Gylden-Aaret

Gylden-Aaret. Hvad er det for en Lille, Der vugges nu paa Hav, Hvor Bølger ikkun trille, Hvor alle Storme tav, Hvad staaer der i hans Stjerne; Hvad slumrer i hans Hjerne; Hvad smiler i hans Drøm! Skal han som Brødre mange, Med stakket Levnets-Løb Trods glade Vugge-Sange, Henvisne i sit Svøb, Og stædes saa til Jorde Med Smil, som den der gjorde Sit Bedste ved at døe? O nei dog, ingenlunde! Her paa den jævne Jord, Imellem Belt og Sunde Den Lille bliver stor, Og naar han os forlader, Da gaaer han til sin Fader, I Ærens Høie-Loft! Ja, i sin Middel-Alder Han kroner, Gud for Alt, Den Ætmand god af Balder, Som blev til Styret kaldt I gamle Faders Dage, Fuldmange Aar tilbage, Med Fredegodes Navn! Saa vox da op, du Spæde, Til Helte-Daad i Vaar! Og bliv, til Daners Glæde, Et Fredens Gylden-Aar, For Gamle og for Unge, I Hjerte og paa Tunge I Lund og Høieloft! Der kom et Skib til Lande, I Havn forgangen Høst, Som bragde over Strande Til Daner Fred og Trøst, Hvor Kongen, frelst fra Døden, Stod rank i Aften-Røden I Glands med Dannebrog! Da løfted sig en Stemme, Da lød i Sky et Ord, Som bedre haver hjemme Ei nogensteds paa Jord, Og Kongen, dybt bevæget, Sig følde vederkvæget, Som kongefødt paa Ny! Det skal i Guld Du præge, Nyfødte Gylden-Aar! Til Folk at vederkvæge, Saavidt som Ordet gaaer, Til for ufødte Slægter At vidne, hvad end mægter Den Danske Kjærlighed! Ja, den skal giemmes længe Og findes Ære værd, Den sjeldne Skue-Penge, Som Hjerte-Præget bær, Med Klang som Skjalde kvæde Om Danmarks Hjertens-Glæde I Fredriks Gylden-Aar! Der, paa den ene Side, Man under Konge-Flag Seer Lykke-Skibet skride For fulde Seil i Mag, Hvor ingen Vinde suse, Og ingen Bølger bruse, Men Alt er Varmens Værk! Og paa den anden Side, Med gylden Axe-Krands Om Sølver-Lokker hvide, Staaer Kongen i sin Glands, Henpegende paa Røsten “Som Glæden er om Høsten” Med gylden Konge-Vaand! Her er det Kongens Baade I Alderdommens Aar At høste hvad han saa’de I kraftig Ungdoms Vaar; Her er det Markens Ære En Axe-Krands at bære Som Kongen frydes ved! Ja, sandt er det at sige, Da som en lille Pog I Dane-Kongens Rige Jeg staved slet i Bog, Da hørde grandt jeg tale Om Ham i Konge-Sale Som da var ung og viis! Han holdt i hine Dage Et Ind-Tog med sin Brud, Da maatte Øren brage Af høie Ære-Skud Og mest fra Pige-Munde Som sang i Mark og Lunde Hans favre Brude-Vers! Ja, det er ei at glemme, At ved den Høitids-Færd Sig løftede en Stemme, Som længe tied kvær, Det var vor Moders egen, Som yndig, halv forlegen Paa Ny i Skoven klang! Det saa sig maatte føie I denne Herres Tid, Thi Naade for Hans Øie Fandt Sangen jævn og blid, Ja, Naade fandt og HæderHæderr, Med Danske Folk og Sæder, Vort simple Moders-Maal! Thi maa, om end lidt silde, Som alle Gylden-Aar, Nu komme det “Høst-Gilde” Der spaa’des om i Vaar, Da trindt fra Mark og Vove Indhøstes Tak til Hove Halvtredsindstyve Fold! Her er slet ikke Talen Om meget “Sort paa Hvidt” For Dyd i Konge-Salen, For Borger-Selskab frit; God Gierning selv sig priser, Hvad Penne-Strøg beviser Det er kun Skrive-Konst! Nei, Rødt, paa Hvidt er Arven, Vi har fra Heden-Old, Og Hvidt paa Rødt