Johan Nordahl Bruuns Amindelse

Johan Nordahl Bruuns Amindelse. Seer du ei hist ved Hakons Helle nær Den matte Kiæmpe med det sjunkne Sværd! Der fødtes han, der sukker han i Vaande, Skal han sit Liv blandt Hedninger udaande?

Heimdal.

Hvad runger saa i Fjelde, Hvad dønner over Søe? Hvad gjalder saa med Vælde Fra Bjerg til Mark og Øe? Hvad varsler vel den Torden? Hvad vækker vel den Gru? Hvad brast der vel i Norden? Brast Einars Bue nu? Hvi higer du tilbage Min Aand, modmedsamtlige senere udgaver retter i enslydende kontekster, heraf to samtidige fra 1816 og 1817, B: [3]l. 15, C (1838): s. 100 l. 16 Østen hen, Til Davids høie Klage For Jonathan sin Ven? Ak, Døn! ak vilst du sige Til gamle Olavs Aand, At nu brast Norges Rige Udaf hans Kongehaand! Ak, skal nu Olav springe Fra Bord i Kjortel rød! Skal over Grav det klinge, Ak! Jonathan er død! Skal Hedninger sig glæde Og fange Overhaand? Philistres Døttre kvæde I Gath og Askalan! Nei, Aand, lad af at grue! Det toner over Strand: Ei raader Einars Bue, Men Gud for Norges Land. Kun milde Taarer rinde Ved Olavs Hedenfart! Livsaligt er hans Minde, Hans Støv opstander klart. Lad Harpen liflig tone Om Nordahl Jonathan! Nu fandt han Norges Krone I Christnes Fædreland! Lad Vantro glad istemme: Nu død er Christi Ven! Den snart dog skal fornemme At Christus lever end. Ja, snart den skal fornemme, At, Nordahl Bruun! din Aand Er end i Norden hjemme Som i sin Frelsers Haand. I Fred skal Støvet sove, Din Sjæl i Herrens Favn, Og Trods, om Tidens Vove Opsluge kan dit Navn! Nei som en venlig Stjerne Det blinker over Bjerg, Forlyster Venner fjerne, Forfærder Trold og Dværg. Naar Vikingen kuldseiler, Den smiler giennem Sky, Og klar i Sø sig speiler Ved næste Morgengry. Ja end i Tider fjerne Fra høie Kirkestavn Skal Norges Morgen-Stjerne Man speide i dit Navn. Naar Kirken høit sig hæver I Kæmpers Fødeland, Din Aand med Sang nedsvæver Til Fjeldets høie Gran. Da skal forklaret runge I Fjeld din Kæmperøst, Din Aand det Kvad udsjunge Som kvaldes i dit Bryst. Da skal sig og forklare Det Qvad om Jonathan, Og Klipperne skal svare Til Klang fra Bøg og Gran. Dog, min Aand, flye hid tilbage! Breed ei Vinge, løft ei Bryn Stir ei saa paa fjerne Dage! Døgnet spotter kun dit Syn. Skjul din Vinge, luk dit Øie Suk din Sang som Herrens Ord! Ingen Toner fra det Høie Høre vil nu Mænd af Jord. Over Svælget stir bedrøvet Hen paa Kirke-Kæmpens Grav, See nu sank med ham i Støvet Norges gamle Bispestav, Saae den ny du under Stjerne, Ak, det var dog i det Fjerne! Nær, og rede til at myrde Ulven staaer ved Hyrdens Grav, Hjorden drømmer sig til Hyrde, Tager Skyggen for en Stav, Ulven inderlig sig glæder, Skiærer flux sig Faare-Klæder. Nei Aand, ikke saa! Lad Ulvene gaae! Grib ei til Utide Den henlagde Stav! Endnu maa vel skride Et Skrud over Grav, Før atter du svinge Skal Staven i Nord, Mod Ulvenes Bringe I blodige Spor. Lad hvile da Staven! Tag Harpen i Haand, Og hils over Graven Den salige Aand! Ja, hil dig som svinger De lyslette Vinger Saa høit over Muld! Du Kaasen har fundet, Du Krandsen har vundet, Ja Kronen af Guld. Ja, hil dig, du Gamle! Gud Fader os samle I Himmerigs Hald! Jeg veed at med Glæde Du hørde mig kvæde Som christelig Skjald, Jeg veed, hvor du bygger, Der svandt alle Skygger, Der faldt alle Skiæl, Der skuer du funkle Hvad her i det Dunkle Du miskiendte vel. Hvad end du ei ynder, Det er mine Synder, Dem tilgive Gud I Navnet det milde Som aarle og silde Du stammede ud, I Navnet der kunde, Som Grund over Grunde

“In principio principiorum (sagde Oldingen, naar noget i min Tale mishagede ham) ja deri ere vi fuldkommen enige,” og hans faderlige VelsignelseBelsignelse paa Hans 70de Fødselsdag beføier og forpligter mig til at tale saa ved Hans Grav.

, Forene os her, Trods Bølger og Banker I Aar og i Tanker Trods Grunde og Skiær; Det Navn du kan sjunge Med aandelig Tunge Nu gladelig hist, Som Gud os vil unde At sjunge saalunde Eenstemmig forvist!