Ved min Optrædelse i den Nordiske Læse-Verden, for tredive Aar siden, viiste min Skrift en afgjort Forkiærlighed til Nordens Oltid og, efter den almindelige Mening, saavel en usædvanlig Fortroelighed med dens Aand, som et Gran af dens Kæmpe-Styrke; men i den Latinske Forkvakling og i hele det mageløse Tanke-Virvar, hvoraf vi Alle udsprang, laae der Grund Nok til at det seent eller aldrig skulde klare sig enten for mine Samtidige eller mig selv, hvad jeg i denne min afgjort Nordiske Aands-Retning egenlig vilde, kunde og skulde. Mit Sværmerie for Oltiden, som om Man virkelig kunde og skulde opmane de Hedenfarne, eller omskabe hinanden efter deres Lignelse, var vist nok meget naturligt, men derfor ikke desrimeligere; Sammenblandingen af to, vist nok meget forenelige, men dog yderst forskiellige Ting, nemlig Christendom og Nordiskhed , som derpaa fulgde, var slet ikke klogere, og de politiske Forandringer i Norden betragtede jeg saa ganske med Middel-Alderens Øine, at der umuelig kunde være noget Hensyn til Nutidens Tarv. Det havde derfor vist nok sine gode Grunde, at jeg længe saa godt som Intet udrettede til det i Øvrigt priselige Øiemed, som unægtelig var Nordens Gienfødelse i sin kæmpemæssige og ædle Eiendommelighed, men hvorfor Man endnu seer faa eller ingen Tegn til en Saadan, kan ingenlunde blot være min Skyld, da Sagen i senere Tid mærkelig har klaret sig for mig, deels ved Tidens naturlige Virksomhed, deels ved folkehistorisk Granskning, og ei mindst ved mine Besøg hos det store Øfolk, hvor Man vel aldrig møder Nordens Aand, men sporer ham, saa at sige, ved hvert Skridt, i gavnlige Kræfters Frihed og kæmpemæssig Virksomhed. Denne Nordiskhedens Borgerlige Side lærde jeg nemlig først ved Thæmsen at kjende og skatte, og at betragte som det hjemlige Nordens store Savn, uden hvis Afhjelp al Nordens saakaldte Gienfødelse var i det Høieste en kæmpemæssig Ligbegængelse. Uagtet jeg derfor endnu er lige langt fra at misunde Angel-Saxers og Normanners Børn den Deel af deres Livs-Anskuelse, de ei førde med sig fra Norden men laande i Vesten af Romere og Galler, fandt jeg dog, at Norden vilde være reddet af det almindelige Skibbrud, der truer Europas Folk, og stige til den Glands, Dets Oltid spaaede, naar de gavnlige Kræfter paa Fredens Vei kunde naae den samme Grad af Frihed, som de i England har taget med Staalhandsker, og benytte derfor tildeels som et Rov. Dette skulde Man vel synes var ogsaa en let Sag, især nu, da alle Nordens Folk har gienvundet deres offenlige Stemme, og det vilde sikkert være let, naar Folkene selv vidste, hvad de feilede og forstod at oplyse Regieringerne om, hvor nødvendig en saadan Kræfternes Frihed er til alt Storværk og ret egenlig til Opnaaelsen af det eneste ædle Stats-Øiemed, som unægtelig er fælles Bedste; men hvad der slaaer Knuden og synes at gjøre Sagen fortvivlet, er Folkenes Mangel paa sand menneskelig og borgerlig Oplysning, en Mangel, der egenlig hverken kan lægges dem eller Regieringerne til Last, men er derfor lige sørgelig og nu, da kun en saadan Oplysning kan redde fra Borgerlig Fortvivlelse, en dødelig Sygdom. Den Borgerlige Fortvivlelse findes nemlig ikke blot der, hvor den bryder ud i Oprør og uhyre, urimelige Misgierninger, men ligesaafuldt, hvor den ligesom skjuler sig i Lede til gavnlig Anstrængelse, i luftige Speculationer og i voxende Lyst til Udvandring eller til visse Levebrød, selv om de maatte søges i Tugthuset, og hvem kan da tvivle om, at vi ogsaa i Norden staae paa Randen af den bundløse Afgrund. Ingensteds har det vel saalænge og saadybt været følt, at det er Oplysning, almindelig Oplysning, der fattes og kunde frelse, men der hører ogsaa Oplysning til at kjende den sande og gavnlige Oplysning fra den Falske og Tomme, saa det er intet Under, Man hidtil bestandig greb feil ad de rette Oplysnings-Midler, men det maa drive hver Nordbo, som seer det, til at prøve selv det Urimelige, for, om mueligt, at bringe Folkene paa bedre Spor. Selv maa jeg saaledes vel finde det høist urimeligt, at min Pen skulde