Udtog af den gamle danske Riimkrønike

Udtog af den gamle danske Riimkrønike.

Denne Bog trykt, saavidt man veed, første Gang i Kiøbenhavn 1495 og sidste Gang 1613, er i mine Øine et sandt Klenodie og ganske anderledes værd at betragte og benytte end hidtil er skeet. En temmelig vid Mark er her for Historikeren at røre sig paa, da det vist nok fortjener en alvorlig Undersøgelse ikke alene om Bogen har været trykt førend 1495, som baade Titel og Slutning kan synes at sige

Titelen er nemlig: den danske Krønike vel overseet og ret, (rettet) og Slutningen: da var denne Krønike trykt af ny. Lægger man hertil, at den plattydske Oversættelse er gjort efter et Exemplar som Ditmarskerne erobrede Aar 1500 og fører en ganske anden Titel med Nævnelse af Broder Niels fra Sorø, da synes det ikke urimeligt, at der kan have været en ældre Udgave, maaskee foranstaltet udenlands, og derfor riig paa Trykfeil. Saameget er vist, at den plattydske Krønike ikke er oversat efter vore bekiendte trykte Udgaver.

, men endnu mere, hvorvidt den hele Bog kan være fra det femtende Aarhundrede, hvorvidt det kan kaldes een i sit Slags mageløs Bog, og hvad Udbytte den giver for Poesiens og Sprogets Historie. Her, hvor jeg kun har i Sinde at giøre mine Læsere lidt nøiere bekiendt med en mærkelig Bog, som vel faa af dem have seet, og maaskee endnu færre læst, da Stavningen i det mindste i den ældste Udgave let afskrækker den, der ikke er lidt bevandt med gammel Dansk vil jeg derimod lade det beroe ved nogle faa Vink og et Udtog, der kan sættesættr Læseren i Stand til at vide hvad han synes om Bogen.

At den ældste Udgave ender med Christian den Første og at den af 1533 derimod har en Tilsætning om Kong Hans beviser i det mindste at det var i Tidens Aand at fortsætte slige Riim uden at giøre videre Regnskab derfor, og at det altsaa slet ikke er sagt, den er een Mands eller een Tids Arbeide, fordi den, uden videre Anmærkning, er trykt under eet, ja at ingen Forfatters Navn findes i Udgaven af 1495 synes mig allerede Beviis paa, at man ikke ret vidste hvem der egenlig var Hovedmanden, og af alle Mærker er det rimeligt, at den efterhaanden er bragt i Stand, af hvem der kunde rime bedst i Sorø Kloster, som af Absalon var bestemt til med særdeles Omhu at antage sig Rigets Krønike, en Broder Niels har vel skrevet det sidste, hvormeget det nu var, og Christen Pedersen maaskee Kong Hanses Riim, hvilket har givet Anledning til at Bogen tillagdes begge i Folkemunde, men tilskreves ingen af dem i de Udgaver vi har for Øie. Hvad der ellers for mig afgiør Sagen er den øiensynlige Skilsmisse jeg paa flere Steder finder, ikke alene i Henseende til StavningStavniug, Riimviis og andet Sligt, men hvad der er meer, i Henseende til Sproget, det poetiske Indhold og Udtryk, saa at ingen skal bilde mig ind at hele den Bog er fra første Færd flydt fra een og samme Pen, eller opkommet i een Mands Hjerne. Den anden Bemærkning jeg her har at giøre, gielder Bogens Skikkelse og Indretning i det, at hver Konge indføres selv talende, ja fortæller endog stundum hvorhen man førde hans Lig, noget der giver det hele et forunderligt Liv, og synes mig at være ret ægte Dansk, thi det røber unægtelig en naturlig Hang til i Mindet at omgaaes de Døde som Levende, ikke at finde sligt unaturligt, som vist alle Udanske vil kalde det. Vel finder man Skygge af samme Indretning i den korte svenske Riimkrønike, men det er ogsaa bogstavelig en Skygge, uden mindste Liv og Aand, saaledes som man efteraber, hvad man ei kan eftergiøre, og det stadfæster da min Mening, istedenforistedendenfor at rokke den. Hvorvidt jeg imidlertid dømmer ret om det svenske Mikmak, skal jeg en anden Gang give mine Læsere at betænke, ved at levere et troe Udtog af begge de svenske, saakaldte Riimkrøniker, og har intet imod, at de der ei kiende Sagen, saalænge opsætte deres Dom, som det vel kunde synes betænkeligt at bygge paa en Skribents Ord, der aldrig har dulgt hvor lavt han i det hele vurderer Sverrigs historiske og poetiske Litteratur, lige indtil Bøgerne af Lagerbring, som ingen ægte Svensker var, og de allernyeste Digte, som han ikke kiender.

Hvad nu de følgende Stykker angaaer har jeg kun det at anmærke, at de ere ordret afskrevne efter den ældste Udgave, men at jeg, for at lette Læsningen, har læmpet Stavemaaden, saavidt det kunde giøres behov, efter den nu brugelige, hvorover jeg ingen Samvittighed kan giøre mig, da det her kun er Sagen at giøre Bogen, ikke Bogstaverne mere bekiendt.

Humble. Jeg Humble vil ei have forgiæt At Danske komme først af Japhet Som Noes Søn den tredie var, Han skjulde sin Fader, da han laa bar, Derfore han velsignet blev, Med Sem sin Broder gild og giev. Da Noe velsignede hannem med Gud Og bad hannem vides om Landen ud, Og Cham hans Broder bad være hans Svend, Som han haver været og er og end. Den Velsignelse have danske Mænd ærvt

Arvet.

Som Japhet der’ Fader fik dem forhvervt, De henne beholde til evig Tid, Thi mue de leve foruden Qvid

Mue er: mægte, formaae, deraf Formue.

. Han fødde en Søn, Magog hed hand Hans Slægt kom først til disse Land; I Skaane og Gødeland sættes de, Gødinge af Gog saa kalles de, Somme de spreddes os hid til Hand Og somme de bleve i Gødinge Land, I Saruds, Abrahams Oldefaders Tid Da komme de først i denne Liid

Paa denne Leed eller Kant.

: Det var ved 1849 Aar Efter at Verden skabed vaar. Her sade de længe i mange Aar, Og ingen iblandt dem Konning vaar, Men Dommer og Høvdinge havde de, Som dem og Landet skulle forsee

Her har vi forsee i dets ægte Bemærkelse som: forsyneforsvne, forsørge, i hvilken Mening man endnu siger om et Barn som døer: det er vel forseet.

, Til Gideon, den Dommer giæv For Israels Folk Forstander blev Og hadde dem da i tyve Aar styrt Og mange af deres Fiender myrt; Da var min Søn som kalledes Dan Skikket til Konge og til Formand I Siæland, Loland, Falster og Møen ei forgiæt, Hvilke Land som kalles Videslet, Ved 2740 Aar Efter at Verden skafter vaar. Saa komme da Tydske i Jutland ind, At skenne og brænde lagde de paa Vind, De syndre Jyder dem slove de paa, De hadde saa tænkt deres Land at faa. Thi sendde de Bud da til min Søn, Fordi han var en Kempe køn

Køn, djærv, bruges endnu i adskillige Talemaader, Angel-Sachsisk con, det Tydske kühn.

, Han foer med dem de Tydske imod, Og slov dem alle der ned for Fod. Saa hylded de hannem for en Formand, Og nævnde deres Land saa alle af Dan, Som ere Jutland, baade Frysland og Fyen Siæland, Skone, Halland og Møen

Udentvivl har her staaet Føin og Møin, som rimer sig, og ligner Indbyggernes Udtale.

, Laaland, Langland og Falster med, Og mange Smaaland, som ligge derved, At han skulle ene siden forstaa Forskrevne Land, baade store og smaa, Da Thole havde da i atten Aar Standet for Israels Folk til Svaar. Siden hjalp han Angul Broder sin At komme saa i Engeland ind, Jeg vil det sige foruden Svig, Det Rige gav han og Navn af sig. Da jeg hadde da den Glæde seet, Som disse mine Sønner var da skeet, I Siælands Land da blev jeg død, Som jeg hadde boet i Løst og Nød, I min Gaard jeg mig bygde til Gavn Og kalled’ en efter mit eged Navn.

Skjold. Det bør hver Konning at have til Sæd, Beskærme sine Land og holde Fred, Og vide og giøre sin Almue Gavn, For hvilke han bær sit Konninge-Navn, Jeg elgste mit Riges gode Mænd Jeg hjalp og trøste dem hver og en

En har udentvivl i gamle Dage været udtalt: æn, ligesom Jyden endnu siger jæn.

, Fattige Folk giorde jeg og saa, Thi monne det mig vel med alle gaa, Den som arm og usel var Jeg gav hannem Gunst og gode Svar, De der’ Gield ei gielde kunde Jeg hialp at de der Gavn af funde; Alle Ulove og alskøns Uret Dem skikkede jeg med en bedre Sæt

Sæt er Skik, og vi vende netop Talemaaden om, naar vi sige: sætte i en bedre Skik.

. Jeg var ei mere end femten Aar, Da jeg foer først at bede Raa'r, Meg kom saa stor en Bjørn imod, Hannem slo jeg neder for min Fod, Jeg bandt hannem med mit Bælte fuld vel, Og fik hannem mine Staldbrøder at sla i hjel. Jeg døde af Sot og ei af Sværd, Saa gik meg i min levende Færd.

Høther. Meg tykker at den Mand er ei viis Som er begærende Lof og Priis ForFørToldberg s. 16 (Den danske Rimkrønike, 1961), Molbech s. 21 (Den danske Rimkrønike, 1825), Brandt s. 16 (Den Danske Rimkrønike, 1858) og Ley s. 17 (Den gammel-danske Rimkrønike, 1841): for. Før giver ikke god mening. det han ei fuldt giøre kan

Giøre fuldt, vi sige: giøre fyldest.

, Være seg enten Svend eller Mand. Da jeg skulle Danmarks Rige forsee, Fuld trædske vare der Kemper tre, Den ene hed Oden, den anden Thor, Den tredie Balder en Kempe stor, De sagde de havde Guddoms-Magt, Fuldlidt gav jeg dog derpaa Agt. ForFørToldberg s. 16, Molbech s. 21, Brandt s. 17 og Ley s. 17: for. Koglespil de fore med Da ville de sidde i Konningens Sted, Hos Roskylde holdt jeg med dem Kri, Der styrted saamangen Kempe udi, Deres Folk slo jeg hos Balders Brund

Brund ͻ: Brønd.

, Og gav dem der deres Dødsens Vund; De flydde der selv fuld skammelig, Jeg meen de havde ei Guddom i sig; Siden slo jeg Balder i Balders Sund

Maaskee Beltet som i Knytlinge kaldes Belt-Sund.

Og sænkde hannum der neder til Grund Siden styrde jeg med min kongelig Vand

Vand er her Adfærd.

Danmark, Sverrig og Tydskeland, I al min Tid hadde jeg dem saa, Indtil jeg blev dem slaven fraa.

