---
title: Nordens Mythologi eller Sindbilled-Sprog historisk-poetisk udviklet og oplyst
author: Nicolai Frederik Severin Grundtvig
date: 2020-11-02
publisher: Faculty of Arts, Aarhus University
---
Maa trykkes.
I Kjöbenhavns Politieret d. 1ste December 1832.
*Thomsen.*
# *Rim-Brev*
# til
# *Nordiske Paarörende.*
***S**önner og Döttre af Nordens Aand:**Kæmpe-Vækkeren seiertryg,**Som lagde Fenris-Ulv i Baand,**Plöiede Midgaards-Ormens Ryg,**Reed over Ginnung-Gab i Spring,**Kiörde med Thurs og Trold i Ring,**Stod under Aske-Kronen Maal,**Veiede Guld saa godt som Staal,**Sögde det ei i Klippens Aarer,**Sögde det för paa Havsens Bund,**Fandt det saavel i**Freyas Taarer**Som under Smil i Glaser-Lund;**Malede Guld paa Grotte-Kværn,**Saaede Guld til Lande-Værn,**Smedded deraf en Hammer dru,**Tjenlig for**Magn**og**Mod**endnu,**Knusde dermed den Röver-Haand,**Som lagde**Herkules**i Baand,**Knusde dermed hvad Staal ei beed:**Jetten med Brev paa Evighed,**Knusde dermed det stolte**Rom,**Som der skal evig kvædes om!**Sönner og Döttre af**ham**i Nord**Og af den**Diis**der græd for**Balder!**Har I end Öre for Aandens Ord,**Hörer det dog, en Broder kalder;**Lad dog et Svar ham lære brat,**At ei i Fimbul-Vinternat**Han kun fik Rune-Maal for Een,**Som alle Kæmpers Bauta-Steen!**Græs har jeg fundet paa**Danmarks-Vei,**Hvor Man ved**Thæms**det vented ei,**Sikkert ved**Ex**i det**Danske Bjerg**Ogsaa der sidder en Gienlyds-Dværg*Hvor Ruinerne af Rougemont Castle ved *Exeter* minder om de gamle Konger i *Vest-Sex,* viser Man endnu *Dansker-Bjerget,* hvor vore Fædre stormede.
*,**Knurrer ved**Cæm**i det**Danske Taarn**End vel en Kæmpe, som kvad tilforn*Dane-Borgen (The Danish Castle) ved *Cambridge* er nu et Fange-Taarn.
*;**Men hvad der slumrer i**Alfreds**Grav**Hörer ei Rösten, mig**Dana**gav,**Ælve-Dronningen,**daanet der,**Ikke mit Kvad om Herre-Færd!**Skjalde-Tungen mig hist i Mund**Er kun som Toner i Harpe-Bund,**Hvor Man ei kiender det Hande-Lag**Som til en Leg giör Harpe-Slag,**Og til at lalle paa Amme-Skiöd**Er ikke længer min Tunge blöd,**Men til, som Pogen, at nemme godt**Dertil er nu mit Haar for graat*Shakspear’s King Richard the second. 1. 4.
*!**Löfter sig**der**min Stemme bold,**Giör kun paa Mur og Bom den Vold*Med Rette sagde derfor mine Venner i *Cambridge* om mig: he speaks English thro’ a stone-wall!
*,**Kan ikke der paa fremmed Grund,**Svare sin Told i**Öre-Sund!**Men er det mueligt, skal jeg troe,**Her i de gamle Glaser-Lunde,**Dödning-Ridt over Gjallar-Bro**Nu kun huger fra Skjalde-Munde;**Her ei kan svulme et Kæmpe-Bryst,**Her ei kan lyde en Nordisk Röst,**Uden Man hvidsker brat under Öe:**Hör, hvor den vilde**Hervor-Mö**Kogler og vækker til nyt Ustyr**Hjorvard,**Hrane**og**Angantyr!**See, hvor det gnistrer i bælgmörk Nat!**Kors, nu dages vel**Tyrfing**brat!**Kommer og lugter det christen Blod,**Aldrig der raades paa Vaanden Bod?**Hvad? er al Kraft da Jetters nu,**Saa intet Staal har meer Guld-Fæste!**Hel,**der i Nord var för en Gru,**Er nu af Diser**hun**den Bedste!**Löve-Hoved paa Klinge-Klodd!**Fölger ei meer Du Egg og Odd!**Eller blev nu Man i**Thrud-Vang**selv**Ræd for lidt Gny af Glommens Elv!**Hvad? I Kyster ved Bælt og Sund,**Böge-Kæmper med Sang i Mund!**Klippe-Væggen med Rune-Stav,**Hrone-Klinten med**Bjovulfs**Grav!**Guld-Sædevang fra Heden-Old,**Bauta-Steengiærde om**Fyrresvold!**Mjösen**og**Dovre**og**Guldbrands-Dal,**Höi efter**Hölge**og Seng for Hval!**Trylle-Navne blandt Folk i Nord!**Er I nu alle kun tomme Ord?**Levned paa**Marken**os**Hengst**og**Hors**Sværmere kun for Klör og Pors,**Pære-Skuder og Flynder-Skind,**Flöde-Bötte og Pölse-Pind?**Levnede**Volse**i**Göthe-Skov**Kulsvier kun og Kulfust grov,**Öie for Gruus, for Græs og Snegl,**Argus-Öine**for andres Feil?**Levned dig,**Norge,**med Klipper graa**Rolv**kun Nisser fra Top til Taa,**Vente-Brev paa en Engelsk Bill,**Storthings-Drömme og Throndhjems-Sild?**Vandred I ud, eller sank i Muld**Alle, som glöded for Oldtids Guld,**Ahned i**Odin**meer end Luft,**Andet i Aand end tydsk Fornuft,**Andet i**Friggas**Graad for**Balder**End hvad der fugter naar Duggen falder,**Mere i Myther end Æventyr,**Andet i Folk end kloge Dyr,**Mere i Kamp end Knald og Fald,**Andet end Skin i**Odins**Hald,**Mere i Liv end Lykke-Spil,**Andet end Gas i Ygdra-Sill?**Nei, ikke saa, det vist jeg veed,**Hel-Veien**nok var altid breed,**Immer blandt Folk i Tidens Löb**Hunde-Forstand var Röver-Kiöb;**Derfor til Helte Man fandt en Hald,**Tog selv i Nord paa Skjalde Tal,**Mens uden Tal, som uden Navn,**Skiftinger sank i**Helas**Favn;**Men hvor saa vid blev**Valhalds**Port,**Som vi det see paa**Grimners-Maalet,**Og dog de Portes Tal saa stort,**At det af**Prim-Stav**ei er stjaalet*Der var, som Man veed, ikke mindre end 540 Dörre paa Ærens Nordiske Tempel, og hver af dem saa vid, at der kunde gaae 800 Kæmper *jævnsides,* hvad Man strax seer, giör höiere Tal, end der var i de Islandske *Almanakker* (Prim-Stave) hvori Man ellers vil have opdaget Kilden til alle vore Myther.
*;**Hvor der blev Kæmpe-Viser fleest**Var dog af Kraft og Skjaldskab Meest,**Og hvor Man sang de Viser bedst,**Sikkert faae Kæmper en Valhalds-Fest,**Opskærs-Gilde i**Ægers**Sal,**Naar der indhöstet er paa Val,**Steen-Stuen feiet med Laurbær-Kost,**Bægeret fyldt med**Idunnas**Most!**Ja, hvor med Lyst de Piger smaa,**Som lode siden Vugger gaae,**Lytted til Kvad om gamle Nord,**Vinge-Völund**og**Age-Thor,**Der vist leger nu mangen Pog**Ind sig i Nordens Billed-Sprog,**Der vist mangen en Unger-Svend**Önsker sig Kæmpe-Sværd ved Lænd!**Derfor, I Börn af Kæmpe-Æt!**Hörer mig dog, forstaaer mig ret!**Tungen er Sværd og Pennen Spyd,**Skjoldet er Vidd og Daaden Dyd,**Slaget giælder kun Last og Skam,**Hunde-Sjæle i Folke-Ham,**Dem der gnave paa Askens Rod,**Skylle kun Bleer i**Kvasers**Blod,**Dem der trampe paa Bifröst-Bro**Grovt med en Lap af**Lokes**Sko,**Dem der trumfe hvor**Aser**boe**Bredt i Bord med en**Hrungner-Kno,**Drikke derpaa syv Boller Puns,**Asgaard**og**Valhald**skal gaae tilbunds,**Freya**og**Sif**kun finde Havn,**Ved deres Gunst i Jette-Favn,**Sif**til at sidde i Hald paa Stads,**Vanehjems**Diis**til Spas og Fjas,**Mens alle Guder med Spot og Spee**Nævnes kun der, hvor Nisser lee!**Dem kun giælder vort Hammer-Slag,**Alt som i Gaar, til Domme-Dag,**Deres**Pande**faae Last og Skam,**For de misbruge vor gode Hamm;**Men deres Blod har ingen Nöd,**Smöre vi vil os ei paa Kiöd,**Ikke engang bruge Risp og Syl,**Mod deres Gnæggen, Bjæf ogvg Hyl,**Kun**bruge**Mund,**som vi kan bedst,**Over dem age med**Thor**i Sky,**Springe dem over paa**Odins**Hest**Naar vi engang ride Sommer ad By,**Lade dem seile der’ egen Sö,**Drömme sig drukne af**Lethes**Gammen,**Mens vi, ombord med**Njord**og**Frö,**Seile til Luv dem sönder og sammen;**Lade dem ride i Jotun-Kraft,**Baade paa Grissel og Koste-Skaft,**Ride paa Kaal-Stok, Hör og Hamp,**Rene Former og Gas og Damp,**Ride til**Bloks-Bjerg**og til**Troms,**Der at sidde med**Thrym**til Doms,**Der at thinglyse for Thurs og Trold:**Age-Thor**ret er en vanskabt Knold,**Værd kun at bruge til Hulvei-Fyld,**Var det ikke for**Mjölners**Skyld!**Odin**primer, den Sag er reen,**Og da hans Hest bruger**otte**Been,**Skam han kun har af de store Spring**Med en saa**unaturlig**Ting!**Frey**vel skinner i Ælve-Sal**Er dog immer en Maanskins-Ka’l,**Kiöbde sig Kys for Guld og Sværd,**Er ei et Gran af sin Lykke værd!**Ælve-Kongen et Skib ham gav,**Ælve-Piger et Taare-Hav,**Stout han seiler, men uden Roer,**Uden Bestik og Lods om Bord,**Kommer i Land men kun med Skam,**Kun som et Lykkens Dægge-Lam!**Balder**alene, ja han er söd,**Salig at prise, thi han er**död!**Ja, I Sönner af Kæmpe-Æt!**Lad os forstaae vor Fordeel ret!**Slagne vi er over hver sin Læst,**Frihed**er hvad os tjener bedst,**Frihed,**men**ikke**som Ild og Vand,**Pest og Hunger og Ödeland,**Frihed,**men ikke som Ulv og Björn,**Ikkun som voxne Menneske-Börn,**Og som den sig med sund Forstand**Rimer i Öine-Forblindelsens Land,**Hvor vel ei Stif-Moder Ulv og Björn**Skaber nu meer af umyndige Börn,**Men hvor Endeel, som af Dyr har Mest,**Blev dog tilsyne som Folk er flest,**Kan ei begribe, hvad**Frihed**er**til**Uden at giöre det Onde Man vil,**Hevne sig frit, ei paa Uvenner blot**Men paa dem alle, som har det**godt,**Og mellem Dyr tör broute af**Aandelig**Byrd og**Adelskab!**Frihed**lad være vort Lösen i Nord,**Frihed for**Loke**saavelsom for**Thor,**Frihed for**Ordet**i Verdenen ny,**Som til sig selv det har skabt under Sky:**Tankens**og**Troens**og**Vidskabens**Land,**Ligest af synlige Ting dog en Strand,**Hvor kun i Blæst Man seer Bjerg-Toppen hvid,**Og hvor kun Livet sig rörer i Strid,**Hvor, selv naar Kraften sig hyller i Damp,**Lydt den udraaber: mit Liv er i Kamp!**Tankens**og**Troens**og**Vidskabens**Hav,**Som uden Frihed er Asernes Grav,**Men, som, naar Kræfterne kappes om Rang,**Ligner en blomstrende, bölgende Vang,**Pranger med Borge og skyhöie Bjerge,**Vrimler af**Aser**og**Alfer**og Dværge,**Hæver sig over hvad Hænder kan naae,**Og selv hvad Örnen i Höiheden saae,**Vækker, som**Asernes**Odel**i**Nord,**Ære-Frygt dyb for det**levende**Ord!**Kalde**det**Frihed**kun hvo som har Lyst**Fenris**at löse til Ragnaroks-Dyst,**Naar dog ei Fenris, men Faderen kun,**Vinder Forlov til at bruge sin Mund!**Fri være**Loke,**som**Brage**og**Thor!**Jetter kun fængsler det vingede Ord,**Kamp-Guder alle, som drilles med Vid,**Vækkes af Dvale til seierrig Strid!**Frihed**for Alt hvad der stammer fra**Aand,**Som ikke ændres men arges ved Baand,**Virker skinbundet det Værste i Lön,**Tæmmes alene ved Thor-Karmens Dön!**Derfor, I Ædlinger! fjerne og nær,**Lad os ei strande paa Særhedens Skiær,**Men kun bestride med Ord og med Aand**Hvad ei kan röres og gribes med Haand!**Bundet kun være det**glubende**Dyr,**Som i sit Svælg vil det Ædle begrave!**Eenarmet stander med Æren da**Tyr,**Magteslös spotter**kun**Loke**den Brave!*# Fortale.
**D**a jeg sidste Efter-Aar besluttede mig til at levere det Skilderi af *As-Gaard,* for hvilket jeg, giennem en Række af Aar, var i den lille Læse-Verdens Giæld, der med Gunst optog Grund-Tegningen, faldt det mig lykkeligviis ind, at netop *fem og tyve Aar* var forlöbne, siden jeg förste Gang skrev om *Sangene i Edda,* saa det var egenlig sit *Sölv-Bryllup* med Nordens Myther Skribenten her skulde holde. Lykkeligviis, siger jeg, ikke fordi jeg tænker, Læseren skal finde det Indfald ligesaa fornöieligt som jeg, og lade Bogen nyde godt deraf, men fordi det, som Man veed, især kommer an paa Skribentens Stemning, om Bogen skal blive munter eller kiedsommelig, og fordi, som jeg har bemærket, næst Kiedsommelighed, lader dog ingen Sinds-Stemning sig bedre meddele ved Pennen end Munterhed. Havde nu Tanken om Sölv-Brylluppet været blot et flygtigt Indfald, der kun beroede paa *Aars-Tallet,* da vilde den vist nok ikke udrettet saa store Ting, som det er, tilgavns at opmuntre en aldrende Skribent, der klarlig seer Af-Magten i de *Bog-Staver,* Man, kun af gammel *Over-Tro* paa *Runerne,* har tilskrevet Al-Magt; men nu pegede kun Aars-Tallet paa hvad jeg under Arbeidet stedse dybere földe, og klarere indsaae, var baade Gammen og Alvor. Jeg skrev nemlig fordum om Nordens Myther, ikke blot for at skrive en Bog, men især for, om mueligt, at meddele Læseren min Ungdoms-Kiærlighed og Begeistring for dem, og skiöndt det naturligviis mislykkedes, fordi, naar Pennen giver allerbedst Blæk, giver den dog ikke en Draabe Kiærlighed eller Gnist af Begeistring, saa fandt dog Publikum, at Kiærligheds-Brevet röbede en hemmelig Forstaaelse mellem Skribenten og den usynlige Diis, saa der var eller blev vel et Par af dem. Og naar jeg da nu földe, at, efter fem og tyve Aars Forlöb, betragtede jeg Nordens Myther med samme Öine, som da de först begeistrede mig, og naar jeg hvert Öieblik opdagede flere af de forborgne Yndigheder, jeg i Ungdommen ahnede og rask forudsatte hos den Elskede; da maatte det nödvendig slaae mig, at jeg dog i Grunden var En af de faa lykkelige Beilere til Vidskabs-Brude; thi ingensteds er jo de lykkelige Ægteskaber sjeldnere end i Literaturen, hvor, uden at regne de utallige Mis-Parringer og saakaldte Fornuft-Giftermaale, selv Digteren tit bliver kied ad sin Muse, saasnart Hvedebröds-Dagene er omme, og hvor de faa Videnskabs-Mænd, der i Ungdommen var begeistrede Elskere, næsten uden Undtagelse i Manddommen svigte den Udkaarede, og blive Trælle af hendes eller af en anden Dises Kiökken-Terne. Vel havde besynderlige Omstændigheder ogsaa i min Middel-Alder *videnskabelig* skildt mig fra min Ungdoms Kiæreste, men jeg var blevet hende *poetisk* og *historisk* tro, og mærkede nu, da vi mödtes igien, at den videnskabelige Skilsmisse, i og for sig selv, ei har meer at betyde, end den legemlige, ved Udenlands-Reiser eller andre Hindringer, som er langt fra at forstyrre et lykkeligt Ægteskab, men giör det netop lykkeligere, ved at giöre det friere og ligesom forynge baade Brud og Beiler. Vel fandt jeg, der, i min Fraværelse, havde været andre Beilere til Bruden, men det var langt fra at forknytte mig, det morede mig tvertimod, da jeg baade stod og staaer endnu i den Formening, at de ingenlunde har stukket mig ud hos Fruen, men at hun snarere har havt dem lidt til Bedste, og selv om jeg heri skulde tage Feil, vil Læseren dog sikkert indrömme mig, det i slige Tilfælde er klogest at lade, som Man var baade blind og döv, da hvem der ei kan tie med Skaden, faaer Skammen i Kiöbet. Jeg tör derfor haabe, Læseren vil finde Beskrivelsen af Sölv-Brylluppet, som jeg herved har den Ære at sende, efter Omstændighederne, *ret moersom,* og det er alt hvad jeg forlanger, ikke fordi jeg jo gierne vilde unde Læseren virkelig Deel i Giæste-Budet, men fordi jeg indseer, det er i Grunden dog at spille Giæk med Folk, naar Man rækker dem en *Beskrivelse* af et Giæstebud, og yttrer det Haab, at Maden vil smage og Vinen oplive dem, uagtet de naturligviis maa sidde med törre Munde, hvis de ikke beværte dem selv. Jeg veed jo nok, at en saadan Bekiendelse klinger sært i vore Dage, da det hardtad i Aandens som i Legemets Verden reent er glemt, der gives nogen anden Rigdom end *Papir;* men skal Man ikke midt i sin drömte Rigdom blive saa forarmede, som *Ny-Grækerne* f. Ex. midt imellem de ypperste Böger paa Moders-Maalet, da maa Man sandelig snart lære at betragte enhver god Bog blot som en Vexel, den tilsvarende Mund maa indlöse med Ord saa gode som rede Penge; thi hvad Hexeri der end ellers kan være ved ramme *Runer**, Livet,* som de *fattes* selv, kan de dog umuelig enten give eller opholde.
Dog, for at komme tilbage til Beskrivelsen, da vil Læseren strax see, at jeg ved mit Sölv-Bryllup har behandlet Ord og Anskuelser saa frit, som Man behandler Mad og Drikke, naar Man giör Gilde, og enten er ingen Gnier, eller dog En, der gik Hul paa, og at de Giæster, der ei kunde finde dem i den utvungne Munterhed og Fritalenhed, ei der havde andet Raad end at liste dem bort, da jeg havde fast besluttet paa min Bryllups-Dag hverken at læmpe mig efter Suur-Muler eller pertentlige Folk. Dersom mine *Med-Beilere* skulde komme for Skade og læse Beskrivelsen, vil de kanskee tænke, jeg har stiklet paa dem, men, er de billige, vil de finde, jeg har kun gjort, hvad Man aldrig maa fortænke gamle Elskere i, thi har Man virkelig stukket mig ud, maa Man sagtens unde mig den fattige Tröst at være blind derfor, og har Man det ikke, maa jeg jo dog nödvendig tage Villien i Gierningens Sted. *Desuden,* saa veed mine Kyndinger nok, at al den Naade Mythographerne har viist mig i Löbet af de fem og tyve Aar, er at lade som jeg enten aldrig havde været til, eller var dog död og borte, og naar jeg nu ikke desmindre var lyslevende, kunde de umuelig vente mere Naade af mig igien, end at naar jeg kom til Orde, eller greb dog Pennen, jeg da gjorde dem samme Skiel. Det kunde vel synes *ædelmodigere* at lade öm, og, skiöndt jeg er ingen stor Ynder af Skue-Spil, giör et smukt Skin dog ogsaa Indtryk paa mig; men deels veed Læseren nok, at et tvungent Væsen, det være saa dydigt som det vil, er dog slet ikke moersomt, og deels er jeg virkelig endnu literær Kiætter nok til at troe, det i Grunden er langt *dydigere* at bestride herskende Unoder, med Vaaben der kan bide paa dem, end enten at bukke for dem eller sukke sig fordærvet over dem. Er det kun derfor, som jeg, ganske alvorlig talt, troer, en stor og farlig Unode at betragte og behandle de gamle mythiske Rim-Smede som Klokke-Faar, der kun lod Munden löbe fordi de havde ingen Pen at skrive *Almanakker* med, er det en stor Unode, da er det unægtelig en god Gierning, billedlig at slaae Mythographer ihjel for et godt Ord; thi saaledes betragter og behandler Man jo unægtelig Mythe-Smedene, naar Man vil indbilde Folk, at de med alle deres store Sind-Billeder kun vilde afbilde hvad alle Folk saae for deres Öine og hvad der nu ikke engang taales i Almanakken. Vel kan Man indvende, at baade de gamle Mythe-Smede og deres Tilhörere har alt været döde saalænge, at de er nær ved at staae op igien, saa det kan være dem det Samme, hvad Man skriver om dem, men at Mythographerne og deres Læsere endnu tildeels er levende Folk, som dog ikke kan være ganske ligegyldige ved *bogstavelig* at rives ned; men Sagen er, at det giör en mærkelig Forskiel baade paa *Folke-Livet* og paa *Menneske-Livet,* med hvad Öine Man betragter de gamle Guder, Folk og Skjalde, saa her maa Man tage sig af de Döde for de Levendes Skyld, og kan ikke drive Nænsomheden mod Mythographerne og deres Læsere videre, end til, saavidt mueligt, at betragte dem som Anonymer, der kanskee ogsaa er döde og borte og, hvis ikke, kan tye til det Huus-Raad at tie med Skaden.
Jeg skulde herom ikke været saa vidtlöftig, men nöiedes med at sige, at mine Med-Beilere til *Disens* Gunst har Intet at klage, da jeg kun stikler lidt paa deres Foræringer og Kiærligheds-Erklæringer til hende, hvad dog vel maa være en gammel Elsker uformeent; dermed skulde og vilde jeg ladet det beroe, naar jeg ikke vidste, at Læserne endnu have anderledes höie Forestillinger end jeg om Dommedags-Slag med Penne-Fiere, der dog visselig slaae ingen Mand af Hesten, ei engang af Hel-Hesten, end sige da af *Sleipner* eller *Pegasus,* som jo dog er de Heste, Mythographerne bogstavelig vil ride til Vands. See, derfor maatte jeg et Öieblik dvæle ved Skygge-Fægtningen paa Papiret, som om det var noget ganske Andet, men derfor maa jeg dog ikke glemme hvad det virkelig er, eller indbilde mig at jeg med Pennen kan giöre min BetragtningBetragtntng af Fædrene og deres Guder virkelig giældende; thi tör jeg end mene, min Staal-Pen kan holde nogle Gaase-Fier Stangen, maa jeg dog vide, den kan umuelig hamle op med de mangfoldige Munde, den *Chinesiske* Betragtning af Himmel og Jord, med alt Mellem-Værende, har til sin daglige Tjeneste, og for disse Mundes Skyld er det dog ene, jeg hvæsser Pen mod andre Penne, der jo kun er uskyldige Redskaber i Mundenes Tjeneste. Saalænge derfor min Anskuelse kun staaer paa Papiret, kan mine Med-Beilere tröstig hæve sig over den og lee ad den, thi jeg er aldeles vis paa, at min Bog kan hverken svare dem eller deres gode Venner Et til Tusinde, og det er da egenlig kun for Löiers Skyld jeg hvisker den i Öret, som den ikke har, hvad den skulde svare, hvis den kunde, som den ikke kan, naar Man siger til den, hvad Man sikkert vil: det kan være pudsigt nok, hvad du vil indbilde os, ligger i de gamle Æventyr; men det er klart at det er Noget, de gamle Mythe-Smede aldrig drömde om, og derfor er din hele Anskuelse död og magteslös. Da imidlertid, efter Ord-Sproget, Alvor og Gammen giör godt sammen, beder jeg herved min Bog besvare ovenmeldte höistrimelige Indvending *bogstavelig* saaledes: I veed jo nok, godt Folk, at jeg er ikke skaaret for Tunge-Baand, men det er min Faders Ord, og ikke mine, thi han siger: sæt nu ogsaa, at jeg med Hexe-Konster havde forgjort nogle gamle Potte-Skaar fra *Brænd-Old* og *Höi-Old**,* som Folk kun brugde til at bære en Gnist Ild, tage en Taar Vand og lægge en Smule Aske i, sæt at jeg havde forgjort dem til *Speile* baade for det Nordiske og det Universal-Historiske Menneske-Liv, saa var det jo dog ingen Misgierning og heller ingen Ulykke, da den historisk-poetiske Selv-Betragtning deri blev lige nyttig og lige kraftig. Det gruelige derved blev altsaa kun det, at jeg i Aanden, altsaa i Grunden, var *Odin* selv, eller som *Rühs* alt for smigrende fordum kaldte mig “Asa-Lærens store Skaber” og det kunde jo falde besværligt nok at svare til, men naar endelig galt skulde være, fik jeg jo at finde mig deri, og see til at skikke mig derefter, ved, snarest mueligt, at avle en Flok Gude-Börn til *As-Gaards* Befolkning, da det naturligviis var alt for kiedsommeligt ret længe at være ene om al den Pragt og Herlighed! See, det var Svaret, som Ingen hörde, men er dog en Spas, der muelig kan blive Alvor!
*Christianshavn den 12te August 1832.*
*N. F. S. Grundtvig.*
# Indledningen.
*1. Universal-Historisk Vidskab.*
**N**ordens videnskabelige Kald — Det tredobbelte Romerske Aag: Keiserligt, Paveligt og Classisk — Den Christelige Anskuelse som Kilden til universal-historisk Betragtning af Menneske-Livet — Fortroeligt Bekiendtskab med Old-Tiden som Grundvolden for Historisk Vidskab — *Latinsk* Krage-Maal en Gru for Aanden og en Pest for alle Tunge-Maal — *Ny-Græsk* aabner en levende Forbindelse med *Old-Tiden,* ligesom *Islandsk* med *Middel-Alderen* — Forholdet mellem Universal-Historisk Lærdom og Folkelig Dannelse som mellem Livets Gaade og Tidens Tarv — En Borgerlig Höi-Skole maa opveie Lærde — Mundens Forhold til Pennen som Livets til Döden — Böger og Boglig Konst — En Universal-Historie som Konstens Mester-Stykke — Genesis, det Græske Musæum og Heimskringla — Væddelöbet med Roms Skygge — Universal-Historiens Prophet *William Shakspear.*
*2. Myther og Mythologier.*
Mythen et mundtligt Ord paa Billed-Sproget — Poesi ældre end Prosa, og Munden, ei Pennen, Ordets Vugge og levende Redskab — Den Romerske Pasqvil paa Mythe-Munden, en Troes-Artikel i den sorte Skole — *Ebræer* og *Romere* Old-Tidens Konst-Folk — Selv hos dem, som hos hver Enkelt-Mand, Ungdommen *Phantasiens,* Mellem-Alderen *Fölelsens* og Alderdommen *Efter-Tankens* Tids-Rum — Hos *Grækerne* som Old-Tidens Natur-Folk er denne Orden endnu synligere og i hele Menneske-Slægtens *Old-Tid, Middel-Alder* og *Efter-Aar* umiskiendelig — Et mundtligt Ord, som Aandens og Anskuelsens *Liv-Udtryk,* Udviklingens Sjæl og Betingelse — Hos det *Israelitiske* og det *Christne* Konst-Folk et lille *Kirke-Ord* — Hos Natur-Folkene hele Billed-Sproget, hvori deres *Aand* eller *Livs-Kraft* boer, kan indslumre og opvaagne — Det *skrevne Ord* er et billedligt Udtryk, som, taget egenlig föder *Bogstav-Troen,* Aandens Helsot — Forsöget paa at vække det aandelig uddöde Romer-Sprog — Ethvert Folks Myther udtrykke dets höieste Livs-Anskuelse og er da altid *prophetiske* i samme Grad som Folket virkelig nærmer sig sit Ideal — Hoved-Folkenes Myther er universal-prophetiske — *Græker* og *Nord-Boer* de eneste Hoved-Folk, hvis Myther kan aandelig oplives fordi deres Aand slumrer i Billed-Sprogets *levende* Levninger — Grækernes Historie som Old-Tidens Middel-Punkt — Forholdet mellem Phantasi og Forstand, Forestilling og Begreb — Begeistringen som Mythernes Kilde-Spring — Kroniderne og Persephone — Philosophien og den Dramatiske Poesi.
*3. Nordens Kæmpe-Aand.*
Krig og Fred i Aandens Verden — Forskiellen mellem Kamp og Slags-Maal — *Hyrde-Livet* i Öster-Leden, *Borger-Livet* i Grækenland og *Kæmpe-Livet* i Norden — Det sortladne Hav som Kæmpe-Livets og det Nordiske Dramas Vugge — Nordens Aand og Engelands Historie — Middel-Alderens Chaos — Den *Gothiske, Angel-Sachsiske* og *Normanniske* Udvandring fra de tre Nordiske Riger — Nordens og Historiens Aand een og den samme — Hvordan Livet hængde i os trods den sorte Död — Engelsk-Manden og Danne-Kvinden — Poesien og Skue-Pladsen — *Saxo* den eneste poetiske Grammatiker — *Holberg* og *Skole-Fuxeriet* som *Thor* og *Midgaards-Ormen* — Nordens Mythe-Böger — Old-Sagn og Historisk Critik — *Asa-Maal, Bjarke-Maal* og *Krage-Maal* — Eivind Skalde-Spilder, og Island som et aandeligt *Joms-Borg* — Kæmpe-Viserne — *Völuspa, Grimners* og *Vafthrudners* Maal, *Vegtams, Thryms* og *Hymers* Kvide, *Skirners* Reise, *Hyndlas* Sang, *Loke-Gluffen* og *Ravne-Galderet* — *Volsung-Kviderne* og *Völunds* Kvide som de udvandrede *Gothers* Bjarke-Maal — *Gylfe-Legen, Brage-Snakken* og *Skalda* som en *Nordisk Poetik* fra Middel-Alderen — Old-Sagnene hos *Saxo* — *Bjovulfs-Drape.*
# Fremstillingen.
**A**sa-Maal,Bjarke-MaalogKrage-Maal.AlfaderogNornerne.Asken Ygdrasil.UrdasogMimersKilder.KoenÖd-Humle.JetterogRim-Thusser.Vætter,AlferogDværge.AserogVaner.Odin,HænerogLöder.Balder,HöderogVale.Thor,UllerogTyr.BrageogIdunne.MimerogHeimdal.NjordogFrei.Asynierne.Lokeog hans Afkom.Fimbul-VinterogRagna-Roke.Fornyelsen.HengstogHors.Asa-Kviderne.Skjoldunger,SkilfingerogYlfinger.HredlingerogVægmundinger.VolsungerogNiflunger.Völund Vinge-Smed.HervorogHilde.Suttungs-Miöd.Ægers-Gildet.Thorkild Adelfar.Hakonar-Maal.Norne-Giæst.# Indledning.
# 1. Universal-Historisk Vidskab.
****F***emhundrede* Aar er nu henrundne siden *Dantes* Dage, hvorfra Man pleier at datere Videnskabernes Gienfödelse, og vi Nordboer maae vel studse derved, naar det falder os ind, at Dante netop födtes i Slutningen af *Valdemar Seiers* og *Hakon* den *Gamles**,* *Saxos* og *Snorros,* Aarhundrede, hvormed Nordens Aand hensov; men örkeslös Studsen var aldrig mere ubetimelig end nu, da Alt er af Lave, saa, hvor der skal times Redning fra det store Skib-Brudd, maa Man nödvendig lære kun at studse et Öieblik, selv ved det Besynderligste, og da virke med fordobblet Kraft og klaret Besindighed. Istedenfor da at fordybe os i örkeslös Grublen over Skæbnens underfulde Gang, skal vi stræbe at forstaae Saameget deraf, som vi for Öieblikket behöve, til at kiende vort Kald og til at skride ret frem paa vor betegnede Bane; thi *Klarhed* i Grunden og i det Hele, den Alt giennemtrængende Klarhed, er vel nödvendig *Maalet* for Alt hvad der er sig Liv og Aand bevidst, men just fordi den er Maalet og Kronen, *just derfor* kan den umuelig tillige være Vandrings-Staven paa Veien, eller Hjelmen som smykker vort Hoved i Kampen. Aldrig har derfor Menneske-Slægtens Fiende udruget en Lögn, saa fordærvelig som den, at *Klarhed* skulde være *Lysets,* og Haandgribelighed Sandhedens *Födsels-Mærke,* thi Intet under Solen frister saaledes de Bedre og mest Opvakte, som *Skinnet* af *Fuldkommenhed,* og Intet er dog heller vissere, end at de som gribe derefter, forfeile Maalet, som de derved ikke blot tabe af Sigte, men vende sig fra.
Ja, dette ulyksalige Mis-Greb er det aabenbar, som ei alene gjorde mange af de dybeste Tænkere til Misledere i den Kreds, de vilde oplyse, men som har forvandlet de ypperste Folke-Færds Levnets-Löb, baade fordum og nu, til store Sörge-Spil, saa en begeistret Ungdom og en daadfuld Manddom kun efterlode sig en aandlös, nögen Alderdom, hvori de barnagtig gribe efter Skin, og lege med Skygger, til de synke i Mulm, og lære for seent, at Skinnet bedrager, og at Menneske-Livet gaaer tabt ved den Forklaring som giör det til enen en Skygge!
Det skal derfor hverken undre eller bedröve os, at den *Italienske* Videnskabelighed, der altid var et Skin-Begreb, og frembragde kun Skygge-Værk i Aandens Verden, at den i Grunden er forgaaet med det forrige Aarhundrede, og stræber kun forgiæves, som sin egen Skygge, at reise sig igien i det Nærværende; men vi skal forstaae, at nu kommer Raden til os, saa enten maa Videnskabelighed uddöe, eller i en höiere Orden gienfödes i *Norden.* I Norden, siger jeg, fordi det maa være *Aandens* Udgangs-Punkt, skiöndt ei dens Grændse; thi gaae vi tilbage til det Trettende Aarhundrede, da den Old-Nordiske Aands-Udvikling afbrödes ufuldendt, og, som det kunde synes, ubetimelig, da see vi, at i de foregaaende fem, sex Aarhundreder, fra Aar 700 at regne, udstrakde en beslægtet aandig Stræben sig over *England,* vort Norden, og en Deel af *Tydskland,* hvorved de udvandrede *Angel-Sachser* staae i Spidsen, medens de *Danske* og *Islænderne* slutte Tids-Rummet, som dets *Historie-Skrivere.*
Denne Gang maa imidlertid det *kværsiddende* og ei det *udvandrede Norden* blive Aandens Hoved-Hjul, eller der bliver *ingen Nordisk* Videnskabelighed, thi de udvandrede Stammer ere enten udgjorte, eller have dog tabt Saameget af deres old-nordiske Præg, at det er et Spörgsmaal om de vil fölge med, men Intet, om de kan före an, som var en reen Umuelighed. Aldrig tiltaledes derfor vi Nordboer alvorligere af Tidens Tegn, end nu, aldrig udgik saa aabenbar *Menneske-Aandens* Kald til os, med det store Spörgsmaal: vil I give Afkald paa den Krone, eders Fædre og udvandrede Frænder have kæmpet saa mandelig for, eller vil I, med klaret Besindighed, optage de gamle Fod-Spor, og efterligne ikke Kæmpe-Fagterne, men Kæmpe-Skridtene, som efterlignes kun virkelig af hvem der *tager dem!* Vil I det Sidste, vil I det Bedste, siger Aanden, da betænker hvad der fattedes i det Udviklings-Begreb om Menneske-Livet, som oplöste sig i Tomhed og Afmagt; vover at omfatte *Menneske-Begrebet* i dets hele, baade höie og dybe, himmelske og jordiske, *Dunkelhed,* hvis I nogensinde vil see det forklaret, og stræber da, som *Nordiske* Mænd, med *forenede Kræfter,* med giensidig Opoffrelse af *alt det Særskildte,* som ikke Ærlighed og Sanddruhed helliger, og som derfor ei er mindre uforeneligt med den sande Klogskab end med den ægte Kiærlighed! Grubler ei, men söger Lys, hvor Tiderne vidne og vise, det findes, og vandrer og virker i Lyset, da vorde I dets Börn, da opdage I dets Hemmeligheder og arve dets Glands! Nei, grubler ikke paa hvad umuelig kan udgrundes för det er oplevet, men bruger Livet til hvad der er det værdt, og kan sætte det i Lys, og nöler ikke, thi nu er hvert Öieblik kostbart, nu trække Stammerne Lodd for sidste Gang i *eders* Verden, og *for seent* er her det Værste, thi det er Alt *forspildt!*
Ja, det er klart for hver Aand, venlig eller fiendtlig, god eller ond, at *den* Videnskabelighed, som sidst blev pleiet, fik under den Franske Revolution sit Bane-Saar, og maa enten gaae til Grunde, som den gamle *Græske, Romerske* og *Nordiske,* eller den maa optages forklaret i en Höiere, der kan oplive den, thi den er allevegne lösrevet fra *Folke-Livet,* altsaa död, og staaer, som alt Dödt, i sin nærværende Skikkelse, fiendtlig mod Menneske-Livet. Og hvad Under, at denne *Italienske* eller Ny-Romerske, Kloster-Latinske, Pavelige Aands-Cultur, der lige fra Begyndelsen var et Konst-Værk, som Dantes Divina Comoedia, eller dog en Drivhuus-Plante, ei kan forlænge sine Dage over de fem Aarhundreder, denne *Phönix-Alder,* som synes at være de talte Dage for Enhver, da selv *Grækenlands* og *Nordens* Cultur, skiöndt udsprungne af Folke-Livet og dermed venlig forbundne, ei kundekuude overskride det Tids-Rum. Egenlig, sagde jeg, er den alt forgaaet med forrige Aarhundrede, thi den er uddöd paa Fast-Landet, og opmanes kun forgiæves, saa det er kun i England den endnu har en Slags virkelig Tilværelse, som Man vil see, naar Dantes Död ogsaa der, som *Freys* i Upsal, ei meer kan skjules, eller naar de *Kolossalske Höi-Skoler* i *Oxford* og *Cambridge* styrte, og knuse i Faldet Alt hvad der stötter sig til dem. Og disse herlige Kolossalske Mindes-Mærker, ikke af den smaavurne, aandlöse og livlöse Belæsthed, der kun har misbrugt dem, men af Angel-Sachserens og Normannens Nordiske Aand, som næsten har været bandlyst fra dem, de maae styrte med det Aller-Förste, dersom de ikke reformeres bedre, end de saakaldte Radical-Reformatorer önske, thi det er kun i Bund og Grund at ödelægge dem.
Min Pen kan derfor umuelig tolke det, hvor inderlig jeg önskede mig en Röst der kunde höres, ei blot paa hin Side Sundet og Dovre, men paa hin Side Nord-Söen med, og en Svada paa mine Læber til at overtale alle dem, hos hvem der end rinder en Draabe Nordisk Blod, hvori Aand afspeiler sig, saa de forenede dem, og lagde Grunden til en *Ny-Dansk: levende, folkelig,* og *altomfattende* Aands-Cultur og Videnskabelighed, lagde Grunden dertil, medens Ruinerne fra Fortiden endnu lade sig redde og gavnlig anvende.
Dog, kan Pennen ei engang tolke mit Önske, fordi den er *stum* af Moders-Liv, da kan den endnu mindre tale for min Anskuelse af Öieblikket, af Livet og Vidskaben, saa, naar jeg desuagtet stræber at beskrive den, da er det kun i det Haab, at overalt hvor Man vil laane Öre til Sandheds Röst og Klogskabs Raad, der vil ogsaa findes Öine som see, og Tunger som frit udtale, hvad der er Aandens Krav og Tidens Tarv.
Jeg paastaaer da först, at der er intet Land, hvor den Romersk-Italienske Videnskabelighed er saa grundfæstet, som i Engeland, hvor den, aldeles uafhængig af Staten, har selv tilstrækkelige Midler til sit Ophold, saalænge blot Eiendoms-Retten maa giælde, og hvor Folket har sværmet for, hvad den giennem Aarhundreder, saa at sige daglig, udklækkede: *Mechaniske* Kæmpe-Værker og *Parlementariske* Torden-Taler, saa, naar den styrter der, da er den ingensteds at redde.
Men jeg paastaaer ogsaa, den er ikke værd at redde, thi den staaer fiendtlig mod alt virkeligt *Liv* i *Aandens Verden,* og er derfor saa langt fra at lede til nogen Forklaring af Livet og Aanden, at den tvertimod alle sine Dage, undtagen da *Luther* et Öieblik spændte den for Aandens Triumph-Vogn, har ledt til Folke-Död og Aands-Fornægtelse.
Jeg paastaaer endelig, at naar Man betragter Aandens Verden med *Nordiske Öine* i *Christendommens Lys,* da faaer Man Begreb om en *Universal-Historisk* Udvikling, Konst og Vidskab, der omfatter hele *Menneske-Livet,* med alle dets Kræfter, Vilkaar og Virkninger, frigiör, styrker og forlyster Alt hvad der staaer i Pagt med *Enkelt-Mandens, Folkenes* og hele *Menneske-Slægtens* timelige Velfærd, og maa nödvendig lede til den fuldkomneste Forklaring af Livet, der paa Jorden er muelig. Denne *Græsk-Nordiske* eller *Ny-Danske* Livs-Udvikling og Aands-Dannelse er det, som giver Nordens Myther, hvori Spiren dertil var nedlagt, universal-historisk Vigtighed, og især for os et uskatteerligt Værd, og det er den Vidskab jeg önskede her at give et Omrids af, saavel i sig selv, som i sin Modsætning til den *Romersk-Italienske* Livs-Plage og Aands-Fortærelse.
Vist nok finder jeg mig forlegen ved at skulle beskrive, hvad der, som Livet i sin Modsætning til Döden, kun lader sig udtale med levende Röst, og tillige ved at skulle afhandle i Forbigaaende, hvad der kræver en omhyggelig Udvikling, men jeg vil haabe, at Nordiske Læseres Tanke blot behöver at henledes paa det *Romerske Uhyre,* og paa den *Nordiske Kæmpe-Slægt,* som gav den Rim-Thurs Bane-Saaret, saa staaer det dem langt klarere for Öie, end jeg kan skildre det, hvilken Gru det er for Menneskeligheden, og Skam for Nordens Kæmpe-Sönner, at den slet nedmanede Jettes Gienfærd, opsteget af de Pontinske Moser, har giennem fem Aarhundreder, deels i skuffende venlig og deels i aabenbar fiendtlig Skikkelse, underkuet Folkene, og i Örne-Ham udhakket deres Öine, udsuget deres Hierte-Blod.
Ja det er ikke alene en Natur-Nödvendighed, at et Folks Literatur maa være det ligt, og hvilken Pestilents maa da ikke den Romerske være; men det er tillige en historisk Kiendsgierning, at hardtad hele den Romerske Literatur, især den Skiönne, er *eftergiort* Arbeide, er ei, som den Græske og Old-Nordiske udsprunget af Folke-Livet og opelsket giennem Aarhundreder, men giort paa Kiöb og til Stads, mest i Tyrannen *Augusti* Dage, til at kildre hans Ören, og forgylde de Lænker, det havde været *Roms Konst* og *Vidskab* at smedde til Folkene trindt om det store Middel-Hav, og var nu blevet dens velfortiente Lön at bære nærmest selv. Dette er en tör, urokkelig Sandhed, og hvad det nu maatte blive for en Konst og Vidskab, der skulde udvikle sig af en saadan Literatur, naar den ovenikiöbet var blevet til et *dödt* Sprogs *Lig,* det var nemt at giætte, men tungt har det været at döie, tungt som *Romer-Aaget* i alle sine Skikkelser: som *Lænkerne* i de *Romerske Keiseres,* som *Krog-Kieppen* i de *Romerske Pavers,* og som *Riset* i de *latinske Skolemesteres* Haand! Lænkerne var det *Nordboens* og *Tydskerens* Kald at bryde, Kieppen var det deres Lyst at knække, men *Riset* har de hidtil ærbödig kysset, skiöndt det var netop det farligste, det fordærveligste Vaaben i den skiulte Manddrabers Haand; thi det kiös Livet af Mödrene, og udpidskede det af Börnene, saa de blev aldrig Mænd for at brække det.
Velan! brækket vil det vorde, hvad vi end giör, ligesom Lænkerne vilde blevet brudt af *Barbarer,* om der ingen *Gother* havde været, og *Krog-Kieppen* knækket af Atheister, om ingen *Luther* var opstaaet; men det er ikke Aanden, det kan ikke være Menneskeheden ligegyldigt, om Riset brækkes af *Jacobiner* og *Radicaler,* af den raa Pöbel og de opsætsige Skole-Drenge, eller af dannede, besindige, for Konst og Vidskab varme Kæmper, saalidt som det fordum vilde havt eens Fölger, enten Galer eller Angel-Sachser havde aflöst Romerne i Britannien, enten *Attila* eller *Theodorik* var blevet Roms Herre, enten *Luther* eller *Vanini* blev Pavens Pestilents!
Nei, det giælder nu, som altid, om, naar Tyrannens Time slaaer, fordi hans Synders Maal er fuldt, enten han blot skal skifte Navn, og arges som han ældes, eller han virkelig skal styrtes og udryddes, det giælder om, enten vi skal have et *Ny-Frankisk* Barbari, der svarer til det *Gammel-Frankiske,* efter Roms Fald og Gothens Undergang, eller en *Ny-Dansk* Udvikling, der forklarer den *Gammel-Danske,* som hævede sig paa Roms Ruiner over den *Nordiske* Halv-Verden, og for det Sidste er det, jeg stemmer, derpaa har jeg arbeidet alle mine Dage, og ved Synet deraf haaber jeg at fryde mig i Aften-Stunden, uden at forfærdes af de tvetydige Varsler, jeg hidtil saae, da de, om end ingenlunde Blænd-Værk, dog for Störste-Delen fremkaldtes af den Uklarhed, jeg, arbeidende mig ud af et Ægyptisk Mörke, umuelig kunde undgaae, men har nu tilbagelagt.
Naar jeg derfor nu taler om en *Ny-Dansk* Udvikling, da tager jeg ikke det *Danske* Navn i den indskrænkede Bemærkelse, hvori jeg hidtil ofte brugde og endnu tiere syndes at bruge og berömme det, men i den *Old-Nordiske,* da det udstrakde sig ei blot fra Eideren til Tromsöe, og fra Vester-Havet til den Finske Bugt, men ogsaa over Havet til de Nordiske Udflöttere paa Herkules-Öen. Ligeledes, naar jeg taler om Gienfödelsen af en Christelig og Gammel-Dansk Videnskabelighed, da mener jeg hverken to *Stykker,* Man maa være Digter for at rime sammen, ikke heller noget Christeligt, der er *bundet* til den *Christne Troe,* men en *Græsk-Nordisk* Udvikling, som, ved Hielp af den Mosaisk-Christelige Grund-Anskuelse, bliver levende og Universal-Historisk.
Enten Man nemlig er Christen eller Hedning (Naturalist), kan Man dog umuelig være Historiker, med Glimt af Aand, uden strax at see, baade at det i *Grunden* hverken var Skyther eller Barbarer, men den höiere *Christelige Anskuelse,* der i Roms Dage vidunderlig sönderbröd Menneskehedens Lænker, at det var den Samme, der ved at gienfödes i *Luther,* gav den Romerske Pave sin Helsot, og at det er den alene som har givet den ny Folke-Verdens Tanke-Gang, Dannelse og Vidskab det *Universal-Menneskelige* Præg, som den gamle Verden fattedes, og som selv Roms Uvætte ei har mægtet at udslette, men kun at misbruge. En aandlös og livlös Videnskabelighed, der naturligviis ikke kiender nogen anden *Forklaring* end *Oplösning,* og sætter sin Ære i at kunne oplöse alt Aandeligt i Vind og Veir, og Guddommen i de fire Elementer, en saadan Videnskabelighed som den Romersk-Italienske, der kun begeistres af *Augusts gyldne Alder,* som Ulve af Mand-Slæt og Orme af Pest, en saadan Videnskabelighed maa naturligviis i Grunden ansee Christendommen, der aabenbar forstyrrede den Romerske Oplysning og Lyksalighed, for en stor Ulykke, saa det er intet Under, den udleder Sammes forbausende Virkninger af idelt Sværmeri og Fanatisme, Lögn og Overtro, der kun sædvanlig af Verdens-Klogskab gives pænere, mere velklingende Navne. Men Man behöver hverken at være en Abekat eller en Romer, fordi Man er en *Hedning,* det har især *Grækenlands* og det gamle *Nordens* Poesie og Historie tilstrækkelig beviist, og naar Man blot er et virkeligt Menneske, som föler sig væsenlig adskildt fra alt det *Umælende,* og underlig beslægtet med de udödelige Guder, venlig tiltalt af Guds og Menneskets Aand paa alle de Tunge-Maal, Man kiender; see, da böier Man sig dybt for den Aand, der paa Apostlernes glödende Tunger udgik i det levende Ord fra Jerusalem, og giorde Under paa Under, for Menneske-Vel til Jorderigs Grændser, aabner Menneske-Öiet til at overskue den vidunderlige Bane for Himlens og Jordens sammenavlede Börn, og aabner dem en smilende Udsigt over Dödens Hav til de Levendes Land, i Menneske-Faderens evige Rige.
Ja, Christen eller Hedning, Tyrk eller Jöde, ethvert Menneske, der bliver sig sin aandige Natur bevidst, er sig selv en saa vidunderlig Gaade, at han stöder visselig Intet fra sig blot *fordi* det er underligt, og synes uforklarligt, som han selv, nei, det Underlige drager ham tvertimod næsten uimodstaaelig til sig, fordi det i Grunden ligner ham, og fordi han venter deri at finde sin Gaades Lösning, hvad han umuelig kan vente af hvad han som ingen Ting kan giennemskue. Derfor finder et saadant Menneske, han være for Resten af denne eller hin, eller af slet ingen bestemt Tro om Guddommen, sig aldrig tiltrukket af de giennemsigtig oplyste Folk, hvis hele Viisdom man i en Time kan lære udenad, og turde næsten haabe at kunne giöre kloge Hunde klar, men tiltrækkes netop af de dunkle, dybe Naturer, som ahne langt meer end de see, föle langt dybere end de kan lodde, og tale begeistret langt höiere end de selv veed af. Og af saadanne Mennesker, som, trods al Romersk Oplysning, skye snarere den end Poesi som Pest, er der sikkert endnu en Mængde i vort Norden; thi selv har jeg mödt Mange som Taler og Skribent.
See, derfor er jeg vis paa, at naar man vaagner i Norden, og vaagne maae alle gamle Folk i vore urolige Dage, da vil Mange laane Öre til den Tale, at den Mosaisk-Christelige Anskuelse være nu, poetisk og historisk, oprundet paa naturlig eller overnaturlig Maade, saa er det den *eneste ægte* Grund-Anskuelse af Menneske-Livet, som, ved at giöre sig giældende, da alle Hedningers Guder var uddöde, da al Aand var forsvundet, og Evighed kun et tomt Begreb, derved, og ved sine magelös velsignede Virkninger giennem Atten Aarhundreder, har stillet gyldig Borgen for sin og for Christi Guddommelighed, saa den Anskuelse maa ligesaavel i VidenskabenVidenshaben som i Livet være Lede-Stjernen, vi stræbe at fölge. Kun maae vi, för det kan skee, besinde os ei alene paa Forskiellen mellem Christendom og Bibel-Tro, men ogsaa mellem Christen Tro og Christelig Anskuelse, og skiöndt Man synes langt fra det, er Forskiellen dog baade saa klar og saa vigtig, at Erkiendelsen maa være nær.
Ja, det maa nödvendig snart blive indseet af alle oplyste Folk i det alvorlige, historiske Norden, at Trætten og Tviste-Punkten mellem *Christne* og *Naturalister* er ingenlunde Christi og den Christelige Anskuelses *Guddommelighed,* for hvilken de guddommelige Virkninger deraf giennem Atten Aarhundreder er et urokkeligt *Kraft-Beviis,* men Trætten er en ganske anden, der vel theologisk rigtig betegnes ved Spörgsmaalet om Christi *evige* Guddom, men historisk klart udtrykker sig i en *modsat Tro* om *Natur-Mennesket.* At Natur-Mennesket er skabt i Guds Billede og havde i Guds Livs-Aande Alt hvad han behövede til at naae sin store Bestemmelse som en *Guds Sön,* derom maae alle Mennesker med Aand være enige, og at der meget tidlig er tilstödt ham et stort Uheld, der bragde Jorden hos ham i en skiæv Stilling til Himlen, Tiden i Mis-Forhold til Evigheden, og Menneske-Naturen i Vilde-Rede, det bevidner baade den daglige og den Universal-Historiske Erfaring for höit og klart, til at noget Menneske med Glimt af Aand og Gnist af Sandheds-Kiærlighed kan nægte det. Hoved-Spörgsmaalet er ikke engang, hvad man skal kalde dette store Uheld, thi vel lider Naturalisten ikke Ordet *Synde-Fald,* der, som alle Fald, klinger lidt plat, og vil hellere sige *Vildfarelse* eller Aberration, men da det kan hedde begge Dele, og enhver Udskeielse fra den naturlige Bane unægtelig for en aandig Skabning maa være Synd og lede til Fald, maa Naturalisten indsee, det er heller ikke værdt at trættes om. Sagen er kun, *om Skaden* kan *helbredes* paa *naturlig* Maade eller *ikke,* og *det* er *vor* store *Kirkelige Trætte,* hvori al Mæglen kun er latterlig; thi her er ingen Middel-Vei, uden en magteslös Tvivl-Raadighed, der enten maa være Overgang til en bestemt Tro, eller lamme al Virksomhed, og styrte os i Selv-Modsigelsens bundlöse Afgrund, som er den evige Död og Aandens Helvede. Naar vi derimod blive os vor Mod-Sætning klart bevidste, og stræbe, hver i sit Kirke-Samfund, skarpt at giennemföre den, da frygte vi ikke mere for at have fælles Anskuelse i Alt hvad der kan være sandt under begge Forudsætninger, og da först kan Erfaringen bevise, enten de Christne eller Naturalisterne fore vild, thi af Frugterne skal Træet kiendes, men saalænge vi ere kirkelig sammenblandede, er al vor Virkning chaotisk, og en ligesaa bitter som hensigtslös Kiv uundgaaelig. De Christne troe nemlig, at Menneske-Naturen ved Faldet er blevet *saa* fordærvet, at al egenlig Helbredelse er umuelig, men prise *Daaben* som et virkeligt *Gienfödelsens Bad,* hvori den *Troende* aandelig omskabes; og at opelske dette ny Menneske til en guddommelig Forening med Frelseren og Guddoms-Manden *Jesus Christus,* det er deres kirkelige Opgave, saavel i det Enkelte som i det Hele. Dette kan Naturalisten umuelig uden grov Selv-Modsigelse indrömme, men maa erklære den Tro for en grov Mis-Forstand, der vel ikke har kunnet tilintetgiöre den Christelige Anskuelses guddommelige Virkninger, men har dog höilig svækket dem, og hindret Forklaringen, saa han maa tvertimod paastaae, at den *gamle Menneske-Natur* baade *kan* og skal *lade* sig *helbrede,* saa det er slet ikke Meningen med Christendommen, at Man skal *optages i Christus,* men kun at Man skal aandelig optage *ham i sig,* som det guddommelige Forbillede paa hvad vi alle skal renses og klares til: Menneske-Börn der hæve sig til Guds Börn. Folk med Aand vil strax forstaae, hvor aldeles giennemgribende denne virkelige Mod-Sætning er, uden at det giör mere Forskiel paa vor *Historiske* Anskuelse af Christendommen, end de modsatte Theorier i Astronomien giör paa vor Beskuelse af Himlen, men giör netop samme Forskiel, i det vi udlede de samme Phænomener af modsatte Grunde; thi i begge Tilfælde er det kun Spörgsmaalet, enten Solen gaaer om Jorden, eller Jorden om Solen, saa det er kun Tosserne, der bilde dem ind, at Jorden har Lyset i sig selv, eller at der kommer Dag efter Nat, uden at enten Jorden paa Ny maa söge Solen, eller Solen Jorden, altsaa aandelig talt: enten *Guds Sön* blive *Menneskens Sön* eller *Menneskens Sön* blive *Guds Sön!*
Först naar dette er blevet os klart, saa vi staae mod hinanden som *Chaldæer* og *Copernicaner* i *Aandens Verden, ei* uenige om *denne,* men kun om *dens Love,* först da kan vi holde Skole sammen, uden enten at slaaes om Bögerne, eller, paa godt Paarsisk, slaaes med dem, men da kan vi det ogsaa, og indsee paa begge Sider, at forsaavidt Bögerne kan afgiöre vor Trætte, maa det være de tilbunds forklarede Böger, men at i Grunden afgiöres Sagen dog kun ved det *Menneske-Livs* Forklaring, Bögerne ei udtrykke, men kun beskrive, og at det derfor slet ikke nytter os at trække Bögerne ved Haarene, da Livet derved ikke forandres, men kun misbruges.
Vi gaae da til Bögerne, ikke som Bog-Orme, der vil leve af dem: leve af Lig og Aadsler, men som levende Mennesker, der af Bögerne vil lære, hvad vi ikke kan sige os selv: hvorledes Menneske-Livet yttrede sig i de forbigangne Tider, hvad Hindringer det mödte, hvordan det overvandt dem, og hvad vi deraf kan slutte, saavel om Menneske-Livets Natur og Beskaffenhed, som om den bedste Maade at fortsætte og benytte det paa.
Naar vi saaledes betragte alle Böger som Bidrag til Menneske-Livets Historie: i hele *Slægten,* i de adskillige *Folke-Færd* og i *Enkelt-Manden,* da seer Man nok, der fremkommer en ganske anden Videnskabelighed, end den Dödbider, vi i Skolen skal forsage som Rimthusse-Værk, en Videnskabelighed, der ikke blot udstrækker sig til alt Kiendeligt, men *omfatter* det i et *levende Begreb,* og med et fælles Öiemed, som er Menneske-Livets Forklaring i alle dets Retninger og Forhold. Da först bliver Videnskabelighed i Sandhed *praktisk,* naar den bestandig gaaer ud fra Livet, og gaaer ud paa dets Forklaring, thi da skatte vi Alt efter dets Forhold til og Indflydelse paa Livet, i det Hele og det Enkelte, og de mest velgiörende Fölger kan umuelig udeblive, intet Folk hos hvilket en saadan Videnskabelighed drives med Iver, kan være blindt for dens Vigtighed.
Men hvori skal den *fælles* videnskabelige Dannelse bestaae, hvad skal *alle Studerende* kiende?
Naar vi studere for Livets Skyld, da fölger det af sig selv, at vi især trænge til at kiende de *Kraft-Yttringer* deraf, som ikke meer forekomme i den daglige Erfaring; thi hvad der daglig gientager sig for vore Öine, eller hvad vi dog langt nemmere kan finde hos os selv, er det naragtigt at ville lære af Böger, og det er da især den *graa Old-Tid,* vi Alle trænge til at studere; thi det var, som Slægtens Ungdom, aabenbar Aandens eller Phantasiens Dage, den Prophetiske Tid, da Kræfter, som nu kun virke mat og svagt, var de fremtrædende, og det er jo latterligt at ordne og skatte Kræfter efter deres svageste Efter-Virkninger, saa, vil vi forstaae Mennesket i Alderdommen, maae vi kiende hans UngdomNaar Man betragter de gamle Böger som Documenter i Slægtens og det tilsvarende Folks Aands-Historie, vil Man naturligviis altid begynde med Stats-Historien, da det er Begivenhederne i den synlige Verden der give Anskuelsen sit faste Grund-Lag, og vække Interessen for Folket..
Herom kan mellem Folk af Aand ingen Uenighed være, og da vi egenlig kun har Böger fra *Tre* af *Old-Tidens* Folk, som Alle ere *Hoved-Folk* i *Universal-Historien,* nemlig: *Ebræer, Græker* og *Ro**mere,* kan der intet Spörgsmaal være om, at deres Böger maae vedblive at være Hoved-Bögerne i den lærde Skole, saa Tingen er kun at de skal skattes og benyttes ganske anderledes. *Sprogene* skal nemlig læres *for Bögernes* og *Bögerne* læses for *Livets Skyld,* istedenfor at Man hidtil, kun meer eller mindre, anvendte Livet til at læse Bögerne, og læste dem for Sprogets Skyld, og denne bagvendte Cyprianus-Læsning, hvorved Man læsde Aanden fra sig, som om det var den Onde, maa nödvendig bandlyses, hvis Livet ikke skal forgaae men klare sig i Skolen.
Nu at ville af nogle Böger sammenkludre sig et eget Krage-Maal, der duede til ingen Ting, uden at giöre Vind med paa et Catheder, det var saa aandlöst et Indfald, at om det end ikke havde været det Romerske Uhyres Gienfærd man derved stræbde at opmane, og om det end ikke havde medfört den gruelige *Stile-Trældom,* der udpidsker Livet af Ungdommen, som evig Havre-Sæd af Jorden, maatte dog Aanden, ved sin förste Indtrædelse i Skolen, forjage al Tanke om saadan Tids-Spilde og Aands-Fortærelse. Den Romerske Rövers Sprog maae vi nödvendig lære at kiende, thi baade var hans Levnets-Löb kun alt for mærkværdigt, og hans Sprog er Nögelen til saa stor en Deel af Middel-Alderens Literatur, og til de Romanske Sprog, at Ingen af os kan undvære det; men pine Livet af Ungdommen med det, det maae Slaver giöre, ei fribaarne Danske, ja gudebaarne Aser og Vaner!
Men skal de Lærde da ikke have et Sprog for dem selv og deres egen Mund? Nei, de skal *ikke* have et *selvgiort Krage-Maal,* som nytter til ingen Ting, men er fordærveligt i alle Maader, da Intet kan staae mere fiendtligt mod Menneske-Livet og Folkenes Moders-Maal, end et Tunge-Maal, sammensat af döde Bogstaver, og forgudet som et Sprog-MönsteretSprog-Mönstermellemrummet mangler mellem et og sprog, det har*h*ardelvist fremhævet i A *fem hundrede Aars* sörgelige *Erfaring* saa rædsom klart beviist, at den vaagnende Aand snarere fristes til, hvad den dog ingenlunde maa, at bandlyse alle döde Sprog af den almindelige Skole.
Men de Lærde skal ikke alene have Lov til at bruge et Sprog, der aabner dem fortrinligt Bekiendtskab med Old-Tiden, de skal meget mere forpligtes dertil, thi det vil have de mest velgiörende Fölger, naar det kun er et *virkeligt, levende Sprog,* og Ungdommen ikke plages dermed, men kun veiledes og opmuntres dertil. Valget kan heller ikke være tvivlsomt, thi *kun Eet* af de tre *Hoved-Sprog* fra *Old-Tiden,* nemlig det *Græske,* er endnu *levende;* og da det tillige aabner Adgangen til den *eneste Literatur* fra *Old-Tiden,* der egenlig kan kaldes saa, maae alle Folk med Aand ogsaa herom være enige.
Ventelig vil Dödningen ogsaa her foreslaae en Middel-Vei, nemlig: vel at giöre *Græsk,* men gammelt *Classisk Græsk* til de Lærdes Sprog, thi naar Man kunde slippe med at skræve fra den ene Grav til den Anden, var *Döden reddet,* men Aanden lader sig ei narre, og *Ny-Græsk* maa og skal det derfor være, först og sidst *for Livets* Skyld, dette store Fortrin, intet Andet kan sammenlignes med, end sige opveie, men dog ogsaa fordi Erfaring lærer, at Börn lærer bedst baade at læse og skrive, naar de först har lært at *tale,* om Bog-Sproget end er ligesaa forskielligt fra hvad de hörde hiemme, som Dansken i vore Böger er fra Jydsken i Munden, og *længere* ligger Gammel-Græsk slet ikke fra det Ny.
Dette er da, som Skridtet op af Graven til levende Folk, det *Kæmpe-Skridt,* det lærde Væsen maa giöre, for at blive en Velsignelse istedenfor en Lande-Plage, thi bliver kun *det* levende Sprog, der giör fortroelig med *Homers, Herodots* og *Platos* Aand, de Lærdes Tunge-Maal, da faaer den hele *Videnskabelighed* med Nödvendighed *Liv,* og dermed baade Betingelsen for og Grunden til levende Virksomhed og Fremskridt; da bliver Kappe-Lysten og selv Ærgierrigheden Livet og Videnskaberne gavnlig, kort sagt, da kommer Skolen af sig selv i sin historiske, Nordiske, Orden. De Lærde vil da bruge deres Sprog til hvad det, anderledes end Latinen, fremmer: til at trænge dybere ind i Old-Tidens Aand, og til at lette den videnskabelige Vexel-VirkningLatinen var nemlig, som sammensat af Bogstaver, allerede i Bögerne meer en Tviste-Punkt, end et Baand mellem de Lærde, og da især Engelænderne vilde raade for hvad de selv havde giort, blev der, og er endnu, to saa forskiellige Udtaler af Latinen: den Engelske og Italienske, at, ligesom ved *Babel,* den ene Latiner slet ikke forstaaer den Anden. Naar Man derimod lærer Ny-Græsk, da kappes Man naturligviis om at tale som Grækerne, og læse som de, og da er *Baandet* baade *virkeligt* og *levende.*, men naturligviis ikke til at forfuske Moders-Maalet, eller fortrænge det fra Underviisningen, hvor det netop skal lyde i sin hele Kraft og Fylde. Ja, naar vi slippe fra Rom, hvor Man havde *Slaver* til Skole-Mestere, og komme til Grækenland, hvor det var den störste Ære for Folkets ypperste Hoveder, ædleste og mest veltalende Mænd, at lyttes til af den lærelystne, og selv af den lystige Ungdom, da er det ogsaa forbi baade med Skole-Mesterens og Skole-Drengenes Slaveri, da bliver den lærde Skole i alle sine Stok-Værk en livlig og lærerig Underholdning, hvori Kiöd-Hoveder snart lære det Bedste de kan lære i Skolen: at gaae deres Vei, fordi det aldrig falder Nogen ind, for deres Skyld, enten at giöre sig selv Livet suurt, eller at fordærve den Olympiske Leg for dem der baade kan og vil kappes om Prisen.
Dette var nu det *lærde* Forhold til *Menneske-Slægtens Old-Tid,* men *Nordens Lærde* kan og maae ingenlunde glemme, at Norden har ogsaa en egen Old-Tid, hvortil de staae i et dobbelt, og i et nærmere og mere inderligt, hierteligt Forhold. *Nord-Boerne* er nemlig det *Fierde* Hoved-Folk i Universal-Historien, som Man nödvendig maa kiende for at forstaae *Middel-Alderens* og den ny Tids Liv og Historie, og den *levende* Nögel til den *Old-Nordiske* Literatur er det *Islandske* Sprog, saa det maa nödvendig læres, baade for de gamle Bögers Skyld, og for det ny Bog-Sprogs, der immer vil trænge til at laane og oplyses deraf. Hvad hertil behöves er imidlertid for os her hiemme saa lidt og saa let, at det i Skolen vil være en Leg og ingen Byrde, og vil desuden i Norden, paa den naturligste og ypperligste Maade, sammenknytte den *lærde Dannelse* med den *Folkelige.*
Ja, *Folkelig Vidskab* eller Folke-Dannelse og Folke-Oplysning i rigtig, aandelig Forstand, det er det andet nödvendige *Kæmpe-Skridt,* der maa giöres uopholdelig, hvor Oplösningen skal forebygges, Folke-Livet reddes, og Videnskabelighed trives.
Nödvendigheden heraf er længe fölt, thi det var jo ene Fölelsen af det Unaturlige og Dræbende i den herskende Latinske Videnskabelighed, fiendtlig mod alt Praktisk og Levende, der begeistrede for *Rousseaus* og *Basedovs* Griller i forrige Aarhundrede, og har frembragt den hele Giæring i Pædagogiken, der endnu ikke har fört til noget fyldestgiörende Resultat, men maa nödvendig före til et Saadant, eller til et Barbari. At Man under denne Giæring ogsaa stræbde at popularisere Latin-Skolen og Höi-Skolen, var naturligt, men kun fordi Man uden Aand vilde omskabe Aandens Verden, hvad naturligviis aldrig lykkes. At dette vilde före til Barbari, mærkede Man snart, men at det ligesaavist, og langt voldsommere, vilde före dertil, at drive det Latinske Uvæsen med endnu mere Alvor og Strænghed end tilforn, det saae man ikke, og det maa dog nödvendig indsees, naar enten Folk eller Videnskabelighed skal reddes, og de skal jo dog, med Guds Hielp, reddes Begge.
Vi maae indsee, at *Lærdom* er Eet, og *Dannelse*Dann*else*delvist fremhævet i A og *Duelighed* for Livet, det Menneskelige og Borgerlige, er et Andet, begge Dele lade sig vel forene, men ikke hos Mængden, og de maae ingenlunde staae fiendtlig mod hinanden, men de maae være adskilte, da de ellers stræbe at fortrænge og nödvendig forfuske og fordærve hinanden.
*Dannelse* og *Duelighed* maa nemlig altid være beregnet paa *Folke-Livet* for Öieblikket, men *Lærdom* paa *Menneske-Livet* i det Hele, saa naar Lærdommen er ret ægte, indslutter den Dannelse og Duelighed i sig, men disse kan ikke indslutte hin, uden i en dunkel Fölelse, og Lærdommen vil især hos de egenlige Bog-Lærde (Skole-Mesterne) före paa Vild-Spor, hvis der ikke staaer en Folke-Dannelse ligeoverfor, der nöder den til at tage det nærværende Liv og Öieblik i Betragtning, ligesom Folke-Dannelsen snart vil udarte til en overfladelig Politur, dersom *Lærdommen* ikke holder den i Aande.
Naar Man virkelig er klog, vil Man altid gierne blive klogere, og lærer derfor af Fiender saavelsom af Venner, og den senest herskende Selv-Klogskab, der giorde Vind med de Vises Steen, og paastod, at hvem der vilde være klogere end Peer Jensen, var enten allerede gal eller stærkt paa Vei dertil, seer Man nok, var i Grunden Ærke-Dumhed, saa paa en *fremskridende Oplysning* og *Dannelse* maae alle kloge Skole-Indretninger være beregnede. Er vi derfor saa forfængelige, at vi vil giöre vore Börn og hele Efterslægten til et Steen-Tryk af os i Legems-Störrelse, da giör vi os selv en stor Skam, og giör, saavidt det staaer til os, Efter-Slægten ulykkelig, fordi Mennesket er ingen Abekat, bestemt til först at efterabe de andre Dyr, og siden sig selv til Verdens Ende, men han er en magelös, underfuld Skabning, i hvem Guddommelige Kræfter skal kundgiöre, udvikle og klare sig giennem tusinde Slægter, som et Guddommeligt Experiment, der viser, hvordan Aand og Stöv kan giennemtrænge hinanden, og forklares i en fælles guddommelig Bevidsthed. Saaledes maa Mennesket opfattes, naar der skal blive en aandig Videnskabelighed paa Jorden, saaledes er Mennesket opfattet, overalt hvor den Mosaisk-Christelige Anskuelse begeistrede, og denne Anskuelses Historie *beviser,* at hverken er den et tomt Hierne-Spind, eller Mennesket fremmed, men at i samme Grad som Man tilegnede sig den, gestaltede Livet sig naturligt, men underfuldt, herligt og velsignet derefter. I Videnskabeligheden er den imidlertid aldrig kommet til at raade, fordi saavel den Gammel-Romerske, som dens Italienske Gienfærd var livlöse, gik ud fra Bogstav-Skriften, istedenfor fra det levende Ord, og udviklede derfor med Jern-Nödvendighed ikke Livet men Döden, förde Mennesket til Graven istedenfor til Himlen, ja förde ham giennem hele Dyre-Rækken ned til Ormene, istedenfor paa Aande-Stigen op til Skaberen. Den Gammel-Nordiske Videnskabelighed giorde i Engeland og paa Island et svagt Forsög paa at knytte sig til Himlen og til Folke-Livet, men Kræfterne vare adskilte, og Nordboens Videnskabs-Tid endnu ikke kommet, derfor kunde Forsöget vel virke velgiörende, forsinke Döden, og have uberegnelige Fölger, men maatte dog i det Hele mislykkes. Nu derimod giælder det kun om Villien, thi nu er Tiden, nu er Trangen öiensynlig, alle Midler i Beredskab, og den store *Erfarings-Bog* opladt, der kan lære os at undgaae alle de Klipper og Mal-Strömme, der hidtil förde Undergangen med sig, og at giennemgaae de Storme, der ei lade sig undgaae paa det store Verdens-Hav. Paa een Gang at ville giöre alle Folk lige kloge, er en Daarskab, som naar den alvorlig prövedes, kun vilde tiene til at giöre alle Folk lige dumme, men at udbrede en i Grunden eensartet Oplysning i alle Stænder, og aabne Alle Löbe-Banen til bestandige Fremskridt, det er, som alt hvad der leder til Kræfternes fri men ordenlige Udvikling, ikke blot klogt, men, hvor Folk og Stater skal trives, nu aldeles nödvendigt.
Et *Borgerligt* og *Ridderligt Academie,* eller hvad Man vil kalde en saadan höiere Anstalt for folkelig Dannelse og for praktisk Duelighed i alle Hoved-Fag, det er aabenbar det store Savn i alle Lande, der maa afhjelpes, og det snart, baade for Borger-Samfundets og for Lærdommens Skyld.
Jeg hverken er, eller kan, med min Historiske Kundskab, være nogen Ven af Rigs-Dage, men da de höre til Dagens Orden, skulde man dog indsee, at uden en hensigtsmæssig Dannelse af alle dem, der skal kunne være Medlemmer af Folke-Forsamlingen, maae de blive en Ulykke for Staten i det Hele, og for Videnskabeligheden i Særdeleshed, som Man visselig maa have lært at skatte, för Man godvillig skatter til den.
En saadan Anstalt maa udspringe af Lærdommen, og staae i levende Forbindelse dermed, for ikke at blive fiendtlig eller stillestaaende, men den maa være *selvstændig,* for ei at blive en blot Hale eller tom Skygge, da den skal være en virkelig, *aandelig Magt,* hvorved *Livet* og *Öieblikket* giör deres umistelige, og af de Lærde let miskiendte Rettigheder giældende. Her bliver nemlig *Fæderne-Landet,* med dets hele naturlige og historiske Beskaffenhed, henfört til det virkelige Liv og Öieblikkets Krav, den fælles Middel-Punkt, hvorfra Anstalten grener sig i alle det Praktiske Livs Hoved-Retninger, og hvortil den stræber at samle og forene alle Borgerlige Kræfter. Her skulde alle de af Statens Embeds-Mænd, som ei behöve Lærdom, men Liv, Blik og Praktisk Duelighed, og alle de der vilde höre til de dannede Stænder, have den önskelige Leilighed baade til at udvikle sig hensigtsmæssig og til at kiende hinanden. Her vilde ogsaa Fædrelandets Literatur giöre det Gavn og finde den Opmuntring, uden hvilke den er kun en snart udgaaende Pragt-Blomst, og medens Oplysningen giordes frugtbar for Folket, vilde Folke-Livet igien virke grödefuldt paa VidenskabelighedenAt blandt mange Andre, alle Lærere i Borger- og Almue-Skoler vilde faae deres Dannelse her, og da blive Folke-Aandens Hoved-Organer, indsees let, men at Dannelsen af *Juridiske Embeds-Mænd* ogsaa burde vige fra den lærde til den borgerlige Höi-Skole, vil vi, med vore *Romersk-Tydske* Fordomme, vel have tungt ved at fatte, skiöndt baade Lov-Historien og Sagens Natur giör det begribeligt nok. At Man skal studere *Lovene* paa den lærde Höiskole, som en vigtig Deel af Stats-Historien, og et historisk Forsög paa at afpasse Rets-Forholdet efter Statens Tarv og Folkets Beskaffenhed, er naturligt, men at de *Juridiske Embeds-Mænd* enten *skal være* Bog-Orme eller Grublere over Lovgivningen, er bagvendt og skadeligt i höieste Grad..
Uden at Nogen skulde bebyrdes dermed, maatte der naturligviis ved en saadan Anstalt i Norden være Leilighed til at lære Islandsk, ei blot fordi det var en naturlig og smuk Maade for den lærde og folkelige Dannelse at mödes paa, men især fordi Endeel af Statens ulærde Embeds-Mænd trænge dertil, og alle dannede Læsere hos os havde godt deraf.
Et *levende Baand* mellem den lærde og folkelige Dannelse kan imidlertid Sligt ikke være, men, hvor Staten har en *Geistlighed,* vilde den nödvendig blive det *levende,* uskatteerlige Baand, thi det er det Historisk-Herlige ved en Geistlighed efter Christelig Anskuelse, at den maa stræbe at være baade *lærd* og *folkelig,* kan naturligviis ikke blive begge Dele i höieste Grad, men bliver i samme Grad som Lærdommen *oplives* og Folket *oplyses,* et virkeligt og levende Baand mellem Begge, som baade Lærd og Læg maae erkiende for en stor timelig Velsignelse, hvordan de end betragte Stats-Geistlighedens Veiledning til Evigheden.
Et smukt Ideal, vil Man vel sige, kun Skade, at det ei lader sig udföre i den virkelige Verden!
Og hvorfor ikke? Har Man kunnet indföre og vedligeholde en Lærdom og Videnskabelighed i den virkelige Verden, som udsprang af saa falsk en Idee og saa tomt et Hjerne-Spind, som det aabenbar er, med *Döden* at forskjönne *Livet,* og med *Böger* især paa Latin at forbedre *Moders-Maalet* og böde paa dets Mangler, saa maa det dog ogsaa kunne lade sig giöre, at anvende en Idee paa det *virkelige Liv,* som er udsprunget deraf, og skikket til at sikkre, udvikle, oplyse og forklare det i alle muelige Retninger, udelukkende Intet af sig uden *Dödens Herredömme,* der nu engang ikke lader sig forene med Livet, men skaber kun Lig og Skygger i den virkelige Verden, hvoraf Man jo dog kan faae Nok, uden baade Nat og Dag at arbeide derpaa. Döden har desuden nu regieret saa længe, at vi, efter min historiske Overbeviisning, ingensteds har to Rednings-Midler at vælge imellem, og hvor der kun er Eet, kan man umuelig tage feil i at anvende det, jo för, jo heller, enten Man saa troer det kan hielpe, eller ikke. Jeg kan nemlig ikke skiönne rettere, end at Revolutionerne som Döds-Kampe maae gaae den ny Folke-Verden rundt, og oplöse baade det lærde og læge Samfund, hvor Man ikke forebygger dem ved at reformere Skole-Graven til en Plante-Skole for *Livet,* saa dette faaer baade Lov til at udvikle sig, og *Lys* til at see ved, hvad der i Sandhed tjener til dets timelige Fred og Behagelighed. Jeg siger med Flid *“timelige”;* thi vel raader jeg i *Kirken* alle Mennesker til, saavidt mueligt, at glemme det Timelige over det Evige, og er vis paa, at hvem der fölger Raadet ret, skal ikke fortryde det i Tiden, og mindre i Evigheden; men i Staten og Skolen er det en ganske anden Sag, thi Ingen af dem kan selv vare evig, saa de kan umuelig give os det evige Liv, de ikke selv har, og maae derfor kun lægge an paa at leve saalænge, og giöre saa meget timeligt Gavn som mueligt. Dette er fremfor Alt i vore Dage aldeles nödvendigt, fordi vi næsten Allesammen enten kun bryde os meget lidt om Evigheden, eller mene dog, vi kan selv bedst sörge for den, saa, naar vi ikke troe, at Staten og Skolen er til Gavn i det Timelige, er det os i det Mindste ligegyldigt hvad der bliver af dem, og da staae Samfund og Indretninger aabenbar paa svage Födder, naar alle de der ikke betales for at opholde dem, er i det Mindste ligegyldige ved deres Skæbne. Her er *Nögelen* til Dagens Begivenheder baade i Gaar og i Morgen, og det er i det Mindste i Engeland og i Norden Skolens Skyld, dersom Taarnene falde, thi i Engeland er den fri, og i Norden har Regieringerne viist, at de inderlig gierne vilde indrette den saaledes, at baade Lærdom og Folke-Oplysning, til Gavn for det virkelige Liv, kunde fremmes, naar de Höilærde blot kunde sige, hvordan det bedst lod sig giöre, saa Ulykken er kun den, at en Lærdom, der kommer af Död og förer til Död, lader sig umuelig forene med Folke-Livet, og en Folke-Oplysning, der udspringer af det döde, aandlöse Begreb om Mennesket og alt Menneskeligt, kan umuelig befæste enten Stat eller Skole, men kuldkaster Begge, som uforligelige med den ikke menneskelige men *dyriske Egen-Kiærlighed* og *Selv-Klogskab,* Man med Flid udvikler hos Alle fra Barns-Been. Hvor de Ædle og Forstandige derfor ikke kan komme til den Indsigt, at vi var blinde Redskaber for Roms U-Aand, eller for en falsk Idee, der ikke blot maa opgives, men levende bekæmpes af den Ægte, hvis den ei skal ödelægge Alt hvad vi timelig skatte; hvor de ei kan det, gaae Menneske-Held forloren, men hvor Man dog i Grunden, som overalt, hvor Nordens Aand er naturlig, vil baade leve og oplyses *menneskelig,* der maa den klare Erfarings-Sandhed nödvendig seire, naar den kommer *til Orde.*
*Til Orde,* siger jeg med Flid, og ei *til Bogs,* thi al Sandhed som blot skrives og ei tales, skrives aldrig med saamegen Flid og Konst i *Glemme-Bogen,* at den derved bliver levende og virksom, og derfor skal de Faa, der, ved et Mirakel, trods den sorte Död, har faaet Öie for Livet, og Mod til at spytte Blækket ud af Munden, de skal til Orde, hvor Skolen dog i Grunden vil sig selv og Staten og Mennesket vel; thi, om Man end troer, det kan ikke hielpe, bör det dog forsöges, da det aabenbar i vore Dage maa enten *bære* eller *briste**.*
Velan da! jeg, for min Part, er sikker paa, det vil bære i Norden, og vilde bære i Engeland med, naar Man ikke der, med Falke-Synet for den daglige Erfaring, var blind for den Universal-Historiske, eller naar Man kun ikke, med al muelig Frihed til at bruge Munden, dog, desværre, fattedes en *Mund,* under et Par Öine der see hvori Feilen stikker; thi *Ören* fattes man der ingenlunde, og giennem gode Ören skiæres Aanden ypperlig for Stær, da Man derimod, ved at stikke Folk i Öinene selv med de bedste Staal-Penne, kun giör Folk arrige paa Fingrene, der virkelig synes, under et smukt Paaskud, at ville stikke Öinene ud!
*Forudsat* da nu, at Man i Norden faaer ordenlig Lyst til at leve og see gode Dage i Aandens Verden, da vil de gamle Böger först giöre Gavn, og da vil vi faae Nye, som man ikke blot skal forundre, men glæde sig over.
Læseren tænke kun ikke, at Böger har vi meer end Nok af, men betænke heller, at der er netop samme Forskiel paa Böger, som paa Forfattere og Læsere, saa vi har baade for mange og for faa, og det er kun af det Onde, det Mindste er det Bedste. Naar derfor *Aanden* bliver baade Forfatter og Recensent, baade Censor og Bibliothekar, da kan Læseren troe, at Bog-Samlingen vil baade svinde og trives, saa det er en Lyst.
En Gru er det vistnok, for enhver Videnskabs-Mand med Aand, at betragte de uhyre Bog-Dynger, som især Tydske Handværks-Folk i de sidste tre Aarhundreder har opstablet, men hvad Tidens Ström ligesom af sig selv har giort ved Old-Tidens Bog-Samling, det vil den, indledt i vor Augias-Stald med lidt Herkulisk Vidd, ogsaa giöre ved det sidste Tids-Rums, saa det falder i *Lethe* hvad der udsprang af *Styx;* thi kan vi lære at kiende Old-Tiden af det Par Hylder fulde, vi har, da kan vi sagtens lære at kiende den Tid, der ligger os nærmest, uden at læse os ihiel paa Messe-Cataloger og hvad de falbyde. Vist nok trænge vi til flere Böger fra Middel-Alderen end fra Old-Tiden, fordi Fölelsen grener sig langt meer end Phantasien, og til Allerflest fra Forstands-Tiden, da Man faaer saa mange Sind, som der er Hoveder, men alting med Maade: eet Kiöd-Hoved og eet Skabilken-Hoved kan være Nok for vore Börn at öve deres Vittighed paa i Sloi-Kjolen, og selv af middelmaadig gode Hoveder kan Eet være Nok, naar vi kun har det paa rette Sted, saa det er egenlig kun *Over-Hovederne* af alle Slags, det er værdt at giemme paa, og at anatomere til fælles Bedste. Naar Man nemlig kiender Skole-Mesteren tilbunds, da spörger Man ikke om alle Skole-Drengenes Kundskaber; thi da har Man kiöbt Kræmmeren og faaet Krammen i Tilgift, og saaledes er det hvor Man vender sig, thi i Historien springer Man rolig alle *Afskrifterne* over, med samt alle Trætterne om Keiserens Skiæg, og alle de kloge Beretninger om hvad Mads Fos vilde tænkt, og hvordan han vilde baaret sig ad, naar han havde været i de *store Mænds* Sted, som vi godt veed hvorfor han ikke var; og i Poesien, endelig, veed vi nok, det er kun *Hoved-Skjaldene* der har en egen Verden, som Resten kun giör lange Fingre efter, og da den Konst at stjæle og fjæle er daglig i Tiltagende, nöies Man i Literatur-Historien med at hænge de store Tyve, de Smaa lader Man löbe, eller rettere: lader dem seile deres egen Sö, til de drukne i den.
Men har vi for mange Böger fra *Bogtrykker-Konstens* Dage, ligesom vi har for mange Skytter fra Krudtets, saa gaaer det derimod med *Middel-Alderens Böger* omtrent som med dens Borge, at de ligge i Gruset, og den har godt ved at være mörk, saalænge Man kun oplyser den med tomme Lygter, men den maa naturligviis blive lys, för vi kan forstaae den, og den vil bestemt blive det, naar Bögerne komme for Lyset, som Man ruger over: i Rom og i Wien, og fornemmelig i *London* og *Paris.* Selv paa de latinske Böger var Man hidtil meget knap, fordi det var *kun Kloster-Latin,* det vil sige, fordi der dog var Spor af Liv i dem; og af hvad der var skrevet paa *Folkenes Moders-Maal,* som i Forhold var saa lidt, at det er ubetaleligt, af det værdigede de Classiske Herrer knap en enkelt Curiositet deres Opmærksomhed, og oversatte den, til *almindeligt* Bedste, paa *Latin,* for at den ikke skulde fordærve Smagen. Det er nu splittergalt, og især maa den *Gammel-Nordiske* Literatur paa *Angel-Sachsisk* og *Islandsk* herud, hver Billing, thi vi maae see, hvad de gamle Kæmpe-Karle, der knusde Rom, og skabde en ny Folke-Verden, stilede efter i alle Retninger, som sikkerlig var ikke Smaat, om det end i visse Retninger var ikke Stort, de naaedeTil Ære for det lille, fattige *Danmark,* og til Skam for det store, steenrige *England,* er der gjort Meget for den Islandske og hartad slet Intet for den Angel-Sachsiske Literatur; men dog maa Man lægge til, at ogsaa for den Islandske staaer Meget tilbage, og at uden Islandske For-Kundskaber, lod der sig kun lidt giöre for Angel-Sachsisk.. Men her er gode Raad *dyre**,* naar de skal fölges, thi det vil koste mange Penge, og det er kun Skielmer der give meer end de har, saa her kommer *Engelsk-Manden* nok til at punge ud, men det giör han bestemt ogsaa, saasnart han lugter Lunten, og mærker, baade at han selv som *Angel-Sachsernes* Arving er störste *Lods-Eier,* og at det er intet Mindre vi tale om, end en Bifröst-Bro til Overgang mellem to *Halv-Verdner,* og en underjords Tragt under Tidens Ström, som Sagas Slot med Bölge-Tag; thi da giör han et “British and Foreign Printing-Society”, og det giör Resten. Vist nok vil ogsaa Meget af Middel-Alderens Skrift, især den Latinske og Franske, blive casseret, saasnart det er læst, men det maa först ud iblandt Folk, thi en god Censor, veed Man nok, maa have *Argus-Öine,* og dem faaer han först, naar Bogen er trykt, og falder i det Mindste i *halvtredsindstyve* gode Læseres Hænder.
See, det var om de Böger vi har, og om dem vi skal faae, hjemfalder det naturligviis nærmest Efter-Slægten at tale, men Saameget kan jeg dog forudsige, at naar Aanden kommer til at styre ligesaavel Philologens og Philosophens som Poetens Pen, da byder Man aldrig *Læse-Verdnen* en Bog, den enten skal kunne Latin, eller andet Sprog end sit Moders-Maal, og höist en Kiende Islandsk, for at forstaae, og byder hverken *Læge* eller *Lærde* Sammenligninger af og Undersögelser om hvad Faa eller Ingen kiender; men Man begynder altid med at give Publikum en tro og let Udsigt over den Række af *Kiends-Gierninger,* som i en vis Undersögelses Kreds ligge til Grund, og da först kræver Man Opmærksomhed paa sine Formodninger derom og sin Forklaring deraf, og vil da, naar de ere den værd, ei heller savne den.
I Övrigt seer Man nok, at ligesom Forklaringen af *Menneskelivet,* i alle sine naturlige og historiske Forhold, er det ophöiede Maal, som adler VidenskabelighedenVidenskabeligdeden, og forener alle dygtige Bestræbelser, fra Mathematikerens til Poetens, og fra Ord-SankerensOrd-Sankekerens til Tanke-Samlerens, saaledes vil en *Universal-Historie,* i saa vidtlöftig Forstand, som den fuldstændigste Encyklopædi er *Registeret til den,* være det store *Konst-Værk,* der maa svæve os for Öine, og, skiöndt denne store *Aladdins-Borg* umuelig paa Jorden kan faae sit sidste Vindue, vil den dog i Övrigt, naar Alt er i Beredskab, bygges paa een Nat af tjenstfærdige Aander. Til Hoved-Bygningen lagde Menneske-Aanden i sin guddommeligste Forbindelse Grund-Volden, som en viis Byg-Mester, i *Bibelen,* og til begge Side-Flöiene, der skal afbilde Menneskets Forhold til *Natur* og *Historie,* lagdes den af *Grækenlands* og *Nordens* Aander, med Barne-Haand, men dog saaledes, at Ingen efter deres Dage var mægtig til at fortsætte Værket; thi ligesaalidt som vi kan fremvise *Verdens-Kröniker,* der fra en aandig Syns-Punkt overgaae *Herodots* den *Græske,* og *Snorros* den *Nordiske,* ligesaalidt er endnu enten den *Græske* eller *Nordiske* Literatur *videnskabelig* fortsat, hvad jo ogsaa var umueligt, saa længe Man i det Höieste kun *efterlignede* den Ene og forsmaaede den Anden. Men begge Dele var jo dog aabenbar kun en Fölge af Aandlöshed og Romersk Afguderi, thi kun naar Man forguder Reliqvierne af den store Röver, anseer Man det for den höieste Ære at kappes med ham i *Efterligning* af Grækerne, og finder da sin Over-Tro bestyrket, hvergang Man seer, det er umueligt med hans döde Fingre at overgaae hvad de Levende gjorde. Saasnart derimod Nordens Kæmpe-Aand vaagner hos os, da lade vi haant om at være Romernes Slaver, og kappes da ei længe med Grækerne, för vi komme dem forbi, undtagen i deres Feil-Trin, som vi med Flid undvige. Med Grækernes Tunge-Maal tilegne vi os deres Aand, men for at tjenes, ei for at beherskes deraf, thi *Glandsen,* som Fuldendtheds Præg, er, naar den saaledes kommer for tidlig, en *skiön* Feiltagelse, som Man vel kan lære meget af, men langt lettere forsee sig paa, saa *lidt* Barbariskhed maa der være hos det Folk, der ei nænner, for den smukke Over-Flades Skyld, at bortgive det Mindste af *Dybden* og *Fylden,* som baade i Konst og Vidskab er det *Væsenlige* der aldrig maa opoffres.
At de Romaniserede Folk, eller Roman-Heltinderne, de berömte Græde-Kvinder over Roms Adonis, ei bragde det videre end til at balsamere hans Levninger (qvæ supersunt) paa Spansk-Ægyptisk, opsminke Mumien paa Fransk-Arabisk, og skrinlægge den i en Kiste af Italiensk, eller, om Man vil, Parisk-Cararisk Marmor; det ligner dem i det Mindste; men at selv *Asa-Thor* paa Öen har sat sin Ære i at slibe et magelöst Glas-Laag til Skiftingens Lig-Kiste, og spildt uhyre Kræfter paa at halvbygge et underjordisk Herkulaneum til Jetten *Hrungners* Grav-Capel, det er en Klak for Skrift i Literær-Historien, hvorom Man maa bruge *Shakspears* Ord, at Oceanet ei forslaaer til at aftvætte den— — — Oh! she is fallen Into a pit of ink, that the wide sea Has drops too few to wash her clean again!; thi selv naar *Bacos* Folk, som jeg vil haabe, nu omsider lægger Haand paa den Historie af *Universal-Literaturen,* han saa varmt anbefalede dem, er den kostbare Tid dog spildt, de bedste Kræfter tilsatte i Uvættens Tjeneste, og Syns-Punkten næsten uænderlig forrykket.
Dog, Sligt skal siges höit i *Oxford* og *Cambridge,* thi en skrevet Torden-Tale er ikke Thor-Dön, men kun Latinernes fulmen brutum, hvad vi er forhexede nok i den sorte Skole til hvert Öieblik at glemme, og slaae os til Ro med et Romersk “Dixi” hvor vi dog ei mælede et Ord, men gav kun Sort paa Hvidt for, at vi baade kunde og vilde tordne og lyne, hvoraf dog i det Mindste det Halve er Lögn, naar vi ei *virkelig* giör det.
Istedenfor da at plöie med Romernes Kalve, og bilde os ind, det giör Furer som Gefions Plov i *Öre-Sund,* endskiöndt det öiensynlig kun giör, hvad min Staal-Pen giör her: en Streg paa Papiret, ja, istedenfor, med Romersk Over-Tro, at bilde os ind, at Pennen skiænder, naar den skratter, og græder naar den drypper, saa lad os see hvad den kan giöre, ved at pege *paa Herkules* og *Cerberus,* hvor de staae lyslevende ved Siden ad hinanden, som *Villiam Shakspear* og *Ben-Johnson,* og lære os paa een Gang, baade hvad det er, den Romerske Aand har piint ihjel, og hvad *Nordens Aand* formaaer, naar den bryder de Romerske Lænker. Ja, det er en Universal-Historisk Kiends-Gierning, at det Eneste i de sidste fem Aarhundreders Literatur, som fortjener at sammenlignes med Grækernes Mester-Værker, er *Shakspears* Værk som Skaber eller dog som Fader. Og, hvordan blev han vel til, den *Shakspear,* den ny *Herakles,* ikke Wielands (enten Shakspear eller Hercules) Mand af Middel-Störrelse, men den virkelige Helt af Gudernes Æt, der gik igiennem Helvede ubrændt, og förde, til overflödigt Beviis, Cerberus med i sin Lænke! Var det kanskee ved Efterligning af Seneca, eller dog af *Æskild* og hans Brödre, eller kanskee ved flittigt Studium af Stagiritens og Tiburitens ars poetica og de lærde Commentatorers gradus ad Parnassum? Nei, det være langt fra, saa langt fra, som at Aben, naar den giör sit Mester-Stykke, fordunkler os, eller at Helte undfanges, naar Moderen kun hörer en Fortælling om andres Bedrifter. Han kunde kuns lidt *Latin* og mindre *Græsk,* siger *Cerberus,* som kun forgiæves tog sig af hans Classiske Opdragelse, og siger John Bull, desværre, endnu, næsten med Suk, om den Vovehals, den *Vilhelm Erobrer* i Aandens VerdenVil Man derfor vide, hvordan Engelænderne endnu sædvanligen betragte Sh. da læse Man *Ben Johnsons* Lig-Vers over ham; thi vel er det deres Stolthed “he was not for an age but for all time,” men hans “small Latin and less Greek” er deres Plage, og det koster endnu daglig Sveed og Hoved-Brudd at indprænte sig selv og Andre, “the star of Poets, the sweet swan of Avon, was made as wel as born,” samt at hvergang en lille Athene kom hoppende ud af hans Hjerne, maatte hun paa Ambolten, for at faae sin rette Skabning, og blive ordenlig *koldbrystet,* kan jeg tænke. “Who casts a living line must sweat (such as thine are) and strike the second heat upon the Muses’ anvil.”, saa hvad der gjorde ham til den ny Tids *Brage,* det var aabenbar kun *Nordens Kæmpe-Aand,* af hvis Drift han löb tids nok ud af Skolen, för den blev udpidsket, og propheterede om den Nordisk-Græske Opstand mod Romer-Tyrkerne, hvoraf vel her kun sees matte Spor, men hvoraf jeg dog er vis paa, Efter-Slægten skal höste velsignede Frugter.
Ingenlunde vil jeg hermed sige, at Shakspear staaer ene i England, nei, *Spenser* og *Baco* staae hos ham, og i hele den Ny-Engelske Literatur staaer, *ligesom i Sproget,* en Baxe-Kamp mellem *Asa-Thor* og *Jetten Hrungner,* som yder et anderledes stort og lærerigt Skue-Spil end den Tydske Hane-Fægtning, saa jeg tör anbefale den udelukkende, næst efter den *Old-Græske* og *Old-Nordiske,* med den Forsikkring, at Man vinder langt meer end Man taber, ved, naar Man ikke skal giöre Hoveri, reent at springe Resten over. Jeg pegede her kun paa *Shakspear,* som *Hoved-Manden,* for at Læseren paa ham skal see, det er ligesaalidt den *Classiske* Dannelse der har hævet den *Engelske* Literatur, som det er Syndfloden af Latinske Ord der pryder og forstærker det Engelske Sprog, men at det tvertimod begge Steder er den ægte Nordiske Kraft, der, med meer og mindre Held, stræber at giennembryde den Romerske Muur.
Og nu vil jeg gribe Leiligheden til at slutte denne forelöbige Betragtning, der truede med at blive uendelig, thi hvormed kan den bedre sluttes endnu, end med det bedste Varsel for Roms Undergang og Nordens Opstandelse, ja, med Universal-Historisk Videnskabeligheds store *Prophet,* thi det er William *Shakspear**,* derfor æres han, som alle Propheter, mest efter Döden, og udenfor sit Fæderne-Land! Ja, vi herinde, som have den gamle Mythiske Spaadom, vi maae see det med mest Forundring, hvorledes Menneske-Livet i hele sin historisk underfulde Udvikling svævede for Skjalden, og giennemlynedes af hans prophetiske Blik, saa der vil neppe være eet Kapitel i den store Universal-Historie, vi forvente, hvortil ikke den mest passende Overskrift skulde findes i *Shakspears Historier,* som de saa træffende kaldes. At han imidlertid aldrig selv kom til nogen Universal-Historisk Anskuelse, kom sikkert af, at han fattedes *Nordens Myther,* som kun spögde for ham, lig Hamlets Aand, og anklagede deres Morder, men kunde ingen Hevner finde; men selv om han havde havt baade Mytherne og Anskuelsen, vilde han dog neppe avlet en tilsvarende Videnskabelighed, thi for at kunne det, maatte han virkelig vundet *Ben Johnsen,* hvem han nu kun forbausede, og blev vist ikke dyrebar, för han var död, og kunde ei meer lade *Falstaff* lee sin Mave itu ved Amboltens Lov-Tale over Forhammeren. Aanden spilder aldrig sine Kræfter, om det end synes saa, og Shakspear havde derfor kun, hvad der var brugeligt til at vække den endnu ikke ganske uddöde Kamp paa Öen, og til i sin Tid at opmuntre Frænderne i Tydskland, og i Norden, hvor Mytherne var giemte, som Kæmperne fordum, til Rom havde anden Gang fyldt sine Synders Maal, og var moden til Undergang.
At nu tillige i vore Dage de under Romer-Aag og Tyrke-Svöbe haardt straffede og dybt nedböiede *Hellener* have reist sig, og opfrisket Mindet om *Lapithers* gamle Kamp med *Centaurer,* at de derved har afnödt Europa den Opmærksomhed, *Classiskheden* var alt for *Romersk* til at skiænke dem, og at det var den *Nordiske Hav-Mand,* der ved Navarin giorde Udslaget til deres Befrielse, det er det andet baade store og gode Varsel for et *Nord-Græsk* Tids-Rum i Borger-Samfund, i Konst og Vidskab, som sikkert ei vil skuffe, hvor i Norden, eller maaskee udenfor paa Öen, det end er, Man först skal höre, at Aanden kom til Orde, og udrev som en Löve Skole-Scepteret af Örnens Klöer! I Grunden skal det være os det Samme, hvor det begynder, som virker velgiörende, og ender episk herlig den store Tragedie; men dog er Ord-Sproget sandt, at Enhver er sig selv nærmest, og lyder det underlig mythisk til os fra Middel-Alderen, at de *Danske* tyede saa höit op mod Norden, fordi de havde svoret, heller at begrave sig i Bölgerne end böie sig under det *Romerske Aag,* da tör vi vel og haabe, det skal skrives for Efter-Slægten, at de *Danske* afrystede Aaget saasnart de saae, det blev dem dog paalistet.
# 2. Myther og Mythologier.
Jeg behöver neppe at fortælle Læseren, hvilken uhyre Forskiel der sædvanlig er mellem *Myther* og *Mythologier,* forsaavidt som Man kan læse en heel Tylt af de Sidste, uden at blive rigtig bekiendt med en eneste MytheEt Classisk Exempel er Creuzers Mythologie und Symbolik, hvor Alting, undtagen Forfatterens fixe Idee, er et Mysterium for Læseren. Det er Skade for Manden, som kunde giort noget langt Bedre, men det er ogsaa Skade for Læseren, derfor siger jeg det., thi der har i de sidste fem hundrede Aar hersket et eget Slags Frimureri i den lærde Republik, saa for os selv maatte hverken Himmel eller Jord holde Noget hemmeligt, men for vore læge Læsere skulde det være en uudgrundelig Hemmelighed, hvad det egenlig var vi skrev om. Skrev vi derfor Historier, da tegnede vi, saavidt mueligt, kun Navne og Aars-Tal op til vor egen Efterretning, eller ogsaa vi forklarede Læseren Sammenhængen af de Begivenheder, han ikke kiendte; og skrev vi Mythologier, da forudsatte vi altid, at Læseren enten kiendte Mytherne paa en Prik, eller bröd sig, ligesom vi, ikke om dem, men kun om vore sindrige Indfald i Anledning af gamle Dumheder, som, naar det ikke var for vore Indfalds Skyld, fortiende aldrig at nævnes.
Dette er imidlertid, trods al Sædvanlighed, kun en tilfældig Forskiel mellem Myther og Mythologier, men der er ogsaa en væsenlig, forsaavidt *Mythologierne* er *Böger,* thi det var *Mytherne* naturligviis *ikke,* de var, hvad deres Navn udtrykker, levende mundtlige Ord, ikke paa Hverdags-Sproget, men paa *Billed-Sproget,* som de Gamle for ramme Alvor kaldte *Gudernes Tunge-Maal,* hvad Man nok veed, det i Skjalde-Munde: Et Skiemt, og et Andet Alvor, hedder endnu. Denne væsenlige Forskiel er jeg ingenlunde saa sikker paa, Læseren vil ændse, som den Tilfældige, thi vel har jeg alt i det Forrige stræbt at indprænte den uhyre Forskiel, der er mellem *Ord* og *Skrift,* under ellers lige BetingelserDet er vel at mærke “under lige Betingelser” thi Man forvilder aabenbar sig selv, naar Man sammenligner en genialsk Bog med mundtligt Vrævl, eller Talerens Skrift naar han er begeistret, med hans Tale mens han fordöier., men just fordi Forskiellen er saa uhyre stor, som mellem *Liv* og *Död,* just derfor maa jeg regne paa at mit döde Skrift-Beviis, for det levende Ords Fortrin, lidet eller intet har udrettet mod den levende Forsikkring, Læseren vel tusinde Gange har hört om de döde Bogstavers utroelige Fortrin for den levende Röst. Jeg maa derfor igien begynde med at vælte min Sisyphus-Steen, og bede Læseren betænke, det er jo dog en unægtelig Philosophisk Sandhed, at *Livet forplantes ei* ved de *Döde,* men ved de *Levende,* altsaa lige saalidt ved döde Ord som ved döde Sild, lige saalidt ved afstumpede Gaase-Fjere, som ved tilspidsede Staal-Penne, lige saalidt ved Skygger af Ord, som ved Skygger af Folk, saa at naar denne soleklare Sandhed ikke her slaaer Bogstav-Troen ihiel, da er det ikke blot, fordi, som Digteren siger: Ingen tilgavns kan slaae en Död ihiel, men især fordi Sandheden her er selv kun et dödt Bogstav, der ei kan röre sig af Flækken, men maa lade den modsigende Mund giendrive sig selv. Skulde imidlertid Læseren, ved et Lykke-Træf, have opdaget, eller herefter opdage, den store Hemmelighed, vi knap kan lukke vor Mund op uden at röbe, den for Latinerne gruelige Hemmelighed, at Ordet har hiemme i Munden og ikke i Pennen, saa det virkelig ikke er med Haanden, men med Munden, Man kort og fyndig, klart og levende, udtrykker, meddeler og forplanter sine Tanker og Fölelser, sin Tro og Anskuelse; har Læseren giort eller giör dog snart dette Kæmpe-Skridt op af Graven, da vil han strax, uden min Anmærkning, see, hvilket forunderligt Lys der ved det ene Skridt opgaaer over hele Menneske-Livet, ikke fordi der videre skeer noget Mirakel, men fordi Man nödvendig staaende under aaben Himmel, selv paa Gravens Bredd, seer Alting ganske anderledes, end naar Man ligger næsegruus dernede, eller sidder dog i Lig-Kisten under lukt Laag, ved en Nat-Lampe, og har kun Bog-Staver og Dödning-Hoveder for sig. Sidder derimod Læseren der, da kan min Bog saalidt som al Verdens Böger lære ham at skatte det levende Ord, og Alt hvad jeg tör haabe indrömmet, er, at hvem der hverken kan læse eller skrive, maa nöies med det Gavn Man kan have af Ordet, blot ved at höre og tale det, hvad dog ogsaa i alt Fald er det naturligste, da Man nok har seet Börn födes med Tunge og Ören, men ikke med Böger under Armen eller Pennen i Haanden, og Man ikke engang ret kan begribe, hvad Folk egenlig havde at skrive op, naar der ikke först var sagt Noget.
Dog, det nytter, som sagt, slet ikke, om jeg afnöder Læseren den Bekiendelse, at baade er det mundtlige Ord det Förste og Naturligste, og at selv *Iliaden* var *hört* længe för den blev *læst,* thi har han ingen levende Forestilling om det begeistrede Ords magelöse Kraft og Herlighed, naar det svinger sig let i Sky paa Röstens Vinger, fremfor naar det skyggeviis aftegnes paa Papiret, da kan jeg maaskee være til hans Tjeneste ved en anden Leilighed, men her kan jeg ikke hielpe ham, og han maa ligesaagodt lukke Bogen först som sidst, thi, ærlig talt, han forstaaer ikke et eneste Ord deraf.
Altsaa, naar jeg skal skrive blot taalelig om Mytherne, da maa jeg forudsætte, Læseren veed hvad et begeistret *Ord i sin Kraft* har at betyde, thi saadanne Ord var Mytherne oprindelig allevegne, eller dog, for at undgaae unyttig Kiv, i *Grækenland* og *Norden.* Begge Steder see vi ogsaa klart, at selv i Bog-Stilen var Poesi ældre end Prosa, og da det Samme er Tilfældet med de nye Literaturer: baade i *Italien, Frankrig, Spanien, England, Tydskland* og *Norden,* saa vilde det være ubegribeligt, hvorledes Man var kommet paa det fortvivlede Indfald, at Menneskets Tanke-Gang var först saa uhyre prosaisk, som nogen kolossalsk og selvbevidst Skrub-Tudses kunde være, men hævede sig derpaa efterhaanden, som Kaal-Orm til Sommer-Fugl med deilig spraglede Vinger, det vilde være ubegribeligt, siger jeg, hvorledes Man, til Trods for Menneske-Naturens aabenbare Love, og Historiens klare Vidnesbyrd, var kommet paa det urimelige Indfald, naar Man ikke kiendte *den* sorte Skole, hvori Kaal-Ormen virkelig udrugedes paa Ægyptisk til en snurrig Sommer-Fugl, som, for sin unaturlige Födsels Skyld, blev löftet til Skyerne, höit over alle Skovens vilde Fugle, der kun sang med det Neb, Naturen gav dem.
Ja, i *Rom,* mellem Röverne, gik det naturligviis i mange Maader anderledes til end iblandt ordenlige Folk, og naar nu Roms Historie, og det ovenikiöbet forfusket, blindt troet, og aandlöst opfattet, skulde giælde for en guddommelig Natur-Aabenbaring, som den i de sidste fem Aarhundreders sorte Skole jo skulde, da först begriber Man det Hele.
De Romerske Skribenter har nemlig fortalt os, at Byens guddommelige Stifter, Romulus, var en Röver-Captain, som havde *Krigs-Guden* til Fader og en *Ulvinde* til Amme, begyndte sine store Bedrifter med at slaae sin Broder ihjel, besvogrede sig med Nabo-Folkene, ved at voldtage deres Kvinder, og endte sin Helte-Bane ved at snigmyrdes af sine Venner, som derpaa forgudede denne Roms Skyts-Aand under Navn af Kvirinus. Saadanne uforskammede Lögne, som den, Senatet opdigtede om Romuli Himmel-Fart, hvem de selv havde myrdet, vedblev nu, sige de Romerske Skribenter, Numa Pompilius, og andre Sabinske og Etruriske Præster, at indbilde Röverne, for at faae dem til at være lidt skikkelige, naar de var hjemme, og det var *Mythernes* Oprindelse, som altsaa var aabenbare Lögne, med Flid opdigtede saaledes, at Skole-Mesteren havde Noget bag Öret, som Röverne ikke vidste, men hvormed han kunde berolige sin Samvittighed, da han deels löi i en god Hensigt, og deels vidste noget Sandt, som Lögnen kunde være et billedligt Udtryk for, som f. Ex. at naar et Menneske opgav Aanden, da blandedes jo Aanden med Luften, og kunde altsaa nok siges at fare til Himmels og svæve over JordenKiender Læseren, for sine Synders Skyld, Noget til *Hermanns* berömte Sende-Brev til *Creuzer,* om Mythologiens Væsen og Behandling, da veed han, det er ikke Bagtalelse, naar jeg siger, at det Romerske Mythe-Begreb er endnu det herskende.. For Resten, sige de, havde Man i Rom skrevne Præste-Kröniker lige fra Begyndelsen, og meget tidlig skrevne Love, men fik först Poeter i den anden Puniske Krig, og Hoved-Skjaldene först efter den ypperste Taler *Ciceros* Död, under hans kronede Morder August.
Hvorvidt nu alt Dette er sandt, eller om de sprænglærde Romere gjorde deres gamle Forfædre Uret, kunde her være os ligegyldigt, da det jo dog var lige galt at fordreie alle andre gamle Folks Historie, til den kom til at ligne Röver-Bandens, som de slet ikke lignede, men for at vise, hvor aandlöse Celeberrimi var, bör det dog anmærkes, at selv Roms Historie, som vi har den, netop stadfæster hvad den i femhundrede Aar er brugt til at bestride.
Uagtet nemlig Romerne aabenbar höre til den mest upoetiske Stamme blandt Old-Tidens berömte Folk, og udgjorde, lige fra Begyndelsen af, et *Konst-Folk,* dannet til et eget Öiemed, nemlig Underkuelsen af alle Natur-Folkene, saa sporer Man dog, selv i deres Historie, den Gang, der er Menneske-Naturen saa eiendommelig, at den ikke lader sig forrykke, men kun fordærve, thi ogsaa Romerne havde dog först en *Phantasi-Tid,* under de syv KongerSelv i Engeland, hvor Man mest ubarmhjertig har indpidsket Ungdommen Roms Historie med alle Aars-Tal, har *Niebuhrs* Bog, om *Mytherne* deri, gjort en saadan Epoke, at selv dens Oversættere betragtes med en Blanding af Ære-Frygt og Nag, som Roms Ödelæggere., saa en *Fölelses-Tid,* i Republikens glimrende Dage, og endelig en *Forstands-Tid,* fra den ældre Catos. Forskiellen er altsaa blot, at Alt hos Romerne, lige fra Begyndelsen, havde en verdslig, gemeen og menneskefiendsk Retning, saa deres dybeste og meest poetiske Mythe er den om *Mars* og *Ulvinden,* hvori hele RomsheleRoms Historie speiler sig. Ogsaa i Rom var da den ældste, *mythiske* Poesi *prophetisk,* og er ikke selv *Spaadoms-Bögerne* (de Sibyllinske), efter Romernes egen Beretning, fra Slutningen af Konge-Tiden!
Vende vi nu Öiet til *Ebræerne,* som det *mest poetiske* af Old-Tidens Folke-Færd, da er dette vel ogsaa et *Konst-Folk,* og det saa ægte, at det virkelig har en *skrevet Historie* lige fra Folke-Livets Begyndelse, og en *Lov-Bog,* med den berömte Universal-Historiske Indledning, som med Rette kaldes *Genesis* eller *Moderen;* men Gangen er naturligviis klarlig den samme: först en *Phantasi-Tid* til *Moses,* saa en *Fölelses-* og *Daads-Tid* fra ham til *Salomon,* og saa *Forstands-Tiden.*
Hvor ivrig end Theologerne fra Reformations-Tiden stræbde at hævde det Ebraiske Sprogs Ære, som Grund-Sproget, og den Mosaiske Lovgivnings, som et Mönster paa en Stats-Forfatning, faldt det dem dog aldrig ind, hvad der havde været anderledes klogt, at betragte *Ebræerne* som *Normal-Folket,* og derefter baade ordne Old-Tidens Historie, og vurdere den Romerske Literatur; thi *overnaturlig* og *unaturlig* faldt sammen i deres Begreb, og, mens de fnös mod alt Hedenskab, som om det var lutter Afguderi, forgudede de netop den Romerske Var-Ulv, og opdæggede ham til en Capitolinsk Jupiter i Aandens Verden. Hvor det derfor gik bedst, havde Man vel en *Söndag* hver Uge, da Man i *Aandens* Navn protesterede mod alt Romersk Afguderi og Pavedom, men de sex *Sögne-Dage,* da Man i Roms Lænker protesterede mod al Aand, der ikke havde en Pen til sin Fader og et Bogstav til sin Moder, trak naturligviis snart den Syvende med sig, saa Aands-Protesten i Kirken blev til en blot Formalitet, som et mundtligt Ord læst op af Papiret, og Resten veed vi. Uagtet derfor det levende Ords Opvaagnelse, i og med *Morten Luther,* ret öiensynlig beviiste, at Aanden som giör kraftige Gierninger ikke boer i Skriften men i Ordet, boer ligesaalidt i et beskrevet Huus af Papir, som i et med konstigt Billed-Værk opfört af Kalk og Steen, boer overalt ikke i Huse som bygges af *Menneske-Hænder;* saa var det dog især fra Luthers Dage Man forgudede Bogstaverne, og det ei engang de *Gothiske,* men netop de *Latinske,* skiöndt Man dog godt vidste, at i det Mindste *paa Latin* havde Bibelen ingen Helte-Gierninger övet, men ladet sig meget taalmodig misbruge af Paver og KlerkeSaadan en forhexet Ting er den Latin, at skiöndt Man ved Reformationen gav den Skyld for alt Ondt, og Biblerne paa *Moders-Maalet* Æren for alt hvad Aanden giorde, saa kom Man dog ved Classisk Studium snart saavidt, atst Man i Skolen glemde og foragtede Moders-Maalet meer end för..
Dog, jeg siger ingenlunde dette for at laste vore *fromme* Fædre, thi de vidste aabenbar ikke hvad de gjorde, de var videnskabelig aandlöse, og maatte derfor i Skolen trælle for Roms Meen-Vætte; men jeg siger det, for at Man kan see, hvi Christendommen ikke for længe siden styrtede den Romerske Tyran, og forebyggede den bagvendte Betragtning af Menneske-Livet, der endte og maatte ende med at giöre den eneste ægte og sande Anskuelse, den Christelige, til Spot.
Nu derimod kan vi indsee, at Man, for i Historien at kiende Menneske-Udviklingens Gang, helst skal regne i det Store, Kolossalske, hvor lidt meer eller mindre ingen Forskiel giör; thi hvem kan tvivle om, at *forholdsviis* er hele *Old-Tiden Phantasiens* Alder, *Middel-Alderen Fölelsens,* og *den ny Tid Forstandens* eller Efter-Tankens, og er ikke derfor ogsaa aabenbar Old-Tidens Literatur den mest poetiske, Middel-Alderens den mest historiske, og den ny Tids den mest philosophiske! Sammenligne vi nu hermed den daglige Erfaring, da finde vi ligeledes, at *forholdsviis* er *Phantasien* altid det Herskende i *Ungdommen, Fölelsen* i *Manddommen,* og *Forstanden* i *Alderdommen,* og da nu ethvert givet Folk kun er en Forbindelse af Enkelt-Mænd, og en Deel af Menneske-Slægten, kan vi forud vide, at det maa i Grunden have fulgt samme Gang, om end Mangel paa Efterretninger, eller særdeles indviklede Omstændigheder, kan giöre Sporene svagere hos det ene Folk, end hos det Andet.
Havde Man imidlertid i den *ny Tid,* da Man tog sig paa at forklare den Gamle, havt videnskabelig Aand, da vilde Man giemt begge Konst-Folkene (det Israelitiske og Romerske) til Sidst, og henvendt hele sin Opmærksomhed paa *Grækerne,* som det Eneste af Old-Tidens *Natur-Folk,* Man historisk kiendte giennem et heelt Udviklings-Tidsrum, eller i de fem Aarhundreder fra *Solon* til Christus og August, og Man vilde da snart opdaget, at, *forholdsviis,* hjemfaldt hele Tiden *för Solon* til Phantasien, at Fölelsen herskede mellem ham og *Alexander,* og derpaa Forstanden, saadan som den var, med det *Alexandrinske* Bibliothek og den tilsvarende Höi-Skole. Da vilde det naturligviis aldrig falde dem ind, ved Forklaringen af de Græske Myther, som var endnu langt ældre end den graa *Homer,* fra Phantasi-Tidens dunkle Dyb, at tænke sig en Alexandrinsk Philosoph, der rev Blade ud af en Billed-Bog, svöbde deri sine Pölse-Pinde eller Svovel-Stikker, og forærede dem velforseiglede til de gamle Græker, som et himmelfaldet Kræmmer-Huus, med en Gud inden i, ved hvis Tilbedelse de kunde faae en Skræk i Livet, og hæves lidt over Sandseligheden, thi selv en *Lignelse* som denne, var, saavidt jeg veed, meer end de Alexandrinske Philosophers Phantasi blev istand til at forfærdige.
Var Man nu med den Forstand kommet til *Rom,* da vilde Man strax seet, at det der gik saa rædsom unaturlig til, som mueligt, men at Hösten ogsaa blev efter Sæden, saa at da Romerne, efter Naturens Orden, skulde have deres store *Dramatiske Digtere,* ved Over-Gangen nemlig fra Fölelses til Forstands-Tiden, fik de kun en plump Komiker af nogen Gehalt (Plautus), som de lod trække i en Heste-Mölle, og en mat Tragiker (Ennius), hvis Værker de selv med Flid begrov i Möddingen, saa deres eneste poetiske Tragoedie er deres virkelige Digteres Skæbne. Alle de Poetiske Storværker, hvoraf Romerne brystede sig, kom derfor bag efter, som tyndt Öl, som en Ilias efter Homer, og i det Hele som en snart slavisk, snart overfladelig *Efterligning* af Grækernes Konst-Værker, der kunde være lærerig nok for en Historisk Philosoph at betragte, men var det störste Daarskab at canonisere, og at pine Livet af Ungdommen med.
Var Man derpaa kommet til *Palæstina,* vilde Man höilig forundret sig, enten Man saa troede, det var gaaet naturligt eller overnaturligt til, thi i begge Tilfælde var det lige vist, at Man havde en höipoetisk Hyrde-Stamme for sig, som med vidunderlig Konst var giort til et særskilt Guds-Folk, af hvis Historie *Christendommen* skulde udvikle sig, til, naar den gamle Folke-Verden var ödelagt, at skabe en Ny, efter det store Forbillede, der foresvævede Israels Propheter. Man vilde nok studset ved at finde Bogstav-Skriften saa tidlig, og desuagtet den höie Begeistring hos *David* og *Esaias,* en Begeistring, den Mosaiske Anskuelse saa tro, som om Aanden kunde udspringe af et Bogstav, lig Kilden af den hule Tand i Samsons Asen-Kiæft; men man vilde her kiendt Guds Finger, som paa overordenlig Maade, for at bevare Sandheden og frelse den forulykkede Slægt i Tidens Fylde, kom Menneskets Skröbelighed til Hjelp, og man vilde ligesaalidt andensteds vente, hvad kun etsteds behövede at skee, som man vilde anseet den Mosaiske Stats-Indretning, der kun var beregnet paa en opnaaet Hensigt, for et Mönster, Man i Christenheden skulde efterligne. Allermindst vilde Man indbildt sig, at den *Christne Kirke,* der var skabt af *glödende Tunger,* og skulde altid besjæles af Stifterens Aand, dog skulde falskelig betragte sig selv som bygget paa et Bogstav, og derved opholdes; men meget mere vilde den Christne Kirke, der altid steg og sank med det begeistrede, mundtlige Ord, have drevet dem til at efterspore, om der ikke selv i Israel var et mundtligt Ord, der forplantedes fra Slægt til Slægt, som den levende Kilde, hvoraf Aanden bestandig gienfödtes, og de vilde da snart have fundet, ikke blot at rimeligviis havde især en Deel af *Leviterne* bevaret og levende forplantet Summen af Moses og Josvas Taler, som de siden gjorde ved Propheternes, men at de *ti Bud* og Moses *Svane-Sang* var to levende Ord, som *skulde mundtlig* forplantes hos Alle, og blev det fölgelig hos alle de *Fromme,* hvorved Anskuelsens *Eenhed* bevaredes, og Livet opholdtes i Lön, selv naar det syndes aldeles forsvundetDa Man i Aandens Fraværelse altid overseer det Vigtigste i aandfulde Mænds Böger, maa jeg henvise til 2. Moseb. 19 og 20 samt 5. Moseb. 31 og 32..
Havde Man nu först opdaget det *lille Guddoms-Ord,* der med overnaturlig Kraft, men dog i *Naturens Orden,* bevarede og gienfödte Livet i Israel, da vilde Man strax fundet det Tilsvarende i den Christne Kirke, hvor Man egenlig skulde troe, det var umiskiendeligt, da det höitidelig forplantes ved *begge Sacramenterne,* og udtrykker i *Troes-Bekiendelsen* ved Daaben kort og klart hele den Christelige Grund-Anskuelse af Verdens Skaber, som en *Fader,* der klarlig aabenbarede de vanartede Börn sin Kiærlighed i Guddoms-Manden *Jesus Christus,* Hans eenbaarne Sön, og Hvis Hellig-Aand skaber, af dem som troe, et helligt Samfund og et helligt Folk, som har deres Synders Forladelse, og skal arve det evige Liv!
At den Christelige Anskuelse i Luthers Dage blev gienfödt af dette lille Ord, i fuld Overeensstemmelse med det *Ny Testamente,* er vel et stort Vidunder, men, som alle sande Guddommelige Vidunder, i *Naturens Orden,* da det derimod, uden et levende Ord, vilde være et unaturligt Kogleri, Guddommen uværdigt, og i Grunden *umueligt.*
Er vi da nu kommet til den Indsigt som Fædrene fattedes, saa vi begynde at forstaae Menneske-Livet i det Store, see, da faae vi, hvad der er Hoved-Sagen, et hverken luftigt eller forvirret, men lyst og levende Begreb om *Aand,* som den *höiere Livs-Kraft,* der har sit levende Udtryk i et *tilsvarende mundtligt Ord,* og i dette sit Udtryk tillige sin jordiske Boelig, hvori den kan ligesom indslumre, men vaagner dog igien til visse Tider, og beviser sin Eenhed med sig selv ved at oplive og omværne sit Udtryk, og i det Hele ved, i en ny og klarere Gestalt, at gientage sit forrige Storværk.
Ogsaa her trængde de fleste Læsere vist til en Mund, der gav det *levende* Begreb om *Aand,* men at Skrift ikke kan det, vil de da desklarere indsee, og har de dog en dunkel Fölelse af Aand, uden hvilken al Oplysning er spildt, vil de kiende, hvor underlig det bedager sig, saa der svæve hvide Morgen-Skyer over Erkiendelsens Land, som Dag-Skiærets Speile og Solens Herolder.
Paa dette Stade opdage vi nemlig, at hos Folk med Aand var det blot en Uklarhed i Begreberne, der avlede de *uforsvarlige* Lov-Taler over *Bogstav-Skrift,* under Navn af det *skrevne Ord,* som, de ikke tog sig i Agt for, er et *billedligt Udtryk,* der, naar det tages for mere, bliver baade latterligt og skadeligt, da det er klart, at Man först maatte *virkelig* faae Fingre paa det *usynlige, vingede Ord* för Man *virkelig, bogstavelig* kunde före det i Pennen, og at Man omfavner en Sky for Here, naar Man indbilder sig at have det virkelige, kraftige Ord i hvad der aabenbar kun er en *Penne-Skygge* deraf, som egenlig slet ikke ligner, men kun, for hvem der har Nögelen, *betegner* det. Blænd-Værket opstaaer da derved, at et lille, levende Ord, som Man slet ikke har lagt Mærke til, gav *Nögelen,* gav *Aanden,* saa Man, aandelig talt, *hörde* hvad Man *læsde,* og indbildte sig derfor, det var Bogstaverne, der talede, og kunde ikke noksom forundre sig over, at andre Læsere ikke kunde höre det, skiöndt de var lovlig undskyldte.
Heraf kom, blandt Andet, naar vi ellers var kiærlige Mennesker, alle vore haarde Domme over de Bibel-Læsere, der ei kunde finde den samme Aand og Mening i Skriften, som vi, thi hvor naturligt det end er, at Man seer med de Öine, Man har, og læser enhver Bog i og med den Aand, eller Aandlöshed, Man er indtaget af, saa indsees det dog aldrig af hvem der forvexler *Skrift* med *Ord,* og slutter da, at ligesom Man vel kan forkaste og forskyde Meningen i en levende og tydelig Tale, men ei, naar Man har Forstand, tage feil ad den, saaledes er det ogsaa med Skriften. Det er derfor ikke mindre nödvendigt for Kiærligheds og Billigheds, end for levende og virkelig Oplysnings Skyld, at vi bortkaste den grundlöseste af alle Fordomme, den tommeste af alle Indbildninger, som den om *Bogstavers Liv, Kraft* og *Mæle,* unægtelig er. Sandelig, jeg vil dermed hverken paastaae, at jeg kan forklare Aandens underfulde Virkninger, eller nægte, at Bogstav-Skriften er et stort Vidunder, og hvem skulde mindre fristes til det Sidste, end hvem der anvender sin meste Tid paa ret med Flid at skrive Böger; men at lægge en *aabenbar Umuelighed* til Grund, veed jeg, kan umuelig före til Forklaring, og at prise Böger for hvad de beviislig *ikke er,* maa nödvendig giöre os blinde for hvad de virkelig ere, saa det maa være det förste Skridt til ret Forstand paa *Ord* og *Skrift,* at vi skarpt adskille to saa ueensartede Ting, og indsee, at Ordet staaer netop saa höit over Skriften, som *Legemet* over *Skyggen,* og som Han der skabde Tungen over ham der skiærer Pennen!