kunne bortvifte det Mindste af Taagen for Folkenes Øine eller formaae Noget mod tusinde Munde, som tilforladelig forsikkre Folkene, at det levende Ord har ingenlunde hjemme i Folke-Munde men i lærde Mænds Penne, og at Moders-Maalet til aandeligt Brug er ikke værdt at nævne ved Siden ad Latinen, og at det endelig ingenlunde er ved Betragtningen af det virkelige Menneske-Liv hos sig selv og Andre, men ved Læsning, især i Latinske Bøger, man samler den rette Menneske-Kundskab og Verdens-Klogskab, lige anvendelig under alle Himmel-Egne. Ja, det er høistmærkeligt, at netop fordi Pennes og Bøgers Forgudere har aabenbar Uret, derfor netop maa jeg finde det urimeligt, at Pennen kan udrette saa store Ting eller udrette det Mindste mod Munde, der ikke blot kan beraabe sig paa hundredetusinde Penne og Aarhundreders Hævd, men har i Livet, det være nok saa daarligt, et Fortrin for alle Penne selv i Engle-Hænder, kun Almagten kan berøve dem. Imidlertid: alt Mueligt er ikke Rimeligt og alt urimeligt ei heller umueligt, og da den høist urimelige Muelighed, at Munden kunde tage Pennen til sin Sprog-Mester og et Folks Moders-Maal taalmodig lade sig tyrannisere i Fædrenelandet af et dødt Sprog, fordum den store Folke-Fiendes og almindelige Mand-Drabers Moders-Maal; da en saa urimelig Muelighed, desværre, er blevet til en Virkelighed, hvorfor skulde Man da ikke, til Forsynets Ære og Menneske-Aandens Frelse, turde haabe den Urimelighed, at en Pen, der dog har den i Grunden store Lykke, at staae i Pagt med den stærkeste Mund i alle Lande, som den levende Folke-Mund unægtelig er, kan blive saa længe ved at pege paa den ene Folke-Mund efter den Anden, til den omsider træffer paa en Folke-Mund, som har baade Lyst og Held til at indtale sine og Moders-Maalets naturlige og i Grunden utabelige Rettigheder! Idet jeg derfor herved peger paa den Norske Folke-Mund og rister Gaade-Runer paa Væggen ligeover for Lyse-Stagen, da nægter jeg ingenlunde, det er ganske rimeligt, de Runer blive hverken læste eller forstaaede, da de mange lignende, jeg har ristet for den Danske Folke-Mund og brugde min Mund, om ikke det Bedste, jeg kunde, saa dog temmelig til at forklare, enten er forblevet ulæste eller uforstaaede, eller dog, som det synes, aldeles uvirksomme; men deels paastaaer jeg endnu, som altid, at i Danmark bedrager Skinnet paa alle muelige Maader, og dernæst paastaaer jeg, at, rimeligt eller urimeligt, er det dog immer mueligt, at Man i Norge , saasnart Man blot fæster Øie paa de Runer, vil paa Timen see, der staaer skrevet: Norske Folke-Mund, luk dig op og siig os, hvad ingen Romer vidste og ingen Latiner kan stave sig til: hvad det Norske Folk tænker og hvordan Det formaaer at udtrykke sig frit paa sit eget Maal om sine egne Fornødenheder og Tilbøieligheder, Byrder og Savn, Ønsker og Forhaabninger til Folkets Held og Landets Flor! Norske Folke-Mund! vær den Første, der viser, at et Folk endnu har Mod til at ligne sig selv, det har du baade Gavn og Ære af! Det er meget mueligt, siger jeg, og derfor peger jeg, og hjalp det ikke, da vilde jeg pege paa den Svenske Folke-Mund, og var det forgjæves, paa den Engelske, og, naar endelig galt skulde vare, selv i Fortvivlelse paa den Franske, der ei behøver at lukkes op, men kun fra den rette Side at sættes i Gang, for at vise Verden, hvad selv den sladderagtigste Folke-Mund i Verden, naar den bruges fornuftig, kan udrette til at afvende Folke-Døden og forskjønne Menneske-Livet. Ingen Spaadom kan derfor klinge saa rimelig og advarende, at den maatte afholde mig fra hvad jeg her gjør, thi da mine egne Landsmænd enten slet ikke har Mod til at ligne sig selv eller synes dog først at ville have efterlignet alle andre Folk, selv Chineserne, saa ligge Nordmændene unægtelig min Pen nærmest, ikke blot fordi den mellem Dem har været ligesaa længe bekiendt, som mellem mine Nærmeste, men især fordi Historien vidner, at intet Nordisk Folk har havt saameget Mod til at ligne sig selv eller saamegen Ære af Følgerne. Uden her at tale om Normannernes