er Farven, Vi føre i vort Skjold; I Hytten og til Hove Vi takke, som vi love, Kun ret med Haand og Mund! Og Kongen af Guds Naade, Som høste skal i Lund, Ei Blæk med Pennen saa’de, Men Frø med Haand og Mund Til Alt hvad Livet pryder, Til Alt hvad Hjertet fryder: Til varigt Folke-Held! Det hørde jeg forleden, I Jubel-Drottens Vaar, I Skoven og paa Heden, I mine Drenge-Aar, I hine Trylle-Dage, Da Prindsen uden Mage Lovpristes vidt om Land! Mens selvgjort Lyn og Torden I Raad-Huus og paa Val Bortskræmmed Fred fra Jorden, Udbredte Død og Kval; Kun gienlød Danmarks Vange Af høie Fryde-Sange Til Freds og Frederiks Priis! Det gienlød vidt paa Jorden “Han løser alle Baand” Den ædle Prinds i Norden, Ham driver Friheds Aand: Han binder kun fra Oven Urettens Haand med Loven, Og Folk med Kiærlighed! Da blussed vore Kinder Da kom der Rødt paa Hvidt, Som ved vor Ungdoms Minder Endnu der kommer tit, Det spurgdes over Stranden, At stolte af hinanden Var Fyrsten og hans Folk! Som “deiligst Vang og Vænge” Det lille Danmark laae, For Ufærd syndes længe Det “lukt med Bølgen blaa” Til, som saa tit, det hændtes, At hvor ei Faren ventes, Den snarest kommer fra! Det saae jeg giennem Taagen, Med stakket Sværd ved Lænd, Kun hvæsset slet paa Bogen Om “at” og “da” og “men” Da Spillet paa Tre-Kroner Med ubekjendte Toner Gjenlød i Axelstad! Det baader ei at glemme Gienvordighed paa Jord, Alvorlig er dens Stemme Og mærkeligt dens Ord, Og stort det aldrig duer Hvad i en Skærs-Ilds Luer Ei luttres men forgaaer! Derfor saa god at giæste Er, som en prøvet Mand, Kong Frederik den Bedste Og Daners Fødeland, Hjemsøgte blev de begge Med meer end Odd og Egge: Med Harm og Hjerte-Sorg! Nærværende Tids-Alder Med Skarpt blev her indskudt, Det lod for os, som Balder paa Ny til Hel var budt, Hans Skib paa Hexe-Ruller Udskred med Brag og Bulder Saa Nannas Hjerte brast! Da blev der født og baaret En Smerte-Søn i Nord, Til først i Gylden-Aaret At vorde glad og stor: Paa Valen stod hans Vugge, En Dødning var hans Dukke, Hans Hest en Bauta-Steen! Dog blev han til en Sanger Med sære Kæmpe-Kaar, Som laande Odins Ganger Og giæsted Helas Gaard, Kom hjem med Odins Lykke, Med Fyllas Hoved-Smykke Og Nannas hvide Slør! Ham Balders Aand omsvæver, Hans Borg sig Dag for Dag Paa gyldne Suler hæver Med blanke Sølver-Tag, Han alle Trætter jævner, Forsete Man ham nævner Paa Nordens Billed-Sprog! Nu er han myndig blevet, I Fredriks Gylden-Aar; Og til han blir udlevet Har Danmark gyldne Kaar; Thi det er Daners Baade At høste hvad de saa’de I Folke-Livets Vaar! Nu skal det aabenbares, At gammel Kiærlighed I hver en Skærs-Ild klares, Og er for Rust i Fred; For Levende og Døde Kan Daners Hjerter bløde Men isne kan de ei! Der kom et Skib til Lande, I Havn forgangen Høst Som bragde over Strande Til Daner Fred og Trøst, Hvor Kongen, frelst fra Døden, Stod rank i Aften-Røden I Glands med Dannebrog! Da løfted sig en Stemme, Da lød i Sky et Ord, Som bedre haver hjemme Ei nogensteds paa Jord, Og Kongen, dybt bevæget, Sig følde vederkvæget, Som kongefødt paa Ny! Det var en deilig Scene, Men intet Skue-Spil, Med den skal sig forene Alt hvad der