Ingel. Ihvo som giør udaf sin Æt

At giøre ud af sin Æt, vilde vi kalde at holde den i Ære, men dog seer man let, at det er bedre Dansk i den Bemærkelse hvori det her bruges om at vanslægte.

Sin egen Ære giør han Uret, Om han er født af Ære og Dyd Da holde han sig i ærlig Iid! Af ædle Folk jeg fødder vaar Dog gik jeg ei i deres Fodspaar, Jeg styrde ei Land og Rige vel, Som meg hadde burdt med Ret og Skiel, Jeg foer ei heller i Leding yd Jeg brugde ei Sverd, ei Skjold og Spyd Min Fader-Banes Dotter faver og fiin Fik jeg meg til Huusfrue min, Jeg holdt hennes Brøder i min Gaard I Værdighed baade Dag og Aar, De kiendtekieudte mig udlændisk Sæd, Som jeg skulde kræse mit Legem ved (med) De gamle Sæder gav jeg ei Giem

Give Giem eller Giøm er at ændse, bryde sig om, isl. gefa gaum at.

, For Skemt og Gammen holt jeg dem

Her er ogsaa et Exempel paa, hvad Gram bemærkede, at det Gammen vi bruge saameget for Glæde var paa gammel Dansk Galskab, Narrerie.

, Thi fore meg alle Kemper fraa, Hin gode Stærk-Odder han gjorde og saa, I Sverrigs Rige i nogle Aar Tjende han siden i Kongens Gaard, Omsider tog han at grunde derpaa, At jeg skulle saadan Skiebne faae, At jeg skulle være saa bly i Sind, Det jeg skulle ei lægge derpaa Vind At hevne min kære Faders Død Som han mig ofte raadte og bød. Thi tog han med sin stærke Bul, En Punde-Sæk alt fuld med Kul

En Punde-Sæk ͻ: Sæk til et Pund (4 Tønder) Korn.

, Saa gik han hid til Danmark need, Han sagde han vilde meg hærde dermed. Han skammede meg saalænge med Ord, Det jeg sprang over mit eiet Bord Saa slo jeg min Drotnings Brødre sju Med Stark-Odders Hjelp, jeg var ei blu, Vi slove og dem de hadde med dem, Der kom ei een til Lande hjem. Der Drotningen saae det Byrtings-Bad Da var hun ei (ret) meget glad Det gav Stærk-Odder intet Giem, Men sætte henne under sin Belterem, Alt som en Høne med Hoved og Hals, Saa gjorde han sig foruden Fals, Han gjorde sig da saa meget ind

Giorde ͻ: gjordede, spændte.

, At hun miste da baade Liv og Sind. Siden gav Stark-Odder meg Lof og Priis, Og sagde jeg var en Konning viis Og værd at staae for Danmark til Svaar Og boe i Lædre min Fæderne-Gaard

Lædre ͻ: Leire der sikkert har betydt saameget som Offerstæd eller Sligt, som man seer af det Angelsachsiske Hleodhor-Stede. Udtrykket for Israels Tabernakel, og andre beslægtede Ord.

. Siden blev jeg død af ret Helsot, Da jeg hadde længe i Lædre boet.

Siger. Kaade Piger ere vaaget Gods

Vaaget er enten vaagt, (vovt) daarligt, eller voveligtvove ligtmanglende bindestreg ved linjeskift, farligt.

Til Giemme at holde længe, Og mest for de ville have Nots Med unge Svende og Drenge. Signild min Dotter tog paa Vaad

Tog paa Vaad, timedes den Vaade, kom for Skade.

Hagbord lod hun sig lokke Thi gjorde jeg Ravne af hannum en Braad, De monne hans Øven udhokke. Da han kom ud hos Galgen at staa, Han lod seg ei før nøve, End han hængde op sin Kaabe blaa, Min Dotter dermed at prøve; Hun jætted blandt andre Elskovsord

Jætted ͻ: forjættede, lovede.

Om Natten de sammen vaare, At hun ei længer vilde leve paa Jord Om han sit Liv ombaare

Ombaare ͻ: undbar, mistede, vores undvære er det samme Ord, som vel burde skrives undbære, saa det kunde faae sit tabte Imperf. undbar igien, og et ordenligt Supinum i undbaaret, istedenfor det sære: undvaaret.

. Da hun hans Kaabe i Galgen saae, Hun lod ei længer dvælje, Hun hængde seg og sine Jomfruer smaa For det samme Elskovs-Fælje

Fælje ͻ: Fælleskab. Saaledes siges endnu i Fællig og til Fælles. I Svend Tveskiægs Riim er Bemærkelsen klar, da der staaer: jeg lagde med Gud saa Fælie.

Hun hadde det og bestillet saa, At naar som de vaare døde, Da skulle en Pige sætte Ild op paa, Det Bur og lægge dem øde. Da Hagbord saae det Brudehuus brand, Han bad os være tilstæde, Og hænge hannum op for hans Pige paa Stand, Til Døde gik han med Glæde. Da Hagen hans Broder fik det sport, Han soer han skulle det hævne, Som jeg havde ved hans Broder gjort, Han fik dertil god Evne. De komme om en Morgenstund, Alle med Mai beklædde, Som det havde været en grønner Lund, De fast til Gaarden trædde. Da kom min Kure og raabde saa

Kure ͻ: Vogter, Skildvagt, altsaa i Slægt med Latinernes cura. I Tyre Dannebods Vise heder det derfor at hun ved Dannevirke lod sig giøre en Bure (et Bur) for paa det Værk at have Kure, og om Hønen der ruger sine Kyllinger siger Sællandsfaren endnu: hun kurer dem.

; (Han bad mig snart opstande) Jeg seer en Skov til Gaarden gaae, Jeg meen han er ei dande

Dande er upaatvivlelig: Danne, Dannes, Skoven var ei danne, var ikke ærlig, ikke at troe.

. Da stod jeg op og klædde mig, Jeg lod ei længer bide, (bie) Jeg kaldte mine Hofsinner hver med sig, Og bad dem lade sig lyde; Vi mødte Hagen hart hos min Gaard, Vi vaare ei halle mange

Halle mange ͻ: halv saa mange.

, De sloge os af som andre Faar, Som Hagen hadde jætt forlange

Jætt forlange ͻ: lovet for længe siden.

Harald Hylletand. For Vedernavns Skyld og ærlig Sag Bør ingen Mand at bære Lag

For et Binavns Skyld som man har faaet paa en ærlig Maade, bør ingen høre ilde.

, Man pleier at skille der Folk ad med, Saa haver det været en gammel Sæd. Da Væseth hadde slavet min Fader ihjel Han meende han havde syst da vel, Han glæddes at han den Seier vand Han gjorde sit Bryllop i Skaane-Land. Jeg kom did første hans Bryllups-Nat, Jeg hannum slo saa overbrat, Men siden han fik sit Banesaar, Da slo han i min Mund et Skaar, Saa voxde der andre Tænder igen Gule som Vox og ei hvide som Been, De nævnde mig deraf Hylletand Og ikke for andet paa min Sand. Saa slo jeg da alle de Kemper smaa, Som hadde Dannemark fore at staa; Dernæst jeg Norge og Sverrige vand Og kom dennem baade under Danes Hand. KonningKonniug Ubbe greb jeg i Frisenland Og tog hannem til min Tjeneste-Mand, Saa foer jeg da til Tydskland ind Og vandt og det med Magt og Sind

Sind ͻ: Kløgt deraf: sindig og sindrig.

. Dernæst jeg (og) Bretanien vand Saa slo jeg Kongen af Ængeland; Skotland vandt jeg med Herreskjold Og kom det under Danes Vold. Til Frankerige foer jeg dernæst, Der fik jeg Æventyr alsombedst. Jeg sendde og Folk til Vælsken-Land Baade Slaat og Stæder jeg overvand, Den stærke Mur om Romere-Stad Sloge de derned som jeg dem bad, De slove KeiserenKeisren han heed Valenth, De hadde hans Land da skænt og brændt. Ingen var der den Stad saa fast, Jeg vandt ei over med en Hast. Hvad skal jeg mue meer sige deraf

Mue ͻ: formaae deraf har vi endnu Mulighed, Formue m. f. Udentvivl er monne, som fordum skreves munne, og brugdes om det Forbigangne, Ordets gamle Imperfectum, og maae nu repræsentere det.

Hvert Land og Rige til Medelhav, De gave mig Skat i femti Aar, Saalænge jeg Dannemarks Konning vaar Hvert Rige som hørde de Danske nævnd Det skjalv og ræddes der Vrede og Hevn

De gamle skrev nemlig: nefnd og Hefnd, derefter er Rimet gjort.

Jeg holt saamangen Kempe stærk, Som kloger var i alt Hofværk, Og trøst og fast i Hjerte og Hu Til Rigens Gavn og mit Behu; (Behov) Om En den Anden i Næsen slov Med en Sværdklodde der noget drov

Som kunde forslaae noget, trække til Lemmerne, sige vi.

Eller med en Staalhandske og Hand, Det han dennem i hans Næse fand, Blunkede han da med sin Braa

Blinkede han da med sit ØeynBeyn.

, Da skulle han ei for Fulde gaa, Men Gaarden flye og være udru

Udru ͻ: udrøi, utryg, usikker. Sællandsfaren bruger endnu dru for drøi, og ædrue betyder ligefrem æ (altid) dru, altid sikker og dygtig.

, Fordi han var saa blød i Hu. Omsider da Alderen gik meg paa, Da gik min Systersøn mig fraa; Konning Ring som jeg i Sverrigs Land Hadde gjort der til en mægtig Mand, Han ville ei give mig da min Skat, Men var uhuld baade Dag og Nat, Og andre gjorde han uhulde med sig, At de skulle og undfalde mig. Thi skrev jeg til Kongen i Ængeland, Skotland, Frysland og Hyberland, Til Norge sendde jeg levende Røst, At de skulle mig og komme til Trøst; Tydske lod jeg og skrive til, At de skulle komme til Hjelp om vel

Om vel ͻ: ligesaa vel.

. Jeg hadde og med mig trehundrede Mø’r, Hver som en Kempe stærk og før, Jomfru Heed hun deres Banner bar, At skyde og slaa var hun saa snar, Skelmøer det var deres høveste Navn, I Orlov og Kri gjorde de got Gavn; Med dem foer jeg i Striden ind, End som jeg var, af Alder blind. Der kom Kong Ring os dravend imod Og andre foer efter til Hest og Fod. Da bad jeg Danske og raadte dem saa, At de skulle fast og mandelig staa, Og tænke den Seier og store Manddom, Som de hadde vundet i Verden om, Og aldrig hadde rønt udvortes Mænd

Rønne, (beslægtet med det isl. raun) at prøve, forsøge, betyder her det samme som i KæmpeviserneKæmpeviserue at nappe Røn af, faae at finde.

