© Grundtvig Centeret, Aarhus Universitet
Grundtvig Centeret er oprettet den 1. januar 2009.
Grundtvig Centeret arbejder med:
1. En digital og kommenteret udgave af Grundtvigs værker
2. En forskningsindsats på de felter, hvor Grundtvig særligt markerede sig
2.a. Teologi og kirke
2.b. Demokrati og folkelighed
2.c. Pædagogik og folkeoplysning
3. Videnudveksling, undervisning og formidling
Retningslinjer for punktkommentarer til Grundtvigs Værker
Retningslinjer for indledninger til Grundtvigs Værker
Retningslinjer for transskribering af manuskripter til Grundtvigs Værker
Retningslinjer for litteraturhenvisninger til Grundtvigs Værker
Retningslinjer for gengivelse af typografiske hierarkier i Grundtvigs Værker
Retningslinjer for tekstredegørelser til Grundtvigs Værker
Tekstkritiske retningslinjer for Grundtvigs Værker
Retningslinjer for XML-mærkning af Grundtvigs Værker
Det Kvad, jeg her har stræbt i dets rette Mening at udtrykke paa Danske Riim, trænger udentvivl, ved sin Indtrædelse i Læse-Verdnen, til en Indledning, og jeg vil derfor, saa kort og godt, som jeg kan, fortælle mine Læsere: hvad jeg veed om Kvadets Skæbne Indhold, og hvad jeg skjønner om dets Værd.
Hvad nu for det Første Alderen angaaer, da er den, Anseer man en saa overdreven Jeg kjender ei nok til Ikke det, Prof. Han kalder nemlig Kvadet om Kong Bjowulf; thi det meldte Wanlei i sin Fortegnelse, og gav der til Prøve nogle Linier af den saakaldte Indledning og første Sang Hickesii Thesaurus T. 3 P. 218 under Mærket: Vitellius A. XV. hvor Digtet kaldes: Skjoldungen Bjowulfs Krige med nogle svenske Fants Betragtning over Oprindelsen til efter Udtog, digtet af her: hvor længe er det siden, man i kunde skrive nærværende Digt? Og dertil svarer tolvte Aar-Hundrede Chronicon Saxonicum slutter med 1154. Hearnes Vidnesbyrd i Fortalen til ret skrevet paa reent Angel-Sachsisk, men tillige paa det Ordenligste rimet efter gammel Stiil, og udstyret med al den Pragt og Prydelse, som Angel-Sachsernes poetiske Sprog med Rette var berømt for at eie, og det yngste Vers i den Maneer vi kiende, er det som findes i Rask anfører i sin Adelsteens Seier ved Brunan-Burg. Saaledes nøder da blot Sprog og Stiil os til at indrømme et Slags Vers, med Ealdor-langne tyr, Geslogon æt sæcce. (Udødelig Ære tilkæmpede de sig i Striden) hedder hos ham: longa stirpis serie splendentes percusserunt; glad ofer grundas (gleed over Jorden) lætificans profunda, þær geflemed wearþ, Norþmanna brego (der fordreves Nord-Mænds-Konge) Ibi deperiit Normannorum tumor, Swilce þær eac se froda, Mid fleame com, On his cydþe norþ, (ogsaa den gamle Simul et Froda ductor Normannus cumqve suis notis Dux hvor der er Nok af det Slags.
Dog, end ikke her kan vi standse, thi vi har et Angel-Sachsisk Kvad for os, ikke blot helliget en Nordisk Helts Ihukommelse, men fuldt af Nordiske Old-Sagn, og, Vel har Var vel at mærke, paa det Venligste stemt mod Danmark og Dansk. Tager jeg ikke meget feil, da bestemmes Kvadet herved en Fødsels-Tid, der ei ligger langt fra Offas Dage, at de Danske første Gang som Fjender giæstede Øen Ch. Sax. (Ed. Gibs) 64, og Cædmon og Ealdhelm ( Cædmon, som allerede var en Hilde, der hensov 680, ( Beda 320-32) og Nordhumberland, det egenlige Sæde for den Angel-Sachsiske Poesie og Ida Riget i Paulinus Kong Ch. Sax. 19 og 28. nihil unqvam frivoli et supervacui Poematis facere potuit, sed ea tantummodo, qvæ ad religionem pertinent, religiosam ejus lingvam decebant, og skjøndt man nu vel kunde bevise, at frivolum eller supervacuum, tør jeg dog ikke forstaae Ealdhelm, end nogle
Det var da vel omtrent Foran første tusinde Aar efter Kvadets Fødsel, at Wanlei meldte dets Tilværelse, og om man andre Steder ændsede det, veed ikke jeg, men vores gjæve Langebek, veed jeg nok, glemde ei det gamle Kvad, i Talen om hvad han savnede af omtalte Bidrag til Script. Rer. Dan., og i den: Pag. 44 Suhm havde Øie paa den skjulte Skat, men maatte længe forgjæves prøve paa, at faae dem frem for Dagens Lys. Da der imidlertid, saalænge Suhm levede, neppe skedte Noget til Thorkelin at tage Afskrift af Digtet. Arbeidet var ikke let, thi endskjøndt den gamle Bog udentvivl er ypperlig skrevet, efter-skrive, og tog derpaa selv en Afskrift til Sammenligning, som ogsaa var nødvendigt, thi
Saaledes kom Kvadet da til Vel er den Angel-Sachsiske Oversættelse af Suhms Død, eller Revolutionen med Alt hvad den gav Folk at tænke paa, og tale om, eller andre Ting som voldte det, man hørde, saavidt jeg veed, intet videre til det, før efter 1807, da det atter Bülows Kundskab, som, altid hjemme, naar der bankes paa for Konst og Cædmons herlige Digt, det Eneste af noget Omfang, som hidtil var trykt, løber som Prosa ud i Eet, og mangler al Oversættelse Fransiscus Junius til mindste Forkleinelse, thi han har uberegnelige Fortjenester af den Angel-Sachsiske Literatur, og det var Synd at forlange, han skulde have forstaaet at udgive Boethii Vers i hans Skrift om ( Oxoniæ 1698) men deels fattes
Angel-Sachsisk havde jeg aldrig læst, da Hrædel med to af hans Sønner: Herebald og Hardred, og Friser-Høvdingen Hengest, var, til ikke liden Forvirring, usynlige i Oversættelsen. En Recension i
Ved denne Leilighed var det, jeg paatog mig Arbeidet, som, efter fem Aars Forløb, nu endelig udkommer; thi jeg havde, i At jeg imidlertid ikke havde glemt mit Løfte, beviste Bülow tilbød mig Understøttelse for at jeg en Tidlang kunne uafbrudt sysle dermed. Taknemmelig modtog jeg et Tilbud, der stemmede saa ganske med mit Ønske, og her seer man Frugten deraf: thi hvad jeg dristig havde besluttet, var den Danske Adelsmand, der, trods Rask, efter hans Hjemkomst fra
Her seer man Digtets hele Historie Det er i det Mindste slet ikke rimeligt, at førend 1731 Junius, som tog Afskrift af Alt hvad han fandt udmærket i det Indhold, som var det andet Stykke jeg regnede til Indledningen.
Vel maa enten Digtet eller Oversættelsen være meget slet, dersom en opmærksom Læser behøver min videre Veiledning, for at hitte Rede i Hoved-Begivenheden, og historiske Oplysninger behøves der ikke til at fatte Hjorte-Borgen og paa Ørne-Næs; men Digtet har, foruden sin eventyrlige, ogsaa en historisk Side, da der, som i Forbigaaende, falder mangt et Ord om oldnordiske Skjoldunger nemlig, Hrædlinger, Skilfinger og Vægmundinger, ja endog et enkelt om de vidtberømte Volsunger og de ubestemte Vilfinger. Fra denne Side gives der, netop for den opmærksomme Læser, meget Meer at spørge om, end jeg kan svare paa, og det er da min Skyldighed at meddele hvad jeg har fundet, paa Vilkaar, at Læseren for det Første tager dermed til Takke; ligesom jeg med Taknemmelighed skal modtage hvad nærmere Oplysning han til Gjengjæld vil skjænke mig.
Med Skjoldungernes Priis, og et Sagn om deres Stamfader, begynder Digtet, og det maae vel
I Udgaven som Indledning.unægtelig fortælles om den Danske Kong Skefing af Herkomst, var i sin Barndom kommet
Af dette Sagn findes hverken hos Øens Navn skrives der: Ethelverd, som skal have levet sidst i det tiende Aarhundrede, at Kong Athulf (ellers ogsaa kaldet Egberth, og Fader til den berømte Alfred, nedstammede, gjennem Wothen, i tredivte Ledd fra en Skjold, Søn af Skef, og omringet af Vaaben, blev fundet af Indbyggerne, som ei alene venlig ubekjendte Barn, men valgde ham endog siden til Konge( Rerum Anglic. Script. Ed. Savilii. Londini 1596 pag. 479) Ipse Hvad her menes ved Scef cum uno dromone advectus est in insula Oceani, qvæ dicitur Scani, armis circumdatus, eratqve valde recens puer, et ab incolis illius terræ ignotus. Attamen ab iis suscipitur, et ut familiarem diligenti animo eum custodierunt, et post in regem eligunt.Skyts-Aand. Ib. i Indholds-Listen foran Korn-Neeg, og fik deraf Navnet Scef eller Sceaf (Seaf Scandea, Scandza og Scandalia, med det Tillæg, at det er den samme, som Jordanes omtaler. ( Scriptores T. I. p. 9). Skjold Skefing. Allerede som Ældre og som Skjald bør han nemlig, hvor det gjælder Old-Sagn, staae meest Skjold for Landet: Skjold, ligesom det var ganske naturligt, at Skefing blev, i det Skibs-Dreng, da det hos dem var almindeligt, at tillægge Noe en fjerde Søn: Skef, som var født i Arken Script. Rer. Dan. T. I. p. 9 og Seskef øiensynlig skal være: se som ved Ukyndighed i Angel-Sachsisk er skrevet sammen.
I Skjold, siger Skjalden, avlede Hrodgar, den her Intet er at føie; men ved Gildet i tiende Sang
At Daner og Friser, med Hnæf og Hengest i Spidsen, at Finn, at han, efter et stort Nederlag, afstod Fienderne sit halve Rige, men gjorde hvor
Oplysningen jeg kan give, er nu vel ikke stor, da der, hverken hos Hnæf, mener jeg dog følger af det noget dunkle Sted: S. 85 L. 13-19 sammenlignet med S. 82 L. 15, og at Hickesii Thesaurus T. I. pag. 192 med følgende Oplysning: forte reperi fragmenti poetici singulare folium in codice MS. homiliarum Semi-Saxonicarum, qvi extat in og beskrives af
Her slipper Da baade Versene i Finn, og Hnæf og Hengest staae i Spidsen for en Ordlaf og Ordlaf her, og Oslaf i Digtet, kun nævnes een Gang ved Siden af Gudlaf, er Stavningen vel, men Eenheden neppe usikker.Sagnet om det besjungne mueligt, der kunde været et udførligere Digt til om Hengest, hvortil det nærmest hørde hyssa fandt jeg mistænkeligt, da jeg i intet Digt havde fundet det, uden i det daarlige Tillæg til
I Udgaven det 28de Stykke.
Jeg har før I
Prindsens Følge kaldes Naar man seer, at Magle-Barder, som, efter Sproget, kan betyde det Samme, uagtet jeg kunde havt Lyst til at skrive Longo-Barder som er et, nogenledes tilsvarende bekjendt Lang-Barder i den Danske Kong O Flaherti i sin Ogygia (p. 206) taler om Longobarder som feidede paa jarn-bardr) eller til Langbard-Siden i
Vi komme nu, efter Digtets Orden, til Kongerne i Hrædel og hans Afkom, som efter ham kaldes Hrædlinger, og, for deres Skyld, med det Samme til de Svenske Skilfinger, med hvilke de laae i langvarig Feide.
Fandtes der i Nordens I 10de, 17de, 18de, 19de og 20de Sang, men i Udgaven S. 92. 165. 176-79. 181-86. 194-95. 216-22.
Kong I Herebald faldt for sin Broder Hakon ( Ongenthjov Hakon, hvorpaa Higelak besteg Thronen, fik ved sine
Nu tilfaldt Hardred eller
Nu besteeg I Janmund eller Ongenthjov, Broder til
Hvad nu Volsungerne angaaer, da er Ordet om dem let at fatte, naar man blot lægger Mærke til, at Kampen med
Endelig findes i 15de Sang I
Naar Læseren mærker sig vel, hvad nu er sagt, da fatter han Digtets Indhold saa godt som jeg, og det er naturligviis alt, hvad jeg kan hjelpe ham til.
Spørger man nu endelig, hvad jeg skjønner om Digtets Værd, da maa jeg, for at svare bestemt, atter gjøre en Poetiske, og derpaa om dets Historiske Værd.
Man vente ikke her en udførlig Betragtning over dette gamle Helte-Digt, deels som et værdigt Mindes-Mærke af Angel-Sachsernes sikkre og Ventelig i Konst-Værk; thi jeg vil dog ei gjøre Døren større end Huset, og det maatte jeg, naar jeg her skulde udvikle den Angel-Sachsiske Poesies Vilkaar, og i Særdeleshed nærværende Digts Forhold til Saga-Kvadene i
Naar jeg da
Jeg finder nemlig at Menneske-Slægtens Nordiske Helt, der, tilsidst paa sit eget Livs Bekostning, afvæbner Mørkets Magt og redder med Kraft det døende Folke-Liv, og har jeg Ret, da er Digtet ogsaa unægtelig Thors-Drape, hvortil selv ei
Jeg finder end videre, at Gothernes, det nordiske Danmark: Historiens Nordiske Fædreneland, og Skue-Pladsen for den anden (naturlige) Riget, som vel maae kaldes de nordiske Natur-Kræfters Sæde. Det turde endelig være lige saa rigtigt i poetisk og videnskabelig, som i oldhistorisk Henseende, at fremstille som Konst-Værk, halv forulykket; thi naar Eventyr og Historie saaledes som her Grændel og Stærkhjort ikke engang ere sammenkjædede, men holdes kun sammen af Helten, der har, saa at sige, et i hver Haand. Min tredie Gothisk Helte-Digt, ei blot fordi Helten er en at betyde.
