---
title: Til Sphinx
author: Nicolai Frederik Severin Grundtvig
date: 2016-04-29
publisher: Faculty of Arts, Aarhus University
---
## Til Sphinx.
**E**i har jeg glemt at naarGravklokken gaaer,Da førstudringesmine Skoleaar,Og aldrig har som Mester jeg mig brystet;Men lært jeg har i tunge PrøveaarAt føle Meer end nogenSphinxforstaaer,Og**af mit Ærme** har jeg Barnet rystet.Hvo høit vil flyve falder gjerne ned,Hvo høit sig drømmer, svimler kun derved,Thi sætter jeg mig lavt paa Runestene;Statdu for mig, saa høit du kan, i Fred!Men hvis hovmodig du paa mig seer ned,Da visselig dustaaer ei **paa det Rene**.Du pukker, hører jeg, paa dine Aar!Men blegedespaa**Lysets Vei**dit Haar,Saa detomskinnerdig som Retfærds Krone?Du praler, hører jeg, af dine Saar!Demfikstdu vel i Verdens Ormegaard,Men fik du dem i**Kamp for Lysets Throne?****Min Gaade,**hører jeg, du kløgtignam!Var det dengang dulydtmedDaareglamMig for en Hykler og en Djævel skjældte?For**Ingenting din Gaade**jeg ansaae!Det siger du, men kan du da forstaae,At jeg i**Intet**saaeOrionsBelte?Hvis om**din**Gaade jeg har gjættet feil,Fordi jegkiged**kun i Sandheds Speil,**Da har i**det**du ikke seet din Gaade,Og jeg tør giveunder Haand og Seigl,At ikkun da du tager ikke feil,Naar du den gjætter paa**min simple Maade.**Du mener, hører jeg, det var dig nemtAt knegte mig i Alvor og i Skjemt,Og ydmyg dale til mit Barne-Sæde!Om det er sandt, jeg veed vel ei bestemt,Men nok jeg veed, at**tro'r du det er nemt,**Da avler Stolthed kun en dødfødt Glæde.Om**virkelig**du staaerpaa TempeltindOg om jeg op til dig har mange Trin,Detklarer sigengang vel paa det Sidste,Men seer jeg retved Ordets Lampeskin,Jeg mod din Høide ikke gjør et Trin,Og aldrig skal**din Modenhed**mig friste.At Lyset bo'r ei i din Hjerneskal,Men hist iKjærlighedens Gaadehald,Det har jeg lært afHam som Engle dyrke;Og i Hans Ord, som LysetsArvetal,Jeg fandt at hverken kan, ei heller skalDer**Samfund**være**mellem Lys**og**Mørke.**Som Digter, mener du, paaGravsensBredDu og dit Liv er ei at spøge med,Og det er netop hvad jeg vilde sige;Men at**for Alvor**jeg tog Skjemten med,Hvor Alvorsord eifundebedre Sted,Det var dog nokei **Næsviished** saa lige.See, stolte Sphinx! det ermit Davus-Svar,En**bunden**Tale, baade kold og klar,Tilluktmed Flid for Tonen i mit Hjerte;Nu er jegseen, som jeg var fordum snarTil**Vægterhaanden,**dubespyttet har,At række dig i Skin af Danmarks Kjerte.Jeg lod dig rase,**ældre**Broder min!Ogpaa min Kappe slagte dine Sviin,Jeg vilde dig ophidse ei men kjøle.Nuestdu kold og stolt med Hjertens Lyst,Kom nu! saa vove vi enAlvorsdyst,Og væmmes skal duvist eived**min**Søle.Dog,ingen Handske kaster jeg til dig,Jeg kunoptagerden du rakde mig,Og som jeg dengang ikke maatte røre;Afbryder jeg med**Fienderne**min**Krig,**Og venter jeg en**Sandheds Ven**i dig,Hvor kan mod dig med Lyst jeg Krigen føre!Nei visselig, somDannemandog PræstSelv midt i Strid jeg huer Freden bedst,Og gjerne Hjertet vilde kjærlig tale;Men til du seer, at ei jeg**leger Hest,**Skjøndt Barn jeg er, det tjener os nok bedstI StilhedGud hinanden at befale.Dog,Hjerteordetlader sig ei tvinge,Gid,**Baggesen!**du mesterlig fuldbringeHvad jeg har kjækt og ærlig fusket paa!Da veed jeg vist, at under Lysets VingeMin Broderhaand, mit Venneraad saa ringeDu nænner ei at haane og forsmaae.**Grundtvig.**