, Men været deres Herrer som de ere end; Tænker og paa den Falskhed og Svig Konning Ring min Systersøn gør nu mig, Han vil ei fyrme sit eget Blod

Fyrme ͻ: spare, som man seer baade af Sammenhængen og af det modsatte ufyrme der i vore gamle Love altid bruges om at giøre Ufred og Vold. Ventelig er ferm endnu en Levning af dette Ordkuld.

, Men gør meg nu saa saare imod, Han vil ei holde med Ære den Troe Som han meg jætted udi mit Boe. Der ginge vi sammen udi en Strid Med Konninger syv op paa en Liid, Vi lode lyde Basuner og Horn, De slo hveranden som Bønder slaa Korn; Der gaves et Skrald og Bulder ved, Som Himmelen skulde falde ned, En Røg der op i Himmelen stod Af Støv ogopRettet efter Toldberg vers 1749 (s. 58). Hede og Mandeblod; Saa flød der Blod op paa den Mark Som det hadde været en Flod vel stark, Himmelen kunne man neppelig see, For Steen og Pile, saa tykke fløv de. Den Tid jeg hørde de sloges saa fast, Da spurgde jeg ad min Køresvend med Hast, Hvorlunde det da i Striden gik, Og hvo som Overhanden da fik. Da blev han mig saa stum i Svar, Han sagde: du bliver det vel vaer. Han slog meg gænesten paa min Skal

Gænesten ͻ: som snarest, deraf sige vi end Gienvei og den gienneste Vei.

, Saa det jeg neder af Karmen fald Tretti Tusinde Frimænd desvær Bleve der slaven af min Hær, Tolv Tusinde miste Kong Ring da der Af sine fribaarne Mænd thi beder

Udentvivl har her staaet: thi bær ͻ: desbedre thi det fordrer Rimet, og Almuen siger endnu paa sine Steder desbær. Det er ellers i flere Henseender mærkeligt, at Ukyndighed om den Skrivemaade man i Rimkrøniken hyppig finder ene har voldt Tvisten om Ordene aldrig thi sither ͻ: aldrig des senere, desmindre, i Jydske Lov 3 B. 18 K.

, Foruden Fattige som der da blev, Som ingen talte og ingen skrev; Det kunne mig være saa stor en Harm Der laa dødt Folk op over min Karm. Saa blev jeg da død af det samme Slag Jeg tabde baade Liv og Strid den Dag; Det siges at jeg da tabte den Kri, For jeg hadde der mange Tydske udi, Og andre flere blødagtige Mænd, Som ikke to kunne gøre fuldt for een.

Gorm Haraldsen. Som andre Konger toge dem til Iid I Orlov og Kri at øve, Saa tog jeg mig fore udi min Tid Behændelig Ting at prøve, Jeg spurgde, der boed en Kempe i Nøer Meget riig paa kosteligt Eie, Det sagde meg Torkild min Tjener føer, Han vidste vel dertil Veie. Geruth saa heed den Jette riig, Det Rygte gik af saa vide, Til hannum hadde jeg megen Fiig

Fiig ͻ: Attraa.

, Ei andet kunne jeg meg tage til Ide. Thi lod jeg rede mig Holke tre, Med Huder saa vel betakte, Og hundrede Mænd i hver af de Der heden saa monne jeg agte

Der heden ͻ: derhen, og vi see da at vores: hen er kun en Forkortning af: heden, herfra.

. Saa seilde jeg heden udi den Søe, Paa hin Side Norges Rige, Saa længe (at) jeg kom til en Øe, Der bode saa arge Tige

Tige er ventelig Tyve, skiøndt det ellers skrives anderledes.

. Jeg kasted mit Anker paa den Sand, Jeg hadde saa lidt at tære, Thi sendde jeg Bud op paa det Land, Smaa-Dyr da bedte vi dere. Om Natten kom der saa manget Trold Op paa den Strandens Banke, De spurgde ad, hvo os gav den Vold, At vi deres Dyr skulle sanke; Blandt andre kom der et saa høet (høit) Som det vort Mast kunne være, Da jeg det saae, jeg hadde nær døet, Saa monne meg det forfære, (forfærde) Det beddis af hvert vort Skib en Mand

Beddis er, som det islandske beiddiz, forlangde.

, For deres smaa Dyr vi bedte, Om vi skulle komme bort fraa den Strand, Den Bøn vi genesten vedte

Vedte ͻ: videde, undte, svarer til det Islandske veita og bruges endnu i den Talemaade at vide en Tak.

. Saa seilde vi deden til Gudmunds Land I stor Bekommer og Vaade

Bekommer ͻ: Bekymring af KummerKummer som vi endnu udtale: Kommer.

, Til Geruths Broder, saa heed han, Vi glæddes at vi det naadde. Der bad os Torkel hver og en At vi skulle tie som Stene Om vi ville hjem til Lande igien, Og lade hannum tale alene, Han os forbød at æde med dem, Eller nogen deres Ting at røre Om vi ville komme til Dannemark hjem Og sige hvad vi der høre (hørde) Om Aftenen, Mørket gik op paa, Og Dagen monne bortfalde, Da kom Gudmund for os at staa, Baade stor og grum med Alle, Han helsede os hver ved sit Navn, Han bad os hos sig gæste, Han jætted os baade med Haand og Savn

Savn ͻ: Sagn,Sagn. ellers: Haand og Mund.

Han ville os giøre det bedste. Han sætte os op til høve Bord

Høve Bord ͻ: Høibords.

, Der vaare saa kostelige Retter, Ikke talede vi et eneste Ord, Med Kemper eller med Jetter. Tolv hans Sønner, vel deilige Mænd, De ginge der fore at tjene Klædte i Gylden-Stykke hver og en, Og tolv hans Døttre væne; Den ældste og væneste bød han mig, De andre mine ypperste Svene (Svende) Jeg meende der var alt under det Svig, Thi laa jeg heller (al) ene. Fire mine Riddere toge derved, De ginge med dennem at sove, De bleve forvendte der paa en Sted Til Trold der som de love (laa). Der de saae at vi tavde (tav) saa qvær, Og vilde ei æde og drykke, Da vaar dem ild i længer og vær

Det var (behagede) dem ilde, jo længeriænger jo værre.værre

De toge det til Mistykke. Da svarede Torkel for os saa: (Han bad dem, ei være vrede) De kunde ei vel eders Maal forstaa; Thi giver eder nu tilfrede, De holde og fuldmeget til Had At de blive skulle sjuge, Om de æde af den fremmede Mad, Af Skyver i deres Buge

Skyver. Mindes jeg ret, da kalder man end saaledes nogle Orme eller Sligt, som komme i Faar af usundt Græs. Hvorvidt Skæver som en Menneske-Sygdom jo endnu kaldes, hører hid, maae Hippokrates vide.

. Da han det hørde at vi sagde nei, Og vare aldeles saa trygge, Da lod han følge os paa den Vei, Til Geruths hans Broders Bygge. Det vaar et græsseligt Slot eller Gaard, For døde Mænds Hoved der vaare Paa Steiler sæt i hvert Vigskaar

Vigskaar ͻ: Skydehuller af det gamle vig Krig. Saxe har propugnaculis.

Og Hunde som der laa fore. De Hunde gav Torkel et Horn med Fedt, Saa gav de dem tilfrede, (tilfreds) Vi stege den Mur og ginge saa bret

Bret. Dette Ord, som efter Sammenhængen vel maae betyde rask eller muntermunter, veed jeg slet ingen Rede til, med mindre det betyder: aabenlyst som bret Dansk i Slægt med det angelsach. brædan at drage for Lyset. I Waldemar 3des Riim bruges fuldbret imidlertid nok for: mildt,mildt. veltilfreds.

Vi funde der Trold saa lede. Det vaar baade grumt og rædeligt, Alt det som vi saae dere, Og til sin Lugt vel græsseligt, Jeg siger det paa min Ære. Der raadte os Torkel atter saa, At vi skulle være vel trøste, Og hver med anden mandelig staa, Og lade os Intet lyste. Hvo som tager her nogen Ting, Da hænger hun ved hans Hænder, Thi er det Raad at gaa omkring, Eller (og) han bliver forvender (forvendt). Saa ginge vi ind udi den Sal, Som Geruth vaar selver inde, Der funde vi hannem af Døden qval (kvalt) Med tre krogryggede Kvinde. Med døde Hugorme var GulvetGuldetToldberg: gulffueth (s. 73), Ley: Gulvet (s. 95), Molbech: gulffuet (s. 115). strød, De Vægge de vare saa sorte, Mennesken sad der som længe vaar død, Alt Glædskab vaar der borte, De sadde alle paa Sæder af Jern, De monne saa ilde lygte Jeg havde da gierne været der fjern, Saa tog jeg til at frygte. Da vi saae os beder omkring,omkring. Udi den Sal saa vide, Vi saae der faver og lystelig Ting, Som vi maatte da vel lide, En Hvals-Tand laa der slaven med Guld, Et Horn med dyre Stene, En Fading gjort med Konsten fuld

Fading ͻ: Smykke som man seer af det tilsvarende armilla hos Saxe og det Angelsachsiske Fadung der har samme Bemærkelse.

Altsammen med Guld hint rene. Af vore Hofsvenne løb der til tre, De toge de Klenode skønne, De frommeste Mænd man kunne see

Frommeste ͻ: fermeste.

, De monne det ilde rønne, Den Tand han vendtes om til et Sværd, Det Horn det blev en Drage, Den Fading en Orm, han gjorde sin Giærd

Giærd ͻ: Gierning, Giørelse. Saaledes sige vi endnu at noget er i Giærde, som der arbeides paa.

, De dræbde de Mænd saa fage. Da tog den Sal i samme Stund (til) At rystes og at skiælve, Fra Øverste og til nederste Grund, De Døde opsprunge der selve, De Kiærlinger tre, de raabde joduth

Hvad joduth egenlig betyder veed jeg ikke, men Jyden bruger det endnu som et Jammersraab i den lange Phrase der klinger som O Vi og Vok, O dut og neiner! jeg ei kan forklare, men vel sige fri for at være en Slump af Litaniet: a vi NormannorumNormannonun avoca nos, som man jo har meent.

, At vi skulle der saa røve; De Orme paa Gulvet udi den Put

Put ͻ: Pyt, puteus.

, Omkring vore Øren de fløve (fløi). Da finge vi der fuldstort et Meen, Vi kunde os ei saa værge, At vi bleve ei uden tyve igen, Som kunde vort Liv da bjerge. Saa hulde vi os til Skibs i sen

I sen, svarer til det isl. i senn ͻ: sammen, tillige.

