---
title: Trøstebrev i Sorgen over Kong Valdemar og hans Mænd
author: Nicolai Frederik Severin Grundtvig
date: 2016-11-01
publisher: Faculty of Arts, Aarhus University
---
# Trøstebrev i Sorgen
# over
## Kong Valdemar og hans Mænd.
I kiække Sømænd! hør, hvad jeg vil eder sige!Hvad Skæbnen harbeskiert, det kan man ei undvige.**En**skabt**til Glæde**er,**en anden til Fortred**,For en er Havets Bund,**for Anden er bereed****En Galge,**thi**den som beskieret er at hænge**,**Ei druknes nogen Tid,**det har jeg hørtfor længe.**Hans Mikkelsen.**
Tak,AristarkiAftenbladet,Fordi du intet Epos skrev,Og for du harhans Øren badet,Som nys den grove Synd bedrevAt skrive et, mod alle Regler,Hvorefter man paa Skjaldehegler,Som før man prøvet har omsonstAthøvle paa, oglære *mores*,Det er: den pure,pæreKonst,Som avler evige*honores*Paa ÆsthetikensStudigaard!Ja, bort med disseFrihaands-Skjalde,Som ikke bedre Konst forstaaer,End at de tør et**Epos**kaldeHvad dog ei ligner meer et Sligt,EndKrønikenet Heltedigt!“De lære først, hvad er en**ret *heroisk***Sang,Før de vil giøre Vers, blandtSkjaldrehave**Rang**!”De Fuskere kanskee vil sige,At**Epos**er jo kun**et Ord,**Et Ord om Daad iFolke-Krige,Som Daaden giør, trods Døden, stor,Ogkrafteligkan overleveAlt hvad dets Recensenter skreve!Ja, sandelig, det tør de mene,Oghan,**Vandalen**hist i**Soer,**Som fra**Parnas**man burde stene,I**Skiæget leer,**naar kun hans Ord,Om**Volmær**og om**Æsben**Snare,Om**Vetheman**og**Ingefrid,**Med**Kæmpe-Viserne**kan vare,Og høresendmed Lyst, den Tid,Naar man har glemt ei det aleneSom pryder nu etAftenblad,Ei blot hver Tøddel iAthene,Men al æsthetiskTyggemad,Hvormed, fra Aftenpost tilDagen,Man stræbde at forfine Smagen!Men er han gal, denSorøe-Digter!Veed han ei bedre Skjaldens Pligter,I de Aarhundrederfuldklare,Da man er vant til bedreVahre,Saa selv, om i det**Attende**Hansaavar kommet drattende,Han vilde fundet Lyset slukt,Og maa da i det**Nittende,**Forgiæves ikkunstrittende,Nødvendig finde Dørrenlukt,Ja, Dørrenluktpaa**Ærens Tempel,**For hver en Skjald, paa hvis Produkt,Det være stygt, det være smukt,**Critiken**ei har sat sit Stempel!Veed han da ei, at om**Kong Valdemar**Saa**godt som Ilias**et Epos var,Da var det dog saa godt**som ingen Ting,**Naar ei det svarer til**Ideen,**Vi, ved uhyre Tankespring,Nufattethar for**Epopeen,****Ei fundet ud**af noget Digt,Der skreed og gik og gjaldt for Sligt,Nei,**grebet**i, hvad Tosser kalde Luften,I**den grundrene Form**i Konst-Fornuften!Er han saa blind, at han ei seer:“BormestersGiertrud ei bærFlaske-Trøiemeer!”Vil han eistikke Fingeren i TidenOg lugte, det er længe siden,Da kun til Galskab man det kan udtyde,**Naar han er hængt,**han saadant vil fortryde!Den**Sildefødning**af en**Dansk Homer,**Han troer nok, man kan gaae iblinde,Nu, da hver Knøs paa**Konsten**seer,Og dog enLaurbær-Kronevinde!En**Laurbær-Krone,**siger jeg,Som kun**Critiken**kan tildele,Der Liv og Fylde ændser ei,Men seer paa Konsten i det Hele,Oglyser, fra sit**Capitol,**Hvor den har reist sin**Pave-Stol,**Hver Kiætter flux i Konstens Band,Som kimser ad dens**Vie-Vand,**Som beiled ei, paa lovlig Maade,Med Haandkys og medFodefald,Til Kronen udaf Pavens Naade,Men vil sig digte selv til Skjald!Dog nei, saa blind er Ingen meer,I vore konstoplyste Dage,End ikke han, som ikke seerDet store Svælg imellem Sang ogSage!Han seer det godt:**den**Laurbær-Krands,**Den**bliver aldrig hans,Men han er dybt nedsjunket