hører til, For klarlig at stadfæste: End lever dog det Bedste Hos Kongen og Hans Folk! End lever Kiærligheden, Som aldrig skal forgaae, Men klare sig herneden, Til Livet at forstaae, Til klart Ham at begribe, Der evig er i Live, Som Kiærligheden selv! Saa er da ikke brustet, “Fuldkommenhedens Baand” Vor Kjæde er ei rustet, Den bryder ingen Haand, Men af hvert Led udspringer En Blomst med Fugle-Vinger Til Gylden-Aarets Krands! Ja Kjæden af Kiær-Minder Man sagtens prise tør: Jo stærkere den binder, Des friere den giør, Jo længer den mon vare, Des mindre staaer den Fare, Des længere den blir! Man længe nok maa sige At Kiærlighed er blind, Det blir dog Lysets Rige, Hvor ret den strømmer ind, Og han har aldrig levet, Som klog paa det er blevet, Han først ei havde kiær! Fra Arilds-Tid herinde Vi elsked “Liv og Fred” Ja hos vor Danne-Kvinde Vi elsked Kiærlighed, Saa, er det Livets Gaade, Den sikkert bedst vil raade, Fuldvoxne Dannemand! Ja, du est nær forhaanden, Du blide Solskins-Dag! Jeg alt dig seer i Aanden Forgylde Danmarks Flag, Og kaste dine Straaler Paa Alt hvad Lyset taaler, Mod Alt hvad Lyset skyer! Ja, Brage Bænke-Pryder! Jeg øiner Dig i Soer, Naar klart du det udtyder, Hvad der er Stort i Nord, Hvad der er Danmark givet, Hvad der er godt for Livet, Og klogt for Askurs Æt! Et Lys sig da udbreder, Som trindt i Mark og Skov Om Liv og Sandhed freder, Forklarer Friheds Lov, Som Idræt, Ord og Tanker Kun holder saa i Skranker, At Frihed kan bestaae! For Dannemandens Øie Oplade sig da brat De gamle Kæmpe-Høie, Med mangen jordlagt Skat, Og af hvad nu Man spilder Udspringe Hielpe-Kilder, Som Ingen drømde om! Da skal Man Freden fatte, Som Livets Sommer-Veir, Da skal Man Kæmpen skatte, Som drog for den sit Sværd, Ei Alt i Fred-Leer forme, Men vælge Livets Storme For Gravens stille Ro! Da skal Man Forskjel kiende Paa Soel-Skin og paa Lyn, Skiøndt Begge de kan brænde Og skabe klare Syn; Thi, som Fornuften giver, Det ene Lys opliver, Det Andet slaaer ihjel! Jeg skimter i det Fjerne Og Dig, hvor høit Du boer, Som fødtes til at værne Om Gudhjem i vort Nord, Dig, Gjallar-Hornets Eier! Hvem Loke Lurendreier Maa lade Brysing-Men! Den gamle Gude-Kiender, Han saae det førend vi, Du skabtes ei med Hænder, Men fødtes af de Ni: Af Muserne fra Tempe Og Nordens gamle Kæmpe, Med Danmarks Hjerte-Skjold! Du fra dig hundred Mile Kan see paa hver en Leed, O, hvor maa Du ei smile Ad vor Kortsynethed, Vi for os see kun Haanden, Og tage den for Aanden, Som raader Gjallar-Horn! I dine lyse Dage Man for et Æventyr Skal fristes til at tage Hvad dog er Sandhed dyr: At vi har sanket Gloser Og stoppet dem i Poser Og kaldt dem Mimers Brønd! Hvor kan det troes i Norden, Naar Livets Bølge-Gang Fra Slægt til Slægt paa Jorden I Raad og Daad og Sang, Ja Virkninger og Kræfter Er hvad Man spørger efter, Og lærer at forstaae! Men i de Soelskins-Dage Før Ragna-RokesRogna-RokesMs. har Ragna-Roke. Nat, Naar Øiet seer tilbage, Det kiendes dog fuldbrat, At i den aarle Morgen, Mens Fredrik sad paa Borgen, Vi Dagnings-Skiæret saae! Ja Skyen seer jeg gløde, Hvor Soel mod Nord opstaaer, Vist til en Morgen-Røde I Fredriks