---
title: Rasmus Christian Rask
author: Nicolai Frederik Severin Grundtvig
date: 2017-11-01
publisher: Faculty of Arts, Aarhus University
---
# Rasmus Christian Rask.
****T**unger**i de**Dødes Rige!**Han som dyrked eder bedst,Ak! han er nu eders Lige,Død er eders Offer-Præst,Flammerne til eders ÆreMaatte brat ham selv fortære!Derfor maa med eder kiveSkjalden ved den Høvdings Grav,Hvor, mensNordener ilive,Spire skal en Rune-Stav,Ja, i Haanden paa den Gjæve,Rune-Spiretstolt sig hæve!Eders Tempel staaer i Hulen,Hvor ei Solen staaer for Syn,Eders Alter dybt iKulen,Hvor kun Himlen sees ved Lyn,Hvor, i Lampen som han tænder,Præsten selv sit Lys udbrænder!Broder ei tør ham jeg kalde,Der, som Rune-Skrift i Steen,Sad, hvor nødig færdes Skjalde,Mellem Klang af Dødning-Been;Skjaldeligtvar ei hansTykke,Ei hans Værk og ei hansLykke!Dog, kun mellem Skjaldens FrænderFinder Man en Unger-Svend,Der sit Livs-Lys selv udbrænderFor hvad længst er svundet hen,Ei for Guld og dog med GammenSelv gaaer op i Alter-Flammen!Ja, hvo mægter Lys at tænde,Bro at slaae i Dødens Land?KæmpensSøn og Skjaldens Frænde,Ingen ringere end han!Det i Liv og Død stadfæster**Nordens**tabte**Rune-Mester!**Tunger i de Dødes Rige!Eders Dyrker-Flok er stor,Men hvor finde I hans Lige,Mellem Hav, fra Syd til Nord,Mellem dem der aldrig kjendteMere Lys end Andre tændte!Vidt han vandred selv paa Jorden,Ledteomsin Lige-Mand,Gik til**Hekla**høit mod Norden,**Ganges**ned iSønder-Strand;Fandt dog Ingen stort at regne,Selv et**Sær-Syn**allevegne!Iis han brød paa nøgne Fjelde,Kun i Spor af Reen ogGems,Og kan Nogen sanddru melde,Han ham mødte**under Thems,**Sikkert var da hos den**Anden**Lykken bedre end Forstanden!Ja, det skal hans Grav-Skrift være:Vei han brød hvor han kom hen,Som det kaldes skal en ÆreAt betræde ret igjen,Og han kom fra**Renens**VeieNed til**Elephanters**Leie!Derfor,**Tunger,**somend**leve,**Og hans Læber Fortrin gav!Skatterhøit de Rune-Breve,Som har viist: ved Støtte-StavMødes skal engang i**Norden**Sprogene fra hele Jorden!Dog, gid aldrig, mens i GrødeBøgendstaaer ved Bælt og Sund,Offre sig til Tunger dødeNogenKæmpe-Søni Lund,Saa de ham ved Løfte-StavenDrage ned til sig i Graven!Hvad, med Fingeren paa Munden,Dulgt de har, til Dødens Gavn,At de stumme er i Grunden,Røbes brat i deres Favn,Hvor end ei en Lyd til KlageEr for Elskeren tilbage!Derfor sank i Grav uhevnetKæmpenbold i Manddoms-Aar,Sank, trods al hans Daad,**unævnet,**Hvis eiendi**Leire-Gaard,**Til hansDrapelydt at sjunge,**Levede**den**Danske Tunge!**Derfor I, som bedst var tjenteMed hans Tunge og hans Tand,Selv om eder han miskiendte,**Tunge-Maal**i**Livets**Land!Sukkerdybt, naarKæmperknæle!Sørger forhans**Efter-Mæle!****N. F. S. Grundtvig.**