iEt rædsomt protestantisk Kiætterie,Den Apostat! han trodser PavenSomraade bør for**Kronen**og for**Staven:**Den hellige, den rene**Konst-Critik,**SomLøse-og somBinde-Nøglenfik,Som kan tillukke, og som kanoplade,IMaaneds-Tidenderog Uge-Blade,Det Ærens Tempel udi Konstens Himmel,Som har saa høi enTind,At paa det første Trappe-Trin,Manaltmaa blivehovedsvimmel!DenNekromantstaaer op af Graven,Med en**Kong****Volmær**og hans Mænd,Som han har hentet op fraHeligjen,Blot for at føre Krig med Paven!Ja han er rent forhærdet,Har i det**Danske**sig forgabet saa,At, ak! jeg siger det forfærdet,**En Krands af Klokker og Kiærminder blaa,**Som Børn og Kvinder, uden Smag,Selv Bønder-Piger uden Hatte,Kan binde frisk hver SommerdagFor Sangeren, de Tosser fatte,At slig en Krands, som dog i GrundenEr ikke fire Skilling værd,Trods Kronerne fra Laurbær-Lunden,Den Giæk er kostelig og kiær!O heller, tigang heller død,Med Æren død iAften-Bladet,End levende, end hvid og rød,Med Skam som han iVolmærs-Kvadet!At være død, det er en ærlig Sag,Naar kun man er i**classisk**Jord begravetMen leve, baade uden Konst og Smag,Til Døde dømt af dem der mest harstavet,Det er en Skam,Ved alleHeglere, som**classisk**bleve,Det er en Skam,Som det er dobbelt Skam at overleve!Saa hav da Tak,Fordi, til Konstens Gavn,Saa mesterlig dutrakPaa Læst, iKiøbenhavn,Det vederstyggeligeKæmpe-OrdFra Klosteret i**Soer,**Som, naar det ei blev retudpeget,Os kunde styrte fra den KonstensTind,Vi, med Critikens Pege-PindTil Pilgrims-Stav, har kiækt besteget,Ja, styrte os tilbage iDet gamle Barbarie,Da man, endog ved Konge-Bord,Til Takke tog med Rim fra**Soer,**“Der smagde ei af frankisk Vin,Og ei af den, som groer vedRhin”,Men kun af hvad der Folk og DrotIFrode-Tidensmagde godt:Kun af den Lyst, med Liv i SangAt mindes Daad iDane-Vang,At samle giæve Fædres GraveILeire-GaardsKiærminde-Have!O, maatte dog Critiken frieOs fra et saadant Barbarie,Da hver var Skjald,somhan forstodAt kvæde høit om Kraft og Mod,Atsjungesødt om Daad i Fred,Om Tro og Haab og Kiærlighed,Atsjungeklart med Folke-RøstTil Gienlyd i hvert Dane-Bryst,Og mest til Gammen for de Smaa,Som ingen Verdens Ting forstaae;Kort sagt: da, selv i Hoved-Staden,Man satte Livet over Maden,Man satte Vinen over Flasken,Man satte Tøiet over Vasken,Man satte Fylden over Fadet,Man satte Bogen over Bladet,Og raabde plump til Folk af Smag,Istedenfor dem høit at hædre:**Ja, vrage, det er ingen Sag,****Men giør os Noget, som er bedre!**De Hottentotter! groveKnolde!Det voved de at sige høit,OgvovedMarken at beholde,Fordi det plumpe Ord vardrøit,Fordi Critik iAften-BladeSig ei med Tosser kan indlade,Der føle ei de fine Smæk,Og fatte ei det Objective,Men kalde, naar de vil giendrive,Critikens Blomst en Vinter-Giæk!Og slige Barbariets DageDem vil man føre nu tilbage!Ja, vil det sandelig, ifald man kan,Det mærkes godt, paa Fleer end**Ingemann,**Saa det er ikke Tid at sove,For hvem der har for Konsten Sands,Skal den ei uddøe her til Lands,Vi maae en Dyst med Fienden vove!Ja, vi har ingen Tid at spilde,Thi hvad der har den grove Bonde-Smag,Detæder om sig, Dag for Dag,Saa det eraltkanskee for silde!Dog, Mod i Bryst! hvad siger jeg?Ved alleHegle-Mestere, dog nei!For silde kiækt at tale Konstens Sag,Ogslaae paa alle Bønder-Skjalde Vrag?Nei, nei, for silde kan det maaskee væreTil**Liv**at holde i den fine Smag,Men ei for silde til at**døe med Ære,**Og falde**classisk**for den gode Sag!(Fortsættes.)
