme Begyndelse.

Aand over Aander! kom ned fra det Høie, Evig med Fader og Sønnen vor Gud! Kom, vore Hjerter tilsammen at føie, Kom at berede den himmelske Brud: Kalde, forsamle og Jesus forklare, Bygge Guds Kirke, oplyse Hans Folk! O lad vort Hjerte din Almagt erfare, Sandhedens Vidne og Kiærligheds Tolk!

No. 389.

Ingemanns Pindse-Sang uforandret.

Fra Himlen Herrens Aand nedfoer, Jeg glædes vil og sjunge: Nu har Guds Kraft paa Jorden Ord Og Ordet Flamme-Tunge! Paa Veirets Vinger kom med Brag, Som giennem Torden Lynets Slag, Det Lys Gud-Herren sendte! Det lyner giennem Sjæl og Sind, Sig Herrens Lue tænder, I Øiet farer Straalen ind, Paa Issen Flammen brænder; Flyv høit, min Sjæl, i Lys dig sving! Guds store, underlige Ting De løste Tunger tale. Hvad Herrens store Vidner saae, Al Verden skal fornemme, Guds Ord skal Verdens Grændser naae, Med tusind Tungers Stemme: Velkommen, Krafts og Friheds Aand! Du løser alle Tungers Baand, Og alle Sjæles Lænker! Fra Sandheds høie Hjem Du kom, Al Sandhed Du os lærer; Om Synd, Retfærdighed og Dom Du mægtigt Vidne bærer; Men o, Du ogsaa Ordet veed Om Naade, Kiærlighed og Fred, Forkynd det for al Verden! Velkommen, Aand, med Tugtens Røst, Med Kiærlighedens Stemme! O straf og lær, forman og trøst! Bliv evig hos os hjemme! O lys og brænd i Sjæl og Bryst, Indtil Basunens store Røst Til Naadens Dom os kalder!

No. 390. Klar op, du Sky paa Øien-Bryn, Som skjuler Solen for vort Syn! Bestraal, du Soel, det Mesterværk, Som vidner høit, Guds Haand er stærk, Og Hans det gode Ord bestaaer Alt som en Dag, saa tusind Aar! Vor Pindse-Fest vi holde nu, Os rinde sødt, o Gud, ihu, Hvad paa den Høitid, stor og skiøn, Du virket har i Lys og Løn, Hos Folk og Stammer trindt paa Jord, Som Du lod høre Livets Ord! I røde Tungers Ild-Gestalt Din Aand paa Jesu Venner faldt, Saa hvad de hørde, hvad de saae, Dem levende paa Tungen laae, Og Læben blev din Naades Tolk Med Ild og Lys for alle Folk! Din Aand Du og til os udgiød, Pust op vort Lys, giør Gnist til Glød, Og skiær os med din Mester-Haand I Kiærlighed for Tunge-Baand! Læg os med Liv dit Ord i Mund Til Herrens Priis i allen Stund! Først da det sees, at Han i os Tør byde ham i Verden Trods, Naar kiækt vi svinge Aandens Sværd, Mod Mørkets Fyrste og hans Hær, Mens Barne-Troens faste Skjold Giør Mordbrands-Pilen mat og kold! Dog prise vil vi, som vi kan, Din Godhed over Daneland, Hvor Jesu Christi Kirke staaer Urokket alt i tusind Aar, Saa klart det er, i grønne Lund, Den savned ei sin Klippe-Grund! Og prise vil vi, som vi skal, Vor Lykke-Soel i Stjerne-Tal, Som paa en liflig Pindse-Fest Os gav Ansgar til Jule-Giæst, Den Isra'lit foruden Svig, Hvis Fædreland var Himmerig! Alt fra den gamle Martyr-Old Til Morten Luther, kiæk og bold, Det glade Budskab Faa kun bar Saa apostolisk som Ansgar, Det fik blandt Ørkens Hedning-Folk I tusind Aar ei bedre Tolk! Han troelig fulgde Herrens Raad, Han strø'de Sæden ud med Graad, Og trøsted sig, paa Herrens Ord, Naar Stormen over Heden foer, Med Haabet, dog sin Neg engang At bære hjem med Frydesang! Ja, herligt var, o Gud, det Haab, Du gav din Tjener ved vor Daab, At Kirken, som nu hos os staaer Med Æren alt i tusind Aar, Ei rokkes skulde fra sit Sted, Før Jord og Himmel fulgde med! Opfyld det Haab, vor Fader god! Som slog i Daners Hjerte Rod, Og avlet har alt mangen Gang Paa Daners Tunge Frydesang! Læg Amen til det gode Ord, Som trøster end dit Folk i Nord! Lad Pindse-Mai af Bøge-Skov I Kirken plantes Dig til Lov, Og Moders-Maalet paa sin Viis Forkynde lydt din Godheds Priis, Saalænge under Hytte-Tag End helligholdes Pindse-Dag! Forøg til Verdens Ende saa, Paa Marken, lukt med Bølgen blaa, Den Hvede-Høst, som hist engang Ansgar skal see med Frydesang, Og bind os i den Neg saa skiøn, Som fryder din eenbaarne Søn! Til evigt Liv en sælsom Lyst Fra Vuggen bølged os i Bryst, O dan vort Hjerte i din Haand Til Bolig for din Hellig-Aand, Saa det, i Livets Kilde døbt, Fra Død sig føler dyrekiøbt!