Ypperlig kalder jeg endelig Fremstillingen, thi Talen er trohjertig, uden at have den tydske Vidtløftighed, og uden, ved Kortheden at blive mørk som saa tit i de
Nu staaer da kun tilbage, at tale lidt om Digtets historiske Værd; men ligesom det tildeels er vanskeligt herom at tale bestemt, er det vel umuligt at yttre et Skjøn, som jo vil forekomme En eller Anden af Historiens Old-Sagn. Der var en Tid, da man behandlede dem som reen og sikker Historie, der kom en anden, som tildeels endnu vedvarer, da man storagtig forkastede dem som som saadan, gjerne forbinde de ældre Dages Godtroenhed med den følgende Tids Forsigtighed, og det nys-undfangne poetiske Saga-Blik; Noget der kun ufuldkomment kan lykkes, og vilde neppe, hvor godt det saa lykkedes, tækkes Andre end hvem der med mig hører til
Ethvert Folks Old-Sagn er deres historiske Poesie, deels fordi Barn-Dommen er overalt den af Natur mest poetiske Alder, og deels fordi man fra Barn-Dommen kun mindes hvad der har gjort et poetisk Indtryk paa Sindet. Der maa i Følge heraf være ligesaa stor Forskjel paa de adskillige Folke-Færds Old-Naturen, og deres, hvem Historien var kjærest. At det er de Sidstes, der, ei blot i det Hele, men ogsaa i det Enkelte, har historisk Værd, indsees let, og at Nordboerne
Det vilde imidlertid igjen være en de Old-Sagn, det ene Folk ikke har tilfælles med det Andet. Dansk, Norsk og Gothisk kalder jeg Siderne af Svensk veed man er fra Old-Tiden aldeles uhistorisk, hvad der hos Angel-Sachserne er Nordisk betegner Beda ved Gothisk, og ved Angelsk, der skal ligge midt imellem Sachsisk og Islandsk er Andet end Norsk, betegner det i alle Maader Forsøget paa en Forbindelse af alt Nordisk, som en Hjerte, de Norske Sands, eller hvad her er det Samme: Øre, og Øie for Historien; medens Islænderne, som forbandt Noget af Alt, kundgjøre et tilsvarende Greb paa dens Behandling. Til denne Inddeling troer jeg Flere vil komme, ved at studere den Nordiske Historie, og ved da, baade først og sidst, at sammenligne Mythe-Kvad, som selv udvortes bære mangt et Spor af Angel-Sachsisk Oprindelse, henføres til den universal-historisk Anskuelse af Menneske-Livet er paa deres Plads.
Dog, hvormange end de Betænkeligheder kan være, der maatte hæve sig mod denne Betragtning, især hvor den kun angives uden at udvikles, tør jeg dog haabe, hvad her er min Hensigt, i Kyndiges Øine at beholde Ret, naar jeg paastaaer, at de Angel-Sachsiske Old-Sagn, som jeg kalder
Man vilde imidlertid ikke desmindre forregne sig, hvis man heraf sluttede, at de Angel-Sachsiske Old-Sagn var kun Hjerne-Spind, hvad der vilde bevise MangeKirke-Historien, deres egenlige historiske Fag. Heraf følger da, at saa bagvendt som det vilde være at rette Danske og Norske Sagn om naar de stemme overeens, paa Angel-Sachsernes Ord, kan dette dog i modsat Fald være af Vigtighed, og man tør ikke nægte, at de Nordiske Sagn der kun findes hos Angel-Sachserne, er en sand historisk Vinding, skjøndt den ei uden nærmere Oplysning kan nøie vurderes.
Anvende vi Dette paa Oldsagnene i
Hvad nu først Skue-Pladsen for de omtalte Tildragelser angaaer, da maa man huske, at selv de verdens-omseilende Engelsk-Mænd ere sjelden meget kyndige eller nøiagtige i Geographien, og mindre var da vist deres gamle Fædre det, medens de blot med Øinene reiste udenlands; ja, hvem der veed, hvor vanskeligt det har været for Engelske Lærde at finde mange af de indenlandske Steder igjen, efter Angel-Sachsiske Bøger, vil I Man kan nemlig enten følge Lyden, eller Veder-Gother, ja deres Land endog engang Weder er en Oversættelse, og kan igjen oversætte det ved: Mand eller Hveen. Vigtigere maa det synes, at ea-land jo kan bruges om ethvert Kyst-Land, og deels kan man endda ligesaa vel gjætte paa Finlands Kyst, som dog igjen ligesaa vel kan være Gothland eller Bornholm for Ravne-Skov, Ørne- og Hrones-Næs, hvilket sidste endog lader sig udlægge paa to Maader Hval-Næs, som ogsaa er mere end nemt nok at finde.ei skulde kunne finde Steder til det Par almindelige Navne. Vil man derfor lyde mig ad, som dog ogsaa i Geographien har, saa langt som muligt fulgt alle Digtets Vink, skal man lade saavel foranførte Navne, som
Hvad nu først Sagnene til den Danske Historie angaaer, tør jeg just ikke anslaae Værdien af den meddeelte Konge-Liste meget høit; men finder det dog Skjold en fremmed Herkomst, som da nok nu bør ansees for afgjort, men ingenlunde gjør ham, med dem, til den første Konge i Bedrift tillægges, finde de samme Danske Konge-Navne hos
Den Hengest selv, der, hos en Angel-Sachsisk Skjald, nødvendig maa være den Bekjendte, sat os i Stand til at afgjøre, paa ingen Maade før. Gregor af Tours møder os her med sin Theuderik skedte ei længe efter Chlokhilaicus (somme Afskrivter har Chokhilaicus) som gjorde stort Bytte og mange Fanger, hvormed de Greg. Turon. L. III. 3 hos Bouquet T. 2. p. 187. Skade at den Haandskrift med ( Præf. V.) slet ikke er benyttet, thi ellers havde man dog nu kiendt en af de ældste Læse-Maader af Kongens Navn.
Neppe kan det med Grund Hos Hilaicus meer end peger paa Hetvarer mellem Gesta Francorum (mest et Udtog af Attoarernes eller nogle andre nærliggende Bopæle Bouquet T. 2. p. 555. Hos Freher skal der, (efter Cellarii Notitia Orbis 1773 p. 377) hvis der ei menes Avarer, som jeg snart skulde troe Skjalden har meent, da han tillige nævner
Denne Stadfæstelse Roe og Islændernes
At I Denne Søns Navn skrives meget forskiellig; men da Friser, see vi nu er intet Opspind af Suffridus Petri; thi paa hvad Grund kan man nægte det, da Skjalden fortæller hans Bedrifter som Friser-Høvding; men Hnæf og Hengest, men det nytter, historisk talt, ikke heller ret, før vi vide, hvem hans Joter var, thi Stedet, hvor han synes at forklare dem ved Svenskere, er for usikkert at bygge paa Fersval (S. 82) saare meget det berømte Fyrresvald i Hnæf ei er os ganske ubekiendt, da dog hans Navn findes paa Listen af Oldtidens berømte Sø-Konger Eaha der nævnes i Ocga, Søn af Textus Roffensis p. 60 og ( Aki) anseer jeg det for rettest.
Disse Sagn om Begivenheder i det Tids-Rum Digtets Personer tilhører, er da det egenlige historiske Udbytte, og maae ei blandes med de Sagn, Skjalden kun berører som længst bekjendte, og har ikke videre Ansvar for, end at han virkelig havde hørt dem, og at de lod sig høre. Af dette Slags er, foruden Sagnet om Hermod og Sigmund Volsung, men dog er det allerede Noget, at vi her finde disse Sagns høie Ælde stadfæstet.
Hermod egenlig hører til hvad jeg kalder den Skeldva Angel-Sachserne saa ofte kalde hans Søn, ventelig er den samme som Islændernes Skelver, og skal da rimeligviis ansees for Skilfingernes Stam-Fader, thi at Skilfingerne, der ligeledes kun nævnes i Ynglinger, og derimod spille Rolle hos den Angel-Sachsiske Skjald, hører til hans Side, er ligefrem. Om nu Ynglinger, er vel et andet Spørgsmaal; men da begge Navne unægtelig betegne en Svensk St. X og XV.
Hvad Digtet har om At Sagnet ei er den Man seer ogsaa, at i det Angel-Sachsiske Sagn har Tydske Tunges, viser vel med saa meget Andet, Fortællingen om hvorledes Schilbunch og Nibelunch, som jo aabenbar ei er Mands-Navne, men Skilfing og Niflung. Der Botelung ( Etzels Fader. S. 138.Sigurd Volsung Fjotle (
Om Denne Mening, som Vilfingerne eller Ylfinger, siges i Digtet vel næsten Intet, men dog er den blotte Nævnelse, i et Digt der nævner Helga-Kvida Hundingsbana II. og Spørgsmaal, om den der skrev det, vidste meer om Sagen end hvad Sangene lære, som er Intet; thi at
Dog Fortalen kan jeg ikke slutte, uden med et Ord til Bedste for Kvadet i sit Moders-Maalet dog er den dyrebare Sprogets Mestere, som mægte at fatte det i hele dets underfulde Dybde, og da forbedre det: udrense, hvad der, mens Folket sov, nu eller fordum, af Ukrudt kan have indsneget sig, Dansk, som Norsk, som vi maae kalde aandig forenes og udvikles til et Norden, efter Aandens Jorde-Bog, har at yde og svare.
En
At det herlige Kvad, jeg her har stræbt at fordanske, og som unægtelig har den fortrinligste Adkomst Scriptores medii ævi, som, ihvem dette Værks Fuldendelse end maatte betroes, umuelig kan oversees; men ingenlunde er dette Alt, hvad der med liden Opoffrelse kan skee, og hvad der, hvis
Der findes, siger sex Pergament-Blade, indeholdende et poetisk Brud-Stykke, som i Cædmons Aand beskriver Bjorthnoths, Offas og flere Angel-Sachsers Tapperhed i et Slag med de Danske
Det er Lidt, vil man vel sige, og det er sandt:
Betænker man sig et Øieblik, maa man vel Scriptores, og at saa stort et Brud-Stykke af et historisk Kvad efter
I samme Bibliothek, siger I hans Han anfører dette Digt som Vidne paa, at man i Oldtiden kaldte Pinkerton findes under Mærket: Vitellius A. X. et Angel-Sachsisk Digt om de Danske Krige, og skjøndt man har Grund til at tvivle om Rigtigheden heraf, da Scyttisc, og kan altsaa ei have meent Scyttisc findes, skiøndt det var besynderligt, at han kunde saa aldeles forfeile Mærket, og skrive: Vitellius X. for
der findes, man maa undersøge, om der ingensteds findes en fuldstændigere og renere Afskrift, eller dog enkelte Brud-Stykker af hvad den, efter Codex Exoniensis, som da ogsaa fra denne Side kræver en nøiagtig Undersøgelse.
Bemeldte Bog, er, efter Leofrik for henved 800 Aar siden skjænkede til Kirken i
De øvrige Digte i Samlingen betegnes saaledes: 3 Digte mest til Jomfru
Vel findes der Mere, som deels er slet udgivet, deels, selv efter Titelen hos
Forunderligt, at der ei i Jeg har før bemærket, og vil her gjentage, deels at man vilde tage meget feil, om man troede at have alle de engelske Bibliothekers Skatte endogsaa kun løselig betegnede paa Papiret, og deels at vi Danske ei blot for de Angel-Sachsiske Digtes Skyld, have Engeland selv er opstaaet en Mand, videnskabelig begeistret af Fædrenes Aand, som der maatte lettelig kunne opfylde langt Scriptores, (efter De Gestis Danorum, qvaliter Danemarchia multos procreavit, qvi regnum Francorum ab omni parte vastaverunt, incenderunt, subjugaverunt. Libris octo cum supplementis, eller er Bogen brændt, eller er det ikke værdt at vide, om det er et Stykke, et Udtog af Saxo eller hvad? Er Membranen af Pauli Warnefiidi Historia Longobardorum, ( Skind-Bog? Har man nogen Afskrift eller Udgave af Gesta Frisonum paa Frisisk ( Isidori libri Etymologiarum (Danske Ord der har forvildet sig ind i det Vespasianus D. (
Dette var i det Mindste min Hensigt med et Arbeide, jeg dog i al Fald ei kan fortryde, da det har udvidet min Syns-Kreds, og gjort mig mere fortroelig med det velsignede Moders-Maal, hvis Bedste ogsaa jeg blev kaldet til at betænke.
Kong
Modtagelsen i
Godtgiørelsen af
Jeg tænker, at hvad her fattes, er Navnet paa Hermods Søn, som vel sveeg
Høitid i Hallen og Kvad om
Det er vel lidt underligt med den Hrodulf, der saaledes med Eet springer op til Kongen i Høisædet, men der er dog ikke andet for, end, paa Skjaldens Ansvar, at lade ham sidde der, som en Brodersøn af
Folcwaldan sunu kunde ligesaa snart blot betyde: Folke-Herskerens ᴐ: Kongens Søn; men da Talen maa være om Kong Folkwalds Søn.