Det er ogsaa blot hos *Konst-Folkene,* det falder vanskeligt at oprede Forholdet; thi hos Natur-Folkene er det saa iöinefaldende, at selv Bogstav-Forguderne er nödt til at kalde de *Sprog döde,* som ikke meer er noget Menneskes *Moders-Maal,* og hvor klogt det er at tale om et *dödt* Sprogs *levende* Ord, vil enhver indsee, som veed, hvad det er at modsige sig selv i et Aande-Dræt. Der er imidlertid ogsaa i de levende Sprog en vis Deel, der egenlig maa kaldes Aandens Udtryk og Boelig, og kan ei gaae tabt, uden at Sproget derved aldeles mister sin Aand, kun har Naturen her, som allevegne, en langt bredere Basis end Konsten, saa et Natur-Folks Aand er kun bundet til den hele *figurlige* Deel af Moders-Maalet, eller det naturlige Billed-Sprog i vidtlöftig Forstand. Uagtet derfor Aanden slumrer ind med Mytherne, kan den dog vækkes, saalænge der er Poesi i Folket, og det er der, saalænge de billedlige Ord-Sprog, Vendinger og Tale-Maader, som er dem eiendommelige, endnu findes i Folke-Munde. Ogsaa i denne Henseende er det da paa den höie Tid, at Folke-Aanden vækkes, hvor den ei skal uigienkaldelig forsvinde, men den vil ogsaa vaagne i vore Dage, overalt hvor den findes, hvad enten det saa blot er for at give det sidste Suk, eller for at begynde et nyt Levnets-Löb.
Hvordan det egenlig i Munden har hængt sammen med det Latinske Sprog, er svart at fatte, men det er klart, at de uhyre Anstrængelser i den ny Tid for at oplive det i sin Classiske Skikkelse, kun mislykkedes, fordi dets Billed-Sprog var aldeles uddödt, og Aanden derved tabt, forsaavidt ikke begge Dele var gaaet over i de *romanske Tungemaal,* og at disse derimod var et levende Forsög paa at forevige Roms Aand, som aldrig mislykkededes saameget, at det jo lykkedes kun alt for vel, som Universal-Historien fra *Granadas* Erobring til *Slaget* ved *Waterlo* klarlig beviser.
Dette ulyksalige Experiment har imidlertid ogsaa en lysere Side at betragtes fra, thi deels var dog selv de Romerske Lænker et Baand mellem os og *Old-Tiden,* som Man heller maatte bære, end lösrive sig fra *den,* og deels beviste det, at, ved Hjelp af Christendommen og Bögerne, vil det anderledes baade fuldelig og glædelig kunne lykkes at vække de Folke-Aander, hvis Tunger aldrig forstummede, og hvis Levnets-Löb beviser: at de var *Livs-Aander;* og her staae vi atter for *Grækenland* og *Norden,* thi blandt alle de *Natur-Folk,* hvis Historie kundgiör en eiendommelig Aand, er det kun Disses Tunge-Maal, som giennemgik Tidernes Skiærs-Ild.
Allerede herved har Skæbnen besynderlig sammenknyttet os med Grækerne, og jo dybere vi trænge ind i Menneske-Livets Hemmeligheder, des klarere vil vi erkiende en vidunderlig Styrelse deri, at *Græsk* og *Islandsk* leve endnu, som to duehvide Oldinger, med *Nöglerne* til Old-Tidens og Middel-Alderens Skat-Kamre, hvor vi finde de sære mythiske Huul-Speile baade for *Menneskets Natur* og *Historie.* Alt hvad vi derfor kan giöre til at opholde disse Sprog, og til at forsöde de Smaa-Folks Alderdom, hvis Moders-Maal de ere, skal være os en Glæde, og vil lönne sig rigelig.
Men, kunde Man spörge: hvortil behöve vi *Myther,* da vi have den *Christelige Anskuelse?* Hvortil de Skyer og Stjerner, da vi har *Soel* og *Maane?*
Först maa jeg bemærke, at om vi ikke behövede Grækenlands og Nordens Myther, saa behövede vi dog at forstaae dem, bedre end andre Folks, fordi deres Indflydelse har været Universal-Historisk, og deres Literaturer er de eneste originale, saa Tunge-Maalene var os altid historisk uundværlige. Men jeg vil besvare Spörgsmaalet, da det træffer sig, jeg kan. Hvad nemlig Skyerne angaae, da vil selv Solen ikke undvære dem, saalænge den skal skinne over Jorden, og Maanen vil nok have Stjernerne omkring sig, især saa udmærkede som *Syv-Stjernen* og *Karls-Vognen.* Med andre Ord: Christendommen har intet andet særeget Billed-Sprog end Herrens magelöse Lignelser, og det der udspringer af Hans Levnets-Löb, men det tilhörer Kirken og Kirke-Skolen, og passer kun paa Löbe-Banen til det evige Liv. Vi have imidlertid ogsaa en timelig Bane, der trænger til at betragtes i et aandigt Lys, og vor Sjæl saavelsom vort Legeme har timelige Fornödenheder, som Skaberen vil, at vi, ved det Lys han tænder og med den Kraft, Han skiænker, skal arbeide for, thi Han lader vel regne Manna til sit Folk i Örken, men ikke i et frugtbart Land, hvor de kan saae og höste. Det Gamle Testamentes Billed-Sprog er upaatvivlelig saa træffende og altomfattende, at kunde vi levende tilegne os det, vilde det være i Erkiendelsens Land, som naar *Solen* opgaaer, men det vilde udentvivl endnu være os for dybt, og er i alt Fald, *videnskabelig* talt, *ubrugeligt*Lysne vil det imidlertid sikkert over Ebræernes Billed-Sprog, ved den Ægyptiske Hieroglyph-Skrift, hvortil en Engelsk-Mand fandt Nöglen i det *levende Coptiske* Sprog, og hvorpaa Fransk-Manden Champollion nu flittig staver., saalænge det *Ebraiske* Sprog er iblandt de Döde. Jeg, for min Part, tvivler ingenlunde paa, at jo Tiden nærmer sig med stærke Skridt, da Levningen af det underlige Folk, med samt deres Tunge-Maal, skal opvækkes som en Lazarus af Graven, men med dette Folk maa Alt til Enden, som fra Begyndelsen, skee paa saa overordenlig en Maade, at skiöndt vi höre til det ny Guds Folk, der skal opvække det Gamle, er der neppe Nogen af os, der endnu har ahnet, *hvordan* det er mueligt. Kun Saameget er klart, at nu er Raden til *Grækenlands* og *Nordens Billed-Sprog,* og at de ikke alene, ved at oplive hele vor *Menneske-Kundskab,* og forskiönne vort Liv, vil fortjene vor Tak, men vil ogsaa bringe os et Kæmpe-Skridt nærmere til Forklaringen.
Er nemlig ethvert Folks Myther deres Aands velbehagelige Udtryk og egenlige Tempel, da er de nödvendig *forsaavidt* Prophetiske, at de spaae hvad der *kunde* og *skulde* blive af Folket, thi forsaavidt er jo hver Enkelt-Mands, end sige da hver Digters, Ungdom prophetiske, og da der nu aldrig bliver mere, men vel mindre af et Menneske, i *aandelig* Forstand, end han i Ungdommen önskede og drömde, saa kan vi forud vide, at to Folke-Færds Ungdoms-Drömme, der virkelig blev saa meget som *Græker* og *Nordboer,* maae have en Dybde og en Fylde, som Mythologerne, der vilde giöre dem til blotte Indklædninger for deres egne Hverdags-Tanker, vist nok aldrig drömde om.
Om *Norden* især skal vi siden tales nærmere ved, men om Grækernes historiske Liv og Betydning maa jeg tale et Par Ord, for, om mueligt, at vise Læseren, hvor hovedlöst Man hidtil næsten almindelig betragtede, og, som det hedd, forklarede dette *Hoved-Folks höieste aandige* Forestillinger, som et Folks *Gude-Myther* jo dog nödvendig maae være.
Grækenland er i alle Maader Old-Tidens Middel-Punkt, hvor det Altsammen mödtes og vexelvirkede i höieste Frihed, hvad der i Old-Tiden naturlig henrykkede og opflammede *Menneske-Aanden,* henrev og fortryllede *Menneske-Hiertet,* sysselsatte og lynslog *Menneske-Hiernen;* der gestaltede sig det *borgerlige Selskab,* saa naturlig, at Man vel billedlig maa sige, Stenene kom dandsende til Byes hvor Orpheus spillede, og derfor havde Borger-Livet her alle uforstyrrende Kræfters fri Virksomhed til sit store Drive-Hjul. Dette skulde ikke blot lære vore *Jurister* at söge deres *borgerlige Natur-Stand* der, og hverken i Luften eller mellem Cannibaler, og lære vore Stats-Mænd, at *Kræfternes fri Udvikling* er den store Hemmelighed, der skaber blomstrende Riger, men det skulde ogsaa lære vore Mythologer, at det var et anderledes Chaos, der foresvævede den *Græske* Aand, end det der spögede i den Romerske Rövers Hjerne, og at denne Aand gik ganske anderledes tilværks med af sit Chaos at udvikle det *Græske Borger-Liv,* med al dets Glands, end den Romerske Meen-Vætte, der satte sin Ære i, af Grækenland og hele den dannede Verden at skabe et Chaos med Sværd, og ordne det med Lænker. Ja, naar Man tænker, at Mytherne hos *Homers* og *Hesiodes* og de *Dramatiske Digteres,* hos *Lykurgs* og *Solons,* hos *Sokrats* og *Platos,* hos *Phidias, Perikles* og *Aspasias* Folk kun betöd de fire Elementers guddommelige Helte-Gierninger, da er det netop, som om Man fortalde os, at *Homer,* hvor tro han end skildrede og hvor deilig han end besang Menneske og Helte-Livet, da han var gammel og blind, havde dog i sin klaröiede og kraftige Ungdom ei mindste Forestilling derom, men laae og væltede sig mellem Svinene paa hans Faders Möding, ansaae Snogene for de höie Guder, og Tyrene for de störste Helte.
Dog, jeg veed, det nytter lidet eller intet, at före soleklare men skyggematte Beviser med Pennen, for en Sandhed, som bestrides af Millioner Munde, med grundlöse men levende Magt-Sprog, saa her er min eneste Tröst, at Læseren dog maaskee kan og vil gaae *i sig selv,* og, er han gammel, betænke, om han virkelig kom höiere med sin Forstand i Alderdommen, end han med Indbildnings-Kraften svang sig i Ungdommen, men er han ung, kun mönstre sine Længsler og Drömme, og see, om det er Dristighed og höi Flugt de fattes, eller en tilsvarende Virkelighed, de neppe tör smigre sig selv med at opnaae.
Giör Læseren imidlertid det, da vil han strax være enig med mig om, at Grækerne sikkerlig kom endnu langt videre i deres Indbildning, mens de var unge, end med al deres Konst og Vidskab, da de blev gamle, og at det altsaa ei blot maatte være en Lyst at höre, hvorledes Homerers Tip-Oldefædre phantaserede paa Mund-Harpen, naar Öinene funklede af Glæde over smilende Udsigter i det Fjerne; men at vi ogsaa deraf maatte kunne lære at overgaae Grækerne i Konst og Vidskab, dersom vi ellers har et höiere Lys, en dybere Alvor, og en kraftigere Hjelp, som de fattedes.
Det kan nemlig slet ikke, som Man i den sorte Skole saa bagvendt har paastaaet, ligge i *Phantasiens Natur,* at der ikke giennem Livet udvikler sig en *tilsvarende Virkelighed,* men det maa nödvendig ligge i et Vanheld, der er tilstödt Menneske-Naturen, og har forstyrret de oprindelige Forhold; thi ellers lærer saavel den daglige, som den universal-historiske Erfaring, at i Aandens Verden giælder den samme Natur-Lov som i Luftens, saa *Forestillingen* skulde giöre ligesaa *dybt* et Indtryk paa Fölelsen, som den selv er *höi,* og derpaa stige i *Forstands-Röret,* netop til samme *Höide,* som den oprindelig havde. Har vi saaledes Forestilling om en skiön Bygning, det være af Kalk og Steen, af Toner eller Tanker; giör den et tilsvarende behageligt Indtryk paa os, saa vi lægge Haand paa Værket, og har vi Magt til at fuldföre det, da vil det ligne Forestillingen paa et Haar, saa det kan umuelig hænge rigtig sammen, naar et Væsen naturlig begeistres for at fare til Himmels, men ender med at bevise sig selv, han bör krybe i Jorden.
Har vi imidlertid tilegnet os den *Christelige Anskuelse* af Mennesket, da see vi godt, at vel var Phantasien saalidt som noget Menneskeligt lydeslöst efter Faldet, men at dens Feil dog ingenlunde laae deri, at den flöi for höit, thi det er umueligt for hvad der, som Guds Livs-Aande, nedfoer fra Himlenes Himle, og skal did igien, men at det netop var Feilen, den flöi ikke höit nok, blev enten ved Jorden, eller forvildede sig i Luften mellem Stjernerne, thi deraf udsprang jo Afguderiet. Naar derfor de Selv-Kloge bebreide Phantasien dens Udsvævelser, og raade den til at blive ved Jorden, da har den *gamle Adam* godt ved at bevise sin Uskyldighed, og er fri nok for at drukne i det Vand hvori han vasker sine Hænder, beklagende skielmsk at den Philosophi er ham for dyb*Shakspears* Læsere maa jeg giöre opmærksom paa det Classiske Sted (As you like it. A. III. S. III.) der begynder med: hast thou any philosophy in thee shepherd?.
Forsaavidt Phantasien er *aandelig,* har den ogsaa virkelig Ret til at kalde sig *forholdsviis uskyldig,* thi den er jo Poesiens Skaber, og hvilken virkelig Digter maatte ikke önske, hans hele Liv svarede til Begeistringens Timer, hvilket Folk maatte ikke önske, at deres Liv udtrykde, hvad der begeistrede deres store Digtere!
Feilen stikker altsaa fornemmelig, hvor Man nödigst vil söge den, i *Hjertet,* hvad den Mosaisk-Christelige Anskuelses Historie har sat udenfor al Tvivl; thi havde Hjertet ingen Skade, hvilke Halv-Guder maatte ikke alt *Israeliterne,* end sige da de *Christne,* blevet; men fordi Indtrykket paa Hjertet ikke var dybt nok, derfor blev ogsaa baade Daaden og *Forstanden derefter.* Forstand er nemlig slet ikke andet, end en Fölelse der bliver sig selv klar, og det bliver den kun ved at afpræge sig i en tilsvarende Gierning, som viser hvad den var, thi derfor er det at *Forstand* kommer kun efterhaanden af *Erfaring,* og derfor er det kun ved Betragtning af Menneske-Slægtens og sit eget Levnets-Löb, Man kan vinde Forstand paa Menneske-Livet, saa den Speculation, der ikke vil være Livets Sön og Lærling, er aabenbar en *Skifting,* paa hvem vi alt fra Amme-Stuen veed, ikke blot Daab og Christendom er ilde stædt, men al Omhu, Næring og Opdragelse spildt.
Deri laae da ingenlunde Feilen hos Grækerne, at de begyndte med at synge om Gudernes Nærværelse, thi Mennesket er skabt i Guds Billede til at ligne ham, og hvem der skal hæve sig til de udödelige Guder, maa höre dem synge for sin Vugge, og see dem billedlig omsvæve sig, som Forbilleder paa, hvad han engang skal vorde. Altsaa ikke deri laae Feilen, at Man *menneskelignede* Guderne, men deri, at Guderne enten var uægte: kun Skygger af det Guddommelige hos Mennesket, og kunde derfor ingen aandelig Stigen bevirke, eller at de kun efterlignedes *maadelig,* saa Daaden sank dybt under Forestillingen, Gudernes Sönner vanartede, og kunde derfor ikke naae til Himmelen, men blev som Halv-Guder hængende med *Pegasus* i Luften, eller styrtede, naar det kom höit, hovedkulds med *Phaeton* i Dybet.
Naar nu Gude-Ligningen og Himmel-Farten lykkes saa slet, kan Forklaringen naturligviis ikke, som den skulde, blive en *guddommelig Bevidsthed,* men bliver langt snarere *Mis-Forstand* paa alt Aandeligt, som om alle Mytherne var kun malede tomme Æsker, Man enten maatte kaste bort, eller see til at lægge lidt i, der ikke var for tungt.
Saaledes gik det da ogsaa omtrent i Grækenland, og vi see det godt, at alle Guderne, og Halv-Guderne saa næsten med, var döde alt i *Solons* Dage; thi da er Guderne og da er Billed-Sproget dödt, naar Mængden knæler for Billederne, mens de Kloge lee kun ad dem eller lege med dem. Under saadanne Omstændigheder har det ingen Art med Opvækkelsen, de *Dramatiske Digtere* forsöge, thi de blive da ikke, hvad de skulde være, en aandelig Videnskabeligheds Herolder, men kun Koriphæer ved Poesiens Lig-Begiængelse, og stort mere blev de heller ikke i Athenen, skiöndt den Græske Videnskabelighed har udödelig Ære af sin Heros, af *Plato,* som virkelig fortjener, forholdsviis, at kaldes den guddommelige, da han for Alvor med store Evner prövede paa at finde og befæste den levende Tanke-Kiæde, der forbinder Himlen med Jorden, og Mennesket med de udödelige Guder.
Videre kom Grækerne ikke, de forgudede *Plato,* men fulgde *Aristoteles,* og meget videre har Man ei siden drevet det, men vi baade kan og skal drive det langt videre, thi vi veed, at i *Palæstina* lykkedes *Himmel-Farten,* og med den Christelige Anskuelse maa det sagtens lykkes at forstaae den, som er Slægtens *timelige* Maal, hvordan det end gaaer med den virkelige Efterligning, som förer til det Evige.
Her maa jeg atter pege paa den mærkelige Forskiel mellem *Christne* og *Naturalister,* som dele den Christelige Anskuelse, thi netop naar vi skal dele og udvikle den, istedenfor, som hidtil, at drages og djævles om den, da maae vi være os Forskiellen klarlig bevidst paa alle Hoved-Punkter. Vi gammeldags *Christne troe* nemlig, og maae nödvendig blive ved at troe, at *Christus* foer virkelig til Himmels *for os,* og, paa en Maade, *med os,* saa vi skal og kan fölge efter, enten vi forstaae det eller ikke, medens *Naturalisten* derimod *tænker* og maa tænke, at *Christus* foer kun til Himmels *som* et *Vidne* om Mueligheden, og *som vort Forbillede,* saa det giælder om, först at forstaae Himmel-Farten, og dernæst at efterligne den. Af denne nödvendige Forskiel flyder imidlertid ligesaalidt, at vi skal ringeagte Videnskabeligheden, som at Naturalisten maa nægte Christi *virkelige* Himmel-Fart; men kun, at Naturalisten maa være langt mere bekymret for en aandig Videnskabelighed, der forklarer Menneske-Livet, end vi, thi for os er det kun, *ret* forstaaet, en *timelig* Velfærds, men for ham er det en *Saligheds* Sag.
Derfor har jeg det velgrundede Haab, at alle Nordens Naturalister, med Aand, vil af alle Kræfter være os behjelpelige til at faae det store *Skole-Giftermaal* istand: mellem *Forstanden* og den Dramatiske Poesi, eller, for at tale i den ny Skole-Stil, som om det alt var klappet og klart: imellemimellen Nordens *Asa-Thor* og den Græske Sybilla, eller *Sif* med *Guld-Haaret.*
Dette Mythiske Gifter-Maal har længe svævet for mig, naar jeg, i hvad Man kalder Begeistring, stirrede baade frem og tilbage, som er min Maade at see langt paa, og ligeledes et Slags Gifter-Maal med Öinene, men för vi gaae videre, er det vel bedst at pege paa, hvad *Begeistring* egenlig vil sige, thi har Læseren end intet vrangt Begreb derom, kan det dog let hænde sig, han enten har et tomt, der er det samme som Intet, eller kun et meget dunkelt, der ikke vil giöre Sagen klar, naar vi nærmere skal afhandle: hvad de gamle Mythe-Smede *muelig* kunde *begeistres* af.
For det Förste veed Læseren nok, at Begeistring er oprindelig et Tydsk Ord, men jeg vil bede ham, med For-Ord, ikke deraf strax at slutte, at al vor Begeistring er Tydsk, thi det er ikke engang al vor Fortræd, hvoraf meget mere Störste-Delen er Latinsk, men kun slutte, at vore Prosaister vidste ikke hvad Begeistring var, og greb derfor til det Huus-Raad, slette Oversættere helst maae bruge. For Resten er Dansken ingenlunde fattig paa kiönne Ord til at udtrykke hvad der er glædeligt, og hvad paa Jorden skulde vel være glædeligere, end en ægte Begeistring; thi vel er det, for den sorte Skoles Skyld, næsten blevet til en Skam at *have Syner,* men hvem der har Nogen, som virkelig *henrykke, henrive, forlyste, fortrylle* og *indtage* dem, de bryde sig kun lidt om Skammen, men sige tvertimod, det er Skade, Man ikke har dem bestandig, som naar *Aanden* er *over* En, og Man er ret *i Aande.* Heraf vil Læseren strax skiönne, at, efter mine Tanker, er *Begeistringen* slet ikke Andet, end en lille *Kiærligheds-Historie* i den usynlige, men dog ganske virkelige Verden, som *Ordet,* at sige det levende Ord, der löber ud i Eet med Aand, baade skaber og befolker. Her seer Man da, hvor Snakken om *Muserne* har hjemme, i *Grækenland* nemlig, hvor Man havde et godt Öie for det smukke Kiön, som for alt det Skiönne, og hvor Man fandt, at *Historikeren* og *Stjerne-Kigeren* maatte ligesaa vel have deres *Muser,* eller være begeistrede, naar de skulde due noget, som *Digteren* og *Taleren.* Nu er det vist nok, desværre, gaaet med *Muserne,* som med Alt hvad der kommer an paa Smag og Behag, at Somme har havt Gribbeniller, og dog været meget indtagne af dem, men fortalde Nogen os selv, at en Pölse-Pind eller en Havre-Avne havde indtaget og begeistret ham, da vidste vi forud, det var enten Vrævl for hans egen Mund, eller en Skose til somme Andre, og det er, hvad vi Alle skulde betænke, naar Man vil binde os paa Ærmet, at det der i den Mythiske Tid har begeistret *Digter-Patriarkerne,* og fra deres Læber begeistret Folk som *Grækerne,* saa de tog det for en guddommelig Aabenbaring, var slet ikke Andet end en Hverdags-Tanke, som selv Hverdags-Folk troer, de er födt med!
Dog, det bliver vel bedst, jeg fortæller Læseren en lille sandfærdig Kiærligheds-Historie, jeg havde forleden Aften med En af de Græske Muser, hvis Navn jeg vel ikke har fundet i Registeret, men som jeg ligefuldt blev indtaget af, og haaber, Læseren, ved nærmere Bekiendtskab, ikke paa Papiret, men i Virkeligheden, vil finde, fortjende det.
Jeg sad just, som jeg staaer nu, og vilde slutte min Indledning om Myther og Mythologier, med et Rap til de Mythologer, der vil giöre Poetiske Folke-Myther til ingen Ting, og valgde til Exempel paa Mishandlingen af Grækernes *Billed-Sprog,* den velbekiendte Mythe om *Kronos* og hans tre Gude-Sönner. Da jeg nu, som sagt, altid, naar jeg er i Aande, har for Skik at see baade frem og tilbage, saae jeg en i mine Öine deilig *Grækerinde,* der var kommet bag paa mig, mens jeg sad i mine egne Tanker, og tiltalde mig nu, just ikke med de artigste Ord, men dog med et af de Smil, der smitter, saa Man kan ikke komme til at see suurt.
Saa er du da, syndes mig hun sagde, thi jeg forstaaer kun maadelig Græsk, saa er du jo dog endnu den gamle *Barbar,* den *eenöiede* Hyperboræiske *Cyclop,* der ikke kan kiende Forskiel paa Folk, men vilde have mig til at staae her som en arm Synderinde, at höre alle mine Dyder og Lyder og Kiende-Mærker opregnede, og saa omsider fremvises, som en vissen Urt fra Herbariet til behageligt Eftersyn. Nei, kan og vil du sige noget om mig, som er værdt at höre, og er der en eneste Draabe poetisk Blod i din historiske Vand-Farve, saa fortæl dog ordenlig mit Slægt-Register, som jeg har Ære af, saa jeg kan blive röd, og gaae min Vei, kun seet i Forbigaaende, og slippe for at höre Resten!
Da jeg nu hörde, min Skjalde-Ære stod paa Spil, hvordan jeg vendte mig, vilde jeg dog heller vove den, ved at föie en Skiönhed i et rimeligt Forlangende, end ved unödvendig at fortörne hende, dreiede Pennen et Par Gange rundt, og skrev som fölger.
De Mythiske Slægt-Registere har i det Mindste den Fortjeneste, som Historie-Skriverne hidtil ikke har skiönnet paa, at de er særdeles korte, skiöndt de række fra Himlen til Jorden, og stundum til Helvede med, ja række hele Tiden igiennem, stundum endog et Stykke ind i Evigheden. Saaledes er det da ogsaa med den Höibaarne Frues, hvis Udseende jeg ikke her vil beskrive, da hun har lovet selv at vise Læseren et Glimt deraf, som dog, hvis det kun bliver Mage til det, hun, lidt uartig, skiænkede mig, sikkert ikke vil findes fyldestgiörende.
*Kronos* var en Sön af *Uranos* og *Ge,* og da han var sat af med Bestillingen, deelde hans tre velbekiendte Sönner hele Verden, paa Jorden nær, som de synes at have glemt, imellem sig, saa *Zeus* tog *Himlen, Poseidon Havet,* og *Pluto* eller Aides *Skygge-Riget,* som vi Nordboer lidt vel dröit kalde *Helvede,* hvormed vi dog ingenlunde mene det Hede, men netop det *Kolde.* Forsaavidt maa Pluto ogsaa have været enig med os, thi han besluttede at dele sin kolde, tomme Höihed med en varm Skiönhed, og hans Valg faldt paa den deilige *Persephone,* Datter af *Zeus* og *Demeter.* Hvorledes han nu kom i Besiddelse af denne Skygge-Rigets majestætiskemajestætike Dronning, derom lyde Rygterne forskiellig, og er desaarsag Meningerne meget deelte, men derom er dog alle de *Gamle* enige, at *Pluto* overraskede hende, hvor hun gik og sankede Lilier i al Uskyldighed, samt at hun græd bitterlig under Bortförelsen, skiöndt hun kiörde paa en Guld-Vogn. Hun fik imidlertid, paa hendes Moders Forlangende, Lov til at besöge Jorden, eller maaskee endog Olympen, hver Vaar og Sommer, og blev, ved Zeus, som en Slange, Moder til *Zagreus,* der ellers ogsaa kaldes *Bachus!* Det var for Resten den samme deilige Dronning, som de forvovne Kroppe *Theseus* og *Perithous* vilde hentet op igien fra Skygge-Riget, men maatte lade blive, og takke *Herkules* for, at dog En af dem, nemlig *Theseus,* slap op igien og hiem til *Athenen.*
Det Sidste föier jeg naturligviis kun til, for at vise Læseren, *hvorledes* en senere historisk Mythe fra Helte-Tiden har knyttet sig til den Naturlige fra Gude-Alderen, og nu vil jeg ikke spörge: hvad der bliver af *Persephone,* naar Man giör Zeus til Luft, Poseidon til det bare Vand, og veed ikke engang hvad Man skal giöre af Pluto; men jeg vil i al Hemmelighed betroe Læseren mine Tanker om, hvad der muelig kan have begeistret den gamle Digter, og hans Græske Tilhörere, for Kroniderne, saa de med overdreven Gavmildhed skiænkede dem langt meer end de selv eiede eller raadte for: hele Verden, og guddommelig Tilbedelse!
Mig synes, jeg kan see den Mythe-Smed, som en gammel blind *Thamyris,* der har mistet baade Syn og Cithar, fordi den Vove-Hals indlod sig i Vædde-Sang med *Muserne,* og drömde om et Kys af hver, som han nu tænkde paa en Omvei at naae.
Med sænket Hoved, med rynket Pande, og sneehvidt Haar, seer jeg ham staae ved et *Isthmisk Höst-Gilde,* lyttende til en ung Digters blomstrende Kvad om Seier-Herren i sin fulde Manddoms-Kraft, og jeg læser det i Gubbens Miner, hvorledes Menneske-Livet svæver ham forbi som en söd Dröm, hvoraf Man bittert föler, Man er vaagnet, saa af Barndommens glade, udeelte Livs-Fylde, af Ungdommens funklende Öine og dristige Flugt, og af Manddommens kraftfulde Skridt og triumpherende Blik, er kun de livlöse Skygger tilbage i den kundskabsrige, men mörke, kolde, magteslöse Alderdom.
Dog see, med Eet opklares Gubbens Ansigt, som naar Skyerne skille sig ad paa en Dag i Hösten, og Regn-Buen viser, hvor yndig Soel-Straaler bade sig i Stöv-Regn; thi Gubben blev veemodig, da det lynslog ham, at hvad han sörgede over, var fælles Skæbne, saa det dog i Grunden var det samme Liv, der ældedes i den ene Slægt, og foryngedes i den Næste, og han var dog ogsaa i Grunden endnu den samme Skjald, som fordum kappedes med alle Muser. Da födtes der en ny Muse for ham, i hvem alle de Gamle syndes sammensmeltede, thi hun bragde ham alle de henvisnede Krandse, friske paa Ny, og sank kiærlig i hans Arme, som om han endnu under de hvide Haar havde vundet sit Vædde-Maal. Da reiste han sig i Kredsen af de Lyttende, og skildrede, med klar og rolig Begeistring, hvor underlig, veemodig rörende og skiönt, det Guddommelige speiler sig i de Dödelige, saa vel er de gyldne Kronos-Dage kun faa, og længe varer hverken Örne-Flugten i Sky, eller den raske Omtumling paa Livets bölgende Hav, og ængstelig er Indgangen i Efter-Tankens store, stille, dunkle, kolde, Skygge-Rige, men selv der er dog Gudernes Boelig, hvor Ædlingen krandses af den Deilige, som Zephyr avlede med Vaaren i Lön, til at være Höstens Muse.
Ja, noget Saadant har det aabenbar været, der begeistrede baade Skjalden og Folket for *Kroniderne,* som Menneske-Livets Genier, thi det er de unge Guder, som födes hos gamle Skjalde, Frugterne af Begeistringens anden Ungdom, i Poesiens Alderdom, og derfor giver denne Forklaring hele Mythen Sammenhæng, og dermed rime sig alle Navnene, fra *Kronos* (Timeligheden), til *Zagreus* (Vederkvægeren). Intet Under, at det er *Zeus* der afsætter *Kronos,* indtager Himlen, er baade Gude- og Helte-Faderen, har Lynet til sit Vaaben, og Örnen til sin Fugl; thi saaledes er det jo med *Phantasien,* Ungdommens Genius! At *Havet* hos Grækerne var Symbolet for *Fölelsen* i det Hele, see vi blandt Andet deraf, at det var Moder baade til *Achil* og *Aphrodite,* og det er jo virkelig baade i Storm og Stille ligesaa hos os; men de mangfoldige Skatteringer i Fölelsen undgik naturligviis ikke Grækerens Opmærksomhed, saa det var den *stormende Lidenskabelighed,* der bringer alle andre Fölelser til Taushed, de i *Poseidon* forgudede, hvorpaa saavel hans Navn, som hans Historie peger. *Pluto* endelig er den Samme som Plutus (den Rige), og har sit andet Navn, Aides, enten af den ubehagelige Livs-Mæthed, der egenlig er Mathed, eller af det *Oplösende,* der er Hoved-Elementet i Forstandens Virksomhed, og Skygge-Ligheden, der er alle Begreber egen, naar de mangle den tilsvarende Virkelighed. *Maalet, Staven* og *Nögelen,* er hans, som Reflexionens eller Efter-Tankens Symboler, og det er naturligt, at han selv ingen Börn har med Persephone, thi den blotte Forstand er kun Skygge-Fader, saa det er kun ved en sær Forbindelse mellem Phantasien og Forstanden, der bliver en Fader til den historisk-poetiske Anskuelse af Livet, der er Alderdommens Tröst. At Zagreus ogsaa kaldes *Bachus,* er baade dybt og deiligt, thi Phantasien snoer sig i Slange-Bugter om Forstanden, som Ranken om Stangen, naar Vederkvægeren skal födes, som er den aandelige Vin-Drue, eller er ikke netop Vinen det legemlig Oplivende og Vederkvægende, der alt for ofte bruges til Surrogat for det Aandelige; ja, stemmer ikke selv den Christelige Anskuelse dermed overeens!
Önsker Man nu at vide, hvorledes en deilig Mythe kan tabe sin Betydning, da tænke Man blot Aanden bort, og strax bliver Zeus til Luft, Demeter til Jord, Persephone til Grönsvær, Slangen til en haandgribelig Vin-Ranke, og Zagreus til en ligedan Drue, og Man er kun i Forlegenhed med Pluto, som bliver til slet ingen Ting.
Kunde denne Mythe nu end ikke giöre os anden Tjeneste, end at være et Speil for det daglige, natur-historiske, Menneske-Liv, tro og poetisk opfattet, saa mener jeg, det var allerede en stor Vinding; men nu kan den umuelig være saameget, uden at være langt mere, thi da Menneske-Livet er eensartet i alle sine Skikkelser, maa baade det Græske Folke-Liv, og hele Menneske-Slægtens, speile sig deri, og dette er hvad der saa inderlig sammenknytter Grækenlands og Nordens Myther, som indbyrdes tilsvarende Anskuelser af det samme Menneske-Liv, fra dets natur-historiske og dets universal-historiske Side, thi derved forbindes de som Mand og Kvinde, udtrykkende det samme Menneske-Liv i sin *Kraft* og i sin *Skiönhed.*
Det kan hverken behöves eller nytte, her at gientage, hvad i det Forrige er sagt om de tre kiendelig adskildte Aldre i Folkenes og Slægtens Levnets-Löb; men det skader dog ei at anmærke, hvorledes de poetiske Heste staae opsadlede for Kroniderne; thi *Old-Tidens**Old-Tid*e*ns*delvist fremhævet i A var den *flyvende* Pegasus, *Middel-Alderens* var *Sleipner,* den ottebenede *Hav-Hest,* og Nu-Tidens er jo den trebenede *Hel-Hest.*
Men især maa jeg giöre opmærksom paa, at *Persephone,* Datter af Zeus og Demeter (Phantasien og den *frugtbare* Natur), i Grækernes og Slægtens Historie er den *Dramatiske* eller *Forstands-Poesien,* som kommer sidst, og skulde blive Moder til en historisk-poetisk Vidskab, der kunde være dens Stötte-Stav, og forklare Menneske-Livet; men blev det hidtil aldrig, i Folke-Historien, fordi Gifter-Maalet med Pluto kom aldrig istand. At det i Grækenland vilde mislykkes, spaaede egenlig hele Helte-Livet, hvis aandigste Daad var Borger-Samfundet og de Homeriske Digte, hvoraf Hint kun löselig knyttede sig til Mytherne, og dette kun spillede paa dem; men det spaaedes ogsaa bestemt i Helte-Mythen om *Perithous* og *Theseus,* der vilde *beröve* Pluto Persephone, thi hvad der end ellers har svævet for Skjalden, saae han jo dog *Heltene* i *Strid* med *Guderne,* hvad umuelig kunde före dem til Himlen, men maatte fængsle dem i Under-Verdenen. Fölgen see vi i *Athenen,* hvor *Plato* staaer med sine *Dialoger* ved Siden ad de store Dramatiske Digtere, som en *Theseus,* hvem Herakles vel har reddet fra Under-Verdenen, men ei kunde give Persephone, og hvem hans Landsmænd vel forgudede efter Döden, men forskiöd i Livet.
Dog, det var intet Under, at det store Gifter-Maal mislykkedes, saalænge Himmel-Farten ingensteds var lykkedes; men *efter Christi* Dage skulde Man tænkt, det var kommet istand paa det förste Sted, hvor Poesien dramatisk foryngedes, altsaa i *England.* Hvi det imidlertid ei kunde skee, har jeg alt peget paa, og det lod sig klart udvikle, men jeg vil heller pege paa den Engelske *Plato,* eller Frands *Baco**,* som vidste godt at Philosophen var en Pluto, men ansaae Gifter-Maalet med Persephone for umueligt, saa en Urte-Kost af hendes var Alt hvad han meende, kunde forplantes til Skygge-Riget.
Komme vi nu til *Tydskland,* da finde vi vel, ved Siden ad de *Dramatiske* Digtere, to, om ikke tre, Tydske Platoner, for Een, og da især *Schelling* som Hoved-Manden, men han fattedes, desværre, med al sin Genialitet og Dybsindighed, *Jean Pauls* poetiske Fylde og Fr. *Schlegels* Ærbödighed for Historien, saa det maatte gaae skiævt. *Natur-Philosophien* var imidlertid et glimrende Forsög paa at forbinde Phantasien med Forstanden, og saaledes frembringe en levende, fremskridende, og Livet virkelig forklarende, Videnskabelighed, og Forsöget er saa langt fra at burde afskrække os, at det netop borger os for, det baade kan og skal lykkes i Norden, hvor *Poesi* og *Historie* har været sammensmeltede fra Arilds-Tid, saa hele Nordens Historie er, i Overeensstemmelse med dets Myther, en Kolossalsk Spaadom om det store Gifter-Maal for hele Verdens Öine, der har været bestemt fra Vuggen af, og kun fundet saadanne Hindringer, som deels ligge i Sagens Natur, og deels skal tjene til at giöre Ægteskabet, der kroner en lang og hardtad fortvivlet Kiæreste-Tid, baade varigt og lykkeligt.
Ja, ogsaa vi har nu faaet vort *Drama,* og veed altsaa, hvor vi er, veed, at nu maa det *bære eller briste,* og kan see for vore Öine, at Forsöget aldrig kunde slaae saaledes feil, at vi kunde tabe Noget derved, men at, om det kun halvveis lykkedes, var derved dog allerede Meget vundet, i det Mindste for Öieblikket.
Vi ere umaadelig rige i Ideen, men store Stoddere i Virkeligheden: rige paa Kundskab og Erfaring, men fattige paa Livs-Kraft, Varme og Fylde, de completteste Plutusser og Plutoner, Man vil see for sine Öine. Det er os Alle klart, at nu skulde Vidskab og Oplysning giöre sit Mester-Stykke, ved, baade i Kirken, i Staten og i Skolen, at aflöse den dunkle Fölelse, der hverken er dyb eller stærk nok, til længer at staae for Styret, uden at alle de aandige Baand, der knytte Mennesket til Himlen, til Slægten og til Forklarings-Banen, maae briste, og den ny Folke-Verden drukne i Öster-Söen, som den Gamle i Middel-Havet: det forrige Chaos, med Anarchi og Tyranni, med dumt Afguderi og tom Selv-Klogskab, aandelig Plumphed og legemligt Kiælenskab, kort sagt: alt det Slette ved Barbariet og Culturen, blive Dagens eller rettere Nattens Orden.
Vi veed ogsaa godt, hvad vi skulde, og tildeels gierne vilde, saa det er kun Skaden at vi kan det ikke. Skabe noget egenlig Nyt, vil nemlig kun Tosser nuomstunder, som ikke veed, det er ligesaa umueligt som ufornödent, saa alle kloge Folk see, det giælder kun om at pröve alle Ting og beholde det Bedste. Old-Tiden var plastisk, og Middel-Alderen var romantisk, saa det fölger af sig selv, at den sidste Tid skal være architektonisk, og det var Synd at sige Andet, end at vi enstund, af alle Kræfter, har revet ned og bygget op i alle Kroge, men det er Ulykken, at vi har virkelig revet ned, men kun bygget op i Ideen, eller paa Papiret, og det vil aabenbar ikke svare Regning, enten for Store eller Smaa, for Læg eller Lærd, da det, endnu mere aandelig end legemlig, giælder om en *Bygnings-Konst,* der *virkelig* skaffer os til at boe baade sundt og smukt, stort og bekvemt, ikke som kloge Bævere, men som forstandige Gude-Börn, og det vil slet ikke lykkes.
Men, hvorfor vil det ikke lykkes, undtagen fordi vi bære os bagvendt ad, og veed ei at benytte vor Stillings og vor Tids magelöse Fordele, hvor det kommer an paa at forbinde Kræfter, og afpasse det Ene efter det Andet. Vi staae paa Gravens Bredd, med hele Menneske-Livet bag os, hvis Erfaring vi kan benytte, hvis Forstands-Udbytte vi kan giöre Regning paa; Christendommen byder os en ægte universel Anskuelse af Menneske-Livet i dets Forhold til Himlen og Evigheden, Grækenlands og Nordens Myther afbilde ligesaa universelt Menneskets Forhold til Jorden og til Tiden: den Forbigangne, Nærværende og Tilkommende, og Folke-Historierne ligge udbredte for os, saa vi kan see, baade hvad der passer til hvert Sted, og til den nærværende Tid, og vi fattes da aabenbar enten blot Öine til at see, Hjerte til at ville, eller Kraft til at udföre, hvad der ligesom paanöder sig os. Var vi nu enten aldeles magteslöse, eller saa ondskabsfulde, at vi vilde heller selv springe i Luften med hele Verden, end röre en Finger for at redde den, da stod vi naturligviis hverken til at raade eller hjelpe; men det er ikke Tilfældet, vi er kun blinde med aabne Öine, det vil sige: forblindede, og det i Norden langt mindre af Selv-Klogskab, end af blind Tro paa andre Folks, og da især paa *Romernes* og *Tydskernes,* Klogskab, af hvilke imidlertid de Förste kun bygde et Slaveri til alle Folk og en Galge til dem selv, og de Sidste har, efter meer end Tusindaars forgiæves Arbeide paa at bygge en ordenlig Stat og et forsvarligt Philosophisk System, opgivet begge Dele, og slaaes nu om Stumperne. Og af blind Ærbödighed for en Klogskab, som Erfaring har fordömt, skulde vi lukke Öinene for den Viisdom, som hele Menneske-Slægtens Erfaring anbefaler, og til Trods for vor egen upaatvivlelige Erfaring, at Phantasi og Forstand kan sammensmelte i Bevidstheden, og Poesi og Vidskab godt forliges til fælles Bedste, til Trods for vor egen Erfaring, og for Historiens Vidnesbyrd, skulde vi troe, det er galt, fordi hverken Romere eller Tydskere har kunnet finde sig deri, forstaae og forklare det!!
Nei, det var dog alt for galt, nu, da det giælder om Andet end at skrive en Bog, eller forsvare et Paradox, giælder om at gienföde *Menneske-Livet* i Kirke, Stat og Skole, hvad Erfaring dog maa have lært os, skeer ikke ved at skrive et nyt Ritual, en ny Constitution, og en ny Skole-Plan, men kun derved, at der kommer nyt Liv i *Præster, Stats-Mænd,* og *Professorer,* som da igien meddeler og forplanter sig i deres Kreds. At nu Haanden kan udrette store og forbausende Ting i den haandgribelige Verden, og det ikke blot ved at slaae Folk ihjel og rive Huse ned, men ogsaa ved at bygge, hvor ellers kun Fugle flyve, eller Muldvarper grave, og ved konstig at forbinde tusinde Ting med tusinde Hænder, som om det var stöbt i en Form, det seer Man især i England; men at der bygges store Slotte i Aandens Verden, eller at *Mennesker* og *Kræfter* aandelig forbindes, naar Man, med en Pen i Haanden, tegner paa Papiret hvad der kunde og skulde skee, og hvad Fölgen deraf vilde blive, det er jo dog saa latterlig en Tanke, at, saasnart vi besinde os derpaa, kan vi umuelig begribe, hvordan vi noget Öieblik kom til at nære den. At derimod et *begeistret* *Ord* er en *Kraft,* der virker forholdsviis paa hele Livet, det er en *Kiends-Gierning,* og det er derfor det förste Skridt baade til ret Forstand og til hensigtsmæssig Virksomhed, at vi ikke vil giöre med Haanden, hvad kun Munden kan udrette, men betragte Pennen som en Pluto, der kun bliver Fader, naar Zeus bliver det *for ham,* eller som en Stav, der kun bærer Druer, naar Ranken omslynger den. Det vilde nemlig slet ikke nytte, om vi end nok saa viselig forbandt den *historiske Poesi* med *Forstanden* paa Papiret, og skrev med store Bogstaver, at nu var Pluto formælet med Persephone, thi det var i alt Fald en Privat-Sag for Skribenten, der dog vel ikke indbilder sig, han med sin Pen kan befolke og bevæge Jorden til Verdens Ende. Hvad der vil have levende Virkning, maa ogsaa virke lyslevende, og hvad der skal have Afkom, maa virkelig forplante sig, hvad der skal giennemströmme et Menneskes Aarer, maa komme til ham som en Kilde, og ei som vindtör Sværte paa Papir, det er unægtelige Sandheder, som maae blive levende for os, og levende i os, för enten Böger eller nogen Ting kan hjelpe os, thi de skal selv være Kilden i os, der springer til et timeligt Liv i Aanden, som vi jo Alle behöve, enten vi saa vil bruge det vel eller ilde, enten vi vil nöies med det, som vor Deel i denne Verden, eller anvende det for Evigheden.
Og dermed vil jeg slutte, thi lukkes ikke Munden op, da er ingen Skrift saa aandelig, den jo giör os langt mere Skam end Ære, thi det giör den jo, naar den viser, vi vidste hvad vi skulde gjort, men gjorde ikke. Guld-Vognen til Persephone skal naturligviis ikke være af Guld-Papir, men af ægte Guld, og de sorte Heste skal da heller ikke være saadanne sværtede Kiepheste, som dem Man seer her, men ordenlige Damp-Heste, som Man kan *höre* er i Arbeide, skiöndt Man kun seer, hvor feiende det gaaer med Prindsessen, henad den glatte Jern-Bane, som Strudsen flyver. Kun da kan det ogsaa blive i *Elysium,* hun faaer sin Dronning-Stol: i en Bog-Verden nemlig, hvorom Livs-Aanderne, skiöndt tause og slumrende, svæve, og i Tartarus kan Man vel vide, en Datter af Zeus og Demeter kun fandt sig ilde stædt og værre bænket, saa, slap hun engang derfra i Vaar, da vendte hun vist aldrig did igien om Hösten til Vinter-Dvale, men flöi langt heller bort med Storkene til varmere LandeJeg glemde nemlig för at forklare Persephones *Vaar-Besög* paa Jorden, men Læseren seer jo nok, det gaaer ganske naturligt til, at saalænge der er mindste Poesi hos de Gamle, vil den spille Mester hos de Unge, og skal saa, thi Zagreus maa födes igien i hver Menneske-Alder, naar han ikke skal uddöe.. Og see, den Guld-Vogn, den maa giöres af Nordiske og Græske Myther, med levende Hjul af Islandsk og Ny-Græsk, medens det levende Ord paa Moders-Maalet er Drive-Hjulet, og Ordet fra det Höie Kraften som besjæler det.
Blev det ikke Tilfældet, da maatte vi, som see hvad det giælder om, ikke dyppe Pennen, men töre den forsigtig af, og giemme den, til vi fandt et Sted, hvor Man i det Mindste havde Lyst til at leve, om end kun slet; thi eet saadant Sted maa der nödvendig være under Solen, ellers var Verdens Skabelse, eller dog dens Opholdelse endnu, en stor Feiltagelse, og naar vi först ret kommer efter, at Döden i aandelig Forstand duer til ingen Ting, da opslaae vi heller, naar galt skal være, vor Bopæl mellem levende Rövere end mellem döde Helgene.
Men, hvorfor skulde Man i Norden være saa kied ad Livet, eller hvi har Man der altid saa gierne villet dele sit Liv med de Döde, uden fordi Man földe dybt, at Döden i sig selv gav ingenlunde kronede Dage!
Altsaa, vi vil, uden dog at glemme Forskiellen mellem Haabet og Fuldbyrdelsen, lade, som om Gifter-Maalet var sluttet, og Sönnen födt og voxen allerede, hvad *poetisk* talt jo ogsaa er sandt, saa det er egenlig kun Spörgsmaalet, om der skal holdes Sölv-Bryllup, eller erhverves Skilsmisse-Dom, og selv det Spörgsmaal vil vi ansee for afgjort, til Ægte-Standens Ære og Ægteskabets Bedste, saa vi drikke Guld-Brylluppets Skaal, uden engang ængstelig at sörge for hvad de skal drikke, som opleve det; thi deels er *Oplevelsen* deraf i et lykkeligt Ægteskab allerede saa glædelig, at havde Man ikke Vin, kunde Man vel nöies med Engelsk Öl, og deels, kommer Tid, kommer Raad!
Sagen er nemlig den, at det vil aldrig gaae saa ordenlig til i en *levende* Verden som det skulde, *Zagreus* er ogsaa en *Bachus,* Ungdommen vil spilde meer end den drikker, og Alderdommen drikke meer end den skulde, saa, skiöndt alt det *Levendes,* baade Menneskers og Dyrs, *Historie* er en forsvarlig Vin-Kielder, vil den sagtens ogsaa blive udtömt, förend Man er færdig med *Arbeidet* paa Universal-Historien, som skal klare det Hele. See, da maa Man enten drikke Vand, hvad endnu mindre for Fölgernes end for *Smagens* Skyld er at önske, eller der maa skee et stort Mirakel, som i Cana, i Galilæa; men, jeg tör sige, det vil ogsaa skee, hvor Man vil lade *Christendommen* og dens Moder, *Jödedommet,* leve med sig, som Man godt kan, uden selv at blive enten Jöder eller Christne, hvad heller aldrig noget *heelt Folk,* uden de *virkelige* Jöder og Christne, har været. Da vil nemlig *Astronomi, Botanik* og *Mineralogi,* ja, selv *Grammatik, Chemi* og *Mathematik,* der vel *poetisk* maa kaldes de sex Vand-Kar af Steen, blive til en aaben Vin-Kielder, der har det store Fortrin, at ligesaa fort som Man öser Vand i, kan Man tappe Vin ud, og det en Vin der baade vederkvæger Flere, smager bedre, og beruser mindre end den Forrige. Og, med denne glade Udsigt til et Guld-Bryllup, der ei skal fattes Vin, vil vi holde Sölv-Brylluppet, hvorved Islandsk og Græsk er sölvhaarede nok til *dramatisk* at forestille Brude-Folkene, og, jeg vil haabe, mange Folk *gamle* nok til at forestille *Sönnen!*
# 3. Nordens Kæmpe-Aand.
Hvem der vil have evig Krig, han har nemt ved at naae sin afsindige Hensigt, thi han behöver blot at forkynde Ærlighed og Sandhed aaben Feide, da skeer hans Villie; men hvem der vil have *evig Fred,* og hvem skulde dog ikke ville det, han slipper ingenlunde saa nemt dertil, som de kiære Philosopher allevegne har bildt dem ind, og som Man nu sædvanlig tænker. *Fred og Ro* er nemlig Et, og *Stilhed* er et Andet, saa Rolighed lader sig forene med stærk Bevægelse, og Stilhed kan være forbundet med stor Uro, som man vel klarest seer, ved at sammenligne den ædelmodige, seierrige Helt med den bagbundne Slave. Dette var ogsaa Billedet, der svævede for vore fribaarne, höimodige Stam-Fædre, saa de földe dybt, at *Livet* er den förste Betingelse for hvad levende Folk kan kalde Fred og Ro, og Kræfternes fri Udvikling den Anden, hos alle dem, der föle sig i Slægt med Guderne, og giennemglödes af en höiere Livs-Varme, end de Umælende, kiende Trang til en anderledes Virksomhed end Bi og Bæver. Derfor var Pile-Skyer og Vaaben-Brag, som Helten modig trodsede, og rolig oversaae, betegnende hvert Skridt paa sin Bane med Daad, der fortjende at mindes at berömmes, det var Billedet af det timelige Liv, der foresvævede Fædrene, hvad enten de saae op til Himlen, eller hen over Jorden, og kun paa hin Side Tidernes Löb, og höit over alle Sky-Himle, skimtede de Guld-Borgen, hvor Fredegod thronede, men hvor kun Porten aabnede sig for ædle Helte, naar de med deres eget Hjerte-Blod havde aftvættet Rusten, hvormed det uskyldige Blod, der aldrig noksom skaanes i Stridens Hede, opæder efterhaanden de bedste Sværd og pletter de blankeste Skjolde!
Denne Nordiske Anskuelse af det timelige Liv hos Guder og Mennesker, som en bestandig Kamp, det kun giælder om, at före saa ædelt, saa kraftig og saa klogt, som mueligt, da al den virkelige Fred, der kan times Gude-Folket og Adel-Stammen i Tidens Löb, udspringer som en Seiers-Gudinde af Kampen; denne Anskuelse maa i en vis Grad findes hos ethvert Folk, der skal hævde sin Selvstændighed, og faae Lov til frit at udvikle sine Kræfter, selv paa den fredeligste Maade, og at den ei heller i Norden er uddöd, har det nærværende Aarhundrede viist; men sit *aandige Præg* har den dog næsten tabt, saa, istedenfor at udvikles til Klarhed, fordunkledes den meer og meer, til det blev den almindelige Mening, at Krig vel er et nödvendigt Onde, fordi der gives rovgierrige Folk, ærgierrige Kæmper, og herskesyge Fyrster; men at al Kamp dog i Grunden er afskyelig, og meer afskyelig, jo *aandeligere* dens *Gienstand* er.
Denne gruelige Vildfarelse maa, hvor den faaer Overhaand, nödvendig före til Oplösning og Forraadnelse af alle *aandelige Legemer,* der kun kan bestaae ved seierrig Kamp, og dog er der *tre* saadanne Legemer som maae være levende i ethvert Land, der med Rette skal kaldes Mand-Hjem (mannaheim) eller en Menneske-Boelig, det er *Kirke-Samfund, Borger-Samfund* og *Moders-Maal,* Altsammen usynlige og aandelige Ting, men som paa en *aandelig* Maade har alle Legemets Egenskaber og fölger dets Love, saa, naar de ikke besjæles af en Livs-Aand, der altid er en Kæmpe-Aand, maae de nödvendig synke i *Af-Magt* og hendöe, som naar *Sjæl og Legem* adskilles.
Vist nok har nu Vildfarelsen en dybere Rod, end vi kan oprykke: i det Kiælenskab, den Feighed og Kraftlöshed, der deels naturlig fölger med Alderdommen, hos Folk i det Store som i det Smaa, og deels er vore Synders Sold; men dog har vor aandelige Blindhed, som kan helbredes, ogsaa bidraget meget til at udbrede og befæste den, i det vi hverken kiendte de *aandelige Legemer* fra luftige Hjerne-Spind, eller kunde giöre Forskiel mellem Kampen om aandelige Ting, som den sædvanlig er fört i Verden, og som den nu, da Forklarings-Timen er slaaet, kan og skal föres paa Jorden.
Denne Forskiel var det, jeg i det Foregaaende stræbde at udvikle, og Man indseer let, at naar der slet ikke strides med *Hænder,* hverken med *Sværd* eller *Penne,* om *Troen,* som er en fri Sag, da forsvinder den Skygge aldeles, som selv ædle Kæmpers Mis-Greb have kastet paa den eneste Kamp, der er Mennesket værdig: Kampen om *aandelige Ting,* og det maa blive os Alle klart, at ligesaa lidt som der kan være Liv i et Folks eiendommelige Anskuelse af Livet, uden at de mod enhver Fiende forfægte deres Frihed til at fölge den af alle Kræfter, og ligesaalidt som der kan være Aand i et Sprog, uden at det levende modsætter sig al den Vold Man vil giöre derpaa, saaledes kan der heller ikke være Liv og Aand i Enkelt-Mandens Tro og Anskuelser, uden at de maae stræbe at giöre sig giældende, i Modsætning til hvad dermed ei kan forliges, saa det giælder kun om *Maaden,* der naturligviis maa være saadan, at Alle nyde eens Ret og nöies med den Frihed der kan være almindelig.
Og nu siger jeg, at, trods al Dunkelhed, og alle Mis-Greb, maa Menneske-Forstanden beundre og Menneske-Hjertet fryde sig ved *den Kæmpe-Aand,* der besjælede vore Fædre.
Man kan vel tænke, det er ei min Hensigt dermed at forgude *Asa-Thor,* eller saaledes at vaske Blodet af Nordens Kæmper, at de synes englerene, thi alle Historiens Kyndinger kan see, at ligesom der kun har været *een Helt* med *uplettet Skjold,* saaledes er ogsaa *Christendommens Kæmpe-Aand* den Eneste, der fortjener Guddoms-Navn og Tilbedelse; men vel önskede jeg ret at kunne indskærpe alle mine Læsere den miskiendte Sandhed, at, uagtet *Kæmpe-Aandens* jordiske Redskaber var ligesaa langt fra at være lydeslöse, som Freds-Mæglerne, saa var de dog derfor hverken mindre uundværlige, eller mindre berettigede til Beundring og skaansom Bedömmelse i en syndig Verden. Vist nok er det naturligt, at Haardhed falder tungest at bære, naar store Kræfter öve den, men det er dog ligesaa naturligt, at det er hvad Man har Meget af, og ei hvad Man fattes, Man fristes til at misbruge, og at hvem der ei kan löfte *Mjölner,* skulde nödig rose sig af, at han aldrig svang den til Upligt! Derfor vil, trods alt Kvæker-Tvineri over Kampens Bulder, der dog er meget bedre end Gravens Stilhed, og over Blod-Strömmene, der dog ikke er nær saa ækle som Forraadnelsen, ja, trods alle Dödning-Hoveder, baade med og uden Halse, vil ædle Heltes Liv og Daad, til Verdens Ende, ei blot begeistre Skjalden, men indtage de uskyldige Börn, og tækkes de elskværdige Kvinder, saa de maae nödvendig opflamme alle Unger-Svende, i hvem der ligger Spiren til en daadfuld Manddom, og tabe aldrig deres Glands eller miste deres Priis hos noget Folk, der end fortjener Navn af en Green paa Menneskehedens Kongelige Stam-Træ!
Kun skal Man lære, bedre end hidtil, at skielne mellem ædle, höimodige Helte, og hjertelöse, grumme Jetter, eller rasende Bærsærker, hvortil vi saavel i Nordens Historie som Myther have den önskeligste Leilighed, og, som ædle Kæmpers Afkom, den helligste Forpligtelse.
Vil vi nu see Modet og Styrken i deres naturlige eller dyriske Skikkelse, da skeer det ligesaa godt ved at være Vidne til en Tyre-Fægtning eller en Baxe-Kamp, som ved at see et Feldt-Slag mellem de Vilde; vil vi see dem unaturlig misbrugte i höieste Grad, da behöve vi kun med Efter-Tanke at læse den Romerske Röver-Historie; og vil vi endelig see dem priselig brugte i *Menneske-Aandens* og *Menneske-Livets* Tjeneste, da kunde vi umuelig önske at være födte og baarne paa nogen anden Plet af Jord, end i det höie af Havet ombölgede Norden, i de Kæmpers Föde-Stavn, der ikke blot kraftig hjalp til at knuse den Romerske Jette, men har, lige siden Folke-Vandringen, öiensynlig været Menneske-Aandens ypperste Vaaben-Dragere paa Jorden.
Ja, ligesom det er i Mamre-Lund, under *Abrahams* Telt, vi skal lære at kiende *Hyrde-Livet,* og i *Grækenland* vi finde *Borger-Livet,* som de naturlig gestalte sig, *naar Aanden* er *med,* saaledes er det i *Norden* vi finde det *aandige Kæmpe-Livs* Vugge paa det sortladne Hav, thi Kampen med den flyvende Storm og de brusende Bölger, som vi vel maa kalde den *Natur-Historiske,* er aabenbar *den Naturligste, Menneske-Aanden* kan före, og som derfor kun bliver blodig, naar Kæmpen selv vorder Offeret. Det var derfor intet Under, at *Evalds Fiskere* vakde saa almindelig Deeltagelse i Norden, thi naar Modet og Styrken trodse Storm og Bölger *for* at *redde Menneske-Liv,* da sværge de höitidelig til Menneske-Aandens Fane; men det er höist mærkværdigt, at det *Nordiske Dramas* Vugge blev, som det sig burde, en Opfattelse af det aandige *Kæmpe-Livs Vugge;* thi ligesom det viser, *hvor* den havde sine Gænger, saaledes spaaer det os ogsaa et *anderledes Dramatisk* Tids-Rum, end der hidtil oprandt paa Jorden! Ja, *Evalds Fiskere* begynde et Dramatisk Tids-Rum, hvori Skjalden vil opfatte hele det Universal-Historiske Helte-Liv, lige fra dets Vugge paa Havet til dets Krykker i ham selv, og hvori, Man tör haabe, Nordens Folk vil, ikke blot paa Skyggernes men paa Livets Skueplads, dramatisk gientage og forklare alle Fædrenes store Bedrifter. Da vil det blive aabenbart for al Verden, at der var baade Aand og Hjerte i de gamle Kæmper, skiöndt Kæmpe-Visen og Sværdet udtrykde deres höieste Konst, og Ord-Sprog al deres Viisdom; thi da vil Man see, de overlod det kun til deres sildigste Efter-Slægt at forskiönne og forklare Livet, fordi de földe dybt, de havde deres store Kræfter for at bruge dem til det Störste de kunde udrette, og saaledes före et Liv, det var Umagen værdt at forklare. Ja, det skal sikkerlig sees i Norden, hvad vi dunkelt föle, naar en daadfuld Dag krones af en gylden Aften-Röde, at Klarhed og Skiönhed mödes aldrig saa yndig paa Jorden, som naar kiærlige, blomstrende Börne-Börn krandse en bedaget Olding, der med et roligt Smil overskuer et langt og besværligt, ingenlunde feilfrit, men dog ærligt, ædelt, kraftigt og velgiörende Liv!
Dog, Havet er ikke blot Helte-Vuggen, det er ogsaa Helte-Livets egenlige Skue-Plads og Löbe-Bane, saa Skjalden kunde ikke holde nogen mere smigrende Lov-Tale over sit Folk, end at kalde det sortladne Hav de *Danskes* Vei til Roes og Magt; og det er da intet Under, det Ord klang saa godt i Danske Ören, og vil klinge saa, al den Stund det Danske Hjerte banker, om end svagt, for det Helte-Liv, som intet Hjerte under Rosen-Kinder slog höiere for i de henfarne Tider.
Ordet var derfor ei mindre historisk sandt, end naturlig skiönt og smigrende, og det er den Nordiske Poesies Ære, at den lige fra Heden-Old stræbde at forbinde Skiönhed med historisk Sandhed, hvad Man vel seer, ogsaa maatte være Tilfældet, hvor Poesien i Sandhed skulde blive videnskabelig og Vidskaben poetisk.
Dog, naar Man skal indsee, baade at de Danske og det sortladne Hav fortjene deres Roes, da maa Man *ikke* tage *Dansk* i den nyere, sneverhjertede, men i sin gamle, alt Nordisk omfattende Bemærkelse, og ei betragte Kampen paa Havet fra en Skandse paa Öieblikkets flakke Strand-Bredd, men fra Tinden af det *Hornelen,* der har opskudt sig selv af Tidernes Ström, eller fra Universal-Historiens höie Stade. Men denne Udvidelse af *Middel-Alderens* snevre Syns-Kreds er ei heller mindre nödvendig for Aandens og Livets, end for Oversigtens Skyld; thi hvorledes skulde *Nordens Aand* blive forstaaet og forklaret, uden levende at opfattes i sin Heelhed, eller hvorledes skulde Norden blive det rolige Værk-Sted for en fri Universal-Historisk Aands-Udvikling, dersom ikke det samme sortladne Hav, der fordum var Veien til Roes og Magt, nu bliverkliver Hegnet om Konst og Vidskab!
For da i denne store, for hele Menneskeheden vigtige Sag at begynde fra den rette Side, saa lad os see, hvad der blev af den gamle Verden, da *Tyrus* sank i Havet, *Carthago* sank i Grus, og *Sö-Magten* nedsank, fra et Hoved-Vaaben i Menneske-Aandens Vinger, til et Hjelpe-Vaaben i Menneske-Morderens, den Romerske Rövers Haand? Eller, om vi er for kortsynede dertil, da lad os dog betragte, hvad der ligger os nær nok: de rimelige Fölger for Europa, og dermed for hele den dannede Verden, om det var lykkedes *Napoleon* at styrte Engeland, og giöre Sömagten til et blot Hjelpe-Vaaben i sin Haand?
Om vi nu end slet ikke kunde forstaae, hvoraf det kommer, at Sö-Magten, der er mindst skikket til at giöre Erobringer i Legemets Verden, dog er bedst skikket ei alene til at udvide men ogsaa til at omværne *Aandens Verden,* saa skulde vi dog ligefuldt have dyb Ærbödighed for Erfaringens utvetydige Vidnesbyrd om, at det virkelig forholder sig saa til alle Tider; thi selv i *Middel-Alderen,* der dog er *Land-Magtens* glimrende Tid, behöve vi blot at tænke *Angel-Sachser* og *Normanner* ude af Historien, saa har vi aabenbar tænkt Aanden bort med det Samme, og faae slet ingen ny *Folke-Verden* ved Öster-Söen og Vester-Havet, men blot det ene Barbari efter det Andet omkring det forhexede Middel-Hav.
Hvori det ligger, er imidlertid heller ikke vanskeligt at see, thi vel har alt Aandeligt sin *Kilde* i Aanden, og lige saa lidt i Verdens-Havet som i Ager-Renen eller paa Bjerg-Toppen, men vi kan dog godt forstaae, hvi den historiske Kæmpe-Aand har kaaret Havet til sit Element, og til Skue-Pladsen for sine Storværker; thi det fölger allerede af at Kampen mellem Vind og Vove er det eneste Natur-Billede paa Menneske-Aandens eiendommelige Kamp, og Sömands-Livet denne Kamps Vugge, saavelsom dens Sjæl. Hermed staaer det nemlig i allernöieste Forbindelse, at til Söes, baade dagligdags, og i al Slags Kamp, betyder *Enkelt-Manden* langt *mindre,* altsaa den *fælles Menneske-Aand* langt *mere* end til Lands, hvoraf atter fölger, at Enkelt-Mandens Ærgierrighed og Egen-Nytte har langt mindre Spille-Rum til Söes, og nödes til at indhylle sig i Omhu for fælles Ære og det almindelige Bedste, saa, hvordan det gaaer, beholder Aanden her dog Mest af Æren, og Menneskeheden höster den störste Fordeel.
Uagtet det derfor med Fornöielse skal indrömmes, at Man ogsaa til Lands baade kan kæmpe og har kæmpet for Menneskehedens Bedste, ja, at naturligviis intet *Land* paa Jorden kan *egenlig forsvares* uden Land-Kamp, saa er det dog allerede et betænkeligt Forvarsel, at Land-Kampen selv i sin störste Uskyldighed begynder med Blod-Bad. Hvor nemlig Land-Kæmpen ikke hæver sig som Röver og Mand-Draber, udmærker han sig som en *Skytte,* i Lag med Björne, Ulve og Ræve, som han staaer immer Fare for at lære af og efterligne, og en *dagligdags* Land-Kamp kan derfor kun være i Menneskehedens Aand, saalænge den giör et vildt Land ryddeligt til Menneske-Bolig, thi fra det Öieblik af bliver den for skikkelige Folk kun et nödvendigt Onde, foraarsaget af smaa og store Rövere, der maa holdes tre Skridt fra Livet, og, om mueligt, ödelægges i Reden. Heraf fölger nemlig, at Land-Kampen kun *sjelden* kan være en god Nærings-Vei for Enkelt-Manden, og aldrig en Kilde til Folke-Magt og Velstand, uden at det svider til Menneskeheden, og her see vi en ligesaa naturlig som gyldig Grund til, at det var *Phönicerne* der udviklede og *Romerne* der ödelagde *Grækenland,* ja, gyldig Grund til, at en overlegen Sö-Magt, der hviler paa Sö-Fart og Mellem-Handel, sætter Liv i Verden, medens en overlegen Land-Magt, der kun hviler paa Spyd-Stagen og Krigs-Konsten, udbreder Död og Ödelæggelse. Synger derfor Engelands Sö-Magt paa det sidste Vers, da skal alle Menneske-Venner önske, at der, för det er udsunget, maa hæve sig en venlig forbundet Sö-Magt i Anglers og Normanners gamle Hjem, der kan fölge bedre i deres Kiöl-Vand, end den Græske i Phönicernes.
Vel vil jeg ingenlunde canonisere Engelands Historie (som jeg desuden heller seer fortsat end skrinlagt), og ligesaalidt vil jeg kives med Nogen om *Bevæg-Grundene* til de Engelske Storværker, thi de kan være daarlige nok baade hos store Folk og smaa, uden at Vores blive des bedre, ved at giætte paa de Værste, og antage de *Dödes* naturlige Taushed for Samtykke; men jeg paastaaer, at *Anglers* og *Normanners Ord og Gierninger* giör *Nordens Aand* udödelig Ære, har retmæssigt Krav paa hele Menneskehedens taknemmelige Beundring, og har udstædt en Vexel paa vort Norden for tilsvarende Bedrifter i Aanden, som vi og vore Börn maae indfrie, eller höste Skam i Forhold til Æren, og gaae i *Slutteriet,* hvor Man, som i Graven, har de bedste Bevæg-Grunde til ingen Ting at giöre. Der staaer skrevet ensteds, om Somme af os, at de skal dömme Engle, og saavidt er vi i det Mindste kommet, at vi kan og skal pröve og bedömme *Aander;* men at pröve Hjerter og Nyrer giör vi bedst i at overlade til Ham, der ligesaalidt uden Grund som uden Ret har forbeholdt sig, hvad Han kun mægter med hver især, og Ene med os Alle, saa vi vil lade Tydskerne trættes om, hvem der har den *reneste Villie* til Bog-Mageri, dyrisk Magnetisme og aandeligt Pavedom, medens vi, med Grækenland og Engeland for Öie, deels til Mönster, og deels til Advarsel, vil *pröve* hvad der endnu i Norden kan udrettes, ved alle Aands-Kræfters fri, besindige, stadige Virksomhed, til at forlænge, forskiönne og forklare det vidunderlige, og, med alle sine Bræk og Bröst elskværdige, Folke og Menneske-Liv.
Det var nemlig i *Engeland,* baade Christendom, og Levningerne af Old-Tidens Vidskab, fandt et Fristed, da de var husvilde paa Jorden, og skabde især i *Nord-Humberland* et *Missions-Selskab,* hvoraf Alt hvad nu kaldes saa er kun en Skygge; thi det var jo *Engelske* Præster, som christnede baade *Tydskland* og *Norden*Vel maa det ikke glemmes, at Danmark i *Ansgar* har sin egen *Apostel,* og det en bedre end der nogensinde udgik fra Engeland, men det hörer langt mere til den Christne *Troes* end til det Nordiske Folke-Livs *Historie,* og betingedes i alt Fald af den Angel-Sachsiske Virkning paa Frankrig og Tydskland., og var jo den *Angel-Sachsiske* Literatur, som den Förste i *vor Folke-Verden,* der blev Moder baade til den *Frankiske* og *Islandske.* Det var altsaa Nordens Aand, i Forbund med Christendommen, som, ved de Nordiske Udflyttere paa Öen, *skabde vor Folke-Verden,* og kan nu Tydskerne virkelig overgaae deres Skabere, det har de unægtelig Ære af, men vi, som tænke mere beskedent, vil nöies med at ligne, forstaae og forklare dem, hvad i det Mindste er langt rimeligere, og kan derfor snarere lykkes. Det er sandt, at hvad der siden har udviklet sig paa Herkules-Öen, fortjener slet ikke at sammenlignes med den i Historien magelöse Verdens-Skabelse; men efter en saadan Helte-Gierning kan Man ogsaa være bekiendt at hvile enstund paa sine Laurbær, og dog tör jeg ikke raade noget Folk, hvor Aand er tilstæde, at sammenligne sine störste Anstrængelser med *Asa-Thors* Syslen til Tids-Fordriv.
Ja, *Asa-Thor,* det er den Kæmpes Mythiske Navn, som Folk for Spas, men kun Dyr for Alvor kalde *John Bull,* det har hans Levnets-Löb beviist; thi vel har han ingen *Enkelt-Mand* at fremvise, der kan maale sig med *Morten Luther,* hvis Mythiske Navn ogsaa derfor skal være *Tyr* eller *Tve**kamps-Guden,* men det er aabenbar kun fordi, som vi för bemærkede, at til Lands er det Enkelt-Manden, men til Söes er det *Fælles-Aanden,* der har baade Magten og Æren. Ligesom der nu maatte en Nord-Tydsk eller Tydsk-Nordisk Land-Magt, nemlig *Gotherne,* til at knuse det gamle Romer-Aag, saaledes maatte der ogsaa en *Gothe* til at gaae i Kreds med *Paven,* og knække hans Krog-Kiep; men hvad gjorde Tydskerne, eller selv Sachserne, *derefter, som* et *Folk,* som et Heelt, der var en saadan magelös Kæmpe værd, eller kan udholde Sammenligning med deres paa Öen? Aanden gjorde to Mirakler ved *Luther:* et med Ordet i hans Mund, og et med Pennen i hans Haand, men for ei at tale om det Störste, som Tydskerne ei den Dag i Dag har mindste Begreb om, saa begreb de ei engang det Mindste bedre, end at det varede tohundrede Aar, för en Enkelt af dem lærde at skrive Tydsk som *Luther,* paa Aanden og Kraften nær. I Engeland havde Man ingen *Luther,* og trængde dog til En, derfor blev *Kirke-Ordet* aldrig levende hos dem, men desmere forbausende er den Literatur de fik paa Moders-Maalet; thi at den Engelske Bibel ikke, som vores, er en Oversættelse af Luthers, men staaer som Bog höit over hans, og at det ene var den Engelske Literatur, der, siden Reformationen, skabde fra *Aandens* Side en Mod-Vægt til den Franske, det veed Man, eller det skal Man lære, hvor Man vil blive klog ei blot paa Död og Bogstav-Skrift, men paa Liv og AandSpörger Man, hvor Engeland fik en saadan Literatur fra, naar det levende Ord er Skriftens Moder, og Kirke-Ordet ikke blev levende, da huske Man, at der var Minstreller, til der blev Shakspearske Skuespillere, og Parlaments-Talere til den Dag i Dag, altsaa Leilighed nok for Folke-Aanden til, saalænge der var Kraft, at holde det tilsvarende Ord ilive..
Nu, saadan en Række Optrin af Kæmpe-Livets Undergang, som den, *Shakspear* var fri nok for at udtömme, skal vist nok Ingen misunde Engeland; men hvad siger Man om den Kraft der teede sig i dem, den Kraft, hvoraf selv Skyggerne paa Skue-Pladsen synes os Gigantiske, den Kraft og det Falke-Blik i Menneske-Livets Dybheder, som *Shakspear* forudsætter! Og hvad siger Man om den Engelske Reformations-Tid med sine *Martyr-Kæmper* i Snese-Tal, der betragtede Baalet som Fakkel-Skin fra Brude-Kamret, hvad siger Man om den ved Siden ad den Tydske! Eller om *Borger-Krigen,* hvor Daaden i eet Slag vidt overstraaler i Aandens Lys Alt hvad Man giennem tredive Aar saae i Tydskland, undtagen da den *Nordiske Gothe* giennemlynede Riget med sit Sværd og Banner! Og nu *Fölgerne!* De var i Engeland *Ordets* og *Troens* og *Nærings-Veienes Frihed,* aldrig kiendt siden Grækenlands blomstrende Dage; men hvad var de i Tydskland, hvor en Helt som *Luther* havde kæmpet for Aanden, og seiret for Tydskland? Ja, hvad blev de der, uden Kirke-Tvang, Skole-Tvang, Laugs-Tvang, og idel Tvang, eller er det kanskee en Tröst, at Flere der end i Engeland kan læse hvad de ikke forstaae, og skrive hvad ikke maa trykkes, eller hvad ei engang er Sværten end sige Papiret værdt, eller er det maaskee dog et Fortrin, skiöndt Man i Engeland baade tænker friere og klarere, taler bedre for sig og handler klogere! Nei, naar Tydskerne paastaae, der er *ingen Nordisk Aand,* da skal de vises til *Engeland**Engel*a*nd*delvist fremhævet i A*,* hvor *Aanden* dog vel maa være Nordisk, siden den aabenbar ikke er Tydsk, og maa dog være Et af To. Og hvorlænge og hvor samvittighedsfuld vi end har efterlignet Tydskerne, saa ligner dog endnu baade vort Liv og vor Smule nationale Literatur öiensynlig mere Engelsk end Tydsk, hvad ogsaa kun lader sig naturhistorisk forklare.
Læseren maa nödig troe, det er af Tydsker-Had, jeg taler saa, thi al saadan Smaalighed fra *Middel-Alderen* har jeg givet Afsked, og vilde med störste Fornöielse lovtale den Tydske Aand, som jeg lovtaler den Engelske, naar jeg med en god historisk Samvittighed kunde; men hvad Ny-Tydskerne kalde deres Aand, er aabenbar Aandlöshed, som jeg höilig maa laste, deels fordi det skader dem selv, og deels fordi det skader os, at tage den for Aand. Om det er sandt, hvad Man i Middel-Alderen troede, at ikke blot *Gother* og *Longobarder,* men ogsaa *Sachser, Franker* og *Svaber* oprindelig var Nordiske Udflyttere, det tör jeg ikke afgiöre; men at disse Stammer i Old-Tiden havde *Guder, altsaa Aand,* tilfælles med os, kan jeg see af Historien, og *Aand* maae de da fremdeles have tilfælles med os, eller de faae Ingen, thi Aander lade sig slet ikke skabe af Mennesker, end sige af *Penne.* Kun herom giælder det, thi enten Man kalder *den Aand Tydsk* eller *Nordisk, Engelsk* eller *Dansk* eller *Gothisk,* er mig nu den ligegyldigste Sag af Verden, naar det blot ikke forvilder Folk, saa de glemme, Talen er bestandig om den *Historiske Kæmpe-Aand,* som især *Nordens Myther,* og *Engelands Historie* efter Folke-Vandringen, giöre kiendelig. Det faaer at blive ethvert Folks som hver Enkelt-Mands egen Sag, om de vil arbeide paa at komme ud af Middel-Alderens aandelige Chaos, eller paa at befæste sig deri; men Historikerens Pligt, som opdager Sammenhængen og Hjelpe-Midlet, er det, at tale aabent og kraftig derom, da han veed med sig selv, baade hvor fornöieligt det er at blive indgroede Fordomme kvit, og hvor haardt det holder. Da der nu i Menneske-Slægtens Historie, foruden den store Aand i Palæstina, kun har aabenbaret sig to *Folke-Aander* med universal-menneskelig Præg og Stræben: En i *Syden* (den Græske), og En i *Norden,* og da de sees at være hinandens Udfyldning, saa er det en Velfærds-Sag for ethvert Folk, at kiende, hvilken af dem, det *naturligst* kan tilegne sig, da Man ved et Mis-Greb kun spilder sine Kræfter og udmatter sig til ingen Nytte. Folkene af den *Latinske* Tunge vil bedst kunne tilegne sig den *Græske,* og Folkene af den Gothiske derimod den *Nordiske Aand,* men da vi skal have dem Begge, er det Hoved-Sagen, at vi erkiende dem for hvad de er, og ei indbilde os, vi enten kan undvære dem, eller giöre dem til Trælle for vore indskrænkede, det være sig nationale eller individuelle *Syns-Maader,* som om disse var höiere Aander, da det dog kun er Spil-Arter, eller ufrugtbare Vand-Grene paa de store Stam-Træer. De blandede Folk i Syden og Vesten vil fremdeles have ondt at giöre, men hvis deres Aands-Kræfter ei er reent udtömte, eller deres Villie aldeles vrang, vil de dog komme ud af det værste Vilde-Rede; og overalt hvor den Nordiske Aands Folk har bevaret deres Tunge-Maal, og er altsaa vedblevet at være de aandelig Herskende, kan store Ting udrettes, men vist nok, om der er Kraft, de Störste i det höie Norden, hvor de gamle Folk er mest ublandede med Stammer af en fremmed Art.
At det i *Middel-Alderen* gik allevegne broget til, var nödvendigt, thi i den fölge Alle, saavidt mueligt, deres *Hjertes* *Lyst,* og da ikke blot Lysterne er mange, men den samme Lyst hos Mange netop föder idelig Strid om Gienstanden, saa driver Man lettelig baade den udvortes Afsondring og den indbyrdes Kiv til Yderligheder, som vi især kan see paa den *Græske* og *Italienske* Middel-Alder. At nu den Konst og Vidskab som udsprang af Middel-Alderens Chaos, i dets mest forvirrede Skikkelse, ei duede til at opklare de aandelige Forhold, var nemt at giætte, og det aandlöse Romerske Schema, Man ved Reformationen, ligesom i Fortvivlelse, tyede til, kunde umuelig række videre, end til kummerlig at ordne og skiævt at belyse det Haandgribelige.
Kun Universal-Historien, betragtet i Christendommens Lys, kunde give Forstand paa dette store Vilde-Rede, men ogsaa dette Syn, og Öiet for det historiske Menneske-Liv, skulde udkæmpe sig af det samme Vilde-Rede, saa det er intet Under, at det skedte seent, men kun, at det skedte nogensinde, og naar vi ivre mod hvad der forsinkede Oplysningen, maa det kun være fordi det Samme hindrer endnu, hos Folke-Færd, som hos Enkelt-Manden, Udviklingen og Udbredelsen af en Anskuelse, der er saa vederkvægende og velgiörende for os alle, at den paa hele Jordens Kreds ei mellem sine *Bekiendtere* kan have en eneste Fiende, skiöndt den vist nok kan have, og vil faae mangen Ven, der ikke duer.
*Nordens Aand* var udvandret, og havde ligesom udtömt sine Kræfter i det Fjerne; de skrevne Mindes-Mærker, om dens gamle Syn og Helte-Bane, laae adspredte ude og hjemme, om ikke uændsede, saa dog uforstaaede; der var ikke Aand uden hist og her i Kirken, hvor en aandlös Videnskabelighed lukkede Öiet for den naturlige Forbindelse mellem Himmel og Jord, Tid og Evighed, eller hos enkelte Skjalde, som enten manglede Alvor, Christelig Anskuelse og fortroeligt Bekiendskab med Historien, eller dog en af Delene; ja, for at giöre det ret fortvivlet, var Folke-Aanden i sin bedste Skikkelse hasebundet af den spidsborgerlige Nationalisme fra Middel-Alderen, og Munden i sin störste Frihed kneblet af den ny Tids Over-Tro paa Bogstavers Liv og Pennes Almagt!
Under saadanne Omstændigheder seer Man let, der hörer saamegen Slumpe-Lykke til at blive ret vendt, at Man ikke fristes til at takke sin gode Forstand derfor, men vel til at prise Lykken over Forstanden, paa en Maade der let misforstaaes, især paa en Tid, da Folk, ved at forkaste Alt hvad de ikke forstaae, er kommet nemt til höie Tanker om deres Forstand, thi naar Man kun troer: *det er* Altsammen *Intet* hvad der overgaaer Ens Forstand, kan Man ganske troskyldig baade mene og sige, at *Intet* overgaaer den. Det var imidlertid ligesaavel Forræderi mod Menneskeheden, som sort Utaknemmelighed mod Viisdommen i Lön, den höie Norne, hvis Penelopiske Væv det jo dog i Grunden er, vi Græs-Hopper kalde Lykkens Luner, det var begge Dele, siger jeg, for al muelig Mis-Forstands Skyld, at holde hos sig selv, hvad Man veed giör klogere paa Livet, og leder til den Forklaring, der er Slægtens timelige Maal, ikke i Mod-Sætning til det Evige, men netop til Oplysning derom.
Derfor vil jeg nu ogsaa her betegne, hvordan det gik til, at Nordens Kræfter adspredtes, Öiet lukdes, men Ihukommelsen bevaredes, til Öiet igien kunde aabnes, ved Anskuelsen samle det Adspredte, og, hvor Man ei staaer sig selv i Lyset, give Forstand paa Livet.
Der er, som Man veed, tre Riger i Norden, og selv i dette Öieblik tre Bog-Sprog (Norsk eller Islandsk, Svensk og Dansk), saa der er unegtelig tre Folkefærd, men der er kun *Hjerte-Forskiel* imellem dem, thi der er klarlig kun *een Nordisk Aand,* ligesom vor gamle Ask kun havde een Top, skiöndt den havde tre Rödder, og det saae Man klart ved Reformationen. Vi maae derfor tænke os det gamle Norden som en aandig Eenhed, hvori de politiske Skillerum, som i det Hele Borger-Samfundet, kun havde lidt at betyde, og de tre store Udvandringer: den *Gothiske, Angel-Sachsiske* og *Normanniske,* maae betragtes som *almindelig Nordiske,* skiöndt Broder-Parten har været fra det Rige, der blev Udgangs-Punkten. Da vi nu veed, at *Danmark* var *Angel-Sachsernes,* og *Norge Normannernes* Udgangs-Punkt, er der ikke mindste Grund til at tænke andet, end at *Sverrig* var *Gothernes,* thi vel er den Gothiske Udvandring saa gammel for os, og blev Romerne, skiöndt i Grunden tidsnok, saa seent bekiendt, at den ikke lader sig saaledes oplyse som de to Andre, men da *Gotherne* ret egenlig er *Kæmpe-Folket* i Norden, maatte de dog vel i det *Mindste* ligesaavel give en Sværm, som Nordens andre Folk, og at de virkelig har gjort det, er, blandt Andet, aldeles vist, fordi *Lige-Vægten* ellers for længe siden maatte være forstyrret.
Disse Udvandringer maae vi dernæst ikke tænke os som et Öiebliks Sag, thi de skedte alle til Söes, og var fra Först af Vikings-Tog, der kun efterhaanden antog en alvorligere Charakter, og varede, som vi af den Angel-Sachsiske og Normanniske kan see, hver i det *Mindste* et *heelt Aarhundrede.* Den Angel-Sachsiske begynder nemlig för Midten af det *Femte,* og slutter först i Midten af det *Sjette* Aarhundrede, og den Normanniske varer fra Slutningen af det *Ottende* til Slutningen af det *Niende,* naar Man ikke, som Man dog egenlig skal, regner hele det *Tiende,* og Hælvten af det Ellevte medDet er nemlig en bestandig Udvandring, kun stærkere og svagere, til Haarde-Knuds Död 1042..
Efter saadanne tre Aareladninger, hvorved Man nok kan vide, det var det *raskeste* Blod der sprang, er hverken Lige-Vægten eller Matheden at undres over, men at Norden nogensinde derefter kunde *aandelig* komme til Kræfter, det maatte Man fristes til at forsværge, naar Man veed, der bliver ikke Aand af Kiöd, hvor fedt det end falder, eller hvor fiint det end hakkes. I aandelig Forstand havde vi alle tabt *Hovedet,* der ei uden Föie kaldes den synderligste Part, og vore Hoveder var udenlands kommet til at sidde paa fremmede Halse, saa *der* kunde *Hoved* og *Hjerte* kun daarlig forliges; thi vi maae huske, at hverken vare vore Fædre Menneske-Ædere, der gjorde reent Bord, hvor de satte dem ned, heller ikke har ret Mange af Vikingerne fört Koner med dem, men har giftet sig, hvor de kom hen, og neppe fundet de fremmede Kvinder saa letnemme til at fatte deres Aand, som til at forstaae deres Mening. Det Universal-Historiske Spörgs-Maal var altsaa: om de Nordiske Hoveder udenlands efterhaanden kunde omskabe de fremmede Hjerter, eller om Nordens Aand, för den udvandrede, havde gjort saa dybt et Indtryk paa Hjerterne herhjemme, at Hovederne igien paa en Maade kunde voxe ud deraf; men hvilken af Delene der end skulde skee, indseer Man let, det maatte have Tid, og det Sidste især klinger saa æventyrligt, at det maatte virkelig skee, för det kunde synes mueligtAt det smukke Kiön i England er temmelig upoetisk, veed Man vel, og det er en gyldig Grund, hvi Poesien, trods alle sine Storværker, aldrig har *blomstret* der, eller udviklet en tilsvarende *Smag,* men Engelsk-Manden har ogsaa storagtig udelukt den fremmede Kvinde fra sin Idee-Kreds, istedenfor at opdrage hende til den, saa det er for en stor Deel hans egen Skyld..
Nu har desuagtet Tiden viist, at, naar galt skal være, maa Man dog heller en Tidlang gaae med forlorent Hoved, end med forlorent Hjerte, saa Nornen vidste godt hvad hun gjorde, da hun tophuggede eller stynede vort *Ygdrasil,* og var os ingenlunde gram, skiöndt hun lærde os at græde. Nu kan vi nemlig see, at Toppen af den gamle Ask kom meget bedre til Nytte udenlands, end den kunde gjort her hjemme, og det saavel for os, som for hele Menneske-Slægten; thi der behövedes baade Nordiske Buer og Spyd-Stager, Vinde-Giærder, Planke-Værk og levende Hegn, for at Aanden kunde faae sig en Verden igien, og forsvare den baade mod Gog og Magog. Med andre Ord: den *gamle Folke-Verden* omkring *Middel-Havet* var fordærvet og fordömt, og maatte forgaae, skiöndt Slægtens timelige Maal var ingenlunde naaet, og derfor maatte der skabes en ny Folke-Verden omkring de Nordiske Vande; men dertil udkrævedes en Folke-Blanding, og en Middel-Alder, hvorved paa den ene Side Sammenhængen med Old-Tiden bevaredes, og de Nordiske Stammer udvikledes til at forstaae den, men forhindredes dog fra at faae deres egenlige Vidskabs-Tid, för den kunde blive Universal-Historisk.
Fra dette Stade tör jeg forsikkre Læseren, der opgaaer et saadant Lys over Middel-Alderen, at Man maa smile ad Æventyret om dens bundlöse Mörke, og skiöndt Anskuelsen er langt fra at giöre Undersögelsen overflödig, saa er det dog först derved, den bliver muelig, thi Man leder kun slet, naar Man ikke veed, *hvad* Man leder om, og Man har intet Gavn af hvad Man finder, för Man veed, hvad det kan bruges til.
*Gothen,* som, efter en kort Sö-Reise, landede söndenfor Öster-Söen, hvor hans Frænder og Navnere dengang boede, indtog *Holm-Gaard,* og banede sig med Sværdet Vei giennem Rusland, ned til det Asovske og Sorte Hav, som Man strax seer hos *Jornandes,* naar Man kun fölger ham, som det sig bör, med Öinene; men skiöndt det synes, som Gothen der blev en stor Land-Krabbe, snart fortæret i *Italien* og *Spanien,* saa er dog selv det kun Öine-Forblindelse; thi de nye *Kræfter* og *Retninger* vi spore i Landene, de indtog, voxde naturligviis ikke op af de gamle Grave, men kom med dem der havde dem. Derfor skal vi see Gothen gaae til Söes igien i *Venedig* og *Genua,* saavelsom med *Gama* og *Kolumbus,* og vi skal höre *Gothen* baade i *Dantes* Röst og i Viserne om Cid, hvis vi ellers vil lære at forstaae Middel-Alderen. Vist nok kan det mangen Gang falde vanskeligt, at kiende det *Gothiske Hoved* igien under den Romanske Kappe, fordi det virkelig voxde sammen med de fremmede Kroppe, eller: fordi Gotherne baade opgav deres Moders-Maal og spredte sig i Landene, men Sagen er lige sikker, og kommer for Dagen naar vi see vist.
*Angel-Sachserne* lod staae ad Bretland til, og det Hoved er godt at kiende, deels fordi det var saa stort, og deels fordi det vilde immer raade selv, saa der er det klart nok, det voxde ikke ud af den *Galiske* Hals, men en Ting er aldrig saa kiendelig, der hörer jo Öine til at see den, og det Öine i Hovedet, saa det var intet Under, vi miskiendte vor aandelige Fader, og slog ham under Öret, saa det blev vitterligt, at Hovedet sad löst.
*Normannen* beed sig bedre fast, hvor han kom hen, men holdt sig dog i Frankrig mest for sig selv, saa *Normandiet* er kiendeligt nok, undtagen paa de nyeste Kort, og i England veed vi, at hvad der af Aand ei er Anguls, det er hans, og selv at han er den store *Kors-Farer,* og Middel-Alderens store *Roman-Helt, Holger Danske,* er temmelig bekiendt; men hvad det egenlig paa Aandens Sprog vil sige, og hvad historisk Virkning hans Udvandringer har havt, baade ude og hjemme, det tænker Man dog endnu sædvanlig kun lidet paa.
Saalænge Man nemlig seer med Gaase-Öine, synes Man naturligviis, at Aandens Vinger er af Penne-Fier, og tænker derfor, det var kun bomstærke Prygle og forvovne Kroppe, der kom fra Norden, og fik *Aand* i Syd og Vest, vel ikke af Luften, men dog alt som de lærde at læse og skrive, og saa længe peger Man kun forgiæves for os paa Alt hvad der viser det Modsatte. Var det imidlertid mueligt, uden Aand, at forstaae sig paapaa aandelige Ting, da maatte vi faae Öinene op, ved at see os om her hjemme, i det *Tolvte* og *Trettende* Aarhundrede; thi da havde vi ogsaa faaet Pennen ei blot bag Öret, men ret egenlig i Haanden, og enten vi vender os til *Island,* hvor der udströmmede en heel historisk Literatur fra den paa Moders-Maalet, eller til *Danmark,* hvor *Saxos* Bog allene forudsætter og viser en *Classisk* Dannelse der er ægte, da er det jo klart, at kunde Böger og Penne blot gjort *det Mirakel,* at *vedligeholde* hvad Aand og Kraft her var tilbage, da skulde vi i det *Fjortende* og *Femtende* Aarhundrede hverken fattedes Mage til *Absalon* eller *Saxo,* til *Sverre* eller *Sturlesön.*
Har vi derimod opladte Öine, og veed, at det indvortes levende Ord er Aanden selv, og det tilsvarende Mundtlige dets Liv-Udtryk, da forundre vi os slet ikke over, at Historie-Skriverne var samtidige med de sidste ædle Kæmper i vor Middel-Alder, eller rettere, hörde selv til det sidste Helte-Kuld, som, da de ei længer kunde holde Liv i Ordet, stædte det til Jorde i Bögerne med en glimrende Liig-Begængelse; thi selv *Guds Ord* er dödt i Bögerne, og i det Mindste skindödt paa iiskolde Læber, saa det udvikler aldrig mere Liv og Kraft hos et Folk, end der kiendes paa Livet og Kraften i dets *Moders-Maal.* Naar vi derfor see, at *Islænderne* var de Eneste i Norden, som udtrykde sig höiröstet om aandelige Ting paa deres Moders-Maal, og see at deres Draper er dog lutter aandelige Lig-Kister med udtunget Arbeide, da finder vi Begravelsen höistnaturlig, og kun Opstandelsen vidunderlig.
Naar vi imidlertid blot lære at kiende Forskiel paa *Ord* og *Skrift,* som paa *Liv og Död* i Aandens Verden, saa vi ikke söge Livet selv i Bögerne, hvor vi er visse paa, det ikke findes, men söge kun Underretning om, hvad der levede hos Forfatteren, og i den Tid han beskriver, da kan vi vanskelig enten tænke eller tale for höit om den Konst, hvormed Aanden virkelig paa en Maade narrer Döden, og forplanter Kundskab om sit Liv mellem vidt adskildte Folk og Tider, og kan da ei noksom glæde os over Bögerne fra det Tolvte og Trettende Aarhundrede, uden hvilke det vilde været os umueligt at give Nordens Aand sit Liv-Udtryk igien, og ligesaa umueligt at forstaae og fortsætte dens herlige Bane.
Derfor kom der aldrig saasnart igien Strænge paa *Hjarnes* Harpe, för det tonede fra den:
Island! hellige Öe! Ihukommelsens*vældigste*Tempel!og det gienlöd fra Sagas klingre Skjold, saasnart Nordens Staal-Pen atter begyndte at riste, og det skal gienlyde i Dovre, og ristes i Bauta-Stene paa Kullen, og udraabes af de rullende Bölger, saalænge der er Syn og Sang og Sagn i Norden!
Ja, kan Læseren, ved Siden ad det lille pæne Lyst-Huus paa Bakken ved *Halikarnas,* hvor *Herodots* Vugge gik, som en Lilie-Flor, let bevæget af Zephyrer, tænke sig en Steen-Stue saa stor som hele *Island,* og höi derefter, med Hekla til Arne, med Is-Bjerge til Borge-Mur, og det brusende Nord-Hav til Grave, da faaer han en Forestilling om det Colossalske deri, at *Norden* har en *Coloni* af *Historie-Skrivere!*
Sandelig, saa kloge Folk, som Tydskerne, maae skamme dem ved, at de ikke endnu har kunnet udfinde, hvad der var *Nordens Aand Eiendommeligt,* da det dog saa forsvarlig er fört til Bogs, at Man ei let skal kunne sige, hvad der er latterligst: enten at nægte, der var *Aand* i gamle *Norden,* eller at det var *Historiens Aand;* men vi Folk i Nord maae ogsaa skamme os ved, at Man maatte lære Islandsk, og stave gamle Skind-Böger, for at opdage, af hvad Aand vi er, og prise maae vi da vor store Lykke, at *Snorros* Fædre ei udvandrede med *Shakspears,* som *Herodots* med *Homers,* eller ei fulgde den *Normanniske Ström,* hvortil de dog hörde, men satte sig kun fast paa *Iis-Bjerget* i Nord-Söen, for at male i Aften-Belysning, og være koldsindige Til-Skuere af alt det Mærkværdige der tildrog sig i den Nordiske Halv-Verden, og at de ei frös ihjel, för vi lærde at skiönne derpaa!
Dog, för vi nærmere betragte, hvad vi har *Island* at takke for, vil det være bedst at betænke, hvad der holdt Liv i os, til vi fik Munden op igien, thi Livet er og bliver dog altid det Væsenlige, uden hvilket Man ligesaalidt har Noget at takke for, som at takke med, og, skiöndt Livets Opholdelse, naturligviis, saavelsom Livet selv, er en stor Hemmelighed, saa er det jo dog en uslukkelig Skam, ei at ville tænke *paa,* hvad man tænker *med,* fordi det er en Hemmelighed.
Har vi nu den Forstand, at Skrift paa *Moders-Maalet* altid beviser, hvad det nödvendig forudsætter: et tilsvarende *Liv* hos Forfatteren, og, hvor der skrives ud af Folke-Munde, hos Folket, da viser den *Danske Riimkrönike* og *Kæmpe-Viserne* os, hvor kummerlig Man i Norden fristede Livet, giennem det *Fjortende* og *Femtende* Aarhundrede, saa Döden holdtes ingenlunde tre Skridt, men kun et Straaes-Bred derfra. Dog, skiöndt Man seer den sorte Död og den sorte Armod i alle Kroge, saa seer Man dog, at *Livet* hængde i Folk, selv da *Niels Ebbesen* blev hængt, og da *Iver Lykke* tog Kong *Albrekt,* og, saa længe der er Liv, er der Haab. Hvor nær det var paa Fæld-Enden, ved Over-Gangen til det Sextende Aarhundrede, see vi paa Slutningen af den Danske Rim-Krönike, og paa hele den *Svenske,* saa det var paa den höie Tid, der kom Hjelp, men at Rim-Kröniken var den förste Danske Bog, og den förste Bog trykt i Danmark, og det to Gange i det *Femtende* Aarhundrede, var et godt For-Varsel, som aldrig kunde glippeRim-Kröniken, tækkelig og mönsterlig udgivet af *Molbech,* er da umistelig for Middel-Alderens Cultur-Historie i Norden, men vist nok er den mest at studere, som et Sprog-Minde, naar det kun forstaaes saaledes, at den fra Sprogets Side er en magelös Dansk Bog, der maa studeres af alle, der boglig vil have Sproget i deres Magt..
At nu Hjelpen kom ved *Morten Luther,* har vi vel ikke glemt, men *hvori* den egenlig *bestod,* har Man kun meget löselig tænkt paa endnu; thi at *Livet* nu yttrede sig i *Psal**mer, Prædiken* og *Skrift,* paa *Moders-Maalet,* er öiensynligt nok, men at det ikke udsprang af sine Yttringer, som Man har drömt, er ogsaa soleklart, og Man kunde naturligviis tygget paa Luthers Tydske Bibel i tusind Aar, uden derved at faae et eneste Dansk Ord i Munden, end sige ud deraf.
Hjelpen bestod da aabenbar deri, at *Hans Tausen, Peder Plade,* og saadanne Folk, hörde et begeistret Ord om Troen paa Christus af *Luther,* sang hans Psalmer med inderlig Rörelse, læsde hans Tydske Bibel og andre Böger med stor Fornöielse, og *fordanskede* det Altsammen, baade med *Mund* og *Pen,* det Bedste, de kunde, som kun var meget maadeligt, men dog netop til Huus-Behov.
At nu denne Styrkelse af det Döende forslog bedre i Danmark, end den forbausende dramatiske Opstandelse af Kirke-Ordet paa en saadan Halv-Guds Læber som Morten Luther, forslog i hans Fæderne-Land, det er, for hvem der har lidt Forstand paa Aand og Ord, den skiönneste Lov-Tale, der kan holdes over den magelös poetiske *Danne-Kvinde;* thi i Danmark er det ret egenlig vore *Mödre**Mödr*edelvist fremhævet i A*,* vi maae takke for, at der kom lidt *Poetisk Liv* baade *til os* og *i os.*
Man tage dette for hvad Man vil, det er dog en ligesaa tör historisk, som glædelig poetisk Sandhed, og, vil vi see den ret i sin Glands, da skal vi sammenligne de Danske Digtere, om vi kan finde dem, i det *Sextende* og *Syttende* Aarhundrede, med de *Engelske* i samme Tids-Rum, og saa igien sammenligne Digterne i det *Nittende,* samt i det Hele Forholdet til *Folke-Poesi, Folke-Historie* og *Smag.* Ved at anstille disse interessante Sammenligninger, saavidt mueligt, baade i Livet og i Bögerne, er jeg i det Mindste paa mine gamle Dage blevet en langt större Beundrer af Danne-Kvinden, end jeg var i min Ungdom, og vil Man kalde det at gaae i Barndom, skal det ei synderlig anfægte mig, deels fordi jeg gierne træder Börne-Skoene i saadanne Kronos-Dage (Saturnalier), og deels fordi baade Store og Smaa skal nödes til at studse, naar de see, at i *Engeland,* hvor Folke-Munden lige til Spensers og Shakspears Dage havde en heel Hær af Harpere (Minstrels) paa Benene, og fik saa Hjelp af saadanne Heroer, og havde, lige siden, höiröstede Organer paa Skue-Pladsen og i Parlamentet, at der blev Rim-Kröniker og Kæmpe-Viser liggende ganske rolig, hos de Angel-Sachsiske Digte, giennem det Sextende og Syttende Aarhundrede, og der giælder Lord *Byron* og Sir *Walter* i det Nittende for store Vidundere; men i *Danmark,* hvor der fra *Niels Ebbesens* Tid til Jörgen *Sorterups**,* blev knap gjort en ny Vise der var værd at synge, der oplevede Rim-Kröniken ti Udgaver i eet Aarhundrede, der sang de unge Frökener Kæmpe-Viserne, og der beskrev de Gamle dem med saadan Fynd, at *Magisteren* maatte giöre Hoveri, og give dem ud i det *Sextende* Aarhundrede, til, jeg veed ikke hvormange Oplag i de Fölgende, og der fik vi Skjalde i det Attende og Nittende, som *Evald* og *Baggesen, Oehlenschlæger* og *Ingemann.*
Jeg kalder i Övrigt slet ikke Vidunderet uforklarligt, men det nytter ikke at forklare En hvad han ikke kiender, derfor maa Man först see det, bedre end de gode Dannemænd, der vel har saa megen poetisk Smag, at de kysse langt heller Danne-Kvindens Töffel, end Pavens i Rom, men har dog endnu ikke lært af den söde Sangerske og opvakte Læserinde, at *Ydun* med *Nattergalen* er en meget bedre Vidskabs-Dise end *Pallas* med *Natuglen,* og skiönne derfor daarlig paa den *Poetiske Paaske-Fest,* der nu i en heel Menneske-Alder er holdt iblandt dem, baade af den Lille og den Store, og den Rettilpas, og af os Alle, som red Sommer ad By paa *Sleipner-Föl,* over Stok, over Steen, over vildende Hav, saa det skal spörges om Land, naar vi lægges til Ro.
Naar Danne-Kvinden imidlertid kun faaer sin Villie, som hun er vant og vel berettiget til, da vil det Hele lade sig forklare af hendes magelöse, historisk-poetiske Kiærlighed, og af *Kingos Psalmer.* Vil Nogen lee ad den Forklaring, da misunder jeg ham hverken Villien eller Vindingen, men maa kun bemærke, at med *Kingo* i det Mindste har Sagen beviislig sin fulde historiske Rigtighed, thi hans Psalmer blev unægtelig, fra Slutningen af det *Syttende* til dybt ind i det forhexede attende Aarhundrede, sunget af Danne-Kvinden med saadan Liv og Lyst, som nödvendig maatte giöre Indtryk selv paa os Silde-Födninger, og gjorde det bestemt. Jeg gad ogsaa nok vidst, hvad Klogt Man kunde sætte mod min simple historiske Paastand, at som et poetisk Ord, der *levende* udtrykker den *Christelige Anskuelse,* er *Kingos* Psalmer ikke blot det Syttende Aarhundredes störste Vidunder, men et saa sjeldent i hele Menneske-Historien, at det kun lader sig forklare af Nornens underfulde Viisdom, der giemde Spiren til en *Paaske-Lilie* i tusind Aar, og bragde den saa over Havet til Danmark, hvor den fandt sit rette Moder-Skiöd, og Rum til at udbrede sig. Dog, Man veed formodenlig knap, at *Kingo* var af *Engelsk* Herkomst, end sige da, at saadanne *historisk-poetiske* Psalmer, som hans, var noget *Splinter-Nyt,* i det Mindste siden Folke-Vandringen, som *Kædmon* vel tusind Aar tidligere prövede paa, men kunde ikke naae, for *Sang-Bunden* fattedes, som Danne-Kvinden skiænkede Kingo.
Saaledes naaede da, mod al Formodning, et höipoetisk levende Ord vore Ören, og det havde saaledes oplivet Danne-Kvinden, at selv Kæmpe-Visen er neppe endnu aldeles uddöd paa hendes Læber, eller var det dog ei, da det pludselig gienlöd over Böge-Toppe:
De Danskes Vei til Roes og Magt,Sortladne Hav!Nu rask igiennem Larm ogSpil,Og Kamp og Seier föer mig tilMin Grav!Intet Öieblik miskiendte den ligesaa heltekiære som fredsælle Danne-Kvinde disse Toner fra Dybet, men gav dem *sin Stemme,* som om det kun havde været i Gaar, den gamle *Hjarne* blev begravet, skiöndt Aaret siden löb rundt vel trettenhundrede Gange, saa det var intet Under, at hun skiænkede gierne *Balder* en Taare, saasnart der igien blev ymtet om hans Död, og foer saa gladelig med Thor til Jotunheim, som om hun aldrig havde holdt op at være *den Saga,* med hvem *Odin* tömde det gyldne Bæger paa Svane-Holmen.
Saaledes kom da *Poesien* paa *Skue-Pladsen,* og skiöndt den altid der befinder sig i tvetydigt Selskab, hvor den aldrig ret veed om den skal oplives eller dræbes, beundres eller belees, beklappes eller udpibes, saa lærer dog Grækernes, som det Borgerlige Natur-Folks, Historie, at, vil Poesien vinde Borgerskab, maa det være der, og at paa Folkenes gamle Dage maa Alting enten faae et borgerligt eller et slavisk Udseende, saa Poesien maa forlige sig med Skue-Pladsen, som et mindre Onde, skiöndt den umuelig, som Man har indbildt sig, kan ansee sin Opförelse som en Triumph, eller *leve deraf.* Det gaaer nemlig med Poesien som med Poeten, saa den kan hverkenkverken födes eller næres, men kun vise, og, i bedste Fald, nære sig paa Skue-Pladsen, og maa derfor langt heller undvige end söge den. Det er da netop Et af de mange Vidnesbyrd om Danne-Kvindens dybe poetiske Fölelse, og i *Grunden* uforbederlige *Smag,* at Poesien hos os saa seent blev theatralsk, og at Forsögene paa at spille *Guder* og *Helgene* til Lyst aldeles mislykkedes; thi *Helte-Livet* er aabenbar den eneste Side, Poesien kan vise paa Skue-Pladsen, uden at nedværdige baade sig selv og sin Gienstand. Derfor er Opförelsen af *Balders Död* allerede et Mis-Greb, og ved at ville giöre Skue-Pladsen enten til Kirke eller Skole, forfeiler Man nödvendig sin Hensigt, naar den ikke er, at giöre Kirke og Skole til Skuespil-Huse, hvad de vist nok derved let kan blive; saa, naar galt skal være, maa Skue-Pladsen heller være saa overgiven og vanhellig, som den især blev i Athenen, og fordum i London, end, paa Fransk, betragtes som en Helligdom, eller, paa Tydsk, som Livets Skole. Den skulde dagligdags være blot til Lyst, og kun, som til en Höitid, en Gienganger-Bane for Folkets Heroer, hvor de store Skygger kom den matte Phantasi til Hjelp, uden at ville enten kyse Livet af Börn, eller stjæle den Fölelse, der kun er spildt paa dem, og i vore Dage alt for dyrebar en Skat til at bortödsles. Det maatte *Grækerne* forstaae, som slet ikke vilde vide af de *rörende* Sörge-Spil, og jeg vil haabe, vi lære det ogsaa, naar Poesien kommer *til Orde* udenfor Skue-Pladsen, thi kun fordi den i vore Dage er *stum* derudenfor, og taler kun *Finger-Sproget,* lod Danne-Kvinden sig bedrage af Skinnet, og syndes, det maatte ogsaa giælde her, at Noget var bedre end Intet, skiöndt det her i Grunden var Intet der vilde giælde for Alt. Saasnart derfor *Kirken* og *Skolen* blive *virkelig* poetiske, og blive de ei det, er Resten ligegyldig, da vil Man strax föle Forskiellen mellem virkelig og konstig Begeistring, og da falder Blænd-Værket bort af sig selv, undtagen for hvem der foretrækker det, og er naturligviis ikke at misunde.
Dog, dette anmærker jeg kun her, for at Man ikke skal tænke, det er *Opförelsen* enten af *Fiskerne* og *Balders Död,* af *Hakon Jarl,* og *Axel og Valborg,* eller af *Blanca* og *Hyrden fra Tolosa,* jeg glæder mig over, thi jeg elsker dem, og den herlige Begeistring, hvoraf de udsprang, og den Virkning, de hidtil har forfeilet, alt for meget, til at kunne det, og maa tvertimod finde, at vor poetiske Rigdom paa Theatret, sammenlignet med den sorte Armod i Livet, er den bittreste Satire paa os, der kan skrives.
Efter saaledes at have betegnet, hvordan det *levende Ord* med Nöd og neppe forplantede sig til os *med Aanden,* vilde jeg gaae tilbage til *Bögerne* fra det *Tolvte* og *Trettende* eller tidligere Nordiske Aarhundreder; og anmærke, hvorledes de kom til os, for derpaa at give en Udsigt over deres Indhold.
Her maa jeg, hvor bagvendt det end synes, for Ordens Skyld begynde med vor gamle *Classiker,* *Saxo* Grammatikus, thi ham maae vi takke for *Alt* hvad vi veed om gamle Nord, da der formodenlig, udenfor *Island,* seent eller aldrig var blevet spurgt om Rim-Stave og om Saga-Runer, hvis der ikke havde været en Classiker, som trængde til at oplyses dermed, eller kunde dog tage dem under sine Vinger. Naar jeg derfor seer, hvor ganske anderledes en Mand gamle *Saxo* har været, end hans Udgivere og radbrækkende Lov-Talere, da kan jeg ikke noksom beundre det mesterlige Puds, *Nornen* med ham har spilt den sorte Skole, et Krigs-Puds, der i Literaturen svarer til det, hun med Gotherne haandgribelig spillede de gamle Romere; thi ogsaa her kom de Nordiske Kæmper, som skulde knuse Rom, til Byes under Örne-Banneret.
Udentvivl var det selv hos den gode Dannemand, *Christen Pedersen,* ligesaa meget Beundringen af *Saxos Latin,* som Kiærlighed til Danmarks Historie, der bevægede ham til at reise frem og tilbage, mellem *Lund* og *Paris,* for at faae den gamle Bog paa Prænt, og han havde i alt Fald nok baret sig for at byde *Jodocus Ascensius* den Danske Historie enten paa *Islandsk* eller paa *Munke-Latin.* For *Latinens* Skyld blev Saxos Bog altsaa trykt i *Begyndelsen* af det *Sextende* Aarhundrede, og trykt, ei i en Vraa, men for hele den lærde Verdens Öine: i Paris; for Latinens Skyld blev den betragtet som et magelöst Vidunder af *Erasmus* fra *Rotterdam**,* altsaa af hele den lærde Verden, han var Sjælen i; og skiöndt *Anders Vedel* var en saadan Mester i det Danske Bog-Sprog, som Ingen bliver uden Kiærlighed til Moders-Maalet, havde vi dog neppe faaet en Dansk Saxo i det *Sextende* Aarhundrede, naar ikke vore Lærde havde anseet det for en Æres-Sag, aabenbar at tilegne sig hvad Man udenlands beundrede, og vilde neppe troe, var fra Danmark.
*Latinen* bragde da Saxos Bog ei blot for Dagen, men til Hæder og Ære, og hjalp mere til end fra, at den blev læst paa Dansk, da Danmark fik Læsere; men samme Bog er, som Man veed, *halvfuld* af Old-Nordiske Sagn om Nordens Helte og Halv-Guder, som naturligviis havde Aand tilfælles med Kæmperne, der knusde Rom, og vilde allermindst taalt, at Latin skulde giælde for det ædleste Tunge-Maal i *Norden,* og *Æneiden* for höiere Poesi end *Völuspa,* saa det var en fortvivlet Sag, at Classiskheden kom i en saadan *Gothes* Magt, som *Saxo,* der istedenfor at lade sig beherske af den, vanhelligede og misbrugde den paa det Fordærveligste, til at udruste og opsminke Rigets uforsonlige Fiender og Avinds-Mænd. Man tænke kun, det er Spas, Tiden vil ligefuldt vise, det var baade Nornens, Saxos og mit ramme Alvor; thi, saa vidt det var mueligt, og langt over, hvad en Tydsker vilde troet mueligt, balsamerede Saxo virkelig Nordens historiske Aand i Romersk Klögt, og Man behöver ikke at have læst et Eneste af alle de Ukvems-Ord, der er brugt om ham af Critiske Historie-Skrivere uden Aand, for at vide, at hans Bog derved blev en forunderlig Sammen-Sætning af Literaturens Himmerig og Helvede, som med sit Udvortes tiltrak og avede de Lærde i Döds-Tiden, og med sit Indvortes vel ærgrede Endeel af dem, men holdt de Bedste skadeslöse, og fik, for det Udvortes Skyld, Lov til at virke hvad den kunde i Danmark, hvor Man aldrig vilde havt Mod til videnskabelig at fölge sin egen Smag, naar den ikke paa en Maade havde faaet Classiskhedens Stempel. Nu derimod var den Danske Udgiver i det *Syttende* Aarhundrede, Stephanius, saa godt som nödt til at söge Oplysninger, til den förste Halv-Part, hos sin Islandske Ven, Biskop *Brynjolf,* og Brynjolf, som for Resten selv gjorde meget meer af Latin end af Islandsk, maatte tage Oplysningen, hvor den fandtes; og det, i Forbindelse med Nordens historiske Natur, maatte trække hele den *Islandske Literatur* med sig, i det Mindste paa Latin, som det da ogsaa skedte endnu i det *Syttende* Aarhundrede: ved den berömte Islænder, *Thormod Torfesen (Torfæus).*
Vil Man see, hvad blot en lille Stump af en Bog som Saxos kan giöre, naar den falder i gode Hænder, da læse Man Shakspears *Hamlet,* som ei kan tænkes til, uden *Saxo,* skiöndt den vist nok ikke er udsprunget af nogen Bog, men af *Nordens Aand,* som i Engeland stedse har bevaret en Forkiærlighed for Danmark, der ordenlig er folke-psychologisk og universal-historisk mærkværdig!
Vil Man derimod i en Lignelse betragte, hvordan *Asa-Thor* trakterede Midgards-Ormen med Mjölner, der han havde anglet den med Oxe-Hovedet, da see Man, hvordan *Holberg* behandlede den *Classiske Bog-Orm,* der især i det Syttende Aarhundrede havde saaledes snoet sig om Skolen i Norden, at der neppe kom et levende Öie ud af den, saa det er et dobbelt Mirakel, at Holberg slap ud af Skolen ukvalt og ud af Verden ubrændt.
Ja, *Holberg* og jeg er vel kun halv om halv gode Venner, blandt Andet, fordi han gjorde paa Dansk, hvad Saxo ikke for hele Roms Eie vilde giöre paa Latin, i det han saagodtsom slog Streg over alle Folke-Sagnene i Danmarks Historie, men deels siger *Just Justesen* selv, det betyder defectus judicii, naar Man sætter *Prikker* istedenfor at komme med Fortællingen, og deels meende *Hans Michelsen* det ikke nær saa ilde, med *Prikkerne* for Old-Sagn, som det lader; thi han saae godt, at f. Ex. Sagnet om *Thorkel Adelfar* var en deilig *Mythe,* og loe kun ad dem, der vilde mynte historisk Skille-Mynt deraf, og naar jeg ingen Danmarks Historie har skrevet, blot fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulde giöre ved Old-Sagnene, som jeg ikke nænde at udelade, ikke maatte forkvakle, og ei vidste at behandle, da var Holberg i sin Tid lovlig undskyldt, naar han blot havde opfrisket Anders Vedels *Saxo.*
Dog, vi maae huske, det er om *Nordens Aristophanes* vi tale, saa vi skal heller glæde os over, han var saa historisk som *Holberg,* end klage over, at han ikke var det endnu mere; thi det er et af de store Vidnesbyrd om Nordens grundhistoriske Kierne, at vor store Komiker kom saa betimelig, var saa dyb, og saa historisk videnskabelig. Derfor levede og virkede han, ei blot til Lyst, men gjorde Folke-Aanden i Moders-Maalet og Efter-Slægten al den Tjeneste, *Norges* störste Genius i den ny Tid kunde, og som der hörde Helte-Mod til at vove, og Kæmpe-Kræfter til at vise. *Latinen* herskede i vor Bog-Verden, Stivhed, Flauhed og Tomhed, allevegne, undtagen i Kirken og i Danne-Kvindens Hjerte, men Holberg skabde en Dansk Bog-Verden, hvori den Latinske maatte finde sin Grav, han gav al *Unatur* et dödeligt Saar, som vi vil haabe aldrig bliver lægt, og han skaanede baade Kirken og Danne-Kvinden, skiöndt han ei vidste at skatte dem. Dette vilde allerede være en langt hæderligere Grav-Skrift, end Comus og Momus i nogen anden Skikkelse har fortjent; men som Forfatter af de eneste læselige Historier om *Kirken,* om *Danmark,* og om et Slags *Helte* og *Heltinder,* vi endnu har paa *Dansk,* er han tillige blevet en historisk Patriark i Norden, hvem ikke blot *Suhm* og *Sköning,* men vi alle nedstamme fra, og maae takke for Modet, om vi har det, til at gaae vor egen Vei, og fölge vort eget Nordiske Hoved, uden at ændse, hvad enten *Romerne* og *Tydskerne,* eller deres Tilbedere, derom vil tænke og sige.
Dette Mod havde baade *Suhm* og *Sköning,* og skiöndt deres Historie-Böger ei giör deres Hoved Ære, saa er dog selv det sletteste Dansk meget forstaaeligere i Norden, og meget taaleligere i dens Historie, end det bedste Latin, og skiöndt Man, ved at udgive de *Islandske* Skrifter blot med *Latinsk* Oversættelse, begik den i Danmark sædvanlige Feil: over de Fremmedes Bekvemmelighed at glemme sine Egnes, saa behövede Man dog nu kun Taalmodighed til at læse kiedsommelige Böger, og Drift til at lære lidt Islandsk, for at blive nogenlunde historisk bekiendt med gamle Nord.
Saaledes stod Sagerne i min Opvext, saa *Holbergs* Kirke-Historie var den förste Bog, der gav mig Lyst til at læse, *Suhms* Bog om *Odin* den der, med *Sandvigs Edda,* lærde mig at kiende *Nordens Mythologi,* og det förste Bind af hans *Danmarks Historie* min Indledning til de historiske Old-Sagn, som jeg dog först fandt, ved at falde over *Vedels Saxo,* og dens Fölge-Svend fra det*Syttende* Aarhundrede: Peder *Clausens* *Snorro,* hvorfra Over-Gangen til de Islandske Sagaer var ikke blot naturlig, men blev mig nödvendig. Hvormeget videre jeg vilde kommet, uden at have hört *Steffens,* og læst *Oehlenschlägers* Poetiske Skrifter, kan hverken jeg eller Nogen sige, men at begge Dele hörde til, for at jeg kunde komme did, hvor jeg nu staaer, det veed jeg, og da min förste Penne-Pröve om Nordens Guder falder mellem Oehlenschlägers Poetiske Skrifter og Nordiske DigteLidt om Sangene i Edda. Minerva 1806., overlades det bedst til de Læsere, der har Lyst, at efterspore mine Gange siden, paa den hverken korte eller rosenströede, men dog ogsaa, efter min Fölelse, hverken kiedsommelige eller betydningslöse Bane, der kun alt for öiensynlig har afpræget sig i mine Skrifter.
Saavidt mueligt at betegne det hele videnskabelige Udbytte, jeg har giort, seer Man nok, er Hensigten med denne Indledning, men för jeg gaaer over til den nærmere Betragtning af vore Old-Sagn, maa jeg forelöbig sige et Par Ord om Mythe-Bögerne.
Da vel det eneste Literær-Historiske, Man skrev paa Island, för den sorte Död, staaer i samme Bind som hvad Man kalder *Snorros Edda,* er det ei saa underligt, at Man knap nok paa Island selv havde et löst Sagn om disse Böger, för de fandtes i det *Syttende* Aarhundrede, og sendtes hid paa Kalve-Skind af de lærde Islændere, *Brynjolf Svennsön* og *Arngrim Johnsön.* De *Titler* Man har givet dem er altsaa de *tommeste,* Man vel kan tænke sig, og höilig at laste, da de har bidraget meget til at forrykke den eneste rigtige Syns-Punkt, saa aldeles uvedkommende Snak, om *Sæmund Sigfussön* i det Ellevte, og *Snorro Sturlesön* i det Trettende Aarhundrede, blev for det Meste Middel-Punkten i de Undersögelser, der ene skulde dreiet sig om to aldeles anonyme og ubekiendte Skind-Böger paa *Islandsk,* der maatte hjemle sig selv hvad Adkomst de skulde have, til at betragtes som den Nordiske Mythologies Kilder.
Naar Man kiender Omstændighederne, studser Man billig ved at see den saakaldte *Snorros Edda* udgivet endnu i det Syttende Aarhundrede af Peder *Resen**,* og det ei blot paa *Islandsk* og *Latin,* men ogsaa paa *Dansk,* tilligemed *Völuspa,* saa, havde den *Magnæanske Commissjon* traadt i dette prisværdige Fod-Spor, vilde vi havt den saakaldte *Sæmunds Edda* trykt længe för 1787, da det förste Bind udkom, og hverken maattet vente til 1828 paa det Tredie, eller endnu savne en Udgave af Snorros Edda, eller savne *Dansk* i Alt hvad Commissjonen har leveret. Indtil Videre maae vi da endnu nöies med Resens Udgave, som er en Sjeldenhed og ufuldstændig, og med den Svenske Haand-Udgave ved Professor *Rask,* og, for Danske Oversættelser af Sæmunds Edda, tye til Sandvigs og *Finn Magnussens,* hvilken Sidste er den eneste Fuldstændige, og, som gjort af en Islænder, ei synderlig Dansk. Oldskrift-Selskabet, der alt har gjort sig fortjent, af det gamle og ny Norden, ved gode Haand-Udgaver af endeel Islandske Sagaer, vilde höilig fortjene vor Tak ved Lignende af begge de saakaldte *Eddaer,* og af *Heimskringla,* med sin Fortsættelse, som det ikke blot er en Skam, men stor Skade, vi savne. Med Oversættelser gjorde saadanne Selskaber bedst i aldrig at befatte sig, da de komme bedst af dem selv, naar Man har en god Text i en let Udgave; og til at give *begge* Dele (thi hidtil var Udgaverne meget for dyre) vilde Selskabet vist finde Understöttelse nok i Norden, naar det paa den ene Side indskrænkede sig til *Texter,* og paa den Anden udvidede sig til *alt Islandsk* fra *Middel-Alderen:* Rub og Stub.
Det er nemlig, som sagt, aldeles nödvendigt, til ret videnskabeligt Brug, at vi faae hele den Old-Nordiske Literatur, som den er os levnet: *Islandsk* og *Angel-Sachsisk,* paa Prænt, og Islandsken er vor Deel af Arbeidet, hvormed, som med Nordiske Gadde, Engelænderne skal stikkes, til de giöre deres Skyldighed, og hvorpaa de kan see, hvordan det uden Ophold lader sig giöre.
En forelöbig historisk-poetisk Anskuelse er imidlertid ingensteds nödvendigere end ved historisk-poetiske Old-Sagn, hvorpaa den Critiske Historie-Skriver ellers spilder Tid og Flid, ved at stavre i Mörke, eller, hvad end er værre, ved at löbe efter saadanne Lygte-Mænd, som alle luftige Hypotheser i Historien er, og da det har truffet sig saa vel, at baade *Bjowulfs Drape* kom til Danmark, og dens Oversætter kom til Engeland, er jeg omsider blevet istand til at give en *Oversigt,* som jeg er vis paa, skal Ingen vildlede, skiöndt den naturligviis i alle Maader trænger til at stadfæstes, klares og rettes, ved en giennemfört Undersögelse.
Ogsaa her befinder Pennen sig i stor Forlegenhed, og vel i den störst muelige, fordi den er stum, thi her er det ikke blot en Anskuelse, den skulde meddele, men en Anskuelse af *Old-Sagn,* som ikke længer er i Folke-Munde, men kun beskrevne i Bögerne, og som dog maae tænkes ind i Munden igien, för det er mueligt at faae en rigtig Forestilling om dem. Dog, da Læseren baade maa indsee Nödvendigheden heraf, og Umueligheden i, med Spidsen af en Pen endogsaa kun at putte ham det mindste opskrevne Sagn i Munden, end sige da Ordet som forklarer dem Alle, vil han sikkert være billig, og i det han föler, hvor haardt det holder, at tænke de Böger borte, Man henter sin Kundskab fra, have mig undskyldt, naar min *Udvikling,* der nödvendig forudsætter god Övelse i den Konst, især paa Papiret synes lidt *indviklet.*
Bort altsaa, i Tankerne, med alle Böger i Norden, saa der ikke bliver et Blad, uden Böge-Blade, Fod-Blade, Aare-Blade, og, i Hallerne, et dygtig langt og trofast Bord-Blad, som taaler godt at trumfes i med Kæmpe-Næver, og bort med alle Penne, undtagen den gamle, spidse Staal-Pen, der ristede Runer paa Linde-Barken, som slog igiennem, og dyppedes först i det röde Blæk, naar den havde skrevet hvad den vilde, og lagdes til Side!
Ja, vil vi vinde mindste Forstand paa *Old-Sagn,* da maae vi tænke os tilbage i den Tid, da de *virkelig* var *til,* og gik fra *Mund til Mund,* ved Offer-Steder og paa Thinge, i Viking-Stavne og paa Fisker-Baade, i allehaande Sam-Lag, og om Arnen, saa hverken *Poesi* eller *Historie* havde anden Skabning, end den Munden gav dem, eller andre Ene-Mærker, end de saare ubestemte, der beroe paa den Stærkeres Ret.
Naar vi derfor nu, meer end Fem Aarhundreder efterat Folke-Munden hardtad reent forstummede, og vel et Aar-Tusinde efterat den gik halv i Staa, skal ordne hvad deraf er opskrevet, da befinde vi os aandelig i samme Tilfælde, som naar vi skulde udskifte et Sogn af Fælles-Skabet, hvor Man ikke alene, fra umindelige Tider, havde plöiet Ager om Ager, og den Rige naturligviis immer plöiet fra den Fattige, men hvor ogsaa By-Markerne löb i hinanden, og hvor Jorde-Bögerne var deels, i Forhold, meget for nye, til at rette sig efter, og deels for gamle, til ikke at være vildsomme og uordenlige paa mange Maader. Forskiellen er kun den, at det her ikke blot giælder om at giöre Ret og Skiel mellem de store Lods-Eiere, og tage Billighed i Betragtning, men ogsaa at udfinde, hvorledes omtrent det oprindelig har hængt sammen, da det ikke er med Historiens som med Naturens Aar, at hvert har sin egen Höst, som ikke kommer det Andet ved, men de löbe alle sammen til en Colossalk Vaar og Sommer, som skulde give os en tilsvarende Höst. Denne Forskiel giör os imidlertid slet ingen Skade, naar vi blot lære at beregne den, ikke efter Logarithme-Tabeller, men efter den levende Formel vi har i os selv, og efter vor velforstaaede *Egen-Nytte;* thi det kan aabenbar være os det Samme, hvad de gamle Helte hedd, hvad Aar de blev födt, og hvormange Slag de vandt, naar vi kun har Gavnet deraf, ligesom det kan være os det Samme, hvem der gjorde *Völuspa,* naar vi kun forstaae den, kan være os det Samme, hvordan Livet var deelt i Old-Tiden, naar vi blot kan tilegne os det.