# Trøstebrev i Sorgen
# over
## Kong Valdemar og hans Mænd.
# (Fortsættelse; see forr. No.)
Der er en vis Fornøielse ved**Livet,**Det kan ei nægtes, som ved Folke-Sang,Men vi, som det med Konst blev givet,At skue dybere i Form og Rang,Vi maa dog ikke have lært omsonst,At**i det Døde er den største Konst!**Det Levende, trods Lyst og Gammen,Dog aldrig hænger rigtig sammen,Thi, som**Kong Volmær og hans Mænd**,Det let kan skilles ad igien;Hvad derimod er koldt og stivt,Det sankes kan med Konst i Panden,Saa det staaer fast som Bogstav-Skrift,Og løber aldrig fra hinanden!Det er det Dødes første Dyd,At det er**plastisk,**som en Støtte,Har tabt den**Flygtighed,**som, trods al Fryd,Er i et Konst-Værk dog til ingen Nytte,Hvad siger jeg, til største Skade,Saa selv sig vende Bogens Blade,Da dog hver Bog,for**bundet**kiøbt,Figurligtalt, som godt indbundet,Maa være heel, som den var støbt,Saa intet Blad er letudfundet!Det Levende er, for det Andet,Fra Konstens Sidereentforbandet,Er det end kiønt, saa er dog FormenBestandig langt fra Normen,Her er en Barm for trang,Hist er en Taa for lang,HergaberMunden lidt,Hist mangler Colorit,Ja, alt det Levende er saa fortegnet,At ingen Mund det har opregnet,Dog er**Kong Valdemar**et Speil,Hvori man seer de fleste Feil,Thi hele Digtet er en VrimmelAf Syndere mod Konstens LoveSom, trodsende paa**Livet,**voveAtløbe Storm modKonstens Himmel!Ja, Haarene sig reise maaPaa hvert et Hoved, vel forvaret,Ved Synet af de Blokke raa,I hvilke her er Liv indfaret,Thi Konstens Rige deres SangKun truer høit med Undergang!O,Jette-Trods mod alle Former,Hvordan fik du dog Liv og Aand!En Galler-Hær modDelphistormer,Som Lynild i en Barne-Haand,Og Bjerget, hvorApolnu bygger,Ak, det har ingen Klippe-Stykker,Apolhar ingen Bue meer!Vort Bjerg, skiøndt det os kanforgude,Er dog i Grunden gamle Klude,Vor Bue er en Gaase-Fjer!Ak, hvor man selv paa Konstens TindeDog er kortsynet mangen Gang,Og kiender ei sin værste Fiende,FørAltman seer sin Undergang!At**Grundtvig**vilde, om han kunde,Nedrive Konstens Hoved-Stad,Saa alle Former gik til GrundeI et chaotiskSaga-Kvad,At Dansk for ham var det, paa Trods,Som Tydsk med Rette er for os,Det ret Naturlige, NormaleI Tunge-Maal, i Sang og Tale,Saahans den groveAristarkHedd'gammel Skik iDannemark,Det vidste man, det loe man ad,Da længer ei man fnyse gad!Men**Ingemann!**De sorte RidderesogBlancasSkjald,Den Pæne, med det bløde Tone-Fald,Som giæstet har detCharis-Land,Hvor ikke blot Citronen groer,HvorErosogCythereboerOg legeendi Aften-Stunden,Skjøndt døde, Skjul i Laurbær-Lunden!O, han, som har paa Alpe-FjeldeSeet Iis-Naturen i sin Vælde,O, han, som har, iMai-LandsEden,Følt Sol-Naturens Kraft i Sveden,Ak, han, som, underRomasBuer,Har seet, hvortil**det Døde**duer,Har lært, at