Studier til en bibelsk Rimkrønike. Maa trykkes. I Kjøbenhavns Politieret den 14 Juli 1828. P. Eberlin. At man lærer lettere Vers end ubunden Stiil, det er, saavidt jeg veed, den første Bemærkning om Vers, jeg har læst, og de Følgende maatte gjerne været lige saa tørre, naar de kun havde været ligesaa sunde, men da jeg nu ikke kan gjøre dem til hvad de ikke er, vilde jeg saa meget heller gjøre hin tørre men sunde Bemærkning frugtbar, hvilket da skeer, naar man i Skolen retter sig derefter, og finder Vers, som ei er værd at glemme, thi er de det, da læres de aldrig saa let, det var jo bedre saavelsom lettere at lade dem ulærte! At nu Læse-Verdenen og jeg er høist uenige, saavel derom, at alt Sandt skal gjælde, som om gode Vers og gode Skoler, det troer jeg gjerne, skjøndt jeg nødig vilde, men det skulde naturligviis ikke forhindre mig fra at gjøre gode Rim-Krøniker til Skole-Brug, naar jeg kun vidste, hvordan jeg dermed skulde bære mig ad, og var Arbeidet voxen; thi naar man har Børn, kan man kalde sig selv til Skole-Mester, hvad Øieblik, man vil, og kunde man ikke faae sine Skole-Bøger trykt, fik man her, som oftere, trøste sig ved, at man læste de bedste Skrifter, og læste dem kanskee bedst, før de bleve trykt, og at, hvad gode Vers angaaer, da løbe de endnu langt lettere igjennem Øret, end igjennem Øinene, saa til at holde Skole med dem behøver man egenlig slet ikke Bogstaver! Men det har hidtil været min Sorg, at jeg ikke kunde hitte paa at gjøre Kundskabs-Vers, som Børnene gad hørt, og jeg gad havt, de skulde huske, naar de graanede; og et af mine vragede Forsøg er hvad jeg her lader trykke, dog ikke fordi jeg mener, at hvad jeg vrager nødvendig maa tækkes den Verden, der vrager hvad jeg udvælger; thi hvem i al Verden læser theologisk Maanedskrift, eller hvad skulde ikke Verden vrage, naar det findes der! Nei, jeg lader Rimene trykke, fordi jeg finder dem gode nok til at læses for en Gang eller to, af hvem der ikke korser sig for første Mose-Bog, og hvem der gjør det, forseer sig vist ikke paa mine Vers! Men hvi udvikler jeg da ikke hellere, for christelige Læsere, mine Tanker om Poesiens Forhold til Christendommen, og om Maaden, hvorpaa vi skulde stræbe at undgaae de Klipper og Skjær, man hidtil stødte paa. Egenlig veed jeg det ikke, thi jeg veed kun, at dertil føler jeg for Øjeblikket hverken Lyst eller Drift, men jeg tænker, det kommer vel nærmest deraf, at jeg nu hardtad er ligesaa kjed af mine egne Betragtninger, som saalænge af dem, Verden skatter, kjed af alle Udviklinger, hvorved Sagen selv ei bliver mindre indviklet, og det bliver hverken Kirke-Sagen eller Skole-Sagen ved Beskrivelsen, men kun ved Frembringelsen af hvad vi fattes! Skjævheden af den herskende Tanke-Gang er derfor langt mindre vor Tids Pestilense, end den herskende Indbildning, at naar