Dette har nu hverken *Suhm* eller *Sköning* havt mindste Ahnelse om, men indbildt sig, at, skulde Man have nogen Nytte af Old-Sagnene, da maatte Man baade kunne skille Poesien fra Historien, Danmarks, Norges og Sverrigs Historie fra hinanden, oprede de gamle Slægt-Registere, Mand for Mand, udfinde hver Enkelt-Mands Födsels og Döds-Aar, og give Enhver af dem saavel de Bedrifter som det Skuds-Maal, der hörde ham til. De vilde altsaa en aabenbar Umuelighed, og derhos en saadan, som Man aldrig burde önske, var muelig, da en saadan Udskiftning kun vilde föde evigt Kiævleri mellem Folkene, og mellem de Lærde, til ingen Verdens Nytte, men til megen Skade; thi vi har jo kun enkelte *Brud-Stykker* af vore Old-Sagn opskrevne, som, hvis de ogsaa gjaldt Enkelt-Mænd, er kommet til os i en Forbindelse, for hvis Rigtighed Intet borger, og som vi dog ingen anden kunne give, uden ved at klistre dem sammen, som nogle Avis-Stumper af forskiellige Aar-Gange, hvad vel kan more Börn, men passer sig kun slet for gamle Folk, og giör dem i det Mindste ikke klogere end de var.
Derimod veed vi, af Menneske-Livets Betragtning i det Hele, at *Indbildnings-Kraft, Fölelse* og *Efter-Tanke* skabe trende Tider allevegne, som er kiendelige i ethvert udmærket og nogenlunde fuldstændigt Levnets-Löb, saa det kan aldrig feile, at vi i Nordens, saavelsom i Grækenlands, Old-Sagn maae kunne spore en *Gude-Alder,* en *Helte-Tid,* og en Tredie, som Man kalder den *Historiske eller Tydelige* fordi den ligger Skrift-Tiden nærmest, og ligner den naturligviis mest; men som Man heller skulde kalde *Arbeids-Tiden,* da det i den giælder om at arbeide sig op. Denne Inddeling, der, fra Grækernes Dage, har været alle Critiske Historie-Skrivere formelig bekiendt, skal vi blot lade *træde i Kraft,* saa lysner det strax over de to förste Tider, som Man derimod kun betegner slet, ved at kalde dem den *Mörke* og den *Fabelagtige,* da et Tids-Rum godt kan være begge Dele, skiöndt Man har Pennen bag Öret og skriver Annaler, som vi see paa Tiden mellem *Saxo* og jeg veed ikke hvem för *Arild Hvitfeld,* medens den Tid er ingenlunde *mörk,* i *Forhold,* der har afpræget sig i saadanne Sagn og Sange, som vi finde i *Eddaerne,* hos *Saxo,* og i *Bjowulfs Drape.* Saaledes veed vi jo ogsaa meget meer om den *Græske Gude-Alder,* da *Kronos* og *Zeus* avlede Börn, og holdt Triumph over Titaner og Giganter, og om *Helte-Tiden,* som de *Homeriske* Digte afbilde, end om den saakaldte *Historiske* Tid: fra Heraklidernes Indfald i Pelopones og den förste *Olympiade,* til *Perser-Krigene,* saa den Sidste er aabenbar den Mörkeste og mest Fabelagtige. Kan vi leve af Aars-Tal, af ordenlige Mands-Navne, Lig-Stene og Grav-Skrifter, Mynt-Præg, Skiöder og Forordninger, da har vi nu en saadan Velsignelse af dem, at vi maae være meget nærige, om det kommer os synderlig an paa et tusind Stykker meer eller mindre, og kan vi ikke leve af dem, og kan de ikke give os mindste Forstand paa Livet, da maae de aabenbar af en gruelig Over-Tro ansees for *Guder,* Man ikke kan undvære, men maa med Glæde opoffre Livet for, naar Man skal anvende Livet paa at grave efter dem i Sange og Sagn fra Old-Tiden, og skal finde disse tomme, uden hine Klenodier, hvor guddommeligt et Liv de end afbilde, finde dem mörke, hvor skinnende et Lys de end kaste paa Menneske-Banen, og kalde dem med Haan fabelagtige, fordi Klæderne ikke er gjort af Kroppen, men efter den.
Med den störste Sikkerhed kan vi da sige, at de Old-Sagn er de ældste, paa hvert Sted, som enten udtrykke det egenlige Gude-Liv, eller sætte Guderne i levende Forbindelse med Jord-Livet, thi det er *Indbildnings-Kraftens* Vane, i sin Regierings-Tid, og andre Kræfter kan ligesaalidt giöre den det efter, uden at gribes i Fuskeriet, som en Verse-Mager kan give sine Hænders Arbeide skuffende Lighed med en Hoved-Skjalds Værk, om han end stjæler som en Ravn, og efterligner möisommelig et ophöiet Mönster, som Virgil Homer. I disse Old-Sagn, de være nu kommet til os i hvilkensomhelst Form, vil Poesien, eller rettere Prophetien (thi om Konst kan her ei være Talen), være det Overveiende, thi det er *Aanden,* der enten blot antager menneskelig Skikkelse, for i Mag at betragte sig selv, eller optager dog kun Begivenheder, for at speile sig i dem, saa den eneste Udskiftning Man her skal beflitte sig paa, er at skille disse Sagn fra Resten, som den store *Alminding,* der er Fælles-Gods for hele Gude-Folket, eller alle Aandens Under-Saatter. I Norden, og sagtens overalt, vil *Asa-Maal* være det rette Fælles-Navn paa disse Sagn, der udtrykke baade det indvortes og udvortes Folke-Liv i det Store, og udgiör hos os Bullen af *Ygdrasil,* der vel har tre hemmelige Rödder, som kundgiör sig i Grenene, men har selv saagodtsom ingen historisk kiendelige Afdelinger. Jeg siger med Flid *historisk kiendelige,* eller *tydelige,* thi vi maae huske, at Nord-Boen hörer slet ikke til de egenlige Phantasi-Folk, og hans Gude-Alder derfor ikke heller til *Menneske-Slægtens Old-Tid,* saa selv vor höieste Poesi er hvad vi, i Mangel af et bedre Ord, maae kalde historisk, vor Phantasi i sin höieste Flugt bliver i *Grunden* dog ved Jorden, eller rettere ved Havet, som *Sleipner;* vore Guder er kun Kalve mod den förstefödte Oxe, Kalve af *Koen Ödhumble.* I Grunden svarer derfor vor Gude-Alder mest til Grækernes Helte-Tid, som *Thor* til *Herakles,* og det er kun *forholdsviis* han svarer til *Poseidon,* hvoraf igien fölger, at vore Guder, ligesom Grækernes Helte, lade sig betragte som *Folke-Repræsentanter,* der vel have en vidtudstrakt Fuld-Magt, men kun fordi Folket, som valgde dem, igien var Menneske-Slægtens Repræsentant paa *Middel-Alderens Stor-Thing.*
Da *Fölgen* imidlertid *forholdsviis* altid bliver den samme, maae vi ogsaa i vore Sagn kunne spore en *Helte-Tid,* hvori Slægterne træde kiendelig ud fra hinanden, Guderne staae i Bag-Grunden, og synes hardtad forsvundne, medens Fölelsens modsatte Poler, Elskov og Kamp-Lyst, tiltrække hinanden, og danne Middel-Punkten, hvorom Alting dreier sig. Forskiellen vil i Norden blot være, at Fölelsen, som *her* ret er i sit *Element,* vil træde stærkere altsaa mere indtagende frem, end andensteds, at Guderne, som her i Grunden er Elskovs-Börn, altsaa Kiæle-Dægger, vil ikke blive glemte men kun forkiælede, svage og egensindige, og endelig, at *Begivenhederne* vil være langt sandfærdigere; men endnu i disse Sagn at ville pille Enkelt-Mænd og Aa-Steder ud, er spildt Uleilighed, som *Stærk-Odders* Partering, og Plöiningen efter Bjelkerne af Signes Jomfru-Bur, til Overflödighed har beviist. Denne Part af Old-Sagn kan vi allevegne med et godt Nordisk Navn kalde *Bjarke-Maal,* thi det betegner historisk hvad det skal, og var i gamle Nord ingenlunde Navnet paa en enkelt Vise, men paa et heelt Slags, som vi kan see af Skalda.
Bagefter kommer tyndt Öl, og saaledes er det med de sidste Old-Sagn allevegne, poetisk betragtet, thi det er *Plutos* Tid, som vi nok huske, saa der maa et Giftermaal til, naar Poesien skal blive stort Andet end Flitter-Stads, og Sagnet mere end et magert Slægt-Register, og en tör Navne-Række; men i alt Fald er denne Tids Sagn kiendelige derpaa, at *Enkelt-Manden* er fremtrædende, lever ikke længer og giör ikke meer, end der var mueligt, naar Man begyndte i Tide, fik Lov at leve sin Alder ud, og havde Lykken med sig, saa alle Begivenhederne udgiör en Hæders-Krands om hans Tinding, som Man strax seer, enten Man betragter Sagnet om *Lykurg* eller om *Regner Lodbrog.* Denne Part af Old-Sagnene vil jeg kalde *Krage-Maal,* ikke blot fordi *Regner Lodbrogs* Döds-Sang hedder saa, fordi det er et passende Ord-Sprog, at *Kragen* raaber immer paa *sit eget Navn**,* og fordi de fleste *Draper* fra denne Tid er hos os ret egenlig hvad vi kalde et Krage-Maal, Man har værre ved at forstaae end det er værd; men tillige fordi *Krage,* som i *Rolvs* Tilnavn, ogsaa betyder en Trappe til Höie-Lofte, saa *Krage-Maal* kan godt betegne *Konst-Poesien* i sin *Barndom,* der aldrig i det Höieste er meer end en virkelig gradus ad Parnassum, og kommer ikke vidt, för den faaer *boglig Konst* til Hjelp.
Maatte vi nu end nöies med denne Oplysning om vore Old-Sagn, da skiönner jeg ikke rettere, end at vi kunde have fuld poetisk Nytte af dem, og vidste hvordan Critiken med Fordeel skulde öve sig paa dem, men det gaaer med Oplysning, som med Alt hvad Man synes godt om, at jo meer Man har, des mere vil Man have, og da det nu er saa iöinefaldende, at *Harald Haarfagers* Skjalde var ikke den Moders Börn, der sang for Aserne om *Balder* og *Ragnaroke,* saa det rungede i Valhal, og lader sig paa en Maade höre endnu, saa har jeg i det Mindste ikke kunnet helme, för jeg fik opsporet, hvor *Asa-Maal* og *Bjarke-Maal* dog nærmest havde hjemme.
Hvor nemlig *Asa-Maal* i *Grunden* har hjemme, andensteds end i Hjerte-Dybet, hvoraf Svanen der kvad det, opsvang sig, det maa Læseren ikke spörge *mig* om, for det veed jeg ikke endnu, og faaer kanskee aldrig at vide; men hvor *de Nordiske Old-Sagn,* jeg kalder saa, med *Norne-Kvadet* (Völuspa) i Spidsen, nærmest har hjemme, det kan jeg see, thi det er aabenbar hos *Bjowulfs-Drapens, Kædmons* og *Shakspears* Fædre, som Nordens mest poetiske, eller prophetiske Stamme, og först da jeg kom efter det, begyndte jeg at hitte Rede i vore Old-Sagn.
Er nemlig *Asa-Maalet Angul-Dansk,* og *Krage-Maalet* unægtelig *Norsk,* da er *Bjarke-Maalet,* imellem Begge, nödvendig *Gothisk,* og det kan jeg see, slaaer lige til, thi Man behöver blot at huske, at *Stærk-Odder* er en *Gothe,* og er *Skjald* saavelsom *Kæmpe,* og at lægge hans *trehundrede Aar* til 450, da Anglerne begyndte at slaae Haanden af os, saa er vi forbi *Braavalle-Slaget,* hvor *Odin* forklædt kiörer Harald Hildetan til Hel, og hvor *Nordmanden* tager fat med *Regner Lodbrog.* Det er nemlig ikke blot de Normanniske Udflugter, der begynde med hans Sön, som seirede ved Braavalle, men med Regners Döds-Sang begynder ogsaa den Norsk-Islandske Drape-Række, og med hans *Saga* ligeledes den historiske Saga-Række, saa det er klart, at *Brage* hin *Gamle**,* hvem Islænderne tilskrive *Regners-Drapen,* og alt Krage-Maal för Harald Haarfagers Tid, fik netop Munden op, da *Stærk-Odder* beed i Græsset, og for Löiers Skyld lade derfor Islænderne dem endog *personlig* mödes, ved den Svenske Kong *Eisten Beljas* Hof, som Smagens Sæde i Regner Lodbrogs Dage.
Hvor Alt hvad Man ikke selv har gjort, slaaer saa lige til, er det ingen Ære at udfinde Sammenhængen, men kun Skam at have overseet den, og skiöndt *Brage hin Gamle* er en *Mythisk* Person, saa har Man dog neppe myntet det *Asa-Navn* til ham, men det har truffet sig, at den störste Norske Digter, der skulde pröve sin Konst paa at opvække *Guderne,* har været kaldt op efter *Asa-Brage,* hans afdöde Stam-Fader, og da ingen Skjald er blevet navnkundig mellem ham og *Thjo**dolf* fra *Hvine**,* har han, der sikkert ogsaa gjorde Broder-Parten, faaet Skyld for Alt.
Vil Man ellers giöre Historisk Pröve paa Stykket, med de sidste Tre Aarhundreder, som udgiör en Cyklus, der til det Brug er Guld værd, da skal Man see, det slaaer ogsaa til der; thi *Danmark* er ovenpaa det i det *Sextende* Aarhundrede, men i det *Syttende* spiller *Gothen* Mester, og det ikke blot i Marken, men ogsaa i Skiön paa Nordens Old-Sager, som Udgaven af *Heimskringla* og de mangfoldige Islandske Romaner med *Svensk* Oversættelse beviser, og med det *Attende* Aarhundrede vaagner *Nordmanden,* saa *Holberg* tager paa en Maade *Brage hin Gamle* ved Haanden, og det er især for Holbergs Skyld jeg ikke tör slaae Brage i Mythisk Hartkorn. Dog er det ogsaa tildeels, fordi jeg forleden fik en kiærlig Advarsel om, at Man kan ligesaavel forlöbe sig ved at giöre skikkelige Folk til Myther, som Man kan forgribe sig paa at giöre Myther til skikkelige Folk; thi hvem skulde nu tænke Andet, end at naar Hr. *Haab* kom til en Billed-Hugger i et *fortvivlet* Öieblik, og bestilde en *Jason* med *Gylden-Skindet,* som han gav *Forskud* paa, men fik dog först efter femogtyve Aars Forlöb, tilligemed et Billed af ham selv og gode Frue, hvem skulde tænke Andet, siger jeg, end at den Hr. *Haab* var vel en meget god Ting, men Pokker ikke en skikkelig Mand, som vi og vore Lige, og see, det var jo dog Sir Thomas *Hope**;* thi at vi neppe vilde været saa skikkelige som han imod vor dengang kun lidt berömte Lands-Mand, er en Indvending, jeg ikke venter af Læseren, og som desuden ikke kommer Sagen ved, der jo kun er, at den Mand, der fattede det store Haab om *Thorvaldsen,* og kom til ham som en Haabets Engel, han traf til at have Navn, og kom til at bie derefter.
*Regner Lodbrog* og hans Drape-Smed, *Brage* den *Gamle**,* anseer jeg altsaa for de *förste sikkre Personer* i Nordens Old-Sagn, men ligesom de i mine Öine netop derved blive forholdsviis ubetydelige Personer, uden poetisk Fylde, saaledes er ogsaa Tids-Rummet fra Braavalle-Slaget til Svolder-Slaget det Mörkeste og Fabelagtigste i vor Old-Historie, netop fordi vi aabenbar har med *Enkelt-Mænd* at giöre, men kan hverken faae Sagnene om dem til at hænge ordenlig sammen, eller adskille deres virkelige Hændelser og Bedrifter, fra dem der blot tillægges dem for Löiers Skyld, eller for at afrunde Drapen og Levnets-Löbet. Vel har vi det bedre i Norden end andensteds, fordi vor afgjorte historiske Retning har forebygget saadanne Gab i vore Old-Sagn, som der er i de Græske: mellem den Trojanske Krig og *Lykurg,* og atter mellem ham og *Solon,* og det maa indgyde os mere Tillid til de Norsk-Islandske Skjalde og Saga-Mænd, end Man ellers tör skiænke saadanne Fortællere og Sangere, der har til Hensigt at more Selskabet, og reise paa deres Handværk, men vi giör os kun latterlige, ved at lukke Öiet for deres Bröst, og hvordan det har hængt sammen med deres Kundskab om fremmede Lande, kan vi slutte af hvad de veed, eller rettere *ikke* veed, om *Norge för* Harald Haarfagers Tid. Det var *Ludvig Holbergs* Fædre baade i *Poesien og Historien,* skal vi huske, og dermed er baade deres stærke og svage Side betegnet; thi næsten uden Undtagelse er *Vittighed* det eneste Poetiske hos dem, og deres Sagn er morsomme, men upaalidelige, saa vor Brouten af saadanne Skjalde, og vor Trods paa saadanne Hjemmels-Mænd i den Critiske Historie, har Tydskerne kun havt al for megen Ret til at spase med.
Der er imidlertid een mærkelig poetisk, og en endnu mærkværdigere historisk Undtagelse, *Eivind Skalde-Spilder,* nemlig, og *Island.*
*Eivind* staaer nemlig ene mellem de gamle Norske Skjalde, ligesom *Nordahl Brun* mellem de Nye, thi skiöndt de aabenbar höre til samme *Art* som de Andre, hæve de sig dog saa höit over dem, som den *lynende Vittighed* staaer over den *spillende,* og *Hakonar-Maal* betegner derfor et *poetisk* Stade, hvortil ikke Konsten trappeviis förde, men hvorpaa en enkelt Genius opsvang sig, som Lyset blusser op endnu engang, för det slukkes; thi Eivinds Sang paa Hakon Adelsteens Gravhöi er ikke blot det *sidste* Kvad i Old-Nordisk *Aand,* men er det Eneste i lang Tid, og skyldes ventelig den fornyede *aandelige* Forbindelse mellem Engeland og vort Norden, som *Adelstens-Fostre* levende udtrykker.
Denne Forbindelse, ogsaa et Gifter-Maal, efter Tidens Leilighed, mellem Pluto og Persephone, blev af Universal-Historisk Vigtighed, fordi det ikke blot var den Old-Nordiske Poesi, der nu igien kom til at virke i Hjemmet, men ogsaa *Christendommen,* som *Nordens Aand* hos Anglerne havde stræbt at tilegne sig, og anstrængede nu al sin Kraft for at ære og udbrede. Hvorledes Fölgerne heraf har udstrakt sig giennem et Aar-Tusinde, til vore Dage, saae vi nys, men hvorledes den *Christelige Anskuelse* (thi egenlig Christen Tro var det ikke) og den Angel-Sachsiske Skrift virkede paa Norden, lærer *Islands Historie,* som, for Tids-Rummet fra Harald Haarfager til Hakon den Gamles Död, *aandelig* indslutter *Norges* i sig.
*Island,* seer Man nok, var egenlig et *aandeligt Jomsborg,* stiftet i Fortvivlelse, for, om mueligt, at bevare den Old-Nordiske Kraft og Frihed, og tilbagekalde de svundne Tider i al deres Glands, altsaa et *Dramatisk Selskab* i det Store, der virkelig vilde opföre Gude-Alderen og Helte-Tiden, baade fra den Comiske og den Tragiske Syns-Punkt, og skiöndt saadanne Planer er alt for udsvævende til at kunne lykkes i Grunden, saa er Feil-Trinet dog saa stort, at Ingen kan nægte, det jo var et *Kæmpe-Skridt,* og det faldt saa naturligt, at vi maa indsee, det, efter Nordens historiske Natur og Omstændigheder, var uundgaaeligt. *Islands magelöse* Historie er hidtil kun behandlet af upoetiske *Islændere,* med Over-Tro paa Skjalde og Saga-Mænd, af deres Discipler, som svor paa Mesterens Ord, og af ligesaa upoetiske Tydskere, der Intet kiendte til Sagen, saa Alting ligger her endnu i det gamle Chaos, men naar Man lærer at betragte *Are Frodes* og Jord-Bogens (Landnama-Sagas) Efterretninger om Landets Bebyggelse for hvad de er: löse upaalidelige Sagn, först opskrevne i *Sigurd Jorsalafars* og hans Eftermænds Dage, og lærer at skielne mellem det jammerlige Skjaldskab og den ypperlige Saga-Skrift, da vil der ikke mellem Kyndige være to Meninger om, at *Islands* Historie fortjener ret tilbunds at studeres, baade af Critiske og af Folkelige Historie-Skrivere.
Her maa jeg imidlertid forudsætte som afgjort, at *Island* vel mest er bebygget med Nordmænd, fordi Norge i det Hele var den Normanniske Udvandrings Middel-Punkt, men at der dog dannede sig et lille nyt Folk, som Udflyttere fra Norden i det Hele, og at de ogsaa har deres Mythiske Tid, som Man feiler meget i at tage for reen-historisk, hvor ordenlig saa end naturligviis *Lodderne* er *udskiftede* og Skiellet sat mellem Mand og Mand. Det var först i det *Tolvte* Aarhundrede, som de selv melde, at *Thorodd Rune-Mester* og *Are Frode,* efter Angel-Sachsernes Exempel, ordnede Bogstaverne til at skrive *Islandsk* medSee Skalda. S. 274. 75.; sin mundtlige Saga-Hjemmel kunde *Are* ikke före længer tilbage, end til *Hakon Jarls* Tid paa *Lade,* og *Snorro* har aabenbar ikke vidst *ordenlig* Beskeed om *Norge* förend under *Hellig-Olav,* saa Resten skal vi kun tage for, hvad vi af *indvortes Mærker* kan see, det er.
Det giör mig ondt, at det skal see saa tvetydigt ud paa Papiret med min *Lov-Tale* over den Islandske Literatur; men det lader sig nu engang ikke undgaae, da jeg umuelig baade kan see den rette Sammenhæng, og være blind Lovtaler, umuelig for Menneske-Historiens Skyld kan *saaledes* skatte og *beundre* Island, at jeg glemde Hensigten over Midlet. De lærde Islændere have ingenlunde været ene, enten om Aands-Mangelen eller den snevre Forkiærlighed for deres egne Æg, vi have ærlig deelt Begge med dem, men det var Skade for os paa begge Sider, ja, for Nordens og for hele Menneskehedens Historie, derfor maa det beklages, og fremfor Alt blive bedre med os.
I Övrigt er jeg vis paa, at Skjaldene fra *Thjodolf* til *Snorro* skal, mellem Folk med poetisk Skiön, ei finde en billigere Vurderings-Mand end mig; thi jeg har med Flid, og tit med Möie, stræbt at finde og fremhæve hvert Glimt af Aand, og hver Gnist af Fölelse, hos *Hornklove* og *Guttorm Sindre, Glum* og *Eiulf* og *Halfred, Berse* og *Sighvat,* og hvad de Mange hedd, og jeg priser baade dem og Norden for, at Man, naar galt skulde være, heller i *Femhundrede* Aar vilde höre og före maadelige Kvad, end slet ingen, og jeg lægger til: hvad maa det ikke dog have været en ypperlig Harpe, hvis Efter-Klang kunde forplante sig giennem et halvt Aar-Tusinde, og hvor maa Man ikke i Norden have elsket de Blomster, hvoraf de visne Blade ei blot holdtes saaledes i Hævd, men syndes endog at dufte södt! Der var nemlig, som vi udtrykkelig höre af *Halfred Vanraad-Skjald,* da han skulde döbes, en dunkel Fölelse deraf i Norden, at *Aserne* baade kunde og skulde, Christendommen uskadt, blive ved at leve *poetisk* i en priselig Ihukommelse, som Skjaldskabets Stam-Fædre, og hvad der gjorde det mueligt, at Man kunde skuffe sig selv med Vinter-Giækkene og det forstenede Billed-Sprog, det var de historiske Old-Sagn, der, saalænge de levende forplantedes, bar Draperne eller Aandens Lig-Kister, ligesom de *Danske* bar *Frodes* om Land.
Som *Saga-Mænd* var det altsaa, Skjaldene virkede for *Aanden,* og Sagaerne i *Skjaldenes Mund* er det *Islandske Drama,* der vel, med deres Kvad til Chor, kun stikker daarlig af mod det *Atheniensiske,* hvortil det i Udviklings-Rækken svarer, men gjorde dog Nordens Aand langt væsenligere Tjenester, end Athenen gjorde den Græske, fordi hos os smeltede *Digter* og *Skuespiller* sammen, hvad Man let vil indsee gjorde det Hele anderledes naturligt og levende, varigt og virksomt.
Fra denne aands-historiske Syns-Punkt fristes Man til at önske hele det Saga-Bibliothek, de gamle Islændere har efterladt os, langt borte, da det er klart, at Sagnene gik ud af Munden, alt som de fördes i *Pennen,* der altid er en Mistelteen for det levende Ord; thi naar Sagaerne kunde levet i Munden blot *to* Aarhundreder længer, vilde vi vundet *tre* videnskabelige Aarhundreder i Nordens Aand, som vi nu har tabt, mens vi trællede for Roms Meen-Vætte; men al saadan *Bag-Snak* er i Grunden Vrævl; thi Skjalde og Saga-Mænd især leve gierne saalænge de kan, og skrive ikke deres Testament, för de föle, det er paa Tiden at skiænke bort, hvad de hverken vil tage med dem i Graven, eller kan taale, skal ödelægges. At det er i *Glemme-Bogen* de skrive Ordet, falder dem ikke ind, saa de er altid den blinde *Höder,* som skiöd til Balder for at ære ham, og vel er det, thi hvad der begraves i Luften, kommer aldrig igien, men hvad der begraves i Böger, kan dog, under heldige Omstændigheder, paa en Maade opstaae, og giöre meget Gavn, især naar det begraves saa heelt og holdent, som Ordet i de *Islandske* Sagaer. Det er nemlig ikke Böger som andre Böger, men, efter *Bogen,* som ingen Anden taaler Sammenligning med, de Ypperste paa Jorden, thi de er gjort i Munden og kun fört i Pennen, og, alt Andet fraregnet, var det den eneste muelige Maade, hvorpaa vi kunde faae en Nordisk *Prosa med Aand* i det Tolvte og Trettende Aarhundrede, da Erfaring har lært, der vil Andet til, end de gamle Islændere havde, for paa fri Haand at före en prosaisk naturlig og klar, fyndig og malerisk Stil. Nu derimod, da Saga-Manden vel endog sædvanlig, som *Snorro,* kun skrev med Andres Fingre, og fristedes da slet ikke til at lade Pennen raade for Munden, nu fik vi et Islandsk Saga-Bibliothek, som det ikke blot er en Fornöielse at læse, men som det i alle Aandens Tider vil være Historie-Skrivernes Tarv og Trang at studere. For nu kun at nævne det Ypperste, der, tilligemed *Genesis,* vil blive heelt og holdent indlemmet i Universal-Historien, maa jeg pege paa *Hellig-Olavs* Saga i *Heimskringla,* som et Nordisk Natur-Produkt i den dramatiserede Historie, der vil staae som et Mönster for Konstneren, til Verdens Ende, og aldrig naaes, deels fordi *Enkelt-Mandens* Liv ikke mere har det *episke* og *idylliske* Præg, vi da ei heller kan give dets *sandfærdige* Beskrivelse, og deels fordi Islænderne havde deres Styrke i at opfatte og afbilde dette Præg, da det netop var Kiærlighed *dertil,* som befolkede Island, og forlængede vel ikke Livets men dog *Efter-Skinnets* Dage giennem Fem Aarhundreder. Man vil vel sige, at den historiske Ære var dyrekiöbt, men den sande Ære er aldrig let tilfals, og at opoffre Livet i Aandens Tjeneste, det er netop Menneskets Ære, derfor vil Islændernes, saavelsom de gamle Heltes, være udödelig, og herom mindes vi paa en overraskende Maade, ved, midt i Skalda, mellem de dödeste Vers, fra den poetiske Skygge-Tid, at höre *Kæmpevise-Tonen,* som var den levende Fortsættelse af det gamle Harpe-Slag, der maa have behövet Skjalde-Kvadene og Sagamænds-Talerne for at udvikle sig, siden den netop var færdig til at aflöse dem, da de forstummedeSee Skalda. S. 266. Þiggja kná með gulli glöð Gotna-ferð at ræsi mjöð Drecka lætr hann sveit at sín Silfri skenkt it fagra vin.. Hvorledes ellers Kæmpe-Visen undfangedes og födtes i Norden, er mig endnu en Hemmelighed, som det, baade for Poesiens og Historiens Skyld, skal glæde mig særdeles at oplyses bedre om end hidindtil. Kun det veed jeg, at *Gothisk* er den, hvad enten den saa er udsprunget hos vore kværsiddende *Vest-Gother,* eller kommet til os fra de Udvandrede, vel ikke med *Beengerd,* den bedske Blomme, men fra *Nordhumberland,* hvor *Regner Lodbrogs* Sönner stiftede Riget, og hvor de *Engelske* Kæmpe-Viser, som ligne, og tildeels poetisk overstemme Vores, aabenbar har hjemme. Normanniske er de i det Mindste ikke, thi det er, som *Wace* og Meer har bevist, kun den *Rim-Krönike,* Norge gik Glip af, skiöndt *Thjodolf,* saa at sige, havde lovet den i *Ynglinge-Tal,* der aabenbar er Forspillet til noget SligtNaar Man seer, hvad Biskop *Vilhelm* i Roeskilde har at betyde, maa Man vel tænke, at i Knud den Stores Tid kom sikkert flere *Engelskmænd* end han til Danmark, og at fra dem nedstamme vore Kæmpe-Viser, som Man allerede sporer hos *Saxo* i Sagnene om Biskop *Vilhelms Död* og om *Aslak* Stavnbo..
Dog, dette kun i Forbigaaende, thi Mythe-Bögerne, hvoraf vi have al vor Kundskab om det Old-Nordiske Billed-Sprog, maae vi ingenlunde glemme, og at jeg holder dem höit i Ære, skiöndt jeg idelig maa indskiærpe, at de er *steendöde,* maa jeg forudsætte som en afgjort Sag, skiöndt Læseren, som er vant til anderledes Lovtaler over Prænt paa Klude-Papir, end sige da over Penne-Strög paa Kalve-Skind, meget let kan synes jeg bagtaler dem, og undre sig over, at *Bögerne* ikke *selv* tage til Gienmæle, hvad de ogsaa sikkert gjorde, hvis de virkelig var Giemmere af det *levende Ord.*
Den ypperste *Mythe-Bog* er nu, uden Sammenligning, den, de Lærde har givet det gale Navn, og kaldt *Sæmunds Edda**,* men som jeg her vil kalde *Glemme-Bogen,* da det dog i det Mindste er et Navn, Man kan give Grunde for, og som ikke sætter Læseren paa Vild-Spor. Naar nu Læseren först i Tankerne har revet Titel-Bladet af Bogen, skal jeg bede ham at giöre det Samme ved *Bindet,* saa Bladene kan komme ud af det unaturlige Forhold, Bog-Binderen har sat dem i, som om han kunde faae Vers til at hænge sammen, der kom flyvende hver fra sin Side, og mödtes i alt Fald kun paa Papiret, som de Döde mödes i Gravene, hvad Man nok veed, selv paa vore Kirke-Gaarde, ingenlunde forudsætter aandeligt Broderskab mellem dem Alle. Paa disse löse Blade finde vi nu endeel Old-Nordiske Vers opskrevne, som vi strax see, er hverken gjort i een og samme Mund, eller paa een Tid, saa det er *ene* og *alene* deres indvortes Beskaffenhed, der kan veilede os til Andet end luftige Giætninger om deres Oprindelse og indbyrdes Forhold; thi da der er flere Sange i den ene Opskrift end i den Anden, see vi, at *Samlingen* er, menneskelig talt, aldeles tilfældig.
Paa den saakaldte *Soel-Sang* nær, er imidlertid alle Kvadene hedenske, og aabenbar ældre end *Harald Haarfager,* hvorom Man da ogsaa nu er saa enig i Norden, at det her kun var Tids-Spilde at indskiærpe det, skiöndt det vil være baade en videnskabelig Pligt og Fornöielse at bevise det, ved Sammenligning med de Brud-Stykker vi har af *Thjodolfs Höstgilde,* og andre mindre mythiske end *mythologiske* Digte; men det maa da skee med historisk Aand, og uden at ændse de *Tydske* Indvendinger, der, ligesaa uhistoriske som aandlöse, kun due til at lee ad.
At nu igien, *Völuspa,* eller *Norne-Kvadet,* baade er ældst, og i alle Maader mellem Sangene, som *Odin* mellem *Aser, Brage* mellem *Skjalde,* og *Sleipner* mellem *Heste,* uden Med-Beiler, det er vi ogsaa blevet enige om, saa det vil neppe stöde Nogen blandt os, at jeg kalder det et magelöst Udkast til et *Universal-Historisk* Epos i den Gothiske Smag, eller, hvad i min Mund siger det Samme, det Mythiske Frö-Skib (Skibbladner), der, ordenlig sammenlagt, kunde puttes i en Vest-Lomme, men dog ogsaa, ordenlig udfoldet, bære alle *Aserne* over Verdens-Havet. Om Konst, som en *vitterlig* Sag, kan her naturligviis ei være Talen, og selv Rim-Stavene er ei i den bedste Orden, men hvor det giælder om *Myther* i deres Reenhed, maae vi netop önske Konsten, selv den allerbedste, langt borte, saa vi skulde ikke bytte *Norne-Kvadet* bort for ti Iliader og Odysseer, af den simple Grund, at i Hoved-Smykker er, som Guld-Smedene selv sige, *Guldet* det *Mindste,* saa Konsten er Hoved-Sagen; men til at tage og give ud af er naturligviis Guldet Hoved-Sagen, saa der er det Raa netop det Pure, og de störste Klumper de bedste, som vor Poetiske Guld-Smed ogsaa strax anmærkede, saasnart han kastede Öie paa Nordens Myther, og sammenlignede dem med de GræskeDet er naturligviis *Oehlenschläger* jeg mener, som, ved at pege paa *Danneligheden* i vore Myther, gjorde selv gamle *Baden* bange for at kalde dem *raae.*. Dog, ikke blot fordi, hvor der er saadanne Guld-Klumper, komme nok Smede, naar Man kun giver Tid, ikke blot derfor er Mytherne bedst i deres raa Skikkelse, men ogsaa fordi kun i den er det, Folke-Aanden levende udtrykker og kiendelig speiler sig, saa, uden noget Sligt som Völuspa, var vi vel aldrig kommet til at see, det var i Norden, den Universal-Historiske Kamp-Anskuelse havde sit Billed-Sprog. Meer vil jeg her ikke sige om Völuspas Indhold, thi at det gaaer fra *Tidens Födsel* prophetisk til Gienfödelsen paa *hin Side* Ragnaroke, veed Man vel; at hvad der vover at omfatte hele Tiden i Grunden ei kan savne en naturlig men kæmpemæssig Form og Sammenhæng, indsees let, og Aanden lider ikke godt, at selv gode Venner röre ved dens Öie-Steen, der ikke er gjort til at skille ad, men til at see med.
Om Oprindelsen lader sig historisk kun sige, at Kvadet nödvendig er udsprunget af den störste Nordiske Digters Hjerne, som brugde Rim-Stave, og altsaa paa samme Trin hos os, som de *Homeriske* Digte hos Grækerne, og da ventelig hos *Anglerne efter* Udvandringen, ligesom hine hos de *Asiatiske* Græker. Dette er saa langt fra at være en *lös* Giætning, at den allerede nu lader sig understötte med videnskabelige Grunde, der skal Meget, som vi ikke veed endnu, til at rokke; thi vel kunde Kvadet enten tænkes gjort för Udvandringen, eller kort efter af en *Hjarne,* vi beholdt, men det kan neppe tænkes husket i Norden *Syv* Aarhundreder, uden at kunne spores, og endnu mindre kunde Man da forklare sig de *Angel-Sachsiske* Spor i Sproget, da derimod Alt er i sin Orden, naar Man tænker sig det gjort ovre paa Öen, der opskrevet, og siden, da Islænderne fik Pennen i Haanden, oversat, men kun paa Papiret.
Om *Grimners* og *Vafthrudners Maal* kan jeg fatte mig kort, thi, skiöndt de höre til *Asa-Maalet,* er altsaa ældgamle, og umistelige for Billed-Sproget, kan jeg dog ikke give deres *Forfattere* et bedre poetisk Skuds-Maal, end at den Ene (Grimner) havde været *Brænde-Hugger* i *Asgaard,* og havde derfor, da han blev gammel, for Skik at prale af sit nöie Bekiendtskab med Hoffet, lige indtil Kiökken-Sedlen i Valhald, og den Anden (Vafthrudner) var en *Kieldermand* sammesteds, hos hvem Tjenerskabet sögde, og som begiærlig snappede op, hvad de havde snappet op bag Herskabets Stole, og piinde hinanden med ved Kruset. I Övrigt er det formodenlig ogsaa *Engelsk* Arbeide, deels af ovenmeldte Grunde, og deels fordi Man nyelig har fundet et *Vidsids-Maal* i Exeter-Bogen, der ganske er af samme Tönde, skiöndt det, som vi siden skal see, ikke egenlig angaaer *Aserne* men kun deres *Skaber*Dette mærkelige Kvad er, under Navnet “The Traveller” trykt, skiöndt maadelig, i Conybear’s Illustrations of Anglo-Saxon Poetry. 1826.*.*
Om *Alsvins-Maal* kan jeg hardtad kun sige, at det er gjort i samme Kar, som de Forrige, det vil sige, i en Mund, der ingen anden Form ændsede, end den der fremkommer af sig selv, naar Man lukker Munden op, siger hvad der falder En ind, snakker saalænge Man har Lyst, og holder saa op; thi Indholden, som skulde give den nærmere Oplysning, forstaaer jeg saa godt som Intet af, og gider knap tænkt derpaa, især da jeg af *Skalda* seer, at den trykte Text er upaalidelig, og at det ventelig kun er et Brud-Stykke af et langt Register til Nordens Billed-BogI *Skalda* S. 180 citeres nemlig Alsvins-Maal for Vers, som nu ikke findes deri, og, kan det end være en af de mange Citations-Feil i Verden, saa kan det dog ikke være Tilfældet S. 188, hvor et Vers anföres, som vi ogsaa har (St. 30), men forvansket, skiöndt Man ved Udgivelsen ei har lagt Mærke dertil..
*Vegtams-Kvide, Thryms-Kvide* og *Hymers-Kvide,* hentyde allerede ved det *Kvide-Navn* paa en anden Mund end *Maalene,* og her er tillige en vel naturlig og simpel, men dog ordenlig Form, som af Episoder i Gude-Livets Epos, der udmale hver en enkelt Mythe, og de höre altsaa til *Bjarke-Maalet,* hvor de end for Resten har hjemme.
Det Samme er Tilfældet med *Skirners Reise**,* kun er Formen langt blödere, Stilen mere blomstrende, og i det Hele Kvinde-Fölelsen det Herskende, saa det Kvad er klarlig fra Signe-Tiden, og da Anglerne, siden de blev *andre Kvinders* Mænd, ei har givet Kvinde-Kiærlighed synderligt Rum, enten i Poesi eller i Aandens Verden overhovedet, maatte Man vel tænke at den Vise havde vi dog selv gjort, men den har dog *forholdsviis* saamegen Aand og saalidt Fölelse, at jeg maa give Angul Skylden, og der er desuden Ord i den, han ikke godt kan gaae fra.
*Hyndlas Sang**,* som ogsaa, meget uforskyldt, skal være kaldt den *stakkede Völuspa,* er Gude-Slægternes Arve-Tal, indflettet i en Samtale mellem *Freye* og en *Trold-Hex,* som her er den klogeste, og *saadanne kloge Koner* föde, som Erfaring lærer, immer de *kloge Mænd,* der lee baade ad Guder og Hexe, og desuden skifter Man dog ikke gierne Arv efter Nogen, för de enten ere döde, eller formodes dog at ligge med Döden paa Læberne. *Freye behövede* derfor ei engang at fortælle os, det var i et Slags *Ragna-Roke,* hun lærde Seid af Hexe, eller rose af de blodige Offere hun fik, thi ogsaa uden *Snorros* Beretning, at den *Upsalske Freye* overlevede alle *Tempel-Guderne,* vilde vi fra det attende Aarhundrede godt vide, at *det* gaaer ligesaa naturlig til, som at *Romanen* overlever *Poesien.* Da nu endelig ogsaa baade *Harald Hildetan,* og flere af *Braavals* Kæmper, er kommet med paa Listen, kan vi hverken tvivle om, hvor vi er, eller tænke, der kom meer om Guderne af den Mund; thi det er aabenbar *Bjarkemaalets Slutning,* ved Offer-Stedet, ligesom *Stærk-Odders Svane-Sang* er det i *Borge-Stuen.*
*Odins Höisang* eller *Havamaal* er vel i ingen Henseende synderlig Mythisk, men som den förste Nordiske Lovtale over Forstanden, og en ret taalelig Pröve derpaa, er den höist mærkelig i den Nordiske Cultur-Historie, ja, er ret egenlig *Krage-Maalets* Nordiske Natur-Historie, hvori *Konst-Poesiens* Födsel af *Mjöden* hos *Gunlöde,* udgiör Middel-Punkten; men derom skal vi siden tale, og jeg vil kun tilföie, at det formodenlig ogsaa er en Oversættelse af *Angel-Sachsisk,* deels fordi Tonen slet ikke ligner den i Norsk-Islandske Kvad, men derimod ganske den i flere saadanne Lære-Digte, som *Exeter-Bogen* har bragt til vor Kundskab, og deels fordi Digtet i sin Islandske Skikkelse er mange Steder meningslöst, men dog saaledes, at Man godt seer, der har engang været Mening i det.
Vi komme nu til *Lokes Nid-Vise* over alle Aser og Asynier, hvori vi ikke vilde finde *Thor* skaanet, dersom ikke Loke selv bevidnede sin Ærbödighed for hans *Hammer,* og det er i sin Orden, ikke blot fordi vi veed, at de Nordiske *Fri-Tænkere,* i gamle Dage, gjorde *Hammers-Tegnet* over deres Bægere, med et tvetydigt Buk for *Thor;* men ogsaa fordi vi sikkert Alle har stödt paa Nordiske Fritænkere fra i Gaar, som spottede med alle Guder, selv med Tordneren, indtil det *tordnede,* da de uvilkaarlig gjorde Hammers-Tegnet, ved at lægge Hænderne sammen, og Man seer nok, at det er denne Gientagelse af det Gamle, der, naar vi faae Öie paa den, lærer os at forstaae Historien.
Vil vi ellers höre ogsaa *Thor* faae sin Text læst, da behöve vi blot at gaae ned til *Færge-Löbet,* hvor *Harbard* skiælder ham Huden fuld, fordi han staaer *uden Hammer* paa den anden Side Vandet, eller i *den anden Verden,* men dog er det mærkeligt, at Skiænde-Giæsten kryber i *Odins* Skind, ligesom for at hytte sit Eget.
Naar vi saaledes har seet *Aserne* paa *Hel-Veien,* med gamle Töfler, eller, paa Engelsk, Abelsin-Skaller efter sig, da undrer det os ikke at de er ligesaa steendöde i *Thjodolfs* Rim, som paa Tempel-Bænkene, men det overrasker og fornöier os, af *Eivinds* Hakonar-Maal at see, der var dog Folk i Norden, som tog anderledes smukt Afsked med dem, og lod dem, som gamle Konger, der godvillig havde nedlagt Regieringen, udhvile sig med deres Venner i *Valhald,* til den sidste Kamp i Tus-Mörket, hvori de, med alle Valhalds Giæster, som vi nu see, skulde paa en Maade tage Deel.
Om *Fjölsvins-Maal* har jeg slet ikke talt, fordi jeg ikke veed, hvad det skal sige, men kun, at det siger ikke stort, skiöndt det er fra Bjarke-Maalets Dage.
Odins *Ravne-Galder* findes vel ikke i vor Skind-Bog, men derved taber det naturligviis Intet i mine Öine, og jeg lader det derfor kun komme drattende bag efter, fordi jeg har overbeviist mig om, at ikke alene det kom saaledes drattende, men at Forfatteren, som vilde til Veirs, drattede baglængs ned af *Krybe-Kragen,* og slog Hul i Nakken, saa han gik vel ikke fra Forstanden, men dog reent fra Texten. Han tog nemlig, omtrent som de höitravende Skjalde i forrige Aarhundrede, strax Munden fuld med *Alfader, Norner, Aser,* og Alt hvad trække kunde, og gjorde et Spektakel, som om *Himlen bogstavelig* skulde falde ned, men naar Man seer sig til, er det kun ham selv, der dumper, og der kommer ikke Andet ud af al den Larm, end at *Solen gaaer* ganske rolig *ned,* som den pleier, *og* *staaer op igien* næste Morgen, som er dens daglige Vane. Naar ellers ikke det Uheld var tilstödt Forfatteren, at han over Hurlumheien havde glemt, hvad han vilde sige, skulde vi formodenlig hört, hvorledes Aserne paa en Maade, ved Idunnas Æbler, fik Bod for Balders Död, saa de i det Mindste kunde sove rolig paa den Skræk; men naar Man först selv skal skabe dem af ingen Ting, Man vil hjelpe til Rette, er det intet Under, Man bliver mat, för Man endnu er halv færdig.
Men nu Kvadene om *Volsunger* og *Gjukunger,* og om den gale *Smed,* der vilde op at age med Valkyrier i Luften, hvorledes hænge de sammen med de Maal og Kvider, vi nu har opregnet?
Læseren husker nok, jeg har bedt ham rive Bindet af Bogen, saa han maa holde sig til Bog-Binderen for anden Sammenhæng mellem Bladene, end den, *Aanden* kan give, og han veed formodenlig, at *Volsung-Kvadene* er vor Deel af den store Pine-Bænk for Europas Old-Grandskere, som jeg ingen Lyst har til at spændes paa, om jeg ogsaa engang, i et ubevogtet Öieblik, kan have lovet det. Saadanne Karle, der, som *Sigurd Fofners-Bane,* er, snart med og snart uden Horn, allevegne, fra Danmark til Rhinen og Græklands Hav, eller fra Spanien til Magle-Gaard, er det ikke nemt at sige om, hvor de egenlig har hjemme, og det er klart, at de gamle Islændere var ikke stort klogere derpaa end de Nye, fordi *Tydskerne* sagde Et, og *Væringerne* et Andet, medens Folk her hjemme vilde ogsaa have et lille Ord indfört, og, som vi see af *Bjowulfs* Drape, *Angel-Sachserne* ogsaa i dette Stykke havde deres Hoved for dem selv (a head of their own). Under disse Omstændigheder holdt jeg det længe for sikkrest, slet ingen Mening at have om Volsung-Kvadenes historiske Sammenhæng, men kun om deres Poetiske Indhold, som jeg fandt deilig, og deres udvortes Tilstand i Islandsken, som jeg fandt beklagelig, da de *gamle Volsungs* og *Gudruns Kvider* kun citeres og extraheres og sammenflikkes, maaskee saa godt som det lod sig giöre, men dog til stor Ærgrelse for en Rim-Smed i vore Dage, der kan see paa Vraget, det var i sin Vel-Magt den stolteste Nordiske Snekke, der plöiede Östersöens Bölger. Nu derimod er jeg slumpet til at faae en meget bestemt Mening om Sagens oprindelige Sammenhæng, hvoraf jeg kan forklare mig det hele Vilde-Rede, og skiöndt jeg ikke tör love for, det vil være Læseren saa fornöieligt, som det er mig, kan jeg dog ikke undlade, ved denne gode Leilighed, hvor jeg kan beraabe mig paa mine *Pligter,* at sige min Mening, der endnu er mig saa ny, at jeg naturligviis ei har mindste Tvivl om dens Rigtighed, skiöndt jeg, for et godt Skins Skyld, maa lade, som jeg, netop fordi den er saa ny, var halv undseelig ved at komme frem med den.
Jeg tænker mig nemlig Sammenhængen saaledes, at den hele Sagn-Kreds, som vi spore i Gothiske, Angel-Sachsiske, Frankiske, Svabiske, Islandske og Danske Mindes-Mærker fra Middel-Alderen, udgiör oprindelig de udvandrede *Gothers Bjarke-Maal*Naar Man husker, det er de gamle Elskovs og Kæmpe-Viser jeg kalder *Bjarke-Maal,* vil Navnet ikke stöde, og Man husker vel, at, foruden de Islandske Kvad, og de Færöiske Kvider, dreier den Tydske Lied der Niebelungen sig om de samme Kæmper, der tillige spores i Bjowulfs Drape, hos Saxo, og i det Frankiske Digt om Valther (Valder), og spöge i Vilkin-Saga, Heldenbuch og de ny Kæmpe-Viser.*,* som ikke blot lettelig kunde, men maatte nödvendig, blive bekiendt baade i deres *Nordiske* Hjem, og i Landene de hærjede og for en stor Deel indtog. Dette er ingen Giætning grebet i Luften, men *udsprunget* af den eneste faste historiske Punkt, vi kan gaae ud fra i Undersögelsen, Beretningen nemlig hos *Jornandes* om *Hermanriks* Död, som viser os at Islændernes *Jormunrek,* og Saxos *Jarmerik,* er den berömte *Gothiske* Stol-Konge, der *virkelig* var *samtidig* med *Attila,* og efter Gothernes Folke-Sagn beherskede alle Landene fra det Sorte Hav til dybt ind i vort Norden. Her har vi da Fod-Fæste, og kan fra de *Krimske* Bjerge, ved det *Asovske* HavMontes chrinnorum hos Jornandes, og rósmo-fiavll Rinar i Atla-Qviða in Grænlenska st. XVIII., hvortil ogsaa maa henföres Tilnavnet svinu ás-kunna som gives Rinen sammesteds st. XVIII, anderledes herlig overskue Sagn-Kredsen, end fra Rosen-Gaarden ved *Vorms,* eller fra noget andet Stade, hvor Alting löber rundt, saa ingen Samling bliver muelig. Paa Gothisk hedder ethvert Vand-Löb *Rinno,* og af Jornandes veed vi, det var Renden mellem det *Asovske* og *Sorte Hav,* der, som Skiellet mellem *Gother* og *Hunner,* spillede den store Rolle i de *Gothiske* Folke-Sagn, og at Tydskerne i Middel-Alderen gjorde den til deres *Rhin,* er saa ganske i sin Orden, at det var umueligt Andet, om end ikke *Frankers* og *Burgunders* Vandringer havde fört det med sigAt nemlig *Gjukungerne (Givkungerne)* skal söges hos *Burgunderne,* sees af Alt, fra Vidsids-Maal hvor *Gifka* er deres Konge, til deres egne Love, hvor *Gibika* staaer i Spidsen, og det Latinske Digt om *Valder,* hvor *Gibichs* Folk kaldes Franci *Nebulones* *(Niflunger.)*. Hvem der nu föler Drift til at anvende Tid og Flid paa den baade poetisk og historisk tiltrækkende Undersögelse, kan love sig et rigt Udbytte, især naar Man indhentede nöiere Efterretninger fra *Færöerne,* hvor til vor Forbauselse *Sigurd Fofnersbane* endnu er i Folke-MundeI et Land hvor Regieringen saa gierne understötter videnskabelige Foretagender, er det næsten ubegribeligt, at de *Færöiske Kvider* ei allerede har avlet en Undersögelse af Færboernes Mund-Forraad, der er af Universal-Historisk Vigtighed, ved Spörgsmaalet om *mundtlige Old-Sagn.*. Jeg, som hverken har Stunder til at læse Alting om igien, eller har engang Rum til at sige hvad jeg husker, vil lade det beroe med den Anmærkning, at vi nu godt kan forstaae, hvorledes *Aser, Volsunger,* og *Gjukunger,* blev bekiendte i *Maglegaard,* saa *Sigurd Jorsalafar* der kunde see den store Tragedie opfört, og *Væringerne* blive Hjemmels-Mænd for Sagn om Sigurd; thi af Jornandes veed vi jo, at Gotherne besang deres Konger som *Aser* eller Halv-Guder, og selv i den Islandske Form er alle *Volsung-Kvadene* saa dramatiske, at vi nödvendig maae tænke paa deres Mönstre, naar *Grækerne* selv fortælle os, at den Gothiske Liv-Vagt opförde slige Skue-Spil for Keiserne, som Væringerne naturligviis har fortsatAnsar hos Jornandes er naturligviis Islændernes og vore *Aser* og *Æser,* ligesom *Ansgar* er Asgeir og Asger, og selv den vildsomme Beretning om Gothernes Dramatiske Lege, hos Constantin Porphyregenet, som jeg kun kiender fra Suhms Critiske Historie, der ei er den önskeligste Bog at faae Forstand af, turde maaskee nu blive lidt redere..
Naar Man nu kun veed, at *Volsung-Kvadene* er af *As-Gothisk* Oprindelse, da spörger Man vel ikke stort om deres *boglige* Byrd og Skæbne, men at Nogle af dem ogsaa er gaaet giennem Angel-Sachsiske Penne, slutter jeg, blandt Andet, deraf, at *Völunds-Kvi**den,* som er deres Fölge-Svend i mange Maader, aabenbar er oversat af Angel-SachsiskMan fandt for nogle Aar siden en Vise i Exeter-Bogen (trykt hos Conybear), hvoraf det er klart, at Angel-Sachserne havde det *samme* Sagn om *Völund,* som findes i den *Islandske Kvide,* og naar Man nu i denne seer, deels at Niduds Angel-Sachsiske Navn Nidad (niðad) er blevet *siddende* hist og her, og deels at Ordet “hrósa” (St. XXIV) kun giver Mening, naar Man læser det AS. “hreosan” som Oversætteren har taget feil af, da spörger Man ei længer..
Vigtigere er det imidlertid, at vi, foruden Volsung-Kviderne, endnu har en anden Levning af det *As-Gothiske Bjarke-Maal,* skiöndt i en maadelig Forfatning; thi det er Sagnet om *Hervor* og *Tirfing,* som det er Skade, vi nödes til at öse af den udvandede Hervarar-Saga.
Vi komme nu til den saakaldte Snorros *Edda**,* som jeg vil kalde *Edda* slet hen, da i det Mindste en Deel af Bogen har hedt saa fra Arilds-Tid, og Navnet, efter Overleveringen hos Resen (som Man savner i den ny Udgave), skal betyde en *Æsthetik,* som hele Bogen virkelig paa sin Viis er. Nu veed Man nok, at baade en egen Mythologi, og en Æsthetik hvori alle Exemplerne er taget af *Classiker* paa *Moders-Maalet,* er noget saa Uhört fra Middel-Alderen, at vor *Edda* har allerede derfor retmæssigt Krav paa en langt grundigere Undersögelse, og en anderledes virkelig Navnkundighed, end hidtil blev den skiænket, men som naturligviis ogsaa vil skiænkes den, saasnart den Historiske Videnskabelighed igien forvandles fra en Classisk Krebs-Gang til en Folkelig Fremgang, ja, naar den Gothiske Prinds, som af sin Romerske Stif-Moder, den Hex, blev omskabt til en Krebs, faaer sin Skikkelse igien, og drikker Bryllup med den smukke Grækerinde, han har sukket for saa længe*Resens* Islandsk-Dansk-Latinske Udgave af Edda var en Helte-Gierning i det Syttende Aarhundrede, som Man i det Attende kun tænkde paa at laste, og som selv i det Nittende kun er maadelig overgaaet; thi vel skal baade Svenskerne og Professor *Rask* have mange Tak for den förste fuldstændige Udgave af Texten, men den Magnæanske Commissjon skulde rigtig have Utak, fordi den ikke gav os en Saadan, istedenfor det forfærdelige Mythologiske Lexikon, der kun er os til Byrde. Nu hörer jeg, der tænkes paa en Udgave, men skal den gaae saa langsomt og giöres saa vidtlöftig som Man pleier, da bliver det til vore Börne-Börn, og dog er den Svenske Udgave baade vanskelig at faae, og vel tarvelig..
Dog, ikke blot for Sjeldenhedens Skyld, eller som en literær-historisk Oplysning om den Old-Nordiske Vidskabs-Tid, er Edda en mærkværdig og lærerig Bog; men selv som et Forsög paa en Nordisk (historisk-poetisk) Æsthetik, fortjener og lönner den et omhyggeligt Studium; thi vel kan jeg ikke underskrive hele Dens Roes i Forstuen (kun hos Resen): som en *Guld-Grube* for Digteren, og en evig frugtbar *Skjalde-Moder,* men dog er det den eneste Æsthetik jeg kiender, hvoromkvorom Man med Sandhed kan sige det *Halve.* At föde blot en eneste Digter, vilde allerede være meget for meget forlangt af en stakkels Bog, end sige da at blive ved uafbrudt at föde Digtere, hvad end ikke *Danne-Kvinden* har mægtet; men en Guld-Grube, for Skjalde, der födes i Norden, vil Edda virkelig endnu længe være, fordi *Materien* her kom först, saa det skader os ikke videre, at den siden, som sædvanlig, glemdes over Formen.
Efter den ilde berygtede Fortale (ellers, mellem os, Noget af det mest Genialske, der er skrevet om Myther), kommer nemlig *Gylfe-Legen* (Gylfaginning), som er et Forsög paa: dramatisk at fremstille hele Asa-Livet, efter det store Episke Udkast i Norne-Kvadet, og skiöndt Udförelsen er langt fra at giöre Konsten Ære, tör jeg dog mene, Ideen er baade saa genialsk og saa træffende, at Man vel maa föle Ærbödighed for den videnskabelige Aand, der var over de gamle Nord-Boer, da de greb til Pennen.
*Verdens Skabelse, Balders Död,* og *Ragna-Roke* med Gien-Födelsen, er da her, ligesom i *Norne-Kvadet,* Hoved-Punkterne, hvorimellem kun, efter andre Kilder, er indskudt nærmere Oplysning om *Aser* og Asynier, om *Ygdrasil, Valhald* og *Loke,* om *Thors* Besög hos Udgaards-Loke og hos Ymer, og om *Freyas Kiærlighed;* men da Intet er lettere, end at giöre saadanne Indskud, hvor Man har en Ramme, der kan rumme hele Tiden, bliver det naturligviis et Spörgs-Maal, hvormeget meer end Omridset vi har fra förste Haand.
Som Bogen nu er, maa den naturligviis være meget yngre end Harald Haarfagers Dage, ei blot fordi *Thjodolf* af *Hvine* citeres, men især, fordi Islænderne först længe efter begyndte at skrive paa deres Moders-Maal; men dog er den sikkert oprindelig en god Deel ældre; thi var den et Islandsk Værk fra det Tolvte Aarhundrede, vilde, blandt Andet, vist de Myther, som nu findes i Brage-Snakken og i Skalda, været indlemmede deri, eller Brage-Snakken (Bragarædir) vilde dog ikke være en saa daarlig Efterligning deraf. Gylfe-Legen er desuden aabenbar et Værk for sig selv, med en egen Fortale og Slutning, og da nu *Fortalen* aabenbar er oversat fra *Angel-Sachsisk*Vi finde nemlig i Fortalen, nöie sammenhængende med den, det saa velbekiendte Angel-Sachsiske Slægt-Register, med *Odin* paa Enden, og med Oversætterens Anmærkninger, at *“Vodin”* f. Ex. hos hans Folk kaldtes *“Odin.”**,* og Bogens Anlæg saa afstikkende Poetisk, maa jeg nödvendig antage det Hele for Oversættelse, og Citationerne, saavel af *Brage hin Gamle,* som af *Thjodolf,* for Oversætterens Bidrag til Værkets Forkiönnelse efter hans Islandske Begreb. At hjemle Alt med Vers af navngivne Skjalde, var nemlig, som vi veed, Islændernes Orm, og det gaaer her saa vidt, at et Vers om Slaget i Bukke-Fjorden, hvor Skjoldene kaldes Valhalds Tag, anföres til Hjemmel for, at Valhald var takt med Skjolde; men hvad Oversætteren ikke har mærket, var, at *alle Citationer* fordærvede Legen, hvor Saga-Mændene i Höi-Sædet selv *forestillede Aserne,* og kunde da nok tale paa Vers, men ingen citere, end sige da beraabe sig paa *Skjalde-Hjemmel. Alle* Citationerne er derfor sikkert uægte, saa det er kun af Indholden vi har Ret til at slutte, at, foruden Digte, som vi ikke kiende, har Forfatteren havt *Norne-Kvadet* (Völuspa), *Vafthrudners* og *Grimners Maal,* samt maaskee *Skirners Reise,* *Havamaal* og *Loke-Grinet,* for sig. Hvad nu endelig Fortalen og Indklædningen angaaer, har jeg vel alt sagt min Mening om deres Værd, men maa dog tilföie et Par Ord om Beskaffenheden.
Det klinger jo vist nok latterligt, naar alt Afguderi udledes fra *Zoroaster,* som Byg-Mesteren ved Babels-Taarnet, og fra *Saturnus* paa Creta, der bliver Stam-Fader til de *Trojanske Helte,* og derved til *Aserne,* i hvem de *Helte forgudes;* men dog röber sig alt her det skarpe Blik, som skielner det Österlandske Billed-Sprog fra det Græske, og opfatter *Asa-Livet* som, hvad det er: det *forgudede Helte-Liv,* og naar vi dertil föie, at *Mytherne* i det Hele hverken udledes fra Helvede eller fra Rænke-Smede, men fra Navne-Vexelen ved Tunge-Maalenes Blanding, og fra det faldne Menneskes poetiske Natur-Anskuelse, da maa Man vel tilstaae, at den gamle Nordiske Klerk var dog, med al sin *Troskyldighed* (Naivitet), langt grundigere Mytholog end de Höilærde, der beloe hans Vankundighed, medens deres Forklaringer var ikke engang til at lee, end sige til at lære noget af, men kun til at spotte med eller ærgre sig overTil Exempel vil jeg nævne *Kronos-Mythen,* over hvis nyere Forklaringer Man vel maa ærgre sig, da derimod den gamle Klerk skaffede mig en god Latter og Lidt til, ved trohjertig at fortælle: Saturnus fandt at *Helvede* var den ringeste Deel, derfor skiænkede han *Pluto* sin Bulbider *Cerberus* i Tilgift, for at *passe paa den.*.
Indklædningen er nu den, at Kong *Gylfe* fra Sverrig blev nysgierrig efter at vide, om *Asa-Folket* havde sig selv eller Gudernes Gunst at takke for den Lykke, dem fulgde, og han gjorde desaarsag en Reise til *As-Gaard,* hvor Man forudsaae hans Komme, og forblindede hans Öine, saa det bares ham for, som han kom ind i en Sal, lig Valhald, hvor der sad Tre jævnsides til Höibords og förde en lang Samtale med ham, om Verdens Ophav, Alder og Ende, hvorpaa, med et Bulder, Alt forsvandt, Gylfe stod ene under aaben Himmel, reisde hjem, og blev Hjemmels-Manden for alle Sagnene om Nordens Guder. Naar Man nu husker, at *Gotherne,* som kaldte sig *Asa-Folket,* boede nede ved det *As-Ovske* HavDette er nemlig intet Ord-Spil, thi da Jornandes baade siger: at Gotherne kaldte deres Konger *Aser,* at de under Kong Filimer nedsatte sig hist nordenfor det Sorte Hav, og at Landet hedd paa deres Sprog “ovin” (Tydskernes *Aue),* saa mener jeg, *Asov,* der jo ikke er classisk, maa vel være Gothisk., og tænker paa Volsung-Kviderne, da veed Man vel ikke ret, om Man skal tage Gylfes Reise for en poetisk Opfindelse af Skribenten, eller for et Old-Sagn, han genialsk benyttede; men maa tilstaae, at, i begge Tilfælde, kunde en Mythologi ei faae en bedre Indklædning, end hvad der selv er en Mythe, hvori alle Mythernes dramatiske Oplivelse speiler sig.
Paa Gylfe-Legen fölger Brage-Snakken, der, som sagt, er en daarlig Efterligning, hvoraf vi höre, at *Æger* kom til *As-Gaard,* og lod sig der fortælle Sagn af Brage om *Idunnas Bortförelse* og *Skjald-Skabets Oprindelse.* Dette Tillæg, som slutter med en Formaning til de unge Skjalde, er aabenbar Islandsk Arbeide, og ventelig af Gylfe-Legens Oversætter, som intet Begreb havde om, at, naar Man lod *Æger,* som selv hörde til Guderne, besöge de *virkelige Aser,* da passede det kun slet, at de fortalde hinanden Æventyr, end sige da, at *Asa-Brage* især lagde Vægt paa Fortællingen, *som* en Oplysning om *Grunden* til *Skjaldenes* Maade at *udtrykke* sig paa, hvad kun passede sig for Islændernes Brage hin Gamle, der gjorde Regners-Draper.
Dette blev da Indledningen til den *Islandske Poetik* eller *Skalda,* hvis Forfatter vel tænkde paa at fortsætte Brage-Snakken, men gik snart over til, i sit eget Navn, at fortælle os hvad han vidste om Skjalde-Sproget, og de Mythiske Sagn, som laae til Grund derfor, eller dog de Steder hos Brage hin Gamle, Thjodolf fra Hvine, og andre Classiske Digtere, som hjemlede Udtrykkene. I denne löse Sammenknytning, med “og”, er det vi, tilligemed endeel andre Sagn, finde den saakaldte *Grotte-Sang* om *Frode Fredegods* Guld-Kværn og Endeligt, som vel er gammel for os, men hörer dog kun halvt til Asa-Maalet.
Et saadant Arbeide, hvortil Man blot behöver Excerpter, som Man ordner efter et Alphabet Man selv giör, seer Man nok der kan være mange Hænder om, uden at Nogen let skal kiende ForskielForkiel, men dog er det sagtens samme Haand, der begyndte med at give *Aserne* og endte med at give *Hird-Mændene* deres Titler, og det ventelig endnu i det *Tolvte* AarhundredeAt dette Stykke, som ender (i den Svenske Udgave) S. 174, endnu er fra det Tolvte Aarhundrede, slutter jeg især af at der tales (S. 170) om *Kongen* af *Jerusalem,* som Den, der virkelig eier Staden, hvad kun var Tilfældet *för* 1200., thi de fölgende Stykker er næsten blotte Navne-Ramser med en lille Anviisning til at giöre Kieldermænd.
Hermed er vi da indtraadt i det *Trettende* Aarhundrede, fra hvis sidste Halv-Deel *Prosodien* og *Rhetoriken,* som slutte det Hele, aabenbar er, og ventelig var det *Snorros* Broder-Sön, *Olav Hvitaskald,* der, med sin berömte hedengangne Frænde, som det uovergaaelige Skjalde-Mönster for Öie, udtömde al sin Lærdom for at vise, hvad der hörde til en Classisk Stil paa NorskHöist mærkeligt er det nemlig, at selv *Olav Hvitaskald,* eller hvad han hedd, den lærde Islænder i det Trettende Aarhundrede, der kiendte baade *Græske* og *Ebraiske* Bogstaver, bukker slet ikke for *Romerne,* men siger, de havde al deres Viisdom fra Grækerne, men vi har vores fra förste Haand, fra Asien. S. 308..
Vist nok kan Man ikke læse alt Dette uden lidt Kiedsommelighed, men det har *Edda* jo kun tilfælles med alle Æsthetiker, og hvad den har forud, er, at *Fjerde-Parten* kan Man læse for Lyst, Halv-Parten kan Man ikke undvære, og det Hele kan Man lære Meget af, og, naar Man lærer lidt bedre Islandsk, let forlige sig med, da det Altsammen kun udgiör et lille Bind, og selv det Sletteste er naivt nok til at kunne læses som Ironi over det Æsthetiske Uvæsen. See vi endelig hen til hvad der stiledes paa, og begyndtes, vist nok ikke mesterlig fra Konstens, men uforbederlig fra Tankens Side, da faae vi Ideen om et Kæmpe-Værk, der visselig vil giöre dem Ære som udföre det, og giör da vel ei heller dem Skam, der slog paa det. Fortalen *betegner* nemlig den historisk-poetiske Anskuelse af Billed-Sprogets og Hedenskabets naturlige og historiske Oprindelse og Betydning, som maa gaae forud for en videnskabelig Mythologi og Æsthetik, og *Gylfe-Legen* betegner en Mythologi, der er en virkelig, forklaret Afbildning af den Mythiske Tid, hvorpaa naturligviis skulde fölge en Udvikling af Skjaldskabets eller Konst-Poesiens Oprindelse, med Anviisning til Billed-Sprogets rette Brug, og Advarsel for de fristende Afveie, Altsammen stöttet paa Erfaringen, og belagt med træffende Exempler, hvoraf vi see Skyggen i Braga-Snakken, Skalda og Tale-Konsten (málfrædi). At det omsider gik i gamle Nord, som det gik hidtil allevegne, hvor Man stræbde at faae Fingre paa Ordet og Poesien, saa Man kun fik en tom giennemsigtig Skal, er intet Under, men at det var lagt an paa noget anderledes Dybt, skal vi glæde os over, og ingenlunde mistvivle om, videnskabelig at forbinde Skiönhed og Klarhed, som er Poesiens Krone, med Aanden og Livet, som er Hoved-Sagen, Sjælen og Hjertet deri.
Dog, lad os ikke glemme *Saxo* over *Islænderne,* thi det har han ingenlunde forskyldt af os, og selv af Islænderne har han fortjent mange Tak, ei blot fordi han roser dem i sin Fortale, men især fordi hans *Classiske Latin,* som sagt, gav de Barbariske Böger paa et levende Old-Sprog, om ikke Naade for de Lærdes Öine, saa dog et Slags Værd deri. Hvad vi imidlertid her vil dvæle ved, er *Saxos* Fortjenester af Nordens Old-Tid, som *Critisk Historie-Skriver,* og den uskatteerlige Værdi af de Old-Sagn, hans Romerske Pen, som et villigt Redskab for Nordens Aand, har bevaret fra fuldstændig Undergang.
Efterat have faaet Syn paa det hidtil miskiendte Old-Nordiske Vidskabs-Tidsrum, fra Slutningen af det *Syvende* til Midten af det *Trettende* Aarhundrede, som i *Danmark* sluttede endnu langt mere glimrende med *Valdemarerne,* *Æsger* Rygs Tvillinger, *Saxo* og *Anders Sunesön,* end i *Norge* med *Hakon* den *Gamle**,* og paa *Island* end *Snorro* og hans Broder-Sönner *Sturle* og *Olav;* efterat have faaet Syn herpaa, ansee vi naturligviis hverken *Saxos Latin,* hans Nænsomhed over de gamle Folke-Sagn, eller hans Skjaldelighed, for et Vid-Under i sig selv, men vist nok maae vi deri see et klart Beviis paa Nordens Aandfuldhed, og et stort Forbillede paa, hvad Nordisk Videnskabelighed kan og skal vorde. Ja, *Saxo* er blevet *Nordens Minos,* er Dommeren i de Dödes Rige, med Fuld-Magt af Nordens Aand til at anvise alle vore Critiske Historie-Skrivere deres Plads i Elysium eller i Tartarus, i Valhald eller i Helhjem: i en taknemmelig Ihukommelse, eller i en foragtelig Glemsel; thi, medens det staaer dem frit for, at *forklare* sig Poesien og Folke-Livet saa godt, eller saa slet, de kan, maae de dog have *Saxos Ærbödighed for Begge,* saa de hverken foragte eller forkvakle, men holde Hævd over Folkenes poetiske Old-Sagn, som troe og mærkværdige, for Videnskabeligheden saavelsom for Konst-Poesien uundværlige, Billeder af deres Barne-Drömme og Ungkarls-Dage, den maae de have og vise, om de i Norden, naar Aanden vaagner, skal giælde for Andet end Romersk Surdei og Skole-Stöv, der skal udfeies, *Pave-Dommets Levninger,* som skal forgaae!
Dog, at der hos *Saxo* var endnu langt Meer end vi tör kræve af enhver Critiker, vi med Roes skal nævne, det bevise hans förste *Otte Böger,* som derfor ogsaa i den aandlöse Vidskabs-Tid blev ei mindre uforstandig end ubillig bedömte; thi ikke alene har han havt en beundringsværdig Takt til at adskille Poetiske Old-Sagn fra Ammestu-Snak, og ordne dem efter deres Indhold, men tillige en hos Grammatikere vel magelös Skjalde-Aare, saa Middel-Alderen med Rette gav ham Tilnavn af *Poe**ten,* og Efter-Slægten sikkert vil giöre *“den Poetiske Grammatiker”* til hans hæderlige Kiendings-Navn. Af *ti större* Old-Nordiske *Digte* har han nemlig givet os Brud-Stykker paa Latin, hvori de er poetisk kiendelige, og i Oversættelsen af Viserne om *Rolv* og *Stærk-Odder,* ei blot hævdet sig Skjalde-Rang, men sat os i Stand til klart at adskille *Bjarke-Maalet,* eller de Gothiske Krönike-Rim, saavel fra *Asa-Maalet,* som fra *Krage-Maalet* eller den Norsk-Islandske Konst-Poesi.
Hvad nu Anordningen af vore Historiske Old-Sagn angaaer, da har Saxos bedste Ven iblandt vore LærdeBiskop P. E. *Müller**,* som, i sin Undersögelse om *Saxos* Kilder, har, uden Sammenligning, viist mere Forstand og Billighed, end hans Critiske Forgiængere, alle tilhobe. allerede bemærket, at han aabenbar gik efter det Sagn, han selv anförer, om de tre Slags Hexe-Mestere (Mathematikere) der havde været i Norden, nemlig först *Spaa-Mænd,* der gik for *Guder,* og *Jetter,* som i at skifte Hamm og forblinde Öine, ei gav dem noget efter, men maatte dog föle deres aandige Overlegenhed, og falde til Föie, hvorved der af Begge udsprang en *blandet Afkom,* langt ringere i alle Maader, som blot af en urimelig Artighed blev forgudede (Lords by courtesy). Men hvorfor fulgde Saxo dette Vink, uden fordi han kunde föle paa sig, hvad vi nu kan indsee, at dette har været den naturlige Gang og Fölge, ei blot i Norden, men allevegne, saa Gudernes Sönner forelskede sig i Jetternes Döttre, og avlede Kæmper, der, som Halv-Guder og Halv-Jetter (Sönner baade af den aandelige og kiödelige Indbildnings-Kraft), vendte op og ned paa Alt, fordi de paa een Gang vilde baade fare til Himmels og til Helvede. Naar nu disse to Tider poetisk afbilde sig i det historiske Folke-Sagn, da vil det ældste Tids-Rum, som sagt, være kiendeligt paa Guders og Jetters levende Deeltagelse i Begivenhederne, og det Fölgende paa Mangelen deraf, saa Guderne enten ganske lukke sig inde i Templerne, eller staae dog i Bag-Grunden, saa Man godt kan skille dem fra Kæmperne, men ei fra Præsterne. I sine *Fem* förste Böger har *Saxo* derfor stræbt at samle alle Sagnene om Gude-Alderen, og i de Tre fölgende dem om Helte-Tiden, og det saa heldig, at vi har ondt ved endnu at giöre det bedre, og kan i alt Fald kun komme videre, fordi vi har en Mængde Oplysninger som Saxo fattedes. Saaledes kan vi nu see, at Sagnet om *Jarmerik* og de *Hellespontiske* Brödre ei burde staae i Ottende Bog, *efter* Stærk-Odders Död, men dog fulgde Saxo en meget rigtig Takt, ved at give det sin Plads i Kæmpe-Vise og Elskovs-Tiden, og för vi kunde flytte det, til Fordeel, maatte vi giöre to Opdagelser: först at *Stærk-Odder* forestiller *hele Gothe-Folket* baade ude og hjemme, og dernæst at Volsung-Kviderne er *As-Gothiske,* og löbe altsaa mest parralel med de Stærkodder-Viser, vi har, adskillende sig fra dem, som *Valkyrier* fra *Skjold-Möer.*
Dog, herom Mere under Fremstillingen af Bjarke-Maalet, og Resten maa jeg overlade til de Critiske Historie-Skrivere, *Saxo* giver os Ret til at vente, men skiöndt det ogsaa bliver deres Sag nöiere at efterspore Saxos *Kilder,* maa jeg dog tale et Par Ord derom, da selv Biskop *Müller* har overseet den Ene, og udledt for meget af den Anden.
At det især er gamle Viser, Saxo, til Stærk-Odders Död, har fulgt, seer Man strax, ventelig efter det gamle Ord-Sprog, *Anders Vedel* anförer, at alle Æventyr er Lögn men *alle Viser sande**,* og naar vi betænke, *hvor* Man fandt *Kæmpe-Viserne* i det Sextende Aarhundrede, maa Man nödvendig slutte, at hvor de fleste Old-Kvad fandtes i det Tolvte og Trettende, var i *Danne-Kvindens egen Mund*Selv de gamle Opskrifter af Kæmpe-Viserne er, til Mændenes Skam og Kvindernes Ære, alle, saavidt jeg veed, med Fruentimmer-Hænder, saa dem har vi skrevet med vor Sösters Fingre, og det er da i sin Orden, at Saxo i det Höieste, hvad Viser angaaer, var Fruens Haand-Skriver.*.* Man er imidlertid ikke uden Föie blevet opmærksom paa den *Arnold Islænder,* som Saxo selv berömmer for hans Old-Kyndighed, kun er det urimeligt at söge Hjemmelen hos ham for hvad Saxo giver bedre eller anden Beskeed om, end alle de Islændere vi kiende, og höist besynderligt, at Man aldeles har overseet den *Lukas Engelskmand,* der ikke blot roses for hans historiske Kundskaber, men af hvis Liv Saxo anförer et Træk, som *beviser,* at han virkelig baade havde Forraad af Nordiske Old-Sagn og Gaver til at giöre dem giældende paa rette StedSteph. Saxo p. 330. (Dansken III. 316) hvor Man vil finde, at *Lukas,* som var Klerk hos Prinds Christoffer, og kun en *maadelig Latiner,* satte Mod i de betuttede Dannemænd, ved at opregne Fædrenes Helte-Gierninger, saa de virkelig skiöd Livet op i sig, og dandsede næste Morgen (thi det var ved Kvelds-Nadren) Polsk med de Esthiske Sörövere, saa det havde Skik.. Et af To, maatte Man da heller giætte paa *Lukas,* som *Saxos* Hjemmel for det store Episke Old-Sagn om *Frode Fredegod,* end paa *Arnold Islænder,* da det jo er klart, at paa hin Side Braavalle-Slaget er Islænderne slet ikke hjemme, og da end ydermere *Grotte-Sangen* viser, det var en ganske anden Fredegods-Vise, de havde faaet Fingre paa; men alle slige Giætninger, der ikke kan vise *hvoraf* de udspringe, er i Historien aldeles örkeslöse, og jeg vil heller bemærke, at *umiddelbar* har *Saxo* formodenlig ikke hört et eneste Ord enten af *Arnold* eller af *Lukas,* thi de var sagtens baade döde og begravede förend han begyndte at heie paa Old-Sagn. Da nemlig *Saxo* selv fortæller os, at ikke blot hans Fader, men ogsaa hans *Far-Fader* havde tjent Kong *Valdemar,* maae vi nödvendig tænke os ham blot som en Knös, da Valdemar döde, og Man maatte ei være stort bedre Critiker end *Suhm,* for at tænke, det er kun et Slumpe-Træf, at baade *Saxo, Svenn Aagesen* og *Knytlinga* slutte med den *Vendiske* Krigs glimrende Udfald under *Knud* den *Sjette**,* saa det maa nödvendig være *efter* den Tid, *Absalon* satte sine Skrivere i Arbeide med Danmarks Historie, og opgav dem denne smukke Hvile-PunktHar nu Suhm regnet rigtig, da er det ved Aar 1167 *Arnold* og ved 1170 *Lukas* nævnes, og Man kan ikke med mindste Rimelighed tænke *Saxo* ved sit Arbeide för efter 1190, ligesom Man heller slet ikke har havt nogen gyldig Grund til at tænke ham færdig dermed för henimod 1220..
Dog, derfor kunde *Saxo,* giennem *Absalon* og *Æsbern Snare,* der havde staaet i nöie Forbindelse med *Arnold* og *Lukas,* og var Mænd for at holde paa hvad de havde, og at sige hvad de vilde, godt faae Beskeed om de Sagamænds Rigdom, og det hörer unægtelig til den gode Norne-Dom over Danmark og Norden, at der kom saadanne Sende-Bud til os fra den Historiske Poesies og den Poetiske Histories Hjemstavn, just i det Öieblik, da de sidste Helte, der ahnede den sorte Döds Komme, stod i Færd med at faae Arve-Godset nedgravet, hvor de tröstede sig til, det vel skulde findes igien, som Dannefæ. Og see, det skedte virkelig, hvad de nærmest haabede, ved Hjelp af de Blaa-Lys, der kunde aldrig slukkes, hvor “Troskabs-Fuglen blev graa og Fædres Höie grönne”, og det staaer nu til os selv, om vi vil bortkaste Oldtids-Guldet som Graa-Steen, eller vi vil bevise, at *Kronos* handlede klogelig ved, som jo *Grækerne* selv har fortalt, at nedgrave sine Skatte i det *höie Norden.*
At vi vil det Sidste, som det Bedste, skulde jeg formode, er saa sikkert, som at *Valhalds* Kæmper ei vil beskiæmme deres Liv, eller findes saa uskiönsomme mod den store Val-Fader, Helte-Aanden, at Gjallar-Hornet skulde lyde for döve Ören, og forgiæves opkalde Enherierne til at glemme al indbyrdes Trætte, som Börne-Leg, og bestaae den sidste store Kamp mod Muspels Sönner der true Asa-Broen: mod Aandlösheden, der vil afbryde alt Samkvem mellem Jord og Himmel.
Som et Pant derpaa, at Odins-Öiet i Lön har seet, vi vil ei svigte vort misundelsesværdige Kald som Vaaben-Dragere for *Gimle,* betragter jeg da ogsaa helst den store men endnu upaaskiönnede Gave, Nornen sendte os over Havet, i *Bjovulfs* Drape, der ikke blot er Laurbær-Krandsen, hvormed Asa-Brage gik til Hvile, men indfletter Gjallar-Hornet i sig, og maatte komme for Lyset, för vi kunde opdage Sammenhængen i det Old-Nordiske Liv, og med Indsigt stræbe at fortsætte og forklare det.
Her er ikke Stedet til at sammenligne denne Höipoetiske Stærkodders-Vise med vores den Hjemmegjorte, men vel til at udtrykke min Forundring over, at den endnu synes ubekiendt i Norden, hvor den dog, selv for Börn, alt længe var tilgiængeligDet gaaer saavidt, at jeg ikke engang hos Sverrigs berömte Historie-Skriver (Geijer) har kunnet opdage mindste Spor til, at han kiendte, hvad der unægtelig er det ypperste Mindes-Mærke om den Gothiske og Svenske Helte-Tid., og til at giöre opmærksom paa, hvorledes Bjovulf *Danekiær**,* som Helten i Anguls Epos, istemmer Danmarks Roes, i Chor med *Danskeren Havelok* i *Normannens* Rim-Krönike, og *Hamlet* Prinds af Danmark i Begges Drama, ret som til Vederlag, fordi Danmark kronede Asa-Brage, som Hjarne, for Fredegods-VisenAt Hjarne er Asa-Brages jordiske Navn, seer Man strax, naar Man blot veed, at *Brægen* paa Angel-Sachsisk er *Hjerne* paa Dansk, og hvilken Forkiærlighed for Danmark, der endnu er i England, mærker Man der, ikke blot paa Navnene: *Danmarks Höi* og *Danmarks Vei* ved London, men, efter min Erfaring, paa alle Kanter, hvor Man kommer.! Ja, naar Anguls Tunge bærer os det store Sagn om Gothe-Helten, hvem den duehvide Leire-Konge gav Fader-Kysset, prisde i Sang og formanede til Ydmyghed, da han straalede i Hallen, som Seier-Herre over Trolden der kastede Sövn paa Daner, og drak deres Hjerte-Blod; naar det skeer, og det er skedt, saasnart vi laane Öre til *Bjovulfs-Drapen,* da kan vi dog vel mærke, det er Aandens Stemme, som vil at alle de Stammer, Den var over, skal slutte *aandelig* Fred, og række hinanden trofast Kæmpe-Haand over Hav og Sund, som Fost-Brödre i Nordens Aand, der alt i Vuggen blandede Blod, til at staae som en Muur mod Jette-Magt og Trolde-Vidd, der ene stile paa, at lægge *Mjölner* femten Mile under Muld, og at lægge *Ydun* i Lænker, saa Guderne forældes, Asgaard ödes, og Valhald styrter, og Asken visner, för Seiren er vundet og Löbet fuldendt.
Ja, for sin Tro og for sit Hjerte-Lag staaer hver af os, som Folk og som Enkelt-Mand, kun *Ham* til Regnskab som pröver Nyrer, og paa Hvis Dag-Værk det ei er mindre daarligt at fuske, end det er formasteligt at ville foregribe hans Raad og hans Domme; men for den Aand eller U-Aand som i Raad og Daad besjæler os, for den staae vi hinanden, som Fædrenes Arvinger og de kommende Slægters Formyndere, til Regnskab, og vee den Mand, og vee det Folk, der vanslægter fra saadanne Fædre, som vi beviislig have havt, vanslægter, og beskiæmmer dem, ved at vige fra den stolte, den herlige, den sikkre Kæmpe-Bane til det skinnende Maal, til Straale-Krandsen, som er *Menneske-Livets* Forklaring, i den Guddommelige Skikkelse, det foresvævede alle Adel-Folkenes Propheter, og med al den vidunderlige Dybde, det selv i Daad har aabenbaret!
Bort derfor med alt Skygge-Værk og Blænd-Værk, der kalder sig Oplysning, skiöndt det ei forklarer en eneste Yttring af det Liv som Aanden skabde, og hvorover Stövet jublede, men indhyller hele Aandens Verden i Nid-Mörke, og vil indbilde os, at hvad der kun viser os Oplösning, Död og Forraadnelse, at det er *de Levendes Lys!*
# Fremstilling.
# Asa-Maal, Bjarke-Maal og Krage-Maal.
**L**æseren har i det Foregaaende seet, af hvad historisk Grund det er, jeg giör tre Afdelinger i alle Folks Old-Sagn, og en Inddelings-Grund der klarlig udspringer af Menneske-Livet, som det bestandig gientager sig paa Jorden, taler for sig selv, saasnart den höres. Men selv om Man ikke vidste, at Indbildnings-Kraft, Fölelse og Efter-Tanke, styre naturlig paa Rad hver sin Part af et ordenligt Levnets-Löb, saa maatte Man dog dele hvad hverken med Mund eller Pen kan gives Alt paa een Gang, og Delingen af Old-Sagn maa enten være aldeles vilkaarlig, hvad, om mueligt, giör Vilde-Redet endnu værre end det var, eller den maa foretages efter ABC, hvad vel kan avle et godt Register men ingen Bog, eller der maa söges en Inddelings-Grund, hvorefter Krage finder Mage, det nærmest Beslægtede bliver paarörende. Vidste Man Tids-Fölgen, da burde Sagnene först ordnes efter den, og derpaa, i hvert Tids-Rum, efter den indvortes Beskaffenhed, men nu ligger det i Sagnets Natur, at det ogsaa kun er af den indvortes Beskaffenhed, Man kan giætte sig til Tids-Fölgen, saa der kan intet Spörgsmaal være om, *hvorfra* Man skal hente Inddelings-Grunden. Men nu er det jo i Sagn om Guder og Mennesker altid Hoved-Sagen, fra hvad Syns-Punkt *Livet,* guddommeligt eller menneskeligt, i dem betragtes, og nu har Erfaring lært os, at Grund-Forskiellen mellem Syns-Punkter er ogsaa tredobbelt, da der kun paa tre Maader kan blive Sammenhæng i vore Tanker om Livet, i det vi med dem enten gaae ud fra *Guddommen,* fra *Verden,* eller fra *os selv,* og naar vi nu inddele Sagnene derefter, komme vi netop til det samme Forhold, som ved at raadspörge Menneskets Natur-Historie og Kronos-Mythen, saa vi har en usvigelig Pröve paa Regne-Stykkets Rigtighed.
Grund-Sætningen er altsaa urokkelig, og det giælder kun om Anvendelsen, men om den end, ved förste Forsög, bliver meget ufuldkommen, saa er det dog egenlig ogsaa her kun det förste Skridt der koster, og godt begyndt er halv fuldendt. At Narre seer heller det Hele galt end det Halve godt, er vitterligt nok, saa dem skal Man aldrig vise halvgjort Arbeide, men hvem der skriver *for* Narre er ogsaa selv den Störste, og hvem der ei for *dem* tör vedgaae at have begyndt paa noget Godt, som Andre maae fuldende, er jo dog en stor Kryster.
Om det nemlig end kunde lykkes mig her, som det dog ikke kan, at sige noget Afgiörende om, *hvormange* af vore historiske Old-Sagn der höre til det Förste eller Andet Tids-Rum, saa vilde det dog være mig umueligt i *Gude-Sagnene,* der giennemlöbe alle Tids-Rum, med Sikkerhed at give Hver Sit, men det gaaer med alle Afdelinger i Aandens Verden, som med *Riger* og *Sprog,* at de er ikke mindre visse og kiendelige, fordi *Grændserne* er noget *ubestemte,* er ikke en Linie, men en Fælles-Skov eller et Overdrev, indtil Man i Forstands-Tiden bliver baade mere nöieregnende, og bedre istand til at finde Reen og ret Skiel.
For Resten giælder det om Guder som om *Mennesker,* især hvor *Disse* er Skaberne, at jo tydeligere Omridsene blive, jo meer de træde ud fra hinanden og individualiseres, og jo mere deres Kræfter og Egenskaber tænkes udenfor dem, som en Eiendom, og deres Virkning afhængig af Midler, som tilsyneladende giör den meer forklarlig, des *yngre* er *Sagnet,* thi det er Phantasien som forbinder og Forstanden som adskiller, medens Fölelsen vexelviis, som Kiærlighed og Had, snart forbinder, og snart adskiller, som det afbildes for vore Öine ved *Himlen,* der omhvælver det Hele, *Havet,* der baade adskiller og forbinder, og *Jorden,* der er de utallige Skikkelsers Moder, og er Tvistens-Æblet imellem dem. Her mindes vi da atter om *Kroniderne* som deelde Verden, og jeg vil kun tilföie, at hermed stemmer det ypperlig overeens, hvad der i Hadding-Sagnet meldes om *Mellem-Odin* (Mith-Othyn), som forböd at offre til *Guderne* i *Samfund,* men befalede at giöre Enhver af dem *særskildt* DyrkelseSaxo (Stephanii Udgave) S. 13. Dansken I. 42-43..
# Alfader og Nornerne.
Naar vi sige, at den Nordiske Menneske-Natur er fortrinligviis *historisk,* da er det vist nok Meningen, at vi i Norden spore en egen Drift til at sysle med det Forbigangne, og en særdeles Omhu for at bevare Mindes-Mærkerne fra Heden-Old; men dette kunde ikke være Tilfældet, med mindre det laae i Nordboens Natur at betragte Blodets Baand i op og nedstigende Linie, og Sammenhængen mellem For-Tid og Frem-Tid, mere levende og i et aandigere Lys, end andre Folk, og vi samle derfor rettelig Alt hvad der udmærker den Nordiske Anskuelse i den Sætning, at det er en *levende* Opfattelse af Forholdet mellem *Aarsag* og *Virkning, Middel* og *Maal,* eller af den *levende Virksomheds* urokkelige *Grund-Lov.*
At Alting maa have en Aarsag, og at enhver Virkning skaber en ny Aarsag, kan nemlig, som Alt i Verden, opfattes enten med eller uden Liv og Aand, enten *dödt eller levende,* og herpaa beroer aabenbar vor naturlige Betragtning af Menneske-Livet og Begivenhederne deri, dets Oprindelse og Öiemed, dets Værd og Vigtighed. Hvor imidlertid Livs-Fölelsen er saa stærk, og Driften til en kraftig Virksomhed saa levende, som vi veed, de var i Norden, der maa Virksomhedens Grund-Lov nödvendig opfattes levende, thi der er Man besjælet af den Aand som giver og levende udtrykker Loven. Ingen som tager Deel i det *Liv, Kæmpe-Aanden* skaber, kan derfor tænke sig *Död* enten som dets *Kilde eller* som dets *Maal,* thi de föle dybt og upaatvivlelig, at den virkelige Aarsag til Livet kan umuelig være noget Mindre end Virkningen er, og at det *endelige Udfald* af enhver Virksomhed maa nödvendig svare til de *Kræfter* som sættes i Bevægelse, kort sagt: at det *timelige* Liv *forudsætter* det *Evige,* og maa, hvor en deraf begeistret Kraft kæmper *derfor,* ogsaa före *dertil.*
Her fremspringe da som af sig selv Natur-Religionens store Grund-Træk, som vi kan spore allevegne, hvor Ordet og Daaden kundgiöre Fölelse af Menneskets Adelskab, og som i de Nordiske Kæmpers Föde-Land nödvendig maatte udvikle sig til en det hele Liv omfattende og beherskende Anskuelse, med *Alfader* i den dunkle Bag-Grund, med *Gude-Kampen,* underlig styret af de höie Skæbne-Dronninger, i Midten, og med Udsigt til en evig *Seiers-Fest,* som Kæmpe-Maalet i det Fjerne!
Fra dette jævne Stade paa Flakke-Bjerget klarer sig hele det Nordiske Kæmpe-Liv saa naturlig, at vi ikke fristes til at söge nogen anden *Natur* i Mytherne end *Kæmpernes Egen,* og allermindst til at tænke, de meende *döde Ting* og *Kræfter,* naar de prisde de *Levende,* meende Vind, naar de sagde Aand, giös for Vinter-Natten, naar de græd for Balder, korsede sig for Busse-Tosserne i Amme-Stuen, naar de slog Hammers-Tegn mod Thusse-Vrimlen, og slikkede kun Soel-Skin med Hönsene, naar de sang om det guldtakte Gimle!
Dog, vi vil ikke forivre os over Döden, fordi den ikke fatter Livet, eller fortænke *Skyggerne* i, at de finde alt det *Virkelige unaturligt,* men heller giöre opmærksom paa, at Nordens Natur-Religion er kiendelig endnu den Dag i Dag, fornemmelig i *Engeland,* der vel maa kaldes *Nordens Herkulaneum,* da vi der ei blot see döde Mindes-Mærker af en forsvundet Kæmpe-Tid, men see den selv lyslevende skiöndt alderstegen, ligesom askegraa, for vore Öine, see, ved hvert andet Skridt med Forbauselse, hvorledes Nordens Kæmpe-Aand endnu stræber at *afbilde* den höie Tanke-Flugt og Alt giennemgribende Virksomhed, den ikke længer formaaer i Ord og Daad at *udtrykke.* Ingensteds i den Nordiske Halv-Verden er nemlig den *Christelige* Anskuelse saa *död og magteslös* som i Engeland, hvor Man neppe sporer Tanken om, at det kan være anderledes, og hvad *der* findes *levende* er da tilvisse *naturligt,* altsaa, ret forstaaet, det *Old-Nordiske Hedenskab* i en dunkel og forældet Skikkelse. Spore vi nu desuagtet ei blot den stærke Drift til Virksomhed for store Öiemed, det klare Blik derfor, og det sikkre Greb derpaa, men i det Hele den dybe Ærbödighed for det Nedarvede, og den inderlige Fortroelighed med *Erfaringen,* samt den faste, urokkelige Overbeviisning om en *almægtig Gud* og et *virkelig* styrende *Forsyn,* spore vi disse Ting, som det er umuelig Andet, da maatte vi alt deraf slutte, at de er Grund-Trækkene i den Nordiske Menneske-Natur, der kun forgaae med den. Ja, selv her hjemme, hvor dog deels Christendommens Efter-Virkninger, og deels den Dorskhed og Smaalighed, vi lide af, giör Indsigten vanskeligere, selv her har vi dog Saameget baade af aabenbart Hedenskab og af livlig Virksomhed, at Man med lidt mere Umage opdager de samme naturlige Grund-Træk, matte men dog uudslettelige.
Saasnart Man derfor fik Oversættelser af *Völuspa,* som lod sig læse, földe Man strax i Norden, at det var *Natur-Aabenbaringen* i disse Folke-Egne, og hvem der havde mindste poetisk Sands, földe sig uvilkaarlig grebet af Ærbödighed for Prophetinden, der, som Norners Moder og Alfaders Valkyrie, indviede Odin og alle Aser til Fald i Ragnaroke, men dog ogsaa til en ærefuld Opstandelse paa *Ida-Sletten,* hvor de, med *Balder,* fandt Guld-Tavlerne igien og *Fimbul-Tyrs* (Alfaders) de gamle Runer. Vist nok har Man siden været heldigere med at fordunkle det Klare, end med at forklare det Dunkle i Norne-Kvadet; men det Held varer i det Længste kun til Engelænderne faae Öie paa den Aands Liv-Udtryk, der endnu besjæler dem; thi de vil baade ufortövet kiendes ved den, og slaae en Kreds til dens Ære, som hverken Tydsker eller Franskmand skal ustraffet forulæmpe.
Det kunde under disse Omstændigheder omtrent være os ligegyldigt, enten *Alfader nævnedes* i vore *Mythe-Böger,* eller ikke; thi beskrives han tydelig, da er det formodenlig en Fölge af den Christelige Anskuelse, som herskede, da Bögerne blev til, og al Tydelighed er aabenbar spildt paa hvem der ikke kan indsee, at de der vente sig Udödelighed, maae forudsætte et evigt Liv, og at de der triumphere ved deres timelige Guders Undergang, maae stole paa en *evig Een.*
I et Kvad som Völuspa kunde det vel neppe feile, der jo vilde findes et tydeligt Vink om Ham, der synker ei paa Valen, fordi Han styrer Kampen, men giver de ædle Helte Bod for Bane, naar de har afsonet deres Over-Mod; men det burde slet ikke forundre os, om dette Vink var tabt underveis, för Kvadet giennem mange Munde og omskiftende Tider kom Skriveren for Öre; thi naturligviis er det ikke gaaet stort bedre med de *Hedenske Anskuelser* end med den *Christelige,* eller væsenlig anderledes med den *Gothiske* end med den *Græske,* og at Man giennem Middel-Alderen var nær ved at glemme *Christus* over de selvgjorte *Helgene,* og nær ved at glemme *Aanden* over det *Haandgribelige,* det veed vi jo. Da det Naturlige imidlertid er det Varigste, og den Nordiske Natur er saa afgjort historisk, er det intet uforklarligt Vidunder, skiöndt det er beundringsværdigt, at et Kvad med saa dyb en Anskuelse som *Völuspa* kunde bevares i Munden, baade giennem Præste og Stötte-Tiden, saa der ikke lyder et Suk over Gudernes Fald, men toner en Lovsang over den gienfödte Jord, hvor Man ikke blot finder Fimbul-Tyrs Runer igienOrdet “Fimbul” er vel endnu i Grunden ubekiendt, men da den store, treaarige Vinter för Ragna-Roke hedder *Fimbul-Vinter,* og Fimbul-Þulr aabenbar er den store Taler, saa er Fimbul-Tyr ogsaa den *store Gud.*, men hvor *Gimle* straaler, og Alfader throner, som vi læse:
Da, med Guld-Kronen,Kommer paa ThronenHan fra det Höie,Herren med Föie,Sidder i Retten,Skiller og Trætten;Hvad Han indförer,Aldrig ophörer!Vel har Man sagt, at dette Vers skulde være uægte, og for Anskuelsen kan det være os ligegyldigt, men saalænge Man ikke har bedre Grunde, end at det fattes i den Kiöbenhavnske Skind-Bog, er Indvendingen kun at smile ad; thi det er dog vel ikke sandsynligt, at den Skind-Bog er skrevet enten med hans Fingre, der gjorde Visen, eller under hans Öine, og en anonym Skriver fra en ubekiendt Tid er unægtelig kun en daarlig Hjemmels-Mand for Ægtheden af hvad han skriver, end sige da for Uægtheden af hvad han maaskee kun sprang over, fordi han saae feil, eller vidste ikke selv hvad han gjordePaastod Man: enten at Versene streed mod den Nordiske Anskuelse, at de forstyrrede Visens Sammenhæng, eller röbede dog i Sprog og Stil en senere Haand, da var det *virkelige* Indvendinger, som maatte giendrives hvis de ei skulde giælde; men luftige Indvendinger skal Man blæse ad, fordi Man, ved at ville paa anden Maade giendrive dem, giver dem Udseende af noget Virkeligt, som de dog ingenlunde er. Völuspa. C. U. III. 55. De fire förste Linier findes desuden i en anden Skindbog. III. 205..
Dog, det er ikke blot i Völuspa vi spore Forestillingen om Alfader, thi det maa være Ham, der, i Vafthrudners-Maal, menes med *Mundilför,* Faderen til *Soel* og *Maane**Mundilför* er vel et ubekiendt Navn, men da det hverken kan være en As eller en Thurs, end sige noget Mindre, maa det betegne en Större. Vafthr. C. U. I. 15. Edda (S. 11) siger ogsaa, det var Alfader som satte Dag og Nat paa Himlen., og skiöndt *Hyndlas Sang* hörer til Tiden efter Braavalle-Slaget, höre vi dog, efter Opregnelsen af alle Helte-Slægterne med *Heimdal* og *Loke,* de mærkelige Toner:
Een fremfor Alle,Avlet paa Jord,Konning vi kalde,Kraftig og stor,Hvor han sig vender,Vrimler af FrænderVerden for ham!Mere end MagenMaa vel, engang,Træde for Dagen,Tie dog, min Sang!Fjernere skueFaa under Sky,End hvor paa TueTörne med Gny*Odin*og*Ulven!*Her er nemlig den förste Store, i Slægt med alle Guder og Helte, *Odin,* og den *Större* endnu *Alfader,* som Hyndla siger, hun ikke tör nævne, fordi det ikke er hver Mands Sag at see videre frem end til Odins Kamp med Ulven i RagnarokeHyndlas Sang. C. U. I. 341-42..
I Odins Ravne-Galder, som vist endnu er yngre, nævnes *Alfader* udtrykkelig, skildt fra Guderne, som den Almægtige, og af *Gylfelegen* maae vi slutte, at Talen om ham har end ikke ved Christendommens Indförelse været uddöd.
Da nemlig Gangler (Gylfe) spörger Asa-Giöglerne: hvem der er den *Ældste* og *Ypperste* af alle Guderne, faaer han til Svar, at paa deres Sprog hedder Han *Alfader,* men havde i det gamle Asgaard tolv Navne, hvoraf dog *Alfader* er det Förste.
Paa det andet Spörgsmaal: *hvor* Alfader er, hvad Han kan, og hvad Han har udmærket sig ved, svares der, at Han ikke blot lever evindelig og styrer Alt, baade Stort og Smaat, men at Han ogsaa har skabt Verden, og gjort sit Mester-Stykke i Mennesket, hvem Han gav en Aand, der aldrig skal forgaae, skiöndt Legemet smuldrer i Stöv eller falder i Aske, saa Forskiellen er kun, at de Dydige skal være hos Ham selv i *Gimle* og *Vingolf,* medens de Vrangvillige fare til Hel og derfra til Niflhel, nede i den niende Verden.
Endelig spörger Gangler ogsaa om, hvad Alfader tog sig for, inden Han skabde Himmel og Jord, og hörer, at da var Han hos *Rim-Thurserne*Snorros Edda (Stokholmer-Udgaven) S. 3 og 4, hvortil endnu maa lægges, at *Alfader* udtrykkelig skilles fra Guderne som den Alraadende, naar han sender Bud til dem efter Lokes Börn. S. 32.!
Vil Man nu sige, at det *mellemste* Svar smager af den Christelige Anskuelse, da har jeg Intet derimod, men des klarere beviser det förste og sidste Svar, at der var Hedenske Old-Sagn om *Alfader,* som *Over-Guden,* ældre end alle Aser; thi netop naar Skriveren vilde betegne *Gud Fader,* kunde det umuelig falde ham ind, at tillægge *Alfader* de Navne, *Odin* giver sig i Grimners-Maal, eller at sige, Han havdebavde opholdt sig hos *Rim-Thurserne,* dersom ikke et bekiendt Hedensk Folke-Sagn medförde det.
Endelig bör det ikke lades ubemærket, at da *Harald Haarfager* lovede ei at bruge Kam eller Sax til sit Haar, för han blev *Enevolds-Konge* i Norge, da svor han ved *den Gud* som ham havde skabt og *raadte* for *Alt*Harald Haarfagers Saga. Kap. 4. hvorved Man nödvendig maa tænke paa *Alfader,* saa ganske örkeslös har Forestillingen om Ham dog aldrig været i Norden, skiöndt den naturligviis altid i Hedenskabets Dage var svævende og ubestemt, og i den senere Tid vel omtrent saa mat, som *nu* hos de Fleste.
Vi komme nu til *Nornerne,* de hemmelighedsfulde Skæbne-Dronninger, som stod for Styret, og de fremtræde umiskiendelig i Völuspa, hvor det lyder omtrent saaledes:
Ygdrasils-Æsken,Ældgammel, sær,Vandet af VædskenVelklar og skiær,Dugger og dyggerDale i Kveld,Grön overskygger*Urds*Kilde-Væld!Jomfruer trendeUnder det Træ(Meget de kiende)Mödtes i Læ!*Urda*hin gramme,*Verdan*saa bold,Runerne rammeRiste paa Skjold,Skæbnen, med*Skulde,*Skabe kun de,Mand over MuldeMöerne tre,Lodder og Lykke,Liv efter TykkeSkiænke og spaae!Völuspa St. XVII og XVIII, hvor Man vil finde Alt, undtagen det *Gramme* og *Runerne ramme,* som, indtil videre, maae skrives om ikke just paa Rimets saa dog paa min Regning. St. VIII. er dunkel, og de tre Thurse-Möer som gjorde Ende paa Asernes Gammen, er neppe *Nornerne.*
vist nok kan vi hverken heraf eller af nogen Yttring om Nornerne i vore Mythe-Böger, slutte os til, *hvordan* de Nordiske Hedninger tænkde sig deres Styrelse af Begivenhederne og Indflydelse paa Livet, men det er heller slet ikke Spörgsmaalet; thi at selv i Christenheden Forestillingen om *Forsynet,* og i det Hele om Forholdet mellem *Frihed* og *Nödvendighed,* baade har været og er hos de Fleste saare dunkel, medens den hos Ingen af os er fuldklar, det maae vi jo vide, og vil dog vel ikke tænke, at de gamle Hedninger var mere udlærte Grublere end vi. Ligesaa lidt kan det her være Spörgs-Maalet, hvor *stærk* og *udbredt Troen* paa *Nornerne* var, thi hvad döde Folk har troet, kan Man altid kun slutte sig til af deres Digten og Tragten i det Hele, og i Hedenskabet, da Troen aldeles maatte skiötte sig selv, kan Man ikke engang sige hvormeget derom var almindelig bekiendt; men Sagen er kun, at den *uböielige Skæbne,* som kundgiör sig selv for alle opmærksomme Mennesker, svævede *ikke* for Nordboens Öine som en *blind Over-Magt,* men som et *Forsyn,* med et stort og herligt *Öie-Med,* hvis Opnaaelse, hvor mange og store Offere det end krævede, dog var Menneske-Slægtens Triumph. At Nornerne imidlertid ogsaa, i det Mindste i Danmark, har havt et Tempel, hvor der ei blot gaves Orakel-Svar, men ogsaa hentydedes paa deres almindelige Styrelse, slutte vi med Rette af Old-Sagnet om de tre *Jomfruer,* der aabenbar som *Norne-Præstinder,* gav Fridlevs Sön Ole (Ali) sine blandede KaarSaxos sjette Bog (Stephanius) S. 102, (paa Dansk) II. 17..
Hvad Navnet angaaer, da udtale baade Islændere og Færboer *Norner* som *Nodner,* der altsaa kommer af det Angel-Sachsiske “neod” der betyder *Nödvendighed,* men de særskildte Navne: *Urd, Verdan* og *Skulde,* er vanskelige at giöre Regnskab for, kun er det vist, at de ikke, som Man har meent, kan betyde den forbigangne, nærværende og tilkommende Tid, og at Urd, Angelsaxernes velbekiendte *Wyrd,* betyder hende som raader for det *Vordende,* eller Skæbne-Dronningen. Naar vi imidlertid sammenligne det ovenmeldte Sagn med et Andet om *Nornerne* som bestemde *Helge Hundings-Banes* KaarHelge Hundings-Banes Kvide. C. U. II. 55., da finde vi i dem Begge de To enige, og den Tredie i *Modsætning,* og deri maa da Grunden ligge baade til Tretallet og til Navnene, saa den förste Norne er *Spaa-Dommens,* den Anden *Forhindringens* og den Tredie *Afgiörelsens.* Dette er nemlig den *historisk-poetiske,* altsaa naturlig *Nordiske,* Opfattelse af *Skæbnen* og *Forsynet,* og naar det Nordiske Drama uddanner sin Form, vil derfor sikkert de tre Norner udgiöre dets umistelige Chor, der med langt anderledes Föie, Kraft og Klarhed, end det Græske kan gribe ind i Handlingen, og indgyde den höie Rolighed, der altid skulde opveie den dybe Vemod ved Betragtningen af Helte-Livets tunge Kaar. Baade i *Evalds* og *Oehlenschlägers Balder* seer Man ogsaa nok, det ringede for Skjaldenes Ören som en Röst fra höiere Steder, men da de ikke kiendte Norne-Salen, giættede de paa Valhald og gav Valkyrierne Ordet, hvorved kun vandtes Lidt*Urd* (Wyrd) er altsaa af A. S. weorðan (vorde), *Verdandi* udledes nemmest af det A. S. werdan, at forhindre eller forbyde, og *Skuld* af *“skal”* i alle Nordiske Mund-Arter..
Huske vi nu kun, at det fornemste Gavn vi kan have af Nordens Myther, er at vi deri finde vort naturlige Billed-Sprog, til livlig, kort og fyndig at udtrykke hvad sandt er om den store Kamp for Evigheden, hvori *Adel-Mennesket* tager virksom Deel, da vil det ret glæde os, at selv Norne-Navnene er de allerbekvemmeste, ikke blot for den Dramatiske Digter, men for os alle, til at oplive og udtrykke den giennemgribende historiske Sandhed, at i ethvert Storværk, saavelsom i den udmærkede Enkelt-Mands, i Hoved-Folkenes og hele Slægtens Levnets-Löb, kan vi skielne et bestemt Anlæg, en indviklet Knude, og en til Anlæget svarende Oplösning, saa det er med *Nornerne* som med *Kroniderne,* at, har vi kun först gjort deres Bekiendtskab, staae vi aldrig Fare for at glemme dem, da vi möde dem i Livet, hvor vi vende os. Ja, vi sige med Rette, at Nornerne forholde sig til Kroniderne, som Historien til Menneske-Naturen, eller som den aandelige Virksomhed til Kræfterne, saa Urda-Vældet *svarer* til Kronos, Urd til Zeus, Verdan til Poseidon, og Skuld til Pluto, thi det er altid i *Middel-Alderen,* mens de stormende Lidenskaber kæmpe, at Forholdene sælsomt indvikles, som det er allevegne kiendeligt, og i den *Universal-Historiske* Middel-Alder soleklart. Kun er Norne-Mythen dybere end Kronos-Mythen, fordi den kun speiler sig i Menneske-Livet, og udtrykker det *Guddommelige Forsyn,* som skaber et Drama, der ikke ender sig med Död og Oplösning, men finder sin Forklaring i evigt Liv og giennembrudt Herlighed.
Derfor, naar vi i Sange og Sagn finde langt færre Spor af denne ophöiede Forestilling, end vi maatte önske, da viser det kun, hvad vi desuden veed, at Man faaer ikke Alt hvad Man seer, og naaer paa Jorden aldrig det Höieste Man tragter efter, saa det var naturligt, at det i Tidens Löb ei gik *Nornerne* bedre end *Forsynet* og *Skæbnen,* saa til daglig Brug fik de mere Utak end Roes og Berömmelse, og pristes kun for Alvor af de Færreste i deres bedste Öieblikke, naar de, hævede over smaalige Hensyn, stirrede vist paa Maalet og Enden af Alt. Hvor fast det imidlertid sad, at den ene *Norne* stod i Modsætning til de to Andre er alt berört, og afbildes levende i *Helge-Kvidens* Indledning, hvor det hedder:
Örne gnæggedI Arilds Tid,Hellige VandeFra Himmel-Bjerg randt,Da havdeBorghildI Braalund födtHelgetil Verden,Hugprud Sön!Nu komNorner,Ved Natte-Tid,Kæmpen at keiseKaar og Lodd,Hæder og ÆreHelten de gav:Bedst mellemBudlungerBlive hans Lov!Paa Konge-Veien,Kraftelig snoet,Skæbne-LinenI Lund de slog,Klar de udspændteKiæden af Guld,Midt under HimlenI Maane-Skin!Enderne skjuldesI Öst og Vest,Satte for ÆdlingensOdel Skiel,Skæbne-DisenSkiödeslös dogKasted modNordenKiæden til Bröst!Det blev den ædleYlfingtil HarmHelge Hundingsbanes förste Kvide, V, 1-5. Forskiellen i fjerde Vers kommer deraf, at Man har taget “ey” for “altid”, men jeg tager det for “ei, ikke”, som det ligesaagodt kan være, og som ene giver sammenhængende Mening.
.Hermed stemmer Sagnet hos Saxo om *Oles* Kaar som jeg, for en Sikkerheds Skyld, vil anföre heelt.
Det var, siger Saxo, gammel Skik at udfritte sine Börns tilkommende Skæbne af de forkloge *Norner* (Parcarum oracula consultare), og i Fölge heraf begav *Fridlev* sig höitidelig til Gude-Huset, forrettede sin Bön, og fik Lov til at kige ind i Aflukket, hvor trende Diser havde deres Sæde, hver paa sin Stol. Den Förste af dem var saa naadig at skiænke Drengen et smukt Udvortes og Folke-Gunst med Gæving, hvortil den Anden var saa god at föie udmærket Rundhed, men den Tredie var for modtvillig og avindsyg til smukt at stemme i med *Systrene,* hun vilde heller giöre Skaar i deres Gaver, og tillagde derfor Drengen en slem Nidskhed, der skulde kaste Skygge paa Rundheden.
Endelig speiler den samme Forestilling sig i Sagnet om *Norne-Giæst,* skiöndt det kun har naaet os i en meget prosaisk Skikkelse, med tre omlöbende Spaa-Kiærlinger; thi da *de To* havde spaaet Lykke og Held, stræbde *den Tredie* at giöre det Alt forgiæves, ved at melde, han skulde kun leve saalænge de Lys brændte, der nu var tændte over hans VuggeNorne-Gests Saga i Rafns Udgave af Fornaldar Sögur B. 1. S. 340..
Det Sidste minder os om, at Norne-Navnet i Tidens Löb er blevet ligesaa misbrugt og ilde stædt, som *Skæbnens* og *Lykkens* i senere Tider, og herom oplyses vi nærmere af *Edda,* hvor vi læse: der er mange deilige Boeliger i Himlen, guddommelig *omgiærdede,* og deriblandt en prægtig Sal ved Kilden under Asken, hvoraf tre Jomfruer udgaae, nemlig *Urd, Verdan* og *Skuld,* som give Menneske-Livet sin Skikkelse, og disse Jomfruer kaldes *Nornerne*Gylfe-Legen i Rasks Udgave af Edda. S. 18.. Der er imidlertid (hedder det videre) end flere *Norner,* som komme til alle Nyfödte og bestemme deres Levnets-Löb, men af disse höre Nogle til *Gudernes,* Nogle til *Alfernes* og Nogle til *Dværgenes* Slægt, som det lyder:
Vidt der mon skielleVist mellemNorner,(Eens er slet ikkeÆtten og Byrdden)*Asa-*Veninder,*Alfernes*Frændker,Döttre af*Dvalin,*DværgenesFyrste!Da sagde Gangler (Gylfe): raade *Nornerne* for Skæbnen, da er det en Gru hvor uligelig de skifte, aldenstund somme Folk har deres kronede Dage, og Andre knap Salt til et Æg, Somme leve længe og Andre kort. Ja, sagde *Har,* det er de gode og adelige Norner som giör Skæbnen god, men naar Ulykken forfölger Folk, da er det de slemme Norners SkyldDette Vers findes i Fofners-Maal, men har ventelig ogsaa været i Grimners, ei blot fordi Man endnu seer det i enkelte Afskrifter, men især fordi Grimners-Maal aabenbar har staaet for Gylfe-Legens Forfatter, men Volsung-Kvadene spore vi ellers ikke der..
Saaledes vil Man huske, vi tale endnu sædvanlig om *Lykken* og *Ulykken,* som om det var to Kvindelige Væsner, skiöndt vi, naar vi med Flid tale billedlig derom, kun nævne *Lykken* alene, og udlede Alt af hendes *Vægelsindighed,* hvori vi har stræbt at oplöse den gamle Modsætning ved Norne-Dommen. Ja, selv den skiödeslöseste Sammen-Blanding af Forsyn og Spaa-Kiærlinger kan vi ikke finde unaturlig, thi Begreberne om Frem-Syn og Bestemmelse maae i deres Guddommelighed være Eet, hvorfor de ogsaa sammensmelte i Ordet *“For-Syn”,* og enten det derfor er i Stjernerne eller i Hænderne, paa Næserne eller i Nakken, vi mene at kunne læse Menneskenes Skæbne, sammenblande vi uvilkaarlig *Spaadommen* med *Bestemmelsen,* og maae ordenlig tænke efter, for at skille dem ad, og komme til den vigtige Indsigt, at det er kun i Guddommen og dens klare Udtryk de falde sammen, men ingenlunde i de mange, kun meer og mindre ufuldstændige og dunkle, aldrig lydeslöse *Forbilleder,* vi i Skabningen kan opdage.
Hvad Grund der for Resten har været netop til ovennævnte Inddeling af *Norner* overhovedet, kan være vanskeligt nok at sige, fordi Betragtningen af *Alfer* og *Dverge* kun har efterladt sig matte og vildsomme Spor, men den er aabenbar ældgammel, og har sikkert, som *tre Gange Tre,* havt sin gode mythiske Grund, hvoraf vi allerede kan skimte Noget. *Asa-Nornerne* er saaledes upaatvivlelig *Valkyrierne,* thi skjöndt det maaskee er Feil, at oversætte nonnur herians i Völuspa ved: *Herians Norner,* saa er de dog aabenbar *Keiserinderne* paa Valen, som, paa *Asernes* Vegne, bestemme, hvilke Helte der skal falde, og det er mærkeligt, at Man endog deri tænkde sig en Afvigelse fra Odins Villie muelig; thi det anföres i Volsung-Kvadene som *Bryn-Hildes* store Bröde, at hun fældte den gamle *Hjalmgun,* hvem Odin havde lovet Seieren, og sparede *Agner, Öders* BroderFornalder Sögur. I. 336., hvad naturligviis maa sige, at de rette Norners Villie krydsede Valfaders. Dette klarer sig bedre, naar vi lægge Mærke til Sagnet i Gylfe-Legen, om *Gude, Rote* og *Skuld,* den *yngste Norne,* som de der til Jævns Hold (jafnan) ride ud at kaare Val og skifte Seier, thi heraf slutte vi med Föie, at Valkyrierne var ogsaa fra förste Færd *kun Tre,* og vi finde det i sin Orden, at *Skuld, Skallets* eller den endelige Afgiörelses *Norne,* der, som Vola siger, löfter Skjoldet med de ramme Runer, ei taber Valen af SigteGylfe-Legen S. 39 som er glemt i Registeret, der ellers hörer til de Fortrinlige, som *vore Udgaver* af Kilde-Skrifterne fattes.. *Alfernes* Frændker maae, saavidt jeg kan see, være de egenlige store *Norner,* men *Dvalins Döttre* er jeg forlegen med, undtagen forsaavidt, at Man godt kan tænke sig baade en Spaadom og Bestemmelse der omfatter *hele Mennesket,* en Anden der angaaer Æren med alt det *Kæmpelige,* og den Tredie der blot angaaer det *Legemlige* og *Timelige,* hvilken Sidste det formodenlig var, Man tillagde *Dværge-Nornerne.*
Dog, for at komme tilbage til *Aske-Nornerne* som det giælder om, da er deres Herkomst naturligviis dunkel og gaadefuld, men saa tause derom, som Man sædvanlig troer, er Mythe-Bögerne dog ingenlunde, thi foruden nysanförte Vink om deres Henregnelse til *Alfe-Slægten,* see vi tydelig af det i andre Henseender dunkle Vers i Vafthrudners-Maal, at de udledes fra Jotunheim. Der spörger nemlig *Gavnraad* (Odin):
Hvilke er de Möer,Höitoplyste,I flyvende FartOver Folke-Havet?og faaer til Svar:
Folke-Elve trendeFalde over Byen,Hvor*Mægthrasirs*Möer mon dvæle!De er alene*Lykkens Diser,*Skiöndt mellem*Jetter*Hjemme de harDet er “hamingior” jeg kalder Lykkens Diser, og da “með jotnum alaz” kan betyde baade deres Födsel og Ophold har jeg valgt Udtrykket: de *har hjemme.* Vafth. M.C.U. p. 30.
.Vel kan nu dette lettelig være en blot Jette-Anskuelse, men noget Mere synes det dog at være, naar vi hermed sammenligne, hvad der siges om deres *Bopæl.* Vi hörde af *Edda,* at Nornerne havde en prægtig *Sal* under Asken, godt omgiærdet, ved Urdas Væld, og ved at sammenligne Haand-Skrifterne af Völuspa kan vi skiönne, det har lydt der omtrent saaledes om Nornernes Herkomst og Boelig:
Der udaf*Salen,*Paa*Sulen,*fremgaaeMöerne trende,Fuld-Meget de veed!Læse-MaadenLæse-Maadeu *“Sal”* for *“Sö”* findes nemlig baade i den Stokholmske Haandskrift, og i den, der först saae Lyset i C. U. p. 195-206, og i den Sidste staaer á þolli, som ogsaa i vor gamle Skind-Bog skal have været den oprindelige Læse-Maade (C. U. p. 199); men at þollr er en *Stötte* eller *Söile,* sees ei blot af Hymers-Kviden C. U. p. 127, men især af Skjalde-Brugen, hvorom *Olavsen* (i Nordens Digtekunst) giver Beskeed.
Denne *Sal* finde vi igien i Fjölsvins-Maal, hvor den billedlig siges at vakle paa Spyds-Odd, thi da *Vindkold* (Svipdag) spörger:
Hvad hedder Salen,Af Luer ombölget,Hvor*Viserne*boe?faaer han til Svar:
*Hyr*den hedder,Hvile paa NaaleEnd skal længe*Ödurs*-Borgen;Der kun times,Mens Tiden skrider,Folk som adspörge,*Spaadom*vis!Fjölsvins-Maal C. U. p. 298, hvor “frettir ͻ: Oraklet” noksom viser, at “visum” skal forstaaes om *Nornerne,* som det hedder i Ravnegalderet: visa Nornir.
Spörge vi nu, hvem den *Ödur* vel kan være, i hvis Borg *Nornerne* boe, og hvorfra alle *Orakel-Svar* udgaae, da finde vi kun Een af dette Navn, som Gylfe-Legen siger os var *Nats* ældste Sön, avlet med *Naglfar,* og vi maae finde det i sin Mythiske Orden, baade at *Nornerne,* som udtale og udföre Skæbnens Domme, kaldes Ödurs ͻ: Skæbnens Döttre, og at han har det dunkleste Udspring: er *Nats ældste Sön.*
Er vi nu först paa Sporet, da giver det Lys, som för var bælgmörkt, thi Man har aldrig kunnet begribe, hvorfor En af Nornerne ved Helges Födsel kaldes *Neres Frændke,* men naar vi lægge Mærke til, at endnu i *Eigil Skallegrimsöns* Hoved-Kiöb (höfudlausn) bruges *“Nares Frændke”* som et almindeligt Udtryk om *Nornen*Eigil Skallagrimsöns Saga C. U. p. 440, og denne Sagas uforsvarlige Mangel selv paa Skyggen af et Register maa da undskylde, at der ved “nipt Nera” i Helge-Kviden, ei er henviist til den afgiörende Parallel: Trad nipt Nara Náttverd ara., og veed, at Navnene: Nare, Narve og Nörve bruges i Mythe-Bögerne om hinanden, da see vi, det kommer af, at *Nörve* eller *Narve,* som boede i Jotunheim, var *Nats* Fader, og *Ödurs* Mor-Fader, og forsaavidt *Nornernes* Stam-FaderGylfe-Legen. R. U. 11. og 32.. Herpaa hentyder vel ogsaa hvad vi læse om *Idunna* i Ravne-Galderet, thi baade var hun faldet ned fra *Ygdrasil,* og betragtes som hörende til *Nornerne,* og om hende hedder det, at hun hugede ilde sit Leie under Asken, da hun var bedre vant hos *Nörves Frændke*Ravne-Galderet. C. U. p. 212-13..
Den Sag anseer jeg da for afgjort, og skiöndt Læseren maaskee fristes til at smile over al den Uleilighed med Snurre-Piberi, saa er det dog ingenlunde uvigtigt at faae saadanne Ting i Orden, thi baade bliver vores Forestilling om Nornerne derved klarere og bestemtere, og vi see tillige deraf, at Fædrenes Forestilling om dem ei har været nær saa taaget og svævende, som Man hidtil troede. Alt hvad nemlig Mytherne ikke give et ordenligt Slægt-Register, en fast Bopæl og bestemte Forretninger, er saa næsten örkeslöst for det tilsvarende Folk, men naar vi lære, at ikke blot var det Nornerne som vandede *Ygdrasil,* men de havde deres prægtige Sal midt deri, hvorfra alle sande Orakel-Svar udgik, og hörde til *Lys-Alfe-Slægten,* var vel Sönne-Döttre af *Nat,* men dog ogsaa Broder-Döttre af *Dag,* see, da veed vi, at Nornerne var ordenlig indflettede i de Nordiske Hedningers Tanke-GangVi indsee nu, at Volas Ord om Nornerne “orlog segia” henvise paa Oraklet, som er det “frettir” der menes i Vegtams-Kvide, og at Alfe-Nornerne er Askens stadfæstes ved, at *Idunna* i Ravne-Galderet ogsaa regnes til *Alfe-Slægten.*.
Lægge vi hertil, at det i Ravne-Galderet udtrykkelig siges, at *Nornerne* i det Hele staae for StyretVisa Nornir, som oplyses godt af det A. S. “visian ͻ: at styre.”, da er det al den Under-Retning om dem, jeg har kunnet finde i Mythe-Bögerne, thi hvor de ellers nævnes, er det enten for at sige, der staae ogsaa Runer paa deres Negle, eller for at give den uundgaaelige Skæbne et bekiendt Navn, og det eneste Sted hvor der synes sigtet til noget Mere, er mig bælgmörkt; paa det lille Ord nær, at Ingen lever en Time længer end Norner spaaeAf Registeret til R. U. af den saakaldte Sæmunds Edda, kan Man see, hvor i den Norner udtrykkelig nævnes, men her sigtes til Brynhilds-Kviden p. 202 og Hamders-Maal p. 515-17. C. U. Paa sidste Sted tales om *Nornernes* Hunde opfödte á auðno, som peger tydelig nok paa *Skæbnens* Ene-Mærker, men jeg kan ikke oprede det..
Vi har imidlertid Vidnesbyrd Nok om, at Nornerne ihukommedes giennem hele Old-Tiden, og det er ret mærkeligt, at det klareste Spor af Norne-Anskuelsen hos *Saxo* netop findes i et af de yngste Vers, i *Hildigers* Döds-Sang nemlig, som uforvarendes falder for sin egen Broders Haand; thi der hedder det:
Hvad fremviseNornerHar forud bestemt,Og Spaadoms-RunerI Speilet viist,Hvad Ledd mon skabeI Skæbne-Kiæden,Det ændres ikke,Hvor ofte endSig Bladet venderI Blændværks-Lund!Saxo (i Stephanii Udgave) p. 136. At dette Vers aabenbar er det Samme, som findes paa Islandsk i Asmund Kappe-Banes Saga (Fornaldar Sögur II. 484) har Biskop *Müller* alt bemærket (Saga-Bibliothek II. 599) men det er Skade at netop disse Slutnings-Linier fattes, da vi ellers vilde vidst bestemt, hvordan de löd. Da jeg maaskee ikke faaer Plads til siden at omtale disse Ting, vil jeg her anmærke, at det Islandske Vers, ved, *tvertimod Sagaen,* at kalde Asmunds Moder *“Drotte”* som *Haldans* hedder hos *Saxo,* mærkelig stadfæster *hans* Tilforladelighed.
Ja, vi spore *Nornerne,* giennem *Einar Jarls* Vers ved *Halvdan Langbeens* Fald, og *Halfred Vanraadskjalds* i Olav Tryggesöns Gaard, lige til Christendommens Indförelse.