Storværk, vil jeg kun ihukomme at Nordmændene paa Island var de Første herhjemme, som i Middel-Alderen vovede at kaste Vrag paa Latin og Romerskhed, ved ikke blot at giøre deres Moders-Maal til Skrift-Sprog, men ved at bruge Pennen saavelsom Munden ikke efter Romerske Forskrifter eller til Oversættelse af Latinen, men til Aabenbarelse, Udvikling og Ophøjelse af den Nordiske Kæmpe-Natur, de fandt hos sig selv, og betænkde sig intet Øieblik paa at løslade ogsaa aandelig til Kamp mod Ulve-Naturen fra Rom , hvor smukt den saa end indhyllede sig i Faare-Klæder! Vel maa det ikke glemmes, at Nordmændene herved tildeels havde Angel-Sachserne , det gamle Nordens Mærkes-Mænd, til Forbilleder, men det maa ligesaalidt glemmes, at Angel-Sachserne, skiøndt de gjorde et Kæmpe-Skridt, vel ingen Andre var mægtige, da de først satte deres Moders-Maal i Latinens Sted, saa forfulgde de dog ikke Seieren, men underkastede sig, kun med lidt Forbeholdenhed, Romerskheden, medens de Islandske Nordmænd var de Eneste, som skabde en af Rom aldeles uafhængig Dannelse og Bogskat, som Man, fordi de er Norden aldeles eiendommelige, maa kalde Nordiske. Nordmændene var det altsaa, som gyldig beviiste, hvad nu kun afmægtig Trods kan nægte, at Nordens Folk har af Naturen Kald til aandelig Selvstændighed, saa det er kun Spørgsmaalet, om de endnu har Mod og Kraft til at hævde den mod Roms Tyran, der nu vel kun er et Gienfærd uden Kiød og Been, aldeles dødt og magtesløst, men har dog forstaaet den sorte Konst at kyse Livet (det naturlige Aandsliv) af alle Folkefærd og paa en Maade besætte Ligene, saa de maae sige og gjøre Alt hvad han peger paa, og hvi skulde jeg da ikke tiltroe Nordmændene Mod til at ligne sig selv, da de vilde have dobbelt Skam af at mangle det; hvorfor ikke tiltroe Nutidens Nordmænd Mod til at hævde hvad Middel-Alderens Nordmænd skabde, ja Mod til at følge deres egne priselige Fodspor, fordi en Flok Latinere stiller sig i Veien og raaber af fuld Hals: alle Nordmænd er af Naturen Barbarer, og kan kun af den Latinske Grammatik lære at tale Aandens Sprog, og kun ved Romersk Trælle-Tugt afrettes til ordenlige og dannede Mennesker! Ligesom Angel-Sachserne i Middel-Alderen, saaledes har Engelsk-Mændene i Nyaars-Tiden brudt Isen, tilkæmpet sig en fri Folke-Stemme og Moders-Maalet Enevoldsmagten, men sluttede saa under denne Forbeholdenhed, et farligt Forbund med Latin og Romerskhed, som de selv maae tilstaae, har, lige fra Elisabeths til vore Dage, udklækket en frygtelig Undertrykkelse af de Ringe og en skammelig Forkvakling af det Boglige Moders-Maal, og som, skiøndt de endnu ikke see det, sætter dem i Fare for igjen at miste den Kræfternes Frihed, der umuelig kan ordnes paa Romersk uden derved at gaae aldeles forloren. Vil derfor noget andet Folk sikkre sig Englands Fortrin men undgaae Dets Plager og truende Fare, da maa de ingenlunde, som Engelsk-Mændene nøies med at paastaae den fri Folke-Stemme og Moders-Maalets Enevoldsmagt mod Regieringen, men fremfor Alt hævde begge Dele mod Romer-Tyranniet og Latinen, som ellers i Løn deels fortære og deels lamme de ædleste Folke-Kræfter og smedde usynlige Lænker til Folke-Naturen, som Dværgene til Fenris-Ulven . Det eneste Forsvars-Middel mod en unaturlig og tyrannisk Skole er imidlertid en naturlig og fri Skole, og den eneste Maade, hvorpaa et Folk kan hævde sin aandelige Selvstændighed mod en falsk Oplysning, der hviler paa Bøger og døde Sprog, er at stræbe efter en sand Oplysning, der udspringer af Livet og Moders-Maalets levende Skole-Brug, hvad kun tilgavns kan skee, ved at reise en Folkelig Høiskole, hvor der slet ikke er Spørgsmaal om, enten hvad der staaer i Grækers eller Romeres Bøger, eller hvad nogle Enkelte kunde føle Lyst eller Trang til at vide, men kun om Folkets og Landets og Moders-Maalets Natur og Beskaffenhed, nærværende Tilstand og naturlige Forbedring og Fremgang, og hvor disse enhver Borger magtpaaliggende Ting ei behandles som Gjenstande for en død og ufrugtbar Kundskab, men lægges for Dagen i levende Vexel-Virkning!