No. 391. Vi stole paa den Hellig-Aand, Det giør kun Faa, desværre, Han er Gud-Faders Høire-Haand, Thi er hos Ham vor Herre! Som Den, der kom i Herrens Navn, Velsignet skal Han være, Som Armen til Gud-Faders Favn Ham egner Guddoms-Ære! Han er Byg-Mesteren fuldviis For Jesu Christi Kirke, Og ene Han, til Herrens Priis, Kan Alt i Alle virke! Han Almagt har til, som Han vil, At binde og at løse, Hos Ham maae Alle laane Ild, Med Ham af Kilden øse! Hos Ham kun findes Naadens Røst, Og Kiærlighedens Stemme, Med Salighedens høie Trøst, Som har i Himlen hjemme! Med Jesus, som Guds skjulte Haand, Os alle Han forbinder, Og kun et Legem uden Aand Er vi, naar Han forsvinder! Ja, uden Ham er Alt en Døs I Jesu Christi Kirke, Thi Troen død og magtesløs, Umuelig Daad kan virke! Thi bede vi, o Hellig-Aand! At Du hos os vil blive, Saa enige i Fredens Baand, Vi holdes kan ilive! O giør det for vor Salighed, Hvad ei Du giør for Ære, At hvad nu hardtad Ingen veed, Vi allesammen lære: At Priis og Ære skyldes Dig I Psalmen og i Bønnen, For Gud Du est evindelig Med Faderen og Sønnen! Hvor nys der, til at blues ved, Var Feighed, Død og Mørke, Opblomstre skal da Liv og Fred, Med Lys og Mod og Styrke! Da ogsaa os med Vinen sød Du himmelsk vil beruse, Og Ordet skal, som Blus fra Glød, Forgylde Herrens Huse!

No. 392. Velkommen, Aand fra Himmelen, med dine Tunger røde, Paa Jorden skal nu Hjerterne af Himmel-Luer gløde, Og hvad i Dybet skjult der laae, Foroven og forneden, Paa Folke-Tunger skal opstaae, I Christus-Menigheden! At i den Stores Billede var skabt Græshoppe-Kuldet, Med hver en Blomst henvisnende sank dybere i Muldet, Men med et Pust henveirer Du, Guds Aand! hvad Ordet dækker, Hvert Sandsagn Du til Dødens Gru, Lyslevende opvækker! At Guders Gud og Mennesket kan have Liv tilfælles, Trods Sønnens Kiødspaatagelse, blandt mørke Taler tælles; Men med et Pust, Man gløder ved, Du Gaaden aabenbarer, Og af Gud-Faders Kiærlighed Den mesterlig forklarer!

