Gaade-Giætningen. (Til Baggesen.)

Gaade-Giætningen. (Til Baggesen.) Let er din Gaade, Gestur Blinde! Nemt er at raade Runen derinde, Solen du fandt, Hvor Traadene fine Edderkop spandt Af Tarmene sine.

Gedspeki Heidreks.

Du est Dig Selv en Gaade, Det har jeg længe vidst, Og til den ret at raade Du har kun stakket Frist, Og ved Dig selv at dele Du taber i det Hele, Det giælder To mod Een. Din Jeghed at taxere I Gaadesangs DuetDnettekstkritik afhandlet i ACCESS, Og Led for Led partere, Var sagtens ei saa let, Og det, om end jeg kunde, Jeg giorde ingenlunde, Med mindre Navnværdie Jeg satte Mere i, Med mindre Løgn jeg vilde Mig om mig selv indbilde, Og havde det i Hu At grunde Dig tilbage, At sætte X for U Mig selv for Dig i Brage. Tænk ei jeg vil med Vid Dig stikke i Dualis! Da fik mit Individ Jo Bielke i Pluralis, Og skiøndt det vel er sandt, Hvad Du har vel udgrundet, En Asenskiæft jeg fandt, Hvor Du den kunde fundet; Saa har dog, som Du veed, Den Kiæft sin Egenhed, Den fælder kun Philister, Naar Man paa dem er bister, Den aldrig dividerer Hvad Man dualiserer, Den giør og ei hvad Du Har giort i Gaaden nu, Deponens, om Du vil, Den er som Gaade-Munden, Activisk uden til, Passivisk dog i Grunden, Men gaaer dog ei saavidt, Den bli'r Hermaphrodit, Ei som Urgelmer den Er Selvformerings Ven, Vil i sin hule Tand Ei, hvad den ikke kan, Et Kildevæld fremtvinge, Men lader det kun springe. Du seer for Resten let Hvorvidt jeg giætted ret, At Hunnen vel i Rom, Naar det til Stykket kom, Ham selv var op ad Dage, Og hendes Dæggelam Man uden deres Skam For Hunnen kunde tage, Thi naar Alt kom til Alt, Var Hun jo Sjæl og Han Gestalt, Hvor Hun var ei, var Han kun Lidet, Og hun var kun i Individet, Det saae Man jo og klarlig paa det Hele, Paa Divisionen af de homogene Dele, Der, som i Gaaden nok, den venlige Dualis Forvandled til en underlig Pluralis, Og demonstreerde ei som Schellings Ven Indifferentsen just af Pan og Hen. Dog, Proteus! om jeg ogsaa kunde, Jeg fulgde ingenlunde Dig paa den krumme Stie Som Fugl og Bræms og Bie; Langt heller planted jeg Paa Kryds, som Du kan vide, En Tvillingstav med Blide Paa Skialdens Vintervei. Ja, Du, o Skiald! hvis Stemme klang Saa liflig over Danevang, Før ret i Graad ved Moders Bryst Jeg løftede min Røst, Hvis Sang mig var i yngre Dage Som Tungeslag af Brage, Og er mig indtil denne Stund Som Fuglekvad i Lund, Hvis fine Tact og Tonehold, Hvis Vid og dybe Tanker Stadfæste sig paa Sagas Skiold Som Liljer og som Ranker! Om end, som stundum, Du med Magt Dig tvinger til at smile, Om Du med tavs Foragt, Om Du med hvasse Pile, Hvormed saa tit Du rutter, Vil svare ham, som Du har nænt At kalde hvad Du ei har kiendt, En bagvendt Morten Luther; Jeg vil og maae et Alvorsord Dog siunge for Dit Øre, Og husk, det klinger over Nord, Om Du end ei vil høre, Og husk, om end af Latter nu Det Ord blev overdøvet, Det klinger dog igien, naar Du Maae tie under Støvet, Og husk, om og jeg var en Gaas, Og Du den største Svane: Saa blev dog lige falsk Din Kaas, Og lige krum Din Bane! (Fortsættes.)