At dette Baal kommer hovedkulds, er klart. Man kan imidlertid slutte sig til, at
Man seer, at
Om det skal være Hunlaws Søn, eller ( Hunlafing) veed jeg ikke; dog taler Sammenhængen vel derfor.
Af
Hvem denne Dronning, eller Prindsesse ( drihtlicu wif) var, siges ikke; men formodenlig var det
De tvende Frænder ( suhter-gefæderan) er
Om dette
Høitid i Hallen,
At her fattes Noget, er godt at see, og det maa, iblandt Andet, være en Overgang som siger, at Offas Dronning, om hvem dette Brudstykke handler.
Velkomsten i
Da her nok fattes lidt, lader det sig ei strængt bevise, at Talen i det Følgende er om Freyvor, men der maatte dog være Meget borte, hvis det gjaldt en anden.
Talen er, som man seer, om en sørgelig Begivenhed i
Hardred var
Hedning-Skatten, Guld-Tyven, Drage-Branden og
Hetware maa nødvendig være Navnet paa de Folk i ware er det almindelige Ord paa Indbyggere.
Disse fire Linier har jeg sat til, for at danne en Slags Overgang, men man seer let, at Indholden er laant af det Følgende.
Flokkens Feighed,
At Skilfing, og altsaa i Slægt med
Her fortælles, som man seer, med flere Ord, hvad Higelak til
Denne Jofur, som siden nævnes.
I Texten staaer: hundrede tusinde Land-Stykker og glimrende Ringe, som jeg ikke bedre veed at udtrykke paa Dansk.
Følgende Anmærkninger, som skal tjene til Textens Oplysning, følge naturligviis Side-Tallet i
S. 3. L. 1. Hwæt we Gar-Dena.
S. 4. L. 1. e. a. A. Gomban etc. L. 6. e. b. A. Þone etc. og L. 10. e. f. A. Aldor .. ase (aldor-lease).
ib. L. 19. e. b. A. Swa sceal ... ma, Rst. er i Ulave, og hele Talen om
S. 5. L. 4. e. f. A. To gescæp-hwile.
S. 6. L. 9. e. b. A. Nalæs hi hine, ligesom L. 13. Þe hine etc. Umbor wesende, L. 16, maa efter Sammenhængen, her og S. 91. L. 3., betyde: da han var lille.
ib. L. 21. e. b. A. Geafon on garsecg og L. 25. Secgan
S. 7. L. 6-7. e. f. A. Fæder ellor hwearf, Aldor of earde, hvilke to Linier er en Parenthes om
ib. L. 8. e. f. A. Oþ þæt, og L. 12 e. b. A. Glæde Scyldingas. L. 19-20 hvor Rst. er i Uorden, maa Datterens Navn være faldet ud af Texten, og det lader sig kun gjætte, at Ela, eller, efter Hela var
ib. L. 25-26. e. Rst. Þæt him his wine-magas, Georne hyrdon.
S. 8. L. 1-3. efter Wanl. og Rst. Oþ þæt seo geogoþ geweox, Mago-driht micel, Him on mod bearn. L. 9. efter Prof. Rasks rigtige Skiøn: Æfre gefrunon. L. 14-15, efter mine Tanker: Buton folcs care, And feorme gumena.
ib. L. 26-27. e. b. A. og Rst. Se þe his wor-des geweald, wide hæfde.
S. 9. L. 2. e. f. A. Sinc æt symle. Lin. 7-11. e. b. A. Ne wæs hit leuge þa gen, Þæt se secg-hete, Aþum swerian, Æfter wælniþe, wæcnan scolde, men er Ordene ei slemt forskrevne, maa der mellem: hete og aþum være Noget borte.
ib. L. 19-22. e. Rst. Þær wæs hearpan-sweg, Swutol sang scopes, Sægde se þe cuþe.
S. 10. Lin. 1. e. b. A. Swa wæter bebugeþ. L. 23-25. e. Rst. Fifel-cynnes eard, Won-selig wer, Weardode hwile.
Þone cwealm gewræc, Ece-Drihten, Þæs þe he Abel slog, Ne gefeah he þære fæhþe, Ac he him feor forwræc, Metod for þy mane, Man-cynne from, Þanon uncydras, for hvilket sidste Ord dog a. A. har: uncyþras, som vel er rigtig.
ib. L. 21. har e. a. A. først staaet: Æfter beor-þege, som vist er det rette.
S. 12. L. 15-16. e. Rst. Grændles guþ-cræft, Gumum undyrne, og L. 19-20. Micel mor-gen-sweg, Mære þeoden. L. 25 e. b. A. Syþþan hie þæs laþan, og L. 28 e. Rst. Was þæt gewin to strang.
S. 13. L. 1-4. e. Rst. Laþ and langsum, Næs hit lengra fyrst, Ac ymb ane niht. L. 7-10. And no mearu (mearn) fore, Fæhþe and fyrene, Wæs to fæst on þam, men her L. 10-14 er der et Hul, som Heal-þegnes hete, Heold hyne syþþan, Fyr and fæstor.
ib. L. 23-24 e. f. A. og Rst. And wiþ rince wan, Ana wiþ eallum.
S. 14. L. 2. maa læses: Wine Scyldinga. L. 5-6. e. Rst. sammentrækkes, L. 11. e. b. A. Hete niþas wæg, ligesom L. 17. Mægenes Deniga, og Lin. 19-20. Fea þingian, Nænig þær witena, Wenan þorfte. L. 24 efter mine Tanker: Etende wæs.
S. 15. L. 11. e. f. A. Sinc-fage sele, og L. 13-14. e. Rst. No he þone gif-stol, Gretan moste.
Ne wiston hie drihten god, Ne hie huru heofena helm, Herian ne cuþon. L. 18 skal, efter Professor Rasks sig selv bevisende Gjætning, læses: Wa, og e. b. A. biþ.
S. 17. L. 3-4. e. Rst. Singala sead, Ne mihte snotor hæleþ, ligesom L. 6-7. Wæs þæt ge-win to swyþ, Laþ and langsum.
S. 18. L. 7. efter Prof. Hwetton hige-rofne, og L. 17-18. e. Rst. Lagu-cræftig mon, Land-gemyrcu.
S. 19. L. 7. efter Prof. Famig-heals (som S. 143 L. 26) og L. 6-7 maa da, e. Rst. læses: Winde gefysed, Flota famig-heals, Fugle gelicost. L. 22-23. e. b. A. Sæ-wudu sældon, Syrcan hrysedon, og L. 26. e. f. A. Þæs þe him yþ lade.
S. 20. L. 12. e. b. A. Wicge ridan, og at wicg er en Hest, seer man godt S. 24, 26 &c. Det er Mægen-wudu L. 15 jeg har søgt at udtrykke ved: Marskalk-Stav. L. 20. e. b. A. brontne et ubekjendt Ord, som efter Brugen her, S. 45 L. 9 og S. 110 L. 23, vel betyder: skarp.
S. 21. L. 3. e. b. A. Cuman, og L. 11-12. e. Rst. Þonne is eower sum, Secg on sear-wum, men herefter fattes vist Noget, ligesom og Rst. fattes, naar man e. f. A. læser L. 13: Nis þis eld-guma. L. 15-16 skal efter Rst. sammentrækkes.
ib. L. 21. skal, efter Professor Rasks Skiøn, i Medhold af a. A. læses: Leas sceaweras
S. 22. maa, e. Rst. L. 2-3 sammentrækkes, og L. 4. e. b. A. og Rst. som Prof. Him se yldesta.
S. 23. L. 2. læser jeg: Wæs þu us larena god, og L. 6-9 e. R. Ne sceal þer dyrne sum, Wesan þæs ic wene, Þu wast gif hit is. L. 13 e. f. A. Sceaþena ic nat hwilc.
S. 24. L. 22-23. e. Rst. Swylce ic mago-þegnas, Mine hate.
S. 25. L. 4-9. e. Rst. Wudu wunden-heals, To Weder-mearce, God-fremmendra swylcum, Gifeþe biþ, Þæt þone hilde-ræs, Hal gediged. L. 12. e. b. A. Seomode, ligesom og L. 15. Eofor-lic scionon. L. 19. e. a. A. Ferh-wearde heold.
ib. L. 22-23. rime saa slet, at der nødvendig maa fattes to Linier, hvori man kan tænke
S. 26. L. 5-6. fattes ogsaa hver en Staldbroder, som skulde sige
ib. L. 13. læser jeg: Mæl is me to feran, og L. 16. skal læses: Eowic gehealde (See
S. 27. L. 2-4. e. b. A. og Rst. Þa hie to sele furþum, In hyra gryra-geatwum. L. 8 læser jeg: Rondas regn-hearde, og L. 17: Wæs se iren-þreat, samt e. b. A. Lin. 20: Oret-mecgas, ligesom og L. 22-23: Hwanon fe-rigead ge, Fætte scyldas.
Wen ic þæt ge for wlence, Nalles for wrec-siþum, og L. 23-24 sammentrækkes e. Rst.
S. 29. L. 20. e. b. A. Þæt he etc. ligesom og L. 24-25. To his wine-drihtne, Her syn-don geferede. L. 27-28. e. Rst. Ofer geo-fenes begang, Geata-leode.
S. 30. L. 8-12. e. Rst. No þu him wearne ge-teoh, Þinra gegn-cwida, Glædnian (e. b. A. glædman) Hroþgar, Hy on wig-getawum og L. 14 e. b. A. Eorla ge æhtlan, hvor nok en lille Feil er indløbet.
ib. L. 15-17. e. Rst. Huru se aldor þeah, Se þem (þæm) heaþo-rincum.
S. 31. L. 3-4. læser jeg: Is his eafora nu, Heard her comen, og L. 6-7. Þonne sægdon þæt, Sæ-liþende. L. 24-25. e. f. A. Beo þu on ofeste, Hat ingan, men det hverken rimer eller forslaaer, saa der maa fattes Lidt.
S. 32. L. 2-3. skulde rime, men kan ikke, formaae ei heller at udføre, hvad der nødvendig skulde staae, at Word inne abead.
ib. L. 12-14. e. Rst. Nu ge moton gangan, Meowrum (miþ eowrum)
ib. L. 21. læser jeg, efter Prof. Aras þa se rica, og L. 25. e. f. A. Heaþo-reaf heoldon.
ib. L. 6-15. e. Rst. On him byrne scan, Searo-net seowed, Simþes orþancum, Wæs þu Hroþgar hal, Ic eom Higlaces, Mæg and mago-þegn, Hæbbe ic mærþa fela, Ongunnen on geogoþe.
S. 34. L. 12. forstaaer jeg ikke. L. 14 læser jeg, med Prof. niceras nihtes, og L. 15-17. e. Rst. Nearoþearfe dreah, Þrec-wedera niþ, men paa Bemærkelsen af disse og de to følgende Linier kan jeg kun gjætte.
S. 35. L. 3. læser jeg: Freo-wine folca, hvortil b. A. henpege, og L. 5-7. e. Rst: Þæt ic mote ana, Minnra eorla-gedryht. L. 13. e. b. A. Wæpna ne ræcceþ, ligesom og L. 19. Oþþe sidne scyld.
S. 36. L. 5. e. f. A. Etan unförhte.
ib. L. 8. e. b. A. Na þu minne þeurft, og hafela. L. 9. som ellers er et ubekjendt Ord, skal betyde: Hoved, som man seer af Brugen: S. 53. 101. 110. 115. 122. 124. 134. L. 11. læser jeg: Dreore fahne, og L. 15. Eteþ som og først har staaet i a. A. L. 17. afbryder Sammenhængen, og der er da lidt borte, som jeg har gjættet paa.
ib. L. 22. skal der læses, ligesom S. 112. L. 23. Gif mæc hild nime.
ib. L. 28. efter Prof. Gæþ a wyrd etc.
Þa ic furþum weold, og L. 21-22 maa e. Rst. læses: And on geogoþe heold, Gimme-rice.
S. 38. L. 7 e. b. A. Ealde madmas og L. 8. e. f. A. He me aþas swor.
ib. L. 20-21. e. f. A. og Rst. God eaþe mæc, Þone dol-sceaþan.
S. 39. L. 6. e. f. A. Þonne dæg lixte, L. 9. e. b. A. Heall heora-dreore. L. 13 læser jeg: Site nu to symle og L. 15. har b. A. Sigehreþ secgu, men her fattes vel Noget, dog har jeg i Rimet neppe gjættet rigtig. Rimeligst finder jeg det at L. 14 skal læses: And onsæl muþe, eller noget sligt, saa det er en Opmuntring til at slaae Gjækken løs. L. 22 har b. A. Sittan eodon og L. 27. Scencte scir wered (weorod).
S. 40. L. 9-12. e. Rst. Onband beadu-rune, Wæs him Beowulfes siþ, Modges merefaran. L. 16-18. er i Vilderede, og man skulde synes det maatte være: Æfre mærþa ma, On middan-gearde, Hæfile under heofenum, thi det er aabenbar Meningen, ligesom der da ogsaa, e. f. A. L. 19. skal læses Þonne he sylfa. Her endes Parenthesen og L. 20. begynder Eart þu se Beowulf.
S. 41. L. 2. er neþdon: vovede, som man lærer af de mange Steder i Digtet, hvor neþan og geneþan bruges, saasom S. 43. 69. 74. 111. 160. 175. 187. L. 17-19. e. Rst. He þe at (æt) sunde ofer-flat, Hæfde mare mægen.
S. 42. L. 6-8. læser jeg : Wyrsan geþingio, Þeah þu heaþo-ræsa, Gehwær dohte, og vil bemærke, at heaþo-ræs er et Dommedags-Slag her, saavelsom S. 44 og 80. L. 11-12. i Medhold af b. A. Niht-longne fyrst, Nean bidan.
