---
title: Om Baggesen
author: Nicolai Frederik Severin Grundtvig
date: 2016-09-01
publisher: Faculty of Arts, Aarhus University
---
## Om Baggesen.
**M**ed nogen Forundring, med dyb Bedrøvelse, men end dybere Rolighed, læsde jeg Baggesens Svar til mig i Skilderiet No. 97. At **svare** kan naturligviis ei falde mig ind, da en Baggesen dog umulig for Alvor kan troe hvad han her, i en mig aldeles ubegribelig Stemning har sagt, og da hans hardtad rasende Beskyldninger maae i enhver Retsindigs Øie afbevise sig selv. Hvad jeg derimod vil, og som jeg troer bør gjøre, er at aflægge Velsindede Regnskab for min Adfærd i denne Sag, der vel ikke kan være **dem** mistænkelig, men dog fremmed. I fire Aar har jeg været Gjenstanden, hardtad for alle deres Haan der offentlig omtalde mig og min Færd, uden dog at gribe den Svøbe, Man alt i tidligere Dage havde seet jeg kunde svinge, i det mindste bedre en de, der vilde dræbe mig med den, og jeg begriber da visselig ikke hvad der skulde bevæge mig til at prøve den paa en Digter, hvis Mesterskab heri jeg aldrig har betvivlet eller attraaet, og hvis Smaasnert i Forbigaaende jeg sagtens kunde taale. Derimod maatte det være mit Ønske at see denne store Aand vandre en bedre og værdigere Bane, et Ønske jeg frimodig udsagde allerede 1812 i mit Korte Begreb af Verdens Krønike, og uden storagtig at mene jeg kunde omvende ham, maatte det dog være mit inderlige Ønske, at gjøre ærlig det Lidet der stod i min Magt. Jeg har derfor adskillige Gange tænkt paa, i et Digt at kundgjøre min Beskuelse af ham og hans Bane, og nu faldt det mig ind at det helst burde skee i en skjemtende Tone, mod hvilken hans Øre snarest oplod sig, og i hvilken jeg tillige kunde revse mangen Dagens Daarskab der egentlig kun var hans Feil i Carricatur; og see, **derfor** skrev jeg mine rimelige Strøetanker, Noget som alle mine Kyndinge veed, og som vel enhver opmærksom Læser selv vil kunne spore. At Baggesen kunde faae i Sinde at tage mig min alvorlige Skjemt ilde op, det forudsaae jeg og var belavet paa at bære hvad han i saa Fald vilde overvælde mig med; men at han for Alvor kunde troe jeg havde talt med et fiendtligt Sind, det ansaae jeg, og det anseer jeg endnu for umuligt. Imidlertid hørde jeg tale om hans Gaade og mærkede af Noget Man læsde for mig, at den gjorde sig særdeles kostbar; det faldt mig ind at Gaadeordet maatte være **Individualitet** som det eneste Ord der, som Udtryk for **Ordet** og **Sandheden** kunde bruges om alt **Existerende,** jeg læsde Gaaden igjennem, fandt en Deel jeg ikke forstod og ei engang gad grunde paa, men fandt min Formodning noksom stadfæstet, og midt i et forfængeligt Spil saae jeg dybe genialske Glimt. Jeg tænkde, det kunde maaskee gjøre et godt Indtryk paa Baggesen, hvis han saae at en Dagens Davus forstod, hvad han meende var skjult for Oediper, og at det var den samme Davus som skjemtede, og at det **burde** gjort et godt Indtryk er en Overbeviisning, som ingen Erfaring om mit Haabs Skuffelse skal kunne rokke. Baggesen vil, Man skal troe, at jeg af en Fiende fik Lyst til at være hans Ven, fordi han roesde min Skjemt, men det kan dog umulig være hans Alvor, thi vilde han end miskjende den venlige Aand som jeg tør sige, svæver selv over de stærkeste og alvorligste Bebreidelser i Skjemtetalen, saa maae han jo dog have seet at i Begyndelsen af Gaade-Gjætningen, der staaer ved Siden af hans Parenthetiske Svar, taler den samme venlige Aand, hvis Røst han sikkert har fornummet i sit Hjerte. Hvad nu overalt den Roes angaaer som han mener jeg skal have bygget sataniske Anslag paa, da maae han dog rigtig tiltroe mig en god Portion Dumhed, dersom han mener at jeg ikke saae **Hanken** ved **Kappen** og **Halen** ved **Jesper****,** ligesom han dog vel maae see, at jeg har spillet mit Kort som en Dumrian tilgavns, hvis det var Hans Mikkelsens Krands jeg beilede til, og et Blad af den, er jo Alt hvad Baggesen, med Adskilligt bag Øret, rakde mig. At imidlertid Baggesens Parenthes afbrød mine Strøtanker og gav Anledning til mit Slutningsord i Gaade-Gjætningen, det er ganske rigtigt, men det sagde jeg jo selv, og det maatte vel være et usvigeligt Vidnesbyrd om, at det var ingen **Skjelm** jeg havde bag Øret. Mener Baggesen virkelig, at jeg **for min Person** bryder mig synderlig om enten han forener sin Stemme