Konstens Liv er Død,Dens døde Liv dens store Gaade,At aldrig sin Triumph den nød,Hvor**Formen**ei fik Lov at raade,Saa det er Konsten, ret med HeldAt slaae**Materien**ihjel!Da kan den tegne og da kan den maale,Da kan denmale efter Knappe-Naale,Da seer i Alt man**ingen Dele,**Men ikkun Skyggen af det Hele,Og denne Skygge er Ideen,Som man med Konstner-Blik kan see'en,Ja denne Skygge, det er**Aanden,**Som skabes**efter Haanden,**Velbedst i Farver og i Stene,Det rette Stof til**Former rene,**Men, ved et velberegnet Mord,Dog ogsaa godt i døde Ord!Hvem skulde tænkt, at**Ingemann,**Hjemkommet nys fra Konstens Land,At Sangeren ved Skiønheds Alter,Naar hanfornam, den Sag varreen,Der maatte sættes Kiød og BeenTilBlancasluftige Gestalter,At han, med samt sin Poesie,Som dog**naturlig**var at kalde,Da skulde sørgelig forfaldeTil et**historisk**Kiætterie,Og bygge paa etDannevirke,Som, synker det ei brat i Jord,Adskille maa det heleNordFra Konstens tydsk-catholske Kirke!Han saae, og det ei udenSands,Det Døde i sin hele Glands,Og kunde blind sig dog indbildeAt Liv og Aand er Konstens Kilde,Vanhellig spotte Konstner-Gaaden,At meer end Liv er Leve-Maaden,At uden den er Kraft ogFyndOg Kiærlighed den største Synd,Saa ingen Skiønhed kanforsoneEn uharmonisk Bonde-Tone!Ak, at saa galt han kunde vælge,Skiøndt ham for Øie stod Kong**Helge!**Det ogsaa er et episk Digt,Og det med Fylde, Liv og Varme,Men der giør Digteren sin Pligt,Og lægger Konst i Kraftens Arme!Det kan man føle, det er**Kiød**Af**vores**Kiød, og Aand derefter,Og om end lidt paa Formen brødDe mageløse Helte-Kræfter,Det kan man taale, thi, som sagt,Det er os selv i mythisk Dragt,Og med sig selv, med hvad der kan forhøieVor Nydelse, om titDet end kan støde Smagen lidt,Man ei maa regne det saa nøie!Smaa-Pletterne er kun BeviisDerpaa, at man det Dødes PriisEiletteligkan overdrive,Thiderfuldendt kan Formen blive,Der, naar man ret har lært atstile,Paa hvad der støder kan man file,Til som et Speil det bliver glat,Det Ene ganske som det Andet,Saa Intet meer kan synes mat,Og Intet heller smage vandet!O, derfor giv dig gode Stunder,Og lær engang Vandalens Kunder,Hvor smagløst og hvor blindt de vælgeImellemValdemarogHelge,De Sværmere, som har ei Sands,Selv ei iNordensGuders Glands,For deres eget Kiød og Blod,Som rører sig med Kraft og Mod,Og derimod forguder Troppen,Dervelhar faaet lidt Kiød paa Kroppen,Javelendog lidt Been i Næsen,Men har et fjantet Maanskins-Væsen,Og er, paa stakkels**Buris**nær,Barbarer en og hver!Ja, lær dem dog, ifald du kan,Hvad der er klart for vor Forstand,At det er Konsten i en Digterhaand:Formaliteraf Kiød at skabe Aand,Og Vandalisme, tvertimod,Af Aand at skabe Kiød og Blod,Saa forKong Volmær og hans MændSig korse maa hver Konstens Ven!(Fortsættes.)
