Dronninge-Stolen

Dronninge-Stolen. Der ligger en Øe i Venne-Vold, Omleiret af lyse Kiær-Minder, Af Bølgerne blaa fra Heden-Old, Af Sagas udkaarne Veninder; I Borgen hin gamle, med Tag som Glar, Hvor Honning-Dugg gløder i gyldne Kar, Derom taler Odin med Saga! Jeg hørde en Fugl om Daners Øe, En Lille fuldliflig at sjunge, En underlig Røst fra Skov og Sø Ved Sangen mig lagdes paa Tunge; Og er da hos Daner end Alting smaat, Tilbunds er det Store kun sjelden godt, Derom taler Odin med Saga! Som Øiet er til, saa har man Syn, Paa Sletter, saavelsom paa Høie, Thi kalder man Stort i Schweits og Fyn, Hvad ret falder Smaafolk i Øie; Hvad noksom er godt, er og noksom stort, Og størst er i Grunden hvad Mest har gjort; Derom taler Odin med Saga! Det ligger i Hav, som Holme smaa, Hvad jeg kalder Øe uden Mage, Thi Blodet er Baand, hvor Aarer gaae, Med Hjem-Vee gaae frem og tilbage; I Grunden er Bark ikke Træ saa nær, Som Fjerne, der have hinanden kiær, Derom taler Odin med Saga! Det kiæreste Barn har mangt et Navn, Godt Nok er det Bedste til Øen, Det mindes hver Svend i Pige-Favn, Fuldelskelig klinger det: Møen; Hvad Meningen er af det favre Navn, Der agtes kun tidt for en Havre-Avn, Derom taler Odin med Saga! Der findes om Land vel knap en Vraa, Saa naadig med Stene begavet, For Store saa fri, saa fuld af Smaa, Som Marken, Fuld-Syster til Havet; Og hvordan, som Bølger i Belte gaae, Den fødtes til Verden med Høie smaa, Derom taler Odin med Saga! Af Klipper i Alt kun findes Een, Som hvidner og vil ei graane, Er neppe i Aar med Rulle-Steen, End sige med Kullen i Skaane; Men hvad der sig skjuler i Klippens Kridt, Kom aldrig for Dagen som Sort paa Hvidt, Derom taler Odin med Saga! Den Klippe saa blød, saa Dane-lig, Det Skum af en Paradis-Bølge, Som stivned af Gru ved Lokes Svig, Vel stræber sin Kummer at dølge; Men hvad der nedsuser i Magle-Vand, Og drypper fra Græderen tungt i Strand, Derom taler Odin med Saga! En underlig Haand, til Meer end Zir, Af Klippen med Konst haver krystet En Dronninge-Stol, et Sommer-Spir, En Taler med Tungen i Brystet; Hvad det skal betyde paa Daners Øe, Hvad der monne fødes til ei at døe, Derom taler Odin med Saga! Jeg giæsted den Klint i Morgen-Gry, At lyde paa Sommernats-Fuglen, Jeg glemde, ved Blik paa høirød Sky, At end tuder Vinternats-Uglen, Og hvad jeg da skimted paa Dronning-Stol Henperle, og svinde som Dug for Soel, Derom taler Odin med Saga! En Kvinde jeg saae, som Lyset skiøn, Hun knæled paa Dronninge-Sæde, Hun gjorde med Graad sin Morgen-Bøn, Og dog som man sjunger med Glæde; Paa Kaaben det vrimled af Perler smaa, Der tindred som Stjerner paa Himmel-Blaa, Derom taler Odin med Saga! En Kirke jeg saae, hvor Spiret stod, Med Lignelser, mange og klare, Af Heltenes Slægt ved Korsets Fod, Af Vidnernes hellige Skare; Hvordan de forsamles paa Daners Øe, Hvor Freia skal leve, til Jetter døe, Derom taler Odin med Saga! En Taler jeg saae i Kjortel hvid, Han tykdes af Rædsel forstummet, Dog toned fra Barm en Røst saa blid, Som aldrig jeg havde fornummet; Hvi Læberne taug, og hvi Kvinden græd Paa Dronninge-Stolen, paa Klinte-Bredd, Derom