Under denne Titel har Hr. Overlærer Kalkar i Odense udgivet et lille Skrift, kun alt for skarpt og ubillig rettet mod Magister Lindberg, hvem han formodenlig anseer for en usaarelig Balder, Man ret af Hjertens Grund kan skyde til Maals efter, uden at mene ham det ilde; thi at han, som Endeel, skulde ansee den lærde, kraftfulde, retsindige, sandhedskiærlige Mand for en Pesthuus-Lem eller “en Fredløs”, kan jeg dog neppe og vil kun nødig troe om en mig ubekiendt Vidskabs-Mand, som synes at lægge mere Vægt end de Fleste baade paa en levende Betragtning af de Ting, som høre til “Guds Rige”, paa ærlig Kamp og aaben Færd. Jeg vil derfor prøve, om jeg ikke ved en lille fredelig Oplysning kan bringe Hr. Kalkar til at indsee, at om end Lindberg kan baade have gjort endeel vovelige Paastande om “Bogstaver” og udtrykt sig dunkelt om Vægten, Man derpaa skal lægge, saa er dog Hr. Kalkars Paastand, at “Sagen” fra vor Side er et Haarkløveri aldeles urigtig. Jeg siger: fra “vor Side”, thi skiøndt jeg ligesaa lidt vil forsvare alle Lindbergs Ord, som jeg forlanger, han skal forsvare alle Mine, saa er vi dog aldeles enige om at holde hardt ved vor gammeldanske Troes-Bekiendelse, ingenlunde, som den kan findes stavet i en eller anden Bog, men som den virkelig har lydt ved vor Daab, da vi optoges i det Christne Samfund, holde hardt derved og ei slippe et eneste Ord, med mindre Man beviser os, at det har oprindelig lydt anderledes.

Jeg anmærker dette udtrykkelig, fordi det udentvivl gaaer Hr. Kalkar, som saa Mange, at han aldeles tager feil ad vor Mening, fordi “Ord” og “Bog-Stav”, Herrens Ord “i Kirken” og “derudenfor”, er ham Eet og det Samme, medens det i vor Mund er meget forskiellige Ting, saa naar jeg kæmper for “alle Ordene” ved Daaben, da er min Tanke saa langt som mueligt fra alle Bogstaver og alle Ordspil, og det er saa langt fra at være mig en grammatikalsk, at det ene er mig en Samvittigheds og Saligheds Sag. Det er for mig egenlig slet ikke Spørgsmaalet “hvorvidt” det, efter min Forstand paa Sprog og Tanker, giør nogen Forskiel, om Man til daglig Brug siger og skriver det Ene eller det Andet; men Daaben er mig et “Naade-Middel” indstiftet af “Christus selv”, og som jeg troer er ved min Daab forrettet “efter Christi Indstiftelse” med den herlige Virkning, at saasnart jeg troende tilegnede mig Forjættelsen, blev jeg et “Guds Barn” for evig trøstet baade over Synd og Død, og med den Tro maa Ingen forlange af mig, at jeg enten skal døbe Nogen anderledes end jeg er døbt eller lade mine Børn døbe anderledes, med mindre han soleklart kan bevise mig, der er indløbet en lille Feil ved min Daab, der, skiøndt den ikke kiendelig skadede Virkningen, dog herefter bør undgaaes. Uden nu paa nogen Maade at ringeagte “Vandet” i Daaben, som Herrens Ord har helliget, saa troer jeg dog med Morten Luther, at Vandet udentvivl aldrig kunde udrette saa store Ting, saa dersom det var “uden Guds Ord”, blev Vand Vand og var ingen Daab, men nu da “Guds Ord” kommer til, er det et Gienfødelsens og Fornyelsens Bad i den Hellig-Aand, og dette Ord, saavel Troens eller Pagtens som Daabens eget Ord, hvorpaa jeg stoler for Tid og Evighed, det maa jeg da nødvendig holde fast paa “som jeg har annammet og hørt” det; thi det er mig et himmelsk “Klenodie” jeg ei kan give Slip paa for nogen Priis. Paa min egen Haand tør jeg hverken tage et Ord fra Herrens eller lægge Et til, og den blotte Lyst dertil, om den opkom hos mig, maatte jeg kalde syndig, som en Utilfredshed med Herrens Anordning og et Beviis paa umaadelig Selv-Klogskab, og naar derfor Andre, med hvilke Anskuelser og i hvillen Hensigt det end er, forlange at jeg skal billige og optage Forandringer, de har gjort paa deres egen Haand, da siger jeg naturligviis reentud: nei, det kan og vil jeg ikke, det giør jeg ikke, om I saa partere mig; thi min Herres Ord og Visheden paa det evige Liv er mig meget mere værd end alt Andet, I maa gierne kalde mig en Sværmer, en Dumrian, en overtroisk Kiællinge-Præst, ja, om I nænne det, endog en Hykler, men hvad der for mig er “Herrens Ord ved Daaben” skal I lade mig og mine Børn beholde.