Gylden-Aar, Saa Dagen alt begynder Oplysningens Velynder At krone med sit Guld! For Fugle-Sang i Skove Man klaged alt enstund, Man kunde sødt ei sove Som før ved Belt og Sund, Saa, er ei Solen oppe, Vil brat dog Bøge-Toppe Nok lysne i dens Glands! Ja, siden Hjarnes Dage Der sang om Fredegod, Paa Marken aldrig Mage Til Skjalde-Chor opstod, Som det der mangetunget Har Frederik besunget Halvtredsindstyve Aar! Gik med de Konge-Skjalde Jeg mange Aar i Lag, Da tør jeg ogsaa kalde Kong Fredrik Atter-Dag; Thi rimed det sig ikke, Da var kun værd en Strikke Det hele Skjalde-Chor! Ja, skred ei Natten sorte, Og nærmed sig ei Dag: Skin-Faxe vore Porte Med gyldent Hoved-Lag, Hvortil har det da kimet! Hvorom har vi da rimet I Draperne omkap! Dog, at om vores Frode Al Skjalde-Roes var sand: Fra Thaarup og fra Tode Til efter Ingemann, Derom tør jeg nok mene, Sig Stemmerne forene, Derom gaaer Syn for Sagn! Var det ei sandt, vi meldte, At Fredriks Konge-Vaand Med Guder og med Helte Opvakde Nordens Aand, Hvad løste da vor Tunge, Hvad lærde os at sjunge I Nørre-Ledens Aand! Og tør vel Nogen sige, Den Aand paa Mark og Fjeld Ei styrker Lysets Rige, Men staaer i Pagt med Hel! Hvormeget drog med Styrke Ei alt fra Mulm og Mørke Den frem til Dagens Lys! Var det blot Old-Tids Skrifter, Som nu kom for en Dag, Var kun af dens Bedrifter Vor Sang et Efter-Brag, Fandt ei Hvad dybt i Hjerte End vækker Fryd og Smerte I den sit Liv-Udtryk! Frem sprang, som Kæmper ranke I lysegrønne Vang, Hver ædel Nordisk Tanke I Danmarks Skjalde-Sang, Og hver en ædel Tone Fandt Gjenlyd paa en Throne: I Dane-Kongens Bryst! Var det kun Aften-Røde, Ei Skjær af nyfødt Dag, Da Ære med de Døde, Men vee det Folke-Vrag, Som heller gik tilgrunde, End toned nogenlunde Sit gamle Konge-Flag! Dog, bort med Tanker mørke! Langt Andet varslet blev, Da Thor idrog sin Styrke Og Holmgangs-Kredsen skrev, Da Heimdal stod mod Loke I Skjaldskabs Ragnaroke Og stilled Freias Graad! Ja, hos Kong Fredriks Fugle, Der sang med Vinge-Slag, Som alt det over Thule Var høilys Sommer-Dag, Der var et Tone-Møde, Af Levende og Døde, Som i et Gylden-Aar! Af Urdas Tone-Kilde Udsprang i samlet Strøm De Stærke med de Milde: En haard, en Anden øm, En klar som Guld og Ravet, En dunkeldyb som Havet, En høi som Ørnens Vei! De sært hinanden krydsed, De stridt ei sielden klang, Den fælleds Moder kyssed Dog Alle i en Sang, Og smeltede med Gammen Paa hendes Læber sammen Til Fader-Kongens Priis! De loved hende Glæde, De priste hendes Held, Med deiligt Dronning-Sæde Ved Morgen-Rødens Væld, Og med et kronet Hjerte, Som under Fryd og Smerte Blev til et Konge-Speil! Saa vox da op, du Spæde, Til Helte-Daad i Vaar! Og bliv til Daners Glæde Et Fredens Gylden-Aar, For Gamle og for Unge, I Hjerte og paa Tunge I Lund og Høie-Loft! Ja, i din Middel-Alder Du krone, Gud for Alt, Den Ætmand god af Balder, Som blev til Styret kaldt I gamle Faders Dage, Fuldmange Aar tilbage, Med Fredegodes Navn! Ja lad, o Gud! opklare En Dag, et Gylden-Aar, Som ret kan aabenbare, Med Nordens gode Kaar Det Danske Hjertes Fylde Til Graa-Haar at forgylde Hos Kongen og hans Folk!

N. F. S. Grundtvig.