Efter-Klang

Efter-Klang. Veemods-Toner! Sært I klinge, Skovens Kroner, Let omsvinge. Taarer trille; Hjertet slaar. Sørge maa vi, Svanelille! Over dine bange Kaar, Ei berømme, Tør vi dine Sønners Raad, Og ei dømme Deres Daad. Skiald i Skoven! Ei jeg spørger, hvor dit Hjerte Var, da du udsang med Smerte Over Voven: Klage-Visen, som nu svinger, Atter sig med lægde Vinger, Over Voven, Over Skoven. Hvor i Hald og hvor i Hytte, Dane-Hjerter slaae og lytte: Lytte til den Veemodssang, Som af Nattergales Kluk, Og af fromme Børnesuk, Avledes i Danevang, Er i Blomsterduft indvævet, Over Bøgen sammensvævet! Jeg kun spørger, hvor dit Øie Fæsted sig i Sangens Stund? Kunde løiet Sorg vel føie Ord og Riim saa i din Mund? Eller, hvem var Svanelille! Hvad var hendes Navn paa Jord? Hvorfor tier Saga stille, Svarer ei til dine Ord! Vredes ei, du gamle Skjald! Vel jeg veed, hvad du maa svare: Siger ei mit Tonefald Høit, hvor mine Øine vare! Maa ei stedse Øiet følge Hjertets Bølge! Var ei altid det med Danen, Som med Svanen ! Kun paa Bølgen kan han kneise, Og i Luftsyn er han svag, Kun paa Bølgen han kan heise Høit sit hvide Svane-Flag; Kun i Bølgen kan han skue Billedet af Himlens Bue; Alt det Skiønne, alt det Store, Kun paa Bølgen kan han spore, Derfor Øiet altid følger Hiertets Bølger. Naar han sjunger, naar han spiller, Maa det lyde, Som naar Voven sagte triller, Eller som naar Bølger bryde, Hørde du ei Voven trille, Sagte under Svanelille, Hørte du det ikke lyde, Over hendes sjunkne Grav, Som naar vrede Bølger bryde Røver-Snekker midt paa Hav; Da forstod du ei min Sang: Dane-Harpens Bølgeklang; Da omsonst jeg nævne vilde, Dig mit Hjertes Svanelille. Godt, du Gamle! see, jeg tier, Fritter dig slet ikke meer. Tier, tænker, troer og bier, Til jeg Spor i Bølgen seer, Som mig kan det aabenbare, Hvad din Svanelille heed, Saa jeg kan med Saga svare, At for vist jeg Navnet ved. Svanelille ! Lig da under Bølgen stille, Indtil Saga selv kan finde Rede i dit Arvetal, Rejse dig et Kors til Minde, Over Markens grønne Val! Fremmed est du ingenlunde, Midlertid i Danevang, Dersom kun i Folke-Munde, Var den gamle Klagesang; Svane-Unger er vi alle, Som end elske Bølgen blaa, Søster maa vi dig jo kalde, Da din Skjald dig nævner saa. Han dig skiænket har en Stemme, Han din Klage gav en Klang, Saa vi maa dig vist indlemme I den store Svane-Sang, Som skal tone over Voven, Som skal tone over Skoven, Over Bjerg og Mark og Lund, Som skal Himlens Fugle svare, Som skal Bølgens Suk forklare, I en hellig Aftenstund; Som med Sagnet Syn skal rime, Klang med Klokke, Degn med Præst, Som i Norden skal indkime Ordets store Jubel-Fest.