Men naar det nu blot er “ved Daaben” vi holde fast paa det “lydelige Ord”, det Troens og Pagtens Ord, hvorpaa, og det hemmelighedsfulde Ord, hvormed vi døbes, hvad vil vi da bryde os om hvad der staaer i Alter-Bøger, Catechismer o. s. v.

Det skal jeg sige Hr. Kalkar, saa han sikkert skal forstaae mig og see, det er vi nødt til.

Tør nemlig Hr. Kalkar forsikkre os om, at det aldrig skal blive os paalagt “bogstavelig” at følge den ny Alter-Bog ved Daaben og aldrig blive Nogen af os paalagt at lade sine Børn døbe hos en Præst, der “bogstavelig” følger den Alter-Bog, da skal der vist ikke findes en Mand i hele Christenheden, der bryder sig mindre om Alter-Bogens “Bogstaver” end jeg; men da Hr. Kalkar hverken tør eller kan det, da Bogstav-Aaget endnu i en Sy-Traad hænger over vort Hoved og Sogne-Baandet slet ikke er begyndt at løses, nu maa han jo, som en fornuftig Mand indsee, at det Ord vi vil blive ved at “høre og føre” ved Daaben maa vi ogsaa kæmpe for Skyggen af i Alter-Bogen.

See, det er Hoved-Sagen, som Hr. Kalkar neppe har fattet, og om Bisagen, som er de Grunde, hvormed Lindberg har stræbt at afværge Alter-Bogens Forandring ved Daaben, kan jeg nu fatte mig kort; thi de kunde Alle være svage, uden at det paa mindste Maade svækkede vor utabelige Ret til at beholde den Daab “vi døbdes med” og forplante den paa vore Børn, ligesom vi har annammet den af vore Fædre. Det er nemlig slet ikke den “videnskabelige Ret”, vi vil trættes om, saa Skinnet deraf maae Modstanderne gierne beholde, det er heller ikke Ret til at paatvinge Andre vor Daab, Ordene derved og Betragtningen deraf; thi den har vi aldeles opgivet, saa alle Andre maae for os døbe og døbe lade, som de lyste, det er kun vor menneskelige og borgerlige Ret til at beholde vor “Tro og Daab i Fred, som vi har annammet dem og som vi agte det for en Saligheds-Sag at bevare og forplante dem aldeles uforvansket” efter vor egen, ikke efter Andres Overbeviisning; thi Enhver af os skal jo, efter vor Tro, giøre Herren Regnskab for sig selv, saa heri kan Menigheden ingenlunde stole paa Præsten eller Præsten paa Bispen.

Kun da, fordi Hr. Kalkar saa dristig paastaaer, at, videnskabelig talt, ere alle Forandringerne i Alter-Bogen aldeles ubetydelige, og siden det træffer sig, at jeg ogsaa er lidt Videnskabs-Mand, vil jeg vise ham, at derom dog ogsaa kan være meget forskiellige Meninger.

Naar vi nemlig skal tale videnskabelig om Forandringer i Forskriften for et Kirke-Samfunds høitidelige Troes-Bekiendelse ved Daaben og derpaa ei blot følgende men byggede Optagelse i et Samfund, der har Forjættelser baade for dette Liv og det Tilkommende, naar vi skal tale videnskabelig sammen om Forandringer i en saadan Forskrift, da kan vi naturligviis ikke løbe saa let derover, som om Forskriften kun gjaldt Indledning af Kirkegangs Koner, Ligbegiængelser eller selv Brude-Vielser, saa her maae vi ganske alvorlig spørge: hvem har Ret til at giøre Forandringer heri, videnskabelig Ret, og da paa hvilke Grunde; thi det nytter jo slet ikke, hvor ubetydelige Forandringer jeg giør, naar jeg enten slet ingen Ret har til at giøre Nogen eller mine Grunde er ubetydelige altsaa ugyldige. Her giælder det nemlig i alle Maader om “Principet”, thi indrømme vi Nogen Ret til at giøre hvad Forandringer, han vil, i vor fælles Troes-Bekiendelse eller ved Indlemmelsen i vort Troes-Samfund og Vilkaarene derfor, da er det ikke Spørgsmaal, hvor store eller smaa han giør i Dag, thi han kan jo med samme Ret forandre det Hele i Morgen. Har vi derimod indrømmet ham Ret til at giøre et vist Slags Forandringer paa visse Grunde, da er Hoved-Spørgsmaalet, om Grundene er tilstæde. Nu maa Hr. Kalkar paastaae hvilket han vil, enten at en Enkelt-Mand, uden at have nogen Fuldmagt af Troes-Samfundet har videnskabelig Ret til at forandre Lidt eller Meget i Samfunds-Pagten og Optagelsen, eller at den Enkelt-Mand der gjorde de omtalte Forandringer havde uindskrænket Fuldmagt, eller at der efter Fuldmagten var gyldige Grunde til Forandringerne, og jeg paatager mig herved Gjendrivelsen.