Til uopholdelig at oprette en saadan Folkelig Høiskole er det da jeg opkalder Eder, Norske Frænder! og kunde det nytte, vilde jeg jo besværge Eder ved Alt, hvad der kunde tænkes at være Eder kiært og helligt, ei at undlade eller forhale et Storværk, alle Minder i Kæmpers Fødeland værdigt og Kæmpernes Børn uundværligt, hvis de virkelig skal høste hvad Fædrene saaede og pryde sig med den Hæders-Krands, hvortil Hine saa priselig beilede, bevise for al Verden, at hvor der ved høilys Dag fandtes saadanne folkelige Helte som Hakon Adelsteen og Olav Tryggesøn, saa store og saa ædle Kræfter, som de der skabde Norges Kongelige Ridderspil fra Halvdan Svarte til Sverre, og hvor der endelig, midt under det Latinske Pavedom var en saadan Kiærlighed til Moders-Maalet, i Middel-Alderens Dunkelhed et saadant Øie for Folke-Livet, som Heimskringle og hele Saga-Rækken soleklart aabenbare, der fattes i Nyaars-Tiden heller hverken Mod eller Kraft til, trods alle Latinske og Romerske Bansættelser, at fortsætte, forklare og fuldende det længe afbrudte, men aldrig opgivne, folkelige Levnets-Løb! Jeg vilde derfor ogsaa giøre det, hvis jeg levede og virkede iblandt Eder, Ansigt til Ansigt, men Erfaring har lært mig, at Man aldrig skal stræbe at giøre med Pennen, hvad kun Munden formaaer, da Man derved ei alene spilder Liv og Varme paa Pen og Papir, men stadfæster tillige, saavidt Man kan, sine Læsere i den Romerske Overtroe, at Ordet er fuldt saa levende i Bog som paa Tunge, eller med andre Ord, at Død i Aandens Rige er meget bedre og tilforladeligere end Livet, en Overtroe, der altid lidt før eller senere, giver Rom og Latinen Spillet vundet, da det naturligviis kun er Talens naturlige og levende Redskab, der med Fynd og Frugt kan føre Naturens og Livets Sag mod kloge Modstandere, hvis sorte Konst det netop er i Aandens Verden at give alt det Døde Skin af Liv, og Bøgerne Skin af al den Dyd, Ædelmodighed og Varme, Man fattes, saa, kan ogsaa vi skrive Bøger, der synes levende, da er det ingenlunde i Livets men i Dødens Skole vi har lært den sorte Konst, Man vel i vore Dage kan være kommet uskyldig til, men maa da vel, langt bedre end hidindtil jeg, vogte sig for at misbruge.

Hvor urimeligt det derfor end maatte synes eller være, vil jeg forudsætte, at endeel Nordmænd er aldeles enige med mig baade om, at der bør oprettes en folkelig Høiskole og at Denne, for at svare til sit Navn og sin Hensigt, ei maa hvile paa Bøger eller noget Dødt, da Folket hverken er Bøger i Skindbind eller en mathematisk Størrelse og et dødt Begreb, men et stort, Borgerligt Selskab af levende Mennesker, der trænge til en fri og levende Vexel-Virkning, under Veiledning af de bedst Erfarne, baade for at opdage og bestandig blive sig det klarere bevidste, hvad der virkelig for Nordmænd er fælles Bedste, og da tillige for at øve sig i Moders-Maalet, som det naturlige, levende Udtryk for deres Tanker og Følelser, saa de efterhaanden maae blive det i alle Henseender omtrent lige saa mægtige, som de nu kun er det til Hverdags-Brug i den snevreste Kreds. Ja, jeg maa her forudsætte, at en god Deel Nordmænd klarlig indseer, der behøves en saadan Norsk Høiskole, da en Saadan ligesaa lidt findes i Christiania som i Kiøbenhavn eller Berlin, men alle Europas Høiskoler er meer eller mindre Latinske og aldeles Romerske, fiendtlige mod alle Folke-Naturer, som lutter Barbariske Levninger fra Middel-Alderen, der, snarest mueligt, skal udryddes ved “Classisk Dannelse.” Kun under denne Forudsætning nytter det at skrive til Nordmænd om en Folkelig Høiskole, og kan være mueligt med Pennen at bortrydde de Hindringer, der rimeligviis især have forsinket Oprettelsen og true endnu med at kvæle det folkelige Storværk i Fødselen.

Blandt alle de utallige Hindringer for Oprettelsen af Folkelige Høiskoler, som svare til Navnet, er vist ingen større eller vanskeligere at overvinde, end den Indbildning, at en saadan Høiskole, ligesom den Latinske, maatte have endeel Drenge-Skoler under sig, hvor de Smaa ved Erhvervelsen af allehaande reelle Kundskaber, saasom Mathematik, Physik, fremmede Sprog o. s. v. forberedtes til en høiere Dannelse. Jeg kalder denne Indbildning en af de største Hindringer, ei blot fordi Højskolens Oprettelse derved nødvendig gaaer i Langdrag, men især fordi den truer med at undergrave hvad den har Skin af at ville grundig forberede.

