Sang
				   ved
				   Grosserer Jens Harboes
				   Grav				   
				   den 14de September 1824.
				
				
					
				
				
			
		
       
         
     
			
 

    

   
   

Her mødes alle Veie,
Paa Gravens bratte Rand,
Her er vort sidste Leie,
I Skyggers mørke Land!
Her synke alle Hænder!
Her visner hver en Krands!
Her samles Muldets Frænder!
Her jordes Støvets Glands!

   

Ak, naar da synke Hænder,
Hvis Daad var Ære værd,
Hvor Levnets-Løbet ender
Sig med en Jorde-Færd;
Ak, da vi maae vel klage,
Begræde Støvets Kaar,
Om end den Ædles Dage
Forsølvede hans Haar!

   

Ja, blomstred for de Døde
Ei Haab paa Gravens Rand,
Og straaled Morgen-Røde
Ei did fra Livets Land,
Da maatte lydt vi græde,
Hver Gang vi skulde saa,
Som nu til Jorden stæde
En Ædling af de Faa!

   

Men Han, til Hvem alt spæde
Vi bares i vor Daab,
Forbød vor Samfunds-Kjæde
At sørge uden Haab;
Hvor, til Gud Faders Ære
Vor Frelser høit opfoer,
Der skal Hans Tjener være
Med Ham en Herre stor!

   

O derfor gjennem Taaren
Udbryder Glædes-Smil,
Hvor Støvet kun paa Baaren
Nedsank for Dødens Pil,
Da han holdt op at græde,
Som var vor Frelser tro,
Gik til sin Herres Glæde,
At smage Guddoms Ro!

   

   

Lad da kun Jorden dølge
Hvad ei var reent og let
Til Aanden did at følge
Hvor Naade gaaer for Ret!
Engang naar det mon kime,
Til Pindse, høit i Chor,
Da slaaer og Naadens Time
For Støvet under Jord!

   

Han som vor Skabning kjender,
Og kommer Støv ihu,
De gamle Almagts Hænder
Usvækket har endnu;
Opfylde vil saa trolig
Han sit det gode Ord,
Fornye til Aande-Bolig
Med Glands den sjunkne Jord!

   

Saa smile da hvert Øie
Selv gjennem Taare-Sky,
Som skimter i det Høie
Det store Morgen-Gry!
Saa folde fromt sig Hænder,
I Jesu Christi Navn,
For Støvets Vei sig ender
I Herlighedens Favn!

   
N. F. S. Grundtvig.