Med det Folk (som) vi hadde, Og seilde saa hjem til Danmark igen Vi vaare saa drabelig glade. Da jeg kom hjem, da keddes mig ved At fare saa længer om Lande, Thi gifted jeg meg og blev med Fred, Det gik meg vel til Hande. Siden fik jeg spurgt at Menneskens Sjæl Skal altid blive i Live, Thi vilde jeg vide med noget Skiel, Hvor min Sjæl skulde blive. Det svarede meg mit Raad saa til: Det Ingen til staaer at vide Uden eders Naades Gud om han saa vil, Da mue I derpaa lide, Dertil vide vi ei beder Bud Uden Torkel eders Svend hin snare, Han maae det spørge af eders Gud, Og vide hvad han vil svare. Da lod jeg kalle Torkel frem Og bød hannum did at fare, Jeg bad hannum kaare til sig af dem Som deilige vaare og snare, Jeg bad hannum fare til Ugarthilok, Som jeg hadde tjent saa lange Og spørge hannum ad foruden Drok

Drok svarer udentvivludentvivt til Isl. Throk ͻ: Ophold, Nølen. At trække sig i noget, betyder endnu at tøve med det. Ellers kunde man ogsaa tænke at Drok svarde til Tydskens Trug, og var Stamordet til Bedrag.

Hvad Løn min Sjæl skulde fange. Jeg lod hannumhanuum rede et Skib saa fast, At seile med til de Guder, Og fik hannum Redskab med en Hast Betakt med Tyre-Huder. De seilde saa længe bort i Nør, At de i Mørket komme, End seilde de da som de gjorde før, For de vare Hellede fromme

Hellede ͻ: Helte, ganske samme Form som hos Angelsachserne.

. Langt omsider da maatte de see En Ild for Stavnen brænde, Der seilde de efter i Dage tre, Før end de kunde der lænde (lande). Der treen Torkel op paa det Land Og gik imod den Lue, Da han did kom, han der da fand Saa røget og sort en Stue, Der sadde to Kompener hos den Baal, Deres Næser vare lede og lange, Og haarde som Horn eller (og) som Staal, Og dertil kroged som andre Stange, Med dem rørde de baade Nat og Dav I Ilden som der laa fore, Som Steger pleie med deres Karnav

Steger ͻ: Kok, hvoraf Stegers, og det sællandske Bonde-Kiøkken heder endnu Steset. Karnav som maae betyde en Ildtang eller Sligt, veed jeg derimod ingen Rede til.

: At røre i Brande og pore (purre); Dem spurgde Torkel fremdeles om Vei, Hvor han kunde min Gud finde, Og om did vaar langt eller ei, Og om han kunde did vinde. Da sagde den Ene og paa han soer, Skal jeg dig Veien kiende, Da skal du sige mig trende Ord, Som vel kunne være sænde (sande). Da svarede Torkel og sagde saa: Jeg vil det sige paa Love, Jeg aldrig slemmere Næser saae Nogenhaande Mennesker ove

Ove ͻ: eie, Sællandsfaren bruger det endnu, og deraf kommer Imperfektet: aatteaatta.

. Aldrig var jeg og nogensted Giæst Som jeg vilde nødiger være, Thi holder jeg den Fod alsombedst, Mig først kan heden bære. Da svarede Trolden: de samme Ord De kunde vel være sænde, Thi (vil jeg) som jeg dig jætted og soer, Al Veien og Seilingen kiende; Fire Dags Seiling skal du gaa paa, Før du det Land kan finde, Som din Herres Gud er op paa, Og Huus som han er inde. Saa gik Torkel til den Baal Han vilde af Ilden tigge (tage), Nei, sagde Trolden paa sit Maal, Du skal hannumhannnm lade ligge, Uden du siger mig trende Ord, Som Ingen kan drive til Rygge, Anden Gave eller Bede stor VilVelrettet efter Toldberg s. 77, vers 2378. Molbech s. 121, Ley s. 100, Brandt s. 90 og Nielsen s. 69 har alle denne form. jeg ei af dig tygge. Da svarer Torkel, han var saa brad, Det er hver Mand til Fromme At høre og tage af nyttelig Raad, IElRettet efter Toldberg s. 77, vers 2382. Stockholmerhåndskriftet har "ee", men dette har Grundtvig ikke haft adgang til i 1816. FLN mener, at rettelsen El til I er den ærligste. hveden som de monne komme; Maae jeg nu vel komme heden igen Jeg vil hid aldrig meer fare, Thi takker jeg mest mine egne Been, Som hid og heden mig bare. Saa fik han Ild og seilde saa fuss

Fuss ͻ: rask. Nu bruges Ordet kun om en Raskhed der ikke duer stort næsten eenstydigt med: studs, om den der er kort for Hovedet. Hvad det er at overfuse Folk maae vel godt Folk vide med mindre de blot fuse ud uden at vide hvad de giøre.

Som Trolden ham foresade (sagde) Han fandt min Gud i et Huss Saa Faa vaar deri glade. Han tændde et Lys og gik derind, Der vaar saa græsseligt inde, Han havde nær tabt baade Aand og Sind, Hannum kunde ei Raad til rinde. Der sad min Gud Ugarthilok, Var bunden med Bøier stærke, Som han hadde siddet udi en Stok, Det kunde Torkel vel mærke. Hvert Haar som vaar (op) paa hans Krop, Det var som Glavind af Horne, De stode alle og styrlede op

Styrlede kan man tilligemed saamange andre Oldsager finde i den danske Bibel endnu, netop i samme Bemærkelse. Ordet er nær beslægtet med det danske steile men har noget af det Isl. sturla ͻ: at forskrække. Styrle har ellers og betydt at buldres.

, Som de havde været Torne, De lugtede værre end nogen Uting, Man kan i Verden findesinde, Der laa Hugorme trindt omkring Det Huus som han vaar inde. Han rykde et Haar ud af hans Skiæg, Mig hjem til Tegn at føres Det gav af sig den Lugt og Dræg

Dræg maae vel betyde Stank, og være i Slægt med Dræ, Korndræ.

, Som værst kunde nogensteds høres. Da sprungesprnnge de Orme og andre Trold Paa hannum og hans Følge saare, Der undgik ei uden fem af der’ Vold Som sig kunde for dem vaare (vare). Indtil de komme til Skibs igen De Orme efter dem flue (fløi) De hvidslede og spyede paa dem Venen

Venen er et selvgjort Munkeord af det latinske venenum Forgift.

At dem maatte derfore grue. En af dem under Tjællingen vaar

Tjæl og Tjælling var et Slags Skibstelt, der tjendetjendr for Dæk i Mag.

, Han skulle sig lade lyste, Og stinge sit Hoved derud saa snaar Han det der gennesten myste (mistede). En Anden rakde der ud sin Hand, Han skulle det Tjæld til drage, Hun blev der stegt alt som en Brand Saadan fik han der Plage. Den Tredie skulle og see dertil, Hveden dem kom den Vaade, Det kundeknnde vel være et jammerligt Spil, Han miste sine Øven der baade. Da bad Torkel almægtigste Gud, At Han skulle hannum benaade, Og frelse hannum udaf den Nød, Og af den høilige Vaade. Da fik han genesten Bør saa from, Han lod til Tydskeland stande, Der tog han Daab og Christendom, For han kom hjem til Lande. Siden han kom til mig med det Haar, Han af min Guds Skiæg rykde, Der døde af mange og lagdes paa Baar, Saa jammerlig monne det lygte (lugte). Da han fik sagt mig al den Uroe Min Sjæl skulde have og Møde, Da styrted jeg ned alt som en Koe, Af Anger og Sorrig jeg døde.

Dette maae være nok om Kongerne i Hedenskabet der optage lidt over Hælvden af Bogen, i næste Hefte, vil Gud, skalskaf følge et Udtog af det øvrige, hvor man vil see at denne af alle vore nyere Historikere aldeles foragtede og mest ubeseete Bog indeholder Hjemmelen for Adskilligt, som man kun slet har takket den for, og endda ovenikiøbet lidt som slet ikke er brugt. Dog herom meer i en egen Afhandling om Rimkrønikens Alder og Værd som jeg maaskee skriver, men som i al Fald vist engang vorder skrevet, og som det er en stor Skam vi ikke alt længe har havt; thi at Bogen i det mindste er et saare mærkværdigt Bidrag til den danske Aands og Modersmaalets Historie, er jo unægteligt.

Udtog af den gamle danske Riimkrønike. (Slutning). Erik Barn. Den Tid jeg Dannemarks Krone bar Og skulde en Konning hede, Guds Naades Time da kommen var Som han vilde Danske da vede

Vede ͻ: vide, unde.

. Jeg takker og lover min Skaber og Gud For meg og alle Dane, At Han med sine Sendebud Os kiendde den christne Vane; Han tog os ud af Djævels Magt Og lod os til sig vende, At vi skulde hannum med Hu og Agt Nu dyrke og vederkiende

Vederkiende ͻ: kiende igien, og her kan man lægge Mærke til at det danske veder svarer til det tydske Wieder igien, ei til Wider imod, saasom vederkvæge, vedergiøre &c.; og det danske veder er i Grunden ikke andet end Præpositionen ved i sin forlængede Skikkelse ligesom under, over, efter. De Ord derimod hvor veder har en anden Bemærkelse som vederstyggelig og Vederpart, ere komne af Tydsken og burde egenlig, som viderværdig skrives med i.

, Og ei meer bede til Stok og Steen Som vore Forælderne gjorde, Men til Skaberen Gud aleen Som os kan fremme og forde (befordre). Ansgar saa heed det Sendebud Som Gud lod til os sende, Han visde os den sande Gud, Den hellige Troe han os kiendde, Der blev saamangen sund og karsk Den Tid han Folket døpte, Thi meende jeg saa at han var darsk

Darsk ͻ: daarlig, dorsk, som bør skrives daarsk af Daare.

Som delig en Nade sløpte

Delig ͻ: deslig, slig, sløpte er vel slap, gav Slip paa.

Mange fore der og Djævle fra, Saa jammerlig de det kiærde, At de maatte ingenlunde længer da Udi deres Boliger værde

Værde maaskee boe, holde Huus og da Stammeordet til Vært og Værdskab.

, Da vaare gangne af Guds Søns Aar Vel otte hundred og tyve, Og fire dertil som skrevet staaer Jeg vil det ikke lyve. Men først jeg fik i Danmark Magt, Og skulde der Konning blive, Den christne Troe af al min Agt Tænkde jeg at fordrive, Saamangen Kirke lod jeg nedslaa, Disvær at jeg saa gjorde, Og tog dennum Gods og Penninge fraa, Des ræddeds hver Mand det spurgde, Den unge Keiser Herr Lodevig Ham lod jeg slaa til Døde. Og Hertug Brun udaf Brundsvig, Som han hadde været en Jøde, Foruden Bisper, som jeg lod slaa Med andre Herrer smalle, Tolv Grever med Folk der noget dro (drog) Gjorde jeg af Døden svalle. I Frankerige og Tydskeland Jeg overvandt alle Stæder, I Frisen skattede mig hver Mand Saavel Povel som Peder. I tredive og saa sex Aar Det var ret intet minne (mindre) Jeg Danmarks og Englands Krone baar Og holdt dem ved godt Sinne (Sinde).

Svend Tveskiæg. Min Fader lod jeg slaa ihjel, Som Danske monne mig raade, For han tog Daab med gudelig Skiel, Og jeg ath Riget fast traade

Ath traade ͻ: traaede ad, attraaede.