I mine Øine er nu vist nok denne Indbildning saa grundløs og stridende mod Erfaring og sund Fornuft, at selv de Latinske Høiskoler har blomstret langt anderledes i England og Tydskland, hvor Man lod det blive Enhvers egen eller deres Forældres og Værgers Sag, hvorvidt de var modne til Høiskolen, end hos os, hvor Man vilde kaldt baade Plato og Aristoteles umodne, fordi de ikke kunde skrive Latinsk Stil; men hvad Pennen kan giøre til at oplyse det for dem af Folke-Livets Venner, Latinerne kan have forblindet, maa jeg dog ikke undlade.

Uagtet derfor Drenge-Skolen i det Hele, som vi kiende den, er en Uting, Byzantiner og Latiner have ført os paa Halsen, vil vi, for en Sikkerheds Skyld, her lade det staae ved sit Værd, om en Saadan, som Latinerne paastaae, er aldeles eller dog næsten uundværlig for tilkommende Videnskabs-Mænd eller ikke, ja, for Løiers Skyld, kan vi endog lade, som om vi ei turde afgiøre, enten Indspærringen i et saadant Børne-Huus paa saa smal en Kost som Blæk og Papir, skulde være uundværlig eller dog saare tjenlig for tilkommende Præster, Amtmænd, Fogeder og andre Embeds-Mænd; thi her, hvor Talen kun er om en Folkelig Dannelse, en Dannelse altsaa, hvori hele Folket, til Livets Gavn og Landets Tarv, kan og saavidt mueligt, bør deeltage, her er det jo slet ikke Spørgsmaalet, hvad der kan være tjenligt enten for Videnskabs-Mænd eller for Embeds-Mænd, men netop for dem, der ingen af Delene skal være. Naar Man nemlig indretter hvad Man kalder Almeen-Oplysning, som om hele Folket skulde enten være Videnskabs-Mænd, Embeds-Mænd eller Almisse-Lemmer, da glemmer Man, blandt meget Andet, at hvis det lykkedes, da maatte hele Folket sulte ihjel, hvis ikke et andet Folk var ædelmodigt nok til at give dem et “ vist Levebrød ” for deres Dannelse eller dog for deres møisommelige Skole-Gang og glimrende Examen. Saalænge vi derfor ønske, at Mængden af Folket ikke blot skal have baade Kraft og Lyst til at ernære sig selv, men ogsaa Raad og Villie til at underholde nogle faa Videnskabs-Mænd og endeel Embeds-Mænd, da maae vi enten, som de Papistiske Præster og de Protestantiske Herremænd, ønske Borger og Bonde frie for al muelig Dannelse og Oplysning, eller vi maae ønske dem en Dannelse og Oplysning, der giør dem dueligere til deres Dont og lykkeligere i deres Stilling, eller vi er splittergale, og ønske at giøre baade dem og os selv ulykkelige, til Ære for et tomt Hjerne-Spind, vi kalde Oplysning og Dannelse.

Nu tør jeg vist nok mene, at for enhver Livs-Stilling under Solen, undtagen Lediggiængerens, Trællens, Tyvens og deslige, er Drenge-Skolen, hvor Man løsrevet fra Naturen, det huuslige og virksomme Liv, hænger over Bøger og Regne-Brætter fra Morgen til Aften, en reen Pestilens, ja, selv for Livs-Stillingen i et Bog-Skab med Glas-Dørre og med Pennen i Haanden, en Stilling, jeg af tredive Aars Erfaring kiender saa godt som Nogen af alle mine Samtidige, selv for denne boglige Livs-Stilling er Drenge-Skolen en Pestilens; men sæt engang, jeg heri tog mærkelig feil, saa kan det dog umuelig feile, den er det for Bondens og Sømandens, Haandværkerens og enhver Anden, der aabenbar ei kan være gavnlig og findes lykkelig, uden legemlig Arbeidsomhed, Raskhed og Livlighed, Kiærlighed til Donten og Greb paa den, saavidt muelig, fra Barns-Been, lutter Ting for hvilke Drenge-Skolen ifølge sin Natur og efter al Erfaring er en reen Pestilens.

Ønske vi altsaa en Folkelig Høiskole, hvor Alt, paa en sømmelig Maade, gaaer frit og levende til, saa Folke-Ungdommen veiledes til at kiende, skatte og paa det Fordeelagtigste til “fælles Bedste” benytte sine Kræfter, sin Stilling, sit Moders-Maal, og, i det Hele, den indvortes og udvortes givne Natur, hvorom Alt levende maa dreie sig, da kan vi rolig overlade Drenge-Skolen til sin egen Skæbne, og kan være visse paa at finde Ungdommen aabnere, kraftigere og danneligere i en naturlig og levende Retning, altsaa haabefuldere, jo mindre den har havt med Drenge-Skolen at skaffe, og jo gladere den under en nyttig men let Virksomhed er voxet op til fuld Besiddelse af sine Sjæls og Legems Kræfter.