man fik Tanke-Gangen rettet, var Alt i sin Orden, da Tanke-Gangen dog kun er Viser-Gangen paa Uhr-Skiven, som man vel med Fingrene kan fremme, men kun forgjæves, naar Uhret ikke gaaer. Hvad man raabde paa i forrige Aarhundrede: det Praktiske, det er og bliver Hoved-Sagen i Livet, i det Aandelige saavelsom i det Legemlige, hvorfor ogsaa Apostelen vidner, at Guds Rige bestaaer ikke i Snak men i Kraft, hvad man kun derfor bespottelig anvendte paa Guds Ord, fordi det er ikke Snak men Kraft, en Guds Kraft, som, hvor den annammes, virkelig frembringer hvad den levende udtrykker! Da Aand og Praxis var blevet antichristelige, hjalp hverken Lovtaler over Messias, eller grundige Bibel-Forsvar, de hjelpe nu ikke heller, men christelig Aand og Praxis skal hjelpe, og da bliver Tanke-Gangen, selv hos Uchristne, saa christelig som det er mueligt, og, for ikke praktisk at nedbryde min egen Theori, vil jeg afbryde. Skabelsen. Hvad er det, vi skue, Paa græsgrønne Tue Med Høielofts-Tag: Hvor Skyerne blaane, Hvor Natten har Maane, Og Solen gjør Dag; Hvor Stjernerne blinke, Hvor Blomsterne vinke, Hvor Skibene gaae; Hvor Bjerge og Dale, Og Hytter og Sale, Gjør store og smaa; Hvor Ormene krybe, Hvor Fuglene flyve, Og Fluerne med, Hvor Havet og Landet, Hvor Ilden og Vandet, I Strid finde Sted; Hvor Dyrenes Gange Og Navne er mange, Som selv de ei veed, Mens kun over Vrimlen Sig høiner mod Himlen Een Menneskehed, Hvad er det, vort Øie, I Dal og paa Høie, Vidunderlig seer, Og hvad mon vi ere, Vi Blandinger sære Af Lys og af Leer, Som dertil fik Evne, At tælle og nævne Og tænke paa Alt, Men ikke den Vælde, At sætte paa Nælde Et Blad som affaldt, See Ingen, som mægter, Hvad Skæbnen os nægter, Men kan dog forstaae, Af Vugger og Grave, At Høie som Lave Kun lidet formaae? Hvad er vi da Andet, Med Ilden og Vandet, Med Fisk og med Fugl, End Værk af den Høie, Som, dulgt for vort Øie, Dog seer os i Skjul: Den underlig Store, Hvis Finger vi spore I Soel og i Siv, Som veed, hvad vi mene, Og raader alene For Død og for Liv! Hvad er det vort Øre Kan mærke og høre, Som aldrig vi saae, Hvor Stormene suse, Og Bølgerne bruse, Og Klokkerne slaae, Hvor Hornene runge, Hvor Fuglene sjunge Med Stigen og Fald, Hvor Toner udtrænge Fra Struber og Strænge I tusinde Tal; Hvor rullende Torden Fuldhøit over Jorden Gjenlyder i Sky, Mens Lynene knittre, Saa Bjergene sittre, Og Kæmperne flye? Hvad er det, vi høre, Naar Læber sig røre Hos Menneske-Børn, Hvad er det for Vinger, Hvorpaa sig opsvinger Vor Sjæl som en Ørn? Ja, Menneske-Stemme! Hvor haver han hjemme, Den Fremmedes Søn, Som kom fra det Fjerne, Til Hjerte og Hjerne, At fostres i Løn, Og haver sin Vugge, Bag Høielofts Glugge, I Øret sin Junge, Sin Gang-Vogn paa Tunge, Sin Værge i Tand, I Panden Høi-Sale, Og Høielofts-Svale Paa Læbernes Rand, Og springer fra Oven I