Morgensange. 
	




      

  

   
    


      
Mel. Nu vel an, vær frisk tilmode.


Löft dig, Sjæl, paa Lysets Vinger,
Fro ved Dagen, födt paa ny,
Som sig Morgen-Lærken svinger
Glad med Sang i höien Sky!
Lov den Gud med Liv og Aand,
Som har Lys til Klædebon!
Tak din Gud, som dig paa Tunge
Lagde meer end Lærker sjunge!

      
      

I Begyndelsen fra oven
Ordet löd, og Lyset blev,
Sand Oplysning, det er Loven,
Som Guds egen Finger skrev;
Hvor sig spreder Lys i Ord,
Der er altid hellig Jord,
Naar med Lyst vi det annamme,
Da er Skolen Livets Amme!

      


   
   
  
    

    
    
Mel. Hvo veed, hvor nær mig er min Ende.


Udrundne er de gamle Dage,
Som Floder i det store Hav,
Og hvor sig hviler nu den Svage,
Der fandt den Stærke og sin Grav;
Men lovet være Himlens Gud!
De Ædles Æt döer aldrig ud!

    
    

Mens Graven kastes, Vuggen gynger,
Og Liv udsletter Dödens Spor,
Saa immer sig igjen forynger
Hver ædel Slægt i Syd og Nord,
Og Mindet, som Guds Miskundhed,
Forplanter sig i tusind Led!

    
    

Saa lad derpaa da Syn os fæste,
Hvad Ædle kaldte Livets Lyst!
Ja, lad os kappes med de Bedste
Og vove kjæk med Död en Dyst!
At byde den og Graven Trods
Kan med Guds Hjælp og lykkes os!

    

    
     
     

   

   
   
Mel. Sving dig op forsagte Sjæl.


Morgen-Hanen atter goel,
Slog med dugget Vinge,
Lykke os den gyldne Soel
Vil med Lyset bringe,
Naar vi takke Ham i Lön
Over alle Sole,
Som gjör Morgenröden skjön,
Signer Livets Skole!

   
   

Dagen Han har skabt til Daad,
Skumringen til Hvile,
Ingen maalde Livets Traad,
Derfor lad os ile,
Gjöre Gavn, mens Dagen gaaer,
Pröve vore Kræfter,
Visse paa, at gode Kaar
Rette sig derefter!

   
   

Ord i Mund og Skrift i Bog
Skal vor Ungdom lære
Ret at bruge Kraft og Sprog,
Livet til Guds Ære,
Da vor Manddom, klog og stærk,
Svare skal til Navnet,
Krone Skolens Ungdoms-Værk,
Vise, det har gavnet!