Afbrudte Strøtanker ved Brevet til Vali-Magni

Afbrudte Strøtanker ved Brevet til Vali-Magni. Hvem kalder? hvem kalder? Hvem kalder i Kveld? Hvem græder for Balder, For Balder i Hel? Hvem kalder paa Vale? Hvem søger i Nord De vestlige Sale Hvor Helten opgroer, Hvem aner vel Rinde I Lundens Kiærminde? Hvordan? har Kiærminden Nu røbet for Vinden Hvad i hende giærer, Hvad lønlig hun bærer I Barmen indsvøbt, Den levende Kierte, Der alt under Hjerte Af Aanden er døbt, Der voxen udvinder Af Svøbet sig brat Som Maanen oprinder I bælmørke Nat, Den Spæde som gløder I Fødselens Stund, Og leder om Høder Paa Mark og i Lund, Og læser i Stjernen Den Blindebuks Færd Og kløver ham Hjernen Med blinkende Sværd; Ja driver og nøder Selv Skyggen af Høder Til op af sin Grav At vandre i Blinde Hvor Sønnen af Rinde Ham leder ved Stav, Til Balder at giæste, Og Synet stadfæste Som blind han beloe, Og kalde det Lykke Hos Balder at bygge Og blindt ham atot troe; Troe blindt paa den Samme Han blind har forskudt, Og blind det annamme Han blind har forbrudt, Troe stadig i blinde Hos Balder at finde Det Syn som paa Svig Ham Loke forjætted Naar Tuen han pletted, Og Balder laae Liig, Troe, Lyset først seirer Og kommer tilsyne, Naar Søvnen sig leirer Paa Arvakurs Bryne, Troe Alsvid maae kiøles Om Gløden skal føles Og skues i Støv. Hvem er det som kalder Paa Magne saa fast! Mon Hornet alt gjalder, Mon Broen alt brast! Er Ormen alt revnet Og Auka-Thor kvalt, Er Valfader hevnet Og Dagrækken talt? Fandt Vidar alt Mode Og Balder hin Gode! Skal Auka-Thors Sønner Alt hamre det Slag Som evig giendønner I gnidslende Brag! Skal Porten af Hængsel Nu springe saa brat Og Ginnunggabs Fængsel Udfolde sin Nat, Den Nat hvor kun gløde De Gnister saa døde Af Hammer og Staal; Hvor Lyset der vinder Sig for sine Fiender Forvandler til Baal! Hvem kalder? hvem vover At vække i Kveld Den Vætte der sover I Lund og paa Fjeld! Hvem vover at stjæle Den Slumrendes Mæle! Hvem vover at lege Med Løvet af Ege! Hvem vover at spøge Med Maien af Bøge! Hvem vover at giøgle Med Dannevirks Nøgle? Hvem vover at spille Med Nattergals-Trille! Hvem vover at støde I Hornet saa hvast! Hvem vover at høde Og hamre saa fast! Hvem synger i Blinde Om Lyset saa lyst, Som om dets Kiærminde Ham bygged i Bryst! Hvem nemmed den Tone, Hvem lærte den Sang Som Bøgenes Krone I Kveld giennemklang! Ak, stundum en Jette, En Hrimthurse-Trold Skiøndt aldrig med Rette Fik Kiedlen i Vold; Ak! daares Gunløde Af Smiger og Guld, Saa hun med det Søde Ham skjænker saa huld, Da løses hans Tunge Til liflig at sjunge De Toner som Kvaser I Høisangens Tid Hos Vaner og Aser Indsamled med Flid; I Honninge-Vove, I Blodet de sove, Og hver hvem Gunløde Meddeler det Søde, Han mindes den Kierte, Som lyste engang, Som blødende Hjerte Attraaer i Sang; Han Visen kan tone Som Bøgenes Krone Bevæger saa sødt, SaaAtAtPS retter og bemærker "Smaad; Dvke.: Saa"; supplering med PS' læsemåde. Hjertet maae smelte I Piger og Helte, Og Staal vorde blødt, Saa Klippen maae høre, Og Toner sig røre I Malm og i Steen. Ak! est du, Gunløde! I Hrimthursevold! Ak har med det Søde Du skiænket en Trold! Ak! da gav til Jetter Du Asernes Arv, Da Nidhøg du mætter Med Ygdrasills Marv. Nei, retvise Norne Det aldrig tilstæder, At Honningdug væder Ufrugtbare Torne, At Jetter sig lædske Med Ygdrasils Vædske, At Hrimthurser sjunge Med Nattergal-Tunge, At søde Kiærminder Oprinde i Bryst Hos Gudernes Fiender, Og dufte til Lyst. Nei, Hammeren stjæle Kan Thrymer og fjæle Den dybt under Jord, Men er dog for ringe Til Mjølner at svinge, Det mægter kun Thor. Hvad ei han kan eie, Det ruger han paa, Men Livet i Leie Betale han maae, Naar Thor sig forsoner Med Freia paa nye, Naar Hammeren toner Med Brag under Skye. Ja,VelVelPS retter og bemærker "Smaad; Dvke.: Ja"; supplering med PS' læsemåde. Idun forvoven Kan vandre i Kveld Til Vildbane-Skoven Og synke i Fjeld; Men sidder hun Dage, Og sidder hun Aar, De Æbler at smage Dog Thjasse ei faaer, Og naar kun til Freie De Aser hentye, Da aabne sig Veie Saa høit under Skye, Da Loke sig svinger Paa Kiærligheds Vinger Til Jetteland brat, Og fører tilbage Idunne til Brage Med Asernes Skat, Dem Thjasse forfølger Til Asernes Gaard, Men luende Bølger Hans Vinger omslaaer. Og hvad han ei venter Det times saa brat, Med Livet forrenter Hun Asernes Skat. Saa kan vel og Dværge Med Kvaser faae Magt, Naar ei han paa Bjerge Sig tager i Agt, Men drømmer at kunde Det dybe udgrunde, Og frister sin Stjerne, Og bryder sin Hjerne Langt meer end omsonst Med Dvergenes Konst. De Dverge med Liste Ham fritte og friste Om Auka-Thors Hammer, Hvi Dønnet saa flammer? Om Brysinge-Smykket Hvi det er mislykket? Om Skibet som evner At gaae hvor det stævner, Og Kaasen forfølge Mod Vind og mod Bølge. Da sortner det saare Om Halvgudens Stjerne, Da springer en Aare I svulmende Hjerne; Hans Blod maae nedrinde I Dvergenes Haande, Og listig de binde Den himmelske Aande, Og Mjøden de blande I hellige Vande, I Duggen hin rene Fra Ygdrasills Grene, Som Bifluen skjuler I vexede Huler. Naar Kagerne segne, Og Bierne daane, Sig Dværge tilegne For Svovlet de laane, Det Søde i Leie; Kan blande og lave Men aldrig dog eie Den herlige Gave Saa kraftig og sød. Dem Suttung afnøde Kan Møden i Krig, Og kalde Gunløde Sin Dotter med Svig; Han kan sig beruse I Bobler som bruse I vindaabne Mon, I Bodn og i Son