Dybet forvoven, Saa let som en Vind, Og falder saa ind, Som lystig beruset, Med Døren i Huset, I fremmede Sale, Til Død eller Dvale, Til Fryd eller Sorg, Men sidder tillige, Som sært er at sige, Paa Fædrene-Borg? Hvor har dog vel hjemme Det Ord, som fik Stemme Paa Tunger af Støv, Gaaer lukt gjennem Øre, Kan Tankerne føre, Som Vindene Løv, Kan Hjerter bevæge, Saa Glæderne lege, Som Fiske i Vand, Men og, saa derinde Mon Smerter oprinde, Som Bølger i Strand; Kan rulle som Torden Med Lyn over Jorden, Slaae Revner i Fjeld, Kan Blomster i Flokke Af Støvet oplokke, Som rislende Væld, Kan klukke, kan runge, Kan storme, kan sjunge, Kan døe, og opstaae, Har Tanken i Lænke, Kan meer end vi tænke, End sige da saae? Hvad selv sig som Gaader Kun finder, ei raader, For Alt er i Gjæld, Til Den, som paa Vinger Med Vidskab udspringer Af Evigheds Væld, Kun Ham, i det Høie, Som skabde det Øie, Der finder hans Spor, Han lærte vor Tunge At tale og sjunge, Han skabde vort Ord! Da Støv laae i Mørke, Da Haver, med Ørke, Stod dybt under Vand, Da Øre og Øie Var kun hos den Høie, Den Evigheds-Mand; Da aanded Han over De kulsorte Vover, Da toned Hans Ord: Skin, Lys over Mørke! Skin, Soel over Ørke! Løft Hoved, du Jord! Læg, Sand, dig i Lave, Til Dæmming for Have! Groe, Tue, dig grøn! Spring Rose, med Lilje, Paa græsgrønne Tilje, I Kjortelen skiøn! Op, Træer, nu alle, Som Navnene falde I Dagning og Kveld, Med Naale og Blade! Hver søge sit Stade Paa Mark og paa Fjeld! Vær snart til at føde Din bugnende Grøde, Du storladne Hav! Viis, Luft under Himlen, I Vingeslægt-Vrimlen, Hvad Kraft Jeg dig gav! Opspringer med Glæde, Gestaltede Spæde, Af Jorderigs Dyb! Opmylrer af Mulde I Varme og Kulde, Utallige Kryb! Saa klang det fra Oven, Og Luften og Voven De gjorde, som sagt, Og Bjerge med Dale De lod sig befale, Saa Ordet fik Magt. Da Gjenlyd af Stemme Fik Klipper i Gjemme, Som Fuglenes Bryst; Hvad Ordet gav Øre, Fik Drift til at høre Paa Guddommens Røst. See, sagde den Første, Nu gjør Vi det Største, Som Støvet er til, En Skabning Vi signe, Til Ordet at ligne, Saameget han vil! Stig høit under Himlen, Staae høit, over Vrimlen I Jorderigs Dal, Du Jord-Klimp hin fine, Med bydende Mine, Som Konger i Sal! Saa taled den Milde, Det Levendes Kilde, Den Gudernes Gud, Af Gudsommer-Varmen Han aanded i Barmen Paa Støv-Kongen prud. Det gjorde den Gode, Saa rundet af Rode Er Menneskens Kjøn! Saa Ordet, I Unge, Paa Menneske-Tunge Har avlet en Søn! Den Søn maa dog lære Sin Fader at ære, Og prise med Flid; Det Ord uden Mage, Som skabde saa fage Al Verden saa vid! Ja, priser med Glæde, I Puslinger spæde, Det Almagtens Ord, Af Godhedens Kilde, Som ydmyg sig vilde Forplante paa Jord! I Menneske-Tunger! O, taler og sjunger Dog som I har Byrd! Hvis den I forglemme, Da arve jer Stemme Umælende Dyr! Søndag og Mandag, Tirsdag