Zions Sang. Tør end Nogen ihukomme Hjertets søde Morgen-Drøm, Mindes, trods al Verdens Domme, Zion med en Taare-Strøm! Mægter Nogen end at stemme Harpen dybt til Orgel-Klang; Vover Nogen end at nemme, End at kvæde Zions Sang! Ja, saalænge Hjertet banker Kjærlig i en Christen-Barm, Rinder og med Himmel-Tanker Over Zion Taaren varm, Og saalænge for Guds Throne Høres Seraph-Harpers Klang, Skal i Christi Kirke tone Taareblandet Zions Sang. Trodser kun, I Kirke-Fiender! Larmer kun, I Edoms Børn! Laver kun, mens Taaren rinder, Gjæstebud til Ulv og Ørn! Tone over eders Grave Skal dog Zions Fryde-Sang, Og, er Harpen i Ulave, Læmpes til Basune-Klang! Samler eder tæt om Bjerget, Alle Zions Døttre smaa! Har end Fienden Sletten hærget, Herrens Bjerg han dog lod staae; Blev end Steen paa Steen ei levnet, Hjørne-Stenen laae dog fast, Blev urokket og urevnet, Mod den alle Vaaben brast! Taare-Sky! ei saa Du hænge Over Bjerget sortegraa! Skil Dig ad, lad Straalen trænge Ud dog under dunkle Braa, Saa vi skue den Sky-Klædte, Med sin favre Regnbu-Krands! I et Øie bedre stædte Herren aldrig Sole-Glands! Da skal løses brat vor Tunge, Som forstummed under Graad, Om den Ædelsteen at sjunge, Som det var Guds vise Raad, Til en Grundvold klar at lægge I det prude Zions-Slot, Som har Himlen til sit Dække, Og al Fiende-Magt til Spot! Ja, paa Ham vi kaste Sorgen, Som og Synden for os bar, Høit om Syllen og om Borgen Sjunge vi med Stemme klar, Og i Herrens Vingers Skygge, I en gylden Aften-Stund, Under Sang vi atter bygge Paa den gamle Klippe-Grund! Ei mod Stjernerne sig høine Denne Gang skal Spir og Taarn, Hyttelavt, i Verdens Øine, Bygges nu, imod tilforn; Saa vi efter Ham os føie, Som har sagt, Han vilde boe, Hvor sig Stjerner for Ham bøie, Og hvor blye Kiær-Minder groe! Huset med de høie Sale Tømres kun af Skaber-Haand, Skal fra Himmelen neddale, Som til Støvet Herrens Aand; Vi af bløde Bøge-Stammer, Under Nattergale-Sang, Bygge kun et Kirke-Kammer, Til en himmelsk Alter-Gang! Verdens Store, Vise, Bolde Vil vor Hytte vel forsmaae, Men den Største vil dog holde Nadver i den ringe Vraa; Tidlig Han sig myg har krummet, Barneglad i Moder-Skiød, Han, som laae i Krybbe-Rummet, Vil med os og bryde Brød! Stald for Asen og for Oxe Var Hans første Sal paa Jord: Vorder smaa! at I kan voxe, Var Hans dybe Viisdoms-Ord. Verdens Høihed, Pragt og Glimmer, Derpaa slaaer den Herre Vrag, Bukker smilende sig immer Under Hyttens lave Tag! Thi skal Herligheden vorde Større i det snævre Huus, End i det med store Gaarde, Som nedsjunket er i Gruus; Hans er Sølvet, Hans er Guldet, Jord og Himmel, Alt er Hans, Kun i Ham forklares Muldet Med en evig Sole-Glands! N. F. S. Grundtvig.