. Alle de Folk som troede paa Gud, Dem lod jeg alle fordrive, For mig og mine Sendebud Kunde de med Fred ei blive. Thi gik det mig ilde mangelund, Imedens jeg saa gjorde, Til Tydskland i en stakket Stund, Jeg trøsver greben vorde

Trøsver ͻ: tregange svarer til det Asske thryva og det isl. thrisvar.

. Først gav jeg dennem saa meget Guld, Som jeg kunde selver veie, Naar jeg var i mit Harnisk fuld, Og tu saa meget Sølv at eie

Tu saa meget ͻ: togange saa meget. Jyden siger end tøs saa møi, som netop vilde slaae til i Verset, og forklarer det omtvistede Sted i Jydske Lov 2 B. 26 K.

. Anden Tid da jeg greben vaar, Da løste jeg mig omdyre

Omdyre ͻ: ligesaa dyrt. Om er her de Gamles Em eller Æm, ligesaa, der oftere forekommer i JydskejydskeJyske Lov næves i alt 5 gange. I to tilfælde står der "jydske" for "Jydske". Det kan også være en variant. Dette rettes ikke, er under bagatelgrænsen Lov, hvor man finder æm god, æm vel, æm nær, æm myket, og er almindelig i Angel-Saxisken ved Siden af efen, Tydskernes eben og vores even, effen og jævn. Meer herom ved Leilighed.

, Da fik Dannemarks Krone et Skaar Og danske en svar Hyre

Hyre ͻ: Byrde. Sællandsfaren siger endnu i den Betydning: jeg har min fulde Hyre, og den Bemærkelse hvori vi nu almindelig ene bruge Ordet nemlig om Sold eller Dagleie, er neppe saa ubeslægtet, som den kan synes, thi de Gamles Huusfolk eller Drabantere, hird, hyrd, aad tit Huset op, og Tjener-Hyren i vore Dage kan være svar nok.

. Den tredie Tid jeg greben vaar, Da vaar mine Land saa arme, Thi hadde jeg den Tid bange Kaar, Til Kvindfolk de mig forbarme, Fruer og Jonfruer og gode Husfruer Og andre gode Kvinde De løste mig med deres Bøn dis bæder, Saavel bleve de til Sinde. Thi gav jeg dennem saadan Fordeel, At de maatte siden ærve Halver Lod som Broder faaer heel, Saa monne de det forhverve. Da jeg befandt at mig saa gik, Jeg lod ei længer dvælje, Den hellige Troe jeg snart undfik, Og lagde med Gud saa Fælje. Saa gik det mig da vel i Hand Ihvor som jeg mig vendte, Thi fik jeg Norge og Ængeland, Jeg dem at skatte kiendte. Siden raadde jeg alle danske Mænd At de skulle dem omvende, Og tage den Troe som mere var sænd (sand) End den deres Fæder dem kiendde; De sagde de kunne med intet Skiel Deres Fæderne-Troe fornedre, Uden de saage (saa) der Jertegen til, At den ny Troe vaar bedre. Der vaar hos mig da Keiserens Bud, Her Pope monne han hede, Han svarede saa, at vil det Gud, Jeg vil eder Jærtegen vede (vide). Han sætte sig paa sit bare Knæ, Han bad til Gud den mille (milde) At Han sin Miskunds Liggendefææ Ville tee det Folk til Ville (Villie)! Saa tog han paa sin bare Hand Et gloende Jærn at bæret

Bæret ͻ: bære det, vi sige saa endnu.

, Det hannum dog ei mere brand, End om det kalt havde været. Siden tog han paa sin bare Krop En sid, bevoxet Pale

Pale ͻ: pallium, Kaabe, Kappe, her vel Skjorte. bevoxet ͻ: væxet, sat i Vox.

, Han stak paa Ild, lod brænde op, Hans Lemmer vare lige svale. Da de hadde seet de Jærtegen tu, Som Gud Han for dem teede, De toge ved Troen af god Hu, De glæddes, den Naade dem skeedde. Siden bleve da alle danske Mænd I christne Troe vel faste, Rige og Fattige, hver og en Den Heden-Troe de kaste, Da vaare gangne af Guds Søns Aar Nihundred og Firsindstyve, Og sex dertil, som skrevet staaer, Jeg vil det ikke lyve. Derefter toge vi for en Sæd Om Nogen paa Anden ville kære, Ville han ikke da gange derved, Da skulle han sig saa skære

Skære ͻ: rense svarer til isl. skira. Vi har endnu ikke blot skiær ͻ: reen og klar, men ogsaa skure ͻ: at rense og blanke. Deraf Skuremænd i Loven.

, Bære i bar Hand et gloende Jern Uskadder, og det ei vrage

Vrage kunde til Nød tages i sin nærværende Bemærkelse, men betyder dog snarere: kaste, hvilken Betydning end er tilbage i Vrag, og stadfæstes ved Ordets Brug i Vitherlags-Retten og Jydske Lov.

Men giøre dermed sin lovlig Værn Og være saa siden orsage

Orsage ͻ: sagløs, uskyldig, af Sag og PartikelenPeartikelenoverskydende type. or ͻ: uden, som i Angelsachsisken hyppig findes i slig Sammenhæng.

; Og ikke da fikte som før var Sæd Om Sager og om Usænde (Usandhed) For den blev ofte slaven ned Som før hadde Skade i Hænde. Som mine Forældre gjorde Landeskiel Mellem Danmark og Holsteen tillige, Saa tog jeg paa og gjorde om vel Mellem Danmark og Sverriges Rige, Med den som der da Konning vaar, Han heed Æmunder slemme, Paa det at det til evig Aar Skulde tages til Minde og Giemme. Vi toge dertil tolv myndige Mænd Af Danmarks og Sverriges Rige Vise og kloge ret hver og en At de skulde lade dem lige. Thorn toge vi af de vestre Gøtland Og Thorsten af Øster-Gøtland Og Gase af Vester-Manland, Grundvold af Sønder-Manland, Thole og Thotte af alle Opland, Som svenske Mænd de saa kalle. Toke og Toste af baade Jutland, Og Ubbe af Fynbo alle, Grundvold toge vi af Siæland Og Dan af Skaane vi nævnde, Saa toge vi Grunvold af Halland, Og dem til Stæde vi stævnde. Disse tolv forskrevne myndige Mænd De sætte sex store Stene Mellem Danmark og Sverrig, de staa der end, Til evig Tid vi mene. I Struttesøe sætte de første Steen I Danebæk den anden mon være, Den tredie kaller man Kyndsteen, I Værætsnæs staaer den fjære, Den femte Steen afsætter vaar Hannum lode vi Hvidsteen kalle, Den sjette mellem Bleking og Norge staar Til Landeskiel god med alle. Konningen af Norge han var og der Da de det Landeskiel sætte, Fordi hans Lande laae der og nær, Thi gjordes det uden Trætte. Daneholm skifte vi i Dele tre ForFørToldberg s. 103, Molbech s. 161 og Ley s. 134: for. Brandt s. 120, Nielsen s. 94: thi (disse to følger Stockholmerhåndskriftet K 41). han laa der saa til Maade, Saa finge vi hver vore en Deel af de

Vore en Deel, udentvivl Trykfeil for: vore (vores) Deel. Dog kan det andet forstaaes.

, Hver til sin Gavn og Baade. Da vi hadde der saa skift og molt Med god Endragt og Glæde, Konningen af Norge mit Bidsel holt Og Sverriges Konning i mit Istæde. Da nævndes af Daneholm i Stævnesund, Af Stævnesund og i Blymern, Af Blymren og i Slettesøe sammelund, Af Slettesø og i Flækkebek, i Sandsø der noget fjern Af Sandsø og i Almandebrink og i Dyregrund Af AnderosenAndervsenToldberg s. 104, Molbech s. 162, Brandt s. 121, Nielsen s. 95 og Ley s. 134: Anderosen. og dessammelund, Og ind i Empte Mose, Af Empte-Mose og ind i Ormunder-Skov, Af Ormunder-Skov og i Trane-Mose, Af Trane-Mose i Slettesø med samme Lov Og saa i Robeks Mose

Her have vi udentvivludentvivl den ældste Beretning om hint i ældre Dage omtvistede Kongemøde og Grændseskiel, som ellers beskrives efter Anmærkningen i de Ghemenske Udgaver af Siælands og Skaanes Lov, og Runestykket bag i Vorms Series Regum DaniæDanlæ. Vorm anmærker Riimkrønikens Vidnesbyrd, men ikke Forskiellen som her findes, og Suhm, der omtaler Sagen i sin Dannemarks Historie T. 3 S. 156 har ikke brudt sig det mindste om Rimkrøniken.

. Der skilles Danmark og Sverrige ad Efter den Contract vi gjorde, Hende gjorde vi, at Trætte og Had Skulde ei i Fremtid vorde.

Erik Eiegod. Jeg takker Gud min Skaber kiær For alle sine Gaver han gav mig her: Han gav mig Styrke over alle de Som jeg kunde nogensted spørge eller see, Han gav mig og saa klart et Moll (Maal) Som Nogen kunde have, Dansk eller Voll

Voll ͻ: Vælsker, Italiener, og den gamle Riimer siger da ligesom en ny tydsk Historiker at Danske og VælskeVælste have det klareste Maal.

Og gjorde mig til saa talende en Mand Som findes kunde i noget Land. Tusind halvfemts paa det femte Aar Efter at Guds Søn fødder vaar, Blev jeg til Konning i Dannemark sæt Med Danes Vilje og god Eendræt

Eendræt ͻ: Eendrægtighed. Det gamle Ord er forresten godt dansk, thi de som drage tillige, gaae i Dræt sammen.

Men siden derefter Aar vel try (tre) Blev CistertsEisterts-Orden stift af Nye, Da vorde (blev) os Gud saa mild og blid, At vi finge da saa god en Tid, At beste Skeppe Meel eller Malt Ei mere end to Penninge gjaldt. Jeg holt saa strænge Retviished, Og hadde saa stor Sagtmodighed, At Ingen forhastede jeg mig op paa, Ingen gik mig og retløs fraa, Ingen Voldsmand stædde jeg til Giøre nogen Uret eller Uskiel, Thi ræddeds mig alle mægtige Mænd, Og Fattige ælskde jeg hver og En. Jeg altid og saa livsalig var

Livsalig er det rette, dybe, deilige, danske Udtryk som kun svagt betegnes ved det af Islandsk laante vensæl. Mærkeligt ellers at Suhm mener (T. 5. S. 122)122,parentes mangler, emenderes normalt ikke jf. regulativet 3.2. Det er dog forstyrrende her. at Petrus Olai, der midt i sin Latin bruger dette Udtryk om Erik, har taget det af Saxo, Noget der ydermere stadfæster at Suhm ei kiendte Riimkrøniken synderlig.