# Trøstebrev i Sorgen
# over
## Kong Valdemar og hans Mænd.
# (Slutning; see forr. No.)
Vel tør jeg ei, som du, saa kiækSlaae tvende Fluer med eet Smæk:Vandalens Epos og, trods Volden,**Historien**saa heel og holden,Thi i**dens virkelige Gang**Er lidt Poetisk dogoprundet,Hvis en Poet er i den fundet,Og**udenfor den,**selv med Briller,Man neppe Konst fraDunstadskiller;Men, det er ægte Tegn paa Heden,At glemme Tingen over Vreden,Og jeg, skiøndt mere tør og kold,Og bangere forSagasVold,Ei laster, at i Ild man renderAfVarme for den rene Smag,Skiøndt man naturligviis sig brænder,Og falder for den gode Sag!Vandalen det undskylder ikke,Thi det er sandt til Punkt og Prikke,At naar Historien faaer Lov at maleSaa ganske paa sin egen Haand,Da briste alle Konstens**Baand,**For slige Helte splittergale,Der frækt sig fra FruHelløsrive,Og komme anden Gang til Live!Saalænge her man, for en Tid,Er, saa at sige, Individ,Naturligviis endog en NarBeholde maa den Form, han har,Men om man siden fik den Nykke,At ville være meer end Skygge,Og giennembrydeHelhjemsMur,Det var en rædsom**Unatur!**Og naar da en historisk DigterSaareentforsømmer sine Pligter,At ei til Morskab han fraHelVed Næsen trækker hid tilbageEn Skygge af de gamle Dage,Men slaaer for Alvor os ihjel,I det han aandelig besætterVor Tid med hedenfarneJetter;Lad være, det er Poesie,Det er dog Lands Forræderie!Thi os paa Halsen grove HelteLyslevende med Flid at vælte,Er det ei virkelig dog paa en MaadeVort Land til Fienden at forraade,Altunder Skin af, som hos**Ingemann,**At det er vore**Fædres Land,**Skiøndt selv en Tosse kan forstaae,At kun for Spøg det kaldes saa!Vist noker det et smukt TalentAt kunne bringe Dødt til Live,Men vorder det saa galt anvendt,Da maa det voresHelsotblive;Thi Karle, som denVetheman,Og Kvinder, som hans Hjertens-Kiære,Til Trods for Smagen, er istandTil hvad det saa end skulde være!Vel kan enhver ei giøre Sligt,Saa til et saadant**Helte-Digt**Oghører**Konst,**vil Mange sige,Og nægtes kan det ei saa lige,Men dog Critik i Dødens Porte,Maa raabe: det eraf **de Sorte**;Thi bliver Aand til meer end Skygge,Da faaer Critiken en Ulykke,Som vovede, paa egen Haand,At Sælge Hoved-Kiød for Aand,Tog Aand for Skyggen af Forstanden,Og kiendte aldrig nogen anden!Ved alleHeglere, kan det gaae godt,Da er vor Herlighed til Spot,Da med**vor**Konst og**vor**CritikDet gaaer, som det i gamle DageMed Messe og med Skiærsild gik,Gaaer galt, gaaer skiævt, gaaerreenttilbage;Thi bliver Aand detmindstemiudsteMereEnd vi med Konst kandestillere,Da smiler man ad Konstens Præster,Og leer ad hver enHegle-Mester,Og da nu vi, saavelsom Paven,Kun er, hvad Mængden om os troer,Ved Mængdens Latterbrydes Staven,Thi med densTrovor Aandudfoer!Forgiæves da kun Bud vi SendeTilTydskland, eller Verdens Ende,I alskens Græs og Steen og DyrSlet ingen Doctor**Stagefyr**Et Middel fandt til at oplive,Hvad selv i