De store Höitider

De store Höitider. Naar Græsset pipper op af Jord, Og Træerne vil skyde, Da har vi Paaske her i Nord, Og Høitids-Psalmer lyde Om Herrens Grav i Øster-Land, Hvoraf, som Morgen-Soel af Strand, Opstod den Seier-Rige! Det minder os om Folke-Kaar, Saa rinde vi af Rode, Naar Barnet fødes, Vuggen gaaer, Saa komme vi paa Fode, Saa voxer op hos os i Løn Som Græs en lille Gude-Søn, Hvordan, det veed vi ikke! Naar Skoven i sin Høitids-Dragt Giør alle Fugle glade, Naar hist med Duft og her med Pragt Os vinke Blomster-Blade; Da bryder ud vor Pindse-Fest, “Gud Hellig-Aand! vær du vor Gjæst” Saa vore Tunger gløde! Da mindes vi vor Rosen-Tid, Den Ungdommens Gudinde, Som Mælk og Blod, saa rød og hvid, Og let som Vesten-Vinde, Naar Sundhed, Munterhed og Kraft, Hun skjænker os med Nektar-Saft, Som Dugg i Blomster-Bæger! Naar Rim for Mai er Skovens Pryd, Og Sneen Blomster-Teppe, Naar Fuglens Kvad er Klynke-Lyd, Ja Lyd med Nød og Neppe, Da kommer Jule-Aften brat, Og Engle-Sangen Jule-Nat Fremlokker Nytaars-Morgen! Det minder om vor Alderdom, Naar Alt for os er graanet, Naar Verden er som Ørken tom, Dens Lyst som Fuglen daanet, Saa Liv og Glæde kun paa Ny I Barne-Svøb fra høien Sky En Engel os kan bringe! Men kommer nu, I Christne smaa, Som skal med Guder arve, Saa om end Issen vorder graa, Har Hjertet Rosen-Farve! Lovsynger lydt med Barne-Røst Det Gylden-Aar, hvis rige Høst Ei Vinter skal fortære! Ja, nu i Kirke med en Fart, Imens det sammen ringer! Der nemt I lære skal og snart, Hvi det saa lifligt klinger Fra Jule-Nat til Pindse-Dag, Hvorfor i Kors vi tone Flag Og kime over Grave! I lære skal, hvi os en Trang Og Lyst det er at qvæde, Hvi Herrens Dag med Kirke-Gang Er os en Hjertens-Glæde, Ja, hvi med vore Ungdoms-Aar Vor Synd kun og vor Sorg forgaaer, Med Dødens Magt og Vælde! Af Psalmerne I veed det Navn, Hvori vi alle knæle, Som i en aaben Guddoms-Favn For dyrekiøbte Sjæle, Det alle Tungers Navn paa Ham, Som Herren, trods al Spot og Skam, Er til Gud Faders Ære! Men Huset paa den faste Grund Og med de klare Glugge, I kiendte ei til denne Stund, Skiøndt der gik Eders Vugge, Der gaaer Hans Vei, der er Hans Haand, Der med Fuldkommenhedens Baand Til sig Han knytter Sine! Det Huus dog vel maae kjendes godt, Det er vor ModersMaders Hytte, Som med det største Marmor-Slot Hun tabde ved at bytte, Den synes ringe kun fordi Som i vort Hjerte, saa deri Det Bedste seer Man ikke!

N. F. S. Grundtvig.