Herrens Bord

Herrens Bord. Herren god, som uden Grændser Elsker dem, Han haver kiær, Ingen Forskiel hos dem ændser, Ønsker sig dem lige nær; Lige dristig Frie og Trælle Tør sig blandt Hans Venner tælle! Han alene regner efter Tro og Haab og Kiærlighed, Gyldne Raad i Guddoms-Kræfter Han for al vor Afmagt veed, Viljen god, hvor den Han finder, Med sin Gierning Han forbinder! Derfor i de sidste Dage, Mageløse paa vor Jord, Til Han kommer selv tilbage, Slog Han op sit Naade-Bord, Bød til Giæst paa Himmel-Retter Hvem der troer, at Guds Ord mætter! Jesus Christus over Bordet, I den Nat, Han blev forraadt, Brødet brak og deelde Ordet, Hvori evigt Liv er saaet, Tause lytted' til Hans Tale Chor af Himlens Nattergale! Thi hvad Engle selv undvære, Gav Han i sit Ord til Støv, Vied' ind til Guddoms-Ære Hvad henvisne skal som Løv, Men udspringe med det Samme Som en Green paa Livets Stamme! “Æder, drikker og tilegner Eder frit mit Kiød og Blod! Hvad det Synlige betegner Derfor Jeg er eder god; Hvo ei paa mit Ord tør lide, Hvad det er, faaer ei at vide”! Lad os paa Hans Ord da bygge, I hvis Mund ei fandtes Svig! Ingen ærlig Mand sin Skygge Mener, naar han nævner sig, Almagt kan umuelig prale, Ordet selv sig ei fortale! Det er Stort hvad Herren byder: Deel i Alt hvad der er Hans, I Hans Byrd og i Hans Dyder, I Hans Død og i Hans Glands; Men det saa Ham bedst behager, “Heller giver Han end tager”! Det er noget ganske Andet, End en Synder har fortjent, Loven haver ham forbandet, Dermed er alt Baalet tændt; Dømt til Deel med Løgnens Fader Er Enhver som Gud forlader! Derfor tusindfold velkommen, Du, som med din egen Haand Naglede til Korset Dommen, Og opgav for os din Aand, Bar vort Kiød og Blod til Graven, Medens dit blev Nytaars-Gaven! Det var Naade over Naade, At Du med os bytted' saa, Det er Kiærlighedens Gaade, At det Tusk sig lod opnaae, Derfor Øiet kun oplader Kiærlighed for Søn og Fader! Derfor Du Dig aabenbarer Kun for hvem der har Dig kiær, Og kun Kiærlighed forklarer Din Forsonings Kraft og Værd; Som for Tyrker og for Trolde, Tom er den for Hjerter kolde! Men hvor kan vi sært det finde, At kun Hjertet Dig forstaaer? Med hver Mand og med hver Kvinde Det jo saa os daglig gaaer, At kun det hos dem vi fatte, Som vi elske selv og skatte! Ingen sige: Guddoms-Ære Har ei Mennesket behov! Guder vil vi Alle være, (Kun, desværre, helst ved Rov) Intet Mindre af Guds Naade Løse kan vort Hjertes Gaade! Tak for Evig da, Eenbaarne! Som nedsteg fra Gude-Rang, Og for Laget af Udkaarne Dig igien til den opsvang! Sammenknyt os i den Kiæde, Du beredte Konge-Sæde! Kiærlighed os sammensmelte Til din Ære, paa dit Ord! Skab med Det et Folk af Helte Paa vort Knæ-Fald om dit Bord, Saa om Dig, mens Stjerner tindre, Bordet kan med Fynd erindre!

N. F. S. Grundtvig.