---
title: Søgubrot med Efterklang
author: Nicolai Frederik Severin Grundtvig
date: 2019-12-03
publisher: Faculty of Arts, Aarhus University
---
## Søgubrot med Efterklang.
Fama superstes erit, nec in ullum decidet æuumQvod perfecta suo patravit tempore virtus.***Biarkemaal.***
..... og saaledes faldt der, samme Aften, mange besynderlige Taler over Bord, og mange livsalige Ord af Kongens Mund, og det var intet Under, aldenstund man veed, det var i alle Maader Folk af Vælgten, som her sad til Høibords, og **Rolf** var navnkundig trindt om Land for sine dybe Betænkninger, alt som for Venlighed og skiemtefulde Taler. Det gaaer og gierne saa med alle klare, milde Øine, at de spille fagrest, Timen før de briste, og lyse, saa at sige, Fred over Venne-Lag, som Solen, naar hun daler, og siger Mark og Skov og alle Smaa-Fugle venlig Godnat.
Da, vil Somme sige, det omsider kom paa Tale, hvem Konger og Kæmper vel maatte ønske helst at roses af, og hver sagde Sit, som ham syndes. **Bjarke** vilde roses af de Kiækkeste, **Hjalte** af de Bedste, **Hjartvar** af de Klogeste, men da det kom til **Rolf,** sagde han: jeg tænker dog, det var os alle kiærest at roses af **den Længstlevende.** Ja, sagde **Hjartvar,** med Skielmen bag Øret, det er i Grunden ogsaa mine Ord, men det sagde alle med een Mund, at Kongens Svar bar Prisen, som det pleiede. **Vigge** var den Eneste, som ingen Ting sagde, men sad, med begge Albuerne paa Bordet, og stirrede paa Kongen. Nu **Vigge,** sagde **Rolf,** hvad grunder du paa? Jeg, sagde **Vigge,** som gierne havde for Skik at rende med Gammen og slaae Alvor paa, jeg grunder paa Kongens gode Ege-Bord, thi det, tænker jeg, kan vare mig ud, og meer til. Ja, det kan nok være, sagde **Rolf,** men hvad kommer saa det vor Snak ved? Vel ikke synderligt, sagde **Vigge,** som jeg da ikke heller har nødig at bryde mit Hoved med, hvem jeg helst vil roses af, naar jeg ikke længer kan rose mig selv; men det faldt mig dog, i den Anledning, ind, hvem der vel skulde sidde sidst til Bords herinde, og hvad de Godtfolk vilde føre paa Tale? Saamæn, sagde **Rolf,** det var ikke saa dumt, men tænker du da, de vil tale om os? Det var hvad jeg gad vidst, sagde **Vigge,** og Kongen kunde hjelpe mig godt paa Spor, naar Han vilde sige mig, **hvem** der bliver den **Længstlevende**? Af os vel du, sagde Rolf, og af alle den, der har mest at giøre, og sig dog aldrig forhaster. Ja, sagde **Vigge,** dovne kan jeg som den Bedste, naar jeg maa faae Lov, men endda er jeg lige klog, og om jeg ogsaa først døde af Anne Sot, var det dog kun en tynd Lykke at roses sidst af mig; men hvem af Guderne mon lever længst? **Thor,** sagde **Bjarke,** thi ham er der Tømmer i, som kan holde. Nei, sagde **Hjartvar,** dertil, siger **Rolf,** er han for hastig, og dertil, siger jeg, er **Loke** ham for klog. Da skulde jeg dog mene, sagde **Bjarke,** at Ærlighed varer længst. Det er, som den bruges til, sagde **Hjartvar,** men hvad der snoer sig bedst, det slides mindst. Ja, saa, sagde **Bjarke,** saa vil jeg dog heller nøies med at roses af den Kiækkeste, end af den Længstlevende. Siig ikke det, sagde **Rolf,** thi naar Trædsk hitter Viis, er han om en Hals, og saa gaaer det **Loke** med **Heimdal.** End du, **Vigge,** hvem mener du, lever længst? Det giør vel **Balder,** sagde **Vigge,** han staaer jo først op, naar de andre gaaer til Sengs. Nei, sagde **Rolf,** han lever nok sidst, men han døer længst. Det er jo ogsaa sandt, sagde **Vigge,** men hvem lever da længst? Det gjør vel **Saga,** tænker jeg, sagde **Rolf,** som de Gamle sang:
Død under MuldSynker Æt som Guld,Nidinger frygte!Godt Navn og RygteAldrig uddøer!Død under MuldSynker Æt som Guld,Synker En og Hver,Paa en Eneste nær,Kun**Efter-Mæle**Kan Ingen kvæle,Hun aldrig døer!Ære med Kongens Ord, raabde alle med een Mund, men dog kunde **Hjartvar** ei bare sig for at smidske i Skiægget, og da Kong **Rolf** det saae, sagde han: lad os høre, Svoger Huul! hvad har du bag Øret? Det faldt mig ind, sagde **Hjartvar,** at hvor godt det Kvad end klinger i alle giæve Kæmpers Øren, saa kommer det dog paa en Prøve an, om det vil holde Stik, og da nu Ingen af os lever længe nok til at giøre den Prøve, kunde man vel sige, at een Fugl i Haanden er bedre end Ti i Luften; men derfor siger jeg ligefuldt, af Hjertens Grund, Ære med Kongens Ord, thi det er vist, at saalænge man nævner **Rolf,** skal de berømmes, og Ingen under vist ham et **længere** **Efter-Mæle****Efter-**Mæledelvis fremhævet i A end jeg. Det gik glat, sagde **Bjarke,** men, Kongens Ord i Ære, og mine ikke bag Dørren, jeg saae dog helst, at **Brage** kom til at leve længst; thi naar han er borte, bliver dog vort Eftermæle, paa en Maade, Kiærling-Snak, og det kan man dog knap kalde godt Navn og Rygte. Ja, min kiære Norske Bjørn! sagde **Hjalte,** der seer du Frugterne af Kvinde-Had, thi nu er du nok bange for, at **Saga** skal bruge Mund med dine Næver, naar de er bundet; men tag du dig derfor i Agt, og kys Riset i Tide; thi **Rolf** faaer sikkert Ret. Kysse, sagde **Bjarke,** nei, det overlader jeg til dig, men varst du ikke saa brav en Karl for Resten, skulde jeg snart vise dig, jeg dog endnu har Hænder paa Skaftet. Dog neppe til at lukke **Sagas** Mund, sagde **Hjalte,** thi her slaaer det til, som man siger, at der skal lange Arme til at lukke alles Mund; men det er ellers ligemeget, jeg skal da ogsaa, for Venskabs Skyld, kysse to Gange, og bede **Saga** lade vort Eftermæle flyde sammen, saa det Ene kan bøde paa det andet. Det er et Ord, sagde **Bjarke,** og Skam faae den, os skiller ad, naar vi ei meer, med Ryg mod Ryg, kan selv sørge for at holde Stalbroderskabet vedlige; men, som sagt, jeg saae dog helst, at **Brage** kunde blive ved at føre Ordet, og hvad siger Kongen dertil? Han siger, sagde **Rolf,** det er vel tungt at skille dem ad, som gierne tilsammen ville være; men naar alle Kæmper ere døde, og Drapen udsjunget, da er **Brages** Tid forbi, og han maa love, Saga lever, ellers fik han intet Eftermæle. Men, sagde **Vigge,** saa lever jo dog **Brage** ogsaa i sit Efter-Mæle! Ja, med **Saga,** sagde **Rolf,** som vi alle, saamange, hun, naar Ondt er borte, og Balder opstaaer, og Jord, eviggrøn, opblomstrer af Bølgen, end lyster at mindes. Det er en Lyst, sagde **Vigge,** og det mærke alle **Rolfs** Mænd, at naar vi sjunge Bjarke-Maal, skal Omkvædet være:
Fru Efter-MæleKan Ingen kvæle,Hun aldrig døer!Skjoldung-KragensOrd i Ære!De, saalænge Verden staaer,Mellem HeltePrisen bære,Som iLeire-Kongens Gaard!Kæmpertidti Hug de rinde,Under**Brages**Harpe-Slag!Tidt oplive deres MindeDane-Kongers Fødsels-Dag!Blænd-Værk kun er Roes af**Brage,**Ihvor liflig densaaklang,Naar ei**Saga**vil gjentageOmkvæds-Rimet af hans Sang!Derfor, laan mig,**Skalda-Spilder!**Harpen, du, paa sanddru Viis,Slog ved**Hakons**Grav og Gilder!Tone skal den**Sagas**Priis.**Hav-Fru!**du som bly dig hævedOp af Dybet, første Gang,Da kun Harpe-Strænge bæved,Og da Morgen-Stjerner sang,Du, som da, i Morgen-Røden,Drak, af**Norners**Gylden-Skaal,Kilde-Vand, som trodser Døden,Nemmed**Odins Havamaal!**Du som blegned uden Brøde,Du som blev med Æren graa,Du, med hvem deDvale-DødeSkalforklaredeopstaae,Du som aldrig Strømmen følger,Smiler, naar dig overgaaerSkum af Øieblikkets Bølger,Som forsølver kun dit Haar!Du som altid Solen følger,Og, i Aften-Rødens Skiær,Gyngende paa gyldne Bølger,Maler af densHerre-Færd;Du som, naar du dybest dukker,Hæver dig ved**Gladheims**Kyst,Hvor det jubler, som nu sukker,Sukker dybt i Helte-Bryst!Du som lindrerStøvetsVaande,Naar det stunder til sin Grav!**Saga!**født, ved Herrens Aande,Af detsæreMiddel-Hav,Hvor kun Tanke-Snekker seile,Hvor hver kraftig Aand paa JordVade over**Mimers-**Veile**Mimer,** det angelsachsiske *meomor* og latinske *memor,* hukommelig, og saaledes er hele Nordens Mythologie en levende Anskuelse af det Aandelige hos Mennesket, og dets Heltekamp, mod det Kiødelige, i Tidens Løb.
