Bispinde FabritiusFabricius i PS.


Stille, stille! dæmpet klinge
Sangen ved den Trættes Seng;
Taaren her kun Trøsten bringe,
Alt som Dugg til slagne Eng! 
Hvad er her at sørge over?
Hun er ikke død, hun sover!

   

Stille, stille! ingen Klage
Ved den Frommes Hvile-Sted!
Talte ere hendes Dage
Kun hvor Nætter regnes med;
Hist, hvor Aar kan aldrig tælles,
Hun har Liv med Gud tilfælles!

   

Stille, stille! snart oplukkes
Øiet dobbelt klart og mildt,
Hvor ei grædes, hvor ei sukkes,
Hvor ei Kjærlighed er spildt,
Hvor i Venskabs gyldne Sale
Sød og sand er Alles Tale.

   

Stille, stille! see hun smiler!
“Hun har stridt den gode Strid”!
Kun det Tunge sig udhviler
Til en bedre Sommer-Tid,
Frihed har det Lette vundet,
Fugle-Vei til Himlen fundet!

   

Stille, stille! naar vi lytte
Deropad, hvor Solen gaaer,
Det gienlyder i vor Hytte,
Som naar yndigst Lærken slaaer:
Gienlyd af hvad hisset toner,
Hvor kun Kiærligheden throner!

   

Stille, stille! naar vi stræbe
For det Bedste uden Svig,
Smilet døer ei paa vor Læbe,
Men vor Søvn blier hendes liig;
Vaagnende vi trindt os finde
Venner, som hun var Veninde!

   

Stille, stille! Gamle, Unge!
Godt i Stilhed giorde hun,
Elsked ei med Mund og Tunge,
Men i Løn af Hiertens Grund,
Først hos Ham, som lader regne
Røbes det i Lysets Egne!

   
N. F. S. Grundtvig.