, At naar som jeg gav nogen Mand Svar, Hans Husfrue sendde jeg gode Nat, Og bad hans Folk alt være gladt. Siden løstede og Tydske at prøve mit Sind, Thi røvede de paa Dannemark ind, De mig mellem Falster og Siæland Sloge ihiel saa frommer en Mand; Thi lod jeg giøre et Udbud stort, At hevne det Mord som de hadde gjort. Saa foere de dem i Tydskland ind Og vunde en Stad som heed Julin, Og grebe saa alle Røvere der Som sloge den (hiin) og vaare der nær, Deres Hænder lode de binde paa Bag Og bond (bandt) hver ved en Pæl vel frag

Frag ͻ: stærk, fast, svarer altsaa til isl. frekr og er vel samme Ord som vores fræk, hvis Grund-Bemærkelse er: uforbluffet, og saaledes bruges det i Kæmpe-Viserne.

Saa lode de tage af hver en Tarm Og slaa til Pælen med en Harm, De kvistede dem saalænge derom

Kvistede ͻ: pidskede.

, Indtil de styrted og Bugen var tom, Siden fik jeg for dem den bedste Fred Som nogen Mand bedst tørvde ved

Tørvde ved ͻ: trængde til. Vores: turde ved er og betyder det samme, og burde skrives torvde ved, ligesom vi skrive Nødtørvt skiøndt vi sige Nødtørt.

. Ærkebispen af Bremen, den haarde Mand, Hadde mig tænkt at komme i Band, Thi skød jeg mig for Paven ind, Som Gud gav mig for Raad og Sind. Jeg Danske forhvervde for den samme Grund At have deres Ærkebisp selv i Lund Og ei være under udvortes Stigt (Stift), Som vaare før vel pladseligt

Pladseligt kan enten være en Trykfeil for: passeligt, eller en Oversættelse af localis ͻ: hvad der er paa sit Sted, Meningen bliver da den samme.

. Min hellige Fader Paven vaar mig saa mild Med synderlig Naade, Gunst og Vild, Han tog os ei alene fra fremmet Stat, Men gjorde vor Biskop til sin Legat, Og til en Første i Sverriges Land Og Norges paa min rette Sand. Der jeg foer da hjem fra Rom, I Færd med mig en Spillemand kom Han legde saa at jeg galen blev, Mig kunne ei holle nogen Hellede giev, Fire af mine Ridder slog jeg ihjel, Fordi at jeg da ei vidste vel. Siden foer jeg da til den hellige Grav Som Gud mig dertil Naade gav, Jeg tog med mig allerhøieste Mænd Som jeg kunne finde, Mand eller Svend, At Ingen skulde giøre Spot eller Bang

Udentvivl har der staaet: at Ingen skulde giøres Spot eller Bang (Banghed), at nemlig hans Følgesvende ikke skulde ræddes ved at see op til ham, eller see ud som Dværge imod ham, hvor de kom frem. Det Andet giver kun en tvungentvnngen Mening, skiøndt det kan forstaaes, da Bang er paa gammel Dansk: Stoi,Stoi Allarm.

, Fordi jeg vaar saa stor og lang. Der jeg kom heden til Grækenland, I Constantinopel jeg Keiseren fand, Han vilde ei lade mig først derind, Men siden fik han et bedre Sind, Da Danske som han da hadde hos sig Finge hannum da underviist af (om) mig. Dem holdt han da i ypperste Stat (Stads) At vare paa sig baade Dag og Nat, For Deilighed, og Tjeneste troe, De hannum beviste der noget dro (drog). Siden lod han pryde baade Huus og Jord Og hented mig ind med Ære fuldstor, Han tog mig ved sin høire Hand, Som jeg hadde været en mægtiger Mand; Han ledte mig ind udi sin egen Sal Som kostelig var og meget pral

Pral. Enten skal det betyde: pralende, og er da en licentia poetica som jeg baade for andre og mig selv nødig tyer til, eller det er Substantivet: Pral, og som betyder da hvor, Noget der i Bogen ei er usædvanligt, og end Tilfældet i daglig Tale.

, Han gjorde mig da et stort Amon

Amun ͻ: Amindelse, ligesom mund hos Ang. S. er Minde.

, Han kom der aldrig ind som han var von

Var von ͻ: pleiede van.

, Og ingen Keiser efter hannum meer, Saa holde de hende for min Skyld i Hæder

Hæder skal rime paa: meer, og Rimeren var da vel en Fyenboe, thi i Fyen siger man omtrent: Heer.

. Saa lod han mig reise et Bellede op, Ved Skikkelse efter min egen Krop; Saa gav han mig sin Gave from, Hellig-Mænds Been som jeg bad om, Og af det hellige Kors en Part, Det sendte jeg hjem til Slangdorp saasnart

Slangdorp ͻ: SlangerupSlangernp.

, Fordi at jeg der fødder vaar, Som høien Alter i Kirken staar. Da jeg kom da til Cyperland, Af Sot jeg da opgav min And, Det tusende, hundred, paa det andet Aar Efter at Guds Søn fødder vaar. Min Dronning Bodil blev der og død, Af Helsot og ei af anden Nød. Der hædred os Gud med stort Jertegn Som underligt er i al den Egn, Der havde den Jord Naturen slig Hun kunde ei holde der døde Mænds Liig, Men naar der jorddis nogen Mands Krop Om NattenNatteu kasteds han giennesten op, Men siden min Krop blev jordet der, Da holdt hun Liig baade fiern og nær.

Valdemar Knudsen. Det er vel sændt (sandt) i Læsten staar

Læsten ͻ: Læsningen, Skriften, Evangeliet. Bliv ved din Læst! er da en heel sindrig Talemaade.

At hvilket Rige Usame faaer

Usame ͻ: UsamdrægtighedUsamdrægtigbedTo fejl her: omvendt U og b for h. isl. Usami uenig.

Da skal det lægges øde, Det mærked jeg vel og fik at see Da Dannemark fik os Konger tre, Det kunde ei mynner føde

Mynner maae vel være mindre, og kunde, som her i BogenBogeu saa tit, maatte.

. Vi hadde sammen stor Orlov og Kiv, Det gialdt først Knuds og saa Svends Liv, Vi lode det ikke førre

Før lod vi det ikke, holdt vi ikke op.

; Men siden der de vaare slavne ihjel Jeg ene regierede Dannemark vel OgogManglende stort begyndelsesbogstav. kom mit paa det Tørre

Kom ͻ: bragde, saaledes: komme noget afsted, det er: fremføre det.

. Jeg hadde saameget Nabohad For Tydske sadde (med?) mig til Fad (Fads) Jeg kunde mig ei forsvare, Før jeg fik gjort mellem os en Gaard

Gaard ͻ: Giærde, Befæstning, deraf Garde- Livgarde, der som saameget Dansk har maattet reise til Paris, før det kom i Vælten herhjemme, som gode udenlandske Vare.

, Han staar der vel i tusind Aar Om han bliver tagen til Vare. Jeg det for Sandingen sige vil Biskop Absalon hjalp der fast til, Som vaar i Lunde-Kirke, Der vaar ei før uden kast en Vold, Men vi sætte der en Mur vel bold, Vi kalled’ en Danne-Virke. Halvtolte hundred og otte Aar Efter at Guds Søn fødder vaar Da blev den Mur alt rede, Tre Aar derefter med gudelig Hof

Hof ͻ: Haab som sees af det gamle vocabularium in usum Dacorum, som vore nye Sprogmestere havde giort vel i at bruge, ligeledes af ny Danske Magazin 2 B. S. 332.

Da bygde han Sore vor Frue til Lof, Den Kiærlighed han hende teede. Siden foer jeg ind udi Ryland, Og alt det Folk jeg overvand, Jeg lod dem christne og døbe, Efter Guds Søn fødder vaar Halvtolvte hundred og tyve Aar, Dermed, da kan det løbe

Egenlig staaer der M. hundred paa det halvfjerdssindstive Aar, men saavelsaaael her som i foregaaende Vers har jeg sat Tallet paa en anden Maade, da man vel ikke let falder paa at læse som Rimeren: Emhundred, dermed saa faaer det løbe.

. Det samme Aar gjorde jeg Sjælands Lov Hvor de skulde skifte Mark og Skov Og andre Ærende at dømme, Da blev og min Fader paa Alter reist, Og Knud min Søn til Konning keist, Den Glæde lod Gud mig sømme

Her har vi da det ældste Vidnesbyrd saavel om hvem der udgav Siælands gamle Lov som om Aarstallet, og her see vi Grunden hvi alle vore gamle Annaler have Aarstallet 1170. Dette Vidnesbyrd har selv Kofod Ancher ikke kiendt, som sees af hans Lovhistorie D. I. S. 96, og Suhm ikke heller, uagtet han T. 7. S. 382 anfører Riimkrøniken mellem dem der have 1170, thi ellers vilde han vidst, at Riimkrøniken taler udtrykkelig og alene om Sjælands verdslige Lov, saa dens Vidnesbyrd slet ikke svækkes ved Talen om, naar Absalon gav Kirkeloven.

. Med Herreskjold jeg og overvand I Øster ude først Finland, Derheden fik jeg godt Veder, (Veir) I Tydskland vandt jeg og Demin, Camin, Volgast og Stettin, Med andre Slot og Stæder

Saavidt jeg veed, omtales dette Finlandstog ei andensteds, neppe nævnes heller af Andre Camin og Stettin ved det vendiske Tog 1164 eller 65, og altsaa har Rimeren i det mindste ikke her pløiet med Annalerne.

. Keiser Friderich sig skrev af Rom, Han sendte mig Bud, jeg til ham kom, I Lybekke Stad vi der mødtes, Jeg gav hans Søn der Dotter min, Og han gav mig alle Landene sin Som norden paa Elven stødtes. Han gav mig der Beviisning oppaaog paaToldberg s. 128, Ley s. 166, Molbech s. 202, Brandt s. 149 og Nielsen s. 125 = oppaa. Jf. Kalkar betyder 'op paa' på. A's ordlyd 'og' kan også give mening., Og Innocents Pave Stadfæstning aa Med Buller af Guld det klare, Til evigt Vidnesbyrd og Tegn At alle de Land og (alle?) de Egn Skulde danske Konning svare. Ellevhundred og firs paa det første Aar Efter at Guds Søn fødder vaar Da gjordes denne Contracten

Der staaer M. C.E. Fiirsindstyve. Riimkrøniken er da ogsaa den ubekiendte Hjemmel for denne Efterretning, og man vil bemærke, at saa naturlig følgende Annalister heraf kunde slutteslntte at Innocents gav sit Stadfæstningsbrev i Valdemar den førstes Tid, er det dog slet ikke sagt om det var Rimerens Mening. See Suhms D. H. T. 7 S., 623 seq.

; Men andet Aaret som der kom næst, Da kom Helsot og vorde min Giæst, Han tog fra mig al Magten.

Erik Valdemarsen. (Plogpenning). Et falsk og svigefuldt Brøderskap Er ofte stor Vaade og Fare, Thi skal han være til Sind vel snap

Snap, ventelig det samme som snu, i Slægt med snappe, og Snaphane ͻ: en der lister sig paa Fienden eller til Bytte.

, Som sig skal derfor vare. Da jeg hadde Dannemarks Rige faaet, Da fik jeg og Vansæme

Vansæme ͻ: UsameUsame, Usamdrægtighed.