Er Man nu enig med mig om, at hverken er det noget Folk tjenligt at lade dem tænke, tale og dømme i sit Sted, hvis kiæreste Fæderneland er den Classiske Jordbund, hvis Mønster paa en fuldkommen Lov er den menneskefiendske, tyranniske Romer-Ret, og hvis Yndlings-Sprog er Moders-Maalets arrigste Fiende, Latinen, ikke heller behøver Man at sørge men kun, saavidt mueligt, at vogte sig for Drenge-Skolen; da veed jeg ikke, hvad der skulde være iveien for en Folkelig-Høiskole, hvor Man har Mod til at Smile ad Latinernes Graad over det Barbari, der vil følge paa Sønderbrydelsen ad det Romerske Aag, og Vid til at vurdere deres latterlige Paastand, at Man bliver stærkest i Moders-Maalet ved at slide i den Latinske Grammatik fra Barns-Been, mest frisindet ved at trælle for Romerne, og dygtigst til at betænke Norges Vel, ved at glemme hele Verden over Bøgerne og sin egen lille Person.

Skulde imidlertid, under saa gunstige Omstændigheder, som jeg maa tænke mig, for ei at kaste Pennen, Høiskolens Oprettelse endda forsinkes, maatte det vel enten være, fordi Man endelig vilde have den oprettet paa offenlig Bekostning eller fordi Man gjorde sig Skrupler over en fri, folkelig Oplysnings muelige Følger enten for Salighedens eller den grundige Lærdoms Sag, og skiøndt det vilde være aldeles umueligt med Pennen at bortrydde disse Hindringer, hvor de i høi Grad fandt Sted, kunde maaskee dog en lille Oplysning bidrage dertil, hvor de kun synes store, fordi Man ikke rører ved dem.

Hernede, hvor Man virkelig synes at tænke sig den fuldkomne Stat, som en offenlig Indretning til, uden videre Uleilighed, at skaffe os Allesammen Mad og Drikke, Klæder, Sko, visse Værelser, en god Hustru, lydige Børn, sund Luft, almindelig Fred og Alt hvad Ens Hjerte kan forlange, her nytter det aldrig at tale, end sige da at skrive om en folkelig Høiskole, som Folket kunde skaffe sig selv, thi bliver den os ikke skiænket og givet, da reiste vi vist snarere al Verden rundt for at finde end vi rørde os af Stedet for at reise den, men saa raadvilde, formoder jeg, Man er ikke i Norge, saa, overlod Man det der til Staten, kom det vel mest af, at Sagen syndes let at sætte igjennem ved Storthinget, og Høiskolen bedst at svare til sin Hensigt, naar Den, oprettet paa offenlig Bekostning, kunde, uden videre Betaling, staae hele Folket aaben. Skinnet kunde imidlertid ogsaa her lettelig bedrage, saa det er raadeligt for Vennerne ad folkelig Dannelse, slet ikke at troe det, thi om Sagen end ved Omveien blot forsinkedes en halvsnees Aar, var det maaskee til ubodelig Skade, og det var dog hverken den eneste eller største Fare, en hele Folket magtpaaliggende Sag derved udsattes for. Jeg har vist nok kun en meget dunkel Forestilling om Sammensætningen af det Norske Storthing, og vil gierne tænke mig det saa folkeligt, som jeg kan, men havde Det indseet Uundværligheden af en folkelig Høiskole, vilde Det upaatvivlelig for længe siden foreslaaet Dens Oprettelse, saa jeg nødes til at slutte, hvad ogsaa er høist rimeligt, at den folkelige Dannelses afgjorte Velyndere der hidtil have fundet sig enten for faa eller for lidet udrustede til seierrig at bestaae Kampen, der neppe kunde blive let, hvor det lykkedes den Latinske Dannelse giennem tre Aarhundreder ei blot at fordunkle men at undertrykke og næsten udrydde enhver Anden. I alt Fald maa Man betænke, at alle Indvendingerne mod en folkelig Dannelse, baade naar man skildrer den som aldeles ubetydelig og naar man sværter den som et frygteligt Barbari, kun lade sig grundig giendrive ved virkelig at fremme den, og lade den Selv berolige sine mistænkelige Venner og beskiæmme sine arrige Fiender. Dens afgjorte Velyndere skulde derfor ikke nøle noget Øieblik med Forsøget paa, ved frivilligt Sammenskud paa Actier, at faae gjort en Begyndelse; thi fulgde end deraf, at Alt for det Første maatte indrettes efter en mindre Maalestok og at Andre end de, Actierne gav Ret, kun for en passende Betaling kunde aabnes Adgang til den Norske Høiskole, ligesom til det Londonske Universitet, saa var derved dog ei blot vundet Tid, men det første Skridt, som er det Eneste, der koster, vilde snart drage flere efter sig, og Grund-Præget, hvorpaa her egenlig Alt kommer an, vilde være Høiskolen givet af den fri Folke-Virksomhed, der altid skal være dens levende Grundvold og ophøiede Maal.