S. 42. L. 3. hører: Ut. til L. 2. L. 8. læses e. f. A. wiþ hron-fixas og L. 9. e. a. A. Werian.
S. 44. L. 23-25. hænger ikke rigtig sammen, og jeg vil mene, der skulde staae: Na (eller ironisk: þa) hie þære fylle, Gefean hæfdon, Dæd-lean for mane, thi det er Meningen.
S. 45. L. 4. e. b. A. Mecum wunde, med samme Hjemmel L. 9. On brontne ford, og paa eget Ansvar L. 11. Lade ne letton, samt L. 14. Brimu swaþredon. L. 23. har b. A. Niceras nigene.
S. 46. L. 7. maa vel læses: Wadu weallende. L. 12-13. e. Rst. Breca næfre git, Æt heaþo-lace. L. 17-18.
S. 46. L. 27. — S. 47. L. 2. e. Rst.: Þæt næfre Grændel swa fela, Gryra gefremede, ligesom S. 47. L. 10-12. Þæt he þa fæhþe ne þearf, Atole ecg-þræce, Eower leode; men selv naar man tillige, L. 15. e. b. A. læser: nyd-bade, og L. 19, efter mine Tanker: Swefen, bliver her dog Adskilligt at spørge om. Dog kan Meningen ei være tvivlsom, især, da onsittan (L. 13.) hos Cæd. 19. 10. og 47. 11. har Bemærkelsen: at grue for (sich entsezen).
S. 48. L. 12. læser jeg: Fæst-rædne geþoft, og L. 13-17. e. Rst. og med Hensyn paa b. A. Þær wæs hæleþa hleahtor, Hlyn swynsode, Word wæron wyn-sume, Eode Wealh-þeow forþ.
ib. L. 26. e. b. A. Bæd og L. 27. e. f. A. beorþege.
S. 49. L. 1. e. b. A. Leodum leofne, L. 5-7. e. Rst.: Ymb-eode þa, Ides helminga, Duguþe and geogoþe, L. 11. e. b. A. Þæt hio, og L. 18-19. e. Rst. ud i Eet.
ib. L. 25. e. a. A. Æt Wealhþeon.
S. 50. L. 10. e. b. A. Feond-grapum fæst, og L. 22-23. e. Rst. og f. A. Þa wæs eft swa ær, Inne on healle.
S. 51. L. 3. seer man strax der fattes Noget, som gjør hele Stykket, til L. 12. Afbræk; men naar man, L. 8, som man sikkert kan, læser: Oþ þet og afdeler e. Rst.: Oþ þæt nipende, Niht ofer ealle, Scadu-helma gesceapu, Scridan cwomon, (e. b. A. cwoman) kan Meningen ei være tvivlsom. — L. 14-17 læser jeg, efter Skjøn og Rst. Gegrette þa, Guma oþerne, Hroþgar Beowulf, And him hæl abead, L. 20-21. Næfre ic ænegum men, Ær alyfde, og L. 28. Gemyne etc.
S. 52. L. 11-13. e. b. A. og Rst.:
anhere; men ved at læses: No ic me on here-wæstmum, Hnahran talige, Guþ-geweorca, Þonne Grændel sie, Forþam ic hine sweorde, Swebban nelle.
ib. L. 21. e. b. A. Rand geheawe og L. 22. e. f. A. Þeah þe he rof sie.
S. 54. L. 10. efter Prof. Snellic sæ-rinc, og L. 19-20. e. Rst. Þæt [hie] ær to fela micles, In þæm win-sele. L. 24 e. a. A. Wig-speda gewiofo (gewife).
S. 55. L. 5-11. læser jeg, e. Rst. og Skiøn: Manna-cynnes, Weold wide-ferhþ, Com on wanre niht, Scriþan sceadu-genga, Sceotend swefon, Þæ þæt horn-reced. Saaledes klares nok bedst dette dunkle Sted, skjøndt jeg har oversat efter den Gjætning, at man skulde læse: Sceotend swefn on þa. wide-ferhþ findes siden i Digtet S. 71 og hos Cædmon 22. 13; Rst. skal der være: W. og ride feshþ er vist ingen Ting.
ib. L. 23. e. b. A. Þa com of more.
S. 56. L. 6. e. b. A. To þæt þe he win-reced L. 13-14 sammentrækkes e. Rst. L. 17. e. b. A. Heal-þegnas. L. 20. Duru sona on-arn. L. 22. seq. har b. A. omtrent: Siþþan he hire fölmum . . an (æt-hran?) On-bræd þa bealo-hydig, Þa . . . . . . bolgen wæs, og naar man da vil læse: Þa he gebolgen wæs, er Alt i Orden.
raþe læser: Raþe æfter þonne, On fagne flor — L. 19-21. efter f. A.: Wist-fylle wen, Ne wæs þæt wyrd þa gen, Þæt he ma moste, ligesom og L. 27. under fær-grirum.
S. 58. L. 3-5. e. Rst.: Ac he gefeng hraþe, Forman siþe, Slæpendne rinc, L. 14-16. e. f. A. og Rst.: Forþ near æt stop, Nam þa mid handa, Hige-rihtigne, og L. 22. e. b. A.: And wiþ earm gesæt.
S. 59. L. 5-12. e. Rst. Hyge wæs him hinfus, Wolde on heolster fleon, Secan deofla gedræg, Ne wæs his drohtoþ þær, Swylce he on ealder-dagum.
ib. L. 24. e. a. A. Swa wirde gewindan (wiþergewinnan?) udentvivl fattes her Lidt.
S. 60. L. 8. veed jeg intet Raad for, men L. 10. e. b. A. Reþe ren-weardas, L. 12. Þa wæs, og L. 26-27. e. Rst.: Þæs ne wedon ær, Witan Scyldinga.
S. 61. L. 2. e. Rst. ventelig: Betlic som S. 145, skiøndt ogsaa det Ord er ubekiendt — L. 8. e. f. A. Niwe geneahhe, L. 11. e. b. A. Anra gehwylcum, og L. 12. e. f. A. Þara þe of wealle.
ib. L. 19-20. e. b. A. Helle-hæft on, Heold hine fæste.
S. 62. L. 3. e. b. A. Leoda ænigum, og L. 7-9. tillige e. Rst.: Ealde-lafe, Wolde freadrihtnes, Feorh ealgian.
ib. L. 22. Guþ-billa nan, men hvad der skal staae L. 25 istedenfor: forsworen, veed jeg kun det om, at Ordet maa bemærke: forgjøre, dølge eller Sligt.
S. 63. L. 12-13. e. f. A. Þat him se lic-homa, Læstan nolde.
ib. L. 18-19. e. b. A. og Rst. Lifigende laþ, Lic-sar gebad, ligesom og L. 22-24: Syndolh sweotol, Seonowe onsprungon, Burston ban-locan.
ib. L. 24-28. e. Rst.:
S. 64. L. 18. e. b. A.: Geat-mecga leod, og L. 27.-S. 65. L. 1. e. Rst.: Þæt wæs tacen sweotol, Syþþan hilde-deor, Hond alegde.
S. 65. L. 5. e. f. A.: Geapne . . . . e. a. Geapne hr . . . og man seer da let, det skal læses: Under geapne hrof. — L. 14. e. b. A. Laþes lastas.
S. 66. L. 5-6. e. Rst. og b. A. Heoru-dreore weol, Deaþ-fæge deog. L. 15. e. f. A. Of gomen-waþe.
S. 67. L. 3-4. ud i Eet. e. Rst. L. 14. e. b. A. Cystum cuþe, og L. 22. maa læses: Soþe gebunden.
S. 68. L. 2-6. e. Rst. Þæt he fram Sigemunde, Secgan hyrde, Ellen-dæþum, Uncuþes fela, Wælsinges gewin.
L. 10-11. e. Rst. og a. A. Fæhþe and fyrene, Buton Fitela mid. Er det følgende: hine ikke en Skrivfeil, da fattes her i det Mindste to Þonne, og derpaa skal e. b. A. uden Ophold fares fort saaledes: Þonne he swulces hwæt, Secgan wolde, Eam his nefan, Swa hie a wæron. L. 22-24. er en Parenthes, som læses: Sigemunde gesprong, Æfter deaþ-dæge, Dom unlytel ɔ: For nu nemlig, da ved Skjaldens Sang hans de Fleste hidtil forborgne Bedrifter kom i He under harne stan, ligesom S. 107. L. 28. (under Graa-Stenen).
S. 69. L. 4. e. b. A. og Rst. Ne wæs him Fitela mid. L. 9-10. e. Rst. Dryhtlic iren, Draca morþre swealt. L. 15. e. f. A. Selfes dome. Om der L. 26-27. fattes Noget, kan jeg ikke sige, da Overgangen vel synes lidt, men dog ikke usædvanlig, hovedkulds, da Rst. er i Orden, og onþah, hvis det er et rigtigt Ord, vist maa kunne betyde det Samme som: þah: kom i Veiret.
S. 70. L. 2-3. e. Rst. He mid Eotenum wearþ, On feonda geweald. L. 7. kræver Ordføiningen: Lemedon, og dette ubekjendte Ord maa bemærke: piindepiindeSwylce oft bemearn. L. 19-20. e. Rst.: Fæderæþelum onfon, And folc gehealdan. L. 23-24. er aabenbar et Hul; men fattes dog neppe mere end et Par Ord om, at han, ligesom hans Fader Hermod (see S. 129) sveeg Hine fyren onwod ɔ: Skalkhed betog ham.
S. 71. L. 17-18. e. b. A. Medo-stig gemæt, Mægþa-hose.
S. 72. L. 1-2. e. Rst. Lungre gelimpe, Fela ic laþes gebad. L. 15-16. rime vel, men komme dog saa ilde overeens, at jeg neppe tør foreslaae Forlig; men saae helst, de kunde skilles ad paa en god Maade. Det lod sig imidlertid tænke, der skulde staae: Wean wid-scufon, Witena gehwylcne. L. 24. maa læses: Dæd gefremed.
S. 73. L. 7. e. b. A. Bearn-gebyrdo, men Verbumet fattes, og er ventelig fortrængt af det, desuden mistænkelige: eald L. 5. — L. 13-15. e. Rst. Niwe sibbe, Ne biþ þe ænigre gad, Worolde wilna.
ib. L. 24-26. maa læses: Þæt þin lyfaþ ar, A to aldre, Alwalda þec; men da L. 23-24 slet ikke rimer, fattes vel to Linier, som dog ei kunde forandre Meningen.
S. 74. L. 5. e. f. A. geneþdon. L. 6. e. b. A. Eafod. L. 10. ventelig: Feond on fæterum, L. 13: Heardan clamum eller jeg veed ikke hvad. — L. 16-17. fattes Rst., saa der vel er faldet et Par Linier, eller eet Ord ud af Texten, men L. 18-19. skal læses: Licgean lif-bysig, Butan his lic swice, og L. 23-27. maa vel afdeles: No ic him þæs georne æt fealh, Feorh-geniþlan, Wæs to fore mihtig, Feond on feþe, Hwæþere he his folme forlet. L. 28. e. b. A To lif-wraþe.
No þær ænige swa þeah.
S. 76. L. 4. maa vel læses: Egl unheoru, men hvad det er, veed ikke jeg, ligesom, just ikke Meningen, men Ordføiningen langs ned til L. 11. er lidt dunkel. L. 12. maaskee: Þa wæs hea-timbrede.
S. 77. L. 1-6. skal Ingen svare for, men naar de afdeles: Iren-bendum fæst, Heor ras to hlide, Ne hrof ana, genæs ealles ansund, Þe se aglæca, Fyren-dædum fag, On fleam gewand, bliver dog Rimet istand, og Meningen utvivlsom. — L. 25-28. e. Rst. og b. A. Ne gefrægn ic þa mægþe, Maran weorode, Ymb hyra sinc-gyfan, Sel gebæran.
S. 78. L. 2-5. e. Rst. Blæd agande, Fylle gefægon, Fægere geþægon, Medo-ful manig, Magal (magas) þara. — L. 15. læser jeg: Bearn Healfdenes, da Subjectet ellers mangler.
S. 79. L. 1-4. e. Rst. Ne gefrægn ic freond licor, Feower madmas, Golde gegyrede. L. 6. nødvendig: In ealo-bence.
ib. L. 10. e. b. A. Wirum bewunden, og Myrthe er den eneste Oversættelse man finder af: wir, men den huer mig ikke længer, især da Ordet S. 180. L. 12. nødvendig maa have en anden Bemærkelse, og betyder ventelig noget Hexerie. — L. 14. e. a. A. Scur-heard sceþþan.
S. 80. L. 3-5. har jeg ei kunnet meer end gjætte paa. Maaskee handle de om Hesten, som om der stod: Næfre on eare læg, Wig-cuþes wicg.
And þone ænne heht, Golde forgyldan. — L. 5-7. e. Rst. Swa he hyra ma wolde, Nefne him witig God.
ib. L. 13-16. e. Rst. Forþan biþ andgit, Æghwær selest, Ferhþes fore-þanc , Fela sceal gebidan.
S. 82. L. 3-4. er Rst. i Orden, naar man læser: Þa hie se fær beget, men foran: Finnes easorum mangler alligevel Noget. — L. 5. maa læses:
ib. L. 8-9. Seer lidt betænkelig ud, men naar feallan forstaaes omtrent som hos Cædmon 33. 25. gaaer det dog vel an.
ib. L. 13-14. rimer ikke, saa der maa vel fattes Lidt, men at: beloren er: berøvet, seer man hos Cædmon 3. 2. — L. 18-20. e. Rst. og b. A. Þæt wæs geomoru ides, Nalles holinga, Hoces dohtor.
ib. L. 26-27. har neppe foran sig, hvad ret er, men maae forstaaes om
S. 83. L.6. læser jeg: Wiþ Hengeste. — L. 11-12. skal e. Rst. sammentrækkes.
S. 84. er saa vanskelig, at Fordelingen af Løsterne kun er bygget paa Rimelighed.
ib. L. 26. Fattes aabenbar Noget, hvis Syþþan ei er en Skriv-Feil, og følgende Linie, som e. f. A. maa læses: Ad wæs geæfned forøger Mistanken, hvorom Mere i Indledningen!
