Nærings-Sorgen

Nærings-Sorgen. Der bygger en Fugl i Dane-Vang, Den haver ei pralende Fjere; Men smeltende sød er Fuglens Sang, Og det er for Hjertet langt mere; Thi sukker hvert Hjerte paa Bøgenes Øe: Lad Fuglen ei døe! Den sidder som helst paa Bøg og Ell, Hvor Kvisten sig bøier mod Jorden, Der sjunger den sødt i Gry og Kveld, Mens Natten er Skumring i Norden, Thi sukker hvert Hjerte paa Bøgenes Øe: Lad Fuglen ei døe! Nu tier i Lund den Fugl saa kvær, Og mindes vel neppelig Sangen, Nu hænger med Neb den Fugl saa kiær, Og hopper urolig i Vangen; Thi sukker hvert Hjerte paa Bøgenes Øe: Lad Fuglen ei døe! Den leder om Korn i Ager-Reen, Og søger i Vipperne Trøsten, Den hakker sig mat i Muld og Steen, Og længes saa hardt efter Høsten; Thi sukker hvert Hjerte paa Bøgenes Øe: Lad Fuglen ei døe! O, vogte dig vel, du Fattig-Fugl! I Renen gak aldrig til Sæde! I Bøgenes Ly er bedre Skjul, O, hviil, hvor du agter at kvæde! Forgiæves kun ellers vi sukke paa Øe: Lad Fuglen ei døe! Her lusker i Kveld en Jæger vild, Hans Tanker de ere fuldhule, Han sætter sit Garn i Renen snild, Og lokker de sjungende Fugle; Thi sukker hvert Hjerte paa Bøgenes Øe: Lad Fuglen ei døe! Der er ingen Røst i Verden til, At han den jo kan efterabe, Thi Mester han er i Kogle-Spil, I Toner af Luften at skabe; Thi sukker hvert Hjerte paa Bøgenes Øe: Lad Fuglen ei døe! O, vogt dig for ham, du Fugl saa kiær! Og bliv fra de bølgende Agre! Til Nattergal-Fangst er Skytten nær, Med Toner fuld sledske og fagre; Thi sukker hvert Hjerte paa Bøgenes Øe: Lad Fuglen ei døe! Er Kroen og tom, er Vingen svag, O, flye dog tilbage til Skoven, Hvor nylig du sang: endnu i Dag Der sidder en Herre for Oven, Han hører, naar Hjerterne sukke paa Øe: Lad Fuglen ei døe! Er blevet for høi dig Bøgen nu, Hvor ellers du lysted at bygge, Saa sæt dig kun lavt i Lund paa Hu, I Bøgenes blommede Skygge; For høit har til Himlen ei Sukket fra Øe: Lad Fuglen ei døe! Kiærminden saa væn, i Kjortel blaa, Hvortil hun ei Traad haver spundet, Da hvisker i Løn: de Fugle smaa Har Føde i Skoven og fundet, Og Hjertet end sukker paa Bøgenes Øe: Lad Fuglen ei døe! Alt Leerne klang fuldlydt i Eng, Det Blomsterne maatte undgiælde, Hver Dyne saa blød i Fugle-Seng Den maatte nu Fjerene fælde; Men Hjertet end sukker: paa Bøgenes Øe Lad Fuglen ei døe! Snart raser i Vang den Meie-Reed, Saa Vipper og Ax monne bæve, Paa mangen en Vei, som Faa kun veed, Da flygtige Kierner omsvæve, De regne da ned, hvor der sukkes paa Øe: Lad Fuglen ei døe! Da Fuglen, som før, paa Bøg og Ell, Skal mellem Kiærminderne sjunge, Og lytte skal Dan, i Gry og Kveld, Til Slaget af Nattergal-Tunge, Og sukke til Himlen, fra Bøgenes Øe: Lad Fuglen ei døe!!

N. F. S. Grundtvig.