Grunden dødt vil blive,Og ønsker kun, paa Ærens Vegne,Et Skin af Liv sig at tilegne!Det er vor Trøst, skiøndt sært det lyder,Fordi vi veed det Dødes Dyder,Og veed, at Ingen har det Held“Tilgavns at slaae en Død ihjel,Selv naar han maa i Græsset bide,Al Fordeel er paa Dødens Side!”Det er vor Trøst, naar Alting glipper,Som**Lokes**paa de flade Klipper;Men først vi, for den gode Sag,Dog vove maae etHoved-Slag,Og see, om vi kan redde**Sven**Fra**Volmær**og hans Mænd;Thi**Sven**vi hylde maae med Pris,**Figurligvis,**Da han, om end ei uden Brøde,Dog elsked Konsten i det Døde,Og stod, som vi, i Venne-Pagt,Med heleSlaven-LandetsMagt,Saa der er alt for megen**Eenhed**iDet vederstyggelige Rimerie!Men ak, naar til KongSvenat slaaeKun bruges liden Bonde graa,Hvem Jydens plumpe IroniSaa øiensynlig stikker i,Da med vor Kamp, somSvensomtrent,Det synes ikkun slet bevendt;Thi hvem vil troe, at**Vetheman**Kan druknes i den Skeefuld Vand,Som er det Eneste, vi harTil baade ham ogValdemar!Og Kvinderne, især den Ene,Den**Ingefrid,**der springer luktFraSlave-Snekkenud iKiøge-BugtOg tager, med sit Dronning-Væsen,Ulf Svartskiægselv ved Næsen,Ja raaber til hver Fiende: skiælv!Som om hun var Fru**Saga**selv,Ak, hvo kanMarkendemformene!Og faae de Lov at løbe Landet om,Da har Critiken selv afsagt sin Dom,Thi hvad den heel umuelig fandt,Er kun desværre, alt for sandt.Ei fattesend, paa Mark og Skude,Der Beilere til slige Brude,Saa jeg tør næsten vædde paa,At, hvis saafortde kunde gaae,De vilde, inden fjorten Dage,Det heleDannemarkindtage!Men tænk ei, jeg berømmer Sligt!Nei, tvertimod, jeg giør min Pligt,Benytter, hvad jeg har opdaget,At om vi end maae tabe Slaget,Vi vinde dog vor Sag,Saaat, naarRet skal have Giænge,Da maa, til Skiændsel for sin grove Smag,**Vandalen selv sig hænge?**Det ervelhaardt, men det er Pligt,At trække Masken ellerBælgenAf denforrosteKloster-Helgen:**Hans Volmær er et Tyve-Digt!**Jeg vælger dette Ord medFlid,Skiøndt neppe meer end Lidt afMaaletFra Kæmpe-Viserne er**stjaalet,**Og fra Historien lidt Rum og Tid,Saa alt det Værste, som er Meget,Er, for saa vidt, Vandalens Eget!Desuden, hvad til**vores**GavnHan stjal, det er ham**skiænket,**Thi havde han hvert Helte-NavnKun halv saa godt somSaxosbænket,Da var der ingen Skade skedt,Da kunde Alt vi overseet;Men nu er det tilbunds et**Tyve-Digt,**Naar Ordet bliver ret fortolket,Thi Skjalden stjal, jeg gjør min Pligt,Stjal som en Ravn fra hele Folket,Ogihvorkiønt man end i PoesieBesmykke kan det Tyverie,“Man sætte**Hjerte**for, man sætte**Hjerte**bag,En Tyv er dog en Tyv, det er en afgjort Sag!”DenTyve-Rænkeer vel let udgrundet,At hvad man stjal, det har man**fundet,**Men lad ham der kun smutte ind,Veed han et Hul, veed jeg en Pind:Den Ting vel fandtes,**hvor den var,**OgDanmarksHjerte dogaltlængeI Krøniken holdt op at hængeVedAxelog KongValdemar,Det hængde knap endnu ved Landet,End sige