Son (Forligelsemaal eller Ligkiøb) og Bodn (Tilbud eller Selvbud) var to aabne Træboller hvori naturligviis kun var Efterdrikke.

: Kan drømme om Dage, Da og han skal smage Det Søde som giærer I Løn under Laag, En Kalk af Odhrærer

Odhrærer (Sindsrørende) heed KiedelenKiedeleuKjedelenomvendt 'n' eller aflæggerfejl. med den ægte Mød.

I Gudernes Sprog; Men ikkun i Drømme Han blot til sin Pine En Draabe kan tømme Af Møden hin fine. Af Norner udkaaret Til Møden at arve, Men blind og bedaaret Med blegnende Farve, Blaaøiet Gunløde Nu sidder i Fjeld, Og vogter det søde Det hellige Væld. Hun mindes end Sproget Fra ældgammel Tid, Og løfter ei Laaget Af Kiedelen viid, Før hun kan fornemme Paa Tone og Stemme, Paa mindelig Bøn, Paa Gang og paa Sæde At der er tilstæde En ægtefødt Søn; Hun tør ham kun byde Den perlende Kalk For Løftet: at bryde Den mørknende Balk; Paa Troe og paa Love At kæk han vil vove Mod Suttung en Dyst, Ja stride til Døden For Blomsten og Gløden Ham gives i Bryst, For Tone og Minde, Som vaagne derinde, For Synerne klare Der sig aabenbare, For Nornerne milde, For Ygdrasills Kilde, For Guldtavlens Alder, For Gimle og Balder, For Alfader Selv. Hvem kalder? hvem kalder? Hvem raaber i Kveld! Hvem græder for Balder, For Balder i Hel! Hvem kalder paa Vale, Paa Dug over Dale Med underlig Røst; Paa Magne og Mjølner Til Kamp imod Jølner, Gunløde til Trøst! Saa Ingen kan støde I Hornet med Magt, Som ei med Gunløde Mon træde i Pagt; Saa Ingen kan sjunge Hvem ikke sin Tunge Det undtes at lædske Med hellige Vædske; Saa Ingen opstemmer, Som ei i sit Hjerte Et Minde fornemmer Om hellige Kierte. Har Bølværk nu atter Da strøget med Latter De Jettefolks Segle, Og seet ved en Side Hvor Steen dog kan bide Paa Marken de Snegle, Og høstet for Jetten Som ni eller tretten? Har Bauge nu boret Med Navren saa smal? Er Bølværk nedforet Som Slange i Hald? Har der han med Sproget Gunløde bedraget, Bedaaret, saa Laaget Hun flux har aftaget? Har Kiærligheds-Eden Han svoret paa Skrømt, Og vil flyve heden Naar Karret er tømt? Er Stødet som kalder Kun Mundsvær og Gand? Er Graaden for Balder Kun Tænder i Vand? Vil Odin eetsitsitPS retter og bemærker "Nord. Smaad.; Dvke.: ét"; grundteksten har 'eet' (spatieret); grundtekstens læsemåde er meningsfuld, og bør ikke rettes. Øie Nu sætte i Pandt, For Gunlød at bøie Til Troe paa hans Tant? Vil nu som en Dranker Han fare med Svig, Og i sine Tanker Med eet vorde riig? Vil alle tre Haande, Mens han er i Aande, Han tømme med List, Og lade Gunløde Sig sørge til Døde Mens han flyver hist? Vil Kampen han svigte, Og prøve at digte Sig selv til en Gud? Vil Ravne han vinde I Hu og i Minde Til troldkloge Bud? Vil Fjølner sig svinge Fra Hvidebjerg op Paa Nidinge-Vinge Til Hekkenfelds Top? O, vee da den Daare Med rænkefuldt Sind! O, rind da min Taare Paa blegnende Kind! Vel Nornerne