Det maa imidlertid ikke glemmes, at netop, naar den folkelige Høiskole skal være et privat Foretagende, der kun med lidt Opoffrelse eller dog med lidt Forskud kan fremmes, da kan selv de, der rolig vilde see en saadan oprettet paa offenlig Bekostning, fristes til at giøre sig Skrupler over de muelige Følger en fri, folkelig Oplysning og Dannelse kunde have enten for Tro og Gudsfrygt eller for grundig Lærdom og Videnskabelighed; thi vi er Alle fra Barns-Been vant til at høre af de Fromme, at Menneske-Naturen er aldeles fordærvet, saa den maa ikke følges, men skal undertrykkes, og at høre af de Lærde, at med Latin-Skolen staaer og falder al grundig Lærdom og ægte Videnskabelighed.

Uden nu at ville røre ved disse Skrupler, hvor de virkelig har faaet Indpas, forudsætter jeg, En af dem kunde friste Nordmænd, der ellers ikke synderlig ændsede dem, til at skye den Anstrængelse, det første Skridt paa den ny Løbe-Bane sagtens vilde koste, og vil da bemærke, at naar Man veed, det ligger ingenlunde i den folkelige Dannelses Natur enten at giøre Folk vantroe og ugudelige eller at føde Ringeagt for grundig Lærdom og ægte Videnskabelighed, da maa Man aabenbar slet ikke bryde sig om de muelige Følger hos En og Anden, men spørge sig selv og hvem der ellers i dette Stykke vil have “alle muelige Misbrug forebyggede” om det vilde være værre, at maaskee Endeel forlod den Folkelige Høiskole med meget for ringe Tanker om vor Herre og meget for store om sig selv, eller med dyb Foragt for al den Kundskab, der ei svarer Renter i det daglige Liv, om det vilde være sørgeligere, end at saadanne Folk i Hundrede- og Tusind-Viis er udgaaet fra den Latinske Høiskole, opblæste ei engang af deres Natur men af deres Unatur, og slet ikke bange for at sige, at naar de ikke betimelig fik et “ vist Leve-Brød ” for deres Skolegang og Examen, ønskede de alle deres Kundskaber Pokker i Vold og havde skammelig spildt deres Ungdoms-Aar. Er nemlig det Sidste en Misbrug, Vedkommende selv har værst af, og for hvis Skyld det var Galenskab at laste Brugen, saa giælder det Samme dog vel ogsaa om det Første, og giælder tidobbelt derom, da der i enhver levende og naturlig Udvikling dog er timelig Sandhed og Gavnlighed, medens i den Latinske Dannelse Alt er Blændværk og Unatur, saa de slette Følger af den er næsten uundgaaelige. Enten maa Man da fordømme al Dannelse og Oplysning, fordi den muelig kan misbruges, og det er at giøre som Pharao ved de israelitiske Drenge-Børn, han lod drukne, eller Man maa tilstaae, at den folkelige Dannelse, der giør os fortroelige med det virkelige Liv og saavel med vor Naturs Mangler og Brøst, som med Dens Kræfter og Fortrin, er aldeles uskyldig i hvad Misbrug Den, ligesom Livet og Lyset i det Hele, med Nødvendighed er udsat for.

