Danne-Virke

Danne-Virke. Fra de gamle, glemte Dage Fra den dunkle Hedenold, Hvisker end i Danmarks Sage Hjertet om den høie Vold, Som opbygt ved danske Hænder Skulde bold ved Landets Ender Trodse Fjendens Avindskjold. Ja det staaer med gyldne Stave Ristet dybt i Sagas Skjold At for Dans Kiærminde-Have Altid var en Gaade-Vold, Slægtens hellige Kiærminde Fjenden aldrig maatte finde; En Cherub for Haven stod. Ak! vel tit i onde Dage Sank den gamle Dannevold, Engelen sig svang med Klage Over Skoven med sit Skjold, Men han sang dog over Lunden: Græd! din Engel er forsvunden, Sjunken er din gamle Vold. Naar det toned saa fra Oven Og gjenlød i Fuglebryst, Da veemodig blegned Skoven Ved Kiærmindens Klagerøst: “Tømt, udtørret er mit Bæger, Ingen Dug mig vederkvæger, Visne maae jeg nu paa Stand.” Naar det Fuglene fornumme, Ynkelig de skreg i Vang: Ak! saa maae og vi forstumme, Din, Kiærminde! er vor Sang, Vi kun leve i din Aande, Sjunge ud din Fryd og Vaande, Og maae blegne, døe med dig. Lundens vaandefulde Toner Gjennem Skyen sig opstreed, Til den Hald hvor herlig throner Idel, evig Miskundhed, Kongen hørde Lundens Klage, Og Cheruben kom tilbage, Vinked op den sjunkne Vold. Aldrig gaae du os af Minde, Før vi sees ved Thronens Fod, Ægte, fromme Danne-Kvinde, Gamle Thyre Dannebod! I dit Navn som i dit Minde Vi vor søde Moder finde I kiærmindelig Gestalt. Engelen sig havde svunget Over Lunden høit i Skye, Som forgjæves havde klunget Varselen i Vaabengnye, Skjoldung-Ætten, vild, bedøvet, Havde selv nedtraadt i Støvet Giærdet for sin grønne Lund. Dog, et bedre Danne-Virke Stod i Aanden under Skye, Det var dig, du lille Kirke! Alterskur i Hedebye! Der, o der i Ansger-Sognet Var Kiærminden brat opvaagnet, Der Cheruben sig opsvang. Ingen Fugl der var i Lunden, Som gientog Cherubens Røst, Dog den fandt i Midnats-Stunden Svar i Nattergale-Bryst; Det var dig, Ansgar hin milde! Som for Lunden være vilde Øre lydt og Tunge sød. Det var dig som tolked Røsten Med det klare Guddoms-Ord, Med den Englerøst fra Østen Som forkyndte Fred paa Jord, I de Aandens klare Toner Om den himmelske Forsoner, Om det aabne Paradiis. Før skal derfor og udrinde Korsevæld i Isefjord, Førend Dannemarks Kiærminde Glemmer dig og dine Ord; I dit Navn som i dit Minde Skal hun rørt sin Engel finde, Som han var i Mands-Gestalt. Da Kiærminden gik til Kirke, Knælede paa Alterfod, Høit sig hæved Danne-Virke, Som et Værk af Danne-Bod; Trodsede med Port og Stænger Trøstig Henrik Fugle-Fænger, Bøgen blev ham alt for høi. Ak! da, fromme Danne-Kvinde, Du bedaget sank i Jord, Fulgde Dannemarks Kiærminde Livets ei men Ligets Spor, Da forfaldt den lille Kirke, Da forfaldt og Danne-Virke, Faldt for Olav Trygvasøn. Bort med Klage, bort med Sukke! Faldet var en Høitids-Fest, Volden vilde udelukke Lundens søde Julegiæst, Og Kiærminden rørt ham møder, Der hun seer den Giæst paa Gløder Mod sig gaae af Kiærlighed. Øde kunde Fyrre-Flammer Thyras Fugle-Fænger-Vold, Dane-Skovens gamle Stammer Svigted nu som Danne-Skjold, Men Kiærmindens Hjerte-Lue Blussed op i Kors og Bue Til et helligt Flamme-Hegn. Derfor, Dannemark! til Lykke Med dit christne Lundehegn! Planke-Værket kun i Skygge Varslede for Korsets Tegn, Syng, Kiærminde! Christi Kirke Er det sande Danne-Virke, Min Forløsers Dannes-Værk. O! velsignede Kiærminder, Blomstrende i Danne-Muld! O! I fromme Danne-Kvinder Med det klare Finger-Guld! Sjunger om det Danne-Virke Som i Jesu Christi Kirke Blev opbygget underfuld! Gud med ægte Guld kun bygger, Toner det fra eders Grav, Han med vore Gylden-Smykker Gjorde Vold paa Hedenskab, Kiøbde sig Kong Svend af Venden, Vi fik Arv med Unger-Svenden, Evig er Guds Miskundhed! Ja, tilvisse, Danne-Kvinder! Har I vundet Arvegang, Lunden, til jer Æt forsvinder, Kaldes skal Kiærminde-Vang; Arve skal og som Kiærminde Markens fromme Danne-Kvinde Vist med Zions Unger-Svend. Denne Arv ei vilde kiøbe Jacobs Kvinde-Menighed, Guldet skulde Aaron støbe Til en Afguds-Kalv saa leed, Da fra Arven den sig kiøbde, Og til den, Ansgar, du døbde Dronning Thyra Dannebod. Men, ak sjunket nu i Gruset Ligger pruden Kirkevold, Og vi see i Vaabenhuset Ikkun Baaren til Kong Skjold, Gubber kun med Stav i Hænde, Blye og blotte Ungersvende Sørgende ved