No. 393. Talsmand! som paa Jorderige Med et Suk kan Alt udsige, Hvad vi evig trænge til, I et Kys kan Alt udtrykke, Hvad for evig giør vor Lykke, Du, som kan Alt hvad Du vil! Værdiges til os at dale, Om Guds Storværk med os tale Paa vort jævne Moders-Maal! Kun hvad Du har seet, Du maler, O vær Du vor store Taler, Kiærligheds og Sandheds Aand! Du, som skiænker hvad Du nævner, Giør os, trods de svage Evner, Visere end Salomon: Visere til Daad at øve, Visere til Aande-Prøve, Visere til Salighed! Sjæle-Sørger fra det Høie! Hold med os et vaagent Øie, Vogt de Smaa for Falk og Høg! Væk de Dorske, styrk de Svage, Tugt de Trygge, fryd de Spage, Giør os daglig Huus-Besøg! Dan vort Hjerte, løs vor Tunge, Saa vi bede, saa vi sjunge Yndelig i Jesu Navn! Trøster over Alt, som truer, Alt, hvorfor vort Hjerte gruer, Trøster over alle Tab! Skiænk os, skiøndt vi boe paa Sletten, I det Høie Indføds-Retten, I Guds Rige Borgerskab, Saa, naar Man os vil forjage, Glade vi herfra kan drage Did, hvor vi har evig Fred! Store, himmelske Ledsager, Som for Støvet Dig umager Giennem Ild og giennem Vand! Før os, bøiet, liljehaandet, Som de Smaa i Lede-Baandet, Til Forjættelsernes Land, Saa os altid Kronen blinker Skiønt imøde, yndig vinker, Giør selv Dødning-Dandsen let!

No. 394. Paaske-Soel med Pindse-Luer Straaled fra sit Middags-Sted, Livets Vintræ modne Druer Bar, og spæde Blomster med; Blade sig og Kaaber vende, Kinder dog til Verdens Ende Rødme af den Drue-Saft! Verdens Viismænd længe grunded Paa, om Aand var meer end Luft, Har omsider dog udfundet, Aand er netop Kiød-Fornuft, Som med Hænder sig forfægter, Og alt Aandeligt fornægter, Spotter med hvert Underværk! Saae du Glimt af Pindse-Luer, Smagde du en Draabe kun Af den Saft, de modne Druer Gav til Priis i allen Stund, Lært du har i Christi Kirke: Aand er hvad den selv kan virke, Aand er Ordet i sin Kraft! Deraf sikkert du kan vide, Naar dit Ord er magtesløst, Ei saameget som en Mide Er af Aand paa dig udøst, Mens paa Jesu Christi Kirke, Som med Ordet Alt kan virke, Hviler Herlighedens Aand! Storme raste, Bølger brused Mod den Kirke allen Stund, Stolt sig hæver dog Guds-Huset Paa sin jævne Klippe-Grund, Syndes kun engang at rave, Da Man Storme slog med Stave, Lagde Baand paa Bølge-Slag! Derfor, Christne, Mod i Bringe! Fiendens Seier-Skrig var Tant, Ordet alt, som Fugl paa Vinge, Vidner: Kirke-Aanden vandt, Brat det skal i Pindse-Luer Slaae i Sky saa kiække Buer, At selv Verden korser sig! Vind og Strøm Guds Ord kan binde, Giør det og paa Domme-Dag, Men vil først dem overvinde Her i aaben Mark og Slag, Siger: lad os gaae i Rette, Alle I, som vil aftrætte Mig min Faders Spir og Magt! Derfor, Christne, lad nu briste Alle Verdens Tunge-Baand, Alle Aander Lykken friste, Styrke prøve med vor Aand! Da først Selv Han Buen spænder, Da først Tungen klart Han tænder, Svøber Ordet i sin Glands! Aldrig skal den Dag oprinde, Da al Verdens Konst og Klygt Deres Ord kan overvinde, Som paa Jesus stole trygt, Mund og Viisdom, som Han sagde, Mageløse Han og lagde Med sin Aand i Kirkens Skiød!

