---
title: Til danske Hjerter
author: Nicolai Frederik Severin Grundtvig
date: 2016-04-30
publisher: Faculty of Arts, Aarhus University
---
## Til danske Hjerter.
**E**NorgeJaskDannemarks Forbrydelser mod NorgeChristianiaHerslebBeviisNorgesend**Tryde**Glumsøe**Olsen**NæsbyeRingstedNorgeombedettrindtFædrenehøiligDannemarkvistNorgeMindeDannemarksendblødtNorges**dem,**Skilsmisse-BreveLandemærker**er Christus adskilt!**een Herre, een Troe, een Daab, een Gud og Alles Fader, som er over alle, med alle, og i alle som troeeet Legeme og alle deelagtige i**eet Brød,**nødtørftigehvo karrigen saaer, skalogkarrigen høste!NorgebyggeNorgeSachsenSachsenFædreendErts-Bjergene**Morten Luthers**Ansigtets Sveed**der,**Norges**Morten Luthers Brødre!**JubelaarLuthersudførde afÆgyptensom flyder med Melk og HonningMorten LutherefterstammeMorten LutherSædMit Raad skal da være, hvad der flyder af et Christendommens Bud, som selv de Vantroe pleie at ophøie, at vi udstrække begge Hænder til vore trængende Brødre, saavel mellem de sachsiske som mellem de norske Fjelde, og vist er det, at først da kan vi uden Skam glæde os ved det daglige Brød, der, i Forhold, er os saa rundelig beskaaret, først da kan vi, uden Bespottelse, fremdeles nedbede Himlens Velsignelse over vore Agre; først da kan vi holde en Gud velbehagelig Høitid med Taksigelse for det Lys, som, hvor det findes, maa udskinne i gode Gjerninger til Faderens Priis. Ingen undskylde sig med, at han ikke saaer eller høster eller sanker i Lade, thi føder den himmelske Fader os alligevel, som Ravne-Unger, da ere vi dobbelt pligtige til at dele Hans Velsignelse med de Nødtørftige og hvor Korn er til Fals, avle **Penge**jo Brød.
Ingen sige heller, det er eventyrligt, umueligt, at faae Hjelpen samlet og forsendt paa vide Veie, thi er kun ikke Kiærligheden os et Eventyr, finder kun den i sin sande, **virkelige** Skikkelse Vei til vore Hjerter, da finder den gavmilde Haand vel Vei til den tomme, er det ikke for langt for den Trængende, hvad der i hine Fjeldegne saatit maatte skee, hungrig at vandre saa mangt et mødigt Fjed, og det forgiæves om Brød, skulde det da synes os for meget, med ringe Umag at forskikke vor Hjelp, om det var tusinde Mile, naar Havets Heste bære Byrden, og Han, hvis Bud Vindene adlyde, selv fører Tømmen.
Ja, for at møde Alt, er her ei Tydske og Nordmænd i Landet, i Staden, er her ei agtede, anseete, kyndige Mænd af begge Folkefærd, som have Kyndinge, Frænder og Venner i Hjemmet, monne de Intet føle ved deres Landsmænds Nød! mon de skulde være uvillige til at staae bi, ja at staae i Spidsen med Raad og Daad, modtage hvad vi kan yde, forhøre hvor Nøden er størst og besørge Alt ad de nærmeste og bedste Veie! Det vilde jo være en skammelig Mistanke at tvivle derom, det kan jo ikke være andet, end at Landsmænds Suk og Skrig for Brød maa have skaaret hver ægte Nordmand og Tydsker i Hjertet, at de inderlig maae have ønsket at lindre deres Trang og stille deres Taarer, og at det kun var Frygten for at begynde, der afholdt dem fra at minde os om Christendoms Bud og Kiærligheds Pligt. Nu vel da! saa hil være de danske Præstemænd, som aabnede vor Mund med christeligt Tilraab, saa lad os nu haste desmeer, da vi have tøvet saalænge! **Nordmænd! Tydske!** prøver det kun! det er eders hellige, ueftergivelige Pligt, vælger i eders Midte blandt os, agtede, retskafne Mænd! Lad dem indbyde os til at offre vor Skiærv paa Kiærligheds Alter! og de skal sikkert erfare, at endnu ere der dog Tusinder iblandt os, der ei aldeles have glemt Faderen i Christo, Tusinder, som dog have bevaret nogen virksom Kiærlighed til Brødrene i Verden. De vil sikkerlig i Dannemarks fleste Præster finde om end ikke lige villige og varme; saa dog virksomme Medhjelpere, og det kan vist aldrig feile, at Foretagendet vil, under den Guds Velsignelse, som hører de Trængendes Suk og haver alle Hjerter i sin Haand, krones med et glædeligt Udfald, saa mange Hungrige bespises, megen Mistvivl beskiæmmes, mangt et Hjerte røres, mange Læber oplades til at prise den Eviges Miskundhed og forherlige Ordets Jubel-Aar i den Menighed, for hvis Stiftelse der er opoffret anderledes meget, end christen Kiærlighed her fordrer af os!
Og nu, til Slutning, Dannemænd! man har bebreidet os, at i Hedninge-Tider nedlokkede en af vore Konger sin norske Pleiesøn i Hungers Nød med Løfte om Korn, for at tage hans Liv, om det er sandt, veed ikke jeg, men det veed jeg, at aldrig havde vi bedre Leilighed til at bevise, at meer udansk var ingen Udaad, dog nei, kun til at vise, at vi end hade Norge paa samme Maade, som vore Fædre i fire hundrede Aar, og vi selv for fire Aar siden!
**N. F. S. Grundtvig.**