Efterklang

Efterklang. Saa klare, saa milde Som Bølgerne trille I Belt og i Sund, Og ømmelig favne Med Bugter og Havne, Vor Mark og vor Lund, Naar Solen neddaler I Havfrue-Skiød, Og Himmelen maler Saa gylden og rød; Saa Tonerne trille I Tiden paa Søe, Og slynge sig milde Om Dannemænds Øe, Og strømme saa saare I Hjerterne ind, Som kvægende Taare Mon strømme paa Kind. Ja, Piger og Svende! Jeg maae det bekiende, I Kampen vel haard, Naar blinkende Sværde Mig klappe om Hærde, Jeg stander og slaaer, Men hører jeg sjunge Paa Bølgen den blaa Med Dannemarks Tunge De Havfruer smaa, Da rører mig Aanden Saa dybt udi Sind, Da synker mig Haanden Da vædes mig Kind, Da maa jeg begynde, Som Havfruer smaa, At svømme og nynne Paa Bølgen hin blaa, Ja, kan jeg ei sjunge, Saa nynner jeg dog Med Tidernes Tunge Paa Dannemænds Sprog. Lad Kæmper kun smile Og kalde mig blød! Jeg nynner dog: Hvile! Hvor du dog er sød! Saa sød, at al Seier Ved dig kun opveier Den mødige Kamp, Saa hvem dig ei finder, I Kampen sig vinder Kun Skygger og Damp; Saa hvem du ei qvæger Med Kiærligheds Bæger, Er levende død. Kun du giver Helte Det himmelske Belte Som frelser i Nød, Hvis kraftige Varme Indgyder os Mod Naar Fjenderne larme Og fordre vort Blod. O, tonende Bølge I Dannemarks Belt! Lad tit mig dig følge! Saa vorder jeg Helt. Lad barnlig mig svømme Paa tonende Strømme Til Fædrenes Land! Naar Hornet da gjalder, Naar Krigs-Luren kalder, Jeg staaer som en Mand, Men staaer midt i Larmen Med Barnet i Barmen, Med Bølgen i Bryst, Naar Sværdet jeg svinger, Derinde det klinger: Kun Hvile er Lyst. O Brødrene-Svende! Vi maae det bekiende Med Sorgen for sand: For sjelden vi følge Den tonende Bølge Til Fædrenes Land. O lad os hensmelte I Bølgerne blaa! Som Dannebods Helte Da skal vi opstaae; Som Bent skal vi bløde, Beseire vor Død, Og Bent skal vi møde Hvor Hvilen er sød. Ja, hør hvor det klinger Paa Dannemarks Belt, Om Dødens Betvinger Den kiærlige Helt, Der saae Danne-Virke I Chor og i Kirke, Og hørdes i Aanden Med Munden og Haanden Om Dannebod tale Der hun laae i Dvale ! O lad os dog prise Den Herre foroven, Som Dannebods Vise, For Volden og Voven! O lad os dog sande: Han signed vor Vang Med Bølgen i Strande Og bølgende Sang, Indhegnede Marken Med Fjendernes Grav, Lod Øen som Arken Sig løfte paa Hav, Lod voxe i Vangen, Og dufte i Sangen Som Blomster i Enge, De kiærlige Drenge; Og førde paa Tale, Og vakde i Sang, Den Gamle af Dvale Saamangen en Gang! Hør! det toner over Vangen Giennem Tiden som i Sangen: Lukt med Bølgen blaa! Hjerte! luk dog op dit Øre! Hør! og siig, kan du det høre Uden høit at slaae! Nei, o nei, du høit maa banke, Thi som Bølger, blaa og blanke, Ved det Ord af sanddru Skjald, Ruller Blodet i din Hal. Tiden taler, vilst du høre, Hvi de Ord saa dybt dig røre, Strømme ind i dine Sale, Røre dig endog i Dvale! Bryst kan ei for Bølger dæmme, Som i Hjertet selv har hjemme, Og