Rasmus Christian Rask

Rasmus Christian Rask. Tunger i de Dødes Rige! Han som dyrked eder bedst, Ak! han er nu eders Lige, Død er eders Offer-Præst, Flammerne til eders Ære Maatte brat ham selv fortære! Derfor maa med eder kive Skjalden ved den Høvdings Grav, Hvor, mens Norden er ilive, Spire skal en Rune-Stav, Ja, i Haanden paa den Gjæve, Rune-Spiret stolt sig hæve! Eders Tempel staaer i Hulen, Hvor ei Solen staaer for Syn, Eders Alter dybt i Kulen, Hvor kun Himlen sees ved Lyn, Hvor, i Lampen som han tænder, Præsten selv sit Lys udbrænder! Broder ei tør ham jeg kalde, Der, som Rune-Skrift i Steen, Sad, hvor nødig færdes Skjalde, Mellem Klang af Dødning-Been; Skjaldeligt var ei hans Tykke, Ei hans Værk og ei hans Lykke! Dog, kun mellem Skjaldens Frænder Finder Man en Unger-Svend, Der sit Livs-Lys selv udbrænder For hvad længst er svundet hen, Ei for Guld og dog med Gammen Selv gaaer op i Alter-Flammen! Ja, hvo mægter Lys at tænde, Bro at slaae i Dødens Land? Kæmpens Søn og Skjaldens Frænde, Ingen ringere end han! Det i Liv og Død stadfæster Nordens tabte Rune-Mester! Tunger i de Dødes Rige! Eders Dyrker-Flok er stor, Men hvor finde I hans Lige, Mellem Hav, fra Syd til Nord, Mellem dem der aldrig kjendte Mere Lys end Andre tændte! Vidt han vandred selv paa Jorden, Ledte om sin Lige-Mand, Gik til Hekla høit mod Norden, Ganges ned i Sønder-Strand; Fandt dog Ingen stort at regne, Selv et Sær-Syn allevegne! Iis han brød paa nøgne Fjelde, Kun i Spor af Reen og Gems, Og kan Nogen sanddru melde, Han ham mødte under Thems, Sikkert var da hos den Anden Lykken bedre end Forstanden! Ja, det skal hans Grav-Skrift være: Vei han brød hvor han kom hen, Som det kaldes skal en Ære At betræde ret igjen, Og han kom fra Renens Veie Ned til Elephanters Leie! Derfor, Tunger, som end leve, Og hans Læber Fortrin gav! Skatter høit de Rune-Breve, Som har viist: ved Støtte-Stav Mødes skal engang i Norden Sprogene fra hele Jorden! Dog, gid aldrig, mens i Grøde Bøg end staaer ved Bælt og Sund, Offre sig til Tunger døde Nogen Kæmpe-Søn i Lund, Saa de ham ved Løfte-Staven Drage ned til sig i Graven! Hvad, med Fingeren paa Munden, Dulgt de har, til Dødens Gavn, At de stumme er i Grunden, Røbes brat i deres Favn, Hvor end ei en Lyd til Klage Er for Elskeren tilbage! Derfor sank i Grav uhevnet Kæmpen bold i Manddoms-Aar, Sank, trods al hans Daad, unævnet, Hvis ei end i Leire-Gaard, Til hans Drape lydt at sjunge, Levede den Danske Tunge! Derfor I, som bedst var tjente Med hans Tunge og hans Tand, Selv om eder han miskiendte, Tunge-Maal i Livets Land! Sukker dybt, naar Kæmper knæle! Sørger for hans Efter-Mæle!

N. F. S. Grundtvig.