Jens Baggesen

Jens Baggesen. Deyr fe, deyia fræudir, deyr sialfr it sama; enn ords-tir deyr aldregi hveim er ser godan getr. Havamal. Saa er da brudt din Vandrings-Stav, Og du er sjunket under Mulde, Hvor ingen Blomster paa din Grav Kan groe for Slud og Vinter-Kulde, Hvor, ved din Skygges Alpe-Gang, Kun toner en Skiærslipper-Sang! Ja, faldet er i Fiende-Vold Dit Støv, og saa dit Efter-Mæle, Thi Runen ristes her paa Skjold Med Odd, som vil ei trædsk sig fjæle: Med fiendtlig Haand, som visne vil, Før Venner den sig lyver til! Saa visner jo vor Skjalde-Haand, Naar Staal-Pen gaaer paa Skjolde-Plade, Er Redskab kun for Liv og Aand, Med Fugle-Fjer paa Blomster-Blade, Er, naar den kold sig farver rød, En Vaaben-Drager kun til Død! Men er jeg Fiende til den Trold, Som, da han blændede dit Øie, Mod Danmark førde Avinds-Skjold, Og stjal en Lov-Sang fra det Høie; Da er jeg og hver Runes Ven, Vor Moder risted med din Pen! Tænk ei, jeg tramper paa din Grav, Tænk ei, jeg smiler ved din Baare, Tænk ei, jeg ved din brudte Stav Jo fælde kan en Vemods-Taare, Fordi langt mindre end dit Kald Dit Navn er nu i Skjalde-Tal! Ei har sig Verden Tunger nu Som, Skjald, i dine unge Dage, Da med sit Blænd-Værk Sind og Hu Den fængsled hos dit Kuld saa fage; Men blev den bedre vel, fordi Elendig blev dens Poesi! Nu Visen giør ei Vinen god, Og Blomme-Slør er reent af Mode, Nu Østers-Smil og Drue-Blod Giør slette Vers og Venner gode, Saa Verden i en vittig Ven Har tabt langt meer end han i den! Nu er i Dana-Daphnes Lund Der for det Meste tomt og øde, Og toner Sangen, er det kun For Døve sødt som for de Døde, Saa glad det giør ei Skjald i Hu Hvad han af Røst har meer end Du! Tilovers er nu Aand og Sang, Man har alt Nok i Kiød og Klinken, Tilovers nu i Dane-Vang Er Nattergalen som Bog-Finken, Man huger bedst den Fugl i Haand, Man skiærer selv for Tunge-Baand! O, derfor Pral er langt fra os, Som vrantne klimpre end paa Strænge, Som føle: Tidens Smag til Trods, Vi fløi for høit og sang for længe, Vi overleved dig ei blot, Men alle snart som hørde godt! At ei engang du fandt din Grav Hvor, som vi haabe, dog ad Aare, Naar Soel opstaaer af Nordens Hav, Der triller for hver Skjald en Taare, Det er et Vanheld stort, hvorpaa Hver Aand sig dog berede maa! Men hvor os kastes end vor Grav, Det være sig ved Elbens Rende, Det være sig bag Vester-Hav, O, aldrig kunde vi dog nænde At ønske, vi var født til Sang I anden Lund end Dane-Vang! O, sikkerlig vi og bedrog Os ved det allerstørste Bytte; Thi intet bedre Hjerte slog For Skjaldene i Borg og Hytte, End hvor til Hjarne Freia huld En Krone slog af Taare-Guld! O, liflig er den Krones Glands For alle Hjarnes Ridder-Svende, Som paa en grøn Maigreve-Krands Er mellem Tusinder at kiende; Thi som Gamle, saa de Nye Har alle Sommer ridt ad By! Ja, det er Sagas Kiende-Tegn Paa smaa og store Dane-Skjalde, At Sol-Skin de og Gylden-Regn Kun hendes Smil og Taarer kalde, Hvis Hjerte smeltede ved Sang Paa Moders-Maal i Dane-Vang! O, dette Hjerte kan ei briste, Saalænge Aanden boer i Støv, Saa de skal mindes med de Sidste, Hvis Krandse er af Bøge-Løv, Som falder af hvert Efter-Aar, Men springer deilig ud i Vaar! Lad Tanke-Dyr kun prale af: De ræddes ei for Dødens Kulde, Og tage gierne med i Grav Alt hvad de gjorde over Mulde! Lad dem kun spotte Skjaldens Gru For hvad dem aldrig randt i Hu! Vi veed det vel: alt Kiød er Hø, Men hvad de Fleste ikke vide, Er, at kun Levende kan døe, Og Glædens Kyndinger kun lide, Kun Mennesker, ei Dyr det veed, Hvi Manden er ad Muld saa leed! O! derfor er det Skjaldens Trøst, Som kiender Livets Sorg og Glæde, At levende dog er hans Røst, For Hjerter som kan lee og græde, Og dele gierne Liv igien Med deres levelystne Ven! Mens det som fødtes kun til Død Sig taber i de Dødes Rige, Skal, Baggesen, med Stemme sød Det Levende fra Graven stige, Og vandre med vor Moders Æt, Til Tidens Løb giør Jorden træt! Hvorhøit paa Grimselen du steg, Maa et germanisk Øie maale, Men Skalke-Smil og Lynilds-Leg Saae Danmark fra dit Øie straale, De Rynker glatte skal i Vang, Saalænge Skov har Fugle-Sang! Hvor stor du var, da størst du blev, Derom jeg fiendtlig tier stille, Men hvi al Danmark du henrev, Dengang da du var meget lille, Det vil man aldrig undres paa, Thi det kan Dane-Børn forstaae! Hvad fiendtlig her, med Staalpen haard, Jeg overskaaret har paa Skjoldet, Maae Vennerne i Geirods-Gaard See til at giøre heelt og holdet, Thi kun hos dem du haver Priis Tilgode meer end stykkeviis! Men naar engang, med opslidt Pen, Jeg samlet er til mine Fædre, Ei kræve maa min bedste Ven Af mine Fiender Retten bedre, End jeg den gjorde dig i Dag, Og da vi stod i Vaaben-Brag! Er Fiende-Rosen knap og kold, I Varighed og knap sin Lige Har, immergrønt fra Old til Old, Det Naale-Træ i Aandens Rige, Hvis Torne-Løv til Krands er hvast Men bærer høit hvad ei der brast!

N. F. S. Grundtvig.