Aand og Sang. Som Høielofts-Sale, Hvor Storme kun buldre, Med Buer og Svale, Som brage og smuldre, Saa skryller al Tale Paa Munds-Veirets Skuldre, Naar Aanden ei, den Levende, Besjæler Tunge-Maalet! Ja, Hvælvinger øde, Hvor Uglen kun bygger, Med Spøgelse-Skygger, Af Kongerne døde, Af prude Guld-Smykker, Af Tonerne søde, Er Sang, naar ei den Levende Besjæler Tunge-Maalet! At Døds- og Livs-Lyden, At Skiæl-Blink og Flamme, At Skinnet og Dyden, Er Eet og det Samme, Udskraaler med Skryden, Sin Tomhed til Skamme, Al Sang, naar ei den Levende Besjæler Tunge-Maalet! Dog værst under Buer For Evigheds-Tonen, For Kiærligheds Luer, For Hjertelivs-Kronen, Sig Lyden opskruer Paa Tungemaals-Thronen Naar Kongen ei, den Levende, Har Lyd til Dronning kaaret! I Østen og Vesten, I Syden og Norden, Med Ordgyder-Pesten, Som Trolde ved Torden, Med Rime-Helhesten, Nedsynk da i Jorden Al Sang, som ei den Levende Indskyder og besjæler! Opvaagner, I Røster, Som længe har blundet, I Menneske-Bryster, Men Hvile ei fundet! Nu Himlen jer trøster, I Helvede bundet Er Sang, som ei den Levende Indskyder og besjæler! Opvaagnet er Røsten Af Evigheds-Ordet, Til Glæden om Høsten I Vaaren kun jordet! Opvaagnet med Trøsten, Ved Kilden og Bordet, Er Aanden nu, den Levende, Som skabde Tunge-Maalet! Nu brat sig gjenføde, Med Kirke-Høisangen, De Aandelig-Døde I Menneske-Vangen, Sang-Røster, som løde Med Hjertelivs-Klangen, Da Folke-Aand, den Levende, Besjæled Tunge-Maalet! Som Høielofts-Sale, Der længe stod øde, Paa Bjerg og i Dale, Opstaae fra de Døde, Saa gienfødes Tale, Med Tonerne søde Ved Pust af Aand, den Levende, Som skabde Tunge-Maalet! Lad Bog-Orme hvæse, Og mumle i Støvet, Naar Gud kun vil blæse, Hvad os var berøvet, Paany i vor Næse, Som Vind-Pust i Løvet, Et Pust af Aand, den Levende, Som skabde Tunge-Maalet! Til Glæde og Lise, Vi tale, vi sjunge, Med Psalme og Vise, Med Hjerte og Tunge, Vi love og prise, Den Gamle, den Unge, Den store Aand, den Levende, Som skabde Tunge-Maalet! Ja, Engen og Skoven, Og Bjerget og Vangen, Og Søen og Voven, Og Tiden forgangen, Og Himlen foroven, Sig fryde ved Sangen Til Priis for Aand, den Levende, Som skabde Tunge-Maalet! N. F. S. Grundtvig.