det Bølge-Ord med Klang Af dit dybe Væld udsprang, Ja, du selv er fra din Vugge Lukt med Bølgen blaa, Og sit Værn at udelukke, Det er at forgaae. Bølged blaa og blanke Sø Længer ei om Danmarks Øe, Den ei svømmed meer paa Havet, Men var udi Svælg begravet; Kunde, Hjerte, du dig dølge For den blaa Kærminde-Bølge, Ei du svam paa Tidens Hav, Afgrund-Svælget var din Grav. Alt som Strandens dybe Vove Værnede om Danmarks Skove, Værned Tidens Bølge-Hær Om det danske Folkefærd, Værnede Kærminde-Voven Om det danske Hjerte-Kammer, Om den lille Fugl i Skoven Og de gamle Bøge-Stammer. Skade kun for vakkre Have Ledet tit gik slemt af Lave; Hvor, etsteds ved Landets Ender, Som i Verden, saa i Aanden, Daner grændse nær til Vender, Der var Fare stor for Haanden, Holster, Vagrer, Lyneborger Voldte Daner mange Sorger, Farlig var den tydske Flod, Kosted meget Dane-Blod, Blod ei blot som maatte flyde For den tro, den kære Jyde, Men som tabde meer end Farven I Lind-Ormens Edderflod, Mistede Kærminde-Arven: Sjælen i det danske Blod. Gamle Thyras Danne-Virke Hist ved Slie og her i Kirke Mangen Tørning fast og boldt Har i Tidens Løb udholdt, Herlig stod det sig i Striden, Men ak! det forfaldt med Tiden! Hjertet sig i Synder vendte Bort fra Bølgen blaa, Prøvede, skiøndt knap det nænte Bølgen at forsmaae, Paa det Tørre sit at have Ak! i Muld sig at begrave. Venner, der er Nød paa Færde, Lad os reise faldne Giærde! Takke Gud for Bølge-Mure Om de danske Fruer-Bure, Hegne der, hvor Faren truer Høit med Vold og kiække Buer, Hegne mod Lind-Ormens Rige, Mod det onde Blod tillige, Mod os selv, saavidt os lyster Daareflugt fra danske Kyster, Daareflugt fra sikkre Tønder Ud til Vovespil i Synder, Vovespil som ødelægger Hvad vi vandt paa danske Snekker, Medens Bølgen meer ei værger Hvad der frækt dens Gunst forsmaaer, Men med Brusen Marken hærger, Sammen om vort Hoved slaaer! Løser op de lette Gaader! Giemmer og de dunkle vel! Hegner saa i alle Maader Som sig bør, til Markens Held! Ja det har jeg høit at melde: Hvo for Dannemand vil giælde Giøre flux og flink sit bedste Marken at befæste! Tunge er de Minde-Stene, Som opreises maa paa Kant, Lidt kun aarker hver allene Seer ei heller Alt saa grandt, Mange Snore, stærke Strænge, Mange Hænder, store Tag; Danmark, deiligst Vang og Vænge Vel fortjener lidt Umag. Faaer vi Ledet ret i Lave, Lader Fjenden det vel staae, Da er Dans Kiærminde-Have Lukt med Bølgen blaa; Thi kun Bølgen avler Helte Som kan slige Stene vælte, Vælte og paa Kant dem reise, Saa de kan som Taarne kneise, Kneise over Muld i Skye, Skiænke Marken Luun og Lye. Dannemark vi da kan ligne Ved en hegnet Kirkevang, Naadig vil den Gud velsigne, Mindes mild dens Trang; Voxe skal som Græs i Enge Vevre, vakkre danske Drenge, Som om Dannebod end tale, Naar hun er i Dvale, Som med Sang af Dødens Dvale Vække hende op paa Ny, Til hun kan i Konge-Sale Hvile evig over Skye.