Baaren staae. Ak! skal det Bedriften være Hvormed Livet endes her, At til Grav med Suk de bære Minderne om Herrefærd! Oldinger og Ungersvende! Ak! skal I Bedriften ende Med saa ynkelig en Færd! Under Landet Snekken svømmer, Stavnen stammer: Danne-Skjold, Tidens Tunge høit berømmer Snekken fiin fra Hedenold, Priser høit den Fugl i Skove, Der sig paa den danske Vove Har gienfødt saa mange Fold. Fugl, som over stærke Ribber Spreder Vinge under Skye! Gubbekvad fra Norges Klipper, Ungdomssang i Bøgelye, Mødtes under Tvilling-Krone, Døbde dig i Tvilling-Tone Med dit gamle Adelsnavn. Stod du da kun op af Døde For at vinde Martyrnavn, Var det sidste Aften-Røde Der omglødede din Stavn, Fikst du kun de Ribber stærke, Fikst du kun det Tvilling-Mærke, For at varsle Undergang! Phoenix! est du kun opstanden Af din Aske seierrig, For at bære over Stranden Bort din gamle Faders Liig, Skal for sidste Gang vi skue Vingens røde Gylden-Bue, Buens hvide Tvilling-Tegn! Skal Ægypten sig til Lykke Ønske nu med vundet Spil, Sit Osiris-Tempel smykke, Katakomben lave til? Skal vor sidste Hvid nu springe For at du dig kan bortsvinge Med det dyre Myerha-Æg! Skal vi, som fra gamle Dage Saa veemodelig det klang, Staae med Graad paa Kind tilbage I den øde Danevang, Stirre, til os Taaren blinder Til det sidste Glimt forsvinder Af vor Fader og vor Arv! Nei, du gamle Skipper-Barde! Du kanst ei om Danmark spaae, Ei som gule Leoparde Færdes Løven himmelblaa; Angul sank i Verdens Havet, Men paa Næs er Skjold begravet Til Opstandelse forvist. Haand paa Værket! Brødre, Frænder! Unger-Svende rundt i Nord! Folder, Gubber, fromme Hænder. Hæver Øiet høit fra Jord! Lader Suk og Bøn opstige Over Skye til Himmerige Om Velsignelse og Kraft! Tager, fromme Danne-Kvinder, Frem den gamle Visebog! Sjunger! vækker søde Minder! Hardt de sove, aande dog, Ja, med sød veemodig Smerte Føler jeg: i Danmarks Hjerte Sove Minderne endnu. Beder Gubber! Kvinder, sjunger! Da skal rask fra Haanden gaae, Alt som Bøn og Sang fra Tunger, Værket som vi pønse paa; Danne-Virke skal saa fage Som i gamle ThyrasTbyras Dage Staae forklaret op paa nye. Kommer hid med Sværd og Spade Hver en dygtig Ungersvend! Her paa Voldens gamle Stade Graves maae den op igjen, Træe og Straa er nemt at tænde, Guldet Ingen kan opbrænde, Det kun skjules kan af Støv. Venner! Sagas Ord i Ære! Skjuler Støvet Sølv og Guld, Dannefee det kaldet være, Naar det dages over Muld! Skal omsonst, I Ungersvende! Saga Skatten os tilkiende! Skal vi dorske den forsmaae! Nei, o nei, med rappe Hænder Dannefee vi søge her, Gjordede om vore Lænder Med det gamle danske Sværd, For dets Glands skal Jetter blegne, For dets Eg skal Drager segne Som os standse vil paa Halv. Kimer med den store Klokke! Seer I Luen himmelblaa! Det er store Gylden-Blokke Paa hvis Grav den leger saa, Ind i Kirken vil vi bære Hvad vi finde, til Guds Ære, Under Sang og Klokkeklang. Vogter eder, UngersvendeUngersvedne! Grueligt er Kirkeran, Baal af Baaren vil vi tænde, Stænke det med Vievand, Alt det Guld vi kan opgrave I de Dødes Kirke-Have Kaste trøstig vi paa Baal. Psalmesang og Orgel-Toner Fylde skal den Kirke-Sal, Han for Oven Værket kroner, Fryd dig, Lund og Mark og Dal! Under Danmarks hvide Banner, Luttret Guldet sig omdanner Til en Mur saa favr og prud. Alle Danmarks fromme Helte Støbte staae i Billedværk, Alt som naar de spendte Belte Med og uden Brynjesærk; Præster som gav Bogen Hæder Stande hos i Alter-Klæder Med Guldstavene i Haand. Mangen deilig Danne-Kvinde Og paa Muren findes maae, Guld paa Gyldenrok de spinde, Bære Klæder himmelblaa, Intet Guld man paa dem skuer, Kun omkring dem Guldet luer Som en Aftenrøde-Krands. Med en Krands af Roser hvide, Med en Pande engleklar, Stande ved hinandens Side Gamle Thyra og Ansgar; Paa dem vogter Skarens Øie, Deres vogter paa det Høie, Og de staae som Englevagt. I den Mur er Liv og Aande, Den sig røre kan med Klang, Raader Bod paa Landets Vaande, Snoer sig trindt om Danevang, Uden Brøst og uden Vanske Værner den om gamle Danske Al den Stund den troes dertil. Venner! o, saa lad os bruge Spaden flink paa Sagas Ord! Længer ei skal Dragen ruge Over Dannefee i Nord; Kan vi Dragen overvinde, Skal vor Spade og til Minde Staae paa Danne-Virkes Væg.