taler Odin med Saga! Hvi Taleren taug, og Kvinden græd, Mig stilledes klarlig for Øie, Det voldte en Trold ved Klinte-Bredd, Midtveis mellem Lave og Høie, Hvorlunde den Jette fra Opsal kom, Og grunded paa Klint sit Herredom, Derom taler Odin med Saga! En Støtte som Beeg i Luften stod, Alt lige for Skyen hin røde, Da satte paa Kridt sig Sod ved Sod, Af Sort skulde Hvidt lægges øde; FuldivrigFuldiveig den Jette i Klinte-Hul, Af Bøgene brændte sig brune Kul, Derom taler Odin med Saga! Fra Taleren klang nu Røsten blid: O, Dronning! ei længer Du græde! Hver Jette paa Jord har stakket Tid, Men evig er Asernes Glæde; Alt Solen frembryder bag kulsort Sky, Som skjuler for Øiet end Morgen-Gry, Derom taler Odin med Saga! Den Støtte som Beeg, den revned brat, Hvad mægte Røg-Skyer mod Solen! Hvad mægter mod Dag den falske Nat! Saa klang det fra Dronninge-Stolen; Med glødende Kinder og gyldne Haar Sig Dronningen hæved til Magle-Gaard, Derom taler Odin med Saga! De Syner vel svandt, men brast dog ei, Er Kvinden end ikke forklaret, Saa vandrer hun dog paa Klarheds Vei, Det vorder engang aabenbaret, Naar gylden oprinder den Dag saa skiøn, Da Dronningen svinger sig glad fra Grøn, Derom taler Odin med Saga! Hun bærer dog alt sit rette Navn Paa Dronninge-Stolen med Føie, Og aabner dermed sin Moder-Favn For Dag-Røden skiøn fra det Høie, Og peger dermed paa den Viisdoms Vei, Hvor Palmerne grønnes, og visne ei, Derom taler Odin med Saga! Et rigere Land jeg kiender ei Paa Dronninger fromme og fine; Ei mildere Lys paa Klarheds Vei End Moderen til Caroline; Og hvad der alt spired om Dronning-Stol Ved Dronninge-Blikket som Regn og Soel, Derom taler Odin med Saga! Ei Stemme jeg har, som Fugl til Sang Om Perler i Høielofts-Sale, Men aarker som Skjald dog lydt med Klang Om Dannebod-Stammen at tale; Hvorlunde den grønnes i Kongens Gaard, Mens Dronninge-Stolen paa Klinten staaer, Derom taler Odin med Saga! De Jublendes Fryd i Livets Land Mon lignes ved Glæden om Høsten, Om Glæden fuldsød kom Haab til Dan Med Dagrød hin favre fra Østen; Hvorlunde med Dronningen: Danmarks Trøst, Skal times Skjoldunger fuldgod en Høst, Derom taler Odin med Saga! Det kimer nu brat til Jubel-Aar, For Haabet fra Libanons Høie, Da straaler fuldklart i Kongens Gaard Hvad dunkelt stod Thyra for Øie; Hvad Dannebod saaed med Graad i Vang, Skal Dannebod høste med Fryde-Sang, Derom taler Odin med Saga! Da prises med Sang af bedre Skjald Den smilende Dronning i Norden, Da lyder fra Hav og høien Hald De Jublendes Chor som en Torden; Og indtil, med Støvets de bedste Kaar, Sig Dannebod svinger til Magle-Gaard, Derom taler Odin med Saga! Hil være den Diis, som throner nu Livsalig paa Dronninge-Stolen! Hun rinde paa Mark hver Skjald i Hu, Mens Fuglen sig fryder i Solen! At aldrig skal Ætten af Skjoldung-Blod Paa Dronning-Stol fattes en Dannebod, Derom taler Odin med Saga! Velsignet er Hun af Himlens Gud, For Alle som Throner beklæde, Den Dronning, med Lyst til Engle-Bud, Der troende neier med Glæde For Stol-Konge-Barnet som Morgen-Rød, Med Saligheds-Smilet i Moder-Skiød, Derom taler Odin med Saga!

N. F. S. Grundtvig.