Med Abel min Broder som osafToldberg 1961, s. 135, vers 4209 har 'oss', samme har Ley s. 174, Molbech s. 213, Brandt s. 157, Nielsen 132. var spaaet, Ingen kunde hende stæme

Stæme ͻ: stemme, standse.

. I ti Aar havde vi Orlov og Kri, Vore Land lagde vi saa øde, Saamangen Mand dadenjf. Toldberg s. 135, Ley s. 175, Molbech s. 213, Brandt s. 157 og Nielsen s. 132. slogs deri, Derved maatte Hjertet bløde. De Land vor Fader med Herreskjold Havde vundet med Hæder og Ære, DeDajf. Toldberg s. 135, Ley s. 175, Molbech s. 213, Brandt s. 157 og Nielsen s. 132. finge over os Magt og Vold, Deres Spot maatte vi da bære. Siden lod han mig gribe med Falsk og Sviig Og sætte i Boier og Lænke, Saa lod han hugge Hoved af mig I Slæten lod han mig sænke

Slæten ͻ: Slien.

. Den Tid jeg sad paa mine Knæ Og skulde mit Hoved ombære

Ombære ͻ: undvære, miste.

Da spurgde han ad mit Liggendefæ Hvor (som?), det skulde da være; Jeg sagde, det ligger i Roskilde Bye I Graabrødre Kloster til Giemme Udi min Kiste er gjort af Nye, I lader eder ikke græmme! Tusend, halvtrediehundrede Aar Og noget op paa det første, Sanct Laurentii Nat jeg greben vaar Det veed jeg vel til Gørste

Gørste ͻ: Visse. Ordet staaer saavidt ieg veed ene i Dansken og tilhører da vel Islandsken hvor gørst er Superl. af gørr: klarlig, tydelig, grandt.

. Siden funde da Fisker mit Hoved og Krop UfuldnetUfuldnerToldberg s. 136, Molbech s. 214 og Ley s. 175: wfuldnet / Ufuldnet. Endelsen på -er ligner gammel mask., sml. ungersvend. Jf. Kalkars ordbog kan 'fulne' bøjes 'fulner'. og uden Skade

Ufuldner ͻ: uforfulet, uforraadnet.

, De førde dem saa til Slesvig op I Sanct Peders Kirke de det lade.

Abel. Jeg haver fornummet at Svig og Fals Ihvor langt det om ganger, Det kommer sin Herre igien paa Hals Med Drøvelse, Sorrig og Anger. Der Erik min Broder var slagen ihjel, Som jeg hannum tænkde for lange, Til Roeskild foer jeg med det Skiel Jeg vented mig hans Guld at fange. Da jeg kom ind som Kisten monne staae, Bunden med Jernbaand haarde, Jeg fandt der ei uden en Kappe graa, Og dertil en Munke-Korde

Korde ͻ: chorda, Snor.

. Da jeg havde seet den Kappe graae, Jeg sørvde vi havde saa kivet

Sørvde ͻ: sørgede.

, Hans Agt fornam jeg der (var?) saa Han vilde sig i Kloster have givet

Udentvivl er Riimkrøniken ogsaa ældste Hjemmel forfør Beretningen om hiint Eriks Udsagn og Abels Fangst thi Annalerne synes at have oversat dens Ord, især dem om Abels Sorg, der syndes RimerenRimeern naturlig. Suhms D. H. T. 10 S. 145.

. Grev Adolfs Dotter i Holsterland Som jeg til Husfru hade, Alt Dannemarks Rige som jeg befand Gjorde hun en drabelig Skade. De Brev min Oldefader Valdemar Paa Veendens Rige forhvervde Mod Danske hunhnn saa udydelig var Paa Had hun dennem fordærvde

Suhm omtvivler dette, T. 10 S. 217-18 men paa heel svage Grunde, thi at en stor Deel af de Breve der lyde paa Venden, endnu findes i det schverinske Archiv, beviser vel at Hvitfeld, der taler om alle Brevene, foer vild, men beviser mere for end imod Riimkrøniken og dens Udskriver Petrus Olai, da her nævnes bestemt kun Brevene til ValdemarBaldemar 1ste som jo virkelig savnes.

. Tredie Aar sin jeg Konning blev

Sin ͻ: siden, Sællandsfaren siger endnu sin, forresten seer man at Riimkrøniken sætter Abels Dødsaar til 1253 ligesom de eiderstedske Annaler S. D. H. T. 10 S. 207.

, Da fikflk jeg saa i Sinde Det jeg drog sammen en Hær fuldgiev Jeg tænkde mig Frisen at vinde; Men der jeg kom til Egder-Stad

Egderstad ͻ: Eiderstæd.

, De Friser mig der da mødte, De gave mig der fuldondt et Bad, Mit Blod de der udgødte. Jeg meen jeg fik den Hevn og Nød Af Guds retvise Domme, For jeg lod slaae min Broder til Død, Mig selv til liden Fromme.

Christoffer Eriksen. Jeg kan det nu fuldvel forstaae Ihvor en Mand sig vender, Da vil det hannum gierne saa gaae: Ham hænder alt som han trender

Et herligt Ordsprog, der i Klarhed og Klem langt overgaaer det sædvanlige: som man reder saa ligger man.

. Da tusind, trehundred og tyve Aar Fra Guds Byrd gangne vare, Til Dannemarks Konning jeg keiset var, At jeg skulde det forsvare. Markgreven som var paa Brandenborg Gav jeg min Dotter hin kære, Og gjorde deres Brøllop paa Vordingborg Med stor Priis, Hæder og Ære. Til Kloster gjorde jeg Knardrup Gaard Vor Frue til Lov og Ære, Trettenhundred og tyve paa det sjette Aar Efter hun mon Christum bære. Siden tog jeg mig saa ondt et Sind, Disvær, at jeg saa gjorde, Paa Retviished lagde jeg ei Vind, Det kærde hver som torde. Ridderskabet lagde jeg mig imod, Det kom mig lidet til Baade, Almuen jeg mig beskatte lod Saare ud over sin Maade. Thi vare de mig imod igien I alle de Maader de kunde, De gjorde mig baade Skade og Meen, Lidt Godt de deri vunde

Det kalder man hverken at holde med Brud eller Beiler, men med Sandheden.

. I Taarnborrig grebe de Erik min Søn, Som jeg lod til Konge kese (keise) De ræddeds ei Tru, de hørde ei Bøn, De gjorde hannum Last og Nese

Last og Næse ͻ: Last og Skam.

. I Hadersløv sætte de hannum i Taarn Han nød ei anden Naade, Som de havde overlagtoverlagr det tilforn I lang Tid mod os Baade. Da jeg fik spurgt det gik hannum saa, Jeg tog hvad jeg havde rede, Heden til Tydskland lod jeg staae Om Hjelp og Trøst at bede; Men Danske fulde til de Grever to, Som der i Holsten vare, Geert og Hans, de Hellede froe

Hellede froe ͻ: raske Helte. freo er frie, uforsagt paa Angelsachs.

, At de skulde dem forsvare. Saa foer jeg igien med tydske Mænd Til Siæland udi mit Rige, De vare mig falske hver og en, Thi maatte jeg anden Tid vige

Anden Tid ͻ: anden Gang.

. Da fik jeg at see foruden Drut

Drut maae efter Sammenhængen betyde Skiemt eller Falsk, men om Ordets Slægtskab har jeg intet kundet opdage, uden maaskee det isl. drutr et Vindæg og det Angels: dry Trolddom, Koglerie, er af Slægten.

Det Gamle sige i deres Tale Ravnen hugger ei Andens Øie ud Ihvad de skrige eller gale, Paa begge Sider der da Tydske vaar, Thi vilde de ikke stride, Thi havde jeg ikke bedre Kaar, Af Riget da maatte ieg glide. Da Danske havde mig drevet yd Med Grevernes Hjelp fornævnde, Mod dem saa vendte de deres Spyd De mig over dem vel hævnde, I deres Land droge de giennesten ind Og Jyderne mest, de nørre, De Gottorp belagde med Magt og Sind, Og Hadersløv vunde de førre. Der kom Grev Geert og stridde paa dem, Og slog og fanged der mange Han sendte dem til sine Fogeder hjem, Der havde de Dagene lange. Siden bleve de tydske Herrers Aag Danske fuldsvart at bære, De skreve mig til i Brev og Bog De monne det saare kære: De havde der baade Land og Slot I menige Dannemarks Rige, Og alt det som deri var godt; Ingen lode de være deres Lige. De som tænkde at blive ved Magt Om de kunde mig fornedre, De Uslinge bleve imod deres Agt, De kunde dem intet forbedre

De kom ikke bedre i Stand.

; De som vare fuldglade dertil, At de kunde mig uddrive, Jeg det for Sanden sige vil, Efter mig lode de først skrive; De kaldte mig hjem til Lande igien, At jeg skulde dem forsvaare, For Greve Her Geert, deres største Uven, Fordi de ræddeds ham saare. Siden jeg da kom i Riget ind, Som mig vel burde med Sande Det kunde ei gaae udaf min Sind

Jeg kunde ei, som jeg burde, forglemme.

, At de dreve mig af Lande, Thi lod jeg da giøre et Svogerskab Med Greven paa deres Skade, Min Søn fik hans Dotter i Ægteskab, Som Hertugen i Saxen før hadde. Siden tog jeg paa et stort Uraad

Uraad ͻ: Daarlighed, Utilbørlighed, noget anderledes synes vi at bruge Ordet i Taalemaaden: at mærke Uraad, men det lader og kun saa.

, I Børlund greeb jeg Bisp Tyge Og sætte en i Fængsel og gjorde hannum Haad

Haad ͻ: Haan, Skam.

Thi lod han sig ei lyge

Lyge ͻ: lige, nøie isl. lika behage, vores lie, som at lie (lige) en godt. Han helmede ikke, barede sig ikke, nøiedes ikke.

, Før han kom ud til Pavens Gaard, Og Riget i Forbud sætte, Det var deri paa otte Aar, Før det kom af den Trætte. Siden kom Tvedragt mellem Greven og mig, At vi kunde ei fordraves, Thi drev min Søn hans Dotter fra sig Med hende kunde han ei haves

Haves ͻ: omgaaes, forliges, siger Sammenhængen, men Ordet har jeg ikke truffet.

. Paa Lohed mødtes vi siden i Kri, Og Seiren gik hannum til Hande, Thi jeg hadde mange Tydske deri, Som ei vilde troligen stande. Saa flydde jeg da til Lolland ind, I Saxkøben jeg greben vorde, Til Aaleholm ført fuldbleg om Kind, Baade Danske og Tydske det gjorde

Herremændene: HennekeHennele Breyde og Johan Ellemose. Hvitf. T. 1 F. 458.

. Omsider kom jeg derud med Nød Til Falster lod jeg mig føre, Der blev jeg giennesten paa Nykøbyng død, Og siden begraven i Sore. Tusinde og trehundrede Aar Og dertil elleve og tyve

Det Aarstal staaer sig vel neppe, imidlertid er Tingen endnu ikke afgjort.