og Onsdag, Torsdag og Fredag, Saa vi dem kalde, Dagene Alle, To Gange tre, Skabelsens Døgne, Daadfulde, søgne, Sære at see! Himlen for Oven, Marken og Voven, Fuglen og Skoven, Dyrene milde: Tamme og vilde, Himmerigs Slot, Jorderigs Drot, Skaberen skued, Ham det og hued Altsammen godt! Søndag og Mandag, Tirsdag og Onsdag, Torsdag og Fredag, Døgnene travle Ro skulde avle: Lørdag tilsmile Skabningen Hvile, Alt som det lød: Verden er færdig, Skaberen værdig, Hvilen er sød! Adam og Eva. Ordet sig hviled, Englene smiled, Sjungende hver: Hvilen ei bryder Arbeid som fryder Den, vi har kjær! Store Guds Under! Mennesket blunder, Skaberen bød: Tril nu, Guld-Terning, Kjærligheds-Gjerning Hvile gjør sød! Skabningen hviled, Drømmende smiled Jord-Drotten prud, Vaagned at skue Væn over Tue Eva, sin Brud! Mennesket sagde: Navn jeg tillagde Fugle og Dyr, Kunde dog Mage Aldrig opdage Til mig i Byrd! Dig kun o Kvinde! Dig sin Veninde Kalder min Aand, Du, ingen Anden, Tages; Taget B af Manden; Hellige Baand! Herlig var Gaven, Deilig var Haven, Plantet af Gud! Salig blev Manden, Adam, selv-anden, Lød de Guds Bud! Kongen, vor Fader, Kun hvad os skader, Under os ei, Kun naar os smager, Hvad os bedrager, Gud siger Nei! Faderen taler, Kongen befaler, Loven udgaaer; Dunkel er Nytten, Fristerens Lytten Ulykke spaaer! Adam og Eve! Evig I leve! Liv er min Lyst! Alt paa jer Kugle, Fiske som Fugle, Følge jer Røst! Gjører og bruger Alt hvad jer huger, Kongelig frit! Kun I besinde, Drages til Minde: Riget er mit! Træerne tvende, Nemme at kjende, Seer I dem hist! Glæden og Nøden, Livet og Døden, Voxe paa Kvist! Her voxer Livet, Skjænket og givet Troende Sind; Hist under Dække Døden for Gjække Spiller med Skin! Saa til de Unge Faderens Tunge Føied sit Ord; Vel han det vidste, Daarskaber friste Ungdom paa Jord! Øie og Øre! Hvad kan forføre Eder fra Gud? Lyset Han gjorde, Støv kom til Orde, Kun paa Hans Bud! Farver som prale, Smigrende Tale, Kildrende Røst, Ak, de forføre Øie og Øre Her, som i Øst! Slangen i Bugter Gifttræets Frugter Priser endnu, Hvidslende: Kvinde! See, hvor de skinne, Deilig som Du! Vel maae de skinne, Lys er der inde, Teer sig i Glands; Lyster dig ikke, Yndigste Flikke, Soelstraale-Krands? Døden i Lyset! Hvem har ei gyset For den som Børn! Soelret paa Vinger Dog sig opsvinger Dristige Ørn! Vovehals vinder, Tvivleren finder, Lyset er godt! Ondt maa man rønne, Før man kan skjønne Hvad der er godt! Bange for Skarnet, Mødes i Barnet Engel og Fæ, Daaren usyndig Skyer ukyndig Kundskabens Træ; Men skal man kige Klart i Guds Rige, Lys maa der til, Gud maa vel lide Fleer ved sin Side, Naar man kun vil! Hvide og røde Frugterne gløde, Frygten forgaaer; Talen paa Skruer Frister og huer, Tvivlen opstaaer! Fristeren gjækker, Frugten ei rækker, Føier kun til: Selv maa du raade, Liv er en