Da vi ingen Angel-Sachsiske Vers har tilbage i deres Hedenske Dragt, finde vi naturligviis heller ikke Nornerne egenlig omtalte, men des mærkeligere er det, at vi finde “Wyrd” (Urd), som det staaende Udtryk for *Skæbnen,* thi ogsaa i de Hedenske Kvad var det næsten altid kun *Urd* som blev nævnet*Verdan* findes nemlig ikke nævnt, undtagen i Völuspa, og paa det tilsvarende Sted i Gylfe-Legen, og selv *Skulde* nævnes ellers kun et Par Gange som *Valkyrie,* og paa et dunkelt Sted i *Gro-Galderet* C. U. II. 541, hvor Meningen vel er, som i det Angel-Sachsiske: gæð a wyrd swa hio scel ͻ: det gaae som Skæbnen vil.. Vi finde imidlertid ogsaa Navnet i Pluralis (wyrdas) og kan see, det har betegnet *Nornerne*Vel bruges “wyrdas” sædvanlig for “Begivenheder” ligesom “urðir” i Sigurds-Kviden C. U. II. 214, men *Chaucer* og *Douglas* oversatte endnu “Parcæ” ved “werdes”, saa det har aabenbar i Hedenskabet betydt *Norner.*, og selv *Tre-Tallet* spore vi i Sagnet om de tre *Urde-Söstre* (werd-sisters), som spaaede *Macbeth* hans SkæbneVel er det kun en Giætning, at der i *Shakspears* Macbeth I. 3 skal læses “weird sisters”, men i *Wyntons* Skotske Rim-Krönike p. 225, hvor Sagnet fortælles som en *Dröm,* Macbeth havde, hedder det ganske rigtig: And thai wemen than thowcht he Thre *werd-systrys* mast lyk to be Kundskab herom vilde, i Forbigaaende sagt, ei blot været god for Shakspears Udgivere, men ogsaa for Sir Walther, som derved anderledes godt kunde redt sig ud af sin comiske Forlegenhed med disse Damer, end vi nu see i Tales of a grand-father..
# Asken Ygdrasill.
Mythen om *Ygdrasill* har, lige fra den igien kom for Dagen, havt saameget Tiltrækkende for alle Poetiske Naturer iblandt os, at vi ikke behöve noget andet Beviis paa Dens *Nordiske Ægthed;* thi skal vi enten vinde Forstand paa Fædrenes Myther, eller i det Hele blive dygtige til at fortsætte og forklare deres Kæmpe-Liv, da maae vi fremfor Alt tilegne os deres Grund-Sætning, som var, med den höieste Sikkerhed at slutte fra *Virkningen* til en *forholdsmæssig Aarsag,* og fra *Kraften* i Noget til Dets *Ægthed* i sit Slags, en Grund-Sætning, der, *udenfor Engeland,* nu længe kun har været hyldet paa Papiret og fornægtet i Livet. Saaledes skal vi f. Ex. indsee, at, om det ved et urimeligt Mirakel kunde være lykkedes en Munk eller To i Middel-Alderen at digte alle de Nordiske Myther, saa var de derfor intet mindre Klenodie eller Storværk af *Nordens Aand,* naar de kun udtrykke en Nordisk Livs-Anskuelse, der slaaer poetisk og historisk igiennem; thi den er lige god og lige nyttig, enten den er to tusind Aar eller kun to Dage gammel, saa slige gale Giætninger skal kun forkastes, fordi de angive en Aarsag, der staaer i et öiensynligt Mis-Forhold til den sikkre Virkning, som derved giöres *uforklarlig.* Hoved-Spörgsmaalet ved enhver Mythe, der udgiver sig for Old-Nordisk, er derfor, om den kan hjemle sig Plads i en Poetisk og Nordisk Livs-Anskuelse, og derover er Nordens Tænkere og Skjalde de retmæssige Dommere, saa naar den fortrinlig huger dem, er den ægte Nordisk, og vil huge alle ægte Nordboer, enten saa dens *gamle Historie* lader sig oprede eller ikke. Vi skal derfor lære, kun at lee ad de Bog-Orme, der vil fortælle os, at en *Mythe* er des vægtigere og vigtigere, jo tidligere og jo tiere Man finder Sort paa Hvidt for den, thi Lögn og Skvalder har ogsaa lang Alder, og vi skatte ikke en Mythe fordi den er gammel, men vi slutte fra dens Ægthed til dens Ælde, fordi vi har lært, at de ældste er de ægteste, og det gaaer os med Myther som med Mennesker, at deres Historie tildrager sig kun vor Opmærksomhed, i samme Grad, som vi finde dem selv tiltrækkende. Dette er den *levende* Betragtning af Sagen, hvorimod det er naturligt, at de Döde, paa Hels og Gravens Vegne, for ramme Alvor giör Indsigelse, men hvorpaa det er ligesaa naturligt, vi ei give Slip, for at föie den Arve-Fiende, vi tidsnok kan falde i Hænderne paa.
Alt hvad vi nu veed om *Ygdrasill* findes omtrent samlet i *Gylfe-Legen,* saa det vil her være bedst at begynde med den, og siden anmærke, hvorvidt Hjemmelen bærer eller brister.
Det hedder da först, at Gudernes Thing-Sted og Samlings-Plads er under Asken Ygdrasill, som derpaa beskrives saaledes, at den er det höieste og ypperste af alle Træer, dens Grene udbrede sig over al Verden og strække sig op over Himlen. Trende Rödder har Asken som ligge vidt fra hinanden“halda þvi upp” om Rödderne, tör jeg ikke befatte mig med, da mig synes de Ord vil vende op og ned paa Asken, hvad for Resten ei kunde skade, naar det blev klart.: den Ene hos *Aserne,* den Anden hos *Rim-Thurserne,* hvor Ginnung-Gabet fordum var, og den Tredie over *Niffelhjem,* og under den Rod som vender mod Thurserne er*Mimers-Brönden,* men under Himmel-Roden er *Urde-Vældet,* og under den Tredie Rod, i Hvergelmer, ligger Dragen *Nidhög.* I Aske-Grenene sidder en Örn med megen Vidskab, og imellem hans Öine sidder en Hög som hedder *Veirfölner* (eller *Veirlöfner*), medens Egernet *Ratatösk* (eller *Ratakost*) springer op og ned af Asken, og sætter Splid mellem Örnen og Nidhög. Fire Hjorte: *Daain* og *Dvalin, Dunner* (eller Dyn-Ær) og *Dyrathror* springe om mellem Grenene, og bide Knopper af, mens Nidhög gnaver ved Roden, og har flere Orme hos sig i Hvergelmer, end nogen Tunge kan nævne. *Nornerne,* som boe ved Urdas Kilde, tage imidlertid daglig af Kilde-Vandet og af Dyndet ved Kilden og öse over Asken, for at dens Grene skal ikke visne eller frönneGylfe-Legen (R. U.) S. 17-20..
Naar vi hertil föie, hvad egenlig fölger af sig selv, at Asken rystes i Ragna-Roke, da er det Alt hvad derom findes i Gylfe-Legen, og för vi nu gaae over til det Enkelte, vil vi betragte Træet i det Hele, for at see, hvad det kan have at betyde; thi det er jo Hoved-Sagen ved alle Myther, og dobbelt ved denne, som er *Gothisk* tilgavns, og lader sig ikke engang afmale, end sige steenhugge.
Her maa jeg ret mindelig bede Læseren huske vor Aftale, i Indledningen, at enhver Mythe, som röber Begeistring, maa nödvendig have Noget at betyde, som *kunde* begeistre en Digter, og at en Hoved-Mythe, der engang har begeistret hele Folket, maa hænge inderlig sammen med det tilsvarende Folks Liv og Grund-Anskuelse. At nu Aske-Mythen er poetisk, tager jeg mig den Frihed at forudsætte, blandt Andet, fordi den har begeistret mig, og dens Anseelse i Norden er særdeles vel bevidnet; thi at *Volsung,* der regnede sig for en Sön af *Odin,* lod sin Hald bygge med et vældigt Træ i Midten, hvis Grene overskyggede Taget, det er allerede NogetVolsung-Saga (Rafns U.) S. 119-20. Hvad Navnet *Branstok* (eller *Barnestok)* som gives Træet*,* egenlig betyder, veed jeg ikke., men dog kun Lidet imod den Efterretning, at ved Christendommens Indförelse stod der endnu udenfor det store Tempel i *Upsal* et saare höit Træ med vidt udstrakte Grene, af et Slags som Ingen kiendte, og grönt baade Vinter og Sommer, ved Siden ad Kilden, hvori Slagt-Offerne sænkedesEfterretningen findes ikke blot hos Adam Bremers Scholiast, men ogsaa hos Krantz i hans Suecia P. 204, med andre Ord i samme Mening..
Naar Man nu fortæller os, at hele *Asken* betyder slet ikke Andet end *Luften* eller *Sky-Himlen,* saa *Skyerne* er dens *Blade, Vindene* dens *Hjorte,* og de *hvide Fluer,* eller ogsaa Fru *Fygomby* (Fama), *Egernet,* da skulde Man vel tænke, det var kun Spas, da det ikke engang paa nogen muelig Maade lader sig forene med Beskrivelsen, hvorefter jo Grenene gaae op *over Himlen,* og kun den ene Rod findes der, hvor Ginnung-Gab var, altsaa i *Luften;* men da det, desværre, baade er Alvor, og tages derfor, maae vi een Gang for alle erklære, at alt Sligt, om det end kunde passe med Beskrivelsen, dog er baade *Poetisk* og *Historisk* umueligt. Det ligger nemlig for det Förste i Billed-Sprogets Natur, som selv de usleste Rim-Smede har en dunkel Fölelse af, at Man ikke *betegner* det *Synlige med* noget *Usynligt,* eller det *Nærværende* med noget *Fraværende,* men *netop omvendt,* saa ikke selv den elendigste Smörer, vil, naar han mener “Ild” sige “Kiærlighed” naar han mener “Vind” sige “Aand” naar han mener “Vand” sige “Flauhed”, men netop omvendt, og selv fra den allerlaveste Stand-Punkt i Poesiens Verden, maa Man da korse sig over saadanne Forklaringer af Old-Tidens Billed-SprogHermed nægtes ingenlunde, at f. Ex. de Islandske Skjalde har brugt mangt et Billed-Ord baade om Guld og Sværd og Skib, uden dermed at ville sige Andet, end hvad Tingenes Navne havde sagt meget bedre, men vel at mærke, de Skjalde *opfandt ei* heller Billed-Sproget, men *misbrugde* det kun.. Men for det Andet er det ligesaa vist, at naar enten Solens Opgang, eller Havets Brusen, eller nogen anden Natur-Begivenhed skal kunne begeistre en Digter, da kan det umuelig skee ved det alene, der *sees* og *höres,* men maa være enten ved den umiddelbare *Virkning* deraf, eller ved en *Tanke-Række* som knytter sig dertil, saa, vil han yttre sig poetisk derom, vil han altid stræbe at udmale Scenen, og aldrig i et dödt og dunkelt Ord indslutte den store Hemmelighed, at somme Tider er det lyst og somme Tider mörkt, somme Tider sveder Man, og det er gierne om Sommeren, og somme Tider fryser Man, især om Vinteren, somme Tider bliver Man giennemblödt, sædvanlig naar det regner stærk, og til andre Tider har Man Sit paa det Törre, især ved Mid-Sommer, naar Man slikker Soel-SkinHvem der læser *Shakspear,* vil vist gierne mindes om As you like it III. 3. Hast any philosophy in thee, shepherd? — No more but that I know, the more one sickens, the worse at ease he is, and that he that wants mony, means and content, is without three good friends; that the property of rain is to wet, and of fire to burn, that good pasture makes fat sheep, and that a great cause of the night is lack of the sun, that he that has learned no wit by nature or art, may complain of good breeding, and comes of a very dull kindred. — Such a one is a natural philosopher!.
Dog, selv, naar Man, hvad ogsaa er prövet, vilde ansee Ygdrasill for et Sind-Billede paa skjulte Natur-Virkninger, da havde Man *historisk* Uret, fordi Nordens Aand klarlig var og er historisk, og hele Beskrivelsen henviser paa det historiske Menneske-Liv. Ved nemlig at sætte Asken over *Urds* og *Mimers Kilde,* trængt paa alle Maader, men dog ved *Nornernes* besynderlige Omhug immergrön til Ragna-Roke, har Folke-Munden ligefrem forbudt os at tænke paa Andet end den store *Kamp* imellem *Liv* og *Död,* som fortsættes fra Slægt til Slægt, ei uden Virkning fra Dödens Side, men dog i det Hele til Livets Fordeel, saa Alt hvad ei dermed lader sig passelig forbinde, er udelukt af Forklaringen.
At nu ogsaa denne store Kamp, hvori vi Alle tage Deel, tabe indtil videre Slaget, da, som Ord-Sproget lyder, seierlöse falde Kæmper alle, og kan kun tröste os ved, at hele Slægten i Grunden dog giör Eet, og skal omsider vinde; at denne historisk-poetiske Kamp kunde begeistre en gammel Nordisk Digter, det kan vi godt forstaae, især da den unægtelig har begeistret mange Skjalde trindt paa Jordens Kreds, og at *Nordens Kæmper* kunde begeistres for et Sind-Billede deraf, som paa det Inderligste knyttede sig til deres Haab om höi Triumph bag Ragna-Roke, det er saa naturligt, at jeg slet ikke kan begribe, hvordan det kunde anderledes være.
Saaledes vilde Sagen unægtelig staae, om Man end kunde vise, at den gamle Skjald havde været meget uheldig med Valget af sit Sind-Billede, eller at dog Mythen var kommet saa vanskabt til os, at den var poetisk ubrugelig, men, saavidt jeg kan skiönne, er Ingen af Delene Tilfældet. Træet i Skoven er nemlig saa naturligt et Sind-Billede paa en stor Slægt, udsprunget af samme Rod, men deelt i mange Grene, at Billedet hos os, og vel hos alle Folk med Aand, er gaaet over i Hverdags-Sproget, hvorfor jo ogsaa en adelig Families Stam-Tavle kaldes dens *Stam-Træ.* Det er derfor en ligesaa ægte poetisk, som dristig Idee, at give hele *Menneske-Slægten* et fælles *Stam-Træ,* og forklare sig alle Mod-Sætninger af en *treklövet Rod,* thi Erfaring lærer jo virkelig, at der egenlig kun er tre Slags Folk i Verden: Nogle som virke kraftig for et ædelt og evigt Öiemed *(Gudernes Börn),* Nogle som ogsaa virke kraftig, men for et uædelt og blot timeligt Öiemed *(Jette-Börnene),* og Mange som kun udmærke sig ved Dorskhed og Afmagt *(Frænderne af Hel),* og derfor blive vi aldrig enten saa christelige eller saa kloge, at vi jo med Fornöielse kan betragte og med Fordeel bruge de Nordiske Hedningers Mythe om det Kæmpemæssige Stam-Træ, der jo staaer grönt endnu over Urds Kilde, skiöndt, som det synes, ei langt fra at visne, saa det kan höit behöves, at Norner daglig vande det med ædlere Vædske end Regn og Snee. I Forbigaaende vil jeg kun tilföie, at da Menneske-Livet ligner sig selv i det Mindre som i det Större, kan og maa Ygdrasill staae for os som et livligt Sind-Billede paa *Levnets-Löbet,* ei blot i hele Slægten, men ogsaa hos hvert enkelt Folk, som med Aand deeltog deri, og da især hos *Nordens Kæmpe-Folk,* af hvis Liv det Mythiske Træ jo er udsprunget, saa det maa nödvendig ogsaa have Rod deri, et Vink, der vil vise enhver Skjald, at denne store Mythe er selv som en Rod ved Urda-Vældet, hvoraf der kan udspringe et poetisk Ygdrasill, som udstrækker sine Grene over hele Aandens poetiske Verden.
Mythen, selv som den findes i Gylfe-Legen, er da sin egen bedste Hjemmel, men den hænger dog for nöie sammen med *Norne-Mythen,* til at kunne fattes i *Völuspa,* hvor Ygdrasill derfor oftere nævnes, og udmærkes i Anledning af Nornerne saaledes:
Asken jeg kiender,Ygdrasillkaldt,Graahærdet, stænketMed Vædsken hvid,ImmergrönOverUrdas Væld!Dette har Gylfe-Legens Forfatter aabenbar havt for Öie, saavelsom fölgende Beskrivelse, i Grimners-Maal, af Asken Ygdrasill, hvor Guderne daglig forsamles paa deres Thing-Sted:
Rödderne trende,Som i en Tre-Kant,Ygdrasils-AskenUnder sig har;Over sig har demHel og Rim-Thurser,Og Folke-Færd.Egernet spillerI Asken Bas,RatatoskrenderFra Rod til Top,Bærer fra OvenÖrne-BeskeedTil Nidhög ned!Hjorte der findes,Fire i Tal,Brunstig afbideBladet i Knop:Daain ogDvalin,Dunner og DyrathrorOm jeg har truffet Meningen af de dunkle Ord “hæfingar á gaghalsir” er vel et Spörgsmaal, men da “hæfingar” maa svare til “barr” i Gylfe-Legen, og hæfe paa A. S. er Giær, forstaaes derved dog sikkert de *svulmende Knopper,* og naar Man sammenligner det A. S. gagol ͻ: lascivus og det Engelske “agog”, kan Man dog neppe tvivle om, der skal læses ágag-halsir og tænkes paa *Begiærligheden.*
.Ormene flere,End Aberne troe,Gnave paa Asken:GoinogMoin,Gravvitners Börn,Graaryg og Gravvold,Ofner ogSvafner!Saa döier AskenUlæmpe Nok,Mere tilvisse,End Mennesken veed,Plustret af Hjorte,Frönnet paa Siden,Naget fornedenAf Nidhög med!Grimners-Maal. C. U. p. 55-57.
Her findes da, som Man seer, forsvarlig Sang-Hjemmel for hele Beskrivelsen i Gylfe-Legen, naar Man undtager det om *Högen* mellem Örnens Öine, og om at det er *onde Ord* (öfundar-orð) Egernet bærer mellem Örnen og Nidhög, hvad jeg maa lade staae ved sit Værd, da jeg neppe veed, hvad Egernet vil sige.
Da *Örnen* imidlertid sagtens her, som sædvanlig i Billed-Sprog, betegner *Menneske-Aanden* i sin höie Flugt, forestiller Egernet vel *Fristeren,* som staaer i Pagt med Ormene, og antager Man, efter Varianten i Gylfe-Legen, *Rata-Koster* for det rette Navn, da er den Sag i Ordencostere er nemlig paa A. S. en *Frister,* og med “rata” kan vi aldrig blive forlegne, enten vi saa vil udlede det af A. S. raðe ͻ: hurtig, som passer godt nok, eller af et andet nærliggende Ord i de Nordiske Mund-Arter..
Angaaende Hjortene, er det klart, at hvad enten de kaldes *brunstige* i Grimners-Maal eller ikke, saa er de det dog, og afbilde, ved graadig at afbide de unge Knopper paa vort Stam-Træ, ganske rigtig de vilde Lidenskaber, som fortære Livs-Kraften, og selv Tallet slaaer nok til, thi naar vi har nævnet Gridskheden paa *Magt* og *Ære, Gods* og *Gammen,* vilde vel et femte Hoved-Stykke blive som det femte Hjul til en Vogn, der, for at kunne bruges, maa være Drive-Hjulet i en Damp-Indretning. Forstod Man ellers Navnene, vilde det vel klare sig, hvad Inddeling de Gamle gjorde, men derom veed jeg ingen anden Oplysning, end at *Daain* og *Dvalin* er to bekiendte Dværge-Navne, som hentyde paa de forkiælende og berusende Lidenskaber, medens Dunner (eller Dyn-ær) og Dyra-Thror tydelig pege paa de Dumdristige og Rasende.
Högen *Veirfölner* eller *Veirlöfner,* som Gylfe-Legen er ene om, kan, efter Navnet, betyde Veir-Hane eller Vind-Spiller, og det var ikke saa urimeligt, at give Örnen slig en Tjener, der kunde sige ham fra *hvilken Side Vinden blæsde;* thi en saadan levende Ahnelse eller Formodning har Menneske-Aanden i sin Kreds jo virkelig, og trænger under Livets Storme ogsaa höilig dertilMan seer vel, at jeg udleder “fölnir” af “at föle” og “löfnir” af “at löbe” hvorimod vel Intet kan være at indvende. Et andet Spörgsmaal er det, om ikke Gylfe-Legens Hög er Völuspas og Fjölsvins-Maals mærkelige *Hane, Fjalar* hist, og her *Vidofner,* hvorom siden mere..
Endnu staaer tilbage at tale om Askens Navne, men da *Ygdrasill,* som staaer i Spidsen, og gaaer for Egen-Navnet, endnu er en Gaade, giör vi bedst i at begynde med den historiske Bemærkning, at Sachserne lige til Carl den Stores Tid skal have havt en stor Træ-Blok staaende under aaben Himmel, som en Helligdom, og at de kaldte den *Almind-Stötten,* (universalis columna) fordi de troede, den bar det HeleFrondosis arboribus fontibusqve venerationem exhibebant, truncum qvoqve ligni non parvæ magnitudinis in altum erectum sub divo colebant, patria eum lingva *Irminsul* appellantes, qvod latine dicitur *universalis columna* qvasi sustinens omnia. Script. Rer. Dan. II. 41..
Vi vil kun i Forbigaaende bemærke, at Efterretningen, som begynder med, at det var *grönne Træer* og *Kilder,* Sachserne dyrkede, og kommer saa med Klodsen, neppe hænger rigtig sammen, thi det er os her kun om Navnet at giöre, fordi det ikke blot passer paa *Ygdrasill,* men svarer ganske til *Adel-Tholl* som Asken kaldes i Odins Ravne-GalderAdal-þollr i Ravnegalderet. C. U. p. 231, hvor jeg tager “Adel” for “almindelig” som i “Adel-Vei” (Alfar-Vei) der svarer til “irmin-street” i Engeland.. Jeg troer derfor, at vi i Tankerne skal dele Ygdrasil, som Ygdra-*Sill,* hvorved *Sulen* strax springer frem, thi lidt Lys i en mörk Sag er meget bedre end Intet, og de sædvanlige Forklaringer af *Ygdrasill,* som den der giver Vand eller bærer Odin, vilde være intetsigende, om de end ellers var forsvarlige; thi den Mythiske Ask er jo hverken en Tag-Rende eller en Galge, og den kan umuelig have sit Navn af slige Biting, som at der drypper Dugg fra den, naar den vandes, og at *Rune-Kapitelets* Odin maaskee fandt for godt at hænge sig i den“syll” paa A. S. er nemlig ikke blot, som vores “Syld” Grundvold, men ogsaa *Stötte,* Sule, som i den A. S. *Orosius* (p. 32.) hvor “Erceles syla” er “Herkules Stötter.”. For Resten maa Man lægge vel Mærke til, at i Henseende til *grönne Træer,* og alt Sligt, som Island ikke har, er den Islandske Oversættelse, Udtale og Stavning allermindst at lide paa, saa de sære Navne paa Asken, vi finde i Islandske Kilder, nytter det neppe at bryde vort Hoved med.
Det Aske-Navn der, næst Ygdrasill, mest har piint Fortolkerne, er ellers *Mjötud* eller *Mjötvid,* som forekommer to Gange i Völuspa, og lader sig slet ikke udlede af Islandsk, men maa henföres til det A. S. “meotod” som er det almindelige Navn paa den styrende GuddomI Sigurds-Kviden III. (C. U. II. 243) svarer miötuðr klarlig til meotod, og ligesaa i *Odruns* Klage (C. U. II. 347), saa det har været et af Alfaders Navne i Hedenskabet, men paa andre Steder, som i *Fjölsvins-Maal* (C. U. I.l. 293) og i *Hervors* Saga (R. U. p. 441) synes det at betyde *“Hjelperen”* og da det paa förste Sted netop er Asken der tales om, gjorde Man vel bedst i at oversætte “miötvidr” ved *“Gavn-Træet.”*. Et andet endnu dunklere Navn er *Lærad* eller *Lierad,* som findes kun i Grimners Maal og paa tilsvarende Sted i Gylfe-Legen, og bör saameget mindre standse os, som det ei engang er ganske afgjort, om det er Ygdrasill, der tales omGrimners-Maal C. U. I. 53 og Gylfe-Legen R. U. p. 45..
Askens mærkeligste Navn maa jeg da kalde *Mimers-TræetMimers-Træct,* baade fordi vi kan sige hvad det betyder, og fordi det staaer i klar Forbindelse med Ideen; thi “mimor” paa A. S. svarer til vores *“erfaren”* og *Erfarings-Træet* vilde netop være et passende Navn paa den Universal-Historiske Ask, eller Menneskehedens Stam-Træ, af hvis Rod *Erfarings-Kilden* unægtelig udspringer, og af hvis Dryp den daglig voxer. Vel har Man ogsaa draget i Tvivl, om *Mimers-Træet* var det Samme som *Ygdrasill,* men det var uden al Grund, thi Vindkold spörger udtrykkelig om Navnet paa *det Træ,* der udstrækker sine *Grene* *over alle Lande,* og faaer da til Svar:
Mimers-Træet,Og Mennesker faaRoden kan nævne,Hvoraf det oprandt;Hvorved det fældes,End Færre dog veed,Dets Pest er ei Ild eller Staal!Fjölsvins-Maal. C. U. I. 291.
Det Sidste lader sig ogsaa godt forene med at Ygdrasill, efter Völuspa, baade ryster og fænger Ild i Ragna-Roke, thi det var jo *Skiærs-Ilden,* som alt Godt skulde giennemgaae.
Hvad der i det Fölgende siges om Frugten paa Mimers-Træet, er dunkelt, men har Man Ret i, at den skulde hjelpe Kvinder i Barns-Nöd, da stemmer det ogsaa godt med Hoved-Tanken; thi det var jo netop Askens Dyd, som Slægtens Stam-Træ, trods alle Hindringer, at staae immergrön over Urda-KildenDet dunkleste Ord (C. U. I. 292) er “keli-sjukar” og for den Hjelp Frugten skiænker siges Asken at være miötuðr med mönnum (Folke-Hjelper?).(Folke-Hjelper?)manglende punktum ved slutningen af fodnoten, og, med det Haab, at Mythen, som jo virkelig er en Frugt paa Asken hos os, skal bidrage Sit til Fortsættelsen af Menneske-Livet i Norden, vil vi gaae videre.
# Urdas og Mimers Kilder.
Det er ikke langt hvad vi læse hos de Gamle om disse mærkelige Væld, men Korthed og Fyndighed er jo netop de Hoved-Dyder vi Alle trænge höit til at lære af de Gamle, og Mythographerne i Særdeleshed.
Ogsaa her maae vi begynde med Gylfe-Legen, som giver bedst Beskeed, og er for det Meste sin egen Hjemmel.
Her hedder det da om Urdas Kilde, at denne Helligdom er ved Askens *Himmel-Rod,* og at der have *Aserne* deres Thing-Sted, hvor de daglig mödes, og Nornerne deres Höielofts-Sal. Vandet, hvormed Nornerne bestænke Asken, for at holde den frisk og grön, er saa helligt, at Alt hvad der kommer i Kilden bliver saa skinnende hvidt, som Hviden i et Æg, og Duggen som falder fra den stænkede Ask ned paa Jorden kalder Man *Honning-**Dryp,* hvoraf Bierne nære sig. I Kilden opholde sig to Fugle, som kaldes *Svaner,* og fra dem nedstamme Fuglene af dette NavnGylfe-Legen. R. U. p. 17-20..
Af denne Mythe finde vi i de os levnede Sange kun for saavidt Spor, at *Vola* peger paa Urdas Kilde hos *Nornerne* under Ygdrasill, og paa Askens Bestænkelse med *hvide* Vande, samt at *Asernes* daglig besögte Thing-Sted, efter Grimners-Maal, er i Skyggen af Ygdrasill. Ellers veed jeg ikke af, at *Urdas Kilde* nævnes i Sangene, undtagen hvor Odin indföres i Höisangen (Havamaal) saa talende:
Bladet fra Munden!Mælet sig löfte!Ordet udströmmeFra Taler-Stolen,Ved*Urdas Væld!*I dybe Tanker,Jeg sad og skued,Og taus jeg lyttedTil Tungers Lyd!Meget om Runer,I Morgen-Röden,Hörde jeg tale,Ved Höielofts-Salen;Fra Höie-LofteDet löd som saa!Jeg læser nemlig, med R. U. p. 24, með dagræðom, og tager naturligviis Höielofts-Salen ved Urdas Kilde for Norne-Salen. Ved denne Leilighed maa jeg ellers paaanke tre Ting ved C. U. af Völuspa og Havamaal, nemlig: at *“Urd”* ikke engang findes i Glossariet, at der er slet *intet Register* til Sangene, og at Varianten af den trykte Stokholmer Udgave “þulor lángar” slet ikke er anfört.
Naar Man nu fortæller os, at Urdas Kilde er i det Höieste ikke Andet end *Mælke-Veien,* hvis Mælk blev til Vand, för det naaede Jorden, da synes det ikke engang at have været en saadan Tale, Forfatteren af Hava-Maal lyttede til ved *Urdas Kilde,* og Nornernes Höielofts-Sal, og at det hverken var Mælke-Veien eller selv den grödefuldeste Regn der begeistrede *Völuspas* Sanger, er vist nok, og dog var det unægtelig *Urdas* Kilde, som *Kilden til* al *Spaadom* paa *Norners* Læber. Hvorfor dog ikke heller slutte, at de Gamle har antaget Kilden for hvad de kaldte den, og for hvad den maatte være, naar den skulde begeistre dem, og naar det skulde passe paa den, hvad de sagde om den: *Spaadoms-Kilden* altsaa, hvis Ström baade aabenbarede det *Vordende,* og virkede grödefuld til dets Udvikling! Denne Forklaring er nemlig paa een Gang bogstavelig, simpel og aandelig, som jo er Alt hvad Man kan forlange; thi en saadan Spaadoms-Kilde, hvormed Slægtens Stam-Træ vandes, er jo et sandt og deiligt Sind-Billede paa Begeistringens dybe Væld, hvoraf unægtelig al sand Spaadom opstiger, og i hvis *levende Ord-Ström* al Aabenbaring, den være ordenlig eller overordenlig, af Himlens og af Jordens Hemmeligheder, udgik til Menneske-Slægten, vakde og meddeelde hvad den baade udtrykde og vidnede om *“Liv og Aand.”* Hvad Urdas Kilde nödvendig er for os: et Sind-Billede paa Poesien i sin höieste Grad, og sin naturlige, oprindelige Skikkelse (Prophetien), det var den aabenbar ogsaa for de Gamle, saavidt og saalænge de troede deres egen Aand, og hvad den var for de Aandlöse, for hvem det Aandelige altid er Intet, lönner det vist ikke Umagen at undersögeAt Man imidlertid endnu ved Christendommens Indförelse tænkde paa Andet end Mælke-Veien, naar Man nævnede *Urdas Kilde,* see vi deraf, at Skjalden *Eilif* lader Christus throne ved *Urdas Kilde,* som de Capitolinske Guders (Róms setbergs banda) mægtige Konge. Skalda R. U. p. 168..
Saaledes taget, forklarer da Mythen sig selv, hvad egenlig alle Myther maae, naar de skal blive klare, og *Svanerne* komme herlig tilpas. Disse Fugle, som Folk altid saa godt har kunnet lide, forbigaaes sædvanlig reent af dem der söge Urdas Kilde paa Mælke-Veien, istedenfor i Hjerte-Dybet; thi vel har Man ymtet om, at der ogsaa var et Stjerne-Billede som hedd *Svanen,* men det findes rimeligviis ikke paa Mælke-Veien, saa det vilde ikke passe, og desuden gik det dog heller ikke an, at lade alle Svaner paa Jorden nedstamme fra det. Naar vi derimod blot huske, hvad ei er let at glemme, hvilken deilig *Synge-Stemme* de Gamle tillagde *Svanerne* paa Jorden, og hvad *Svane-Sangen* baade fordum og nu betöd i *Folke-Munde,* da finde vi det i sin Orden, at deres poetiske Förste-Forældre svömme i *Urdas Kilde,* som et Sind-Billede paa Menneske-Slægtens *Svane-Sang,* der naturligviis maa komme fra Spaadoms-Kilden, om end mere som en *Efter-Klang* af dens Susen, end som en Ström af dens Væld. Maaskee er det en Hukommelses-Feil, men det forekommer mig virkelig at have læst, ensteds, at hine Svaner svömme *tause* i Kilden indtil Ragna-Roke, da de ængstelig oplöfte Rösten, og Tingen er omtrent ligegyldig, thi Hoved-Sagen er, at Mythen afrunder sig selv til et livligt og smukt Sind-Billede paa den dybe og vigtige Sandhed, at Begeistringen er Slægtens höiere Livs-Rod og rette Aande-Dræt.
Dog, jeg havde nær glemt *Duggen* som drypper i Dale, naar Ygdrasill vandes, og maa först anmærke, at dette er Alt hvad Vola siger, saa Gylfe-Legen er i vore Öine sin egen Hjemmel for, at denne Dugg kaldes Honning-Dryp og giver Bierne deres Næring.
Da Natur-Forskerne endnu, saavidt jeg veed, bekiende, de ikke veed hvoraf Duggen kommer, og strides desaarsag derom, var det vist nok intet Under, om vore gamle Fædre giættede paa en hemmelig Aarsag dertil, men i et Sind-Billede paa det Historiske Menneske-Liv vilde de naturligviis ikke söge den, för de var blevet blinde nok til at tage Skyggen for en Haandgribelighed, og aandsfattige nok til ei at kunne skabe men kun fordærve et Billede. Derimod, kan jeg godt forstaae, at den hemmelighedsfulde, vederkvægende *Dugg* var dem, saavelsom os, et *Billede* paa det Vederkvægende, Poesien har for Menneske-Hjertet, thi derfor tale vi jo endnu om *Taare-Duggen,* som perler paa vore Kinder, naar vi föle os som Grene paa det store Stam-Træ og tage levende Deel i dets Vee og Vel. At Man nu hermed bragde den *Södme* i Forbindelse, som Blomsterne skjule i deres Kalk, men som underlig aabenbarer sig giennem Bi-Værket, og i Miöd-Hornet, det er saameget naturligere, som vi veed, at *Miöden* igien var dem et Billede paa *Poesien* som en *Konst.* Dette er Noget, som enhver Digter strax vil see, og hans Læsere, naar han anvender det levende, strax föle, hænger ypperlig sammen, og vil da de Lærde ikke staae til Skamme, faaer de vel lægge dem efter at forstaae det.
Herom mindes vi ved *Mimers-Kilden,* thi vel vender Roden, hvorunder den findes, efter Gylfe-Legens Kaart, mod *Rim-Thusserne,* men dog er i den al Klögt og Vidskab eller Mande-Vidd skjult, og *Mimer* som eier Kilden er fuld af Viisdom, fordi han drikker det Slags Kilde-Vand af *Gjallar-Hornet.* Did kom Alfader (Valfader) og forlangde en Drik Vand af Kilden, som han ogsaa fik, men maatte sætte sit Öie i Pant, som det lyder i Völuspa:
Godt veed jeg,Odin!Hvor Du dit Öie lod:I den mærkværdigeMimers-Kilde,Miöd nu hver MorgenMimerdrikker,(Veed I hvad jeg mener?)AfValfadersPantGylfe-Legen. R. U. p. 17. Völuspa C. U. III. 37.
!Dette er Alt hvad herom vides, thi vel findes der endnu nogle dunkle Ord i Völuspa om denne *Odins* Kilde-Reise, men deels er de ikke gode at hitte Rede i, og deels giemmes de bedst til Talen bliver om ham selv. *Mimers* Personlighed vil jeg her ikke heller opholde mig ved, og det Lidt Man veed, siges bedst, naar vi komme til *Heimdal* med *Gjallar-Hornet,* da Spörgsmaalet her kun er om Kilden.
Hvordan Man nu kan falde paa at söge Kilden til Klögt og Vidskab enten i et Gade-Kiær, eller i Verdens-Havet, det er mig ubegribeligt; thi vore Hedenske Fædre vidste jo, ligesaa godt som vi, at om Man end kunde drikke *Thor* under Bordet, og virkelig udtömme Verdens-Havet, blev Man dog derfor ei det Mindste klogere, undtagen forsaavidt Man derved *erfoer,* hvormeget Man kunde drikke, og hvad der laae paa Havsens Bund. Kort sagt: Man har til alle Tider vidst, at skal Nogen blive klog, maa det være af *Erfaring,* og i Norden földe Man dybt, at til Forstand paa Menneske-Livet i det Hele vil Enkelt-Mandens *knappe Erfa**ring* kun lidt forslaae, desaarsag stræbde Man ivrig at tilegne sig de forbigangne Slægters Erfaring, og lade sin Egen sammensmelte dermed, til Efter-Slægtens Gavn, og denne grundhistoriske Retning kundgjorde sig i den Prophetiske Old-Tid i Mythen om *Mimers Kilde,* ved Siden ad *Urdas, Erfaringens* ved Siden ad *Spaadommens,* og for at Man ikke skulde tage Feil derad, gav Man *Mimer* (den Erfarne) Kilden i VoldLæseren husker jo nok, at “mimor” og “ge-mimor” paa A. S. betyder “erfaren” og er naturligviis nærbeslægtet med det Latinske “memor” saa Alt henviser os til hvad Erfaring lærer og Hukommelsen bevarer, altsaa til den *levende Historie.*.
Læseren kan nu formodenlig sige sig selv, hvorvidt *Odin* trængde til en Drik af Mimers Kilde, og i alt Fald skal jeg siden sige min Mening derom; men her maa det være Nok at anmærke, baade hvor naturligt det var, at Folk, hvis Poesi var aldeles historisk, ogsaa löftede historisk Vidskab til Skyerne, og tillige at Mytherne om Urdas og Mimers Kilder sammenföie sig, for vore Öine, til det önskeligste Sind-Billede paa den store, hele Menneske-Livet giennemgribende Sandhed, at det er Poesien der giver os den aandelige Anskuelse af Livet, og at det er en tilsvarende Erfaring der skal forklare det, eller med andre Ord, at det er de *Poetiske Folke-Færds Levnets-Löb* der skal forklare det ægte Menneske-Liv.
# Koen Öd-Humle.
Naar Man finder, at jeg om denne berömte Ko, og hvad dertil hörer, fatter mig i al Korthed, skiöndt netop disse Ting pleie at föde vidtlöftige Afhandlinger, da agte Man, at denne Forskiel nödvendig flyder af mine Mythologiske Grundsætninger og Öiemed. Det er nemlig hverken Religion eller Beskeed om Verdens Skabelse jeg vil lære eller udlede af Hedningernes Myther; men det er Hoved-Folkenes Anskuelse af Menneske-Livet, og hvad dermed staaer i Forbindelse, det fornöier mig at efterspore og oplyse, deels for det Lys, ethvert Folks Myther kaste paa deres Historie, og deels for det Udbytte af aandfulde Sind-Billeder, vi deraf kan vinde. Jo mere philosophisk derfor en Mythe klinger, desmindre bryder jeg mig om den, deels fordi den mythiske Philosophi altid er barnagtig Selv-Klogskab, som Man lærer lidet eller intet af, og deels fordi jo mindre poetisk en Mythe var, des mindre Indflydelse havde den paa Folke-Livet.
Det er i denne Henseende ogsaa mærkeligt, at i ingen af de gamle Sange finde vi mindste Spor af den Mythiske Ko, og at hele Philosophemet: om Verdens Udspring af Frost og Tö, kun lægges en *Rim-Thurs* (Vafthrudner) i Munden, hvoraf vi med Föie slutte, at det i Norden betragtedes som hvad det var: U-Gudelighedens og Van-Troens Selv-Klogskab.
Dermed vil jeg imidlertid ikke nægte, at *Koen Öd-Humle* kan have været et almindeligt Nordisk Sind-Billede paa Livets jordiske Udspring; thi Sagnet om *Ko-Dyrkerne:* Kong *Ögvald* i Norge, og *Eisten Belja* i Sverrig, samt Udtrykket *“den Danske Ko”* i Rim-Kröniken, synes virkelig at hentyde derpaa; men det er Koens Oprindelse af frossen Edder, jeg finder ligesaa unordisk som upoetisk, og overlader derfor til Andre at dvæle vedOm *Ögvald* i Heimskringla. I. 269, og om *Eisten* Beli Fornaldar Sögur I. 254, hvorved Man maa erindre, at, hvor der har været mindste poetisk Anskuelse, vil ingen haandgribelig Ting blive dyrket, hvis Navn ei först har været et Sind-Billede paa noget Aandeligt. I Rim-Kröniken S. 49 (Molbechs Udgave) er det, Man finder det mærkelige Udtryk om Hvirvel: han vilde da tage den *Danske Ko,* og jeg skulde huske meget feil, om der ikke endnu, ensteds, tales om samme Ko i Anledning af den Lybske Feide under Erik af Pommern..
Det eneste Mærkelige ved Koen finder jeg ellers netop deri, at det er en *Ko;* thi Man veed nok, at *Oxen* er det gamle Sind-Billede paa Livets Grund-Kraft, og Nordens *Ko* svarer da til Öster-Ledens *Oxe,* netop som *Fölelsen* til *Phantasien,* hvad altid er mærkværdigt som et sandt Udtryk af Natur-Forholdet mellem de natur-poetisk og de historisk-poetiske Folke-Færd.
Man har giættet paa Sammenhæng mellem Öd-Humle og den Sællandske *Humle,* med hvem Old-Sagnene hos *Saxo* begynde, og det er saa meget rimeligere, som *Jornandes* ogsaa nævner en *Humle* mellem *Gothernes* gamle Helte, men da der ingen af Stederne fölge Sagn med, er Giætningen indtil videre örkeslös.
# Jetter og Rim-Thusser.
Selv i Mythologien er disse lis-Tappe ei gode at faae Bugt med, især fordi de i Mythe-Bögerne omtales kun leilighedsviis, saa det er hardtad umueligt hos dem at adskille det egenlig Poetiske fra det Historiske, og Man kan ei engang sige, at Rim-Thusser har været Navnet paa de *usynlige* Gude-Fiender, og Jetter paa de *Synlige.*
Herved er da ikke andet at giöre, end at fölge de Gamles Exempel: ogsaa kun at omtale den Slægt leilighedsviis, undtagen forsaavidt Spörgsmaalet er om deres Oprindelse, og herom siger da *Vola* selv:
*Ymer*var tilI Tidens Födsel,Uden Sand eller Sö,Eller svale Bölger;Da var ei Himmel,Ei heller Jord,Ei Græs eller Straa,Men Ginnung-Gab!Hverken om *Ymer* eller om Nogen af Asernes Fiender bruger Vola Navnet *Rim-Thurs,* men ved at sige: tre *Thusse-Möer* fra *Jotunheim,* synes hun dog at stemple Navnet til eenstydigt med Jette, og Hrymer, som giör fælles Sag med Surter i Ragna-Roke, synes at hentyde paa det SammeVöluspa C. U. III. 24. 47..
*Ymer* erklæres ogsaa i Hyndlas Sang for alle Jetters Stam-FaderHyndlas Sang C. U. I. 336., og i Grimners-Maal siger *Odin:*
AfYmersKiödBlev Jorden skabt,Hav af Blod,Og Bjerg af Been,Sky af Skal,Og Skov af Haar;Men af hans BrynDe blide GuderMidgaardskabde,Til Menneskens Börn;Og af hans HjerneBlev med Steen-HjerteJetternesSlægtJeg læser nemlig (G. M. C. U. I. 59) “sky avll” sammen, og tager det for et af Jetternes Kiendings-Navne, da “skolli” paa Islandsk endnu betyder en Ræv, en Spotter, og *den Onde, Skalli,* er et Jette-Navn i Skalda, og Jetten Thjasse kaldes “skaul-giarn” i Hyndlas Sang C. U. I. 335. Kun paa Jetter, og ei paa Skyer, som desuden jo er skabt med Himlen af Ymers Pande-Skal, passer Tillægs-Ordet “hard módgo” ligesom Hrungner kaldes “harð-uðgi” og havde, efter Skalda, baade et *Steen-Hjerte* og et Steen-Hoved. Herved bliver det ogsaa mueligt at finde Mening i det fölgende Vers, som et Önske om Jetternes Undergang.
.Endelig kalder ogsaa Odin, i Vafthrudners-Maal, Jetterne *Ymers Afkom,* da han spörger, hvem der var *ældst:* de eller *Aserne,* men i Svaret faae vi ganske andre Navne, *Ör-Gelmer* nemlig, *Thrud-**Gelmer* og *Ber-Gelmer,* og her er det Rim-Thussen fortæller os:
Af*Elivaagen*Kom Edder-Draaber,Deraf blevJetten,Og Liv fik RimenAf Gnister vilde,Fra Sönder-Leden!Af Hrimthurs-HænderSprang Dreng og Pige,Og under FödderHan sig optraadteSexhovdet Sön.Saa melder VafthrudnerVafthrudners-Maal. C. U. I. 17-20., som selv vil kunne mindes Ber-Gelmer, mange Aar för Jorden skabdes, og det var Synd at sige, han giver sin Slægt for ædel en Byrd, skiöndt han giör den gammel nok; thi selv-raadig Edder og Forgift, der gestalter sig til en *Iis-Jette,* og föder uhyre Iis-Tappe paa egen Haand, er, naar Man skal have Deel i Livet, unægtelig det Mindste, Man kan være.
Mod denne Oprindelse til *Thusse-Livet* kan der i Övrigt fra Poesiens Side saameget mindre være Noget at indvende, som *Elivaagen* rimeligviis betyder *Nid-Vaagen*Elia en Medbeilerske er nemlig det nærmeste Islandske Ord jeg kiender, og det A. S. elnunge er ogsaa Nidkiærhed, men dog betyder Forstavelsen “el” i A. S. “fremmed.”, der er et meget passende Udspring for al den Hovmod, Trods og hjertelöse Haardhed, der til alle Tider udmærker Thusserne eller de *aandlöse Kraft-Naturer,* saa det Sære laae kun deri, om Man virkelig i Norden gav *Aserne,* og dermed alt *Aande-Livet* paa Jorden, samme stygge Udspring, og det er hvad jeg ikke saa lige kan troe paa *Gylfe-Legens* ubekiendte Hjemmel.
Her læse vi nemlig, at för Jordens Skabelse var der to Verdner: *Niflheim* den Ene, og *Muspelheim* den Anden, hvor *Surtur* regierede, og fra denne Verden mödtes i *Ginnung-Gab,* eller det tomme Rum“ginnung” er netop et Gab eller et tomt Rum paa A. S. og “ginnunga-gap” et af *Luftens* Navne i Skalda. p. 181., Gnister og Ild-Flager med de frosne Edder-Strömme, saa Isen begyndte at töe og dryppe, og frembragde först Jetten *Ymer,* hvem *Rim-Thusserne* selv kalde *Ör-Gelmer,* og siden Koen *Öd-Humle,* af hvis Yver der udsprang tre Mælke-Bække, som gav Ymer hans Næring. *Öd-Humle* selv nærede sig med at slikke de salte Iis-Kager, og af dem udsprang den förste Aften Haaret af en Mand, næste Dag Hovedet, og tredie Dag hele Karlen, som hedd *Bure,* var baade smuk og stor og stærk, og fik sig en Sön, der hedd *Börre. Börre* giftede sig med *Bölthorn* Jettes Datter *Besle,* og havde tre Sönner: *Odin, Vile* og *Ve,* som slog *Ymer* ihjel, og bygde af Stumperne, omtrent som vi hörde för. I Ymers Blod druknede alle Thusserne, saa nær som *Ber-Gelmer,* der undkom paa et Skib med sine Huus-Folk, blev Thussernes anden Stam-Fader, og fik af Börres Sönner sin Bolig anviist ved Strand-Kanten, medens de indenfor bygde sig en Borg af Ymers Bryn, som kaldes *Midgaard*Gylfe-Legen. R. U. p. 4-8.*.*
Overladende Læseren til sine egne Betragtninger herover, vil jeg blot anmærke, at de Folke-Sagn der gaae længere tilbage end Gudernes Födsel, udtrykke aldrig Folkets Livs-Anskuelse, men enten barnagtige Grublerier eller dunkle Erindringer fra *Menneske-Slægtens* Barndom, og, skiöndt her er Noget af begge Dele, er her dog vel Mest af det Sidste, thi vi, som have *Genesis,* kan ikke andet end see dunkle, forvirrede Spor af *Synd-Floden, Noa* med hans tre Sönner, og *Babels-Taarnet.* Saaledes röber sig ogsaa her vore Fædres grund-historiske Retning, og denne maa være os saa dyrebar, at vi ei engang kan beklage os over Forvirringen, den har indbragt i Sagnene om Jetter og Rim-Thusser, men stadig maae vi have den for Öie, naar vi studere Nordens Old-Tid, da vi ellers baade vil oversee *Grund-Ideen* i Gude-Striden, og de oldhistoriske Vink. De sidste ere vist nok ei lette at löbe med, men naar vi först blive opmærksomme paa, at Fædrene tilskrev Jetter eller Rim-Thusser i Tidens Löb Alt hvad de ikke ansaae for oprindelig Nordisk, da kan smaa Opdagelser og maaskee blot Tanke-Samling udbrede langt mere Lys over vor Old-Tid, end Mange drömde om.
Til disse historiske Vink regner jeg fornemmelig det Sagn, at *Alfader* var hos *Rim-Thusserne* för Han skabde Verden, og at *Nornerne* kom fra *Jotunheim,* og jeg formoder, det vil sige, at det var *Phönicerne* Man fik deres egenlige *Dyrkelse* fra. I alt Fald er det vist, at vi, under Forklaringen af Nordens Old-Tid, aldrig maae glemme, at det kun er en Old-Tid for os, og ei for Menneske-Slægten, saa den har ingenlunde gestaltet sig uden fremmed Indflydelse, og at den upaatvivlelige Forbindelse med et Folk som Phönicerne nödvendig maa have virket stærkt paa saa levende Gemytter og opvakte Hoveder, som Nordens Kæmper og Sangere var. Kun maa Man huske, at levende Folk kun lade sig virke levende paa, saa det er kun til historisk Oplysning vi pege paa Laanet fra de Fremmede, og ingenlunde for hos de Fremmede at finde Nögelen til Mythernes Forklaring, som ene kan findes i Nordens eiendommelige Aand, der brugde hvad den erhvervede ligesaa frit som hvad den oprindelig besad.
Dog, for ei over en Bisag, som de dunkle Spor af Mythe-Vandringerne unægtelig er, at glemme Hoved-Sagen, som er Nordens eiendommelige Anskuelse af Kæmpe-Livet og dets Öiemed, vil vi indprænte os *Odins* Svar til Vafthrudner, paa Spörgsmaalet om Flodens Navn, der giör Skiel mellem Guder og Jetter:
*Ifing*den kaldes,Aaen, som skillerGuders ogJettersGrund fra hinanden,Aabent er Vandet,Det aldrig tillæggesI Tidens Löb!Vafthrudners-Maal C. U. I. 10.
*Ifing* betyder nemlig *“Splid”* og vi, Saamange som randt af Asa-Rod, veed, at det er sandt: der gaaer en stridig Ström i den Flod, som, selv naar den er tilfrossen, har ikkun Skrad-Iis, thi den store Trætte, mellem Guddoms-Gnisten i os og det dyriske, selvraadige Element, kan aldrig bilægges, og ligesaalidt den skarpe Modsætning mellem aandelige og dyriske Kraft-Naturer ophöre, uden ved et fuldstændigt Nederlag paa en af Siderne, der saa nödvendig engang maa ramme Thusserne, som Jordens Klipper og Bjerge, om de kunde rive sig lös og faae i Sinde at overflyve Stjernerne, vilde komme til at böde for deres Dum-Dristighed ved at synke i den bundlöse Afgrund. Mod-Sætningen mellem *Guder* og *Jetter* finde vi derfor ligesaavel hos *Hinduer, Perser* og *Græker,* som hos *Gother,* men hvad jeg önskede ret at indprænte mine Læsere, er, at den i *Norden* har et *eiendommeligt Præg,* som udsprang af Fædrenes *historiske* Natur, og giör deres Mythe til et anderledes rigt, livligt og klart Sind-Billede paa den Universal-Historiske Kamp, end hine Folks, med hvis Kamp-Myther vi derfor vel skal sammenligne men maae paa *ingen Maade sammenblande* Vores! At Man imidlertid i vore overfladelige Dage har gjort det, er intet Under, thi paa *Over-Fladen* ligne alle Kamp-*Myther,* saavelsom alle Mennesker, hinanden, og har nu Kampen, som hos Perser og Hinduer, ligesaavel en evig Triumph til Maal, som den Nordiske, da finder den Kortsynede ei mindste Forskiel; men der er desuagtet den samme naturlige og giennemgribende Forskiel, som mellem en *Persisk Mager,* eller en *Indisk Bramin,* og en *Nordisk Kæmpe-Skjald,* saa, medens Hine enten ved Spægelse og Grublerier, eller ved Hexe-Konster, vil bringe det gode Princip til at seire, styrter denne sig med funklende Öine og glödende Kinder dristig ind i Striden, *som* den *virkelig föres* paa Jorden, og begeistres derved under levende Deeltagelse til at skildre den i sin guddommelige Skikkelse. Kort sagt: de *Österlandske Hedninger* stirrede sig blinde paa *Natur-Skyggen* af den store *Kamp,* og jo alvorligere de da stræbde at afbilde denne Skygge i deres Liv, des tommere og dödere blev deres Forestillinger om Kampen, og des udueligere blev de til virkelig at tage Deel i den, men de *Nordiske Hedninger* havde aabent Öie for Kampen i Folke-Livet og Verdens Löb, derfor blev deres Forestillinger levende, deres Deeltagelse virkelig og frugtbar, og deres Kamp-Myther uforbederlige Sind-Billeder, hvori de store Verdens-Begivenheder speile sig, og som det derfor til alle Tider, mens Kampen varer, vil være baade lysteligt og gavnligt at have for Öie. Har vi derfor kun engang bemægtiget os Anskuelsen af *Striden* mellem *Aser* og *Jetter,* da see vi giennem hele Menneske-Historien Aserne daglig forsamles under det store *Stam-Træ,* og fölge med Fornöielse *Thor* paa alle hans Udvandringer; thi hvad hverken *Asernes Raad* eller *Thors Hammer* mægtede at udrette, det stilede de dog virkelig paa, og afbilde derfor i Sandhed.
Vil Man nu heraf slutte, at Mythen om Jetter og Rim-Thusser har i det Hele hos Nordens Kæmpe-Folk laant sin Skikkelse fuldtsaameget af udvortes Begivenheder, som af indvortes Erfaring, da er det netop ogsaa min Mening, ikke blot om Een men om alle Nordens Myther, thi det er den naturlige Gang hos et Folk, for hvem de udvortes Begivenheder alle Dage har været Speilet, hvori de beskuede Menneskets Indvortes, og hele Aandens Verden.
Heraf reiser sig vist ogsaa den Beliggenhed, mod *Norden* og *Östen,* som gives *Jotunheim,* thi det er klart, at Man kaldte Klippe-Karlene *nordenfor* Throndhjems-Fjorden Jetter, og sagtens har Man kaldt Barbarerne *östenfor Ilfing* (Elbing) ligesaa, indtil *Hunne-Navnet* der tog OverhaandDen Angel-Sachsiske *Orosius* p. 22, og i Stokholmer-Udgaven af Vafthrudners-Maal p. 33 har Prof. Rask, hvad jeg dog ikke billiger, endog af den Aarsag sat “ilfing” istedenfor “ifing” som Navnet paa den Flod der skiller Guder fra Jetter.. At *Surters* Land *“Muspelheim”* sættes mod Sönden, kan vel oprindelig have sin Grund i Forestillingen om de *varme* Lande, og selv hans Stilling paa Grændsen med det *blinkende* Sværd kan være udsprunget af et forvirret Sagn om Paradiset, men *Romer-Riget* med sin Grændse-Vagt har dog vist tidlig blandet sig deri.
Hvad endelig *Jette-Runerne* og *Jette-Sproget* angaaer, da kan det vel være et Spörgs-Maal, om derved hentydes paa et bestemt Folk, men at derved er tænkt paa *Folk,* seer Man dog klart af *Alsvins-Maal,* hvor det hedder, at *Jetterne* kalde Jorden *Grönsvær,* Himlen *Oplandet,* Maanen *Strygeren,* Solen *Immer-Glands,* Skyen *Vand-Mærke,* Vinden *Skrig-Hals,* Stille *Over-Luun,* Havet *Aal-Gaarden,* Ild *Bulbideren,* Træ *Brændsel,* Nat *Sorgenfri,* Korn *Æde,* og Öllet *godt Skyllevand*Alviis-Maal C. U. I. 260-73: igrön, uppheim, skyndi, ey-gló, urvan, æpi, of-hly, álheim, frekan, eldi, ó-sorg, æti, hreina lavg. Læse-Maaden ósorg for ó-lios, uanmærket baade i C. U. og R. U. har jeg taget af *Skalda* p. 188.*.* Lærer Man for Resten ikke Andet heraf, saa seer Man dog, at det *Billed-Sprog,* vore Fædre tillagde Jetterne, var ret tilpas. Om *Runerne,* som i det Hele endnu er en Nordisk Hemmelighed, har vi derimod ikke saa god Beskeed, thi der siges blot, at Jetterne var stærke i det Kapitel, og havde *Alsvin* (Viismanden) derfor at takkeVafthrudners-Maal C.U. I. 25 og Rune-Kapitlet III. 133..
At Man havde Navn paa en heel Slump Jetter, sees af Skalda*Skalda* p. 209-11., og skiöndt Ramsen er baade for lang og tör til her at gientages, skal Man dog ingenlunde foragte den; thi naar Man her finder *Saxos Vagnhoft* og *Hafle* og *Harthgrep, Ofote* og *Hrosthjof* igien, da er det et vigtigt Vidnesbyrd, og Navnene vil paa flere Maader kunne give mange Oplysninger.
Til Slutning bör det anmærkes, at *Jette* (eotun) og *Thurs* (Þyrs) bruges i Bjovulfs Drape iflæng om *Grændel,* og at vi endnu har en Levning af det Sidste i Ordene *“Tosse”* og *“Busse-Tosse”* som Man pleiede at kyse Börn med.
# Vætter, Alfer og Dværge.
*Vætte,* (wiht) betyder paa Angel-Sachsisk ethvert Væsen i Almindelighed, og betegner i de Mythiske Sange en vis *Personlighed,* som de Gamle meende, fandtes i Alt, i det for vore Öine Livlöse saavelsom i det Levende; og naar vi læse i Vegtams-Kvide, at Aserne bad alle *Vætter* skaane *Balder,* da siges i Gylfe-Legen, at det var baade Ild og Vand, Jern og alskens Malm, Jord og Steen, Træ og Sot, Dyr og Fugle, Edder og OrmeVegtams-Kvide C. U. I. 237. Gylfe-Legen p. 64.. Heraf fölger naturligviis, at *Vætte* havde en ligesaa udstrakt og svævende Betydning, som *Væsen* nu, og maa forstaaes af Sammenhængen, naar det ei nærmere bestemmes af et Tillægs-Ord, som i *“Land-Vætter”* hvorved Man tænkde sig et Riges eller Landskabs særegne til Landet bundne Skyts-Aander.
Spörgsmaalet om *Alfer* og *Dværge* er derimod et af de mest indviklede i Nordens Mythologi, som jeg ingenlunde tör love Læseren at besvare tilfredsstillende, men kun at oplyse lidt bedre, end det er hidtil skedt. Dunkelheden reiser sig nemlig ikke blot af vor Uvidenhed om, hvormeget *Historisk* der ligger til Grund for Mythen eller er indblandet i den*,* men især af at *Alferne* ikke kiendelig nok gribe ind i Livet, og at Navnene i vore Mythe-Böger stundum bruges om hinanden.
Dersom det lange *Dværge-Register* i *Völuspa* var ægte, da maatte vi slutte, at *“Dværge”* oprindelig havde været *Fælles-Navnet* for alle de Væsner, som ei var Guder, Jetter eller Mennesker, og havde altsaa nogenlunde svaret til Navnet *“Engle”* i vor Anskuelse, men da hint Register vilde passe langt bedre i Skalda, end hvor vi finde detForuden den Urimelighed, at *Vola,* der ei engang giver et Register over *Aserne,* skulde give et over *Dværgene,* viser det sig ogsaa i alle Udgaver af Völuspa, at Dværge-Registeret er en indskudt Parenthes, der voldsomt afbryder den klare Sammenhæng mellem det Foregaaende og Efterfölgende C. U. V. X-XV. At for Resten dette ubehændige Indskud godt kan være gjort i Munden, för Sangen kom paa Papiret, forstaaer sig selv, ja, det var endog mueligt at finde Sammenhæng ved blot at springe V. XIII og XIV over., da *Alf* (Ælf) aabenbar hos Angel-Sachserne har været det almindelige Navn, og da vi endelig selv har beholdt *“Dværg”* som et *Historisk* og *“Ælve-Folk”* som et *Poetisk* Navn, saa maae vi vel slutte omvendt, at *Alfer* var det gamle Nordens Engle, og *Dværgene* kun et *Mellem-Slags* af dem: hverken *Lys-Alfer* eller *Mörk-Alfer,* men saa at sige *Skumrings-Alfer.* For Resten er det meget rimeligt, at de Gamle har forestillet sig alle *Alferne* smaa, ligesom vi helst give Englene Barne-Skikkelse, og da *“Dværg”* er det Nordiske Udtryk for Alt hvad der i voxen Alder seer ud som Börn, kan det naturlig ogsaa have givet Anledning til stundum at kalde de egenlige *Alfer Dværge.* Dette synes i det Mindste at være Tilfældet i fornævnte Dværge-Register, hvor der aabenbar adskilles to Slags, hvoraf det Ene har *Modsygner* og *Durin,* men det Andet *Lovar* og *Dvalin* til Hövdinger, thi at de Sidste skal være *Lys-Alfer,* formoder jeg, siden de kaldes *Straale-Slægten*Völuspa C. U. III. 198, hvor Læse-Maaden “lióma kindum” saa særdeles anbefaler sig, istedenfor den sædvanlige “lióna kindum” som Ingen veed hvad er. Hertil höre ogsaa de to *Smaa-Folk, Bygvir* og *Beyla,* som *Frey* havde med sig ved Ægers-Gildet, thi deels havde Frey jo hjemme i *Alfheim,* og deels staaer der vel at *Alfer* men ikke at *Dværge* sad med Aser til Höibords., og der andensteds siges, at *Dvalin* var *Alfernes* Rune-MesterHava-Maal R. U. p. 28. C. U. III. 133. d.. Vel synes det ikke at ville rime sig hermed, at somme *Norner, forskiellige* fra dem af *Alfe-Byrd,* kaldes *Dvalins* Döttre, og at *Solen* kaldes *Dvalins* LeegRavne-Galderet og Alviis-Maal C. U. I. 230 og 263., men deels maa man huske, at vi sjelden i de nye Böger, end sige i de Gamle, kan faae alle *Navne* til at stemme, og deels sige Islænderne selv at *“dvalins leika”* godt kan betyde *Dvalins Lege-Syster,* som rimer sig godt med *Alfe-Drotten,* og stadfæstes af Solens bekiendte Tilnavn: *Alf-Glandsen*álf-ravðull. Vafthrudners-Maal. Skirn. R. Ravne-Galderet. C. U. I. 29. 70. 231. Gylfe-Legen R. U. p. 77*.*.
Dog, det være nu i de Gamles Hjerne, i Folke-Munden, eller kun paa Papiret at Alfer og Dværge forblandedes, saa viser dog Forskielligheden af deres *Norner, Sprog* og *Runer,* at Man oprindelig har skildt dem ad, og den dybere Grund til samme For-Vexling ligger aabenbar deri, at de er *Tusind-Konstnere* tilhobe, og Menneskerne immer fristede til at forvexle den *himmelske Konst* snart med den *Naturlige* og snart med den *Sorte.*
Hvad nu först *Lys-Alferne* angaaer, da hedder det i Gylfe-Legen, at de have en herlig Bopæl i *Alfheim* ved *Urdas Kilde,* og en Glands som fordunkler *Solens,* samt at det ogsaa er *Lys-Alfer* som nu boe i *Gimle,* oppe i den *tredie Himmel,* hvis Navn er *Idel-Blaa* (Viðbláinn)Gylfe-Legen. R. U. p. 21. 22.. Disse *Alfer* er det naturligviis, vi træffe i *Asernes* Selskab, som et Slags fremmede Ministre fra en höiere Magt, thi disse Indbyggere af *Gimle,* der ei skades af *Surter-Branden,* er aabenbar, tilligemed Nornerne, som vi för saae regnedes til dem, *Alfaders* Repræsentanter i Tidens Löb, og vi slutte med Föie, at *Urdas Kilde* og *Alfheim* ligesaavel som *Gimle* laae i den *tredie Himmel.* Da imidlertid Alfernes sideordnede Forhold til Aserne ei er blevet synderlig ændset, maa det vel erindres, at alt i Völuspa hedder det, ved Ragne-Rokes Gny:
Hvor gaaer detAser,Og hvor gaaer detAlfer?Samme Spörgsmaal giör *Thrym* Thusse-Drot til *Loke,* selv *Odin* nævner *Aser* og *Alfer* i eet Aande-Dræt, og vi möde dem næsten i alle de Mythiske Sange ved Siden ad hinandenEdda Sæmundar C. U. I. 41. 72. 76. 77. 149. 56. 84. II. 202. III. 48. 133. 42 og paa sidste Sted hedder det, mærkeligt nok, at Thjodrærer Dværg goel, ved *Dellings* Dör, til *Styrke* (afl) for *Aser,* men til *Held* (frama) for *Alfer.*, hvorfor vi da ogsaa finde, at endnu i Hellig-Olavs Tid offrede Man i Sverrig til *Alferne*Heimskringla II. 125 hvor *Sighvat* Skjald fortæller, han maatte ikke komme ind i Huset for der var álfa-blót.*.* Vi kan derfor ikke tvivle om, det jo var dem, og *ei Aserne,* der forærede *Frey Alfheim* i *Tand-Gift,* og at de er *Ivalds-Sönnerne,* som i Arilds-Tid bygde *Skibbladner* og forærede dette magelöse Skib til den straalende *Frey*Grimners-Maal. C. U. I. 42 og 60 hvor “tivar” ligesaagodt kan betyde *Alfer* som *Aser,* og endda lidt bedre, da Aserne egenlig er sig-tivar, og Talen er om *Alfheim* som de ei raadte for.*.* Paa det Sidste har vi ogsaa en mærkelig Stadfæstelse i Ravne-Galderet, hvor *Idunna,* som falder ned fra Ygdrasils-Skyerne, *baade* siges at være af *Alfe-Byrd* og at være en af *Ivalds Döttre*Ravne-Galderet C. U. I. 212, som desuden begynder: Alfödr orkar, Alfar skilia., saa det kan ikke forvilde os, at *Ivalds* Sönner i Gylfe-Legen giöres til *Dværge,* og i *Skalda* baade til Dværge og Mörk-AlferGylfe-Legen og Skalda. R. U. p. 48. 130. 36., thi vi veed godt at *Mythologier* og *Æsthetiker* kun er daarlig *Poetisk* Hjemmel, og kan, naar de har baade Digtenes Aand og Bogstav imod sig, slet ikke komme i Betragtning.
Islænderne sige, at Navnet *Alf* og *Ælf* godt, ligesom *Eilif* kan betyde “den *Evige*” og det passer meget godt, da Surter-Branden, som sagt, ei kunde skade deres Boelig, og det behöver neppe at anmærkes, at vores *Ælve-Folk* og *Ælve-Konge* er i det Mindste de Straalendes Navnere, men vel maa det bemærkes, at *Alferne* (the Elfs) have holdt sig bedst i Engeland, hvor *Ælve-Kongen* endnu i Drydens Dage dandsede med *Fee-Dronningen* (the Fairy Queen) som *Spensers* Læsere nok veed var en *Urda.*
Om *Alfernes Runer* har vi sagt, hvad vi vidste, men om deres Sprog er at mærke, at de kaldte Jorden *Mark,* Himlen *Höielofts-Salen,* Maanen *Tids-Regneren,* Solen *Straale-Hjulet,* Skyen *Veir-Stötte,* Vinden *Giennem-Suser,* Stille *Dag-Milding,* Havet *Vand-Springet,* Træ *Maigrön,* og Nat *Sove-Gammen*Alviis-Maal C. U. I. 260-72. Fold, fagra-ræfr, ár-tala, fagra-hvel, veðrmegin, dynfara (gnyfara), dag-sæva, laga-staf, fagr-lima, svefn-gaman.*.* Læseren vil udentvivl med mig kiende en ikke ubetydelig Forskiel mellem *Jetters* og *Alfers* Maade at udtrykke sig paa, og det en Forskiel, der hentyder paa at Alferne beboe de höiere Egne. Vel maa det ikke glemmes, at der ogsaa var et *Alfheim* paa Jorden, mellem *Glommen* og *Göt-Elven,* som nævnes tit i de Islandske Romaner, og stundum med en Lovtale over Indbyggernes *Deilighed*Hervors Saga og Thorsten Vikingsons i Fornaldar Sögur. I. 413. II. 384. men hvor *Elve-Grimmerne* træde op i Historien, hörer Man Intet til DeilighedenHeimskringla III. 200-208, om *Svenke Stenersön.* Har der ellers, hvad ei er urimeligt, været et *Norne-Tempel* paa det store Offer-Sted i *Skirings-Hald* (Skirings-Sal) da kan Navnet Alfheim ogsaa hænge sammen dermed., og at de har deres Navn af *Elvene,* de boede imellem, er aabenbart, saa det foranlediger kun den Bemærkning, at det Nordiske Flod-Navn (Elf) ventelig er det samme som álf (ælf) og betyder det immer levende (rindende) Vand.
Vi komme nu til *Mörk-Alferne* eller *Svart-Alferne,* som vi dog kun har lidt med at giöre, og det er vor Lykke, thi om dem hedder det i Gylfe-Legen, at de boe nede i Jorden, sortere end Kul, og er, ei blot i Skind men fremforalt i Sind, som Nat mod Dag i Sammenligning med *Lys-Alferne*Gylfe-Legen R. U. p. 21.*.* Af de Mythiske Sange er nemlig, saavidt jeg veed, Ravne-Galderet den Eneste, hvori *Mörk-Alferne* nævnes, og det kun paa Slump med Thusse-Pakket, der gik til Sengs under Ygdrasils Hæll-RodRavne-Galderet C. U. I. 231.. *Svart-Alfheim* og dets Indbyggere nævnes derimod i Gylfe-Legen og Skalda, naar Aserne er forlegne for Baand til Fenris-Ulven, Haar til Sif, og saa videre; men paa de fleste Steder er det aabenbar en Forvexling af Mörk-Alfer med Dværge, eller selv med Lys-AlferGylfe-Legen og Skalda p. 34. 130. 36. hvor baade Ivalds Sönner og *Dværgen* Andvar giöres til Mörk-Alfer.. Derimod bör det ene henföres til Mörk-Alferne, og ei, som Man har for Skik, til *Dværgene,* at de skye Lyset, og forstenes af Sol-Straaler, thi naar dette ikke om Mörk-Alferne var i sin naturlige Orden, vilde det være et aldeles uhjemlet Sagn. Naar Man nemlig eftersporer dets Mythiske Oprindelse, da studser Man ordenlig ved, at det eneste Glimt deraf i de Mythiske Sange er den ubestemte Yttring om *Alsvin,* at han er narret, fordi han over Jorden har oppebiet Solens Opgang, hvori der slet ikke behöver at ligge meer, end at han maatte drive af med uforrettet SagAlviis-Maal C. U. I. 274.. Ikke engang i *Skalda* har jeg kunnet opdage mindste Spor af *Dværgenes Dag-Sky,* som ogsaa vilde være meget ubetimelig, da det dog vel var om *Dagen* at f. Ex. *Dværgen Brok* gik i Rette med *Loke* for Asernes Dom-Stol og syede hans Mund sammenSkalda p. 132., saa *Thjodolf* fra *Hvine* er nok, om ikke den eneste, saa dog den förste Skjald, der taler om *dag-skye Dværge,* og bruger ovenikiöbet Ordet ei om Dværge i Almindelighed, men kun om ham der lokkede *Svegder* ind i sit Steen-HuusHeimskringla I. 18. 19. hvor *Dværgen* kaldes *dagsciarr* durnis nidia salvordodr, hvad i det Allerhöieste lader formode, at *Thjodolf* ansaae Dværgene for dagskye, uden at anföre noget Beviis derpaa.. Selv i ingen af *Romanerne,* fra *Hervors* til *Thorsten Vikingsöns* Saga, har jeg stödt paa noget Spor af Dværgenes Dag-Sky, men paa mange af deres Færdsel ved höilys Dag, saa Beskyldningen bör död og magteslös at være, og ei komme Bjerg-Puslingerne til nogen Skade paa gode Navn og Rygte.
Man finder det maaskee lidt barnagtigt saa ivrig at antage sig Dværgenes Efter-Mæle, men det er i alt Fald naturligt, da Sællands-Farene altid har baaret en Slags Godhed for de smaa Bjerg-Folk, der i Övrigt, som alle Muld-Varper, gierne for saavidt kan have skyet Solen, at den skar dem i Öinene, og desuden er det ligefrem, at naar ikke de Mythiske Sagn men kun Mythologernes löse Beretninger stride mod Anskuelsen, da skal disse uden Skaansel kuldkastes.
Dog, det gaaer i Mythologien, som i Livet, at neppe er Man vel ude af den ene Forlegenhed, för den anden möder, thi Dværgenes Födsels-Historie og Slægt-Register, som vi nu komme til, har ogsaa sine store Vanskeligheder, som vi imidlertid skal stræbe at faae en tydelig Oversigt af, ved at begynde med Gylfe-Legen, der giver, om ikke den paalideligste, saa dog den klareste Beskeed.
Da *Asernes* glade Kronos-Dage var forbi, ved de hemmelighedsfulde Möers Ankomst fra Jotunheim, satte de sig, hedder det, höitidelig til Sæde, og raadslog om, hvad der skulde giöres ved Dværgene, der var kommet til Live i Jorden baade oppe og nede, som Madiker i Kiöd. Dværgene havde nemlig faaet Liv og Skabning som Madiker i Ymers Kiöd, men efter Gudernes Kiendelse fik de nu Menneskelig Skikkelse og Bevidsthed, skiöndt de har deres Boelig i Jorden og Stenene.
Nu opregnes först de, der, med *Modsygner* og *Durin* i Spidsen, skal have deres Boelig i Jorden, derpaa fölger en anden Række, som siges at være *Steen-Byggere,* og endelig en *Tredie,* af dem, der kom fra *Svarins-Höi* til *Örvang* paa *Jorrvold,* og fra dem ere *“Lovarr”* komneGylfe-Legen p. 15-16..
Her seer Læseren strax, er endeel at spörge om, og det er klart, at Forfatteren har havt Völuspa for sig, men ikke vores Text, og har havt andre Kilder som vi fattes. I vores Vise staaer der nemlig, at Guderne raadslog om, hvem der *skulde skabe Dværge-Flokken* af Brimers Kiöd (eller Blod) og Blaanes Been, samt at det var *Örvangs-Flokken,* med *Lovar* i Spidsen, som flyttede fra Sal-Steen (eller Svarins Höi) til Jorrvold (eller Jörvold)Völuspa C. U. III. 27 og 30. Dog er herved at mærke at i Resens Udgave af Gylfe-Legen Dæm. 13 findes det Nysanförte efter “Durin” kun som Variant..
Skiöndt det nu er vanskeligt at jævne Trætter om ubekiendte Ting, maa Visen dog giælde, og er *Lovars-Flokken,* som jeg giætter, *Lys-Alferne,* da maa *Jörvold* söges i *Alfheim,* hvor *Brimer-Salen* staaer i Luun for *Sindre-Ætten,* baade för og efter Ragna-RokeVöluspa C. U. III. 41. hvorved maa bemærkes, at Sindre-Ætten ͻ: Gnistrings-Ætten saameget mere maa forstaaes om Alfer og Dværge, som *Sindre* er Navnet paa En af de berömteste smaa Konstnere, der vel ikke findes i Registeret, men sveder dog ved Essen i Skalda p. 130, og gaaer endnu stærkt igien i Thorsten Vikingsöns Saga. Salen siges at ligge i *Okolne* som Islænderne vel med Föie oversætte *“Kuldfri”* eller *“Luningen.”*.
Herved maae vi, indtil videre, lade det beroe, og heller see til at udfinde, hvilke af de Mythiske *Konst-Værker* med Föie kan skrives paa de egenlige Dværges Regning, thi som Man er til, saa giör Man til. Ogsaa denne Materie er imidlertid af de indviklede, fordi Man naturligviis först har tillagt *Aserne* hvad Man syndes de til Nytte og Fornöielse maatte have, og först siden spurgt hvor de fik det fra, hvorved det da lettelig hændte sig, at den der fortalde, hvem der havde gjort *Mjölner* og *Drypner,* tog mærkelig feil, ligesom ogsaa, at Man efterhaanden tillagde Aserne Ting, de ikke behövede, uden forsaavidt gamle Folk kan behöve Briller og Stötte-Stave og mangfoldige Ting, som de i Ungdommen lee ad.
Naar vi derfor læse Völuspa, da see vi, at *Aserne* i deres unge Dage var *selv Tusind-Konstnere,* bygde sig Borge og smeddede sig, med Bunker af Guld, Alt hvad deres Hug stod til, og, skiöndt dette sagtens har sin oldhistoriske Grund i et dunkelt Sagn om Paradis, og om Guds Sönner, för de kastede Öie paa Jetternes Döttre, saa har det dog ogsaa sin naturhistoriske Grund i de Kronos-Dage, der begynde ethvert aandelig begunstiget Folks, som hvert lykkeligt Barns Levnets-Löb, og i hele Volas Anskuelse af Gude-Livet finde vi intet Spor af nogen *udvortes* Ting, hvori *Alfernes* Kraft, Rigdom og Skiönhed skulde söges. Selv Brugen af en fremmed Konstner til at bygge Borgen Asgaard paa Ida-Sletten vilde vi af Völuspa, som den nu er, aldrig fattet Mistanke om, og skiöndt vi ei kan nægte, der muelig sigtes til noget Sligt i de dunkle Linier, som Gylfe-Legens Forfatter i saa Henseende peger paa, er det dog endnu et stort Spörgsmaal, om han har forstaaet dem retVöluspa C. U. III. 35-36 og Gylfe-Legen p. 45-47.. Kun *Heimdals Gjallar-Horn* nævnes, som brugeligt baade til at drikke af og at blæse paa, og det kan være konstigt nok, men hörer ikke hid.
I *Vafthrudners-Maal* er det först, vi finde *Mjölner* i Thors Haand, men kun som Noget der hörde til Haanden, og skulde derfor tilhöre hans Sönner: *Mod* og *Magne,* endnu efter Ragna-RokeVafthrudners-Maal C. U. I.l. 31-32..
I *Grimners-Maal* kommer *Skibbladner* for en Dag, og det som en Foræring af *Ivalds* Sönner til *Vanen Frey,* og dermed maae vi vel sige, födes Konst-Ideen i vore MytherGrimners-Maal C. U. I. 60..
I *Thryms-Kviden* stöde vi paa to nye Konst-Værker, som er i *Vana-Disen Freyas* Værge, en *Fjeder-Hamm* nemlig, og det berömte Guld-Smykke *Brysing* eller, som det kaldes i Bjovulfs Drape, *Brosing-Men,* dog uden at der tales om, hvorfra hun havde faaet disse KlenodierThryms-Kviden C. U. I. 183. 89. 90. Bjovulfs Drape S.92..
I *Skirners Reise* finde vi *Odins-Ringen,* som havde ligget paa *Balders-Baalet,* og hvorfra hver niende Nat *dryppede* otte Ringe ligesaa tunge, saa vi kan ikke miskiende den berömte *Drypner,* naar vi ellers kiende den, men hverken gives den dog Navn, ei heller ymtes der det mindste om, at den er fremmed ArbeideSkirners Reise C. U. I. 78..
Omtrent det Samme er Tilfældet med Odins-Spydet *Gungner,* som *Brynhild* nævner i Forbigaaende for Runernes Skyld paa OddenBrynhilds-Kviden C. U. II. 202..
Derimod siger *Freya,* udtrykkelig, i *Hyndlas Sang,* at det er de behændige Dværge *Dain* og *Nabbe,* der har gjort hende Galten *Gylden-Börste* eller *Hilde-Svin,* som altsaa er det eneste Konst-Værk der i de Mythiske Sange tillægges jordiske Dværge, hvorved dog er vel at mærke, at Talen er om en *Tryne-Hjelm* af röden Guld, og ei om den levende Griis, der grynter i SkaldaHyndlas Sang C. U. I. 319, som godt oplyses derved, at Adils-Hjelmen kaldes i Skalda (p. 152) baade *Hilde-Galt* og *Hilde-Svin,* og ved Tale-Brugen i Bjovulfs Drape. .
Heraf slutter jeg, udentvivl med Föie, at *Odin* og *Thor* er födt med *Gungner* og *Mjölner* i Haanden, eller har dog smeddet dem selv paa *Ida-Sletten,* saavelsom *Drypner* Odins Finger-Guld, men at det er *Lys-Alferne, Ivalds Sönner, Frey* og *Freya* har at takke ligesaavel for *Guld-Smykket* og *Fjeder-Hammen,* som for *Vidunder-Skibet,* thi det er Poetiske Værker af den Himmelske Konst, der ikke afpræger sig i Træ og Malm, men udtrykker sig i det *levende Ord,* som altid har Vinger, og forherliger Alt hvad det gladelig omslynger. At *Freya* derimod, naar hun vil skiænke *Otter,* sin *jordiske* Yndling, en trofast og deilig blinkende Guld-Hjelm, henvender sig til *Bjerg-Folkene,* hvis Konst er indskrænket til Kredsen af den *sandselige* Indbildnings-Kraft, er ogsaa i sin Orden.
Alle disse Konst-Stykker nævnes i Gylfe-Legen, undtagen *Freyas Fjederhamm,* og *Otters Tryne-Hjelm*Gylfe-Legen R. U. p. 26. 30. 37. 48. 66. 72. hvor dog ingen Mestere angives undtagen *Dværgene Ivalds* Sönner som Skib-Byggere., og desuden adskillige Andre, hvoraf det Fornemste er Baandet *Gleipner,* som *Fenris-Ulven* stikker i, og som det er troeligt nok, at *Skirner* hentede hos *Mörk-Alferne,* siden det er gjort af *ingen* Verdsens *Ting*Gylfe-Legen p. 29 og 34.*.*
De övrige Stykker, som Gylfe-Legen er ene om, belöbe sig, saavidt jeg veed, til disse Tre: Thors *Staal-Handsker* og *Styrke-Bælte,* og Balder-Skibet *Hring-Horne,* hvis Mestre ikke nævnesGylfe-Legen p. 26 og 66..
Endelig kommer Skalda med to splinterny Mester-Stykker, nemlig *Sifs* ikke Messing men *Guld-Paryk,* der groede fast til Hovedet, og Freys Galt *Gylden-Börste,* et unaturligt Svin, der vel var Smede-Arbeide, men kunde dog löbe om Kap med *Sleipner.* Hermed fölger da en heel Fortælling om *Asernes* Klenodier, hvorefter *Loke,* som havde stjaalet sig til at rage Sif, maatte tye til *Mörk-Alferne, Ivalds* Sönner, om Guld-Parykken, og fik da af dem desforuden *Gungner* til *Odin* og *Skibbladner* til *Frey.* Siden, hedder det, slog Loke til Væds om sit Hoved med Dværgen *Brok,* at hans Broder *Sindre* ei kunde giöre Magen til disse Mester-Stykker, men tabde Vædde-Maalet, da *Sindre* havde gjort sit Bedste, og bestukket Dommerne, ved at forære Odin *Drypner,* Thor Mjölner, og Frey *Gylden-Börste,* som var smeddet af et *Svine-Skind*Skalda R. U. p. 130.*.*
Hertil er intet videre at föie, end at Galten *Gylden-Börste* eller *Dödbider* (sliðrugtanni), alt i Gylfe-Legen er spændt for Freys Kerre, men kun som et andet Bæst, og at Svine-Skindet er et godt Bind til Fortællingen i *Olav Tryggesöns* Saga, om hvordan *Freya* fik *Brysing-Men* af Dværgene *Alfrik, Dvalin, Berling* og *Grer*Fornaldar Sögur I. 391, ogsaa aftrykt bag i Skalda p. 354, hvor det imidlertid ikke udtrykkelig siges at Guld-Smykket var det berömte *Brysing.**.*
Her har Man da et fuldstændigt Inventarium over Konst og Rust-Kammeret i Asgaard, thi vel see vi af *Skirners Reise,* at *Frey* engang havde havt et konstigt Sværd, der selv flöi af Balgen, naar det lugtede Jette-Blod, men allerede ved *Ægers-Gildet* maa han drikke det i sig, at han, som *Loke* siger, har solgt det for Jette-Möen *Gerda*Skirners Reise C. U. I. 72. 79. Ægers-Gildet I. 165. og Gylfe-Legen p. 40. 41.*,* og hvor det siden blev af, skal jeg ikke kunne sige, med mindre det var hint mærkelige Jette-Sværd, som *Bjovulf* kom over i Jette-Stuen paa Havsens Bund, og dræbde *Grændels* Moder med, hvad ingenlunde er saa urimeligt, som det kan synes, da *Gymer* Jette, der sagtens fik Sværdet for sin Datter, er den samme som *Æger,* saa Grændels Moder kunde godt være hans Mage, den stygge Fru *Ran,* der havde sine Garn ude efter alle Svömmere. Skulde imidlertid denne dristige Formodning stadfæste sig, vilde det dog ikke stort nytte den vaabenlöse *Frey* i Ragna-Roke, da hele Klingen smeltede i det gloende Hexe-Blod, som Iis i Tö-Brudd, og Hæftet blev ene tilbage, men kunde det findes, vilde Man dog lære endeel deraf, thi derpaa var ristet med Runer, ei blot, *hvem* Sværdet fra först af var gjort til, men ogsaa hvordan det gik i den gamle Jette-Strid, og findes burde det jo paa vores Konst-Kammer, eller paa Runde-Taarn, siden *Gothe-Helten* Bjovulf forærede det til Dane-Kongen *Hrodgar,* og Man dog sagtens maa have passet godt paa saadan en SjeldenhedBjovulfs-Drapen 12te og 13de Sang..
Dog, Læseren seer formodenlig ikke hvor jeg vil hen med al den Snak, saa jeg maa vel i det Mindste sige Saameget reent ud, at for vore Öine skal og maae de to Sværd smelte sammen, og at jeg griber den gode Leilighed til at minde Læseren om, hvad han kanskee under min Nyslen med Bogstaverne har glemt, at alle Mythiske Konst-Værker i Norden er historisk-poetisk at forstaae. At nu de Gamle ei heller har ladet Sligt ubemærket, see vi klarlig paa det Mester-Stykke der tilskrives Dværgene *Fjalar* og *Gjalar,* som af den sprænglærde *Kvasers* Blod og af *Honning,* der, som Man veed, langt ude, havde sin Oprindelse fra *Urdas Kilde,* blandede den berömte *Suttungs-Miöd,* Man kun behövede at nippe til for at blive enten *Skjald* eller *Saga-Mand*Brage-Snakken. p. 83. 84.*.*
Dette skal jeg siden nærmere stræbe at oplyse, naar Talen bliver om Sværdet *Tirfing,* som Dværgene *Durin* og *Dvalin* smeddede til *Svafurlami*Fornaldar-Sögur I. 414. Samme Egenskab tillægges ellers i Skalda p. 164 ogsaa Dværge-Sværdet *Dainsleif.**,* og dette faaer være det sidste af Dværgenes Konst-Stykker, vi nævne her, da det vilde blive alt for vidtlöftigt at opregne Alt hvad der i Saxos Old-Sagn, efter Ideen, maa henföres til dem.
Mesteren for alle de Mythe-Historiske Dværge, navnkundig over hele Norden, og saavidt som *Angler* og *Gother* færdedes, kan jeg dog ei ganske forbigaae med Taushed, skiöndt han siden maa betragtes for sig selv; thi da *Völund* (Konstneren) baade kaldes en *Finlap* og *Ælve-Kongen,* der vil have Ord for selv at have gjort sin *Fjeder-Hamm*Völunds-Kviden C. U. II. 4. 11. 20.*,* synes det virkelig, som Man i ham har stræbt at sammensmelte alle de *Smaa,* fra dem i Alfheim til dem i Niflheim.
Nævne maa jeg ogsaa i Forbigaaende *Alberik* (Alfrik) Dværg, som spiller Bas i Tydskernes Helte-Bog, thi, skiöndt han, indhyllet i Middel-Alderens Taage-Kappe, ei er nem enten at gribe eller beskrive, seer Man dog strax, han er af Slægten.
At Dværgene havde deres Norner, Runer og Sprog, for dem selv, er allerede bemærket, og kan ei undre os, da *Konstnerne* endnu har ikke blot et eget Sprog og Hande-Lag, men ogsaa paa en Maade en egen *Religion,* saa Dværge-Mythen lader sig ypperlig anvende paa hele Konst-Historien, al *boglig Konst* iberegnet. Vi veed altsaa en god Deel mere om *Dværgenes Norner, Dvalins* Döttre, om deres *Runer,* som *Dain* var Mesteren for, og om deres *Sprog,* end hvad der staaer i vore Mythe-BögerFofners-Maal C. U. II. 173. Hava-Maal III. 133 R. U. p. 28. Gylfe-Legen p. 19, hvortil dog kan föies Hava-Maal C. U. III. 142, da det var Rune-Viisdom, til *Styrke* for *Aser* og til *Held* for *Alfer,* Thjodrærer *Dværg* goel ved Dellings Dörre., men da dog kun det Sidste giælder i Mythologien, tjener til behagelig Efter-Retning, at Dværgene, efter Alsvins-Maal, kaldte Jorden *Grönningen,* Himlen *Hvælvingen,* Maanen *Skin,* Solen *Dvalins Lege-Syster,* Stille *Kvalme,* Hav *Dybet,* Ild *Blusseren,* og Natten *Drömmersken* eller *Drömme-Disen*Alviis-Maal C. U. I. 260-272. gróandi, driupan sal, scin, Dvalins leika, dag-sveru, diúpan mar, forbrenni, draum-niörun.*.* Hvad endelig *Dværge-Maal,* for Echo eller *Gien-Lyd,* angaaer, da har jeg vel altid anseet det for et godt Mythisk Ord, og giör saa endnu, fra den Side, at al aandig Konst ligner en Gien-Klang af fjerne, forstummede Spaadoms-Toner; men da jeg dog ikke har kunnet finde det igien, undtagen i *Björn Haldorsens* Lexikon, der aldrig siger sin Hjemmel, og er, endog prosaisk talt, selv kun en maadelig, faaer denne mythologiske Punkt, indtil videre, at staae ved sit Værd.
At Skjaldskab i Skalda kaldes *Dværge-Miöden,* har vi seet Grunden til, men hvi den sammesteds kaldes *Dværge-Skibet,* og om *Orm* Steinthorsen havde sine egne Betænkninger ved just at kalde den *Dvalins Drik,* skal jeg ikke kunne sige, skiöndt jeg nok, paa eget Ansvar, turde giöre ligesaaSkalda p. 98-99..
# Aser og Vaner.
Jeg formoder, det er med Læseren som med mig, at naar vi i Nordens Mythologi komme til *Aser* og *Vaner,* da er det först, vi ret föle os hjemme, saa Opholdet mellem Jetter og Dværge, og selv mellem Alfer, kommer os dog immer for som en Udenlands-Reise, Man maaskee ikke vilde undværet, men er dog glad ved at komme tilbage fra. Men heller ikke hjemme, veed Man, staaer Alt paa Pinde, for hvem der ikke sidder meget höit paa Straa, saa Læseren maa ikke vente, at det nu skal være baade sundt og smukt og soleklart, Alt hvad han möder, da tvertimod den Udskiftning, saavel mellem *Asgaard* og *Vanehjem,* som mellem Mand og Mand, vi strax maae skride til, vil, som alle Udskiftninger, være baade lidt indviklet, vrævlevurn og kiedsommelig. Da Udskiftningen i det grönne Gudhjem imidlertid ikke reiser sig af Nærighed eller af indbyrdes Kiv om Reen og ret Skiel, men blot af Lyst til, saavidt mueligt, at forbinde den friere Raadighed med Fælles-Skabets store Fordele, saa kunde Forretningen, naar Man var Mand for at bestride den sömmelig, baade have sine Behageligheder, og blive lærerig for Folkene i Norden, der, hvordan de end dreie og vende sig, altid vil være bedst tjent med at ligne deres Guder, eller de ædleste og mest ophöiede Forestillinger, der faldt dem naturlige.
Skiöndt nemlig *Aser* og *Vaner* ei blot er af forskiellig Byrd, men har ogsaa nappedes ganske artig i deres tidlige Ungdom, saa er den gamle Trætte dog for længe siden glemt, som Börne-Streger, og et evigt Forbund sluttet, som end ikke *Loke* formaaer at oplöse, men kun ved fælles Tab at svække.
Det var derfor ingenlunde blot til Stads, at Nordens Guder kaldte sig med et Fælles-Navn *“Kiæden* og *Forbundet”*Vegtams-Kviden C. U. I. 235. Hava-Maal III. 116. eller i alt Fald Skalda p. 176, hvor “hapt og bönd” siger noget meer end “dii consentes”.*,* og det var netop Noget af det Förste, der slog mig, at de stod som en Klippe-Kiæde, enig med sig selv, kun anfægtet af Jord-Skiælv og truet af Surtur-Branden, og af de skyhöie Bölger, som taarne sig paa Midgards-Ormens RyggNy Minerva. Septbr. 1806.. Nu vilde jeg imidlertid heller bruge en anden Lignelse, hvori der var lidt mere Liv og Bevægelse, og sige, de ligne vort Nordiske Hav: Nord-Söen, Kattegat og Öster-Söen, i Storm og Stille, der bugter sig synderlig nok og skiær sig ind i mange Vige og Fjorde, men flyder dog sammen, enes venlig om at være Nordens Værn, og bærer *Sleipner* blidt og *Skibbladner* stolt paa deres dybe Vei til Roes og Magt. Jeg er nemlig saare langt fra at nægte eller miskiende den sære Forbindelse, der er mellem den indvortes og udvortes Verden, thi den er mig tvertimod vissere og virkeligere end den er de fleste Mennesker; men jeg föler det dybt under Menneskets Værdighed at ordne sig under det Umælende og Livlöse, og den Aand der svæver over Nordens Old-Sagn, tiltaler mig alt for venlig, til at jeg nogensinde kan troe, at den Række af Sind-Billeder hvori min Anskuelse af Menneske-Livet finder sit naturligste Udtryk, skulde kunne være et Værk af den aandlöse Verdens-Betragtning og Forgudelse, jeg bestemt, *som Hedning,* vilde væmmes ved og spotte med. Derimod veed jeg godt af Erfaring, at naar Man begeistres for det Underfulde i Menneske-Livet, Man da ofte seer, hvordan det Samme speiler sig i den aandlöse Verden, og peger gierne paa denne Skygge, der giver Anskuelsen en Stötte-Punkt i det Synlige, og det behöver ingenlunde at være noget Blænd-Værk, thi Han som skabde det Indvortes, skabde jo ogsaa det Udvortes, og afbildede deri nödvendig det Aandelige, som sine Tanker, og *Mennesket,* som er Skaberens Speil paa Jorden, finder naturligviis igien sit Speil i den ham underordnede Skabning. Nu har ethvert Folke-Færd, efter deres Hjertes Drift og Nornens Dom, faaet de Bopæle, der ligne og tiltale dem mest, og for Digteren sammensmelter da altid Folke-Historien, i en vis Grad, med Natur-Historien, længe för der videnskabelig kan tænkes paa eller ymtes om, at de staae i en virkelig Forbindelse og Vexel-Virkning. Jeg kan derfor aldrig tvivle om, at baade den udvortes Natur i Almindelighed og den Nordiske i Særdeleshed har paa mange Maader bidraget til at gestalte vore Myther; men uagtet jeg neppe med Pennen kan indprænte dem der behövede det, den uhyre Forskiel mellem en saadan Indvirkning, og den Umuelighed, at det *Döde* og *Aandlöse* skulde være *Livs-Roden til* det *Aandfulde* og *Levende,* maa jeg dog paa det Bestemteste erklære, at det end ikke kunde være Tilfældet i Östen, hvor dog Naturen ret egenlig var Digterens *Syns-Kreds,* end sige da i Norden, hvor de Historiske Begivenheder saa aabenbar var det. *Her* at ville forklare selv det mindste Gran af Gude-Livet, end sige da det Hele, af de fire Elementer, af Solens Opgang og Nedgang, og Aars-Tidernes Vexel, er da i mine Öine et stort Mis-Greb, og naar jeg kalder *Aser* og *Vaner Hav-Guder,* da er det kun fordi Havet i mine Öine afbilder det snart stille snart bölgende og stormende Menneske-Liv, ligesom Soel og Maane og Stjerner speile sig i Vandet, skiöndt det kan gierne være, at de i Norden, der giorde sig en haandgribelig Forestilling om Guderne, snarere tænkde sig dem i Dybet ind i Höiheden, snarere i Havet end i Himlen, hvor det synes som de kun daglig reed op at holde Raad under Ygdrasill, hvad jeg i Grunden forklarer saaledes, at hvor, som i Norden, Fölelsen er det mest Aandelige, der boer Aanden egenlig i Hjertet, og aflægger kun Besög i Hjernen, som er vor lille Verdens Himmel og Höielofts-SalHerpaa synes ogsaa *“Havsgaard”* for *“Asgaard”* i Kæmpe-Visen om *Thor* at hentyde..
For *mig* er derfor *Aser* og *Vaner* hverken meer eller mindre end de *Nordiske Idealer* for den aandelige Fölelse i begge sine Skikkelser: *kraftig* og *kiærlig,* mandlig og kvindelig, med samt sine Hoved-Virkninger igiennem et ædelt Kæmpe-Liv, og at de oprindelig var det Samme for Nordens Hedninger, lader jeg mig ikke aftrætte, da ikke blot Völuspa udpeger det, men hele Nordens Historie beviser, at saadanne Idealer virkelig har svævet for vore Fædre og gestaltet deres Liv. Andre har naturligviis, uden min Tilladelse, Lov til at ansee dem for slet ingen aandelig Ting, eller for hvad de vil, men jeg har ogsaa, uden deres Tilladelse, Lov til at ansee dem for herlige, staaende Sind-Billeder paa det höiere Menneske-Liv i Norden, og jeg har, som poetisk Historiker, baade Kald og Forpligtelse til, saavidt mueligt, at giöre min Anskuelse giældende.
Hvorledes nu de Gamle kom til disse Idealer, maae vi kalde et unyttigt Spörgs-Maal, da det er klart, at Mennesket aldrig var kommet til aandelige Forestillinger, hvis der ei havde været Aand i ham, men at naar saa var, vilde disse hos hvert Folke-Færd grene og udvikle sig efter deres Eiendommelighed. Önske vi derimod at vide, under hvilke Omstændigheder Idealerne gestaltede sig netop saaledes, som vi finde dem i Mytherne, da er Önsket saare naturligt, men det er ogsaa soleklart, at derpaa kan vi kun giætte, og giöre vel i ikke at anvende megen Tid og Efter-Tanke paa, hvad kun er af liden Vigtighed, og vil altid blive tvivlsomt. Kun Saameget kan vi forud vide, at Betragtningen af den öiensynlige Forskiel mellem Nordens Indbyggere, og de deraf udspringende Begivenheder, maae have havt kiendelig Indflydelse derpaa, da Folke-Daaden i den graa Old-Tid, ligesom Börnenes Idrætter alle Dage, er et tro Speil af deres Indvortes. Den Nordiske Historiker med opladte Öine kan derfor umuelig andet end gienkiende *Gother* og *Daner* i *Aser* og *Vaner,* skiöndt det vilde være et stort Mis-Greb derfor i Asa-Dramet at see en Udsmykkelse af disse Stammers Old-Historie, da Begivenheden her, ligesom Naturen andensteds, ingenlunde har været Digtningens Gienstand, men kun Digterens Speil. Jeg antager nemlig, at det er gaaet det gamle Nordens Digtere med deres prophetiske Anskuelse af Menneske-Livet og Banen, som det gaaer mig med min historiske Anskuelse af det Samme, saa Stammernes virkelige Tilstand og Begivenheder har givet deres Anskuelse Udtryk og Gestalt, ligesom de nærværende Individualiteter giöre mig den samme Tjeneste, uden at det paa fjerneste Maade er eller kan være min Hensigt at opfatte og fremstille dem. Dette er maaskee Ebraisk for de i Digte-Konstens Hemmeligheder aldeles Uindviede, men der vilde ogsaa allerede være meget vundet, naar Man lærde at indsee, hvor urimeligt det er, at de Uindviede ville forklare os, hvad de, selv naar det forklares dem, har ondt ved at forstaae. Et Exempel vil imidlertid kunne vise Læseren hvad jeg mener, thi sæt, hvad der er höist rimeligt, at Gother og Daner i Arilds-Tid, efter en lang og sörgelig Feide, sluttede oprigtig Fred og Forbund paa fælles ærefulde Vilkaar, og med et Mage-Skifte, skikket til at forevige Venskabet, da vilde det falde en Nordisk Digter aldeles naturligt, deri at see et tro Billede af Striden i de ædlere Fölelsers Rige mellem *Kraft* og *Kiærlighed,* som altid ender sig med et Slags Ægteskab, fordi Parterne erkiende, at de er hinanden uundværlige, og vinde Begge ved indbyrdes Eftergivenhed; men derfor var det ingenlunde dette lille Optrin af Helte-Livet, men Livet selv, i det Hele og det Store, han besang, saa hele Norden giennem Aarhundreder gienlöd af Kvadet om den store Trætte mellem Guderne, som endtes med at *Njord* og hans Börn fik Rang med *Aserne,* og at *Freya* selv paa Valen deelde halvt med *Odin.* Vilde Man derimod sige, at Feiden mellem Gother og Daner netop især havde reist sig af deres forskiellige Anskuelser, saa Aserne var oprindelig de Gothiske og Vanerne de Danske Idealer og Guddomme, som forsonedes med hinanden i en begeistret Sangers Ord, og dermed over hele Norden, da kunde Man i det Mindste beraabe sig paa den store Kiends-Gierning, at *Gotherne* altid maatte være fristede til eensidig at forgude *Krigen,* og de *Danske Freden,* skiöndt Erfaring daglig lærde dem, at hvem der vil leve frit og see gode Dage, maa have Sind til begge Dele, om de end kun i Grunden har Mod paa den Ene.
Hvorvidt nu endelig Navnene, *“As”* og *“Van”* eller *“Vaning”*Denne Benævnelse forekommer i Skirners Reise C. U. I. 86.*,* er af Poetisk eller Historisk, eller af blandet Herkomst, derom tvistes Man for tidlig, saalænge det er ubekiendt, hos hvilken Stamme Navnene först opkom, thi kun da lod det sig *maaskee* afgiöre, men nu maae vi nödes til at sige, det kan være hvad det skal. Gaae vi nemlig Sprog-Veien, da finde vi ei blot hos *Jornandes,* at “ansar” paa Gothisk betöd *“Halv-Guder,”* men det höieste Herre-Kort hedder *As* og *Æs* baade paa de Gothiske og de Romanske Sprog, hvortil endnu kommer “Aas” i Dansk og Islandsk; og “wan” vores “væn” betyder paa Angel-Sachsisk “hvid og lys”, hvad især bliver mærkeligt derved, at *Heimdal,* som kaldes en *“Van,”* ogsaa förer Navn af den *“Hvide As”*I Thryms-Kviden og vel i Ravne-Galderet C. U. I. 188. 220. Den findes ogsaa i Gylfe-Legen p. 30 og i Skalda p. 104.*.* Vende vi os derimod til Folke-Historien om Oplysning, da finde vi ikke blot *Aspurg* (As-Borg) og *Phanegoria* (Vane-Gaard) inde ved det Asovske og Sorte Hav, men det er ogsaa höist rimeligt, at *Aser* var Navnet paa *Gothernes* Hoved-Stamme, og er vore Danske Öer oprindelig som Ordet gaaer, kaldt *“Vide-Slet,”* da kan det, som den *hvide Slette,* være det Samme som *Vanehjem*Dette Navn findes ikke hos Saxo, men i Rim-Kröniken, i Eriks-Kröniken, og hardtad i alle vore Annaler fra Middel-Alderen.*.*
Adspörge vi nu endelig Mythe-Bögerne selv, da finde vi naturligviis al den Vaklen og Ubestemthed, der i en historisk-poetisk Mythologi er at vente, saa i de gamle Sange er *Aser* og *Vaner* poetiske Idealer med et svagt historisk Anströg, medens de i Edda, Skalda og Ynglinge-Saga er ligesom störknede til reen-historiske Figurer med et æventyrlig poetisk Anströg. Dette vil imidlertid slet ikke forvirre, men fornöie, og efterhaanden oplyses, naar vi kun blive fortroelige med den Mythiske Orden, hvortil det allevegne hörer, at saalænge *Poesi* og *Historie* har Folke-Munde tilfælles, plöier den Rige immer fra den Fattige, saa i den ældste Tid er Historien nær ved at gaae op i lutter Poesi, men i den sidste Tid er Poesien nær ved reent at tabe sig i en urimelig Historie, og hvad der især har forvirret os, er da at *Critiken* som skulde udskifte dem af Fælleskabet, har ladet sig bestikke af den i Forstands-Tiden rige Sagn-Historie, uden at spörge om, hvordan den var kommet til al den Rigdom og Velstand. Hos os, hvor *Saga* alt fra förste Færd var, om ikke just Moder til *Brage,* saa dog, som *Odins* gode Veninde, hans Pleie-Moder, var det vist nok ogsaa langt tilgiveligere at tage alle Aser og Vaner for snilde og drabelige Kæmper, som opsvang sig til Halv-Guder, end at giöre dem til betydningsfulde Sind-Billeder af det Umælende, eller slaae alle Myther hen i *Veir* og *Vind,* men det var dog i Grunden ligesaa uhistorisk som upoetisk, naar Man seer hen til den Maade hvorpaa poetiske Myther *kan* opkomme, og til de uforanderlige Natur-Love, som Menneske-Udviklingen uvilkaarlig fölger.
I *Völuspa,* veed vi nu nok, fremtræde Aserne ei synderlig *folke-lige,* undtagen forsaavidt som Midgaards Skabere kaldes *Börge-Sönnerne,* og Opholdet paa *Ida-Sletten* (Vide-Slet?) falder lidt tvetydigt, især da de der synes at have havt en haard Dyst med *Vanerne,* som Vola *kun* ved denne Leilighed peger dunkelt paa i ForbigaaendeVöluspa C. U. III. 35..
I Vafthrudners-Maal finde vi derimod *Aser* og *Vaner* venlig og vel forligte om Herredömmet, indtil Domme-Dag; thi der spörger Gavnraad (Odin), hvordan *Niord* kom i *Asa-Lag* til Guddoms-Ære, skiöndt det var ikke sunget for hans Vugge, og Vafthrudner svarer, at ham skabde de vise Guder i Vanehjem, og sendte ham til *Aserne* (goðum) som *Gissel,* hvorfra han först i Ragna-Roke kommer hjem igien til de *vise Vaner*Vafthrudners-Maal C. U. I. 22-23.*.*
Om Vanernes Billed-Sprog siger Alsvins-Maal, at de kaldte Jorden *Lande-Veien,* Himlen *Vind-Væven,* Solen *Straale-Glands,* Skyerne *Veir-Laget,* Vinden *Brum-Bassen,* Stille *Vind-Fald,* baade Ild og Vand *Bölgen,* Træet *Vaand,* Sæden *Gröde,* og Öl *Lædske-Drikken*Alviis-Maal C. U. I. 260-273. vega, vindofni, alscir, vindflot, gnegioð, vindslot, vag, vönd, vaxt, veig. Jeg giætter nemlig, at “ása synir” V. XVI og “ginregin” V. XX., som skielnet fra “goþum” hvormed *Aserne* unægtelig menes, skal gaae paa Vanerne. See Ægers-Gildet C. U. I. 179. hvor Vanerne ogsaa synes at kaldes *Ase-Börn.**.*
At de *vise* Vaner havde deres egne Runer, siges vel ikke i Rune-Kapitlet, men dog i *Brynhilds-Kviden,* og klinger rimeligt nok, men hörer for Resten, som den hele Rune-Historie og Literatur, til *de* Nordiske Hemmeligheder, der vel ikke let lade sig fordunkle, men ogsaa vanskelig forklareSelv efterat have læst hvad læseligt er af *Rune-Kapitlet* i “den Röde Bog fra Derby” er jeg i det Mindste omtrent lige klog, men lidt Oplysning vil de Angel-Sachsiske Rune-Sagn dog give..
Af de mangfoldige Steder i Sangene hvor *Asa-Navnet* findes, vil vi her blot lægge Mærke til dem, hvor *Kraft* giöres til deres Kiende-MærkeVöluspa og Havamaal. C. U. III. 31 og 142., og til hvad Alsvins-Maal beretter om deres Sprog. De kalde nemlig Jorden *Dynd,* Himlen *Varmeren,* Maanen *Skiven,* Solen *Synligheden,* Skyerne *Fugtighed,* Vinden *Lösgiængeren,* Stille *Læ,* Havet *Taageholm,* Ild *Oplöseren,* Skoven *Ager-Haaret,* Natten *Slöret,* Sæden *Knop* og Öllet *Öl*Alviis-Maal C. U. I. 260-273. avr, hlýrnir, mylinn, sunna, scúrván, vavoðr, lægi, silægia, funi, vallarfax, grimo, barr, og biorr (beer) som jeg ikke veed andet Dansk paa end “Öl.” Om *Natten* har jeg fulgt Læse-Maaden i Skalda p. 188.*.* At de ogsaa havde deres egne Runer, fölger af sig selv, og det er noksom bekiendt, at *Odin* var *Asers* Rune-MesterHavamaal C. U. III. 135., skiöndt han, efter Rune-Kapitlet at slutte, just ingen Mester var i den klare Fremstilling.
Gaae vi nu med den Beskeed til *Edda* og *Skalda,* da skal vi just ikke rose af den ny Oplysning, vi der kan finde, men dog faae baade *Aser og Vaner* naturligviis her et langt mere folkeligt Udseende, og historisk Anströg. Om *Börres* (Börs) Oprindelse, hvem Moder-Koen *Öd-Humle* paa en egen Maade *slikkede föer,* som Man siger om Kalve, er alt forhen talet, og her höre vi, at *Börre-Sönnerne,* hvorved Vola, skiöndt hun ei udtrykkelig siger det, sikkert mener *Odin, Hæner* og *Lödur,* skal hedde *Odin, Vile* og *Ve,* og have havt *Bölthorn* Jettes Daatter *Besla* til deres Moder, samt at de gav Jetterne Strand-Kanten til Beboelse, da de skabde *Midgaard* for dem selv af Ymers Bryn, og befæstede den mod Jette-VoldGylfe-Legen R. U. p. 7 og 9. Dog maa det anmærkes, at Bölthorn eller Bölthor nævnes, vel ei som Jette, men dog som Beslas eller Bestlas Fader og Odins Lære-Mester, i *Havamaal* C. U. III. 131 og R. U. p. 28. Ligeledes nævnes ogsaa *Ve* og *Vile,* vel ei som Odins Brödre, men dog som hans *Med-Beilere,* i Ægers-Gildet. C. U. I. 161..
Hvad der mere giættes end fortælles i Fortalen og Efter-Skriften til Gylfe-Legen om *Asernes* Sammenhæng med *Trojanerne,* har maaskee nok, da den Trojanske Krigs-Historie er selv en *Kamp-Mythe,* meer at betyde end Man hidtil drömde om, men kan dog her ikke komme i Betragtning.
Derimod er det mærkeligt, at hele Udkastet af Gylfe-Legen hentyder paa et Folk uden for Norden, de udvandrede Gother nemlig, der kaldte sig *Asa-Folket,* og sammenblandede deres Historie med Gudernes; thi Man vil stedse klarere indsee, at heri ligger Nögelen til mange af vores Mythiske Hemmeligheder, og at især Sagnene om *Odin* og om Striden mellem *Aser* og *Vaner,* derved er blevet saa indviklede, som vi nu finde dem.
Af denne Strid saae vi allerede i *Vafthrudners-Maal* et tydeligt Spor, da *Niord* kaldtes Vanernes *Gissel* i Asgaard, og herom læse vi i *Gylfe-Legen,* at Niord var opfödt i Vane-Hjem, men udvexledes som Gissel med *Hæner,* som blev *Asernes* Gissel hos Vanerne, til Fredens BeseiglingGylfe-Legen R. U. p. 27.. For et Spor af Feide-Tiden maa det vel ansees, at Friggas Terne, *Gna,* som reed igiennem Luften paa sin Hest *Hofvarpner,* blev stödt, da nogle *Vaner* spurgde, hvad det var der flöi eller seilede i LuftenGylfe-Legen. p. 38.; og i *Brage-Snakken* findes det vel ikke smagfulde men dog ret artige Sagn om Fred-Slutningen mellem *Aser* og *Vaner;* at de beseiglede den ved at spytte i en og samme Bösse, hvoraf den store Viismand *Kvaser opstod*Brage-Snakken p. 83.*.*
Endelig kommer *Ynglinge-Saga* og slaaer Hoved paa Sömmet, ved soleklart at berette, baade hvor *Asgaard* og *Vanehjem* laae, nemlig östen og vesten for *Don-Floden,* og hvordan det Hele gik til, om end ikke med Feiden, saa dog med Freden, thi det skedte Altsammen i *Odins* Tid, som kaldes *Asa-Mand,* fordi han var fra *Asien,* östen for *Don,* og *Niord* og *Hæner* var ikke de eneste Gisler, thi *Aserne* gav Hæner Viis-Manden *Mimer* med til Raad-Giver, og imod ham satte *Vanerne* deres störste Viis-Mand som hedd *Kvaser*Ynglinge-Saga i Heimskringla. I. 5. 7. Det er ellers löierligt nok, at i Ægers-Gildet. C. U. I. 165-166, tales der om *Niord* som en Gissel, Aserne havde sendt til nogle andre Guder eller Gother.*.*
See, det er Töi som kan holde, og naar Man nu fra dette faste Stade betragter Mythen om *Aser* og *Vaner,* da faaer Man en ganske artig Historie om *ubekiendte* Ting og Tider, som ikke giver Historien om *Ek-tor* og *Akilleus,* der fordreiedes til Mythen om *Aka-Thor* og *Midgards-Ormen,* synderlig efter; men, naar endelig galt skulde være, kom der dog mere ud af det, end af, som nu er Skik, at giöre baade *Aser* og *Vaner* til *Vinde,* og *Kvaser* til *godt Öl,* thi derved maa vel Nordens Skjalde klage, at bagefter kommer *tyndt Öl.*
End staaer tilbage, navnlig at skielne *Aser* fra *Vaner,* og sige hvad de Alle hedde, som vi skal siden höre mere om, men selv denne Sag har sine Vanskeligheder, saa vi maae begynde med den Bemærkning, at vi efter Völuspa ei kan give Navn paa en eneste *Vanisk* Guddom, thi af *Niord* finde vi ei mindste Spor, og de Hentydninger Man vil have fundet paa *Frey* og *Freya,* ere i alt Fald saa dunkle, at de selv trænge höilig til Oplysning. Intetsteds i Mythe-Bögerne fremtræder nemlig Grund-Ideen for *Aser* og *Vaner:* de stærke og de milde, Kraftens og Kiærlighedens Guddomme saa klart, som hos *Vola,* der netop med disse dybe Tillægs-Ord adskiller og forbinder dem der skabde Menneskens BörnVöluspa C. U. III. 31. avflgir oc ástgir., men hun kalder dem *Aser* tilhobe, og synes at betragte *Vanerne* som deres Modstandere, saa vi skimte en Tid, da den Poetiske Mythe om Gude-Kiæden endnu ikke var sammensmeltet med den Folke-Historiske om Brudd og Bod derpaa.
De *Aser* altsaa, Vola nævner, er *Odin, Hæner* og *Löder, Balder* og *Höder, Thor, Vider* og *Vale,* og endelig *Heimdal,* medens *Frey* i det Höieste betegnes som *Beles* straalende Bane-Mand, der i Ragna-Roke drages med *Surter*Völuspa C. U. III. 31. 35. 36. 39. 41. f. 46. 49. 50. 53. 54.*.*
Af alle *Asynier* nævnes kun *Frigga,* dog synes *Freya* meent paa et dunkelt Sted om *Ods Mö,* saa vi ligeledes her skimte Dobbeltheden af den aandelige Fölelse hos Kvinden, som majestætisk og som indtagende, men ingen UdstykningVöluspa C. U. III. 35. 40..
Dette anmærkes ingenlunde blot for den historiske, men især for den poetiske Nöiagtigheds Skyld, thi disse *Tolv* Figurer kan vi være visse paa var Udtrykket for *virkelige* Dele af den oprindelige Anskuelse, hvad derimod neppe vil være Tilfældet med dem, som Vola ikke nævner, og det er sikkert denne *Asa-Tylvt* Sagnet giælder om de *Tolv,* der skulde troes paa, men lade sig paa ingen anden forsvarlig Maade adskille fra RestenDet er i *Hyndlas* Sang C. U. I. 334, der peges paa *elleve Aser* ved *Balders* Bane-Tue, og det er i Gylfe-Legen p. 23 der siges, at *tolv Aser* skal der troes paa, men opregnes saa *Tretten, foruden* Asynierne, som ogsaa skal troes paa..
Vel nævnes ogsaa *Loke* og hans Kone *Signe* i Völuspa, men aabenbar kun i *Modsætning* til *Aserne,* og er *Mimer* ikke den Samme som *Heimdal,* da er han af Völuspa aldeles ukiendeligVöluspa C. U. III. 37. 41..
I *Vafthrudners-Maal* er det vi möde *Niord,* som en guddommelig Vane-Gissel, der deler Ære med Aserne *til* Ragna-Roke, og i *Grimners-Maal* nævnes *Frey* som *hans Sön,* men skiöndt *Freya* nævnes i samme Sang, ymtes der dog slet *ikke* om, at hun er en *Daatter* af *Niord,* hvad vi först undervises om i *Gylfe-Legen*Grimners-Maal C. U. I. 60. Gylfe-Legen p. 28.*.*
I *Vafthrudners-Maal* stöde vi ogsaa paa *Mod* og *Magne,* som *Thors* Sönner, der *efter* Ragna-Roke skal eie *Mjölner,* men de udtrykke altsaa kun den *forklarede* Thor, og er, som rene Sind-Billeder paa *Mod* og *Kraft,* aldeles allegoriskeVafthrudners-Maal C. U. I. 32..
I *Grimners-Maal* stifte vi et flygtigt Bekiendtskab med en Sön (Skygge) af *Balder,* ved Navn *Forsete,* en Stif-Sön af *Thor* kaldet *Uller,* Skjalde-Mönsteret *Brage,* og Odins Veninde *Saga,* men ogsaa disse ere enten aldeles allegoriske, eller dog, som Brage, Poesiens *Konst-Udtryk*Grimners-Maal C. U. I. 42. 43. 46. 60. Vel nævnes ogsaa *S k a d e,* men som boende paa sin Faders Jette-Borg, og slet ikke *som Niords Kone.**.*
I *Vegtams-Kviden* er det vi möde *Rinde,* som *Vales* Moder, i Skirners Reise *Gerda* som *Freys* Elskede, og i Ravne-Galderet *Idunna* som en Norne-Frænke, og *Nanna,* men först ved Ægers-Gildet stöde vi sammen med *Tyr,* med *Idunna* som *Fru Brage, Sif* som *Fru Thor,* og *Gefion* som vi veed ikke hvadV. K. C. U. I. 244. R. G. 212. Æ. G. 157. 58. 66..
Her har vi da Tallet paa Sangenes Guddomme, thi at Thor i Harbards-Sang kalder sig *Meiles* Broder, og at *Ve* og *Vile* nævnes af Loke ved Ægers-Gildet, *ikke* som *Tilstedeværende,* hvor dog ellers Alle var samlede, men som Odins Medbeilere til Frigga, anmærkes kun, for med Villie Intet at glemmeHarbards Sang C. U. I. 95. Æ. G. 161..
Gaae vi nu til Gylfe-Legen og spörge om de *Tolv,* der skulde troes paa, da höre vi det er fölgende *Tretten: Odin, Thor, Balder, Niord, Frey, Tyr, Brage, Heimdal, Höder, Vider, Vale, Uller* og *Forsete,* hvortil endnu kommer *Loke,* som Man heller ikke kan nægte alt ved Ægers-Gildet kaldes en *As*Gylfe-Legen p. 25-32.*.*
I Ynglinge-Saga endelig træffe vi naturligviis kun de Guder, som havde en Historie, altsaa *Odin, Ve* og *Vile, Balder, Thor* og *Heimdal, Niord* og *Frey,* med *Frigga* og *Freya,* altsaa af Historiske Grunde noget nær de Samme, som af Poetiske i VöluspaYnglinge-Saga i Heimskringla I. 7-10.. Vel nævnes der ogsaa *Hæner* og *Mimer,* men kun som Gisler fra Aser til Vaner, efter en Folke-Historisk Mythe. At *Loke* slet ikke nævnes, er en Besynderlighed, som kunde vække den Tanke, at han var den mest reen-poetiske Person i Asa-Dramet; men han stikker udentvivl i *Gylfe,* som giör Forbund med *Aserne,* ligesom hos Saxo i Vikingen *Liser,* med hvem *Odin* skaffer *Hadding* i LedtogSteph. *Saxo* p. 12..
Herved mindes vi om Nordens Guder hos *Saxo,* og Forskiellen mellem *Aser* og *Vaner* glimter vel igiennem Sagnet om de ældre og de yngre Guder, og om *Frö* (Frey) der indförde en ny Guds-Dyrkelse, men det er dog kun tvetydige Spor, og af Gude-Navne finde vi hos ham kun *Odin, Thor, Balder, Frey, Uller* og *Frigga;* thi vel stikke *Niord* og *Vale* i *Hadding* og *Bo,* ligesom *Loke* i *Liser,* men hverken er det dog de samme Navne, ei heller beskrives disse Personer som Guder.
At nu Guderne, som poetisk boe i *Asgaard* og det grönne *Gudhjem,* historisk boe ved *Tanais* og *Mælaren* hos *Snorro,* og i *Byzants* og *Upsal* hos *Saxo,* det veed Man vel, og andre udvortes Ting, som de besad i Fælleskab, veed jeg vel ei at nævne, men dog er vi nödt til at betragte deres Ride-Heste under Eet i Kongens Stald, da kun Hestenes og ei Rytternes Navn staaer paa Dækkenet:
Glad ogGyllerGlerog Skredbrimer,Sölvtop og Siner,Gisle og Falhov,GuldtopogLetfod,Er Gangerne fineSom*Aser*mon ride,Naar daglig de drageTil Doms under AskenGrimners-Maal C. U. I. 54.
.Af alle disse er *Guldtop* eller *Guld-Manke* den Eneste, Man selv i Gylfe-Legen finder Eiermand til, saa de andre maae vi lade Aserne enes om, som de er Venner til, men erindres dog om, at *Odin* har *Sleipner,* og *Thor* vader heller over Veilerne, end han rider, saa der kan godt blive En til hver af de AndreGylfe-Legen p. 18. 30. Vil Man see hele vort poetiske Stutteri, da findes det, efter Thorgrims-Tale og Alviis-Maal, i Skalda p. 179-180..
# Odin, Hæner og Löder.
Naar Man nævner *Odin* eller *Ovdn, Vodæn, Vodan* og *Gvodan,* da er det unægtelig et Navn, der har en lignende Betydning for *Nörre-Leden* eller den *Östersöiske* Halv-Verden, som Navnene *Zeus* og *Jupiter* for den *Middellandske,* eller *Sönder-Leden,* og i visse Maader endnu mere, fordi baade *Gother, Angler* og *Normanner* var *Odins* Tilbedere. Naar Man derimod gaaer videre, forlader Historien og slaaer Leir i de blotte Mueligheders Land, da udvider Man derved ingenlunde Odins-Riget, men oplöser det, thi hvem der f. Ex. kan troe, at et Folk, der i *Livet* og den *Historiske Virkelighed* er saa forskielligt fra *Gother* og *Angler,* som *Indierne,* var dog, ligesaavel som disse, *Odins-Dyrkere,* fordi *Buddha* paa Papiret synes dem det Samme som Odin, de kan jo umuelig troe, at Anskuelsen og Dyrkelsen af denne Guddom enten er udsprunget af Folkenes Eiendommelighed eller har havt mindste Indflydelse paa deres *Liv* og *Skæbne,* og en Guddom, der allevegne hvor den nævnes, staaer fremmed og örkeslös, skal ikke rose af sin Ære. Saa vist derfor som en eiendommelig Aand besjælede og kraftig gestaltede de Nordiske Kæmpers Levnets-Löb, saa det blev kiendeligt selv fra deres, der laae dem anderledes nær end Indiens Buddister, og saavist som *Odin* er *Egen-Navnet* for denne Aand; saavist er det Tant med alle de Giætninger og Sammenligninger, som forudsætte, at *Odin* var ligesaa tomt et Navn for Nordens gamle Kæmper, som det er for Nutidens fleste Mythologer. Grunden ligger ogsaa aabenbar i det tomme, luftige Begreb om *“Aand”* som er vore Dages Ulykke, thi Ingen vil nægte at *“Odin”* er Navnet paa Gamle *Nordens Aand,* men de mene kun, at *“Aand”* igien betyder *“Vind”* og, naar saa var, blev Odin naturligviis ikke blot Eet med *Buddha* og *Zeus,* men med alle Guder, thi er end Navnene forskiellige, var *Vinden* dog den samme. Saameget er imidlertid vist, at Man hverken finder *“Aand”* eller *“Odin”* blandt *Vindens* Navne i *Alvis-Maal,* og at selv de Skjalde, der kunde fortjene Stik-Pillen, vilde blive rasende, naar Man ganske tört forsikkrede, at *“Aand”* i deres Mund og deres Vers betöd hverken meer eller mindre end *“Vind,”* saa det er Noget, jeg ikke engang nænde at sige om *Thryms-Kvidens,* end sige da om *Völuspas Sanger.*
Men hvad var da egenlig *Odin,* vil Man vel spörge, uden at ændse, at han var ligefuldt usigelig Meer end Vind eller Soelskin, om jeg end ikke kunde udtrykke det klarere, end at han var *Aanden* som begeistrede ei blot *Nordens Propheter* til at skabe hele den *Mythiske Verden,* ved hvis Ruiner vi maae studse, men begeistrede *Nordens Folke-Færd* giennem Aarhundreder til alle de store Bedrifter, hvis Virkning gaaer til Verdens Ende, og begeistrede endnu i det *Tolvte* og *Trettende* Aarhundrede Mange, med *Saxo* og *Snorro,* i det Mindste saameget, at vi i deres Böger har et Billede af vor Poetiske og Historiske Old-Tid, hvortil intet Hedning-Folk kan opvise Magen. Det er imidlertid nemt med *eet Ord* at sige hvad han var, da ikke blot *Vola* har lagt os Ordet i Munden, men hele Odins og hele Nordens Mythiske Historie gienlyder deraf, thi han var jo i alle Maader *Seier-Faderen*sigfödr i Völuspa, Grimners-Maal og Ægers-Gildet C. U. I. 62. 176. III. 49. Gylfe-Legen p. 24.*,* hvorfor ogsaa *“Seier-Guderne”* er Asernes Kiendings-Navnsigtivar i Völuspa og Ravne-Galderet C. U. I. 213. III. 45. Skalda 94., og det med Rette, som de eneste Hedning-Guder, hvis Ragna-Roke blev Overgangen til en Poetisk Opstandelse. Derfor kalder *Vola* ligesaavel Odins-Hjemmet *efter* Ragna-Roke *Seier-Vangen,* som Snorro beretter at Asa-Manden Odin boede i *Sigtun,* der netop er det Sammesigtoftir og sigtun i Völuspa C.U. III. 53. Eddas Fortale p. 15. Ynglinge-Saga Heimskringla p. 10., og hvis det behövedes, kunde Man fylde mange Blade med Tilnavne for Odin og med Asa-Kiendinger, som dermed staae i ForbindelseBlot til Exempel vil jeg nævne Asernes Tilnavn af Val-Guder (valtivar) i Völuspa og Odins af Sigtyr, Sigtryg og Sighöfund., men det behöves ikke, thi hvad der slaaer saaledes igiennem til alle Sider, behöver kun at peges paa for hvem der har tilsvarende Öiesyn, og Andre see dog Intet, ihvad Man saa giör.
*Odin* er altsaa Udtrykket for det levende, blandt Hedninger magelöse *Seiers-Haab,* der oprindelig besjælede Nordens Helte, og hvoraf alle deres store Bedrifter udsprang, som Aserne af *Odin,* og vi veed at dette Seiers-Haab ei forlod Kæmpen naar han segnede paa Valen, men fulgde ham til Valhald, hvor det var grundfæstet til Ragna-Roke, og hævede sig derfra paa Lysalfe-Vinger over sin egen Grav, som Odins Bane-Tue var, til *Gimle-Borgen* paa de evige Höie.
At nu denne *Seier-Fader* paa sin historisk-poetiske Vandring giennem Old-Tiden, fra *Ida-Sletten* til *Sigtun,* blev meer og meer til den æventyrlige *Seier-Herre,* vi finde i *Ynglinge-Saga,* det er saa ganske i sin Mythiske Orden, at Man derfor slet ikke behöver at giætte paa en skinbarlig Herre af det Navn, og *forsaavidt* den *Upsalske Odins* Fölgeskab og Bedrifter kun er en Omskrivning af Völuspa og Grimners-Maal i Saga-Stil, bliver det endog latterligt. Desuagtet kan Man nok have Grund til at sige, der paa en Maade har været *tre Odiner,* thi *Asa-Maalet, Bjarke-Maalet* og *Krage-Maalet* har naturligviis havt hver sin, og den Mellemste *(Mid-Odin)* har sagtens været skinbarlig nok, thi naar *Præste-Skabet* sætter sig i *Guddommens* Sted, da seer Man godt, Man har aandeligt Herskab, men opdager ogsaa efterhaanden det er kun Giögleri i Grunden.