S. 85. L. 5. e. f. A. Æt þæm ade wæs.
ib. L. 17. fattes sin Følgesvend, og L. 19. skal. e. b. A. læses: Earme on eaxle.
ib. L. 22. maa nødvendig læses: Guþ-rec astah, og L. 26.: Hafelan multon.
S. 86. L. 5-6. Bega folces, Wæs hira blæd scacen.
ib. L. 7-17. har vist havt Noget foran sig, som nu savnes, og er i stor Forvirring, som end ikke ganske hæves, ved, e. A. og Rst. at læse: Gewiton him þa wigend, Wica neosian, Freondum befeallen, Frysland geseon, Hamas and hea-burh, Hengest þa gyt, Wæl-fagne winter, Wunode mid, Finnel unhlitine, Eard gemunde, Þeah þe he meahte. Der kan imidlertid neppe være Tvivl om, at Finnel skal læses: Finnes, unhlitine: unhlisne eller unliþne, Þeah þe he: Þeah þe he ne, og da gaaer det an.
S. 88. L. 3-7. hænger det neppe ret sammen med; men som det staaer, maa man e. Rst. læse: Ætwiton weana dæl, Ne meahte wæfre-mod.
S. 89. L. 9. maa læses: Æghwylc oþrum, og L. 15. e. b. A. His ferhþe treowde, men i Øvrigt udmærker denne Side sig ved en Deel Þa cwom Wealþeo forþ-gan, Under gyldnum beage, Þær þa godan twegen, Sæton suhter-gefæderan, Þa gyt wæs hiora sib æt-gædere, Æghwylc oþrum trywe, Swylce þær Hunferd Þyle, Æt fotum sæt frean Scyldinga, Gehwylc hiora his ferhþe treowde, Þæt he hæfde mod micel, Þeah þe he his magum nære, Arfæst æt ecga-gelacum.
S. 90. L. 4-6. kan man til Nød finde Riim, men ei Rede i, uden under den Forudsætning, at: bedre Ven end
ib. L. 8. maatte man, da Talen aabenbar er Hereric for et Appellativ, dersom ikke S. 165. L. 12. forbød det; men nu maa man lade det staae ved sit Værd.
ib. L. 17-25. e. Rst. Ic minne can, Glædne Hroþulf, Þæt he þa geogoþe wile, Arum healdan, Gyf þu ær þon he, Wine Scyldinga, Worold oflætest, Wene ic þæt he mid gode.
S. 91. L. 12. e. a. A. Be þæm etc. L. 24-26. e. Rst. Selran hyrde, Hord-maþmum hæleþa, Syþþan Hama æt-wæg.
S. 92. L. 1-2. e. To here byrhtan-byrig, og L. 8. e. b. A. Þone hring hæfde.
ib. L. 13. Sinc ealgode. L. 20. maa være Eorcnan-stanas.
ib. L. 23-25. e. Rst. og b. A. He under rande gecranc, Gehwearf þa in Francna fæþm.
S. 93. L. 8-9. sammentrækkes. L. 12. maa vist læses: Hyse mid hæle, og L. 14. skrives: Neot þeod-gestreona; men hvordan L. 23-26. skal helbredes, veed jeg ikke.
S. 94. L. 1. læser jeg: Ic þe an tela.
ib. L. 3. e. b. A. Beo þu suna minum. L. 10-14. e. Rst. Þegnas syndon geþwære, Þeod eal-gearo, Druncne dryht-guman, Doþ swa ic bidde. L. 18. e. b. A. Wyrd etc.
ib. L. 28. maa nødvendig læses: Swa hi oft ær dydon.
S. 95. L. 7. maa være: Setton him be heafdum.
ib. L. 16. e. a. A. Wæs þeaw hyra og L. 22. e. b. A. Swylce hira man-dryhtne.
S. 96. L. 4. e. b. A. Grendel warode. (beboede, som S. 103. L. 23.) L. 9-12. e. b. A. og Rst. Wid-cuþ werum, þæt te wrecend þa gyt, Lifde æfter laþum, og L. 16. e. a. A. Ides aglæc wif.
ib. L. 21. læser jeg: Siþþan Cain gewearþ.
S. 97. L. 3-7. e. Rst. og b. A. Wæs þæra Grendel sum, Heoro-wearh hetelic, Se æt heorote fand, Wæccendne wer.
ib. L. 10. e. b. A. Æt grape wearþ. L. 16. e. a. A. Are gelyfde.
ib. L. 18-19. sammentrækkes, og L. 23. e. b. A. Deaþ-wic seon.
ib. L. 25-27. e. Rst. And his modor þa gyt, Gifre and galgmod, (gal-mod) gegan wolde.
S. 98. L. 11. e. b. A. mægþa-cræft og L. 13. maa da læses: Be wæpned men. L. 25-27. har jeg nok taget Feil ad, thi sikkert fattes her et Par Linier, hvori
S. 99. L. 2. e. b. A. beorgan, og L. 13-15 e. b. A. og Rst. Þone þe heo on ræste abreat, Blæd-fæstne beorn, næs
ib. L. 26. skal e. b. A. he læses: hie og L. 24-26. maa da vel lyde saa: Geworden inwit nu, Ne wæs þæt gewrixle til, Þæt hic on ba healfe.
S. 100. L. 4-5. e. a. A. Syþþan he aldorþegn, Unlifigendne.
ib. L. 19. læser jeg: Wyrre gefremman.
ib. L. 22. e. b. A. Mid his hand-scale.
ib. L. 25. læser jeg: Wordum hnescde.
S. 101. L. 15. e. b. A. Hafelan weredon.
ib. L. 18-19. lærer Rst. at der fattes om ei en heel Linie, saa dog et Par Ord.
S. 102. L. 18-21. e. Rst. og b. A. Se þe æfter sinc-gyfan, On sefan greoteþ, Hreþer bealo-hearde; men endda er her Feil.
S. 103. L. 6. tænker jeg, der for: wæs skal læses: næs, og: næs L. 9. udslettes. — L. 10. e. f. A. Earm-sceapen, og L. 11. e. b. A. On weres-wæstmum.
ib. L. 18. e. f. A. No his etc. L. 21. e. b. A. Dyrnra.
ib. L. 23. sagtens: Warigeaþ wulf-hleoþu.
S. 104. L. 14. grund wite. L.17-23. Heorot hornum trum, Holt-wudu sece, Feorran geflyme, Ær he in wile; men her maa fattes Noget, som gjør: hafelan nis þæt heoru stow aldeles ubrugeligt.
S. 105. L. 1-3. e. f. A. Laþ-gewidru, Oþ þæt lyft drysmaþ, Roderas reotaþ.
ib. L. 6. e. b. A. Eard git ne (ginne?) const, og L. 15 maa vel læses: Wunden-golde.
ib. L. 19-25. e. Rst. Ne sorga snotor guma, Selre biþ æghwæm, Þæt he his freond wrece, Þonne he fela murne, Unc æghwylc sceal, Ende gebidan.
S. 106. L. 15. e. b. A. Ga þær he wile.
S. 107. L. 18. maa læses: Enge an-paþas.
ib. L. 21-22. e. b. A. Nicor-husa fela, He feara sum.
S. 108. L. 8-10. e. b. A. To geþolianne, Þegne monegum, Oncyþ etc.
ib. L. 15. e. f. A. Folc gesægon, som dog ogsaa halter, L. 18. fattes i b. A. Ordet mellem Fuslic og leod (ventelig: leoþ).
ib. L. 20-26. læser jeg, e. Rst. og Skiøn: Gesawon þa æfter wætere, Wyrm-cynnes fela, Sellice sæ-dracan, Sund cunnian, Swylce on næs-hleoþum, Nicras licgean.
S. 109. L. 13. sikkert: here-stræl. L. 18. e. b. A. Mid eofer-spreotum og L. 26-28. e. Rst. Gyrede hine Beowulf, Eorl-gewædum, Nalles for ealdre mearn, thi mearu er en af de sædvanlige Skriv-Feil.
S. 110, L. 1-2. e. Rst. og b. A. Scolde herebyrne, Hondum gebroden, og L. 5. Seo þe ban-cofan.
ib. L. 10. e. b. A. Aldre gesceþþan.
ib. L. 17. e. b. A. Befongen frea-wrasnum, som jeg ikke forstaaer.
S. 111. L. 8-11. e. Rst. Næfre hit æt hilde ne swac, Manna ænigum, Þara þe hit mid mundum bewand, Se þe gryre-siþas, Gegan dorste.
ib. L. 23. Selfa ne dorste.
S. 112. L. 3-5. maa man springe: in over, og læse e. Rst. Ne wæs þæm oþrum swa, Syþþan he hine æt guþe.
ib. L. 12. e. b. A. Nu for: Ne, ligesom og L. 15. þinre for: þine, og L. 19. stæle for: stole, men derhos maa man vel, e. Rst. L. 15-17 læse: Gif ic æt þearfe, Þinre scolde, Aldre linnan, Þæt þu me a wære. L. 25. e. b. A. Þe þu me sealdest.
S. 113. L. 2-6. e. Rst.: Mæg þonne on þæm golde ongitan, Geata dryhten, Geseon sunu Hræþles, Þonne he on þæt sinc staraþ. — L. 10 forvirret i. b A. og L. 11-12. Rst. betænkelig.
ib. L. 27. e. b. A. Ær he þone grund-wong.
S. 114. L. 3. Heoro-gifre beheold. — L. 12-16. e. Rst. og b. A. No þy ær ingestod, Halanlice, Hring utan ymb-bearh, Þæt heo þone fyrd-hom, Þurh-fon ne mihte.
ib. L. 18-19. e. Rst. Laþan fingrum, Bær þa seo brim-wyl (skal være: brim-wyf).
ib. L. 26.-S. 115. L. 1. e. Rst. Ac hine wundra þæs fela, Specte on sunde, Sæ-deor monig, Hilde-tuxum.
S. 115. L. 15-16. e. b. A. Ongeat þa se goda, Grund-wyrgenne. — L. 19-20. e. Rst. Hildebille, Hord swenge ne ofteah, hvor dog nok Lidt er i Ulave.
S. 116. L. 4-5. e. b. A. Helm oft gescær, Fæges fyrd-hrægl. L. 10-11. e. Rst. Nalles elnes læt, Mærda gemyndig.
ib. L. 23-24. e. Rst. Long-sumne lof, Ne ymb his lif cearaþ, og L. 26. e. b. A. Nales for fæhþe mearn.
S. 117. L. 3. e. b. A. Feorh-geniþlan, og L. 9-10. e. Rst. Ofer-wearp þa werig-mod, Wigena strengest.
ib. L. 13-17. e. Rst. Ofsæt þa þone selegyst, And hyre seaxe geteah, Brad brunecg, Wolde hire bearn wrecan. — L. 21. e. b. A.: gebearh for gebeah.
S. 118. L. 3-8. e. Rst. And halig God, Geweold wig-sigor, Witig drihten, Rodera rædend, Hit on ryht gesced, Yþelice, Syþþan he eft astod.
ib. L. 10. e. b. A. Sig-eadig bil. — L. 13-14 e. a. A. Wigena weorþ-mynd, Þæt (Wæs þæt?) wæpna-cyst. — L. 16. e. f. A. Þonne etc. og L. 21-22. e. b. A. og Rst. He gefeng þa fetel-hilt, Freca Scyldinga.
S. 119. L. 19-20. maa læses: Yrre and anræd, Næs seo ecg fracod, og L. 27.: Oftor micle.
S. 120. L. 6-8 e. b. A. Fyf-tyne men, And oþer swylc, Ut of-ferede.
ib. L. 12-13. e. Rst. To þæs þe he on ræste geseah, Guþ-werigne, og L. 22-23. sammentrækkes.
S. 121. L. 11-13. e. Rst. og f. A. Þa þæs monige gewearþ, Þæt hine seo brim-wylf, Abreoten hæfde, men udentvivl skal ogsaa her læses: brim-wyf. — L. 19. maa man nok læse: Gistas (Geatas) sæton, thi ellers fattes her Þæt he (hie) heora wine-drihten, Selfne gesawon.
S. 122. L. 3. e. a. A. Isa gelicost. L. 4. e. b. A. Þonne forstes bend, og L. 6. Onwindeþ wæl-rapas (wæg-rapas?).
ib. L. 12-16. e. Rst. og b. A. Maþm-æhta ma, Þeah he þær manige geseah, Buton þone hafelan, And þa hilt somod, Since fage. Ligeledes L. 19-20. Wæs þæt blod to þæs hat, Ættren ellor-gæst.
ib. L. 23-27. e. Rst. Se þe ær æt sæcce gebad, Wig-hryre wraþra, Wæter up þurh-deaf (þurh-dealf?) Wæron yþ-gebland.
S. 123. L. 1-2. e. b. A. Eac gefælsod, Eacne earþas.
S. 123. L. 18. e. b. A. Þa wæs of þæm hroran, og L. 21. Lagu drusade.
ib. L. 24-26. e. Rst. og b. A. Ferdon forþ þonon, Feþe-lastum, Ferhþum fægne, Fold-weg mæton.