Gaade, Lykken et Spil! Morskab jeg søger, Stundum jeg spøger, Underlig stemt, Lyster at blande Tant med det Sande, Alvor med Skjemt! Det var jo ilde, Om du for silde Gjækket dig fandt; Vov ei at synde, Nøies med Ynde, Viisdom er Tant! Pirret og ægget, Lokket og gjækket, Moderen faldt, Haanden sig strakde, Frugten hun smagde, Livet det gjaldt! Daaret, tilskyndet, Eva har syndet, Adam det seer, Født er nu Smerte, Hoved og Hjerte Stemme ei meer! Helligt er Budet, Kvinden forgudet, Hovedet ørt, Iden er syndig, Eva er yndig, Adam forført! Skamfulde skues Begge, og blues, Nøgne de staae, Skammen de hade, Skjule med Blade, Synden ei saa! Skumringen svaler, Skaberen taler: Adam! hvor nu? Nødig vil Øre Dommeren høre, Skyld føder Gru. Helst nu i Skygge Adam vil bygge, Lyset han skyer, Vist gav om Ondskab Synden ham Kundskab, Men den var dyr! Frem dog han maatte, Skamfuld han traadte Ud af sin Vraa, Nøgen, han stammed, Dybt jeg mig skammed, For Dig at staae. Herren ham svared: Hvem aabenbared, Hvad dig er blot? Smagde du Kvide, Fik du at vide, Ondt er ei Godt! Ak, ja, desværre, Kvinden, o Herre! Gav mig, jeg aad. Rædsom det gjalded: Viv, est du faldet, Svøm da i Graad! Dødbleg om Kinden, Hulkede Kvinden, Klaged sin Nød: Ak, saa gav Slangen Graad mig for Sangen, Falskelig sød! Gram er den Rene, Tugt dog forene Vil han med Trøst, Sandhed og Naade, Guddommens Gaade, Løfter sin Røst: Kvinden og Slangen Kæmpe i Vangen, Samt deres Æt! Stikket i Hælen, Saaret i Sjælen, Læges ei let. Kvinden maa græde, Skal dog med Glæde Skue sin Sæd; Sønnen hin frakke Træde paa Nakke Slangen uræd! Adam! bedaaret, Støvet du kaared, Leed nu om Korn! Med dig om Føden Kæmpe til Døden Tidsel og Torn! Her voxer Livet, Det var dig givet, Evig dog mit! Ud nu af Haven! Slæb dig til Graven, Med hvad er dit! Huult lyder Sukket: Haven er lukket, Fjeld-Toppen Snee, Afgrunden vinker, Flammende blinker Been-Radens Lee! Patriarcherne. Kain pløied rask i Vaar, Tænkde paa det Næste, Abel gik og vogted Faar, Tænkde paa det Bedste! Begge, takkende i Høst Gud for Vinter-Føde, Offrede med Lovsangs-Røst Hver sin første Grøde! Kain offrede sin Neg, Abel Dægge-Lammet! Kains Tak var Tunge-Leg, Abels Hjerte flammed! Herren saae af Himlen ned, Straalen kyssed Lammet, Kain blegned harm og vred, Skulde rød sig skammet! Kain! Kain! sagde Gud, Hvi den mørke Mine? Synd i Mørke ruges ud, Dages brat til Pine! Avind banker, vogt dig vel! Er hun først derinde, Hun er Dronning, du er Træl, Faaer det bedsk at finde! Abel gik og vogted Faar, Skued Solen dale, Kain gav ham Bane-Saar, Under Venne-Tale! Kain! Kain! sagde Gud, Hvor er nu din Broder, Du gik med paa Marken ud: Sønnen af din Moder? Skarnet svared: ei veed jeg, Derpaa tør jeg sværge, Hvorhen Abel drog sin Vei, Var og ei hans Værge! Løgner! sagde Herren god, Udaad har du øvet, Raaber