Dog, herom paa sit Sted, thi vi maae vogte os for det förste Skridt ind i Snegle-Huset, hvortil de gamle og nye Mythologer have forvandlet Odins-Borgen, og det lykkes naturligviis bedst ved at begynde med Völuspa, og kun föie til af de senere Sange og Samlinger, hvad der vil passe, saa Resten gaaer til *Præsten,* til Brage hin Gamle og de Islandske Saga-Mænd.
Vi skulde nu vel begynde med Skabelsen af *Midgaard,* som Vola tillægger Börre-Sönnerne, men da det kun er de Nordiske Hedningers *Anskuelse,* ei deres *Afguderi,* vi spörge om, saa kan deres Kosmogoni kun forsaavidt komme i Betragtning, som deres aandelige Egenheder maatte speile sig deri. Ligesaalidt nemlig som det kan höre til noget Menneskes Anskuelse, undtagen i Daare-Kisten, at han selv har skabt Verden, ligesaa lidt kan det höre til noget Folks, at Guderne, de selv har skabt, var deres og al Verdens Skabere, og selv Hedningernes *Over-Tro* gik derfor vel ingensteds videre i dette Stykke, end at tillægge Guderne saa megen Deel i Skabelsen, som der rimeligviis kunde komme paa *Menneske-Aandens* Part, naar det Hele paa en ubegribelig Maade havde fundet Kraft til at udvikle og ordne sig selv.
Nu at tale om *Beskedenhed,* hvor selv den mindste Anmasselse er stor nok, klinger vel lidt sært, men *forholdsviis* kan den dog godt finde Sted, og jo mere Hjerte der er i et Folk, des beskednere vil deres Guder ogsaa være, saa fra denne Side er det mærkeligt, at selv *Odin* i Vafthrudners-Maal hverken protesterer mod *Thussernes Förste-Födsel,* eller giör Paastand paa at have skabt *Soel* og *Maane,* men nöies med den Roes, at höre til dem der skabde *Ny* og *Næde*Vafthrudners-Maal I. 14-18.*.* Hermed stemmer ogsaa de berömte Vers i Völuspa:
I Arelds-Tiden,DaYmerleved,Ei Sand eller Sö,Ei svale Bölger,Ei Himmel og JordDa Öiet saae,Ei Græs paa Tue,Kun Ginnung-Gab!Sönner af BörreDe Buer slog,Som*Midgaard*danneTil Mester-Værk,I Solskin badedSig Steens-Gaard da,Og Muld sig klædteI Kjortel grön!Da Sönder-PortenFor Soel flöi op,Maanes VenindeKom mægtig frem,Værelser visseDog vidste hun ei,Blivende StedVar ei Stjerner beredt,Og Maane ei vidsteHvor mægtig han var!Paa Raadsherre-StoleDe Store da bratSom Guder raadsloge,Til Gaaden var löst;Til Nat med sin AfkomDa Navne de gav:Morgen og MiddagMörkning og Dagning;Til Aars-Tider medVöluspa C. U. III. 24-26, hvor det er besynderligt Man har prövet Konster med “nótt” og “nidiom,” da Man jo af Gylfe-Legen p. 11 veed, at *Dag* var *Nats* Sön med *Delling.* Paralellen til det förste Vers (trykt i “Die beiden ältesten Deutschen Gedichte” durch die Brüder *Grimm* 1812) synes virkelig at vise, at ogsaa Tydskerne engang har kiendt *Völuspa.*
!Ogsaa med Dværge-Skabelsen havde Aserne, efter Gylfe-Legen, kun forsaavidt at giöre, som de gav dem Mande-ViddGylfe-Legen R. U. p. 13., og hvad Menneskerne angaaer, siger *Vola* selv, at Aserne fandt *Ask* og *Embla* vel hardtad magteslöse, uden Sands eller Samling, eller tækkeligt Udvortes, men *forefandt* dem dog allerede skabte, som det synes, af Dværge-Hövdingerne *Modsygner* og *Durin*Völuspa C. U. III. 31-32, hvor jeg ikke kan skiönne rettere end at V. XV. hænger nöie sammen med V. X.*.* Naar Man nu ret vidste hvad hver af de tre *Aser* fik Ord for at have givet Stymperne, da vidste Man ogsaa, hvilken Idee, der skulde forbindes med hver af Börre-Sönnerne, men kun det er klart, at *Odin* gav *Aand* og *Löder* gav *Ansigts-Farven* og i det Hele smukt Udseende, medens det bliver tvivlsomt, *hvad Hæner* egenlig gav. Dette er saameget ubehageligere, som *Hæner* er den gaadefuldeste Figur i Gude-Kredsen, thi hans Navn forekommer i ingen af Sangene, undtagen i *Völuspa,* men der to Gange: först her ved Skabelsen, og siden *efter* Ragna-Roke, hvor det hedder, at han har hele Verden for sig og arver begge sine Brödre, nemlig *Odin* og *Löder*Völuspa C. U. III. 54. 205, hvor Talen vel falder dunkel, naar Man ikke tör læse “bura” for “burir,” men hvor dog ingen anden Mening kan komme ud, end at *Hæner* raader for begge sine *Brödres Lod.* Efter Læse-Maaden *“er* burir byggia” (C. U. III. 205) kan ellers *Odins-Sönnerne Balder* og *Höder* menes, saa *Hæner* siges at raade for deres Boeliger, som Arv efter sine Brödre.*.* At nemlig *Hæner* og *Löder* er *Odins* Brödre, fölger baade af Tanke-Gangen i Völuspa, og sees af Gylfe-Legen, hvor der udtrykkelig siges, det var *Börre-Sönnerne,* som skabde Menneskerne, saa *Ve* og *Vile* sættes der aabenbar for Völuspas *Hæner* og *Löder*Gylfe-Legen p. 7. 10.*.*
Sædvanlig antager Man nu, at *Hæner* gav Mennesket *Forstand,* og i Gylfe-Legen siges det tydelig, at den *Anden* af *Börre-Sönnerne* gav *Vidd* og Rörelse, men hos Vola er baade Ordet og dets Betydning tvivlsomme, og jeg giætter da paa *Sind* eller *Lykke,* saa der i sidste Tilfælde var taget Hensyn paa den *Lykke,* saavel Menneskerne som Hæner skulde have: at *overleve* Ragna-Roke, og i förste Tilfælde paa den *Frygtsomhed* der ensteds tillægges *Hæner,* og som unægtelig er en af Hoved-Bestanddelene i Menneske-GemyttetOrdet hos Vola er nemlig enten “nód” eller “auð.” At *Hæner* er den *ræddeste* af alle Aser siges vel kun i Billingen af Skjoldung-Saga (Fornaldar Sögur I. 373), som ei er den bedste Hjemmel, men da han slet ikke kommer frem fra Menneskets Skabelse til *efter* Ragna-Roke, maa det vel dog findes rimeligt nok, at han er kröbet i et Muse-Hul..
Dog, det være hermed som det vil, saa kan jeg ikke bedre forklare mig den Nordiske Tre-Kant end ved: *Haabet, Frygten* og *Egen-Kiær**ligheden,* thi hos den egensindige Aands-Kraft maatte de to Sidste nödvendig tænkes ved Siden af det Förste, og det er da i sin Orden, at *Odin* omsider i Ragna-Roke, skuffes i sit *Haab,* og *Löder* taber sig i sin *Egen-Kiærlighed,* medens derimod *Hæner* finder sin *bange Ahnelse* stadfæstet. Det er da ogsaa i sin Orden, at *Odin* giver Mennesket *Aand,* thi *Udödeligheds-Haabet* er jo *Aanden* hos Nordens Kæmper, som hos deres Guder, at *Hæner* giver dem den *lönlige Frygt,* som boer i Hjerte-Dybet hos de djærveste Helte, naar ikke *Gimle-Haabet* uddriver den, og at *Löder* gav Kæmperne deres skiönne, majestætisk-rolige Udseende; thi ligesom det er *Egen-Kiærligheden* der sætter *Farve* paa Alt, saaledes er den ogsaa hos Overtrædere Fader til det Mod og den Selv-Tillid, der naturlig speiler sig i Kæmpe-Öiet. Hermed stemme ogsaa de nyere Navne paa *Odins Brödre,* thi *“Ve”* (beslægtet med “vie og ind-vie”) betyder jo hellig Sky, og *“Vile”* (beslægtet med *“Vild”* og med *“Villie”* i alle Nordiske Mund-Arter) betegner det *Egen-Kiærlige*I Angel-Sachsisk er “vil” derfor i mange Sammensætninger, som i “vil-sið og vil-gesiþas” Udtryk for det som *behager,* som Man har god Villie til, og det Samme er Tilfældet med det misforstaaede Ord “vil-mögir” (Kamerader) i det gamle Bjarke-Maal og Hava-Maal.*.*
Dette som Vink for hvem det huger, og vil Man höre vor Skabnings-Historie af *Har* i Gylfe-Legen, da har den, om ikke Skriveren tog feil, lydt saaledes, at da *Börre-Sönnerne* engang gik ved Strand-Kanten, fandt de to Træ-Stammer, som de tog og skabde Folk af, saa den *Förste* gav Liv og Aand, den *Anden* Vid og Rörelse, men den *Tredie* Aasyn, Mæle og Hörelse. De fik derhos baade Klæder og Navne, saa Manden kom til at hedde *Ask* og Kvinden *Embla,* og fra dem nedstammede Menneske-Kiönnet under MidgaardGylfe-Legen p. 10..
Mythologerne foretrække vel her, som sædvanlig, Gylfe-Legen for Völuspa, og den prosaiske Efter-Snak for den poetiske Fortale, men at min Poetiske Samvittighed ikke tillader mig at træde i deres Fodspor, anmærkes i Forbigaaende, og hvad Menneske-Navnene angaaer, veed jeg ingen bedre Oplysning, end at det vilde passe godt, naar *Embla* var *Humle* og *Ask* hvad det er, og at noget Lignende sikkert har svævet for de Gamle i Norden, hvor det inderlige Forhold mellem Mand og Kvinde saa dybt blev fölt.
Vi vende nu tilbage til *Völuspa,* for at skimte en af de vigtigste, men derfor ogsaa dunkleste Begivenheder i *Odins* Liv, *Pandtsættelsen* nemlig af hans *ene Öie* hos *Mimer,* som har gjort, at han alle sine Dage var kiendeligst paa Savnet, og blev i al sin drömte Vælde aldrig saa rig, at han kunde löse sit Pandt.
Hvad her maa hardtad bringe en poetisk Mytholog til Fortvivlelse, er at Versene i Völuspa paa dette Sted ei blot er dunkle, hver for sig, men har saaledes forvildet sig indbyrdes i Haand-Skrifterne, at Man veed hverken Begyndelse eller Ende, uden hvad Man giætter sig til. Dog, skal der hittes Rede i de dunkle Vers, maa det være omtrent i den Orden, *vor* gamle Skind-Bog fölger, og hvad jeg der har fundet vil jeg give.
Drabs-Maal det förste,Hun drages til Minde,Var, da i Höie-LoftHimmel-Spræt legdes,*Gulveig*paa SpydeBlev spiddet og brændt;Tre Gange brændt dog,Hun, tregange Barn,Saa ofte gienfödtes,At end hun lever!*Heide,*saa hedd hun,Hvor huset hun blevDen velviseVola,MedVidskabom*Gand,**Seid*hun og kunde,Blev selv dog forgjort,Onde Folks TerneHun altid varBjörn Haldorsens Lexikon p. 34, thi naar Man sædvanlig oversætter “ángan” ved “Lyst”, da er det kun en egen Lyst, der ei engang grammatikalsk lader sig forsvare.
.De Store bestegeNu Stolene brat,Og det blev forhandletBlandt hellige Guder,OmAsernesLivVar nu lovlig forbrudt,Hvad heller som GuderDem Hæder tilkomBjörn Haldorsens Lexikon p. 12, hvor Man seer, at Tale-Maaden “afrád giallda” betyder at have sit Liv forbrudt.
.Lös streed nuOdin,Med Spyd til Maals,Derved i ModeKom Mand-Slæt först,Brudd da paa BorgenBlev der i As-Gaard,Valkloge*Vaner*Vangene hærjed!De Store bestegeNu Stolene brat,Og det blev forhandletBlandt hellige Guder,Hvem som ForræderForpestede Luften,Og havde Jette-Folk*Ods*Mö givet?Thorvar paa Færde,Han fnös af Harme,Naar Sligt han spörger,Han sjelden töver,Brudte blev Eeder,Ord og Aftale,OvertraadteBetingelser alleSkiöndt uanmærket i begge Udgaver af Völuspa, er der dog en mærkelig Variant i Gylfe-Legen p. 47, hvor baade de sidste fire Linier staae först, og for: Þórr einn þar var, læses vist rigtig: Þórr einn *þat vann*þ*at vann*delvist fremhævet i A*.*
.Hun veed, hvor Hornet*Heimdal*giemde,Under det sölvgraa,Hellige Træ;Fra Valfaders-PandtetDen plumrede FlodSeer stridig hun strömme,Forstaaer I mig saa!Hun ene sad ude,Da Oldingen kom,Asa-Gubben,Med Öine maalt,Hvorfor udfritteOg friste I mig?Godt veed jeg,*Odin!*Hvor Öiet du lod,I den mærkværdige*Mimers-Kilde;*Miöd nu hver MorgenMimerdrikker,Af Valfaders-Pandtet,I veed vel BeskeedVöluspa C. U. III. 33-37, og til Sammenligning 199-201, samt Rasks Udgave p. 4-5.
.Læseren vil sagtens finde, at selv denne Text falder ikke saa lidt i det Dunkle, og jeg er selv bange for, det hænger ikke saa ganske rigtig sammen, men ligesaavel af tre som af to onde Ting maa Man vælge det Mindste, og mig synes dog jeg her kan skimte en ganske antagelig Mening, hvad allerede er meget meer end jeg har fundet for mig i andre Forklaringer.
Först maa jeg da anmærke, at, efter alle Mærker, er vores Nordiske Prophetinde selv den *Gulveig* og *Heide,* hun taler om, hvad jeg mener urokkelig stadfæstes ved det næstfölgende Vers, hvori hun melder at Hær-Fader gav hende blandt Andet Seer-Blik, hvormed hun stirrer ind i alle Verdner, og allerede herved klarer Syns-Kredsen sig tildeels.
Dernæst antager jeg, at *Gylfe-Legens* Forfatter har havt gyldige Grunde til at beraabe sig paa Nogle af foranförte Vers, ved det sære Sagn han fortæller om *Byg-Mesteren* som kom til *Asgaard,* og lovede inden tre Vintre at bygge Guderne en Borg saa fast, at den kunde trodse al Thusse-Vold, naar de vilde betale ham derfor med *Freya, Soel* og *Maane.* Det Forslag, hedder det, gik Aserne ind paa, kun med den Forskiel, at Arbeidet skulde endes i *een* Vinter, eller han tage Skade for Hjemgjæld. Det var efter *Lokes* Raad, men da Aserne saae, hvor rask Værket gik fra Haanden, truede de *Loke* til med sine Rænker at mage det saa, at Byg-Mesteren dog kom til Kort, og det lykkedes. Da nu imidlertid Byg-Mesteren mærkede Uraad, tog han sin Jette-Skikkelse paa sig, hvorover Aserne blev bange og kaldte paa *Thor,* som, uden at ændse enten Löfte eller Leide, slog til med Mjölner, og knuste Jetten saa smaa som han var möllemaletGylfe-Legen p. 45-47..
Endelig slutter jeg nu heraf, at det var ved Akkorden med Byg-Mesteren, som naturligviis kun troede Aserne paa det Halve, at *Odin* maatte *sætte sit Öie i Pandt,* som Man da godt forstaaer, han kunde aldrig indlöse, da Löftet var brudt og Byg-Mesteren knust. Vel sandt, der staaer i *Gylfe-Legen,* at *Odin* pandtsatte sit Öie for en *Slurk* af Mimers Kilde, men Gylfe-Legen er ingen Völuspa, og hvor *naturlig* end *Slutningen* kan synes, var det dog unægtelig meget for dyrt Vand-Kiöb for en Herre, der daglig omsonst drak til Pæls med Fru *Saga.* Desuden kunde Öiet *ikke* kaldes et *Pandt,* naar det var Kiöbe-Sum for hvad aldrig kunde gives eller tages tilbage, da Ordet derimod var det ene rette, naar Öiet kun tjende til Sikkerhed for Opfyldelsen af et mistænkeligt Löfte, thi naar da Odin havde holdt Ord, havde han faaet sit Öie igien, som Man maa huske, det er ligesaalidt nogen Sag at sætte ind som at tage ud *med Munden.*
Men har vi nu, poetisk talt, Noget for vor Umage, med at faae det gamle Pandte-Brev ordenlig thinglæst?
Dette er et andet Spörgsmaal, som jeg helst besvarer saaledes, at Nordens Myther i det Hele, og Volas Vink især, har alt saa klarlig hævdet deres Guld-Værdi, at vi maa være vis paa, enhver Opdagelse angaaende deres oprindelige Sammenhæng vil engang betale sig godt, og Fædrene har gjort Saameget for os omsonst, at vi sagtens kan giöre Lidt for Börnene uden Penge paa Haanden.
Da det imidlertid klart nok er *Asernes* Synde-Fald der peges paa i hine dunkle Vers, kan vi neppe feile synderlig i at tage *Pandtsættelsen* af *Odins-Öiet* for et Sind-Billede paa den *Forblindelse,* der altid finder Sted, naar *Menneske-Aanden* vil raade sig selv, uden dog at opgive sine dybe Længsler og sit *Udödeligheds-Haab. Samvittigheden* er den store *Prophetinde,* som da ei kan blive höiröstet, uden at mishandles, men lader sig dog ikke udrydde, og skiöndt Man i *Fortvivlelse* giör Pagt med *Mörket* for at vinde Sikkerhed, og giör sig haard for at have *Ro,* saa kan man dog hverken undvære *Lyset* eller *Fölelsen,* og indvikler sin Gaade meer, jo ivrigere Man stræber at löse den. Betragte vi nu Odin som Aands-Kæmpen for Udödeligheds-Haabet, da er Pandtsættelsen af hans Öie hos *Mimer (Hukommelsen)* en fortvivlet Opgivelse af *Evigheden,* i det barnagtige Haab at kunne *trække* Tiden *ud,* saa den forlængedes *næsten* til en *Evighed,* men da det slaaer ham, at uden Lys og Glæde (Soel, Maane og Freya) er Livets Længde kun langvarig Kval, opgiver han dog heller Haabet om at faae Tiden foreviget, bryder Pagten med de sorte Konster, og underkaster sig Norne-Dommen.
Hvorledes nu Sagnet om Byg-Mesteren har lydt fra förste Færd, lader sig ikke bestemme, da Sporet i Völuspa af sig selv var ukiendeligt, og der i de andre Sange ei findes Noget derom, uden det skulde være i Rammen om *Alviis-Maal,* der vilde klare sig, naar Man antog *Alviis* for Byg-Mesteren, der kom for at hjemföre *Freya,* men opholdtes af Thor til Dagningen, og afspistes med den Beskeed, at *Thor* var *Freyas Formynder,* og havde ikke været med, da Kiöbet blev sluttetAlviis-Maal C. U. I. 254. 58.. Jeg formoder ellers, at det oprindelig var *Frigge* Man havde lovet bort, men at Mythen siden anvendtes paa en folke-historisk Begivenhed, hvorved *Freya* passede bedre, og at begge Sagn er sammenblandede i Gylfe-Legen, hvorom siden Mere.
At nu Mythographerne sædvanlig forklare Sagnene baade om Gulveig, om Pandt-Sættelsen af Odins-Öiet og om Byg-Mesteren, langt anderledes, saa der fremfor Alt ei bliver mindste Spor af Poesi eller Sammenhæng, kan Læseren vel slutte sig til, og jeg veed ikke engang, om det er min Pligt at fortælle ham Noget derom, da han sagtens selv kan give sig en upoetisk og usammenhængende Forklaring, hvis det er hvad han savner. Byg-Mesteren, som for mig naturligviis er den *Sorte Konst,* vil jeg derfor ogsaa lade ham giætte paa i Mythographernes Smag, til vi skal see, hvordan *Sleipner* kommer til Verden; men om det Andet vil jeg dog ikke forholde ham den Aabenbaring, at *Gulveig* betyder *Guldet,* som Menneskerne smeltede til Asers Fortörnelse og deres egen Ulykke, og at hver Aften , naar Soel gaaer ned, pandtsætter *Odin* sit Öie til *Mimer,* som altsaa er den *Ole Luköie,* vi kiende fra Ammestuen. Ved sidste Forklaring möder imidlertid den uheldige Omstændighed, at *Mythen* taler om en *Odin,* som havde *to Öine,* hvoraf han pandtsatte det Ene; og blev derved eenöiet alle sine Dage, men Forklaringen giælder en Cyklop, der er födt med eet Öie, som han pandtsætter hver Aften, men löser hver Morgen, saa, naar ikke netop *Urimeligheden* var de Lærdes Kiende-Mærke paa en rigtig Forklaring af Oldtidens Dumheder, vilde jeg raade dem at söge Odins andet Öie i *Maanen,* og lade ham pandtsætte dem skifteviis.
Den anden Forklaring er ikke stort heldigere, thi deels er det, efter Völuspa, ikke Menneskerne, men *Aserne* selv, der brænde *Gulveig,* og deels veed jeg nok, at en Digter tit kan slaae paa Vognen og mene Hestene, men at det Omvendte giör kun Tosser, saa naar en Digter siger “Kongen” da mener han ikke “Scepteret” og naar han taler om en guldprud Vole, da mener han ikke Guld-Ringen paa hendes Finger. At nu efter Sammenhængen, baade *Gulveig* og *Heide* maa være Navnene paa den Prophetinde, der havde fuldtop baade af Guld-Ringe og gyldne Ord, som hun lod kiende blandt Guder i Höie-Loft, det har jeg alt sagt; men naturligviis er det i mine Öine kun en *Ramme* om *Völuspa,* og turde jeg yttre en Formodning om, hvad deri speiler sig, vilde jeg sige, det er den ældgamle *Sammen-Smeltning* i Norden af *Valhalds* og *Gimle-Ideen* som den sees fuldfört i *Völuspa.* Herved kan Man i det Mindste tænke sig noget ganske Bestemt og meget Sandt, ei blot i den graa Old-Tid, men ligetil den Dag i Dag; thi det ligger i den Historisk-Poetiske Anskuelses Natur, at den i Tidens Löb maa oftere omsmeltes, hvad imidlertid aldrig skader, naar Man blot kan lægge til med Vola “dog *end* den *lever.*” Saaledes er den f. Ex. nu igien i Digelen, for at dens *Græske* og *Nordiske* Elementer kan smelte ordenlig sammen, og naar det er skedt, tvivler jeg ingenlunde paa, Man jo vil kalde den *Nordiske Guldmine* (Gulveig) *Klarisse* (Heide), fordi Anskuelsen öiensynlig klarer sig.
Skulde det nu opregnes, Alt hvad *Odin,* efter Sagnet, tog Deel i, da maatte hardtad alle Myther staae under hans Navn, da han nævnes i dem alle; men saa blev Bogen ulæselig, og det skal dog netop være Forskiellen mellem et Lexikon til at kaste op i, og en Bog til at læse i, at *Hint* skal være samlet og ordnet *efter Haanden* (Alphabetet), men denne efter *Aanden,* og at Lexikonnet skal saavidt mueligt være fuldstændigt, men *Bogen* fremforalt være *læselig.* Derpaa tænke nu vel Mythographerne sædvanlig ikke, men deres Læsere desmere, og da jeg, for mine Synders Skyld, er en af disse, kan jeg umuelig glemme det. Dog end ikke de Sagn hvori *Odin* er *Helten,* kan jeg samle her, da jeg for Aandens Skyld maa stræbe at skille de ægte poetiske *Odins-Myther* fra de Efter-Gjorte, der, som folkehistoriske, eller allegoriske, höre til Bjarkemaals og Kragemaals-Tiden.
Ligesom der nu i Vö*luspa* ei er Spor af nogen *Begivenhed* med *Odin,* fra han pandtsætter sit Öie, til han farer i Harnisk mod Ulven, saa har jeg heller hverken i de andre Sange eller i Gylfe-Legen kunnet finde Nogen, der havde indvortes Krav paa at regnes til det egenlige *Asa-Maal.*
Siden jeg imidlertid, for Sammenhængens Skyld, har maattet omtale *Gulveigs-Mythen,* der kun har *tempel-historisk* Betydning, vil jeg til Sammenligning ogsaa pege paa *Rammen* omkring *Vafthrudners-Maal,* der er af samme Slags, og hörer altsaa til den folkehistoriske Digtning i *Asamaals-Dagene.*
Denne *Gavnraads-Mythe* ligner nemlig forsaavidt *Gulveigs-Mythen,* at det ogsaa her er to forskiellige Anskuelser, som stöde sammen i Norden, og slutte et Slags Forlig, men den store Forskiel er, at de ingenlunde sammensmelte, men at den Ene, for at taales, maa give tabt, saa Ord-Striden endes med den Bekiendelse af *Rim-Thussen:*
Med Död paa Læbe,Min Lærdoms SkatJeg her udtömde,I Tvist med dig;Thi over AlleEr*Odin*klogVafthrudners-Maal C. U. I. 34.
!Det er stor Skade, at Mythographerne ikke har speilet dem i denne Ramme, thi de vilde da ikke blot vogtet dem for at sammenblande *Asers* og *Jetters* Anskuelse, men især for at tilegne sig den Sidste, hvis Lykke i Norden sikkert altid vil blive ligesaa tynd, som da *Odin* giæstede *Vafthrudner.* Læseren vil nemlig let indsee, at naar Man nuomstunder betragter *Aserne* som blotte *Skygger* af den *umælende Natur,* da er den Betragtning blot en Skygge af den gamle Jette-Anskuelse, hvorefter Guderne var *Kalve* af den gamle Rim-Thurs *Ymers firbenede Syster* Ödhumle, og hvordan skulde den kunne staae sig noget Öieblik i *Strid* med den giennem Aar-Tusinder seierrige Anskuelse af Nordens Halv-Guder som Börn af Universal-Historiens Kæmpe-Aand, og det tilsvarende Kongemoder-Hjerte! Saasnart derfor *Gavnraad* rigtig spörger *Vafthrudner,* hvad det var *Odin* hviskede *Balder* i Öret, da han lagdes paa Baal, vil Jette-Munden altid enten gaae af Hængslerne, eller i Baglaas, og derfor skulde jeg helst raade dem der heller vil betragte det *Guddommelige* i den *udvendige* end i den *indvendige Natur,* at de gaae paa Forlig, med den Bekiendelse, at, skiöndt de holde mest ad det *Skyggelige,* saa bær dog det *Billedlige* Prisen! Vel raadte nemlig *Frigge Odin* fra at staae til Munds med Jetten, men da han, som bedre vidste, hvad *Poesi* og *Historie* er til for i Verden, erklærede det for nödvendigt, gav hun ham lutter gode Varsler med paa Veien, sigende:
Nu velsignet,Og saa velkommen,Farvel saalænge!Dig Aanden styrke,Som Arilds-Guden,TilThursat trykkeMed Tunge-MaalVafthrudners-Maal C. U. I. 4. 5.
!Herved mindes vi om Odins ægteskabelige Forhold og huslige Stilling, der ikke mindre for Nordens Guder end for dets Kæmper var af megen Vigtighed, og vi maae aabne Talen med den fornöielige Bemærkning, at *Odin* levede anderledes godt med sin *Frigge,* end *Zeus* med sin *Here.* Dermed vil jeg dog ingenlunde nægte, at Man tillægger *Odin* flere Gemalinder, og at *Skalda* med sine Öge-Navne ymter om Skinsyge mellem dem og *Frigge,* men jeg vil kun sige, hvad sandt er, at vi ikke har en eneste Mythe, der engang ymter om *Splid* mellem *Odin* og *Frigge,* og at det har sin gyldige Grund i deres Væsen. Kan Man nemlig knap engang i vore Dage gaae for Digter, uden at faae Ord for mange Kiærester, saa kunde Man endnu mindre i Old-Tiden gaae for *Aanden,* det være sig i Syd eller Nord, uden at faae Ord for mange Koner, da Aands-VirkningenAands VirkningenUS har 'Aands-Virkningen'. 3. udg. har 'Aandsvirkningen'. i forskiellige Retninger allevegne bedst og naturligst fremstilles under Billedet af flere *Kuld Börn,* og da Guder aldrig blive Enke-Mænd, faaer det Hele derved nödvendig et for *Aandens* Moralitet fornærmeligt og i *Hjerte-Grundens* eller Gude-Dronningens Öine mistænkeligt Udseende; men *Frigge* var for klog og besindig til at lade sig bedrage af Skinnet, eller, med andre Ord: der er netop samme Forskiel paa *Here* og hende, som mellem den naturlige *Hoved-Tilböielighed* og det historiske *Hoved-Öiemeed.* Naturlig er nemlig alle Hjertets Tilböieligheder hinandens Medbeilerinder til *Aandens* Gunst, og det viser sig i *Grækenland,* hvor Man forgudede *Menneske-Naturen,* men historisk er der i Grunden kun *eet Öiemed,* da alt Andet der kaldes saa, enten kun er Midler dertil, eller ubetydelige *Bi-Hensigter,* som Man seer i *Norden,* hvor det var *Menneske-Historien,* der blev forgudet.
Dog, Læseren kunde let tage dette letsindigere, end jeg önskede, og, skiöndt de rene Penne kun er daarlige Vidner om dydige Grund-Sætninger, saa er dog de Urene des gyldigere Beviser paa det Modsatte, og jeg maa da erindre om, hvad jeg alt oftere har sagt, men maa forudsætte, glemmes let: at jeg her slet ikke taler om *Troen* som en *Saligheds-Sag,* men kun om *Anskuelsen* som et *Digter-Værk* og en *Folke-Sag.* Det fölger nemlig af sig selv, at har Man selv i *Palæstina* og i *Christenheden,* med den reneste Anskuelse af den Guddommelige Kiærlighed, dog kun taget det meget slapt med Kiærlighedens og Ægteskabets Baand, da har Man taget det endnu slappere i Hedenskabet, og, jo aandlösere Man blev, desmere fornöiet sig over det Slibrige i Mytherne; men derfor er det dog lige vist, at selv i Grækenland var det ingenlunde Mythernes Hensigt at fremstille *Zeus* som et Mönster paa Liderlighed, og at *Frigges* Taalmodighed ingenlunde reiser sig af, at Man i Norden havde slappere Begreber om Ægteskabs-Baandet, end i Grækenland, men snarere af det Modsatte, og af den Besindighed i Mythernes Betragtning, som overalt er kiendelig.
Da nu *Völuspa* ikke udtrykkelig nævner nogen anden Moder til *Odins-Sönnerne* end *Frigge,* kunde Man gierne paastaae, at hun *oprindelig* var nævnet som Moder til dem alle, og at *Hlodyne* og *Fjörgyne,* som Vola kalder *Thors Moder,* var i hendes Mund, ligesom *Hline,* kun *Frigges* Tilnavne; men det vilde kun sömme sig for En af det attende Aarhundredes patriotiske Moralister, og ei for den Mindste af det Nittendes poetiske Mythologer, som derimod af *Volas* Kauthed kun slutter, det gik med hende omtrent som med *Frigge,* saa hun holdt sig til Hoved-Sagen, og undte heller Andre Æren for Originalitet i Biting, end hun vilde selv bebyrde sig med dem.
Af de *fem* Odins-Sönner, der forekomme i Völuspa, tör jeg da ikke tillægge *Frigge* Flere, end *Balder* og *Höder,* som aabenbar er Heel-Brödre, da de nyde eens Ret, maae Begge i deres Ungdom nedfare til Skygge-Riget, men staae ogsaa begge To op efter Ragna-Roke, og finde i en straalende Evighed tilstrækkelig Bod for alle timelige Savn.
Spörger Man nu, hvad *Frigge* var det Mythiske Udtryk for, da kan det neppe findes tvivlsomt; thi kan end Æblet stundum falde langt fra Stammen, saa falder det dog ikke over den, og triller aldrig saa langt, det smager jo af Roden; saa *Balder* og *Höder* kan umuelig være födt af nogen anden Moder, end af den *dybe Længsel* i Menneske-Barmen efter *evig* Fred og *varig* Glæde, som hele Mythe-Kredsen beviser, var stærk nok hos de Gamle i Norden, til at avle en Livs-Anskuelse, hvori hele *Tiden* lagdes som et Kæmpe-Offer paa *Evighedens* Alter! Denne *Længsel* kan imidlertid umuelig blive saa stærk, uden ved uoplöselig at knytte sig til *Seiers-Haabet,* og Ægte-Skabet mellem Gude-Faderen og Balders-Moderen i Norden er da aldeles i sin historisk-poetiske Orden.
Nu er det vel saa, at, efter Gylfe-Legen, skal *Vider* og *Vale* ligesaavel fryde sig ved Livet, som *Balder* og *Höder,* men dog med den store, strax iöinefaldende Forskiel, at de *overleve* Ragna-Roke, hvorved de blive Sönner af den almindelige Gude-Moder, *Livs-Lysten,* der spaaer alle sine Sönner Udödelighed, og ei af Nordens *Frigge,* der föder Sine til en brad Död, men haaber med sine Taarer, lagte til deres Selv-Fornægtelse, at kunne tilkiöbe dem det evige Liv. Naar vi desuden see, at i *Vafthrudners-Maal* nævnes *Vider* og *Vale* som de *evige* Guder, *istedenfor* Balder og Höder, da maae vi slutte, det kommer af *Jette-Anskuelsen,* som Man naturligviis i Kragemaals-Dagene tog for gode Vare, og ögede til Asa-Maalet, uden at drömme om, det var galt, da alle döde Ting kan godt forliges. I alt Fald er det langt fra, at enten Vider eller Vale nogensteds kaldes *Frigges* Sönner, da *Vale* tvertimod i Skalda udtrykkelig kaldes hendes *Stif-Sön,* og hans Moder ofte *Rinde,* medens det endog er en *Hex,* ved Navn *Gryde,* der skal have været Moder til *Vider* hin TauseVafthrudners-Maal C. U. I. 32. Gylfe-Legen p. 7*6.* Skalda p. 105. 113..
Ved *Rinde* i *Vester-Lide,* som hun kaldes i *Vegtams-Kviden*Vegtams-Kviden C. U. I. 244. Gylfe-Legen p. 31. 39., forstaaes nu ventelig den skiærende Kulde, som falder Alderdommen mest naturlig, og er den rette Moder til *Fortvivlelsen,* hvormed *Odin* i *Vale* hevner Balder saaledes, at han mister to Sönner for Een.
*Grydes* Navn betegner *Bisterheden,* og det passer ikke ilde paa Moderen til *Vider* hin *Tause,* der ikke er andet end Gude-Fiendernes *sovende Samvittighed,* der pludselig vaagner, da *Odin* falder, og her see vi, det er just ikke hen i Veiret, at *Jetten* tillægger V*ale* og *Vider* Evighed, men ogsaa at den er af et ganske andet Slags end Balders og Höders, og ei hvad Guder glædes til, men kun hvad Jetter straffes med.
Vi komme nu til Thor, den *femte Odins-Sön* i Völuspa, og da han ikke blot i *Thryms-Kviden* og det giængse Skjalde-Sprog, udtrykkelig kaldes *Jordens Sön,* men hörer i alle Maader Jorden til, kan vi Intet have at indvende mod Skaldas Beretning, at saavel *Hlodyne* som *Fjörgyne* er *Jordens* Til-Navne; men vel maae vi tilföie, at naar *Digterne* kalde *Jorden* Gude-Moder, da er det naturligviis ogsaa kun *billedlig* talt. Dette har imidlertid Mythographerne ikke drömt om, men i al Enfoldighed ikke blot ladet *Thor,* som en Trold-Unge, krybe ud af en Höi, men selv gjort Gude-Dronningen *Frigge* til den sorte Jord, der kun blev hvid i Huden, naar det sneede, og kaldtes da *Rinde* for en Feils Skyld, og blev formodenlig *Thors* Moder, naar hun om Foraaret, deilig guul og grön i Ansigtet, bedst behagede Gude-Kongen mellem Kannibaler. Dette Konst-Stykke beroer ellers ene paa den Omstændighed, at *Frigge* kaldes *Fjörgyns* eller *Fjörgvins Daatter,* hvilket, naar Man blot glemmer Forskiellen först mellem Maskulin og Fæminin, og dernæst mellem Moder og Datter, kan giöre hende til den Samme som *Fjörgyne;* men inden Grammatikens og Genealogiens stærke Indvendinger kan blive giendrevne, vil vi haabe, Mythographerne blive saa kloge, ei at grave i Mytherne enten efter Jord, Vand, eller hvad Andet de langt nemmere kan finde i den synlige Verden.
Skulde jeg ellers giætte paa, hvem der af Odins Veninder var *Thors* virkelige Moder, da blev det *Saga,* med hvem Odin ikke for Intet daglig tömmer det gyldne BægerGrimners-Maal C. U. I. 43.; thi her maa Man naturligviis ikke tænke paa en gammel Kiærling, der fortæller Æventyr, men paa den *frugtbare* historiske Moder-Natur, der avler Bedrifter med Aanden, som Jorden Blomster med Solen. Hvad *Saga* angaaer, er dette imidlertid kun en lös Giætning, der, ved nöiere Betragtning neppe holdt Stik, og vi giör da bedst i at kalde hin Moder-Natur *Hlodyne* eller *Fjörgyne,* med Jorden til sit Speil.
Foruden hine Fem tillægger nu vel *Skalda Odin* mange Sönner, först *Heimdal, Tyr* og *Brage,* og siden paa Slump *Meile* og *Nep, Voli* og *Oli, Hil**dolf* og *Hermod, Sigge* og *Skjold, Yngve-Frey, Itrekejod* og *Sæming*Skalda p. 104-5. 211., men den lader dem heel ubarmhjertig alle *moderlöse,* saa det er kun i Haleigia-Tal vi höre, at *Sæming* skal ligesaavel havt *Skade* til Moder, som *Odin* til FaderYnglinge-Saga i Heimskringla I. 13-14, hvor det ret naivt tilföies, at Sæming havde *mange* Brödre.. At nu alle Nordens Kæmper paa en Maade var *Odins* Sönner, veed vi nok, men *her* kunde dog i det Höieste kun *Heimdal* og *Brage* komme i Betragtning, naar vi havde passende Mödre til dem, og om der end kunde være nogen Grund til at foreslaae *Saga* og *Freya,* har det dog ogsaa sine Vanskeligheder, og faaer staae ved sit Værd.
At imidlertid *Odin* og *Freya* har været meget enige, siden de deelde halvt paa Valen, er ligefrem, saa det er intet Under, at *Freya* ensteds i *Skalda* kaldes *Odins* GemalindeSkalda p. 119., for ei at tale om det flaue Æventyr i Olav Tryggesöns Saga, der bruger ærerörige Udtryk, og da *Freya* tillige var halvt med Odin om *Poesien*Gylfe-Legen p. 29., veed jeg virkelig ingen bedre Moder til Brage.
Der er endnu ymtet om tre *Jette-Damer,* som skal have behaget *Odin,* og derved tænker Man uvilkaarlig paa de tre *Jette-Möer,* som, efter Völuspa, forspildte *Asernes* Gammen, men jeg vilde dog knap nævne det, naar der ikke var indvortes Grunde, som talde for Sagens Rigtighed. Disse Damer er nemlig *Gerde, Gunlöde* og *Skade,* Döttre af Jetterne *Gymer, Suttung* og *Thjasse,* og da Man ei kan nægte at en *Ærgierrighed, Skiönhed* og *Smag* af *Jette-Byrd* ogsaa i det gamle Norden gjorde Sit til at forföre og fordærve Gudernes Börn, tör jeg ikke nægte, de alle har havt Tillokkelser for *Odin.*
*Skade* er nemlig, som en höitravende *Ski-Löberske,* det kvindelige Udtryk for Ærgierrigheden, altsaa Forfængelighed, som allerede i Grimners-Maal har faaet sin Jette-Borg indlemmet blandt *Asernes*Grimners-Maal C. U. I. 44., og vel hedder det i *Brage-Snakken,* at det var som Skjold-Mö i fuld Rustning hun kom til Asgaard at hevne sin Fader, og fik saa Lov at vælge sig en Brudgom iblandt demBrage-Snakken p. 82., men det klinger heel mistænkeligt. For Resten er det kun Ynglinge-Saga, der melder, at hun blev *Niord* utro og ægtede *Odin.*
*Gerde,* veed vi, bragde i alle Tilfælde Uheld til Asgaard, og siden Skirner havde *Drypner* med til Jotunheim at kiöbe hende for, kan *Odin* neppe frikiendes for at have forseet sig paa hendes Skiönhed saavelsom Frey, ligesom og Skalda tæller hende mellem Frigges MedbeilerinderSkalda p. 119..
Æventyret med *Gunlöde,* endelig, er kun alt for bekiendtHavamaal C. U. III. 75. Brage-Snakken 84. 87., og er langtfra at giöre *Odins Smag* Ære, da hun ret egenlig er den *slette Smag* i *Poesien,* som de Islandske Skjalde har givet saa mangfoldige Beviser paa. *Odin* har selv fölt det, thi han undskylder sig i Hava-Maal med, at han var beruset og havde glemt sig selv, og skiöndt det kun er en daarlig Undskyldning for Nordens Kæmpe-Aand, naar den poetisk daler fra Norne-Salen ved Urdas Kilde ned i Jette-Stuen, er det dog altid bedre, end at han skulde pralet deraf, som et Kæmpe-Skridt i Konsten. Dog herom mere, naar vi komme til Krage-Maalet, der snarere lyver sig Fader end Moder til, og dvæler derfor med Velbehag ved *Miöd-Poesien,* som Mythographerne meget naivt sige *betyder Godt Öl!*
Efter nu at have betragtet *Odins-Hjertets* Anliggender, skride vi til Betragtningen af hans Leve-Maade, Hjem-Stavn og Kostbarheder, saavidt de endnu er at kiende; thi vi maae aldrig glemme, at vi vandre mellem Ruinerne af fordums Herlighed, og at det er kun enkelte Stötter af de sjunkne Gude-Borge, vi end finde hele i Gruset, saa vi maae være glade, naar vi derefter kan danne os blot en nogenlunde taalelig og livlig Forestilling om det Forsvundne.
Hvem *Odin* hjembyder, dem bænker han i *Valhald,* og hvor han derfor end ellers færdes, og hvor han end tömrer og taarner sig Borge, i *Valhald* er dog hans *Hjemstavn,* hvor vi maae söge ham, og hvor han ogsaa findes endnu langt mere kiendelig, end det efter Omstændighederne var at vente.
Dog, förend vi gaae videre, og undersöge Kæmpernes Værelser og Odins Bordskik, vil det være nödvendigt at vide, *ikke hvor* i al Verden *Valhald* laae, thi det laae naturligviis midt iblandt os eller ingensteds; men *hvad det* egenlig *var* og *er.* Jeg siger *“er”* thi *Noget* maa alt det *være* endnu for os, som det skal lönne Umagen at dvæle ved, og naar Man derfor i Mythologien gaaer ud fra den Grund-Sætning, at Mytherne udtrykke intet Sandt og Virkeligt, uden hvad vi have langt mere levende for Öine og for Ören: i Morgen-Rödens Glands og Aften-Rödens Skiær, i Aars-Tidernes Vexel og Stjerne-Himlens Pragt, i Bölgernes Brusen og Stormenes Hvin, i Jordens Zittren og Luernes Brag; naar Man gaaer ud fra den Grund-Sætning, da burde Man i det Mindste föle det inderlig Tomme i en saadan Mythologi, og ei spilde Livets ædle Kræfter og den kostbare Tid paa Undersögelser, som umuelig kan före til Andet end en gabende Forundring over de Gamles Dumhed, der kunde, jeg vil ikke engang sige begeistres, tröstes og glædes ved, men blot more sig med at udmaie Hverdags-Livet, snakke for det Umælende og fortælle det Livlöses store Bedrifter. Ved saadanne Mythologier, anlagte paa at bevise de Gamles Aandlöshed, bevise vi kun vor egen, og oplyse hvad desværre kun er alt for klart, men kan vi derimod opdage hvad der i den fælles Menneske-Natur og Tanke-Gang laae til Grund for de Gamles æventyrlige Forestillinger, da har vi derved ei blot opdaget den gyldige Grund til Velbehagen, hvormed vi dvæle ved Old-Tidens Digtning, men have fundet Nögelen saavel til vor egen som til Fædrenes Livs-Gaade, forsaavidt den hos Mennesket selv er at finde, og da vandre vi i vore Fædres Mythiske Verden, som Konge-Börn i deres afdöde Faders Slot, hvortil de, efter mange Aars Omtumling mellem Fremmede, komme tilbage, og giör forgiæves tusinde Spörgsmaal til de stumme Ledsagere, der vise dem om, men er dog slet ikke misfornöiede med at maatte söge Svaret hos dem selv, i Barndommens dunkle Minder, og i den rimelige Sammenhæng.
Saaledes gaaer det os da især med *Valhald,* denne vort Nordens gamle Ridder-Sal, der har noget underlig Tiltrækkende og Betydningsfuldt for os Alle, skiöndt det er langt fra vi finde Smag i Giede-Melken og Flæske-Skinken at trakteres med efter Döden, og skiöndt det kan vare længe, för vi ret besinde os paa, hvad det dog egenlig er, der *bærer* den forunderlige Borg, som synes at svæve i Luften, men har dog aabenbar havt en saa forbausende Virkning paa Nordens Kæmper, giennem mange Aarhundreder, og giör endnu saa stærk et Indtryk paa os, at det kun var Daarskab at ville aftrætte den sin gyldig beviste *aandelige Virkelighed.*
Saasnart det imidlertid lynslaaer os, at *Livet i Valhald* aabenbar er Udtrykket for den *Jordiske Udödelighed,* der hos alle Folk med Aand og Hjerte, er et Önske, og var hos vore Kæmpe-Fædre en inderlig Trang og et levende Haab, der vandt en egen Höihed og Virkelighed ved deres dybe Fölelse af Menneske-Livets Betydning, af Slægternes Sammenhæng og Sammen-Virkning til et evigt Öiemed; saasnart det lynslaaer os, da finde vi os i samme Grad hjemme i Valhald, som vi dele Fædrenes ædle og mandige Tænke-Maade, og deres herlige Anskuelse af Menneske-Livet i det Store, som en giennem alle Slægter fortsat og i Grunden altid seierrig Kamp for det Guddommelige og Evige i os og over os. Fra dette Stade see vi klart, *hvorvidt Valhald* endnu *er virkelig til* eller ikke, thi det beroer jo paa, hvorvidt Nordens Kæmpe-Aand begeistrer og besjæler os. Det var da ingenlunde ved Christendommen Valhald styrtede, men det fordunkledes og forsvandt for de Fleste alt i Hedenskabets Dage, med den *Historisk-Poetiske* Anskuelse af Livet, som det havde sin Synlighed og Glands at takke, og det var da kun til for Hjertet, i samme Grad som det bevarede Kiærlighed til Forældre og Börn, til Fædrene-Landet, til et priseligt Efter-Mæle og en velsignet Ihukommelse. Denne, alle Slægter og Tids-Aldere sammensmeltende, Kiærlighed, som tilegner sig ædle Fædres Liv og fortsætter det i Börn og Börne-Börn til Verdens Ende, det er *Grund-Pillen* som bærer *Valhald,* og skulde den være styrtet, maatte det været i *forrige Aarhundrede,* da Hjerte-Baandet mellem Slægterne paa det Grueligste mishandledes og forhaanedes, af en aandlös, i Egen-Kiærlighed forstenet, hundeklog Jette-Skare, saa, havde Man da kun hört *Heimdal* blæse i Gjallar-Hornet, og seet *Aserne* falde kæmpende for Valhald, da kunde vi lykönske os med at have overlevet *Ragna-Roke;* men det er klart, at *Aser* og alle *Enherier* sov, saa det var kun *Fimbul-Vinteren* vi havde, og *Valhald* staaer da endnu, skiöndt dets Indbyggere ligge i Dvale, til den *Guldkammede* galer og vækker Seier-Fader med alle hans Helte til den store Strid, hvori Valhald styrter, men kun for at Gimle kan stige straalende i al sin Glands. See, derfor dages ogsaa *Valhald* meer og meer i nærværende Aarhundrede, endnu vel mest som en tom Skygge-Borg, men dog, alt som en Saadan, tiltrækkende for Öiet, thi det er den gamle *Historisk-Poetiske Anskuelse,* der, ved Hjelp af Christendommen, hæver og klarer sig, og saasnart denne Anskuelse kommer til at udtrykke sig *levende,* da staaer *Valhald* os virkelig for Öie, *nem at kiende,* som det hedder i den gamle Vise, og med alle Dörre paa vid Gavl, saa vi gaae rask derind, som *Gylfe,* og vilde ikke for meget undvære det Besög, skiöndt det er langt fra vi enten kan sige, det huger os Alt det vi see, eller at vi veed, hvad hver Enkelthed har at betyde. Det er *Ærens Tempel* og *Evighedens Forgaard,* som de saae ud i *Norden,* som de begeistrede de ædleste Hedninger, Solen har beskinnet, og höit staae de over, hvad *nu* trindt i *Christenheden* ophöies og lovsynges, og det er meer end Nok baade til at forsvare den Priis vi sætte derpaa, og til at giöre vort Besög ei blot behageligt men ogsaa lærerigt.
Allerede i *Völuspa* höre vi at *Frigga* ved *Balders* Baare begræd *Valhalds* VaadeEller, efter en anden Læse-Maade, Valhalds Vogter. Völuspa C. U. III. 40., men först af *Grimners-Maal* erfare vi Borgens Leilighed, og höre, at *Valhald* reiser sig guldprud i *Gladhjem* og befolkes daglig mere af sværdslagne Kæmper.
ValfadersGiæsterHar godt ved at kiendeSalhuset fiint,Skjold-Taget skinner,Spydskaft-PaneletGraaner i Hallen,Trindt omkring BænkeBrynieklædte !Nem er at kiende,For Kommendes Flok,Vester-PortenPaaValhaldsBorg,Hvor Ulven bæverFor Örne-Klo!ValgrindkaldesDet Vange-Led,Som herlig förerTil Helligdommen,Det Led er gammelt,De Graa dog faa,Som lukke det kanOg laase ret!Femhundred Dörre,Og Fyrre til,Jeg vel tör meneHarValhaldsBorg,Og Snese fyrre,Jævnsides gaae,Saa breed er DörrenFor Brynje-Folk,Naar Luren kalderTil Kæmpe-DystEgenlig: naar Man skal ud og drages med Fenris-Ulven, men da jeg formoder, Dörren er lige breed alle Dage, giör det her ingen Forskiel.
!Der stander en Gied,Paa staalgraa Bund,Paa Hærdrots-Hallen,Det*Heidrun*er,Af*Lerads*KvisteHun lever flot,Og Kar hun fylderMed klarest Miöd,Som aldrig skorterI Skaal om Bord!En Hjort og standerPaa staalgraa Bund,Paa Hærdrots-Hallen,*Ekthyrner*kaldt,Af*Lerads*KvisteHan lever flot,Dog i*Hvergelmer*Fra hornet YverKun Vand neddrypperTil Vove-Gang!*Andhrimner-*Kokken,*Ildhrimner-*Gryden,*Sæhrimner-*Kiödet,Vi kan vel nævne,Men hitte RedeI Helte-Föden,Er, vi tör mene,Ei Hver-Mands Sag.Hær-Fader kasterTil*Fræk*og*Gier*Mund-Bid saa mange,De mættes vel,Af Vin kun leverDen Vaaben-Prude,Med Priis og Ære,Jeg,*Odin*selvGrimners-Maal C. U. I. 43. 44. 48. 51. 53.
!Hertil kommer endnu ved *Gavnraads* (Odins) Tiltale:
Da, som en Karl,Du kan din Lexe,Siig mig,Vafthrudner,Du veed det nok,Hvor er vel KampenEn Hverdags-Leg?*Vafthrudners* Oplysning:
*Enherier*alle,IOdinsVænge,Jo daglig voveEn Dyst med Sværd,De Faldne rideDog rask fra Val,Ved Kamp forligesDe Kiække bedstVafthrudners-Maal C. U. I. 23-24, men i förste Vers har jeg fulgt Gylfe-Legens Text p. 45.
!Hvor fast *Valhald* maa have staaet i gamle Dage, kunde vi allerede deraf slutte, at vi i Gylfe-Legen finde alt Dette igien, men egenlig ikke det Mindste mere, saa Munden i Norden har været et meget bedre Kar end Blækhornet endogsaa til at giemme i, thi hvordan det gik Mythen, da den mistede Munden, derom giver dens sædvanlige Beskrivelse ei mindre sörgelig Beskeed, end de fire Aarhundreder, da den maatte kukulure i en Islandsk Skind-Bog, eller sidde i et Muse-Hul.
At *Valhald* er *skjoldtakt,* höre vi allerede i Indledningen til *Gylfe-Legen,* hvor dog den *Islandske* Oversætter, ved et naturligt Misgreb, beraaber sig paa *Thjodolf* fra *Hvine,* og anförer et Vers af *Hornklove* om Slaget i Bukke-Fjorden, istedenfor Linien i *Grimners-Maal,* hvad Man ret maa kalde at gaae til Halen istedenfor til HovedetGylfe-Legen p. 2..
Siden fortæller *Jævnhöi* (jafnhar) *Gangler* (Gylfe), at Odin kaldes *Val-Fader,* fordi alle de der falde paa Ærens Seng, er hans Knæ-Sætninger, bænkes af ham i *Valhald* og *Vingulv,* og faae der Navn af *Enherier*Gylfe-Legen p. 24.*.*
Endelig kommer Humlen, da *Gangler,* som synes ikke at have hört eller dog huget Fylde-Kalken, falder *Höi* (Har) ind i Talen, med de Ord: Du siger, at alle de Folk der faldt i Slag fra Verdens Begyndelse, er kommet til *Odin* i *Valhald,* men hvad har han da at give dem at spise, saamange Munde, som der maae være, efter mine Tanker? Dertil svarer nemlig *Höi:* ja, det er ingen Lögn, hvad du siger, at der er Folk saa det mylrer igien, men der komme dog mange Fleer endnu, og endda vil det kun lidt forslaae, naar *Ulven* dages. *Valhald* bliver imidlertid heller aldrig saa stærkt befolket, at jo Flæsket slaaer til, thi Galten *Særimner,* som bliver daglig kaagt, slipper dog inden Aften heelskindet fra det. For Resten er det et Spörgsmaal, du giör, som jeg tör mene, der skal sjelden kloge Folk til ret at besvare, men Kokken hedder *Andhrimner,* og Kiedelen *Ildhrimner.*
Men, sagde Gangler, faaer *Odin* selv nu samme Kost som Enherierne? Odin, sagde Höi, giver *Gier* og *Fræk,* to Ulve han har, alt det Kiöd der kommer paa hans Bord, thi selv behöver han det ikke, aldenstund *Vin* er for ham baade Mad og Drikke.
Men, sagde Gangler, hvad kan *Enherierne* faae at drikke, der vil slaae lige saa rundelig til, som Kosten? Drikke de kanskee *Vand?* Det var et underligt Spörgsmaal af dig, sagde *Höi,* eller mener du, at *Alfader* byder *Konger* og *Jarler* og andre *Stor-Mænd* til Giæst, for at lade dem drikke Vand! Desuden tænker jeg ogsaa, der kommer mangen Mand til Valhald, som vilde finde, det var dyrt Mad-Kiöb, först at taale Saar og Svie til Döden, og saa ikke at blive bedre beværtet end med en Drik Vand. Nei, jeg skal fortælle dig noget ganske Andet, for der staaer en Gied ovenpaa *Valhald,* som hedder *Heidrun,* og bider Knop af Kvist paa det meget *navnkundige* Træ *Lerad,* og af hendes Yver löber der et Kar fuldt af Miöd hver Dag, som er saa stort, at alle Enherierne kan deraf faae deres fulde Bekomst. Det kalder jeg Gied til Gavns, sagde Gangler, og det maa være et farlig godt Træ, som hun gnaver af.
Ja, sagde *Höi,* det kiendes ogsaa deraf, at Hjorten *Ekthyrner,* som staaer ovenpaa Valhald og gnaver paa samme Træes Kviste, faaer saa fugtige Horn, at der blive mange Floder af hvad der drypper fra dem ned i *Hvergelmer.*
Det var en underlig Tale, du der kom med, sagde Gangler, og et farlig stort Huus maa det *Valhald* være, men trangt er der sagtens at komme ind og ud af Dörrene!
Hvorfor, sagde *Höi,* spörger du ikke hellere om, hvormange og hvor store Dörre der er paa *Valhald;* thi naar du hörer det, maatte du snarere finde det underligt, om der ikke var frit Rykind og Rykud for Enhver efter eget Behag:
Femhundred Dörre,Og Fyrre til,Jeg vel tör meneHarValhaldsBorg,Og Snese fyrreJævnsides gaae,Saa breed er DörrenFor Brynje-Folk,Naar Luren kalderTil Kæmpe-Dyst.Men, sagde Gangler, saadan en Mængde Mennesker som der er i *Valhald,* hvad more de dem vel med, naar de ikke sidde ved Drikke-Bordet.
Hver Morgen, sagde *Höi,* naar Enherierne staae op, fare de i Harnisk, gaaer ud i Vænget, og slaaes, til de falde for hinanden, men naar det lakker ad Davre-Tid, ride de hjem igien til Valhald og drikke til PælsGylfe-Legen p. 41-45..
At nu *Valhald* for Resten hyppig nævnes saavel i *Skalda,* som i *Draperne,* behöver neppe at anmærkes, men vel, at efter *Brage-Snakkens* Indledning, hverken brugde eller behövede Man andet *Lys* i *Valhald,* end *Sværdets Glands,* en Efterretning, som *Skalda* stadfæster, baade ved at kalde Sværdet *Odins Ild,* og ved at melde, at Sværd gik for Ild i ValhaldBrage-Snakken p. 79. Skalda p. 129. 160. 62.. Det bör ikke heller forties, at, efter *Skalda,* staaer der et Træ eller en heel Lund tæt udenfor Valhalds Porte, som hedder *Glaser,* og pranger med Löv af röden Guld, saa det er baade mellem Guder og Folk det favreste Træ, som det hedder i Visen:
HvorSeier-FaderHar Salen fiin,Der med Guld-BladeMon*Glaser*staaeSkalda p. 130, men hvorfra Verset er, vides ikke.
.At Eivind Skalde-Spilder endog vovede at vise *Hakon Adelsteen* til *Valhald,* er alt för berört og skal siden igien komme paa Bane, men at den vistnok *Angel-Sachsiske* Skjald, der besang *Erik Blodöxes* Indtog i *Valhald,* og derved viisde Eivind Veien, rutter med *Vinen* til alle Valhalds *Kongelige Giæster,* maa ansees for en Poetisk Frihed, der vel kan tilgives, men maa ikke efterlignes, da *Aanden* med Rette har sig selv *Begeistringens Kilde* forbeholden. Visen begynder nemlig, efter *Skalda,* saaledes:
Hvad, sagde*Odin,*Mon det skal betyde,Jeg nys i DrömmeFör Dag sad op,Og Plads jeg gjordeFor Giæster höie,Og aarle vækkedJeg Valhalds-Folket,Til brat at pusleMed Bænke-Hynder,Og Skænke-TöietAt skure blank!Om*Vin*at tappeJeg Vink og gavVal-Kyrien prudFor Konge-MundeSkalda p. 97. Det er Skade, at det langt större Brud-Stykke Man har af *Eriks-Maalet,* endnu, saavidt jeg veed, er *utrykt,* hvad ordenlig maa forbause, naar Man veed, vi ikke blotklot har et *Mythologisk Lexikon* paa over 700 Kvart-Sider, hvor der findes en Oversættelse, som savner sin Hjemmel (p. 784), men at vi ogsaa har en *Foliant* til Oplysning af Versene hos *Snorro,* hvor ingen Linier vilde bedre fortjent deres Plads, ved Forklaringen af *Eivinds Hakonar-Maal.*
.Endeel af denne Beskrivelse forklarer sig selv, naar Man kun veed, at*Valhald* er *Blodet, Mindet* og *Efter-Mælet,* hvori ædle Kæmper til Verdens Ende fortsætte deres Liv hos Efter-Slægten, men Endeel kan jeg ikke forklare, enten fordi det fra Först af er vilkaarlige Tilsætninger, eller fordi dunkle Ord og *Navne* endnu lukke sig om *Nögelen;* thi hvad kunde det nytte mine Læsere, at fortælle dem, de ved at multiplicere Valhalds Dörre med Enherierne, kunde faae et Tal ud, der (naar Man ikke regner *sex Snese* paa hvert Hundrede) svarer til et af *Chaldæernes* og *Indiernes* urimelige Aars-Tal, som vi ikke veed Grunden til; eller at spörge dem, om de ikke fandt det ganske naturligt, at en gammel *Nordisk Digter,* ved at stirre paa *Morgen-Röden,* havde deri *opdaget* Ilden under *Enheriernes* Davre-Gryde! Man misforstaae mig kun her ikke, som om jeg vilde nægte, enten at de gamle Hedninger havde altid lidt og fik efterhaanden meget *haandfaste* Begreber om *Valhald,* eller, at Man i Naturen kan see og har seet Billed-Skygger af det Usynlige; thi begge Dele indrömmer jeg uden al Forbeholdenhed; men det er ikke de Nordiske Hedningers *ubestemte Tro* jeg vil skildre, det er deres forelöbige *Historiske Anskuelse,* jeg vil udhæve, og den virkelige *Kilde* i Menneske-Barmen til deres Poetiske Myther jeg öser af, fordi jeg baade er vis paa, at f. Ex. *Forestillingen* om Livet efter Döden i Valhald *umuelig* kunde *udspringe* af *Zodiakal-Lyset,* og indseer, at udtrykde den ingen anden *Sandhed,* var den os aldeles unyttig og uvedkommende. Derimod er det ganske rigtigt, at *naar* Man *först har* Forestillingen om en timelig Udödelighed i sin Afkom og sit Efter-Mæle, der vel omsider taber sig ved Slægtens Udartning i en kold Ihukommelse, men dog kun for igiennem en haardnakket Gienfödelses-Kamp at foreviges, Man da med Lyst kan see en smilende *Skygge* af *Valhald* i *Aften-Röden* og Sommer-Solens *Efter-Skin,* der kun en liden Stund taber sig i Mörket, for, giennem Dagnings-Kampen mellem Lys og Mörke, at forklare sig nyfödt i den gyldne Morgen-Röde. Hvor derfor Mythologerne, som her, have fundet den tilsvarende Syns-Ting, bestaaer vor Uenighed blot deri, at de söge *Kilden* til *Livet* i det *Döde,* hvor jeg blot seer *Skyggen* af *Livet,* eller med andre Ord, at de mene, vore Fædre have grebet deres oversandselige Forestillinger i *Luften,* men at jeg er vis paa, de har undfanget dem i det *Hjerte* og födt dem i den *Hjerne,* hvor jeg finder dem endnu. At jeg nu deri havde Ret, om mine Forklaringer af de enkelte Myther end ikke var heldigere end mine Formænds og Eftermænds hidtildags, fölger nödvendig af Livets og Poesiens Natur, da jeg dog angiver en *Kilde,* hvoraf levende Forestillinger om det Usynlige og Poetiske Myther *kan udspringe;* men det viser sig ogsaa ved den *Rigdom* der findes paa min Vei, sammenholdt med den *sorte Armod* hos Med-Beilerne, der ere poetisk indskrænkede til hvad der saalænge Verden staaer, skal prosaisk vare: de fire Elementer nemlig, med Frost og Hede, Sommer og Vinter, Sæd og Höst, Jævn-Dögn og Soel-Hverv, Dag og Nat. Hvem der nu kan troe, at *Völuspas* og *Bjovulfs-Drapens, Bjarke-Maalets* og *Volsung-Kvi**dens* Digtere, ja, at *Gother, Angler, Daner* og alle *Döler* var ligesaa poetisk indskrænkede, maa enten selv være Stifbarn i den Nordiske Menneske-Naturs vide og livfulde, kraftfulde, daadfulde Verden, eller han maa indbilde sig at have selv i Vuggen skabt den Verden, jeg, for min Part, er vis paa, jeg, og mine Fædre med, under Moders Hjerte, kom sovende til.
Uagtet jeg derfor ligesaalidt i *Valhald* som nogensteds vil paatage mig at forklare Alt, men overlader gierne Börnene den Glæde, at opdage Meget, som undgik mig, saa kan jeg dog see at den *daglige Kamp,* med Fald og Opreisning i Valhalds Vænge, udtrykker den bestandige Kamp mellem Liv og Död i vor Slægt, som falder med de Gamle, men staaer nyfödt op igien med de Unge, den Samme i Grunden, saalænge de fölgende Slægter levende mindes og tilegne sig de Forbigangne, og denne seierrige Kamp har jo endog en vis *legemlig* Virkelighed, saalænge Fædrenes Navne og Bedrifter levende forplante sig i Folket og Sagnet; thi vel fortrænge de Nyeste öiebliklig de Ældre, og giör hinanden saavel Livet som Rangen stridige, men hos et historisk-poetisk Kæmpe-Folk staae de Faldne immer op igien, og *sammensmelte* inderligere, jo længere de kæmpe med hinanden, som det hedder i Visen:
Ved Kamp forligesDe Kiække bedst,og som vi endnu sige, at Man ved at slaaes bliver de bedste Venner, og kalder det derfor, naar Man giör fælles Sag “at *slaae sig sammen.*”
Gaae vi nu tilbords med Odin og hans Giæster, da kan vi vel fristes til at smile lidt ad den *dröie* Flæske-Skinke og den *nymalkede* Mjöd, og *Smag* finde vi neppe deri, men vel *poetisk* og *historisk Sandhed,* thi *Kiödet* som daglig kaages og tæres, men fortæres dog ikke, og mister end ikke Livet, udtrykker jo heel træffende den kiödelige Forbindelse mellem alle Æt-Ledd, og Miöden Hjerte-Blodet eller Minde-Saften, indsuget med Moders-Mælken. Man seer nu let, at Valhalds Skjold-Tag er *Historien,* og at *Gieden* og *Hjorten* som bide af *Navnkundigheds-Træet* er Forplantelsen af de berömte Slægter, som, naar den lykkes, skiænker *Enherierne* Miöd, men, naar den mislykkes, saa Slægten *vanarter,* skaber kun Strömme til Afgrunden. Om Træet *Glaser* skal være det samme som *Lærad,* veed jeg ikke, men siden vort sande Ord-Sprog kalder *Æren* det *feireste* Træ i Skoven, og Man altid maa tænke sig en gylden *Ære-Port* foran Valhald, kan Bemærkelsen ei være tvivlsom. At endelig *Sværdets Lyn* er *Valhalds Lys,* fölger af sig selv, da det ene er Kæmpe-Livets Fortsættelse med Helte-Gierninger, der kaster Glands paa den Jordiske Udödelighed, som, saasnart Bedrifterne ophöre, bliver til en luftig Dröm og tom Navnkundighed.
Dog, vi maae ingenlunde over Valhalds Lys glemme *Valhalds Liv,* som ikke blot den daglige Dysten, med samt Maden og Drikken, betegner, men som især udtrykkes ved *Möerne,* der skiænke *Vin* for *Odin,* men *Öl* og *Miöd* for alle *Enherier.* Disse Möer maae nemlig ingenlunde sættes i Klasse med Mahomeds Duller, thi de er allesammen Döttre af *Hebe,* der kiæler kun for *Örnen,* eller, *mythisk* rettere: Odin med alle Aser og Enherier er den *Herakles,* med hvem Zeus formælede *Hebe.*
Der er nemlig i Tidens Löb mangeslags *Navnkundighed* og *Ihukommelse* for de Vældige paa Jorden, og medens Grækernes *Tartarus* og vores *Niflhjem* og *Nastrond,* udtrykker det onde Rygte, med Efter-Slægtens Afsky og Forbandelse, udtrykker det for Norden eiendommelige *Helhjem* deels den fulde Glemsel og deels den *tomme Navnkundighed,* men *Elysium* og *Valhald* udtrykke Begge det *priselige Efter-Mæle, koldt* i *Elysium* og *varmt* i *Valhald.* Dette omvendte Forhold mellem *Syden* og *Norden* skulde mindre forundre end fornöie os, thi det er jo hverken noget Nyt, at der fölge kolde Nætter paa varme Dage under Linien, eller at *valne Hænder* i Norden pege paa *varme Hjerter,* og det ligger desuden i Sagens, i Menneskets Natur, at jo varmere og inderligere Man slutter sig til det *Nærværende,* desmindre Liv har *Mindet* om det *Forbigangne* og *Haabet* om det *Tilkommende,* saa det er ganske i sin aandelige og hjertelige Orden, at *Valhald* overstraaler *Elysium* i samme Grad, som *Olympen* hæver sig over *Ida-Sletten,* og *Zeus* over *Odin.* Naar Heltenes Ihukommelse er aldeles *begravet* i *Böger,* saa kun Bog-Orme gnave paa de berömte Navne, da er der hverken Tartarus eller Nastrond, hverken *Elysium* eller *Valhald* i *Historien,* men kun et stort *Helhjem,* thi leve selv Navnene ei meer paa Læberne, da lever Mindet endnu mindre i Hjertet. Saalænge derimod Draperne klinge til de Vældiges Ihukommelse, og Börnene opmuntres til at ligne de herlige Fædre, saalænge er der et *Elysium,* men kun saalænge Vuggerne gaae i Takt med Kæmpe-Visen, fordi Mödrene blusse i Lön af Kiærlighed til Heltene, og væde Bane-Tuen med en Vemods-Taare, kun saalænge skiænke Valhalds Möer Miöd for Enherier, og kun saalænge groe de levende Kiær-Minder paa Vigrids-Sletten, som lokkede *Hadding* under Kvinde-Kaabe til at besöge de Hensovnes Land. Og see, denne *Kvindens* og Hjertets *begeistrede Deeltagelse* i *Heltenes* Skæbne og Bedrifter, den er det, som har givet det Nordiske Kæmpe-Liv sit eiendommelige Præg, den skabde *Valhald* i Arilds-Tiden, den har baaret det, saa det staaer endnu, skiöndt det raver, og saa i Norden kan endnu, efter Fimbul-Vinter, ved den Guldkammedes Gal og Gjallar-Hornets Lyd, alle Seier-Faders Kæmper vaagne og skifte Hugg med Muspels Sönner.
Det klareste Udtryk for denne Kvindens *Helte-Kiærlighed* er Valhalds Möer, men det Höieste og Dybeste er Mythen om *Freya,* den *graadfagre Dise,* som *deler halvt* med *Odin* paa ValenGrimners-Maal C. U. I. 46. Gylfe-Legen p. 28.; thi dette lille Ord siger sine Kyndinger meer end de kan beskrive om den magelöse Nordiske Kvindelighed, som derfor ogsaa endnu i sin höie Alderdom har födt og fostret Skjalde-Sönner, hvis Liv og Lyst det er at slaae paa alle de Strænge, hvis Toner om ædel Manddom og kvindelig Ynde giör *Kiæden* lang, for seent men södt at sammensmelte.
Forsaavidt nu *Valkyrierne* er Udtrykket for *Kæmpe-Lysten* og *Kæmpe-Lykken* i det Hele, kan det ikke undre os, at saavel deres Navne som deres Bestilling udelukkende dreier sig om hvad der var *fælles* for *alle* ærlige Nordiske *Kæmper,* altsaa om Sværd-Slag og Vaaben-Gny, om Mand-Slæt og Hedenfart og den endelige Vaaben-Stilstand paa Valhalds Bænke; men i Övrigt gik det med Valkyrierne i gamle Dage, som med Damerne i Ridder-Tiden, at hver udmærket Helt havde sin, i hvilken han saae Idealet af Kæmpe-Lyst og Helte-Kiærlighed. Derfor see vi ogsaa, at det Himmelske og Jordiske, det Timelige og det Evige, paa den mest æventyrlige Maade, forbindes og forblandes i *Valkyrie-**Mythen,* der snart skjuler sig hos *Val-Fruen* i *Folkvanger,* og snart gestalter sig til en Skjold-Mö ved Kæmpens Side, men sædvanlig svæver i Freyas Fjeder-Hamm, ubestemt imellem Begge.
I *Völuspa,* hvor Nornen *Skuld* staaer i Spidsen for *Valkyrierne,* kaldes ded*e*delvist fremhævet i A3. udgave har "de" uden kursiv, det samme har US *Herians* (Odins) *Nonner* (Nodner ͻ: Norner) og svare til deres Navn, som Val-Möerne der kaare Helte i Slaget, og paa Kampens Bulder hentyde ogsaa meer og mindre kiendelig deres Navne: *Göndel* og *Skögel, Gunne* og *Hilde* og *Ger-Skögel*Völuspa C. U. III. 38. Det fortjener at bemærkes at *Göndel* ventelig har sit Navn af det A. S. geneðan ͻ: at vove, og at “gun” endnu er det Engelske Navn paa *Ild-Vaabenet.**.*
I *Grimners-Maal,* hvor vi först finde *Skiænke-Möerne* i Valhald, före disse vel andre Navne, som *Hrist* og *Mist, Randgrid, Raðgrid* og *Reginleif,* men da dog *Skögel* og *Hilde* komme med, kan vi ingen forsvarlig Skilsmisse giöreGrimners-Maal C. U. I. 57. Man husker at “grið” er Vaaben-Stilstand..
Gylfe-Legen giver os ogsaa den Beskeed, at de der gaae for Borde og staae for Skiænken i Valhald, er de samme Valkyrier, som Odin udsender, til at skifte Seier og byde Giæster, men lægger dog til, at *sædvanlig* er det *Gude* og *Rote* som fölge med Nornen *Skulda* til Valen, og giöre UdslagetGylfe-Legen p. 39. *Gude* og *Gunne* er een og den Samme. Endeel nævnes i *Skalda* p. 112.. Det Sidste seer Man strax, der er Noget i, thi *Gude* driver Kæmperne i Ilden, *Rote* beskærmer dem, og *Skulda* giör UdslagetBaade nævnes “Rotho” som en Valkyrie hos *Saxo* St. U. p. 119, og det bör ikke oversees, at af *Rolvs* Systre er *Ruta* gift med *Bjarke* hans *Höire-Haand,* og *Skulda* med hans Bane-Mand. *Rotes Kjortel* (Roða-serkr og Roða-ræfr) er ogsaa et Navn paa Brynien i *Skalda* p. 160. 61., men det er klart, at Anskuelsen ingenlunde har bundet sig hertil, saa det er snarere *Hilde, Göndel* og *Skögel* der sædvanlig foresvæve Skjaldene paa Valen; thi *Hildes* eller *Hildurs Leg* og *Göndels Uveir* var, saa at sige, Kampens faste poetiske Navne, og *Göndel* og *Skögel* er ikke for Intet de sidste Valkyrier der ride til Slaget i Hakonar-Maal.
Med *Valkyrierne* i *Svane-Hamme,* som ret egenlig er Sjælen i *Volsung-Kviderne,* og overalt i *Bjarke-Maalet,* vil vi her ikke nærmere indlade os, men kun bemærke, at de *aabenbar* har hjemme paa Jorden, saa Man kan sige, at *der* skabe *Valkyrierne* ikke Helte, men Heltene dem, eller: *der byde* de *ikke* Kæmperne men *fölge* dem til Valhald, som *Brynhild* fölger *Sigurd,* og *Signe Habor.*
Uagtet nu *Odin* aabenbar har hjemme i *Valhald,* saa er dog hans berömte *Höi-Sæde Hlidskjalf* forlagt fra *Gladhjem* til det sölvtakte *Valaskjalf,* uden at Man veed Grunden, med mindre den blot ligger deri, at Gylfe-Legens Forfatter ei har vidst ret Beskeed, thi han er vor eneste Hjemmels-Mand for BeliggenhedenGylfe-Legen p. 21, men p. 10. giöres *Hlidskjalf* til selve Hallens Navn.. Vel nævnes nemlig det sölvtakte *Vala**skjalf* i Grimners-Maal som *Assens* (ventelig Odins) gamle Boelig, men *Hlidskjalf* nævnes kun i de prosaiske Indledninger til dette Kvad og til Skirners Reise, samt i *Ravne-Galderet,* som *Odins Höi-Sæde,* Man veed ikke hvorGrimners-Maal C. U. I. 37. 42. Skirners Reise I. 68. Ravne-Galderet I. 216.. Det faaer da staae ved sit Værd, og vistnok maatte *Hlidskjalf* i Veiret, naar *Odin* derfra skulde *oversee hele Verden,* men ogsaa *Hjemmelen* derfor er heel *prosaisk,* og turde vel briste, da *Odin,* efter *Ravne-Galderet,* som er *Hlidskjalfs* eneste *poetiske* Stötte, sidder der *ikke* paa *Udkik* men paa *Lur,* og Navnet gierne kan betyde *Lytte-Höien*Nemlig af “at *lyde paa*” (lytte til) og “scylf” som, efter Ord-Bögerne, skal paa A. S. betyde *Höide* eller *Tinde.**.*
Sagen er nemlig den, at *Hörelsen* unægtelig er *Hoved-Sandsen* for den *Historiske* Poesi, ligesom *Synet* for den *Naturlige* eller Oprindelige, saa *Norden* har egenlig ingen *langsynede Seere,* men kun *lydhöre Skjalde,* og at det er giennem *Öret,* Odin faaer sin Viisdom, beviser saavel hans Spörgsmaal til *Mimers Hoved,* som hans *Lytten* til *Hugin* og *Munin. Mimers-Hoved,* som der synes at være mere Hexeri end Poesi ved, skulde jeg vel vogte mig for at beröre her, dersom ikke alt *Vola* havde nævnet det i Forbigaaende, men nu maa jeg giöre ligesaa, for at komme ordenlig til *Ravnene,* der först nævnes i *Grimners-Maal,* og det heel forblommet, da Grimner (Odin) siger:
*Hugin*og*Munin,*Morgener alle,Fare paa Vinger,Verden igiennem,Huginjeg savner,Seen er hans Hjemfærd,Dog efterMuninMere jeg stirrerGrimners-Maal C. U. I. 48.
.Ventelig skal Bekymringen for de daglige Sendebud *her* især skildre Grimners Vaande, hvor det gaaer ham ilde mellem to Ilde, men dog lader det sig ogsaa forstaae om en vis daglig Uro, hvoraf Sindet bevæges, medens *Hugin* giennemfarer den *tilkommende* Tid, og *Munin* den *Forbigangne,* thi at Odins Ravne er *Formodningen* og *Hukommelsen,* ligger saa klart i deres Navne, at selv *de* Mythologer har seet det, hvis *Odin* er sammensat af Vind og Soel-Skin, og burde vel altsaa, for at betjenes standsmæssig, have en *Myg* og en *Avne* til sine Ravne. Dog, at det Ene maa være efter det Andet, eller at der var mindste *Sammenhæng* i den Mythiske Tanke-Gang, synes de fleste Mythologer ligesaalidt at have drömt om, som de har tvivlet paa, at jo de störste Urimeligheder lod sig ypperlig forbinde ved et *Hyphen;* saa Menneske-Aandens ypperste Evner kunde aldrig fare bedre, end at slaaes hen i Vind og Veir.
Der er i de övrige Sange slet intet Spor af disse Ravne, uden et i Ravne-Galderet, som Man vel maa sige, Udgiverne har selv gjortRavne-Galderet C. U. I. 208, hvor det dog kun som Giætning foreslaaes at læse “hugin himna” for “hugr hinna” som staaer i alle Haandskrifter, men har i den Svenske Udgave dog maattet vige for Giætningen., og som i alt Fald Dunkelheden giör ukiendelig; men i Gylfe-Legen læse vi, at Ravnene *Hugin* og *Munin* sidde paa *Odins* Skuldre, og hviske ham i Öret alt hvad de har enten seet eller hört, al Verden over; thi den reise de rundt hver Morgen, fra det gryer ad Dag til Davre-Tid, saa deraf samler Odin mange Kundskaber, og kaldes derfor *Ravne-Guden*Gylfe-Legen p. 42.*.*
At nu de *Islandske* Skjalde kaldte *Ravne* iflæng baade *Hugin* og *Munin,* det var naturligt for dem, skiöndt vist nok *ikke* for *Digtere,* men at lade *Hugin* og *Munin* flyve ligefra Odins Skuldre, den ene til *Galgerne* at hakke Öine ud, og den Anden til *Rakker-Kulen* at slide Aadsler, det er saa dumdristigt og uforskammet, at jeg vil troe, *Grammatikeren,* som anförer et Vers derom, har gjort det selvSkalda p. 322..
Vi komme nu til *Sleipner,* den berömte *Odins-Hest,* hvorom dog Sangene kun give den korte Beskeed, at han ledte om sin Mage, bar Odin blandt Andet til *Hel,* var födt af *Loke* og *Svadilfar,* og havde *Runer* paa *Tænderne*Grimners-Maal, Vegtams-Kviden, Hyndlas Sang og Brynhilds-Kviden C. U. I. 60. 238. 339. II. 200. Navnet betyder sagtens “Glideren” af A. S. “slippan” det Tydske “schlüpfen.”*.*
Det er da först i *Gylfe-Legen* vi blive nöiere bekiendt med *Sleipner,* og skiöndt Man nok veed, at Stald-Historier meget sjelden er enten smagfulde eller poetiske, maae Nordiske Læsere dog sagtens være mere nysgierrige efter *Sleipners* Slægt-Register, end efter de Arabiske Skimlers, eller de Engelske Vædde-Löberes, der dog sysselsætte mange fine og smagfulde Kredse.
Læseren husker vel dog endnu den sære *Byg-Mester,* som vilde have *Soel* og *Maane* og *Freya,* for en Fæstning efter alle Konstens Regler, som kunde trodse alle Jetter, selv om de slap over Uden-Værkerne, og det var i Akkorden, at han maatte Ingen have til at hjelpe sig, uden sin Hest *Svadilfar,* men, tör Man troe Rygtet, da gjorde det Bæst Mesteren til Skamme, vel ikke ved at bygge, men ved at bære til om Natten, Meer end han kunde bruge om Dagen. Da derfor *Loke,* som, ved at lokke Aserne i Fælden, havde spillet paa sin Hals, skulde löse den ved at forsinke Arbeidet, var det *Svadilfar* han fæstede Öie paa, og lokkede til Skovs med en Hoppe, som Stald-Karlene i Asgaard sagde, var ham selv, saa Byg-Mesteren löb vild efter sin Hest den hele Nat, og fik Dagen efter ei Stort bestilt. Hvad der siden blev af *Svadilfar,* da *Thor* slog Byg-Mesteren ihjel, veed Man ikke, men der kom et *abildgraat* Föl til Verden, med ikke mindre end *otte Been,* og det var *Sleipner*Gylfe-Legen p. 18. 45-47.*.*
Hvilken ypperlig Dandser nu *Sleipner* blev, kan Man deraf slutte, at han satte lukt over *Hel-Gitteret* med *Hermod,* som ingen TingGylfe-Legen p. 65. 67., og at han ikke var vandsky, kan Man nok begribe, siden han bar *Odin,* hvor *Thor* vadede, men end mærkeligere er det, at han löb glat over det vilde Hav, da *Hadding* sad under *Odins* VingerSteph. *Saxo* p. 12, hvor vel hverken *Odin* eller *Sleipner* nævnes, men er dog nemme nok at kiende., og, faldt ei Æblet langt fra Stammen, da skyede han hverken *Ild* eller Vand, thi *Sigurd* Fofners-Banes berömte Hest *Grane* nedstammede gierne fra ham i lige Linie*Volsunge-Saga* i Fornald. Sögur. I. 150, hvor *Odin* lærer Sigurd at kiende *Sleipner-Föllet* i den *Danske Konges* Stald..
See, det er hvad vi veed om *Sleipner,* og ganske uvilkaarlig har Nordens nyere Skjalde svunget sig paa Ryggen af ham, som vor *Pegasus,* men nu kommer Mythologerne og fortæller os, at det Hele er en luftig Idyl, hvori Byg-Mesteren betyder *Frosten, Sleipners* Födsel *Tö-Brudd,* og han selv *Vinden* med otte Under-Afdelinger, hvorpaa *Odin* endnu rider Sommer ad By, og skiöndt det ikke er saa nyt, at Nisse-Skjalde giör *Vind* med, de kan ride *Sleipner* til *Vands,* synes mig dog, det gaaer alt for vidt, naar Mythologerne reent vil oplöse ham i Vind og Vand, og give Nordens Skjalde deres *Kjep-Hest* isteden, saa her maa jeg, paa Skjaldskabets og paa egne Vegne, formelig protestere. Först vil jeg bede Læseren bemærke, at Beskyldningen mod *Sleipner,* at han skulde være en mild *Vaar-Vind,* födt i Tö-Brudd, og dog ei blot have de fire Hoved-Vinde, men Fire til at löbe paa, er ligesaa urimelig, som Bygningen af en Snee-Fæstning *mod* Frost-Kæmperne (Rim-Thusserne); men derhos paastaaer jeg rigtig nok, at om Man ogsaa gjorde Svadilfar til *Nord-Ost,* Loke til *Syd-Ost,* og Sleipner til *Syd-Vest* paa en *Otte-Dags Tid,* saa der blev en Slags luftig Sammenhæng, har jeg dog alle fremfarne, nærværende og tilkommende Digteres Fuldmagt til paa *Sleipners* Rygg at lee ad det Vind-Mageri, og ride mit Skud.
Det bliver da derved, at *Odin* er *Nordens Aand,* og Sleipner hverken Norden eller Sönden-Vind, men *Aandens Ganger,* altsaa, poetisk talt, *Verset,* der sagtens fra först af i Norden var et Slags *Octo-Meter,* da vi endnu godt kan see paa *Völuspa* at det oprindelig har bestaaet af *otte-linede* Stropher, ligesom Man da nok veed, at det almindelige Islandske Vers er *otte-leddet,* og at Vers skal ligesaavel have *“Födder”* som Heste.
Saaledes tör jeg da sige, vi fandt den virkelig *ottebenede Sleipner,* som Man forgiæves sögde i Luften, men dermed vil jeg ikke nægte, at Man kan see et Billede af ham paa Havet, naar *fire* raske Gutter i en Konge-Baad holde ordenligt *Aare-Slag;* thi Havet er vort Himmel-Speil, og begge Dele synes sammenblandede i Mythen om *Sleipners* Födsel, der vel hörer til *Asa-Maalet,* men til dets underlöbende, *folkehistoriske* Deel. Jeg forestiller mig nemlig, at *Sleipner* oprindelig udtrykde det *begeistrede Ord,* hvorpaa Aanden farer over Land og Vand, og giennem *Öre-Sund* til alle *Sjæl-Lands* Havne, men at der, i Digte-Konstens og Seiladsens Nordiske Barndom, har indtruffet en eller flere Begivenheder, som det *otteleddede Vers* og det *otteaarede Skib* skyldte deres Oprindelse, og som lod sig poetisk forbinde med den gamle Mythe om Byg-Mesteren i Asgaard. *Svadilfar* er altsaa det fremmede, i Forhold store Mönster, som Reflexionen (Loke) i Norden efterlignede, og Forklaringen er fast grundet paa den Vished, at en saadan Efterligning bestemt engang har fundet Sted, ligesom den unægtelig er frugtbar, da den giör Mythen anvendelig selv paa det attende og nittende Aarhundredes poetiske Literatur iblandt os. Man giöre saaledes, blot for Löiers Skyld, den *Franske Æsthetik* til *Byg-Mesteren,* og Man vil da strax see baade hans uforskammede Fordringer, hans Skæbne under Thors-Hammeren, og *Sleipners* Gienfödelse, eller Man anvende Mythen paa den Franske Natur-Forklaring af Mytherne, og see, om det ikke ligeledes slaaer til, fordi *Nordens Aand* er *ikke* som *Vinden* blæser, men ligner sig selv, endog i Sövne, og giör, naar den vaagner, kort Proces!
At for Resten de *otte Been* har været Taxten, seer Man vel bedst af Giæste-Gaaden:
Hvem er de TvendeThinglöber-Hanner,Med ti Been i Alt,Men To om en Hale,Halvandet Par Öine?thi *Hedrik* svarer:
Let er din Gaade,Giæsthin blinde,*Odin*sidderPaa*Sleipners*RyggHervors-Saga i Fornaldar Sögur. I. 486.
.Vi komme nu til *Drypner,* den berömte *Odins-Ring,* der vel, efter somme Mythologers Mening, ligger i *Maanen,* men som jeg dog af mange Grunde helst vil söge paa Jorden og paa *Odins* Finger. Vi finde den da först i *Skirners* Ord til Gerde:
Ring jeg dig rækker,Ret ildprövet,Med Yngling paa Baal,Med*Odins*Sön;Ringene otte,Og ringere ei,Dryppe fra NedenHver niende NatSkirners Reise C. U. I. 78.
!Dette er ogsaa Alt hvad vi finde i Gylfe-Legen, paa den lille Oplysning nær, at Ringen hedd *Drypner* og sendtes *Odin* tilbage fra Hel med *Hermod* til en AmindelseGylfe-Legen p. 66. 68..
Först i *Skalda* er det vi höre, at ogsaa ved *Drypners* Dannelse skal *Loke* forsaavidt havt en Finger med i Spillet, at han narrede Dværgene *Sindre* og *Brok* til at giöre den, samt at da Brok stod ved Blæse-Bælgen, stak Bræmsen ham stygt paa Halsen, men dog holdt han, efter sin Broders Formaning, Örene stive, saa det blev et fuldendt Konst-VærkSkalda p. 131-32..
Hvad nu de Gamle ellers har meent med den Ring, skal jeg lade være usagt, men det kunde klæde *Odin* godt, at have Noget, der lignede den *historiske Sammenhæng* mellem Tider og Begivenheder, og i en Hast veed jeg ikke noget Synligt, der lignede den meer, end saadan en *Guld-Ring,* der bestandig *formerede sig,* naturligviis med *Ring i Ring,* og maa nu være blevet en deilig lang Guld-Kiæde, der rækker fra Arelds-Tid til os, og jeg tvivler derfor slet ikke om, at jo noget Sligt har svævet for den gamle Digter, som vissere end nogen Dværg blæsde Ringen færdig i et Öieblik. Vil Læseren imidlertid heller see efter i Almanakken, hvor tit der kan blive *otte Ringe* om *Maanen,* og tænke, at naar den er i Apogeum, er *Drypner* i *Hel,* da være det ham uformeent, naar han kun vil tilstaae, det er ligesaalidt de gamle Digteres som min Skyld, og ikke tage os, hvem *Nordens Aand* besjæler, det ilde op, at vi, med Öie for den Historiske Kiæde-Gang, paastaae, vi har *Drypner* endnu, og veed altsaa bestemt, den ligger ikke i Maanen.
Af *Odins* Vaaben er Intet blevet navnkundigt, uden Spydet *Gungner,* og skiöndt han gav Andre Sværd, synes han dog ikke selv at have brugt Klingen, thi hvor *Vola* ymter om hans Kamp, lader hun ham *skyde*Völuspa C. U. III. 35., og naar *Gylfe-Legen* beskriver hans Rustning i Ragna-Roke, giver den ham vel en Guld-Hjelm og en prægtig Brynie, men Intet uden *Gungner* i HaandenGylfe-Legen p. 72.. Samme Spyd nævnes ogsaa i Brynhilds-Kviden, hvor vi see, det havde *Runer* paa *Odden*Brynhilds-Kviden C. U. II. 202., hvad, efter min Forstand, ligesom *Runerne* paa *Sleipners Tænder,* betyder, at det var til aandelig *poetisk Brug.* Jeg tager da ganske simpelt *Odins-Spydet* for den Brodd eller *Spydighed,* som *Poesien* ikke under nogen Himmel-Egn, end sige da i Norden, har enten kunnet sige sig fri for, eller engang undvære, og heraf kan Man begribe, hvorfor Mythographerne har gjort *Gungner* til et *Veir-Lys,* thi det er, veed Man nok, i deres Öine al *Poesi.* Efter en Glosse til en af *Helge-Kviderne* skal *Odin* have laant *Dag Hognesön* GungnerHelge-Kviden II. C. U. II. 104., og skiöndt Hjemmelen ei er den bedste, har det dog sin Rigtighed med Udlaanet til gode Venner, som Nordens Historie har til alle Tider viist. Hvad *Kormak* Skjald meende med det han siger, at *“ung”* foer *Odin* med *Gungner,* veed jeg vel ikke, men jeg veed nok, han kunde meent, hvad sandt var, at de unge Digtere er gierne de spydigsteSkalda p. 97-98.. Naar endelig *Skalda* beretter, at *Gungner* var et *Værk* af *Ivalds* Sönner, men en *Foræring* af *Loke,* og lod sig aldrig standse i FartenSkalda p. 130. 32., da er det ogsaa i Rad hos mig, thi ligesom der var mange Spyd i Norden*,* men kun eet *Gungner,* saaledes er der ogsaa mange Slags bidende Stiklerier i Verden, men den bidende Satire, som den virkelige Poesie bruger til Nöd-Værge, er dog et ganske eget Slags, der gaaer til Marv og Been, og er vel en *Gave* giennem *Forstanden,* men et *Værk* af *Phantasien.*
Vi har nu, saavidt jeg veed, betragtet Alt hvad der var *Odin* eiendommeligt, undtagen hans *Navn,* som har piint Fortolkerne saa meget, og er igien saa ubarmhjertig piint af dem, at det nok kan være paa Tiden, at lade ham have det i Fred, hvortil jeg er saameget mere tilböielig, som det slet ikke piner mig, men lader sig i sin Angel-Sachsiske Form “Woðen” meget taalmodig udlede af det A. S. “woð” som er *Poesi* og *Veltalenhed*Den Islandske Form “Oðen” udledes vel bedst af “öði” Genie eller poetisk Aand, som findes i Vafthrudners-Maal C. U. I. 5. 12.*.*
Derimod vil jeg end ikke med en Töddel skjule min Forlegenhed med den Skok af Tilnavne, Man har givet *Odin,* uden at Nogen ved de Fleste kan sige *hvorfor.* Dette vilde nemlig være i sin Orden, naar den lange Ramse kun stod i *Skalda,* men nu staaer den Længste i *Grimners-Maal,* og dermed kan det umuelig hænge rigtig sammen, saa det Bedste jeg kan giöre, er vist at giöre opmærksom paa, at Listen ogsaa i sit Udvortes har Kiende-Tegn Nok paa Uægthed. Först afbryder Ramsen nemlig den klare Sammenhæng (mellem V. 44 og 50), dernæst findes den anderledes i Gylfe-Legen, men har begge Steder Navnet *“Gangler”* som tilhörer *Gylfe,* og röber sig endelig selv, ved at lade *Odin* sige: Man *kaldte* mig *Grimner* hos *Geirrods,* hvad aabenbar ikke har hjemme i *Grimners-Maal,* men kun i et Register-Rim til SkaldaGrimners-Maal C. U. I. 61. 63. Gylfe-Legen 24, hvorved maa bemærkes at “Gangraðr” for “Gánglári” har *Udgiveren,* efter egen Bekiendelse, *selv gjort.*.
Snarere kunde Man da antage de *tolv Navne,* Alfader, efter Gylfe-Legen, förde i det gamle *Asgaard,* for Odins oprindelige Tilnavne, men de har dog snarest Hensyn paa de *tolv* Aser, og det Sikkerste bliver da, at vi holde os til *Völuspas* Navne: *Val-Fader, Höi* (Har), *Hær-Fader, Herian, Seier-Fader* og *Hropt*Der findes endnu to sammensatte Tilnavne i *Völuspa, Asernes* “Yggiongr” (Formynder), og *Frigges* “Angantyr” (Hjertensven), hvori Man seer Begyndelsen til de Omskrivninger, der siden blev alenlange og tit Versets halve om ikke hele Indhold., hvoraf kun *Eet* (Herian) findes iblandt hine Tolv, og *To* (Hær-Fader og Hropt) *fattes* i den lange Ramse, hvad der er saa meget mærkeligere, som begge disse Navne netop bruges om ham i *Grimners-Maal. Hær-Fader* findes ogsaa i Vafthrudners-Maal, og ellers intet Tilnavn uden *Time-Fader* (allda favdr), og heraf seer Læseren, hvad Man skal lægge Mærke til, at næsten alle de Tilnavne, der virkelig *bruges* i de ældste Sange, er baade *tydelige* og *udtryksfulde.*
Af de övrige Tilnavne vil vi blot anmærke *Seier-Guden* (sigtyr), *Gothe-Guden* (gaututyr) og *Hroptatyr,* som tit forekomme hos Skjaldene.
At *Höi* (Har), *Jævn-Höi* (Jafnhar) og Tredie-Mand (Þridi), i Gylfe-Legen skal svare til *Odin, Hæner* og *Löder,* eller *Odin, Ve* og *Vile,* fölger af sig selv, men vel maa det anmærkes, at saavel i den prosaiske Indledning til En af *Sigurds-Kviderne,* som i *Brage-Snakken,* finder Man Odin, Hæner og *Loke* sammenSigurds-Kvide II. C. U. II. 151. Brage-Snakken p. 80., hvoraf Man med Föie har sluttet, at *Löder,* hvem Man ellers Intet hörer til, i det Mindste engang er blevet anseet for een Person med *Loke.* At Man heller ikke udenfor Völuspa egenlig hörer Noget til *Hæner,* er för anmærket, men dog fortæller *Skalda* os, at han har havt adskillige Tilnavne, saasom *Odins Sidemand, Snar-As, Langbeen* og *Grus-Konge*Skalda p. 106. “aur-konung” vilde jeg gierne oversætte ved *Klinte-Kongen,* eller Sligt, naar jeg kunde forsvare det, men nu faaer det indtil videre blive ved “Gruset.”*.*
# Balder, Höder og Vale.
At *Balder* kun er blevet navnkundig ved sin Död, men at *hans Död og Opstandelse* ogsaa udgiör den store Middel-Punkt i Nordens Mythe-Kreds, der maa tildrage sig almindelig Opmærksomhed, er vel alle mine Læsere bekiendt. Var det derfor mueligt, at nogen poetisk Mythe kunde aftvinge aandlöse Mythologer Ærbödighed, da maatte det være denne, der saa rörende udtrykker Savnet af det aandelige Liv, som Man skulde tænke, de dog stundum maatte föle; men Sagen er, at földe de det, da var de ei aldeles aandlöse, og vilde nok vogte sig for at optræde som Fortolkere af, hvad de kun svagt og dunkelt ahnede. Det maa derfor ikke undre, skiöndt det nödvendig ærgrer os, at Folk, for hvem *Luften* er det *Aandigste,* de har nogen levende Forestilling om, og Forandringerne i *Dyre-Kredsen* de vigtigste historiske Begivenheder, at de virkelig mene, de giör *Balder Ære,* ved at giöre hans Död til *Sommer-Soelhverv,* og kalde enhver aandelig Forklaring deraf, med höieste Naivitet *“bogstavelig”,* fordi de kan ikke nægte at de *Gamle* virkelig tænkde sig den som et *Bane-Saar* for det Ædleste og Herligste, det *Guddommeligste* i Tilværelsen. At nu *Sommer-Soelhverv* er et Skygge-Billede af al Storhed og Glands, som paa sin höieste Spidse rammes af Döds-Pilen, det er hvad et Barn kan forstaae, og de aandlöse Mythologer have derfor her virkelig gjort deres *Bedste,* ved at tage den *rette Skygge* for Legemet, som er det Höieste, de paa egen Haand kan naae; men Man kunde rigtig nok ligesaa godt sige, at *Johannes den Döbers Halshuggelse* var en *Skygge* af *Dagens Afkortning* ved Sommer-Soelhverv, som at *Balders Död* er det, ja, *St. Hansdag,* med sit Blus og sine Urter, vilde, som Man let seer, endnu langt bedre tjene til at *naturalisere* Döber-Historien, end Balders-Mythen. Jeg formoder imidlertid, at selv hvem *Skyggen* er saameget kiærere end *Virkeligheden,* at han f. Ex. foretrækker *Christi Liv* i den aarlige Natur, for *Det* i de Atten Aarhundreder og i de Fire Evangelier, at selv han vil indrömme mig, at hverken tænkde *Kingo* paa at giöre Christus til Vaar-Solen, da han sang “som den gyldne Soel frembryder,” heller ikke vilde *Christen-Folket* havt Noget af alt det Eiendommelige, der *historisk* udmærker dem i Tidens Löb, hvis Christus ikke oprindelig havde været Andet for dem, end en luftig *Soel-Sikke;* og har altsaa det Nordiske Kæmpe-Liv noget *Eiendommeligt,* der lader sig kort og godt udtrykke ved *Sorgen* over *Balders* Död ved Tidens Födsel, og *Haabet* om hans *Opstandelse* ved *Verdens Ende,* da har Mythen om ham ogsaa sikkerlig havt mere at betyde for Heden-Olds Kæmper og Skjalde, end alle de Aars-Tider, de havde Leilighed nok til at erfare, hverken slukde deres Sorg eller opfyldte deres Önsker.
Hvad derfor *Balder* vil være for alle poetiske Gemytter i Norden, til Verdens Ende, det var han aabenbar ogsaa for de gamle Digtere og for hvem de begeistrede: et dybt Udtryk og stort Sind-Billede af den *Glands,* der omstraaler *Livet,* naar det med et *uskyldigt Öie* betragtes i Evighedens Lys, men som selv det ædleste Menneske-Liv bevidner, maa tidlig, ved et stort Uheld, være forsvundet fra Jorden, da den uigienkaldelig forsvinder for hvert Menneske-Barn, för han endnu ret har besindet sig paa sin Tilværelse, efterladende sig kun, som *Balder* i *Forsete,* et mat *Efter-Skin,* der vel formilder men umuelig kan opfylde det Savn, det vækker og opholder! *Balders Död* svarer altsaa i Nordens Myther til *Afsættelsen* og Mishandlingen *af Kronos* i Grækernes, og hvad der giör Forskiellen, er Nordboens ömmere Hjerte, dybere Alvor og inderligere Deeltagelse i Menneske-Slægtens Liv og Levnet, saa for hans Öine var det skedt af *Van-Vare,* hvad Grækeren lod skee af Ærgierrighed *med Villie,* thi derfor *ahnede* Nordboen, hvad Grækeren opgav: en virkelig Opreisning for Skaden, saa *Balder* kom igien fra *Hel,* at overstraale den nyfödte Jord og forgylde det evige Gimle!
At nu denne Ahnelse baade var sand og vidunderlig dyb, saa dyb, som den ene kunde opstige i et Folke-Hjerte, der besynderlig tiltaldes og begeistredes af Universal-Historiens Aand, det har Universal-Historien beviist, og viser daglig klarere; thi ikke blot, da *Christendommen* paa Ny aabnede den afskaarne Forbindelse mellem Himlen og Jorden, og oppustede Udödeligheds-Haabet, der var som en rygende Tande, til en höiere og klarere Flamme, end nogentid var seet paa Jorden, ikke blot da steg *Balder* igien fra *Hel,* men immer siden var det store *Evangelium* en *Balder,* som dræbdes og opstod, saa *Balders-Mythen* er et Udtryk for Aande-Historien paa Jorden, vi uvilkaarlig elske, saasnart vi höre den, og vinde mere kiær, jo bedre vi lære at forstaae den.
Spörge vi nu *Vola,* hvad hun veed om *Balder,* da er der Intet hvorom hun giver bedre Beskeed, thi hun svarer:
Jeg saae i SkjuletSkæbnen som trued*Balder*blandt Guder,Blodbestænket,Sönnen af*Odin,*Hvor smækker og finKneised paa Marken*Mistel-Teen!*Med den StammeMig stod for ÖieHvad Guder harmed:*Höder-Spydet!**Balder*vel födtesBroder snart,Natgammel KæmpeKiæk til Drab,För Haand blev tvættet,Og Haar blev redt,AltBaldersBanePaa Baal var lagt;Ligevel*Frigge*I*Fensal*begræd*Valhalds*Vogter,Det veed I nok!Og siden om Tilstanden efter Ragna-Roke:
Paa usaaede AgreAx da bölge,Bod for al BaneMed*Balder*times!Da boe tilsammen,I Seiers-Vangen,*Höder*og*Balder,*I Hropter-Salen:Valgud-Borgen,I veed nok selvVöluspa C. U. III. 39. 40. 53. 54.
!I Vafthrudners-Maal spörger *Gavnraad* tilsidst den selvkloge Jette:
Hvad mon i ÖretOdinhviskedSönnen paa Baare,Baalet nær?Og dertil maa Vafthrudner naturligviis svare:
Ingen kan vide,Hvad aarle*Du*hviskedSönnen i ÖretVafthrudners-Maal. C. U. I. 33. 34.
.I Grimners-Maal höre vi om Balders-Borgen:
I*Breide-*Bliks VangeStaaer*Balders*Slot,Der Höielofts-SaleHan hvælved sig,I Landet findesKnap List og SvigGrimners-Maal C. U. I. 45.
.Efter saaledes at have, saa at sige, undersögt *Breidebliks* mythiske Grundvold, vil det, for at undgaae al unödvendig Gientagelse, være bedst at kaste Öie paa det samlede Sagn i *Gylfe-Legen.*
En af *Odins* Sönner hedder *Balder* og ham er det en Lyst at tale om, thi baade er han god og Alle give ham et godt Lov. Han er saa deilig af Ansigt, og saa hvid i Huden, at han skinner igien, og det er Beviis nok paa Skiönheden saavel af hans Haar som Ansigts-Farve, at den hvideste Lilie, der er til, har Man lignet ved ham og kaldt *Balders Bryn.* Han er tillige den Viseste, den mest Veltalende og Vennesalige af alle Aserne, og det er en Egenskab ved hans Domme, at de lade dem ei dreie. Han boer paa Breideblik oppe i Himlen, hvor intet Ureent taalesGylfe-Legen p. 26..
Der indtraf en Begivenhed, som var af störste Vigtighed for *Aserne,* og dermed begynder Fortællingen, at *Balder* hin Gode havde meget uroelige Drömme, som varslede ilde for hans Liv. Da Aserne fik det at vide, lagde de deres Hoveder sammen, og besluttede at bede *Balder* fri for alskens Vaade, og *Frigge* fik nu baade Ild og Vand, baade Jern og anden Malm, baade Træer og Sote, baade Dyr og Fugle, Edder og Forgift, til at giöre deres Eed paa, de vilde spare *Balder,* og da det var skedt og thinglyst, havde baade *Balder* og alle Aserne deres Morskab af, at han stillede sig op og lod de Andre deels hugge ind paa sig, og deels stride lös med Steen, eller skyde til Maals efter ham. Det syndes nu Alle stor Ære, at ingen Ting gjorde Balder Skade, men da *Loke Lævisön* det saae, fik han ondt i sine Öine, skabde sig i Kvinde-Lignelse, og gik til *Frigge* i *Fensal,* som da spurgde Kvinde-Mennesket, om hun ikke vidste, hvad *Aserne* tog dem for paa Thinge? Jo, sagde hun, de skyder Alle til Maals efter *Balder,* men det giör ham ingen Skade. Nei, sagde *Frigge,* hverken Vedd eller Vaaben skade *Balder,* det har de gjort deres Eed paa. Har da ogsaa Alting forsvoret at skade *Balder,* sagde Kiærlingen? Ja, sagde *Frigge,* saanær som en Vidie vestenfor *Valhald*I somme Haand-Skrifter staaer “*östenfor* Valhald.”*,* der hedder *Mistel-Teen,* og tykdes mig for ung at tage i Eed. Dermed forsvandt Kiærlingen, men *Loke* gik hen, hvor *Mistel-Teen* stod, trak den op, og tog den med sig hen paa Thinget, hvor *Höder* stod yderst i Kredsen, fordi han var blind. Ham talede Loke til, og sagde: hvorfor skyder du ikke til *Balder?* deels fordi jeg ikke kan see, hvor *Balder* staaer, sagde han, og deels for jeg er vaabenlös. Ih, sagde *Loke,* du skulde dog ligne andre Mennesker, og giöre Ære ad *Balder* saavelsom de; jeg skal vise dig hvor han staaer, skyd saa til ham med denne Vaand! *Höder* tog da *Mistel-Teen* og skiöd til *Balder* som *Loke* pegede, saa Skuddet gik lukt igiennem ham, og han sank död til Jorden. Dette var den störste Ulykke, der nogensinde er skedt mellem Guder og Mennesker, og da *Aserne* saae *Balder* falde, tabde de Allesammen baade Næse og Mund, og ikke en Haand rörde sig, men de stod og saae paa hverandre, og skiöndt der kun var een Mening om Ophavs-Manden, var dog Fri-Stedet saa helligt, at Misgierningen maatte blive uhevnet. *Aserne* sögde nu at faae Munden paa Gang, men det blev kun til Graad, saa Ingen af dem mægtede i Ord at give Sorgen Luft, og *Odin* var den som tog sig det nærmest, fordi han skiönnede bedst, hvad Tab og Skade, *Aser* havde lidt ved *Balders* Frafald.
Da *Aserne* endelig kom til *Samlingen,* tog *Frigge* Ordet, og spurgde, hvem iblandt dem der vilde vinde al hendes Hyllest og Naade, ved at ride *Hel-Veien,* faae *Balder* ledt op og byde *Hel* gode Löse-Penge for at lade ham komme tilbage til *Asgaard?* Den Reise tog En af *Odins* Tjenere *Hermod Snarensvend* sig paa, *Odins-Hesten Sleipner* blev da trukket frem, *Hermod* svang sig op og foer afsted. I ni Nætter reed nu *Hermod* giennem dunkle, dybe Dale, saa det Förste han saae, var *Gjallar-Elven,* med samt *Gjallar-Broen* af det klare Guld. Möen *Modgude* (Sinds-Uro) som holder Vagt ved Broen, udspurgde ham om Navn og Byrd, tilföiende: her reed igaar ikke mindre end tolv Snese Dödninger og en Halv over Broen, og Stöien var dog ikke större end du giör alene, men du har mig heller ikke Dödning-Farven; hvad vil du paa *Hel-Veien?* Jeg skal ride til *Hel* og lede om *Balder,* sagde han, har du ikke seet noget til ham paa *Hel-Veien?* Jo, sagde hun, *Balder* er kommet over *Gjallar-Bro,* og Hel-Veien löber *nederlig* i *Nord! Hermod* reed nu videre, og kom til *Helgrind,* hvor han stod af Hesten og sadlede om, men sprang saa op igien, og gav *Sleipner* af Sporerne, saa han satte lukt over Gitteret, og kom det ei nær. Derpaa reed *Hermod* op for Dörren, stod af Hesten og gik ind i Hallen, hvor han saae sin Broder *Balder* sidde i Höi-Sædet, og blev om Natten. Morgenen derpaa kom *Hermod* frem til *Hel* med sit Forlangende, at *Balder* maatte fölge hjem med ham, og fortalde hvor bitterlig *Aserne* græd, men *Hel* svarede, at det maatte komme an paa en Pröve, om *Balder* ogsaa var saa *livsalig,* som det hedd; thi hvis Alt i Verden, baade Levende og Dödt, vilde græde for ham, da skulde han komme tilbage til *Aserne,* men vægrede Nogen sig ved at græde, maatte han blive hos *Hel.* Da nu *Hermod* gik, fulgde *Balder* ham til Dörs og sendte *Odin* Ringen *Drypner* til en Amindelse, men *Nanne* sendte *Frigge,* iblandt andre Gaver, et *Slör*Ordet “ripti” er nok ingen passende Ting paa *Islandsk,* hvorfor Man ogsaa finder Læse-Maaderne “nisti og falld” men paa *Angel-Sachsisk* er “ript” et Slör, og det er altsaa et Ord, den Islandske Oversætter har ladet staae, fordi han ikke ret forstod det., og *Fylle* en Guld-Ring, hvorpaa *Hermod* reed sit Skud, og kom til *Asgaard,* og gjorde Rede for Alt hvad han havde baade hört og seet. Derpaa lod *Aserne* Bud udgaae over hele Verden, med Bön om at græde *Balder* tilbage fra *Hel,* og det skedte ikke blot af Mennesker og Dyr, men ogsaa af Jord og Steen, af Træ og alskens Malm, som Man endnu kan see græde, naar de komme af Kulden ind i Varmen. Men da nu Sende-Budene drog hjem med velforrettet Ærende, traf de i en Jette-Stue paa en Hex, som kaldte sig *Tökke,* og da de bad hende græde *Balder* op fra *Hel,* fik de til Svar:
ForBalder,Paa Baalet,Med Öinene törreTökke vil græde,Mig han ei baader,Bleg eller röd,*Hela*som har hamHolde ham kun!Folk er af den Tanke, at det har været *Loke Lævisön,* som pleiede at giöre *Aserne* al den værste Fortræd.
Medens *Hermod* var underveis til *Hel,* havde *Aserne* flyttet *Balders* Lig ned til Stranden, hvor hans Skib *Hringhorne* laae, det störste Skib, Man veed af at sige, og det vilde Guderne gjort flot, for derpaa at anrette *Balders-Baalet,* men kunde ei rokke det af Stedet. Der gik da Bud til *Jotunheim* efter *Hexen Hyrrokin,* som ogsaa kom ridende paa en Ulv, med en Hug-Orm til Bidsel, men da hun sprang af, kunde fire Bærsærker, som *Odin* satte til at holde hendes Ride-Hest, ikke raade med den, uden de maatte kaste den. *Hyrrokin* gik nu til For-Stavnen, og satte ved förste Puf Skibet i Fart, saa der flöi Ild af Rullerne og Jorden skjalv, hvorover *Thor* blev saa arrig, at han greb til sin Hammer, og vilde knust hende, dersom ikke alle Guderne var gaaet i Bön for hende. Nu blev da *Balders Lig* bragt ombord, og da hans Kone, *Nanne Nepesdotter,* det saae, da brast hendes Hjerte og hun döde af Sorg, saa hun kom med paa Baalet. Som nu Baalet var antændt, og *Thor* stod med *Mjölner* og indviede det, rendte Dvergen *Litter* mellem Benene paa ham, og blev da sparket ind i Ilden, saa han brændte med. Der var nemlig et meget blandet Selskab ved denne Lig-Begiængelse, thi först var nu *Odin* der, med *Frigge,* og *Valkyrierne* og hans *Ravne,* saa kiörde *Frey* i sin Kerre med Galten *Guldbörste* eller *Slidrugtand,* og *Freya* med sine *Katte;* mens *Heimdal* reed sin Hest *Guld-Manke,* og der var hele Flokke af *Rim-Thusser* og *Bjerg-Folk. Odin* lagde sin Guld-Ring *Drypner* paa Baalet, som *siden* havde den Egenskab, at der dryppede otte Ringe ligesaa vægtige fra den hver niende Nat, og *Balders* Hest med alt hans Ride-Töi kom ogsaa paa BaaletGylfe-Legen p. 64-68.!
Saavidt *Gylfe-Legen,* og jeg behöver ikke at fortælle Læseren, hvor langt Saga-Mandens lette Tone i Borge-Stuen er fra Volas den dybe i *Hars* Sale, men hverken vilde jeg dog afkorte eller afbryde Sagnet, da det sikkert har havt langt bedre Hjemmel i Munden, end vi finde i Bog-Staverne, og det desuden i mine Öine ret er skikket til at være en Mund-Smag af det Mund-Godt, der gav Folk en glad Aften i *Kragemaals-Tiden.*
Hvad nu ellers Fortællingen selv angaaer, da bestaaer den af *tre* kiendelige *Ledd, Mythen* nemlig om *Balders Död,* om *Balders-Baalet* og om *Hermods Helrid,* og Forholdet er dette, at af den Förste finde vi tydelige Spor allerede i *Völuspa,* og af den Anden i *Vafthrudners-Maal* og *Skirners Reise,* men af den Tredie kun forsaavidt *Skirner* byder *Gerde Odins-Ringen,* og föier til, at den var *brændt* med *Balder,* hvoraf Man maa slutte, der siden har været Samfærsel mellem *Hel* og *Asgaard*Skirners Reise C. U. I. 78.*.* Mærkeligt er det ellers, at *Hermod* i Sagnet först kaldes *Odins Tjener* og siden *Balders Broder,* thi at han *omsider* naaede at blive talt med blandt *Odins-Sönnerne,* see vi af *Skalda**Skalda* p. 211., men at det var seent, maae vi slutte af *Hyndlas* Sang, hvor han nævnes ved Siden af *Sigmund Volsung,* som en *Helt,* hvem *Odin* havde skiænket Hjelm og Brynie*Hyndlas* Sang C. U. I. 315. I Gylfe-Legens Fortale nævnes han, som i alle tilsvarende Angelsachsiske Slægt-Registre, blandt *Odins Forfædre.*, og af *Angel-Sachsiske* Kilder veed vi, han var, til *Sigmund* opstod, den berömteste Helt i Norden*Bjovulfs Drape* (Dansken) S. 83., som altsaa, ved af de historiske Digtere at belægges med Hæders-Navnet: *Odins Sön,* tilsidst, da Man sammenblandede Alt, er sat blandt Guderne.
Dog, herom siden, og i det vi nu bemærke, at Sagnet om *Balders* ængstelige *Drömme* og alle *Vætters* Eed til *Frigge,* ei at skade *Balder,* allerede findes i *Vegtams-Kviden**Vegtams-Kviden* C. U. I. 237., maae vi lægge til, at der ogsaa i dette Digt skildres et *Helrid,* men at det foretages af *Odin selv,* og *för Balders* Död. *Odin* kan nemlig end ikke ved Vætternes Eed finde sig beroliget, men sadler *Sleipner* og rider til *Hel,* hvor han kalder sig *Vegtam,* vækker med *Galder* en död Spaa-Kvinde (Angerbode?), og hörer af hende, at *Hel-Mjöden* (Bane-Drikken) er alt brygget til *Balder,* og at det er *Höder* som skal skyde ham, men straffes derfor af Sönnen, *Rinde* föder under *Vester-Lide* eller *Vinters-Hjerte.*
Det Vigtigste herved paa dette Sted er vel, at vi see, Man enten maa udelukke dette Sagn af *Asa-Maalet,* eller Hint om *Asernes Tryghed,* der fremkaldte Ulykken, og det er en af Grundene hvi jeg slet ikke kan regne *Odins Helrid* til den oprindelige *Balders-Mythe,* thi *Trygheden* efter Vætte-Eden er psychologisk og poetisk rigtig, og, saa at sige, historisk nödvendig i alle Maader.
Balders *ængstelige Drömme, Vætte-Eden,* Asernes *Tryghed* og *Overmod,* Lokes *Misundelse* og *Trædskhed,* Höders *Blindhed,* Balders *Fald* for *Vidien,* Asernes *Fortvivlelse* og Frigges *Graad,* det er da de store, kiendelige Elementer af *Döds-Mythen,* saa det bliver kun Spörgs-Maalet, om *Lig-Begiængelsen* og *Gien-Kaldet* hörer *oprindelig* dertil eller ikke.
Saadanne *Mythiske* Spörgs-Maal kan naturligviis kun afgiöres ved indvortes, *historisk-poetiske* Grunde, og jeg skiönner ikke rettere, end at de tale stærk *derfor,* uagtet Sagnet, som vi nu finde det i *Gylfe-Legen,* har sagtens flere Tilsætninger for *Löiers Skyld,* end Freys *Griis* og Freyas *Katte,* der ei engang höre til Poesiens men til *Prosaens urene Dyr.*
Efter *Balders* Död er nemlig *Asernes Liv* slet intet Andet end *hans Lig-Begiængelse,* indtil de fatte *Haab* om hans *Opstandelse,* og det er aldeles i sin Orden, at de maae lade Hænderne synke, og sende Bud til Jotunheim efter Hjelp, skiöndt ikke at Hexen behöver at ræddes for Hammeren; thi at sparke en *Dværg* ind i Ilden, er alt hvad *Thor,* under disse Omstændigheder, i sin Ærgrelse formaaer. Dette bekræftes ret öiensynlig ved det *Attende Aarhundredes* Historie, thi vel er den langt fra at beskrive *Balders förste Lig-Begiængelse,* men, ved at beskrive den *Sidste,* der er i friskest Minde, viser den os klarest, hvordan det gaaer til, naar *Anskuelsen* er *död,* og Man vil give den en hæderlig Jorde-Færd i et System, der slutter med *Döden,* hvad nödvendig udkræver sorte Konster, og gaaer ud over *Præsterne,* de selvgjorte Guder, som vel kan sparke en kaad Dværg i Ilden, men har til Hexen, de ikke kan undvære, kun tomme Trudsler, som hun naturligviis leer ad.
Hvad endelig *Gien-Kaldet* angaaer, da har dette ogsaa sin fulde historisk-poetiske Rigtighed, som Man nærmest, og vel bedst, kan see paa den *Danske Poesi* i det *Nittende* Aarhundrede, der, i det Mindste for mine Öine, har en saa paafaldende Lighed med *Hermods Helrid* paa *Sleipner,* at jeg i det Mindste umuelig kan udelukke det af *Asa-Maalet,* og at *Hermod* er kommet *ærlig* til *Sleipner,* slutter jeg blandt Andet deraf, at *Eivind* Skalda-Spilder lader ham fölges med *Brage* ud at byde *Hakon* Adelsteen velkommen til Valhald; thi Krage söger Mage. *Hels* Ord er desuden saa ypperlig valgte, at de umuelig kan være uægte, thi den *almindelige Graad* er et ligesaa nödvendigt som, efter Omstændighederne, uopfyldeligt Vilkaar, og selv den tilsyneladende spidsborgerlige Anmærkning, om Steen og Staal-Graaden, har dyb *psychologisk,* altsaa *historisk-poetisk Sandhed,* da virkelig al *Smerte-Graad* udtrykker *Overgangen* fra *Kulde* til *Varme.* At der selv i Norden er en Hex, ved Navn *Tökke* (Selv-Klogskab og Egen-Sindighed) der ikke vil græde for *Balder,* fölger af sig selv, og lod sig af Dagens Historie fortræffelig oplyse; men fornöieligere er det at Graaden dog var *næsten* almindelig, og ingenlunde forgiæves, thi græd Man end ikke *Balder* op fra *Hel,* saa græd Man dog nok *Idunna* ned fra *Ygdrasil,* og allenfalds *Glitner-Borgen* op af Havet, med *Guld-Suler* og *Sölv-Tag,* med *Balder-Sönnen Forsete,* der *neddysser* al KivGrimners-Maal C. U. I. 46. Gylfe-Legen p. 31., og forholder sig til sin Fader, som *Glitner* til *Breideblik,* det er: som *Glimt* til *Glands,* eller Efter-Skin til Straale-Dands. Denne *Bod* for *Balder,* saavidt en saadan paa *fri Haand* er tænkelig, peger ogsaa Mythen selv paa, i *Gaverne* fra *Balder* og *Nanne;* thi *Slöret,* som naturligviis er et *Billed-Slör,* bredte *Frigge* med et Vemods-Smil over sin Hjerte-Sorg og dybe Længsel, og underlig blev *Odin* tröstet, ved at see *Drypner* igien, der ikke blot, ved at gaae uskadt giennem Ilden, havde beviist sin Ægthed, men, i den store Smelte-Digel og Köle-Pande, erhvervet Egenskaben, som gav den Navn, og gjorde Seier-Fader rig. Med andre Ord: ved *Balders* Död er *Asa-Livets Kiæde* brudt, derfor tager han *Odins-Ringen* med sig til *Hel,* men med *Haabet* om hans *Gienkomst,* vender Ringen tilbage, thi nu fortsættes Livet, i en Række af dramatiske Optrin, giennem et nyt Historisk Tids-Rum, der har *Balders Opstandelse* til Öiemed, og fyldes af *For-Billeder paa den.*
Skulde dette falde Læseren dunkelt, da beder jeg ham dog hverken at give *Mythen,* eller min Staal-Pen Skylden, thi *Mythen* er en *Hermod,* der virkelig har gjort sit Mester-Stykke, og er kommet lyslevende tilbage giennem de dybe, dunkle Dale, og jeg har med egne Öine seet baade *Ringen* og *Slöret* i Snaren-Svendens Haand, men Alt hvad jeg med *Pennen* kan giöre, er at *pege* derpaa, og det nytter kun dem, der har gnedet Sövnen af Öinene, og fattes kun et Vink, for at see hvad der dages.
Man seer for Resten let, at fra den *Christelige Anskuelses* ligesaa faste, som höie Stade, er baade *Hermods Helrid* og *Herakles’s Hades-Gang* kun Skygger af *Christi Nedfart* til *Helvede,* hvorpaa der, efter Christen-Folkets höitidelige Vidnesbyrd, som Atten Aarhundreder beseigle, fulgde en virkelig *Opstandelse* af det *evige Livs Haab,* der langt overgaaer hvad Nordens Hedninger drömde om *Bod* for *Balder.* Herpaa maa jeg, *ikke* som *Christen,* men som *Historiker,* giöre Læseren opmærksom, thi baade viser det ret klart, at vore Fædre ahnede langt Meer end de aandelig formaaede, og tillige er det aabenbar en Virkning af Christendommens Vidunder, at vi i det Nittende Aarhundrede kan gienkalde Synerne fra Heden-Old, og paa en Maade bringe *Balder* paa et kort Besög tilbage til Valhald! Ganske uformodet er selv dette Besög dog ikke; thi den forvovne *Engelænder, som,* efter min Paastand, har digtet *Eriks-Maalet,* lader virkelig *Brage* snakke over sig og ymte derom, sigende:
Det er en Tummel,Som Tusinders Færd,Gaaer som et LagenEi Gulvet i Hallen!Mon ei tilbage*Balder*nu kommeTil*Odins*Sal?Dertil svarer imidlertid *Odin:*
Hör du mig*Brage,*Hin Bænkeprude,Er du end vittig,Du vaaser dog nuDa jeg, desværre, ikke kan henvise til nogen *præntet* Text af det korte, men höist mærkværdige *Eriks-Maal,* og kun faa Læsere kan have M. S. ved Haanden, vil jeg anföre *Brages* Ord: braka oll beck-þili, sem muni Balldr coma eptir i Oðins sali.
.Blandt Enkelthederne i denne store Mythe har Ingen saa retmæssig Krav paa vor Opmærksomhed, som Spydet *Mistel-Teen,* der til Lykke er et af de faa Mythiske Navne, vi kan videnskabelig oplyse. At her nemlig menes en af de *Snylte-Vexter,* som give *Fugle-Lim,* opdagede Man strax, thi det er aabenbar Engelændernes *mistletoe,* og vores *Mistel,* den eneste *træede* Snylte-Vext i *Norden.* Jo mere jeg nu ogsaa betragter denne *“Teen”* som ligger for mig i en Kvist fra *Ætna,* des klarere seer jeg deri det bedste Bane-Vaaben til Balder, som de gamle *Cyklopiske* Kulfuster formaaede at smedde; thi hvad kan vel bedre *afbilde* den aandelige *Uting,* der til alle Tider har *aflivet* den höipoetiske Anskuelse af Timeligheden, som Evighedens Speil, end denne *tvetydige,* i alle Henseender *bagvendte* Snylte-Vext, der slet ikke kan groe i *Jorden,* og hvis Rödder derfor heller maae kaldes *Klöer,* hvormed den omspænder og udsuger den *Ask* eller *Abild,* det, uden at Man veed, hvorledes, lykkedes den at *liste* sig paa. At den imidlertid opnaaer en for Snylte-Vexter usædvanlig Fasthed, udmærker sig selv fra sin sydlige *Træ-Broder,* ved at beholde sine *tungedannede* Blade *grönne* hele *Vinteren,* bærer et Slags *guulgrönne Blomster* og en *slibrig* Frugt, som frister *Fugle,* ved hvis *Neb,* eller *Skarn,* den menes at forplante sig, det bidrager Altsammen kun til at give *Mistel-Teen* end större Lighed med *Nid-Visen,* der immer holder sig til Guderne, som Voltaire til Bibelen, eller som *Lokasenna* (Loke-Gluffen) til *Völuspa*Da jeg er langt fra enten at have botaniseret paa *Ætna,* eller at fortjene mindste videnskabelig Tillid i Plante-Læren, maa jeg anmærke, at det er Botanikeren *J. F. Schouw,* som venskabelig har skiænket mig Kvisten og borget mig Kundskaben. Vel anseer han det endnu for tvivlsomt, om *Decandolle* har Ret i den Paastand, at viscum album (Mistel-Teen) *aldrig* findes paa *Ege-Træet,* men da *Sydens* eiendommelige *Mistel* (loranthus europæus) *hyppig* findes paa *Egen,* og *Nordens* Mistel knap, kan det dog neppe feile, at *Druidernes Mistel,* som Man har sammenblandet med *Völuspas,* var ikke viscum album, men loranthus, der selv i Apotheker-Tiden er blevet brugt til Læge-Middel mod *Slag* og Deslige. Man har för troet at Mistel-Teen forplantedes ved *Fugle-Skarn,* og da det formodenlig ogsaa har været *vore Gamles* Mening, er den i det Mindste *mythologisk* at foretrække!! Man kan derfor med Sandhed sige *to* *Gange,* at det er i *Lokasenne* Balders egenlige Bane-Mand röber sig selv; thi deels siger *Loke* der til *Frigge:*
Om du det vil vide,Da voldte jeg det,At*Balder*du skuerPaa Skimlen ei meerLoke-Gluffen C. U. I. 162.