No. 395. Sjunger, alle Fugle, sjunger I det grønne Mai-Palads! Gløder, alle Fugle-Tunger! Vendt er Solens Time-Glas, Har, udrundet, Atter vundet, Alt det Levende til Trøst, Sommer blid og gylden Høst! Sjunger, alle Christne, sjunger, Paa Guds Riges Sommer-Dag! Gløder, alle Folke-Tunger, Under Herrens Kirke-Tag! Som forsvundet, Atter fundet Er, de Troende til Trøst, Kirkens Mund og Herrens Røst! Lytter, alle Øren, lytter! Aanden til Guds Menighed Taler høit om Palme-Hytter, Aabenlyst om Liv og Fred, Som Han byder, Som det lyder, Saa det fylder os med Lyst, Saa det skabes i vort Bryst! Blomstrer yndig, Mark og Enge! Vinter-Sæden bølge smukt! Træ'r i Abildgaard og Vænge! Blomstrer med og bærer Frugt! Frugt fuldmoden, Thi ved Roden Ligger Øxen, hvas og stærk, Moden til sit Mester-Værk! Blomstret har vi Hedning-Stammer, Men bar da kun Døden Frugt, Kun naar vi ved den os skammer, Vi paany kan blomstre smukt, Ved Guds Gave, I Hans Have, Pleiet med Hans egen Haand, Bære Frugt til Liv og Aand! Knap er Tiden, kort er Fristen, Fristelsen for Dørren alt, Svart oplives kun den Christen, Som i Fødselen blev kvalt, Dog os Livet Gud har givet, Kan vi troe og knæle ned, See vi skal Guds Herlighed!

No. 396. Er som Faar vi uden Hyrde? Kan den store Ulv os myrde, Som et Lam paa vilden Sti? Da vi løs os rev fra Paven Blev da kun for Hyrde-Staven Og Velsignelsen vi fri? Var den Munk en Anti-Christen, Vi har sat paa Helgen-Listen, Som Sanct Peders Eftermand? Er den Vantro, vi beklage, Al vor Sygdom, al vor Plage, Kun en Frugt af Kirkens Band? Nei, hvad end med Suk vi savne, Det er dog ei Helgen-Navne, Aflads-Brev og Pavedom; Deri stikker dog ei Brøden, At os løs vi rev fra Døden Og fra Djævelen i Rom! Som en Dødning sidder Paven, Høisat paa Apostel-Graven, Kronen er af Guld-Papir, Riget er en Røver-Rede, Han til Sværd har kun en Skede, Og en opslidt Pen til Spir! Alting tørt som visne Grene, Alting koldt og dødt som Stene, Hvad end giælde skal for Aand, Saa Bansættelse det ligner, Hvergang Paven Folk velsigner Med sin tørre, tomme Haand! Os dog trøster end i Vaanden Og velsigner Hellig-Aanden, Stænker med sit Vie-Vand! Christenhedens ægte Pave, Guds Fuldmægtig i det Lave, Aldrig satte os i Band! Nei, os Lykken var langt bedre, Herrens Aand med vore Fædre Løs sig rev fra Kirkens Lig, Skabde, under Graad og Smerte, Af det ømme, svage Hjerte, Legem nyt vidunderlig! Herren i det Skjulte: Ordet, Leved op, trods Legems-Mordet, Kraftig i den Hellig-Aand, Friheds Prædikant i Fængsel Løfted Helveds Port af Hængsel Med Guds skjulte Høire-Haand. Verden, som i Kiødet hænger, Seer Ham nu vel ikke længer, Kiender Aandens Legem ei, Men, gienfødte af det Høie, Vi Ham see med Hjertets Øie, Bane os til Skyen Vei! Vi Ham see, som Lyset fager, Mellem sine Lyse-Stager Vandre virkelig omkring, Sødt vi føle, Efter-Livet Med Hans Aande os er givet, Voxer af de skjulte Ting! Og hvor Herrens Aand er inde, Hvad os fattes, brat vi finde, Frihed først og Kronen sidst, Midt imellem Rosen-Kiæden, Broderskabet, Sjæle-Glæden: Forsmag her paa Fryden hist!

