At man lærer lettere Vers end ubunden Stiil, det er, saavidt jeg veed, den første Bemærkning om Vers, jeg har læst, og de Følgende maatte gjerne været lige saa tørre, naar de kun havde været ligesaa sunde, men da jeg nu ikke kan gjøre dem til hvad de ikke er, vilde jeg saa meget heller gjøre hin tørre men sunde Bemærkning frugtbar, hvilket da skeer, naar man i Skolen retter sig derefter, og finder Vers, som ei er værd at glemme, thi er de det, da læres de aldrig saa let, det var jo bedre saavelsom lettere at lade dem ulærte!

At nu Læse-Verdenen og jeg er høist uenige, saavel derom, at alt Sandt skal gjælde, som om gode Vers og gode Skoler, det troer jeg gjerne, skjøndt jeg nødig vilde, men det skulde naturligviis ikke forhindre mig fra at gjøre gode Rim-Krøniker til Skole-Brug, naar jeg kun vidste, hvordan jeg dermed skulde bære mig ad, og var Arbeidet voxen; thi naar man har Børn, kan man kalde sig selv til Skole-Mester, hvad Øieblik, man vil, og kunde man ikke faae sine Skole-Bøger trykt, fik man her, som oftere, trøste sig ved, at man læste de bedste Skrifter, og læste dem kanskee bedst, før de bleve trykt, og at, hvad gode Vers angaaer, da løbe de endnu langt lettere igjennem Øret, end igjennem Øinene, saa til at holde Skole med dem behøver man egenlig slet ikke Bogstaver!

Men det har hidtil været min Sorg, at jeg ikke kunde hitte paa at gjøre Kundskabs-Vers, som Børnene gad hørt, og jeg gad havt, de skulde huske, naar de graanede; og et af mine vragede Forsøg er hvad jeg her lader trykke, dog ikke fordi jeg mener, at hvad jeg vrager nødvendig maa tækkes den Verden, der vrager hvad jeg udvælger; thi hvem i al Verden læser theologisk Maanedskrift, eller hvad skulde ikke Verden vrage, naar det findes der! Nei, jeg lader Rimene trykke, fordi jeg finder dem gode nok til at læses for en Gang eller to, af hvem der ikke korser sig for første Mose-Bog, og hvem der gjør det, forseer sig vist ikke paa mine Vers!

Men hvi udvikler jeg da ikke hellere, for christelige Læsere, mine Tanker om Poesiens Forhold til Christendommen, og om Maaden, hvorpaa vi skulde stræbe at undgaae de Klipper og Skjær, man hidtil stødte paa.

Egenlig veed jeg det ikke, thi jeg veed kun, at dertil føler jeg for Øjeblikket hverken Lyst eller Drift, men jeg tænker, det kommer vel nærmest deraf, at jeg nu hardtad er ligesaa kjed af mine egne Betragtninger, som saalænge af dem, Verden skatter, kjed af alle Udviklinger, hvorved Sagen selv ei bliver mindre indviklet, og det bliver hverken Kirke-Sagen eller Skole-Sagen ved Beskrivelsen, men kun ved Frembringelsen af hvad vi fattes! Skjævheden af den herskende Tanke-Gang er derfor langt mindre vor Tids Pestilense, end den herskende Indbildning, at naar man fik Tanke-Gangen rettet, var Alt i sin Orden, da Tanke-Gangen dog kun er Viser-Gangen paa Uhr-Skiven, som man vel med Fingrene kan fremme, men kun forgjæves, naar Uhret ikke gaaer. Hvad man raabde paa i forrige Aarhundrede: det Praktiske, det er og bliver Hoved-Sagen i Livet, i det Aandelige saavelsom i det Legemlige, hvorfor ogsaa Apostelen vidner, at Guds Rige bestaaer ikke i Snak men i Kraft, hvad man kun derfor bespottelig anvendte paa Guds Ord, fordi det er ikke Snak men Kraft, en Guds Kraft, som, hvor den annammes, virkelig frembringer hvad den levende udtrykker! Da Aand og Praxis var blevet antichristelige, hjalp hverken Lovtaler over Messias, eller grundige Bibel-Forsvar, de hjelpe nu ikke heller, men christelig Aand og Praxis skal hjelpe, og da bliver Tanke-Gangen, selv hos Uchristne, saa christelig som det er mueligt, og, for ikke praktisk at nedbryde min egen Theori, vil jeg afbryde.