spotte Med Daaren som tænker, At hellige Grotte Kan plyndres ved Rænker Og mener omsonst At kunne med Snilde Det Hellige spilde, Udtømme med Konst; Vel vender tilbage I Kiedlen saa fage Den Kraft og den Lyst Som aldrig kan bygge I svigefuldt Bryst, Hvis glimrende Skygge Kun Daarerne blænder, Hvis Minde med Smerte Et svigefuldt Hjerte Kun piner og brænder. Mens Daarer istemme: Nu let er at nemme Den herlige Kunst; Mens Odin sig bygger En Verden af Skygger, Et Valhal af Dunst, Da sidder Gunløde Veemodig i Fjeld, Og angrer sin Brøde, Og sukker i Kveld Om Hevn over Sønnen Som Moderen sveeg, Og Helteværks-Lønnen Med Falsk sig tilsneg; Det høre de Norner Saa høit over Jord, Det lyner og tordner Saa høit over Nord, Og Fjeldene revne Som Straalerne stævne; Da springer tilside Den ældgamle Dør, Som Faa ikkun vide Er falset i Nør; Da aabner sig Grotten Som giemmer det Døde, Da nærmer sig Drotten Som frelser Gunløde. Paa Kæmperid-Slette

Vigrid.

Sig løfter saa bold Da Odan hin rette Med Krone i Skjold, Med Løver og Hjerter, Med Kiedelen skiøn, Med Søvætte-Kierter, Og Linden saa grøn, Med favre Guldbrikker Paa Bunden saa blaa, Med Tavl og med Prikker Som Faa kun forstaae

See Kæmpevisen: De vare siv og sivsindstive.

. Han hører det lyde I Bjerge saa sødt, Det mon ham betyde At Liv er eiiiPS bemærker "Saal. Dvke.; Nord. Smaad.: ej", men gengiver grundtekstens læsemåde; rettelseslisten i Nordiske Smaadigte retter i til ei; grundtekstens læsemåde fastholdes. dødt, Han hører det klinge, Og rider, som Vinge Han havde for Ros, De straalesky Dværge Som pusle i Bjerge Han byder kun Trods. Naar Solen i Fjelde Indstraaler med Vælde, Da haver Gunløde Forvundet sin Harm, Hun føler det gløde I kølnede Barm, Hun væder sin Tunge Med Møden hin klare, Og Læberne sjunge, Og Stenene svare; Fra Sølvet i Strime Gaaer Klang imod Skye, Som Sølvklokker kime Ved Juledags Gry; Og Odan hin rette Han følger det Kald Paa Kæmperid-Slette Til sande Val-Hald, For Kalken at smage, Og hente tilbage, Som Bølværk i Drømme Kun meende at tømme, Som aldrig en Røver Kan tage med Vold, Som giærer, og tøver Til Helten saa bold Ad Dørren indstævner, Indsniger sig ei, Ad Ridser og Revner Paa Tyvenes Vei. Saa Odan mon ride Til Gilde forgyldt, Mens Bølværk i Kvide Faaer Løn som forskyldt, Heel liflig for Bruden Er Skyernes Brag, MenMed det for Afguden Er Dommedag-Slag, Da springe som Tvinde, Da briste som Bast, De Lænker der binde Ulv-Fenris saa fast, Og Lynet adsplitter Det Valhal af Dunst, Som praled med Flitter, Og prisede Konst; Ei hielper nu Gugner Den Afgud et Gran, Og Brynien bugner For Mordulvens Tand, Ja Ulvenes Føder Med Livet da bøder I sit Ragnaroke For Pagten med Loke, Med Mordulvens Fader Og Himmelens Hader, Med Fyrsten for Tyve Og Alle som lyve, Med ham som behænde Det prøved igien Som Tyv at tilvende Sig Brysinge-Men.