Frederik Adolph Greve af Holstein og Wilhelmine Grevinde af Holstein fød Reventlau, den 4de Mai 1833

Mel. Du Plet af Jord, hvor Livets Stemme.

Hvor let med Sang sig Fuglen svinger Fra Videslet i höien Sky, Hvor Maien lys paa Green udspringer, Kjærminden blaaner i dens Ly: I Sællands gamle Böge-Skove Fuldmangen Borg med Æren stod, Hvor Dannished paa Tro og Love Var herlig stædt og fæsted' Rod. En bedre Fugl end den i Skoven Sig her nedlod og svang i Sky, Og under bedre Dugg fra Oven Blev Stammen höi og skjöd paa Ny, Og Blomster bedre værd at binde Med Perlesnor i Mindekrands, De blaaned' yndefuldt derinde, Som Dyder smaa i Himmelglands. Nu ikke meer vi har den Glæde, At möde tit det skjönne Syn Af Christendom paa Herre-Sæde Og Dal-Blik under Bjerge-Bryn, Saa under Regn og Dugg fra Oven Er Böge-Stammen lysegrön Nu tit den feireste i Skoven, Og Fuglesang den bedste Bön! Men Fromhed gik dog ei til Grunde Og uden Tröst er ei vor Sorg; Thi hist og her i Böge-Lunde Sig hæver dog endnu en Borg, Hvor Maien i de dunkle Sale Er yndig fremfor den i Vang, Og meer end Slag af Nattergale Er Aften-Psalmens dybe Klang. Og Holsten-Borg er En af Disse, Er, til sin Ære, af de Faa, Hvor end man har den Tro: det Visse Er kun hvad evig kan bestaae, Og holder sig, som Klogskab byder, Da til det Visse fremfor Alt: Til Naadens Dyb og christne Dyder, Til Höihed under lav Gestalt. Man skatter da, hvad end der skrives, Tilgavns den dyrebare Tid, Som alt for god til at fordrives, Som værd at nyttes ret med Flid: Man planter da og vander troelig Hvad evig höstes Frugter af, Lad komme seent, man siger roelig, Naar kun det blomstrer paa vor Grav! I Tidens Löb da og oprinder For Ædlinger en Höitidsdag, Da Jorden blaaner af Kjærminder, Og Bögen toner Brude-Flag: En Dag, som den Sölvbryllups-Morgen, Vi byde rört velkommen her, Med Glædesbud til Holsten-Borgen, Med Krands for stille Herrefærd. Ja rört vi byde den velkommen, Med Mindet om fuldmangen Daad, Udsprunget klart af Christendommen, Nu under Smil, nu under Graad, Og lydt vi bede: Gud velsigne Den Adel-Stamme i vor Skov, Saa Grenene maae Roden ligne Og sprede vidt dens gode Lov! Ja, Ægtepar i Adelskjæde Alt gjennem fem og tyve Aar! Hver Daad forrente sig i Glæde, Hvormed I lindred' bange Kaar! Det voxe hvad I planted' troelig, Som Pilen sat ved Bækkens Rand, Og blomstre, naar I slumre roelig, Som Hjerteskud i Livets Land! Hver Bön, I sendte til det Höie, Gjenlyde södt i Psalme-Stil, Hver ædel Taare i Jert Öie Forklares til et Engle-Smil! Og, tækkes det den ene Vise, Da gid, om fem og tyve Aar, I Lövspring Eder Sangen prise, Med Brude-Krands om sölvgraa Haar!