S. 124. L. 14-16. e. Rst. Feower-tyne, Geata gangan, Gum-dryhten mid, Modig on gemonge.
ib. L. 18-20. e. Rst. Þa com ingan, Ealdor þegna, Dæd-cene man, Dome gewurþad.
ib. L. 28- S. 125. L. 1. e. Rst. og a. A. And þara idese mid, Wlite-seon wrætlic.
S. 125. L. 5. e. b. A. sæ-lac for: se lac.
ib. L. 15-16. e. Rst. Earfoþlice, Æt rihte wæs, Guþ getwæfed, som dog neppe er ganske rigtigt.
ib. L. 21. e. b. A. Þeah þæt wæpen duge.
S. 126. L. 1-2. er i b. A. forvirrede, og faaer da staae. — L. 4-5. sammentrækkes e. Rst.
ib. L. 24-26. e. Rst. Þæt þu him on-drædan ne þearft, Þeoden Scyldinga, On þa healfe.
S. 127. L. 11-13. e. b. A. Grum-heort guma, Godes and-saca, Morþres scyldig.
ib. L. 19. forvirret i b. A.
S. 128. L. 15. e. b. A. Wreopen (wreoþen?). L. 22-25. e. Rst. og b. A. Feor eal gemon, Eald … weard, Þæt þes eorl wære, Geboren betera, Blad is aræred, saa der fattes i det mindste eet Ord.
S. 129. L. 1-9. e. Rst. og a. A. Eal þu hit ge-þyldum healdest, Mægen mid modes snyttrum, Ic þe sceal mine gelæstan, Freode swa wit furþum spræcon, Þu scealt to frofre weorþan, Eal lang-twidig, Leodum þinum.
ib. L. 11-15. seer vel lidt mistænkelig ud, men kan dog forsvare sig, naar man e. Rst. læser: Ne wearþ Heremod swa, Eaforum Ecgwelan, Ar Scyldingum, Ne gewcox he him to willan.
ib. L. 25-28. e. Rst. og b. A. Þeah þe hine mihtig God, Mægenes wynnum, Eafeþum stepte.
S. 130. L. 3-4. sammentrækkes e. Rst. L. 10. e. b. A. Weorc þrowade.
ib. L. 25. e. b. A. Monnes mod-geþonc.
S. 131. L. 13. læser jeg: On sefan sweorceþ.
Læne gedreoseþ. L. 23. e. b. A. Fæge gefealleþ og L. 24-25. Fehþ oþer to, Se þe unmurnlice.
S. 133. L. 1-3. e. Rst. og b. A. Bebeorh þe þone bealo-niþ, Beowulf leofa, Seeg betsta, men sidste Linie har i det mindste een Stavelse for lidt.
ib. L. 12. e. b. A. Eafoþes getwæfeþ.
ib. L. 18. er: Oþþe vist en Snyltegjæst, og L. 19. e. f. A. Forsiteþ. ― L. 22. siger baade Sammenhæng og Rst., man skal læse: Deaþ ofer-swydeþ.
S. 134. L. 14-15. e. Rst. Þæs sig-metode þanc, Ecean dryhtne. ― L. 17. e. b. A. Þæt ic on þone hafelan, og L. 20. Eagum starige.
ib. L. 22-23. e. Rst. Symbel-wynne dreah, Wig geweorþad.
ib. L. 27.-S. 135. L. 1. Geat wæs glædmod, Geong sona to, Setles neosan.
S. 135. L. 3-7. e. Rst. og f. A. Þa wæs eft swa ær, Ellen-rofum, Flet sittendum, Fægere gereorded, Niowan stefne.
ib. L. 14. synes i b. A. at maatte læses: Geat ungemete swel.
ib. L. 21-26. har jeg gjættet paa efter Sammenhængen, uden at turde afgjøre, enten Stykket kan helbredes ved, L. 21-22, at læse: Se þe for andrysnum, Ealle beweotede, eller der vil Mere til. ― L. 27.-S. 136. L. 1. e. Rst. Reste hine þarum-heort, Reced hlinade, Geap and gold-fah, men hlinade er kun en, neppe antagelig Gjætning paa et i b. A. hlifade, eller: hleowode.
S. 136. L. 6-7. har en Brøst, jeg ei kan helbrede.
ib. L. 18-19. e. Rst. Leoflic (Loflic) iren, Sægde him þæs leanes þanc. ― L. 23-24. e. Rst. Nales wordum log, Meces ecge.
S. 137. L. 12. e. b. A.
S. 138. L. 18. læser jeg: Gif him þonne Hreþric, og L. 21.: He mæg þær fela. ― L. 25. e. b. A. Þæm þe him selfa deah.
S. 139. L. 4-5. e. Rst. og b. A. On swa geongum feore, Guman þingian.
ib. L. 11. læser jeg: Þæt te gar nymeþ, og L. 13.: Hreþles eaferan.
S. 140. L. 18-19. sammentrækkes e. Rst.
ib. L. 28.-S. 141. L. 5. e. Rst. Leode swæse, Secean on gesyntum, Snude eft cuman, Gecyste þa, Cyning æþelum, Þeoden Scyldinga, Þegn betstan.
S. 141. L. 12. utydelig i b. A. maaskee: Þæt hie him syþþan. L. 15-17. e. Rst. Wæs him se man to þon leof, Þæt he þone breostwylm. ― L. 20-22. e. Rst. og b. A. Hygebendum fæst, Æfter deorum men, Dyrne langad.
S. 142. L. 6. e. b. A. Þæt, og L. 10. udentvivl: Se þe oft manegum sceod, (see Cædmon S. 24).
ib. L. 21. Gæsne har f. A. kun Prikker, og a. A. Gæs … for, og jeg vilde læse: Gæstas ― L. 26. e. b. A. To scipe foron.
Merehregla sum, Segl sale fæst, Sund-wudu þunede, No þær wæg-flotan, Wind ofer yþum, Siþes getwæfde, Sæ-genga for og L. 26. e. f. A. Fleat famig-heals.
S. 144. L. 16. hvor Rst. skal være en Vocal, læser jeg: Oncer-bendum fæst og L. 20. e. b. A. Het þa up-beran.
S. 145. L. 5. e. b. A. Hygd etc. og L. 12-13. Ne to gneaþ gifa, Geata leodum. ― L. 15-26. er Texten usikker, skjøndt Rst. findes, saa der fattes sikkert, foran, adskillige Linier.
S. 146. L. 1. e. f. A. Mece geþiged. ― L. 5-12 e. Rst. Ne biþ swylc cwenlic þeaw, Idese to efnanne, Þeah þe hio ænlicu sy, Þæt te freoþu-webbe, Feores onsæce, Æfter lige-torne; men for Resten er her Alt kun Gjætte-Værk. ― L. 14. formoder jeg: Huru þæt onhospod. ― L. 26-27. e. Rst.: Ofer fealone flod, Be fæder-lare.
S. 147. L. 1. e. f. A. Þæt hio etc. ― L. 13. e. f. A. For þam Offa wæs.
ib. L. 18-23. er Texten igjen usikker, ligesom og i a. A. sees et aabent Rum efter L. 17. som forklarer, hvi L. 18-19. ei vil rime.
S. 148. L. 8. Bonan Ongenþeoes, skjøndt man S. 185. og 217-21. seer, det var med Andres Fingre
ib. L. 20-21. e. Rst. Heaþo-laces hal, To hofe gongan.
ib. L. 26-28. kan jeg ikke construere, hvor saa end Feilen stikker.
Syþþan etc.
S. 150. L. 9. ventelig: Sylfe geweorcan.
ib. L. 17-21. er i b. A. skjøndt paa forskjellige Steder brøstfældige.
ib. L. 28. maa nødvendig læses: Swa ne gylpan þearf, og e. a. A. er he kun en Gjætning for en Aabning.
S. 151. L. 25-26. er der, om ei Raad for, saa dog Oplysning om, foran S. 91-94. ― L. 28. e. a. A. For . . uguþe, som da, e. Rst., maa læses: For duguþe
S. 152. L. 6-7. kives Rst. og røbe Brøsten.
ib. L. 19. e. b. A. Oft seldan hwær. ― L. 24-26. e. Rst. Mæg þæs þonne of-þyncan, Þeoden Heaþobeardna, And þegna gehwam.
S. 153. L. 10. begynder f. A. ligesom et nyt Afsnit, men er der Noget borte, maa det enten være lidt vel meget, eller meget lidt.
ib. L. 15. mærke man at: beah er Verbet, og gesyhþ Substantivet. L. 17. maa læses: Se þe eal gemon. ― L. 19. e. a. A. Him biþ grim nefa, dog synes: sefa nok saa rimeligt.
ib. L. 20-21. e. Rst. Onginneþ geomor-mod, Geongne cempan.
S. 154. L. 4-6. e. a. A. Dyre iren, Þær hyne Dene slogon, Weoldon wæl-stowe, Syþþan wiþer-gyld læg, Æfter hæleþa hryre.
ib. L. 19. e. a. A. Oþ þæt sæl cymed. L. 20-22. maa der fattes Noget, og L. 25-28. bliver derved end mere usikker. Der synes talt om, at En af dem (Gubben eller Prindsen?) undkom med Flugten, men jeg kan ikke rede det ud.
To hwan ― L. 25. skal S. være Rst. og jeg læser: Sele weardodon.
ib. L. 26. maa hondscio efter Ordføiningen være Navnet paa den Kæmpe,
S. 157. L. 1. maa nok overlade sin Forgjænger et ne, imod af Efterfølgeren at faae et swa, saa man læser: Manigra sumne, Hyt ne mihte swa, eller og der maa læses: He hyt ne mihte swa. ― L. 2-3. e. a. A. Syþþan ic on yrre, Uppriht astod.
ib. L. 5. læser jeg, ved Hjelp af b. A. Hu ic etc.
ib. L. 15. maaskee: Swaþed eardade. ― L. 16. e. b. A. Hond on hiorte ͻ: heorote.
S. 158. L. 3. e. b. A. Feorran relite, som vist skal være: rehte.
ib. L. 6. læser jeg: Gomen-wudu grette.
ib. L. 22. maa for: Mode vel læses: Medo.
S. 159. L. 10-12. e. Rst. No þær hy hine ne moston, Syþþan morgen cwom. ― L. 19-20. er lemlæstet, som ogsaa b. A. vise, men Meningen er sikker nok.
S. 160. L. 7-10. e. Rst. Grimme gryre-licne, Grund-hyrde fond, Þær unc hwile wæs, Hand-gemæne. ― L. 13. fattes et Ord, som da G skal være Rst. maaskee er: grund, dog er her maaskee ogsaa nogle Linier borte.
ib. L. 18. læser jeg: Næs ic fæge þa gyt.
ib. L. 26. har: forloren Alt imod sig, men om der skal staae: forlocen eller hvad, tør jeg ei afgjøre.
S. 161. L. 2. er det manglende Ord vel e. Rst.: maþmas. ― L. 8-12. e. Rst. Gen is eal æt þe, Lissa gelong, Ic lyt hafo, Heafod-maga, Nefne Higelac þec. ― L. 14-16. e. Rst.: Eafor-heafod-segn, Heaþo-steapne helm, Here-byrnan. ― L. 21. e. b. A. Snotra fengel.
S. 162. L. 1-2. e. Rst. No þy ær suna sinum, Syllan wolde. - L. 7-8. sammentrækkes e. Rst. - L. 16-19. har flere Feil end jeg tør rette, men hvad Meningen skal være, seer jeg nok.
ib. L. 25-26. sammentrækkes e. Rst. ― L. 27. e. f. A. hydge, e. a. A. hygþe, og jeg læser: Hygde, da det aabenbar skal være samme Navn som S. 145 og 177. ― L. 28. e. a. A. Wrætlicne wundor.
S. 163. L. 3-6. e. b. A. og Rst. Þeod dohtor, Þrio wicg somod, swancor and sadol beorht, Hyre syþþan wæs, men ved: þeod dohtor maa fattes Noget, og swancor forstaaer jeg slet ikke. ― L. 7. begynder i f. A. med et Hul og er med L. 6 og 8. uforstaaelig. ― L. 9. er e. b. A. kun Swa og dode tydeligt.
ib. L. 22. e. b. A. og Rst. Hean wæs lange.
S. 164. L. 18 og 22. høre sammen, men da jeg ikke forstaaer den gothiske Landmaaling, har jeg ikke turdet sætte Hovedgaards-Taxten i Hartkorn.
ib. L. 24-28. er ikke for klare, men Meningen er dog nok ramt.
S. 165. L. 1. e. a. A. Hilde hlæmmum. ― L. 3. maa læses: And Heardrede som S. 177 og 78. ― L. 12. Nefan Hererices som, efter Ord-Føiningen maa henføres til Hardred, faaer, med samme Navn: S. 90. staae ved sit Oþ þæt on ongan (an ongan).
S. 166. L. 1-14. findes kun Dragen ved Ilden, og Tyven ved Hjelp af Oplysningen udenfra.
ib. L. 15-26. og S. 167. L. 1-7. er Hullerne det eneste Sikkre, og jeg har sat, hvad jeg efter Ruinerne, sammenlignede med det Følgende, bilder mig ind, der, blandt Andet, maa have staaet.
S. 167. L. 8. e. b. A. þæ (þær) wæs swylcra fela. ― L. 11-13. e. Rst. Swa he on gear-dagum, Gumena nat hwylc, Eormenlafe. ― L. 16-18 e. Rst. Þær gehyþþe, Deore madmas, Ealle hic deaþ fornam. ― L. 20. deles anþagen til: an þa gen. ― L. 22-24. er i Ulave, som ogsaa Rst. vise.