!og deels behöver Man blot at forestille sig, hvorledes *Loke-Gluffens* Digter putter sin *Nid-Vise,* som en *uskyldig* Spas, i *Munden* paa de *blindttroende* Asa-Dyrkere, for at see *Loke* stikke *Mistel-Teen* i Haanden paa den *blinde Höder.* At nemlig *Loke-Gluffen* har havt samme Virkning paa sit Publikum i det *Ottende* Aarhundrede, som *Voltaires* Bespottelser paa Hans, i det *Attende,* fölger af sig selv, og naar vi saaledes see, at hvad *Balders-Mythen* drager Billed-Slöret over, er det oprindelige Bane-Saar, som *Trædskhed* gav *Troen* ved at vække *Tvivl* hos *Troskyldigheden,* da undrer det os hverken, at den speiler sig i alle Tiders Historie, eller at den har havt noget underlig Tiltrækkende for os Alle, som i de sidste Dage fik Öie for Old-Tidens Glands. Tit vil derfor ogsaa herefter den dramatiske Poesi indtrylle de Lyttende i Asa-Kredsen ved Balders Bane-Tue, som den alt med *Evald* ahnede, og med *Oehlenschläger* synede, men den vil sikkert aldrig mere slippe dem, för *Hermod* kommer tilbage fra *Hel* med *Ringen* og *Slöret!*
Har vi nu saaledes lært at forstaae *Balders Död,* da undrer det os neppe, at Mythen hardtad slet ikke taler meer om *Höder* og *Vale;* thi naar den *blinde Troskyldighed,* som *Höder* aabenbar udtrykker, selv har nedbrudt Gienstanden for sit Haab, da falder den nödvendig i *Fortvivlelsens* Hænder, som er en *Vale,* der giör bedst Beskeed, för han vasker sine Hænder og reder sit Haar; da Undskyldning er ikke hans Sag og Vilde-Rede tjener ham bedst. Her vil Man da ogsaa let forstaae, at det vel er en dyb Ahnelse hos *Vola,* at *Höder* lever op igien med *Balder,* efter Ragna-Roke; men at *Jetten* Vafthrudner kun snakker for sin Æske, naar han, istedenfor *Balder* og *Höder,* nævner *Vider* og *Vale,* som *Odins* Arvinger.
Om *Höder* og *Vale* taler imidlertid, foruden Völuspa, ogsaa *Vegtams-Kviden* og *Hyndla-Sangen.* Hist spörger *Odin:*
Hvem giver*Balder*Bane-Saaret:Bringer af DageOdins-Sönnen?og Spaa-Kvinden svarer:
Stakket AlderForOdins*Balder,*Seiers-Vaanden,*Höder*i Haanden,Broders Bane,Liv skal rane!Nödig jeg talde,Nu vil jeg tie!*Vegtam.*
Tie ikke, Völve,Vegtamspörger,Intet undtagen,Alt vil jeg vide!Hvem skal paa HöderHevnen styre,Hevnen og Harmen,Bænke paa BaaletBane-Manden?*Völven.*
*Rinde*föder,Brat for Höder,Sværde-Dön,MedOdinsSön:NatgammelVale,I Vinter-Sale!Balder-SkyttenTil Baalveds-Hytten,Utvættet, ukæmt,Han bærer nemt!Nödig jeg talde,Nu vil jeg tieVegtams-Kviden C. U. I. 242-45.
!*Hyndla* har kun dette:
ElleveAserI Alt der stod,Hvor*Balder*segned,Paa Bane-Tuen,Han tykdes*Vale*Fuldværd at hevne,Da spurgdes FaldAf Broder-BaneFor Broder-HaandHyndla-Sangen C. U. I. 334.
!Om Höder siger ellers *Har,* i Gylfe-Legen, at han er blind men stærk tilgavns, og at Guderne önskede helst aldrig at nævne den *As,* fordi hans Hænders Gierning gaaer seent ad Glemme hos Guder saavelsom hos Menneskens Börn, og *Skalda* kalder ham, blandt Andet, *Mistelteen-Skytten,* og *Hel-Giæsten*Gylfe-Legen p. 31. Skalda p. 105.*.*
Om *Vale,* som der og kaldes *Ale,* hedder det blot, at han er en Sön af *Odin* og *Rinde,* djærv i Kamp og en god Slumpe-Skytte, og blandt hans Tilnavne i *Skalda* er de mærkeligste: *Frigges Stifsön, Asernes* Broder, og Fæderne-Gaardens Beboer.
Balder kaldes i *Skalda* Odins og Frigges Sön, *Nannes* Hosbond, *Forsetes* Fader, *Hringhorns* og *Drypners* Eiermand, *Hel-Giæsten* og *Taare-Guden.* Sammesteds tilföies, at Skjalden *Ulf Uggesön* skiænkede Balders Ihukommelse et langt Afsnit i sin *Huus-Drape,* og det maa vel giöre os lidt gnavne over, at den Drape er forgaaet, men til vor Tröst findes der andensteds i *Skalda* adskillige Stumper af den indrykkede, som vise, den var sin Död værd, eller rettere, at den umuelig kunde leve, da den var *dödfödt*Skalda p. 103; og Stumperne af Husmands-Drapen fra det Tiende Aarhundrede finder Man samlede bag *Laxdæla* (Kbh. 1826) p. 387-92.*.* Det er for Resten morsomt nok at vide, at den *Huus-Drape* var et Register-Rim over Baldyringen paa Betrækket i *Olav Paafugls* Stor-Stue paa *Hjardarholt,* thi vel giver det kun daarlig Mythisk Hjemmel, men det minder dog om den gamle Vane, at hænge Harpen paa Væggen, naar Legeren er borte, og at registrere og vurdere efter Hosbondens dödelige Afgang.
Dog, ved Tilnavnene mindes vi om, at *Balder* havde en Sön, ved Navn *Forsete,* og han nævnes alt i Grimners-Maal, hvor det hedder:
Glitner-Salen,Med gyldne SulerOg Sölver-Tag,Det er*Forsetes*Til Hverdags-Brug,Fuldtvel bilæggerHan Tvist og KivGrimners-Maalet C. U. I. 46.
!Det er imidlertid först af Gylfe-Legen, vi lære, at han er *Balders* Sön med *Nanne Nep*s-Dotter, og faae den yderligere Oplysning, at Alle hvem der er usaattes, og komme til ham, blive venlig og vel forligte, saa en bedre Dom-Stol end hans gives hverken mellem Guder eller MenneskerGylfe-Legen p. 31., og det er Alt, thi *Skalda* giver ham ingen Tilnavne, og at han sagtens er meent med den *Forsete,* der, efter oldtydske Aarböger, havde et Tempel paa *Helgoland,* giör os ikke klogereSuhm om Odin p. 205.. At han for Resten er *Balders Efter-Skin,* det kan Man see med blotte Öine, men Mythographerne er dog sikkert for nærgaaende, naar de derfor giör ham til en blot *Skygge* af *Zodiakal-Lyset* i Sommer-Maanederne, hvorom han endda maa trækkes med *Valhald* (der skal være det Samme), saa han beholder intet Eiendommeligt uden *Udsigten* til *Jævn-Dögn,* der, naar han er död og borte, skal give ham det Efter-Mæle, at han upartisk forligde Natten med Dagen. En saadan Upartiskhed, hvorved Man först og fremmest selv gaaer til Grunde, er jo rigtig nok en *reen* *Dyd,* men som Poeterne ikke pleie at være stærke i, og som da formodenlig ikke heller har begeistret den gamle Mythe-Smed, hvem det snarere kunde ligne at finde en venlig Guddom i *Mindet* om den forsvundne Herlighed, der bevidnede dens Virkelighed og varslede om dens Gienfödelse, saa naar jeg skulde ligne, ikke just *Forsete,* men dog hans Borg ved noget Synligt, da blev det *Vinter-Solen,* som vel maa kaldes en *Glitner* (Glimter) med Sölv-Tag, paa Morgen-Rödens gyldne Suler, som ingenlunde erstatter *Breida-Blik* (Straale-Glandsen), men minder os dog venlig derom, og spaaer Fornyelsen ad Aare! Med denne Natur-Skygge af Borgen vil det være let at forbinde Indbyggeren, som, i mine Öine, netop er *Livligheden* i *Kiæde-Synet* hvorved vi forbinde det Forbigangne med det Tilkommende, og Tid med Evighed, til et stort *Forligelse-Maal.* Vore Dage, med deres ubodelige poetiske Tab, men klare historiske Udsigter, er derfor ret skikkede til at skaffe *Forsete-Mythen* gode Venner og Fortolkere, saa nu bör Snak hen i Veiret om saadanne Klenodier ei længer finde Sted.
Om *Nanne* hersker i Sangene en gaadefuld Taushed, thi naar Man undtager det blotte Navn, der forekommer paa et af de mörkeste Steder i *Ravne-Galderet,* og genealogisk i *Hyndla-Sangen*Ravne-Galderet og Hyndla-Sangen C. U. I. 214. 328. hvorved endda er at mærke, at paa sidste Sted staaer “*Nanne Nökkes-*Dotter” altsaa maaskee en Anden, end Gylfe-Legens, der kaldes “*Neps-*Dotter.”, da er der ikke Spor af hende, för i *Gylfe-Legen,* hvor hun fölger *Balder* til *Hel,* og sender derfra endnu Venne-Gaver til *Frigge* og *Fylle.* Var nu ikke især det sidste Træk saa deiligt, kunde Man vel falde paa, at *Nanne* var skabt af en medlidende Skjald i *Bjarkemaals-*Dagene, der vilde give *Balder* lidt Selskab i det kiedsommelige *Hel,* men da det nu er vist, at saadanne Træk griber Man ikke i Luften, og *Forsete* desuden maa have en *Moder,* bör *Nannes* Mythiske Ægthed ei drages i Tvivl, og betyder, som Man paastaaer, Ordet *“nenna”* at *ynde,* da har hun faaet sit rette Navn, thi hun er Udtrykket for den ubeskrivelige *Yndighed,* som er Fölelsens eller Kvindelighedens Deel af *Evigheds-Glandsen,* der omstraaler *Balder!*
Herved erindres vi om, hvilke herlige Vink de Mythiske Navne vilde give, naar vi kun ret forstod dem, men det er sielden Tilfældet, fordi de Fleste synes laante af den *Gothiske* Mund-Art, hvorover der endnu hviler megen Dunkelhed. Af den hyppige Brug i Angel-Sachsisk Poesie see vi imidlertid, at *“Balder”* har bemærket *“Hövdingen”* eller noget Saadant, og rimeligviis betöd *“Rinde” Haardheden, “Vale” Grusomhed,* og *“Forsete“ Forligeren*Angel-Sachserne skrev “bealdor” og det er mærkeligt at i Bjovulfs-Drape forekommer en Gothisk Prinds *Here-Bald,* hvem hans *Broder* skiöd af *Vanvare.* I A. S. er “rinde” ligesom paa Tydsk, “Bark,” og “wæl” er “grusom.”*.*
Dette var da den Eddiske *Balders-Mythe,* men Læseren veed nok, vi har ogsaa en *Saxonisk,* der vel er langt fra at kunne giöre den Rangen stridig, men kan dog ingenlunde forbigaaes med Taushed, og fortjende sikkert langt meer Opmærksomhed, end vi her kan skiænke den.
Summen af det store Folke-Sagn er kortelig den, at der var to Beilere til *Nanne,* den *Norske* Kong *Geuars* Daatter: den Svenske *Höder* (Hotehrus) nemlig, og Halv-Guden *Balder Odinsön,* men at *Nanne* foretrak *Höder,* og blev hans Dronning, skiöndt *Balder,* ved alle Gudernes, især *Odins* og *Thors,* Hjelp to Gange slog ham af Marken. Omsider fik ogsaa *Höder* ved Natte-Tid Ram til *Balder,* saa han daanede halvdöd, og maatte snart giæste *Hel* (Proserpina), som aabenbar havde budt ham til sig, saa nu var Hevn al den Bod *Odin* kunde naae, og for at faae den, beilede han i mange Skikkelser til Rutenernes Konge-Daatter *Rinde,* som den Finske Spaamand Hrosthjov (Rosthiophus) havde sagt, skulde blive Moder til Hevneren. Saaledes födtes *Bue* (Bous), som fældte *Höder,* men fik selv Bane-Saar i Slaget, og ligger i en Höi, der bærer hans NavnStephanii Saxo p. 39-46. Dansken I. 137-58.. Nu at antage dette for en egen Fremstilling eller Forvanskning af *Balders-Mythen,* vilde röbe liden Skiönsomhed, især da *Höder* og *Balder* ei blot kæmpe om *Nanne,* men ogsaa om *Danmarks* Krone, og *Odins* Forhold til *Rinde* skiller ham for en Tid ved hans Gude-Rang i *Asgaard,* uden at Man kan bebreide dette tredobbelte Sagn enten Mangel paa Sammenhæng eller poetisk Fylde. Uagtet jeg derfor hverken endnu tör paatage mig at oprede denne sælsomt indviklede Sag, eller kan her udbrede mig derover, tager jeg dog intet Öieblik i Betænkning at erklære det Hele for en stor *Tempel-Mythe,* der skildrer den Poetiske Anskuelses og dertil svarende Gude-Dyrkelses Döds-Kamp i Slutningen af *Asamaals-Tiden,* og jeg tænker det kan være Nok til Oplysning at pege paa *Thors Hammer-Skaft,* som *Höder* hugger over, og paa *Upsals-Templet* med *Menneske-Offringer,* der hæver sig midt under KampenStephanii Saxo p. 41. 42. 46. Dansken I. 144. 46. 56.. Naar jeg imidlertid siger, det vil være nok, mener jeg naturligviis kun Vink Nok for *poetiske* Læsere, der forstaae en halvkvæden Vise, og vil, paa min Anbefaling, læse det *fordanskede* Sagn med den Forestilling i Tankerne; thi ellers veed jeg godt, der vil Andet til, för Man i Almindelighed kommer ind i en saadan levende Betragtning af de Mythiske Old-Sagn.
# Thor, Uller og Tyr.
Var Thor end aldrig kaldt Jordens Sön, som vi veed, er hans sædvanlige Tilnavn, maatte vi dog, ved at höre Mytherne om ham, strax mærke, at han ret egenlig har sit Möderne-Folk hernede; men naturligviis födte *Hlodyne* eller *Fjörgine,* den *Nordiske Moder-Natur,* som *Jorden* allevegne afbilder, ikke, som den Sydlige *Demeter,* en *Persephone,* men en *Asa-Thor,* og istedenfor et lyrisk Drama, blussende op som et Veir-Lys, og dalende som et Stjerne-Skud, fik Norden en lang Række dramatiske Optrin af et virkeligt Kæmpe-Liv, der vel maa have været Gigantiske, da selv Skyggerne, de kaste fra sig giennem et Aartusinde, er Kolossalske!
Dette vilde, under visse Betingelser, være meer end tydeligt nok, men da poetisk Tungnemhed og historisk Vankundighed desværre ikke endnu höre til Sjeldenhederne i Norden, og en Figur som *Thor* er kiendelig nok, til at kunne beskrives klart, vil jeg sige reent ud: her seer Man, hvor nær vore Hedenske Fædre kom *Sandheden i Livet;* thi *Asa-Thor* er aabenbar deres Udtryk for den *levende Sandhed,* eller den *sande Virkelighed.* At nu den *Hedenske* Sandhed fordunkles af den *Christelige,* ja, at *Asa-Thor* baade rödmer og blegner ved Siden ad *Christus,* det er baade vist og klart nok; men derfor maae vi ligefuldt med Beundring see, hvor anderledes værdigt og levende et Begreb de gamle Hedninger havde om *aandig Sandhed,* end de nye Philosopher, der kun prisde den som en guddommelig Uting, selv *uvirksom* og *ukiendelig,* og derfor nödt til at taale al den Misbrug, selvgjorte og selvkloge Statholdere drive med dens Navn, og vi maae ligefuldt föle inderlig Deeltagelse i den gamle Forestilling, da det aabenbar kun var Indbildskhed, om vi meende, at vore ædleste Kæmper endnu, skiöndt de var döbte, lignede *Christus* mere end *Asa-Thor!* At nu de Gamle ogsaa meget godt vidste, hvad de vilde med *Thor,* det see vi af hans Modsætning, som *Midgaards Værge,* til *Midgaards-Ormen,* i hvem *Falskheden* er umiskiendelig, og saavel *Thrud-Vang,* Thors Boelig, som *Thrud-Hammeren,* Mjölners Kiendings-Navn, oplyses da sikkert bedst af “truth” der endnu paa Engelsk betyder baade *Sandhed* og *Virkelighed,* som to i Aandens Rige uadskillelige Begreber. Derfor siger ogsaa *Jahnhar* i Gylfe-Legen om *Thor,* at han har *aldrig* faret med Lögn, og vil ikke hellerGylfe-Legen p. 49..
See vi nu hen paa, hvorledes *Thor* i Völuspa *aabner* og *slutter* sin store Löbe-Bane, da faae vi netop samme Forestilling om ham; thi vel gaaer det ham der, som det i Livet gaaer alle store Helte, at hans Födsel er dunkel og kun hans Endeligt klart, men dog seer Man ham strax i sit Udspring stille sig i *Gabet,* der er gjort paa *Gude-Borgen,* og der er egenlig hans faste Stade hele Tiden, til han i Ragna-Roke gaaer i Kreds med Midgaards-Ormen, som *Vola* kvæder:
Det er*Hlodynes*Den djærve Sön,*Midgaards Værge,*Fuldvreed i Hug,Han slaaer og rammer,Da rydde SvendeDen Valplads brat;Da vakler HeltenMens Trin han træder,Tre Gange tre,Fra Edder-Dragen,Hvem*ei*dog*haaner**Fjörgynes*SönVöluspa C. U. III. 35. 36.
!Seierlös, maa Man vel sige, falder i Grunden dog ikke den Kæmpe, der ender med at overvinde *sig selv,* og det maa, under Betragtningen af Asa-Thor, bestandig staae levende for os, at kun en Bane der passer til et saadant Maal er *Nordens Herakles* værdig, saa hvad der falder udenfor, er enten Feiltrin og Udskeielser for Öieblikket, eller For-Seelser af Rim-Smedene i den senere Tid, der udfyldte *Thors-Banen* med Storværk af deres gode Venner, som var dog kun Smaa-Folk mod ham. Da vi derfor i *Völuspa* kun finde om *Thor,* hvad alt er sagt, og har, foruden *Völuspa,* intet ægte *Kvad* fra *Asamaals-Tiden,* var det vel bedst kun i al Korthed at melde, hvorvidt de andre Thors-Myther have nogen kiendelig Sammenhæng med Ideen om *Thor* som *Midgaards Værge* og Midgaards-Ormens afsagte Fiende.
Saaledes havde jeg i Sinde her at undvige den formummede *Byg-Mester,* vi alt oftere har havt at drages med, men da han trodsig træder mig i Veien, vil jeg dog see, om jeg ikke nu, da *Thor* er med, kan faae Ram til ham, saa han kan blive som han var *möllemalet,* thi saaledes, siger jo Gylfe-Legen, han maa behandles. Men skal vi ramme ham ret, maae vi vide, hvad han hedder, og det forslaaer ikke, at vi kalde ham *Sortsmutte* (svarthöfði); thi vel kan vi forsvare det med Hyndlas Sang, da han er den förste *Sorte-Konstner* vi möde i Mytherne, men det kan han snoe sig fra, under Paaskud, at han brugde ikke *Seid*Hyndlas Sang C. U. I. 336 med Varianten “skil-berendr“ ͻ: *kloge* Mænd.*,* og derfor vil vi kalde ham *Verdens-Klogskab,* som han nödvendig maa svare til, da han ikke kan nægte, det er det pæneste Navn, han nogentid har baaret. At der nu ogsaa virkelig i gamle Dage har været saadan en *Nisse,* der fristede *Odin* til at give ham *Soel* og *Maane,* og hvad Mere var, for en uindtagelig Borg, han vilde bygge, det veed vi Silde-Födninger af Odins-Ætten udenad, thi han gaaer immer igien, og frister Skjalden til, som han siger, at tage det Visse for det Uvisse, og nöies med *Öieblikket,* som Ingen kan giöre ham stridigt. Dybere vil vi her ikke gaae ind i denne smukke Historie, der har kostet mangen Digter Livet, men vil have den Læser, som önsker at see Maskapiet i det Store, henviist til det gamle *Ægypten,* i hvis Pyramider saamange kloge Mænd har lært deres Konster, og vi vil blot tilföie, at *Thor,* der ikke for sin Död kan lide *Stil-Stand,* er *Nissen* paa Nakken, saavelsom Troldene, og giver ham, saatit de mödes, hans Livs-Bröd, som de Gamle meende, han havde faaet eengang for Alle, fordi i deres Dage gik Kongens Arbeid rask fra Haanden!
Vel siger nu *Har,* i Gylfe-Legen, at, skiöndt Ingen er kyndig nok til at opregne alle *Thors* Storværker, saa kan han dog saamange Fortællinger om ham, at det blev en Lange-Leg, om han skulde sige Alt hvad han vidste; men der kommer dog ikke mere ud, end Æventyret om *Thors* Besög i *Udgaard,* og Sagnet om hans Ram til *Midgaards-Ormen*Gylfe-Legen p. 26. 48-63.*.* Hertil föier *Skalda* Fortællingerne om *Thors* Kamp med Jetten *Hrungner,* og om hans Besög i *Geirrods-Gaard*Skalda p. 107-15.*,* og endelig har vi i *Thryms-Kviden* Sagn om, at Jetterne engang stjal *Mjölner* fra *Thor,* mens han sov, men fik deres Umage betalt, som det levende skildres i Kviden.
För vi gaae videre i Talen om Bedrifterne, vil det imidlertid være passende, at höre, hvad der i Gylfe-Legen meldes om Helten, og hvad han har til Bedste. Han kaldes nemlig der den Ypperste blandt *Aserne,* næst *Odin,* og den *Stærkeste* uden al Sammenligning, hans Rige kaldes *Thrudvang,* og hans Borg *Bilskirner,* den Störste Man veed af at sige, med 540 Stok-Værk. Han har desuden to Bukke: *Tangnister* og *Tangnisner,* som trække Karmen, han har for Skik at age i, og kaldes derfor *Age-Thor;* og han har endelig tre store Klenodier: *Hammeren* nemlig, *Styrke-Bæltet* og *Staal-Handskerne*Gylfe-Legen p. 25. 26.*.*
Nu er det vel kun *Hammeren* (Mjölner) som i Sangene tillægges *Thor*Vafthrudners-Maal, Hymners-Kviden, Thryms-Kviden, Loke-Gluffen og Harbards-Sangen C. U. I. 32. 112. 41. 76-78. 82-98.*,* og det forstaaer sig selv, at den er Hoved-Sagen, men dog har det ingen Fusker været, som lagde de to andre Dele til, thi de passe godt til Hammeren, som *Helte-Begeistringen,* parret med *Kold-Sindighed,* til det *Torden-Slag,* der immer i Tidens Löb forstyrrer Jette-Planer og giör lyst paa Helte-Banen. Naar derfor *Thor* omgjorder sig med Styrke-Bæltet, er det aabenbar det samme, som at han iförer sig *Asa-Styrken*Hymers-Kviden C. U. I. 138. Gylfe-Legen p. 52. 63., og naar han drager *Staal-Handskerne* paa, da besinder han sig paa, hvorledes han skal bedst faae Ram til Fienden, saa det kan batte.
At nu endelig *Thors-Karmen* afbilder Tidens Löb paa Kæmpe-Banen, er klart nok, men hvorfor den just skal trækkes af to Bukke, veed jeg ikke, med mindre Bukkene var Billedet paa alle *stærke Drifter;* thi at de skal forestille hvad der naturlig driver til Daad, altsaa Fölelsen af Kraft og Trangen til Virksomhed, forstaaer sig selv. Det maa i Övrigt anmærkes, at vel forekommer *Bukke-Spandet* baade i *Thryms* og *Hymers-Kviden,* men uden de Navne, som det er nemmere at bide Tænderne istykker paa, end at finde Kiernen iSpörgsmaal, om ikke *Skökul* i Hymers-Kviden C. U. I. 142 er *Navnet* paa den bovlamme Buk..
Det er vel allerede i det Forrige anmærket, at *Mjölner* hörer til de Konst-Stykker, som, efter Skalda, skyldes Dværgene *Brok* og *Sindre,* og skiöndt den Snak kan være lang nok at höre een Gang, maa, for Fuldstændigheds Skyld, Sagnet dog anföres, som det lyder. *Sindre* lagde nemlig Staal i Essen, og satte *Brok* til Bælgen, med den Beskeed, at gik Bælgen istaa, da gik Værket ilöbet, men da Bræmsen stak Brok mellem Brynene, saa Blodet randt ham ned i Öinene og Synet forgik ham, slap han dog Bælgen for at smække Bræmsen, hvorpaa Mesteren kom ind og sagde, at Arbeidet var hardtad reent fordærvet. Der var imidlertid dog blevet en Hammer af, kun med den Lyde, at Skaftet var lidt vel kort, og samme Hammer forærede *Brok* til *Thor,* med det Skuds-Maal, at han kunde slaae saa *dröie Slag* med den som han lystede, uden Frygt for at den gav efter, hvad den saa end stödte paa; at han kunde ogsaa *stride lös* med den og være vis paa at ramme; at den flöi aldrig saa langt bort, den kom jo selv igien, og endelig, at det stod til ham, naar han vilde, at lade den svinde ind, til at stikkes i Barmen.
Sagnet ender med, at *Aserne* skattede Hammeren höiest blandt alle de Kostbarheder, de havde for Öie, og fandt, det var et herligt Værn mod Rim-ThusserneSkalda p. 130-31., men, skiöndt det var sandt nok, kan vi ikke her indlade os nærmere i Dværgenes Vædde-Löb paa Konst-Banen, da *Mjölner* öiensynlig er langt meer end de kan rosse. Kun til de angivne Egenskaber ved Hammeren vil vi lægge Mærke, fordi de ikke alene er ældre end *Skalda,* men sagtens ældre end *Thryms-Kviden,* hvor Hammeren er blevet borte, som den jo aldrig kunde, naar den kom selv igien, med mindre Man vil tage det lidt fiint, og sige, at vel kom den tilbage, naar den kastedes til Idræt, men ei naar Man *sov over* den, og lod den stjæle fra sig. Har Man nemlig först opdaget, hvad der strax falder i Öinene, naar de er aabne, at det *begeistrede mundtlige Ord* giör *alle Helte-Gierninger* i Aandens Verden*,* og bruger kun Haanden, med Pen saavelsom med Spyd og Sværd, til det grove Arbeide, da indseer Man let, at *Mjölner* egenlig udtrykker det *store Ord,* der giör Beskeed, som Torden og Lyn-Ild, baade til at rense Luften, og til at knække Halsen paa Jetter og Trolde, hvorfor Man ogsaa finder hos En af Israels Propheter, at det störste Ord af Alle lignes ved *en Hammer* som knuser Klipper. *Thrud-Hammeren,* som *Thor* selv kalder *Mjölner*Loke-Gluffen C. U. I. 176., er altsaa et Vaaben, der giör vor Herkules Ære, om han ellers har fört det sömmelig, og det er mærkeligt, at *Thor* med sin Hammer ei blot indvier sine fortærede Bukke, men selv Balder paa Baalet til *Opstandelse*Gylfe-Legen p. 49. 66.*,* thi vel var Magten dertil mere Indbildning end Virkelighed, men Tanken, at det store *Sandheds-Ord* har Magt til at opvække Alt hvad det vil, er allerede Guld værd, og nu, da baade Balder og Bukkene staae op, nödes Man vel til at kalde Formodningen prophetisk.
Hvad nu *Thors-Daaden* angaaer, da har den naturligviis to Afdelinger, eftersom den enten foretages til *Asgaards* Værn for Öieblikket, eller til en *Övelse* af *Kræfterne,* med Hensyn paa Hoved-Slaget i Ragna-Roke.
Af förste Slags er, foruden *Byg-Mesterens, Thjasses* og *Hrungners* Nederlag, og af Sidste *Thors* Besög i *Geirrodsgaard,* i *Udgaard,* og i Hymersgaard eller *Ymersland,* medens *Brylluppet* i *Thrymsheim* er en egen Blanding af begge Dele.
Hvorledes *Thjasse,* hin *glimmersyge* Jette fra *Thrymsheim,* fik *Idunne* med Æblerne lokket til sig, men maatte dyrt betale sin Dum-Dristighed, er en heel mærkelig *Mythe,* med klar universal-historisk Betydning, og vel nævnes *Thor* slet ikke ved den Leilighed i *Brage-Snakken,* men uden ham kan *Aserne* intet Storværk öve, og han siger selv i Harbards-Sangen:
Den opblæsteThusse,*Thjasse*jeg fældte,Himmel-Spræt legdeMed ham jeg saa,At Öinene beggeAf*Ölvalds-Sönnen,*Paa Himmel-Buen,Om Helte-Værket,Er glimrende Vidner,Til Verdens EndeHarbards-Sangen C. U. I. 99.
.Heraf seer Man ogsaa, det er kun Bagtalelse, naar det i Brage-Snakken hedder sig, at det var til Bod og Æres-Beviisning, *Odin* gjorde *Thjasses Öine* til *Stjerner*Brage-Snakken p. 82-83.*,* da *Thor* tvertimod, som rimeligt kan være, giör dem til glimrende Mindes-Mærker om, hvad selv de stouteste Jetter kan vinde, ved at slaae *höiest Öine* med *Aserne!*
Vi komme nu til *Hrungner,* Asgaards frygteligste Fiende, som ved sit Fald gav *Mjölner* Tilnavn af *Hrungners-Bane*Loke-Gluffen C. U. I. 178.*,* og om sin Seier over ham taler *Thor* i Harbards-Sangen saalunde:
Jettenstorhuget,Med Hoved af Steen,*Hrungner*i DystenSaa droges jeg med,At bukke han maatte,Og bide i GræsHarbards-Sangen C. U. I. 97.
.Da denne Kamp hörer til Thors de berömteste, vil jeg beskrive den efter Skalda, med alle sine Omstændigheder, skiöndt jeg kun kan give Historien for hvad jeg har kiöbt den: for et *löst Sagn* fra Kragemaals-Tiden, hvori der sagtens er indlöbet endeel Feiltagelser, og indflikket endeel Fylde-Kalk.
Engang, hedder det, da *Thor* var paa Trolde-Jagt i Öster-Leden, reed *Odin* (som det synes, blot for Morskabs Skyld) til Jotunheim paa *Sleipner,* og kom til Jetten *Hrungner,* som forespurgde sig, hvem den Herre med Guld-Hjelmen var, og lagde megen Roes paa Hesten, der gik saa glat i Luft og paa Hav. Da *Odin* imidlertid sagde, han turde vædde sit Hoved paa, der var ikke Mage til Hest i Jotunheim, da gav *Hrungner* til Svar, at, *Sleipner* ufortalt, havde han dog en anderledes langstrækkende Hest, *Guld-Manke,* og paa den smeed han sig nu op i Arrigskab og satte efter *Odin,* som en Pral-Hals, han vilde lukke Munden paa. *Odin* reed saaledes til, at han kom Pokker af Syne, men *Hrungner* i sin Jette-Ivrighed var inden *Asgaards* Volde, för han vidste det, og da han kom op for Stue-Dörren, bad *Aserne* ham komme ind og slukke Törsten. Da han nu kom ind i Hallen, og raabde paa Drikke, rakde Man ham de Bægere, som *Thor* pleiede at drikke Skaaler i, og dem stak *Hrungner* ud, hver eet, men fuld blev han da ogsaa, og lod det saa ikke mangle paa store Ord; for han truede med, at han vilde flytte *Valhald* til Jotunheim, sænke *Asgaard,* og slaae alle Guderne ihjel, saanær som *Freye* og *Sif,* der skulde fölges hjem med ham. *Freye* maatte nu frem og skiænke for ham, og han vilde drikke *Aserne* læns, sagde han, men da *Aserne* blev kiede af hans Overgivenhed, og kaldte paa *Thor,* saa var *Thor* ogsaa strax ved Haanden, og spurgde bister, med Hammeren i Veiret: hvad det skulde smage af, at *hundesnue* Jetter sad til Höibords i Valhald; hvem der havde givet *Hrungner* Lov til at være der, og hvordan det gik til, at *Freye* skiænkede for ham, som naar *Aser* gjorde Gilde? *Hrungner* laande nu *Thor* et Par Öine, og svarede, at han var *Odins* Giæst, som havde budt ham Bægeret i Fred. Ja, sagde *Thor,* men den Indbydelse skal komme dig dyrt at staae, för du slipper ud. Ih, sagde *Hrungner,* da har *Asa-Thor* kun lidt Ære af at slaae paa vaabenlöse Folk, men har du Mod til at slaaes med mig paa Grændserne ved *Grottuns-Gaard* (paa Steens-Vedd), saa kan vi der bedre pröve Gemytter. Jeg dumme Nar, lagde han til, som saaledes kunde glemme mit Skjold og min Stener hjemme, for havde jeg kun nu mine Vaaben, da skulde vi strax gaae i Kreds, men vil du dræbe mig vaabenlös, da erklærer jeg dig herved for en Niding. Det var den förste Gang, Nogen havde budt *Thor* ud for Haanden, saa den Tve-Kamp vilde han paa ingen Maade vægre sig ved, og dermed slap *Hrungner* ud, og lod gaae i fuld Fir-Spring, til han kom til Jotunheim. Der gik nu meget Ry mellem Jetterne af den Reise, saavelsom af det Stævne, *Hrungner* satte *Thor,* men dog var Jetterne meget tvivlraadige om, hvordan det vilde spænde af, og, tænkde de, skulde *Hrungner* falde, som er den Stærkeste af os, da faae vi vist vor Ulykke med *Thor.* Desaarsag gjorde Jetterne sig en Kæmpe paa Steens-Vedd af Leer og Langhalm, som var ni Favne höi, og tre Favne breed over BrystetJeg oversætter “rasta” ved “Favne”, ikke fordi “Mile” er mig for meget, da begge Dele rummes lige godt i Munden, men kun fordi *Hjertet* dog maa staae i en Smule Forhold til Karlen. *Langhalmen* har jeg ellers selv lagt til, efter Ordsproget: en Mand er en Mand, om han end er af *Leer og Langhalm.*, og fandt langt om længe et Heste-Hjerte, der var stort nok til ham, men kunde dog ikke bare sig for at bævre, da *Thor* lod sig tilsyne. Selv havde *Hrungner* et *Steen-Hjerte,* der blev saa berömt, at den takkede, trekantede Haarde-KnudeDet er “risinbragd” jeg ikke veed hvad er, og kalder “Haarde-Knude.”, man har hittet paa at giöre, endnu kaldes *Hrungner-*Hjertet, og hans Hoved var ligeledes af Steen, og hans tykke Skjold en Træ-Forstening. Saaledes stod han paa Steens-Vedd og biede *Thor,* med Skjoldet for Bringen og Steneren paa Nakken, ei god at nappes med. Ved Siden ad ham stod Leer-Kæmpen, som de kaldte *Narrifas*Det er det Barbariske Navn “Mavckrkalfr” jeg ombytter med “Narrifas”, da jeg formoder det Engelske “mock” stikker deri, og finder det passende.*,* men han var saa betuttet, at han staldede, da han saae *Thor.*
*Thjalfe* som fulgde med *Thor* til Stævne-Mödet, löb i Forveien, og raabde til *Hrungner;* hvordan, Jette, tager du dig i Agt, med Skjoldet for Bringen, aldenstund *Thor* har seet dig, og sank i Jorden, for at gaae neden om. Da skiöd *Hrungner* Skjoldet under sig, og stod paa det, men tog *Steneren* i begge Hænder, og havde nu ikke længe at vente, för han saae *Thor* i sin Kraft, med Torden og Lynild foran sig, komme frem i flyvende Fart, og stride lös med Hammeren, mens han endnu var langt borte. *Hrungner* var heller ikke seen at drive sin *Stener* med begge Hænder lige derimod, og skyde Hammeren i Flugten, og vel sprang *Steneren* itu, saa den ene Part faldt til Jorden og blev til Magnet-BjergeJeg kalder “heinberg” Magnet-Bjerge, kun for at give dem et Navn, der lader sig höre., men den anden Stump slog dog *Thor* for Panden, saa han rög omkuld. *Mjölner* foer imidlertid lige hen i *Hrungners* Pande-Brask, saa den gik i Kvas og Jetten styrtede, men faldt ovenpaa *Thor,* med sine Been om hans Hals. *Thjalfe,* som havde fældet *Narrifas,* der faldt med liden Ære, gik nu hen til *Thor,* for at skaffe ham Jette-Foden af Halsen, men det var ham over Kræfterne, og *Aserne* alle, som ilede til, saasnart de hörde, *Thor* var faldet, gik det ikke et Haar bedre. Endelig kom *Magne, Thors* Sön med *Jernsaxe,* som var en Treaars-Dreng, og han smeed *Hrungners* Fod afveien, sigende: Skam og Skade, Fader, at jeg kom saa seent, for jeg mener, jeg kunde nok givet den Jette hans Livs-Bröd med mine bare Næver. Da nu *Thor* kom paa Benene, hilsde han meget venlig paa Sönnen, sagde, han blev sikkert en dygtig Karl, og forærede ham *Hrungners* Hest *Guld-Manke,* hvorover dog *Odin* blev fortrydelig, og sagde, det var ingen Maneer, at give saa herlig en Hest til Sönnen af en Hex.
*Thor* drog nu hjem til *Thrudvang* med *Steneren* i Panden, og fik fat paa en *Völve,* som hedd *Gro,* og var gift med *Örvendel* hin Bolde, for at hun skulde læse over den. Det gjorde hun ogsaa saa godt, at *Steneren* lösnede sig, men da *Thor* mærkede det, og tænkde vist, at nu blev han den kvit, vilde han give *Gro* Noget i Badskiær-Lön, som kunde fornöie hende, og fortalde derfor: da jeg sidst kom nordfra, og vadede over *Ellvaagen,* havde jeg *Örvendel* i et Net paa Ryggen, saa han vil snart være hjemme i god Stand, paa en Taa nær, der stak ud af Nettet og frös af ham, men den har jeg kastet op paa Himlen og gjort til en Minde-Stjerne, som hedder nu *Örvendels-Taa.* Herover blev imidlertid *Gro* saa glad, at hun glemde al sin *Galder,* og *Steneren* blev hvor den var, saa den sidder i *Thors* Pande den Dag i DagSkalda p. 107-11..
Vi har endnu to Stumper af *Thjodolf* hin *Hvinverskes* Höst-Gilde, hvoraf Man seer, at han har givet *Thor* Æren saavel for *Thjasses* som for *Hrungners* Nederlag, men i Övrigt skal vi ikke rose af Profiten, thi stod det end ikke udtrykkelig i *Skalda,* at *Thjodolf* kun satte Sagnene paa Riim, som de gik til hans Tid, var der dog Intet at söge i det höitravende Slidder-Sladder, som i *sexten* Linier kun siger at *Thor* drog mod *Hrungner* med Torden og LynildSkalda p. 111. 119. Thorlacii Fragmenta Höstlangæ. Havniæ 1801.. Ganske unyttige er imidlertid de Billinger ikke, thi naar Man seer, at den berömteste Skjald i det *Niende* Aarhundrede, som *Thjodolf* var, ei har andet end tom Svulst at offre paa *Asernes* Alter, da faaer Man uvilkaarlig en Ahnelse om de *naive Sagns,* og de indholdsrige Sanges Ælde, og derfor kan det vel være Umagen værdt at give ovennævnte sexten Linier til Priis:
Syn gaaer for SagnOm Jette-Skrækkens FærdTil Grottun-Höien,Med Bjerg-Folks Skade-Ild.Blodet kogde iMeilesBroder,Maane-Landet dönnede,Da Jordens Sön reisteTil Staalhandske-Legen!I lys Lue stodAlle Luft-Kasteller,For Uller-Frænden,Og Jorden gynged,Svolners Enke revned,Da Bukke-SpandetTrak Stads-Kariolen,Med Tempel-Herren,Til Hrungner-MödetJeg har naturligviis taget mig det let baade med Oversættelse og Verse-Maal, men jeg har troelig givet Læseren Alt hvad Islænderne har kunnet finde i Mester-Værket, og har kun, for Tallets Skyld, den *syttende* Linie paa min Samvittighed.
.Disse var da Bedrifterne til *Asgaards* Værn, som der gaaer Ord af endnu, og at det ei er uforskyldt, kan et Blik paa Universal-Historien let vise os; thi naar vi see *Israel* under det *Ægyptiske* Aag, synes det jo virkelig, som *Aands-Historien* skulde gaae i Staa, indtil Hammer-Slaget paa Bygmester-Nakken overhugger Knuden, og, for ei her at tale om *Thjasse* og *Skade,* som vi skal siden komme til, kunde den *Romerske* saakaldte Aands-Udvikling neppe forestilles under et mere træffende Billede, end *Hrungner* med det takkede *Steen-Hjerte.* Læseren veed vel nok, det er ikke min Mening, at Mythe-Smedene tænkde enten paa *Ægypter* eller *Romere,* men kun at de havde Falke-Syn for den Historiske Gang i Menneske-Livet, som giör, at Mytherne slaaer universalhistorisk igiennem, og at især Nordbo-Daaden, ahnet længe för den övedes, speiler sig klart i saadanne Myther, som den om Kampen mellem *Asa-**Thor* og *Steen-Thussen.* Ligheden er nu vel her saa iöinefaldende, at jeg maaskee burde unde Læseren den Fornöielse selv at trække Parallelen, men hvad enten det nu er af Omhug for hans og Roms Tarv, eller af Egen-Kiærlighed, kan jeg dog ikke bare mig for aabenlydt at raade disse ramme Runer paa Latiums Bauta-Steen, og, da jeg för har overladt kun alt for meget til Læserens Skiön, maa det findes tilgiveligt, om jeg nu falder lidt til den modsatte Feil.
*Romer-Klögtens* Vædde-Löb med *Græker-Aanden* kunde, for det Förste, neppe klarere afbildes, end ved at lade Steen-Thussen paa sin *Guld-Manke* ride om Kap med *Odin* paa *Sleipner,* og naar de *Romerske Digtere* er ret i deres Æs, da sidder jo *Hrungner* skinbarlig til Höibords i *Asgaard,* fuld og gal, trumfer i Bordet, og bander paa, at alle Guddomme, paa *Sif* nær, og *Freye* som skiænker for ham, skal slaaes ihjel, *Asgaard* synke i Afgrunden, og *Valhald* flyttes til *Jotunheim,* eller paa godt *Latin:* at *Venus* og *Fortuna* er de eneste Gudinder, Man nu skal dyrke, al *Over-Tro* skal forgaae, og *Historien* kun ophöie det *evige Rom.*
Naar derpaa *Norden* kommer med i Spillet, da kommer aabenbar *Asa-Thor* hjem, og Tve-Kampen hvori han, *Gothisk* og *Vandalisk,* giör Kaal paa Rom, kunde neppe skildres mere kort og fyndig, end ved et *Lykke-Træf* af *Mjölner,* der knuser Jetten, hvis *Hjerte,* saavelsom hans Hoved, er af *Steen.*
Naar imidlertid *Gothen* lader sig *romanisere,* da falder *Hrungner* jo aabenbar over *Thor,* med Foden paa hans Nakke, som det kun lykkes *Angel-Sachseren* at löfte, der skaber en *Nordisk Christenhed* og et *Nordisk Bog-Sprog,* og kan vel kaldes en *Magne,* Sön af *Asa-Thor* og Hexen *Jern-Saxe,* ja, maa nödvendig mythisk bære det Navn, naar Man betænker, at *Magne* er den *Mechaniske Kraft,* der ret egenlig har sin Skue-Plads i Engeland. Man behöver ogsaa kun at fæste Öie paa *Latineriet* i Engeland, for at see, med hvilken Glæde *Magne,* i dette Stykke et stort Barn, rider *Jette-Hesten* Guld-Manke, og det var Noget, *Odin* nok maatte ærgre sig over, skiöndt det vilde klæde Nordens Aand bedre, at misunde det Bæst sin Rytter, end Rytteren Bæstet.
Hvad endelig Stumpen af *Steneren* angaaer, som *Mythen* siger, blev siddende i *Thors* Pande, og giör saa endnu, da veed vi, desværre, det er kun altfor sandt, saalænge *Latinen* plager os, og det er höist mærkværdigt, at selv *Læsningen* derover har i Universal-Historien efterladt sig et umiskiendeligt Spor; thi hvem kiender ikke *Gro-Galderen,* hvormed *Tydske-Moer* i det *Sextende* Aarhundrede virkelig rokkede det stygge Latinske Horn i *Thors* Pande, uden at han dog blev det kvit, fordi han roeste sig for tidlig, og *Gro* blev saa glad over sin kiære Gemahl med den frosne Taa (löftet til Skyerne under Navn af den *Tydske Fornuft*), at hun glemde, desværre ikke sit *Latin,* men al sin naturlige *Galder.*
Vidste Man nu end slet ikke, hvad Man skulde giöre af *Mokke-Kalven* eller Narrifassen, Nimiils-Karlen med *Heste-Hjertet,* da blev det dog immer en Bi-Sag, som han var selv; men jeg giör *Araberen* af ham, som, aandelig talt, er den störste Vindhas, jeg i Historien har mödt, og som vel maa kaldes en Stalbroder til *Hrungner* imod *Thor,* saa god, som *Jetterne* paa fri Haand var istand til at skabe ham. Ligheden vinder ogsaa betydelig, naar Man betænker, at *Heste-Kiærligheden* virkelig er et Grund-Træk hos Araberen, og at *Franken,* som fældte ham paa den *Historiske* Skue-Plads, ganske rigtig er *Vind-Spilleren Thjalfe,* som enstund var *Thors* Fölge-Svend.
Saaledes fik vi da historisk Bugt med den Steen-Hugger og Leer-Graver, og Læseren bedes at huske, det *for os* giör liden eller ingen Forskiel, hvad der svævede for Mythe-Smeden, naar kun hvad vi lægge i Mythen er godt at giemme, og ligger *magelig* i den.
Vi komme nu til *Æventyrene,* hvori *Thor* forsögde sine Kræfter, og at de har været mange, kan vi ikke blot slutte os til af hans idelige Færdsel, fornemmelig til Öster-Leden, eller ved *Öster-Söen,* men det hedder ogsaa udtrykkelig i *Gylfe-Legen*Gylfe-Legen p. 26., at de maae staae tidlig op, der skal fortælle Alt hvad Man veed om *Thor,* og Man finder i *Skalda*Skalda p. 103. “steypðir Starkaðir.”, Vink om adskillige Bedrifter, som nu er reent forglemte. Der findes nemlig disse Linier til *Thor,* af *Vinterlid* (Veerlidi), en Islænder i det Tiende Aarhundrede:
*Lægner*du lammed,Last fik og*Thrivald,**Stærk-Odder*du vixed,I Veiret og*Gjalp*For dig vendte Næsen.Herved sigtes formodenlig til at *Thor* rykkede de overflödige Arme af *Stærk-Odder,* og *Gjalp* Geirrods-Dotter kiender vi nok, skiöndt det ellers hedder, hun slap med at blive skrutrygget, men *Lægner* (leiknir) er ganske fremmed, og *Thrivald* veed vi heller intet om, undtagen, at han, efter et Vers af *Brage* hin Gamle, synes at have havt *ni Hoveder, ligesom* Uhyret, *Herkules* droges medSkalda p. 102, hvor Thor kaldes sundr-kliúfr niu havfða Þrívalda v. Þrívaldra..
Hertil komme fölgende Linier af *Thorbjörn Dise-Skjald:*
Hver Knude du jævnedI*Keiles*Pande,Baade*Lit og Lode*Du Livs-Bröd gav,*Busöre*tilligeDu aarelod,*Hængekiæft*skrænted,Og*Hyrrokin*faldt,Tidsnok kom*Svivör,*Som Tyv hængt ved LysSkalda p. 103.
.Er denne Efterretning nöiagtig, skulde *Hyrrokin* Hex, som vi kiende fra Balders-Baalet, ei rose af den Skaansel, det hedd sig, Aserne udvirkede for hende hos *Thor,* og *Lit* er sagtens den samme *Litter* Dværg, som kom Ilden for nær; men *Keile, Busöre* og *Svivör* kiende vi slet intet til, *Lode* ikke heller, med mindre vi vil tye til *Ossian,* og selv *Hængekiæft* nævnes kun i Fortalen til *Grotte-Sang,* som den der forærede *Frode Fredegod* den forunderlige *Kværn,* der heller gav end togSkalda p. 146..
Hvad vi veed nogen Beskeed om, er da kun de *tre Thors-Reiser:* til *Geirrods-Gaard,* til *Udgaard* og til *Hymers-Gaard,* og den tragi-comiske Brude-Færd til *Thrymsheim,* hvormed jeg hardtad er i Forlegenhed, da *Mytherne* i Grunden er *gamle* nok, men Skikkelsen, hvorunder de kom til os, aabenbar fra *Bjarke-Maals* og *Kragemaals-Tiden.*
Reisen til *Geirrods-Gaard* findes nemlig hverken nævnet i vore Mythe-Sange, eller fortalt i *Gylfe-Legen,* men kun beskrevet i *Skalda*Skalda p. 112-15.*,* og det spaaer kun ilde, men paa den anden Side finde vi i detSagn om *Gorms* Reise til *Geirrods-Gaard* (Geruthi sedes), som *Saxo* har opbevaret, den mærkelige Omstændighed, at *Geirrod* sad der endnu bag en *Klippe-Væg,* som *Thor* med sin gloende Staal-Stang havde giennemboret, og at hans Döttre var *skrutryggede* endnu af det Knæk han gav demStephanii Saxo p. 160-63. Dansken II. 229..
En Mythe, der saaledes alt i Old-Tiden har faaet en Historie, er udentvivl ældgammel, og den Forskiel, at Geirrod hos *Saxo* sidder bag en *Klippe-Væg,* istedenfor *Jern-Pillen* i *Skalda,* at han der har *tre* Döttre istedenfor to, og at det udledes af et *Torden-Slag,* hvad i *Skalda* tilskrives et ganske andet Tryk, viser, at Mythen har havt gamle Varianter. Da der nu desuden i *Skalda* selv anföres nogle Linier af gamle Kvad om denne Reise, er der ikke andet for, end at give Fortællingen, som den findes, og lade det komme derpaa an, om den i sin nærværende Skikkelse kan forsvare sin Plads.
Det er tilvisse værdt at tale om, hedder det, hvorlunde *Thor* drog til *Geirrods-Gaard,* og havde *hverken* Hammeren *Mjölner,* eller *Styrke-Bæltet,* eller *Staal-Handskerne* med; Altsammen *Lokes* Skyld, som var hans Fölge-Svend. *Loke* var nemlig engang kommet ud at lufte sig i *Frigges Falke-Ham,* og flöi af Nysgierrighed til *Geirrods-Gaard,* hvor han satte sig paa et stort Sal-Huus, der var, og tittede ind ad Gluggen, men *Geirrod* glemde ikke heller at skotte til ham, og sagde, at den Fugl skulde Man fange ham. Han der fik Ærindet havde ondt ved at klavre op ad det höie Tag, og den Snegle-Gang morede *Loke,* saa han havde ingen Lyst til at stikke i Veiret, förend den Anden havde havt hele Besværligheden; men da saa det var skedt, og *Loke* spredte Vinger, hængde Födderne saa fast, at han kunde ikke faae dem med sig, men blev annammet og bragt til *Geirrod* Jette. Ved nu at stirre Falken stivt i Öinene, tvivlede *Geirrod* nok paa, der var Andet under, og da *Loke* dog ikke vilde svare paa hans Spörgsmaal, puttede *Geirrod* ham i en Kiste, under Laas og Lukke, hvor han maatte holde Sulte-Kur i tre Maaneder. Siden tog *Geirrod* ham op og frittede ham igien, hvorpaa *Loke* gik til Bekiendelse, og frelsde sit Liv, ved at love *Geirrod,* under Eed, at han vilde skaffe *Thor* til *Geirrods-Gaard,* baade uden Hammer og Bælte.
*Thor* tog imidlertid paa denne Reise ind hos Hexen *Gryde,* som var *Vider* hin Tauses Moder, og der fik han ikke blot Sandhed at vide om, hvilken snu Hund og slem Træring den *Geirrod* var, men *Gryde* laande ham ogsaa hendes Styrke-Bælte, Staal-Handsker og Pig-Kiep: den saakaldte *Gryde-Stikke.* Da nu *Thor* siden underveis kom til den store Flod *Vim-Aa,* spændte han Styrke-Bæltet paa, *fulgde Strömmen,* stöttende sig ved Gryde-Stikken, og lod *Loke* holde sig i Bæltet. Vel voxde Floden saa, da han var midt ude, at Vandet spillede ham over Hærderne, men *Thor* kvad uforsagt:
Vox ikkun, Vim-Aa!Mens vade mig lysterTil Jette-Gaarde!Viid, at, med Vandet,Mig voxer omkap*Asa-Styrken,*Til Stjerne-BanerDa *Asa-Styrken* umuelig kunde voxe ved *Hexe-Bæltet,* maa Thor have havt sit *Eget,* saa det var kun *Hammeren,* han fattedes, og det er ikke saa nyt, at Saga-Munden forsnakker sig, og giör det selv vitterligt ved de gamle *Vers,* den beraaber sig paa.
!*Thor* blev imidlertid vaer, at det var *Geirrods* Dotter *Gjalp,* der stod paa to Bjerg-Aase, skrævs over Floden, og voldte Höi-Vandet, hvorpaa han greb en stor Steen, der laae, og streed efter hende, sigende: Man skal heller stemme Bæk end Aa, og som han sigtede, saa traf han. Med det samme var han ved Aa-Brinken, hvor han fik Hold i nogle *Rönne-Kviste,* og slap i Land, og deraf kommer det Mund-Hæld, at *Rön* er *Thors Redning*Det Mund-Hæld er sikkert oprindelig et Ord-Spil med “reynir”, som vi kan giöre efter, naar vi veed, hvad det vil sige, at *Rön* er en god Dreng; thi i den Betydning er *Rön* naturligviis immer *Thors Redning,* da alle hans *Pröver* lykkes, saa han vinder ved at vove. Det er derfor ganske naturligt, at Engelsk-Manden, det bedste Exemplar af *Thor,* vi nu kan opvise, har gjort det til sit Valg-Sprog: *lad os pröve* (let us try) og har befundet sig saa vel derved, at *Rön* ikke blot maa kaldes hans Redning, men ogsaa hans *Roes!**.*
Da nu *Thor* med sit Fölge kom til *Geirrods,* blev de först viist ind i et Giæste-Kammer, hvor der var kun een Stol, og da *Thor* satte sig paa den, foer den iveiret med ham op under Taget, men *Thor* mærkede strax Uraad, stak *Gryde-Stikken* i Sparre-Værket, og tyngede ned paa Stolen, saa det gav et stort Rabalder, og med det Samme hörde Man et höit Skrig, for det var *Geirrods* Döttre: *Gjalp* og *Gribbe,* som havde skudt Rygg under Stolen, og fik den nu brækket, som *Thor* kvad:
*Asa-Styrken,*I Jette-Gaarde,Love jeg maatte,Da löfte vildeMigGeirrodsDöttre,Gjalpog Gribbe,Til HimmerigDette Vers maa være af en anden Vise end det Forrige, da *Thor* her omtaler Reisen til Geirrods-Gaard som noget *Forbigangent.*
!Derpaa lod *Geirrod Thor* byde ind i Hallen til Herre-Færd, men der brændte et stort Baal langs op ad Gulvet, og da *Thor* var kommet ligeoverfor, hvor *Geirrod sad,* snap Jetten med sin Tang en gloende Staal-Stang ud af Ilden, og sendte ham, men *Thor* greb den i Luften, og det hjalp ikke *Geirrod,* at han kröb bag en Jern-Pille, thi *Thor* skiöd Stangen lukt igiennem baade Pillen og ham, og Væggen med, saa den stilledes först nede i Jorden, hvor den har avlet det *Akker,* hvoraf Man virker *Jern*Det er kun i de *Latinske* Noter til Dæmes. 57 hos *Resen,* Man finder det om *Akkeret* (Okkeret), men det er ganske i den Islandske Skjalde-Smag, og det undrer mig derfor, at der i *Stokholmer- Udgaven* ei findes mindste Spor af denne Variant.*.*
Efter dette Sagn, siger *Skalda,* digtede *Eilif Gudrunsön* (fra det *Tiende* Aarhundrede) i sin *Thors-Drape,* og anförer nu Afsnittet, som jeg dog nok skal bare mig for at röre ved, da Læseren nok kan vide, det er endnu smaglösere end *Thjodolfs* Vers om *Hrungner,* og det sikkert vil være ham Nok at erfare, at af de *nitten* anförte Stropher handle omtrent de *Halve* blot om det smudsige *Höi-Vande*Skalda p. 115-18. Thorlacii Fragmenta Höstlangæ et Thorsdrapæ.*.* Om det er paa sin egen Haand, at *Eilif* har givet *Thor Thjalfe* med paa Reisen, skal jeg lade være usagt, men det er alt hvad Nyt han veed.
Spörger Læseren mig nu endelig hvad jeg mener, den Reise kan have at betyde, da er mit Svar, at jeg har aldrig forpligtet mig til at sige ham Alt hvad jeg mener, men kun Alt hvad jeg har fundet mærkeligt i Mythe-Bögerne, og Lidt af hvad der kan ligge deri, saa her vil jeg indskrænke mig til den Bemærkning, at naar *Thor* lader *Thrud-Hammeren* ligge hjemme, gaaer han naturligviis paa gale Veie, saa det var intet Under, han baade kom i *Vands-Nöd,* i *Vinden* og i *Heden,* som er hvad der giör alle Kæmper Livet suurt, naar de, som Ridderen af Mancha, *æventyre* dem selv.
Vi komme nu til de to *Thors-Reiser,* som fortælles sammenhængende i *Gylfe-Legen*Gylfe-Legen p. 48-63.*,* den til *Udgaard* nemlig, og den til Jetten *Ymmer* eller *Hymmer,* og nu er vel *Udgaard* Noget, der, ligesaalidt som Dets *Loke,* nævnes i de gamle Sange, men ogsaa her tyder dog Sagnet om *Udgaards-Loke* (Ugarthilocus) hos *Saxo*Stephanii Saxo p. 164-65. Dansken II. 233, hvorhos er at mærke, at *Udgaard* (Utgarthia) nævnes i Sagnet om *Regner Lodbrog.* Steph. p. 175. Dansk. II. 260., hen paa noget Gammelt om den Karl, og det Samme giör Stik-Pillerne, som *Thor* maa döie for sin Reise baade i *Harbards-Sangen,* og i *Loke-Gluffen*Harbards-Sangen og Loke-Gluffen C. U. I. 103. 177-78.*.* At vi endelig ogsaa finde Spor af Sagnet i *Hymers-Kviden,* er vel mindre mærkeligt, fordi den öiensynlig röber sig som en Silde-Födning af *Norsk-Islandsk* Byrd, men det viser dog Sagnets store *Vitterlighed,* der altid vækker stærk Formodning om Ælde. Da det nu heller ingenlunde er rimeligt, at Sagnet om *Udgaards-Loke* skulde kommet til at optage et saadant Rum i *Gylfe-Legen,* der sædvanlig kimser ad det Nybagte, med mindre det havde god Hjemmel i gamle Sange, og da det desuden klarlig har godtgjort sin poetiske Fylde, ved endnu i det Nittende Aarhundrede at begeistre en Hoved-Skjald, maa jeg, trods alle Betænkeligheder, unde den hele lange Snak Plads i *Asa-Maalet,* skiöndt den aabenbar, som vi finde den, först er kommet til Verden i *Bjarkemaals-Tiden,* da Guderne immer reiste incognito, og lignede Stærk-Odderne saaledes paa et Haar, at der skulde Falke-Syn til at opdage Hemmeligheden.
Historien begynder derfor ogsaa med, at *Gangler* spörger lidt næsviis, om *Thor* dog ikke ogsaa har levet den Dag, at han havde haardt Hö at trække og fandt sin Over-Mand, det være nu enten i Magt eller List; hvorpaa *Har* meget forsigtig svarer, at han formoder ikke, der gives nogen Efterretning om Sligt, skiöndt *Thor* har tit havt sit Læs; men at selv om nu saa var, at Somt havde faldet *Thor* for stramt og stridt, saa var det dog ikke værdt at tale om, aldenstund Man havde Beviser Nok paa, hvad heller Ingen maatte tvivle om, at Magten laae dog hos Thor! Da *Gangler* imidlertid ikke vil lade sig afspise med det, men siger kæphöi: det lader da til, at jeg nu har gjort et Spörgsmaal, det falder jer for tungt at besvare, see, da skyder *Jafnhar* Livet op i sig, og melder: nei, vi har ogsaa nok hört tale om saadanne Begivenheder, som vi aldrig kan troe, forholde sig saaledes i Sandhed, men han er ikke langt borte, som kan fortælle os den sande Sammenhæng, og du kan være vis paa, at han, som aldrig har löiet, vil ikke nu begynde at fare med Lögn. Velan, sagde *Gangler,* her staaer jeg og lader Örene til, om der er Beskeed at faae, men, hvis ikke, da siger jeg, I kom til Kort, aldenstund I ikke kunde svare paa hvad jeg spurgde.
Först nu kommer det ud, at *Age-Thor* reisde af By i sin Karm, med *As-Loke,* og tog Natte-Leie hos en Bonde, hvor han slagtede og flaaede begge sine Bukke. De kom da i Nadre-Gryden, og da de var möre, satte *Thor* sig til Bords med begge Bönder-Folkene, deres Sön *Thjalfe* og deres Dotter *Raske,* men med det For-Ord, at de skulde smide alle Benene i Bukke-Skindene, som laae ved Arne-Stedet. Det gjorde de nu vel ogsaa, men *Thjalfe* brak dog med sin Kniv en Splint af det ene Laar-Been, for at komme til Marven, og næste Morgen, da Thor kom op, för Dag, gjorde Hammers-Tegn over Skindene, og vakde dermed Bukkene op, see, da var En af dem halt paa det ene Bag-Been. *Thor* lod nu Bonden kalde, som skiælvede og bævede, blot ved at see Rynkerne i *Thors* Pande, end sige da ved at see ham knuge Hammer-Skaftet, saa Knoerne blev hvide, men da *Thor* saae hans Elendighed, gik Vreden over, og han nöiedes med at faae *Thjalfe* og *Raske* til sine Tyende, som ogsaa siden bestandig hörde til hans FölgeHertil sigtes aabenbar i Hymers-Kviden C. U. I. 143, hvor der tales om det som en stor *mythologisk Hemmelighed,* at *Thor* fik to Börn for eet Bukke-Been, skiöndt det egenlig var *Lokes* Skyld, at *Skökkul* kom paa Knæerne..
*Thor* lod nu *Bukkene* staae, og drog öster paa i Jotunheim, til han naaede Stranden, og foer saa over det vilde Hav, med *Loke,* med *Thjalfe* og *Raske.* Da de derpaa kom i Land, og havde gaaet lidt, saae de en stor Hede for sig, som holdt dem hele Dagen, til det blev mörkt, og vel havde *Thor* sin Mad-Pose med, som *Thjalfe* bar, der var rappest til Beens, men der var knap Tid paa Huus-Ly. Da de imidlertid gik og stavrede i Mörke for at finde Natte-Ly, stödte de paa en uhyre stor Lade, med en Dör paa Gavlen, der var ligesaa breed som hele Huset, og der gik de ind for at tage Natte-Leie, men ved Midnats-Tide blev der et stort Jord-Skiælv, saa Huset rystede og Gulvet gik som et Lagen under dem. Da stod *Thor* op og kaldte paa sit Fölge, og da de fandt en Udbygning til Höire, midt paa Laden, gik de derind, men beholdt dog Frygten i Kroppen, saa *Thor* blev siddende i Dörren hele Natten, med Hammeren i Haanden, at værge sig med. Det blev imidlertid ved Bulder og Gny, de maatte höre paa, og da *Thor* i Dagningen stak Næsen ud, saae han en lang Rækel, der laae i Skoven tæt ved og sov, og snorkede umaneerlig, hvoraf han sluttede sig til, hvad det var der havde stöiet om Natten. *Thor* spændte nu Styrke-Bæltet om, og samlede Asa-Kræfterne, men i det Samme vaagnede Personen og sprang op, og Man vil sige, at saa havde *Thor* ingen Lyst til at löfte Hammeren imod ham, men spurgde blot hvad han hedd. Jeg hedder *Skrym,* sagde han, og jeg behöver ikke at spörge, hvad du hedder, for du er *Asa-Thor,* men hvor har du gjort af min *Handske? Skrym* langede nu til og tog sin Handske op, og da saae *Thor* först, at det var, hvad han om Natten havde taget for en Lade, og Udbygningen var *Tommel-Totten*Dette Tommelidens-Herberge i *Tommel-Totten* er det, *Harbard* lader *Thor* höre, til Beviis paa, han med al sin Styrke er en *Kryster* C. U. I. 103, og *Loke* stemmer naturligviis i med I. 177.*.* Skal vi giöre Fölgeskab, sagde nu *Skrym, o*g da *Thor* sagde Ja, satte de dem ned med deres Mad-Poser for at æde Davre, men dog hver for sig, indtil *Skrym* gjorde det Forslag, at skaffe til Hælvten, som *Thor* ogsaa tog imod, og da de var færdige, gjorde *Skrym* een Tvær-Sæk af begge Mad-Poserne, og tog dem paa Nakken. Han tog lange Skridt og var foran, hele Dagen, hvorpaa han om Aftenen sögde dem Natte-Leie op under en stor Eeg, og sagde til *Thor,* nu lægger jeg mig til at sove, men her er Tvær-Sækken, I kan tage af til Nadre. *Skrym* sov nu ind, og snorkede dygtig, og *Thor* skulde da til at löse op for Tvær-Sækken, men det var saa langt fra, han kunde faae een Knude löst, at han end ikke kunde faae een Öels-Ende til at arte sigHerover gotter *Loke* sig, det Skarn, og nævner ved den Leilighed *Skrym,* ved hvis fulde Mad-Pose *Thor* maatte staae med en sulten Mave. C. U. I. 178.. Da *Thor* nu saae, det var omsonst, blev han saa bister, at han greb *Mjölner* med begge Hænder, traadte hen, hvor *Skrym* laae, og huggede ham lige i Planeten, hvorved han vaagnede, og spurgde, om der ikke faldt et Blad ned af Træet paa hans Hoved; men, sagde han saa, nu har I vel ellers gjort Maaltid, og er sengefærdige? Jo, sagde *Thor,* nu gaae vi hen og lægger os. De gik da ogsaa hen og lagde dem under en anden Eeg, men, sandt at sige, var det lidt ængsteligt at sove, og ved Midnat, da *Thor* hörde *Skrym* snorke, saa det rungede i Skoven, da stod han op, gik hen til ham, tog Ram for Alvor, og huggede ham med Hammeren lige paa Issen, saa Hammer-Snuden, efter hans Skiön, gik dybt ind i Hovedet. I samme Öieblik vaagnede *Skrym,* og sagde: hvad nu, drattede der en Agern ned i mit Hoved; og, sagde han saa, hvad feiler dig, *Thor?* Jeg, sagde *Thor,* er nyelig vaagnet, og det er först Midnat, saa der skal soves meer endnu, og dermed skruppede han sig bort, men tænkde ved sig selv: kan jeg bare faae Ram til ham tredie Gang, skal han vist aldrig see Dagens Lys. *Thor* laae nu og lurede paa, om *Skrym* vilde sove ret ind, og da det lod sig höre henimod Dagningen, sprang han op og hen til ham, svang Hammeren af alle Livsens Kræfter, og huggede lös paa den Tinding, der vendte opad, saa Hammeren sank i, lige op til Skaftet. Da satte *Skrym* sig over Ende, strög sig ned ad Kinden, og sagde: mon der skulde sidde nogen Fugle her i Træet oven over mig, for jeg syndes, ligesom jeg vaagnede, at der faldt noget Kvass ned i mit Ansigt; men hvad, *Thor,* er du alt vaagen? Saa er det vel paa Tiden at staae op og komme i Klæderne, men nu har I da ikke ret langt til *Udgaards-Borgen,* og har I, som jeg nok mærkede, mumlet i Skiægget om, at jeg var lidt oplöben, da skal I der finde anderledes fuldvoxne Karle. Jeg vil imidlertid give jer et godt Raad; enten at vende Næsen hjem, hvad udentvivl tjende jer bedst, eller dog ikke at sætte den for höit, aldenstund *Udgaard-Lokes* Hirdmænd taaler ikke godt at Koks-Mater er kæphöie! Vil I saa gaae videre, sagde *Skrym,* da holder öster efter, for nu falder min Vei nordpaa, ad Fjeldene til, I see hist henne; og dermed tog *Skrym* sin Tvær-Sæk paa Nakken, og skiöd tværs igiennem Skoven fra dem, uden at *Aserne,* saavidt Man veed, bad ham leve vel, til de saaes igien.
*Thor* med sit Fölge fortsatte nu Reisen, til de ved Middags-Tid blev en Borg vaer, som stod paa en Slette, men var saa höi, at Nakken maatte hardtad ned imellem Skuldrene, för de fik overseet den. De kom nu til Borge-Ledet, men det var lukket, og da *Thor* forgiæves havde prövet paa, at faae det op, maatte de finde dem i at pine sig ind imellem Tremmerne. Saaledes slap de da op til Hallen, hvor Dörren stod aaben, og da de kom ind, saae de Folk Nok bænkede der, i to Rader, og, for det Meste, lutter svære Prygle. De gik nu op, hvor Kongen *Udgaards-Loke,* sad, og hilsde paa ham, men det varede enstund, för han fik Syn paa dem, og sagde saa, smidskende i Skiægget: seent kommer Sandt udenlands fra, for tager jeg ikke meget feil, skal den halvvoxne Knös jo være *Age-Thor;* men kanskee der dog er mere inde, end der sees udenpaa. Siig mig imidlertid nu, hvad der slaaer ind i jeres Fag; for Ingen taales her, medmindre han udmærker sig i en eller anden Konst og Videnskab. Ja, sagde *Loke,* som kom sidst, da forstaaer jeg en Konst, som jeg paa Öieblikket er rede til at vise, thi der skal neppe findes Nogen her i Huset, som er snarere til sin Mad end jeg. Velan, sagde *Udgaards-Loke,* det er ogsaa en Konst, og vi skal strax see, om du er hjemme i den. Han kaldte nu ad En, der sad, som hedd *Loge,* og sagde, at han skulde komme frem og kappes med *Loke,* hvorpaa der kom et Trug ind, fuldt af Kiöd, og blev sat paa Stue-Gulvet, midt imellem dem. De begyndte hver ved sin Ende, og aad saa tröstig begge To, at de mödte hinanden paa Halv-Veien, men *Loke* havde levnet Benene, og *Loge* derimod havde ædt baade Benene og Truget med, saa det var aabenbart at *Loke* kom til Kort.
*Udgaards-Loke* spurgde nu: hvad Ridder-Spil kan Unger-Svenden hist? Jeg, sagde *Thjalfe,* vil pröve at löbe om Kap, med hvem Du behager. Det er en god Övelse, sagde *Udgaards-Loke,* og, skiöndt du maa være farlig rap til Beens, om du skal spille Mester i den Konst, vil vi dog lade det komme paa en Pröve an. Dermed stod *Udgaards-Loke* op og gik ud, hvor der var en prægtig Rende-Bane paa jævn Jord, og kaldte ad en halvvoxen Knös, ved Navn *Hug,* som skulde löbe om Kap med *Thjalfe,* og den förste Pust fik *Hug* ikke længere For-Spring, end at han kunde vende sig ved Maalet, för *Thjalfe* kom. Du kommer til at spænde bedre for, *Thjalfe,* sagde *Udgaards-Loke,* om du skal vinde Prisen, men det maa jeg imidlertid lade dig, at jeg har aldrig seet Fremmede raskere til Fods. De stak da nu i Rend paa anden Omgang, men da *Hug* vendte sig ved Maalet, var der et godt Bösse-Skud mellem ham og *Thjalfe,* og da sagde *Udgaards-Loke:* der er Kvæg-Sölv i de Karle, og, skiöndt *Thjalfe* nu skal have ondt ved at vinde, saa er dog alle gode Gange tre. De tog da Fart igien, men da *Hug* kom til Maalet, var *Thjalfe* ikke engang midtveis, saa nu sagde alle Folk, der kunde ikke være to Meninger om den Sag.
Nu, *Thor!* sagde *Udgaards-Loke,* hvad er det saa for Konster, vi skal see af dig, efter alt det Ry, der er gaaet af dine Stor-Værker?
Jeg, sagde *Thor,* vælger helst at drikke til Pæls med hvem det skal være. Velan! sagde *Udgaards-Loke,* gik ind i Hallen og kaldte paa *Skiænkeren,* at han skulde komme med *Sone-Hornet,* som hans Hirdmænd pleiede at drikke af; hvorpaa da Skiænkeren ogsaa kom og rakde *Thor* Hornet. Seer du vel, sagde *Udgaards-Loke,* det kalder vi en heel Karl, hvem der stikker det Horn ud i een Slurk, og at giöre det i to Drag, kalde vi folkeligt, men Ingen har saadant et Kyllinge-Hoved, at han ikke i tre Drag skulde giöre Skaalen Beskeed. *Thor* skottede til Hornet, og regnede det ei stort, skiöndt det havde en lang Hale, og, törstig tilgavns, som han var, gav han sig til at kvolkdrikke, i den Tanke, at det kunde nok være gjort med een Gang, men da han havde gjort sit Bedste, og saae efter, hvordan det svandt i Hornet, var det knap han kunde kiende, det havde gjort nogen Forskiel. Ærlig drukket, sagde *Udgaards-Loke,* men det battede kun lidt, og det kunde jeg aldrig troet, om Nogen havde fortalt mig, at *Asa-Thors* Skorsteen ikke trak bedre, men nu veed jeg da, du vil stikke reent ud, næste Gang. *Thor* taug bomstille, satte Hornet for Munden, og agtede nu at giöre Beskeed, men da han saa havde anstrænget sig til det Yderste, uden at naae Bunden, og saae efter, syndes han, det havde forslaaet endnu mindre end forrige Gang, dog kunde Man godt bære Hornet uden at spilde. Nu *Thor,* sagde *Udgaards-Loke,* hvordan gaaer det? Du har dog vel ikke levnet Meer til Sidst end du kan magte, men dog kommer det mig for, at skal du stikke Hornet ud den tredie Gang, da bliver det Broder-Parten, og vi kan umuelig giöre saameget Væsen ad din Storhed, som *Aserne* giör, hvis du ikke bedre kan spille Mester i andre Dyster end det i denne er tilsyne. Da blev *Thor* vreed, satte Hornet for Munden igien, drak af alle Livsens Kræfter, og helmede ikke saa længe han aarkede, men da han desuagtet saae, det var kun sunket lidt, da gav han Hornet fra sig, og vilde slet ikke drikke mere. Nu, sagde *Udgaards-Loke,* seer Man da aabenbar, det har ikke saameget at betyde med din Styrke, som vi havde tænkt, men siden det nu gik skiævt med denne Leg, vil du kanskee pröve din Lykke med en Anden. Ja, sagde *Thor,* jeg vil nok lege lidt med endnu, og var jeg mellem *Aser,* skulde det meget undre mig, om Man kaldte det Lidt, hvad jeg drak; men hvad Leg vil I nu byde mig? Noget, sagde *Udgaards-Loke,* som kun har lidt at betyde, og som jeg aldrig skulde vovet at byde Asa-Thor, naar jeg ikke havde seet, at du er langt fra at være saa overordenlig, som Man har troet, men vil du nu löfte min Kat fra Jorden, som de unge Karle har for Skik.
Der kom nu en stor graa Kat löbende hen ad Gulvet, og *Thor* gik hen og stak sin Haand midt ind under Bugen, for at löfte den i Veiret, men alt som *Thor* trak til, skiöd Katten Rygg, og *Thor* kunde med al sin Magt ei bringe det videre, end at den lettede lidt paa det ene Been, saa det gik ogsaa skiævt. Ja, sagde *Udgaards-Loke,* det tænkde jeg nok, blev Enden paa Legen, for Katten er af de Store, men *Thor* er baade lav og lille mellem saadanne Prygle som vi. Velan, sagde Thor, saa lille som jeg er i jeres Öine, tör jeg dog brydes med hvem det skal være, for nu er jeg vreed. *Udgaards-Loke* lod nu Öinene löbe ned ad Bænken, og gav til Svar: jeg kan ikke faae Syn paa Nogen herinde, som jo vilde finde det sin Ære for nær at brydes med dig, men kalder mig gamle *Ellen,* min Amme, herind, og lad *Thor* brydes med hende, om han lyster, thi hun har för faaet Folk til Gulvs, som jeg skulde mene, var ikke vogere end han. Derpaa kom der en gammel Kærling ind i Hallen, som *Udgaards-Loke* sagde til, at hun skulde tage et Tag i *Asa-**Thor,* og det er kort at fortælle, om den Dyst, at jo mere *Thor* ruskede i Kærlingen, des fastere stod hun, men derpaa gav hun sig til at bruge Kneb, saa *Thor* kom til at vakle, og hvor hardt han end strittede imod, varede det dog ikke længe, för han sank i Knæ ved den ene Side. Da traadte *Udgaards-Loke* til, og skildte dem ad, med det Tillæg, at nu skulde *Thor* knap lystes ved, at byde Flere ud for Haanden i hans Hald. Da det nu ogsaa var seent paa Aftenen, viiste *Udgaards-Loke Thor* og hans Fölge til Sæde, og gav dem Natte-Ly med al Venskabelighed.
Om Morgenen, saasnart det dagedes, stod *Thor* og hans Fölge op, klædte dem paa, og var just reisefærdige, da *Udgaards-Loke* kom, og lod dække Bord for dem, hvor der var fuldt op af gode Sager, baade Mad og Drikke, og da de saa havde spiist, gik de deres Vei. *Udgaards-Loke* gjorde dem imidlertid Fölgeskab, et Stykke ud fra Borgen, og til Afskeed spurgde han *Thor:* hvordan han hugede Reisen, og om han ikke dog nu havde fundet sin Over-Mand? Vel finder jeg ikke, sagde *Thor,* at jeg har synderlig Skam af vor Mellem-HandelDet er *imod* Texten, hvor *Thor* tilstaaer han har havt *stor Skam,* men Efter-Sætningen viser tydelig, det maa være en Skriv-Feil., men dog veed jeg nok, I vil kalde mig en *Lilleput,* og det ærgrer mig. Ja, sagde *Udgaards-Loke,* nu, da jeg har dig udenfor, vil jeg ærlig sige dig, at saalænge jeg lever og kan forebygge det, skal du vist aldrig faae din Fod inden mine Dörre meer, og det skulde heller ikke skedt denne Gang, havde jeg vidst i Forveien, hvor stærk du var og hvor nær du kunde gjort en Ulykke paa os. Alting er gaaet til med *Öine-Forblindelse,* thi det var mig selv, som mödte jer i Skoven, og da du skulde löse Tvær-Sækken, var den bundet med Staal-Traad, uden at du kunde see, hvor Enden sad, og selv det förste Smæk med Hammeren du gav mig, skiöndt det var det Mindste, vilde været Nok til at give mig mit Livs-Bröd, om du havde ramt mig, men jeg skiöd det Bjerg imellem, du saae ved min Hald, og det bærer endnu, i tre firkantede Dale, Spor af dine Hammer-Slag. Saaledes var det ogsaa med Spögen i Hallen, thi *Loke* var skrupsulten og aad tæt, men *Loge* var en *Löbe-Ild*Om “villieldr” er Islandsk, veed jeg ikke, men “wildfire” er godt *Engelsk.**,* som havde godt ved at sluge baade Kiöd og Trug, og *Hug,* som *Thjalfe* löb om Kap medOm “rás” paa Islandsk kan betyde *Vædde-Löb,* veed jeg ikke, men at *Engelænderne* ei har andet Navn derpaa end “race” er noksom bekiendt., det var *min Hug* (Tanke), som *Thjalfe* nok skulde bare sig for at hinde. Du drak af Hornet og fandt det dröit, men jeg saae med stor Forundring hvad jeg aldrig havde troet, thi du vidste ikke at Enden stod i Havet, men naar du kommer ned til Stranden, skal du bare see hvilken *Ebbe* du har gjort. Det andet Mester-Stykke, du gjorde, fandt jeg ligesaa mærkværdigt, og, sandt at sige, fik vi en Skræk i Livet Allesammen, da du lettede paa Katten, og löftede det ene Been fra Jorden; thi den Kat var ikke hvad den syndes, det var *Midgaards-Ormen,* der snoer sig om hele Verden, og var dog neppe saa lang, at Hoved og Hale kunde blive ved Jorden, da du trak den i Veiret hardtad lige op til Himmelen. Det var endelig ogsaa en ganske underlig Törning du havde med *Ellen,* for det var *Ælde* selv, og den Mand er aldrig födt eller skal födes, som bukker jo under for hende, naar det kommer saa vidt, at de mödes. See, dermed siger jeg Farvel, og det tjener os bedst paa begge Sider, at dette bliver eders sidste Besög hos mig, thi med disse Konster og andre deslige, vil jeg altid vide at værge min Borg, saa I skal ikke faae Fingre paa mig. Det var Ord Nok for *Thor,* saa han greb strax til Hammeren og löftede den i Veiret, men da han vilde slaae til, var der ingen *Udgaards-Loke* at see, og da han vendte om, for at rive Borgen ned, var der kun en stor og deilig Slette, men ingen Borg til Syne.
*Thor* begav sig nu paa Hjem-Reisen, og hvilede ikke, för han kom til *Thrudvang,* men immer var det dog hans Agt, om det kunde lykkes, at faae Ram til *Midgaards-Ormen,* som han da ogsaa fik. See, det, skulde jeg mene, er det Sandeste Man veed om denne *Thors Reise*Vil Man derimod see det *Smukkeste,* derom er kommet for Lyset, da veed Man vel, uden min Anmærkning, at det findes i *Oehlenschlägers* Nordiske Digte, under Titel af “Thors Reise til Jotunheim.”!
Da sagde Gangler: det er en Pokkers Karl den *Udgaards-Loke,* thi vel er det meget Kneb og Kogle-Spil, han farer med, men hvem der har saadanne Tjenere som han, er dog en Herre i sit Væsen. Men har saa *Thor* dog aldrig hævnet sig? Jo, sagde *Har,* det veed selv Tosser at tale om, hvorlunde *Thor* fik Bod for den Reise, thi han var snart paa Farten igien, og kom saa hovedkulds afsted, at han havde hverken *Karm, Bukke,* eller *Fölgeskab.* I Skikkelse af en ung Knös gik han nemlig en Morgen-Stund ud fra Midgaard, og kom sildig om Aftenen til en Jette, ved Navn *Immer,* hos hvem han laande Huus om Natten. Alt i Dagningen var *Immer* paa Benene, og lavede sig til at roe ud og fiske, men *Thor* sprang ogsaa op, kom med en Fart i Klæderne, og bad *Immer* om Forlov til at roe med ud paa Söen. Nei, sagde *Immer,* Ungt og Smaat nytter ikke stort, og du forkom af Kulde, naar jeg bliver siddende saa længe og saa langt ude, som jeg pleier van. Ihvilketsom er, sagde *Thor,* saa tör jeg dog nok vove mig i rum Sö, og det er endda et Spörgsmaal, hvem af os det stikker först at dreie af. *Thor* var nu Jetten saa gram, at han nær havde ladet Hammeren giöre Kaal paa hamDet “skianna” som her staaer, er vel neppe et Islandsk Ord, men da det A. S. “sceanan” betyder “at knuse,” er Man dog ikke forlegen., men han dyede sig dog, fordi han havde noget Andet bag Öret at bruge sin Styrke til. Han spurgde nu *Immer,* hvad de skulde have til Mading, og da Jetten svarede, at det maatte han selv være sig om, sprang *Thor* hen, hvor der gik en Flok Kvæg af *Immers,* vreed Halsen om paa den Störste af Tyrene, som de kaldte *Himmel-Stangeren* (Himinbrìótr), og skyndte sig med Hovedet ned til Stranden. *Immer* havde allerede skudt Baaden ud, og sat sig i For-Enden, og da nu *Thor* kom midskibs og fik sine Aarer lagt om Borde, da mærkede *Himmer* strax, det hjalp hvor han tog fat. Det gik feiende, saa de kom snart hvor *Himmer* sagde, Grundene var, han pleiede at ligge paa og fange *Flynder,* men dertil svarede *Thor,* at de maatte ganske anderledes ud til rum Sö, og saa gik det feiende igien enstund, til *Himmer* anmærkede, at kom de længer ud endnu, fik de *Midgaards-Ormen* paa Halsen. Ja, sagde *Thor,* da maae vi dog et Stykke længer ud endnu, og, som sagt, saa gjort, skiöndt *Himmer* saae suurt. Da *Thor* nu endelig tog Aarerne ind, gjorde han strax sit Mede-Töi istand, med en forsvarlig Snor, og Krog derefter, baade stor og stærk, stak Oxe-Hovedet paa, og lod gaae til Bunds, hvor *Midgaards-Ormen* ganske rigtig slog Gabet op over Oxe-Hovedet, og beed paa Krogen, saa nu kunde *Thor* med Rette lee ad den, ligesom *Udgaards-Loke* loe ad *Thor,* da han vilde bære Ormen paa Hænderne. Saasnart Ormen imidlertid mærkede Uraad, ruskede han saaledes til, at begge *Thors* Hænder smak ud over Relingen, men saa blev *Thor* bister, iförde sig *Asa-Styrken,* og strittede saaledes imod, at begge Been gik lukt igiennem Skibet, lige til Bunds, og saa maatte Ormen herop for en Dag. Det kan Man da nok begribe, saae grueligt ud tilgavns, da *Thor* laande Ormen et Par Öine, og den gloede stivt lige imod, og spyede Edder, saa Jetten *Himmer* maatte vel, som Man siger, skifte Farve, blive rædd og saa bleg som et Lig, ved det Syn, da Bölgerne derhos havde frit Kiörind i Baaden, men hvordan han end famlede med *Krum-Kniven,* fik han dog *Thors* Mede-Snor filet over, saa Ormen sank fra Borde, just i samme Öieblik, som *Thor* löftede *Hammeren. Thor* streed nu Hammeren efter Ormen, og Somme vil sige, det kostede ham hans Hoved paa Havsens Bund, men jeg troer dog for en Sandhed, at *Midgaards-Ormen* ligger der lyslevende endnu. Derimod gav *Thor* rigtig nok *Immer* et Öre-Figen med knyt Næve, saa han flöi over Bord og vendte Benene iveiret, og derpaa vadede Thor ilandDet er med Villie, at jeg kalder Jetten snart *Immer* og snart *Himmer,* ligesom Navnene “Ymir” og “Hymir” skifte i Islandsken, thi det anseer jeg ogsaa for et *Oversætter-Mærke,* da der ventelig har staaet *“Ymer”* i Originalen, men Islænderne var vant til at skrive “Hymer.”.
Det er maaskee ikke saa ganske rigtigt, at jeg har ladt begge Reiserne löbe ud i Eet, da Forbindelsen ikke har den bedste Hjemmel, men Man synes dog altid, som det hedder i Kæmpe-Visen, at det er hardtad Synd at skille dem ad, som helst vil sammen være, og Saameget er i det Mindste vist, at Sagnet har et langt ældre og ægtere Præg i *Gylfe-Legen,* end i *Hymers-Kviden,* hvor *Thor* egenlig besöger Jetten for at laane en *Brygger-Kiedel,* og giör ikke stort bedre Parade med den paa Hovedet, end den Spanske Ridder med Barbeer-Bækkenet. For Resten er det ingenlunde blot Hymers-Kviden, som viser, at *Thors* Anglen efter *Midgaards-Ormen* har været et Liv-Thema for de ældste *Norske* Skjalde, thi blot af *Brage* hin Gamle anförer Skalda *fem* Halv-Vers, som neppe engang har hört til een Vise, men handle alle om den Dyst, og de to Linier af *Thorbjörn* Disa-Skjald:
Med*Aarer*for*Odin**Thor*værgedAsgaardi Vælde,synes ogsaa at hentyde paa et heelt Kvad derom. At fremdeles *Eisten Valdsen* i det Mindste har havt et langt Stykke om Striden, vise de tre Halv-Vers sammesteds, og de to Linier af Harald Haarfagers berömte Skjald: *Ölver* Hnufa vil aabenbar sige:
Bælte spændte da Jordens SönMed alle Landes Ombælter,og veed jeg end ikke naar *Gamle* Skjald kvad, kan jeg dog see, han priser *Bilskirners* Drot, fordi han fik samme *Fisk* til at bide paa Hval-Krogen, saa det var intet Under, at den Helte-Gierning var ogsaa kommet paa *Oluf* Paafugls Betræk, og derfra ind i *Ulf Uggesöns* Vadmels-Drape, hvortil Skalda ogsaa henviserSkalda p. 101. 2. 86, hvor det synes som Islænderne endnu kun har seet med et halvt Öie.. At vi derimod i alle disse Billinger ei spore det Mindste, vi jo i Forveien kiende, det baade tröster os over hvad Tidens Tand har fortæret, og forvisser os om, at det Bedste blev tilbage.
Om Betydningen af den ærgerlige Reise til *Udgaard,* og den dog i Grunden mislykkede Jagt paa *Midgaards-Ormen,* vil jeg saameget hellere fatte mig kort, som enhver *poetisk* Læser strax föler, det kan betyde meget, og al Mythe-Forklaring nödvendig er spildt paa *upoetiske* Folk, som Man vel paa en Maade kan lære op at see, men dog umuelig laane sine Öine, ved at give dem beskrevne. Een Bemærkning kan jeg imidlertid ikke undlade, thi det er, at Æventyret om *Udgaards-Reisen* vidunderlig træffende afbilder al *Kæmpe-Færd* i *Middel-Alderen,* hvad enten Man saa betragter den i *Enkelt-Mandens,* i et vist *Folks,* eller i *Menneske-Slægtens Historie;* thi Kraften er der, med en uimodstaaelig Drift og Trang til Virksomhed, men *Öiet* fattes, og skiöndt det kiendes godt, baade hvor Hammeren falder, hvor Havet synker, og hvor Kæmpen snubler, saa naaer Man dog sjelden hvad Man agter, faaer kun et Grin for sin Gridskhed, og faaer omsider baade Last og Skam af gamle *Ellen, Udgaards-Lokes* velbekiendte Foster-Moder, som vi ellers paa Dansk kalde *Lige-Gyldighed.* Hertil föier sig uvilkaarlig den Bemærkning, at Æventyret paa Söen ligesaa træffende afbilder *Over-Gangen* til den ny Tid, da Man faaer et Öie paa hver Finger, som en *Dagning,* hvori Kæmpen godt seer, hvor Fienden i Grunden stikker, men endnu ikke, hvad derved er at giöre, saa han baade forhaster sig, og glemmer at see den gamle Jette paa Fingrene, som det kun nytter lidt at vende Mölle med, naar han har filet Snoren over og frelst Snogen, hvad vi kan see, hvor vi vender os, men ret aabenbar i *Luthers* Kamp med *Paven.* Det er derfor intet Under, at denne Mythe især har tiltalt *Skjaldene* i *Kragemaals-Tiden,* thi saalænge der var nogen Aand over dem, var det netop denne Helte-Gierning af *Thors,* de især maatte prise og pröve paa.
Kunde Læseren nu sige mig, hvad jeg skal giöre ved det der spöger i *Thryms-Kviden,* da vilde jeg være ham Tak skyldig, thi paa den ene Side er det snart en Skam at tale her om et saadant Spille-Værk, som at *Thor* lader sin Hammer stjæle fra sig, trækker Kvinde-Klæder paa, og saa videre, hvad heller aldrig, udenfor den Kvide, end ikke i *Skalda,* ymtes om; men paa den anden Side har jeg ikke blot en gammel Kiærlighed til det Kram, men Oversættelsen i *Kæmpevise-Stil* lærer os, at intet Old-Sagn har været mere *seilivet,* saa det maa dog sikkert være den *ægte Asa-Thor,* der gaaer igiennem det, skiöndt han unægtelig er saa *forklædt,* at han selv skammer sig ved det, og bider kun i det sure Æble, for at faae sin Hammer igien.
Naar nu *Thors-Hammeren* i Grunden er det eftertrykkelige *Liv-Udtryk* for den timelige, historiske, menneskelige Sandhed, baade i *Ord* og *Daad,* da indseer Man let, baade hvi jeg har forelsket mig i Mythen om dens *Gientagelse,* som Man, i Mangel af et bedre Ord, vel maa kalde hvad jeg önsker, og hvi jeg sætter den efter de Forrige, da det sagtens var efter det strænge Arbeide, den store Ærgrelse, og det kolde Bad, i Dagningen, at *Thor* sov saa haardt, og efter *Midgaards-Ormens* Fare, at Jetterne lærde dem til at stjæle hvad de vel ikke kunde bruge, men dog hindre fra at blive hvad de naturligviis kaldte skammelig *misbrugt.*
Medens jeg derfor giemmer *Thryms-Kviden* til Talen, ved *Bjarke-Maalet,* falder paa*Kviderne* i det Hele, maa jeg dog angive hvad jeg anseer for det ægte *Mythiske* Indhold, som jeg haaber vi i Norden skal nu daglig blive bedre forligte og fortroelige med.
*Hammeren* var tyvstjaalet fra *Thor,* mens han sov, og Man vidste da ikke bedre Raad, end at laane *Freyas Fjeder-Ham* til *Loke,* og lade ham i den gaae som Speider til Jotunheim, for, om mueligt, at opdage, hvor Hammeren stak. *Loke* kom da ogsaa tilbage med den Beskeed, at Hammeren befandt sig ganske rigtig i *Thrym* Thusse-Drots Værge, men laae vel forvaret, otte Favne, eller maaskee Engelske Mile, under Muld, og at *Thrym* paa ingen Maade vilde hid med den uden han fik *Freie* for den til sin Dronning. *Thor* var nu vel saa opsat paa Hammeren, at han virkelig foreslog *Freie* det uhyre Giftermaal, men den höihjertede Frue kimsede saaledes derad, at *Brysing-Men* gik avet om, og Asgaard skjalv. Nu var gode Raad dyre, og selv *Heimdal,* som dog kunde höre Græsset groe, vidste ingen bedre, end at maie *Thor* ud med *Freias* Kiste-Klæder, og före ham for Brud til Jotunheim. Det var haardt for en gammel Adels-Mand, men *Loke* anmærkede, at, kom ikke Hammeren snart til *Asgaard,* da kom sikkert Jetterne, og *Thor* fandt sig da i sin Skæbne, og legede Brud, det bedste han kunde, til *Mjölner* blev lagt i hans Skiöd; men saa blev det naturligviis Enden paa Legen, at han viede baade *Thrym* og alle hans Thusser til *Hel* med Hammers-Tegnet, og dermed var Æventyret udeVil Man see, hvorledes det morede mig, paa Over-Gangen til min Middel-Alder, at fordanske og forklare Thryms-Kviden, da læse Man Hammer-Visen i mine *Kvædlinger.*!
See, hermed har da ogsaa *Asa-Thors Æventyr* Ende, thi det Brede som end er tilbage, nemlig Striden med *Midgaards-Ormen* i Ragna-Roke, det hörer unægtelig til den rene *Thors-Historie,* som vi siden skal betragte.
Jeg skulde nu ikke troe, der om *Thor* var Noget glemt, undtagen hans *huuslige Stilling,* og om den er ikke Stort at sige, deels fordi de er sjelden hjemme som har allesteds Ærende, og deels fordi *Thor* ogsaa deri synes at have lignet *Engelsk-Manden,* at hans Huus var en Hemmelighed, han havde sig selv forbeholden, og hans Gifter-Maal intet Hjertes-Anliggende der fængslede ham, men en Hoved-Sag, der netop gjorde ham mere uafhængig, som naar Man paa Engelsk giör sin Lykke ved Gifter-Maal. Vel synes *Bilskirner* at være vel stort til een Familie, thi *Odin* siger derom:
Femhundred Lofte,Og Fyrretive,Med Buer skiönne,*Bilskirner*har;Det Sal-Huus prægtig,Min Sön beboer,I Storhed AlleVel stikker udGrimners-Maal C. U. I. 51-52.
.Men dog er det sikkert kun Ondskab, naar *Harbard* i Nidvisen lader *Thor* höre, at *Trællene* er hans Giæster, ligesom Herrerne *Odins,* hvorfor *Thor* ogsaa blot svarer:
Havde du Magt,Som du har Agt,Skifte du vildeBlandtAserildeHarbards-Sangen C. U. I. 102.
,og jeg formoder, Bagtalelsen kom deraf, at *Thor,* som Engelsk-Manden endnu, har sat en Ære i at holde mange Tjenere, og klæde dem op som Kammer-Junkere, hvorom *Loke* har gjort den Vittighed, at *Thors* Pallads var befolket med *Trælle.* For Resten finder jeg det meget passende, at der netop var *ligesaa mange* Stokværk i *Bilskirner,* som *Dörre* paa *Valhald,* thi da hele *Tiden* er *Thors* Löbe-Bane, maa den naturligviis have ligesaamange *Tids-Rum,* som Kæmpernes Pantheon har Indgange, da enhver Begivenhed, der giör Epoke, naturligviis ogsaa sender et nyt Hold Kæmper til Valhald. Nu er vist nok 540 et höit Tal i vore Dage, da Kampen for Valhald er gaaet af Moden, men det er ikke *Mythens* Skyld, og falder Tiden os for lang, behöve vi jo blot at tage os noget for, som er værdt at tale om, thi jo hurtigere store Begivenheder fölge paa hinanden, desmere forkortes unægtelig Tids-Rummene for Valhalds Dör-Vogtere, som nu for *Hels*If a man were porter of hellgate, he should have old turning the key, siger Shakspear (Macbeth A. II. S. IV), og hvad maae da ikke vi sige!*.*
Hvad nu *Thors Ægteskab* og *Börn* angaaer, da indseer Man strax, at den Herres Börn, som har givet *Mjölner* sin Haand, maae Alle hedde *Storværk,* og hans *Gemalinder* være lidt *massive,* slet ikke sammensatte af Suk og Maanskin, ja, ei engang poetiske, uden for saavidt, som Alt hvad der historisk træder i kiærlig Forbindelse med Poesien, paa en vis Maade bliver det. Saadanne Forbindelser er imidlertid immer Forstands-Giftermaal, og *Mytherne* derom hvad vi kalde Reflexions-Poesi, eller poetisk Gien-Skin, og det er da i sin Orden, at vi intet Spor finde af *Sif* i de gamle Sange, men skimte hende i *Loke-Gluffen,* hvor hun skiænker for Spotte-Fuglen, sigende:
Iis-Kalk hin fine,Fuld af den gamle Miöd,Töm du med Hilsen,Tag du af hende,Som mellem*Aser*Ene du skaanedFor Ukvems-OrdDisse Ord tillægges vel i Udgaverne *Beyle,* men *Lokes* Svar viser, det maa være *Sifs,* og i C. U. I. 173 n. r. see vi ogsaa, at i een Haandskrift er Navnet *udeladt,* og i en anden staaer *“Sif.”* At hun var tilstæde, siger Fortalen.
!Naturligviis gaaer hun nu heller ingenlunde Ram forbi, da det altid er at röre Spotte-Fuglen paa hans ömme Sted, naar Man lader ham höre, der er dog *Noget,* han enten *ikke tör* eller *ikke nænner* at spotte med, saa det kan aldrig forkleine *Sifs* Ære, at Skarnet svarer:
Vogted sig Nogen,Og værged kækFor falske Mand-Folk,Thors-Fruen det var,Saa Ingen jeg veed,Saavidt jeg veed,Hun klapped i Krogen,Paa Klören nær,Som hedder ei*Loke*For Löier blotPaa det Samme stikles i Harbards-Sangen C. U. I. 112.
.Selv i Gylfe-Legen savner Man *Sif* iblandt *Asynierne,* og det er först i *Skalda* vi höre lidt om hende, hvad dog indskrænker sig til, at hun var *Thors* Kone, *Ullers* og Jomfru *Drudes* (Þruðar) *Moder,* og den *haarfagre* Gudinde, som *Hrungner* vilde havt med til Jotunheim, men hvis *Haar* dog egenlig var *forlorent,* hvorfor Skjaldene ogsaa kalde *Guldet Sifs Haar;* thi *Loke* havde sneget sig til at klippe Haaret af hende, og da *Thor* truede med, der skulde ikke blive et heelt Side-Been i ham, maatte han hos *Ivalds-Sönnerne* skaffe *Sif* en konstig *Guld-Paryk,* der groede fast til HovedetSkalda p. 107. 19. 29. 30. 32..
Var det nu mueligt, at Mythographerne nogensinde kunde have Ret til at lade poetiske Blomster voxe op af den sorte Jord, da maatte det vist nok være her, thi naar *Jordens* Sön vil gifte sig, er det rimeligt nok, han bliver *ved Jorden;* men ligesaalidt som dette Udtryk betyder at blive liggende langs henad Jorden, ligesaalidt var det naturligviis den gamle Digters Mening at kaste Jord paa *Thor,* da han gav Jorden, eller vel snarere den “Plet af Jord” vi kalde vort Fæderne-Land, det Til-Navn *“Sif,”* hvorom der ymtes i et af Skaldas Register-RimSkalda p. 220, hvor “Sif” dog er tvivlsomt, da det ogsaa findes udeladt, og bærer ikke Rim-Staven.. Tingen er naturligviis, at Mythe-Smeden har formælet den *Historiske Kæmpe for* Aanden (Asa-Thor) med den *Nordiske Natur* (Sif), hvorfor det, i Gylfe-Legens Fortale, ret mærkelig hedder, at i Nörre-Leden *fandt Thor* en Spaa-Kvinde ved Navn *Sif,* af ubekiendt Herkomst, som han ægtedeGylfe-Legens Fortale p. 12.. Mythen om *Thors* Ægteskab hörer derfor vel til *Asa-Maalet,* men dog mest til den underlöbende, *folkehistoriske,* Deel deraf, thi at et Folk indgaaer Ægteskab med det Land, hvori de nedsætte sig, er det rette billedlige Udtryk, og Kæmpe-Folket personificeres naturligviis i Kamp-Guden, saa hvad der hæver denne Ægteskabs-Mythe over den mellem *Isis* og *Osiris,* og mange Slige, er kun den Omstændighed, at *Norden* virkelig blev *Moder* til et anderledes aandigt Kæmpe-Kuld, end noget andet Hedning-Land under Solen, saa det poetisk sammensmelter med den *Natur-Beskaffenhed,* der *spaaer* et aandigt Helte-Liv, og er Betingelsen derfor. At nu ogsaa de Gamle har tænkt sig noget langt mere ved *Sif,* end den blotte *Jord-Bund,* skimtes ikke blot i Daatteren *Drude* (thruth) hun har med *Thor,* som vist nok er den bekiendte *Nordiske Ærlighed,* men sees klarlig deraf, at hun havde en ældre *Sön, Uller, som Thor* blev *Stif-Fader* til, thi Sif var dem altsaa Udtrykket for den *Nordiske Natur* i det Hele, der uvilkaarlig frembragde saadanne stærke Karle og dristige *Skytter* som *Uller,* men blev dog kun *Heltinde,* ved at ægte *Helten* fra det Fjerne: *Aands-Kæmpen,* der *under* alle Himmel-Egne er en *Udlænding.*
Naar vi saaledes betragte *Sif,* som den i Norden forgudede Idee om *“Fæderne-Landet”,* da see vi hende svævende saa tæt ved Jorden, at hun lettelig synker ned til den, og synes i alle upoetiske Öine bundet til den, men hæves dog af vor Helte-Historie, som baaret paa Hænderne af *Thor,* baade over Bjerg og Böge-Toppe, skiöndt den *synlige* Nordiske Natur nödvendigviis er det Eneste, der giver *Sif* en *synlig* Skikkelse. Mythen om hendes forlorne Haar har derfor sikkert ogsaa havt en blandet Oprindelse, saa Anledningen dertil var, at nogle *Loke-Folk* (ventelig Phönicerne), der fældede den smukkeste *Ege-Skov* i Norden, fordi den gav godt Skibs-Tömmer, maatte til Erstatning give os *gyldne Korn-Marker;* men for ham, der gjorde den deilige Mythe til Minde om den store Begivenhed, svævede det dunkelt, hvad vi nu klarlig see, at det vilde gaae med al Nordens Natur-Herlighed som med Skoven, derfor blev Mythen saa deilig og dyb, at den kan bære selv de störste Historiske Begivenheder, hvori vi, efter Tab, der synes ubodelige, see Lykken smile til vort Norden, som de rodfaste Vipper, der aldrig kunde bölget i Skoven, var ikke Egene fældte.
Om *Thors* Forhold til Hexen *Jern-Saxe* er vel ikke stort at sige, da vi derom kun veed, at hun var Moder til *Magne,* og sagtens til *Mode* med, da de bestandig fölges ad, endogsaa, hvor Man mindst venter det, i et christeligt Digt om den Fugl PhönixDet er i et af *Exeter-Bogens* mange utrykte Digte, hvor det hedder: willan fremmað *mode* and *mægne* meotudes cempan.. Allerede heraf seer Man imidlertid, at disse Sönner *(Magt* og *Mod)* er reen allegoriske Personer, og slutter med Rette, at Moderen er ligesaa, hvad da ogsaa hendes Navn *(Jern-Sværdet)* stadfæster, og naar Man betænker, hvilken Epoke *Jern-Vaabens* Indförelse maa have gjort i Norden, kan Man ikke undres over, at see Mindet derom mythisk bevaret, saa jeg tör ikke engang nægte, at hele Mythen om *Thors* Kamp med *Steen-Jetten* Hrungner, hvor universal-historisk den end slaaer igiennem, kan være oprundet i den Anledning, at *Helte-Folket,* ved *Jernets* Hjelp, fik Bugt med *Steenkile-Folket,* som var dem paa Nakken og dövede deres *Kobber-Sværd.* Herpaa synes det i det Mindste at hentyde, at alle Aser ei kan löfte Hrungner-Foden af *Thors* Nakke, men at kun *Jern-Saxes* tredages eller treaars Sön *Magne,* som her *fremtræder* förste og sidste Gang, mægter det. Kun maa Man agte, at alle slige *Giætninger* kun skal tjene til at oplyse Mythernes *Natur-Historie,* og kan umuelig beröve dem den poetiske Gehalt, der giver dem anderledes stor Betydning og aandelig Brugbarhed, thi en saadan Begivenhed kunde indtræffe, og er indtruffet hundrede Steder, uden at der blev en *Hrungner-Mythe* deraf, saa den blev kun til, fordi her var et historisk-poetisk Öie, der dunkelt saae noget langt Större speile sig deri, og begeistredes deraf, til at undfange Mythen, vi finde prophetisk. Derfor kan *Jern-Saxe* ogsaa bære langt meer end hvad hun bærer Navn af, og *Magne* löfte langt mere end han roses for, thi den Hex udtrykker prægtig den *Nævenyttighed,* som hörer til *Tydskernes Natur,* og ganske rigtig bliver den Nordiske Naturs Med-Beilerske til Thors-Hjertet, naar den viser ham sin Indflydelse paa den menneskelige Virksomhed, til at forhöie Kraften og forstærke Virkningen, saa vi sige med Rette, at *Angel-Sachseren* er *Thor* med *Jern-Saxe,* og *Engelands* nyeste Historie en god Oplysning om hvad *Magn* og *Mod* formaae. *Der* seer Man da ogsaa, at den gamle Örn snakkede just ikke ganske i Taaget, da han spaaede at *Mod* og *Magn* skulde overleve *Thor;* thi det synes de i *Baxningen* og *Dampningen* derovre alt omtrent at have naaet; men naar han lægger til, at de skal raade for *Mjölner*Vafthrudners-Maal C. U. I. 32.*,* da er det kun hans behagelige Jette-Dröm, der hverken för eller efter Dagenes Ende vil gaae i Opfyldelse.
Med Uller er det en underlig Ting, at, efter *Grimners-Maal,* boer han for sig selv, som en stor Herre, midt imellem AserneGrimners-Maal C. U. I. 42., og dog har han, som det synes, ikke gjort Skiærvs-Gavn alle sine Livs-Dage, saa Man kunde fristes til at udlede “Ydalir” der skal være Navnet paa hans Slot, af et lignende Angelsachsisk Ord, der bemærker *“Tomhed”;* men denne Forklaring vilde dog alt for meget ligne de Mythe-Forvandlinger, jeg ivrer imod, saa den vil ikke huge mig.
Naar jeg derimod seer, at stakkels *Tyr,* der har gjort godt Gavn, og sat sin höire Haand til i Kongens Tjeneste, staaer uden Fader, uden Moder, og uden Slægt-Register, og er ovenikiöbet huusvild, da kan Ingen fortænke mig i, at jeg undte ham *Sif* til Moder, *Thor* til Stif-Fader, og en standsmæssig Boelig i Nærheden, naar derved Ingen fornærmedes, og det kan godt lade sig giöre, naar Læseren med mig vil troe, at Navnet “Tyr” som betyder “Ære”, og bruges iflæng om alle *Aser,* har oprindelig været et *Æres-Navn* for *Uller,* i Mythen om Fenris-Ulven, som er den Eneste, hvori *Tyr* fremtræder handlende. Herved vilde, som Man let seer, Begge vinde betydelig, og vi med dem, da vi saa ei blot kan forstaae, hvi *Uller,* som ellers Intet har gjort, nævnes saa hæderlig i den gamle Sang, og *Tyr,* som har reddet Asgaard, *slet ikke,* men kan rime meget sammen, som hidtil faldt urimeligt, og at de anföres hver for sig i *Gylfe-Legen,* beviser kun, at der engang blev gjort To af dem, hvad vi end ikke fristes til at nægte.
*Uller* beskrives i Övrigt der saaledes: han er saadan en *Bue-Skytte* og *Skie-Löber,* at deri kan Ingen maale sig med ham, han er desuden kiön, har et krigersk Udseende, og er god at kalde paa i *Tve-Kamp*Gylfe-Legen p. 31.*.* Hermed passe ogsaa hans Til-Navne i *Skalda,* som er *Jagt-Guden,* og Assen med Skien, med Buen og med Skjoldet, hvilket Sidste derfor Skjaldene kaldte *Uller-Snekken*Skalda p. 105. 60. 61.*.* Saaledes maatte ogsaa den Nordiske *Natur-Kæmpe, Sifs* egen Sön og *Thors Stif-Sön,* være, og at Aserne ætledte ham, kan Ingen have Noget imod, naar han kun artede sig derefter, men blev han blot ved at löbe paa Skier, skyde Ryper i Flugten og Karle paa Peltsen, der kom ham for nær, da seer Man let, han blev ikke mere As, end alle andre gode Skytter, og dog veed vi ellers Intet om ham, med mindre det er ham, *Saxo* taler om, naar han melder, at da *Odin* blev landsforviist, satte Man en vis *Uller* (Ollerum), i hans Sted, og tillagde ham *Odins-Navnet*Steph. Saxo p. 45. 46.*.* Om samme *Uller,* som, da den rette *Odin* tog sit Höisæde igien, nedsatte sig i *Upsal,* hedder det ogsaa, at han var en udlært Hexe-Mester, der kun behövede at læse over et *Been,* for deraf at giöre et Skib, der bar ham stolt over Havet; men Ingen af Delene giör enten *Uller* nogen Ære, eller os klogere paa ham, med mindre vi forudsætte, det er en *Tempel-Mythe,* som siger, at Man engang i Norden forsagede *Aanden,* og stræbde at nære sig med den naturlige *Krigs-Gud,* altsaa den forgudede *Æres-Idee* eller *Tyr.*
Ogsaa her drives vi da til at slaae de Tvende sammen, og skal nu höre, hvad *Gylfe-Legen* har om *Tyr.*
Der er, siger *Har,* en As ved Navn *Tyr,* et Mönster paa Mod og Djærvhed, som raader meget for Seier i Strid, og er for Kæmper god at paakalde. Et Beviis paa hans Djærvhed er, at da Aserne vilde lokke Fenris-Ulven til at lade sig binde med *Gleipner-Lænken,* men kunde ikke paa anden Maade faae ham til at troe, de vilde löse ham igien, da stak *Tyr* sin Haand i hans Gab, til Pandt, og fik den, da Aserne ei vilde löse Ulven, ogsaa bidt af, i hvad Man siden kalder *Ulve-Leddet,* saa han er *eenarmet,* og han raader ikke gierne til ForligGylfe-Legen p. 29..
Den udförlige Beretning om Ulvens Fængsling giemmes bedst til siden, men her bör det anmærkes, at Mythen udtrykkelig omtales i Loke-Gluffen, hvor Spotte-Fuglen siger:
Tys dog,*Tyr!*Og tal ei saa höit,*Hænder*paa SkaftetSkorte du maa,*Fenris,*jeg mindes,Dig mærkede godtHvor den*Höire*har sidt!Dertil svarer *Tyr* imidlertid saa bidende, at Man godt seer, der er Staal i den Kniv, sigende:
Tungt er at bæreHvad Begge vi leed,Du paa din Ære,Og jeg paa min Haand;Rose af GildetFörRagna-RokeSkal dog vel ikkeUlven i LænkerLoke-Gluffen C. U. I. 167.
!Da *Loke* kun viser sin Arrighed ved ogsaa at bagtale *Tyrs* Kone, som vi ikke har den Ære at kiende, kan vi gaae det forbi, og anmærke, at *Tyr,* efter *Gylfe-Legen,* ogsaa skal tage Deel i *Hoved-Slaget,* og drages i Ragna-Roke med Helved-Hunden *Garm* ved *Gnipa-Hulen,* til de Begge bide i GræssetGylfe-Legen p. 73..
Hermed stemme ogsaa de Til-Navne, *Tyr* i *Skalda* faaer: den eenarmede As, Strids-Guden, og Ulvens Foster-Fader, fordi kun han turde bringe *Fenris* FödeSkalda p. 105., men at han kaldes *Odins Sön,* har jeg för misbilliget, og jeg anseer det for en reen Mis-Forstand, eller Leg med Ordet “tyr”, naar det i Gylfe-Legen hedder om ham: han var saa klog, at hvem der er meget klögtig, kaldes *tyr-klog* (himmelklog)Gylfe-Legen p. 29.. At *Tirsdag* er kaldt op efter ham, veed Man nok, og det gamle Mundhæld: *Tirsdag* er *Æres-Dag,* siger os, hvad han i Grunden er.
Slutningen bliver da, at *Uller* förer Navn af *Tvekamps-Guden, Jagt-Guden,* og *Thors Stif-Sön,* men *Tyrs-Mythen* viser, at *han er det;* thi han modsættes paa Aandens Vegne den *Dyriske* Glubskhed, og udtrykker *Æres-Begrebet,* som netop er hvad der adler det *personlige Mod,* og giör den djærve Enkelt-Mand til en Stif-Sön af *Aands-Kæmpen,* som derfor lyser ham i Kuld og Kiön; saa i mine Öine sammensmelte *Tyr* og *Uller* nödvendig til *Uller med Æren.* Var *Hymers-Kviden* ellers mythisk at regne for Noget, kunde Man med Rette beraabe sig paa, at *Thor* der spiller Kamerad med en *Tyr,* som er Jettens Sön, og bliver altsaa rimeligviis *Thors* Stif-Sön, ved at *Thor* ægter hans Moder, som frelsde ham, naar han har smidt Jetten over Bord, som frelsde Midgaards-OrmenHymers-Kviden. C. U. I. 122. 24.. Dette vilde passe saameget desbedre, som *Hymer* roses for at være en vældig *Jæger,* og var, som vi see, ogsaa *Fisker* og *Hval-Fanger*Hymers-Kviden C. U. I. 125. 32.*,* thi her staae vi atter ved Kæmpe-Livets Vugge, hvor det bör gientages, at *sövant* maatte fra Barns-Been den *Skytte* være, der skulde sætte sin *Ære* i at blive *Thors* Stif-Sön, eller Aands-Kæmpens Vaaben-Drager i Norden!
At *Taars-Dag* og *Taar-Maaned* (Marts) saavelsom *Tordön* har Navn efter *Thor,* veed vi vel alle, og hans Til-Navne i Skalda er: *Odins* og *Jordens* Sön, *Magnes, Modes* og *Drudes* Fader, *Sifs* Hosbond, *Ullers* Stif-Fader, *Mjölners,* Styrke-Bæltets og *Bilskirners* Eier-Mand, *Asgaards* og *Midgaards* Værge, Fienden ad Jetter og Trolde, *Hrungners, Geirrods* og *Thrivalds* Bane-Mand, *Thjalfes* og *Raskes* Herre, *Midgaards-Ormens* Mod-Stander, *Vingners* og *Hlores* Foster-SönSkalda p. 101.. Det sidste Til-Navn trængde vel höit til Oplysning, men da vi ingen kan give det, maae vi tröste os med, at det i al sin Dunkelhed dog oplyser os om, at der virkelig har gaaet Ord af Noget, der paa en Maade lignede Snakken om *Thor,* i Gylfe-Legens pudsige Fortale, hvor det hedder, at *Thor* var en Daatter-Sön af Kong *Priamus* i Troja, og blev opfödt i *Thracien* hos Hertug *Loricus* og Fru *Lore.* Hvor snurrigt nu end dette klinger, har det sikkert ogsaa sin gode Grund i et nært Folke-Frændskab mellem de gamle Indbyggere omkring det *Sorte Hav* og vore Fædre, der vel endnu med Tiden kan klare sig, og historisk bringe os Grækerne lidt nærmere.
# Brage og Idunne.
Ved förste flygtige Öiekast fristes Man vel til at undre sig over den Taushed om *Brage* og hans Frue, der hersker i de gamle Sange, og den mythiske Magerhed de i det Hele lide af; men ved nöiere Efter-Tanke undres Man snarere over, at de nogensinde saae den mythiske Verdens Lys, da *Odin* aabenbar selv er ligesaavel Skjaldenes som Gudernes Stam-Fader. Uagtet derfor *Brage,* for at svare til sit Navn (brægen ͻ: Hjerne) maatte udtrykke den Poetiske Indbildnings-Kraft i det Hele, har han dog saagodtsom slet ingen mythisk Historie, altsaa ingen Poetisk Anskuelse, men kun en *Harpe,* saa det er skielmsk nok af Spotte-Fuglen ved Ægers-Gildet at kalde ham *Brage Bænke-Skrud,* som om han kun havde Sæde men ikke Stemme i Gude-Laget. Lægger Man hertil, at Spotte-Fuglen, da *Brage* byder ham Hest og Guld-Ring til godt Forlig, kun svarer haanlig:
Af Trang til HesteOg Handleds-Ringe,Ja begge Dele,HarBrageNok,da faaer Man unægtelig den Forestilling, at det gik *Brage* som saamangen ærlig Dannemand, at han maatte takke sin Kone for hvad han poetisk var, meer end en *Spille-Mand,* og skiöndt det ellers ikke er at regne, hvad Spotte-Fugle synge om, saa er det dog altid en Stymper af en Skjald, der maa takke dem for sin poetiske Navnkundighed. Det er imidlertid saa omtrent Tilfældet med *Brage,* thi vel nævnes han i Grimners-Maal som den ypperste *Skjald,* men kun mellem den ypperste Bro og den ypperste HögGrimners-Maal C. U. I. 60., saa det kan Man ikke kalde Forgudelse, og han træder ikke virkelig frem i nogen Mythe, undtagen ved Ægers-Gildet, og i Ravne-Galderets Tus-Mörke, hvor han ventelig frier til sin KoneRavne-Galderet C. U. I. 215. 22..
Slaae vi nu op i *Gylfe-Legen* for at læse hans mythiske Skuds-Maal, da löber det ud paa det Samme, saa lydende: *Brage* er en herlig Taler, berömt for sit smukke Sprog og sin flydende Tunge, og er saadan en Mester i Verse-Konsten, at Skjaldskab efter ham kaldes Brage-Maal, og de af begge Kiön, som er krængere i Ord end Folk er flest, kaldes ligeledes op efter ham. Han er gift med *Idunne,* der giemmer Æbler i sin Æske, som de aldrende Guder, lige indtil Ragna-Roke forynges ved at bide iGylfe-Legen p. 29-30.. Her staaer nemlig *Brage* ogsaa aabenbar som fattig Peer Eriksen ved Siden ad sin hovedrige Kone, for hvis *Æske* han nödes til at snakke, da det er deraf han skal laane sin *Udödelighed,* uagtet det netop var ham, der, som Skjaldskabs-Guden, skulde gjort baade sig selv og alle Aser udödelige.
Raadföre vi os endelig med *Skalda,* da er det förste Tilnavn *Brage* faaer, ogsaa ganske rigtig: *sin Kones* (Idunnes) *Mand,* og af de Andre: Rim-Smedenes Older-Mand (frumsmið bragar), Assen med Jöde-Skiægget (hinn siðskéggia ás) og *Odins* SönSkalda p. 105., skal han heller ikke rose sig, thi, uden Moder og Bedrifter, er det Odinske Sönneskab kun en tom Rang-Titel.
Dog, blev jeg længe saaledes ved, maatte Læseren troe, jeg havde et slemt Horn i Siden paa *As-Brage,* og det er dog langt fra, thi jeg har meget mere af inddrukne Fordomme hidtil ladet *Brage* staae baade som *Odins* og *Idunnes* Med-Beiler til Raadighed over Poesiens Fylde, men seer nu, da jeg skal angive min Hjemmel, at den brister, og maa nödvendig giöre Læseren, der ventelig var i samme Vildfarelse, opmærksom derpaa.
For imidlertid hverken at holde med Brud eller Beiler, meer end tilbörligt, maa jeg tilföie, at *Idunna,* skiöndt hun allerede i *Gylfe-Legen* og end meer i *Brage-Snakken* öiensynlig fordunkler sin Ægte-Fælle, staaer dog i de gamle Sange ei paa bedre, men vel endnu paa slettere Gude-Födder, end han, thi hun forekommer slet ikke för ved Ægers-Gildet, og er i Ravne-Galderet en saa tvetydig Person, at Man ikke ret veed, om det er hende selv, eller kun hendes Navnerske. Da nu Idunne heller ikke i Gylfe-Legen nævnes mellem de egenlige *Asynier,* og förer kun i Skalda Til-Navn af *Brages* Kone, Asernes Æble-Giemmerske, og *Thjasse* Jotuns Tyve-KosterSkalda p. 119., saa seer Man nok, hun hörer ikke til de *oprindelige* Guddomme, men kommer drattende bagefter, og er kun en Nöd-Hjelp for *Aserne,* som med *Balder* har tabt deres Evighed, og maa da nöies med en *timelig* Udödelighed, kan ikke undgaae at ældes, men har kun fundet Midler til at undgaae Döden, og immer blive nogle Aar yngre igien. *Idunne* er altsaa aabenbar *Nordens Persephone,* Höstens Muse, der vel i Skiönhed staaer langt under Grækenlands, men i *Betydning* saa höit over hende, som Valhald over Elysium, eller som det historisk-poetiske Element i Norden over det i Grækenland. Hendes Gifter-Maal med *Brage* er heller ingenlunde mindre mærkværdigt end Persephones med Pluto; thi Brage er aabenbar *Skjalden* i *Valhald,* der giver Heltene deres *Efter-Mæle,* hvorfor ogsaa *Odin* i *Eriks-Maal* taler med ham om de ventendes Giæster, og sender ham i *Hakonar-Maal* ud at byde Kongen velkommen, saa Gifter-Maalet mellem ham og *Alf-Dronningen* (the Fairy Queen) er, om ikke hvad Man kalder naturligt, saa dog i Norden historisk tilpas; thi vel fuldbyrdedes det kun maadeligt, da *Saga-Munden,* fordum ægtede *Krage-Maalet,* men Retningen er dog kiendelig nok, og Efter-Slægten vil sikkert langt bedre end vi forstaae sig paa det lykkelige Ægte-Skab mellem den historisk-poetiske *Veltalenhed* og den *Dramatiske Poesie,* Man i det gamle Norden *halvveis* forgudede, under Navn af *Brage* og *Idunne.* Da vil ogsaa först *Brage-Bægeret* (bragar-full), hvori de Gamle drak Arve-Öllet efter giæve Fædre, og inddrak Forpligtelsen til med Storværk at ære dem i Graven, komme i sit rette Lys, og i Runerne paa *Brages Tunge*Brynhilds-Kviden C. U. II. 201. vil Man da ikke blot see Veltalenhedens Mærker, men ogsaa et Varsel derom, at det var först ved Hjelp af *Boglig Konst,* at *Brage* hævede sig til *Idunnes* Mærkes-Mand!
I mine Öine er altsaa *Brage* en *Halv-Gud,* der udtrykker den Old-Nordiske Skjaldren og Valhalds-Viisning paa Kæmpe-Höien, medens *Hermod,* der i Hakonar-Maal er hans Stal-Broder, og i Balders-Mythen en Hel-Rider paa Sleipner, udtrykker *Tempel-Kvadet* om Guderne i Asamaals-Tiden, hvorom *Völuspa* giver os et ligesaa bestemt som ædelt Begreb. Om *Brage* bestyrkes og, efter mine Tanker, bevises mit Skiön ved *Saxos Hjarne Skjald,* thi da hans Navn *(Hjerne)* paa Dansk og Islandsk er netop det Samme som *Brages* (brægen) paa Angel-Sachsisk, maae de nödvendig smelte sammen, og, da det vilde være ligesaa urimeligt at söge en enkelt Skjalds Navn i hvad der klarlig udtrykker *Skjalde-Aaren,* som at söge Enkelt-Mænds Efter-Mæle i Saxos förste Böger, maae vi nödvendig ansee *Hjarne* for Nordens Nattergal: Sommernats-Fuglen der slaaer mindelig i Lunden til Helte-Dagens Ære. Tilmed er Sagnet hos *Saxo* ei engang det eneste Spor af den *Danske Hjarne-Skjald,* thi jeg har allerede fundet To til: et *Angel-Sachsisk* i Exeter-Bogen, og et *Tydsk* i Heldenbuch.
Det Angel-Sachsiske Digt er den samme Vise, som för, i Anledning af *Völund,* er anfört, og Skjalden kommer der, efter at have besungethesunget Andres Vaande, til at klage sin egen Nöd, sigende, at han var i lang Tid en æret Dane-Skjald, til *Hjarne* (heorrenda) overgik ham, og blev Folkets Yndling, medens han maatte tude med de Ulve, han var iblandtConybear’s Illustrations p. 243; hvor dog kun findes en Deel af Visen, der i Alt udgiör 113 Linier i den vidunderlig dybe Klage-Tone, som vi först af Bjovulfs Drape og Exeter-Bogen lære at kiende i sit Old-Nordiske Udtryk..
Det Tydske Spor finder jeg i Digtet *“Gudrun”* hvor Kong *Hjarne* og *Frode* (Horant und Früte) fra *Danmark* gaae som *Atles* (Hetels) Sende-Bud til *Irland* (Eyrlanndt), at beile til den skiönne *Hilde,* som *Hjarne* ogsaa vinder med sin deilige Sang, hvorom det hedder, at alle Fugle taug for de söde TonerDeutsche Gedichte des Mittelalters II. 20. (Der Heldenbuch in der Ursprache I.) Berlin 1820. Hjarnes Sang for Prindsessen i hendes Kammer, som aldrig blev hört enten för eller siden (p. 21), var, mærkelig nok, om *Amlet* (Amile), hvad ogsaa slaaer til..
Det er heller ingenlunde et Slumpe-Træf, at *Brage* saaledes egenlig faaer hjemme i *Danmark,* thi netop *der* finder det poetiske Forhold Sted mellem Phantasi og Fölelse, Hjerne og Hjerte, som mellem *Brage* og *Idunne,* saa en vis valhallisk Opkaldelse af giæve Fædre er Indbildnings-Kraftens störste Helte-Gierning hertillands, medens alle ædle Poetiske Skikkelser (alle Aser) kan giöre Regning paa en hjertelig *Optagelse,* der opliver og forynger dem. Naar Man lærer at indsee dette, vil Man i Norden bedre end hidtil forstaae mine Lov-Taler over Danmark, og ei forarges over min Paastand, at her gik *Idunnes* Vugge, som, da hun rakde *Hjarne* Krandsen for hans Minde-Kvad over Frode den Fredegode, ægtede *Brage,* og har med ham avlet en Daatter, hvis *Mythiske* Navn vi vel ikke kiende, men hvis Historiske vil være den *Danske Smag,* og hvis billedlige Udtryk er Brage-Bægeret med Æble-Mosten. At det ogsaa alt i Old-Tiden ansaaes for et frugtbart og velsignet Ægteskab, see vi af *Idunnes* Ord til *Brage* ved *Ægers-Gildet:*
Jeg beder dig,Brage!For Börnenes Skyld,Og for hele FlokkensVi fostre i Lön,At*Loke*ei længerDu laster paaI*Ægers*HaldLoke-Gluffen C. U. I. 157.
!Egenlig kiende vi for Resten ikke meer af *Idunnes* Mythiske Levnets-Löb, end at hun engang blev bortfört af Jetten *Thjasse,* hvad vel först fortælles i *Skalda,* men spilles dog aabenbar saaledes paa i *Gylfe-Legen,* at Man seer, Forfatteren kun giemde Sagnet saalænge til han glemde det. I Anledning af de rare Æbler, hvis Tilnavn i *Skalda* er: Asernes *Alderdoms-Tröst* eller anden Ungdom (elli-lyf ásanna), anmærker *Gangler* nemlig: mig synes, det er vel Meget, hvad *Idunne* har i Giemme, og er af Guderne betroet, og dertil svarer *Har,* med et *Smil:* det havde ogsaa *nær* gaaet *galt* engang, hvorom jeg ogsaa har en Fortælling, men hör nu först Navn paa flere AserGylfe-Legen p. 30. Skalda p. 119.. Derved blev det dengang, og det var Skade, thi *Har* kunde meget bedre fortælle saadanne Æventyr, end *den* Brage, der förer Snak med *Æger* i hvad deraf har sit Navn, men Noget er dog her meget bedre end Intet, og Læseren skal faae hvad der findes.
