Fødselsdagen (paa Gisselfeld, 11te Junii)

Fødselsdagen (paa Gisselfeld, 11te Junii). Glitnir heitir salr, Han er gulli studdr, Ok filfri Þaktr it sama; Enn Þar Forseti byggir Flestan dag, Ok svæfir allar sakir.

Edda.

Glitner med de gyldne Suler, Og det blanke Sølver-Tag; Borg, som er, hvad Navnet skjuler, Efter-Skin af Balders-Hag! Ak! hvi er din Glands forsvundet! Har mod dig nu Loke fundet Uraad, som mod Breidablik? Alle Skovens gode Vætter, Svævende om Gissel-Borg! Hvor er han, som jævned Trætter, Lindred Gude-Folkets Sorg? Hvi omleire Nattens Skygger Borgen, hvor Forsete bygger I et venligt Aften-Skiær? Har maaskee paa vilde Veie Hovedør jeg Tiden Spildt? Har mig Løgn om Glitners Leie Falske Lygtemænd indbildt? Hvor af Skygger jeg omsvæves Søger jeg maaskee forgiæves Kun hvad intet Øie saae! Nei, ved Faklen, som jeg følger: Minde-Blus paa Adel-Vei, Lygte-Mænd paa Mark og Bølger Mig, jeg veed, forvilde ei; Her er Borgen, skiøndt den blegner, Her er Glitner, skiøndt det tegner Ei til Glands paa Gissel-Feld. Er maaskee da, mens jeg blunded, Et Aartusinde henglidt, Saa jeg vel har Borgen fundet, Men ei hvad den kaldte Sit, Saa ei meer deraf tilbage Pilegrim fra gamle Dage Vente kan at finde her? Har da Timen, som nu skrider, End maaskee det gamle Navn, Søger dog jeg gamle Tider Kun forgiæves i dens Favn, Som naar titelfagre Bøger Skiænker os af hvad vi søger Skygger kun i tomme Ord. Intet Under da, at lukket Er i Laas nu Port og Dør, Intet Under, at nu slukket Er hvert Lys, som brændte før, At i Lunden og i Borgen Hverken Aften eller Morgen Har den gamle Fødsels-Dag! Aser vel, hvis fulde Alder Er det store Maane-Aar, Synke først, naar Asken falder, Knust ved Solens Bane-Saar; Men naar Aarene dem tynge, Og dem Æblerne forynge, Skifte de dog Fødsels-Dag. Saa i hver en Adel-Stamme, Spiret op til Folke-Gavn, Aanden altid er den samme, Levende i Stamme-Navn; Tit den dog, for Alders Tynge, Maa i Ætten sig forynge, Skifte Støv og Fødsels-Dag! Skal da Hammeren jeg røre, Banke paa den gamle Borg, For af Portneren at høre Skogger-Latter ved min Sorg, Drilles djærvt, fordi jeg mindes Levende hvad meer ei findes Udenfor mit Hjertes Vraa! Skal jeg stimes med den Kaade, Pukke paa saamangt et Navn, At jeg vorder ham en Gaade, Som en Odins Natte-Ravn; Saa man leder, til der findes Navn paa mig og hvad jeg mindes I en mølædt Saga-Bog? Boer Forsete kun paa Borgen, Tvivler han da end i Kveld, Troer han sikkert dog i Morgen, Naar ham lædsker Mimers Væld; Thi, skiøndt Guder og kan glemme, Stærkt i dem er Mindets Stemme, Det er deres Moders-Maal! Saa i hver en ædel Stamme, Ihvor tit den skifter Blad, Marven altid er den samme, Mindes altid Roden glad; Det er nordisk Adels-Prøve, Altid man en Gylden-Løve Skue maa i Dane-Skjold! Hvorfor mon da Haanden tøver, Hvi mon den tilbage foer? Ak, den Tanke mig bedrøver, At en Thurs i Taarnet boer; Thi hvor end Forsete bygger, Kan vel der de sorte Skygger Skjule Glitners Sølver-Tag! Trindt