med Verdens eller min, da kjender han Mennesket, mig og min Bane langt slettere end jeg havde troet, thi naar Man har hele Verden imod sig, vil selv det største Genie, meer eller mindre, ei sige stort, men bliver ligefuldt beet, hvis Man ikke har Gud med sig, og har Man det, staaer Man sig nok; ei heller pleier det at være Maaden hvorpaa Man vil tilsmigre sig en Mands Gunst, at man siger ham hans Feil lige i Øinene, ja for hele Verdens Øine, og det har jeg jo gjort i det samme Stykke, der skal indeholde den nederdrægtige, sataniske Smiger. At jeg derimod inderlig baade ønskede og ønsker at vinde Baggesen for hvad jeg veed er **Sandhed,** det har jeg jo for længe siden offentlig sagt og fragaaer det aldrig, men visselig, det er for hans egen Skyld og for de Manges, der, efter min Beskuelse, have deres Centralpunkt i hans Aand. At jeg, som Menneske, har desuden det særdeles Ønske, at staae i venligt Forhold til en Aand jeg elsker, og, den være min nu nok saa overlegen, er mig, efter min Følelse, nærmere beslægtet end de Fleste jeg kjender, det er dog vel ingen Brøde, og Udsagnet af dette Ønske, som først burde finde Sted, **efterat** jeg frimodig havde bedømt hans Færd og **efterat** han havde erklæret, at han ei ansaae mig for et Dummerhoved, dette Udsagn af en Følelse jeg ei kunde misbillige, er hvad Baggesen nu vil forvandle deels til et satanisk Hyklerie, deels til et drengeagtigt Kamerad-Spil. Fordi jeg sagde, hvad Sandhed er, at jeg aldrig har dømt Mennesket Baggesen haardt, fordi han i en saa forvirret Tid fulgde den saare skjæve Retning, hvortil jeg i yngre Dage følde en mægtig Lyst i min egen Barm, derfor skal jeg have forandret min Dom **over Skjævheden,** fordi jeg sagde det glædede mig, at Baggesen, for hvis Skyld jeg skjemtede, havde fundet Andet end i Skjemten, derfor skal jeg have løftet mig paa Tæerne, derfor skal jeg have kaldt Baggesen englereen, naar han kun vilde rose mig.
Dog, Man bør ikke spilde Ord paa at besvare saa latterlige Ting, der kun blive høistalvorlige ved den Betragtning, hvor saare en Aand, som Baggesens, maae forvirre og omtaage sig, for at finde dem rimelige. Jeg vil da kun endnu bemærke, at vel har jeg brændt det Eftermæle, hvormed jeg havde agtet at slutte mine Strøetanker, af Grunde, som staae paa Prent at læse, men ønsker Baggesen det, skal jeg see dog at restituere det saavidt, at han kan see, jeg frygter ikke for en Dyst, naar det skal saa være, men slutte vil jeg heller med den Forsikkring, at mine Tanker om Baggesen ere i Dag ligesaa venlige som da jeg sluttede Gaade-Gjætningen, og at mit Haab om ham, endnu er omtrent det samme, skjøndt hans Roes i Tankesamleren dog vist ikke skal fremgjøgle indtagende Skikkelser for mig, eller indbilde mig, hvad jeg, Gud skee Lov! aldrig har ønsket, at Baggesen skulde tage mit Partie **paa Sandheds Bekostning.**
Langtfra derfor, som Baggesen vil indbilde sig, at **skjælve,** sidder jeg ganske rolig og beregner, at det vilde glæde mig dobbelt, hvis Baggesen nu engang blev min Ven **for Sandheds Skyld,** thi da vilde Verden, netop for **Tanke****samlerens** Skyld have dobbelt Uleilighed med at samle sine Tanker. Rolig kan jeg ogsaa sagtens være ved de Smæk Baggesen giver Skyggen af sin egen syge Phantasie, thi de ramme jo slet ikke mig, og om Verden vilde sige, de slog mig ihjel, det loe jeg kun ad, min Characteer har jeg, med ikke saa faa, og, efter Verdens Tanker, store Opoffrelser, lagt for Dagen, at fremforalt naar Verden sigter mig for **Hyklerie** og **Smiger,** er jeg ordenlig nødt til at lee den lige i Øinene og svare: nu, min Ven! vær dog ikke saa spydig! tag dig heller selv om Næsen! Har jeg smigret for dig, da er det saamænd skeet af Vanvare, det kan du troe, og har jeg hyklet, da har jeg min Troe en god Slump alskens gode Ting tilgode hos dig, thi du pleier jo dog at betale slige Føieligheder ganske anstændig, og du vil dog vel ikke bilde dig ind, at jeg skal tage dine Spottegloser og Næsestyvere &c., &c., &c., for god Betaling. See, paa den Fod staaer jeg med Verden, og derfor kan jeg sagtens være rolig, naar jeg forresten har en god Samvittighed, og en bedre end den jeg har i min Handel med Baggesen, har saamænd intet Moers Barn, Trods om Baggesen omvendt tør sige det Samme om sin! Det er den eneste Trods imod ham
af
N. F. S. Grundtvig.