ei din Broders Blod Lydt til mig fra Støvet! Bandsat være Jorden nu, For hun drak det Dyre! Bandsat, frem for Jorden, du, Fuleste Uhyre! Hvor du pløier, Klinte groe Meer end Byg og Hvede! Trindt paa Jord om Sjæle-Ro Du forgjæves lede! Huh! det brænder mig som Ild, Hvinede den Fule, Fare maa jeg fra dig vild, Hvor jeg mig kan skjule! Uden Anger, uden Bod, Kain gik til Grunde, Flygtende fra Gud til Nod; Han var af den Onde! Abel slummer sødt i Løn, Gud ei glemmer Sine, Haabets Lund er immer-grøn, Der er ingen Pine! Ei uddøer den Godes Æt, Maa end tit den bløde, Adam fik af Gud, i Seth, Broder til den Døde! Ukrud yngler mest paa Jord, Modnes først og falder: Kains Slægt blev stærk og stor, Stakket blev dens Alder! Kain bygde sig en Stad, Stort det skulde være, Gjorde sig med Stene glad, Mured paa sin Ære! Verdens Børn kan Verden bedst Føre sig til Nytte; Seth, paa Jord en fremmed Gjæst, Nøi'des med en Hytte! Lamech var en Kains Søn, Tog sig Koner tvende, Gav vel Fader Morder-Løn, Sang derom behænde! Dræbte Ord han dødning-bleg Læmped efter Klangen, Sønnen læmped Strænge-Leg Efter Dødning-Sangen! Spille-Manden Jubal hedd, Tubal med sin Hammer Blev den første Vaaben-Smed, Tændte Krigens Flammer! Broder-Par i Herre-Færd, Nemt at ihukomme! Om jer sjunge Spyd og Sværd, Kvæde Lur og Tromme! Ikke saa om Sæd af Seth, Folk i Fugle-Sale, Om den stille Hyrde-Æt Sjunge Nattergale! Stolte Ting ei den opfandt, Stævned efter Evne, Ydmyghed dog Æren vandt Kvindens Sæd at nævne! Fremmed for al Høiheds-Leg, Den Guds Børne-Stamme, I sit mindste Skud dog steeg Did hvor Stjerner bramme! Yngst i Ætten Enoch blev, Smagde dog ei Døden, Livets Lyst ham sødt henrev, Mindst fik han af Møden! Himmelkjær han gik paa Jord, God for Herrens Øie, Drog saa op i Fugle-Spor, Til Ham i det Høie. Brustne Øine læges brat I de grønne Sale, Derfor sødt om Sommer-Nat Sjunge Nattergale! Synd-Floden. Naar Nat udvælder, Fra sorten Sky, Og Maanen kvælder, Til Morgen-Gry, Mens Gode blunde, Har travlt de Onde, For Lyset skye! Da voxer Vingen Paa al Udyd! Nu seer mig Ingen, Det er dens Fryd, Den har i Mørke Sin Rod og Størke, Sit Skryll og Skryd. Dog i det Høie, Der boer en Drot, Med aabent Øie For Ondt og Godt, Og Lys, til Lykke, Er uden Skygge I Herrens Slot! Han saae fra Himlen Med Lynilds-Blik, Paa Kæmpe-Vrimlen Med Kains-Skik: Trods Jordens Herre, Fra Ondt til Værre, De fremad gik! Da falske Kvinder For Diser gik, Med Rosen-Kinder, Og Tjørne-Blik, Med runde Lemmer, Og klingre Stemmer, Og Skjøge-Nik! De Tryllerinder Fra Kains Bye, Som Sole blinder De Hyrder blye, Hvor de indtage, Kun Domme-Dage For Støvet grye! Fra Gude-Sønner, Som ei sig bør, Da lyde Bønner Til Trolde-Mø'r, Da Jetter fødes, Og Jorden ødes, Og Fromhed døer! Fra Hytten stiger Et Kæmpe-Kuld, Som efterhiger Kun Glands af Muld, Gjør Bjerg af Dale, Og