Broder Niels fra Soor

Broder Niels fra Soor. (Efterskrift til den danske Rim-Krønike.) Det gaaer saa til i Verden vidt, Det staaer ei til at hindre, At mangen En faaer Lof for Lidt, Og Last for endnu Mindre! Jeg var slet ingen Konning stor, Som kunde herlig braske, Jeg var en Broder kun i Soor, Og mest i Sæk og Aske! Mig Lykken var ei nær saa blid, Som fordum hun var Hjærne, Dog mine Rim om Kongers Id Hukommed man fuldgierne! Fra Dan til Gamle Christian Jeg sagde hvad jeg vidste, Jeg holdt for Tunge før ei Tand, Om tyndt end blev det Sidste! Jeg drak udaf den franske Vin Saa lidt som af den Spanske, Jeg den lod staae, som groer ved Rhin, Og holdt mig til det Danske. Jeg rimed paa min Moders Maal For Andet ei jeg kunde Og gav, for Gluffer, mig til Taal Ved Roes i Folke-Munde; Thi Ordet gaaer fra Heden-Old, Fra gamle Folk til Unge: Mod Klaffer-Tand det bedste Skjold Har Menig-Mand paa Tunge! De Rim dog være skal uspart For Glose og for Gluffe, Som Alle vel af samme Art Men ei af samme Skuffe: Man rimer ei for røget Glug I Bur paa Munke-Stolen, Som naar i Vang med Vippe-Rug Man bader sig i Solen! Man kan ei bag den Kloster-Mur Saa godt paa Ordet komme, Som i det grønne Bøge-Skur, Alt mellem Fugl og Blomme! Om Verdens Løb saa livlig ei Der rimes mellem Grave, Som paa den brede Konge-Vei Forbi vor Kloster-Have! Der kan man see, med Lyst og Sorg Fuldmange gaae og komme, Hist Bakke op til Pedersborg, Og Bakke ned til Bromme! Der seer saa tit man Hjelme-Guld I deilig Morgen-Røde, Som synker brat i sorten Muld, Hvor haarde Nakker bløde! Da seer man, Lykken er som Glar, Thi naar det skinn som klarest, Og smiil ad Støv, som først det var, Det brister alsomsnarest! Da ret manmen er til Rim oplagt Om Konge-Lys og Skygge, Seer ei sig blind paa Verdens Pragt, Kan Sagn paa Syn dog bygge! Hvor meget og hvor lidt af Sligt, Som sig fuldvel kan sømme, Der findes i mit Rim og Digt, Maae Dannemænd bedømme; Jeg takker Mænd af fordum Tid, Og Kvinderne deslige Som høre gad om Konge-Id Hvad fattig Fugl kan sige! Fra By til By jeg gik med Lyst, Kom tørskoet over Belte, Og nynned med vor Moders Røst Om Danske Folk og Helte! Det gik mig godt i mange Aar, Men skiævt dog paa det Sidste, Med Fjerde Christjan bange Kaar Jeg fik, før jeg det vidste! Som eenlig Spurv alt under Tag Hvor ingen Folk er inde, Jeg kviddred den udslagne Dag For Steen og tørre Pinde! Der jeg det saae, ei som tilforn Folk var at faae i Tale, Da gik jeg op paa Runde-Taarn, Og lagde mig i Dvale! Bog-Ormene mig stundum vel Opmaned til at mumle, Men bad mig immer gaae til Hel, Saasnart jeg nævned Humble! At mangen En faaer Lof for Lidt, Og Last for halve minde, Det maatte jeg med Saxo tit I Gierningen befinde; Hvem der er født i Skage-Fjord, Sig sover til Islandsken, Hvad kunde jeg derfor: i Soor Jeg nemmed ikkun Dansken! At gammel tosset Folke-Snak Jeg fulgde og jeg førde, Var over hundred Aar den Tak Af lærde Folk jeg hørde! Dog kan i denne Konges Tid Bog-Orme ingenlunde, Giør de end deres største Flid, Slaae Laas for Folke-Munde! Hans Naade veed, kun daarlig fri Er Menig-Mand i Grunden, Saalænge boglærd Tyranni Ham smør med Blæk om Munden; Ved Stavnsbaands Løsning derfor Han Ei paa Halvveien standser, Men tael saa