S. 168. L. 10. Fecfor þa cwæþ maa Fekfor efter Ord-Føiningen, være Gubbens Navn, men det klinger mig sært, og paa saa dunkle Steder kan man ikke troe sine egne Øine.
ib. L. 14. e. b. A. Hwæt hit ær on þe. ― L. 19-23. har hver sin Rst. for sig selv, som aldrig kan være gaaet rigtig til, men Døden og Glædens Tab er lige umiskjendelig.
ib. L. 26. e. b. A. Drync-fæt og sagtens skal sidste Ord læses: deore. ― L. 28. fattes (hvis jeg ikke har forseet mig) i b. A.
S. 169. L. 2. ventelig: Hyrsted golde. ― L. 4. e. b. A. swefaþ. ― L. 6. efter mine Tanker: Byran scoldon. ― L. 7. maa hereraþ vel have været: here-reaf eller noget Sligt.
ib. L. 10. e. a. A. Bite irena, Brosnaþ æfter beorne, Ne mæg byrnan hring.
ib. L. 13-15. læser jeg: Hæleþum be healse, Næs hearpan-wyn, Gomen gleo-beames, Ne guþ-hafoc.
ib.
S. 170. L. 2. e. a. A. Eald uht-sceaþa, Se þe byrnende, Beorgas seced.
ib. L. 12-13. kan der, efter Sammenhængen at dømme, ei fattes synderligt. ― L. 18-19. skal udgjøre een Linie og læses: Oþ þæt hyne an abealh.
ib. L. 22-24. e. Rst. og b. A. Fæted wæge, Frioþo-wære bæd, Hlaford sinne. ― L. 26.-S. 171. L. 1. e. Rst. On-boren beagahord, Bene geþidad.
S. 171. L. 7. e. b. A. Wroht wæs geniwad, hvoraf man maaskee bør slutte, her fattes et Par Ord om, at Herren fik Lyst til ogsaa at betragte Skatten, og at Dragen derved vaagnede. ― L. 8. e. a. A. Stonc æfter stane, og det skal ventelig betyde et Imverf uf stunian.
ib. L. 22. e. f. A. Þone þe him on sweofote.
S. 172. L. 1-3. e. b. A. Hwæþre hilde gefeh, Bea-weorces, Hwylum on beorh æt-hwearf, og her maae fattes Noget, som Rst. ogsaa bekræfte.
ib. L. 14-15. pege Rst. atter paa et lille Hul.
ib. L. 19. læser jeg: No on wealle leng.
S. 173. L. 2. e. f. A. Gledum spiwan.
ib. L. 6. e. b. A. No þær aht cwices. ― L. 24. maa læses: Him seo wen geleah (som hos Cædmon S. 2).
Þæt his sylfes ham, og L. 3-4. e. Rst. og a. A. Bolda selest, Brynewylmum mealt.
ib. L. 16. e. b. A. Swa him geþywe ne wæs, som jeg tvivler om, og lader derfor staae.
ib. L. 17. e. b. A. Hæfde lig-draca, og L. 20. Eorþ-weard þone.
S. 175. L. 6. e. a. A. Scolde lend-daga (lændaga). L. 7. e. a. A. Æþeling. L. 14. e. b. A. Hringa fengel.
ib. L. 17-20. e. Rst. og f. A. Sidan herge, No he him þam sæcce on-dred, Ne him þæs wyrmes wig, For wiht dyde.
S. 176. L. 1-2. e. Rst. And æt guþe for-grap, Grendeles magum. ― L. 12-13 e. Rst. Hioro-dryncum swealt, Bille gebeaten. ― L. 23-24. e. a. A. Hrem geþorfon, Feþe-wiges, men her er dog endda vist en Feil.
S. 177. L. 2. e. b. A. Ofer-swan þa. ― L. 5. e. b. A. Earm an-haga. ― L. 8-9. Hord and rice, Beagas and brego-stol.
S. 178. L. 2. e. b. A. Suna Ohteres. ― L. 3. e. a. A. forh-galden, maaskee: for-golden, da Talen vist er om Hevn for
S. 179. L. 4. e. b. A. Sunu Ohteres og altsaa maa enten
ib. L. 17-22. e. Rst.: Gewat þa XIIta sum, Torne gebolgen, Dryhten Geata, Dracan sceawian, Hæfde þa gefrunen, Hwanan sio fæhþ aras.
ib. L. 24-26. e. b. A. og Rst. Him to bearme cwom, Maþþum-fæt mære, Þurh þæs meldan hond.
ib. L. 27. ― S. 180. L. 1. e. Rst. Se wæs on þam þreate, Þreotteo þa secg, se þæs orleges.
S. 180. L. 7. e. b. A. eorþ-sele. ― L. 28. læser jeg Wyrd.
S. 181. L. 4. e. b. A. Sundur-gedælan. ― L. 7. e. a. A. Feorh æþelinges.
S. 182. L. 5. e. b. A. Morþor bedstred. ― L. 17-18. e. Rst. og a. A. Sceolde hwæþre swa þeah, Æþeling un-wrecen.
S. 183. L. 4. e. a. A. Symble biþ gemyndgad.
ib. L. 11. læser jeg: Þonne se an hafaþ.
ib. L. 17. e. b. A. Wind-gereste.
ib. L. 20-21. e. b. A. Hæleþ in hoþman, Nis þær hearpan-sweg. ― L. 22-23. har hver sin Rst. til Beviis paa, at Slutningen fattes.
ib. L. 24. On sealman har jeg ei kunnet finde mindste Oplysning om, og gjætter blot efter Sammenhængen, at det skal betyde Vildelse, eller Vanvid.
S. 184. L. 2. e. f. A. Wongas and wic-stede. L. 6. læser jeg: Weallende wæg. ― L. 10-11. e. Rst. og b. A. No þy ær he þone heaþorinc. ― L. 14 þeah (he) him leof ne wæs.
ib. L. 20-21. e. Rst. Swa deþ-eadig mon, Lond and leod-byrig.
ib. L. 25. ventelig: Ofer wid wæter.
S. 185. L. 1-2. vilde være uforstaaeligt, hvis ikke Paralel-Stederne gav Oplysning. ― L. 4. e. b. A. Freode ne woldon. ― L. 6-7. e. b. A. Ac ymb hreosna-beorh, Eatolne etc. L. 19-20. e. Rst. Þa ic on morgne gefrægn, Mæg oþerne.
ib. L. 24-25. e. b. A. Eofores neosaþ, Guþhelm to-glad, som i Sammenhold med S. 220-22. viser, at
ib. L. 27. har sin Rst. for sig selv, og stadfæster derved hvad Alt viser, at her er et Hul, hvori
S. 186. L. 1. maa læses: Feorh-sweng ne ofteah, men da det hører til hvad der fattes, har jeg ladet denne med begge de foregaaende Linier staae, og i dens Sted for Tydeligheds Skyld indskudt Eard eþel wyn.
ib. L. 10. kunde man fristes til at antage: gifþum for et Folke-Navn, da det gjerne kunde betyde: Gepider, som netop, efter Jornandes, var Þæt he to-giftum. L. 12. e. b. A.: Oþþe in Swio-rice.
ib. L. 15-16. maa, naar man sammenligner b. A. læses: Weorþe ge cypan, Symle etc. L. 21. e. a. A. þenden þis etc.
ib. L. 27. gjætter jeg paa Huna cempan, skjøndt der ogsaa paa Paralel-Stedet S. 216 staaer: Hugas; og min Grund er, at det aabenbar skal være Navn paa et Folk i Huner omtalte, da Huger derimod synes ingen Ting at være.
S. 187. L. 1-2. læser jeg e. Rst.: Fres-cyninge, Breost-weorþunge; Bringan moste.
ib. L. 15. e. Rst. og næsten b. A. Niehstan siþe.
ib. L. 24. e. b. A. Ut-geseceþ. ― L. 25-28. e. Rst.: Gegrette þa, Gumena gehwylcne, Hwate helm - berend, Hindeman siþe, Swæse gesiþas.
S. 188. L. 7-19. e. Rst. og f. A.: Swa ic gio wiþ Grendle dyde, Ac ic þær heaþu-fyres, Hates wene, Reþes and hatres, Forþon ic me on-hafu, Bord and byrnan, Nelle ic beorges weard, Ofer-fleon, Fotes trem, Ac unc sceal weorþan æt wealle, Swa unc wyrd geteoþ. End bemærkes at ogsaa a. A. har: reþes og trem, men at jeg heller læser: Fotes-trum, og atres for: hatres, som neppe er Noget.
ib. L. 21. skulde jeg snart troe, der bør læses: Ic eom on mode forht, eller andet Sligt.
ib. L. 22-24. e. Rst. Þæt ic wiþ þone guþflogan, Gylp ofer-sitte.
S. 189. L. 6. maa nødvendig læses: Nefne min anes, som a. A. og næsten har. ― L. 7. maa læses: Þæt he wiþ aglæcean, som og f. A. peger paa. L. 8-9. e. b. A. Eofoþe dæle, Eorlscype efne.
ib. L. 16 e. b. A. Aras þa bi ronde.
ib. L. 21-23. e. Rst. Anes mannes ne biþ, Swylc carges siþ, Geseah þa be wealle.
S. 190. L. 9 har b. A. Deop gedygan, og jeg læser da trøstig: Deor gedygan. L. 23 e. b. A. Freode to friclan
ib. L. 24. e. f. A. Fro ærest cwom. Ordet fro har jeg vel ellers ingensteds fundet, men det betyder vist: Fraade. L. 27. e. b. A. Hat hilde-swat.
S. 191. L. 10-15. e. Rst. Gomele lafe, Ecgum unglaw, Æcghwæþrum wæs, Bealo hycgendre, Broga from oþrum, Stiþ-mod gestod, Wiþ steapne (e. f. A.) rond, Winia bealdor. (Wigena baldor)
Þonne his myne sohte. Þær he þy fyrste, Forman dogore, Wealdan moste.
S. 192. L. 1. Swa him wyrd ne gescraf.
ib. L. 5. maa nødvendig læses: Gryre-fahne sloh. L. 12. e. b. A. Bysigum gebæded.
ib. L. 18-19. e. Rst. Hilde-leoman, Hreþ sigora ne gialp.
S. 193. L. 2-4. er tvivlsomme og neppe hele.
ib. L. 9. e. b. A. Hy eft gemetton, men det seer lidt mistænkeligt ud. L. 23-24 læser jeg: Hiora in anum weoll, Sefa wiþ sorgum.
S. 194. L. 3. e. a. A. Leoflic lind-wig og L. 5. e. b. A. Mæg ælf heres, men Spørgsmaal om Texten er heel. L. 20-21. e. b. A. Eanmundes laf, Suna Ohtere (Ohteres). L. 22. Þam æt sæcce weard (wearþ). L. 24. e. b. A. Weohstanes bana, men Sammenhængen byder at læse:
ib. L. 26. S. 195. L. 2. e. Rst. And his magum ætbær, brunfagne helm, Hringdebyrnan.
S. 195. L. 4. e. b. A. Þæt him Onela forgeaf. L. 27-28. sammentrækkes e. Rst.
S. 196. L. 2. læser jeg: Gewac æt wige som f. A. næsten har. L. 12. e. a. A. Þonne wig heton (we geheton). L. 16-17. sammentrækkes e. Rst. L. 26. skal: me vel udslettes.
S. 197. L. 2. e. a. A. Þeah þe hlaford us (ure). L. 19-24. e. Rst. og b. A. Þæt me is micle leofre, Þæt minne lic-haman, Mid minne gold-gyfan, Gled fæþmie. Ne þynceþ me gerysne. L. 28. e. b. A Fane
S. 198. L. 11. e.f.A. Bam gemæne. L. 12-14. e. b. A. og Rst. Wod þa þurh þone wælræc, Wig-heafolan bær, Frean on fultum. L. 18-19. e. Rst. Swa þu on geoguþ-feore, Geara gecwæde. L. 22-23. e. Rst. Dom gedreosan, Scealt nu dædum rof. L. 27. maa læses: Ic þe ful-læstu.
S. 199. L. 6-8. e. b. A. og Rst. Laþra manna, Lig-yþu forborn, Bord wiþ rond, Byrne ne meahte. L. 14. læser jeg: Þa his agen wæs, og L. 17: Mærþa gemunde. L. 20. e. b. A. Þæt hyt on heafolan stod.
ib. L. 26. S. 200. L. 2. e. Rst. og b. A. Him þæt gifede ne wæs, Þæt him irenna, Ecge mihton, Helpan æt hilde.
S. 200. L. 7. e. b. A. Þonne he to sæcce bær, og L. 11-12. Þriddan siþe, Frecne fyrdraca. L. 18. e. b. A. Biteran banum og L. 19-20. e. Rst. He geblodegad wearþ, Sawul-driore. L. 24. er gal, b. A. har: eorl for eorles, som ei hjelper.
S. 201. L. 2-3. e. a. A. Ne hedde he þæs heafolan. L. 6 og 8 har Skavank, som paa sidste Sted og Rst. viser. L. 15. e. b. A. Geweold. L. 23-24. e. Rst. og b. A. And hi hyne þa begen, Abroten hæfdon. L. 26. e. b. A. secg for: sæg.
S. 202. L. 1. maa være Siþest. L. 19. utydelig i f. A. og vist feil læst. L. 20-25. e. Rst. Innan healde, Hyne þa mid handa, Heorodreorigne, Þeoden mærne, Þegn ungemete till, Wine-dryht his, Wætere gelafede.
S. 203. L.2. e. b. A. Wunde wæl-bleate. L. 5. e. b. A. Gedrogen hæfde. L. 6-7. e. Rst. Eorþan-wynne, Wæs eall scacen. L. 14. e. b. A. Yrfe-weard, og L. 15: Æfter wurde. L. 22. e. f. A. Þe. L. 25. e. b. A. Ic on earde bad.