, Efterat Guds Søn fødder vaar Jeg vil det ingenlunde lyve.

Margrethe. Jeg beder derom alle gode Mænd Hædre hver gode Kvinde! Og raader eder alle hver og en I drage det vel til Minde: Dog Kiønnet det er dem skrøbeligt Som deres Natur tilsyer

Tilsyer ͻ: tilsiger.

, Da gøre de ofte mandeligtmandeligl, Som Magt paa ligger dyr

Hvad der ligger stor Magt paa.

. Jeg takker min Skaber i Himmerig For alle Velgierninger og Naade, At han gav mig her Lykken slig, Det jeg for Riger skulde raade! Jeg var ei uden paa ellevte Aar, Jeg maae det sige med Lige

Med Lige ͻ: med Fornøielse.

, Da mit Brøllop i København vaar Med Kong Haagen af Norges Rige, Med ham fik jeg siden Olav min Søn Og Norge saa med hannum ærvde, Saa fik jeg Dannemarks Rige skiøn, Da Voldemar min Fader stervde

Stervde kunde vel være et gammelt dansk Ord da vi i Angels finde steorfan dræbe, men rimeligviis see vi dog her det indvandrede tydske sterben, der endnu paa en Maade lever, skiøndt bandsat, i Stervboe, og viser hvor det danske og tydske Maal kan forenes.

; Jeg takker de ædele Danske Mænd, At de vilde mig det unde, Som jeg havde været en Mand eller Svend, Som best regiere kunde. Konning Albret af Sverrig da han det fraa

Fraa ͻ: spurgde imperf. af det gamle: fregner.

At Gud gav mig den Gave, Til Danmark og Norge tog han stor Traa

Traa ͻ: Attraa.

, Han vilde dem fra mig have, Han kaldte mig Konning Brogeløs

Brogeløs ͻ: Buxeløs.

, Han mig saa saare speede

Speede ͻ: spottede, gjorde Spee.

, Han hødte og truede og saare fnøs

Hødte ͻ: truede, men da dette Ord følges med, betyder hødte vel her: smedede Rænker, som det vel kan betyde, da det er Oversættelsen af insidiari i det gamle Vocabular.

, Sin Ondskab han saa teede, Han jætted det stadelig og soer deraadrraa, Han skulde ei gaae med Hette, Før han fik vundet mig Danmark fraa Og Norges Rige med Slette

Med Slette ͻ: slet aldeles, og, om man vil, aldeles slet.

. Omsider skrev han mig til sin Agt, At han vilde med mig stride, Thi sendte jeg mod ham Dannemarks Magt De tuede vel stande og bide, Der grebe de hannum udi det Slag, Og haardelig de hannum bunde, Det skedte en Sancti Mathiædag De Sverrig til min Hand vunde, M. halvtrediehundrede og Lxxx Aar

Dette Vers har jeg ladet beholde alle sine skiæve Been thi det maae have Fødder at gaae paa, saa langt som det er bagefter sin Herre 1388. Ellers har det vel hedt M. trehundred og Lxxx Aar og dertil togang fire.

Og dertil Aar vel fyre Efterat Guds Søn fødder vaar, Det voldte hans Fiig og Gyre

Fiig og Gyre ͻ: Lyst og Begierlighed, der, som bekiendt, har hjemme i Østerleden.

, Saa lod jeg da skære en Hette ny Af Vadmel vel femten Alne, Men Struden der kom nytten udy

Strud ͻ: Slæb, Svands, og man kan da togange sige: den Ting, hun havde en Hale.

At Lydden skulde ikke falne

Lyd ͻ: Farve, falne ͻ: falme. Ret sindrigt i alle Henseender.

. Den Snor som lægges af Strænge tre, Hun brøster fuld neppelige, Det siger Viismand foruden Spee, Om hun lægges læmpelige, Jeg lagde en Snor med Alle stark, Da jeg vandt Sverriges Krune, Og arved Norge til Dannemark, At de skulde staae i Lune.

Lune ͻ: Luun, kun Skade at det blev i Lune.

Intet Vold eller Verdsens Magt Kan de samme Riger beskade Imeden de blive ved samme Pagt, Som jeg dem sammen lade;

Lade ͻ: lagde.

Thi raader jeg alle de gode Mænd Som for de Riger skulde svare, Ridder og Svende hver og en I lade dem saa sammen vare! Lyder paa ingen Uvenners Raad Som der vil andet raade, Fordi at det kommer jer selv til Haad Og Liv og Sjæl til Vaade! Den hellig og uskyldagtig Eenfoldighed Lade dem saa sammen blive, Som er i Personer Trefoldighed, Som Klerke prædike og skrive!

Man seer let at Rimeren har i de tre forenede nordiske Riger villet see et Billede af Treenigheden, Skade at hvad der skulde været Sandhed blev til Løgn, thi forresten er det ganske rigtigt at vi i disse Folkefærd ligesom i hvert Menneske kan finde tydelige Spor af den Usynliges Billede.

Tusend, firehundred og paa tolvte Aar Efter Guds Søn var baaren Da blev jeg død og lagt paa Baar S. Simons og Judæ Aften det vaar en Da jeg havde paa det tolvte Aar Og dertil fulde tyve For Dannemarks Rige standet til Svaar, Jeg vil det ikke lyve. I Roskild hviles nu mine Been, Som der staaer nu beskrevet, Havde jeg havt nogen hulder Ven, I Sore da havde jeg blevet.

Hermed vil jeg da slutte Udtoget af den gamle mærkelige Bog, thi vel havde jeg agtet endnu at tilføie Christian den Førstes Riim, for at Læseren kunde see hvor umuligt det er at sammes Forfatter kunde lagt de fremfarne Konger saa mange deilige Ord og nette Riim paa Tunge, men da udentvivl alt Vidnesbyrd er spildt paa hvem der ei kan see at de anførte Riim er forskiellige Mænds og Tiders Tale, vil jeg ei fylde Rum med det tvungne, aandsfattige og trangbrystige Eftermæle, der ikke desmindre for sin Tid ret godt kan gaae an. Rimeligviis er det, saavelsom kanskee Erik Pommers og Christophers Baiers, Riim af Broder Nigels fra Soer, som udentvivl har tillagt de Stykker, og tillige oversat Riimkrøniken paa Plattydsk med Dedicats til Kong Christian den Første, thi efterat have betragtet hin plattydske Oversættelse, som slutter førend Christians Død, kan jeg ikke skiønne rettere, end at den maae være gjort i Dannemark til Kongens Behag, som sagtens ei var stærk i Dansken, og at det er denne Oversættelse Ditmarskerne overkom paa Valpladsen ved Hemmingstad.

I Udgaven af 1533 er, som sagt, tilføiet et Riim om Kong Hans, men naar og af hvem det er skrevet, meldes intet om. I danske Magazin giættes paa den bekiendte Erik Krabbe, og i Hofmans Bog om Adelen nævnesuævnes han reentud som Forfatter, men paa hvad Hjemmel skal jeg lade være usagtnsagt. Jeg for min Part anseer Sligt for aldelesaldetes urimeligt, ei alene fordi Rimet uimodsigelig er skrevet før han endnu var tyve Aar, men især fordi det heel igiennem synes at kundgiøre en Tid før Reformationens Udbrud, og Christian den Andens Fald, samt en Mand der intet havde mod samme Kong Christian. Ove Bilde og Ove Lunge nævnes udtrykkelig som Hjemmelsmænd, og da den Første kaldes Biskop som han først blev 1515, er Rimet formodentlig skrevet samme eller følgende Aar, og det efter min Betænkning af Mester Christen Pedersen, hvis ægte Danskhed, Fortrolighed med Fortidens Stiil og Peer Laales Ordsprog det synes mig at aande, ligesom der dog vel maa have været nogen Grund til det Sagn at han var Riimkrønikens Forfatter, hvorfor han ligefrem udgives i Fortegnelsen over Karen Brahes Bogsamling. Oprindelsen til at man ansaae Erik Krabbe for Manden, synes ei heller vanskelig at finde, thi han skal jo have foranstaltet Udgaven af 1555 og da man, som af Resens Fortale til JydskejydskeJyske Lov næves i alt 5 gange. I to tilfælde står der "jydske" for "Jydske". Det kan også være en variant. Dette rettes ikke, er under bagatelgrænsen Lov sees, indbildte sig at Kong Hanses Riim da først kom for Lyset, var det intet Under man tillagde ham det, aldenstund han dog og havde skrevet danske Riim som dog ere i en ganske anden Tone.

Jeg har før anmærket at man i vore latinske Annaler sporer Rimkrønikens Brug, og derom kan Enhver overbevise sig som med den i Haanden, eller, endnu bedre, i Hovedet, vil giennemlæse Annalerne i Scriptores, Noget som vore mange grumme lærde Historikere dog maaskee ikke behøve, da de sagtens kan dem paa deres Fingre. Imidlertid vil jeg dog for ulærde Læseres Skyld anmærke, at i den Chronicon Danicum som slutter med 1286 (Script. T. v. p. 329) og agtes af Suhm for omtrent samtidig, findes om Erik Glipping følgende Ord: Ericus filiusfilins Christophori Regis successit patri in regnoɪegnolille stort 'I'.. Hic decimas eclesiarum tulit, nullam fecit justitiam, monasteriamouasteria per eqvos suos et canes depauperavit, totusqe lubricus uxores nobilium violavit, hvilket for mine Øine at see er omtrent en ordret Oversættelse af hvad vi om samme Konge læse i Riimkrøniken:

Da jeg fik Dannemarks Rige boldt, Jeg ingen Mand Retviished holdt, Disvær, at jeg saa turde, Kirken tog jeg sin Tiende fraa; Med Folk, Heste, Hunde ogsaa Jeg Klostre fattige gjorde. Ukysk jeg i mit Levnet var, Et hadeligt Rygte jeg derfor bar, Og mest med gode Mænds Kvinne.

At man i en bagvendt Tid, da Konst som Lærdom er Lapperie, kundeknnde faae Lyst til at vende det om og sige, at Rimeren, som naturligviis sammenlappede sin Krønike af Annalerne, har oversat bemeldte Stump, det bekymrer mig ligesaa naturligviis ikke, da jeg skriver for oplyste Folk i et philosophisk AarhundredeAarhuudrede. At endelig Riimkrøniken, som mindst i Begyndelsen af det 16tende Aarhundrede, er agtet for en historisk Kilde fra Middelalderen, beviser ikke allene Petri Olai Chronicon, hvor hele Vers og Linier af den hyppighypyig indføres paa Dansk, men endnu mere Incerti Auctoris Chronicon ab anno 1268 ad 1523 men egenlig kun til 1500, (Script. T. VI.) hvor den udtrykkelig citeres under Navn af Chronicon vulgare og Chronica vulgaris p. 225 og 234. Ved første Sted anmærker Suhm at den Krønike kiender han ikke, men at det i saa Fald kunknn var fordi han ikke kiendte Riimkrøniken, kan man overbevise sig om ved nøiere Eftersyn.