da, ved noget Andet,Og naar vi desuagtet finderVort Hjerte hos de Mænd og Kvinder,Som, overSorøesKloster-Grus,Nu løber om, fra Hus til Hus,Da har Vandalen dem kun givet,Hvad først han stjal os udaf Livet;Og hvor vor tabte Skat er inde,Unægtelig vor Tyv vi finde!Det er forskrækkeligt, men det er sandt,I**Lector Ingemann**vor**Tyv**vi fandt,Saa han, i sine bedste Klæder,Er en forhærdet, grov Misdæder,Som ei paa Stand ogVilkaarsaae,Ja, spared ei engang de Smaa,Men rev dem Hjertet udaf Livet,Og har**Barbarerne**det givet,Harraadtpaa deresHelsotBodMed heleDanmarksHjerte-Blod!O,fy ham an, den Lands-Forræder!Den grumme Ulv i Faare-Klæder,Hvad siger jeg, den Grif saagram,I en uskyldig Fugle-Ham!Thisloghan ei, som Nattergalen,Saa liflig, sødt iBøge-Salen,Inddyssed os med Sang i Skov,Og stjal saa Hjertet, mens vi sov!Ja, det var grovt, det maa man sige,Og sande maa hver falstersk Pige,Hver jydsk og fynsk og sællandsk med,Skiøndt selv for det Slags TyverieSmaapigerne er sjelden frie,Saa grovt det bør ei finde Sted!Og dog, det Stød blir seent forvundet,Dog har, desværre, Sted det fundet;Thi hvilken Dansk, som eied Sligt,Fandt ei sit Hjerte i det Tyve-Digt!Spørg kun hver Søemand brav,Som elsked det sortladne Hav!Spørg kun hver ædel Kriger,Som drog forDanmarkSværd!Spørg alle danske PigerOg hvem de have kiær!Spørg dem! paaSlave-Snekken,Spørg dem! paaMøens Klint,Spørg dem! iKæmpe-Rækken,ModSvantevitogFlint!Spørg dem! vedKonge-Kilde,Spørg dem! ved Bryllups-Gilde,Ja, spørg dem, hardtad hvor du vil!Og hør, om de ei svare:**Vi kiende vore Vahre,****Det Hjerte hør os til!**See, nu er Tyven hængtOg vi har Spillet vundet,Thi naar man dømmer strængt,**Paa Hjertet nær,**er Alting**fundet,**(Skiøndt der det lagdes ei)PaaSagas Konge-Vei!Ja, nu er Tyven hængt,Og vi har Spillet vundet,Men har viogbetænkt**Hvortil**den Tyv er bundet!Jeg siger det med Smerte:Til heleDanmarksHjerte,Saa**Galgens Navn****Er alle Daners Favn!**Om vi nu end, med ærlig Smerte,Vil sige: Digter kiær!Det skiær os i vort HjerteAt du skal hænge der,Saa venlig og saa vakker,Som en poetiskPrakker,Til Spot forAftenbakker,Ja, for hver Konstens Ven,Som,**hvis**han kundesjungeTog Tonen fra din Tunge,Med Spidsen af sin Pen!Du kunde, vel opdraget,Om ei i Helte-Faget,Saa dogpaa Faare-Stien,**Benyttet**Poesien!Gjort, med et Mesterstykke,Langt anderledes Lykke!Band paa, du ei vil stjæle**Hjerter**meer,Saa skiær viglatdigneer,Og raaber ud med Glæde:Det er en afgjort Sag,Han prøved kun at kvædeFor Spøg, i Folkets Smag,Han skrev,**for Løier kun,**DensyvmilslangeKæmpe-Vise,For at dog aldrig meer i LundDet gamleTøiman skulde prise,For ret at gjøre klartDet Stykke Arbeid er slet ikke svart,Ei over, men langt underVor Digten nuomstunder!Om vi end kiærlig tale saa,Jeg dog tør vædde paa,Han lunt i**Skiæget smidsker,**Om Munden tørt sig visker,Og svarer: mange Tak!Der er vist meget mere under,End jeg i Hast