Jule-Nat og Nyaars-Dag. Et Drømme-Syn for Hedninger oprandt om Dagens Moder: Ham føder Nat den himmelske til mange Dunkles Broder! Den Drøm var af de lyseste i Dødens Skygge-Dale, Saa bedre Ingen billedlig kan Christi Fødsel male! Han Dagen er fra Evighed, den sande Morgen-Røde, Dog lod Han til en Dødelig i Dunkelhed sig føde! I Ham oprandt og kjendelig en Nyaars-Dag paa Jorden, Med Morgen rød i Østerleed og Aften sød i Norden! Den Nyaars-Dag guddommelig, hvis Glands skal Støv forgylde, Som Søn af Jord den natlige blev født i Tidens Fylde! Den Dag som Engle frydes ved, i Kraft skal evig funkle, Da Broder blev paa Jorderig til Millioner Dunkle! Som Nyaars-Dag er Broder til de Mørkeste i Norden, Saa Herren selv til Mennesket, det Dunkleste paa Jorden! Vel aldrig Nat var skumlere for Aanden paa vor Klode, End Keiser-Dagen glimrende, for Helved kun den Gode; Hvor Lampen, den guldarmede, i Helligdommen brændte, Sig Dagens Lys det himmelske i Løn dog selv antændte! Hvor Røsten af Propheterne end hvisked Trøst i Vaanden, Der Moder-Hjertet Frelseren undfangede af Aanden! Den Barne-Moder lykkelig, hos hvem i Løn Han hviled, Af Skjalde maa og lignes ved en Nat med Dagning-Smilet! Ja, som en Dronning smilende, med sammenlagde Hænder, Hun Kongers Konge billedlig i Barne-Svøb omspænder! Saa giennemklinge Tiderne Marias Lovsangs-Toner, Hun der med Hjerte-Straalerne sit Hoved ydmyg kroner! Og for at Alt sig lystelig med Drømmen kunde rime, I dunkle Vraa ved Nattetid slog Herrens Fødsels-Time! Det gjordes Alle vitterlig, af himmelske Herolder, At Nattens Slør nu svøbde sig om Dag i lyse Folder! Ja, i en Engels Skikkelse blev Morgen-Skiær tilskue, I Natten svøbt, saa Hyrderne paa Marken maatte grue; Dog, grue kun, til glædelig det klang fra Tone-Skyen: I Dag en Frelser visselig er født i Davids-Byen! Det Herren er, Guds Salvede, den Ranke sig har krummet, I Barne-Svøb i Bethlehem ham favner Krybbe-Rummet! Saa Herrens Byrd høitidelig hans Fader lod forklare, Og om Herolden straalende sang lydt en Engle-Skare: Til Ære for den Høieste, nu er der Fred paa Jorden, Nu er der Fryd i Mennesket, som Soelskin efter Torden! Et Tone-Hav, opbrusende, det ligned fra det Fjerne, Fra Dagning-Skyer hvidlige omkring en Morgen-Stjerne! I Skoven sig vidunderlig gjentager Tone-Mødet, Vi hilse Nyaars-Dagningen i Jule-Midnatskiødet! Ja, atter i en Lignelse det klinger nu forblummet: Sig skjuler Straale-Skyderen i Svøb i Krybbe-Rummet! Hvor Hjertet favner brændende Guds Ord i Kirke-Vangen, Der toner og for Hyrderne i Dag-Skiær Engle-Sangen! Ja, Dagen, født i Bethlehem, ved Jule-Midnatstide, End svøber Nat den himmelske i Morgen-Skyer hvide! Saa svæver Han for Tankerne, til alle Skyer gløde, Da vi skal see med Øinene den gyldne Morgen-Røde! N. F. S. Grundtvig.