tækker Sale Med røden Guld! Med Nidings-Værker, Mod Gud og Ret, De Mindes-Mærker Sig reise tæt, Som bedst de mægte, De Kuld uægte Af Asa-Æt! Men Han deroppe, Hvis Skamler staae Paa Bjerge-Toppe, Og Skyer graa, Han høres sværge: Brat over Bjerge Skal Bølger gaae! Omsonst for Døve Kun Ordet spaaer, Dog vil Jeg tøve I hundred Aar, Og grandt dernede Om Anger lede, Til Timen slaaer! Men, Kæmper bolde! Hvad end I tro'r, Ei har til Trolde Jeg skabt min Jord, Da, dybt begravet, Den steg af Havet, Alt paa mit Ord! Jeg før den sænker, Med Blomst og Træ, Fuldlavt da bænker Jeg Folk og Fæ, Kun Faa besinde, Hvor Fugle finde Da Kvist og Læ! Dog, hør, du Gæve! Min Enochs Søn! Vil høit du svæve Med mig i Løn, Bygg lavt ved Bølge, Til dig og Følge, Mens Bøg er grøn! Ja, skil med Egge Nu Træ fra Bark, Og bygg en Snekke, Og kald den Ark, Og digt den nøie, Til rask at pløie Min Vinter-Mark! Mens Kæmper bukke, Og Folk uddøe, Mens Bjerge dukke I dyben Sø, Paa Stjerne-Strømme Skal Arken svømme, Som Verdens-Øe! Naar Jorden hærges, Fra Øst til Vest, Med dig skal bjerges, Fuldmangen Gjæst, Fra Bjerg og Dale, I Bølge-Sale, Paa Havets Hest! De Kæmper trygge, Med spodske Smil, Saae Noah bygge Sin Ark med Iil, Blandt Færreds-Snekker En sær Tre-Dækker, I Kæmpe-Stil! Fuldbreed som Hvalen, Men længer dog, (Trehundred Alen) Det var den Kaag, Med Dør paa Boven, Med Glug foroven, Paa Kiste-Laag! Ei længer tøve I Skov, paa Mark, Nu Lam og Løve, Men gaae til Ark, Med Kvæg og Hjorte, Hvor ei mon skorte Paa Straa og Bark! Med Nattergale, Som aldrig før, Med Spurv og Svale, Fra Hald i Nør Sig Ørne sanke, Med Neb de banke Paa Arke-Dør! De randt saa fage, Med Travlhed stor, De Løbe-Dage, Til selv ombord Gik Enochs Frænde, Med Sønner trende; Farvel nu Jord! De Kæmper trygge, Trods Heltens Iil, Blev ved at bygge I Bjerge-Stil, Mens Møer milde Holdt Bryllups-Gilde Med spodske Smil! Seer I, histoppe, Nu seiler han Paa Fjelde-Toppe, Den fromme Mand! Da rulled Torden, Da revned Jorden, Med Brag paa Stand! Nu Himlens Sluser Oplades brat, Og Havet bruser I bælgmørk Nat, Og Roser blegne, Og Kæmper segne, Med Suk fuldmat! Snart over Vandet, I Morgen-Gry, Der sees ei Andet, End kulsort Sky, Og Kæmpe-Kroppe, Og Klippe-Toppe, Og Noahs By! Synd-Floden levner Ei Plet af Land, I Sky nu stævner Den vilde Strand, Ad steile Stræder, Paa Klippe-Kjæder, Som over Sand! Saa leged Hvalen Med Klipper graa, At femten Alen De under laae, Som høiest gro'de, Og nødigst lode Sig overgaae! Vel mødt, i Strande, Her over Sky; Saa stærke Vande Da kvad paa ny; I firti Døgne, Og alle søgne, De blev saa krye! De Smaa-Fisk glade, Ved Sky fuldtæt, Da hævned Skade Paa Maagers Æt, Ja fik i Tale, Trods høie Sale, Selv Ørne let! Da Orme-Hæren, Med Kuld paa Kuld, Var stolt af Æren At boe i Muld, Da holdt de Gilde, Saa høit de vilde, Da fik de