udgrunder,Som finder, det er Snak;Men jeg er vel fornøiet,I være ligesaa!Som Lykken os harføietVor Lodd vi nyde maae!En holder mest ad Livet,En Anden helst vil døe,Hver seile,kan han driv'et,I Fred sin egen Søe!Saahar nu min jeg seilet,Og priser Lykkens Spil,Da ei jeg har forfeiletDen Havn, jeg styred til;Gid eders høie StavneMaae gaae for fulde Seil,Og Snart i Bugten havne,Hvor ei man synger feil,Hvor Stoffet, rigtigbundet,Sig barer for at lee,Hvor Alting er afrundetTil Speil for een Idee!Ja, noget Sligt han sikkert har paa Munden,Thi han er huul i Grunden,Altsom den falske Sølver-KlangI hans Sirene-Sang!Vi kan jo sagtens med det OndeBetale ham for Sligt,Og klart bevise, ingen BondeForstaaer et**episk Digt,**Saa naar hans EposhugerBønder,Er han en episkFlynder;Men sikkert svarer han:**slet ud!**Sluk kun den hele Titel ud,Saa der ei bliver meer igienEnd blot:**Kong Volmær og hans Mænd!****Indtil,**gid silde, selv blandt Daner,**Man giftes godt kun i Romaner,**Man taaler vel, for Tingens Skyld,Et Navn, som**Krønike-Idyl,**Men kald mit Rim kun hvad I vil:EnLange-Leg, etLire-Spil,Ja, vil saa grumt I Konsten hævne:Et**Noget, ingen Lærd kan nævne!**Hvad rager mig en Smule Navn!Jegsjungerkun til Lyst og GavnFor dem, der føle, med de Smaa,At Navnet giør kun Lidt til Kvadet,Saa, naar man Bogen kan forstaae,Man blæser kunadTitel-Bladet!See, det erhaardt at bide paa,Saa ordenlig man tygge maaSin Pen vel næstenreentitu,Før man det kommer ret ihu,Hvad**Konst-Critik**paa slige TalerSkal svaresjungendeVandaler;Og før vi det til Bunds udgrunde,Det lyder vist fra Børne-Munde:“Der var engang en Flue,Den sad og spændte Bue,For den vild' opi Herrefærd,Og strides med KongVoldemær,DenædelligeHerre!”Herre!O vee! det er den sidste PindTil vor Lig-Kiste!Saa maae vipakke ind,Og os fra Verden liste;Men hvem der staaer i Pagt med Døden,Har dog en trofast Ven i Nøden,Og derfor tør vi sige TrodsTil hvad der overlever os!Vi**døe,**det er: hos os indtræder**Skilsmissen mellem Haand og Pen,**Men overalt hvor**Konsten**kvæderI Tankerne vi gaae igien,Og danne, just i det vi falde,Et herligt**Stof**for Helte-Skjalde,Vel**tragisk nu,**men**episk siden,**Naar Bladet vender sig med Tiden,Naar Kragen siddet har paa KvisteOg krammet ud Alt hvad hun vidste,Saa man er mæt iDane-VangAf**Bjarke-Maal**og**Krage-Sang!**O, hvilket**Stof**for**Epopeen,**Hvor selv**Materien**er**Konst,**Hvor Alt kun lever i**Ideen,**Saa Intet staaerisæromsonst,Hvor alle**Helte**er kun**Toner****I Kampens**skjulte**Harmonie,**Kun**Caracterer,**ei**Personer,**Som i Vandalens Rimerie;Hvor vi, som ikke har den Nykke,Naar vi engang er sovet hen,At ville være meer end Skygge,**Ei leve op, men gaae igien,**Ei bryde frækt Naturens Baand,Men vise klart, i Digtets Aand,At**Døden er den haarde Skæbne,****Mod hvilken man omsonst,**Selv med**Critik**og**Konst,****Sig stræber at bevæbne!!**Giengangeren.