den samme Overflade, Ved hvert Skridt bekiendte Spor, Samme Bark og Samme Blade, Urte-Bed og Blomster-Flor; Finde kan jeg alle Dele, Savner dog i dem det Hele, Som ved Skyggen af en Ven! Det er Fimbul-Vinters Mærke, Det er Thurse-Vældens Spor, Som med Koglerier stærke Kan fortrylle Alt af Jord, Skygger hærde saa og stive, At de eens maa altid blive, Og forlyste Ymers Æt. Stille! Taagen sig nu letter; Natter-Galen slaaer i Lund, Lys og Liflighed forjætter, Ei af Ymers Slægt er Hun, Som fra Salen hist nedtræder Favr og fiin i Sørge-Klæder, Vist er det Forsetes Viv! Ja, i Sandhed, det er Hende, Tankefuld, med Graad paa Kind, Hun er god, ja god at kiende, Mild og from, skjøndt syg i Sind; Speile sig i Taarer blide Døttrene ved hendes Side, Der er Hjertens-Deilighed! Ikke vil jeg Disen følge Til den dunkle Aske-Lund, Hvor den mørke Taare-Bølge Ruller strid i Midnats Stund, Vente vil jeg, til Hun vender Hid igjen, hvor Faklen brænder, Som er tændt ved Solens Ild! See, Hun kommer, hendes Taarer Vidne, som en Perle-Flod, At i Hendes Hjerte-Aarer Rinder ægte Dise-Blod, Lyse Tanker Øiet klarer, Hendes Blik det aabenbarer At af Kiød er Aanden ei! Saa med sine Døttre vanker Freya, from og længselsfuld, Mild imellem mørke Tanker, Græder høit, men græder Guld, Seer, fra Broen, som forbinder Var og Vorder, Haab og Minder, Morgen-Stjernens favre Skin! Spørg ei, hvad er skedt paa Borgen! Hvo som har Forsete kiær, Følge, skue, dele Sorgen, Han er mange Taarer værd; Thi aftørret har Han mange, Vakt for Hulken Fryde-Sange, Jævnet Trætter, dæmpet Kiv! Død er Han dog ingenlunde, Lever vist i mange Led, Ei, før Asken gaaer til Grunde, Ende sig Hans Asa-Fjed! Hvor Han blunder, skal man skrive: Salig, hvo som helst vil give! Salig, hvo som stifter Fred! Ja, skiøndt Sørge-Fanen svæver Over Glitners Sølver-Tag, Og skiøndt Harpe-Strængen bæver Paa den dunkle Fødsels-Dag; Dog med Svane-Røst og Vinge Over Hallen høit sig svinge: Længe leve Danneskjold! Længe leve Han i Minder Om de agte Adelsmænd, I hvem Asa-Blodet rinder! Gid Han fødes tit igjen! Og hver Gang man Ham opkalder, Krones Han, i Kraftens Alder, Med en klar Sølvbryllups-Krands! Dog, forgjæves overspænder Jeg den gamle Mythe-Stræng; Alt den brast i mine Hænder, Ved den sorte Bue-Seng, Og gjør jeg end Vold paa Sorgen, Hulkes der dog trindt i Borgen: Død er vores Danneskjold! Men, I Ædle! som ved Baaren Staae i Hjertets Sørge-Dragt! Ei vil jeg forhindre Taaren, Som kun Een har i sin Magt. Kun, hvad mueligt var, jeg vilde Eders Sorg et Gran formilde Ved det gamle Harpe-Slag. Og jeg vilde, hvad jeg skulde, Sanddru kvæde Ham til Lov, Som ei Mage over Mulde Har for mig i Dane-Skov; Hvem, næst Drotten over Lunden, Skyldig mest jeg er i Grunden, Skyldig meer end Sølv og Guld! Og maaskee, naar Jorden skjuler Øinene, som græde nu, Sangen om de gyldne Suler Kommes kan paa Mark ihu; Da en Taare vist skal rinde End paa Ædles Kind til Minde Om Forsete Danneskjold!

N. F. S. Grundtvig.