No. 397. Almindelig er Christi Kirke: Et Bede-Huus for alle Folk, I dem vil Aanden altid virke Paa Jord som Himmeriges Tolk; Almindelig, saa aldrig skifter Den Tro og Daab, saalidt som Stifter, Forjættelser saalidt som Aand! O mærker det, hver Folk og Stamme, Som knæle vil i Jesu Navn! Var Moder-Skiødet ei det samme, Ei heller saa var Faders Favn, Har eders Kirke Grundvold skiftet, Guds Søn ei eders Samfund stifted, Thi evig fast staaer Sandheds Ord! Og mærker det, Med-Christne kiære, Som har tilfælles Tro og Daab, Og Herren til Gud Faders Ære, Med Herlighedens store Haab! O lader synke brat og falde De Skillerum og Skandser alle, Som giør splidagtigt Herrens Huus! Hvad Guders Gud har sammenføiet, Adskille maa ei Folke-Haand, Kun hvor alt Enkelt sig har bøiet, Det Hele er i Herrens Aand, Og kun hvor Aanden, som Han evner, I Kiærlighed hver Balk udjævner, Kun der gaaer Herren ind og ud! Giør Skoler høie, Skoler lave, Som Nemmet er og Vext og Kald! Hver har sin egen Naade-Gave, Og Graderne er uden Tal, Men Huset, hvor vi Livet finde, Er Kirken, hvor Guds Aand er inde, Med Tro og Haab og Kiærlighed. Om Himlen her vi Kundskab samle, Som Manna-Gryn paa Ørkens Sand, Og vorde vi end nok saa gamle, Er Unge dog i Livs-Forstand; Men kalde Intet vi “vort Eget” Da skiøndt slet Ingen har for meget, Tilsammen har vi Alle Nok! Thi al Erkiendelse herneden Af Livet i Guds Himmerig, Den giælder ei for Evigheden, Er dunkel kun og billedlig, Forsvinde skal den som en Skygge For Glandsen hist, hvor vi vor Lykke Skal med vor Herres Øine see! O lad da i vor Lære-Time Alt Timeligt os bruge saa, Som det sig allerbedst kan rime Med hvad der evig skal bestaae! Det er, hvad Hjertet godt fornemmer, Har for sig alle Himlens Stemmer: Uegennyttig Kiærlighed!

No. 398. Syndernes Forladelse Rosen udelukker, Vee dig, du Benaadede, om paa Dyd du Pukker! Lægde Gud vel Bylden sin? Var ei hele Skylden din, Eller var det Dyd af dig, Du ei vraged Himmerig? Syndernes Forladelse Knuden overhugger, Til den føles, ynkelig Barne-Hjertet sukker; Tænker det sig Pinen kort, Tænker det al Straffen bort, Immer dog er Fader vred, Immer fattes dog Guds Fred! Syndernes Forladelse Hjerte-Sorgen slukker, Thi ved den sig uformærkt Paradis oplukker: Den udfrier af Dødens Vold, Thi vor Død var Syndens Sold! Den i Gud giør Sjælen glad, Thi kun Synd dem skildte ad!

No. 399. Var Vandet alene Med Menneske-Bud, Det gjorde Urene Ei faure for Gud, Det gjorde kun vaade, Det gav ingen Naade, Det fødte ei Haab, Det var ingen Daab! Men Ordet med Vandet, Paa Frelserens Bud, Det er noget Andet, Thi Ordet er Gud, Hans Ord, som det lyder, Er hvad det betyder, Saa lidet, saa stort, Som sagt, saa og gjort! Det Vand-Bad i Ordet, Som Herren, vort Haab, Med Almagt omgjordet, Gav Navn af sin Daab, Vor Syndighed døder, Guds Billed gienføder, Saa vist som Guds Ord Er Jesus paa Jord! Som Badet, saa Bordet: Al Viin og alt Brød, Som fattes Livs-Ordet, Ei frelse fra Død, Ei Kiærlighed føde, Men før lægge øde, De kosted i Kiv Mangfoldige Liv! Men Vinen og Brødet I Guddommens Haand, Med Ordet i Kiødet, Som Liv er og Aand, Foreviger Støvet I Kiærligheds-Svøbet, Giør Alle til Een: Hans Kiød og Hans Been! Paa Troen beroer Dog Naaden berømt, Thi hvo som ei troer, Af Sandhed er dømt, Ham nytter ei Daaben, Ei Himmelen aaben, Til Dom han kun fik Guds Kiærligheds-Drik!