Forudsatte vi nu, at de omtalte Forandringer, videnskabelig talt, var aldeles uretmæssige, da vil Hr. Kalkar let indsee, at deres Ubetydelighed umuelig kunde undskylde dem, thi skulde Noget kunne, maatte det netop være deres Vigtighed og Nødvendighed; og de ubetydelige Forandringer maatte nødvendig forkastes for Principets Skyld, hvor det giælder om “Indgang og Udgang” nu og evindelig. Men sæt, at en Enkelt-Mand havde en vis Ret til at giøre Forandringer, saa kunde det dog aldrig være paa saa ubetydelige Grunde, som at han meende det Ene var ligesaa godt som det Andet, thi meende han virkelig det, da skulde han visselig lade staae, hvad der stod.

Saalænge Man derfor bliver ved at paastaae, at Forandringerne ere ubetydelige, da ere de, om jeg kjender noget til Logiken, videnskabelig talt, aldeles uforsvarlige, saa skulde jeg videnskabelig gjennemgaae Forandringerne, da maatte de der gjorde dem paastaae, at de vare meget vigtige, om ikke for Andet, saa for at vise, Man havde Ret til at gjøre Forandringer og følde Kald til at vise Menigheden, hvad der, indtil videre, skulde ansees for Vigtigt og hvad for Ubetydeligt.

Men selv ved at gjennemgaae det Enkelte, vilde jeg, som Vidskabs-Mand, bestandig komme tilbage til Principerne: til den paastaaede Ret og dens beviislige Grændser; thi ved en Indgang i Christi Samfund, hvor det hverken er Præst eller Bisp, men Christus selv, der maa betragtes som Borgen for Samfundets Goder, kan jeg ingenlunde paatage mig Beviset for, at enhver Afvigelse fra det Oprindelige medfører et vist Tab, men kun at hvad vi gjør paa vor egen Haand, det er Christus ikke Borgen for, hvad vi unødvendig forarge den Ringeste af Brødrene ved, strider ganske mod Hans Aand o. s. v.

Saaledes vilde jeg bære mig ad, for ikke at bortgive det Mindste af min videnskabelige Ret, og gjorde jeg Bemærkninger, som den, at jeg slet ikke begreb, hvor det kundedetkunde falde Nogen ind at gjøre Faderens mageløse Prædikat til Skaberens overflødige, at tage et “Og” fra Herrens Ord ved Daaben, der end ikke fattedes i nogen Haand-Skrift af Math. 28, eller at sætte i en Alter-Bog: troer du paa den “hellige” Aand, men: jeg døber dig i Navnet “den Hellig-Aands”, da det var kiønnest at skrive samme Persons Navn eens, især naar det, bogstavelig fulgt, gjør en kjendelig Forskjel i “Udtalen”, saa vilde alt Sligt dog kun skee i Forbigaaende, som Noget der viiste, at selv om Resten var i sin Orden, var Sligt dog høist upassende.

Jeg vil derfor kun, med Hensyn paa Skrive-Maaden “den hellige Aand” om den tredie Person i Guddommen, bemærke, at Danske Videnskabs-Selskabs Ordbog er et meget umistænkeligt Vidnesbyrd om, at vore Fædre ansaae “den Hellig Aand” for den rette Skrive-Maade, naar Man vilde betegne den tredie Person i Guddommen, og at “Udtalen” kræver den Skrive-Maade, hvor Bogstaven skal følges, thi at de Præster, som med Flid sige: den hellige Aand, har dermed lidt bag Øret, nægte de, saavidt jeg veed, ikke engang selv.

N. F. S. Grundtvig.