Aserne *Odin, Loke* og *Hæner,* hedder det, reisde engang over Heder og Fjelde, hvor der var knap Tid paa Levnets-Midler, saa, da de kom i en Dal, hvor der gik en Flok Kvæg, tog de dem en Oxe, og kom i Gryden; men da de syndes, Kiödet havde kaagt sin Tid, og stak i det, var det endnu ikke mört, og ligesaalidt efter en Tids Forlöb, da de prövede igien. Som de nu sad og snakkede med hinanden om, hvordan det kunde være, hörde de Noget oven over sig, oppe i Egen, som sagde: det volder jeg, at Kaag bider ikke paa Kiöd. Da de nu saae dem til, sad der en stor Örn i Træet, som sagde, vil I give mig min Fornöielse af Oxen, saa skal Kiödet nok blive mört. Det indgik de, og Örnen kom ned og satte sig paa Gryden, men tog med det förste Greb ikke mindre end det halve Höved, hvorover Loke blev arrig, snap en stor Prygl, at slaae til Örnen med, og lagde ikke heller Fingeren imellem, men blev ogsaa hængende ved det, da Örnen trak til sig og flöi op baade med ham og med Stangen. Örnen foer grumt afsted med Personen, over Stok og Steen, saa Födderne fik Skam, og Armene var nær ved at gaae af ham, og han bad da snart heel ynkelig Örnen om godt Veir, men fik til Svar, at han skulde aldrig komme paa fri Fod meer, uden han med en Eed vilde forbinde sig til at skaffe *Idunne* med samt hendes Æbler udenfor *Asgaards* Porte. Ved at indgaae det, slap *Loke* lös og tilbage til sine Stal-Brödre, men saa veed Man ikke meer at fortælle om den Reise, end at de kom hjem, og paa den berammede Dag fik *Loke* ganske rigtig *Idunne* trukket med sig i Skoven, udenfor *Asgaard,* hvor, han sagde, han havde fundet nogle Æbler, som hun skulde sætte sine imod, og vilde sikkert finde Smag i. Her indfandt sig da *Thjasse* Jotun i Örne-Hamm og flöi bort med *Idunne,* hvorover *Aserne* vel maatte blive ilde tilmode, thi de blev nu snart baade gamle og graa. De holdt derfor Raad og udspurgde med Flid af hverandre, naar Man sidst havde seet til *Idunne,* hvorved det da kom ud, at sidst Man saae hende, gik hun med *Loke* ud af *Asgaard,* og nu blev da *Loke* taget ved Vinge-Benet, og maatte frem paa Thinge, hvor Pinsler og Död blev stillet ham for Öine. *Loke* fik da Skræk i Livet, og lovede at lede *Idunne* op i Jotunheim, naar *Freye* vilde laane ham sin Falke-Hamm. Den fik han ogsaa, flöi afsted, og kom til *Thjasses* Gaard en Dag, da Jetten var roet ud at fiske, og *Idunne* var ene hjemme, hvem han da skabde om til en *Svale,* holdt imellem Klöerne og foer af med; men da *Thjasse* kom hjem og savnede *Idunne,* foer han i sin Örne-Hamm og satte efter Falken, og tog med sine Örne-Vinger Luven fra ham. Da imidlertid *Aserne* fik Öie paa Falken med Svalen, og Örnen bag efter, löb de til Volden og bar en stor Dynge Hövl-Spaaner sammen, som de stak Ild i, saasnart Falken slap ind og var dalet, og saa gik der Ild i Slag-Fierene paa Örnen, som ikke kunde bare sig for at ile efter Falken, og da först Vingerne saaledes blev stækkede paa ham, var *Aserne* ved Haanden, og fik Död paa *Thjasse* Jotun, tæt inden for Borge-Ledet, hvoraf der siden gik meget RyBrage-Snakken p. 80-82..
Dette Sagn, siger *Skalda,* satte *Thjodolf* af *Hvine* paa Rim i sit *Höstgilde,* og anförer *tretten* Stropher til overflödigt BeviisSkalda p. 119-21., men, skiöndt *Thjodolf* ingen Kaste-Kiep var, hvor det gjaldt om med Rim-Stave at slaae en Spas af, og stikke *Harald* Haarfager, saa kiender Læseren dog alt fra *Hrungner-Mythen* hans urimelige Gaver til at synge om Guder, og jeg skulde derfor her neppe nævnet ham, hvis han ikke havde kaldt *Idunne* Noget, hvoraf Man maa slutte, hun havde hjemme i *Bröndshöi* (brunnakr), men er det end ingen geographisk Vinding, er det dog altid morsomt at vide Navn paa Godtfolks Gaarde. Det er desuden baade i sin mythiske og historiske Orden, at *Höstens* Muse boer ved *Bröndene,* ligesom Vaarens ved *Kilderne,* saa det giver Efter-Tryk, vel ikke paa Islandsk, hvor begge Dele löbe ud paa Eet, men dog paa Dansk.
Mythen, seer Man ellers nok, er, skiöndt maadelig fortalt, dog meget vakker, og i sin förste Deel kun alt for anvendelig under alle Himmel-Egne, men jeg vil haabe, den sidste Part, uden Sammenligning den Bedste, skal findes mest anvendelig paa vort Norden; ja, mig synes virkelig jeg har grandgivelig seet den *Svale* forleden, og, naar *Idunne* stikker i Hammen, da brister naturligviis det gamle Ord-Sprog, at *een* Svale giör ingen Sommer.
Havde nu den fortvivlede Karl med Ravne-Fierene været bare lidt bedre skaaret for Tunge-Baand, da skulde vi sikkert hört en mærkelig Historie om, hvordan *Idunne* fra förste Færd kom til *Asgaard;* men nu kan Man endogsaa tvistes om, enten det skal være *vores Idunne,* han mener, eller ikke, og hvad det egenlig var han vilde sige om hende, er aabenbart saa mörk en Tale, som nogen Ravn kunde före om sine Tyve-Koster. Kun Saameget er klart, at, efter hans Beretning faldt der en *Idunne* af Alfe-Æt, gamle *Ivalds* yngste Daatter, ned fra Skyerne, eller fra *Ygdrasil,* af hvem *Odin* ventede at höre Nyt om Tidens Löb og Verdens Ende, hvorfor han sendte *Heimdal, Brage* og *Loke* til hende, hvor hun laae i Stövet, ilde tilfreds med slig en Bopæl, da Andet var sunget for hendes VuggeRavne-Galderet C. U. I. 211-15..
Foran, hvor Talen var om *Nornerne* og deres Sal i Asken ved Urda-Kilden, har jeg sagt min Mening, at det var *derfra Idunne* faldt ned, og blev paa en Maade den *fjerde* Norne, ligesom *Persephone* den *tiende* Muse, eller den *fjerde* Gracie, og det bliver jeg ved, fordi det passer i Mythe-Krammen, men hvorvidt *Ravne-Galderet* hjemler den Formodning, vil jeg ligesaalidt tvistes med Nogen om, som hvorvidt *Idunne* der tier bomstille, eller, som det forekommer mig, kun taler noget dunkelt, og spaaer en *stræng* Vinter. I begge Tilfælde seer Man nok, at Sende-Budene hugede ikke hendes Svar, og at, mens *Heimdal* og *Loke* bragde daarlig Beskeed til *Asgaard,* blev *Brage* hos *Idunne* for at vogte hendeBrage kaldes her (p. 222) *Grimners* (Odins) *Skjald,* og *Idunnes* Svar finder jeg i St. XIII og XIV., og saa formoder jeg, at da de forskrækkelig kloge Frittere var borte, har *Brage* og *Idunne* baade lært at forstaae hinanden, og er blevet enige om at være hinandens Medhjelp til Domme-Dag. Herom er Mythographerne da ogsaa temmelig enige, og at Spotte-Fuglen ved Ægers-Gildet skylder *Idunne* for, at det var hendes egen Broders Bane-Mand, hun giftesyg tog i Favn, fortjener saameget mindre at ændses, som hun med megen Værdighed svarer:
Ei vil jegLokesLyder opregneVedÆgers-Gilde,Elsker det Milde,Tysser paa*Brage,*I Bæger-Heden,At ei med VredenVaaben I blotteLoke-Gluffen C. U. I. 137-58.
!Det var for Resten ikke umueligt, at *Brage* kunde have forgrebet sig paa En af de Smaa, En af *Ivalds Sönner,* de berömte *Konstnere,* som jo var *Idunnes* Brödre, og i saa Fald var det ventelig paa *Billed-Huggeren,* thi han og *Valhalds-Skjalden* har altid baaret Nag til hinanden, vel ikke af Bröd-Nid, men dog af et Slags Nid, fordi den Ene vil give Helten en Bauta-Steen uden Runer, og den Anden Runer uden Bauta-Steen.
Vil Man endelig vide, hvorfor Spotte-Fuglen er *Brage* saa gram, at han siger:
Hil væreAser,Hil ogAsynier,Hil være Guderne alle,Assen undtagenHist inde i Krogen,*Brage*jeg menerPaa Bænke-HjörnetLoke-Gluffen C. U. I. 155.
;da giör Man vel bedst i at spörge *Loke* selv derom, men jeg formoder dog, det er af Misundelse, fordi han vilde selv havt *Idunne,* og Saameget er i det Mindste vist, at til Nordens *Persephone* er der *tre* Beilere, *Loke, Heimdal* og *Brage,* som Alle paa en vis Maade svare til *Pluto,* saa Brage havde aldrig faaet hende, naar ikke *Lykken* havde været bedre end *Forstanden!*
Der skulde maaskee endnu tales lidt om *Brages* Helte-Mod, men det er en killen Sag, thi vel siger han til Spotte-Fuglen:
Var vi kun ude, saasandtSom inde vi ereIÆgersHald,Da, troe mig,Loke,Jeg lyver ikke,Mig brat til HændeDit Hoved kom;men Svaret lyder saa grumme spodsk, at Man snart bliver vild i det, thi det er som En kunde sige:
Det knager i Bænken,Naar Kneps du slaaer,Ei boldere NogenFor Bord-Enden sad,Men er du blodtörstig,Saa træk fra Læret,Hvad bryder sig HeltenOm HöflighedLoke-Gluffen C. U. I. 156.
!Vel kan Man ikke regne, hvad onde Tunger sige, og *Loke* skal ikke rose sig af sin Tapperhed, naar det gaaer til Haandgribeligheder, men da Man dog slet ingen Bedrifter har af *Brage* at stoppe Munden med, nödes Man til at lade den staae aaben, og indrömme, at Heltenes Lovtaler findes snarere ved Gildes-Bordet end paa Val-PladsenDersom Asa-Bragr, i Skirners Reise C. U. I. 80, skulde betyde *Brage,* var det immer Noget, men ventelig menes *Thor* dermed, og bragr er i alt Fald ikke Brages Navn.!
# Mimer og Heimdal.
*Mimer,* hvis Navn betyder *“Hukommen”* (meomor), er med samt sin Kilde og sin Brönd, og selv med sit stakkede Halsbeen, ei vanskelig at forstaae, men som *Mythisk* Person er han en sand Gaade, da hans Hoved spiller en vigtig Rolle, baade i Völuspa og Ynglinge-Saga, uden at dog Nogen kan sige os, om han var en As, en Jette, en Alf, eller hvad. Da jeg imidlertid i *Völuspa* ikke kan skille ham fra *Heimdal,* men allevegne temmelig godt forene dem, saa har jeg sat mig for at slaae dem sammen paa en Maade, og jeg troer ikke Læseren vil fortryde paa det, da jeg ikke vil hugge det Mindste af dem, men lade dem blive som de er.
Dog, lad os höre, hvad *Har* veed om *Heimdal,* og siden tale om det Andet!
*Heimdal,* siger Har, kalder Man ellers den *hvide As;* han er höi og hellig, og Sön af ni Jomfruer, Systre alle, men han hedder ogsaa *Skrinkel-Been* (Hallinskiði) og *Guld-Tand,* hans Tænder er af Guld, og hans Hest hedder Guld-Manke (gulltoppr). Han er Gudernes Skjold-Vagt, og boer paa Himling-Höi (himinbjörg) ved *Gynge-Broen* (bifraust), for der paa Grændserne at forsvare Broen mod Bjerg-Troldene (bergrisar). Han behöver mindre Sövn end en Fugl, og seer lige saa godt ved Natten som ved Dagen i hundrede Miles (rasta) Afstand. Han kan höre Græs groe i Enge, og Uld paa Faar, end sige hvad höiere lyder, og han har en Luur som hedder *Gienlyds-Hornet* (Giallarhorn) og kan höres over hele Verden. Herpaa anföres Verset om hans Borg af Grimners-Maal, hvor det hedder:
*Heimdal*thronerPaa Himling-Höi,Gudernes Skjold-BorgSkiön er tilsyne,Mjöden hin godeGladelig drikkerVærneren der!Og det bemærkes tillige, at i *Heimdals-Galderet* siger han selv:
Systre ni jeg kalder Moder,Mödre ni mig har til SönGylfe-Legen p. 30.
!Var denne Vise ei gaaet tabt, vilde vi sagtens vidst bedre Beskeed om denne Mark-Greve af Slesvig, som jeg fristes til at kalde ham, men nu maae vi nöies med det vi har, og tye til Skalda, hvor vi vel, desværre, ingen Historier finde om ham, men dog mærkelige Hentydninger. Foruden de ni Mödres Sön, Gudernes Mærkes-Mand (vörð goða) og den hvide As, kaldes han nemlig *Loke-Tæmmeren* og *Freya-Smykkets* Opleder, med det Tillæg, at ved *Bölge-Skiær* (vagasker) og *Klinger-Steen* (singastein) droges han med *Loke* om Perle-Smykket (brisingamen) som *Loke* havde tyvstjaalet. Naar det nu derimellem hedder, at *Heimdals Sværd* kaldes *Hoved,* som sagt er, at han blev giennemboret med et Mande-Hoved, da byder hele Sammenhængen os unægtelig at forstaae det *“han”* ikke om Heimdal, men om *Loke,* thi ellers var det jo ikke Heimdals, men hans Fiendes Sværd der skulde kaldes Hoved. Hermed stemmer ogsaa det Fölgende, at derom synges i *Heimdals-Galderet,* og at siden er *Hovedet* (billedlig) kaldt Heimdals Maale-Stok (miötuðr Heimdallar), og Sværdet Mands Maale-Stok; thi skiöndt det er lidt dunkelt, viser det dog, at Heimdal ikke tabde Hovedet, men brugde det mandeligSkalda p. 104-5, hvor Heimdal ogsaa kaldes *Vindler* og *Odins Sön,* men det Förste forstaaer og det Andet ændser jeg ikke..
See, dette er Summen af hvad vi veed om *Heimdal,* og han er da naturligviis Udtrykket for den *Vidskab* og *Forstand,* der ikke spotter, bestrider eller forraader, men *forsvarer Aandens* og *Poesiens* Verden, og staaer derfor fiendtlig ikke blot mod Jetterne, de aabenbare Aands-Foragtere, men ogsaa mod *Hinkeren* imellem Begge, der i Grunden er af Jette-Byrd, og ender derfor med at blive *Asernes* Forræder: den falske Viismand *Loke.* Dette vilde være aabenbart, om end ikke *Heimdals* Sværd kaldtes *“Hoved”,* men derved bliver det rigtig nok soleklartDerfor er det ogsaa *Heimdal,* som raader til at Thor skal lege Brud for at faae sin Hammer igien, og han er Hoved-Manden for Gesandtskabet til *Idunne.*, saa *Heimdals-Mythen* er aabenbar ogsaa sat til Asgaards Lande-Værn mod Jetter, da det er umueligt, med mindste Skin at giöre den til en Skygge af det Umælende, og det er en Selv-Fölge, at det *Land* og den *Bro,* Heimdal forsvarer med sit *Hoved,* maa være af samme Natur som det. Naar Man derfor giör en As, der saa aabenbar vil igiennem *med Hovedet,* til en Krebs-Giænger i Dyre-Kredsen, og vil ikke engang af Folke-Munde lade sig lære hvad det betyder “at kunne höre Græs groe”, da beviser Man unægtelig alt for klart sin Udygtighed til at forstaae Nordens Billed-Sprog.
Der kunde nu være Endeel at sige om *Hoved-Slaget* mellem *Heimdal* og *Loke* om den skiönne Frues Perle-Smykke, men om det og meget Andet siges bedst Beskeed i det *Heimdals-Galder,* vi med Rette vente til Erstatning for det Tabte, da det er klart, vi nu igien har oplevet *Heimdals* Födsel, og tör haabe at see hans Levnets-Löb baade fortsat og forklaret.
Mythen om hans Födsel af ni Systre finde vi for saavidt fuldstændigere i Hyndlas Sang, som vi der læse:
Avlet er En,Fra Arilds Tid,Kraftig tilgavns,Af Gude-Æt,Ni ham födte,Den fredsælle Mand,Jette-Möer,Paa Jordens Pynt;Han kom til KræfterAf Koldskaals-Bölger,Af Igields-BlodetOg Jords Formon!Meget vi sigeOg meer dog veed,Giöre til ViljeFor viis dig eiHyndlas Sang C. U. I. 337-39.
!Man seer vel, jeg med Flid har oversat dette dunkle Vers dunkelt, og naar Man nu veed, at sammesteds de ni Moder-Navne opregnes saaledes: *Gjalp* og *Gribbe, Elgje,* (eller Eistle) og *Angeye, Ulfrune* og *Örgive, Sinder* (eller Imder), *Ædle* og *Jern-Saxe* (eller Jern-Faxe), da veed Man Alt hvad herom findes, og fristes neppe til at tænke paa Farverne i *Regn-Buen,* som Heimdals egenlige Mödre. At jeg langt heller tænker paa de *ni Hjerter,* Danmark fra Arilds-Tid har fört i sit Skjold, vil jeg i det Mindste ingenlunde fragaae, og tör mene, at de lidt bedre end Regnbu-Farverne kunde föde en Herre, der med sit *Hoved* slog *Loke* af Marken. Om nu de ni Hjerter hængde sammen med ligesaamange Öer eller andre Afdelinger i Norden, det veed jeg vel ikke, men finder Efter-Slægten, at Nordisk Forstand paa Aandens Verden og universal-historisk Vidskab har havt sin Vugge imellem os, vil den ogsaa nok udfinde en Forklaring der passer. Hvad Mythe-Smeden har stirret paa, da han talde om den stærke *Jord-Art,* de kiölige *Bölger* og *Igjelds-Blodet,* hvoraf *Heimdal* voxde, kan jeg heller ikke sige for vist, men Jorden viser dog altid sine Kræfter ved hvad den frembringer, *Bölgerne* afbilde Tidens Löb, og *Igjelds-**Blodet* (sónar dreyri) er formodenlig nærmest det Samme som Igields-Badet (sónar lavgr) altsaa efter gammel Stil: *Skjald-Skab,* der förde Navn efter Karrene: *Odrærer, Bodn* og *Son*Skalda p. 98.*.* At Man nu kan voxe i Forstand, ved Hjelp af et godt Anlæg, Historisk Kundskab og Poetisk Sands, forekommer mig höist rimeligt, og, sandt at sige, troer jeg det netop var, hvad *Heimdal* behövede, for at blive baade hvad han mythisk blev og hvad han historisk stiler paa og tegner til. Den gode *Miöd* som *Heimdal* gottede sig med, har da aabenbar været den saakaldte *Odins-Miöd,* men derover har han hidtil ligget i Klammeri med *Mimer,* thi allerede i *Völuspa* famler Mimer efter *Gjallar-Horn* for at drikke af det over Valfaders PantVöluspa C. U. III. 36. 37., og i *Gylfe-Legen* siges det reent ud, at han giör detGylfe-Legen p. 17., hvad dog er vel dristigt uden Heimdals Forlov, med mindre han kanskee dengang ikke var födt endnu. I det andet Vers af Völuspa, hvor *Mimer* nævnes, hedder det:
Da monne spille*Mimers*SönnerAlt paa det gamleGjallar-Horn,Höit blæser*Heimdal*Med Hornet i Sky,*Odin*mumlerMed*Mimers*HovedVöluspa C. U. III. 46.
!og her er det reent umueligt at faae *Heimdal* skildt fra *Mimer,* uden at giöre dem til Fader og Sön, hvorved Man endda er forlegen med *Mimers* Hoved, med mindre Man deri seer det Heimdals Sværd som kaldes “Hoved.”
Men hvad kan Man heller have imod det Billed-Sprog, at Mimer var Heimdals Fader, og efterlod ham, da han blev halshugget, sit Hoved, som Odin balsamerede og spurgde til Raads, men Sönnen brugde til Sværd, da jo unægtelig *Hukommelsen* betinger *Forstanden,* og *Historien* mister Livet, naar den gaaer ud af Munden, men kan dog balsameret i Blæk giöre god Tjeneste, baade som Raad-Giver for et Odins-Öie, og som Sværd i en Heimdals-Haand! Derfor, uagtet jeg ikke kan rose mig af at forstaae det förste Ord, *Mimers* Hoved klögtig taledeBrynhilds-Kviden C. U. II. 200, hvor det dog sagtens ogsaa er *Heimdal,* der staaer paa Bjerget med *Mimers Hoved* til sit Sværd., finder jeg det dog rimeligt nok, som *Brynhild* siger, at det var om alskens *Runer,* og jeg tænker, Læseren giör ligesaa.
Ligesaalidt som jeg nu kunde være enig med Mythographerne om, at söge *Heimdals* Mödre i Regnbu-Farverne, ligesaalidt naturligviis kan jeg med dem finde *Gynge-Broen* (Bifraust) i Buen selv; men var det kun deres Mening, at Buen *afbilder* for Öiet den usynlige Bro mellem Himlen og Jorden, mellem Aandens og Legemets Verden, som Billed-Sproget slaaer, og Forstanden skal forsvare, samt at det deilige Farve-Spil ogsaa afbilder Kilden, hvoraf aandelig Forstand udspringer, da skulde jeg, langt fra at trættes med dem, paa Timen give dem Ret.
At *Heimdals* Navn har piint Fortolkerne, er ingenlunde hans Skyld, men kom blandt Andet af at de ikke forstod Angel-Sachsisk, thi det betyder ligefrem *Jord-Deleren* (heim-dælir) og Land-Maaleren, som passer godt paa ham, ei blot fordi han skal værne om de himmelske Lande-Mærker, men ogsaa fordi det i det Hele, som Man veed, er *Forstandens* Sag at giöre Reen og ret *Skiel* allevegne. Det er derfor ganske i sin Orden, naar det i Fortalen til *Rigs-Maal* hedder, at det var *Heimdal* som vandrede om i Norden og satte *Skiel* mellem *Stænderne,* til et ordenligt Borger-SamfundRigs-Maal C. U. III. 170., men jeg kan ikke giöre denne Bemærkning, uden offenlig at yttre den Modbydelighed, enhver dannet Læser maa föle for den plumpe Mening, Man har lagt i en Mythe, der vel ikke er synderlig poetisk, men dog ikke heller gjort af saa grov og flau en islandsk Bonde-Knold, som den maatte være, der gjorde en Heimdals-Mythe om hvad Man kun har Skam af at nævne, og maa være meget dum paa Stats-Anliggender, for deri at tiltroe nogen Dygtighed.
*Heimdal* faaer vel ogsaa en Snert ved Ægers-Gildet, hvor han formaner *Loke* til lidt mere Ædruelighed, men det har kun lidt at betyde mod hvad, efter Gylfe-Legen, Enden skal blive, da *Heimdal* og *Loke* skal i Ragna-Roke drages saa længe, til de fældes BeggeGylfe-Legen p. 73.. Dette beseigler da, at *Heimdal* er *Forstanden* paa *Asernes* Side, ligesom *Loke* paa *Jetternes,* og erindrer om, at al vor Erkiendelse hernede, selv den rette, skal som umoden affalde.
# Njord og Frey.
Ikke vil jeg her gientage, hvad sagt er om det lidt dunkle Forhold mellem *Aser* og *Vaner,* men kun erindre Læseren om, at vi her er blandt *Vanerne,* hvor vi altsaa ikke kan vente at höre *Asernes,* men deres Tunge-Maal og Billed-Sprog, eller, om vi höre det, dog ei kan forlange, at Talen skal være om de samme Gienstande.
Foruden Gidsel-Mythen, der, som vi har seet, bedre indhyller end forklarer Forholdet mellem Aser og Vaner, har vi egenlig kun *Ægteskabs-Myther* om *Njord* og *Frey.*
*Thjasse* Jotuns Daatter *Skade,* hedder det i *Brage-Snakken,* foer i Harnisk, og sögde *Asgaard,* for at hevne sin Fader, men gik dog paa Forlig med *Aserne,* som, blandt Andet, gav hende Lov til at vælge sig en Hosbond iblandt dem, dog uden at see Andet end Födderne. Da hun nu fik Öie paa et Par meget smukke Födder, da sagde hun: kiön er *Balder* fra Top til Taa, og ham tager jeg, men det var *Njord* fra *Noatun*Brage-Snakken p. 82. Det rager os vel ikke synderlig, at *Thjasse* Jotuns Fader hedd *Ölvalld* og hans Brödre *Id* og *Gang,* men dog bör det vel anmærkes, at alle disse Brödre nævnes i *Grotte-Sangen,* (p. 148) som Fenjes og Menjes Frænder, og at de maalde Guldet i *Munden,* da de skiftede Arvegods efter deres Fader.*.* *Skade* var imidlertid kiær ad sin Fæderne-Gaard, som laae tilfjelds oppe i *Thrymshjem,* medens *Njord* derimod holdt ad Strand-Kanten, og de blev da enige om at skifte, saa de var *ni* Dage i Thrymshjem og *tre* paa *Noatun.* Det hjalp imidlertid ikke, thi da *Njord* kom tilbage til Noatun, kvad han:
Leed og kiedAd Klipper jegBlev i NætterNi tilfjelds,Thi med SmagPaa Svane-Sang,Ilde kun hugerUlve-Glam.*Skade* sang derimod:
I Skoven ved SöenEi sove jeg kan,Der Maagen mig vækkerI Morgen-GryOg Fuglene skrigeMig Örene fulde!Hun drog ogsaa virkelig tilfjelds og opslog sin Bopæl i *Thrymshjem,* hvor hun morede sig med at löbe paa Skier og skyde Dyr med Bue, og kaldes derfor Sköite-Gudinden, eller *Skie-Disen*Gylfe-Legen p. 27-28.*.* At hun siden giftede sig med *Odin,* siger vel kun Eivind Skalda-Spilder, men at hun virkelig skildte sig fra *Njord,* ymtes der dog ogsaa om i SkaldaSkalda p. 104., og skiöndt hun i Skirners Reise gaaer for *Freys* Moder, giver dog Gylfe-Legen ei utydelig at forstaae, at *Njord* fik ham efter SkilsmissenGylfe-Legen p. 28. Niörðr gat siðan tvö bavrn., og ved Ægers-Gildet hedder det, ligesom i Ynglinge-Saga, at Freys Moder, efter Vaners Skik, var hans FasterLoke-Gluffen C. U. I. 166. Heimskringla I. 8..
Det var umueligt med mindste Opmærksomhed at læse *Edda* og *Saxo,* uden at finde *Njords* og *Skades* Vers i Munden paa *Hading* og *Ragnild,* eller omvendt, men saa svag var Opmærksomheden, eller saa stærk den Islandske Overtro, at det slet ikke ledte til nöiere Sammenligning, da Man slog sig til Ro med den Tanke, at *Saxo* havde snappet det Par Linier op, tværet dem ud og puttet dem i Munden paa de Förste, de Bedste. Naar Man imidlertid seer, at *Ragnild* vælger *Hading,* ligesaavel som *Skade Njord,* ved at tage efter *Benene,* vil Man dog udentvivl mærke, at der stikker Mere under, og indsee, at et Vers midt i *Hading-Sagnet,* der aabenbar har været et heelt langt Digt, er der bedre paa sin Hylde, end i det Eddiske Ase-Register. Rummet tillader mig imidlertid ikke her at tale udförlig om den store *Hadingske Tempel-Mythe,* saa jeg maa indskrænke mig til nogle faa Vink.
Baade *Njord* og *Hading* er de Mythiske Navne paa *Offer-Guden,* altsaa Udtryk for *Guds-Dyrkelsen,* og ligesom derfor *Frey* kaldes *Njords* Sön, indstifter *Hading Freys-Festen* (Frö-blot), som vi af *Hornkloves* Vers om *Harald Haarfager* kan see, var *Julen*Vafthrudners-Maal C. U. I. 22. Steph. Saxo p. 16 (Dansken I. 52). Heimskringla I. 92, hvor *Julen* aabenbar kaldes “Freys leik”, hvoraf vi endnu har *Jule-Leg.**,* og denne Optagelse af det *Hjertelige* i Kæmpe-Anskuelsen er dybt og deilig udtrykt i *Hadings* Reise til de *Levendes Land* bag de Dödes Rige, som Man vel maa kalde den underlige Færd under *Kvinde-Kaabe,* hvorpaa han skrider *Valhald* forbi, saavelsom *Hel,* og standser kun ved den uoverstigelige Muur, bag hvilken Hane-Galet vidner, der er i Sandhed *Liv efter Död*Steph. Saxo p. 16. Dansken p. 53-54.*.* Vist nok synes i Hading-Sagnet en Folke-Historisk Mythe at være sammensmeltet med Tempel-Mythen, men lige fra *Hadings* Barndom af, da hans Foster-Fader *Brage* (Brache) sætter ham under Jetterne *Vagnhoft* og *Hafles* Vinger, er dog hans Liv saaledes knyttet til *Guderne,* at det vist kun er Folkets religiöse og poetiske Forhold der skal speile sig deri.
Naar det i Gylfe-Legen hedder om *Njord,* at han raader for Med-Bör, stiller Sö-Gang, dysser Ild og er riig nok til at skiænke alle dem som ham paakalde baade Land og Lös-ÖreGylfe-Legen p. 27., da passer det ogsaa godt nok paa de *milde* Guders Ypperste-Præst, især naar han tages indvortes som *Guds-Frygten,* der selv har avlet dem med sin Syster *Fromheden.* Hans Tilnavn *Vogn-Guden* (vagna guð) har ventelig ogsaa Hentydning paa *Stads-Vognene,* der brugdes ved de hedenske HöitiderSkalda p. 103..
Vi komme nu til *Frey,* som er den egenlige *Van-Gud,* og ret aabenbar en Forgudelse af *Mildheden,* saa jeg kan intet Öieblik tvivle om hans *Danske* Herkomst i strængeste Forstand, og finder det höist rimeligt, at *Danne-Kvinden* fra Först af ei har havt andre Afguder end *Frey* og *Freye,* men har fundet sig i at dele den Nordiske Kæmpe-Anskuelse af Livet, naar hendes Yndlinger optoges deri, og *Freye* beholdt den halve Val. Dette er i det Mindste en yderst simpel og naturlig Maade at forklare sig Forholdet mellem *Aser* og *Vaner* paa, og som Man vist ikke skal finde i Modsigelse med Nordens Historie,
Om *Frey* hedder det, i *Gylfe-Legen,* at han er baade deilig og vældig, og er en Perle blandt *Aserne* (hinn ágætazti af ásum), som raader for *Regn* og *Soel-Skin,* og dermed for Aarets Gröde og Folks Velfærd, saa han er god at paakalde for *Fred* og *Frugtbarhed*Gylfe-Legen p. 28.. Hermed stemmer det Lov selv *Tyr* giver ham ved Ægers-Gildet, sigende:
Freyer den BedsteAf Fyrsterne alle,I Gude-Laget;Han giör ikke MöEller Moder Fortræd,Hans Lyst er at löseDe Lænke-BundneLoke-Gluffen C. U. I. 166.
!Ogsaa i Grimners-Maal nævnes han med Hæder, naar det hedder:
IvaldsSönner,I Arilds Tid,Lagde HaandPaa Lykke-SkibetDet Magelöse,Til Mild-Öie,Frey, den skiæreFolke-GavnerGrimners-Maal C. U. I. 60.
!Han havde imidlertid *Mildhedens naturlige* Feil, en vis Kvindagtighed, der ikke behöver at være Feighed, men svækker ligefuldt Kraften til Livs-Kampen, hvad han da ogsaa maatte drikke i sig ved Ægers-Gildet, da han sagde til *Loke:*
I Baand ligger UlvenVed Aa-Minde,TilRagna-Roke,Og, Rænke-Smed!Hvis ei du tier,Du tör vel fristeDet Samme fast!Spotte-Fuglen svarer nemlig:
Med Guld opveiedDuGymersDaatter,Solgde dit SværdDa med det Samme!NaarMuspelsSönner,Fra Mörke-Skov,Nu Hesten sporeTil Herre-Færd,Hvad har din StakkelAt stole paaLoke-Gluffen C. U. I. 168. 69.
!Om denne Handel findes en Efterretning i *Gylfe-Legen,* der lyder paa, at *Frey* af *Hovmod* satte sig i *Odins* Höi-Sæde, og straffedes derfor med en rasende Elskov, han fattede til Jette-Möen *Gerde,* hvis blændende Deilighed stak ham i Öinene, men Professor *Rask* har fuldkommen Ret i, at den Fortælling er skudt ind med Fusker-HaandGylfe-Legen p. 39. 41., saa den maa regnes til *Skalda,* og staae tilbage for Visen om *“Skirners Reise”,* skiöndt ogsaa den er en Udmaling fra Bjarkemaals-Tiden. I Sammes Fortale ymtes vel ogsaa om, at *Frey* havde forsteget sig til Hlidskjalf, men det gaaer med For-Talerne til de gamle Digte, som med Bag-Snakken om de Nye, at dem kan Man aldrig regne, og at *Frey* kiöbde den smukke Jette-Pige i dyre Domme for sit gode Sværd, er da Alt hvad vi kan ansee for grundmythisk. At der nu altid hos Mængden, og efterhaanden hos Alle, vilde klæbe noget Ureent ved det hedenske Mönster paa Naade og Mildhed, fölger af sig selv, saa det var intet Under, at *Frey* reed paa en Griis fra Olav Paas Betræk ind i Ulf Uggesöns Huusmands-DrapeSkalda p. 104., men det er kun de urene Dyr, der dvæle ved Sligt, hvoraf der ogsaa udenfor de hedenske Myther er Nok, da vi derimod studse ved, at *Freys* Forgabelse i *Gerde* lægges ham mythisk til *Last,* som en Letfærdighed, hvorom *Hadings* Forbindelse med *Hardgrippe* giver en herlig Oplysning. At for Resten *Gylden-Börste* oprindelig ingenlunde har været *Freys* Ganger, men hans *Tryne-Hjelm* (hilde-svin), er alt bemærket, og *Skibbladner,* som udentvivl skal sige *“Lykke-Skibet”* (af A. S. blæd), udtrykker for mig *Hjerte-Sproget,* som, naar Aand opliver det, har altid Med-Bör og bærer det Guddommelige bedst, skiöndt det kun er ringe til Syne. Saaledes beskriver nemlig Mythen det konstige Skib, der kunde bære alle Guderne i fuld Rustning, men ogsaa lukkes sammen til at ligge i en LommeGylfe-Legen p. 48. Skalda p. 132..
I Ynglinge-Saga forekommer *Frey* vel som Drot i *Upsal,* efter *Odin* og *Njord,* men er dog klarlig den samme *mythiske* Person, der efter Döden dyrkes som Gud for *Fred* og *gode Aaringer,* og det er en höist mærkelig Efterretning, vi ved den Leilighed faae, at ikke allene kaldte Svenskerne det *Freys Fred,* hvad ellers kaldes *Frode-Freden,* men Man dulgde ogsaa hans Död i *tre Aar*Ynglinge-Saga i Heimskringla I. 15-16., altsaa *ligesaalænge,* som de *Danske,* efter *Saxo,* förde *Frode Frede-Gods* Lig om Land. Heraf slutter jeg vel ingenlunde, at *Freys-Mythen* er udsprunget af *Frode-Sagnet,* men vel at de er sammenblandede, fordi *Hvide-Slets* (Van-Hjems) Helte-Tid er personificeret i *Frede-God,* og er da naturligviis et Speil for den *hvide* Guddom (Van, vana-guð, skir Frey), der udtrykde den höieste poetiske Idee paa Hvide-Sletten ͻ: i *Ö-Danmark.*
Rummet tillader mig heller ikke her Udskeielsen til det store *Fredegods-Sagn,* som en *Folke-Historisk* Mythe fra Asamaals-Tiden, der löber paralel med *Tempel-Mythen* om *Hading,* og udgiör med den *Ö-Danernes* gamle Helte-Digt, men Lidt maa jeg dog sige om disse mærkelige, hidtil enten uændsede eller miskiendte Ting.
At nemlig *Frode-Tiden* er Danmarks *Guld-Alder,* seer Man ikke blot deraf, at der da laae *Guld* paa alfare Veie, uden at Nogen i lang Tid bukkede sig efter det, men især deraf, at *Guldet* kaldes *Frodes Meel,* og males endnu, saa det er en Lyst, for vore Öine, i *Grotte-Sangen*At Man ogsaa i Danmark vidste at tale om *Frodes Meel,* viser Sagnet om Frode den Förste. Steph. Saxo p. 27. Dansken I. 93.*,* og hvor sædvanligt det nu end er, naar Man seer det röde Guld, ikke at tænke paa noget Höiere, som det kunde være Billede af, men kun paa det selv, saa er det dog slet *ikke poetisk,* og da nu saavel Grotte-Sang som Völuspa unægtelig er Rimsmed-Arbeide, anseer jeg det ikke blot for tilladeligt, men tilbörligt, at forstaae og forklare dem og alle poetiske Myther *poetisk. Guld* betyder altsaa *Lyksalighed,* som vi endnu forstaae ved “den gyldne Tid”, og at *Fredegods-Dagene* gjaldt derfor, siger blandt Andet Grotte-Sangens Indledning i Skalda, hvor det hedder, at paa den Tid blev der i *Danmark* fundet to store Mölle-Stene, som havde den Egenskab, at Man derpaa kunde *male til sig* Alt hvad Man *forlangde,* og det var den berömte *Grotte-Kværn,* som droges af to *Jette-Piger,* Frode havde kiöbt i *Upsal,* ved et Besög hos *Freys* Sön *Fjölner,* som siden, mærkelig nok, *druknede* i Frodes *Miöd-Kar*Skalda p. 146. Heimskringla I. 17.*.* Fremdeles, saa da *Frode* satte *Fenje* og *Menje,* som Slavinderne hedd, til Lykkens Haand-Kværn, forlangde han *Guld* og *Fred* og *Lyksalighed,* hvorfor det ogsaa lyder i Grotte-Sangen:
TilFrodevi male,Saa frydelig,Guld med Gæving,Paa Glædens Kværn:Dands paa Roser!Og sov paa Dun!Vaagn naar dig lyster!Vel er da malet!Her giöre IngenHinanden Meen!Rænker og Mand-SlætMærkes ei til!Ingen blotteDet blanke Sværd,Selv ei om BroderI Baand han saaeSkalda p. 148.
!Her see vi, blandt Andet, hvi den Danske *Fredelighed* gaaer stundum vel vidt, men hvad jeg vilde sagt, var, at *Jette-Pigerne,* hvem *Frode* ei undte længere Hvile end der er mellem Giögens Kuk-Kuk, malede först hans Folk i Sövn, og saa ham selv en Fiende-Hær paa Halsen, som der staaer i Visen:
Baal seer jeg blussePaa Borge-Vold,Budstikke-VærkGiör Bavnen der,Krigs-Mænd giæsteNu Kongens Gaard,Huset brænderOg Herren med!Dig fölger ei længerNu*Leire-Thronen,*Det röde GuldOg den rige KværnSkalda p. 149.
!Det var, siger Indledningen, en *Sö-Hane* ved Navn *Mysing,* som dræbde *Frode,* og han tog *Grotte-Kværnen* med sig, men da han var syg for *Salt,* og kunde aldrig faae malet Nok af det, fik han snart for meget, og gik til Bunds, hvor Kværnen dannede en *Mal-Ström,* og derved blev Söen saltSkalda p. 147..
Naar vi sammenligne dette med Frodes Endeligt hos *Saxo,* synes det vel meget forskielligt, men dog er det en *Hav-Ko* eller *Hoppe* (mere-hengest) der stanger ham ihjel, saa det löber ud paa Eet, og det er höist mærkeligt, at hans Efter-Mand *Hjærne* Skjald siden giör sig netop til en *Salt-Syder*Steph. Saxo p. 96. 99. Dansken I. 297. II. 7. Ventelig er det den samme *Hoppe* (Hors) der fölger med *Hesten* (Hengest) til Bretland, thi disse Navne er aabenbar *billedlige,* og den Angel-Sachsiske Udvandring ender ligesaa aabenbar Danmarks *Guld-Alder,* men Rummet tillader mig her ikke meer end saa lumsk at stikke Branden i John Bulls Næse, der har taget *Hengst* og *Hors,* disse to vælige Hav-Heste, for et Par prosaisk-tamme Vognmands-Krikker., saa begge Sagn synes mig at stemme fortræffelig, naar de forstaaes om Guld-Alderens Endeligt, og om *Mellem-Tiden,* da Man först enstund græd over den, saa gav den en hæderlig Jordefærd, og saa övede sin Vittighed paa den. Saaledes gik det jo de *Trojanske Helte* i Grækenland, og, saavidt jeg veed, alle Helte i Verden, og gik det kanskee end de Danske lidt bedre end sædvanlig, maa Retningen dog have været den samme. Det kan maaskee undre Læseren, at *Frey* i Upsal faaer *Freye,* og *Frode* i *Leire* derimod Kæmpen *Fridlev* efter sig, men naar man husker, at *Sölv-Alderen* immer förer baade *Kæmpen* og *Kiæresten* i sit Skjold, vil man finde det i sin Orden, at *Bjarkemaals-Tiden* betragtes fra begge Sider.
Hvad endelig *Freys* Navn angaaer, da er det aabenbar det gamle nu forlorne Maskulin til *“Frue”* som vi finde i Angel-Sachsisk (frea), og *Yngve-Frey* er vel en blot Misforstand af frea ingwina (Hirdens Hosbond), der er et kongeligt Hæders-Navn i Bjovulfs-Drape.
Dog, nær havde jeg glemt, at, trods *Lokes* Skumlerier, skal *Beljes* glandsfulde Bane-Mand drages mandelig med *Surtur* i Ragna-RokeVöluspa C. U. III. 49. Gylfe-Legen p. 73, der ogsaa, tilligemed Gylfe-Legen p. 41 og Skalda p. 104, viser at *Frey* maa være *Beljes* Drabsmand, og altsaa *Blod-Hav* hans Hest efter Skalda p. 180., og det maa dog ingenlunde oversees, da det klarlig viser, at Man opfattede *Mildöie,* ligesaavel i hans *Löve-Mod* til Kamp for hvad han *elsker,* som i hans *aandelige Ild-Natur* der sætter sig mod Surturs falske Lue (sviga læfi).
# Asynierne.
Heiede vi paa Nordiske Gudinder, som Man nu i Norden sædvanlig heier paa Böger, da kunde vi faae vor Fornöielse i Gylfe-Legen, eller dog i *Skalda,* hvor vi finde hele *syv* og *tyve* paa eet Bret; men skiöndt Tallet er det Danske Lösen, giör den uhyre Forskiel mellem Fyld og Fylde dog, at jeg heller holder mig til *Völuspa,* hvor *Frigge* i Grunden staaer ene Dame mellem Kæmpe-Guderne, og *Freye* kun nævnes i Forbigaaende.
Disse To er da ogsaa aabenbar de eneste egenlige Gudinder i Norden, som endda knap nok Begge kan kaldes *Asynier,* da *Freye* er *Van-Disen,* ligesom *Frigge As-Dronningen,* og det er aldeles i sin Orden, at Aserne forgudede *Moder-Kiærligheden* (Balders-Moderen), og *Vanerne Elskoven* (Odder-Bruden).
Om *Frigges* Ægteskab med *Odin* er alt forhen talt, og jeg skulde ei have stort at tilföie, hvis ikke begge vore gamle *Historie-Skrivere* stemmede i med *Loke,* og beskyldte hende for Utroskab, men det tör jeg ikke forbigaae; thi vel er Historie-Skrivernes hemmelige Efterretninger om Gudernes Hoffer endnu upaalideligere end de om Keisernes, men mythisk giælder det dog altid, at der gaaer ikke Rög af en Brand, uden der har været Ild i den, saa Noget er der sikkert, om ikke i det, saa dog under det, naar Man kunde faae Fingre paa det.
*Snorro* fortæller meget tört, som han pleier, at engang, da *Odin* var udreist, og blev saa længe borte, at *Aserne* tænkde, de saae ham aldrig meer, da skiftede hans Brödre *Ve* og *Vile* Arve-Gods efter ham, men *Frigge* vilde de Begge have. Lidt efter kom imidlertid *Odin* hjem og tog selv sin DronningHeimskringla I. 7. Dansken I. 7..
*Saxo* er langt fra at tage saa fiint paa *Asynien,* men holder et slemt Huus med hende, fordi hun, efter hans Forsikkring, först fik nogle *Guld-Smede* til at stjæle af den *Billed-Stötte,* Kongerne i Norden havde ladet stöbe og sendt til *Odin* i *Maglegaard,* og siden, da den var sat i Veiret og gav Klang som en Memnons-Stötte, endda ikke kunde dye sig, men fik, ved usömmelige Kiær-Tegn, En af *Odins* gode Venner til at löfte den ned, saa hun kunde faae Guld-Smykker af den at stadse medSteph. Saxo p. 13. Dansken I. 41. 42..
Denne Beskyldning klinger nu vist nok frygtelig, og de nærmere Omstændigheder synes at give den Vægt, men deels kan dog *Frigge* være glad ved, at Vidnesbyrdene stemme ikke overeens, og deels kan hun frit sige, hendes Navn er misbrugt, thi mærkede vi det ikke för, at vi har en *Tempel-Mythe* for os, hvori *Frigge* naturligviis betyder *Asa-Folket,* altsaa *Gotherne* nede ved *Magle-Gaard,* da maatte det dog slaae os, naar vi see, at, efter Saxo paa dette Sted, gaaer *Odin* i Landflygtighed af Skamfuldhed over hans Dronning, medens det paa et andet Sted hedder, at han blev fordrevet, fordi Aserne skammede sig ved ham.
Hermed vil jeg just ikke paastaae, at det er to Sagn om een Sag, thi de udvandrede *Gother,* som har skiftet Saameget, kan ogsaa godt have skiftet Guder meer end een Gang, men jeg vil kun sige, at Sligt klarlig er Meningen, naar der siges om *Frigge,* at hun tog fremmede Guder, saa det vedkommer ikke *vores Frigge* her hjemme. Hvad endelig *Guld-Smedene* angaaer, da seer Man baade af *Völunds-Kviden* og af *Stærkodder-Kvadene,* at de har immer været paa Spil, hvor *Gotherne* kom, og saadan en klodset *Odins-Stötte* (Plastik), som den der i Nordens Guld-Alder kunde stöbes paa Ida-Sletten, maatte *Guld-Smede* med nogen Dannelse ogsaa nödvendig finde, trængde höit til at komme i Digelen, ja, det var heller slet intet Under, at Kæmpe-Fruen kunde fristes af alle de deilige Smykker Skielmerne lovede hende; men hvad der beviser *vor Frigges* Uskyldighed, er at vi har fundet *Odins-Stötten* hardtad heel og holden i Gruset af *Asgaard,* og hardtad slet Intet der kunde kaldes Kvinde-Smykker.
Om Frigges Omhug og Graad for *Balder* har vi hört, og om hendes *Fensal* veed vi kun, at der skal hun boeVöluspa C. U. III. 40. Gylfe-Legen p. 36. 64. Skalda p. 110., skiöndt *Vingolf* ogsaa nævnes i Gylfe-Legen som *Asyniernes* fælles Fruer-BurGylfe-Legen p. 15; men Vingolf blandes ellers baade med *Valhald* p. 24 og med *Gimle* p. 4.. Udmærkede Navne har Skalda ikke til hende, uden de faste: *Odins* Kone, *Balders* Moder og *As-Dronningen;* og af Kostbarheder har hun kun *Falke-Hammen,* og *Slöret,* Nanne sendte hende fra HelGylfe-Legen p. 68. Skalda p. 113. 19..
Om det var *Frigge* eller *Freye,* der, efter *Povel Degns* Sigende, skaffede *Longobarderne* deres Navn, og *Seier* over Vandalerne i Navn-Fæste, det vidste Lombarden neppe selv, og vi har da ondt ved at giætte det, men at det dog har været *Frigge,* synes jeg, Man skimter i den dunkle Ramme omkring *Grimners-Maal,* ikke blot fordi *Odin* og *Frigge* ogsaa der har hver sin Yndling, men fordi de to Brödre *Agner* og *Geirrod,* hvis de betyde noget, sikkert betyde to nærbeslægtede Folke-Stammer, som egenlig ikke hörde til Norden, men var dog opfostrede der, og hvoraf den, *Frigge* yndede, maatte *udvandre,* hvad godt kunde passe paa *Longobarderne.*
Vi komme nu til *Freye,* og, uden at ville tilskrive hende, som Ægte-Mands og Kvinde-Kiærligheden i det hedenske Norden, en Reenhed, den sjelden midt i Christenheden naaede, tör vi dog ikke blot paastaae, men vi skylde Fædrene og Danne-Kvinden det Vidnesbyrd, at Mage til *Elskovs-Gudinde,* saa aandfuld, saa dyb og elskværdig, som *Freye* i Nordens *Myther,* skal Man i Hedenskabet lede længe om og neppe finde.
I *Völuspa* betegnes hun, som sagt, kun ved Odder-Möen (Ods meyVöluspa C. U. III. 35. Gylfe-Legen p. 45-47.), men i Grimners-Maal höre vi alt:
*Folke-Marken*Er*Freyas*Land,Tilbords de BoldeHun bænker selv,Thi dagligdagsTilhælvten medOdinHun höster paa ValGrimners-Maal. C. U. I. 46.
!Siden höre vi Intet til Fruen, förend da *Thor* har mistet sin *Hammer,* og han med *Loke*
Gik til den favre*Freyas*Vænge,Biede ikkeMed bradt at sige:Vil du vel,*Freya,**Fjeder-Hammen*Mild mig laane,Til*Mjölner*godMuelig at finde?Dertil svarer *Freye* naturligviis:
Var den af Guld,Jeg gav den dog,Var den af Sölv,Den spared ikke;men da *Loke* var kommet hjem med den Beskeed, at Mjölner var kun tilfals for *Freya* selv, og *Thor,* den Buldrian, kom raabende:
Bradt nu,*Freya!*Til Brude-Skamlen!Nu op at ageTilJotunheim!da blev naturligviis Fruen vreed for ramme Alvor, som der staaer i Visen:
Vreed blev da*Freya,*Og fnös derved,Saa Gienlyd det gavI Gude-Salen,Og Brag der gikPaaBrysing-Smykket:Da er tilgavnsJeg giftesyg,Ager jeg med digTilJotunheimThryms-Kviden C. U. I. 183-187. Om der ellers gik Bröst paa Brysing, eller det blot gik avet om, er uvist, da Texten har “stauc.”
!I Gylfe-Legen nævnes *Freya* som Perlen blandt Asynier, og vi höre der, at hendes Sal, *Stor-Stuen* (sessrymnir), kaldt, svarede til sit Navn, samt at hun kun deelde halvt med *Odin* paa Valen, *naar* hun tog *Deel* i *Kampen*Gylfe-Legen p. 28, hvor Salen ogsaa, i en Variant kaldes sessvarnir, som jeg kunde have *Lyst* til at oversætte *“Droning-Stolen”* af sess og svarri.*,* som jeg finder meget rimeligt, da det ei kunde være hende om Tallet men kun om Yndlingerne at giöre. At hun godt kunde lide *Elskovs-Viser,* fölger af sig selv, og vi kan da ikke give nogen bedre Tegning af hendes Sal end *Kæmpevise-Bogen,* hvori Kamp vel er Lösenet, men Elskov Sjælen, og hvoraf Slutningen bliver den, at egenlig deelde *Odin* og *Freya* saaledes, at han tog *Old-Tiden,* og *hun Middel-Alderen.* Hvor *Asynierne* opregnes, hedder det naturligviis, at næst efter *Frigge,* kommer *Freye,* og dertil föies, at hun er gift med *Odder* og har med ham en Daatter, *Nysse,* som er saa deilig, at Alt hvad der er kiönt og rart kaldes *nysseligt* efter hende. *Odder* gjorde siden en lang Udenlands-Reise, hvorover *Freya* græd sine modige Taarer, som blev til röden Guld, og hun giennemreisde mange Lande, for at lede efter ham, ved hvilken Leilighed hun gav sig forskiellige Navne, og hedder derfor endnu baade *Mardöl* og *Horn, Gefn* og *Syr*Gylfe-Legen p. 37. Det er “Hnoss” jeg fordansker “Nysse” skiöndt det Danske Ord er *“Nuss”* som Man kalder smaa Börn.*.* *Skalda* giver ikke blot Exempel paa disse Navnes Brug, men föier til, at *Taarer* kan Man sætte til alle Navnene paa denne Perlegraads-Dise (it grátfagra goð), og kalde Guldet hendes Öines, Öie-Laags, Bryns, Kinders eller Aasyns Dryp, Iling, Byge, Regn, Hagl eller FossSkalda p. 119. 33. 34.. Man finder endelig et Vers i *Skalda,* saa lydende:
*Freya,*for*Odder,*Fældte Guld-Taarer,*Nysse*og*Görsum*Hun nævnes iblandt,hvoraf Man snart skulde slutte, at den fornævnte Daatter er myntet af et Til-Navn, hvad der bliver saameget rimeligere, som hun i Ynglinge-Saga har faaet to Döttre for Een, der kaldes Nysse og Görsum (Hnoss ok Gersimi)Skalda p. 212. Heimskringla I. 16..
Dette, saavelsom at *Aften-Stjernen* var hendes, seer Man nok, er Altsammen Vand paa min Mölle, og selv i Hyndlas Sang kan jeg nogenlunde forlige mig med *Freya,* uagtet *Hyndla* har Ret i, at den Föiten ved Natte-Tide falder lidt mistænkelig. Rammen om det Register, vi kalde Hyndlas Sang, er nemlig det Sagn, at *Odder* skulde kæmpe med *Angantyr* om *Dannefæet* (vala-málmi), og det saaledes, at den vandt, som vidste bedst Beskeed om Heltes Arve-Tal og Slægtskab med GuderneHyndlas Sang C. U. I. 320-43.. Man seer strax, at dette er den old-mythiske Skikkelse af den berömte Kamp paa *Samsöe* mellem *Angantyr og**Orvar-Odd,* og hvor dybt det er hentet, kiende vi derpaa, at Mythen er det deiligste Udtryk, vi kan önske os, for Kampen vi nu före med *Bærsærken* om Menneske-Slægtens Arv og Odel, saa det er kun den Tilflugt *Freye* tager til *Hexen,* der stöder os. Deri finde vi os imidlertid ogsaa, naar det falder os ind, at det gaaer os ikke et Haar bedre, saa, vil vi vide Beskeed om Gude-Sönnerne og Helte-Slægten, maae vi ogsaa aflægge et Natte-Besög hos Moder *Ludlam* i Hulen (Skole-Moer), som ruger over alle Registrene, og snakke godt for hende, som alma mater, til vi faae lokket ud hvad vi lede om. Efter denne liden Fortale vil det ikke forarge os at höre *Freya* kvæde:
Vaagn, Jomfru-Mönster,Ja, vaagn, Veninde,Vaagn, Syster*Hyndle,*I Hule-Gaard!Nu erRagna-Roke,Nu ride vi skalTil Heltenes HaldOgdet hellige Land!Vi Hær-Fader bedeOm Hyldest nu,Hvis Tjenere godeFaae Guld i Sold,Ham der gav*Hermod*Hjelm og Brynje,Ham der gav*Sigmund*Sværd ved Lænd!Sönner faae Seier,Og Somme faae Guld,Mund faae de Giæve,Og Mande-Vidd Folk,Skipperne Med-Bör,Og Skjaldene Konst,Kæmperne mangeOg Mandelighed,Til Skænk af ham!Skiöndt ingen ElskerAf Jette-Fruer,*Thor,*for sit Offer,Tör det vel love,Love og holde,Höflig at være!Ud nu med Graasok:Ulven af Stalden!Rask lad ham springeMed*Rune-Toilen!*For seen er dinGaltPaa Godhjems-Veien,Skiöndt jeg i Pas-GangPænt fremskrider.Dog, vi maae ikke glemme Skygge-Siden, skiöndt den kun vedkommer os, forsaavidt det rammer *Freya nu,* hvad fordum bebreidedes hende, en *Letfærdighed* nemlig, som vist nok ikke passer paa Nordens Mythiske Penelope, men har sagtens ramt mange af hendes Döttre. Herpaa hentyder da ogsaa det stygge Katte-Spand, som *Gylfe-Legen* tilskriver hendeGylfe-Legen p. 28. 66., skiöndt jeg er nær ved at troe, det er en Islandsk Foræring, istedenfor to *Björne,* der i Old-Tiden dandsede for Fruens KarmFreya kaldes nemlig i Skalda (p. 119) blandt Andet eigandi fressa, og betyder nu “fress” som *Björn Haldorsen* siger, baade en *Kat* og en *Björn,* da lader jeg Kattene löbe, og spænder Björnene (Kæmperne) for..
En anden Beskyldning giör *Loke* og *Snorro* mod Væne-Disen, for det værste *Hexeri,* Man kan nævne, *Seid* nemlig, hvorved Folk blev skildt ved Liv og Hilsen, eller dog ved Sands og SamlingLoke-Gluffen C. U. I. 163. Heimskringla I. 8. 12.; men heri har Man aabenbar gjort hende Uret, ved at tilskrive sorte Konster, hvad Danne-Kvinden dog ofte giör i al Uskyldighed.
Da jeg för har viist, at Galten, som Mythographerne har villet prakke *Freya* paa, er en *Tryne-Hjelm,* hun lod smedde hos *Dain* og *Nabbi* til sin gode Ven *Odder Insteensön,* har jeg kun et Par Ord at sige om Hals-Smykket, det berömte *Brysing* eller *Brosing*Der kan nemlig ingen Tvivl være om at “brosinga-mene” i Bjovulfs-Drape (Thorkelins Udgave p. 92) er *Brysing,* og vi see deraf at det var et Smykke, som hængde om Halsen, skiöndt vi intet veed om den *Hame,* der siges at have stjaalet eller ranet det engang, ligesom *Loke* hos os. At det i Övrigt ikke var *Brysing,* men den *næstbedste* Halskiæde i Verden, den Danske Dronning forærede *Bjovulf,* mærke sig *Mythographerne.**,* der sagtens ikke vil sige andet end *Bradse,* der er vort gamle Navn paa saadan Stads, som Islænderne endnu, efter Ord-Bogen, kalde brislinga-men, af de Ledemod og Laase, der giör Knuder (brisl) paa Klenodiet. Hvem der nu giör *Freya* til *Maanen,* giör naturligviis hendes *Bradse* til Maan-Skin, hvorom *Heimdal* og *Loke* trættes som om Keiserens Skiæg, men deels har den Ting sine physiske Vanskeligheder, da *Maanen* paa Nordisk, ja, selv paa Tydsk, altid har hört til *Han-Kiönnet,* og deels mener jeg, at er der nogen Ting, Man ikke skal söge i Maanen men paa Jorden, da er det *Danne-Kvindens Kiærlighed,* paa hvis jordiske Virkelighed vi selv er levende Beviser. Er altsaa *Freya* en Forgudelse af den Danske *Kvindelighed,* som Man aldrig skulde tænkt, Nogen engang vilde fristes til at tvivle om, da er *Brysing* unægtelig ogsaa Udtrykket for den *Glands,* hvoraf de Gamle tænkde sig den omgivet, og som betænksomme Dannemænd vel bare sig for at sige, de ei kan see, da det umuelig kan være *for slig* Kiærlighed giör *blind.* I mine Öine er da Brysing den magelöse Glands, der giennem Tidens Löb omstraaler Fruen i Nord, eller med andre Ord: den Glands det Poetiske der udmærker Nordens Kvinde-Kiærlighed kaster paa den, og jeg tvivler slet ikke om, at denne Glands omsider vil gestalte sig til et eget *Konst-Værk,* der giör Fruen Ære. At *Loke,* den Tyve-Knegt, har stjaalet Smykket, mens Fruen sov, vil jeg ingenlunde nægte, thi selv nyelig har der jo været en Tid, da den platte Peerjæns-Forstand berövede den Nordiske Kvindelighed sin poetiske Glands, men slige Tyve-Rænker lykkes aldrig længe, og saalænge *Frue-Navnet,* der, efter Old-Tidens Vidnesbyrd, udsprang af *Freyas,* er et Hæders-Navn for Nordens Kvinde, tör vi ogsaa haabe, *Fjeder-Hammen* og *Brysing-Smykket* bliver hendes Klenodier!
Uagtet nu *Frigge* og *Freye* udtrykke Alt hvad Odin fandt Guddommeligt hos Kvinden, kan vi dog ikke ganske med Taushed forbigaae hvad Kvindeligt der i det Enkelte er blevet mythisk udhævet og meer eller mindre forgudet, og her möde vi da strax *Saga,* der ikke blot nævnes blandt de fem eller syv og tyve Stads-Damer i Skalda, og næst efter *Frigge* i Gylfe-Legen, men har selv i *Grimners-Maal* sit eget Huus og Hjem, hvor *Odin* er en daglig Giæst, saa det lyder:
Paa*Gynge-Bænken,*Hvor Bölger svaleGaae lukt henover,Med Lyd ogGlam,Der*Odin*sidderMed*Saga*blid,Til daglig VaneVed Drikke-Bord,Beskeed da giöresI Gylden-SkaalGrimners-Maal C. U. I. 43. Gylfe-Legen p. 28.
!Det maa vel kaldes en unaturlig Selv-Fornægtelse, naar de nye *Islændere* forsætte denne Dise, der havde saa deiligt et Slot hos deres Fædre, op imellem *Fiskene* i Dyre-Kredsen, hvor hun engang i Februar eller Marts skal kaste den varme Steen i Vandet; men det kan naturligviis ikke forhindre os fra at see hende sidde med *Odin* paa Gynge-Bænken: paa de gamle *Saga-Mænds Læbe,* hvor hun gierne lod *Talens Ström* gaae over sit Hoved, og drak med *Odin* Gammen deraf, som af gyldne Skaaler, ja, af det *daglige* Brage-Bæger, der gik rundt i Norden. Vel kan det et Öieblik forundre os, at see *Fortællingen* saa tidlig forgudet, og saa stærkt personificeret, da slige Gudinder pleie först at födes i Kragemaals-Dagene, og komme da enten dödfödte til Verden, eller svæve dog huusvilde i Luften, men ved nöiere Efter-Tanke vil vi dog finde, det er aldeles i sin Orden, at *Saga* ligesaavel mythisk som historisk har Huus og Hjem i Norden, og er omtrent ligesaa gammel i Asgaard, som *Odin* selv, er formodenlig den *Drude Thors-Dotter,* vi ellers Intet höre om; thi at *Saga* ikke blot födes med *Thors* förste Bedrift, men udspringer deraf, seer Man let. At det nu ogsaa har sin fulde Rigtighed med *Odins* daglige Besög hos *Saga* i gamle Dage, det see vi blandt Andet paa *Heimskringla,* thi at der er *Aand* i den *Saga,* nægte kun de, der ingen har, og var *Gynge-Bænken* paa Læberne (Sancqua-Beckr) ikke blevet til *Synke-Bækken* i Blæk-Hornet, hvis Bölger hverken skal rose af Rösten, de har, eller friste til Fuldskab, da skulde vi ikke behöve *Snorros* Vidnesbyrd om *Odins* og *Sagas* daglige Gammen, men finde Syn for Sagn derom, hvor vi færdedes i Norden, hvad vi endnu tör haabe, kan times vore Börn og Börne-Börn.
Om *Sif* og *Idunne, Skade* og *Gerde,* er talt paa deres Sted, saavelsom om *Nanne* og *Rinde,* og den Eneste, der da end kan komme i Betragtning, er *Gefion,* om hvem *Gylfe-Legen* siger, at hun er Jomfru, og dyrkes af de gamle Jomfruer. Herved vil vi imidlertid ligesaalidt opholde os, som ved Spotte-Fuglens ondskabsfulde Anmærkning derover ved Ægers-Gildet, eller ved den Berömmelse af hendes klare Syn i Fremtiden, som lægges Odin i MundenLoke-Gluffen C. U. 159. Gylfe-Legen p. 28., thi Intet af dette giver os nogen mythisk Oplysning om hende. Vi maae altsaa holde os til hendes Navn, som sikkert betyder *Glæde* (af A. S. gefean), og til den Mythe om hende, hvormed Gylfe-Legen, som *Bog,* begynderSom *Bog* siger jeg, thi det om *Gefion* hos Gylfe hörer aabenbar ikke til Sagn-Rammen, og fattes selv i den Upsalske Skind-Bog., thi vel er den aabenbar fra *Kragemaals-Tiden,* men Noget er dog altid bedre end Intet.
Da Kong *Gylfe* regierede i *Sverrig,* hedder det, kom der en Frue af *Asa-Byrd* reisende, som fornöiede ham saameget, at han skiænkede hende en Dags Plöie-Land i sit Rige. Samme Frue hedd *Gefion,* og hun spændte nu fire Oxer, som var hendes egne Sönner med en Jette i Jotunheim, for Ploven, der blev trukket saa godt og gik saa dybt, at et stort Stykke Land rög vester ud til Söes, hvor nu Sundet er, og det Land kaldte *Gefion Sölund.* Saavidt *Edda,* og i *Ynglinge-Saga,* hvor det Samme fortælles, findes tilföiet, at det var *Odin* selv, der, da han kom til *Fyen,* sendte *Gefion* ud at være om Land til ham, og at hun siden ægtede hans Sön *Skjold,* med hvem hun ogsaa satte Boe i *Leire*Heimskringla. I. 9.*.*
Ligesaalidt nu, som Man har tvivlet om, at ved *Sölund* forstaaes *Sælland,* ligesaalidt burde Man tvivlet paa, at *Gefion* betyder her hverken meer eller mindre end *Fyen* (Fion), og at Mythen skal sige, det var *Fyen* og *Jylland,* der, med forenede Kræfter rev *Sælland* fra Sverrig, og gjorde *Leire* til Stolkonge-Sædet i Danmark. Om det nu er sandt, hvad ei synes urimeligt, hverken vil eller kan vi undersöge, men vel bemærke, at fean og ge-fean er et og det samme, saa *Fyen* kan virkelig betyde *Glæde,* og er, saavidt jeg veed, ogsaa af alle vore Landskaber, nærmest til det Navn, saa *Anvendelsen* af *Islændernes* Brage hin Gamle er vittig nok, men naturligviis heller ikke meer. Har derimod *Gefion,* som jeg formoder, fra Arilds-Tid været forbundet med *Skjold-Mythen,* da havde det aabenbar langt meer at betyde, og kunde hardtad giælde for hendes mythiske Födsel, eller var dog sikkert hendes Vugge.
Ogsaa her finder jeg mig ubehagelig indskrænket, men det maa dog ikke hindre mig fra at pege paa det Lys, der, ved *Bjovulfs-Drapen,* er opgaaet over *Skjold,* hvis Navn hidtil egenlig kun har levet af *Skjoldungernes* Naade, men vil herefter ikke blot kunne tale for sig selv, men giöre poetisk Giengiæld.
Det var nemlig engang, da Danmark var kongelös, og stædt i Vaande, at der kom en Snekke for fulde Seil styrende mod Kysten, hvorpaa Man ei fandt Folk, uden en spæd lille Dreng, der laae og sov med en *Neg* under sit Hoved, omringet af Hjelme, Sværd og Brynjer, saavelsom Höitids-Dragter og allehaande Kostbarheder. Ham ansaae da Folket for deres *Skyts-Aand,* og kaldte ham *Skjold,* opfostrede ham paa det Omhyggeligste og gjorde ham til Konge. *Skjold,* der, efter Sigende, havde sit Sæde i *Hedeby,* blev saa vældig en Herre, at alle Folkene trindtom *Havet* maatte bukke for ham og skatte til ham; men da han var mæt af Dage, befoel han sine Venner, saasnart han var död, at udskibe og udstyre ham, ligesom han fordum var landet, og lade Snekken gaae for Vind og Vove. Det skedte ogsaa, og vemodig stirrede de Danske efter Snekken, til de ei meer kunde öine den, men Ingen veed, hvor den blev afBjovulfs Drape. Förste Sang og Fortalen p. XXXVII-XXXIX, hvorved kan bemærkes at “familiarem” hos *Ethelverd* er aabenbar, ligesom endnu paa Engelsk “a familiar”, en *Skyts-Aand;* samt at *Korn-Negen* under *Barne-Hovedet* ret er et deiligt Billede paa Forbindelsen af hvad Naturen vel tilsyneladende har adskilt, men dog bestemt til at sammenföies.. Læseren vil sikkert finde, at denne Kong *Skjold* kunde ingen mere passende Gemalinde faae end *Gefion,* end *Folke-Glæden,* der landede og voxde, levede og döde med ham, og nu er det os baade klart, hvi *Skjold* har faaet Navn af *Odins* Sön, og hvad det vil sige hos *Saxo,* at han bandt Björnen med sit *Bælte.* Det er nemlig den ældste Konge-Slægt, der maa være kommet ubekiendt herhid, tilsöes, have fredet Riget med Kraft, og forbundet det med Kiærlighed, men omsider være draget bort igien, formodenlig ved Angelsachsernes Udvandring, hvis Drotter alle udregnede deres Æt fra *Odin,* og hos hvem vi fandt det deilige Sagn, paa *Gefion* nær, der ikke kunde udvandre med, men svæver over vore Bælte-Sunde, saalænge det *glæder* os at være forbundne, og tækkes vore Konger at kaldes *Skjoldunger!*
Ligesom vi nu kan regne *Gefion* til *Freyes* Hof-Stat, har vi ogsaa faaet Navn paa to af *Frigges* Hof-Damer *Gnav* (gná) og *Fylle* (fulla), om hvem der staaer i Gylfe-Legen, at *Fylle* er en Jomfru, som gaaer med flagrende Haar under Guld-Baand, er Frigges Kammer-Jomfru og indviet i hendes *Hemmeligheder,* men at *Gnav,* rider Ærender for *Frigge* paa Hesten *Slaabagop* (Hófvarpnir), som gaaer lukt igiennem Luft og Vand. Hende saae nogle Vaner engang, hun reed giennem Luften, og de sagde:
Hvad flyver, hvad svæver,Hvad seiler i Luften?Dertil svarede hun:
Ikke jeg flyver,Om end jeg svæverOg seiler i Luften,Paa min*Slaabagop,**Haardhuds*FölOg GiærdebruddsGylfe-Legen p. 56. 58. 59. Hofvarpners Forældre kaldes paa Islandsk ham-skerpir ok garð-rófa, for hvis Betydning jeg i Övrigt ikke vil indestaae, skiöndt jeg for Lydens Skyld har sat Danske Ord.
.Om *Fylle,* som ogsaa rygter Frigges Ærende i Fortalen til Grimners-Maal, veed Man ellers, at *Nanne* sendte hende en Ring fra Hel, og at Guldet kaldes hendes *Haarbaand* (höfuðband Fullar)Gylfe-Legen p. 68. Skalda p. 128..
Skulde jeg have nogen Mening om disse Figurantinder, da blev det, at *Fylle* er *Önsket,* og *Gnav,* der vel turde svare til vores *“Kneps”,* er *Dronning-Blikket,* eller i alt Fald Noget der ligner *Knipskhed,* thi det ligger i Fortællingen, saavelsom i den tilföiede Anmærkning, at af hendes Navn udleder Man et Ord (at gnæfa) som betyder at stikke i Sky.
# Loke og hans Afkom.
Vel siger Ord-Sproget, det er bedre at gaae til Hovedet end til Halen, men der er dog ingen Regel uden Undtagelse, og derfor vil vi begynde med det Skuds-Maal, der, ved Slutningen af *Lokes* gamle Bane, blev ham givet i Gylfe-Legen.
Man regner endnu En til *Aserne,* hedder det, men han kaldes af Andre deres Bagvasker, Falske-Blakkernes Oldermand (frumqveði flærðanna) og en Vederstyggelighed for Gud og al Verden, og det er den saakaldte *Loke* eller *Lufter* (loptr), Sön af Jetten *Avetom* (Farbauti) og *Naal* eller *Blad-Öie* (Laufey), og Broder til *Ugleblind* (Helblindr) og *Lurifas* (Byleistr)Mine Fordanskninger lader jeg helst skiötte dem selv, men maa dog anmærke, at jeg udleder farbauti af A. S. faran og bæftan og byleistr af A S. by og hlystan. Ikke heller vil jeg dölge at baade *Naal* og *Bladöie,* som *Spidsfindighedens* Symboler, synes mig ypperlige Navne paa *Lokes* Moder.. *Loke* seer overmaade godt ud, men han har Skielmen bag Öret, er meget vægelsindet, er Alles Mester i den Klögt Man kalder Trædskhed, og gaaer altid paa Ræve-Klöer, saa tit bragde han Aserne i stor Leiervold, men tit reddede han dem ogsaa med sin List. Hans Kone hedder *Sigyn* (Nedfald), og hans Sön Nare eller *Narve* (Trængsel)Af A. S. sigan, signysse, og nearu, nearewe (narrow)..
*Loke* havde imidlertid ogsaa et andet Kuld Börn, med Hexen *Angerbode* (Ulykkes-Fuglen), nemlig *Fenris-Ulven, Midgaards-Ormen* og *Hel,* som Guderne godt vidste, födtes op i Jotunheim, og de tyggede Dröv paa Spaadommen om al den Ulykke og Fortræd, de Sydskende skulde giöre, som havde ondt at slægte, saavel paa Faders som paa Moders Side. Imidlertid skikkede Alfader Bud til Guderne efter de Börn, og da de kom, smeed Han Ormen i Verdens-Havet, hvor den voxde saa stor, at, skiöndt den ligger midtströms, naaer den dog om alle Lande og bider sig selv i Halen. *Hel* blev derimod kastet i Niffelhjem (Skygge-Riget), hvor hun fik ni Riger at raade over og befolker dem efter Tykke, med dem der sendes hende, og det er dem der döe af Sot og Ælde. Hun har en anseelig Bopæl med höie Volde omkring og store Borge-Lede, hendes Sal hedder *Misundelse* (Eliuðnir)Saaledes (og ikke Eluiðnir) staaer der i begge Udgaver, uden nogen Variant, og jeg udleder Navnet af elia og ellenwodian., hendes Fad *Mistemad* (húngr), hendes Kniv *Sult,* Tjeneren Drös (gánglatr), og Ternen Slæbhæl (gánglavt), hendes Dör-Tærskel *Vippe-Fælde* (fallanda forad), Sengen *Syge-Leie* og Omhænget den *soleklare* Fordærvelse (blikianda bavl). Selv er hun god at kiende, for ved den ene Side har hun Kiödfarve, men paa den Anden er hun sorteblaa, seer bister ud og skuler.
*Ulven* endelig blev födt op i Asgaard, hvor *Tyr* var den Eneste som havde Mod til at foere ham, men da Guderne blev vaer, hvordan han voxde i Dage-Tal, og alle Spaadomme löb derpaa ud, at han vilde give dem deres Rest, saa lod de dem giöre en dygtig stærk Lænke som de kaldte *Lægne* (læðing), og bad Ulven pröve sine Kræfter paa, hvori han ogsaa föiede dem, men gav blot et Ryk, saa sprang den. Derpaa lod de giöre en anden Lænke, dobbelt saa stærk, som de kaldte *Tromme* (drómo), og sagde til Ulven, at da först vilde de prise hans Styrke, naar han fik Bugt med det Bindsel. Ulven saae nok, der vilde Kræfter til, men dem vidste han ogsaa, han havde, og tænkde tillige, hvo Intet vover, han Intet vinder, og Man maa giöre Noget for *Ærens* Skyld, saa han lod sig binde, men baltrede sig derpaa saaledes med Lænken, at Stumperne flöi om Örene.
Nu frygtede *Aserne* for, at de fik aldrig Ulven bundet, men saa skikkede Alfader *Freys* Löber, *Skirner,* ned til nogle Dværge i Svart-Alfheim, og lod dem giöre Lænken *Klove* (Gleipnir), og den var sat sammen af sex Dele:
Af Kattefods Dön,Og Kvinde-Skiæg,Af Bjerge-RödderOg Björne-Græs,Af Fiske-Aande,Og Fugle-MælkJeg formoder nemlig om “sinum bjarnarins” at det er af “sina” (Græs), da det er klart, her skal nævnes lutter *ubekiendte* Ting.
.Denne Lænke var gjort saa glat og saa blöd som en Silke-Snor, men at den dog var sei, fik Man siden at see, og saa snart *Aserne* fik Fingre paa den, tog de med Ulven ud til *Lyng-Holm* i *Sorte-Söen* (amsvartnir) og bad ham pröve Silke-Snoren, der vel ikke var saa skiör som den var tynd, saa de kunde med al deres Styrke ikke faae den over, men han maatte dog vel kunne. Nei, sagde Ulven, den Ære jeg skulde vinde ved at rykke saadan en Sye-Traad over, vilde aabenbar kun være fiin, og er den Lidse derimod gjort med Skielmeri paa Enden, da kommer den aldrig paa mine Been. Aserne blev imidlertid ved at sige, at havde han sprængt stærke Jern-Lænker, maatte vel sagtens et Silke-Baand briste for ham, og desuden, sagde de, om det blev dig for stærkt, da behöver du slet ikke at være bange for det, vi skal nok löse dig. Ja, sagde Ulven, fik I mig först saaledes bundet, at jeg ikke kunde löse mig selv, da leer I saa smörret, at jeg kom vist til at vente længe paa jeres Naade, men for at I dog ikke skal kalde mig en Kryster, saa velan! hvem af jer vil putte sin Haand i min Mund, til Pant paa, at det skal gaae ærlig til? Aserne saae paa hverandre, og fandt at her var gode Raad dyre, men ikke desmindre kom *Tyr* dog frem med sin höire Haand og stak den i Ulvs Mund. Nu blevhlev da Ulven bundet, og jo meer han sprættede, des fastere snæredes Baandet, saa Ingen af Aserne kunde bare sig for Latter, undtagen han, der fik Haanden bidt af. Aserne trak nu Klanken paa *Klove,* der hedd *Skarpe* (gelgia), giennem Hullet paa en breed Kvader-Steen, som hedd *Kiöl* (giöll), og sænkede ikke alene den Samme dybt ned i Jorden, men drev tillige en stor Steen-Pille, som hedd *Tvege* (Þviti), giennem Hullet endnu dybere ned i Jorden, saa den blev egenlig Töire-PælenDette er den eneste Maade hvorpaa jeg kan forstaae Efterretningen, der synes lidt tankelös opskrevet. Jeg seer ellers (af det store Mythologiske Lexikon p. 343) at der er et utrykt Brud-Stykke af *Skalda,* som nok kan tjene til Oplysning, men da *Texten* ei er anfört, tör jeg ikke bruge det..
Ulven slog nu vel et fælt Gab op, skaaede sig ilde og vilde bidt Aserne, men saa stak de ham et Sværd i Munden, med Odden mod Over-Kiæben, og det er nu hans *Mund-Kurv* (góm-sparre), som han maa ligge med til Ragna-Roke. Han tuder imidlertid stygt, og Fraaden staaer ham ud af Munden, saa der bliver en Flod af, som hedder *Svartaa* (Von)Jeg tager nemlig Navnet *Von* for det A. S. won ͻ: sort, som synes mig rimeligst..
At Guderne ikke dræbe Ulven, skiöndt Spaadommen siger, at han skal blive *Odins* Bane-Mand, det kommer af, at deres *Fristæd* er dem alt for helligt og dyrebart, til at de skulde besmitte det med Ulve-BlodGylfe-Legen p. 32-36..
Efterspore vi nu disse Myther i Old-Sangen, da finde vi for det Förste i *Völuspa* baade *Hel, Midgaards-Ormen* og *Ulven,* og, skiöndt det ei siges, at de er *Lokes* Afkom, staaer *Freke,* som er *Fenris,* og han dog tæt ved hinanden i Ragnaroke, og det maa vist være om *Angerbode* Vola taler, naar hun synger:
Österpaa,Den iisgraa Hex,NedersadI Naale-Skoven,Der hun föder*Fenris-Kuldet,*Af dem vorderEen for AlleLyse-SlukkerI Trolde-Hamm!Mæt han vorderAf Mandslæts-Kost,Rödt han riverTilRagnarok;Soel da sortnerDen Sommer lang,Veiret springerMed Vinden rundt,Har I forstaaetEn halvkvæden ViseVöluspa C. U. 43-45. 49-50.
!I Vafthrudners-Maal hedder det reentud, at *Fenris-Ulven* skal sluge SolenVafthrudners-Maal C. U. I. 29., og i *Hyndlas Sang* opregnes *Lokes* Afkom saaledes:
Ulven han avledMed*Angerbode,**Sleipner*tilligeMed*Svadilfare,*End et Uhyre,Ægte paa Snuden,Til Far-BroderBileist haver.*Loke*beiledTil Brænde-Mærket,Hexe-HjertetSaa halvveis Kul,Falsk blev*Loke*Af Lefleriet,Ophavs-MandTil alt UtöiHyndlas Sang C. U. I. 339-40.
.At Ulven har været bundet see vi ogsaa af Völuspa, hvor det hedder:
Höit giöer da*Garm,*Ved Gnipa-Hulen,*Fæstet*brister,Og*Freke*bisserVöluspa C. U. III. 45, hvor Man forvisses om, at *Freke* er Fenris-Ulvens Navn.
.Det er ogsaa aabenbar *Hel-Borgen* Vola skildrer, naar hun siger:
Der stander en Sal,Fra Solen fjern,Med nordlig Dör,Paa*Dödning-Kyst,*Kun Slange-BugterDens Buer slog,Og Gift kun falderAd Gluggen ind.Der saae jeg vadeI Vover döde,Meensvorne Folk,Og Morder-Yngel,Og de som FruerFriste til Fald.Der suger NidhögSaften af Liget,Der fraadser Ulven;Har I forstaaetEn halvkvæden ViseVöluspa C. U. III. 42-43, hvor ná-strönd maa oversættes Dödning-Kyst eller *de Dödes Rige.*
!Hvad nu den tvetydige Rolle angaaer, som det siges, *Loke* spillede, da har vi derpaa seet Pröver Nok, men hvad Enden blev, förend den fælles Undergang, er et af de vanskeligste mythiske Spörgsmaal, der kan opkastes.
Dog, Fortællingen derom i Gylfe-Legen, som er tydelig nok, er ogsaa nok værd at höre, og lyder som fölger. Da *Loke* havde gjort Aserne det for grovt, löb han bort, bygde sig et Huus imellem Fjeldene, med *fire* Dörre paa, mod alle fire Verdens Hjörner, og skjulde sig tit for Dagens Lys, som en Lax, i *Frananger-Foss.* Da han imidlertid engang sad i Huset og grublede paa, hvad Kneb Aserne vel kunde bruge til at fange ham, tog han Traad og Giörn og slog Masker op, som Man siden giör VoddDet er et overraskende dybt Træk, at *Loke* ikke kan bare sig for at udgrunde Veien til sin Undergang, eller for selv at giöre Mönsteret til Snaren, han skal fanges i; thi saaledes er det virkelig med *Trædskheden,* som derfor egenlig altid hildes i *sin egen* Snare.; men nu havde *Odin* faaet Öie paa ham fra *Hlidskjalf,* og da *Loke* saae *Aserne* nærme dem, smeed han Voddet paa Ilden, og sprang i Vandet. Aserne kom nu ind i Huset, og En af dem, *Kvaser,* var klog nok til at see paa Asken af Voddet, at det havde været en Indretning til at fange Fiske med, hvorpaa Aserne gjorde dem et efter samme Mönster, og trak med i Fosset, saaledes, at *Thor* tog i den ene Ende og hele Resten i den Anden. Förste Gang forstak *Loke* sig paa Bunden mellem to Stene, saa Voddet gik over ham, og anden Gang, da der blev hængt Lodder ved, sprang han over Garnet, men tredie Gang lod *Thor* de Andre trække, og vadede selv midtströms, og da Laxen atter sprang tilveirs, greb han den om Halen, som derfor altid er lidt tynd paa Laxen, og nu var da *Loke* om en Hals. *Aserne* tog nemlig tre Kvader-Stene, som de stemplede Huller i og satte paa Kant, og bandt saa *Loke* derover med Tarmene af hans Sön *Nare* eller *Narve,* som var revet ihjel af sin Broder *Vale,* hvem Aserne havde gjort til en Ulv. Baandene blev strax til Jern, og der ligger nu *Loke* bundet til Ragna-Roke, med en Steen under Hænderne, En under Lænderne og En under Haserne, og med en Hug-Orm over sig, som Skade hængde op, for at Edderen skulde dryppe ham i Ansigtet. *Sigyn* staaer imidlertid hos ham med et Bækken, hvor Edderen falder i, undtagen naar hun gaaer hen og slaaer det ud, da han krymper sig under Edderen, saa Jorden ryster, og deraf kommer *Jord-Skjælv*Gylfe-Legen p. 68-70.*.*
Da Man nu ikke blot finder Summen af samme Fortælling i Efter-Skriften til *Loke-Gluffen,* men finder selv i *Völuspa* en vel dunkel men dog umiskiendelig Hentydning paa den *bundne Loke,* med *Sigyn* ved SidenVöluspa C. U. III. 40-41. 201., saa synes den Sag strax mythisk afgjort; ja, det falder endogsaa naturligt, at da han ved *Ægers-Gildet* roser sig af at have givet *Balder* Bane-Saaret, da er han moden til Steilet. Det Sidste falder imidlertid strax bort, naar Man husker, at ikke blot Loke-Gluffen er et mythisk ubetydeligt Kvad fra *Kragemaals-Tiden,* men at *Æger* og hans *Gilde* er ogsaa nybagte Sager, som i Grunden slet ikke komme *Aserne* ved, undtagen forsaavidt det har behaget *Holberg* den *Ældre* at lade dem strande paa *Lessöe,* som Paars siden strandede paa *Anholt,* for at faae deres BekomstMan husker at *Æger* og *Hler* paa *Hlesö* er En og den Samme.. Og hvad nu *Volas* Vink angaaer, da har jeg vel derfor al muelig Respekt; men det beviser kun, at *Loke* kom i Baand, og ei at de holdt ham til Ragna-Roke, hvad dog er det store Spörgsmaal, da han *findes* paa *fri Fod* ved alle Mythiske Optrin i Asgaard, og maa altsaa enten være löst igien af den Nordiske *Herkules,* ligesom hans Græske Halv-Broder *Prometheus,* eller ogsaa först være bundet, da Aserne ikke kunde giöre mere end det Samme, og bandt altsaa *Hænderne* paa dem selv. De Gamle synes selv omsider at have bemærket dette, og greeb udentvivl til samme nemme Raad, som de Critiske Historie-Skrivere i nyere Tider, saa de *flakde* Personen midtad, og gjorde To af ham. Saaledes kan Man i det Mindste bedst forklare sig *Udgaard-Lokes* Oprindelse, og af Sagnet hos *Saxo*Steph. Saxo p. 165. Dansken II. 235. slutter jeg, at Man har lagt Lænkerne paa ham, for at kunne lade *As-Loke* gaae fri.
Læseren finder maaskee, det er ikke værdt at bryde sit Hoved med, men naar Man seer, at *Grækerne* var ligesaa tvivlraadige om, hvordan det egenlig hængde sammen med *Prometheus,* er det dog en egen Sag at kimse ad, hvad der har gjort baade *Græker* og *Nordboer* Hovedet kruset. Sagen er nemlig den, at, hvad end Mythographerne sige, har Loke-Mythens Smed dog ligesaalidt været begeistret af *Törve-Rög* eller *Kul-Damp,* som han der skabde Prometheus, var begeistret af et *Brænde-Glas,* men Begge stirrede aabenbar paa noget *Aandeligt* eller *Djævelsk,* da det saae ud til Allehaande, men, som Nordboen fandt, dog mest til det Onde. Man kan just ikke heller kalde det en örkeslös Speculation, aldenstund der virkelig findes et saadant *tvetydigt* Væsen hos ethvert Menneske og hos ethvert Folk, der troer paa Meer end de selv begribe, thi hos dem Alle opstaaer der et besynderligt Forhold mellem *Anskuelsen* og *Troen* paa den ene Side, og *Begrebet* paa den Anden: et Forhold, *Loke-Mythen* udtrykker saa dybt og træffende, at den nödvendig maa være udsprunget ei blot deraf, men af en Fölelse, hvori det dybt afprægede og en Anskuelse, hvori det klarlig speilede sig. Derfor er den besindige Tænker med höiere Anskuelse endnu ligesaa forlegen med hvad Man kalder *Fornuften,* som vore gamle Mythe- Smede var med *Loke,* der aabenbar er dens fantastiske ForbilledeJeg udleder derfor ganske simpelt *Lokes* Navn af det A. S. “locan ͻ: at see” som naturligviis har været det Samme for de Gamle som “to look” for Folk nuomstunder, og udtrykker derfor al *vitterlig, overlagt* Sjæle-Virkning. eller poetiske Fuldmægtig, saa vi vakle ogsaa mellem to Udveie og eet Huus-Raad: enten at lægge ham paa Steile, at flække ham, eller lade ham fremdeles gaae for den han er, hvilket Sidste jeg, efter langt Beraad, og efterat have, saavidt mueligt, prövet Alt med den *Gaard-Nisse,* nu holder for det Klogeste. Man flækker ham nemlig aldrig saa tit, eller saa fiint, at hvad Man beholder jo ogsaa bliver en *Loke,* der gaaer sin gamle skiæve Gang, og Man binder ham aldrig saa forsigtig, at Man jo binder sine *aandelige Hænder* med det Samme, saa enten maa Man löse ham igien, eller lade dem i Stikken, thi hvad Man end giör, undtagen at gaae i Daare-Kisten, maa Man jo giöre *med Fornuft,* og kan da allermindst undvære den til at giöre hvad der gaaer over dens Begreb. Fædrene gjorde derfor aabenbar klogt i, kun at diktere *Loke* hans Straf, som ærlig fortjent, allerede ved *Balders Död,* og siden utallige Gange, men at opsætte Henrettelsen af politiske Grunde, og kun stille ham under Politiets specielle Opsyn, det vil sige, under *Heimdals,* der baade har et Öie paa hver Finger, og selv i Ragna-Roke saa godt et Greb paa hans Behandling, at han, indtil den Tid, ei meer giör store Spilopper.
Kan Læseren endnu ikke see, at de Nordiske Myther hænge ligsaa nöie sammen som det Nordiske *Menneske-Liv,* hvoraf de udsprang, og at det er dybt sagt, hvad *Loke* ved Ægers-Gildet beraaber sig paa, at *Odin* fra Arilds-Tid har *blandet Blod* med ham og lovet, aldrig at tömme et Bæger uden at drikke ham tilLoke-Gluffen C. U. I. 154., da kan jeg ikke hjelpe ham, men indseer han det, vil det ikke undre ham, at *Loke* er Fader baade til Odins-Slugeren eller *Aands-Fornægtelsen,* til Döden eller den aandelige *Magteslöshed,* og til *Falskheden;* thi vel er de ikke nödvendige Fostre af Fornuften i hvert Menneske og Folk, men dog af *Selv-Klogskaben* i Grunden, saa de födes allevegne, hvor Man *forguder Fornuften.*
Et artigt Spil, seer Man ellers af *Skalda,* en Mythe-Smed har havt for med *Loke,* som han dog ikke er sluppet glimrende fra, thi det er *Lokes* Vædde-Maal om sit Hoved med Dværgen *Brok,* at hans Broder *Sindre* ei kunde giöre Magen til *Skibbladner, Gungner* og Sifs *Guld-Paryk.* Mythe-Smeden sætter vel i Dværgen, at han skal smede *Guld-Börste, Drypner* og *Mjölner,* og undseer sig ikke ved dermed at bestikke *Aserne,* saa de tildömme Dværgen *Loke-Hovedet;* men at skaffe ham det, dertil vidste han ikke Raad, og laande derfor heller *Loke* et Par urimelige *Skoe,* der skulde være saa gode som et Par Syvmiils-Stövler, baade til Vands og hen i Veiret. Da nu Loke sagde: tag mig om du kan, bad Dværgen vel *Thor* giöre det for sig, og skiöndt det ogsaa er noget Nyt at see *Thor* löbe om Kap med *Loke,* fik Man dog lade det gaae, naar Smeden saa vidste, hvad han vilde giöre, men han lader *Loke* redde Hovedet med den Hverdags-Vittighed at *Halsen* er hans egen, og nu veed han ikke bedre at raade Dværgen, end, at han skal *sye Lokes Mund sammen,* hvad ovenikiöbet i vore Öine giöres saa slet, at Man ikke veed, om Rispen holder, eller *Loke* slipper med et Hare-SkaarSkalda p. 130-33. Vel er Sagen kun lidt bevendt og Ordene “reif or æsunnum” dunkle, men i et saa vidtlöftigt Mythologisk Lexikon, som vi har faaet, er det dog vel nemt derfra (p. 501) kun at anföre *Resens Latinske* Oversættelse, der hverken stemmer med den Text, han, eller den, Professor *Rask* har leveret.. Sammenhængen synes imidlertid denne, at han der först bragde *Loke* og *Brok* sammen, vilde blot narres med Dværgen, og lod *Loke* smöre Haser, men saa lod en Anden *Thor* gribe ham, for at faae Munden stoppet paa sin Mester, at han ei skulde stikke ham, og endelig syndes en Tredie, det var *mythologisk* uforsvarligt at sye *Lokes* Mund sammen, og trak derfor Rispen ud igiennem Læberne, uden at bryde sig om, det skamferede hans kiönne Ansigt. Der er med alt det noget Pudsigt i det Indfald, at sye Munden sammen paa Spotte-Fuglen, som end foröges derved, at *Brokes* Kniv vil ikke bide, saa han maa kalde paa sin Broder *Aller* (Syl), som strax er ved Haanden, og bider Hul i *Lokes* Læber med Tænderne; thi det er livagtig, som Man saae en Recensent, der vilde binde Munden paa *Hans Mikkelsen,* men kunde ikke, för *Censuren* kom til HjelpDet bör imidlertid dog anmærkes at *Loke-Skoene* ogsaa nævnes et andet Sted i *Skalda* (p. 137), og svarer naturligviis til de Græske *Sokker,* saa de maae sagtens höre Comus og Momus til..
Læseren seer nok, her kunde være Meget at sige om *Loke-Mythen,* men just derfor kan jeg fatte mig des kortere, og vil kun tilföie, at hans Til-Navne i *Skalda,* foruden de almindelig bekiendte, er *Vanargands* (Fenris-Ulvens) og *Jormungands* (Midgaards-Ormens) Fader, Odins og Asernes Frænde og *Far-Broder,* Side-Mand og Stal-Broder, *Geirrods* Giæst og *Kiste-Klædning* (kistuskruð), *Jette-Bukkens,* Brysing-Smykkets og Idunne-Æblernes *Tyv,* Sifs Haar-Skiærer, Rænke-Smeden (bölva-smiðr), Heimdals og Skades Opponent eller Mundhugger (Þrætudólgr) og den bundne AsSkalda p. 106..
# Fimbul-Vinter og Ragna-Roke.
Saavidt kom vi da, det maae vi sige to Gange, thi er vi ikke midt i Ragna-Roke, er vi dog aabenbar ikke langt derfra, skiöndt mangen En kan ganske ærlig sige med *Gangler* i Gylfe-Legen: hvad er det dog Man fortæller om Ragna-Roke, det har jeg aldrig hört för.
Ogsaa her vil vi först höre, hvad *Har* siger, da han i det Mindste har en god Udtale, og Volas Vink vil siden være bedre at forstaae.
Der skal, hedder det, komme *tre* Vintre, da Verden er fuld af *store* Krige, da Brödre slaaes af Nærighed, og Blodets Baand briste, selv mellem *Forældre* og *Börn,* og derpaa fölge andre *tre* Vintre, *uden* nogen *Sommer* imellem, som derfor kaldes den strænge Vinter (fimbulvetr), med et Snefog, saa Jord og Himmel staaer i Eet, med klingrende Frost og skarpe Vinde, saa Solen kan ikke hjelpe, og sluges desuden snart, til al Ulykke, af Ulven, hvorpaa Maanen gaaer samme Vei, og selv Stjernerne forsvinde af Himlen. Herpaa fölger et stort Jord-Skiælv, saa *Træer* rykkes op med Rode, Bjerge dröne, alle Lænker briste, og alle Baand sönderrives, hvorved ogsaa *Fenris-Ulven* slipper lös. Det brusende Hav oversvömmer nu ogsaa Jorden, fordi Midgaards-Ormen farer i Harnisk og söger Land, og derved bliver det Skib flot, som hedder *Nægle-Skuden* (Naglfar) og er bygt af *döde Mænds Nægle,* hvad vel fortjener at indskiærpes, da hvem der döer med *uklippede* Nægle, fremmer betydelig den Skudes Bygning, som baade Guder og Folk maatte önske blev færdig saa seent som mueligt. Den bliver imidlertid flot, som sagt, i den svære Sö-Gang, og Styr-Manden hedder *Rimer* (Hrymr). *Fenris-Ulven* slaaer nu et Gab op, saa stort, at Over-Kiæben er ved Himlen, naar Under-Kiæben er ved Jorden, og han vilde endnu gabe höiere, hvis der var Rum, og Ild kan Man slaae ikke blot af hans Öine, men selv af hans Næse. Ved Siden har han ogsaa *Midgaards-Ormen,* som spyer Edder og Forgift baade i Luft og Hav, og er ganske frygtelig. Ved dette Bulder revner Himlen, og *Muspels* Sönner komme ridende, med den *Sorte* (Surtr) i Spidsen, som har Ild baade for og bag, og et ypperligt Sværd, hvis Glands fordunkler Soel-Skin, og naar de ride over *Gynge-Broen* (Bifröst), da brister den. Endelig samles de Alle paa Thing-Marken som hedder *Kamp-Plads* (vigriðr), og er hundrede Mile paa hver Leed, baade *Fenris-Ulven, Midgaards-Ormen, Muspels-Sönnerne* som udgiör en egen glimrende Slag-Orden, og *Rimer* med alle *Rim-Thusserne,* hvortil endnu kommer *Loke* med alle *Dödbiderne* (heliar sinnar).
Naar dette begynder at skee, da staaer *Heimdal* op, og blæser saa ivrig i *Gjallar-Hornet,* at alle Guderne vaagne og samles paa Thinge, hvornæst *Odin* rider til *Mimers Kilde* og henter Raad hos *Mimer* for sig og Sine, men nu skiælver Asken *Ygdrasill* og der hersker Forfærdelse baade i Himlen og paa Jorden. Aserne væbne sig imidlertid med alle *Enherierne,* og möde paa Kamp-Pladsen med *Odin* i Spidsen, under Guld-Hjelmen, hans Brynje er lueforgyldt, og med *Gungner* i Haand rider han mod *Fenris-Ulven. Thor* gaaer ved hans Side, men kan ikke hjelpe ham, da han har selv sit Læs med *Midgaards-Ormen. Frey* gaaer i Kreds med *Surter,* og det holder haardt, för *Frey* bukker under, men nu koster det ham dog hans Liv, at han gav *Skirner* sit Sværd. Hunden *Garm,* som staaer bundet ved *Gnypa-Hulen,* er nu ogsaa sluppet lös, og dette fæle Bæst maa *Tyr* drages med, til de falde Begge. *Thor* giver vel *Midgaards-Ormen* dens Livs-Bröd, men naar han er traadt ni Skridt tilbage, falder han död til Jorden, af Edderen, Uhyret har spyet paa ham. Ulven sluger *Odin* og det bliver hans Död, men strax styrter *Vider* frem, sætter sin ene Fod paa Ulvens Under-Kiæbe, og tager derpaa saaledes Hold i Over-Kiæben, at Svælget flækkes og Ulven styrter. *Loke* kæmper med *Heimdal,* til de falde Begge, og nu slynger Surter Ild over Jorden, saa hele Verden gaaer op i LuerGylfe-Legen p. 70-73. Vel har jeg hidtil troelig givet Gylfe-Legens tit flaue Bemærkninger, fordi selv den sletteste Commentar giver Texten Vidnesbyrd, men jeg kunde dog ikke ved Viders Fod paa Ulve-Kiæben faae det ind, at han paa den har en Sko, gjort af de *Tre-Kanter* der gaae fra Hæl og Taa paa vort Fodtöi. Efter *Skalda* (p. 105) at slutte, er det ellers en *Jern-Sko.*.
Det Egne ved denne Fremstilling er blot det Par Ord om Striden mellem *Tyr* og *Garm, Loke* og *Heimdal,* thi det Övrige er mest taget af *Völuspa,* hvis Ord Man endogsaa tit kiender igien. Ikke tör jeg just derfor paastaae, at Varslerne for Ragna-Roke har oprindelig været saaledes besungne, som vi nu finde det, thi slige Ting lod sig let forandre, men dog er *Volas* Tale derom saa kort og fyndig, at Stort har Man ikke sat til i Kragemaals-Dagene, blandt Andet fordi Man da ikke kunde giöre saa kort og fyndigt et Vers, om Man end stod paa sin Hals. Endeel finde vi ogsaa Vink om hos Vola, som *Gylfe-Legen* forbigaaer, naturligviis fordi det har været dens Forfatter ligesaa dunkelt, som det er os. *Vola* siger:
*Egder*paa Höien,Den Hexe-Mester,Slog med GammenGuld-Harpen nu,Over ham goel,I*Giögle-Træet,*Hanen*Fjaler*Med höiröd Kam!*Guld-Kam*hos*Aser*Goel nu med,Han vækker HelteIHær-FadersGaard!Derhos galer,Fra Dybet end,Sodbrun HaneIHelhjemsSal!Höit giöer nu*Garm,*Ved Gnypa-Hulen,Fæstet bristerOg*Freke*bisser!Meer veed endVola,Og videre seer hun,Guderne raveI Ragna-Mulm!Bane da findesI Broderskab,Frænde, trods Blodet,Er Frænde værst!Haarde Tider,Men Horer Nok;Split-Tid, Rov-TidJeg udleder skegg-avld af A. S. scegð.
,Og röde Skjolde,Varulve-Tid,För Verdens Ende,Skarp er da Vinden,Og Skaansel död!Hovedhede spilleDa Sönner af*Mim*Linien “enn miötudr kyndis” er mörk i alle Ender, men efter Sammenhængen giætter jeg paa *Hovedet,* som i Skalda kaldes miötuðr Heimdallar. At giöre Mims eller Mimers Sönner til Ild-Gnister og miötudr til Asken, hvor der aabenbar spilles paa Gjallarhornet, kan jeg i det Mindste ikke overtale mig til.
Alt paa det klingreGjallar-Horn,Höit blæser*Heimdal,*Med Hornet i Sky,*Odin*mumlerMed*Mimers*Hoved!Old-Træet sukker,Mens*Jetten*löses,Helte rystePaa Helhest-Vei,*Ygdrasils-Asken*Aglende staaer,Til den opsluger*Surturs*Lue!*Rimer*fra ÖstenAger om Bord,*Jormungand*tagerTil Jette-Styrken,Bölgerne steile,Hvor blegnebbet ÖrnenSkvaldrer ved Lig-Kost,Skride da seer ManNægle-Skuden!Styret af*Loke,*Stavnen skrider,Mægtig paa Hav,Med*Muspels*Folk,Pokkerne fareOrdet “fifl-megir” er ubekiendt, men da Grændels Bolig, i Bjovulfs-Drape, kaldes fifel-cynnes eard, er Meningen sikker.
Med*Freke*tilhobs,Der er BileistEi broderlös.Hvad nu medAser!Hvad nu medAlfer!Asernethinge,OgJetterlarme,DværgenestönneFor Steenstu-Dörre.AsgaardsVisereVeggbergs visir maa nödvendig være Aserne, og det dunkle Ord læses ve-bergs (Viborgs) ͻ: Hellig-Bjergets, som ogsaa Varianten viser i Stokholmer-Udgaven p. 9.
!Veed I nu SkielPaa halvkvæden Vise?*Surtur*farer,Med Flagre-Luer,Fra Sönder-Leed,Sværdet fordunklerValgudersSoelAt “scin af sverdi sol valtifa” er oversat i C. U. “sol resplendet a gladio *cælestis Dei*” skal Man aldrig regne, thi det er kun en lille Finte til at stötte paa det fortvivlede Indfald, at *Surtur* skulde være *Alfader.*
!Klipper brageOg Bjerg-Folk rave,Helte faae Hel-Sot,Og Himlen brister!Da*Hline*hjemsögesAf Sorgen paa Ny,Naar*Odin*gangerMed Ulv i Kreds,Og*Beljas*BaneHin Blide mod*Surt,*Thi*Frigges*YndlingHan falder nu!Da kommer den stærkeSeierhelt-Sön,*Vider,*at kæmpeMed Valplads-Dyret,Sikker paa Haanden,Hjertet han rammer,Farvet er Sværdet,Faderen hevnet!Berömt af Dyster,*Hlodines*Sön,Ætmand af*Odin,*Mod*Ormen*staaer!MidgaardsVærge,Fuldvreed i Hu,Han slaaer og rammer,Da römme HelteEnhver sin Plads,Mens Fjorgyns-SönnenNi Fod tilbageFra Snogen raver,Den spotter ei!Nu sortner Solen,Nu synker Jorden,Nu Himlen taberHver Tinder-Stjerne;Men, svöbt i Rögen,Sig svinger Ilden,Til Luer legeVed Lysalf-HjemVöluspa C. U. III. 44-51, men jeg har fulgt Læse-Maaden “ok alldrnari” p. 204.
!Man seer blandt Andet heraf, at i *Volas* Tid kom alle *Asernes* Fiender til *Söes,* saa de behövede ingen anden Bro end den de förde med dem, og Vola synes i det Hele slet ikke at kiende Noget til den siden saa berömte *Bifröst,* der först pipper frem, tilligemed *Sleipner o*g *Brage,* Högen *Habrok* og Hunden *Garm,* i *Grimners-Maal,* og stikker sagtens tillige i den *As-Bro,* hvorpaa der i samme Kvad dunkelt henpegesGrimners-Maal C. U. I. 54. 60.. Siden höre vi Intet til den, för i *Gylfe-Legen*Man har vel troet at finde den, under Navn af Argiöll (Morgen-Galeren), i Ravne-Galderet (p. 232), men det er jo *Heimdal.*, hvor *Gangler* spörger Vei fra Jorden til Himlen, og *Har* svarer *smilende:* det Spörgsmaal var ikke for klogt, men har Man ikke nok fortalt Dig om en Bro mellem Himlen og Jorden, som Guderne gjorde, og som du sikkert har seet, men kaldte den kanskee *Regn-Buen.* Den er trefarvet og stærk tilgavns, men brister desuagtet naar Muspels Sönner ride over den, saa de maae svömme tilhest over store FloderGylfe-Legen p. 13-14.. En anden Gang, da *Gangler,* i Anledning af det dunkle Vers i Grimners-Maal, spörger om der brænder Ild over *Bifröst,* svarer *Har,* at det Röde i Buen er Ild, og at Bjerg-Riserne foer snart til Himmels, om der var frit Kiörind over Bifröst, hvis Bevogtning Man siden hörer, er *Heimdal* paa Himling-Höi betroetGylfe-Legen p. 18. 21. 30.. Min Mening er kortelig den, at enten *Digtere* sige, de reed til Himmels paa *Regn-Buen* eller paa *Mælke-Veien,* da smile de altid ad de kloge Höns, som spörge om det ogsaa virkelig gaaer an, og de smile med Rette, da *Billed-Sproget* selv unægtelig er *Vinde-Broen* mellem Himmel og Jord, som *Thusserne* vel ingen Vei kan komme med, men har dog stor Lyst til at *træde paa,* saa det kan nok behöves at *Heimdal* giver dem et Rap med hans gode Sværd, som ei for Intet kaldes *“Hoved.”*
Dog, det var om *Ragna-Roke,* vi skulde tales lidt nærmere ved, og maae da först bemærke, at enten Ordet bedst oversættes *Gude-Mörke* eller *Gude-Slæt,* saa menes dermed *Asa-Livets Undergang,* og veed vi, hvad det vil sige, da veed vi ogsaa, Man behöver ikke at vente til Verdens Ende, for at see noget Sligt. Det er nemlig *Naturens* sædvanlige Gang, at vore Forestillinger om det Usynlige: Himmelske og Aandelige, blive i Alderdommen daglig mattere, og, at hæve de sig da end en Gang til Kamp mod Jette-Anskuelsen af Livet som et Rov, Man kun, saalænge mueligt, maa forholde Eiermanden, eller som en Dröm og et Blænd-Værk, ikke værd at ændse, da synke de dog gierne snart igien, og blive lettelig aldeles döde og magteslöse. Men, selv om Enkelt-Manden i Hedenskabet undgik denne Fare saa földe og saae dog Fædrene, at Stammer og Folke-Færd undgik den ikke, og deraf opstod den store Ragnaroks-Mythe, da de Guder, vi selv har skabt, naturligviis forgaae med vor levende Ihukommelse af dem og Tro paa dem. Gaaer det nu saaledes med hvert Folk, da maa det gaae ligedan med hele *Menneske-Slægten,* og i Universal-Historien staaer unægtelig ogsaa *Christus* som en *Heimdal,* der vækker de aandelige Kræfter paa Jorden til den sidste Strid, som nu vel ei kan vare meget længere, da det paa den store Skue-Plads synes mest at være Jetter og Dværge, der slaaes om Byttet.
Fra denne höiere Syns-Punkt vil vi imidlertid ligesom stige et Trin nedad, fordi Man almindelig forvexler den overnaturlige Tro, der er de virkelige Christne eiendommelig, med den levende Anskuelse og deraf udspringende *naturlige Tro* paa en *virkelig* Aande-Verden i det Höie, med Virksomhed i det Lave, der er fælles for *Adel-Mennesket* i det Hele. At nu *Billed-Sproget* er det eneste *Natur-Sprog,* hvori Man kan tale *levende* om det *Usynlige og Guddommelige,* og at Digterne, som födte Mestere i dette Sprog, er Folkenes *naturlige* Propheter og *Mythe-Smede,* forudsætter jeg som afgjort, og paastaaer derfor, at *naar* et Folk har sine *sidste virkelige* Digtere, der ikke lege med Billed-Sproget, men udtrykke sig for Alvor levende og kraftig deri om Guddommen og Menneskeheden, om det Forbigangne, Nærværende og Tilkommende, *da* har *Folket* sit *Ragna-Roke,* som bliver kiendeligt derpaa, at baade Folket og Sproget tabe derefter den *Aand* ͻ: Livs-Kraft, der forhen besjælede dem, hvorved da naturligviis ogsaa Begges historiske Selvstændighed og Vigtighed endes, og *Adel-Folket* taber sig i den store Verdens-Pöbel, der kun, aandelig talt, har *Maal* og *Tal,* men ingen *Vægt.* Slige *Ragna-Roker* er nu vel ingenlunde afskaffede ved Christendommen, da dens Indflydelse paa *Folke-Livet* ei vil vare et Öieblik længere end dens *poetiske* Udtryk, men dens underlige Magt til at opvække af Döde, indvikler dog nödvendig Forholdet, som vi derfor skal lære at kiende i *Hedenskabet.* At nu *Grækerne* havde deres *Ragna-Roke* i *Alexanders,* og *Romerne* deres i *Augusts* Dage, lader sig ikke godt miskiende, og at de gamle *Nord-Boer* fik deres i det *Trettende* Aarhundrede, lader sig let opdage; men stirre vi vist paa Old-Sagnene, da skimte vi *For-Varsler* saa store, at, uden Christendommens Hjelp, var Hint sikkert aldrig oplevet. Jeg vil ikke her gientage hvad tit er sagt i det Forrige om *Asamaals-Tiden,* som den hvori *Aserne* var levende, til den slutter hos os med Angel-Sachsernes Udvandring i det Femte Aarhundrede; men jeg vil giöre opmærksom paa to *historiske Ragnarok-**Sagn* i Norden, hvoraf det Ene paa det Nöieste knytter sig til hin Tids-Punkt. Det er nemlig Sagnene om *Rolv Krage* og om *Braavalle-Slaget,* af hvilke det Sidste aabenbar minder om Ragna-Rokes mythiske *Beskrivelse,* men det Förste virkelig skildrer det tilsvarende historiske Ragna-Rok i Danmark, med *Rolv* til *Odin, Bjarke* til *Thor, Hjalte* til *Frey,* og, hvad der er det Besynderligste, *Vigge* til *Vider,* saa Man hörer ligesaalidt til den Ene under hele Slaget, som til den Anden i Asgaard, för *Kongen* er faldet og *Hevnens* Time slaaer. Jeg mener nemlig ingenlunde, at Mythen om Ragna-Roke er opkommet ved Rolvs Fald, men netop omvendt, at Skialden som besang dette, vitterlig eller uvitterlig har copieret den, og jeg finder det höist rimeligt, at vor Guld-Alders Katastrophe har havt en paafaldende Lighed med den Mythe, der udtrykde Ahnelsen af Ragna-Roke. At nu *Rolvs* Tid maa sættes strax efter den Angel-Sachsiske Udvandring, giættede allerede *Suhm* sig til, efter *Ynglinge-Tal,* og ved med det at sammenligne *Bjovulfs-Drape* og Efterretningen hos *Jornandes* om den Danske Kong *Rudolf* (Bjovulfs-Drapens hroðulf) der flygtede til *Theodorik,* bliver det endog vist, at der har været en Dansk *Kong Rolv* i Slutningen af det *Femte* Aarhundrede. Med *Personen* er det i Övrigt ligegyldigt, thi vi tog mærkelig feil, om vi ansaae *Bjarke-Maalet* hos *Saxo* for en Smule Rim-Krönike, der skulde laane sit Værd af de *Navne* den opbevarer, da det derimod selv er en stor *poetisk* Daad og *Begivenhed,* lige dyrebar, og lige tro en Skildring af den graa Old-Tid, om end alle *Navnene* var blevet udeladt eller udkradsede i Haandskrifterne. Derimod skal vi lægge vel Mærke til, at *Guldets yngste historiske* Tilnavn er “*Rolv Krages Sæd* paa Fyrresvold” saa dermed slutter *Guld-Alderen,* som om Ordsproget ogsaa her vilde stadfæste sig, at hvem der saaer Penge, höster Armod, og vi skal tillige agte, at i *Rolvs* Dage staaer det store *Iis-Slag* paa *Væneren* mellem Kong *Ale* i *Norge* og Kong *Adils* i *Sverrig,* saa det er en *Ragnaroks-Tid* for hele Norden, hvormed *Asernes* egenlige Liv og de *Poetiske Kiendinger* slutte, ja, for at vi ret klart skal see det, byder *Bjarke* jo lydelig Trods til *Odin,* om han meer tör vise sig paa *Val-Pladsen*Sagnet hos Saxo, nemt at finde, og *Skalda* p. 150-54. 180.*.*
Dog, *Bjarke* og *Rude,* som blæser ad *Odin* og *Frigge,* fik ogsaa udlevet, Kæmpe og Skjoldmö-Tiden fik ogsaa sit Ragna-Roke, og det er *Braavalle-Slaget,* hvormed *Stærk-Odder* ligesaavel ender sine Bedrifter, som Skjold-Möerne *Visne* og *Viborg* deres, saa det er intet Under, at det buldrer i Bjarke-Maalets Efter-Klang (Stærk-Odders Vise) som om Verden skulde forgaae.
Man kunde derfor med Rette kalde *Leiregaards-Branden* det *Danske,* og *Braavalle-Slaget* det *Go**thiske Ragna-Roke,* og vil Man see et *Norsk,* behöver Man blot at fölge med *Snorro* til *Fidje* og til Hakon Adelsteens Gravhöi, hvor *Skalda-Spilderen* med sit Hakonar-Maal aldeles ender den gamle mythiske Tid, hvorover Aserne svævede. Vil Man endelig see et Islandsk Ragna-Roke, da læse Man *Njals-Saga,* og forstaaer Man mig endda ikke, faae vi opgive Haabet om at forstaae hinanden.
# For-Nyelsen.
Herom veed *Vola* bedst Beskeed, saa vi vil strax höre hendes glade Sang:
For hendes ÖineAtter sig löfterJorden af Havet,Immergrön!Bölgerne dale,Og Örnen stiger,Fiske paa Fjeld-TopFanged han nys!Aserda mödesPaa*Ida-Sletten,*Sammen de taleOm Sager gamle,Om svundne TiderOg Torne-Baner,Om Fortids RunerOg*Fimbul-Tyr!*De atter dages,Som Dannefæ,I Efter-Græsset,De gyldne Tavl,SomAsa-DrottenOg Odins-ÆttenI gamle DageMed Gammen trak!Med Ax da prangerUplöide Mark,Alt Bod for BaneMed*Balder*fik,Nu hun med*Höder*I Höie-Loft,I Valgud-Salen,Er Seier-Herre!I har vel forstaaetEn halvkvæden Vise!Valget da haver*Hæner*fuldgodt:Brödrene beggeHam Borge lod,Dörrene alleHam aabne staae!I har vel forstaaetEn halvkvæden Vise!Solen fordunklesAf Salen, hun seer,*Gimle*saa straalerMed Gylden-Tag,Der skulde dannisDrotter bygge,Og leve deilig,Dagene lange!Da staaer for StyretDen store Han-Selv,Han fra det HöieEn Hersker födt,Dom Han fælderOg Fred Han giör,Evig giælderHans gyldne Lov!Edder-DragenSig opper nu,Paa Natte-Vinger,Fra Niding-Fjeld:Nidhög flyverAd Fugle-Veien,Med Liig under Vinge,Og*Vola*tierVöluspa C. U. III. 51-56. 204-6. Slutnings-Verset er dunkelt, men rimeligviis bör Man dog læse “nu mon *hon* seycqvaz” og forstaae det om *Vola* selv, som, ved Synet af Nidhög, daaner og forstummer, det vil sige: föler Begeistringen standse og slutter Sangen.
!Foruden *Völuspa* er *Vafthrudners-Maal* den eneste gamle Sang, hvori der aabenbarlig tales om Tilstanden efter Ragna-Roke, og, skiöndt jeg maa gientage, hvad för er bemærket, om den Forsigtighed, hvormed Mythologen maa bruge en Sang, hvor *Odin* for det Meste kun spörger*Odin* har nemlig i Vafthrudners-Maal kun at svare til *Skin-Faxe* som Dagens Hest, *Rim-Faxe* som Nattens, og *Vigrid* som Ragna-Rokes Kamp-Plads. og *Jetten* svarer, vil vi dog ingenlunde binde Munden paa den gamle Luren-Dreier, men tvertimod indrömme, at nogen Grund maa han immer have havt for sig, naar *Odin* ingen Indvending giör:
*Gavnraad.*
Vidt har jeg faret,Fristet endeel,Maalt mig med mangenMester iblandt!Hvem skal vel arve*Asernes*Odel,Naar*Surtur-Branden*Er slukt om Land?*Vafthrudner.*
Naar Surtur-BrandenEr slukt om Land,*Viders*og*Vales*Er*Viborg*da,*Mode*og*Magne*Har*Mjölner*fat,Giör saa med KrigenKort ProcesVafthrudners-Maal C. U. I. 31-32. Det er naturligviis kun paa *Ordets* eget Ansvar jeg kalder ve goða *“Vi-Borg”,* saa *Viborgerne* i Jylland og i Finland faaer nappes om Arve-Godset.
!*Gavnraad.*
Hvem er de Folk,Som*Fimbul-Vinter*Skulle paa JordenOverleve?*Vafthrudner.*
*Liv*og*Liv-Thraser*Lönlig sig bjergeI*Mimer-Skoven,*Med Morgen-DuggenTil Folke-ForældreDe födes derVafthrudners-Maal C. U. I. 27-29. Der staaer “i holti hodd-mimis” som baade efter Isl. og A. S. maatte blive *“Hue-Mimers”* Skov, og det bryder Danne-Kvinden sig ikke om, Man leer lidt ad.
!*Gavnraad.*
Naar*Fenris*slugerDen favre Soel,Faaer Blaa-Vang da BodFor Bane sin,Med Soel-Skin nyt?*Vafthrudner.*
Ja,*Rödmusse*föder,For Rov hun vorderI Ulve-Mund,En elskelig Daatter,Mö som træderI Moders Fjed,Gylden opgaaer,Mens Guder segneVafthrudners-Maal C. U. I. 29-30. Rödmusse skulde svare til “álfrödull.”
!Alt dette har aabenbar staaet for *Gylfe-Legens* Forfatter, som naturligviis har taget det for lige gode Vahre, men det Mærkelige er, at han slet ikke har vidst Noget at lægge til, thi deraf maae vi slutte, at der var ikke Meer i de gamle Sange om den store For-Nyelse, end hvad der ved et eget Held er kommet til osGylfe-Legen p. 75-77. Hvad der staaer om Brimer-Salen og de Övrige, foruden *Gimle,* er nemlig ogsaa taget af Völuspa, og kun paa et Træf kastet bag efter Ragna-Roke.. At det kun er *Volas* Vink der i Grunden holde Stik, har vi för bemærket, men det fölger dog af sig selv, at de Gamles Ahnelser om Tilstanden efter *Nordens* og efter hele *Verdens Ragna-Roke,* maatte underlig sammensmelte, og vi, som ikke af deres Myther vil lære Geographi om det *evige Rige,* hvorover vi har et bedre Kaart, betragte gierne den Nordiske Fornyelse, vi arbeide paa, i Fuldendelsens Glands. Denne *Fornyelse* i det *Nittende* Aarhundrede af hvad der forgik i det *Trettende,* vil naturligviis bedst og nærmest svare til Skildringen i Vafthrudners-Maal, eller til Ahnelsen af et *Tids-Rum,* hvori det sammenhörende Gude- og Folke-Liv skulde paa en Maade fortsættes af Börnene under en *Efteraars-Soel;* men da det vil skee i Kraft af den höiere Christelige Anskuelse, der i de sidste tre Aarhundreder har havt sit Ragna-Roke, og vender nu tilbage som en *Balder* fra *Hell,* saa vinder det Hele en forunderlig straalende Sammenhæng, der vel ikke maa blænde, men skal dog lynslaae og maa forlyste os Nordboer, som födtes under saa lykkelig en Stjerne, at hvor dybe end Fædrenes Ahnelser var, see vi dem dog at gaae i Opfyldelse.
Hvem der endnu ei kan finde sig i en Anskuelse af Nordens Myther, hvorved de öiensynlig sammenkiæde sig til et Billede af det Universal-Historiske Menneske-Liv, der nödvendig maatte svæve for de Kæmpers Öine, i hvis Inderste *det* glödede, og giennem hvis kraftige Med-Virkning *det* i to Aar-Tusinder skulde gestalte sig; hvem der ei kan det, er maaskee ligefuldt et langt bedre Menneske end jeg, men han nedstammer ikke fra dem, over hvis Isser Nordens Aand svævede, og burde derfor lade Mytherne, der aabenbar udsprang af en tilsvarende Begeistring, som sig uvedkommende, være i Fred!
# Asa-Kviderne.
Under dette Navn indslutter jeg ikke blot *Vegtams, Thryms* og *Hymers* Kvide, men ogsaa *Skirners Reise,* fordi Kæmperne i dette *Bjarke-Maal* spille Kamerad med *Aserne,* saa *Odin* maa ikke blot selv ride til *Hel* hen i Veiret, men ogsaa selv *sadle sin Hest,* og *Thor* maa ikke blot lege Hög, efter Due med *Thrym* Jette-Konge, men selv gaae til Jotunheim for at laane en Brygger-Kiedel, og bære den paa Hovedet, med en Hank der slaaer ham i Hælene. Ogsaa det kan være morsomt nok at höre, for en Gang, men klogere paa Mytherne giör det ligesaalidt os, som det gjorde de Gamle, og naar Man derfor vil giöre mere Brug af disse Kvider, end alt i det Forrige er gjort, maa Man oversætte dem i den deels pudseerlige, deels naive Smag og Tone, der er dem egen. Dertil er nu her ikke Rum, og desuden vilde det neppe lykkes mig at oversætte de Ypperste: *Thryms-Kviden* og *Skirners Reise,* da jeg har fölt mig drevet til at behandle dem friere, og derved sagtens gjort *mit* Bedste i dette StykkeBegge Dele findes i mine *Kvædlinger* 1815.. Jeg troer derfor, Læseren er bedst tjent med at faae Kæmpe-Visen om *Thor af Havsgaard* og *Tosse-Greven,* thi vel er den, som Oversættelse, ikke af de Bedste, men som Karmen, hvorpaa *Thor* agede giennem *Middel-Alderen,* er den af större Vigtighed, end Man hidtil drömde om, og da den, til lidt Skam og stor Skade, er *udeladt* af de *Udvalgte Viser,* gjör jeg ligefrem Krav paa Læserens Tak, fordi jeg indlemmer den i Mythologien.
Det var *Thor* af *Havsgaard,* rider over de grönne Enge, der tabde han sin Hammer af Guld, og borte var den saa længe. Saa vinder man *Sverkind.*
Det var *Thor* af *Havsgaard,* han taler til Broder sin: Du skal fare til *Nordnæs-*Fjeld, og lyse om Hammer min. Saa vinder man Sverkind.
Det var *Loke Leyemand,* sætter sig udi Fjeder-Ham: Saa flyver han til *Nordnæs-*Fjeld, alt over det salte Vand.
Midt udi den Borge-Gaard, der axler han sit Skind: Saa gaaer han i Höie-Loft, for leden Tosse-Greve ind.
Vær velkommen *Loke* Leyemand, du vær velkommen her: Hvor stander til udi *Havsgaard,* og hvor stander Landet der?
Vel stander til paa Havsgaard, og vel stander Landet der: Thor han haver sin Hammer mist, derfor da kommer jeg her.
Ikke fanger *Thor* sin Hammer igien, du före hannem saa for Ord: Under femten Favne og firetyve, der ligger han graven i Jord.
Ikke fanger *Thor* sin Hammer igien, end siger jeg dig saa: Med mindre I give mig Jomfru *Fridlevsborg,* med alt det Gods I aa.
Det var *Loke* Leyemand, sætter sig udi Fjeder-Ham: Saa flöi han tilbage igien, alt over det salte Vand.
Midt udi den Borge-Gaard, der axler han sit Skind: Saa gaaer han i Borge-Stue, for kiæreste Broder sin.
Ikke fanger du din Hammer igien, det maa du lide paa, Med mindre han faaer Jomfru *Fridlevsborg,* og alt det Gods vi aa.
Dertil svared den stolte Jomfru, Paa Bænken som hun sad: I give mig heller en Christen-Mand, end denne Trold saa leed.
Da ville vi tage vor gamle Fa’r, saa vel börste vi hans Haar: Före vi hannem til Nordnæs-Fjeld, for mig han Brud fremgaae.
Förde de den gamle Unge-Brud, förde hende i Bryllups-Gaard: Det vil jeg for Sanden sige, ei Guld blev for Legeren spart.
Saa toge de den væne Brud, satte hende paa Brude-Bænk: Foran da gik den Tosse-Greve, ham lyster for Bruden at skiænke.
Femten Oxe-Kroppe dem aad hun op, dertil tred’ve Svine-Flykker: Syv hundrede Bröd hendes Maaltid var, förend hun begiæred at drikke.
Vel tolv Læster Öl dem drak hun ud, för hun kunde Törsten slykke, End drak hun ud den Hanke-Balje, saa tog hun til at hikke.
Tosse-Greven gaaer ad Gulvet frem, sine Hænder monne han vride: Hveden er vel den unge Brud, hun vil saa meget æde.
Tosse-Greven taler til Kielder-Svend, forsöm du Tappen ikke: Her haver giæst saa underlig en Brud, saa meget vil hun drikke.
Svarede det liden *Loke,* og smiler han under Skind: I otte Dage eiI min Bog staaer vel *tvertimod,* men, er det ingen Tryk-Feil, er det unægtelig en Skriv-Feil. haver hun ædt, saa saare stunded hun hid.
Meldte det leden Tosse-Greve, og saa tog han oppaa: I kalde mig ad de Taffel-Svende, bede dem for mig indgaae.
I hente mig ind den Hammer af Guld, jeg vil den gierne undvære: Kan jeg ellers ved Bruden skilles, enten med Skam eller Ære.
Otte da vare de Kæmper som, Hammeren bar ind paa Træ: Saa lagde de den saa snildelig, tvertover Brudens Knæ.
Det da var den unge Brud, tog Hammeren i sin Haand: Det vil jeg for Sanden sige, hun vendte den som en Vaand.
Först slog hun den Tosse-Greve, den Trold baade leed og lang: Saa slog hun de andre smaa Trolde, at Dörren den gjordes dem trang.
Sorgfuld’ da vare de Giæster, og alle de *Nordnæs-Mænd:* De finge Hug og dödelig Saar, deraf saa blegnedes Kind.
Det var *Loke* Leyemand, monne sig saa vel omtænke: Nu ville vi fare hjem til vort Land, og spone vor Fader en Enke. Saa vinder man SverkindKæmpevise-Bogen 1695. S. 122-125. At spone En noget til, er at skaffe ham det, men mig synes det var rimeligere at *kalde* ham en Enke! Leyemand er sagtens det Tydske “Leumund.”.