No. 400.

I Tonen af den Gamle “Løft op dit Hoved, al Christendom.”

Reis op dit Hoved, al Christenhed! Opløft dit Øie, slaae ei det ned! I Himlen du har hjemme; Der er dit Hjerte, der er din Skat, Derfra Han kommer med Æren brat Hvem du kan aldrig glemme! Reis op dit Hoved og stir i Sky! Der skinner saa blidt dit Nyaars-Ny, Veltændt ved Jule-Tide! Siig, hvad dig lyster i Aarets Løb! Det Alt du fanger for Røver-Kiøb, For Hans paa høire Side! Reis op dit Hoved! af Hjertet siig Til Korsets Høvding: o tænk paa mig, Nu er Du i dit Rige! Da Skiæl der falder fra Øie dit, Du mægter, som du har ønsket tit, I Paradis at kige! Der seer i Haven du Livets Træ, Og Himlens Fugle i Lun og Læ Du hører liflig sjunge, Om Herre-Færden i høien Sky, Om Jord og Himmel de splinterny, Om Christne evig unge! Ei meer du gruer for Domme-Dag, Du veed, din Dommer har ført din Sag, Og fra sig Selv den vundet; Desmeer du længes hvert Morgen-Gry, Til Herren dages paa Rosen-Sky, Naar Nat er heel udrundet! Og naar da under hver Himmel-Egn Du seer din Konges det visse Tegn, Ja Tegn i Soel og Maane, Da funkler frydelig Øie dit, Da reiser Hoved du kiækt og frit, Mens Stjerner døe og daane! Thi er om Vaaren os Sommer nær, Naar Bøg, som Figen og all Træ'r, De knoppes og udspringe, Den Slægt, som lever, naar Tegnet skeer, Forgaaer slet ikke, før Ham den seer, Som Lynet har til Vinge! Men skiøndt du længes, o Christenhed! Saa glem dog ikke, at godt du veed, Hvad Herren tøver efter, Og beed Ham aldrig, før Timen kom, Til Jordens Gru og al Verdens Dom At røre Himlens Kræfter! Du veed, du tjener en Herre mild, Som ikkun nødig med Himlens Ild Hjemsøger Jordens Lyder! Som “Vennen” dristig for Sodom bad, Saa beed og du for den store Stad, Til Selv Han Staven bryder! Ja, beed for Babel, til grandt bu seer, At Bøn og Sukke ei baade meer Mod Undergangens Bølge! Da raaber Herren: Jeg kommer snart, Og Bruden svarer: med Lynets Fart I Sky jeg Dig skal følge! Da gjalder Luren for sidste Gang, Da luer Bavnen i Blomster-Vang, Da styrter Dødens Throne, Da luttres herlig den gamle Jord, I Skiærs-Ilds Luer paa Herrens Ord, Da straaler Livets Krone!

No. 401. Sørger ei for dem, der sove Med Guds Fred i Gravens Skiød! De paany skal Herren love, Takke høit for Hvile sød, Ja for Seier over Døden, Ungdoms-Liv i Morgen-Røden, Gildes-Færd ad Konge-Vei Til den Sal, som synker ei! Selv Han os har aabenbaret, Til de ømme Hjerters Trøst, At naar Han i Sky forklaret Skrider frem med Torden-Røst, Først Han, som Basunen gjalder, Gravens Folk til Lyset kalder, Vinker saa fra Mark og By Alle Sine op i Sky! Christne! hvilken Morgen-Røde, Mange mørke Timer værd, Naar vi, Levende og Døde, Mødes med vor Herre kiær, Skal i Himlens Glands og Ære Evig hos vor Frelser være, Love Gud med Engle-Røst! Husker, det er Herrens Trøst!