Ved
	Povel Glahns
				   og
				   Marie Blichers
				   Sölv-Bryllup
				   d. 15de Mai 1833.





   
 



Skal Sangen tone Festen værd,
Fra Olstrup-Tidens Skjalde-Tunge,
Sölv-Brylluppet maa holdes her,
Hvor midt i Maien Fugle sjunge,
Hvor Borgen med det höie Tag
Kun skimtes mellem Böge-Blade,
Men hulde Smil i Venne-Lag
Giör öiensynlig Alle glade!


Det mindes end fuldmangen Giæst,
Fra lyse, lune Sommer-Dage,
Det veed kanskee de Unge bedst,
Som vanskelig vel finde Mage
Til Stuerne, hvor de var smaa,
Til Glæderne, som de fandt store,
Til Borgen mellem Söer blaa,
Med Bölge-Hegn og Blomster-Flore!
 


Men leved De end hundred Aar,
Og glemde hvad de vilde sige,
Som gjæstede den Præste-Gaard,
Da Jette var en lille Pige,
Og hörde til det Venne-Lag,
Som Drotter maatte snart misunde,
De föle dybt paa denne Dag,
Hvad aldrig dog de glemme kunde!

   

Gid da en Hverdags-Ting det var,
For Præste-Mænd at sammenvie
Saa elskeligt et Brude-Par,
Som Povel Glahn og hans Marie!
Trods Mangel da paa Sölv og Guld,
Som Kiærligheden overstrider,
Med kiönne, ædle Börne-Kuld,
Fik gamle Danmark gyldne Tider!

   

Men er det sjeldent, selv i Nord,
At see et Par som disse Kiære,
Da lad det kiendes over Bord,
Desmeer blandt os det gjör dem Ære:
Med Tak for mangen Time skiön,
I Deres Kreds vi Skaalen tömme,
Og önske dem den söde Lön,
At lige Börn dem bedst berömme!