For Resten er det min velgrundede Overbeviisning, at ægte Gudsfrygt og Videnskabelighed trives bedst, hvor Folk har Lov til baade at troe og at lære, hvad de vil, og at skulde den Tid nogensinde komme, da Nordens Folk i det Hele enten vilde trodse Himlen eller landsforvise Lærdom, da maatte det være af Harme over den Samvittigheds-Tvang og Undertrykkelse af alt Naturligt og Folkeligt, der med Nødvendighed udspringer af Romersk Tankegang og Latinsk Dannelse. Faae derimod kun Rigerne i Norden hver sin folkelige Høiskole, hvor Natur-Livet styrkes, forædles og klares, da vil den kirkelige og videnskabelige Frihed, som deraf nødvendig maa udspringe, baade for Religiøsitet og Videnskabelighed bære de mest velsignede Frugter; thi hvad enten vi raadspørge Fædrenes “stærke Drømme” om det Guddommelige i Hedenold, eller deres Kraft-Yttringer i Daad og Sang og Skrift, før Latin og Romerskhed forknyttede og forkvaklede dem, da lære vi, at ingensteds var der af Naturen dybere Følelse for det vidunderlige Slægtskab mellem Himmel og Jord, eller inderligere Lyst til at see hele det store, vidunderlige Menneske-Liv efterhaanden udvikle og forklare sig selv. Ret mange Skridt vilde den folkelige Dannelse da vist ikke giøre, før det blev Nordens Lyst at reise en stor videnskabelig Høiskole, vist nok ikke for Latineri og Romer-Ret, men for Menneske-Livets Udvikling og Forklaring i hele Dets gaadefulde Dybde og herlige Mangfoldighed, altsaa et Universitet (en altomfattende Granskning) der ikke er et Romersk Praleri, men virkelig svarer til sit Navn og lærer Verden at kiende en Nordisk Videnskabelighed, der overgaaer den Romerske ligesaameget som Nordens Kæmper overgik Roms forkiælede, udmarvede, kun Snue og trædske Dværge. Denne min Betragtning af Norden, som fra Arildstid forberedt til ægte, grundig, altomfattende Lærdoms og Vidskabs Sæde, hører vel egenlig ikke hid, da ægte og grundig Videnskabelighed, skiøndt det er Folkenes Ære og Gavn at agte og forstre den, dog altid bliver kun Enkeltes Hoved-Sag, men tjener det ikke til Andet, kan det dog minde om, hvorlangt det er fra mine Tanker, hvad Man, trods mit boglige og videnskabelige Levnetsløb, har villet paabyrde mig, som om jeg ønskede enten Latinen eller Noget, Godt eller Ondt, som har virket kiendelig og mærkelig paa Jorden nedsænket i Glemsel. Hvad jeg vil er netop, at Alt skal komme for Lyset, og jeg bekæmper derfor den Latinske Dannelse i sin nærværende Udstrækning og Eneraadighed, kun fordi den udbreder et sørgeligt Mørke over hele den menneskelige Tilværelse, har, som den selv bekiender, gjort “Pagt med Døden” ei at lade Livet komme for Lyset, hvortil Det dog ligesaa unægtelig har Ret, som ethvert dristigt Forsøg vil vise, Det har Kraft. Hvem der, naar han er kommet til Skiels-Aar og Alder, frivillig foretrækker Pennen for Munden, Bøgerne for Mennesket, de døde Sprog for de Levende, Latinen for Moders-Maalet, den Romerske Konst for den Nordiske Natur, kort sagt: foretrækker Døden for Livet, bør visselig have Lov dertil, og det var Synd at misunde dem den Dannelse og Oplysning, som enten førde til dette Valg eller udsprang deraf; men da det er soleklart, at Landet maatte ødes og Folket forgaae, naar de, der umuelig kan giøre samme Valg, skulde oplyses og dannes derefter, saa er det hver Folke-Vens hellige Pligt, som seer Grunden til den nærværende Nød og truende Fordærvelse, at tale en folkelig Oplysnings Sag, der nødvendig er lige det Modsatte af den Romersk-Latinske, og om saa end alt Haab om videnskabelig Glands derved afskæres for Norden, gjorde det dog ei mindste Forandring, thi naar Folket døer, synker Glandsen jo i Graven, og har desuden den Latinske Videnskabelighed ingen Glands udbredt over Norden, giennem de tre Aarhundreder Den var i sin Kraft, fordi der endnu var Folke-Kraft at fortære, da vil den sikkert mindre herefter, da den aabenbar gaaer med sin Helsot, og ingen Sjæl meer vil lædske den med sit Hjerte-Blod.

Dette være Slutningen, som et godt Varsel, og skiøndt det ei kan undre mig, at næsten Ingen af Livets og det Folkeliges Venner endnu kan dele mine lyse Forhaabninger om den døde, unaturlige, aandsfortærende Lærdoms Undergang, ved Folke-Livets og en tilsvarende Oplysnings og Vidskabs Opblomstring i Norden , saa maa det dog være Alle, som dele mine Ønsker, kiært at see, de blive ikke haabløse, men sikkrere paa Opfyldelse hos mig, alt som jeg ældes og mine Ungdoms-Drømme klare sig giennem Erfaringens og den koldsindige Eftertankes Skiærsild. Haabets Gudinde, sagde de fortvivlede Romere, har, skiøndt sildig, ogsaa forladt Jorden, og det var intet Under, at vi, under Romerskhedens Herredømme, fristedes til at troe, de havde, desværre, deri kun alt for meget Ret, thi naar Folkene staae paa Randen af borgerlig Fortvivlelse, da er Haabets Dise med Fjeder-Hammen ogsaa ifærd med at bortflyve, men endnu svæver hun os dog aabenbar tæt over Issen, og saasnart en Folkelig Høiskole aabner lyse Udsigter for alt Folkeligt, da vil hun atter dale og fryde sig i sit Nordiske Tempel ved Offrene til “fælles Bedste”, som baade Høie og Lave, baade Læge og Lærde, vil kappes om at bringe, saavist som Norges Klipper ei er Bautastene over Nordens Aand, men Kæmpe-Høiene, hvorfra Han vil overskue Menneske-Livet og med fuldvoxne Vinger fare i Sky!