Huld! Sig Kæmper høie, I Konge-Dyb, Da maatte bøie For Madik-Tyv! Da kunde fare, Trods Hjort og Hare, Det mindste Kryb! Dog, under Dække, En Verden tryg Bar Noahs Snekke Paa Bølgens Rygg, Med Kæmpe-Gange, Og bedre Sange End Surr af Mygg! Der otte Sjæle, Trods Bølge-Brag, Med Mund og Mæle, Sad under Tag Af Rør fuldgode, Som randt af Rode Den sjette Dag! Ja, Borg hin prude, Skjøndt bygt fuldsnart, Som Gud gav Rude Af Speil-Glas klart, Og ingenlunde Lod gaae tilgrunde, Var vel forvart! Af Muld kun bygget, Den er dog bold, Staaer overskygget Af Herre-Skjold, Er væn til Skue, Paa Blomster-Tue, Fra Old til Old! Med Seier-Værket, Som evig gaaer, Bag Planke-Værket, Den stod et Aar, Som Støv for Dommen, Paa Afgrunds-Flommen, Med bange Kaar! Trods brede Skygger, Fra Mørkheds Land, Den Borgs Indbygger Paa vilden Strand, I Glands dog sidder Med Fugle-Kvidder Om Konge-Stand! For Drot ham kjender, Trods bange Kaar, Dog Ørn som Ænder, Og Ulv som Faar, Mens Natter-Galen I Skygge-Salen Hans Liv-Vers slaaer! Og Gud forglemmer, Paa Bølgen blaa, Ei Lærke-Stemmer, Ei Spurven graa, End sige Muldet, Hvor Himmel-Guldet I Grube laae! Nei Han som stilled I Mand paa Fod Sit eget Billed Med Kjød og Blod, Drot af Guds Naade, Han vilde raade Paa Vaanden Bod! Hør Vinden suser Nu Dag og Nat, Og Himlens Sluser Sig lukker brat, For Væld forneden, For Bundløsheden Er Pind og sat! Sig Bølgen kaster, Og segner mat, Stor-Vragets Master Nu dages brat, Og Arken strander, Og Verden lander Paa Ararat! Sin Glugg oplader, Med stille Sind, Den Folke-Fader Paa Fjelde-Tind, Vil Sandhed vide, Slet ikke lide Paa Hjerne-Spind! Val-Ravnen, skaaret For Tunge-Baand, Har Drotten kaaret, Og sat paa Haand: Vær snart paa Vinge Mig Bud at bringe, Om Jord har Vaand! Sin Herre sviger Dog sorten Ravn, Med Flid undviger Han Glugg og Stavn, Rødsokket gynger Paa Aadsel-Dynger Han uden Savn! Da randt i Sinde Den Drot saa prud, End var derinde Det bedste Bud; Mod Himmel-Buen Da svang sig Duen Af Gluggen ud! Snart savned Arken Den Fugl saa spag, Som søgde Marken, Med Træ og Tag, Paa Bjerge-Toppe, Og Lig at hoppe Var ei dens Sag! En Uge lænter Den Drot saa prud, Og sikkert venter Han bedre Bud, Med Turtel-Duen Som svang mod Buen, Af Glugg sig ud! For Fugl i Lunde, Og Mand i Bur, Ens ingenlunde Gaae Soel og Uhr, Saa Dag for Due Var kort paa Tue, Men lang i Skur! Med Aften-Svalen I Soelbjergs-Lag, Til Bølge-Salen, Med Gopher-Tag, Kom dog fra Lunde, Med Nyt i Munde, Den lange Dag! Luk op foroven! Her er et Brev, Som Gud i Skoven Om Vaaren skrev, Af Kæmpe-Bogen Til ham i Kaagen Et Blad jeg rev! Saa Aften-Røden I Arke-Stad Om Efter-Grøden Udraabde glad, Da Fugl fra Lunde Med Mai i Munde Paa Gluggen sad! Oliven-Bladet Fra grønne Lund, I Aande-Badet Af Due-Mund, Paa speilklar Skive! Hvem kan beskrive Den Aften-Stund!!! N. F. S. Grundtvig.