Der har været, og er maaskee endnu, en *Norsk* Vise om det Samme, af hvis tyve Vers *Peder Syv* kun anförer Eet, fordi Indholden var eens, men det er Skade, thi deels siger han selv at der kaldes *Loke* ikke Leyemand men *Lagensen,* og Tosse-Greven *Jotulen,* og deels viser det anförte Vers, at det har været en ganske anderledes Vise, som det ikke blot vilde været morsomt, men *lærerigt* at sammenligne med den *Danske.* Verset findes nemlig saadan:
*Thore-Kal*kom af Skogje hjem,Trætte var han og möde,Tjuvan har stole bort Hammeren hans,Han vidste ikke hvem det gjordeThore-Kal tömmaaFöelen sin med ToumaaKæmpevise-Bogen 1695. S. 454, De to sidste Linier, som ventelig danne Omkvædet, forstaaer jeg ikke, men saameget des klarere vise de Visens Norske Eiendommelighed. For Resten var det sagtens Noget, maaskee Bægeret (full) Thor i Bisterhed klemde fladt med sin Tommel-Tot.
.# Hengst og Hors.
Fik Man i Engeland Fingre paa et Par vælige Hav-Heste, der lod sig ordenlig ride til Vands, da vilde jeg ikke være den Hyre-Kudsk, der spændte saa ædle Dyr for en Dag-Vogn (stage-coach) og blev til Latter; men endnu mindre kunde jeg raade nogen Engelsk-Mand, der ikke vilde vises til *Bedlam,* at bruge en Damp-Indretning med 1500 Hestes Kraft (horse-power) til at trække en enkelt Færreds-Vogn i Fod-Gang paa jævn Jord. Saa besynderlige er imidlertid Menneskens Börn, at Urimeligheder, de knap kan tænke sig i den synlige Verden, dem begaae de glatvæk i Aandens usynlige, men derfor ikke mindre virkelige Verden, og bilde sig ovenikiöbet ind, det er meget klogt, saa det kunde gierne stikke *John Bull* at vise mig til *Bedlam,* fordi jeg her lægger *Mythisk Beslag* paa *Hengst* og *Hors,* der nu i et stort Aar-Tusinde, ligesiden *Beda* den Ærværdige lagde Töiet paa dem, har maattet slide for Halmen, op og ned ad den snevre Gyde, Man hidtil kaldte *Angel-Sachsernes Historie,* og betragtede virkelig kun som en *Smutte* mellem *Roms* Konge-Vei (high way) og *Ny-Englands* Adel-Gade (high-street), aldeles, som *Londons* mange Smutter vise, i den Engelske SmagDet er nemlig ikke blot *Hume,* der behandler *Angel-Sachserne,* den hele ny *Folke-Verdens Skabere,* som Skumpel-Skud, og Engeland har neppe endnu havt en Historie-Skriver siden *Bedas* Tid, der forstod et *Angel-Sachsisk* Vers, thi Sharron Turner har kun med Flid beviist, at han forstod dem *ikke.*.
Dog, Man sige hvad Man vil, saa lægger jeg herved, i alle Mythe-Smedes Navn, Beslag paa *Hengst* og *Hors* (Hingst og Hoss) med samt deres tre Kiöle og tre eller femten hundrede Mand, saa, vil Engelsk-Manden endelig have dem, kommer han til at giöre et nyt *Kiöbenhavns-Tog* og lægge an paa *hele* den *Danske Flaade.* Det giör han imidlertid sikkert ogsaa, saasnart han kommer under Veir med Hemmeligheden paa *Flaaddet,* og indseer, at naar det kommer til Stykket, er det, jeg kan forholde ham, kun Lidt imod hvad han kan tage med Magt; thi det er hans Tanke-Gang: jo Meer, jo bedre, og om Navne er det ikke værdt at trættes, naar Man har Tingen. Kort sagt, den *Angel-Sachsiske Udvandring* til *Söes,* som var den dygtigste Aare-Ladning, *Danmark* har faaet, er en Universal-Historisk Begivenhed, som jeg nok lader være at ændre, og maatte sikkert ladet gaae sin Gang, om jeg end selv havde staaet paa Told-Boden og givet Ulkene et godt Önske om Stranding for Landing med, da de lagde ud af Bommen, med jeg veed ikke hvormange Orlogs-Mænd; thi de gamle Vikinger, der lod staae ad Bretland til, var sikkert ikke bedre at bugte, end de Nye, som kom derfra; men kan jeg ikke faae anden Hevn over de fortvivlede Ulke, enten for det förste eller for det sidste Sö-Puds de spillede Danmark, vil jeg dog have den Fornöielse at slaae mig til Ridder paa deres *Historie-Skrivere,* især de Nyere, som kunde fundet Meget hos *Beda,* der var bedre værdt at efterligne og afskrive, end det Kloster-Latin, at *Hingstus* og *Hossa* (Hengisthus et Horsa) var Angel-Sachsernes förste Hövdinger. Jeg tvivler nemlig ingenlunde paa, at jo *Beda* “den ærlige Mand” havde hört paa Angel-Sachsisk, hvad han gav Been-Raden af paa Latin, men jeg tvivler ligesaalidt om, at, skiöndt han selv skrev Vers, har han dog ladet sig narre af en gammel hedensk Rim-Smed; thi at Vikingernes berömteste Hövding *kan* have hedt *Hingst,* det lader jeg gaae, men naar *Hosset* fölger med, da byder min Critiske Samvittighed mig at sige Stop, thi det gaaer aabenbar for vidt, selv naar Man tager det saa *billedlig,* som Mythe-Smeden med den *store* *Mund* formodenlig gjordeSamme store Mund finde vi træffende skildret, af ham der kiendte den godt, i King John II. 4. saaledes: – – – a large mouth indeed That spits forth death and mountains, rocks and seas, Talks as familiarly of roaring lions, As maids of thirteen do of puppy-dogs!, saa det egenlig kun skal sige, at *Sleipner* vandrede ud og tog alle *Hav-Hestene* (mere-hengestas) med sig. Her seer Man, hvad Mythen *kan* betyde, og da saavel Engelands som Nordens fölgende Historie giennem saamange Aarhundreder har beviist, at Angel-Sachserne virkelig har taget Broder-Parten med sig, baade af den store Mund og af Vædde-Löberne til Vands, maae *vi* nödvendig forstaae den saaledes, men selv om Hövdingen traf til at hedde *Hingst,* saa Mythe-Smeden blot lagde *Hosset* til, for at faae et rundt Tal, saa paastaaer jeg dog, han tog Munden for fuld, som, blandt Andet, *Svenn* Tveskiæg og *Knud* den Store klarlig beviisde Kong *Ædelred* og hans Sönner.
Saaledes er det Spörgsmaal da let besvaret, *hvorfor* vi ikke finde Spor af *Hengst* og *Hors* i de Danske Old-Sagn; thi selv naar vi (især for Sir *Hopes* Skyld) lade *Hengst* giælde for et ordenligt Karl-Folk, da see vi af *Bjovulfs-*Drape, at han vel sad under den Danske Kong *Halvdans* Vinger, men var dog en *Friser-Hövding,* saa han kunde ikke godt komme paa Skjoldung-ListenBjovulfs-Drape i Thorkelins Udgave p. 83-88 hvor Man dog ikke maa bryde sig om, at *Hengest* er sprunget over i Latinen. Dansken S. 100-6.; men gjaldt det alligevel om at finde ham *der,* da vilde jeg give Anviisning paa den gode *Hingst,* der bar baade *Odin* og *Hading* over Havet, og kunde da sagtens ogsaa bære en Slump Danske Sö-Haner.
Slutningen bliver da, at *Hors,* som derfor ogsaa falder barnlös, saasnart han kommer i Land, hörer blot med til Over-FartenVel siger *Beda,* at der i *Kent* var et Gravsted, som bar Navn efter *Hors,* men det siger ikke stort, hvor Man langt senere fandt baade *Merins* og *Arthurs* Grave, og Engelænderne kunde ligesaa godt henvise os til de berömte horse-races (Væddelöb) som Heltens Mindes-Mærke., og at *Hengstes* Personlighed er meget tvivlsom, men bör dog ei bestrides, da han ikke blot har et Slægt-Register i opstigende Linie til *Odin,* som Skjalden raadte for, men ogsaa et i *Nedstigende,* til*Nedstigende,*til Kong *Ædelbert* i *Kent,* som lod sig döbe, og har ventelig selv kaldt *Hengst* sin Stam-Fader, og det er höist mærkeligt, at vi hos *Saxo,* netop i Kong *Halvdans* Tid finde en *Heske* mellem de *Jydske* Hövdinger, thi det er aabenbar samme Navn som *Æske*Steph. Saxo p. 28 og Dansken I. 94, som jeg nær aldrig havde hittet igien, fordi, ved et besynderligt Tilfælde, Henviisningen fattes i alle de Registere, jeg slog op, selv i det, jeg selv har gjort.*,* der paa alle Slægt-Registre gaaer for Sön af *Hengst,* der fulgde voxen med ham fra Hjemmet, og efter hvem Nogle sige, at Kongerne i Kent kaldtes *Æskinger.* Da imidlertid *Æsk* ligesom det bekiendte Askmand (Orlogs-Mand), efter Fleres Sigende kun var hans Tilnavn, har det Samme ventelig været Tilfældet med *Hengst,* der klinger nok saa mistænkelig, saa baade *Hingst* og *Hoss* kan godt gaae paa Græs ved vore Strande, uden at Nogen drömde derom, fordi de naturligviis herhjemme ikke brugde den Angel-Sachsiske Forklædning, men axlede deres eget Skind. Dette skal vække vor Opmærksomhed paa alle de *Bretlands-Tog,* vi finde i *Saxos* förste fem Böger, og, tager jeg ikke meget feil, er der siden aldeles *tyst* om *Bretland,* indtil der under *Harald Hildetan* ymtes om et Tog til *Nordhumberland,* som *Sachse-Kröniken* lærer os nærmere at kiende.
Naar vi nu huske, at Bretland blev ligesaalidt indtaget som *Rom* blev bygt paa een Dag, og at de Nordiske Besög havde begyndt endnu för Romerne sagde Öen Farvel, da vil det ikke undre os, at vi, foruden *Tostes* korte Besög, og *Fridlevs* bankede Tröie, finde Sagn om *tre* seierrige Tog: under *Frode Hadingsön, Amlet* og *Fredegod,* som er meget baade for poetiske og karakteristiske, til at være grebne af LuftenSteph. Saxo p. 18. 25. 52. 67. 93. og siden Intet för vi komme til Forspillet for den Normanniske Udvandring p. 139. 71. 76..
Det er da ogsaa höist mærkeligt, at vi i det förste Sagn stöde paa *Friser-Hövdingen Vitte* (Vittho) som i de Angel-Sachsiske Slægt-Registre er snart Fader og snart Farfader til *Hengst* og *Hors,* og da han endogsaa ensteds kaldes *Pikte*Steph. Saxo p. 25. Suhms Tabeller over Kongerne i *Kent,* og Gylfe-Legens Fortale hos *Resen* og hos *Rask.* p. 14.*,* tvivler jeg saameget mindre om, at dette Sagn hörer til *Pikte-Toget,* som gav Öst-Skotland *Nordiske* Indbyggere, og var Forspillet til den Angel-Sachsiske Udvandring. Da nu Fredegods-Sagnet er Levningen af det Old-Danske Epos, hvori alle Folke-Bedrifterne er sammentrængte, kan vi der ikke vente at finde Bretlands-Toget, uden som det der slaaer Hoved paa Sömmet og binder Læsset, eller som Kronen, hele *Nörre-Ledens* Keiser vil sætte paa sine Bedrifter. *Amlets-Sagnet* bliver altsaa ene tilbage, som Mindes-Mærke af *Jyllands* Deeltagelse i den Angel-Sachsiske Udvandring, men det er ogsaa et ganske anderledes Varigt og Værdigt, end det, *Hors* fik i *Kent,* og selv *Hengst* i Engelands Historie. Jeg kan her ikke indlade mig nærmere i denne indviklede, men höist tiltrækkende Sag, men Vinket skyldte jeg *Saxo* og mine Læsere, som, ved nærmere Eftersyn, ogsaa vil finde, baade at *Ger-Vendel, Hor-Vendel, Fenge, Amlet, Vermund* og *Uffe* udgiör et Sæt *Jyde-Konger,* der staae i saare lös Forbindelse med Kongerne i *Leire,* og tillige, at efter de Angel-Sachsiske Slægt-Registre er *Uffe,* ved Sönnen *Angel-Thjov,* Stam-Fader til de *Merciske,* og hans Svoger *Vig, Frovins* Sön fra *Slesvig,* til de *Vest-Saxiske* Konger, saa *Amlet* (Tossen) er fuld saa godt et Navn som *Hengst* til Stam-Faderen for *Jyde-Kongerne* i *Kent*Amlet af det A. S. amelle ͻ: taabelig, hvormed det Islandske Amblodi ͻ: en Fusker er nærbeslægtet.*.* Ogsaa maa jeg tilföie, at ligesom *Fenge* er et af *Odins* Tilnavne, og *Hor-Vendel* samme Navn som *Or-Vendel,* hvis Taa, der blev löftet til Skyerne, ventelig frös af ham da han sloges med Kong *Kold* fra Norge; saaledes minder *Amlets-Kværnen,* som Skjaldene kaldte Havet, besynderlig om *Grotte-Kværnen,* der blev til en *Mal-Ström* og gjorde Söen saltAmloða qvern, Skalda p. 126, som er höist mærkværdigt, deels fordi Islænderne ellers Intet kiende til *Amlet,* og deels fordi det förer os til Grændsen af *Asamaals-Tiden,* som ogsaa var Grændsen for de Poetiske Kiendinger..
Saaledes er det da i sin Orden, at *Shakspear* fandt sig bevæget til at dele sit udödelige Navn med *Amlet* (Hamlet) skiöndt det er löierligt nok, at han ikke vil have ham til *Engeland;* men jeg kan dog endnu ei slippe denne Materie, för jeg har peget paa *Amlets* Mythiske Halv-Broder eller Gienfærd: *Danskeren Havelok,* om hvem Engelske Kröniker fra Middel-Alderen sige, at *Svenn* Tveskiæg og *Knud* den Store kaldte ham deres *Frænde,* som de kom til England for at arve. Samme *Havelok,* om hvem Man fra Middel-Alderen har en heel lang Riim-Krönike baade paa *Fransk* og *Engelsk*Havelok the Dane, hvis Engelske Text giennem flere Aarhundreder forstak sig i det *Bodleianske* Bibliothek, men opdagedes i vore Dage af *F. Madden* Esq., som besörgede en prægtig og usædvanlig god Udgave deraf tillige med den Franske Text. Kun Skade at det var fra *Roxburgh-Klubben,* der vil have Alting for sig selv, saa vi ene maa takke Justitsraad *Molbechs* særegne Forhold til Lord Spencer (Klubbens Præsident) for, at der dog kom *eet* Exemplar til *Danmark.**,* er nemlig en *Dansk* Konge-Sön, der af sin Formynder *Godard* Jarl, eller, som Andre sige, af sin *Far-Broder* Kong Stuart (steward), er bestemt til at druknes, men reddes af Fiskeren *Grim,* som förer ham til *Lindesey* i *Engeland,* hvor han voxer op til den deiligste Mand og djærveste Kæmpe, Man vil see, bliver Kokke-Dreng i Kongens Gaard i *Lincoln,* og nödes til at gifte sig med Prindsesse *Guldborg,* der har Arve-Ret til England, men misparres af sin Formynder *Godrik* Jarl i *Cornwal.* *Havelok* kommer nu hjem til *Danmark,* forklædt som en Kiöbmand, bestiger, ved Hjelp af *Ubbe* eller *Sigar* Jarl, sin Fæderne-Throne, og giör derpaa sin Gemalindes Ret til England giældende. Til Vitterlighed har *Grimsby,* opkaldt efter Fiskeren *Grim,* endnu et Seigl, hvori *Havelok* staaer med sin Krone paa, og *Guldborg* med Sin, svævende over Hovedet, og samme By har endnu, sige de nyeste Engelske Skribenter, den *Told-Frihed* i *Öre-Sund,* Kong Havelok skiænkede den. Meget var herom at sige, men som jeg maa overlade til Læserens Skiönsomhed selv at tilföie.
# Skjoldunger, Skilfinger og Ylfinger.
Alle vi Nordboer har baade de gamle og de nye *Islændere* saare Meget, og i den egenlig Nordiske Mythologi Alt at takke, saa, naar vi kunde giöre det uden vor egen Skade, skulde vi gierne skjule deres Skröbeligheder, men det kan vi ikke, og da det ikke nytter at græde over dem, bör Ingen fortænke os i, at vi spase lidt med dem, som baade er den mildeste og frugtbareste Maade at behandle dem paa. Til disse Skröbeligheder hörer nu ret egenlig deres gamle *Slægt-Registre,* der ikke, som de Angel-Sachsiske, er udkastede paa fri Haand til at give en værdig Forestilling om Nordens Helte, som Æt-Mænd af *Odin* og af *Hav-Kongen Skef, Noas* fjerde Sön, födt i *Arken,* men er smaalig beregnede paa, at faae alt det Berömte, der ikke kunde voxe op paa *Island,* Ledd for Ledd brækket ud af Norges Klipper, eller fört op til *Odin* Tyrke-Konge fra det Sorte Hav. Dette er, blandt Andet, den sande Oprindelse til *den Halvdan* hin *Gamle* med de *atten* Sönner (fra hvem alle Nordens Helte-Slægter skal nedstamme) *som* allerede pipper frem i *Skalda,* og spöger slemt i det saakaldte *Forniots* Arve-Tal eller Norges Opdagelse (Fundinn Noregs), der vel nu ikke længer, som i *Suhms* og *Skönnings* Dage, giælder for en *Genesis* i Nordens Historie, men har dog hidtil forebygget Udviklingen af et sundt Begreb om Helte-Slægterne.
Sagen forholder sig kortelig saaledes, at i Bjarkemaals-Tiden har Man, som *Hyndlas* Sang viser, havt Sagn om *Skjoldungen Halvdan* GamleHyndlas Sang C. U. I. 323, hvor de nye *Islændere* kun maadelig har vidst at dække den gamle Snak om Forniots Æt ved at giöre “hæztr Skiöldunga” til “supremus *regum.”*, med atten Sönner, som *en* Stam-Fader til Nordiske Helte, men har i Kragemaals-Tiden misforstaaet det, og da Man ikke kunde hitte *atten* Helte-Slægter, ladet dem af Halvdans-Sönnerne, Man ingen Slægt havde til, falde sönnelöse i Ungdommen. Indfaldet, seer Man nok, var ikke saa galt, men Udförelsen er selv i *Skalda* saa fuskermæssig, at der blive Helte-Slægter, som Ingen veed Noget om, og fattes Stamfædre mellem de atten Halvdans-Sönner netop til Nordens tre Stolkonge-Slægter: *Skjoldunger, Skilfinger* og *Ylfinger*Skalda p. 190-93.*.* Nu kom endelig Smöreren, som vilde giöre Alting klart, skiöndt han ikke engang var saa klog som Fuskeren paa Skalda, han kiörde Alting sammen med *Nor* og *Gor* og den gamle *Snee,* udraabde *Halvdan Gamle* af sin Naade til Nisse-Konge paa *Ringe-Rige* og *Valders,* slog ni Halvdans-Sönner som Fluer ihjel med eet Smæk, og vrævlede Resten saaledes sammen, at iblandt Andet *Skjoldunger* og *Skilfinger* blev Hip som HapMedens meget Godt ligger skjult, er denne Snakkerads ei blot trykt i Björners Kæmpedater, men ogsaa i Stokholmer-Udgaven af Snorros Edda og i Fornaldar Sögur..
Langt fra derfor at ville före Læseren tilbage til den gamle *Snee,* der hos os, som Ordsproget lyder, ikke engang let bliver fjorgammel, eller fylde ham Örene fulde med *Hildinger, Ödlinger, Döglinger, Bragninger, Loftinger* og *Siklinger,* som Man i Grunden ei veed mere om, end om de *Ni* der faldt i deres Ungdom barnlöse og leve kun af Skjaldenes NaadeDisse Ni, efter Skalda ei faldne men födte paa een Gang som *Nillinger,* kaldes der *Thengil,* Ræser, *Gram, Gylfe, Hilmer, Jöfur,* Tigge, Skule og *Herre,* hvorved dog den Feil synes indlöbet, at *Hilmer* har efterladt sig en Slægt kaldet *Hilminger;* thi *Hrodgars* Dronning kaldes i Bjovulfs-Drape “ides *helminga.*” De frugtbare Sönner hedde: *Hilder, Nefr, Öde, Yngve* (Skelfee), *Dag, Brage, Budle, Loft* og *Sigar.*, vil jeg holde mig til *Hyndlas* Sang, og vise, hvorledes Man, ved at fölge dens Vink, faaer en temmelig klar Forestilling om Hoved-Inddelingen af Nordens Helte.
*Freya.*
Rul op fra OvenDe Arve-Tal,Med Helte giæve,Fra Heden-Old:*Skjoldunger*prude,*Skilfinger*med,*Ylfinger*alle,Odelsbaarne,Herser og Bönder,Mænd under*Midgaard,*Mest af VælgtenHyndlas Sang C. U. I. 321, hvor det er klart, at Linien “hvat er Avðlinga” som fattes i alle *Skind-Böger,* skal tænkes borte. See ogsaa Stokholmer-Udgaven p. 114.
!*Hyndla.*
Prisen for AlleBar*Ale*i Styrke,*Skjoldunge-Perlen*Var*Halvdan*hin*Gamle,*Mange har vundetPaa Val sig et Navn,Men Alle fordunklesAf Drotten, hvis RygteMed Vindene farerAl Verden om!ÆdelmodigHam*Edmund*styrked,*Sigtryg*han klövedMed Klingen sval,*Elne*han ægted,Ypperlig Frue,Moder til*atten*Unger-SvendeDronningens Navn skrives forskiellig, fra Almveig til Alfni, men svarer sikkert til vores *Elne* (Ellen) og har formodenlig stukket i det “Elan” som nu, da Texten er forhutlet, piner os i Bjovulfs-Drape, hvor der tales om *Halvdan Skjoldungs* Börn. Thorkelins Udgave p. 7.
!*Skjoldunger*alle*Skilfinger*med,Ödlinger,*Ynglinger,*Odelsbaarne,Herser og Bönder,Mænd underMidgaard,Mest af Vælgten,Stamme fra demHyndlas Sang C. U. I. 323-25 hvor jeg paa *Skind-Bögernes* Ansvar maa lade “Ynglinger” staae, skiöndt Varianten “Ylfinger” sikkert her er den rette Læse-Maade, der kun er fortrængt, fordi de gamle Islændere fandt, det var splittergalt, at *Ynglingerne* slet ikke nævnedes.
!Her see vi Kilden, som Skalda-Skriveren og hans Eftermænd mere forplumrede end ösde af, og den förste Mis-Forstand var naturligviis, at Man tog Halvdans atten Sönner, istedenfor *Ale, Halvdan* og *Edmund,* for de Mythiske Stam-Fædre til *alle* Nordens Helte-Slægter, thi heraf udsprang ikke alene det pudsige Indfald at giöre alle Mythiske Konge-Kiendinger til Navne paa Halvdans-Sönnerne, men ogsaa den barnagtige Lyst at trække *Halvdan Gamle* til sig. Naar vi derimod lade alt saadant Fjas fare, og tage *Halvdan Skjoldung* for Bjovulfs-Drapens *Höie-Halvdan* (heah Healfdene) *Skjolds* Sönne-SönBjovulfs-Drapen Th. p. 7. Dansken S. 7. og *Saxos Halvdan* Gamle, Rolv Krages Far-FaderSteph. Saxo p. 27. *senectute* vitam finierit. Hans Bedrifter findes derimod p. 121-124 hvor *Haldan Bjerg-Gram* er plumpet ind, langt fra den *Gram* der slog *Sigtryg.*, hvem Grotte-Sangen og Heims-Kringla ogsaa sætte paa *Leire-Thronen*Grotte-Sangen i *Skalda* p. 150. Heimskringla I. 34. 41.*,* og tage *Ale* for den berömte Kong *Ale* fra Norge, der sloges med den Svenske *Adils* paa Væneren i *Rolv Krages* Tid, da fölger det af sig selv, at *Edmund* (Eymundr) bliver den *Svensk-Gothiske* Heros, hvem *Skalda* giör til Konge i *Holmgaard,* og Bjovulfs-Drapen sagtens mener med *Emund Skilfing* (Eanmund) i *Sverrig*Bjovulfs-Drape Th. p. 194. Dansken S. 226. 230.*.* Saaledes finde vi da Stam-Fædrene til Nordens Stolkonge-Slægter, vel at mærke i *Bjarkemaals-Tiden,* og med Navnenes Fordeling har det heller ingen Sværighed, naar vi lade de *Islandske* Fordomme fare; thi at *Skjoldungerne* tilhöre *Danmark* er vitterligt nok, at *Skilfingerne* er de Samme som Islænderne kalde *Ynglinger,* altsaa Sverrigs Stol-Konger, har Bjovulfs-Drape sat udenfor al TvivlBjovulfs-Drape Th. p. 163. 68. 85. 217-220., og *Ylfingerne* maae altsaa nödvendig tilhöre *Norge,* hvorpaa ogsaa Alt hvad vi veed om dem hentyder.
Maa det nu kun giöre Læseren halv saa megen Fornöielse, som det har gjort mig, at finde *Skjoldunger, Skilfinger* og *Ylfinger* ordenlig bænkede paa de tre Nordiske Konge-Stole, da holder jeg mig derved fuldkommen skadeslös for den Ærgrelse, jeg har havt af *Skaldas* og *Forniot-Snakkens Halvdan Gamle,* der skal have givet et stort *Jule-Offer* for at leve i *trehundrede* Aar, men faaet til Svar, at han maatte nöies med at leve sin Alder ud, og med det Löfte, at der hele *trehundrede* Aar ei skulde födes Almues-Folk eller *Kvinder* i hans ÆtSkalda p. 190. 363, hvorved jeg maa bemærke, at *Halvdan* Gamle reent er oversprunget paa Registeret.. Stikker der nemlig noget godt Gammelt i Snakken, som nok er mueligt, da har det naturligviis oprindelig hedt “ingen Kiærling eller Fæt i din Æt”, som var noget ganske Andet; thi den Dag har aldrig været, og Danne-Kvinderne sörge vel for, den aldrig kommer, da Danne-Mænd skulde bryste sig af at blive Stam-Fædre til en *kvindelös* SlægtAt Man derimod lidt höiere nordpaa ikke blot fordum havde, men har endnu en sær *Kvinde-Sky,* derom vidner, blandt Andet, desværre, *Literatur-Lexikonnet* for *Danmark, Norge* og *Island,* hvoraf det ingenlunde var gamle *Nyerups* Skyld, at alle vore *Mödre* og *Kiærester* grusomt udelukdes.. Naar vi for Resten huske, at Bjarkemaals-Tiden falder mellem den *Angel-Sachsiske* og *Normanniske* Udvandring, da see vi strax at *Halvdan* Gamles *tre Aarhundreder* er de samme som *Stærk-Odders,* saa Forskiellen er blot, at Man i *Danmark* ikke var saa bange for det dristige *Billed-Sprog,* som i *Norge* og paa *Island,* eller med andre Ord, at *Bjarke-Maalet* var mere poetisk end *Krage-Maalet.*
Hvad nu især *Skjoldungerne* angaaer, da har *Saxo* sörget for, at vi veed en god Deel om dem, skiöndt den Islandske *Skjoldung-Saga* er forgaaet, saa det er beklageligst for *Skilfingernes* og *Ylfingernes* Skyld, som vi nu veed kun Lidt om; thi *Snorro* vidner, at deri var et langt Stykke om Slaget paa Væneren mellem den *Norske* Ale og den *Svenske* Adils, hvorom vi nu maae nöies med det magre Udtog i *Skalda,* som dog er meget bedre end IntetHeimskringla I. 41. Vel skulde Man tænkt, det *Hele* maatte findes i *Rolv Krages* Sage, men ogsaa ved at tie bomstille om Sligt, viser den Snak, som *Oehlenschläger* desværre har foretrukket, hvor lidt den fortjende det.. *Adils,* som ikke troede sig Normanden voxen, skikkede nemlig Bud om Hjelp til sin Stif-Sön *Rolv Krage* i *Leire,* lige navnkundig blandt Heden-Olds Drotter for *Kækhed* og *Ydmyghed,* og tilböd sig ikke blot at svare til Lönningen for hans Krigs-Hær, men ogsaa at lade *Rolv* tilkeise sig selv hvilke tre Kostbarheder i *Sverrig,* han vilde. Selv kunde imidlertid *Rolv* ikke komme, for Krigen med *Sachserne,* han dengang var indviklet i, men han skikkede *Adils* sine *tolv* Kæmper, hvoriblandt var *Bjarke Bidhvas, Hjalte* Ædelmod (hugpruði), *Hvitserk* Snarensvend, *Vigge,* Veset og Brödrene Svipdag og BegadI Skalda staaer Bavðvar bjarki, men det er klart af Saxos Viser, at Kæmpen hedd *Bjarke* med bödvar ͻ: bidhvas (bellíger) til Binavn. Der staaer ogsaa “Vöttr” men da Vöggr ͻ: Vigge er nævnt foran, tager jeg det for en Skrivfeil, skiöndt “Vöttr, Veseti” Fornaldar Sögur II. 220 taler for det Modsatte.. Hvem *Ale* havde med sig, veed vi ikke Mere om, end hvad vi kan slutte af Verset:
*Vestein*reed paaVale,Og*Vifil*paa Stuf,*Meenthjov*paa Moe,Munteri Gry,Og*Ale*paa RavnenTil*Iisslag-Valen*Skalda p. 180, hvor Hestene har reddet Kæmperne.
!Man kan vel ikke sige, *Ale* beed i Græsset, men han faldt dog paa *Glat-Isen,* saa han reisde sig aldrig mere, og *Adils* tog saavel *Hilde-Svin,* hans Hjelm, som *Ravn* hans Hest, men vilde hverken udrede Kæmpernes Sold, som var tre Mark Guld til Mands, eller rykke ud med Kostbarhederne, de kaarede til *Rolv,* Hjelmen *Hilde-Svin* nemlig, Brynjen *Fins-Lav* som var staalfast, og Guld-Ringen *Svia-Gris,* som hörde til Upsals-DresselenSkalda p. 150-153. Fins-Lav (Finnzleif) eller Fins Efterladenskab minder om den Kong *Finn* i Bjovulfs Drape, som *Hengst* sviges af, men giver Lön som forskyldt.. Dette gav da, efter *Skalda,* Anledning til *Rolvs* Besög i Upsal og Guld-Sæden paa *Fyrresvold,* som ei her skal videre omtales, men vel maa det anmærkes, at Bjovulfs-Drape, der har givet os et kosteligt Træk til *Skjolds* Billede, nævner blandt hans Ætmænd begge Halvdans-Sönnerne *Helge* og *Roe* (hroðgar), samt *Rolv* (hroðulf) som *Roes* FrændeBjovulfs-Drape Th. p. 7. 78-91 og The Traveller (Vidsids-Maal) i Conybears Illustrations p. 14..
Da *Skilfinger* er det Samme som *Ynglinger,* kiende vi Endeel i det Mindste til deres Navne og Bauta-Stene fra *Yngling-Tal,* og, hvis *Harald Haarfager* virkelig nedstammede fra dem, en god Deel til deres Norske Tog; men da *Skilfing* har været den Angel-Sachsiske Benævnelse, forekommer det kun sjelden i *Islandske* Böger. Det er ellers et af *Odins* Tilnavne i *Grimners-Maal,* og udledes i Skalda fra en Sökonge *Skilfer* (Skelfir) hvis Afkom var i Öster-LedenGrimners-Maal C. U. I. 65. Skalda p. 193., ventelig den Samme som *Skelve* (Sceldvea) *Hermods-Sön* i de Angel-Sachsiske Slægt-Registre, og mellem Halvdans-Sönnerne har Forniot-Snakken *Skelfir* hvor Skalda har *Yngve*Script. Rer. Dan. I. 3. 9, hvor Scealdna i Langfedgatal er en blot Skrivfeil.*.* Blandt de *Skilfinger* Bjovulfs-Drapen nævner gienkiende vi ogsaa let *Önn, Ottar* og *Adils* i *Ongen-Thjov, Other* og *Edgils*Bjovulfs-Drape Th. p. 148. 78. 79. 85. 94. 217. 19. 21. Vel findes p. 178 trykt “Eadgilfe” men i det Brittiske Museums Skind-Bog staaer tydelig “Eadgilse.”*.*
Vi komme nu til *Ylfingerne,* og hvorlidt vi end finde om dem, er det dog fyldestgiörende for deres Efter-Mæle, at de, ligesaavel i Bjovulfs-Drape som i Hyndlas Sang, nævnes ved Siden ad *Skjoldunger* og *Skilfinger,* som den tredie Hoved-Slægt i Norden, og af Bjovulfs-Drape see vi, at selv Kong *Ro* i Danmark ei kunde skaffe den *Gothiske* Konges Svoger *Eggthjow* Fred for *Ylfingerne* (Wylfingas), som han, ved at fælde *Haleif* (Heaðolaf) havde opirret, uden at betale svær Mande-Bod for hamBjovulfs-Drape. Th. p. 37-58. Dansken S. 43-44.. I samme Digt skilles ogsaa klarlig *Ylfingerne* fra *Volsungerne* (Wælsingas), med hvem de nye *Islændere* ellers, paa et löst Rygte, har forvexlet demDen löse Snak nemlig foran Helge-Kviden C. U. II. 87. der aabenbar kun kommer af, at Helge i Sangens Löb kaldes *Ylfingen* med samme misbrugte Skjalde-Frihed, som han kaldes *Budlungen.*; men til at giöre den Skilsmisse burde rigtig nok *Heimskringla* og *Skalda* været Nok; thi den Hjorvard *Ylfing,* der i Ingild Ildraades Tid drak Rolv Krages Skaal med Kong Granmars Daatter i *Södermanland*Heimskringla I. 50.*,* var dog vel ligesaalidt en *Volsung,* som *Erik* den *Veltalende* (inn málspaki), der kom fra *Rennesö* i *Norge* til Frode Fredegod, om hvem Skalda udtrykkelig siger, at han var af *Ylfing-Slægten*Skalda p. 192.*.*
Saaledes slap vi da lykkelig og vel tilbage til *Norge* med *Ylfingerne,* hvem de saa end har Navn efter, men sagtens hedd den egenlige Stam-Fader snarere *Ulf* end *Ale,* især da *Vulfingerne* i Vidsids-Maal maae være Ylfingerne, og Man kan da med Föie giætte paa ham der nævnes i Hyndlas Sang, som *Svan* hin Rödes Sön. At Man nu ikke veed synderligt om Slægtens Bedrifter, kan vel have flere Grunde, men En af de Fornemste er vist nok den, at Norge i den fjerne Old-Tid, ligesom endnu i *Halvdan* Svartes Dage, har været langt meer adsplittet end Danmark og Sverrig, saa hverken *Ylfingerne* eller nogen Slægt kunde spille en saadan Rolle, som *Skjoldunger* og *Skilfinger,* og de eneste Spor, jeg har fundet af dem i andre Lande, er Sagnet om *Erik* den *Veltalende* hos *Saxo,* og Ymtningen i den saakaldte Saga-Billing (sögubrot) om en *Halvdan Ylfing* som Drot i NordhumberlandFornaldar Sögur I. 388, hvor det hedder, at *Ælla* underkastede sig Nordhumberland, *ved* at *fælde Halvdan Ylfing.*, fra hvem ogsaa Half-Kæmpernes (hálfsrekkar) Formand skal have taget Ringen *Netting* (hnituðr) som Ulf hin Röde forærede *Olav Tryggesön*Fornaldar Sögur. I. 316.*.* Var for Resten *Erik* Ordkræng virkelig en *Ylfing,* og staaer Sagnet hos Saxo fuldelig til Troende, da giör det en slem Streg i *Ynglinge-Tal,* thi da blive de to Brödre *Alrik* og *Erik,* der slaaes med Bidsler, til en *Skilfing* og en *Ylfing,* og skiöndt de falde Begge, vaagner *Ylfingen* dog op af Dvale og sætter sig paa Upsals Throne, bliver Fader til *Halvdan Ylfing,* og formodenlig Stam-Fader til *Halvdan Svarte,* hvorved da Norge faaer sine *Ylfinger* igienSteph. Saxo p. 90. 97. Dansken I. 282. II. 1. Heimskringla I. 27.; men det blev da rigtig nok en Revolution i den Critiske Historie, som jeg, der er lidt sky for Skrald, tör neppe tænke paa. Hvad jeg ogsaa vilde finde mere morsomt, var at hitte Vei i *opstigende* Linie til Norges Guld-Alder, som aabenbar ender med, at *Ale* falder paa *Isen,* og *Godegiæst* paa *Hindö* falder af Hesten, som *Adils* forærede ham, og som ovenikiöbet var et *Föl* af *Ales* gode Hest *Ravn*Heimskringla I. 42, hvor vel staaer Öen, “Ömd” i *Helgeland,* men naar Man seer efter I. 282 og II. 182 finder Man den store, frugtbare *Hindöe,* hvor *Asbjörn Sælsbane* boede, tæt ved *Thore* Hund paa *Bjærköe.**.* Denne Norges Guld-Alder var vel hidtil en stor Hemmelighed, men just derfor havde jeg Lyst til at opdage den, og hvordan det end gaaer mig med *Eriks* Slægt-Register, som jeg vil före op til *Gudmund* paa Glar-Bjerget eller paa *Glæservold* (á Glæsisvöllum), saa findes dog, hos Gudmund og i *Hölge-Höien,* ligefuldt hvad jeg ledte om, Spor nemlig af den Guld-Alder i Norden, som er Norge eiendommelig.
Hvad nu Slægt-Registeret angaaer, da er det noksom bekiendt, at *Gudmunds* Sön, *Höfund,* giftede sig med den vilde Skjold-Mö *Hervor,* Daatter af Bærsærken *Angantyr,* og blev Fader til *Hedrik* (Heidrekr), som i Gaade-Klögt maalde sig med *Blinde-Giæst,* hvem Gaade-Skjalden giör til *Odin* forklædtHervors-Saga i Fornaldar Sögur I. 444. 64., men at denne *Hedrik* stikker i *Saxos Erik* Ordkræng, er jeg vel den Förste, der ymter om, og maa altsaa være belavet paa mange Indvendinger, som jeg dog kun agter at besvare i al Korthed med den Anmærkning, at allenfalds er *Erik Ylfing* en virkelig Mythisk Repræsentant for Norge ved Slutningen af den Nordiske Guld-Alder, medens *Hedrik* i Hervors-Saga er en eftergjort Person fra Roman-Tiden, saa der er i Grunden slet ingen Tvivl om Eriks ægte Nedstammelse fra *Gudmund,* om end Leddene kan være vanskelige nok at findeSteph. Saxo p. 90, hvor Man finder *Erik* og *Blinde-Giæst* saa godt samlede, at der vil Andet end en Islandsk Roman-Skrivers Pen til at skille dem ad..
Samme *Gudmund* var en meget mærkelig Person, som alt i gamle Dage var nær ved at fylde sine *femhundrede* Aar, saa det blev klart at *Seilivs-Vangen* (udáins-akr) laae i hans Land, og i Sagnet hos Saxo seer det ud, som han endnu var rask og rörig, da den Danske Kong *Gorm* reisde til *Geirrods-Gaard* med *Thorkel Adelfar*Fornaldar Sögur I. 411. 42. Steph. Saxo p. 161-63. “piissimus ibi applicantium inter pericula protector.” Udáinsakr findes nok *ellers* kun i *Hamlets-Sagnet* (Steph. Saxo p. 59) hvor det er forskrevet “Undensakre” og kaldes “nostris ignotum populis.”. Vel spiller han i denne Reise-Beskrivelse en noget tvetydig Rolle, men skytser dog de Fremmede godt, og har mange rare Ting, som Man sidst skulde formode saa nær ved Nord-Polen, især en *deilig Have,* hvis Tillokkelser Kong *Gorm* ei tör udsætte sig for. At han ogsaa maa havt Guld i svære Mængde kan Man slutte deraf, at *Guld-Broen* til Jotunheim, skiöndt som det synes ubrugt, er heel og ubeskaaret, og det, meer end *Suhms* og *Skönnings* Hjemmel, bevæger mig til at lade ham nedstamme fra den gamle Kong *Hölge* eller *Haloge,* efter hvem det Norske *Helgeland* er opkaldt, og hvis *Offer-Mythe* vel er dunkel, men hvis Grav-Höi dog halvveis er af det pure *Guld* og det klare *Sölv,* der ligger Lag om Lag med *Jord* og *Steen*Skalda p. 228, hvor de afbrudte Ord om Hölge og hans Daatter *Thorgerd Hölga-Brud,* “þau voru bæði blotat“ er, saavidt jeg forstaaer, *tvetydige,* og at de gamle *Haleier* nok kunde faae isinde först at offre en god Konge og siden at offre til ham, seer Man af *Hellig-Olavs* Saga.. Derfor er Norges eneste poetiske *Guld-Kiending “Hölges Höi-Mönning”* (haug-Þak Havlga), og skiöndt jeg aldrig har været “der nord” uden i Aanden, slutter jeg dog af mange Folke-Kiendinger, at den Guld-Mythe er smedet mens Jernet var varmt, saa Norges Guld-Alder virkelig havde en egen Græstörv-Skikkelse, med Smör-Blomster og Blaa-Mai, ja, i mine Öine er det Islandske Saga-Bibliothek en vidunderlig tro Afbildning af *Hölge-Höien,* thi ogsaa der afvexle gyldne Huus og Val-Idyller med Smuld af Aske-Krukker og Steen-Tryk af det gamle Billed-Sprog.
Jeg veed ikke, om Læseren forstaaer mig ret, men jeg vidste dog heller ingen bedre Maade, til, giennem saa lille et Söndags-Öie, som her stod til min Tjeneste, at lade ham see et Glimt af det Nordiske *Arkadien,* som bestemt har ligget nordenfjelds og ligger der sagtens endnu, da det ei er længe siden det endnu tonede deroppe fra:
Boer jeg paa det höie Fjeld,Hvor enFinskiöd en Reen med sin Riffel paa Skien,Boer jeg i den grönne Dal,Hvor en Elv löber let giennem skovrige Sletter,Boer jeg ved den nögne Strand,Paa en Holm, fuld af Æg, mellem rullende Bölger;Sjunger Bjerg og Dal og Strand:Guld af Bjerg, Bröd af Dal, fuldt af Fiske fra Stranden!Der er nemlig, foruden den Himmelske, to aandige Sider at betragtehetragte Menneske-Livet fra: den Historiske nemlig og den Idylliske, saa Man enten foretrækker et kraftigt *Kæmpe-Liv,* med Udsigt til et udödeligt Navn og priseligt Efter-Mæle, eller et smilende *Hyrde-Liv,* som Sorger slet ikke og Alderen kun seent bider paa, saa Man faaer Stunder til at blive mæt af Dage, og faaer, naar Man henslumrer blidt, sit sidste Önske opfyldt. Disse Anskuelser kalde vi historisk rigtig den *Gothiske* og den *Græske,* men den Gammel-Norske ligger derimellem, saa Gudmund paa Glæservold boer i *Glæser-Lunden* udenfor *Valhald,* paa Veien til *Elysium,* hvor Guldet groer paa TræerneSkalda p. 130.. Heraf mener jeg, Man kan let forklare sig Norges sene Indtrædelse i Folke-Historien, og det poetiske Tunge-Baand, eller Meen paa Mælet, der allerede var Old-Tidens *Helge* iveien, da han beilede til Kong *Kuses* Daatter i *Fin-**Marken*Steph. Saxo p. 40. Dansken I. 142.*.* Man maa ligeledes finde det höist *naturligt,* at *Thorgerd Hölga-Brud* var *Hakon Hlade-Jarls* bedste Gudinde, og at *Gudmund* paa *Glæser-Vold* blev immer ved at spöge i de Islandske Roman-Skriveres Hjerne, skiöndt hvad de berette om alle hans Herligheder umuelig kan være tillokkende, da de altid aandelig, og imellem selv bogstavelig reed til ham paa *Kiep-Heste*Fornaldar Sögur I. 315. III. 208. Fornmanna Sögur III. 136. 83, hvor Intet har fornöiet mig, uden den skielmske Undskyldning for Gudmunds lange Liv, at de hedde *alle Gudmund,* som boe paa *Glæser-Vold.**Glæser-Vold**.*
# Hredlinger og Vægmundinger.
Disse to *Gothiske* Helte-Slægter maae ganske takke Bjovulfs-Drape for deres Tilværelse, om end ikke i Old-Tiden, saa dog i vore Dage, thi jeg har endnu ikke kunnet opdage Spor af dem derudenfor, undtagen hos *Gregor* fra Tours, i hvis Annal Man nok skulde lade være at finde Kong *Higelak,* naar Man ikke kiendte ham i Forveien, skiöndt han nu er umiskiendeligFortalen til den Danske *Bjovulfs-Drape* S. LXI-LXII, hvor Man vil finde Overeensstemmelsen mellem det *Gothiske Helte-Digt* og den *Frankiske Annal* saa slaaende, at det velvcl maa kaldes besynderligt, men skal dog, ved Efter-Syn, befindes rigtigt.. Har imidlertid den Angel-Sachsiske Skjald, til lidt Uleilighed for de Nordiske Old-Grandskere, hovedkulds sat hele to Helte-Slægter ind i den literære Verden, da har han ogsaa gjort det paa en Maade, som baade han og de kan være bekiendt; thi tör jeg end hverken indestaae for, at *Bjovulf* skinbarlig sloges med Ild-Dragen, eller at den Gothiske Kong *Higelak,* der faldt mellem *Franker* og *Friser,* i Begyndelsen af det *sjette* Aarhundrede, var *kiödelig* Broder til *Hakon* og *Hær-Balder,* saa tör jeg dog nok love for, at hvem der engang bliver ordenlig bekiendt med den gamle Kong *Hredel* og hans Sönner, eller med *Bjovulf* og hans Frænde *Viglav,* den sidste *Vægmunding,* han glemmer dem ikke let igien, saalænge han husker paa Nordiske Kæmper. Hvem der imidlertid önsker at giöre disse nye Bekiendtskaber, maa jeg henvise til Helte-Digtet selvNaturligviis til Fordanskningen, som jeg, hvis det behöves, kan forsikkre Læseren, flatterer ikke; thi den Thorkelinske Udgave tör jeg ikke byde poetiske Læsere, men det var ikke urimeligt, om en læselig Udgave af dette stolte Nordiske Mindes-Mærke blev mit næste literære Arbeide, som förste Bind af Bibliotheca Anglo-Saxonica., thi skiöndt der sagtens ligger meer i det uforvarendes Bue-Skud, hvormed Hakon (Hæðcen) fælder sin Broder *Hær-Balder* (Herebeald), ligesom *Höder Balder,* og meget Andet kunde fortjene mythologisk Omtale, maa jeg dog her indskrænke mig til de givne Vink, og til et Par Ord om *Bjovulf,* som *Gothe-Folkets* Mythiske Repræsentant.
Uagtet nemlig *Bjovulf* staaer sin kiære Mor-Broder Kong *Higelak* troelig bi, baade mod *Skilfingerne* og den *Frankiske* Konge, ja, beklæder selv i et halvt Aarhundrede *Gothernes* Throne, og sætter *Adils* paa *Upsals*Bjovulfs-Drape (Thorkelins) p. 165. 66. 78. 86. saa er dog hans egenlige Bedrifter i Digtet saa poetiske, at Man endog staaer Fare for at glemme, de er dog ikke desmindre historiske i Grunden. Han er i saa Henseende et besynderligt Mod-Stykke til sin *Med-Beiler, Stærk-Odder Stor-Værks* Sön, hvis Saga og selv hans Sang klinger saa historisk, at Man fristes til at glemme, de er derfor ikke desmindre poetiske i Grunden, og det vilde derfor ei blot være fornöieligt, men lærerigt, at anstille en historisk-poetisk Sammenligning mellem disse to Gothe-Fuldmægtiger paa det Mythiske Stor-Thing. Förend jeg imidlertid gaaer videre, vil det vel være nödvendigt at fortælle, hvad jeg er for gammel en Skriver til at tænke, hele Verden veed, fordi jeg har sat det paa Riim og flittig spillet derpaa, eller med andre Ord: hvad der *skeer* i Bjovulfs-Drape; thi ellers vilde jeg med de fleste Læsere vel friste det Uheld, der saa tidt er tilstödt mig, at sammenligne hvad de ikke kiendte, og kunde da, naar jeg glemde at vise dem det, umuelig see.
Det var da i *Rolv* Krages unge Dage, da hans Foster-Fader og Frænde, Roe Halvdansön, sad gammel paa Thronen i *Leire,* og havde bygt sig et i Norden magelöst Slot, som vore egne Sagn lægge ved *Roeskilde,* men den Angel-Sachsiske Skjald kalder *Hjortholm* (Heort burg), da timedes Danmark stor Vaande og Kvide, ved Trolden *Grændel,* som naturligviis var Fader til den *Issefjords-Trold,* der spögde i Middel-Alderen, og som ikke for sin Död kunde lide og döie al den Sang og Klang og Gammens-Lyd, der daglig hördes fra Borgen. En Nat, da Kæmperne, efterat have drukket saalænge omtrent, som de kunde sidde overende, havde lagt dem til Hvile paa Bænkene, listede Trolden sig ind i Steen-Stuen, og dyssede dem let i Sövn, der alt sov som Stene, ja, slugde Femten af dem saagodt som i een Mundfuld, og slæbde af med andre Femten til sin Kule paa Havsens Bund. Det var Begyndelsen, men blev ikke Enden, thi naar Trolde först har faaet Smag paa Menneske-Kiöd, gider de ingen anden Mad havt, og hvor tit end de efterlevende Kæmper, naar de havde en Taar paa Skallen, lovede *Grændel* baade Last og Skam, naar han kom igien, saa gik det dog immer ud over dem selv, og tilsidst maatte Kongen lade Borgen staae öde og tom i tolv samfulde Aar. Dette rygtedes, som Man nok kan vide, over hele Norden, og *Bjovulf,* Sön af Gothe-Kæmpen *Egthjov,* som Roe havde reddet for Ylfingernes Klöer, drog nu, kun selv femtende, men selv saa stærk som *tredive* Andre, over til *Danmark,* for at giengiælde Giæste-Venskabet og pröve Styrke med *Grændel.* Hvordan han nu kom til Rette med Strand-Rideren, og slap ind til Kong Roe, samt hvad Ord han skiftede med Kongen og Dronningen, eller vexlede med *Hunferd,* den avindsyge Drost, det er sat paa Rim, for at löbe desbedre, og her er det Nok sagt, at *Bjovulf* fik Lov til at ligge paa Borgen om Natten, hvor han da satte *Grændel* til Vægs, saa det dundrede efter, og holdt saa godt paa hvad han havde, da Trolden vendte Rygg, at han beholdt Utyskets ene Arm med samt Skulder-Bladet, skiöndt Resten löb sin VeiBjovulfs-Drape. Thork. p. 8-65. Dansken S. 8-77.. Det er ikke her at beskrive, hvor sjæleglad Man i Danmark blev over Kæmpens Held og Troldens Bræk, eller al den Höitid og den Stads der blev gjort paa Borgen, med Sang og Klang og Skjalde-Kvad om *Hermod* og *Sigmund Volsung,* om *Hnef* og *Hengst* og den falske Kong *Fin,* skiöndt det er godt værdt at höre; men vel maa jeg melde, at næste Nat da *Grændels Moder* kom at hevne Skade, fandt hun ikke *Gothe-Helten,* men kun Danskere i Sövne, og blandt dem *Æsger Mund-Skiænk,* der vist ikke ved Gildet men vel derefter havde glemt sig selv, og ham tog hun med sig, skiöndt Resten, letsövnet, kom snart paa Benene og hödede med Kiöller, saa Hexen vendte Rygg. Dette gav nemlig Anledning til *Bjovulfs* anden Dyst i *Danmark,* som ikke er saa lidt æventyrlig, thi han dykkede tilbunds i Söen, hvor Trold-Pakket boede, og kom i Klöerne paa Grændels Moder, som, ihvormeget han end strittede imod, dog bar ham sprættende til sit vandtætte Luk-Af, formodenlig en Glar-Hald, for der at give ham hans Livs-Bröd. Hun slap ham vel desaarsag, saa han fik Tid til at trække fra Læret, og *Hrunting,* som *Hunferd* Drost havde laant ham var saa skarpt som en Rage-Kniv og hærdet i Edder og Forgift, men her var det tilovers, og da *Bjovulf* mærkede, det beed ei paa Hexen, smak han det til Gulvs og brugde Næverne, til han gik selv bagefter, og maatte ladt sit Liv for Hexens Dolk, saafremt hans gode Brynie, et af *Völunds* Mester-Stykker, ei havde været uigennemtrængelig. Det var den imidlertid, og midt i sin Vaande fik *Bjovulf* ikke blot Öie paa et gammelt *Jette-Sværd,* der hængde paa Væggen, men fik det endogsaa, Man veed ei hvordan, listet ned, og svunget over Hexen, saa hun fik sit Bane-Saar.
I al sin Ivrighed baskede *Bjovulf* endnu enstund, med det uhyre Slag-Sværd, kun han kunde före, paa *Grændel,* der laae steendöd i en Krog, men da han fik Tid at besinde sig, huggede han Hovedet af Trolden, og lod Kroppen med Fred, og dermed gjorde det gamle Sværd Gavn for sidste Gang, thi Klingen smeltede, som Iis om Vaaren, af det gloende Trolde-Blod, saa Hæftet, med Runerne paa om Sværdets förste Eiermand og om den gamle *Jette-Krig,* var Alt hvad Helten kunde bringe Dan-Kongen, med Grændels Hoved, som der maatte fire Gothe-Kæmper til at bære paa en Stang fra *Trolde-Kiær* til *Hjorte-Borg*Bjovulfs-Drape. Thork. p. 95-128. Dansken S. 115-53. Det var om dette Sværd jeg yttrede den Formodning, at *Frey* var dets förste Eiermand, men havde solgt det for *Gymers* Daatter.*.* Her maae vi nu igien springe meget Deiligt over, med Kong *Roes* hardtad magelöse *Lære-Digt* for lykkelige Kæmper, thi den rörende Afskeed i *Danmark,* og den glade Velkomst i *Gothland,* er det Skjaldens Sag at skildre for de Lyttende; men efterat store Omskiftelser har bragt *Bjovulf,* halvt mod hans Villie, paa *Gothernes* Throne, og efterat Lykken med Rette har fulgt ham paa den giennem et halvt Aarhundrede, da nödes den forældede Kæmpe til at samle sine sidste Kræfter mod Ild-Dragen, der i trehundrede Aar har sovende ruget over en herrelös Skat, som den sidste Eier, med Klage-Sang over alle sine Stalbrödres Fald, begrov i den störste af alle Jette-Stuer. En bortlöbet Træl kom hændelsesviis derind, stjal en Guld-Skaal, slap lykkelig ud og kiöbde sig fri med Skaalen hos sin Herre; men Dragen vaagnede, savnede rasende sin Guld-Skaal, og hevnede sig paa hele Landet, ved hver eneste Nat at svinge sig i lysende Lue giennem Luften, saa alt Levende under aaben Himmel fik Hæl-Sot, og Ilden rasede i Byerne lige til Hoved-Staden. Selv tolvte Kæmpe, med Tyven, som den Trettende, til Vei-Viser, drog nu Gothe-Helten *Bjovulf* ud mod Ild-Dragen *Stærkhjort,* og skiöndt Fortællingen om dette Ragna-Roke afbrydes i Drapen, mere af de ellers kostelige men her smaglöst og ubehændig indskudte Sagn om Kong Hredel og hans Sönner, end af de Huller, en senere Skade-Ild har brændt i Skind-Bogen; saa er den dog i sig selv baade klar og deilig. Ene vil Helten, deels af lidt Over-Mod og deels af Nænsomhed over Kæmpe-Börnene, bestaae det sidste Æventyr, saavelsom de Forrige, men da Sværdet glipper, og Dragen som en Slange gloende snoer sig omkring hans Hals, da taber han Bevidstheden, og er i den öiensynligste Fare for at falde seierlös. Da viser det sig imidlertid, som Skjalden udtrykkelig anmærker, at snarere svige de Svorne end de Baarne, thi de Ti af hans Kæmper flygte, istedenfor at komme ham til Hjelp, men den Ellevte, hans *Frænde Viglav Vigsteensön,* kan ikke bære det over sit Hjerte, at lade den gamle Helt gaae hjelpelös til Grunde, og det lykkes ham virkelig, paa sin Haands Bekostning, at löse Slange-Knuderne, saa Bjovulf kommer til Besindelse, og giver med sin Dolk Uhyret Bane-Saar. Ligesom det imidlertid kun er ni Trin *Asa-Thor* ravende kan giöre baglængs efter Midgaards-Ormens Undergang, saaledes er det ei heller uden Öieblikke, Bjovulf kan overleve Dragen, mens *Viglav* henter en Favn fuld af Jette-Stuens Kostbarheder, for at Helten endnu med bristende Öie kan skimte, hvilken Skat han kiöbde i saa dyre DommeBjovulfs-Drape. Thork. p. 165-75. 179-81. 187-212. Dansken S. 195-205. 209-11. 218-44..
Liig-Begængelsen paa *Rone-Klint* (Hrones-Nes), med Baalet hvorpaa alt Drage-Guldet dömmes til at smelte, for at fölge Helten, som et Sone-Offer i Graven, og med Alt hvad der giör den uforglemmelig for poetiske Læsere, hörer vel væsenlig til Drapen, men ei til Mythologien, hvor der i det Höieste kan peges paa *Bjovulfs* Grav-Höi som et mærkværdigt Side-Stykke til *Hölge-Höien.*
Om ogsaa Rummet tillod det, vilde jeg agte det overflödigt her at fortælle *Stærkodders* Bedrifter, som Man bedre kan læse i en mere tilgiængelig Bog, men jeg maa dog bemærke den Synderlighed, at *Stærk-Odder* ogsaa har *tre mythiske* Bedrifter, hvorom hans Saga dreier sig, skiöndt det er tre Nidings-Værker, og at han vel ikke ligefrem kiöber Guld for sit Liv, men kiöber dog, hvad i Grunden löber ud paa det Samme, Döden for det Guld, han selv har kiöbt for sin Ære. For Resten seer Man let, hvad der giör den store Forskiel mellem disse to Mythiske Stat-Holdere for *Tyr,* thi Stærkodder-Skjalden har stræbt at forene Gothernes virkelige Bedrifter med sin Helts Levnets-Löb, og Bjovulfs-Skjalden har derimod blot villet *afbilde* dem, hvad, som det mest poetiske Forehavende, naturligviis er lykkedes ham langt bedre; men da, til Lykke, *Danmarks* Redning af en *forhexet Dvale* agtedes for en af *Gothe-Folkets* störste Helte-Gierninger, stödte Skjaldene herved nödvendig saaledes sammen, at Man klarlig seer, det er den ene og samme Helt, de drages om. Nu havde jo vel Stærk-Odder, skiöndt han bar sin uhyre Kul-Sæk fra *Upsal* til *Leire* som ingen Ting, da det gjaldt om at lægge Staal for *Skjoldungens* slöve Sværd, dog kommet til Kort, naar han skulde veiet Salt med *Bjovulf,* som havde næsten tredobbelte Björne-Kræfter, og bedre gaaer det ikke hans Skjald, ved en poetisk Sammenligning; thi hvordan Stærk-Odder tiltaler först Kong *Ingels* Söster og siden ham selv, og behandler först Guld-Smeden og siden *Dronningen, Spille-Manden* og den hele Hof-Stat, veed Man nok, og hvor usigelig galant *Bjovulf* er mod Alle i Kongens Gaard, undtagen netop *Hunferd* Drost, der selv opægger ham, saa det gaaer ene ud over *Grændel* og hans Moder, det har Læseren, om han ei vidste det för, nu nyelig seet. At den hjemmegjorte *Vækker-Saga* ei blot klinger mere historisk, men holder sig ogsaa nærmere til de virkelige Begivenheder, er troeligt nok i alle Maader, men er Spörgsmaalet om *Personligheder,* da tör jeg ingenlunde sige, enten Maglebardernes Prinds som skulde havt Kong Roes Daatter, eller Kongen, Stærk-Odder vilde hærde, har mest Ret til *Ingels-Navnet,* og ligedan gaaer det med Resten, saa han der stod i Spidsen for den Gothiske Indflydelse i Danmark, efter Angel-Sachsernes Udvandring, og maaskee hjalp til at faae dem paa Dörren, kan ligesaasnart have hedt *Bjovulf* som *Stærk-Odder,* men hedd allersnarest ingen af DeleneDa Maglebarderne (Heaðobeardnas), som kun fremtræde i en af Bjovulfs-Drapens dunkle Episoder, neppe er Læseren bekiendte, er det kun for *Ingels-Navnets* Skyld jeg nævner dem, og at deres Prinds giör Paastand derpaa, er sat udenfor al Tvivl ved Vidsids-Maal (Conybear’s Illustrations p. 14), hvor det udtrykkelig tillægges ham, som Hövdingen for de Maglebard-Vikinger, der sloges med *Ro* og *Rolv* paa *Hjorte-Borgen.*. Uagtet derfor *Suhm* meende, *Torfæus* var alt for slem, som vilde have *Stærkodder* formelig parteret, da der dog kunde blive et Par ganske ordenlige Mennesker af ham, naar han blot flaktes midtad, saa vilde dog, efter min Forstand, selv Fiir-Klövningen kun lidt forslaae, naar hver Strids-Mand skulde have sin Part, og uagtet han er en grov Karl, ihvor han kommer, og seilivet tilgavns, skal han derfor, om jeg maa raade, beholde hvad han har, og slippe med den Stynelse han fik, da Thor ruskede de tre Par Arme, han havde tilovers, af ham, ingenlunde, som Man har sagt, af Ondskab, men for at bruge dem udenlands; thi at det betyder den *Gothiske Udvandring,* fölger af sig selv. Et andet Spörgsmaal er det, om Skjaldene dog ikke har forsögt at lime de afruskede Arme til igien, hvad Stærk-Odders Travlhed i Öster-Leden og Navnkundighed i *Maglegaard,* saavelsom hans Stalbroderskab med *Frakke* (Frankeren) lader formode, men det vil jeg her ikke videre indlade mig paa at besvare, skiöndt det nok var værdt at overveie.
Hvad nu endelig *Bjovulfs* sidste Æventyr angaaer, da veed jeg ikke, om Skjalden deri har bedst afbildet *Gothens* Kamp om de Romerske Liggendefæ, der kostede ham Livet udenlands, eller peget paa den Kamp, der end kan forestaae, om Skattene, *Kronos* skal have nedgravet i *Norden* selv; men at begge Dele kan speile sig deri, det seer jeg nok, og det var formodenlig Hoved-Sagen i Drape-Smedens Öine, siden det er saa i alle Skjaldes, der netop blive sande Spaamænd, fordi de ikke drive Sandsiger-Handværket, men har kun deres store Fornöielse af at see Tider og Begivenheder speile sig i hinanden, og lade, naar de rime derom, hver nyde som han nemmer!
# Volsunger og Niflunger.
Har vi omsider ikke blot beholdt Nordens Guder og Stærk-Odder saa aldeles for os selv, at Man udenlands knap kiender dem af Navn, men synes ogsaa at skulle være ene om *Bjovulf;* saa ligge vi derimod, som Man veed, hvad Volsunger og Niflunger angaaer, i saa udbredt og indviklet et Fællesskab med Folkene baade i Vest og Syd, at Udskiftningen, hvor önskelig den end var, stöder paa næsten uovervindelige Hindringer. Jeg skulde derfor gierne lade denne Sag indtil videre beroe ved de Vink, jeg i Indledningen har givet, dersom det ikke paalaae mig i det Mindste at giöre Regnskab for, hvorvidt og hvordan jeg har fundet det brogede Sagn om *Sigurd* Fofners-Bane, med samt hans Frænder og Svogre, knyttet til *Asa-Maalet,* og i det Hele til Nordens Kæmpe-Aand.
Denne Til-Knytning har jeg nu fundet er en dobbelt, da vi deels har Sagn om Asernes Deelagtighed baade i Volsung-Slægten og Niflung-Slætten, og deels har en Samling af Volsung-Kvider, der ikke blot er skrevne og indbundne ved Siden ad vore Nordiske Maal og Kvider, men aande tillige saa Nordisk en Retning, at vi umuelig kunde fralægge os Slægtskabet enten med Kæmperne deri eller Mesterne derfor, om vi end nok saa gierne vilde give Afkald derpaa.
Paa tvende Maader knytter sig nu igien det Nordiske Sagn om *Volsunger* og *Njflunger* til Aserne, i det baade *Sigge Odinsön* kaldes *Volsungernes* Stam-Fader, og *Drage-Guldet* var oprindelig en Mande-Bod, Jetten *Hreidmar* havde piint af *Aserne,* for de slog en *Odder* ihjel, som han sagde, var hans Sön. Vil Man end hertil föie, hvad der staaer i *Volsung-Saga,* at *Volsung* var en Önske-Sön, som *Odin* skiænkede sin Ætmand *Rerek,* ved et Paradis-Æble, hvoraf *Hrimner* Jotuns Daatter var Overbringerske, i *Krage-Ham,* saa knyttes dog Baandet derved ingenlunde fastere; thi, skulde det end ikke slaae til, at *Krage-Hammen* ogsaa i Old-Tiden var Krage-Maalets, *Svane-Hammen* Bjarke-Maalets og *Falke-Hammen* Asa-Maalets Flyve-Töi, saa er det om Æblet dog klarlig fra Æble-Kiællinge eller Roman-Tiden. Med Nedstammelsen fra *Odin* har det vel ligesaafuldt sin Rigtighed, som med *Skjoldungernes,* men deels er det Bedrifterne og ei Sagaen, der hjemler Volsungerne den Ære, og deels lære vi deraf slet Intet om *Volsung-Mythens* Ælde og Beskaffenhed, hvad dog er Hoved-Sagen*Sigge* tælles vel bag i Skalda (p. 211) mellem *Odins-Sönnerne,* men det er först i Volsung-Saga, at Volsungerne regnes i Æt med ham, og Hyndlas Sang förer ikke Sigurd Fofners-Bane længer tilbage end til *Volsung.*. Komme vi nu endelig til Sagnet i *Skalda* om *Odin, Loke* og *Hæner,* der engang ved et Foss stödte paa en *Odder,* der uglesov og tykkede paa en Lax, til *Loke* gav ham en Steen i Hovedet, og roesde sig af at have slaaet to Fluer med eet Smæk; da tænker jeg derved strax paa Borgestu-Fortællingen, om hvad der skedte engang da Vorherre og Sankte Peder vandrede paa Jorden, og tvivler ikke om, at Sagnet jo er fra den Hedenske Middel-Alder, eller Bjarkemaals-Tiden, især da Guldet, til Vitterlighed, fik Navn af *Odder-Giæld* (otrgiöld), der dog snarere vilde minde *os* om Guldet, *Stærk-Odder* fik for at slaae *Ale* Bravkarl ihjel.
Skiöndt nu Læseren formodenlig kiender Æventyret, maa jeg dog fortælle videre, hvad *Skalda* melder, da det baade er den ældste Prosa-Skikkelse, vi har Skat-Mythen i, og er Noget, der, for Fölgernes Skyld, godt lader sig höre to Gange. Da Aserne nemlig om Aftenen laande Huus hos Lurendreieren *Hreidmar* Bonde, og vilde giöre sig til Gode med deres Fangst, kaldte *Hreidmar* ad sine Sönner *Regin* og *Fofner,* der kiendtes ved *Odderen* som deres kiödelige Broder, og hjalp Faderen at bagbinde *Aserne,* til de bad om Törveir, og lovede i Bod Alt hvad *Hreidmar* forlangde. Odderen blev nu flaaet, og da Aserne i Mande-Bod skulde baade fylde og hylle Bælgen med röden Guld, maatte *Loke* afsted til *Svart-Alfhjem* at giöre et tvunget Laan, som sveed til *Dværgen Andvar,* der maatte punge ud med alle sine Grunker, selv med en lille Guld-Ring, han vilde gjort Finger-Handsker med, men kunde ligesaalidt fjæle for *Loke,* som trygle ham af. Derover blev Dværgen naturligviis bister, og bad Ringen blive Hvers Bane, som den aatte, hvortil *Loke* svarede, at det var godt, og han skulde vist ikke glemme at bringe Hilsenen til dem der fik Ringen. Nu traf det sig hverken værre eller bedre, end at da *Hreidmar* skulde syne Mande-Boden, opdagede han et bart Haar paa Bælgen, som *Odin* maatte dække med Ringen, han havde i Bag-Haanden, og da *Odin* derpaa havde faaet sit Spyd og *Loke* sine Sko, saa de turde ikke ved at være bange, da raabde *Loke,* at *Andvars* Önske skulde gaae i Opfyldelse, saa den Ring og det Guld skulde koste alle sine Eiermænds LivSkalda p. 135-37.. Og, hvad skeer! *Regin* og *Fofner* slaae deres Fader ihjel for at faae Guldet, og *Regin* faaer derpaa *Sigurd* Volsung til at dræbe *Fofner,* som ikke vil dele med ham, men ligger som en Drage og ruger over hele Klatten paa *Brattingsborg-Hede* (gnita-heiði)Jeg udleder nemlig “gnita” af Isl. “gnyptr” *brat,* da jeg intet bedre veed.. Saaledes kommer da *Ringen* igien til *Odins* Slægt, og da Sigurd forærer den til *Brynhild,* er de Begge leverede, men fra dem gaaer den over til *Niflungerne,* som dræbe *Sigurd,* og, skiöndt de rimeligviis sænke den, med den övrige *Fofners-Arv* i *Rinen* (Renden mellem Gother og Hunner) hvorfor Guld siden kaldes *Rin-Malmen,* koster den dem dog deres Liv i Hunne-Kongen *Atles* Gaard, og kaldes nu med alt Drage-Guldet *Niflunge-Skatten* (Nibelungen-Hort)Skalda p. 137-42..
Hermed ender nu *Odder-Giælds* Historie, men da *Volsung-Kviden* har end en Akt tilbage, hvori *Svanhild,* Sigurds Daatter med Gudrun, faaer *Ermanrik* (Jormunrekr og Jarmerik) til Gemal, og Banesaar under Heste-Hov, saa hele Tragedien först endes med at Gudruns Sönner med *Jonakur: Hamder* og *Sörle,* hugge Hænder og Födder af *Ermanrik,* og stenes selv ihjel, hvorfor endnu *Thjodolf* fra Hvine kalder Stenen *Jonker-Sönnernes* SkamfærdSkalda p. 143-44. Heimskringla I. 47., saa indseer Man let, at *Odder-Giælden* i Grunden Intet har med Volsung-Kviden at skaffe, men er kun stukket derind af tjenstagtige Aander, som vel ikke var saa keitede, men dog heller ikke af de Allerfiffigste. Vel skal det ikke forties, at i en af *Sigurds-Kviderne* bliver *Andvar Dværg* ganske rigtig fanget som en Gedde af Loke, maa frem med sit Guld, og löber i Bjerget eller springer i Flint med, de Ord:
Bliv nu, Guld,SomGusteneied,Brödre toTil Bane-Saar,Ödlinger otteOgsaa til Nid,Gavn faae IngenAf Guldet mitSigurds-Kviden C. U. II. 154.
!Men da Skatten unægtelig gaaer til Grunde med Niflungerne, og Ringen (andvara-naut) aldrig nævnes i Sangene, bliver Sagen dog den samme, og Ulykkes-Ringen et senere Konst-Stykke, Man ikke har kunnet faae til at gaae glat igiennem alle Hænder, skiöndt Man aabenbar har lagt an derpaaEt mærkeligt Exempel herpaa er, at *Skalda* lader Sigurd i Gunnars Navn fæste *Brynhild* med Andvars-Naut, medens han derimod tager den af hende efter Volsung-Saga, hvorved naturligviis Skriverne har havt hver sin Betænkning..
Ligesom imidlertid Sörge-Spillet er stort nok til at kunne, saa godt som Nogen af Shakspears Historier, undvære slige Snurre-Piberier, saaledes er Volsung-Kviderne ogsaa langt bedre, end det enten ved Ringe eller Slægt-Registre lod sig giöre, knyttede til Nordens Kæmpe-Aand, skiöndt de paa den anden Side tydelig nok adskille sig baade fra vore hjemmegjorte Kvad og fra Angel-Sachsernes. Begge Dele falde bedst i Öinene, naar vi med Opmærksomhed betragte de *Valkyrier,* der, i deres *Svane-Hamme,* paa en ganske egen Maade, som Kæmpernes Kiærester og Skjaldenes Muser, giennemflagre Kviderne. Vist nok er det Baand, disse *Valkyrier* knytte mellem Guder og Helte, eller rettere mellem Valen og Valhald, noget löst og luftigt, men dog ikke ganske ubetydeligt, og til blot Skjalde-Brug upaaklageligt; thi at *Valkyrierne,* som Kæmpernes kvindelige Idealer, see vore *Skjold-Möer* over Hovedet, er indlysende, og at de i det store *Sörge-Spil* samle alle Kæmperne under deres Vinger, behöver, for at falde i Öinene, kun i det Höieste at peges paa. Da nemlig *Sigurd* Fofners-Bane bliver Brynhild, sin *Valkyrie, utro,* og bedaares af en blot jordisk Skiönhed, da er Staven brudt over *Volsungerne,* og Alt hvad *Odin* kan giöre for sin Æt, er at styre sin Harme paa *Tryllersken Gudrun* og alle Niflungerne, hvorfor det ogsaa, baade hos *Saxo* og i Volsung-Saga, er *Odin* selv, der lærer *Jarmerik* (Jormunrik, Ermanrik) at stene *Gudruns-Sönnerne,* Hamder og Sörle, som Staal ei bider paaSteph. Saxo p. 157. Dansken II. 217. Fornaldar Sögur I. 228. At Gudrun, Daatter af *Hexen* Grimhild, ogsaa i Oldtiden harbar baaret Navn derefter, viser Udtrykket “venefica” hos *Saxo.*. Selv dette fantastiske Anströg, der udmærker de udvandrede Gothers Bjarke-Maal eller Kæmpe-Viser fra de Kværsiddendes, kan vi imidlertid giöre Regnskab for; thi det ligger deels deri, at Æventyrligheden var mest levende hos dem, der gik mest og længst paa Æventyr, og deels deri, at de udvandrede *Gothers* Bjarke-Maal kom for *tidlig,* saa det kronologisk löber parallel med *Asa-Maalet* her hjemme, og faaer derved nödvendig, paa *Asernes* Bekostning, et höiere men dyrekiöbt Sving, ligesom det *Shakspearske Drama,* der er samtidigt med Sachsernes og vore *Psalmer,* vandt sit höiere Sving paa *Kirkens* Bekostning.
Tvivlsommere kan det vel synes, om vi i *Volsung-Kviderne* har en Poetisk Opfattelse af de udvandrede Gothers virkelige Historie, og da de i deres nærværende Tilstand kun er at ligne ved Vrag af en forgaaet Orlogs-Mand, lader det sig maaskee aldrig bevise; men at den dybe *Alvor,* som gaaer giennem Kviderne, aldrig parrer sig med *Begeistringen,* naar Man fægter i Luften, det tager jeg paa min poetiske Samvittighed, og at den begeistrende *Virkelighed* der ligger til Grund, ei kan være nogen *personlig* men maa være en *folkelig,* kan Man see med et halvt Öie, ligesom det da ogsaa var umueligt, at det As-Gothiske Bjarke-Maal kunde, poetisk talt, baade staae under Vores og hæve sig derover.
Gierne overlader jeg imidlertid Andre Æren for at oprede denne sælsomt indviklede Sag, skiöndt det ikke blot vil giöre Vedkommende Ære, men Middel-Alderens Historiker, og dermed os Alle, en væsenlig Tjeneste, saa det maa kun betragtes som et löselig henkastet Vink, naar jeg tilföier, at siden *Burgunderne* aabenbar er vore *Niflunger* og *Gifkunger* (Giukunger) er det ingenlunde urimeligt, hvad de *Frankiske* Old-Sagn hentyde paa, at *Sigurd* er den *Franke-Stamme,* der havde været forbundet med *Vest-Gothen (Brynhild),* men forbandt sig derpaa med *Burgunderen (Gudrun),* altsaa den *Frakke* der skildte sig fra *Stærk-Odder.* Dette stadfæste sig nu ved en nöiere Undersögelse eller ikke, saa bliver det dog i alle Tilfælde vist, at baade *Bjovulfs-Drapen* og *Stærkodder-Sagnet* maa drages ind med i den omfattende Undersögelse, der har alt det Tiltrækkende, universal-historisk Vigtighed, poetisk Mangfoldighed og dramatisk Sammenhæng kan give et Æmne, og Bjovulfs-Drapen bliver her dobbelt mærkelig, da den baade i det Hele, som en poetisk Opfattelse af Gothe-Daaden, er et Side-Stykke til *Volsung-Kviderne,* og tillige episodisk berörer dem, ved at nævne Slægtens Stam-Fader, med hans rette Navn, *Volse,* og ved at omtale Kampen med *Fofner,* som den tillægger ikke Sigurd, men hans Fader *Sigmund*Bjovulfs-Drape Thork. p. 68-69. Dansken S. 81-83. At baade *Sigmund* (Sigemund) *Volse* (Wælse) *Volsung* (Wælsing) og *Fjotle* (Fitela) lege lidt Skjul i den Thorkelinske Udgave, maa Læseren ikke lade sig forvilde af..
# Völund.
Naar det ikke var for en Ordens Skyld, kaldte jeg gierne altid denne *Tusind-Konstner* fra Old-Tiden *Vaulunder,* da han under dette Navn ei blot indtraadte i *vor* Læse-Verden, men fortryllede den, og indtog især det smukke Kiön, som er hans gamle Vane, han ei kan lade, hvor tit han end derved er kommet til Kort; thi det var ikke blot Kong *Nidud,* der lod Haserne skiære over paa ham, *Stærk-Odder* var endnu meget grovere ved ham i *Leire,* da han vovede at lege Kiærest med Konge-DaatterenStephanii Saxo p. 107-9. Dansken II. 30-43.. Dog, jeg glemde at fortælle Læseren, at Navnet *Völund* er kun Noget, Skielmen skuffer de Troskyldige med, thi det betyder *“Konstneren”* og han er kiendeligere hos *Saxo* under det blotte Navn af *Guld-Smeden,* end i *Ulv-Dalen* med hele sit Slægt-Register. Der er imidlertid samme Forskiel paa ham i Völunds-Kviden og i Stærkodder-Visen, som paa det As-Gothiske og Plat-Gothiske Bjarke-Maal, saa her bliver han liggende paa sine Gierninger, men hist stjæler han sig fra dem i en *Fjeder-Hamm,* som han gierne vil bilde Folk ind han selv har gjort, men som hans *Valkyrie Hervor Alvitr* (Vitterheten) dog aabenbar har stukket ind ad Gluggen til ham. Det gaaer nemlig, for mine Öine, med Völunds-Kviden og Volsung-Kviderne, som med de Malerier, hvor Man seer Maleren selv staae i en Krog, og gotte sig ved Betragtningen af sine Hænders Gierning, saa her har vi aabenbar *Tyven,* der hjalp den *Gothiske Frigge* til at faae Odins-Stötten gjort om ikke i Penge, saa dog til Kvinde-Smykker, eller med rene Ord: *Völunds-Kviden* er den *Gothiske Konst-Apotheose,* som vist nok vilde falde igiennem mod den *Græske,* hvis de kunde sammenlignes, men hæver sig nu höit derover, fordi *Sofokels “Dædalus”* er tabt, og en levende Hund, som Ordsproget siger, er bedre end en död Löve. Vist nok minder ikke blot *“Völunds-Huset”* som er det oldnordiske Navn paa *Labyrinthen,* men ogsaa Flyve-Töiet saa stærkt om *Dædalus,* at Man fristes til at betragte *Völund* som en blot Skygge af ham, men betragter Man nu *Volsungernes* og hans egen *Kvide,* som hans ypperste *Konst-Værk,* da seer Man strax, han var ingenlunde en Skygge, men en *virkelig,* fri *Oversættelse* og *Efterligning* af ham. Jeg forestiller mig Sagen saaledes, at da de udvandrede *Gother,* omtrent ved Christi Födsels-Tid, kom ned til det sorte Hav og blev *Grækernes* Naboer, da vaagnede deres Konst-Sands, men da Konsten altid begynder med *Ordet,* som den Materie, der baade ligger *Aanden* nærmest, er den *böieligste* og udkræver til sin Uddannelse hverken det Haande-Lag eller den Nöiagtighed, der kommer seent, saa var baade de fleste og beste *Smykker* og *Ringe, Gotherne* gjorde, af *Ord,* ligesom de *vandrende Stötter* der gjorde *Dædalus* saa berömt, indtil Mythographerne forvandlede dem til stygge, *skrævende* Ugle-Billeder. Det fölger imidlertid med Nödvendighed af sig selv, at naar *Konsten* har faaet et levende Mythisk Udtryk, eller naar Man först har faaet en *Dædalus* og *Völund* i Munden, da maae de holde Skridt med Konsten og med Tiden, saa baade vil alle berömte Konst-Stykker blive dem tillagte, og naar Konsten synker ned fra *Aandens* til *Haandens* Kreds, vil deres oprindelige Konst-Værker betragtes og beskrives handværksmæssig. *Völund* forholder sig altsaa til *Alfer* og *Dværge,* som *Dædalus* til *Hefæstos,* eller som den naturlige og vitterlige Konst til den overnaturlige og uvilkaarlige, og det er derfor et vigtigt Træk i den forresten usle Tegning af *Völund* (Velent) i *Vilkina-Saga,* at hans Fader satte ham först i Lære hos *Mimer Smed,* men siden hos *Dværgene* i Kallova eller *Möens Klint*Rafns nordiske Kæmpe-Historier II. 55. 56, hvor *Grönsund* naturligviis förer mig til *Möen,* uden at jeg dog föler mindste Drift til geographisk Tvist om, hvor “Kallova” fandtes.*.* Han kunde naturligviis ogsaa omtrent hvad han vilde, saa hos Angel-Sachserne var alle udmærkede Sværd og Brynjer hans Værk (Welandes geweorc), ja, Man vidste der endog, hvor hans Smedde havde staaetMüllers Saga-Bibliothek II. 162. Et Document, hvori *Welands Smedde* udtrykkelig nævnes, gav den lærde Angel-Sachser Rich. Price mig venskabelig en Afskrift af, men som jeg har forlagt., medens han i Norden egenlig er *Guld-Smed,* og hos *Gotherne* tillige *Vinge-Smed,* hvorfor det ogsaa hedder i Vilkina-Saga, at det var *Væringerne* som kaldte *Velent* (Kæmpevisernes *Verland) Völund.* Desuagtet maa Man sige, at den Angel-Sachsiske Klage-Sang, hvori *Völund* (Welund) nævnes blandt Andre som fristede Modgang, men forvandt den, er selv en *Völunds-Kvide,* hvori Rim-Smeden jamrer sig over, at, trods al hans Konst, blev *Hjarne* ham dog foretrukket, saa han nu maa tude med de Ulve, han bogstavelig er iblandtConybear’s Illustrations of Anglo-Saxon Poetry p. 235-244, hvor Digtet dog hverken er heelt, eller Texten sikker., og dette vil ikke klinge Læseren fremmed, naar han betænker, at ligesom hver ny Dag har sin Morgen og Middag, saaledes har hver ny Periode i Folke-Livet sin Natur-Poesi, Konst-Poesi o. s. v. vel ikke eens men *tilsvarende,* saa vi har ogsaa vores *Völund.*
# Hervor og Hilde.
Det undrer maaskee Læseren at see disse Navne sammenföiedesammerföiede, men det undrer ogsaa mig, aldrig för at have seet disse *Historiske Valkyrier* sammenstillede, da Ligheden dog er iöinefaldende, og Forskiellen kun ved Sammenligning kan opdages, saa det falder vanskeligere at skille dem ad, end at forblande dem.
*Hervor* kiende vi vel ikke uden af den Islandske Roman om Sværdet *Tirfing,* som er opkaldt efter hende, og er i det Hele kun maadeligt Gods, men da hendes rimede Ord-Vexel med hendes Fader, den gamle *Bærsærk* under Muld, er indlemmet deri, bliver den derved i det *Enkelte* en anderledes god Kilde, end den er i det *Hele.* Sagnet om *Arngrim* Bærsærks tolv Sönner, der faldt paa *Samsö* i Kamp med Heltene *Orvar-Odd* og *Hjalmer Hugprud,* findes nemlig hos *Saxo,* og spores i *Hyndlas* SangSteph. Saxo p. 93. Dansken I. 290-291. Hyndlas Sang C. U. I. 329-30., og hertil slutter sig paa det Naturligste Sagnet om *Angantyrs* Daatter *Hervor,* som manede sin Fader op, for at faae hans Sværd, det *blodtörstige Tirfing,* der aldrig, naar det var draget, kunde stikkes i Skeden, uden först at lædskes med Mande-Blod. I dette slemme Sværds Historie vil vi nu ingenlunde fordybe os, men lade det staae ved sit Værd, om det har været et Old-Sagn eller blot er Roman-Skriverens Indfald, at Dværgene *Durin* og *Dvalin* nödtvungne havde smeddet det til Kong *Svafurlam* i *Holmgaard,* med det Paahæng, at *Tirfing* skulde blive Pinden til hans egen Lig-Kiste, og virke *tre* store *Nidings-Værker;* thi i begge Tilfælde er det en Træ-Broder eller Staal-Broder til *Stærk-Odder,* og det er derfor ganske i sin Mythiske Orden, at *Tirfings* Eiermand *Angantyr* falder for *Orvar-Odd* (Asa-Maalets Stærk-Odder), ligesom *Hildiger* for *Halvdan.* Tirfing eller *Tyrfing* er nemlig aabenbar Sind-Billedet paa *Bær**særke-Gangen,* eller den *dyriske Tapperhed* hos Kæmpe-Folket, ligesom *Stærk-Odder* paa den *Menneskelige,* og hvor beslægtede de end synes, giör Helte-Aanden, som fattes hist og raader her, dem dog til naturlige Antipoder, og det er derfor mærkeligt, at ei blot En af Arngrims-Sönnerne hedder *Tirfing*I Hyndlas Sang og hos Saxo, men *ikke* i *Sagaen,* som da ogsaa derved röber sin Uægthed.*,* men at ogsaa En af de stridbareste *Gothe-Stammer,* den nemlig, der sloges med Keiser *Valens* og indebrændte ham, kaldes *Tirfinger* (Tervingi)Nærmere Efterretning maa Man söge i *Suhms* Critiske Historie T. IV efter “Therving” og “Athanaricus” paa Registeret, eller, har Man Leilighed, heller andensteds, da Veien i det Vilderede hverken er god at finde eller förer til Stort.. Havde vi derfor det Sværds *mythiske* Historie, vilde den for Historikeren være Guld værd; men i Hervors-Saga findes kun i det Höieste Begyndelsen og en Stump af Enden, hvor *Angantyr* den *Yngre* dræber sin *Broder* med detFornaldar Sögur I. 493-94. 508, hvor Versene tale for sig selv, og give os det mærkelige Træk, at Bærsærke-Börnene vilde have *Tirfing deelt* imellem sig.; thi Resten er Snik-Snak, saa Roman-Skriveren endog faaer fire Nidings-Værker istedenfor treDa Hedrik dræber sin Broder og Sviger-Fader, hans Trælle ham, og Angantyr den Yngre sin Broder Hlöder. og vrævler *Erik Ylfing* (Hedrik) saaledes sammen med Bærsærkerne, at vi, selv med *Saxos* Hjelp, har ondt nok ved at rede ham ud deraf, skiöndt Mythe-Kiendere godt see, han har ikke Andet i Sagaen at giöre, end at trælle for Roman-SkriverenAf *Saxo* lære vi nemlig, at *Arngrim* Bærsærk var en Svensker, som, paa *Eriks* (Hedriks) Forbön, fik *Frodes* Daatter *Ofure* (Eyfuru), samt at *Hune-Krigen,* som i Sagaen tilskrives Eriks *Sön,* hörer til hans og Frodes Bedrifter..
Sagen er naturligviis den, at *Bærsærke-Gangen* ligesaavel som *Helte-Livet,* har sine skiftende Aars-Tider, saa *Hervors* Trylle-Sang er dens *Bjarke-Maal,* hvormed hun maner *Tirfing* op igien, og bliver saaledes Moder til *Angantyr* den *Yngre,* som dermed dræber sin egen Broder, og falder saa for *Stærk-Odders* Haand, ligesom den Gamle for *Orvar-Ods*Steph. Saxo p. 110-11. Dansken II. 44-48.*.* Hvad nu dette Midnats-Maal eller *Hervors-Galder* selv angaaer, da har det vel, tilligemed *Regners* Döds-Sang, ved tilfældige Omstændigheder gjort langt mere Opsigt i Literaturen, end det fortjende; men dog lader det sig for en Gang nok höre, hvordan hun raaber:
Vaagn,*Angantyr!*Vakt af*Hervor*Din og*Toves*Daatter eenbaaren!Ræk mig af HöienRage-Kniven,Smeddet af DværgeTil*Seierlam**Tove* har jeg sat for “Svave” og *Seierlam* (Sigurlami) for “Svafurlam” efter Varianterne, da det er langt rimeligere, at en Afskriver har villet rette Versene efter Sagaen, end at Nogen skulde ændre dem paa Strid med den.
*!*Hjorvard,Hervard,Hrane,Angantyr!Vaagner I DödeDybt under Jord-Styd!Blev under MuldNu magteslöse,*Angrims*SönnerOg*Eivores;*Misted I MæletI Munar-Vaag?Hjorvard,Hervard,Hrane,Angantyr!Saa det i BringenBryde og værke,Som i en mylrendeMyre-Tue,Hvis ikke dages*Dvalins-*Klingen,For deilig en VaandI Dödning-HaandFornaldar-Sögur I. 435-42. 519-22. *Danske Sange* af det ældste Tidsrum S. 61. *Idunna* (Nyaarsgave 1811) S. 31.
!Kun nödig rykker den gamle Bærsærk ud med *Tirfing,* som han forudsiger, vil öde hans Afkom, men dog maae han lystre det ramme Galder, og skiænker Daatteren i Tilgift Arngrims-Sönnernes *Björne-Kræfter* (tolv Mands Styrke), hvorpaa *Hervor* kvæder:
Selvgjort er velgjort,Vikinge-Frænde!Vel kom til HændeMig Höibo-Sværdet,Heller jeg tog det,End hele*Norge!*Glad nu til Skibet*Skjold-Mö*haster,Ændser kun lidt,Du*Lofting*prud,Hvad hendes SönnerSiden skifte!Hermed lade vi hende fare, som *Bærsærkernes Valkyrie,* thi hendes Ægteskab med *Gudmunds* Sön paa Glæservold, og hendes Moderskab til Andre end *Angantyr* den *Yngre,* skriver jeg dristig paa Roman-Skriverens RegningVed förste Öiekast synes det at tale for Hervor-Sagas *Hedrik,* at han nævnes ved Siden ad *Sifka* i Vidsids-Maal, men ved nærmere Eftersyn opdager Man det Modsatte, thi i Sagaen er *Sifka* Hedriks *Frille,* men i Kvadet hans *Stalbroder. Skjalden* siger nemlig, at han besögde Seafolan and Þeodric, *Heaðoric* and *Sifecan* hvorved der ingen Tvivl kan være om *Sifkas Kiön.*.
Vi komme nu til *Hilde*Steph. Saxo p. 88-90. Dansken I. 280-81. *Skalda* p. 163-65. Fornaldar Sögur I. 395-407.*,* der aabenbar har sit Navn af “hild” som er Kampens Hverdags-Navn i Angel-Sachsiske Digte, saa der behövedes ikke anden Grund til at *“Hilde-Legen”* blev saa giængs i de Islandske Draper, men vist nok maatte der Mere til for at giöre os og vore Börn kiærere ad det Udtryk for Kampen end ad ethvert Andet, og dette Mere finde vi i *Hilde-Mythen,* for hvis Opbevarelse vi skylde gamle *Saxo* mange Tak, thi selv i *Skalda* er den forfusket, og i *Sörle-Snakken* saaledes fordærvet, at Roman-Skriveren skulde have over Fingrene, til han tabde Pennen, hvis det ei var skedt for længe siden.
Det hændte sig da, under den svare *Hune-Krig,* at Kong *Hedin* fra *Norge* kom *Fredegod* til Hjelp, med Fred-Skjold i Toppen paa halvandet hundrede Skibe, men hvad der trak Nordmanden mest her sönderned, var dog nok Rygtet om skiön *Hilde, Högen* Jyde-Konges Daatter; thi hun og *Hedin* havde forelsket sig i hinandens Rygte, og kunde, saasnart de saaes, ikke meer faae Öinene fra hverandreQvippe nondum invicem conspectos, alterna incenderat fama. At ubi mutuæ conspectionis copia incidit, neuter obtutum ab altero remittere poterat, adeo pertinax amor oculos morabatur.. *Hedin* svor sig nu i Fostbroder-Lag med *Högen* og fik Lovning paa *Hilde,* men blev siden bagtalt for *Högen,* som om han havde kysset Kiæresten for tidlig, og heraf yppedes en Kiv, som endtes med at Fostbrödrene nedlagde hinanden i Tve-Kamp paa *Hedinsö.* Man vil imidlertid sige, at *Hilde,* af kiærlig Forlængsel efter *Hedin,* om Natten med Trylle-Sang vakde de Faldne til Kamp paa Ny.
Jeg siger, Mythen er forfusket i *Skalda,* og alle dens Venner vil sikkert give mig Ret, naar de höre, at efter den havde *Hedin Hjarrandsön* ranet Hilde, mens *Högen* var paa Herre-Dagen, og at hun, da hendes Fader og Brudgom mödes, vel gaaer imellem dem, for, som det lader, at mægle Forlig, men gyder dog med Flid Olie i Ilden, saa der er samme Forskiel omtrent paa *Saxos* og *Skaldas* Hilde, som paa liden *Signe* i *Sigersted* og *Halgerd* Langbrok paa *Hlidarende*Endeel af mine Læsere kiende maaskee ikke af *Njals* Saga denne Islandske *Skjold-Mö,* der ikke vil give sin Hosbond, den heltemodige *Gunner,* to Lokker af sit lange Haar til en Bue-Stræng, da hans Liv staaer paa Spil, men har de ingen Lyst til at lægge sig paa Kundskab derom, har jeg naturligviis heller ingen til at skrive for dem.*.* Netop dette Forhold lærer os imidlertid, at Mythen er ikke med Flid forvansket, men kun opfattet, som Man opfattede Kæmpe-Livet og Kvindens Forhold dertil paa *Island,* saa hvad *Skalda* lægger til, at *Högens* Sværd hedd *Dannefæ* (Dáinsleif), at Kæmperne forstenedes alt som de faldt, men stod saa op, naar det dagedes, med *splinternye* Vaaben, og skulde blive saaledes ved til *Ragna-Roke,* det lader sig meget godt forene med Fremstillingen hos *Saxo.* Vel faaer Man nemlig ved hans Udtryk snarest den Forestilling om *Hilde-Legen,* at det var om *Natten* de faldne Kæmper stod op, og det klinger jo rimeligst, at hvad der om Dagen saae ud som Graa-Steen, blev i Skumringen til staalgraa Kæmper, men deels siger Saxo dog kun, at det var om *Natten* Hilde *vakde* dem, og deels er *Det* af et Old-Sagn der hos en critisk Historie-Skriver klinger rimeligst, netop allersnarest *uægte,* da han af Naturen har en næsten uimodstaaelig Drift til at troe sit eget Skiön bedre end Sagnet, naar det ved en *lille* Forandring kan blive efter hans HovedSaxos Ord ere disse: Ferunt Hildam tanta mariti cupiditate flagrasse, ut noctu interfectorum manes redintegrandi belli gratia carminibus excitasse credatur. Skalda siger udtrykkelig: En Hilldr geck af nóttina til valsins, ok vakdi upp með fjölkyngi alla þau er dauðir voru, ok annan dag géngu könúngarnir á vigvöllin ok bavrðuz ..... er dagadi stoðu upp allir dauðir menn ok bavrðuz, ok avll vapn voru þá nyt.. Selv havde jeg nær gjort det Samme, da det til Lykke faldt mig ind, at engang jeg var begeistret og langt fra at tænke paa Hilde-Mythen, ringede det for mit Öre:
Det Sidste jeg mindes,Er Syner i Vang,Hvis Vækkere findesI Strængenes Klang,I Tonerne klare,Som stige fra Öe,Og södt aabenbare,At Daner kun döe,Som Soel og som Maane,Der smilende daane,Og straalende atter opstaae!Ja,DannemarksDödeJeg levende saae,I gyldne Dag-Röde,Af Graven opstaae!Naar Hanerne gale,*Giengangere*flye,Til Dödninge-Sale,At sukke paany;Men*da först*ombelteSigDannemarksHelte,Om*Natten*de*hvile*i Fred!Paa Land og paa Bölge,I Höi og i Hald,Med Solen de fölge,Som*Öre*med*Skjald;*Om Natten de sove,Om Dagen de gaae,Med Fuglen i SkoveDe glade opstaae;Thi*Bjarkemaals-Sangen*Er gammel i Vangen,Er*Leiregaards-Hanernes*Gal*Nyaars-Morgen,* et Rim, der vel heller burde hedt “Morgen-Drömmene“ og falder, som Alt i Dagningen, lidt dunkelt, men er udsprunget af saa levende og mild en Morgen-Lyst, at lidt op ad Dagen bliver det nok bekiendt.
!Man sætte nemlig blot “*Nordiske* Helte” istedenfor *“Dannemarks”* som her er tvetydigt, da har Man den samme Anskuelse som i Hilde-Mythen, og vil let komme til den Indsigt, at dette ikke blot bör være Forskiellen mellem Heltenes Gienfödelse og Bærsærkernes Gienfærd, men har alle Dage været det, og ret öiensynlig i Norden, saa f. Ex. Natten fra *Midten* af det *Trettende* til *Begyndelsen* af det *Sextende* Aarhundrede var en *Bærsærk-Tid,* men med Dagningen og Fuglene vaagnede Heltene, og fortsatte med *nye Vaaben* den afbrudte Kamp for *Aandens Rige,* saa Heltenes *Bjarke-Maal* lyder altid som i Leire-Gaard: det *dages,* det *dönner!* Det er med andre Ord, hvad vi Alle forstaae, at da bliver Dagene mörke, naar *Kraft* og *Kiærlighed* gaae hver sine Veie, saa Ondskab bliver stærk og Godhed svag, men *Kiærligheden* til Aandens Verden er lykkeligviis en Hilde, som kan vække Helte, og saasnart den möder *Kraften,* som Hilde kysser Hedin, da dages det, og den store, seierrige Kamp fortsættes, vel med *nye Vaaben,* efter Tidens Tarv, men i den samme Aand, i Dag som i Gaar, og fremdeles til Ragna-Roke. Naar derfor Roman-Skriveren, med hans Kong *Hedin* af *Morland* og Kong *Hogne* i *Danmark,* der ligge endnu længer af Leed end *Spanien* og *Maglegaard,* lader *Olav Tryggesöns* gode Mand *Iver* Glands giöre Ende paa Legen, ved at slaae Heltene ihjel, saa de staae aldrig op igien, da er det langt fra at være, hvad det dog skal giælde for, et Beviis paa *Christen Kiærlighed;* thi langt fra at beröve Minde-Sangen sin Kraft, er den netop Moder til det dybeste *Nattergal-Slag,* der vækker daanede Helte til Daad i Morgen-Rödens Glands! Dog, det var for meget forlangt af den gamle Roman-Skriver, at han skulde have Öie for Sligt, da selv den Nyeste kun maner Kæmper op for at slaae dem tilgavns ihjel, uden engang at ændse, hvad han dog burde vide fra *Amme-Stuen* af, at selv om det er gamle *Bjerg-Puslinger,* som maae flytte naar Christendommen bliver stærk, har de dog gierne en *Guld-Krybbe,* der bliver staaende, fordi *Kirke-Muren* er bygt over den, og som ingenlunde er at foragte.
Nu vil jeg haabe, skiöndt det maaskee er for tidligt, at Læseren baade seer, hvorfor jeg har rykket *Hervor* og *Hilde* saa nær sammen, og hvor lette de dog er igien at skille ad, naar Man rigtig betragter dem, samt at de Begge er værd at huske, ei blot fordi de saa levende afbilde den gamle *Bjarkemaals-Tid* i Norden, da Gudernes Sönner gjorde deres Bedste og Jetternes deres Værste, for at Man ikke skulde savne deres Forældre, men især fordi de række os Speile, der kun behöve at aandes paa og törres af, eller i det Höieste belægges med lidt Kvæg-Sölv, for at være brugelige til Verdens Ende, og samle Kæmpe-Skikkelserne meget bedre, end Arbeiderne af de bedste Engelske Glas-Pustere nuomstunder.
Til Slutning maa jeg bemærke, det er aldeles i sin historisk-poetiske Orden, at *Hilde* hörer til *Fredegods-Tiden,* og at derimod *Hervors Fader* endnu i den kun er et lille *Barn;* thi det er netop de sidste *naturlige Bærsærker,* der give Guld-Alderen, som *Hjalmer Hugprud,* Bane-Saaret, og at opvække de Döde, er en Konst, det aldrig falder *Hervor* ind at fuske paa, för hun seer, det er lykkedes *Hilde.*
# Suttungs Miöd.
Kiært Barn har mange Navne, og havde derfor Kampens Bulder og Redskaber en Slump hos vore Fædre, saa havde Rim og Sang ei heller faa, og jeg har stræbt at vise, der var ogsaa Noget i, som ikke mange Navne var for gode til; men alle *Skaldas* Kiendinger, fra “Kvasers Blod” til “Klangbjergs-Elven” eller Glommen (glaumbergs straumr) er, om ikke just udsprungen af *Suttungs-Miöden,* saa dog knyttede til den, og, skiöndt Mythen derom er langt fra at röbe den fineste Smag, er Miöden dog saa aabenbar beregnet paa *Smagen,* at ingen Mythe er vissere fra *Kragemaals-Tiden.*
Dermed begynder da Sagnet i *Brage-Snakken,* at da *Aser* og *Vaner* sluttede Fred, beseiglede de den ved paa begge Sider at spytte i eet Haande, og til et levende Mindes-Mærke om Pagten skabde Guderne deraf en *Viismand,* ved Navn *Kvaser* (Stak-Aande), der var saa klog, at Ingen kunde sætte ham med Spörgsmaal. Han reisde nu omkring for at udbrede Oplysning, men stödte paa to Skarns Dværge, *Fjaler* og *Gjaler,* som fik ham lokket afsides og slog ham ihjel, hvorpaa de lod Blodet löbe i Kiedlen *Odrærer* (Opmuntring) og i Bötterne *Bodn* og *Son,* kom Honning deri, og blandede saaledes en Miöd, hvoraf Man kun behövede at drikke, for at vorde *Skjald* og *Sagamand.* Dværgene smurde nu Aserne om Munden med den Snak, at *Kvaser* var klögdes i sin Klogskab, eller revnet deraf, fordi han Ingen kunde finde, der var klögtig nok til at pumpe ham ud. Da samme Dværge imidlertid siden druknede Jetten *Gilling,* fik de *Suttung* hans Sön paa Nakken, som satte dem fast paa et Skiær i Stranden, saa de maatte kiöbe deres Liv med den kostelige Miöd, der nu blev flyttet til *Knude-Bjerg* (hnitbjörg) under Varetægt af *Suttungs* Daatter *Gunlöde.*
Först nu, synes det, kom Aserne under Veir med Sagens rette Sammenhæng, og for at faae Fingre paa Miöden, tog *Odin* Fod i Haand, og strög Leerne saa godt for ni Trælle der slog Hö, at de skar Hovederne af hverandre for at være Stryge-Spaanen nærmest, og de Trælle tilhörde Suttungs Broder *Ring* (Baugi), hvem *Odin* saa, under Navn af *Bölværk,* tilböd at giöre deres Arbeide, for en Slurk af den bevidste Miöd. *Ring* turde ikke love meer end at giöre sit Bedste dertil, og *Suttung* vilde Intet give enten for Lön eller Bön, men saa borede *Ring* Bjerget igiennem, hvor Miöden var, med en Naver *Odin* havde, som hedd *Rate,* og *Odin* skiöd sig som en Snog igiennem Naver-Sporet, ned til *Gunlöde.* Med hende blev han i tre Dage saa godevenner, at han fik Lov til at tage tre Slurke Miöd, men tömde i dem baade Kiedel og Bötter, og flöi saa bort med *Örne-Vinger. Suttung* mærkede vel Uraad, og foer efter ham, ligeledes i *Örne-Hamm,* men *Odin* slap dog ind i Asgaard, hvor Aserne havde Kar ved Haanden, som han brækkede sig i. Noget var der vel paa anden Maade gaaet tabt, da *Suttung* var ham saa nær paa Livet, men det lod Man være *Gribsgods* for alskens Verse-Magere, medens *Aserne* og hvem de unde vel, drikke af den anden Tönde, som derfor kaldes saavel *Asa-Drikken,* som *Odins* Fangst, hans Fund og GaveBrage-Snakken p. 83-87..
Heraf findes Saameget i *Havamaal,* at *Odin* der bekiender, han kom med Svig til *Suttungs* Miöd, og lönnede *Gunlöde* kun slet for hendes FöielighedHavamaal C. U. III. 75. 113-16., men i de andre Sange söge vi forgiæves Spor af denne Mythe-Unge, dog bruges Udtrykket *“Suttungs-Sönner”* der saaledes, at vi see, det maa betyde *“Dværge”,* hvad ogsaa er det passeligste i alle HenseenderSkirners-Reise og Alvis-Maal C. U. I. 84. 273..
Uagtet nu denne *Smags-Mythe* har den store Feil at være ligesaa *smaglös* som det Islandske Skjaldskab, saa taler dog allerede denne nöie Sammenhæng for dens Ægthed i sit Slags, som en poetisk Anskuelse af *Krage-Maalet,* der födtes med det Samme, og saa dyb var den Historiske Ahnelse i Norden, at hverken har der været, ei heller vil der komme nogen vitterlig *Konst-Digtning* eller *Forstands-Poesi,* paa hvis Undfangelse og Födsel Mythen om Suttungs Miöd jo lader sig passende anvende.
At nemlig *Kvaser* opstaaer af Asers og Vaners fælles Spytte-Bakke, er vel et ækkelt Billede, men et godt Indfald, thi af de poetiske Yttringers historiske Sammen-Giæring opstaaer altid en vis Forstand paa Billed-Sproget, og ligesom det först var af *Kvasers Blod* Digter-Miöden blandedes, var det aabenbar ogsaa först efterat Man med Pennen havde slaaet det levende poetiske Ord ihjel og fört det til Bogs, at Man fik Prosodier, Rhetoriker og Æsthetiker, som svare til *Odrærer, Bodn* og *Son.* At nu endelig den ny Poesi, der skal udspringe af den Gamles Oplösning og Opplukning, ogsaa bliver derefter, det har Erfaringen, desværre, baade i Syden og Norden kun lært os alt for godt, men at ogsaa vore Propheter saae langt meer end de fik, beviser den herlige Oplysning, at Miöden maa först gaae igiennem *Odin* (Digter-Guden) og komme den rette Vei ud, giennem *Örne-Nebbet,* för den kan blive virkelig begeistrende, og selv det er et dybt hentet Træk, at *Odin* maatte *slide* for det, för han naaede *Odrærer,* thi det er virkelig Betingelsen for en ægte Konst-Poesi, at hvad der af Begeistring er tilbage, forbinder sig med Flid og videnskabelig Granskning. Denne store og vigtige Sandhed, at Poesien maa blive videnskabelig, for at Vidskaben kan blive poetisk, og at det er *Mythe-Bögerne,* hvor de ligge begravede dybt i Stövet, under en Jette-Möes Opsyn, den *skiönne Videnskab* kaldt, som Digteren maa arbeide sig ned til og ind i, som Bölværk med Naveren giennem Klippen, denne Sandhed er vel ikke smukt men dog levende og træffende udtrykt i *Kvaser-Mythen,* og istedenfor at rympe Næse ad det Smaglöse deri, er det vort store Kald at fölge dens Anviisning, og saaledes frembringe ikke blot en bedre Smag end Mythe-Smeden havde, men fremfor Alt et bedre *Krage-Maal,* end det der hidtil löd, enten paa *Island,* eller nogensteds under Solen. En maadelig Digter, sagde selv han som var det, er et utaaleligt Dyr, men da der dog nödvendig maae opstaae Rim-Flikkere i Snese-Tal, hvor der fordum var Propheter og Poeter, saa giælder det ret egenlig nu, om vi kan vinde den Priis vore Fædre spaaede om, at forbinde det Deilige med det Dybe, det Smagfulde med det Höie, og det Klare med det Hemmelighedsfulde.
# Ægers-Gildet.
At Loke-Gluffen, hvoraf vi kiende dette Gilde, er fra *Kragemaals-Tiden,* da Man kun samlede alle Guderne for at spase med dem, er alt anmærket, og at *Æger* eller *Hler,* som den gamle *Rosmer Hav-Mand,* er en meget tvetydig og i Grunden ubetydelig mythisk Person, har jeg ikke glemt at indskiærpe; men da det virkelig er mit ramme Alvor, at lade Alt skee sin Ret, maa jeg ogsaa lade Æger og hans Gilde skee deres.
Uagtet nemlig baade Fædrenes Myther og Levnets-Löb viser, at de bröd dem kun lidt om nogen *anden Natur* end Kampens og deres Egen; saa kunde dog de dunkle *Natur-Kræfter* umuelig undgaae deres Opmærksomhed, og de tre Udmærkede, som yttre sig i *Stormen, Hav-Brusningen* og *Ilden,* maatte nödvendig staae for dem i *Jette-Skikkelse,* men deres Fortroelighed med Havet kundgiör sig ogsaa deri, at *Hav-Manden* (Æger) er den eneste Jette, med hvem de lade *Aserne* pleie Venskab, imod at han ogsaa holder sig *roelig,* og overlader det til sin Kone *Ran* og sine *Döttre* at giöre Ulykker paa Söen. Vel kalder *Skalda* ganske rigtig Vinden *Forniots* Sön, *Ægers* og *Ildens* BroderSkalda p. 126, glemt i Registeret., men der findes dog neppe Navnet *Kaare,* som vi af andre Kilder veed, den Ægers-Broder fördeFornaldar Sögur II. 3. 17., og endnu mindre finde vi ham i de gamle Sange, hvor *Vind-Jetten* derimod kaldes *Aadsel-Slugeren* (hræsvelgr) i Örne-Hamm, som klapper med Vingerne, saa det suser over Havet, skiöndt Ingen seer NogetVafthrudners-Maal C. U. I. 21-22.. Ligeledes kaldes ogsaa *Ilden* sammesteds i *Skalda* Ægers og Vindens Broder, men Navnet *Loge* maae vi enten giætte os til, fra Sagnet om ham der i *Udgaard* aad omkaps med *Loke,* eller söge hos *Kaare,* og Ild-Kraftens Personlighed spore vi end ikke i Sangene, med mindre det skulde være i *Svasud* Sommer-FaderVafthrudners-Maal C. U. I 17.. Selv deres gode Fader *Forniot,* som har gjort en Slags Opsigt hos Mythographerne, finde vi kun nævnt i Ravne-Galderet, og det endda kun i Forbifarende, som alle Vindes Fader eller FrændeRavne-Galderet C. U. I. 223. forniotz sefom fluttir., saa *Æger* er den Eneste af Slægten Man veed Noget at fortælle om.
Allerede i Grimners-Maal siger *Odin:*
*Saa*har jeg trukketPaa Smile-Baandet,For Seiergud-Börn,At Hjertet i LivetSkal hoppe forsand,Hos*Aserne*alle,Naar ind de kommePaa*Ægers*Bænke,Til*Ægers-Gildet*Grimners-Maal C. U. I. 61, hvor jeg ikke veed, hvad der har frembragt: *gigantis* in scamno, *gigantis* ad convivium til Dölgsmaal over de klare Ord: Ægis becci á, Ægis drecco at; men det har dog gjort, at der i det Mythologiske Lexikon end ikke ymtes om, at Man finder Ægers-Gildet i Grimners-Maal, saa jeg kunde dristig tiet med det, naar min historiske Samvittighed vilde tillade det.
*!*Om nu herved sigtes til et enkelt forestaaende *Ægers-Gilde,* eller om *Aserne* besögde ham engang imellem, ligesom *Zeus Æthioperne,* skal jeg lade være usagt, men af *Hymers-Kviden* maatte Man slutte det Sidste, naar den ikke i det Hele var saa uefterrettelig, og i dette Stykke dobbelt mistænkelig, ved at giöre *Asernes* Besög hos *Æger* til en *Straf* for ham, hvad kun alt for meget ligner et slet Forsög paa at forklare sig *Gude-Gildet* i *Jette-Stuen*Hymers-Kviden C. U. I. 119-20. 45.*.* Nok er det, at vi kun har mythisk Underretning om *eet Ægers-Gilde,* og det endda kun saa knap, som den falder i Fortalen til *Loke-Gluffen,* hvor det hedder, at ved samme Gilde havde Man ikke andet *Lys* end *Guld-Skin,* og behövede ingen *Skiænker,* da Drikke-Vahrene kom af dem selv. Desuagtet var der dog to Tjenere: *Vims* og *Farimag* (fimafengr ok elder), hvis Opvartning blev meget roest, og da *Loke,* som ikke kunde taale at höre det, slog *Vims* ihjel, hvorved han krænkede *Fristædets* Hellighed, blev han jaget til Skovs af *Aserne*Loke-Gluffen C. U. I. 149-50.*.* At han kom igien og skiældte Aserne Huden fuld, det veed Læseren, og da Gylfe-Legen slet ikke omtaler Gildet, maae vi tye til *Snakken,* hvor vi dog heller ikke blive klogere, thi at *Æger* först skulde have besögt *Aserne,* som der staaer i Brage-Snakken, og da bedt dem hjem til sig, er neppe rigtigt, og nytter os i alt Fald ikke, og at *Maden* saavelsom Drikken kom af sig selv, synes urimeligt, da Opvarterne derved giöres aldeles overflödigeBrage-Snakken p. 79. Skalda p. 129.. At endelig *Aserne* först ved denne Leilighed *opdagede,* at *Ran* havde et Net, hvori hun fangede de Skibbrudne, klinger höist mistænkelig, og staaer aldeles örkeslöst, da der ikke engang tilföies, hvad dog andensteds findes, at *Loke* laande samme Net til at fange *Andvar* Dværg, som legede GeddeSigurds-Kvide C. U. II. 152, hvoraf Man maa slutte, at han ikke selv, som sagt er, *fandt paa* at binde Fisker-Garn, men stjal kun Æren..
Derimod lærer *Skalda* os at *Æger* ikke blot bar Navn af *Gudernes Giæst* eller *Godegiæst* (heimsækir guðanna) og af *Rans* Mand, men at han ogsaa er Fader til ni Döttre, nemlig: *Skytörning* (himinglæfa) *Dykke* (dufà), *Rödtop* (bloðughadda), *Svulme* (hæfring), *Blöde* (uðr), *Sprud* (hrönn), *Bölge, Vove* og *Brænding*Skalda p. 124, og p. 185, hvor en ny Pen har begyndt, kun lidt anderledes.*,* lutter *naturlige Hav-Fruer,* som Man ikke blot maatte have Aand-Sky men Vand-Sky for at forarge sig over.
Et andet Spörgsmaal er det, om *Æger,* som ogsaa kaldes *Hler* og *Gymer,* ei er Fader til en finere *Hav-Frue, Gerde Gymers-Daatter* nemlig, som *Frey* forelskede sig i, og kiöbde med sit Sværd, saa det i alle Maader var en *Aphrodite,* der stiftede det betænkelige Venskab mellem *Æger* og *Aserne*Loke-Gluffen C. U. I. 148. Skalda p. 125.*.*
Dog, det være hermed som det vil, saa udtrykker Ægers-Mythen ei blot det venlige Forhold mellem *Havet* og den Historiske *Kæmpe-Aand,* som især Engelands Historie har sat udenfor al Tvivl, men den skiænker os i *Gude-Gildet* et Forbillede paa hvad nu er i Giære til Oplysning og Erkiendelse af *Aandens Natur-Forhold,* hvorved Loke-Gluffen, der vel ikke ganske kan udeblive, vil i det Mindste blive finere end fordum.
Navnet *Æger* (eagor) betyder ligefrem brusende Hav, og Hler eller *Ler,* som gav *Lesö* (hlesey) Navn, og er hos *Saxo* en jydsk Hövding, betyder ventelig det SammeSteph. Saxo p. 28. (Dansken I. 94.) Hesce, Eyr et Ler..
# Thorkild Adelfar.
Denne Mythe findes kun hos *Saxo,* og er ikke af de Dybeste, men derfor netop i visse Maader af de Klareste, hvorfor den da ogsaa fandt Naade for hans Öine, vi vel maa kalde *Fader* til det ny *Krage-Maal* i Norden*Holberg,* som i den Anledning heel mærkelig (Dannemarks Historie I. 58) siger: Dette viser, at alle *Saxos* Fabler er ikke at foragte, og at Mange af dem, hvis Man havde den *rette Udtydelse,* kunde blive ligesaa *vigtige,* som de *Græske* og *Ægyptiske* Fabler, hvilke under forblommet Digt indeholde Theologi, Moral og *sandfærdige Historier.*. Dermed vil jeg dog ingenlunde sige, det er let at udfinde, hvilken dögnhistorisk Begivenhed her muelig spilles paa, thi det kan holde haardt nok; men jeg mener blot, at Fremstillingen er saa udförlig og giennemsigtig, at Man ei kan miskiende den allegorisk-mythiske Beskaffenhed af Sagnet. Det er saaledes klart, at begge Reiserne: til *Geirrrods-Gaard* saavelsom til *Ud-Gaard,* skal betragtes som aandige Opdagelses-Reiser, hvorfor *Saxo* ogsaa indleder Sagnet med den træffende Bemærkning, at i Kong *Gorm* bröd sig den Old-Nordiske Kæmpe-Aand en ny Bane, saa hans Hug stod ei til Vaaben-Gny, men til at efterspore og udgranske *Naturens* Hemmeligheder, saa der kunde blive Reen og ret Skiel mellem den sikkre *Erfarings* og det löse *Rygtes* Ene-MærkerHic enim novum audaciæ genus complexus, *hæreditarium fortitudinis spiritum* scrutandæ rerum naturæ vestigiis qvam armis excolere maluit: utqve alios reges ardor bellicus, ita ipsum cognoscendorum mirabilium, qvæcunqve vel experimento deprehensa, vel rumore vulgata fuerant, præcordialis stimulabat aviditas.. Om derimod begge Reise-Beskrivelserne har een Forfatter, og altsaa virkelig give os en Fortsættelse, er et andet Spörgsmaal, som jeg dog hælder til at besvarehesvare med Ja, da den förste Reise ender med *Forgudelse* af *Udgaards-Loke,* men den Anden med et *Glimt* af *Christendommens* Herlighed, der ligesaavist bliver Udbyttet af en lykkelig Reise til det *Philosophiske* Land, som hin blev Enden paa alle de forulykkede Reiser til *Fabel-Landet.*
Her kan hverken blive Rum til at afskrive eller giennemgaae det brede Sagn, som Læseren ogsaa nemt kan finde, og, naar han er inde i Anskuelsen, more sig med at udtydeStephanii Saxo p. 160-66. Dansken II. 223-38., men den mærkelige Omstændighed, at *Thorkild Adelfar* giöres til en *Islænder,* kan jeg ikke med Taushed forbigaae, da den blandt Andet viser, at Sagnet *ikke* er af *Islandsk* Byrd; thi det hænge nu sammen med Islands *förste* Bebyggelse i *Harald Haarfagers* Dage, som det vil, saa var den dog i det Trettende Aarhundrede vel næsten ligesaa fast en *Islandsk* Troes-Artikel som nu, og desuden er Talen aabenbar om de *antikvariske Islændere.* Mythe-Smeden har da rimeligviis været en *Angel-Sachser,* som hverken tog det nöie med Kronologi eller Geographi, naar kun Anskuelsen var rigtig, og han kunde faae sagt hvad han vilde. At det er i *Tydskland* Thorkild paa Hjem-Reisen faaer Nys om *Christendommen,* minder os om *Ansgar,* som upaatvivlelig har svævet for den Christne Mythe-Smed, men saa sikkert var hans Syn, at *Tydskland* ganske rigtig blev Stedet, hvor vi maatte have Forstanden skiærpet til at kiende klar Forskiel paa *Christus* og *Udgaards-Loke.*
# Hakonar-Maal.
At jeg regner *Hakon Adelsteens* Efter-Mæle til Mytherne, har ikke sin Grund i nogen Tvivl enten om *Hakons* eller *Eivinds* historiske *Enkelthed,* thi de ragede, desværre, alt for höit frem, hver paa sit Stade, saa, hvor mistænkeligt det end klinger, at *Hög Habrok,* som vi kiende fra *Grimners-Maal,* bringer liden *Hakon* til *Engeland*Heimskringla I. 119. Dansken I. 115.*,* tvivler jeg dog ikke paa, han jo *kom derfra,* og stræbde at indföre Christendommen i Norge, men fik dog en Slags Hedensk Lig-Begiængelse, med tilsvarende Efter-Mæle. Det Mythiske ligger da kun deri, at Efter-Mælet, trods Tidens Pinagtighed, var livfuldt nok til ei blot at komme i Folke-Munde, men til paa en Maade at overleve den sorte Död, som et höiröstet Vidne om Dybden i den Old-Nordiske Anskuelse, og Genialiteten hos den forunderlige Fader til *Harek* paa *Tjötö.* Naar Man nemlig kalder *Hakonar-Maal* en Efter-Ligning af *Eriks-Maalet,* da har Man baade meer og mindre Ret end Man forlanger, omtrent som naar Man vilde kalde *vor Hakon* en Efter-Ligning af *Shakspears Hamlet;* thi ganske sikkert var det *Eriks-Maal,* og dets *Angel-Sachsiske* Jævninger, Eivind maatte takke for Modet til at være hvad de gamle Æsthetikere kaldte en *Skalda-Spilder* og de Nye en regellös Sværmer, men *Magten* til at svinge sig i Örne-Spor höit over alle Krager, den faaer Man ikke, men viser kun, ved Efterligningen, og at Eivind virkelig paa sine Örne-Vinger bar Hakon til Valhald, er saa vist, som at deres Efter-Mæle levede og döde med hinanden, og varer nu formodenlig Verden ud. Dersom ikke den Old-Nordiske Anskuelse lod sig forene med den Christelige, da maatte vi nu kalde Hakon Adelsteens Indförelse i Valhald et mislykket Vove-Stykke, men da vilde den heller aldrig fundet Sted, thi kun den dybe Ahnelse af det venskabelige Forhold satte *Eivind* istand til at kvæde *livlig* om, hvad ellers, trods alle Fabel-Ord, vilde blevet dödt og magteslöst. Nu derimod prise vi *Eivind* som den sidste Mythe-Smed paa *Urda-Stolen,* som, da han lod alle *Aser* og *Asynier* byde den *Christne* Konge velkommen, spaaede om den Dag, da *Aser* og *Asynier* skulde bydes velkommen i *Christenheden,* som Huus-Guder, der opflammede Nordens Folke-Stammer til Kamp for en dyrebar Krone, de vel ei kunde vinde, men skattede dog, og pegede med ædel *Opoffrelse,* stadelig paa. Takket være derfor *Eivind,* at han bænkede Hakon hos *Heden-Olds Guder,* at slumre der med Folke-Aanden, hvor han földe, vi, naar Aanden vaagnede, blev nödt til at söge ham og nödt til at tage hans Selskab med, tilbage til Lysets og Daadens EgneHeimskringla I. 161-64. (Dansken I. 154-60.) Deyr fé, Deya frændor, Eydiz land ok lád, Siti Hakon Med *heidin* god, Mörg er Þiód of Þiád!!
# Norne-Giæst.
Naar Man finder denne Mythiske Person ikke blot i *Olav Tryggesöns* Saga, men ved hans *Bord,* som et andet ordenligt Menneske, paa en lille Skrue nær der sidder lös, eller en Mund der löber löbsk med ham, over Stok og Steen, i tre Spring fra *Hindar-Fjeld* til *Dovre,* eller fra *Odins* skjoldtakte Hald til Kongs-Gaarden i *Nidaros;* da fristes Man til at sige, han kom dog bag efter, hvor store Spring han end tog, og Man har i alt Fald ondt ved at begribe, hvor han kom fra eller egenlig havde hjemme. Sagen er nemlig den, at, trods al Snakkerads af Roman-Skriveren, föle vi os underlig tiltrukne af Æventyret, vi godt föle, han ikke selv har gjort, om den *Norne-Giæst,* Thord Thinglöbers Sön fra *Grönningen* i *Danmark,* som endnu havde en Stump Guld af *Sigurd* Fofners-Banes Sadel-Knap, til Beviis paa, han var med ham, saavelsom med alle de gamle Nordiske Helte, og som endelig lagde sig til at döe hos *Olav Tryggesön*Fornaldar Sögur I. 315-42. Heimdal (Nyaarsgave 1816) p. 22-71.*.* Da nu samme Kong *Olav* virkelig er det sidste Skud af den gamle Helte-Stamme, og *Halfred Vanraad-Skjald* i hans Gaard med et Suk opgiver Aserne og Nordens Aand, saa behövede Personen ikke engang at hedde *Norne-Giæst,* for at være kiendelig paa alle Steder, hvor der er Öie for *Nordens Aand.* Og da nu et Indfald, saa poetisk som det, at lade Aanden med Harpen giennemvandre Heden-Old og at lade hans Livs-Lys brænde ned i Piben hos Olav Tryggesön, ei kan være meget yngre end *Svolder-Slaget,* og maatte dog være det, naar det skulde tænkes udklækket paa Island, maa jeg atter her giætte paa en *Angel-Sachser,* og at slige Indfald i det Mindste ikke var Skjaldene paa Öen fremmede, beviser *Vidsids-Maal,* som jeg alt oftere har nævnet, men her maa nærmere betegne, som et Skjalde-Værk. Jeg er ingenlunde nogen Beundrer af Stykket, som et saadant, jeg finder det tvertimod temmelig smaglöst, og i det hele kiendelig mat, men hvem end Ideen tilhörer, som gaaer igiennem det, saa er den höipoetisk; thi *Vid-Sid* er en *gammel* Skjald, der fortæller om sine Reiser, som, naar Man seer sig til, har bragt ham i Bekjendtskab med alle de Folk under Solen, der havde Poesi, lige indtil *Jormunreks* og *Hrod**gars* Dage, som han med saa öiensynlig Forkiærlighed dvæler ved, at Man godt seer, han tænker mellem dem at ende sine DageConybears Illustrations of Anglo-Saxon Poetry p. 9-29.. Betænke vi nu, at Poesiens *Skaber-Dage* ogsaa virkelig fuldendtes med *Nordens Halv-Guder,* som i Jormunreks Dage var fuldvoxne, da skimte vi ogsaa her *Falken,* som fra Hvile-Höien kaster Blikket tilbage paa sin stolte Bane, og skiöndt vi nok see, at Sangeren har Guldet bag Öret, kan vi dog ikke nægte, han har Ret, naar han slutter:
Det har jeg lært,Paa lange Reiser,At Drot bruger bedstSin Dag i Glands,Naar dem han mærker,Som muntre gaae,Giennem Hald og Hytte,Med Harpe-Slag,Ei gnider paa Guld,Men gavmild saaerHvad op kan voxeTil Æres-Höst!Er Livet svundet,Og Lyset slukt,I Sky sig svinger,Som Fugl i Skov,Paa Tone-Vinger,Hans gode Lov!See, det var netop, som vi veed, den Verdens-Klogskab, Konger og Helte i gamle Nord beflittede dem paa, og hvem kan nægte, at Angel-Sachseren fik Ret! Mange Aarhundreder henrandt, siden Strængene sprang paa hans Harpe, og Fleer, siden *Skjold* og *Fredegod* og *Rolv* stod for Styret i *Leire;* men Drotterne, som havde Öre for Klangen, jo dybere, des bedre, og altid Guld-Ringe ved Haanden til de Skjalde-Fingre, der fik dem aldrig saa tit, de jo fattedes dem, men slog dog lige godt og gladelig de gyldne Strænge; disse Heden-Olds Drotter kunde aldrig begraves saa dybt i Glemsels Nat, de stod jo op med Fuglene igien i Sangens Morgen-Röde. Ja, de stod op med Skjaldene, og skiöndt de har intet Guld at skiænke os, som sjunge nu kun under Guld-Regnen paa Kvist, saa dele vi dog gierne med dem hvad vi har: Levningen af Skjalde-Livet, og Efter-Klangen i Höielofts-Salen af alle de höie og dybe Toner, som i svundne Dage födtes under funklende Öine til med List at fængsle Kæmper! Var det forgiæves, og vilde Kæmpernes Sönner ei tilegne sig deres Fædre, fordi de ei endnu kan begribe dem, da blev vi dog angerlöse, og i værste Fald var det dog ogsaa en magelös Roes for *vore* Gamle, at kun de sidste Skjalde, hvis Död de Nordens Drotter ei gad overleve, tog dem i Graven med sig!