Vel kan jeg neppe troe, at Tylvten for Alvor venter noget Svar af en Mand, hvis bekiendte Mening det er, at den har, indtil Videre, udelukt sig selv af den historisk-danske Literatur, og hvis ligesaa bekjendte Tro det er, at for den Danske Histories Domstol vil Tylvtens Ord, saavel naar det gaaer i Stykker, som naar det løber ud i Eet, kiendes dødt og magtesløst at være. For imidlertid, om mueligt, at forekomme flere unyttige Spørgsmaal, erklærer jeg herved igien, at jeg anseer Tylvten med alt hvad den indeholder for et saadant Nul i den Danske Literatur, at jeg kun i en Kamp mod det Udanske i Dan-Marks Historie kan ændse den, som et Nul, der blot af Tallet, det hjelper til at udtrykke, faaer en vis Betydning.

Desaarsag kan Tylvten, for min Skyld, trøstig gjøre sig saa lystig over min Skrift, som den behager, og kun som Dannemand beder jeg Enhver sig i Danmark opholdende at forskaane mig for den Ubehagelighed at forsvare mit borgerlige gode Navn og Rygte!

Til overflødig Underretning tjener, at om ogsaa Lammeskinds-Krøniken i alle Universiteters Øine var ligesaa foragtelig en Ting, som den maa ansees for at være i Tylvtens, skulde den dog i mine beholde den Vigtighed, at jeg ei afbrød mit Arbeide derpaa uden høi Nødvendighed, end sige da for saadanne Spørgsmaals Skyld, hvoraf een Daare kan gjøre fleer i en Time, end syv Vise kunde paatage sig i hele ti Aar at besvare, selv om de havde Brev paa at beholde Samlingen saalænge.

23de Decbr. 1818.