S. 204. L. 17. e. a. A. Since bereafod. L. 18. e. b. A. Bio nu on ofoste. L. 23. e. a. A. og Rst. Þæt ic þy seft mæge.
S. 205. L. 20. maa læses: Feormen-lease.
S. 206. L. 1-2. e. Rst. Gold on grund (grunde), Gum-cynnez gehwone, Oferhigian. L. 4. e. f. A. Swylce he siomian geseah. L. 20. e. a. A. Him on bearm hlodon (hladan).
S. 207. L. 4. e. f. A. Hatne for horde. L. 8. e. b. A. Ar wæs on ofoste. L. 20-21. e. Rst. Dryhtne sinne, Dreorigne fand, Ealdres æt ende. Efter L. 25 siger Rst. der fattes en Linie, og sander med Sammenhængen, at det maa være: Beowulf maþelode. S. 27 læser jeg: Gold sceawode og fra L. 28 tages: frean.
S. 208. L. 1-2. e. Rst. Frean ealles þanc, Wuldor-cyninge, L. 7. e. a. A. Ær swylt-dæge. L. 12-14. e. Rst. og b. A. Fremmaþ gena, Leoþa (leoda) Þearfe, Ne mæg ic etc. L. 20. e. b. A. Minum leodum. L. 26. e. b. A. Þa þe brentingas, et Ord, jeg ikke kjender, men Grammatiken formener, at brentingas maa betyde, eller staae for et Ord som betyder: Skibe.
S. 209. L. 12. e. b. A. og Rst. Ealle wyrd forsweof. L. 22. e. a. A. Him etc.
S. 210. L. 15. e. b. A. Hearde heaþo-scearde. L. 16. e. f. A. Homera lafe. L. 21. e. b. A. Nalles æfter lyfte.
S. 211. L. 7-12. e. Rst. Þæt he wiþ attor-sceaþan, Oreþe geræsde, Oþþe hringsele, Hondum styrede, Gif he wæccende wearþ. L. 13-14. e. b. A. og Rst. Dryht-maþma dæl, Deaþe forgolden. L. 23-24. e. Rst. og f. A. Þa ne dorston ær, Dareþum lacan.
He gewergad sæt, Feþe cempa. L. 9-14. e. Rst. og Ne meahte he on eorþan, Þeah he uþe wel, On þam frumgare, Feorh gehealdan, Ne þæs wealdendes, Wiht oncirran, Wolde dom Godes, Dædum rædan. L. 19. e. b. A. Eþ-begete þam.
S. 213. L. 1-2. e. b. A. og Rst. Se eow þa maþmas geaf, Eored-geatwe. L. 4-5. e. Rst. Þonne he on ealu-bence, Oft gesealde.
S. 214 L. 4-6. maa e. Rst. og Sammenhæng læses: Ferhþ-geniþlan, Fyran swiþor, Weoll of gewitte, Wegendra to lyt. L. 13 læser jeg: Lufen alicgean. L. 16. e. b. A Monna æghwylc.
S. 215. L. 2. e. b. A. Þær þæt eorl-weorod. L. 5-7. e. Rst. Bord hæbbende, Bega on wenum, Ende-dogores, And eft-cymes. L. 10. e. a. A. og Rst. Niwra spella.
S. 216. L. 4. e. b. A. hige-mædum. Efter L. 8. fattes vel en Linie, thi L. 9-10 maa nok læses: Syþþan under Froncum and Frysum, Fyll cyninges. L. 26. e. b. A. og Rst. Us wæs a syþþan, men L. 27-28 er gode Raad dyre, maaskee skal der staae: Merewicinga, Milt ungyfeþe.
S. 217. L. 7. e. a. A. Hæþcen hreþling. L. 14 e. f. A. Fæder Ohtheres. Efter L. 15 siger Rst. os, der fattes to Linier, og efter det Følgendes Dunkelhed til L. 23 at slutte, fattes endnu flere. L. 22. e. b. A. And Ohtheres.
Earmre teohhe, Andlonge (andlongne) niht. L.8-10 viser baade Rst. og Ordføining, at der i det Mindste fattes Frofor) har ingen Fostbroder, og L. 13-16 nok lidt Brøst, selv naar man, e. b. A. læser: Sarig-modum, Somod ær-dæge, Syþþan hie Hygelaces, Horn and byman.
S. 219. L. 5-6. tør jeg ikke røre ved, og hele Siden er dunkel, skjøndt Rst. er i Orden. L. 28. e. b. A. An-bid wrecen.
S. 220. L. 3. skal vel læses: Eofores anne dom, skiøndt Tingen er tvivlsom. L. 19-20. har hver sin egen Rst., og der kunde nok behøves et Par Linier til. L. 27 skal udelukkes, da den fattes i b. A. og forstyrrer godt Lag.
S. 221. L. 15-16. e. b. A. Þa him gerymed wearþ, Þæt etc. L. 24. e. b. A. Hares hyrste. L. 25-26. e. a. A. Higelace bær, H. d.. (he þam) frætwum feng saa der fattes Intet videre.
S. 222. L. 7-9. e. Rst. Jofore (a. A. Jafore) and Wulfe mid, Ofer-maþmum, Sealde hiora gehwæþrum. L. 11-13. e. Rst. Landes and locenra beaga, Ne þorfte him þa lean oþwitan. L. 15-16. e. Rst. og a. A. Siþþan hie þa mærþa geslogon. L. 24. e. b. A. Þæs te ic hafo, hverken rimer eller passer. L. 25-26. Þe us seccaþ to, Sweona leoda.
S. 223. L. 1. omt. e. a. A. Ealdor-leasne. L. 7. e. b. A. e. b. A. Folc-red fremede. L. 15. maa læOn ad-fære. L. 20 &c. fattes e. b. A. ikke to Linier, men halvandet Ord, saaledes: Grimme gecea..., And nu æt siþestan, Sylfes feore, Beagas.....te (bebohte) Þa sceall etc. L. 28 er: Muþþum bestemt feil, mundum vilde klinge slet, og det skal da vel være: maþum (maþm).
S. 224. L. 19. e. f. A. Fela reordian. L. 22-23 e. a. A. og Rst. Þeuden he wiþ wulfe, Wæl reafode.
S. 225. L. 1. e. a. A. Weorod etc. L. 27: Lyft-wynne heold.
S. 226. L. 14-16. e. Rst. og b. A. Þonne wæs þæt yrfe, Eacen-cræftig, In-monna (
S. 227. L. 7. e. b. A. og Rst. Feara sumne. L. 10-11 Wundur hwar þonne, Eorl ellenrof, Ende gefere. L. 13 Þonne leng ne mæg. L. 19. e. a. A. Seolfa ne cuþe. L. 20-21 e. Rst. Þurh hwæt his woruld-gedal, Weorþan sceolde. Det Første er dunkelt.
S. 228. L. 4. e. b. A. Wommum gewituad. L. 5 maa læses: Se þone woug strude, som dog ei klarer Alt.
S. 229. L. 1-2. e. a. A. og Rst. Wæs þæt gifeþe to swiþ, Þe þonne (þe þone þeoden?). L. 11-19. e. Rst. og a. A. Ic on ofoste gefeng, Micle mid mundum, Mægen-byrdenne, Hiþer ut ætbær, Cyning minum, Cwico wæs þa gena, And gewittig saa Hullerne stoppes. L. 22. And eowic etc.
Wigend weorþ-fullost. L. 3. e. a. A. Þenden he burh-welan. L. 6 er for lang og L. 5 behøver en Medhjelp, saa der maa læses: Oþre (siþe), Seon und secean. L. 10. e. a. A. Þæt ge genoge. L. 11 efter mit Skiøn: Nean sceawiaþ. L. 13. e. b. A. Sie sio bær gearo. L. 15. e. f. A. Þonne etc.
S. 231. L. 5. efter Skiøn: Wigena strengest. L. 16. e. b. A og Rst. Acigde og corþre. L. 26. maaskee: on hlyte.
S. 232. L. 4. e. a. A. Læne licgan. L. 5. e. a. A. Lyt ænig mearn. L. 9. e. f. A. Dracan et-scufon (æt-scufon). L. 11. Leton etc. L. 15. e. a. A. On wæn hladen. L. 18-19. e. Skjøn: Har hilde-deor, To Hrones-næsse. L. 25. e. f. A. Hilde-bordum.
S. 233. L. 5. e. a. A. Hlaford leofne. L. 7. e. a. A. Bæl-fyra mæst. L. 9. e. f. A. Wudrec astah. L. 10-13. (hvor e. b. A. skal læses Wind blond) er vanskelig at tyde, skjøndt ei at forstaae.
S. 234. L. 22-24. e. Rst. Swylce on horde ær, Niþ-þydige men, Genumen hæfdon.
S. 236. L. 2. skal være: Of lic-haman. L. 4. Swa begnornodon. L. 6. sagtens: Hlafordes deaþ og L. 11. And mon-þwærust. L. 13. e. b. A. And lof-geornost.
Hvad jeg i de hullede Blade ei var sikker paa, sprang jeg naturligviis over.
Aage(Eaha)
Asger (Æschere)
Bjansteen (Beanstan)
Bjowulf (Beowulf) seq., døer 209, brændes og begraves 232-36.
Bjowulfs-Bjerg (Beowulfes beorh)
Brække (Breca)
Brondinge-Land (lond Brondinga)
Brysing-Smykket (Brosinga-men)
Cain Broder-Morderen 10. 96.
Dagravn (Dæg-hræfn)
( Dena-land) 20. 21. 143.
Edgylfe (Ead-gilfe)
Egglav (Eeglaf)
Eggthiov (Eegþeow)
Egvell (Ecgwela)
Ela (Ela)
Fekfor (Fecfor)
Feresval (Fers-wæl eller Fres-wæl)
Finland (Finna-land)
Finn (Fin)
Finns-Borg (Fins-buruh)
( Fitela)
Folkvald (Folc-walda)
Franker ( Francan) mod dem og Friserne kæmpede
Freyvor (Freaware)
Friser ( Frysan. Fresena-eyn) var, under
( Frysland. Fresland Fresna-land) 86. 176. 216.
Frode (Froda)
( Gar-Dene) kaldes de Danske 3. 47. 140. 186.
Garmund, ældre Frænde af en
Garulf nævnes i
( Geatas)
Grændel (Grændel)
Gudlaf, efter
Hadolav (Heaþolaf)
(Hæþcyn og Hæþcen)
Halvdan (Healfdene)
Hama (Hama)
Handske (Hondscio)
Hardred eller Haardraad (Heardred)
Hela (Hela)
Helge (Halga)
Helming synes at være et ides helminga 49.
Hemming havde en Søn, som
Hengest, Frisernes Høvding paa
Herebald, Kong
Hererik kaldes
Hermod (Heremod)
( Het-ware) et Folk i
Higelak, Kong
Hildeborg (Hildeburh)
Hjorte (Heort og Heorot)
Hjorward (Heoroweard)
Hjørgar (Heorogar)
Hnæf, de Danskes Høvding paa
Hoke nævnes som
Hredrik (Hreþric)
( Hring-Dene) kaldes de Danske 11. 98. 133.
Hrodgar (Hroþgar)
Hrodmund (Hroþmund)
Hrodulf eller Rolf (Hroþulf)
Hrone-Klint (Hrones-næs)
Hrosna-Bjerg (Hreosna-beorh)
Hrunting kaldtes
Hrædel (Hræþel og Hreþel)
Hrædling (Hreþling)
Huger (Hugas) Huner, nævnes mellem de Stammer, som i
Hunferd (( þyle) hos
Hunlafing kaldes en Helt, og rimeligviis
Hæreth nævnes som
Jafad (Jafaþ)
Janmund eller Anmund (Eanmund)
Jofur (Jofor og Eofor)
Jætter eller Joter (Eotnas)som et Folk i hvis Hænder
Maglebarder (Heaþo-beardas)
Nord-Daner ( Nord-Dene) kaldes
( Niceras) et Slags Hav-Trolde 34. 45. 107. 108.
Offa, en vidtberømt Konge, hvis Lykke i Giftermaal omtvistes 146-47.
Ohter (Ohter)
Onela, Broder til
Ongenthjov (Ongenþeow og Ongenþeo)
Oslaf kaldes i
Ræmis-Grund ( heaþo ræmis)
Ravne-Skoven (Hrefna-wudu og Hrefnes-holt)
Sigmund (Sigemund)
Sigvord (Sigeferd)
Skefing (Scefing)
Skilfing (Scilfing og Scylfing)
Skiold (Scyld)
Skioldung ( Scylding) Þeod-Scyldingas. Om Ar-Scyldingas 37 og 129 skal læses sammen og bemærke Old-
Stærkhjort (Stearc-heort)
( Sweo-þeod og Sweonas) i Kiv og Strid med
( Swio-rice) 178. 186.
Sverting nævnes som
Syd-Daner ( Suþ-Dene) kaldes
Sø-Gother kaldes
Thurs eller Thusse (Þyrs)
Ulf (Wulf)
Vanraad (Wonred)
Vanraading (Wonreding)
Vaulunder (Weland)
Vendelboe (Wendla-leod)
( West-Dene) kaldes
Vigsteen (Wihstan og Weohstan)
Vilfinger (Wilfingas og Wylfingas)
Volse (Wælse)
Volsung (Wælsing)
Vulfgar hedd den Vendelboe i
Vædre og ( Wederas, Wedera-leode, Weder-Geatas) kaldes
Væder-Mark (Weder-mearc)
Væltove (Wealhþeow og Wealhþeo)
( Eodur, Frea ingwina) kaldes
Yrmenlav (Yrmenlaf)
Ælfer (Ælfhere)
Ørne-Næs (Earna-næs)
Øst-Daner ( East-Dene) kaldes