Phønix-Gaarden

Phønix-Gaarden. Er det sandt, hvad Rygtet siger, Hvad i Bog alt præntet staaer, At af Asken Phønix stiger Med den Danske Studi-Gaard, Sjunger, mens sig Trolde græmme, Fredriks Priis med Folke-Stemme! Er det kun en Tale-Maade I den tomme Romer-Stil, Eller har sig Danmarks Gaade Nu opløst som Graad i Smil, Saa med Sang i Nyaars-Skolen Phønix hilser Morgen-Solen? Lad i Hast os ihukomme Sagnene fra Heden-Old, Som dem, efter Norne-Domme, Aanden fører i sit Skjold: Mindets Røst om Kæmpe-Værker, Haabets Vink som Jule-Mærker! Solens Fugl, saa Røsten lyder, Har fuld mageløse Kaar: Sig ved Morgen-Røden fryder Han i hele tusind Aar, Overgaaer i grønne Sale Vidt al Verdens Natter-Gale! Men er Tusind-Aaret omme, Taber han sit Tunge-Maal, Efter dunkle Norne-Domme Selv bereder han sit Baal, Naar af Kors-Vedd han sig bygger Rede fiin i Palme-Skygger! Bygt af Alt hvad yndig dufter Er i Lund den Rede gild, Tændes an, hvor let det lufter, Brat af Solens rene Ild, I den store Skiærsilds-Hede Sammensmelter Fugl og Rede! Under Viraks-Duft og Hede, Efter Nornens Overlæg, Asken dog af Fugl og Rede Sig afrunder til et Æg, Avler og, hvor Straaler spille, Brat i Tidens Løb en Lille! Sønnen vel kun synes ringe, Heel ulig sin høie Byrd, Uden Neb, som uden Vinge, Ingen Fugl og knap et Dyr, Men, hvad just er Fugle-Skrækken, Kun et Kryb i Orme-Rækken! Dog der hviskes trindt i Vangen Om et lønligt Levnets-Løb: Orme-Ham for Midgaards-Slangen Er den Lilles Skjul og Svøb, Mens af Himmel-Dugg alene Kræfter samles nye og rene! Hamm da skyder brat den Stærke, Ryster sig med Vinge-Slag, Viser frem hvert Kiende-Mærke, Paa sit Bryst og paa sin Bag, Som, med alle Regnbu-Farver, Efter Fader sin han arver! Ei saa stor er Struds at finde, Og saa pæn er ingen Paa, Straale-Krandse trindt sig vinde Om hans Øine himmelblaa, Fødder hans som Guld mon gløde, Kløerne er purpurrøde! Fugle-Choret brat omringer, Hylder ham med Gammens-Kvad, Mens han sig til Hjemmet svinger, Over Solens Strøm og Stad, Hilser glad, som førend Døden, Med sin Høisang Morgen-Røden! Saa den store Phønix-Sage Fødtes som et vinget Ord, Giennemfløi de gamle Dage, Og til Helvede nedfoer, Staaer dog livlig for de Unge Op igjen paa Skjalde-Tunge! Nemt er Sagnet at forklare, For hver Fugl i Orme-Svøb, Vist det vilde aabenbare Aandens store Levnets-Løb, Som, trods Mellem-Tidens Flamme, Først og sidst er dog den Samme! Saga og det har at melde: Længe Old-Tids Høisang tav, Og skal løse Rygter giælde, Aanden sank i Støvets Grav, Klart i Hjerte-Tidens Luer Spor af Aand dog Øiet skuer! End et Ord fra Saga falder, Om en Lille født i Løn, Som i dunkle Middel-Alder Gjaldt for Aandens ægte Søn, Skiøndt han i Bogorme-Hammen Ligned slet kun Skjalde-Stammen. Dog, det Bedste er tilbage, Som vi længe vented paa! Komme nu de klare Dage, Da vor Sjæl skal Aand forstaae, Da med Vidskab vi skal fatte Aandens Sprog og Oldtids Skatte? Ja, de komme, og paa Jorden Findes knap der nogen Plet, Vissere end vores Norden Paa den Fugl af Phønix-Æt, Paa den Sjæl, som efterhaanden Fatter og forklarer Aanden! Han, der sover kun som Fuglen, Han, der vogter Gynge-Bro, Han, der maaler Verdens-Kuglen, Han, der hører Græsset groe, Han, der Gjaller-Hornet raader, Han og gjætter alle Gaader! Det er ham paa Himmel-Bjerget, Det er Heimdal Mimer-Søn, Som med “Hoved”, Gudhjems-Værget, Voxer til en Helt i Løn, Vækker, under Gladhjems Fare Valhalds prude Kæmpe-Skare! Faderen til Vidskabs-Vætten Kjendtes bedst i Øster-Leed, Men i Nord om Moder-Ætten Skjalde vidste ret Beskeed; Thi som Danske Hjerter røde Systre ni ham vel maae føde! Sikkert spaaer da sandt i Lunden Studi-Gaardens Saga-Stav, Paa det Maal, der end i Munden Ligner det sortladne Hav, Naar i Bugter snildt og Vige Det sig snoer om Jorde-Rige! Studi-Gaarden nu indviet Paa de Danskes Tunge-Maal, Feier ud Papisteriet, Giør paa Romer-Sproget Kaal, Giør det klart, at Romer-Retten Ulov er for Odins-Ætten! Og er først Bærsærken fældet, Brat sig teer ved Øre-Sund: Nordens Aand er ei forældet, Men forynget sært i Lund, Ved den Drik, som Hjertet kvæger: Moders-Maalets Braga-Bæger! Ved det Bæger Nordens Helte Fæsted Arv og loved Daad, Aanden mellem Sund og Belte Lover Bod for Freias Graad, Kalder Alt hvad Hjertet søger Odel sin i Liv og Bøger! Derfor, trods hver Maro-Skygge, Romas Ørn og Natte-Ravn, Trods hver Brand-Piil og Ulykke, Som har ramt vor Føde-Stavn, Fuglen, født af Hjerte-Flammen, Skyder her Bogorme-Hammen! Spørges skal det vidt paa Jorden: Under Fredrik Eiegod Phønix blev gjenfødt i Norden, Aand for Bane sin fik Bod, Derfor i den Danske Orden Skolen døbdes “Phønix-Gaarden!”

N.F.S. Grundtvig.