vel med Bonde-Mand, Som med de store Hanser! Naar Kongen selv for Bønder-Folk Sin Høre-Sal oplader, Han og af Bonde-Hjertets Tolk Vil gierne kaldes Fader; Thi gaaer det med mig gamle Svend Nu i en anden Stue, Fra Runde-Taarn jeg gaaer igien, Hvor Faa det end mon hue! Jeg giæster Kongen i Hans Gaard, Som Hans Tipoldefædre, Og ønsker Ham fuldmange Aar, Jo længere jo bedre! Han er af Dem, jeg rimed om, Som veed, at Konge-Navne Fra Iis-Land nøgne til os kom, Naar Rim de maatte savne; Thi agter Han og høit det Pund, At kunne Ord saa føie, At de kan gaae fra Mund til Mund, Og lange Reiser døie! Man siger for et gammelt Ord, Som gierne Magt jeg giver, At tyndes Blodet end paa Jord, Til VandBandVand det dog ei bliver; Det fandt da og den Ven fra Soor, Som hjalp mig nu paa Fode, Hvis det ei spørges trindt i Nord, Det er ei for det Gode! Ja, at jeg slap fra Runde-Taarn, Og kom ei til Ulykke, Men blev den Samme som tilforn, Det var et Venne-Stykke! For gamle Klæder nye at faae, Vel kaldes Røver-Kiøbet, Men skal man først sig lade flaae, Profiten gaaer i Løbet! Thi gaaer jeg i mit gamle Skind Uskamt i Fædre-Landet; Og under hvem dertil har Sind For Sit at faae et Andet! Jeg vider gode Venner Tak: Hr. Molbech og Hr. Thiele, At nu jeg med min Folke-Snak Kan gaae en halvsnees Mile, Saa gode Støvler aldrig før Har villet til mig vanke, Ja, aldrig saae jeg dem i Nør Saa bonede og blanke! Naar Alt er frist, er Hjemmen bedst, Og selv i Høie-Lofte Mig længes, som en fremmed Giæst, End efter Soor fuldofte! Skiøndt af den gamle Kloster-Mur En Levning stod ei ilde, Dog op det sjunkne Munke-Bur Ei meer jeg ønske vilde; Naar Soel hun skinn igiennem Glar Hvor Regnbu-Farver gløde, Man tænker vel: gid immer var Saa favr en Aften-Røde, Ved Sole-Bjerg dog læres brat, Det Gode varervaer ei længe, Og i den lange Vinter-Nat Man hardt til Lys mon trænge! Thi seer jeg glad den lyse Hald, Kong Fredrik lod opbygge, For Soel-Stik har den ømme Skjald I Skoven immer Skygge! Den Ridder-Hald da vorde graa, Og fostre giæve Danske, Der Moders-Maalet kan forstaae, Langt bedre end det Franske! Naar dertil i Skjalm Hvides By Endnu det bedre tegner, Hans Naade jeg vist der paa Ny Rim-Krøniken tilegner! Fra Humble skal hun altid gaae, Hvad end de Lærde sige, Thi naar det giælder Drotter graae, De Fremmedes maae vige; Dog mens jeg laae paa Runde-Taarn, Og lured, halv i Dvale, Fik bedre end i Soor tilforn Jeg Skiøn paa gammel Tale, Fuldmangt et Skiemts og Alvors Ord Jeg skrev da og bag Øre, Som Lyst jeg har igien fra Soor Om Land paa Rim at føre! Det Rim skal gaae fra Humble Drot, Paa Danmarks Klinte-Slette, Til Christjansborgs det nye Slot Og Frederik den Sjette! Saa flyde skal Hans Naades Priis Med Konge-Fædres sammen, Og læres skal, paa gammel Viis, Rim-Krøniken med Gammen, Saa Pogen selv, der vogter Faar Paa gamle Jælling-Hede, I Konge-Tallet Aar for Aar Kan prægtig hitte Rede, Og veed saa godt, hvor Støtten staaer For Ham, der løste Bonden, Som hvor han vander sine Faar, Og hvad han fik til Unden! Da skal de Danske Kongers Priis I Danmark have Giænge, Til Evig os i Paradis Er ikke meer forlænge! Saa nytter aldrig det i Nord Om Munden Folk at smøre, Thi immer Broder Niels fra Soor Gaaer giennem lukte Døre!