Maa til Things, som**Asa-Thor!**Du som vandre skal med Solen,Aabenbare skjulteRaad,Dømme frit, paaDronning-Stolen,Alle Drotters Færd og Daad,Ja, med Klippentildin Tavle,Og med Kridt af**Mimers**Klint,Risteret, med Hænder travle,Om hverTroldendsprang i Flint!O! hvor boe de milde**Vaner,**Som har kiær din Rune-Stav,Vil med Lyst de tamme SvanerSpænde for dinKarmaf Rav,Svanerne, som, alle Dage,Svømmed under**Ygdrasill,**Skal til**Asgaard**KarmendrageUnder Sang som Klokke-Spil!Ak, ei Paven blot og TyrkenØnske før dig lagt paa Baal,Saa, hvem SandhedsRøst i ØrkenLaane vil sit Tunge-Maal,Afkald maa paa Rosen give,Som de Fleste beile til,For udødelig at blive,Sætte Hoved sit paa Spil!Sikkert dog ensteds paa JordenFolke-Hjertet for dig slog,Ja, det slog for dig iNorden,Moders-Maalet du indtog,Saa, før Tunge du kan miste,Mangle Hjem iØster-Søe,Først maaNordensHjerte briste,Først maa alle**Daner**døe!Her, hvor du, fra**Humbles**Dage,Dandset har paaTiljeblaa,Hvor til Sky dig løfted**Brage,**Saa dublevstmed Æren graa,Hvor dig hylded**Skjold**og**Frode,****Rolf**dig saae i al din Glands,Hvor du DrotterfredegodeKroned medKiærminde-Krands;Her, hvor**Snorro**var dinStaller,Her, hvor**Saxo**var din Præst,Som i Salen af CorallerOrdned dig en Folke-Fest,Her, hvor du kan Drotter dømmeRetviistil et evigt Navn,Her, paaNordensFolke-Strømme,Her har du din**Fredrigs-Havn!**Her, som Hav-Fru, duogspaa’deAltid**Danmark**Atter-Dag:Dag paa Ny, af Himlens Naade,Snekker nyeforgamle Vrag;Du i Dybet saae**Margrethe:**Perlen skabt forDane-Land,Bølge-Varslet og udbredteDu om**Fjerde Christian!**Altid vore Konge-StammerElsked dig af Hjertens Grund,Derfor dine Alter-FlammerBlusseendi Bøge-Lund;Drotter fra de sidste DageKomme skal du glad ihu,Som, ved dig, vor**Skjold**og**Krage**Mindes levende endnu!Ja, du mindes det, med GlædeOverDanmarksgode Kaar,At i detteNy og NædeFylderalttrehundred Aar**Første Fredriks**Konge-Stamme,FredegodiAxel-StadDet var 1524, den 16de Januar, Kong Frederik den Første holdt sit Indtog i Kiøbenhavn, og samme Aar udkom det første Danske Ny Testamente: **den hellige Historie,** der paa ingen Throne fandt saa gode Venner, som paa den, Kong Fredrik grundede. **De staae og falde med hinanden!!**
,Nærerenddin Alter-Flamme,Tager, mild, fra Mund dig Blad!Ja, den Herre-Stamme vidste,Som**Rolf Krage,**det er bedst,Ret at roses paa det Sidste,Paa den storeJubel-Fest;Derfor valgde den at knæleDybt iSagasHelligdom,Og med Sandheds Efter-Mæle**Første Fredrik**til os kom!Længe leve**Han,**som fylderStammens**Trilling-Jubelaar,**Indtil Aften-Sol forgylderKrone-Skjoldet i Hans Gaard!**Leve****Frederik**den**Sjette****,**Sagakiær, til Dane-Gavn!Ingen Alder skal udsletteMinde-Runen ved Hans Navn.Haardt I sove, gamle Daner!I den lange Vinter-Nat,Drømme knap om**Sagas**Svaner,Dog I vaagne skal nu bradt;Høit skal Morgen-Hanen galeRyste Vingerne med Gny,Naar, i helligMorgen-Svale,Solen sprænger sorten Sky!Da skal**Saga**atter findeAf den gamle Slægt et Kuld,Glødende vedFædresMinde,Hævende sig over Muld!Ja, det Kuld af ægte Daner,Ammet op ved Bølge-Barm,**Urdur-Søens**tamme SvanerSpænde skal for**Sagas**Karm!**N. F. S. Grundtvig.**