Thyre Dannebods Vise

Thyre Dannebods Vise. Danmark! deiligst Vang og Vænge, Lukt med Bølgen blaa, Hvor de vakkre, voxne Drenge Kan i Leding gaae. Alt mod Tydske, Svenske, Vender, Hvor dem Gud og Konge sender; Een Ting fattes ved den Have: Ledet er af Lave. Belt og Sund lod Gud indhegne Daners Liv og Lyst, Bølgen alle vide Vegne Værner Klint og Kyst; Ingen Nabo som vil vinde, Tør paa Danmark gaae i Blinde, Fik vi Ledet hængt i Lave, Lukket var vor Have. Meilfar-Sund os Fyen beskytter Tryg staaer Møens Klint, Ind til Gedsor ingen Rytter Ride skal gesvindt; Guldborg-Sund for Laaland gienner, Øresund er Sællands Tjenner, Saa har hver sit gode Lukke, Alt maa Jylland sukke. Holster, Vagrer, Lyneborger Som en farlig Flod Giør os Jylland mange Sorger, Styrte Strømme Blod, Lægges af maa slig Uvane, Skam er det at lade rane Saa vort Fæ, vort Gods, Formue, Piil vi har og Bue. Hør mig, sagde Dronning Thyre, Ret kaldt Dannebod, Hun som stod for Danmarks Styre, Viis med Mandemod: Gabet kan vi vel tillukke, Saa vi os ei lade pukke Af hver fremmed Løbeskytte, Som har Lyst til Bytte. Alt fra Vesterstrand hin brede Til Møsund i Sli Vi os vil en Vold berede, Giør' en snever Sti; Med Forlov! skal hver Mand sige, Som vil ind ad Porten kige, Derigiennem Ingen fare Skal med stjaalne Vare. Det var Ord som lod sig høre, Fædres Land det gjaldt, Faldt og i Kong Haralds Øre Vel som overalt; Da gik Bud om Land at melde: Hvo for Dannemand vil giælde, Møde flux med Vogn og Heste, Danmark at befæste. Fra hin østre Danmarks Side Kom den Skonning skrap, Her gad Sællandsfaren slide, Kiøre rask om Kap; Fynbo, Lollik kom med Jyden Som sad næst og værst ved Gryden; Ingen sig da glemde hjemme, For det Værk at fremme. Dannebod sig hjertlig glædde Der hun Skaren saae, Sagde høit: jeg nu tør vædde Værket nok skal gaae, Henter, Jyder, Ost og Kage, Mens de Andre Muld mon age, Kosten vil jer Umag spare Hvis den Vold kan vare. SkonningenSkønningen tog til at grave Alt fra Kattegat, Frem til Hallingstæd, og lave Volden høi og bradt, Sex Gang otte Fod som ragest

Ragest ↄ: rankest, steilest. Jyderne sige endnu: rav ret, og rav galt er, som man veed, noget ganske almindeligt.

, Fem Gang sex hvor den var lavest. For det meste man dog naaede Med den fem Gang otte. Sællandsfar og Fynbo Resten Reiste med en Fart, Jyden bredte Dug for Giæsten, Ingen Ting blev spart, Porte paa hver hundred Favne Satte man, lod Taarn ei savne, Fienderne som der tog Stade, Tog for Hiemgiæld Skade. At det Værk med Vold og Grave Kunde skyndes fort, Thyre lod et Bur sig lave Over høien Port, Der hun sad og saae saa vide Hvordan Gierningen mon lide; Rart sig Noget ret vil føie Under fremmed Øie. Efter Ønske voxde Volden Danne-Virke stolt, Mangen Tørning heel og holden Har den flink udholdt, Thyre sagde: Gud nu frede Volden fiin med Port og Lede! Luun og Ly den Vangen yde! Voldsmænd Trods den byde! Dannemark vi nu kan ligne Ved en hegnet Vang, Gud i Naade den velsigne Mindes mild dens Trang! Gid som Korn opvoxe Knegte, Der med Fienden frisk tør fægte, Og om Dannebod end tale Naar hun er i Dvale

Denne Kæmpevise, som er den 38te i fjerde Part, har jeg ikke kunnet behandle slet saa læmpelig som den forrige, man tør dog haabe man ved Sammenligning skal finde jeg ikke har forgrebet mig paa den, og en Vise, der er i det Hele saa herlig, og baade først og sidst saa usigelig deilig, som kun Dannemænd kan føle, nænde jeg dog ikke længer at unddrage den Tjeneste jeg kunde yde.